Polarfronten 1_2018

Page 1

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 1/2018 |

POLARFRONTEN

Syltede søkonger | 4 Dyr og dårlig | 16 Q&A med ny minister | 24


|INDHOLD| GRØNLANDSK GRØNLANDSFORSKNING

| 3

SYLTEDE SØKONGER OG FRIKADELLER MED BRUN SOVS | 4

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab L. E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund Tlf. 6160 5331

| 8

www.dgls.dk

GAMLE FANGERES FORTÆLLINGER BIDRAGER TIL FORSKNINGEN

| 12

Design: Sidsel Gaustadnes

DYR OG DÅRLIG

| 16

KONFLIKTFYLDT BEKLÆDNING

| 18

GRØNLANDSK POLARFORSKNING - MÅL, MIDLER OG VOKSEVÆRK

| 21

Q&A MED NY MINISTER

| 24

GRØNLÆNDERNES BEDSTE VEN

Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Uffe Wilken, redaktør, journalist DJ uw@polarfronten.dk www.polarfronten.dk

ILISIMATUSARFIK (GRØNLANDS UNIVERSITET) OG VORES VISIONER

| 26

BUNDLINJER

| 28

DRÆN ELLER IKKE DRÆN

| 30

BESTANDSFORVIRRING

| 32

FÅR OG FODER I GRØNLAND

| 3 4

RENSDYR PÅ SMALKOST

| 36

UDVIKLING AF GRØNLANDSFORSKNINGEN VED GRØNLANDS NATURINSTITUT

| 4 0

MUSEUMSGENSTANDE FRA ALLE MULIGE VINKLER

| 4 2

SNE I BEVÆGELSE

| 4 4

ET PUSLESPIL I TID OG RUM

| 4 6

Følg os på Facebook https://www.facebook.com/ polarfronten

Forside: Slædehunde Foto: Carsten Egevang. Redaktionen er afsluttet primo juni 2018.

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder: Se e-mail på kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip

2 | POLARFRONTEN | NR.1/2018


Temanummer:

Grønlandsk grønlandsforskning De sidste år har der været skrevet meget om Grønland og Arktis – ikke mindst nyheder om klimaforandringer, minedrift og et grønlandsk samfund i opbrud. I deres indhold tager mange af artiklerne udgangspunkt i rapporter og forskningsprojekter, der er forankret i Danmark, finansieret med danske midler og bemandet med danske projektledere, danske og internationale forskere – en del dog med et vist indspark fra grønlandske samarbejdspartnere. Med dette temanummer af Polarfronten har vi ønsket at vende dette forhold 180 grader: Hvad udgår og udføres der af forsknings- og udviklingsprojekter fra Grønland selv? Hvad vil det grønlandske samfund (politikere og forskere) med sin forskning? Med andre ord: Hvad foregår der af grønlandsk grønlandsforskning og hvorfor? Vel vidende at forskningens natur langt hen ad vejen bygger på samarbejder på kryds og tværs af både bevillinger og bemanding, nationalt og internationalt, så har vi forsøgt at afgrænse vores valg af forskningsprojekter, så præmissen for temanummeret har været at: - Projekterne skal være igangsat af forskere i Grønland - Projekterne skal langt hen ad vejen være finansieret med grønlandske midler - Projekterne skal langt hen ad vejen være bemandet med forskere i Grønland. Under forarbejdet til temanummeret blev det mere og mere tydeligt, at der er en underskov og mangfoldighed af projekter, og redaktionen kunne uden tvivl have fyldt flere temanumre med artikler. Vi håber, at I som læsere vil fascineres af denne mangfoldighed af kreativitet.

Kreativiteten kommer til udfoldelse i projekter som konfliktfyldt beklædning, søkonger og brun sovs og et geologisk puslespil. Men uden et politisk og administrativt system ville kreativiteten ikke have mulighed for at komme til udtryk. Derfor fortæller Naalakkersuisoq for Sundhed og Forskning Doris J. Jensen om regeringens visioner for forskningens rolle i Grønland, og formanden for Det Grønlandske Forskningsråd, Josephine Nymand, orienterer om forskningsmidler. Endelig giver Jennifer Mercer fra det amerikanske National Science Foundation et bud på grønlandsk forskning set udefra. Tak til Styrelsen for Forskning og Uddannelse, Uddannelses- og Forskningsministeriet, for at finansiere dette temanummer af Polarfronten. Redaktionen vil også gerne takke de mange forskere, embedsmænd og politikere, hvis tid vi har stjålet, så de kunne bidrage til dette temanummer med deres viden og holdninger. Redaktionen

På en klippetop i udkanten af Nuuk ligger Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet; tv.) og Grønlands Naturinstitut (th.)

Foto: Uffe Wilken. POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 3


Syltede søkonger og frikadeller med brun sovs En grønlandsk postdoc-forsker er gået i gang med at undersøge mikroorganismerne i den traditionelle grønlandske mad for at finde ud af, om den er sundere for befolkningen end den mere og mere dominerende industrielt fremstillede mad.

Aviaja Lyberth Hauptmann har endnu aldrig fået serveret syltede søkonger. Men til efteråret får den unge mikrobiolog langt om længe chancen for at smage den eksotiske, nordgrønlandske delikatesse, når hun skal på feltrejse til den allernordligste by, Qaanaaq. Her regner hun med at være med, når en vellagret portion søkonger bliver åbnet. Søkongen er en lille, sort-hvid fugl på knap et par hundrede gram, som findes i stort tal i Grønland. De bliver indfanget i maj-juni måned, og tilberedningen af de syltede fugle er simpel, men tidskrævende. Flere hundrede fugle bliver med hud og fjer, næb og kløer syet ind i et fedtdækket skind fra en friskfanget sæl, og så bliver hele molevitten placeret ude i naturen kun dækket af nogle sten. Her ligger det et halvt års tid, mens fuglene langsomt gærer og begynder at gå i opløsning. Når dagen oprinder, bliver den fyldte sælmave skåret op, og de gærede småfugle er klar til at blive spist. Serveringen er enkel. Den består i, at man langer til og sutter kødet af benene og i øvrigt principielt spiser hele den syltede masse med maveindhold, tarme, indre organer m.m.

Mikrobiologisk lækkerbisken Nu skal der ikke være tvivl om, at Aviaja Lyberth Hauptmann glæder sig til at smage de fermenterede søkonger, som nogle sultent kaster sig over, mens andre forskræmt forlader selskabet. Men der er heller ingen tvivl om, at hun glæder sig lige så meget til bagefter, hvor hun skal analysere, hvad det egentlig er, der er blevet sat til livs. Aviaja Lyberth Hauptmann er i gang med et postdocprojekt på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet), hvor hun undersøger den traditionelle grønlandske kost. Som mikrobiolog er det fødevarernes allermindste bestanddele, mikroorganismerne, bakterierne, vitaminerne, som

4 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

hun interesserer sig specielt for. Og i den forbindelse er de syltede søkonger en mikrobiologisk lækkerbisken, for retten er en sand bombe af bakterier. Hun vil bl.a. undersøge hvilke mikroorganismer, der forårsager fermenteringen. Man kender nogle af de samme processer fra surkål, hvor det er nogle få mikroorganismer, der står for den overordnede gæringsproces. Et af spørgsmålene er, om det er de samme mikroorganismer, der driver fermenteringen for søkongerne. - Det vil i det hele taget være interessant at finde ud af, hvad det er for nogle vitaminer, der bliver dannet i de fermenterede søkonger. Om der bliver skabt mange nye vitaminer? Om det er vitaminer, vi mennesker ikke selv kan danne? Og om vi får flere vitaminer, hvis vi spiser søkongerne fermenteret i forhold til at spise dem friske. Mit håb er, at en sådan undersøgelse kan afsløre, om bakterierne er med til at give os en mere sund og næringsrig kost. Måske indeholder de syltede søkonger også nogle bakterier og mikroorganismer, som har øget sundheden for de inuitter, der historisk har levet i det nordgrønlandske område. Og det kan være med til at belyse en af de grundlæggende idéer bag projektet: om inuit ubevidst har udviklet deres traditionelle kost, så der er fremelsket nogle mikroorganismer, der giver en øget sundhed. Udover de syltede søkonger undersøger Aviaja Lyberth Hauptmann også den lille fisk ammassatten (lodden), som i forårsperioden findes i så store mængder, at man bogstaveligt talt kan skovle dem op i spande. Traditionelt er de små ammassatter blev tørret, som de er, med indvolde, tarmindhold og det hele og er blevet spist hele året rundt.

Sunde mikroorganismer Da Aviaja Lyberth Hauptmann forberedte sit postdoc-


Under en jagt i Kangerlussuaq tager Aviaja Lyberth Hauptmann prøver fra moskusoksekød, som er lagt til tørring.

projekt om den sunde grønlandske kost, løb hun som mange andre før hende hurtigt panden ind i det paradoks, at den traditionelle kost passer virkelig dårligt med de konventionelle kostråd: - Det er almindelig kendt, at kostpyramiden hviler på masser af grønt og fuldkorn og ikke så meget kød, helst slet intet af det rigtig fede, røde kød. I den traditionelle grønlandske kost har rødt kød og fedt været det bærende og så med lidt bær hist og pist ovenpå. Det er kostpyramiden vendt på hovedet! Hvordan Søren har vi kunnet overleve det?

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 5


Det kan sagtens være en genetisk tilpasning, som har gjort inuit i stand til gennem årtusinder at overleve den fede, proteintunge kost. Men det behøver ikke være den eneste forklaring. Aviaja Lyberth Hauptmanns hypotese er, at mikroorganismerne i maden har været med til at give den protein- og fedtrige kost en sundhedsfordel og i samspil med tarmfloraen har været en af de brikker, der har gjort det muligt for inuit at overleve på en dybest set ensidig kost. - Jeg synes, det er fantastisk spændende at undersøge, om grønlændere, som lever af fødevarer fra egen fangst og fiskeri, har andre bakterier i tarmene end grønlændere, som lever af frikadeller, brun sovs og kartofler. Derfor vil jeg med mit projekt undersøge, om de lokale fødevarer indeholder nogle mikroorganismer fra naturen, som gør, at de er sundere for os end den industrielt fremstillede mad? Med tiden kan vi måske udvikle inuit-specifikke kostråd, som tager hensyn til inuits særlige kosttraditioner, genetik og ikke mindst tarmflora.

Tarmfloraen og den skiftende kost Derfor er det nærliggende at undersøge, hvad der sker med tarmbakterierne, når man – som grønlænderne har gjort det – i løbet af relativt kort tid bevæger sig væk fra den kost, som kroppen over lang tid har tilpasset sig, og begynder at indtage en væsensforskelligt kost. - Vi ved, at tarmfloraen påvirker vores immunforsvar og vores fysiske og psykiske velbefindende, og at en høj diversitet af f.eks. mikroorganismer ofte betyder, at man har en sund tarmflora. Så vi vil undersøge, om grønlænderne er i bedre balance, hvis de spiser den kost, de har været tilpasset til. Aviaja Lyberth Hauptmann planlægger til det formål et tarmfloraprojekt i Qaanaaq, hvor man vil indsamle afføringsprøver fra 20 personer en gang om måneden i 15 måneder. Forsøgspersonerne skal samtidig udarbejde et kostskema, og på forhånd regner man med, at beboerne i Qaanaaq i perioder spiser mest moderne, importeret kost og i andre perioder mere traditionelt. Det kan være afhængigt af, hvor stor fangsten af de lokale dyr som sæl og narhval er, og om det måske er lang tid siden, skibet har været der, så der ikke er så meget tilbage i butikkerne. - Jeg vil se på samspillet mellem tarmfloraen og den skiftende kost. Er der forskel på tarmfloraen, når du spiser spaghetti eller medister i forhold til, når du spiser syltede søkonger eller tørfisk. Og bliver mikroorganismerne fra søkongerne f.eks. hængende i vores tarme. Jeg vil vædde på, at tarmfloraen reagerer på de forskellige madvarer, men vi skal vide hvordan.

