Polarfronten 2_2012

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 2/2012 |

POLARFRONTEN

Tema: Hvad har Indlandsisen gang i? | 8-17 Grønlands stendyr |4 Larveangrebet i Kobbefjord | 18 Velkommen til et nyt Grønland | 20

|INDHOLD|

Havisen sætter ny bundrekord

|3

Grønlands stendyr

|4

En uforudsigelig arbejdsplads

|6

Tema: Hvad har Indlandsisen gang i?

| 8-17

Snesjap på Indlandsisen

| 10

Perspektiver

| 13

Modeller og processer

| 14

Klimamodellernes 'dark horse'

| 16

Larveangrebet i Kobbefjord

| 18

Velkommen til et nyt Grønland

| 20

Myggbukta mokka

| 22

Grønlændere spiser for meget sukker | 24 Grønlands nye forskningsskib

| 28

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Tlf.:3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året.

Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Uffe Wilken, webredaktør, DJ Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Oliver Wings fra Berlins Naturhistoriske Museum viser en forstening af fire ryghvirvler med tilhørende ribben fra en plateosaur.

Foto: Steen Laursen

I det digitale e-magasin har du mulighed for at benytte følgende muligheder: Send email til kontaktperson Link til mere info om emnet Afspil videoklip Hør lydklip Byline Send email til forfatter

2 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

Havisen i Arktis sætter ny bundrekord I løbet af sommeren smeltede så meget af den arktiske havis, at isen nåede sin mindste udbredelse, siden systematiske satellitmålinger begyndte i 1978. Havisen er de senere år blevet tyndere, og det øger dens sårbarhed over for sommerens skiftende vejrforhold og afsmeltning.

Det stod på et tidligt tidspunkt klart, at den arktiske havis denne sommer ville nå ned på sin mindste udbredelse, siden systematiske målinger begyndte i 1978. Allerede den 26. august – flere uger før smeltesæsonens afslutning – kunne National Snow and Ice Data Center (NSIDC) da også fortælle, at havisen nu var under den hidtidige bundrekord på 4,17 (Foto: NASA) mio. km2, som blev nået i september 2007. Den mindste udbredelse i målingernes historie nåede havisen i Polhavet den 16. september, hvor der var 3,41 mio. km2 tilbage.

Isdækket er dermed 0,7 mio. km2 mindre end i 2007, hvilket svarer til en reduktion på godt 16 %.

Havis i varierende tykkelse fra næsten gennemsigtig nyis til tykkere, ældre is dækket af sne.

Rasmus Tonboe, DMI, rtt@dmi.dk

Tyndere is Isdækket er skrumpet med omkring 50 % siden niveauet i 1980'erne og 1990'erne. Samtidig viser forskellige målinger, at isen kun er omkring halvt så tyk som dengang. Det betyder også, at der er en voksende andel af den tynde nyis og mindre af den tykke flerårsis.

- Stigende temperaturer og den efterfølgende udtynding af isen betyder, at isen gradvis er blevet mere sårbar over for udsving i sommerens afsmeltning, siger Rasmus Tonboe fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Det medvirker til, at afsmeltningsraten generelt er højere i dag sammenlignet med 1980’erne og 1990’erne.

Netop vejrforholdene i løbet af sommeren 2012 har været lidt blandede.

I løbet af sommeren har der været både varme og kolde perioder i Arktis, og afsmeltningsraten har svinget mellem 0 og 200.000 km2 om dagen.

≈ DMI: Sådan bestemmer vi

havisudbredelsen med satellit

≈ Press Release: Arctic sea ice reaches

lowest extent for the year and the satellite record Film: Havisen smelter i 2012 (NASA)

Et isfrit Arktis Rasmus Tonboe fortæller, at de fleste computermodeller forudser, at Det Arktiske Ocean bliver isfrit om sommeren i fremtiden.

- Det er en konsekvens af den øgede mængde drihusgasser i atmosfæren, som fører til en højere temperatur globalt. Der er dog ikke enighed om, hvornår Arktis bliver isfrit. Forskellige forskere giver bud på alt fra 2 over 20 og til 100 år. Det skyldes dels, at havisen er et meget kompliceret system at simulere, dels at sommerens vejrforhold spiller en betydelig rolle for afsmeltningen det enkelte år og dermed for isudbredelsen. Specifikke vejrforhold er normalt ikke en del af klimamodeller, siger Rasmus Tonboe.

Poul-Erik Philbert, redaktør

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 3

Grønlands stendyr Forstenede knogler fra en plateosaur

De foreløbige resultater af Geocenter Møns Klints dinosaurekspedition til Østgrønland denne sommer foreligger nu. Måske er et af fundene en plateosaurunge, og det vil være første gang, en sådan er fundet.

Otte forskere besøgte Østgrønland i sommer for at udgrave de 210 millioner år gamle forstenede knogler fra en dinosaur af arten plateosaurus. De fik både denne store planteæder med hjem samt en stor kødæder og et antal andre forstenede dyr. I den kommende vinter skal forsteningerne præpareres, artsbestemmes og undersøges, men nogle resultater er allerede klar.

En ung plateosaur

Mange rovdyr Gabet af et fem-seks meter stort fortidsuhyre, en phytosaur, kom ud af klipperne nogle kilometer fra plateosaurerne. Den er en tidlig slægtning til krokodillerne, og med sine lange smalle kæber har den lignet en saltvandskrokodille. Palæontologerne vil undersøge, om phytosauren er en ny grønlandsk art, eller om Østgrønland blot er det nordligste udbredelsesområde for en af de kendte arter.

Ekspeditionen har også fundet flere kødædende og meterstore padder i området.

Fem forskellige typer fodspor er blandt årets fund, og de fleste af dem stammer fra to forskellige arter af rovdinosaurer. En del er afsat af to arter af sauropoder, som er de store klassiske planteædende dinosaurer, og de sidste spor er nok lavet af en plateosaur.

Fra populær til videnskab Dinosaurekspedition 2012 var fra starten tænkt som et projekt, der skulle skabe opmærksomhed om Geocenter Møns Klint og ikke mindst den store dinosaurudstilling, som centret forventer skal åbne i foråret 2013, og den del er lykkedes fornemt. Men projektet har også haft succes som videnskab.

Palæontologerne fra togtet forbereder omkring et dusin videnskabelige artikler, hvor de bl.a. vil offentliggøre, om plateosauren virkelig er en unge, om der er hudaftryk i rovøglernes fodspor, hvordan faunaen var sammensat og meget mere. Så historien om dinosaurernes slette er fantastisk, og den bliver bare bedre hele tiden.

Steen Laursen

Ekspeditionens mål var en plateosaur, som blev fundet i 1990'erne på en ekspedition med lektor Lars Clemmensen fra Institut for Geovidenskab og Naturformidling på Københavns Universitet. Under dette års udgravning viste det sig imidlertid, at dyret lå sammen med to andre. Palæontologerne har fastslået, at det ene af de to dyr er en lille plateosaur, som er i fin stand. Det kan være en unge, og det vil gøre den enestående, for hidtil har man kun fundet voksne dyr.

Det andet dyr er på størrelse med en plateosaur, men det er af en anden art, som endnu ikke er fastslået. Dermed er det dyr også meget interessant, for der er ikke fundet ret mange store arter i området. Ekspeditionen fandt også en plateosaur et andet sted, og den ligger stadig i sin gamle grav klar til at blive udgravet.

Udgravning af et krokodillelignende rovdyr Fotos: Steen Laursen 4 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

En velbevaret forstening af en fisk, hvor skællene sidder nøjagtigt som for 210 millioner år siden.

En steppe set gennem forsteninger De fund, som dinosaurekspeditionen til Jameson Land har gjort, gør det muligt for forskerne at give en rimeligt detaljeret beskrivelse af livet på dinosaurernes gamle slette.

For 210 millioner år siden lå Østgrønland i den nordlige ende af en steppe, som dækkede en stor del af det gamle superkontinent Pangæa. Under flyveøglernes blå himmel, vandrede planteædende dinosaurer omkring, medens de spiste bregner og drak vand af floder og søer. Især var her plateosaurer, elefantstore, primitive dinosaurer, samt forskellige arter af de sauropoder, som få millioner år senere udviklede sig til gigantiske planteædere.

Steppen var farlig som Afrikas savanner, for mellem planteæderne løb meterstore rovdinosaurer omkring og jagede unger og andre mindre dyr. Derfor havde steppens skildpadder væbnet sig med kølle på halen. Helt nede på jorden ilede små dyr som tusindben omkring, og medens skildpadderne og dinosaurerne var blandt de første af deres slags, så havde smådyrene allerede afsat deres spor i sandet i over 200 millioner år. Østgrønland lå omtrent, hvor Rom ligger i dag, så her var varmt og tørt, men en gang om året startede monsunen, og steppens floder svulmede op til oversvømmelser og bragte nyt liv til planterne, som var grundlag for alle dyrene. Men det livgivende vand

var også forbundet med døden for mange af dyrene, hvis ådsler endte side om side i søer og mosehuller uanset art.

Under vandoverfladen lurede den fem-seks meter store krokodillelignende phytosaur på bytte, og den beslægtede chirotherium satte Fodspor efter en stor rovdinosaur, sine fodspor i det fugtige sand. hvor man ser ikke blot aftryk af Halvt nedgravet i bunden ventede dens tæer, men også af det klistrede den meterstore padde gerrothorax mudder imellem dem. på bytte og padden labyrinthodontia sad klar til at slå tænderne i et offer.

Ferskvandet husede også fisk og meterstore hajer, som lignede deres nulevende slægtninge, og her var lungefisk, som stadig trives mange steder i verden i dag. Små krebsdyr gravede sig ned i sandbunden, og her var tykskallede muslinger og meget andet at leve af.

Se billeder af de forskellige dinosaurer og læs ekspeditionens dagbog.

Steen Laursen

Film: se palæontologerne arbejde POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 5

Fotos: Steen Laursen

En uforudsigelig

ARBEJDSPLADS En forskningsekspedition til Grønland skal forberedes grundigt, hvis den skal blive en succes.

Men selv den mest detaljerede planlægning kan ikke tage højde for alt. Uforudsigeligheden er altid med som blind passager. Det gjaldt også, da Geocenter Møns Klint denne sommer sendte en ekspedition til Nordøstgrønland for at finde en dinosaur.

