SAMMEN - et magasin om diakoni - Diakonien og kirkens merværdi i samfundet

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

Diakonien og kirkens merværdi i samfundet

Indhold Samfundet har brug for kristendommen

4-5

Folkekirken og sammenhængskraften i samfundet

6-8

Der findes ikke kristne spader

9-12

Kirken på plejecentret

13-15

Kirkens merværdi i familiearbejdet – hvad er det vi kan?

16-17

En kirke i arbejdstøjet

18-19

Menighedsplen i Danmark ... på Facebook

20-21

Ny salmebog har fokus på diakoni og fællesskab

22

Diakonien i Folkekirken skal fremmes!

23

Om Sammen Sammen er Menighedsplejen i Danmarks blad, hvor vi behandler diakoni i forskellige temaer og viser hvordan den kommer til udtryk rundt om i Danmark og verden.

Artikler, idéer og forslag til temaer og indhold kan sendes uopfordret til ansvarshavende redaktør.

Deadline for næste nummer er 1.februar 2024

2

Forsidefoto: Studerende ved Diakonhøjskolen Redaktion: Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen (ansv.)

Design og Produktion: Den Gröna Krabban ISSN - Nr.: 1396 – 88803

Kirken er samfundets anker

Leder

For nogle få måneder siden var jeg til et møde med ansatte i kirkelige organisationer, hvor samtalen faldt på kirkens rolle i samfundet. Vi var enige om, at samfundet generelt har stor glæde af kirken og de kirkelige organisationer, og at begge dele giver en merværdi til samfundet, som ingen andre organisationer kan erstatte. Vi var også enige om, at samfundet ville mangle kirken, og de kirkelige organisationer, hvis de forsvandt, men så ophørte enigheden. For når det kommer til, hvilken merværdi kirken/kirkelige organisationer tilfører samfundet, så var argumenterne meget forskellige. Nogen mente, at merværdien handlede om kampen for klimaet, og andre mente, at kirkens merværdi var sammenhængskraft eller fundamentet for samfundet. Gennem drøftelsen af dette emne blev det klart for mig, at vi som kirke og kirkelige organisationer ikke er særlige gode til at sætte ord på vores unikke funktion i samfundet. Derfor har vi lavet dette nummer af Sammen, hvor vi har bedt forskellige personer sætte ord på, hvad der ville mangle, hvis kirken og de kirkelige organisationer forsvandt.

Således vil jeg i denne leder sætte ord på, hvad jeg fra menighedsplejens stol ser, som kirken og de kirkelige organisationers merværdi.

har brug for en hjælpende hånd. Det er en af de ting, som jeg tænker, at vi i Danmark skal værne om, for vi kan ikke tage det for givet at næste generation vil føle sig forpligtet på andre end sig selv og deres familie. Det er her kirken minder os om, at vi ikke kun skal tro på næstekærlighed, men også skal praktisere den. En anden merværdi, som vi måske nogle gange kan glemme i hverdagen, er kirkens forkyndelse, som er grundlaget for kirkens sociale arbejde. Forkyndelsen lyder hver uge om håb, næstekærligheden og syndsforladelse. Måske er disse ord ikke noget, som nutidens danskere føler, at de har brug for hver uge, hvis vi skal se på antallet af besøgende til højmessen om søndagen, men vi kan se, at antallet af besøgende stiger i krisetider. Måske fordi kirken har ritualer, bønner og ord for det, som vi ikke kan forklare eller sætte ord på. Jeg kan for mit eget vedkommende sige, at kirken er mit anker i en verden, der ind imellem viser mere ondskab, end jeg kan rumme, hvor jeg har brug for at søge trøst i forkyndelsen om, at kærligheden er i verden, og at ingen diktator eller krig varer evigt.

Det anker ville jeg personligt ikke kun leve uden, så derfor vil jeg gøre mit til at kirken og de kirkelige organisationer for altid vil være en del af det danske samfund.

Når vi taler om kirken ud fra et menighedsplejeperspektiv, så kommer vi ikke uden om, at kirkens merværdi er dens diakonale og sociale funktion. Kirken er den barmhjertige samaritaner, der uden at nogen bemærker det, hjælper de mennesker, der har brug for det. Da velfærdsstaten blev etableret, var der en del af de kirkelige hjælpeorganisationer, der så staten som en trussel for de kirkelige organisationer, men ikke Alfred Th. Jørgensen, der dengang var leder for ’De Samvirkende Menighedsplejer’. Alfred var sikker på, at de sociale reformer, der blev indledt i 1933 ikke kunne løse samfundets udfordringer alene, for ifølge ham kunne de kun løses i et samarbejde mellem de statslige og de kirkelige aktører. Det må man sige, at han fik ret i, for kirken og de kirkelige hjælpeorganisationer er fortsat en vigtig del af velfærdsstaten. Dette samarbejde mellem kommune og kirke har vi mange gode eksempler på i de lokale menighedsplejer, på væresteder, ældreboliger og plejehjem.

For eksempel gennem den diakonale indsats, der kan opstå spontant, når kirkegængere kører forbi og besøger hinanden, eller når kirken giver frivillige mulighed for at gå pilgrimsvandring med psykisk sårbare eller tage på ferie med udsatte børnefamilier. Det er noget af den merværdi, som samfundet ville mangel, hvis kirken ikke var der. Samtidig er kirken en del af det grundværdisæt, som jeg savner, når jeg bor i udlandet, hvor man ikke i samme grad er en del af kirken og forpligtet på dem, der

Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang; aldrig forstummer tonen fra Himlen i sjælens glade pilgrimssang.

Mette Møbjerg Madsen Generalsekretær

3

Samfundet har brug for kristendommen Hvad ville vi mangle, hvis kristendommen ikke længere var en del af det danske samfund?

Ville det overhovedet kunne ses? Tag med på boligjagt og få svaret.

Af Johannes Baun, generalsekretær i Bibelselskabet Enhver, der har været på boligjagt, ved, at noget af det, som man skal passe mest på, er at forelske sig i et hus, der har alvorlige sætningsskader. Der kan være ryddet nok så meget op og dufte af både friskbagte boller og nyplukkede blomster, men hvis man ikke får tjekket, at soklen og murværket er i orden, kan man på lang sigt få problemer, som hverken hjemmebag eller buketter kan gøre det ringeste ved.

Det samme gælder for ethvert samfund. Uanset hvor megen velstand, man kan pynte sig med, står og falder samfund i det lange løb med deres fundament. En revne hist og en fugtskade pist ser måske ikke ud af alverden, når optagetheden af alt det, der skal fungere her og nu, er stor. Men får skaderne lov til at udvikle sig, kan vi som samfund ikke fikse os ud af det ved at justere skattetrykket eller give et par milliarder til påtrængende behov.

I Danmark skifter det, om forskellige regeringer husker at skrive i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Men uanset om det fremgår dér eller ej, ja, så er det kristendommen, der er fundamentet for vores land. For mange som et trosanliggende, for nogle som et 4

værdianker, for andre som en selvfølgelighed, man ikke er opmærksom på.