6 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

Prøver fra naturen Mikroorganismer i naturen er også interessante i en bioteknologisk sammenhæng. I Grønland har f.eks. Royal Greenland problemer med skimmel og svampevækst på deres tørprodukter, og de leder derfor efter mikroorganismer, som kan bidrage til en naturlig konservering i produktionen, så man kan undgå at bruge kunstige konserveringsmidler. Når Aviaja Lyberth Hauptmann som en del af sit projekt indsamler tørret fisk ude i naturen, så undersøger hun dem også for mikroorganismer, som måske kan være med til at løse Royal Greenlands problemer. - Vi tager mikroorganismer fra de fisk, som jeg har indsamlet forskellige steder i Grønland, og så isolerer vi dem i laboratoriet og smører dem på nogle Royal Greenlands filetter, der skal tørre, for at se, om det kan hæmme skimmelvæksten. Aviaja Lyberth Hauptmann bruger i øvrigt en del tid på indsamling af prøver på mikroorganismer ude i naturen. Hun samlede således også mikroorganismer fra tørret kød, da hun var med på den årlige familiejagttur i Kangerlussuaq-området. Under jagten lægger man rensdyr- og moskusoksekød til tørre på nogle net. - Der ligger det så i flere dage og bliver mere og mere tørt, og undervejs har jeg taget prøver af mikroorganismerne med små vatpinde, som bliver lagt i nogle sterile rør. Når jeg så er tilbage i laboratoriet, kan jeg undersøge, hvilke mikroorganismer der har været i spil i løbet af de dage. Måske dukker der så, ligesom med fiskene, mikroorganismer op, som på længere sigt kan indgå i fødevareproduktionen. På jagtturen skød hun iøvrigt sin første moskusokse, og på den måde kan der også vise sig at være sidegevinster for en mikrobiolog, når hun løsriver sig fra mikroorganismerne og forlader laboratoriet. Poul-Erik Philbert

Aviaja Lyberth Hauptmann, Ilisimatusarfik, alha@uni.gl Se Aviajas Instagram-profil Læs Aviajas blog på ingeniøren.dk Se Aviajas film af rådden torsk


Prøvetagning af ammasatter fra båd.

Aviaja Lyberth Hauptmann har skudt sin første moskusokse

Fotos: Aviaja Hauptmann.

Aviaja Lyberth Hauptmann undersøger også den lille fisk ammassatten (lodden)

En rådden torsk kan indeholde mange interessante mikroorganismer

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 7


GRØNLÆNDERNES BEDSTE VEN Selvom slædehunden igennem 1000 år har haft en central plads i den grønlandske kultur, er der endnu ingen, der har gennemført en grundig undersøgelse af det ikoniske trækdyr. På et tidspunkt, hvor antallet af slædehunde er stærkt faldende, bliver der nu lavet om på det. Fotos: Carsten Egevang.

8 | POLARFRONTEN | NR.1/2018


Slædehunden er et pragteksemplar af en hund, der til fuldkommenhed er tilpasset rollen som partner for den grønlandske fanger. I århundreder har den i sit spand trukket slæden på jagt i ellers ufremkommelige landskaber, har gjort fangsten mere effektiv og ikke mindst bidraget til at gøre et risikofyldt arbejde mindre farligt. Så det er ikke uden grund, at mange grønlændere med stolthed opfatter den som et værdifuldt nationalt symbol. - På en måde er hunden blevet en forlængelse af mennesket. Den kan i situationer udgøre forskellen mellem liv og død. Kender du dine hunde, kan de advare dig, hvis du bevæger dig på tynd is. De får hurtigt færten af isbjørne og ulve. Bliver du overrumplet af dårligt vejr eller er ude i mørketiden, kan de finde vej hjem for dig. De er dine forlængede sanser. Dit syn, din hørelse og din lugtesans.

Grundig undersøgelse Ordene kommer fra ph.d.-studerende på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) Manumina Lund Jensen, som sammen med projektleder, professor Morten Meldgaard, også fra Ilisimatusarfik, udgør det sekretariat, der står i spidsen for Qimmeq, et stort projekt om den grønlandske slædehund (se boks). - Jeg har altid haft et blødt punkt for den grønlandske slædehund, siger Morten Meldgaard, og det har derfor undret mig, at der ikke har været nogen, som forskningsmæssigt har beskæftiget sig mere grundigt med den. Men nu er det lykkedes os at skaffe opbakning til et stort projekt, som med udgangspunkt i Ilisimatusarfik og Statens Naturhistoriske Museum skal undersøge slædehundens kultur, historie og genetik. Det kan vise sig at være et godt tidspunkt at tage hul på en sådan undersøgelse. Meget tyder nemlig på, at slædehunden og kulturen omkring den på mange måder befinder sig i en brydningstid.

Færre slædehunde I tørre tal ved vi, at antallet af slædehunde de seneste 20 år er faldet fra 30.000 til under 15.000. Det er en tendens, der ser ud til at fortsætte i takt med, at der bliver færre og færre grønlændere, der lever af traditionel fangst, og at slædehunden derfor mister sin betydning i det daglige arbejde. Det varmere klima med mindre havis og mere åbent vand har også indskrænket brugen af slædehunde, og måske finder en del fangere også, at det er nemmere og billigere at hælde benzin på en snescooter end at fodre og passe et spand hunde. - Det gør det ikke bedre, at hundefoder er blevet meget dyrere, forklarer Morten Meldgaard. Tidligere var det

nemmere for hundeejerne få fiskeaffald fra fiskefabrikkerne, og det er blevet vanskeligere for mange at afse tid til selv at skaffe hundefoder ved fangst og fiskeri. Så i dag skal man købe forarbejdet hundefoder i butikken, og det er dyrt. Slædehundens dalende betydning i det lokale fangerliv har også påvirket det stærke bånd, som grønlænderne traditionelt har haft til hunden. - Tidligere havde man hundene stående uden for husene, så de var i tæt kontakt med familien og var en del af bybilledet, fortæller Manumina Lund Jensen. Sådan er det ikke i dag, hvor kritiske røster slår på, at hundene larmer og lugter. Så mange steder i Grønland er der oprettet specielle hundeterritorier uden for beboelsesområderne, hvor hundene er samlet og står bundet.

Slædehundens historie og genetik Den grønlandske slædehund er en af de sidste brugshunde i verden, der stadig bruges til sit oprindelige formål, og til trods for tilbagegangen har Grønland i dag den største slædehundebestand i Arktis. Den grønlandske slædehund er en ren hunderace, mens den stort set er forsvundet i Canada og Alaska, fordi den der er blevet blandet op med andre racer. Den har gennem historien udviklet sig til et ekstremt stærkt og modtandsdygtigt dyr, fordi den er blevet voldsomt selekteret i det barske miljø, hvor de svage hunde hurtigt er bukket under eller blevet aflivet. Slædehunden har altid været en del af de oprindelige folks kultur i Grønland. Den fulgte med, da de første mennesker, Saqqaq-folket, vandrede ind i Grønland omkring 2500 f.Kr., og arkæologiske udgravninger viser, at der var tale om en hund, der har lignet nutidens slædehund både i størrelse og kropsbygning. Det ser ganske vist ikke ud til, at der har været så mange, eller at de store hundespand, som Thule-folket senere førte med sig, var en udbredt del af kulturen. Faktisk ved man ikke, om der overhovedet har været slæder. - Vi er ved at undersøge, hvor langt slædehundens rødder rækker tilbage i tiden, og hvor isoleret den har været fra andre hunde, fortæller Morten Meldgaard. De genetiske undersøgelser tyder på, at den har rødder meget langt tilbage, meget længere end man havde forestillet sig. Men foreløbig venter vi på nagelfaste resultater af undersøgelserne på Statens Naturhistoriske Museum. Vi er meget spændte på at høre, om hundene i Saqqaqkulturen tilhører den samme stamme som hundene i den senere Thule-kultur, eller om de har forskellige genetiske rødder. Noget ved man dog allerede nu. For ved udgravninger på Zhokhov Ø i Sibirien har forskere fundet 8.000 år gamle hunde- og slæderester i permafrosten, og de fund tyder

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 9


Mange grønlændere ser med god grund på slædehunden med stolthed og opfatter den som et værdifuldt, nationalt symbol.

på, at hundeslædetraditionen går betydeligt længere tilbage, end man hidtil har troet. I Grønland stammer de første spor efter hundeslæden fra Thule-folket, som indvandrede for 1.000 år siden og er de nuværende grønlænderes forfædre. De bragte slæden med sig, men havde ikke så mange hunde. - De store hundespand, som nogle gange kan bestå af helt op til 15 hunde, er et nyere historisk fænomen, fortæller Morten Meldgaard. Det startede måske med de store ekspeditioner i 18-1900-tallet, Robert Peary og Knud Rasmussen, som skulle bruge mange hunde, fordi de foretog lange rejser over meget store afstande.

Er slædehundekulturen truet? Selvom meget tyder på, at slædehundens erhvervsmæssige betydning vil fortsætte med at dale, mener Manumina Lund Jensen og Morten Meldgaard ikke, at den grønlandske slædehund er direkte truet. At der vil blive færre hunde, ser de ikke som et problem i sig selv. De mener, at slædehunden er en uundværlig del af den grønlandske kultur, og at vi i fremtiden vil finde nye måder at bruge hundene på, så en bestand kan bevares. Men Morten Meldgaard understreger, at det kræver opmærksomhed fra de grønlandske politikeres side at

10 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

fastholde slædehundene som en del af den grønlandske kultur: - Heldigvis er politikerne enige i, at det er nødvendigt at støtte hundekulturen. Og de er på udkig efter måder at gøre det på, selvom det ikke er let. Foreløbig har vi set, at der er udpeget jagtområder, hvor man ikke må bruge snescootere, men kun slædehunde, ligesom der også er områder, hvor trofæjagt kun må foregå med hundeslæder. Det er initiativer af den art, som kan være med til at give et fundament for slædehunden i fremtiden, men det har selvfølgelig givet anledning til konflikter mellem snescooterforeningerne og hundeslædeforeningerne, som har forskellige interesser på området.