Når en zoologisk have bestiller en elefant i Afrika, så får den en elefant. Helt så nemt gik det ikke, da Geocenter Møns Klint i juli sendte en ekspedition til Grønland efter en dinosaur. Ekspeditionen endte med at slæbe vægten af to-tre dinosaurer hjem i stenblokke uden helt at vide, hvad de gemte. Overraskelser er en del af charmen ved at være i felten i den grønlandske natur.

En dinosaur for meget - Vi har fundet to haler, seks fødder og to eller tre brystkasser i udgravningen indtil nu, forklarer palæontologen Eliza Estrup fra Geocenter Møns Klint tilfreds under ekspeditionen, selv om hun aner konturerne af et problem.

- De stammer fra flere dyr end den plateosaur, vi fandt her for et par dage siden, og måske er det andet dyr en unge af en plateosaur, hvilket ville være helt enestående.

På verdensplan er der fundet over hundrede eksemplarer af plateosaurer, men aldrig en unge, så alle er glade.

Men der er et problem. Ifølge planen skulle dinosaurekspeditionen fra Geocenter Møns Klint hente det forstenede skelet efter en enkelt dinosaur, men det er ikke længere muligt.

6 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

Da palæontologen Nicole Klein fra Bonns Universitet sætter sin mejsel mod den største klippeblok i udgravningen og slår til med hammeren, flækker stenen: Inde i den spaltede sten kan vi tydeligt se plateosaurens kæbe og et par tænder. Nicole Klein viser den frem med et skævt smil.

Hun burde være stolt, men mejslen har skadet kæben, og det kunne hun ikke have undgået. Knoglerne fra de tre dinosaurer er så talrige og ligger så tæt, at man ikke kan frigøre én uden at ødelægge andre. Knoglerne skal derfor transporteres hjem i de stenblokke, vi finder dem i, og de er i hundrede-kilo-klassen.

Blokke koster kassen Det rammer vores logistiske planlægning, for de tre sammenfiltrede dyr er nu blevet uadskillelige, og de skal alle med hjem. For at få blokkene ned til det sted, hvor helikopteren kan lande, må vi anlægge en mindre vej og lave en slæde af låget fra en transportkasse. Desuden skal vi skaffe ekstra flyvninger med en helikopter.

Løsningen bliver en byttehandel: en levende lektor for to ton forstenede knogler. Avannaa Resources leder efter kobber længere nordpå, og de flyver deres udstyr op med

Foto: Eliza Estrup

Læs mere om ekspeditionen

en helikopter, som returnerer tom til Constable Pynts lille lufthavn. Derfor fragter de vores forsteninger mod, at vi låner dem Lars Clemmensen i tre dage. Han er professor på Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet og en af de førende eksperter på områdets kobberholdige sedimenter.

Sneen smelter perfekt i år Vand behøver vi til gengæld ikke transportere til lejren, for i år er vejret specielt, og det bemærker Lars Clemmensen allerede på første helikoptertur: - Der er meget sne i år, og der kan godt ligge noget der, hvor vi skal arbejde, konstaterer han beklagende. Sneen ligger ganske rigtigt på begge sider af lejrområdet, og den skærer ind over enge og skrænter til de steder, hvor vi skal arbejde.

Tre timer senere har helikopteren sat hele ekspeditionen af, lejren er rejst, og sneens ulemper er blevet til fordele. I sommervarmen har alle skiftet til T-shirt, og kasserne med mad og champagne har vi fyldt efter med sne.

Ved siden af lejren strømmer en bæk muntert og kold forbi og lokker med drikkevand og et meget forfriskende bad.

Selv ude ved udgravningen forsyner sneen os med vand som supplement til den overflod af knækbrød, Sagaost og chokolade, som logistikfirmaet POLOG har leveret.

Godt fodtøj i Arktis Smeltevandet forvandler desværre jorden til mudder, som søler læderstøvlerne til og gennembløder dem.

Indimellem truer mudderpølen også med at beholde dem.

En enkelt deltager skærer igennem og tager gummistøvler på, medens resten af holdet tørrer fodtøjet efter bedste evne og fedter det ind på ny. Gummistøvler er det helt rigtige i mudderet, men de står ikke fast i det røde grus på skrænterne, hvor forsteningerne ligger. Efter nogle dages øvelse lærer man at læse overfladen, for sten, mos og planter anviser stabil jord, så man kan gå tørskoet omkring overalt – næsten.

Videokonference blev en satellittelefon Ifølge planen har ekspeditionen en videokonference kørende mellem udgravningen og Geocenter Møns Klint til glæde for gæsterne på centret, men systemet klarer ikke den grønlandske natur. I vores første lejr sender videokonferencen nødtørftigt fra teltet, som står højt oppe på en skrænt, men den næste lejrplads er omkranset af bjerge, så her duer det ikke. Heldigvis har vi satellittelefoner med, og de erstatter transmissionerne til geocentret og DR’s morgenradio, for både geocentrets dinosaurentusiastiske publikum og radioens studieværter er godt tilfredse.

Steen Laursen

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 7

TEMA:

HVAD HAR INDLANDSISEN GANG I? Tekst og redaktion: Uffe Wilken

8 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

Foto: Niels J. Korsgaard, Statens Naturhistoriske Museum

Den massive kælvningsfront fra en af Upernavik isstrømmens sydlige udløb i Nordvestgrønland.

Den hurtigtflydende isstrøm er den del af isen, som er stærkt sprækket. Den mere langsomt flydende is ses som en mere jævn overflade. Det kæntrede isbjerg i midten af billedet er ca. 200 m på tværs.

Polarfronten har talt med nogle af de forskere i Danmark, der har fingrene nede i isen, og som ved mest om, hvad der sker i øjeblikket med den grønlandske indlandsis. Og som måske også kan komme med et forsigtigt bud på, hvad der vil ske frem over.

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 9

Snesjap

på Indlandsisen Efter sommerens avisoverskrifter om den store afsmeltningsbegivenhed på den grønlandske Indlandsis er det nærliggende at spørge, om det er en enkeltstående og unik begivenhed.

Eller om videnskabsfolkene kan finde lignende hændelser tilbage i tiden ved f.eks. at kigge på iskerner. Mindst lige så nærliggende er det at spørge, hvilke konsekvenser det kan få, hvis den store afsmeltning blot er begyndelsen på et mønster.

Glaciologen Anders Svensson fra Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet har arbejdet på Indlandsisen i mange feltsæsoner. I sommer var han med på NEEM (iskerneprojektet), der ligger i ca. 2.542 meters højde i Nordvestgrønland. Han siger: - Sommerens afsmeltning var højst usædvanlig på den måde, at vi havde flere dage med smeltning i det centrale Grønland – særligt oppe i det nordlige Centralgrønland. Her har vi ikke set smeltning i samme omfang de seneste 15 år, hvor jeg selv har været oppe på Indlandsisen. Jeg har aldrig set noget lignende! Stort set hvert år har vi haft temperaturer, der kom næsten op på nul grader. Men vi har aldrig set, at temperaturen holdt sig over smeltepunktet i flere døgn.

10 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

Og det gjorde den i år. Så på den måde var det helt usædvanligt.

Fra smeltevand til islinse Det var den amerikanske rumfartsadministration NASA, der i midten af juli offentliggjorde et kompileret kort over Grønland med data fra tre satellitter. Kortet viste, at 97 % af Grønlands indlandsis havde tøvejr d.

12. juli. Den forsker, der analyserede datamængden, udtalte: - Det var så ekstraordinært, at jeg satte spørgsmålstegn ved resultaterne. For måske havde jeg taget fejl?

Men det havde han ikke. Hans kolleger bekræftede hans tolkning.

Andre videnskabsfolk bemærkede, at man i iskerner fra forskningsstationen Summit kan se, at den slags ekstreme smeltehændelser sker med ca. 150 års mellemrum. Sidste hændelse var i 1889. Har danske glaciologer set tegn på tøvejr i de iskerner, de har hentet op og analyseret? Anders Svensson forklarer: - Når vi i iskernerne kommer ned til 1940’erne, som er en kendt varmeperiode, ser vi også nogle smeltelag, der antyder, at der har været smeltning over store områder i Grønland.

Men det er svært at se, hvor voldsomt

Slush ice støder man mest på i omrejsende tivolier, hvor denne sjappede is må konkurrere på lige fod med candy floss, pop corn og frugtstænger. Både de glaciologer der arbejdede med NEEMiskerneboringen, og de der moniterer isens afsmeltning, fik sig en overraskelse i sommer, da de i stedet for at arbejde i sne måtte arbejde i, hvad der mest af alt mindede om slush ice.

det har været. I de øverste ca. 80 meter af Indlandsisen i Centralgrønland, som omtrent dækker en periode på 200 år, har vi sne, som endnu ikke er helt sammenpresset til is, og der kan man tydeligt se, når der har været smeltning. Kommer man dybere ned end 80 meter, ser smeltelagene anderledes ud. Her ses de som helt klare lag i isen, der ikke indeholder de luftbobler, som karakteriserer is uden smeltelag.

Anders Svensson og hans samarbejdspartnere har også bemærket smeltevandslaget fra 1889. Han fortsætter: - Det er ganske få ekstreme tøvejrshændelser, vi har registreret i de seneste 200 år. Der er den i 1889, som ser ud til at dække et stort område af Grønland. Men det er faktisk også den eneste. Den i 1940'erne er ikke helt så entydig som den i 1889, men der har været en eller anden form for opvarmning. I iskernerne varierer det meget fra sted til sted. De fleste smeltevandslag kommer fra nogle lokale begivenheder, hvor smeltevandet trænger op til et par meter ned i sneen og danner en linse af is.

Indlandsisen udgør jo et noget ujævnt underlag, så nogle steder løber van-

NASA’s kort over afsmeltningen i Grønland i juli 2012.

Lyserød farve angiver sandsynlig smeltning. Mørkerød farve angiver smeltning. Til venstre ses Indlandsisen d.

8. juli og til højre d. 12. juli.

det ned og lægger sig – andre steder ikke. Og iskernerne er jo enkelte punkter på en stor overflade.

Styr på årene Iskernefolkene på Niels Bohr Institutet har kortlagt alle de dybe grønlandske iskerner år for år gennem hele vores nuværende mellemistid, det vil sige de sidste 11.700 år.

Kan man gå ind i iskernerne og genkende lignende hændelser for at se, om de også er forekommet gennem de sidste mange årtusinder? Anders Svensson siger: - Nej, ikke rigtigt. Sommerens event ligger i sneen, de tidligere hændelser ligger i isen. Vi ved ikke præcist, hvordan årets event vil se ud, når den ligger nede i en iskerne om 200 år. Det ville kræve et grundigere studie at se. Potentielt kunne man godt studere det nærmere, men vi har ikke haft fokus på det.