Et samfund uden tro Man kan gøre sig et tankeeksperiment og spørge, hvad der ville ske, hvis kristendommen ikke længere var en del af vores samfund. Umiddelbart ville forskellen næppe være mærkbar. Måske ville det kræve eksperthjælp at få øje på problemet, ligesom man som huskøber kan have glæde af at få en fagmand til at gennemgå et hus før købet.

Men med tiden ville det blive synligt for de fleste, at noget begyndte at mangle. Eksempelvis troen. Uden kristendommens budskab om en skabende, frelsende, nærværende Gud, ville der mangle noget afgørende. For mange ville det være et kolossalt savn, for andre ville det ikke ændre noget på det personlige plan. Men et samfund, der ikke kan tale om noget uden for sig selv, risikerer at få nok i sig selv. Hvis ikke der er noget større at tro på, må vi nøjes med os selv. Og selv om der er gode, troværdige politikere hertillands, kan de ikke bære at skulle være mere end fejlbarlige mennesker som alle os

Foto: Carsten Lundager

andre. Troen på noget større end mennesket er afgørende for at holde proportionerne på plads, stoltheden i ave, ydmygheden vakt.

Var kristendommen ikke længere en del af det danske samfund, ville vi mangle håbet, og vi ville mangle meningen. Det ville vi ikke holde til i længden.

Et samfund uden håb

Et samfund uden kærlighed

Troen er nært knyttet til håbet. I et samfund uden kristendommen ville også håbet derfor forvitre. Håb handler om noget uden for mig, noget, jeg ikke er herre over, noget, der gør mig afhængig af andre – i sidste ende: af Gud. Derfor er håb, som komponist og tv-vært Kathrine Muff har sagt det, ”en overset superkraft, som vi slet ikke kan undvære, og som vi skal huske at dele med hinanden. Håbet føles for mig som en stille, næsten umærkelig ro indeni. Som en følelse, der ikke gør særlig stort væsen af sig, men alligevel har den største kraft.

Den har ikke brug for bulder og brag, men den har en stor styrke. Tanken om, at der er noget større end mig, der har styr på tingene, så jeg ikke nødvendigvis behøver at have det altid. Et håb om, at vi ikke er alene. Der er altid en hånd i ryggen, også når vi ikke kan mærke det.” (fra bogen ”Håb er en overset superkraft”, Bibelselskabets Forlag 2023).

Håb knytter sig altid til noget, til en form for mening.

Netop de to, mening og håb, er som tveæggede tvillinger: De er ikke ens, men de har fælles rod og følges ad gennem livet. Hvis der ingen mening er, er der ikke noget at håbe på – og er der ikke noget at håbe på, er der ingen mening.

Fra Paulus ved vi, at tro, håb og kærlighed hører sammen. Det gør de tre begreber også, hvis vi leger med tanken om et dansk samfund uden kristendommen. For det vil uvægerligt sætte sit præg på forholdet mellem mennesker, hvis troens fornemmelse af noget større end os og håbets tilknytning til andre og Gud, forsvandt.

Der ville mangle en begrundelse for kærligheden. Den er ofte, men ikke altid knyttet til en følelse, men knytter an til en forpligtethed, der først og sidst viser sig i handling. Det er den, der kommer til udtryk, når vi hjælper den syge, støtter den svage, passer på den udsatte. Eller når vi i civilsamfundet laver foreninger, mødesteder og aktiviteter sammen. Eller når vi viser hensyn i trafikken, i køen, over for naboerne.

Er det kristne handlinger? Ville de være umulige, hvis ikke kristendommen var en del af samfundet? Nej, selvfølgelig ikke. Men de ville savne det solide fundament, der ville opretholde dem generation efter generation, og som ville danne rammen for alt det gode, vi kan gøre for og med hinanden.

Derfor er det ikke ligegyldigt, om kristendommen er en del af samfundet. Uden ville jeg i hvert fald ikke anbefale nogen at flytte ind.  5

Folkekirken og sammenhængskraften

i samfundet

Vi spurgte over 3000 folkekirkemedlemmer om hovrdan folkekirken skal prioritere sine midler. Det kom der en række interessante svar ud af.

Af Karen Marie Leth-Nissen, cand.theol. og ph.d., vidensmedarbejder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

1. januar 2023 var 4.276.271 personer medlem af folkekirken (svarende til 72 % af befolkningen), og folkekirken er dermed én af Danmarks største medlemsforeninger. I løbet af et år er tre fjerdedele af den danske befolkning i kontakt med folkekirken, oftest omkring barnedåb, konfirmation, bryllup eller bisættelse. Også personer, som ikke er medlem af folkekirken, deltager i ritualer i kirken, når de bliver inviteret. Mange kommer i folkekirken til gudstjenester eller til arrangementer i sognehuset, og er med i børne-unge arbejdet eller de diakonale aktiviteter.

I kirken møder vi nogle gange familie og venner. Andre gange træffer vi mennesker, som vi ikke ellers ville have mødt. Folkekirken bidrager dermed både til at styrke eksisterende relationer og til at skabe nye bånd mellem 6

Fotos: Folkekirken

Hvis folkekirken skal prioritere sine midler, hvor vigtig synes du så, at følgende aktiviteter er?

At vedligeholde kirkegårdene godt

86 %

At hjælpe syge, gamle og socialt udsatte

86 %

At bevare traditionerne

78 %

At holde kirkerne åbne for dem, som vil bede eller meditere

76 %

At arrangere kirkelige tilbud for børn og unge

69 %

At deltage i internationalt hjælpearbejde

64 %

At skabe nye gudstjenesteformer

63 %

At samarbejde med andre trossamfund

53 %

At tage mere aktivt stilling til aktuelle samfundsspørgsmål

39 %

At organisere gudstjeneste hver søndag i alle menigheder

37 %

At være fortaler for den grønne omstilling

34 %

At missionere

12 %

Kilde: Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020, kvantitative studier, 2021, s. 118. Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Svarprocenten angiver andelen af folkekirkemedlemmerne, som vurderede aktiviteten til ”vigtig” eller ”meget vigtig”. Svarpersonerne kunne vælge så mange svarmuligheder, som de ønskede. Vi fik besvarelser fra 3.127 til 3.152 personer, idet nogle af svarpersonerne udelod enkelte svar. Alle svarpersoner var medlem af folkekirken.

mennesker, og er på den måde med til at øge den sociale sammenhængskraft for en stor del af befolkningen.

Sammenhængskraft er afgørende for den generelle tillid i et samfund, og den ligger højt i Danmark sammenlignet med andre lande. Vi stoler i høj grad på hinanden, også på mennesker, vi ikke kender, og det gør vores liv både lettere og tryggere. Men bortset fra sammenhængskraft, hvad synes folkekirkemedlemmerne egentlig, at folkekirken skal bidrage med?

Hvad skal folkekirken bruge pengene til?

Vi spurgte i 2020 de folkekirkemedlemmer, som deltog i en stor spørgeskemaundersøgelse, hvordan folkekirken skal prioritere sine midler (se tabel). Folkekirkemedlem-

merne svarede, at folkekirken skal have størst fokus på både kirkegårdenes vedligeholdelse (86 %) og støtte til syge, gamle og socialt udsatte (86 %), hvilket vi tolker som opbakning til arbejdet med de diakonale opgaver i sognet (”Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020. Kvantitative studier”, 2021, s. 117-127).