Et projekt med forankring Projektets tætte forankring i det grønlandske samfund har været synlig helt fra starten i 2016, hvor Qimmeq blev lanceret i forbindelse med en workshop i Sisimiut for professionelle hundeslædekørere fra hele Arktis. Diskussionerne på workshoppen mundede ud i 22 konkrete anbefalinger til, hvordan man kan arbejde for at bevare slædehundekulturen, og Qimmeq-deltagerne valgte at bakke op om dette initiativ. - Det var jo pragtfuldt for os i Qimmeq-projektet, at vi


Om Qimmeq kunne stå på skuldrene af den workshop, som var en udkrystallisering af alt det, brugerne syntes, der skulle laves. Samtidig kunne vi i Sisimiut i Qimmeq-projektets regi formulere vores formålsparagraf, og der lagde vi os i høj grad tæt op ad forskningsplatformen Greenland Perspectives, som jo handler om at bruge forskningen i samfundet, så den bliver til glæde for den grønlandske befolkning. Som i et hvilket som helst andet forskningsprojekt er det de faglige udfordringer, som står i centrum i Qimmeqprojektet. Men projektdeltagerne ser helt åbenlyst projektet som en del af de samlede bestræbelser på at sikre slædehundens fremtid. - Vi er med til at øge kendskabet til hunden og give den endnu mere status i den grønlandske befolkning, siger Morten Meldgaard. Og vi bidrager til at gøre den kendt rundt om i verden, så den fortsat kan være en slags reklamesøjle for Grønland. Et eksempel på det er, at vi sammen med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og hundeslædeforeningerne undersøger, om det vil være en fordel, at den grønlandske slædehund gøres til verdensarv. Desuden er der planer om en alsidig formidling af resultaterne med møder, film, fotobog, vandreudstillinger, undervisningsmateriale og populærvidenskabelige artikler. Qimmeq har også en Facebook-side, som ikke blot præsenterer projektet for interesserede, men også bliver brugt til at komme i kontakt med hundeslædefolket og indsamle viden om, hvordan de bruger hunden. Poul-Erik Philbert

De seks vigtigste mål i Qimmeq-projektet: • Forske og indsamle viden om den grønlandske slædehunds genetiske og kulturelle historie • Tilskynde, skabe og fastholde interesse og stolthed for den grønlandske slædehund og slædehundekultur og herved bidrage til at opretholde en bæredygtig fremtid for slædehundekulturen • Hjælpe til med at sikre en genetisk sund slædehundebestand • Dele viden og forskningsresultater, udvikle kommunikations- værktøjer og formidle resultaterne, både i det grønlandske og arktiske samfund og globalt • Leve op til Greenland Perspectives dogmeregler • Være rollemodel for fremtidige forskningsprojekter Qimmeq er støttet af Velux-Fonden, Aage og Johanne LouisHansens Fond og Beckett-Fonden.

Manumina Lund Jensen, maln@uni.gl, Morten Meldgaard, mome@uni.gl Læs mere om Qimmeq – den grønlandske slædehund Følg Qimmeq på Facebook Hent de 22 anbefalinger Læs om Greenland Perspectives

Se Qimmeqs forskere tage spytprøver på slædehunde i Østgrønland, foråret 2017

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 11


Gamle fangeres fortællinger bidrager til forskningen

Interviews med gamle fangere fra Godthåbsfjorden endte som et uventet vigtigt bidrag til et tværvidenskabeligt studie af klimaforandringerne i området igennem 1.000 år og nuancerede de mere videnskabeligt indhentede data.

Angunnguaq sidder midt i et snefrit område ved et nordbo-anlæg

Foto: Ann Eileen Lennert. 12 | POLARFRONTEN | NR.1/2018


Ph.d. Ann Eileen Lennert fra Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Grønlands Naturinstitut ville med sin afhandling A Millenium of Changing Environments in the Godthåbsfjord, West Greenland klarlægge og rekonstruere klimavariationerne i Grønland i forhistorisk og historisk tid for at bidrage til forståelsen af både nutidens og fremtidens klima. En øget forståelse af de omfattende klimaforandringer, der er særligt udtalte i Arktis, kan hjælpe til at afstikke de mest hensigtsmæssige og langsigtede strategier for miljøog klimaforvaltning i fremtidens Grønland. Udgangspunktet for afhandlingen var tværvidenskabeligt og omfattede kultur- og samfundshistorie, arkæologi samt praktisk erfaring indenfor geologi, marinbiologi og oceanologi. Endelig skulle traditionel fangerviden også inddrages.

og den lidt mindre kendte officer og arkæolog Daniel Bruun. Ligesom andre af den tids polarforskere benyttede de sig i høj grad af lokal viden og var således forud for deres tid. Knud Rasmussen indhentede lokal viden på mange ekspeditioner og især på Femte Thule Ekspedition fra 1921-24, mens Daniel Bruun så tidligt som i 1908 kombinerede den lokale viden med arkæologiske lokaliteter og øko-historie. Forskere som Therkel Matthiassen, Kaj Birket-Schmidt og Jørgen Meldgaard gjorde det samme i 1950’erne og 1970’erne. Vigtigheden af lokal viden gik en periode i glemmebogen, men er i de senere år blevet genopdaget og anerkendt som bevaringsværdig kulturarv.

Story maps

Godthåbsfjorden ved Nuuk er velegnet til et sådant studie, da det er den tættest befolkede del af Grønland både nu og førhen. Her har boet mennesker i både Saqqaq-, Dorset- og Thule-kulturen, kolonitiden og i dag og dermed kontinuerligt siden omkring 2500 f.Kr. Her er spor efter det traditionelle fanger- og nomadeliv og de mere fastboende liv, der kom til Grønland med Hans Egedes kolonisering i 1721 og Den Kongelige Grønlandske Handel. Så her har menneske og natur været i samspil igennem årtusinder, og netop her har mennesker i alle perioder måttet opøve evnen til at interagere og overleve i et klima i evig forandring.

Ud over feltturene indhentede Ann Eileen Lennert viden fra arkæologiske lokaliteter og i arkiver og skriftlige kilder som dagbøger, hvor der var informationer om variationer i havisen, dyrenes færden og andre klimaforhold. Den information blev lagt ind i såkaldte ‘story maps’, hvor de forskellige lag af viden uddyber den viden, man f.eks. indhenter ved naturvidenskabelige metoder. Metoden kaldes også ‘participatory mapping’, der bedst oversættes med brugerinddragende kortlægning. Her er foretaget en kortlægning og redegørelse for klimaet og dets forandringer i Godthåbsfjorden over tid, sammen med brugerne af fjorden, nemlig fangerne. Deres viden og erfaringer bygger på årelang brug og færden i fjorden, og det er også dem, der fremover skal bruge og færdes i fjorden med de klimaforandringer, der måtte komme.

På tur i landskabet

Værktøj for videnskaben

En del af Ann Eileen Lennerts research bestod i landskabsarkæologiske feltture i det omfattende fjordsystem med arkæolog Christian Koch Madsen fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Turene blev brugt på at tyde og aflæse landskabet. Tilsvarende ture i selskab med gamle fangere skulle vise sig uventet givende og føje en ekstra dimension til klimastudierne; nemlig den traditionelle viden om fortidens og nutidens landskaber opbygget igennem generationer af fangere. Den viden gav en dybde til den videnskabelige forskning, da disse mennesker og deres historie er tæt knyttet til deres omgivelser og natur. Så fangerne kunne udvide forskernes viden om klimaforandringerne i Godthåbsfjorden.

Den frembragte ‘participatory mapping’ er et værktøj for andre forskere, der studerer klimaforandringer i arktiske områder. Herved kan de forlænge de tidshorisonter, som deres studier opererer med, og få verificeret eller afkræftet antagelser, opstillede klimamodeller og få en bredere forståelse af klimaet før, nu og i fremtiden. Fangernes fortællinger og erfaringer rummer nemlig observationer af vindforhold, fangstdyr og deres adfærd, landmærker, vegetation, havstrømme og isforekomster. Ting man helt naturligt observerer i et fangerliv i pagt med naturen og især observerer forandringer af.

Afsæt i Godthåbsfjorden

Gjort før Inspirationen til inddragelse af traditionel viden kom fra tidligere polarforskere som den berømte Knud Rasmussen

Arkæologisk øjenåbner En tur med to gamle fangere, Vittus og Angunnguaq, endte som en tidsrejse igennem fjordlandskaberne og fortællinger om fangstture, isfjelde, gode fiskesteder og øer, der er blevet mindre, og dyr, der er forsvundet. Vittus fortalte, hvordan fangstpladser blev anlagt ud fra hvidhvalernes adfærdsmønstre.

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 13


Angunnguaq tilføjede, at hans familie netop flyttede ud til Qasinnquit for at kunne følge narhvalers, hvidhvalers og sælers bevægelser i fjorden. Her blev boliger lagt højt oppe i landskabet for at få bedre overblik over en større del af fjorden. Det var en arkæologisk øjenåbner, da arkæologer har grublet over placeringen af nogle højtliggende Thule-ruiner langt fra vand. Dengang som nu var de gode udsigtsposter. To fangerbrødre, Marius og Kaalerraq, fra Kangeqområdet fortalte også om et langt liv ofte med tåge og fugt, en rig fauna og isfri vande. Alle fangerne og deres familier fulgte dyrene i en årlig cyklus, og hele tilværelsen var rettet ind derefter. De husker alle at have holdt fri fra skole for at gå på jagt til lands og vands. De husker også, hvordan fangstdyr og klima varierede over tid. Mange steder i landskabet har stednavne, der beskriver gode fiskepladser, rensdyrstier, steder at overnatte og steder at undgå – en slags verbalt rejsekort.

Endnu en arkæologisk øjenåbner Fangeren Angunnguaq bidrog også til den arkæologiske viden om Nunartarssuaq. Her havde arkæologer i 2012 prøvet at kortlægge inuits jagtsteder i området. Man undersøgte dalene, der gik op fra kysten ved Kangersuneq, for at finde gamle anlæg – den mest logiske vej op for den uvidende. Angunnguaq forklarede, at hans familie rejste ad en helt anden rute langs kysten ved gletsjerens kant til en dal kaldet Ujaratoq. Herfra fulgte de røser og rensdyrstier. Da arkæologerne gentog turen ad den rute, myldrede det med spor efter tidligere tiders inuitter og deres jagtanlæg.

Immateriel kulturarv Brugen af de gamle fangerfortællinger i afhandlingen bevarer dem for eftertiden som en del af den im-materielle kulturarv fra Arktis. Den viden er ellers kun bevaret mundtligt og i erindringer, der ligger lagret i landskabet, anlæg, stednavne og historier. Men måden at leve på ændrer sig i de arktiske egne, og viden risikerer at gå tabt. Josephine Schnohr

En lichen (lav) er med til at datere anlæg og fund. Disse stemmer godt med både fangernes beretninger samt nordboernes historie.

Ann Eileen Lennert, anneileen80@gmail.com

”Daniel Bruun: arkæolog, soldat, forfatter og meget mere”. Artikel af Joel Berglund i Tidsskriftet Grønland, nr. 1, 2018. Interactions between humans and ice Foto: Ann Eileen Lennert.

14 | POLARFRONTEN | NR.1/2018


Smukke gletsjerlandskaber i bunden af GodthĂĽbsfjorden.

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 15


Dyr og dårlig Grønland har efter sigende verdens dyreste folkeskole. Udgifterne pr. elev er tårnhøje. Derfor kunne man også forvente, at landets generelle uddannelsesniveau var højt. Det er det bare ikke. Læreruddannelsen i Grønland er nu blevet mere akademiseret, og man håber, at forskningen kan være med til at få kvaliteten i vejret. Tanken var god nok. Den virkede bare ikke i den grønlandske bygdevirkelighed. Et af de forskningsprojekter, der umiddelbart kunne virke som en oplagt løsning på kombinationen af lærermangel og afsidesliggende bygder, handlede om fjernundervisning. Selvom undervisningen ikke lykkedes, så blev det på mange måder en øjenåbner med vigtige erfaringer. Fremover skal læreruddannelsen i Grønland derfor i højere grad underbygges af forskning, hvilket bl.a. betyder, at der skal forskes i læring og i folkeskolen. Med en næsten total mangel på grundlæggende viden om, hvordan der bliver undervist på skolerne, er håbet, at en forskningsbaseret læreruddannelse kan være med til at forbedre den skrantende grønlandske folkeskole. Som Anders Øgaard, ph.d. og forsker på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet), siger: - Hvad der foregår af undervisning? Vi aner det ikke. Der er brug for viden, hvis vi skal ændre på noget.