Hvad kan fortiden fortælle om fremtiden Man hører tit, at ’fortiden er nøglen til fremtiden’. Kan klimaforskerne bruge glaciologernes temperaturog nedbørsdata fra iskernerne i deres modeller for fremtidens klima?

Anders Svensson siger: - Iskernerne er gode til at kigge tilbage i tiden med. Men for at se, om nedbøren har ændret sig i nyere tid, vil man nok snarere bruge radarprofiler fra fly eller slæde, hvor man kan se de enkelte årlag over et stort område. Akkumulationsmønstret over hele Grønland har jo lokale variationer. Det blæser, og sneen lægger sig i klitter – så en enkelt iskerne er ikke repræsentativ for et større område. Derfor er iskernerne næppe det første sted, klimafolkene vil gå hen for at undersøge de sidste årtiers klimaændringer, hvor der er gode meteorologiske observationer.

Eem-tiden er den forrige mellemistid og bliver ofte brugt som pendant til vores nuværende mellemistid.

Men ligner de to mellemistider hinanden? Anders Svensson forklarer: - Til en vis grad. Vi kan se, at det var naturligt varmere under Eemtiden. Det er derfor, vi ser den som en pendant til fremtiden, hvis den nuværende opvarmning fortsætter.

Eem-tiden adskiller sig ved, at årsagerne til varmen er helt forskellige.

Dengang var opvarmningen naturlig, hvor fremtidens opvarmning i høj grad vil være menneskeskabt.

På den måde har vi jo et problem, idet vi ikke kan bruge fortiden til at sige, hvad der sker i fremtiden.

Indholdet af drivhusgasser er fuldstændig anderledes i dag, end det var under Eem-tiden. Det er ikke sådan, at fordi det var varmere dengang, så kan vi bruge denne tid til umiddelbart at forudsige, hvordan fremtiden vil blive. Atmosfæren, strålingsbalancen og mange andre parametre var helt anderledes under Eem-tiden.

Anders Svensson fortsætter: - Man kan bruge Eem-tiden til at komme med en vurdering af, hvor meget og hvor hurtigt havniveauet vil stige fremover. Hvis vi kan estimere, hvor varmt det var, og vi ved, hvor højt havet stod, så kan vi komme med en model, der siger, at så og så højt vil havniveauet være på et eller andet tidspunkt i fremtiden.

Vi kan også bruge iskernerne til at se, hvor der var is i Grønland under Eem-tiden. Nogle modeller viser, at store områder var isfrie. I iskernerne kan vi imidlertid se, at der er Eem-is, lige meget hvor vi borer i Grønland.

Deraf slutter vi, at Indlandsisen stort set havde den udbredelse, den har i dag. Måske var den lavere, men den var ikke smeltet delvist væk. Den interessante konklusion af den observation er, at der sandsynligvis har været et væsentligt bidrag fra Antarktis til Eem-tidens højere havniveau.

Plader af is Hvor iskernefolkene primært kigger nedad, kigger glaciologerne på GEUS mere på det horisontale plan.

Seniorforsker Andreas Ahlstrøm er leder af Energistyrelsens program PROMICE, der overvåger Indlandsisens afsmeltning. Han fortæller om årets feltarbejde på isen: - I sommer havde vi et hold i Grønland for at stille instrumenter op og kigge på genfrysningen. Men hvor de troede, de var oppe i den

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 11

NEEM-forsker undersøger sneen d. 15. juli i år. Lokal regn medvirkede til hurtig opvarmning af de øverste 65 cm sne til nær frysepunktet. To lag af genfrossent smeltevand er tegnet ind med rødt.

Foto: NEEM ice core drilling project, www.neem.ku.dk

kolde zone, opdagede de, at det var slush ice, de var midt i. Selve pladen, de stod på, var en plade på en halv meters tykkelse af genfrossen is. Hele overfladen havde ændret karakter i løbet af ganske få år.

Ud over at det er usædvanligt og måske alarmerende at stå i sjap, hvor man forventer, at Indlandsisen skulle være frossen, hvilken betydning har det så, hvis iskappen fremover bliver ramt af flere af denne slags ekstreme hændelser? Andreas Ahlstrøm forklarer: - Hvis opvarmningen fortsætter, vil man på sigt få opvarmet hele laget af flerårig sne. Når det opvarmes, så har det ikke kapacitet til i lige så høj grad at genfryse det smeltevand, der bliver dannet på overfladen hver sommer. I store dele af Indlandsisens område mellem zonen ude ved isranden og området oppe i den kolde akkumulationszone er der en stor mængde smeltevand. Det bliver dannet på overfladen, hvor solen bager.

Derpå siver det ned i den kolde pakke af sne, der er under frysepunktet, og genfryser til is. Det er fint – så er der ikke sket nogen skade. Men hvis

12 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

det bliver ved med at ske, bliver der frigivet en enorm mængde energi, hver gang denne genfrysning sker. Til sidst bliver hele snepakken varmet op til smeltepunktet. Konsekvensen er, at i stedet for at danne genfrosne isplader i sneen vil smeltevandet løbe langs de eksisterende isplader og ende med at løbe ud i havet. Der sker en ændring i selve overfladens karakter, som gør, at en kommende afsmeltning vil have et større effek-tivt afløb i sidste ende, fordi genfrysningen simpelt hen holder op. Og dermed stiger massetabet også fra Indlandsisen.

Andreas Ahlstrøm vover et blik ud i fremtiden og siger: - De sidste fem til 10 år har der været meget opmærksomhed på fænomenet dynamisk udtynding og udløbsgletsjernes reaktion på varmere havstrømme. Gletsjernes hurtige reaktion har vendt op og ned på vores forestilling om Indlandsisens responstid på klimaforandringer. Der ligger dog en begrænsning i, at de gletsjere, der trækker sig tilbage fra fjordene, jo i sidste ende vil trække sig op på land og dermed væk fra det varme vand. Som følge af dette er opmærksomheden så småt ved at vende tilbage til overfladeafsmeltningen, fordi det er her, vi kan se, at der sker noget på en 100-års skala.

der vi med at omsætte vores viden fra observationerne til forsimplede fysiske modeller (parametriseringer), der kan anvendes i regionale klimamodeller. Her har vi en unik mulighed, fordi vi har en stor observationsmængde, som ingen andre kan stille tilsvarende op med. På GEUS er vi interesserede i at se, hvordan den aftagende genfrysning af smeltevand i snepakken vil influere på afsmeltningen af Indlandsisen. Kombinationen med en regional klimamodel vil gøre det muligt at undersøge, hvad der vil ske de næste hundrede år.

Andreas Ahlstrøm slutter med ordene: - Hele den proces, hvor afsmeltningen genfryser snepakken, er rimelig svær at modellere, og modellerne skal opdateres på det punkt.

Parametriseringerne skal blive bedre, end de er i dag. Jeg tror, at et af de store skridt fremad de næste par år vil være at få modellerne til at ramme genfrysningsmekanismen. Det er vigtigt, fordi denne mekanisme kan have en stor effekt på en 100-årig skala.

Uffe Wilken

Lektor Anders Svensson Seniorforsker Andreas Ahlstrøm

Genfrysning et problem for modellerne PROMICE-programmet bygger på 24 stationer jævnt fordelt over hele Grønland. Ud over disse stationer har GEUS et samarbejde med amerikanerne, der har et lignende antal stationer stående. Den store datamængde skal gøre nytte i fremtidens klimamodeller. Andreas Ahlstrøm siger: - Vi vil gerne kombinere vores data med en regional klimamodel.

Regionale klimamodeller er atmosfæriske modeller, og tidligere stoppede de ved isoverfladen. På GEUS arbej-

NEEM-iskerneprogrammet.

Moniteringsprogrammet PROMICE. PROMICE’s undervisningstilbud for folkeskolen ’Isskolen’ med mange animationer.

EU-projektet Ice2Sea.

Perspektiver Når Grønlands Indlandsis kommer på mange mediers forsider, får nyhederne ofte lige en ekstra drejning til det dramatiske. Undertiden må man som læser undre sig. Og i al fald bør man sikre sig at holde godt fast i de kolde facts, så man selv kan sætte nyhederne i den korrekte sammenhæng og forstå dem i det rette perspektiv.

Et pressepluk fra den anerkendte britiske avis The Guardian 27. juli lige efter ’varmebølgen’ over Indlandsisen: ”Grønlands Indlandsis smelter. Den rå kendsgerning er, at vi har at gøre med en mulig klimakatastrofe.”

Og vedrørende avisens figur med udbredelsen af overfladesmeltningen: ”Dette billede er det frygteligste, du nogensinde vil se. Figurens klare budskab kan sammenfattes i tre ord: Tilpas eller dø.”

Men klap nu lige slædehunden et par gange! Ikke alt smeltet sne på overfladen løber direkte ud i havet som smeltevand. Langt det meste smeltevand synker kun få centimeter ned i det kolde snelag og fryser igen. I meget store dele af Indlandsisen bliver den smeltede overfladesne på stedet – nu blot som genfrossent smeltevand.

Indlandsisens sneoverflade ’sætter sig’ under en varmebølge, men et reelt massetab (dvs. vægttab) sker udelukkende i de områder, hvor smeltevandet kan finde en vej til havet, og hvor isbjerge brækker af kanterne.

Det var dramatisk at se på Kangerlussuaq’s vilde smeltevandselv, der under varmebølgen bortførte den lokale bro + en stor, tung og dyr gummiged. Men det var ingen

naturkatastrofe, blot en hændelse skabt af ekstremt vejr og forværret af, at elvudløbet ligger midt i en lufthavns infrastruktur.

I 2011 tabte Indlandsisen sig ca. 430 Gt, og man kan gætte på mindst det samme i 2012 [1 Gt = 1 Gigaton = 1 milliard ton = 1 billion liter]. Grønlands smeltevand og isbjerge tilførte altså sidste år det salte verdenshav en ferskvandsmængde, der svarer til Danmarks samlede ferskvandsforbrug i 400 år. Det lyder voldsomt, men bør sammenholdes med den kolossale mængde ferskvand, der hvert år strømmer ud i Det arktiske Ocean – og dermed i verdenshavet – fra de russiske og nordamerikanske floder. Her er der tale om ca. 2.800 Gt; altså stadigvæk mere end seks gange det, Grønland bidrager med i et meget varmt år.