Fattigdom størst blandt ikke-medlemmer Folkekirken har altså et højt medlemstal, og medlemmerne har høje forventninger til arbejdet med de diakonale opgaver. I den kirkelige dagligdag er arbejdet dog præget af to store udfordringer. Den første er, at den fattigste del

Fortsættes side 8  7

 Fortsat fra side 7

Medlemmerne i folkekirken prioriterer diakonien højt

af befolkningen ikke er medlem af folkekirken. Mange ikke-medlemmer har anden baggrund end etnisk dansk, og ofte lavt uddannelsesniveau og indkomst. De er derfor i større risiko for at rammes af fattigdom. De står også delvist uden for den sammenhængskraft, som folkekirken er med til at styrke. Folkekirken skal altså forholde sig til, at den største nød ofte findes udenfor medlemsskaren. I mange sogne vælger menighedsråd og menighedspleje at arbejde diakonalt med trængende uanset medlemsstatus, og bidrager på den måde til at løse sociale opgaver for det danske samfund.

Økonomisk skævvridning mellem rige og fattige sogne Vi ser en tiltagende økonomisk skævvridning mellem rige og fattige provstier, og dermed også mellem rige og fattige 8

sogne. Provstierne fordeler nemlig de ca. 80 % af folkekirkens midler, som kommer fra kirkeskatten og er afhængig af den lokale befolknings indkomstniveau. Landsforeningen af Menighedsråd har peget på, at folkekirkens økonomiske model skævvrider sognenes grundøkonomi og grundvilkår. Landsforeningens analyse, ”Den solidariske folkekirke” (2023), viser, at sogneøkonomien på landet belastes af middelalderkirkernes vedligeholdelse, og det er derfor svært at prioritere de diakonale opgaver. I byerne ligger udfordringen i stedet i et højt antal medlemmer pr. præst, og det trækker arbejdsmæssige ressourcer fra det diakonale arbejde.

Hvis medlemmernes forventninger til folkekirken skal indfries, har folkekirken også fremadrettet brug for den støtte til diakonien, som kommer fra diakonale foreninger som fx Menighedsplejen i Danmark. 

Der findes ikke kristne spader Af Jacob Zakarias Eyermann, forstander på Diakonhøjskolen Huset bliver ikke bedre af, at mureren har et kors om halsen, og den indsats, der laves sammen med et menneske, som har brug for en hånd, bliver ikke bedre af, at man er uddannet i diakoni. Der findes ifølge tidligere forstander på Diakonhøjskolen, Johannes Nørgaard ikke ”kristne spader”.

Der er ingen garanti for en diakonal merværdi. Der er ingen garanti for, at det bliver bedre end den kommunale løsning. Der er ingen garanti for, at det på alle bundlinjer bliver bedre. MEN – For der er et MEN. For selvfølgelig betyder blikket på det andet menneske noget. Selvfølgelig betyder det noget, hvor man har sin forankring, og hvilket menneskesyn man ser verden fra. Diakonien er forpligtet på et menneskesyn, som peger på solidaritet, barmhjertighed, fjendekærlighed. Eller som den norske kirke definerer: Diakoni er næstekærlighed, inklusion, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed.

Fortegnet for det diakonale arbejde er, at alle mennesker er skabt, har værdighed og er elsket, også selvom mennesket ikke er særlig elskværdigt eller ikke har værdi i samfundets øjne.

En afgørende påstand ”Hvorfor siger du, at mennesket er skabt, og at mennesket er mere end ren biologi? Hvor har du det fra?” spørger den kvikke studerende. Og når jeg går baglæns i argumentationsgangen, ender jeg med en påstand. Kristendommen og diakonien har sin begyndelse i en påstand om, at mennesket er skabt, elsket og har uendelig værdi. Diakoniens påstand har sit udgangspunkt og forankring i skabelsesberetningen, i Jesu ord og handlinger og i troen på, at Helligånden også virker i dag. Det er en påstand og ikke et bevis. Det er ikke en objektiv sandhed, men en subjektiv påstand. En påstand, som dog er mere end en individuel mavefornemmelse. Det er en påstand, som teologer, filosoffer, videnskabsfolk, forfattere og andet godtfolk gennem de sidste 2000 år har grundet over og lavet teorier over, og derved kan vi bruge deres tanker til at udvikle nye tanker og kritisere eksisterende tanker.

Og for diakonien får den påstand betydning for, at vi er sendt ud i verden for at vise næsten omsorg, ja endda fjenden omsorg. Vi skal med Paulus’ ord bære og dele hinandens byrder.

Fortsættes side 11  9

Fotos: Diakonhøjskolen

10

10

 Fortsat fra side 9

Diakonhøjskolen blev oprettet i 1920 og har siden uddannet Diakoner.

I dag udbyder Diakonhøjskolen en professionsbachelor i Diakoni og Socialpædagogik.

Diakonhøjskolen ligger i Højberg ved Aarhus og har 250 studerende.

Faglighed og de mange sprog Fortegn og forankring, dertil kommer faglighed. Forankring i det kristne, og at fortegnet for vores liv skal være tro, håb og kærlighed, er ikke en garanti for, at arbejdet bliver godt. Der er gjort meget godt i Jesus navn, men også megen skade. Det diakonale arbejde skal også være forankret i en faglighed. Det er ikke nok at have gode intentioner. Det diakonale arbejde skal også være forankret i den viden og de teorier, der findes om en givet indsats. På den måde er diakoni at kunne mestre flere sprog, både det videnskabelige, men også det sprog, der bruger ord som barmhjertighed, solidaritet, kærlighed, tro og håb.

Merværdi, mer-blik eller mer-forpligtelse?

I min undervisning af socialdiakoner bruger jeg ofte udtrykket, at vi skal turde se virkeligheden, som den er, ikke kun som vi kunne ønske, den var. Vi skal se misbruget, udsatheden, fattigdommen, diagnosen og derefter analysere, hvilken indsats der skal til og derefter gøre det. Se, analysere, handle.

Men ud over at se virkeligheden, som den er, så udfordrer næstekærlighedsbuddet os også til at se mere

end det. Vi skal se virkeligheden som Guds virkelighed, og mennesket som Guds elskede skabning. Frem for at tale om en merværdi vil jeg hellere tale om et ”mer-blik” eller et ekstra blik på mennesket. Diakonien er forpligtet på at se mere end misbrugeren, den hjemløse og det udsatte barn. Man er først og fremmest et menneske.

Diakoniens ekstra blik gør, at vi altid ser et menneske, også selvom det menneske kan ligge begravet under alle mulige udfordringer.

I diakonien ligger også en mer-forpligtelse. Diakonien forpligter sig til at tale den udsattes sag eller kæmpe for retfærdighed. For kommunen eller staten kan det blive en meromkostning, men for det enkelte menneske kan det give en mer-værdi. Når studerende efter 3,5 år på Diakonhøjskolen går ud ad hoveddøren, så håber jeg, at de har fået et indblik i både individer, men også i de større samfundssammenhænge, så de kan løfte deres stemme, der hvor nogen bliver holdt ude eller nede af samfundet. En mer-forpligtelse til diakonen og forhåbentlig en mer-værdi for det andet menneske, vores fælles liv og for den jord, vi er sat til at forvalte.