Et usynligt projekt Men det sker naturligvis ikke fra dag til dag. Primo 2018 er der to forskere med en ph.d.-grad på Institut for Læring på Ilisimatusarfik. Om ambitionen med at akademisere læreruddannelsen siger rektor på Ilisimatusarfik Gitte Reimer: - Det er i universitetets interesse at styrke læreruddannelsen og området for efteruddannelse. Institut for Lærings forskningsmæssige udvikling skal sikres ved et tættere samarbejde med forskere/professorer på Ilisimatusarfik og andre relevante samarbejdspartnere i Danmark og internationalt. Ligeledes skal forskningen på instituttet styrkes betydeligt, så det kommer på samme

16 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

høje niveau som på andre institutter på universitetet. Forskningsbaseret undervisning kræver forskning, forskere og ph.d.-studerende. Ved at løfte forskningsdelen vil man kunne øge kvaliteten og bredden i undervisning og forskning. Siden Hjemmestyret i 1979 som det første område hjemtog undervisningen, har der været fuld fokus på folkeskolen. I 2002 får de grønlandske politikere lavet en ny folkeskolelov, som i højere grad bygger på en inuittankegang. Selvom loven ligger i forlængelse af en vestlig reformpædagogisk skoletradition, blev der gjort meget ud af at formulere loven som et opgør med dansk skoletradition. Sammen med folkeskoleloven blev der lavet en storstilet implementeringsproces, som skulle få folkeskoleloven ud at blive realiseret. Udviklingsprojektet hed atuarfitsialak – den gode skole. Der blev etableret en hel institution, hvis primære opgave var at implementere loven, og man hentede en masse inspiration fra bl.a. Canada. I 2015 kom Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) så med en rapport, hvor en af konklusionerne var, at de ikke kunne se loven implementeret nogen steder – EVA kunne ikke evaluere, hvordan det var gået med atuarfitsialak, fordi den var der ikke.

Manglende forandring Spørgsmålet er naturligvis hvorfor? Til det siger Lars Demant-Poort, som er ph.d. og forsker på Ilisimatusarfik: - Der var syv instanser, der havde ansvaret, så fingeren pegede på alle. Det er den lokale skoleinspektør, der har det pædagogiske ansvar for udviklingen af pædagogikken på skolen. Over vedkommende sidder en kommunalbestyrelse, som træffer beslutninger nedad. Spørgsmålet er, om der har været menneskelige ressourcer i kommunerne til at træffe de pædagogiske beslutninger, der skulle til. Lars Demant-Poort fortsætter: - Nu er der gået tre år, siden evalueringen kom, og jeg har besøgt en del skoler siden. Det er svært at se tydelige ændringer. Havde man taget EVA-rapporten alvorligt og gennemført de ændringer, som rapporten anbefaler, så ville man kunne have set ændringerne afspejlet i karaktererne. Spørgsmålet er, hvem der skulle have lavet disse


Den gule bygning er skolen i Ikerasak, en bygd i Nordgrønland.

Foto: Lars Demant-Poort.

Bygden Kapisillit i bunden af Godthåbsfjorden, hvor Anders Øgaard arbejdede med sit projekt om fjernundervisning. Foto: Uffe Wilken.

ændringer? Der må være nogle stærke ledere og nogle fagligt stærke skolelærere. Selv hvis de strukturelle problemer blev løst, er der andre udfordringer. Hvad gør man ude i de små bygder, hvor en lærer skal undervise måske tre børn på tre forskellige klassetrin? Her kan fjernundervisning være en løsning – måske.

- Men det virkede – det er det positive. Eleverne fik undervisning, og de lærte noget. Alternativet havde været, at de ikke lærte noget. At der kom en meget traditionel skolegang, blev deres redning. Men det kunne have været mere spændende, stimulerende og billigere, hvis man havde tænkt pædagogikken ind fra starten.

En positiv fiasko

For ensidigt fokus på sprog

Anders Øgaards forskningsområde er fjernundervisning, et emne han i sin ph.d.-afhandling prøvede at finde ud af, hvad egentlig dækkede over, og hvad man kan bruge det til. Anders Øgaard fortæller: - Hvad gør afstanden ved situationen og ved den undervisning, der foregår? Man kan have en idé om, at i en fjernundervisningssituation bliver du nødt til som elev at være mere aktiv, fordi du skal indgå i kommunikation med din lærer. Det behøver man ikke i et klasseværelse. Der kan du snige dig ind bagerst – og gå igen. En betingelse for, at fjernundervisning bliver gennemført er, at de, der skal lære noget, går ind i situationen mere aktivt. Det i sig selv peger mod, at fjernundervisning bliver til en progressiv undervisning, som formidler selvstændighed og engagement og kreativitet. De skal have et ønske om at lære mere, ellers går det i stå. Anders Øgaard fandt et projekt med fjernundervisning, hvor man koblede lærere fra Nuuk på en skole i Kapisillit, en bygd inde i Godthåbsfjorden. Lærerne brugte deres ITudstyr, men til at reproducere en traditionel klasserumssituation – brugte det til det modsatte dvs. traditionel undervisning. Det var deres forestilling – der var ikke nogen pædagogiske eksperter på, så fjernundervisningen blev i den situation en teknisk løsning. En teknologi, der løste et problem, der hed ”der er ikke nogen skole der inde”. Man kopierede en klassisk undervisning og transporterede den gennem internettet ud til bygden. Derude var situationen, at der var et smartboard, et kamera der fulgte eleverne, og et dokumentkamera, hvor elevernes bøger blev lagt ind af læreren. Nogle gange var der kun to elever. De kunne blive kaldt op til tavlen for at løse et matematikstykke, som så røg op på tavlen i Nuuk. Her skulle læreren så svare. Der var ingen pædagogisk tanke bag. Men som Anders Øgaard også tørt konstaterer:

Både Anders Øgaard og Lars Demant-Poort mener, at forskerne kan gøre sit til at forbedre den grønlandske folkeskole. De kan indsamle viden mere systematisk, som kan blive udgangspunkt for at bryde med gamle rutiner og traditioner og i stedet udvikle nye rutiner og traditioner på et mere bevidst og målrettet grundlag. Lars Demant-Poort siger: - Det er en udfordring. Fag som fx matematik og samfundsfag har ikke bevågenhed i Grønland. Det handler om sprog, og om læreren kan undervise på dansk eller grønlandsk, om at vi skal have en grønlandsk folkeskole, og at den skal fungere. Jeg savner, at der er fokus på fag og indhold. Vores tidligere minister for bl.a. undervisning, Doris Jakobsen Jensen, var klar over, at skolen har udfordringer, og hun mente, at der skal endnu en reform til. Derfor blev der nedsat et udvalg vedr. en uddannelsesreform, hvor første udkast skal være færdigt i 2019. Så der er taget nogle skridt. Man hører tit forskere, der siger, at de mangler økonomiske midler til deres forskning. Fra Institut for Læring på Ilisimatusarfik lyder der lidt andre toner. Anders Øgaard siger: - Vores vilkår som forskere vil jeg vurdere som ganske gode. Vi har stor frihed, gode og tilstrækkelige økonomiske betingelser, men ikke mindst et forskningsfelt, hvor der er god brug for vores arbejde. Uffe Wilken

Lars Demant-Poort lap@uni.gl; Anders Øgaard andgaard@uni.gl DR3 Ultra: Der går kun tre børn på skolen i Kapisillit Grønlands Folkeskole. Danmarks Evalueringsinstitut, 2015. Institut for Læring, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet)

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 17


KONFLIKTFYLDT BEKLÆDNING Inden for de seneste 10-15 år har grønlandsk-danske modeskabere taget de traditionelle grønlandske symboler til sig og brugt dele af dem i deres tøjdesign. Ikke alle er begejstrede, og det har affødt flere ’strakte langefingre’, som adjunkt Rosannguaq Rossen udtrykker det. Det var ikke ligefrem dødstrusler den danske designer Peter Jensen havde forventet at få, da han tilbage i marts 2009 præsenterede sin ny kollektion. Kollektionen omfattede bl.a. grønlandsk inspirerede støvler. Til modebladet Vogue sagde en rystet Peter Jensen: - Vi er chokerede og oprørte over, at vores kærlige hyldest til bl.a. de grønlandske kamikker kan blive fortolket som en udnyttelse. Kollektionen er lavet af ren kærlighed og er ment som en hyldest, efter den tur jeg havde i november. At jeg nu får dødstrusler er virkelig at tage det ud af proportioner. Peter Jensen fik truslerne fra folk, der var fortørnede over hans brug af inuit-dragtelementer i sit design. Hans nyfortolkning af kamikker ses af nogle som misbrug af et nærmest helligt symbol på etnicitet. Peter Jensen er ikke den eneste, der har fået ørerne i maskinen i forbindelse med brugen af traditionelle symboler uden for dér, hvor nogen mener, de hører hjemme. Heldigvis langt fra af samme alvorlige karakter som dødstrusler – mere som strakte langefingre eller følelsesladede diskussioner. Adjunkt og ph.d.-studerende Rosannguaq Rossen fra Ilisimatusarfik forsker i grønlandsk mode og brug af kulturelle symboler, og hvilke problemstillinger det skaber, når man bruger nationalsymbolerne i en anden kontekst. Rosannguaq Rossen siger: - Man er blevet mere åben for at bruge nationale, kulturelle elementer i moden. I dag får man lidt kritik, men ikke så meget som før. Man er blevet mere åben for at modernisere fx nationaldragten. Der er dog stadig nogle, især i den ældre generation, der er imod at ændre på dragten, selvom den er blevet ændret gennem flere hundrede år. Det har man bare ikke tænkt over. Og hun fortsætter: - Det er interessant, fordi der er mange grønlændere, der måske ikke ved, hvad symbolerne betyder, eller hvor nationaldragtens dele stammer fra. Det er en forglemmelse af egen kultur. Nationaldragten fylder meget i den offentlige debat på både de sociale og traditionelle medier, for hvem har ret til at bruge og modernisere dragten?

18 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

Og kigger man på kvindernes traditionelle og meget respekterede kniv ulu’en, så stammer den oprindelig fra hvalfangerne – den var deres flænsekniv. Så mange af de historiske elementer ved man ikke rigtig noget om i det grønlandske samfund.

Følelser og mangel på viden Peter Jensen var langt fra den første, der vakte forargelse med sin adoption af et kulturelt symbol fra Grønland. På en væg i sit kontor har Rosannguaq Rossen en kopi af et falmet foto i sort/hvid fra 1920’ernes Nuuk. Billedet er af tidligere landsfoged Knud Oldendows kone Nina Oldendow, som havde fjernet kraven fra nationaldragten og brugt den sammen med en kjole. Rosannguaq Rossen har ikke kunnet finde dokumentation på reaktioner fra dengang, men som hun siger: - Hun var en magtfuld person, så der har nok ikke været nogen reaktioner. Måske lidt snak bag dørene, men ikke noget officielt. Den første storm kom for alvor i 1991, da tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen blev gift med en dansk kvinde. Hun havde fået syet en brudekjole med perlekrave. Det skabte debat, og kvindeforeningerne i Grønland sendte klager til aviserne. Debatten dukkede op igen, da sangeren Bjørk var på turne med grønlandske kvinder, som også havde perlekrave og kjole på. Som Rosannguaq Rossen siger: - I dag tror jeg ikke, der en nogen, der klager over, at man går med perlekraven. Men man skal nok også huske på, at der bag alt dette gemmer sig en kolonial relation mellem Danmark og Grønland. For det har mest været danskerne, der har fået reaktionerne at mærke. Reaktionerne i offentligheden på Rosannguaq Rossens forskning varierer. Nogle sætter spørgsmålstegn ved hendes forskning. Andre erkender, at der måske var nogle ting, man ikke lige var klar over. Som for eksempel at brug af farver var noget, som herrnhutterne indførte for at udøve social kontrol, hvor hver farve indikerede en social status. Farverne har så sidenhen fundet vej ind i na-


Foto: John Møller, copyright Grønlands Nationalmuseum.