Indlandsisens nuværende vægttab er der grund til at holde øje med, men der er stadigvæk is til mere end 6.000 års massetab med samme hastighed som nu, – og i sidste mellemistid var Arktis udsat for tusinder af år med meget varmt vejr, uden at Indlandsisen tabte sig katastrofalt i vægt af den grund.

Vær opmærksom og tilsæt et drys fornuft samt en kopfuld sund skepsis, når du læser, hører eller ser mediernes behandling af nyhederne om Indlandsisen. Den reelle og forskningsbaserede virkelighed er undertiden vanskelig at finde i kapløbet om at overgå hinanden med dommedagsprofetier.

Henning Thing

Link til The Guardian

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 13

Modeller og processer Klimamodeller nævnes ofte over én kam i medierne.

Men der er afgørende forskel på i hvilket perspektiv, man betragter modellerne.

Modeller bruges til at forudsige, hvordan det globale såvel som det regionale arktiske klima forventes at blive i de kommende mange år. Og dermed bl.a. også med hvilken fart Indlandsisen og havisen forventes at smelte – med deraf afledte muligheder og trusler for natur og mennesker.

Klimamodeller er med andre ord blevet et essentielt redskab for beslutningstagere og et modeord for hvermand.

Men der er forskel på klimamodellerne. Det er ikke ’one size fits all’. Der er klimamodeller, der regner i 1.000-års skala, og så er der dem, der kigger 10 gange så langt frem i tiden. Mindst. For at gøre det mere kompliceret er der modeller, der har de store briller på og ser globalt. Og så er der dem, der zoomer ind og kigger regionalt.

Fælles for dem er, at de skal have nogle data at arbejde med. Det er almindeligt at sige, at man ’fodrer’ en klimamodel med data. Men den betegnelse er Jens Hesselbjerg Christensen, forskningsleder på Danmarks Klimacenter på DMI, ikke specielt lun på. Han siger: - Når man snakker klimamodellering er det i virkeligheden ganske få ting, man skal have med. Det er koblingerne, der er det vigtige. Fx koblingen mellem hvor meget solenergi der bliver reflekteret, og hvor meget der bliver absorberet af en sne- eller isoverflade. Dertil skal man have en forståelse af temperatur, fugtighed og strømningsforhold i atmosfæren, før man kan starte sin model, og den kan regne frem i tid. Det helt fundamentale i en klimamodel er, hvordan det ser ud med energibalancen

14 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

øverst i atmosfæren. Her skal den indkomne stråling fra solen balancere med den udgående stråling fra jorden, og det er ikke noget, man kan justere på med ret mange data. Hvis man eksempelvis ændrer på sine data fra grønlandske skyer, risikerer man, at der er et eller andet i troperne, der ikke passer.

Jens Hesselbjerg Christensen fortsætter: - Zoomer vi ind, så er der mere fornuft i at få en model til at passe ind i et specifikt område – fx Arktis. De data, vi bruger for at gøre modellerne for Arktis så realistiske som muligt, er bl.a. temperatur og isudbredelse, hvor vi har rigtig gode data fra satellitter. For selv om Arktis består af både is og tundra, så kender atmosfæren ikke forskel på, hvad der ligger nedenunder. Den opfanger blot den energi, den får fra overfladen, og som varierer med typen af underlag og tid på året.

Modellerne bliver kvalitetssikret ved at holde dem op mod tidligere, kendte begivenheder som fx temperaturen på en lokalitet eller en havispassage ved Kap Farvel.

Havniveauer og politisk proces Ser man på en af figurerne i den danske version af SWIPArapporten fra 2011, opdager man, at fremskrivningen for havniveaustigninger er blevet væsentlig mere pessimistisk end dem, der blev nævnt i IPCC’s rapport fra 2007. Tallene fra 2007 ligger på mellem 0,2 m og 0,6 m i år 2100. I fremskrivningen fra 2011 er havniveauet steget

Klimamodeller

Udsnit af figur fra ’Klimaændringer i Arktis – et varmt emne’ (SVIPA, Energistyrelsen, 2011).

Figuren viser havniveauet fra før år 1800 med fremskrivninger frem til 2100 i de to rapporter fra IPCC 2007 og SWIPA 2011.

til mellem 0,9 m og 1,6 m. Skyldes denne markante forskel, at forskerne har fået bedre data? Jens Hesselbjerg Christensen forklarer: - Jo, man har fået langt bedre data. Ikke mindst har man fået forlænget observationsperioden med satellitter fra tre til næsten 10 år. Men man skal nok snarere se på, at de to rapporter har haft hvert sit mandat. IPCCrapporten skulle levere noget robust og faglig relevant, som beslutningstagerne kunne reagere på, og tallene er taget fra det dokument, som politikere og embedsmænd senere bl.a. skulle forhandle klimaaftaler ud fra.

SWIPA har ikke været igennem den samme proces.

Det har været mere bottom-up, hvor forskerne har leveret nogle objektive forklaringer og ikke haft behov for at udelukke noget. I IPCC-rapporten skulle forskerne levere nogle forklaringer, de kunne være sikre på. Selv om man havde tal for havniveauer, der var lige så høje, som dem vi nu ser i SWIPA, så var man ikke sikker på dem. Derfor valgte man de tal, man kunne stå inde for. Tallene skulle jo godkendes af beslutningstagere i alle FN’s medlemslande. Derfor har der været en politisk proces oven i det faglige.

Den næste IPCC-rapport kommer i 2013. En del af indsparkene til rapporten vil komme fra SWIPA.

Ifølge Jens Hesselbjerg Christensen, forskningsleder på Danmarks Klimacenter (DMI), er der tre typer klimamodeller: Den generelle klimamodel, som beregner energibalancen for kloden lang tid fremover. I forbindelse med Grønland er det ofte denne type model, pressen snakker om, fordi man her kan relatere til iskerneboringerne og dermed få et tidsperspektiv i istidsstørrelse med. Det kan være et problem at bruge denne model i et nutidigt perspektiv, fordi der er mange forbehold af en anden karakter end ved de andre modeller.

De generelle cirkulationsmodeller, som er globale modeller, der efterhånden bevæger sig over i det, forskerne kalder Earth System Models. Ud over at dække atmosfæren, kryosfæren, oceanerne og landjorden er modellerne også begyndt at inkludere kulstofkredsløbet og tilbagekoblingsmekanismer. De er efterhånden blevet meget komplekse, men er i bund og grund de samme man laver vejrudsigter med. På grund af kompleksiteten kommer disse modeller til kort, når det gælder tidsperspektivet, fordi der mangler regnekraft. Disse modeller kan bruges inden for en tidsskala på ca. 1.000 år.

Den regionale model, hvor man kan skrue op for computerkraften og få den nødvendige opløsning. Her arbejder man med modeller, der specifikt ser på andre ting end Indlandsisen som fx havis. Man kigger også på en skala, hvor man eksempelvis kan se Godthaabsfjorden, hvilket gør det relevant for de mennesker, der bor der.

Når man snakker modeller og forudsigelser, er man altså nødt til at være mere specifik. Kigger vi på forudsigelserne i et regionalt eller et globalt perspektiv? Og er det på istidsskala (10.000 år) eller med en kort horisont (1.000 år)?

SVIPA-rapporten 2011 SVIPA-rapporten (Sne, Vand, Is og Permafrost i Arktis) er udgivet af Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP) under Arktisk Råd i 2011.

Du kan hente den danske, forkortede udgave af SVIPArapporten på Energistyrelsens hjemmeside.

På AMAP’s hjemmeside kan du hente den engelsksprogede udgave ‘Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic (SWIPA).

Uffe Wilken

Jens Hesselbjerg Christensen

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 15

Klimamodellernes 'dark horse' - Vi har kastet en ny bold ind på banen, fordi dynamisk udtynding ikke er noget, der lige er begyndt. Det har været der hele tiden. Og vi har påvist, at det er noget, der kommer i perioder. Dermed også sagt, at der er perioder, hvor fænomenet ikke forekommer. Og netop dét er væsentligt for fremtidens klimamodeller. Årsagen til, at Kurt Kjær kan udtale sig så skråsikkert, er nogle gamle flyfotos fra Nordvestgrønland, der fik fornyet liv ved, at forskergruppen først scannede dem og siden producerede digitale højdemodeller ud fra de scannede billeder.

To hotspots Helheim gletsjeren i Sermilikfjorden i Sydøstgrønland kælver. Videoen er optaget som en tidsforkortet serie. Gordon Hamilton, University of Maine.

Klimamodellerne er ikke bedre end de data, der bliver puttet ind i dem. Når nye fænomener opdages, må konsekvenserne af disse indarbejdes i modellerne. Det gælder også begrebet ’dynamisk udtynding’, som ikke mindst takket være en stak gamle flyfotos fik en del af sommerens medieinteresse.

I FN’s klimapanels rapport fra 2007 kunne man læse, at dynamisk udtynding er en ’dark horse’ – det vil sige, det er en af de store, ukendte faktorer i forudsigelsen af fremtidens klima.

16 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

Rapporten går så langt som til at sige, at fænomenet kan vende op og ned på fremskrivningerne for, hvor meget havniveauet vil stige i fremtiden.

Dynamisk udtynding opstår, når gletsjerisen strækkes og kælver ude i fjordene (se faktaboksen). Kælvning foregår hele tiden, men ved dynamisk udtynding flyder gletsjerne hurtigere og afleverer mere materiale til oceanerne. Derved bliver de også tyndere, en højdeforskel, som forskerne kan måle fra år til år.

Forskningschef på Statens Naturhistoriske Museum Kurt Kjær og hans forskergruppe har her på det seneste gjort deres til, at grundlaget for fremskrivningerne skal vendes og drejes endnu engang. Han siger:

Der er to områder, der mister særlig meget indlandsis til de grønlandske fjorde i disse år. Det er i nordvest og i sydøst. Kurt Kjærs gruppe har valgt at kaste sig over det førstnævnte område. Han siger: - Vi så på, hvilke observationer vi havde tilgængelige. Der er gode satellitdata fra 2002 og frem til 2012, og i den periode kan vi se, at der har været et virkelig stort massetab mellem 2005 og 2010. Nogle vil måske hævde, at det er fra afsmeltning af Indlandsisen, men vi kan se på mængden af isbjerge, at det drejer sig om dynamisk udtynding. I årene fra 2002 til 2005 var der et mere begrænset tab af is fra den nordvestlige del af Indlandsisen.

At massetabet af is fra Sydøstgrønland også skyldtes dynamisk udtynding, fandt forskergruppen ud af sammen med deres amerikanske

Dynamisk udtynding Kristian K. Kjeldsen, Statens Naturhistoriske Museum.