Fortsættes side 12  11

 Fortsat fra side 11

Dannelse og uddannelse Det specielle ved Diakonhøjskolen er, at vi ud over at bygge en socialpædagogisk faglighed også har en forankring i det kristne. Det betyder, at vi har tilbud om morgensang, enkelte gudstjenester og har nogle traditioner, som rummer en kristen betydning. Jeg gør som forstander også meget ud af at fortælle, at jeg også er præst, og at jeg trosmæssigt står et bestemt sted. Så ved den studerende med kors om halsen, pigen med tørklædet, ateisten og tvivleren, hvad de har at spille bold op ad og være enig eller uenig med.

Så samtidig med, at vi er en uddannelse, som bygger på en objektiv viden og en faglighed med rødder i det videnskabelige, så er vi også en højskole med en forankring i det kristne menneskesyn. Diakonhøjskolen er på én og samme tid en uddannelsesinstitution, hvor man får sit eksamensbevis, men også en dannelsesinstitution, og heri ligger nok den store forskel i forhold til mange andre uddannelsesinstitutioner. Vi vil uddanne og danne, og al dannelse sker ud fra nogle idealer om, hvad man skal dannes til. På Diakonhøjskolen er vi tydelige om, at vi ønsker at danne mennesker til diakoni, det vil sige til at vise næstekærlighed, skabe inkluderende fællesskaber, værne om skaberværket og kæmpe for retfærdighed.

Diakonhøjskolen i Højbjerg

Giv os i dag vort daglige bøvl Over lærerværelset på en nyoprettet højskole havde forstanderen skrevet: ”Giv os i dag vort daglige bøvl”. Jeg læser det som en påmindelse om, at vi som mennesker skal bøvle med hinanden, og at vi som uddannelsesinstitutioner sammen med de studerende skal bøvle med og øve os i at skabe forpligtende fællesskaber og sammen diskutere, hvad det vil sige at være samfund og menneske. Forstanderen har sit bud ud fra sit ståsted, men den studerende har måske et andet, og så diskuterer vi os frem til noget fælles.

Den merværdi, vi som skole kan give de studerende med, er den øvelse eller dannelse, der ligger i at være fællesskab, og den dannelse, der ligger i at møde nogen, der tænker anderledes end mig selv. Og det sker ikke kun i undervisningslokalet; det sker på studieturen, over formiddagskaffen, til festen, eller når de studerende laver revy og kærligt ”griller” medarbejderne.

Den merværdi, jeg håber at give de studerende med videre, er et mod til at stå i dilemmaer og selv finde på løsninger, når man står over for det enkelte menneske og skal løse en nød, en udfordring eller en konflikt. De studerende skal gå ud og ”gå du hen og gør ligeså”, som Jesus siger til den lovkyndige i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, men vi er hver især nødt til at finde ud af, hvad ”ligeså” er i den enkelte situation.

Der er ingen garanti for en merværdi, men jeg håber, at de studerende får et diakonalt mer-blik og en mer-forpligtelse med videre ud i verden.  12

Forstander Jacob Zakarias Eyermann

Diakonhøjskolen har et aktivt studiemiljø med 250 studerende

Fotos: Fælledgården

Kirken på plejecentret Af sognepræst Mia Rahr Jacobsen Hvis man træder ind ad hovedindgangen på plejecentret Fælledgården, svinger til venstre ned ad gangen hvor først caféen og så frisøren ligger, så er der lige derefter en dobbelt glasdør med små kors i det matterede glas. Bag den finder man Fælledgårdens kirke. Det er et lyst og indbydende rum, der indbyder til refleksion og fordybelse, og som på alle måder signalerer, at man som plejecenter ser det som et vigtigt rum og har gjort sig umage. Der er tydeligvis tænkt over detaljerne med den lille tavle til salmenumre, den broderede hørdug på alterbordet og det store motiv fra et kalkmaleri på bagvæggen. Og man er på samme tid i et helt særligt rum og i kontakt med verden udenfor, for alteret er placeret foran en glasvæg, der vender ud mod den store grønne gård, så man under gudstjenesterne har udkig til træer, blomster og dem, der måtte gå forbi.

Før jeg blev præst på Østerbro, var jeg i flere år funktionspræst – først som hiv- og aidspræst og derefter som gadepræst for unge i Trinitatis Natkirke – og i de ansættelser har jeg holdt mange institutionsgudstjenester på meget forskellige vilkår. Oftest i kantiner og i gymnastiksale. Og det kan man sagtens. Man kan godt skabe det særlige rum, som gudstjenesten er, uden at have det fysiske kirkerum. Men samtidig har jeg i løbet af de

sidste syv år som sognepræst i Sankt Jakobs Kirke og dermed præst på plejecenteret Fælledgården også gjort mig den erfaring, hvad det betyder at have et kirkerum på stedet. Der er dels helt naturligt en større koncentration om gudstjenesten, når rummet er afsat til netop dette, og der ikke er personale, der lige skal hente noget, eller andre beboere, der sidder og drikker kaffe i den anden ende af rummet, og det er et tydeligt signal til alle om, at her lægger vi også vægt på at yde omsorg for det sjælelige. Det gøres klart, at den enkeltes indre liv er vigtigt, og at der er en ramme, hvor det italesættes, og et fællesskab omkring det at træde ind i, hvis man har lyst til det.

For at det skal fungere, er det helt afgørende, at der er et godt samarbejde med personalet. På det praktiske plan er støtte fra personalet afgørende. Mange beboere har brug for, at personalet minder dem om, at der er gudstjeneste, eller hjælper dem til og fra kirke. Ligesom andre kan have brug for hjælp til at få ringet efter præsten, hvis de gerne vil have en samtale. Men på Fælledgården glæder jeg mig også over, hvordan personalet markerer højtider ved at lægge små buketter til beboerne

Fortsættes side 14  13

 Fortsat fra side 13

på kirkens stole, når vi holder gudstjeneste. Det kan være en påskelilje og et palmeblad til påske eller en juletulipan og en grankvist til jul.

For flere af beboerne er gudstjenesterne på Fælledgården en naturlig fortsættelse af det gudstjenesteliv, de har været en del af i deres lokale kirke. Og da gudstjenesterne er åbne for deltagere udefra, er de ofte også en mulighed for at mødes til gudstjeneste og kirkekaffe med venner, som de gennem mange år har set i kirken 14

hver søndag. Men uanset om beboerne kommer fast til gudstjenesterne, har samtaler med præsten eller bare hilser på os, når vi kommer forbi på afdelingen, så er det mit indtryk, at det er af stor betydning for beboerne, at kirken er til stede og synlig på Fælledgården. Beboerne ser mine to kollegaer og mig som ”deres” præster. De kender os eller kender til os. Og det gør det meget lettere i forhold til samtaler og bisættelser, når præsten er et kendt ansigt. Ligesom vi også er ressourcepersoner, der

kan inddrages ved temadage for beboerne og deres pårørende, som den der var sidste år om ”En god afsked”, hvor der efterfølgende har været samtaler på afdelingerne og ved et større dialogmøde om, hvordan man på de enkelte afdelinger gerne vil sige farvel.