Foto: Visit Greenland/Mads Pihl

tionaldragten. Hun mener selv, at en positiv konsekvens af hendes forskning er, at den måske har lagt en dæmper på debatten, og at befolkningen nu ved mere om den vestgrønlandske nationaldragt.

Modstanderne Det er især de grønlandske kvindeforeninger, der findes i stort set alle byer og bygder, der reagerer så kraftigt på den ny brug af etniske symboler. Ifølge Rosannguaq Rossen siger de, at de godt kan forstå, hvorfor man bruger perlekraven, men at det er et brud på reglerne for nationaldragten. Til Björks kvindekor foreslog de i stedet to muligheder: 1) Brug en designet anorak; 2) Brug den østgrønlandske i stedet for den vestgrønlandske dragt. Det igangsatte en hel anden debat, for ser man så ned på den østgrønlandske dragt, hvis man vælger, at det er acceptabelt at modificere den? Synet på Østgrønland har ikke altid været så positivt fra vestgrønlandsk side, som man også kan læse i den grønlandske litteratur. Rosannguaq Rossen mener, at der er gået politik i sagen: - Kvindeforeningerne mener, at de kan diktere, hvordan nationaldragten skal bruges. Når de i valgkampe bliver spurgt om, hvordan Grønland kan beholde sin nationaldragt, siger de, at der skal tages patent på den. Man er bange for, at kulturen uddør – men der er forskel på at bevare kulturen og så at bruge den politisk. De kulturelle elementer har i efterhånden flere år været brugt af dansk-grønlandske designere. Mange i Grønland er bange for, at deres kultur vil forsvinde i en globaliseret verden. Derfor er modetøjet med de kulturelle symboler blevet så populære, fordi man gerne vil vise, at man er en del af kulturen og vil passe på den.

Globale og lokale grønlændere Det var Isaksen Design, der startede i 2002, men dengang brugte de ikke symbolerne. Da selvstyrekommissionen kom i 2003, gjorde man klar til, at Grønland skulle være selvstyrende, og de begyndte at bruge ulu’en, isbjørnehovedet og hvalfinnen. Isaksen var det første grønlandske brand, som lavede masseproduceret tøj, og designeren klarer sig godt og er meget populær. Bibi Chemnitz fulgte op og brugte flaget som den første. Hun fik en hetz imod sig, måske fordi hun tog et helligt symbol som flaget og fjernede dets farver. Nu går alle med Bibi Chemnitz’ tøj, og hun er nok én af de mest populære designere i grønlandsk sammenhæng. Ifølge Rosannguaq Rossen turde hun lege lidt med den grønlandske kultur, og hun stod ved sit design. Det har den

Foto: Ellen Bourup Egede

Tre kvinder med tre forskellige nationaldragter, der også bliver brugt som inspiration i den grønlandske mode.

Nina Oldendow

unge befolkning taget til sig, for hun er meget rebelsk. En reaktion mod de nationale symboler, der peger ud mod en globaliseret verden, er to unge mænd, der har skabt streetstyle-designet Bolt Lamar. Navnet er en sammensmeltning af Usain Bolt, en jamaicansk løber, og Kendrick Lamar, en amerikansk rapper. Rosannguaq Rossen siger: - Der er kommet en modreaktion. Bolt Lamars udtryk er, at de vil være en del af den globale verden. De vil ikke bruge kulturelle symboler i deres tøj – de er så trætte af de kulturelle symboler, som man ser over alt. Jeg tror, det også er en del af selvstændighedsprocessen, at man ikke behøver at vise sin kulturelle identitet gennem tøjet længere – at man er selvsikker og bevidst. De to unge mænd er ret populære lige nu. Den ene har været jorden rundt med sin tidligere kæreste, hvor de rejste rundt et år og tog billeder af forskellige folk, hvor de brugte caps og trøjer med Bolt Lamar-logoet – med modeller fra hele verden. De ville gerne vise, at Grønland er en del af den globale verden – og at Grønland er overalt i verden. På spørgsmålet om Rosannguaq Rossen selv går med noget af det grønlandske design, griner hun højt og siger: - Nej! Ikke mere. I starten gik jeg lidt med Bibis tøj. Og jeg går heller ikke med ulu mere – synes det er for meget. Jeg tænker for meget over det, fordi det er det, jeg beskæftiger mig med. Uffe Wilken

Rosannguaq Rossen roro@uni.gl Rosannguaq Rossens profil på Ilisimatusarfik

Læs også Rosannguaq Rossens artikel i Tidsskriftet Grønland nr. 2, 2018 (juni) om Ulu’er, isbjørne, inuit- tatoveringer og Nuuk Posse: De grønlandske politikers brug af symboler i moden og de unges modreaktion på det.

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 19


Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet)

og vores visioner Af Gitte Adler Reimer, rektor

Læreruddannelsen Det er min og bestyrelsens interesse at styrke læreruddannelsen og området for efteruddannelse, og det er min klare overbevisning, at det er meget vigtigt at få opkvalificeret læreruddannelsen gennem efteruddannelse – et tiltag, som jeg også mener er relevant for andre afdelinger på Ilisimatusarfik. Institut for Lærings forskningsmæssige udvikling skal sikres ved et tættere samarbejde med forskere/professorer på Ilisimatusarfik og andre relevante samarbejdspartnere i Danmark og internationalt. Ligesom forskningen på Institut for Læring skal styrkes betydeligt, så den bliver på samme høje niveau som på andre institutter på Ilisimatusarfik. Forskningsbaseret undervisning kræver forskning, forskere og ph.d.-studerende. Ved at løfte forskningsdelen vil man kunne øge kvaliteten og bredden i undervisning og forskning. Mine visioner og tanker for udviklingen af de mange fag og uddannelser på Ilisimatusarfik har samme høje prioritet som for Institut for Læring. Men for at nå kvaliteten og bredden i undervisning og forskning er det Ilisimatusarfiks strategiske mål at få samlet alle universitetets aktiviteter i ét campusområde. Der er store fordele ved at samle hele Ilisimatusarfik i én campus, ikke kun i forhold til at løfte kvaliteten af undervisning og forskning – en samlet campus vil også bidrage til, at Ilisimatusarfik kan blive et globalt og internationalt universitetshub.

En grønlandsk forskningshub Ilisimatusarfik er bl.a. sammen med Grønlands Naturinstitut og Grønlands Selvstyre ved at udarbejde en fælles version af en forskningshub. En forskningshub skal være det naturlige kontaktpunkt for forskning og forskningsbaseret uddannelse i Grønland. Et samlingssted for alle aktører: forsknings- og uddannelsesinstitutioner, danske, internationale og grønlandske myndigheder, erhverv, grundlæggende uddannelsesinstitutioner, interessegrupper m.m. Med den form vil en forskningshub blive et vigtigt bindeled mellem danske, grønlandske og internationale institutioner samt på tværs af faggrupper.

20 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

En kommende forskningshub vil styrke det grønlandske samfund, vores kultur, økonomi og forskningsmiljø, samtidig med at den styrker det danske og det internationale forsknings- og uddannelsesmiljø, som opererer i Grønland. Både grønlandske og danske forsknings- og uddannelsesaktører ønsker at skabe relevans for det grønlandske samfund og efterspørger kontakt og dialog med det grønlandske selvstyre, samfund og erhvervsliv. På den anden side efterspørger forvaltere, erhvervsliv og politikere dialog med og information fra forskningsmiljøerne. Dette indlysende behov for formidling, kontakt og samarbejde fra alle parter bør være en kerneopgave for en forskningshub. Hub’en skal facilitere tværfaglig kommunikation mellem de grønlandske uddannelsesinstitutioner, Selvstyret, forskningsmiljøer og erhvervsliv samt de danske og internationale aktører i Grønland. En forskningshub, der engagerer forskere og er til gavn for befolkningen, skal have sit udgangspunkt i de eksisterende miljøer. Nuuk er det tættest befolkede område i Grønland. Her er de fleste aktører samlet: Selvstyre, erhverv, interesseorganisationer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Derfor bør en forskningshub placeres i Nuuk og helst i det nye kommende campusområde ved Ilimmarfik, som også skal huse Institut for Læring og Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab. Forskningshub’en skal skabe et forskningsmiljø midt i et befolket område, hvor forskning, uddannelse, erhvervsliv, offentlige institutioner og myndigheder vekselvirker med befolkningen. Desuden er vi på Ilisimatusarfik i samarbejde med bl.a. Naturinstituttet i gang med at planlægge muligheden for at lave en naturvidenskabelig uddannelse, og som vi håber på vil blive en realitet i den nærmeste fremtid.

Gitte A. Reimer, gitr@uni.gl www.uni.gl


Panoptikon pĂĽ Ilisimatusarfik Foto: Ilisimatusarfik. POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 21


Interview med Josephine Nymand, formand for Det Grønlandske Forskningsråd

Grønlandsk polarforskning – mål, midler og vokseværk Grønlands egen forskning befinder sig i en brydningstid. Ambitionerne er store, midlerne begrænsede. I det følgende redegør en række aktører på forskningsområdet for deres holdning til dagens og morgendagens forskningslandskab i Grønland. Taget i betragtning hvor meget forskning, der foregår i Grønland, skulle man tro, at landet selv putter godt i forskningskassen. Sådan forholder det sig ikke helt. De midler, som Selvstyret afsætter på finansloven, er begrænsede. Alligevel lykkes det grønlandske forskere med de få midler, gennem internationale samarbejder og fra fonde at opretholde et pænt forskningsniveau. Polarfronten har interviewet formanden for Det Grønlandske Forskningsråd, Josephine Nymand, om de vilkår, grønlandske forskere har.

skal være en ligelig fordeling til områderne. Der skal dog altid være kvalitet i projekterne. Et kommende nyt råd vil måske gøre det anderledes. Hvert råd laver sin egen forretningsorden til, hvordan man vil agere.

Hvordan kan der skaffes flere midler til forskningen i Grønland?

Helt uafhængigt. Det står tydeligt i loven fra 2013 og i rådets forretningsorden, at vi er et uafhængigt råd. Regeringen har ingen prioriteter til indsatsområder – det er helt op til forskningsrådene. Min fornemmelse er, at politikerne er velvillige overfor forskningen, men at der er andre og mere presserende sager at bruge penge på. Mange synes, at forskning er vigtigt – men så er der hverdagen. Det er svært at vise, hvor meget man kan få ud af forskningen.