Overblik over de fire isstrømme, der udgør Upernavik isstrømmen.

Illustrationen viser de fire gletsjeres tilbagetrækning i perioden 1985 til 2010.

kolleger. Her var tabet dog begrænset til perioden 2003-2005.

Spørgsmålet var så, om man ville kunne se fænomenet længere tilbage i tiden. Det er her, de gamle flyfotos kommer ind i billedet. De er fra 1985 og forlænger dermed observationsperioden med en pæn årrække. Kurt Kjær forklarer: - Ved at scanne billederne og sætte dem op på den rigtige måde kunne vi producere digitale højdemodeller af gletsjerne. Sammenholdt med bl.a. data fra en GPS-station i Thule opdagede vi, at der i perioden fra 1985 til 1993 var sket et voldsomt massetab ved dynamisk udtynding. Vi kunne se på gletsjerfronterne, at deres overflader sank ind med op til 150 meter.

GPS-stationen er vigtig, fordi ud over sin position på landjorden måler den også sin højde i forhold til et referenceniveau. Når mængden af is bliver mindre, forsvinder en del af den vægt, der presser grundfjeldet ned, og landet vil hæve sig. Landhævningen i Thuleområdet i 2005 var f.eks. 4 millimeter.

Den umiddelbare konklusion ved at kombinere satellitdata med flyfotos er altså, at der i Nordvestgrønland har været en periode fra 1985 til 1993 med stor udtynding, fulgt af nogle år med ro på isen, hvorefter isen atter har

været i kraftig bevægelse i årene 2005 til 2010.

Et nærliggende spørgsmål er så: Kan man uden videre sige, at når fænomenet med dynamisk udtynding gælder i Nordvest- og Sydøstgrønland, vil det så også gælde for resten af Grønland?

Til det spørgsmål bliver Kurt Kjær lidt mere hemmelighedsfuld. Han siger: - Det er noget, vi arbejder på. Men mon ikke vi kan producere noget lignende, der dækker hele Grønland?

Som et stykke vådt håndsæbe Ifølge Kurt Kjær handler det om, at man har opdaget nogle processer, som er vigtige, hvis der fremover skal produceres realistiske modeller for fremtidens havniveau. Han siger: - Det er lidt ligesom et stykke håndsæbe. Man troede, at nu havde man den gode model og så hovsa, der smuttede den igen! Hvis man ikke tager hensyn til dynamisk udtynding i modellerne, så risikerer man at komme med et for højt bud på, hvor meget is der flyder ud. Og dermed også med et for højt bud på, hvor meget havniveauet vil stige.

Uffe Wilken

Kurt Kjær

Indlandsisen mister masse på to måder: Ved at isen smelter på overfladen, som det skete over det meste af iskappen i sommer. Eller ved at gletsjere kælver isbjerge ud i de mange grønlandske fjorde.

Forskere mener, at massetabet er nogenlunde ligeligt fordelt mellem de to mekanismer.

Isbjergene kælver og brækker af ved gletsjerfronterne, der hvor de løber ud i de grønlandske fjorde.

Når det sker, bliver den yderste del af gletsjeren en smule lettere og hæver sig lidt, hvorved modstanden mellem gletsjeren og fjordbunden bliver mindre. Når modstanden bliver mindre, og den bagvedliggende is presser på, får det gletsjeren til at bevæge sig fremad.

Da der er mindre modstand mellem gletsjer og fjordbund, bliver der også mindre modstand mod den bagvedliggende is, så det resulterer i en accelererende ismasse – og så er der sat en selvkørende proces i gang.

Samtidig med at gletsjeren accelererer, bliver den også strakt og udtyndet, fordi den ’hænger fast’ i Indlandsisen. Udtyndingen medfører, at hele gletsjeroverfladen sænker sig lige fra fronten og til et langt stykke op i gletsjerens opland. Det er ligesom, når man trækker i en tyk elastik: Den bliver godt nok længere. Men den bliver også tyndere. Det er begrebet ’dynamisk udtynding’ udført på en elastik! Udtyndningen, eller gletsjerens lavere overflade, er noget, forskerne kan måle.

Hvad det er, der får udtyndingen til at gå i gang, er stadig debatteret. Men et godt bud er, at havets overfladetemperaturer bidrager til at øge gletsjerafsmeltningen, som derved sætter hele mekanismen i gang.

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 17

Foto: Katrine Raundrup

Larven blågrå jordugle raserede vegetationen fuldstændig

Larveangrebet Nogle gange spiller naturen forskerne et gevaldigt puds, og det kan komme helt uventet og ubelejligt.

Det var, hvad der skete, da medarbejdere fra Grønlands Naturinstitut i juni 2011 tog hul på deres biologiske målinger i Kobbefjord og fandt, at en invasion af sommerfuglelarver var ved at æde sig igennem vegetationen i deres undersøgelsesområde.

Biologen Katrine Raundrup, som har været tilknyttet BioBasisprogrammet (se boks) i fem sæsoner, har taget Polarfronten med på slæb en solrig dag først i september, hvor hun rutinemæssigt skal indsamle data om vegetationen. Det lavarktiske landskab i bunden af Kobbefjord ligger godt beskyttet af fjelde ca. 20 kilometer fra Nuuk, og selv på dette relativt sene tidspunkt på sæsonen er biologernes vegetationsfelter stadig ret frodige og grønne at se på.

Louise Christensen måler drivhusgasser

Larverne slår til Sådan var det ikke sidste år, hvor hele området, så snart den sidste sne var væk i juni måned, blev invaderet af sommerfuglelarven blågrå jordugle, som i kollektiv grådighed åd sig igennem alt grønt og totalt raserede vegetationen.

- Larverne åd alt i en rasende fart. Stilkene stod tilbage med nogle få blade, og alt så enormt gråt og brunt ud, fortæller Katrine Raundrup. Når vi gik i fjeldet, kunne vi ikke undgå at jokke i larver. Og i de små vandløb, hvor man normalt kan tage en kop vand, lå der døde larver overalt, så der var helt hvidt nede på bunden. Vi troede, at vi havde set mange larver allerede i 2010, men det viste sig at have været en lille brøkdel i forhold til det, vi nu oplevede.

Så den del af overvågningsprogrammets arbejde, som går ud på at registrere, hvornår planterne sætter knopper, blomstrer og afblomstrer, gik fuldstændig i vasken. Det samme gjorde de regelmæssige målinger af vegetationens grønhed. Larverne havde simpelthen fjernet al dokumentationsmaterialet.

Til gengæld viser andre målinger og observationer, at fuglene må have nydt godt af de mange larver. I hvert fald var der ekstremt mange af dem, som fik unger på vingerne. Også rævene havde en god sommer, ikke kun fordi de æder fugleunger, men også fordi de æder næsten hvad som helst – også larver.

Meldinger andre steder fra Der er ikke tale om noget lokalt fænomen, som har været begrænset til Kobbefjord eller Nuuk-området. Både i 2010

Foto: Poul-Erik Philbert 18 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

Katrine Raundrup indsamler data om vegetationen

i Kobbefjord og 2011 modtog Naturinstituttet fra andre steder på vestkysten i Grønland meldinger om, at man havde mærket larveinvasionen. Og fåreholderne i Sydgrønland, som har store arealer udlagt til produktion af vinterfoder til fårene, var bekymrede for, om larverne ville ødelægge høsten.

- På den baggrund er det pudsigt at se, at zoologen Jens Böcher i sin bog om grønlandske insekter nævner, at invasionen af de grådige larver kan have været en medvirkende årsag til, at nordboerne i sin tid forlod Grønland, indskyder Katrine Raundrup.

Erfaringerne fra bl.a. vegetationsanalyser i Kangerlussuaq-området er, at sommerfuglelarven ikke er nogen hyppig gæst, men at der er 7-8 år eller mere mellem, den dukker op.

- Vi ved ikke, hvad der styrer udbruddene, fortæller Katrine Raundrup. Der er ikke nogen klar klimaforbindelse, for vinteren 2010-2011 var ekstremt kold og lang, så det taler ikke for, at der skulle komme specielt mange sommerfuglelarver.

Men måske er der hjælp på vej. Michael Avery, ph.d.studerende fra University of Pennsylvania, har planer om at undersøge nogle sedimentkerner fra søer, hvor han håber at finde tegn på tidligere udbrud. Der kan være dna fra larverne, eller også kan der være sporer fra nogle svampe, som inficerer larverne. Hvis det lykkes for ham, vil det måske være muligt at se et mønster i larveudbruddene og dermed finde en forklaring.

På fode igen Markante enkeltbegivenheder som larveangrebet påvirker vegetationen langt mere end klimaet, som svinger relativt lidt fra år til år. Så på kort sigt påvirker det selvfølgelig BioBasis-programmets datarækker, som blev påbegyndt i 2008, at man for vegetationens vedkommende må rive et år eller to ud af kalenderen. Men den møjsommelige indsamling af data år efter år vil på længere sigt langsomt opbygge så lange datarækker, at et enkelt års udfald ikke vil betyde noget.

Desuden ser det ud til, at naturen hurtigt kommer på fode igen.

- Sidste år var vi faktisk lidt usikre på, om den blågrå pil ville overleve, efter at den havde været under pres to sæsoner i træk. Men der skal åbenbart mere til at slå hårdføre, arktiske planter ned, konstaterer Katrine Raundrup.

Pileplanterne vokser i år fint igen. Men biologerne har bemærket, at en del af planterne næsten ikke har sat blomster, men til gengæld har ekstremt mange blade.

Foto: Poul-Erik Philbert

Biologiske undersøgelser i Kobbefjord På BioBasis-programmet i Kobbefjord indsamler forskerne data til lange tidsserier, som kan fange effekterne af klimaændringer i et lavarktisk økosystem – både på land og i ferskvand. Man undersøger f.eks., hvordan livsrytmer hos planter og dyr påvirkes af tidspunktet for forårets komme, og om der sker ændringer i forholdet mellem frigivelse og optagelse af drivhusgassen CO2. Programmet blev etableret i 2007, og den første fulde sæson var i 2008.