Noget af det, jeg ofte oplever som præst, er den store ro, fordybelse og glæde der for mange er ved at tænde et lys. Til påske kunne vi for første gang tænde lys i en ny lysglobe i kirkerummet, og siden har vi indledt hver

gudstjeneste med lystænding. Det er betydningsfuldt at kunne tænde et lys for en, man tænker på – og det har en særlig betydning at kunne gøre det i et kirkerum.

Derfor er der også lavet en aftale om, at hvis man som beboer gerne vil tænde et lys i lysgloben og sidde lidt ved det, så kan man altid få hjælp til det. For mig er det et godt eksempel på, at vi ikke er og aldrig bliver færdige med at arbejde med, hvordan kirken kan være et vigtigt og ganske særligt rum på plejecenteret.  15

Kirkens merværdi i familiearbejdet

– hvad er det vi kan?

"Kirken er et vi, og i arbejdet specielt med familier med forskellige sårbarheder har jeg erfaret, at det er det vi der er den egentlige merværdi i forhold til de inkluderende fællesskaber kirken kan være medskabende på.”

Af Sanne Damborg, Diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark.

Dansk Diakoniråd har netop udgivet en dansk definition af begrebet diakoni. En af de fire definitioner på Diakoni, er Inkluderende fællesskaber. Det er i sig selv et flot begreb, men kan også blive en floskel for, at der altid er plads til alle, selvom der mest er plads til dem, der ligner mig selv.

Ideen om at kirken i udgangspunktet er inkluderende køber jeg med det sagt ikke altid ind på! Jeg oplever, at det skal være et bevidst valg fra ansatte, frivillige, menighedsråd og menighedspleje at give plads til, at familierne kan træde ind i kirken og føle sig hjemme. De skal selv kunne finde sukkeret til kaffen, tænde for lyset, og de skal for alt i verden ikke være nervøse for om deres børn larmer eller sidder ordentligt.

Så, når vi ser, at mange enlige mødre i et socialt boligbyggeri sidder alene hjemme med deres børn fredag efter fredag for at se fredagstamtam og spise popcorn.

Så kunne vi, som kirke tage initiativet til at inviterer dem til storskærmsarrangement med gratis aftensmad og fredagsslik. Det er sådan, at vi som kirke kan se de enlige forsørgers ensomme øjeblikke, og går ind i at tage pres og opgaver fra deres skuldre. Det er i disse arrangementer, at jeg i høj grad oplever, at familierne føler sig set og mærket, hvor de ikke skal præstere andet end at være.

Eller, når kirken inviterer familier på Folkekirkens Feriehjælp, og viser at der findes mennesker og fællesskaber, hvor der er plads til netop den familie de er. Her hvor der er plads til familier med lignende vilkår, som man kan spejle sig i, samt frivillige, der bruger deres tid og kræfter på dem og deres familie. Ja så kan kirken noget som ikke så mange andre formår! Et eksempel på det, er Niklas på 15år, der har været med på Folkekirkens Feriehjælp de sidste 10 år sammen med sin mor.

16

Hver gang han møder Annette, der har været frivillig på ferien gennem alle årene, giver han hende et kram og kalder hende ’verdens bedste ferieminde.’ Ingen andre får ellers kram af Niklas.

Kirken som relationel øvebane Jeg har mødt en del, specielt enlige forældre, der ikke har kontakt med andre voksne end pædagoger og sagsbehandlere. De har ingen andre voksen-relationer at spejle sig i, fordi det glansbillede der sættes op på forældremøder, instagram, i fodboldklubben er så langt fra det kaotiske liv de er i, hvilket gør at de giver op på forhånd.

Men i kirken handler det ikke om, hvor gode vi er til noget, hvor flot tøj vi har på eller hvilket job vi har.

I kirken er der plads, også til alle vores forskelligheder.

Magien i det inkluderende familiearbejde ligger i, at vi ikke er der for noget eller nogen. I kirken behøves ingen at præstere. Kirkens opgave er at skabe rum for VÆREN og ikke KUNNEN. Fordi, i et tillidsfuldt fællesskab med plads til at være den du er, med lige de udfordringer du eller dine børn har, der får du lyst til at komme igen, og du har også lyst til at give igen. Og det er det vi kan!

Kirkens inkluderende fællesskaber kan, hvis de virkelig er inkluderende, være den trygge øvebane for både forældre og børn, der måske ikke har andre steder at øve sig på fællesskab, samvær og relationer – fordi de har slået sig så meget på livet, at de ikke tør være en del af et 'vi'.

Det 'VI' kan og skal kirken være, og når den er det, er der ikke nogen tvivl om den merværdi, der er for både familierne og kirkerne rundt i landet.

– Så bliver OS og DEM til VI… 

17

En kirke i arbejdstøjet Kirkens Genbrug i Holstebro åbnede i 2008 som et samarbejde mellem menighedsplejerne i Holstebro pastorat og Måbjerg-Ellebæk pastorat. I 2017 blev arbejdet udvidet med endnu en butik i byens nordlige ende i et område, hvor der er andre forretninger som f.eks. Bilka, Elgiganten, Netto og mange andre.

Sognepræst Martin Boje Christensen Jeg har i mange år været sognepræst ved Måbjerg og Ellebæk kirker, som er bykirker i den nordlige del af Holstebro by. Jeg tog initiativ til stiftelsen af vores lokale menighedspleje i år 2000 og har siden været formand for bestyrelsen.

I et samarbejde med nu to andre menighedsplejer i Holstebro er Måbjerg-Ellebæk menighedspleje engageret i en række projekter, f.eks. besøgstjeneste, julehjælp, sommerferie for børnefamilier, par-rådgivning og sorggruppe-arbejde. Hertil kommer genbrugs-arbejdet, som hvert år skaber et overskud, som vores menighedsplejer får del i. Det lokale menighedsplejearbejde i Holstebro er for en stor del finansieret af genbrugsbutikkerne.

Der skal bruges mange frivillige i butikkerne. En del af dem kommer fra vores kirkelige sammenhænge, men andre frivillige har ikke i forvejen haft frivillige opgaver i kirken. Vi ser det som en kvalitet, at kirkefolk og byfolk, naboer og andre bekendte har mulighed for at mødes og samarbejde i nogle konkrete projekter, som har relevans både for kirken og for hele vores lokalsamfund. Butikkerne er altså i sig selv et vigtigt stykke diakonalt arbejde og et vindue udadtil for kirkerne og menighedsplejerne i Holstebro. Butikkerne er en vigtig del af menighedsplejernes målrettede projekter, der signalerer engagement, loyalitet, ansvarlighed og relevans for byens borgere. Butikkerne bliver mødesteder, hvor man kommer i kontakt med mange mennesker. Begge butikker i Holstebro er velegnede som genbrugsbutikker, og vi har indtryk af, at medarbejderne er glade for at være i dem. Butikkerne supplerer hinanden godt og ligger ikke for tæt på hinanden, ikke for langt fra hin18

anden. Fællesskabet er godt og forgrenet med knap 100 frivillige. Butikkerne har en standard og kvalitet, som trækker kunder til.