Mange afdelinger i Selvstyret har midler til at få lavet forskningsrapporter og forskellige undersøgelser, og det er ikke alle, der er klar over det. Hvis nu man fra centralt hold sagde, at man godt ville have samlet disse midler for at tematisere nogle områder, så kunne man måske få god og anvendelig forskning ud af det, fremfor at det kommer drypvis og så måske tørrer ud. Der er en stor udskiftning i dele af departementerne, hvilket betyder, at der jævnligt kommer nye dagsordner. En igangsat aktivitet bliver derfor ikke altid afsluttet, for så er modtageren flyttet, og interessen er væk. Hvis man derimod har nogle indsatsområder, så er man sikker på, at der er en modtager, når det er færdigt. Man kan samle det centralt i Selvstyret, som kan vælge temaerne, men lade rådet være rådgiver.

Hvordan fordeler rådet pengene?

Er det en aktuel diskussion?

Der er ikke mange penge at gøre godt med! Rådet har en million kroner om året, som vi har fordelt i to uddelinger. Ud over det er der midler til tre ph.d.- eller postdocstipendier. To fra den danske stat og et fra Grønland. I det nuværende råd har vi et ønske om at fordoble beløbet til to millioner kroner, så det arbejder vi på. I begyndelsen af rådets virke var der en overvægt af naturvidenskab med høj kvalitet, hvilket resulterede i mange naturvidenskabelige projekter. Det har udlignet sig det seneste år, fordi andre forskningsinstitutioner har opfanget, at der er mulighed for at søge penge til småprojekter eller delfinansiering. En diskussion, vi jævnligt har i rådet, er mht. prioritering af fx humaniora og naturvidenskab. Man må forholde sig til det og finde ud af, om der

Så småt – men ikke med politikerne. Det er noget, der tales om med embedsmændene. Der er klar lydhørhed for at gøre tingene anderledes, og det kunne være fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre. Vi har en god dialog med forskningsenheden om hinandens gode idéer.

Er forskningsrådet politisk uafhængigt – og har forskningen overhovedet politikernes bevågenhed?

22 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

Hvad er der gjort for at få forskningen ud til folk? Er forskning noget, man tænker på? Der bliver ikke formidlet nok. Det er noget af det, vi kæmper med. Ved sidste uddeling af midler blev det et krav, at man skulle forholde sig til, hvordan man ville formidle sine resultater ud til befolkningen, så det giver nytte og viser, hvorfor man fik pengene. Det kniber det med hos ansøgerne – de er vant til, at det skal man ikke.


En af forskellene mellem Grønland og Danmark er, at her i Grønland har vi to sprog. Meget forskning er enten på dansk eller engelsk – der er ikke meget på grønlandsk. Og at oversætte forskning til grønlandsk er virkelig svært, fordi ordene ikke findes på grønlandsk – eller dansk for den sags skyld.

I forbindelse med olieeftersøgning afsættes der midler til kapacitetsopbygning. Hvordan fungerer det i praksis? Kommer pengene forskningen til gode? Hvis der ligger en olielicens, er der penge til mange ting – fx lokalt kompetenceløft og miljøundersøgelser. Midlerne er dog ikke for alle. Det er Selvstyret, der har besluttet, at miljøet skal tilgodeses. Vi og andre rådgivere har så foreslået, hvilke undersøgelser der skal gennemføres, inden aktiviteten starter. Det er ikke et åbent bud for alle. Pengene er bundet op på det pågældende licensområde, og i hvert delområde er der defineret et antal mio. dollars til x antal år. De skal bruges på et af de programmer, vi har anbefalet – eksempelvis kortlægning af narhvaler.

I Danmark skelner vi mellem strategisk forskning og grundforskning. Gør man også det i Grønland? Det kan man i princippet godt – men det er vist ikke gjort endnu.

Hvordan vil du vurdere rekrutteringsgrundlaget blandt de unge i Grønland til længere videregående uddannelser? Der er ikke noget stort grundlag – tre gymnasier i Grønland, som kan føde ind på universiteterne i Grønland og Danmark. Der er relativt mange, der tager basisuddannelsen, men så hopper fra. I Grønland kan man sagtens få en stilling i fx Selvstyret med en bachelorgrad. Mange har desuden svært ved at overskue at tage så mange år væk fra deres hjemby. Der er mig bekendt heller ikke noget defineret politisk mål om, at så og så mange skal have en videregående uddannelse. Men der er hensigtserklæringer om, at flere skal have en uddannelse. Uffe Wilken

INSTITUTIONELLE RAMMER OG MIDLER Udgangspunktet er, at Selvstyret har nogle politiske målsætninger, som er nedfældet i Inatsisartutlov nr. 5 af 29. november 2013 om forskningsrådgivning og bevilling af forskningsmidler. Læs mere her. De midler, som Selvstyret afsætter til forskning, uddeles af Det Grønlandske Forskningsråd. Læs mere her. Ud over midler fra Det Grønlandske Forskningsråd og igennem internationale samarbejder har de grønlandske forskningsinstitutioner i deres grundbevillinger også mulighed for at afsætte midler til egen forskning. I 2013 blev der af forskningsinstitutioner i rigsfællesskabet brugt 723 mio. kroner på polarforskning, fordelt på 611 arbejdsår med hhv. 80 % for Danmark, 14 % for Grønland og 6 % for Færøerne. Kilde: Polar research in the Kingdom of Denmark 2013, NIFU Rapport 18/2014. Iflg. Uddannelses- og Forskningsministeriet er nyere tal ikke tilgængelige.

Udgifter til forskning 2014-2016 Udgifter til forskning afholdt af kommuner År Forbrug af fast realkapital Hovedtotal Udgifter til forskning afholdt af selvstyret År Departementet for Miljø og Natur Finanser Forbrug af fast realkapital Departementet for Sundhed og Forskning (tidl. KIIIN) Hovedtotal Udgifter til forskning afholdt af den danske stat År Forbrug af fast realkapital Forskningsministeriet Fødevareministeriet Klima & Energimininsteriet Hovedtotal I alt

2014 251.257 251.257

2015 244.690 244.690

2016 237.062 237.062

2014 54.725.650 16.405.000 5.685.652

2015 58.518.251 14.574.000 5.699.391

2016 57.745.550 12.333.000 5.674.672

6.911.798 83.728.100

14.454.157 93.245.799

13.174.413 88.927.635

2014 734.305 18.500.000 -442.633 22.160.476 40.952.147

2015 715.112 16.800.000 4.300.000 18.903.229 40.718.341

2016 692.819 11.800.000 -3.200.000 19.147.697 28.440.516

124.931.504

134.208.830

117.605.212

Statistik er venligst udtrukket til Polarfronten af Najaaraq Christiansen, Grønlands Statistik.

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 23


Q&A med ny minister Polarfronten har spurgt den ny forskningsminister Doris Jakobsen Jensen (som også var minister i den tidligere regering) om, hvordan hun og regeringen ser på forskningens rolle i Grønland: Efter valget i foråret trådte den nye koalition til den 15. maj 2018. Undertegnede er nu Naalakkersuisoq for Sundhed og Forskning. (Lovgrundlaget for forskning er Inatsisartutlov nr. 5 af 29. november 2013 om forskningsrådgivning og bevilling af forskningsmidler). Koalitionen finder det vigtigt, at forskning i endnu højere grad bliver styrket og forankret i Grønland. Geografisk ligger landet midt i et strategisk vigtigt område, også i forhold til mulighederne for arktisk forskning. I dag bidrager vores land væsentligt til klimaforskningen på verdensplan. Iskerneforskningen på indlandsisen er en vigtig ledetråd, hvis man skal se på den historiske udvikling og i forsøget på at se, hvad morgendagen bringer. Det er meget fornemt, at der bliver bedrevet forskning fra verdensplan fra de forskellige forskningsstationer rundt omkring i landet. Koalitionen mener, at den forskning, der bliver bedrevet her, også skal komme lokalbefolkningen til gode. Der bliver skrevet mange forskningsrapporter og artikler, som for det meste er rettet mod andre videnskabsfolk. Vi skal have fundet gode metoder til, og bane vejen for, at den almindelige borger også kan forstå og drage nytte af forskningsresultaterne. Endvidere finder vi det vigtigt, at der forskes mere indenfor de forskellige videnskabsdiscipliner. Der er behov for studier indenfor erhverv, og meget gerne i samarbejde med erfarne forskere fra det internationale forskersamfund. Koalitionen mener, at forskningresultater er vigtige og kan bidrage til frembringelse af holdbare beslutningsgrundlag for politikere og andre beslutningstagere. Koalitionen er bekendt med, at interessen for arktisk forskning har været støt stigende de seneste årtier. I skrivende stund er Naalakkersuisut i gang med at udarbejde en ny forskningsstrategi, der gennem klare visioner skal profilere grønlandsk forskning lokalt, nationalt og internationalt. Indenfor videregående uddannelser er der sket en markant tilstrømning til studier, ligesom der er sket en mærkbar udvikling på forskningsområdet. Vores underliggende forskningsinstitutioner skal have ros for, at de har skabt solide platforme for yderligere kapacitetsopbygning i det seneste år. Naalakkersuisut har bemærket det glædelige i, at forskningsinstitutionerne har indgået flere

24 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

samarbejdsaftaler med forskellige internationale forskningsinstitutioner.

Naalakkersusisuts ambitioner Naalakkersuisut er bekendt med, at Ilisimatusarfik er blevet trængt med hensyn til plads i forhold til behovet. Koalitionen er villig til at kigge på en udvidelse og ser gerne, at der skabes gode rammer for en videre udvikling af Ilisimatusarfik. Naalakkersuisut kan godt se idéen med et campusområde ved Ilisimatusarfik, hvor viden og projekter forankres. Vi forestiller os en videreudvikling af det åbne og imødekommende campusmiljø til gavn for studerende, undervisere, forskningen etc. og ikke mindst for lokalbefolkningen. Vi ved, at vores forfædre og -mødre tog udgangspunkt i en holistisk leve- og tænkemåde, når der skulle løses problemstillinger. Grønland har i dag stadigvæk kapacitet og expertise i forhold til traditionel og lokal viden. Vi skal uddanne flere akademikere på ph.d.-niveau indenfor vores egen rige kultur, for det vil fremme forståelsen og give gode løsningsmodeller for et bæredygtig liv i Grønland. Bæredygtig udnyttelse af hele fangstdyret har været grundlaget for overlevelse i vores land, og vore forfædre har gennem deres innovative tænkning og snilde kunnet producere højtudviklet fangsudstyr baseret på træ, som end ikke stammede fra landet selv. I dag er begrebet bæredygtig udvikling på alles læber, også indenfor forskningen, og det står højt på dagsordenen i blandt andet FN-regi. Vi lever i en højteknologisk verden, hvor det burde være muligt, at vi også i Grønland kan forædle produkter på et mere bæredygtigt grundlag. I Grønland er udnyttelsesgraden af fisken meget begrænset, idet en meget stor del af fangsten ikke udnyttes. Af hensyn til fiskebestande bør man indlede studier i procesoptimering indenfor fiskeriteknologi. De unge er vores fremtid. Det er godt at se, at vores unge har åbnet øjenene for flere uddannelsesmuligheder også indenfor de videregående uddannelser. Vi skal fortsat blive bedre til at bane vejen for vores unge til at uddanne sig – også til forskere – ikke kun i Grønland, men også udenfor landets grænser. Det er også klart, at vi skal


være bedre til at få vore unge hjem igen efter endt uddannelse. De skal føle sig værdsat og indtage vigtige positioner på arbejdsmarkedet, så vi i fremtiden kan være mere selvforsynende med hensyn til veluddannet arbejdskraft. I forbindelse med Foto: Naalakkersuisut forskningen, hvor der er behov for levering af udstyr til lands, via luften og søvejen, mener vi i Naalakkersuisut, at lokal arbejdskraft skal involveres meget mere i forhold til transport, logistik og service. Forskerne skal være bedre til at informere om deres behov, og leverandørerne skal blive bedre til at udnytte de nye muligheder.