BioBasis varetages af forskere fra Grønlands Naturinstitut og DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

BioBasis-programmet er en del af et større program, Greenland Ecological Monitoring, som forskningsstationen i Kobbefjord indgår i sammen med Forskningsstation Zackenberg i Nordøstgrønland. Begge steder studerer forskerne effekterne af klimaændringer både i land- og havmiljøer, og det langsigtede mål er at øge forståelsen af, hvordan klimaændringer påvirker de forskellige miljøer i Arktis. Programmet i Kobbefjord, Nuuk Basic, er opdelt i fire delprogrammer: KlimaBasis, GeoBasis, MarineBasis og BioBasis, og er finansieret af Energistyrelsen og Miljøstyrelsen via DANCEAmidlerne. Aage V. Jensens Fonde har stået for bevillingerne til både, hus og generatorskur. Årsrapporten for arbejdet i Kobbefjord i 2011 udkommer i december og kan hentes på www.nuuk-basic.dk

- Deres strategi efter et år med larveangreb er åbenbart, at de bruger energien på at opbygge biomasse og så nedprioritere det reproduktive.

At det modsatte gør sig gældende for tuelimurt viser så, at naturens veje er uransagelige. I hvert fald indtil videre.

Poul-Erik Philbert

Katrine Raundrup, Grønlands Naturinstitut Film med sommerfuglelarven

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 19

Velkommen til et nyt

GRØNLAND Til årets webby-uddeling, internettets svar på en Oscar, gav Grønland resten af verden baghjul og løb med publikumsprisen for turistsitet greenland.com. Bag kåringen ligger et målrettet arbejde med at ændre Grønlands image online.

Det virker, fordi det viser, at grønlændere ikke er ofre, men har taget udviklingen i egen hånd, vurderer Kirsten Thisted, lektor på Minoritetsstudier ved Københavns Universitet.

Tre piger i grønlandske nationaldragter står tæt sammen og ser på noget sjovt på den samme mobiltelefon. ’Tradition and renewal’ lyder teksten på det, der er velkomstsiden til Grønlands officielle turismesite, greenland.com.

Webstedet blev relanceret totalt i foråret 2011. Og året efter vandt det publikumsprisen for bedste turismewebsite foran mastodonter som New York og New Zealand. Det gav internationale overskrifter, at Grønland med 60.000

Forsiden på greenland.com, som vandt en prestigefyldt international pris.

Klik på billedet og se sitet.

20 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

årlige turister kunne løbe med sejren foran New York, som årligt har 10 millioner udenlandske gæster.

- Vi blev udtaget, fordi sitet er flot og spændende. Men at vi vandt, det var rent benarbejde fra en masse folk med kærlighed til Grønland, her og i resten af verden. Jeg tror, at spørgsmålet om, hvordan og hvad Grønland er og skal være i fremtiden, optager mange, fordi vi er ved at forme vores egen selvforståelse og blive et land, mens folk der bor i New York er i en anden situation, hvor de er optaget af andre ting, siger Anne Mette Christiansen, sekretariatschef i Branding Greenland, som har været med til at udvikle det nye brand, som websiden er en del af.

Branding Greenland er Grønlands internationale marketingsplatform, som er skabt gennem et samarbejde mellem selvstyret og erhvervslivet. Organisationen arbejder for at øge kendskabet til Grønland med henblik på eksport, investeringer og turisme.

Inuit eller pionerer?

Arbejdet med at finde en ny, samlet ramme, et brand, for arbejdet med at promovere Grønland startede i 2010 i Nuuk hos Grønlands nationale turistråd, Visit Greenland, og Branding Greenland.

- Det tidligere turistmateriale var præget af løsrevne, rosende adjektiver uden en samlet bagvedliggende fortælling. Det var meget generisk og tog ikke udgangspunkt i, hvad folk selv syntes. Det nye greenland.com er visuelt og viser, at tradition og modernitet ikke er modsætninger i Grønland, men fuldt integrerede, som når vi har billeder af piger i nationaldragt med mobiltelefoner og på scootere, siger Anne Mette Christiansen.

Det nye slogan blev udviklet via åbne workshops med grønlandske borgere, erhvervsliv og kunstnere og testet på fokusgrupper af potentielle turister: Kan den her ramme vække genklang hos jer? Valget faldt på ’Pioneering Nation’. Ud over hjemmesiden er brandet blandt andet lanceret på Facebook og i videoer på YouTube.

Postkort fra Visit Greenlands nye kampagne

Fra nation branding til nation building Hæderen på den røde løber til prisuddelingen i New York er et eksempel på, at konceptet har vundet genklang, vurderer Kirsten Thisted lektor på Minoritetsstudier ved Københavns Universitet, som forsker i grønlandsk identitet og de billeder, som tegnes af Grønland i litteratur og kultur.

- Der har tidligere været forsøg på at lancere slogans for Grønland, f.eks. det lidt tvetydige ’You’ll never forget it’, men ’Pioneering Nation’ har på en helt anden måde vundet en position som et overordnet koncept og metonym for Grønland, både eksternt og internt i Grønland, siger Kirsten Thisted: - Brandet gør op med omverdenens billede af Grønland som et land befolket af ofre for udvikling, for modernitet, for klima. Her er i stedet mennesker, der har taget historien i egen hånd, hvilket passer glimrende til, at man har fået selvstyre. I det seneste videomateriale, som er på vej ud nu, bliver der talt på grønlandsk og tekstet på engelsk – man står frem som et folk i egen ret, påpeger hun.

landske nation som demos-baseret, dvs. med landet, ikke etniciteten, som udgangspunkt, uddyber Kirsten Thisted.

I filmen ser man, ud over de mere konventionelle billeder af turistvenlige aktiviteter (hvalsafari, vandring, hundeslædeture, ørredfiskeri), også fem sekvenser med nærbilleder af moderne grønlændere. En af teksterne på skærmen lyder ’Come and visit our pioneering nation’ – ’A mixed Population – one nation.’

- I en grønlandsk sammenhæng vil alle, som ser filmen, blive mindet om den grønlandske kunstner Julie Edel Hardenberg, som i fotoprojektet ’The Quiet Diversity’ har udforsket det moderne Grønlands genetiske og kulturelle sammensætning ved at vise, at mange Grønlændere har aner uden for Grønland. I den sidste sekvens i filmen optræder Hardenberg selv direkte med sine børn, fremhæver lektoren, og siger: - Jeg har netop undervist i globalisering på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) i Nuuk, og når jeg diskuterer filmen med mine studerende, så fortæller de, at de bliver stolte af deres land, når de ser den.

Line Reeh

Be a Pioneer Kirsten Thisted fremhæver især den fire minutters reklamefilm, ’Be a Pioneer’, som Visit Greenland lancerede på greenland.com og YouTube i efteråret. Den blev på de to første dage set 5000 gange: - Der er ingen fangere, ingen ofre for klimaforandringer, men dynamiske, assertive unge mennesker og sunde, struttende grønsager, som hives op af den mørke, sydgrønlandske muld. De kajakker, som optræder, er moderne sportskajakker. Potentielle turister bliver præsenteret for et Grønland, som er spændende og dynamisk, ikke kun i kraft af alle de fantastiske muligheder for aktiviteter i naturen, men i lige så høj grad på grund af en befolkning, som er noget andet og meget mere end de fastfrosne forestillinger om en uddøende fangerkultur, som man præsenteres for mange andre steder. Samtidig har filmen også en national målgruppe, hvor den viser den grøn-

Lektor Kirsten Thisted, minoritetsstudier, KU Uddeling af webby-prisen: I september 2012 vandt greenland.com endnu en pris, denne gang fra den amerikanske Web Marketing Association. I efteråret lancerer Visit Greenland kampagnen ’Big Arctic Five’ inden for ’Pioneering Nation’”-brandet, blandt andet med fem nye videoer på YouTube.

Be a Pioneer. Fire minutters præsentationsvideo af Grønland.

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 21

Myggbukta den 10. august 2012 efter at den er blevet smukt istandsat af Nanok.

Myggbukta mokka Foto: E M Thing

Denne historie om en grøn kaffekværn af norsk oprindelse begynder og slutter på fangststationen i Myggbukta. Dette myggemekka var ’ground zero’, da kaffeglade norske fangstfolk i Kong Haakon VII’s navn okkuperede et stort stykke af Kong Christian X’s kongerige.

I 1930’erne var vejr-, fangst- og telegrafstationen Myggbukta nordøstkystens største bygningsværk nord for kolonien Scoresbysund, og den var hovedhjørnestenen i den alsidige norske aktivitet på kysten.

Norsk kaffe Menukortet i Myggbukta var givetvis præget af kødspiser i rå mængder, men der var dog altid to særdeles vigtige ingredienser fra planteriget: tobak og kaffe. Sidstnævnte ankom som hele ristede bønner med årets skib, og før man kunne nyde en kande velfortjent norsk kaffe, skulle bønnerne en tur igennem kaffekværnen. Og det er her, vor historie begynder.

Kværnen var grøn, men dog af jævn, god familie med metalvalser i maven – og forneden den fineste lille skuffe af cigarkassetræ. Hver gang en stor fangstmandsnæve tog om den, hældte bønner i tragten og drejede på håndsvinget, bredte der sig en livsalig duft, som for en tid dæmpede emmen af skind, tørfisk og petroleum. Kaffekværnen var trofast og tjente sine norske pensionærer godt gen-

nem mange år, indtil der en dag ikke mere blev drukket norsk kaffe i Myggbukta.

Dansk kaffe Nu bredte 1960’erne og forfaldet sig langsomt, men sikkert i huset ved myggebugten. Tiderne var skiftet; de folk, som ind imellem kom forbi, talte dansk, og kaffekværnen fra Tromsø stod nu i det kolde bislag og frøs så bitterligt. Ak ja, her hjalp end ikke bønner; danskernes kaffe var formalet, og kværnens hjælp var helt unødvendig for at få den sorte drik i kruset. De strenge tider blev blot værre, når stormene rasede, og fygesneen hver vinter trængte ind gennem væggenes revner og lagde sig tungt, koldt og hårdt omkring den glemte kværn.

Dog, selv en gammel kaffekværn kan være heldig. En solrig søndag i april 1973 lander et lille skifly med en norsk pilot og en dansk biolog på sneen ved det forfaldne Myggbukta-hus, og den historiske lokalitet bliver inspiceret. Ved et lykketræf – eller var det kværnen, som vinkede med sit håndtag – finder den unge biolog den hensygnende kaffekværn i en snedrive og forbarmer sig over den medtagne rekvisit fra fordums storhed. Den kommer med til den danske hovedstad, får bad, bliver tørret, genvinder sin ungdoms grønne farve og bliver jævnligt fodret med rigtige Kaffekværnen har fundet sin rette hylde. Myggbukta, 10. august 2012.

Foto: E M Thing

22 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

Myggbukta 1. april 1973.