Butikkerne gør gavn på flere måder samtidig. Konkrete projekter og opgaver, som kræver samarbejde og koordination og engagement, skaber fællesskab. Man lærer hinanden godt at kende, især når udfordringer og problemer melder sig. Når det går godt, kan venskaber trives og nye bekendtskaber etableres. Når meget engagerede mennesker samarbejder, kan det også slå gnister, for alle har en mening om, hvordan tingene skal fungere, og der er som regel en grundlæggende forventning om, at alt skal foregå på demokratisk vis, så alle bliver set og hørt. Det er der god mening i, for vores frivillige tid er vigtig og dyrebar for os alle samme, og vi vil gerne, at den bliver investeret i noget, der har perspektiv og gør en forskel.

Det synes jeg til gengæld også, at butikkernes arbejde gør. Ud over, at de altså finansierer bl.a. de projekter, jeg nævnte, går halvdelen af overskuddet til landsorganisationen Menighedsplejen i Danmark. Fra hovedkontoret i Valby faciliteres projekter ud over landet, som kommer svagt stillede borgere til gode. I det hele taget er det et plus, at butikkernes overskud går til lokale tiltag her i Danmark. Det er der mange kunder og frivillige, som sætter pris på.

Men samtidig spiller genbrugsarbejdet også ind i den generelle kamp mod klimaforandringer og miljø-ødelæggelse. Den kamp er både lokal og global og som bekendt særdeles meget på dagsordenen i de her år. Mine egne børn er unge og bor i Aarhus. Når de kommer på

besøg i Holstebro, tager de gerne i genbrugsbutikker.

For de er miljøbevidste og samfundsbevidste og prisbevidste, og genbrugspriserne i Holstebro er væsentlig lavere end i Aarhus, fortæller de. Genbrug er godt for miljøet: Vi reducerer CO2-udledning, når varer bliver genbrugt og ny-indkøb af tilsvarende varer udskudt.

Transport og produktion af nye varer er omkostningstungt for miljøet. Landets betalingsbalance har også godt af, at danskerne genbruger deres varer, og køb-forbrug-smid-væk-mentaliteten bliver udfordret af en ny tankegang: Vi er forvaltere af jorden og dens ressourcer.

Vi har et ansvar, ikke for os selv alene, men for hinanden og naturen, dyrene, planterne, biodiversiteten og vores egen og vores børns fremtid. Sådan rækker et kirkeligt engagement hånden til samarbejde om de store nationale og globale udfordringer, som hører vores tid til.

Kirkeligt og teologisk kalder man det skabelsesteologi.

Det betyder noget afgørende, at vi begynder den kristne trosbekendelse med at ære Gud som himlens og jordens skaber. Resten af trosbekendelsen skal forstås ud fra det fortegn. Det vil sige, at troen på Sønnen, Jesus Kristus, og troen på Helligånden og kirkens funktion i verden skal sammentænkes med troen på Gud som himlens og jordens skaber.

Man kan godt misforstå nogle steder i bibelen og især i nogle af salmebogens salmer. Misforstå dem sådan, at det kristne håb er, at vi skal sige farvel til jorden og dens skabte liv, for at sjælene kan forenes med Gud i en kropsløs og ikke-fysisk verden, hvor alt er åndeligt. Det er efter min mening en fatal mistolkning. Jeg er derimod begejstret for den gamle trosbekendelse fra Nikæa, som siger: ”Vi forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv!” Det er en formulering, der summer af forventning, glæde, skabelsestro og opstandelsestro.

Af lyset fra påskemorgen, en forårsmorgen, hvor blomsterne stod i flor. Det kristne håb handler med andre ord om hele skaberværkets genrejsning fra syndefald, sorg, død og synd. Om, at himlens og jordens skaber har sat sig for at redde og helbrede hele sit skaberværk og oprejse både os og vore døde i det. ”Vi forventer nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor”, som der står i Nye Testamente. Troen på Jesus Kristus, Skaberens elskede søn, og alt det, som trosbekendelsen siger om ham, er et centralt omdrejningspunkt i hele den her forståelse.

En genbrugsbutik og et menighedsplejearbejde og ikke mindst vi selv - kan synes som små myrer til sammenligning med de her gigantiske visioner. Men da Jesus valgte sine første disciple, var de også kun få – og ganske almindelige mennesker ligesom vi er det. Gud vil gerne bruge sin kirke i det, han har for med verden. En dag kommer Guds store og omfattende løsning for hele skaberværket. Og for os og vore døde. Men indtil da sender han os afsted for at skabe del-løsninger som forvarsel om det, der skal komme. I al ufuldkommenhed. Ja. Men sådan har Gud tillid til os.  19

Menighedsplejen i Danmark ... på Facebook Følg Menighedsplejen i Danmarks facebookside, Her lægger vi løbende historier og nyheder ind om vores arbejde. Vi har taget nogle af teksterne fra siden med i Sammen, så I kan se, hvad der sker i menighedsplejen andre steder i landet. Vi håber, at I har lyst til at følge med, så gå ind og ’like’ siden, så vil du løbende få opdateringer om vores arbejde.

ENSOMHEDEN BLANDT ÆLDRE ER STIGENDE I SAMFUNDET.

Under Corona blev vi alle ekstra opmærksomme på at mange ældre sidder alene i deres bolig, uden besøg og uden mulighed for at komme rundt til sociale arrangementer i lokalsamfundet, fordi de ikke formår det fysisk eller mentalt – eller måske begge dele.

Besøgstjenesten er et velkendt tilbud fra civilsamfundets sociale organisationer, der rækker ud til udsatte mennesker i velfærdssamfundet. I Holstebro arbejder kirkernes menighedsplejer i Holstebro Sogn, Måbjerg/ Ellebæk Sogne og Nørreland Sogn tæt sammen om at imødekomme behovet hos ældre ensomme.

Et besøgsvenskab består af en besøgsvært og en besøgsven. De kender ikke hinanden på forhånd. Og de finder ikke hinanden ved egen kraft. Der ligger en god arbejdsindsats for at starte relation mellem to fremmede mennesker. Inge D. Damtoft, der er kirke- og kulturmedarbejder i Holstebro Kirke, får nogle gange henvendelser fra bekymrede pårørende, fra hjemmeplejens personale eller fra en ven eller nabo, der har kontakt med et ældre menneske, som sidder alt for meget alene i dagligdagen. Hun tager på besøg for at lære mennesket bag behovet at kende: Hvad er det for en person, der sidder her og er ensom, hvilke emner handler bøgerne på reolen om, er der et kært husdyr, hvilke livserfaringer har denne person med i bagagen.

Hun danner sig et indtryk, og forsøger så at skabe et godt match ud fra de mennesker, hun kender, der gerne vil give deres nærvær og deres tid til et medmenneske.