International forskningshub Naalakkersuisut støtter fuldt ud op omkring tanken om etableringen af en international forskningshub i Grønland. Vi ser frem til en ligeværdig dialog og et frugtbart samarbejde med Danmark og resten af rigsfællesskabet og med udenlandske investorer eller kapaciteter, der måtte blive involveret i projektet. Det er helt oplagt, at der netop etableres en forskningshub i Nuuk – og hvorfor netop i Nuuk. I Nuuk har vi allerede forskningsinfrastruktur med mulighed for synergieffekt på alle niveauer. Forskere, der normalt ikke får forbindelse med det omgivende samfund, vil nu få mulighed for at give undervisning og holde foredrag for lokalbefolkningen. Oplevelsen kan blive lærerig for både forskeren og det omgivende samfund. I princippet kan en forskninghub åbne op for mange muligheder, men det er vigtigt for Naalakkersuisut, at forskning, der bliver bedrevet her i landet, skal være til gavn for det grønlandske samfund. Til sidst vil jeg blot sige, at Grønland har en lang tradition for forskningssamarbejde, og det vil vi gerne fortsætte med på et respektfuldt grundlag.

Forskning i Grønland set udefra:

Interview med Jennifer Mercer For at få et blik udefra på forskningslandskabet i Grønland har Polarfronten stillet en lille håndfuld spørgsmål til ph.d. Jennifer Mercer. Hun er Program Manager for Arctic Research Support and Logistics (RSL) og er Program Director for the Arctic Observing Network (AON) i det amerikanske National Science Foundation (NSF). Jennifer Mercer er også medlem af Executive Committee of the Forum of Arctic Research Operators (FARO). Hun har for nylig afsluttet et studieophold formidlet gennem den amerikanske ambassade i København, hvor hun var tilknyttet Naalakkersuisut i Nuuk. Her mødte hun de grønlandske forskningsmiljøer for at lære om programmer og prioriteter. Jennifer Mercer har en lang forskerkarriere i polarområderne bag sig.

Hvor ser du udfordringer for de grønlandske forskningsmiljøer og institutioner? Efterhånden som Grønland arbejder hen imod at udvide sine forskningsprogrammer, vil en af de største udfordringer være at uddanne den næste generation af grønlandske forskere. Dette er en udfordring i mange lande. Men det, at man har en lille og geografisk spredt befolkning, hvoraf nogle kun taler grønlandsk, gør det endnu mere udfordrende. Grønland håndterer aktivt dette forhold med nye undervisningsplaner og ved at give unge studerende mulighed for at blive eksponeret for videnskabelig forskning.

Hvor er de grønlandske forskningsmiljøer stærke? Som grønlændere kender de Grønland bedst. Deres personlige tilknytning til samfundet og omgivelserne er langt stærkere end hos en person, der kommer udefra. Grønlændernes kendskab og personlige erfaring med de forskellige elementer i miljøet (landet, vejret, planterne, dyrene, iskappen, havisen etc.) giver dem en fordel, når det drejer sig om at forstå processer og ændringer inde i hvert af disse systemer.

Forskningsinstitutioner i Grønland

Med meget få økonomiske midler til rådighed fra Det Grønlandske Forskningsråd mener du så, at der bør foretages en form for prioritering af projekter – måske endda dikteret af politikerne?

I Grønland er følgende grønlandske institutioner klassificeret som forskningsinstitutioner: Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet), Grønlands Center for Sundhedsforskning, Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut), Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum og Arkiv), Asiaq (Grønlands Forundersøgelser), ARTEK, De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland, Naatsorsueqqissaartarfik (Grønlands Statistik).

Som outsider er det ikke passende at være for det ene eller det andet. Der er fordele og ulemper ved begge tilgange – enten ved at bruge en bottom-up-tilgang, hvor det er forskningsmiljøerne, der definerer prioriteterne. Eller ved at bruge en top-down-tilgang, hvor det er det politiske system, der bestemmer prioriteterne. Med alle de ting, som gør Grønland unik, er jeg sikker på, at grønlænderne selv vil finde en vej, der virker for dem.

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 25


BUNDLINJER Havet omkring Grønland er et skatkammer af levende ressourcer. Der er de traditionelle som rejer og torsk, og så er der de mindre kendte, som måske efter noget udviklingsarbejde kan vise sig at bidrage til både økonomi og arbejdspladser. Men der er et stykke vej endnu. Grønlands blå guld kunne man vel nærmest kalde de rejer, hellefisk og torsk, der hvert år sammen med det, der også fiskes på, tilsammen udgør rygraden i den grønlandske økonomi. Fiskerierhvervet tegner sig for mere end 85 % af landets eksport, som årligt indbringer landskassen ca. 2 mia. kroner. For ikke at tale om, at omkring 20 % af arbejdsstyrken er beskæftiget inden for fiskeri og fiskeindustri. For at beholde en større del af produkternes værditilvækst i Grønland anbefaler økonomer ofte, at Grønland gør mere for selv at forarbejde og udvikle fiskeriprodukterne. En anden måde at få mere ud af ressourcen i havet på er ved at finde nye produkter, for eksempel ved at kigge efter arter, som ikke tidligere har været udnyttet. I Danmark og mange andre lande skelner vi ofte mellem offentlig og privat forskning. Som formanden for Det Grønlandske Forskningsråd, Josephine Nymand, sagde det i en artikel i nærværende nummer af Polarfronten, så foregår der ikke rigtig privat forskning i Grønland. Og dog. En samtale med biologen Nikoline Ziemer i Royal Greenlands hovedkvarter på havnen i Nuuk, afslører noget, der i hvert fald nærmer sig. Om sit arbejde siger Nikoline Ziemer: - Jeg skal kigge på de ressourcer, der ikke bliver udnyttet i dag, arter som fx søpindsvin og konksnegle. Er der grundlag for, at vi kan starte en produktion op. Jeg kigger på hele værdikæden, lige fra hvor finder vi arten, hvad kan man gøre i produktionsleddet, til hvad salgsleddet skal gøre. Og så kigger jeg naturligvis på markedet.

Søpindsvin – havets græsslåmaskine En af de arter, der fangede Nikoline Ziemers opmærksomhed, var søpindsvin. De findes i stort antal på klipper på

26 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

5-20 meters dybde og gerne i tangområder i nærheden af skær med god vandgennemstrømning. Nikoline Ziemer fortæller: - Jeg begyndte med at kigge på, hvordan søpindsvinene skal fiskes, hvordan de eventuelt skulle forarbejdes på fabrikken, og hvilke produkter vi burde satse på – skulle de være levende, med eller uden skal og med eller uden rogn. Hvad ville bedst kunne betale sig for os. Men der manglede viden om dem – vi kendte fx ikke deres årscyklus, hvilket er relevant, fordi det japanske marked kun er interesseret i dyrenes gonader (kønsorganer). Feltarbejdet foregik i 2014-15, og det viste sig, at gonaderne fedes op i perioden september til januar, hvilket falder fint i tråd med, at det i juletiden i Japan er den tid på året, hvor søpindsvinene henter de højeste priser. Efterfølgende har vi lavet nogle vurderinger for at finde ud af, hvor meget udbytte af rogn vi kan forvente at finde her i Godthåbsfjorden. - Næste trin var at finde ud af, hvilket udstyr der i givet fald skulle bruges – skal det fx være passivt udstyr som fælder med madding, hvor vi kan fodre dem. Søpindsvin er græssere – men æder alt. Jo mere proteinmad de får, jo mere bitre smager gonaderne. Til gengæld er tang sødere, hvilket er rigtig vigtigt. Ved at eksperimentere med forhold som foderkomponenter og vækstrater, fandt jeg ud af sammenhængen mellem smagen, tang og protein. Ved passivt udstyr kan vi efterfølgende føde dem op, og i løbet af seks uger kan man øge vægten af gonaderne med op til 5 % og dermed værdiforøge produktet.

Et benhårdt marked Et af de forretningsområder, der har størst vækst globalt i øjeblikket, er akvakultur. Ville det ikke være nærliggende at starte undervandsfarme med søpindsvin? Til det siger Nikoline Ziemer: - Vi har set på, hvor lang tid der går, før vi har et produkt, der kan sælges på markedet. Nordmændene har lavet en analyse, og de mener, det kan lade sig gøre i Asien, hvor arbejdskraften er billig. I Grønland er det for dyrt, og uddannelsesniveauet er for lavt. Det er vilkår, der skal medtages i beregningerne.


Nikoline Ziemer med søpindsvin.

I forbindelse med produkttyper har Nikoline Ziemer været i Kina og Japan. Hun forklarer om sit besøg i Asien: - I Kina så jeg på produktion af søpindsvin til det japanske marked, hvor rogn bliver taget ud og renset før salg. Det japanske marked er virkelig hårdt. Det skal være et ensartet produkt, du sælger, og afvigelser accepteres ikke. Jeg besøgte en japansk producent, som får råvarerne fra Kina, hvor de er pakket, men som producenten selv pakker om for at være sikker på, at der ikke er skal- eller tarmrester. Og pakker det pænt ind igen. Til sidst går det hele igennem et røntgenapparat for at sikre, at alt er som det skal være. Helt vanvittigt! Og alligevel forekommer det, at noget er forkert, og så ryger der en kunde.

Den triste bundlinje I forretningsplanen blev der som udgangspunkt regnet med, at der i produktionsprocessen skulle bruges 26 medarbejdere for at producere 200 tons, hvilket er problematisk, fordi lønniveauet er så højt i Grønland.

Det indre af et søpindsvin med gonader – en lækkerbisken for japanerne. Fotos: Royal Greenland.

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 27


Dernæst dukker logistiske udfordringer op, fordi det er umuligt at få friske råvarer fra de små lokaliteter på kysten frem til de fjerne markeder. Den triste konklusion, Nikoline Ziemer og Royal Greenland måtte drage, lød: - Vi vurderede, at fordi teknologien ikke er der, logistikken mangler, og fordi arbejdskraften er dyr, så kan vi ikke gå videre med det på nuværende tidspunkt til trods for, at ressourcen er der og er i god stand. Men jeg leder stadig efter en løsning og nogle partnere, der kan være med til at løse problemerne. Søpindsvinene ligger derude og venter.