Knuste ruder og revner i væggene tillod fygesneen at fylde dele af huset indenfor.

Myggbukta – én blandt mange kaffebønner. Den strutter igen af livskraft og tjener sin nye værtsfamilie trofast gennem 39 år.

Grønlandsk kaffe En gruppe gæve gutter – blandt venner kaldet ’nanokkerne’ – med østkystblod i årerne har det skidt Foto: Henning Thing med at se det historiske Myggbukta blive gnavet voldsomt af tidens tand. Der må gøres noget radikalt for at sikre stedet et godt stykke ud i fremtiden. Som tænkt, så gjort. I sommeren 2011 får Myggbukta en gevaldig overhaling og fremstår derefter næsten så god som ny.

Nu er huset endelig parat til at byde sin kaffekværn velkommen hjem på en tør hylde indenfor.

Ved skæbnens gode gunst får den nu-ikke-så-unge biolog skibslejlighed til Myggbukta i 2012 og kan nu endelig repatriere rekvisitten efter de mange års landflygtighed.

Og her slutter så vor lille historie. Ombord på ekspeditionsskibet National Geographic Explorer vender kaffekværnen hjem en solrig og smuk sommermorgen i august, og med nænsom hånd bliver den placeret på en hylde i den fine stue i Myggbukta. En pose kaffebønner er nu i kværnens skuffe, og en seddel med historien ligger på hylden. Efter 39 vintre og 39 somre kan Myggbuktas beboere nu igen få malet mokkabønnerne på den originale måde.

Blot elleve dage efter hjemkomsten fik kaffekværnen mulighed for at betjene formanden for Naalakkersuisut, hvis ellers Kuupik Kleist under sit besøg i Myggbukta havde tid og lyst til grønlandsk kaffe i husets fine stue. I alle tilfælde hejste han det grønlandske flag med honnør over det fordums Eirik Raudes Land.

En stor tak til Nanok for en formidabel og påskønnet indsats med den smukke restaurering af Myggbukta!

Det første hus i Myggbukta blev opført i 1922 af nordmænd. Den er en af de største fangstbygninger i Nordøstgrønland, for den fungerede ikke kun som fangststation, men også som vejrstation, der sendte daglige vejrmeldinger til Norge.

Fangstbygningerne ligger overalt i det ellers mennesketomme Nordøstgrønland mellem 71 og 77 grader nordlig bredde. Nogle er ruiner, men ganske mange står endnu som tomme fortidsminder.

Sirius-patruljen bruger nogle som depot- og overnatningssteder i forbindelse med deres patruljering året rundt, og sommergæster – forskere og andet godtfolk – søger ly i andre, når lejlighed byder sig.

De fleste fangststationer og deres tilhørende små fangsthytter blev bygget mellem 1920 og 1940, og fra 1908 til 1960 drev mere end 500 danske og norske mænd (og en halv håndfuld damer) fangst og jagt året rundt i denne øde del af verden. Pelsjægernes bytte var overvejende polarræv, som i vinterperioden har en hvid pels af meget høj kvalitet. Så ville man have fat i den dyrebare pels, var man nødt til at overvintre i området, da Nordøstgrønland kun kan besejles i sommermånederne.

Fangsten gav ikke det store overskud, men fangstkompagnierne fik statsstøtte, bl.a. fordi deres tilstedeværelse i en periode var med til at hævde nationale interesser i Østgrønland.

Myggbukta blev således centrum i Norges kamp mod Danmark om at sikre rettighederne over Nordøstgrønland, da stationens beboere den 27. juni 1931 hejste det norske flag i Kong Haakon den 7’s navn over Myggbukta og dermed proklamerede oprettelsen af Eirik Raudes Land.

Efter at Danmark havde sikret sig retten til Nordøstgrønland ved Domstolen i Haag i 1933, fortsatte fangst- og vejrstationen Myggbukta helt frem til 1960. Siden har stationen haft besøg af forskellige sommerekspeditioner, som har holdt den nogenlunde i stand.

I 2011 blev stedet gennemrenoveret af Nanok, som hver sommer sender et felthold til Nordøstgrønland, hvor de i nogle uger arbejder med at renovere de gamle fangstbygninger i det enorme område. I årene 1991-2011 har i alt 126 nanokker deltaget i dette renoveringsarbejde, som finansieres af Aage V. Jensens Fonde.

Poul-Erik Philbert

Henning Thing , Vært for kaffekværnen 1973-2012 Foto: David Wright

Erfalasorput vajer, 21. august 2012 Flash video (117 sekunder) med Daily Expedition Report fra ”Lindblad

≈ Læs om Nanok’s restaurering af Myggbukta stationen i sommeren 2011:

Kaffekværnen og Henning i Myggbukta’s fine stue fredag 10. august 2012.

Hyttebogen ligger åben, og en beretning er skrevet.

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 23

Grønlændere spiser

for meget sukker

Grønlændere drikker for meget sodavand, spiser for meget slik og bruger alt for meget sukker i kaffe og te. Det kan også udtrykkes på den måde, at omkring syv ud af ti grønlændere – lidt flere mænd end kvinder – dagligt får mere energi fra sukker end den anbefalede maksimumsgrænse på 10 %.

Det fremgår af en ph.d.-afhandling om kosten i Grønland, som er udarbejdet af Charlotte Jeppesen fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Det store sukkerindtag øger risikoen for overvægt, den største risikofaktor for udvikling af type 2-diabetes, en sygdom, hvis forekomst er steget voldsomt de seneste årtier blandt grønlændere.

De nordiske næringsstofanbefalinger, som Grønland også retter sig efter, ligger på højst 10 % af det samlede energiindtag fra tilsat sukker. I Grønland kommer 16 % af energiindtaget fra sukker, og af det er sukker i kaffe og te den største synder med et bidrag på 6 %.

- Det Grønlandske Ernæringsråd anbefaler, at man drikker vand frem for saft og sodavand, og det er nok værd at efterleve, da specielt sukker tilsat kaffe og te bidrager

med 36 % af sukkerindtaget stærkt efterfulgt af sukker fra sodavand, som bidrager til 30 % af sukkerindtaget. Det er sukker i flydende form, og det er specielt problematisk, da drikkevarer ikke fremkalder den samme mæthedsfornemmelse som mad, der skal tygges.

Derfor indtages der meget energi på relativt kort tid, når man f.eks. drikker en cola eller saftevand.

Desuden er der ingen vitaminer og mineraler i disse sukkersødede drikkevarer, forklarer Charlotte Jeppesen.

Resultaterne stammer fra den seneste befolkningsundersøgelse fra 2005-2010 af voksne grønlændere og omfatter 3.108 grønlændere over 18 år.

Poul-Erik Philbert

Charlotte Jeppesen

Mange selvmordsforsøg blandt unge kvinder Forekomsten af selvmord i Grønland er blandt de højeste i verden. Samtidig viser undersøgelser, at der er fire gange så mange mænd som kvinder, der begår selvmord.

Det er imidlertid ikke alle selvmordsforsøg, som lykkes, og nu har lægerne Gitte Hansen Drachmann og Lars Heymann Bloch som et led i deres uddannelse til speciallæger undersøgt, hvor mange medicininducerede selvmordsforsøg, der har været i Nuuk i perioden 2008-9.

I en artikel i Meddelelser fra Grønlands Lægeforening slår de fast, at 74 personer i denne periode forsøgte at begå selvmord ved at tage medicin, og at fire ud af fem i denne gruppe var kvinder (60 kvinder mod 14 mænd). Undersøgelsen viser også, at selvmordsforsøg med medicin især er udbredt blandt helt unge kvinder fra 15-19 år.

De to læger konkluderer, at hvor de unge grønlandske mænd har verdensrekord i selvmord, har unge grønlandske kvinder verdensrekorden i selvmordsforsøg. De peger også på, at der skal sættes ind over for de psykosociale problemer blandt unge kvinder i Grønland.

Poul-Erik Philbert

Grafik: Statens Institut for Folkesundhed

Bidraget i procent fra forskellige fødevarer til det samlede sukkerindtag blandt voksne grønlændere fra 2005-2010. (Antal deltagere: N=2752, 45% mænd)

24 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

Fra Arktisk Instituts arkiv:

Foto: Arktisk Institut

Historiens tråde Fra mændenes lygter spreder lyset sig som tråde igennem den historiske kulmine. Forbi de mænd, der arbejdede der fra 1924 og frem. Ud af billedet og ud af minen løber lystrådene til de huse, der lå der. Her boede der over 1000 mennesker, indtil minen blev nedlagt i 1972. Hvor det førhen var kullet fra Qullissat, der blev transporteret fra Disko-øen og til resten af Grønland, blev det nu befolkningens tur til at forlade stedet. Heriblandt den nuværende landsstyreformand, Kuupik Kleist.

Tilbage ad minesporet, der løber centralt i billedet, til mændene, der stod der i 1930. Grønlændere og danskere i samlet flok. En ukendt fotograf, der tager sit billede, sikkert uvidende om den lyseffekt, der får lyset til at blive malet ud som tråde i mørket. Og blandt de andre står to store skikkelser med fuldskæg, der begge kigger direkte mod kameraet: Thorvald Stauning og Peter Freuchen.

Statsministeren og polarfareren. Stauning, der besøgte Grønland for første gang i 1923 sammen med en rigs-

dagsdelegation, står forrest. Freuchen, der agerede tolk for Stauning på denne rejse, står bag ham.

10 år senere stod Stauning i spidsen for en samlingsregering under besættelsen. Han forsøgte at føre Danmark gennem mørket, men døde i 1942. Freuchen deltog derimod i modstandskampen, men måtte flygte til USA, hvor han i 1945 oplevede befrielsen. Men samlet stod de i Qullissats kulmine i 1930, sammen med de andre danskere og grønlændere, knyttet via historiens lange tråde.

Stig Søndergaard Rasmussen

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000

fotografier, hvoraf op mod halvdelen er skannet og lagt på www.arktiskebilleder.dk

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 25

KORTNYT ARC officielt åbnet

Foto: Jesper Rais

Det nye Arktiske Forskningscenter (ARC) på Aarhus Universitet er nu blevet officielt åbnet. På det interdisciplinære forskningscenter vil oceanografer, læger, biologer, statistikere, naturgeografer og andre fokusere på, hvordan klimaforandringer påvirker miljøet og de menneskelige levevilkår i Arktis. Centret har for nylig aftalt et forskningssamarbejde med Naturinstituttet i Nuuk og University of Manitoba i Canada. En af forskningscentrets fremtidige aktiviteter bliver et stort, fælles feltarbejde næste år i Godthåbsfjorden i Vestgrønland. Aarhus Universitet har bevilget 65 millioner kroner til den første femårige periode for det nye center. Læs mere om ARC

Åbningen af det nye Arktiske Forskningscenter fandt sted den 21. september. På billedet ses centerleder Søren Rysgaard.