Mange puslebrikker skal passe sammen, for at etablere et besøgsvenskab. Nogle gange må man kaste sig ud idet, usikker på om kemi og interesser matcher, fortæller Inge. Det gør det heldigvis for det meste til stor glæde for begge parter.

Besøgsvennerne finder Inge ved opslag på Facebook eller kirkens hjemmeside. Nogle gange prikker hun en, hun kender i menigheden på skulderen. Samarbejdet på tværs af de tre sogne er en stor hjælp. I år har de fx sat opslag på VIA University College i Holstebro, for at appellere til studerende indenfor socialfaglige fag, om at stille sig til rådighed.

Menighedsplejerne er medlem af Kultur- & Frivillighuset, et Frivilligcenter i Holstebro Kommune, der tilbyder sparring og kurser for det frivillige sociale arbejde i kommunen. Her har Inge og hendes kolleger i nabokirkerne skabt et netværk til byens øvrige besøgstjenester

20

til gensidig glæde. De kan dele hinandens pjecer ud, og henvise til kontaktpersoner, hvis de hører om ældre, der har et behov, de ikke selv kan imødekomme. På den måde arbejder kirkerne og det øvrige civilsamfund sammen om, at løfte en vigtig social opgave i samfundet. #besøgstjeneste

40 HJEMLØSE OVERNATTER I HELLIG KORS KIRKE

I Blågårdens Sogn i Hellig Kors Kirke har de mange diakonale tiltag. Det mest markante er deres natherberg, hvor de har 40 hjemløse sovende i kirken hver nat.

Kirkens arkitektoniske majestæts og rum gør, at roen falder på de hjemløse, selvom det er en urolig tilværelse de har. Se denne lille video om NATHERBERGET i Hellig Kors Kirke, Nørrebro

❤

FERIE MED MENIGHEDSPLEJEN

”Jeg har aldrig været på ferie før, det er bare SÅ FEDT” sagde en 9-årig dreng for nogle år siden, da han var på sit livs første familieferie arrangeret af Menighedsplejen i Danmark i samarbejde med vores medlemssogne og støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond.

Frivillige og ansatte i mange kirker rundt i landet, gør en ekstraordinær indsats for at skabe gode sommerminder for børnefamilier, der ikke selv har overskuddet og økonomien til at komme på ferie.

I denne måned sætter vi fokus på sommerferie med menighedsplejen. Vi glæder os til at videresende postkort fra vores medlemssognes ferier i Nord-, Syd-, Østog Vestdanmark. Vi har også historier fra ferieaktiviteter i boligsociale bydele, hvor menighedsplejen i samarbejde med søsterorganisationer og foreninger tilbyder børn og unge samvær, sjov og sommeroplevelser.

Hvad er dit bedste minde fra din barndoms sommerferie?

KIRKERNES TVÆRKULTURELLE ARBEJDE HJÆLPER VELFÆRDSSAMFUNDET MED INTEGRATION AF NYDANSKERE.

Fx har Folkekirken i Århus prioriteret at ansætte en medarbejder, Lone Skov Frølund i Ravnsbjerg Sogn i en treårig projektstilling udelukkende til at arbejder med måder på, hvordan kirken kan hjælpe nydanske familier til at finde fodfæste i det lokale miljø, de er kommet til at bo i.

For at opfylde dette formål startede Lone med at træde ud af kirkens vante rammer og har vandret rundt i sognet og undersøgt, hvem de nye familier er, hvilke behov de har og hvilke andre aktører, der allerede er i gang med godt arbejde i nærmiljøet., fx boligsociale medarbejdere, mødrehjælpen og andre sociale aktører. For som Lone siger: ”Diakoni er en handling, hvor man, som jeg ser det, ikke har som målsætning at omvende nogen, men at møde og se mennesker med Guds kærlige blik. Man stiller sig så at sige til rådighed for at være et medmenneske for sin næste. Diakoni er tjenesten fra kirken.”

Hun har fundet ud af, at nogle af det nydanske familier savner, er fællesskaber i hverdagen. Ravnsbjergkirken har derfor startet et familienetværk primært for nydanske familie og omstændighedsramte familier. Det kan være familier, som har et lidt mindre netværk eller familier som har været ramt af sygdom, svær økonomi eller andre situationer, som gør at familien kunne tænke sig et pusterum i hverdagen. De leger, laver kreative ting, laver bål og spiller spil. De har også mulighed for at tage på udflugt sammen. Nogle gange hygger voksne og børn sig sammen og andre gange går de hver for sig, så de voksne kan tale sammen om livet, mens børnene laver aktiviteter. Nogle af familierne har været på sommerferie sammen, som en del af Folkekirkens Feriehjælp. ”Vi vil gerne være med til at skabe et trygt fællesskab, hvor man kan få gode oplevelser og dele sine glæder og bekymringer”, skriver Ravnsbjergkirken på deres hjemmeside.

Lone fik også øje på et behov for at få konkret hjælp til at læse breve fra kommunen, søge om opholdstilladelse, eller måske melde sine børn ind i den lokale fodboldklub.

Lone lukker døren til sit kontor op til åben rådgivning hver uge, hvor man kan møde op og stille og roligt få hjælp til det, der kan være kringlet som borger i det danske digitale samfund. Denne hjælp åbner ofte op for andre samtaler omkring noget af det, der opleves svært i livet og nogle borgere kommer nu jævnligt forbi for at få en samtale.

Ravnsbjergkirken har flere aktiviteter for børnefamilier i sognet. Til den årlige familiedag i 2022 havde de valgt et tværreligiøst tema med udgangspunkt i Abraham som fælles far i flere religioner. Her deltog flere af netværkets familier. På den måde bliver kirken et inkluderende fællesskab, der bygger bro mellem mennesker til både kirke og lokalsamfund. #diakoni

21

Foto: Sille Arendt Helsinør Stift

Ny salmebog har fokus på diakoni og fællesskab

I Vestervang Kirke i Helsingør er der et godt samarbejde mellem præst og organist, som har ført til en ny salmebog. Organisten, Morten Poulsen, er en dygtig og kendt komponist og præsten kastede sig derfor ud i at skrive salmer, godt hjulpet af en studieorlov. Det er blevet til salmebogen ”Grib os om hjertet”. ”Tænk at blive grebet af det, der griber Gud, at blive rørt af det der rører Gud” siger den nyudklækkede salmedigter Mette Dansøn. Titlen ”Grib os om hjertet” er en linje fra en af salmerne i salmebogen.

I salmebogen er der 53 salmer. 40 der passer til bestemte søndage i kirkeåret, 10 til særlige dage og 3 børnesalmer.

De 40 salmer til kirkeåret strækker sig fra adventstiden, hvor der nu også er en salme til de dage, hvor Johannes Døberen er nævnt i evangelierne, og helt til sidste søndag i kirkeåret. ”Juletiden er hård at komme igennem for ca. 20-25 % af den danske befolkning”, siger Mette, der har skrevet en julesalme til trøst for dem, der synes at julen er en svær tid.

Mette har også skrevet salmer til 1. juledag til evangeliet om Ordet, til 2. juledag, som er Sankt Stefans dag, til skærtorsdag aften og mange andre dage, som hun synes der manglede en oplagt salme.

Blandt de 10 salmer til særlige dage er der også et bordvers, der takker for fællesskabet. Diakonien bliver også udfoldet i andre salmer, blandt andet har migrationsmødet fået sin egen salme, ligesom klimaet også har 22

Når julesorgen trykker mig, Da læner jeg mig ind til dig Som barnet til en moder.

Jeg mærker kærlighedens bånd, I fællesskabets stærke Ånd, Der født mig er en broder.

(Grib os om hjertet nr. 4. vers 2) fået en salme. Salmebogen giver altså på et bud på nye ord, også til lejligheder, og søndage, hvor det har været svært at finde en salme, men salmebogen byder også på nye toner. Alle salmerne har fået nye melodier, så der er 53 nye melodier! De nye salmemelodier er i et toneleje, hvor folk kan synge med, melodierne kommer, kun med få undtagelser, ikke over C, så der er ikke behov for at sætte salmerne ned, de er skrevet til det toneleje, som vi synger i dag.  Du kan købe den nye salmebog på www.gribos.dk salmebogen har fået sin egen facebookprofil www.facebook.com/gribosomhjertet Og så kan man kontakte Mette og Morten ved Vestervang Kirke, Helsingør, de tager gerne ud og holder en sangaften med de nye salmer på Sjælland.

Diakonien i Folkekirken skal fremmes!

Viborg stift og Menighedsplejen i Danmark er gået sammen om et fælles projekt, der har til formål at fremme diakonien i Viborg Stift. Projektet har fået tildelt 14.5 millioner kroner fra Den A. P. Møllerske Støttefond, hvilket ifølge Biskop Henrik Stubkjær er den største bevilling til et stift i Danmark nogensinde.

Pengene skal bruges på at etablere 6 provstimenighedsplejer med en ansat frivillighedskoordinator i hvert provsti. Formålet med ansættelserne og provstimenighedsplejerne er at skabe en direkte kontakt mellem kommunen og det sociale arbejde i sognene, så den kommunaltansatte, ikke skal ringe til flere sogne for at finde en besøgsven eller et ferietilbud til børnefamilier.

Formålet er ikke at overtage kommunens opgave på velfærdsområdet, men at samarbejde med kommunen om omsorg for næsten. Frivillighedskoordinatoren skal koordinere samarbejdet mellem kommunen og sognene men samtidig igangsætte diakonale tilbud på tværs af sognene, så de sogne, der er for små til at afholde sorggrupper, går sammen med andre om en fælles sorggruppe, så alle sogne uanset størrelse har diakonale tilbud.

Projektet skal således fremme den lokale sognediakoni og udvikle diakonien på tværs i provstiet, så alle sogne har diakonale tilbud enten alene eller i samarbejde med andre med direkte kontakt til den kommune, som de er en del af. Vi arbejder på, at der i alle provstier vil være sorggrupper, ferietilbud, trivselsgrupper, tilbud til par og aktiviteter for mænd, og ungegrupper.

Om os Menighedsplejen i Danmark Valby Tingsted 7 2500 Valby Tlf.: 36 46 66 66 Mobilepay 30206 Bank: Reg. nr. 8075, kontonr. 2018699 info@menighedsplejen.dk www.menighedsplejen.dk Fælleskontorets Telefonåbningstid Mandag - torsdag kl. 10-15 Fredag kl. 10-12 Tlf.: 36 46 66 66 Formand for bestyrelsen Sognepræst Erik Ladegaard Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen Tlf.: 26 89 06 21 mmm@menighedsplejen.dk Souschef Jette Lynnerup Romanelli Tlf.: 30 66 18 75 jr@menighedsplejen.dk

Administration Anne Marie Kær Hornung Tlf.: 36 13 06 35

Elise Secher Tlf.: 28 30 28 66

Lone Sørensen Tlf.: 36 13 06 46

JYLLAND/AARHUS Lone Skov Frølund lsfr@km.dk

Kommunikation og fundraising Anne Marie Harbo Tlf.: 36 13 06 22 rie@menighedsplejen.dk

elise@kirkernessocialearbejde.dk

SJÆLLAND/KØBENHAVN: Betina Køster Tlf.: 26 16 25 06 bk@menighedsplejen.dk

Iben Meinertsen Tlf.: 36 13 06 23 im@menighedsplejen.dk

Helle Engelsborg Olsen Tlf.: 26 89 06 29 heo@menighedsplejen.dk

Cinne Petersen Tlf.: 30 70 77 04 cij@menighedsplejen.dk

Eva Green Meinel Tlf.: 60 68 90 40 egm@menighedsplejen.dk

Diakoni-konsulenter

Sanne Glerup Damborg Tlf.: 92 15 62 02 sgd@menighedsplejen.dk

LOLLAND-FALSTER: Mei Petersen Tlf.: 26 89 06 39 klp@menighedsplejen.dk JYLLAND/VIBORG

Folkekirkens Feriehjælp

feriehjaelp@menighedsplejen.dk

Tlf.: 36 46 66 66 Der henvises til: Mei Petersen eller Sanne Damborg

Reception og Fonden "De Stille Stuer" Estrella Inostroza Acosta Tlf.: 36 46 66 66

Kirkens Genbrug Vagn Nielsen Tlf.: 20 27 49 14 vn@menighedsplejen.dk Annette B. Iversen Tlf.: 40 16 00 20 abi@menighedsplejen.dk Maria Ludvig Tlf.: 92 15 06 49 ml@menighedsplejen.dk Frivillige Anne Olesen Helle Axelsen Uffe Laugesen

Line Sørig Tlf.: 92 15 06 47 ls@menighedsplejen.dk (på barsel)

23

Vidste du at din arv kan være med til at fremme diakonale projekter og støtte udsatte?



Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.

Sådan står der i salmen ’Menneske din egen magt’ (DDS 370): I ’Menighedsplejen i Danmark’ er vi med til at være de hænder, der hjælper, når der er brug for det.

Din arv kan være med til at fremme diakonale projekter og medvirke til at kirkerne spiller en endnu større social rolle i Danmark. For selvom vi har en god velfærdsstat, så vil der altid være brug for frivillige, der kommer af lyst, ligesom der er brug for det uformelle fællesskab, der opstår i kirkens torsdagscafé eller nørkleklub.

Rundt i de danske sogne foregår et vigtig socialt arbejde udført af ansatte og frivillige i kirkerne.

Vi støtter den lokale sognediakoni, så kirkerne får flere varme hænder til at hjælpe med.

Vi støtter lokale ansættelser af diakonale fagpersoner, som inspirerer, sætter projekter i gang og koordinerer frivillige.

F.eks. projekter på Frederiksberg og i Holstebro, hvor frivillige og lokale fra kirkerne besøger ældre på den kommunale Døgnrehabilitering og bidrager til livskvalitet og nærvær i en svær tid.

Afsender:

Du kan skrive til nedenstående, hvis du har nogen spørgsmål eller ønsker hjælp til testamentet: jr@menighedsplejen.dk eller ringe til 36 46 66 66.

Valby Tingsted 7, 2500 Valby