Dialogrum om naturen Grønlands Naturinstitut har åbnet et dialogrum, hvor borgerne og forskerne kan dele deres viden om den grønlandske natur.

Dialogrummet findes på Naturinstituttets hjemmeside (natur.gl), men hvis man ikke har adgang til en computer, kan man sende en SMS eller ringe. Dialogrummet har navnet Ilisimasavut, som på dansk betyder ’vores fælles viden’. Projekt Ilisimasavut er kommet i stand via økonomisk støtte fra Miljøstyrelsen i Danmark.

Besøg dialogrummet

26 | POLARFRONTEN | NR.2/2012

Foto: Polar Research Institute of China

Kinesisk skib gennem nordøstpassagen Klimaforandringerne har åbnet Nordøstpassagen og Nordvestpassagen så meget, at det nu er muligt for skibe at gå nord om Rusland eller Canada i de måneder, hvor isen har sin mindste udbredelse. Senest har den kinesiske isbryder Xuelong (Snedragen) som det første kinesiske skib gjort turen nord om Rusland. I 2010 besejlede fire skibe Nordøstpassagen, i fjor var det 34, og det forventes, at der vil være endnu flere skibe ad denne rute i år.

Grønland på Biennalen Grønland er i år repræsenteret på arkitekturbiennalen i Venedig med udstillingen ’Possible Greenland’. Seks team af grønlandske og danske arkitekter, ingeniører, planlæggere og etnologer har skabt en række scenarier, der kan bidrage til en videre debat i det grønlandske samfund og samtidig være en invitation til resten af verden om at bidrage til en bæredygtig udvikling i Grønland. Publikum vil også kunne opleve et grønlandsk hjem, blive konfronteret med den store, barske grønlandske natur og kunne se et stykke af jordens allerældste historie i form af en 3.800.000.000 år gammel sten fra Vestgrønland.

Film: Guided tour in Possible Greenland by the Curators

Grønlands første børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen er blevet ansat som Grønlands første børnetalsmand. Børnetalsmanden skal sammen med et kommende børneråd sikre, at FN’s børnekonvention bliver implementeret i Grønland. Det bliver børnetalsmandens opgave at pege på manglende tiltag og indsatser og at være med til at skabe debat om børns levevilkår. Sammen med etableringen af børnetalsmandsinstitutionen er der blevet oprettet en børnerettighedsinstitution, som kaldes MIO. Det tidligere videnscenter MIPI bliver en del af MIO’s og børnetalsmandens arbejde og skal bidrage til, at børnetalsmandens udtalelser sker på et så vidensbaseret grundlag som muligt. Aaja Chemnitz er 34 år og har tidligere været ansat som direktør for Velfærdsforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq, associate expert i FN og fuldmægtig i bestyrelsessekretariatet i det daværende Grønlands Hjemmestyre.

NYEBØGER

Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på Arktiske anmeldelser

Hans P. Steenfos og Jørgen Taagholt: Grønlands teknologihistorie.

Gyldendal, 2012. 631 s.

En virkelig grundig og fyldestgørende gennemgang af den udvikling, Grønland har gennemgået på det teknologiske område, siden landet i 1953 skiftede status fra at være en koloni til at blive en ligeværdig del af det danske rige med Hjemmestyrets indførelse. Det har været en særdeles voldsom og hurtig udvikling, hvor Grønland er gået fra at være et højt udviklet fangersamfund til at blive et supermoderne samfund på lige fod med andre industrilande i verden.

Nordøstgrønland ekspeditionen 2011, foto- og tekstbidrag af Jonas Bergsøe … et al.

Ehrhorn Hummerston, 2011. 195 s.

Gennem besætningsmedlemmernes egne fortællinger og billeder gengives nogle af de indtryk, som kunstnere, videnskabsfolk og filmskabere oplevede under en ekspedition til Nordøstgrønland med bramsejlsskonnerten Activ i 2011. Man følger forskerne i deres undersøgelser og får deltagernes beretning om det indtryk, den storslåede natur gør på dem. Blandt deltagerne kan nævnes: Jørn Riel, Daniel Richter, Per Kirkeby, Tal R, Minik Rosing og Bjarke Ingels.

Læs mere

Kira Moss og Peter Stauning: Sophus Tromholt – ’skæbnen og nordlyset er jo lige uransagelige’.

Epsilon.dk, 2012. 207 s.

Om den danske nordlysforsker Sophus Tromholts (1851-1896) liv, ekspeditioner, rejsebeskrivelser og ikke mindst videnskabelige observationer om alt, hvad angik nordlys. Han indsamlede tusindvis af observationer fra hele Skandinavien og var den første, der pålideligt målte nordlysets højde, stadfæstede sammenhængen mellem solpletter og nordlys og beskrev nordlysovalen.

Ved siden af sin nordlysforskning skrev Tromholt en mængde populærvidenskabelige bøger, holdt foredrag og var en dygtig amatørfotograf. Læs mere

Einar Lund Jensen, Kristine Raahauge og Hans Christian Gulløv: Kulturmøder ved Kap Farvel : de østgrønlandske indvandrere og den tyske Brødremission i det 19. århundrede.

Museum Tusculanums Forlag, 2012. 313 s.

Bogen præsenterer en samlet fremstilling af 1800-tallets historie for Kap Farvel-områdets befolkning – qavaat, dem der var bosat i området, og uiarnerit, dem der kom fra Sydøstgrønland og slog sig ned ved Kap Farvel. Den altdominerende faktor i Kap Farvel-områdets historie i 1800-tallet var indvandringen af folk fra Sydøstgrønland.

Der findes intet skriftligt kildemateriale fra de østgrønlandske indvandrere selv, da de hverken kunne læse eller skrive, hvorfor beskrivelsen af indvandringen primært baserer sig på materialet fra de danske kolonimyndigheder og den tyske brødremission. Læs mere

Gunnar Jensen: ’Jeg har ikke noget til gode’: erindringer fra 1944-2009.

Eget forlag, 2012. 215 s.

Gunnar Jensens erindringer fra et langt liv som pilot. Blandt andet om årene som projektofficer for rekognosceringen ´Brilliant Ice´, for landingsbaner i Nordgrønland og for genåbning af Station Nord, som var blevet lukket i 1972. Senere blev det til 25 år som rådgiver for ekspeditioner til arktiske egne med firmaet Arctic Expeditions Adviser.

Læs mere

Grønlandsforskeren Lauge Kochs liv og arbejde beskrives i denne bog, som er baseret på de af hans personlige papirer, der indtil nu har været i familiens varetægt. Lauge Koch var involveret i Grønland i 50 år, og hans indsats fik en stor indflydelse på arktisk geovidenskab. Tidsmæssigt dækker bogen hele Kochs voksenliv, fra hans første besøg i Grønland i 1913 til hans sidste i 1959, samt hans senere år, herunder den sidste nordamerikanske foredragsturné i 1964.

Læs mere

POLARFRONTEN | NR.2/2012 | 27

Grønlands nye forskningsskib Grønland har fået et nyt forskningsskib, R/V Sanna, til Pinngortitaleriffik – Grønlands Naturinstituts fiskeriundersøgelser, og den 3. oktober stævner hun ud på årets sidste togt på torskeog krabbesurvey i Sydgrønland efter et yderst vellykket jomfrutogt.

R/V Sanna tog hul på sommerens mange opgaver i april, hvor hun var platform for træningen af nye biologiske observatører til olieindustrien. Herefter stod den på økologiske undersøgelser for Grønlands Klimaforskningscenter fra Fyllas Banke ind gennem Godthåbsfjorden, efterfulgt af undersøgelser af krabbe-, torske- og hellefiskeresurserne op langs Grønlands vestkyst og med et smut ud i Baffin Bugten i forbindelse med overvågning af seismiske undersøgelsers påvirkning på hvaler.

Alle sommerens undersøgelser er gennemført uden nævneværdige problemer, og hvor Sanna lagde til, mødte lokalbefolkningen talstærkt op til ’åbent skib’-kaffemikker og orienteringsmøder om forskernes arbejde.

Sanna hjælper ’havets moder’ Navnet Sanna er valgt med omhu. Umiddelbart betyder Sanna ’havet derude’, men det er også en stamme til ordet ’sassuma’ i Sassuma Arnaa, som er det grønlandske navn for Havets moder. Hun er den mytologiske figur, som ifølge Inuit-traditionen forvalter havets resurser. Hvis mennesket mister respekten for havets ressourcer, er man nødt til at formilde hendes humør ved at kæmme hendes hår, før hun åbner op for ressourcerne til alles forbrug.

Således er navnet Sanna et stærkt symbol for det arbejde, skibet varetager med at tilvejebringe den nødvendige viden for forvaltningen af resurserne og sikringen af havmiljøet.

R/V Sanna Sanna er bygget på Karstensens Skibsværft i Skagen og er søsat i marts 2012. Hun ankom til havnen i Nuuk den 3. april efter at have klaret en storm tæt på Kap Farvel i fin stil. Det 32 meter nye skib har kostet ca. 50 millioner og er designet af OSK-Shiptech i tæt samarbejde med forskerne på Grønlands Naturinstitut og Klimaforskningscenter.

Det er udstyret med trawlspil, A-frame til håndtering af diverse store redskaber til videnskabelige undersøgelser og flere typer af spil til mindre redskaber. Skibet har to vådlaboratorier, et tørlaboratorium, fryserfaciliteter og kemikalierum.

Mange opgaver Havets levende resurser udgør med sine ca. 80 % af Grønlands samlede eksportværdi den centrale livsnerve i det grønlandske samfund. Stigende olieefterforskning til havs, påvirkninger kystnært fra minevirksomheder, den øgede krydstogtturisme og ændrede isforhold medfører et forstærket pres på havmiljøet.

Mængden af marine miljøopgaver og behovet for et beredskab i Grønland forventes at stige i årene fremover, og det nye forskningsskib er derfor ikke kun en langsigtet investering for det grønlandske samfund, men også et stærkt miljøpolitisk signal.

Kitte Vinter-Jensen

Foto: Grønlands Naturinstitut 28 | POLARFRONTEN | NR.2/2012