I stimevis I modsætning til søpindsvinene ser det lidt mere positivt ud med hensyn til ammassatten (lodden), der findes i gigantiske mængder i de grønlandske farvande. I det sene forår kan man især i Disko-området se folk stå på kysten med store net og bogstavelig talt hælde tusindvis af am-

28 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

massatter fra net ned i spande. Det er kun hannen, der har været brugt hidtil. Den er kødfuld og spises af både hunde, folk og fisk – for sidstnævntes vedkommende som agn. Men Nikoline Ziemer har en plan, der omfatter hunnerne. Hun forklarer: - Der er næsten intet kød på hunnerne – men der er rogn. Og japanerne vil have billig lodderogn som kaviar til pynt på deres madretter. Det er nemt at få rognen ud, man skal bare trykke dem lidt på maven, så kommer den orangefarvede rogn ud – og der er efterspørgsel på den. Nikoline Ziemer har snakket med fiskerne på kysten, kigget tilbage i historiske optegnelser over fangstmængder og lokaliteter og har selv været i gang i mikroskala fra en jolle med at fiske ammassatter i Godthåbsfjorden. Hendes konklusion var, at de bedste fiskepladser ligger omkring Sisimiut og Disko Bugt, men også, at der er grund til forsigtig optimisme. Derfor sætter hun gang i et


forsøgsfiskeri i 2018 – hvis Royal Greenland får tilladelse fra Selvstyret. Nikoline Ziemer siger: - Vi vil starte et projekt, hvor vi vil forsøgsfiske i større mængder i år. Jeg har været på udkig efter større udstyr og større båd, fordi vi indtil nu kun har fisket fra jolle. Hvis vi starter et fiskeri op, bliver det både efter hunner og hanner. Vi kan bruge rognen fra hunnerne, og hannerne kan bruges som agn i fiskeriet. Lige nu bruger vi mange ressourcer på at importere agn til hellefisk-fiskeriet. Det er hul i hovedet, når vi har ressourcen selv. Det har ikke kunnet betale sig at fiske efter ammassat før, fordi kiloprisen var for lav. Men pga. stigende efterspørgsel efter hunner med rogn, ser det ud til, at det nu kan betale sig at kigge nærmere på det. Ud over forsøg med søpindsvin og ammassatter så eksperimenterer Nikoline Ziemer og Royal Greenland også med tang, konksnegle og søpølser. I 2018 går Nikoline Ziemer i gang med at dyrke tang. Hun skal se på, hvornår tangsporer skal sættes i vandet om efteråret, og hvornår tangen skal tages op om foråret for at sikre mest mulig biomasse uden at andre arter af tang, krebsdyr og muslinger vokser på det dyrkede tang. I Maniitsoq er der et Royal Greenland/DTU-forskningsprojekt, hvor en grønlandsk ph.d.-studerende forsker i primakvalitet af torsk. Desuden har Royal Greenland i samarbejde med Arctic Science Partnership undersøgelser i gang, hvor de afsøger muligheder for samarbejde i flere forskningsprojekter, blandt andet multispecies akvakultur. Uffe Wilken

Nikoline Ziemer nikz@royalgreenland.com The Urchin Project

Om Royal Greenland Royal Greenland A/S, der ejes af Grønlands Selvstyre, er Grønlands største globale virksomhed, hvis aktiviteter omfatter fiskeri, produktion, markedsføring og salg. Koncernen har 49 fabrikker verden over, hvoraf 38 er i Grønland, og har fem havgående trawlere, to mindre indenskærs trawlere og syv hellefiskefartøjer, der lander deres fangst til indhandlingsstederne på den grønlandske vestkyst. Royal Greenland er blandt verdens ti førende seafood virksomheder og er den førende i verden inden for salg af rejer, hellefisk og stenbiderrogn.

Koncernens vigtigste markedsområde er Europa, der udgør 47 procent af koncernens omsætning, dernæst kommer Asien med 27 procent, Skandinavien med 19 procent, og Grønland har en omsætningsandel på 0,4 procent. Koncernen, der omsætter for omkring 5 milliarder kroner om året, har 2.769 medarbejdere verden over, hvoraf 1.400 arbejder i Grønland. Kilde: https://www.royalgreenland.gl/da/Om-Royal-Greenland

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 29


DRÆN ELLER IKKE DRÆN Kronisk mellemørebetændelse er voldsomt udbredt blandt grønlandske børn. Lidelsen rammer ikke blot det enkelte barn og familien hårdt, men er også en samfundsmæssig byrde. Et nyt projekt, The SIUTIT Trial, vil undersøge, om en behandling med øredræn kan lette problemet. Kronisk mellemørebetændelse er et uhyre kendt fænomen i Grønland. Man regner med, at mellem 10 og 14 % af de grønlandske børn bliver ramt af den smertefulde og socialt invaliderende lidelse. Og det er alt, alt for mange. FN’s Verdenssundhedsorganisation WHO har således fastslået, at det må betragtes som et alvorligt sundhedsproblem, hvis niveauet for kronisk mellemørebetændelse kryber op over 4 %. Undersøgelser viser også, at 20 % af de grønlandske skolebørn har en hørenedsættelse, som har noget at gøre med mellemørebetændelse. Så der er hårdt brug for at få bragt de kroniske mellemørebetændelser ned på et mere acceptabelt niveau. Det bidrager læge og ph.d.-studerende ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Sjællands Universitetshospital i Køge Malene Nøhr Demant for øjeblikket til, for sammen med sin forskningsgruppe er hun i gang med at undersøge, om antallet af kroniske mellemørebetændelser kan reduceres ved brug af øredræn. Øredræn er en behandling, som er almindelig i Danmark, men ikke anvendes rutinemæssigt i Grønland.

Konkrete erfaringer Malene Nøhr Demant har selv et meget håndgribeligt kendskab til mellemørebetændelsens plager i Grønland. Hun kom til Aasiaat i 2013 som læge, og der gik ikke lang tid, før de abstrakte procenttal blev meget konkrete i skikkelse af de mange børn, som mødte op i konsultationen med øreproblemer. Hun så mange med den akutte mellemørebetændelse, hvor barnet har ondt i øret, har haft en grådkvalt nat med feber, og hvor smerterne forsvinder, når trommehinden brister. Dem havde hun mødt i Danmark. Det overraskende for hende var de mange kroniske mellemørebetændel-

30 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

ser, hvor barnet fra helt lille har lidt af tilbagevendende betændelser og har fået et hul på trommehinden, som ikke lukker. - Børn med kronisk mellemørebetændelse, som vi ser rigtig mange af i Grønland, lever ikke blot med en meget ubehagelig lidelse. De bliver også på mange måder stærkt socialt invaliderede. De går rundt med puds løbende ud af øret, de er tit syge, og mange ender med at få hørenedsættelse, fortæller Malene Nøhr Demant. Det kan være så slemt, at de har svært ved at følge med i klasseundervisningen og ender nede på bagerste række, hvor de måske optræder ukoncentrerede og larmende, fordi de ikke kan høre, hvad læreren siger.

Ingen lette løsninger Malene Nøhr Demant mener, at det er vanskeligt at komme med en simpel forklaring på, hvorfor den kroniske mellemørebetændelse er så udbredt i Grønland. Der er ingen specielle medicinske træk ved de grønlandske mellemørebetændelser. De hænger som andre steder sammen med infektioner i de øvre luftveje, herunder simple forkølelser. Og undersøgelser har vist, at det er de samme bakterier som alle andre steder, der er i spil. Der er ingen nem vej til at løse problemet. - Hvis vi havde en kur mod mellemørebetændelse, så ville vi være rige, som Malene Nøhr Demant formulerer det. Det er faktisk en hamrende dyr sygdom, ikke mindst på grund af forældrenes fravær fra arbejde. Hun peger dog på en positiv udvikling de senere år. - Flere og flere er blevet bevidste om, at det ikke er normalt, at der skal løbe puds ud af ører, og at det er vigtigt at gå til læge, hvis barnet har ondt. Det er faktisk et ret stort skridt på vejen. Og der er i dag rigtig mange i det grønlandske sundhedsvæsen, som er meget opmærksomme på problemet, så behandlingen kan gå i gang på et tidligere tidspunkt.

Fungerer dræn i Grønland Danmark er et af de lande i verden, hvor dræn bliver anvendt mest. Det sker, hvis et barn har mange mellemørebetændelser, og hvis det har vedvarende væske i mellemøret. Drænet består af et meget fint rør, som går igennem


THE SIUTIT TRIAL Bag projekt The SIUTIT Trial står en projektgruppe bestående af Malene Nøhr Demant, læge Ramon Gordon Jensen og professor Preben Homøe i samarbejde med Departementet for Sundhed i Grønland og Sundhedsledelsen i Grønland. Der er et tæt samarbejde med Grønlandssektionen ved Institut for Folkesundhed, Statens Serum Institut, Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet og Lægeklinikken på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Malene Nøhr Demant, Køge Sygehus

trommehinden, og fordelen ved det er, at det ventilerer mellemøret, hvilket skulle fremme helbredelsen. I Grønland har man som nævnt aldrig rutinemæssigt anvendt dræn, men derimod antibiotika og øreskylninger. Det har derfor for nylig været overvejet, om man ikke skulle begynde at lægge dræn som en fast del af behandlingen af mellemørebetændelse. Malene Nøhr Demant fortæller, at overvejelserne kommer på et tidspunkt, hvor der har været en del debat om brugen af dræn i Danmark. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, hvor godt dræn fungerer, og om det overhovedet har en beviselig effekt. Hun advarer på den baggrund mod uden videre at indføre brugen af dræn i Grønland. - Før vi tilbyder dræn som en del af standardbehandlingen i Grønland, bliver vi simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det virker i grønlandsk sammenhæng. Vi kan ikke vide, hvad der sker, hvis man begynder at anvende dræn i en højrisikobefolkning som den grønlandske. I værste fald risikerer vi jo, at vores behandling forværrer de kroniske mellemørebetændelser i stedet for at forebygge dem.

gange højere risiko for at udvikle kronisk mellemørebetændelse, end hvis det først sker efter toårsalderen. Der er tale om et logistisk krævende projekt. Ikke alene skal der undervejs gennemføres kampagner i de seks byer, som deltager, hvor ørelæger skal lægge dræn og undersøge børnene tre gange. Og før det overhovedet kan komme i gang, skal børnene henvises af de lokale læger, og forældrene skal give tilladelse til, at deres barn kan deltage i undersøgelsen. - Børnene kommer til en forundersøgelse hos os, hvor vi forklarer om projektet, og om hvad det er, man går med til. Det er meget vigtigt for os at understrege, at det er et videnskabeligt forsøg, hvor de hjælper os, men at de ikke skal føle sig tvunget til at deltage. Foreløbig er projektet i gang i Nuuk, og når de nødvendige tilladelser er klar, går det også i gang i Aasiaat, Ilullisat, Sisimiut, Qaqortoq og Tasiilaq. Poul-Erik Philbert

Et logistisk krævende projekt Der er 230 børn med i Malene Nøhr Demants undersøgelse. Det fælles for dem er, at de endnu ikke har udviklet kronisk mellemørebetændelse, men enten har hyppige mellemørebetændelser eller vedvarende væske i mellemøret, som er de to indikatorer for at anlægge dræn i Danmark. Halvdelen af de udvalgte børn får lagt dræn ind, mens den anden halvdel får behandling uden dræn, som er det normale i dag. - Vi følger dem i to år, og så ser vi på, om der er færre kroniske mellemørebetændelser i den gruppe, hvor vi har lagt dræn, end i den, hvor vi ikke har lagt dræn, forklarer Malene Nøhr Demant. Børnene er mellem ni og 36 måneder og bliver henvist af de lokale læger. Der bliver lagt vægt på at fange dem så tidligt som muligt, for den kroniske mellemørebetændelse begynder oftest, når børnene er helt små. Undersøgelser har tidligere vist, at hvis et barn får akut mellemørebetændelse før seksmånedersalderen, vil det have en otte

Foto: Leiff Josefsen

Malene Nøhr Demant, Sjællands Universitetshospital i Køge, mnde@regionsjaelland.dk Læs mere om projektet

Malene Nøhr Demant har produceret en lille video til målgruppen af små børn.

MELLEMØREBETÆNDELSE • Kronisk mellemørebetændelse er en tilstand med hul på trommehinden, der ikke heler, hvilket kan medføre flåd fra ørerne (”flydeøre”) og nedsat hørelse • Hørenedsættelse hos børn kan betyde dårlig sprogudvikling og indlærings vanskeligheder • Ca. 10 % af alle skolebørn har nedsat hørelse i en grad, så de ikke kan følge almindelig klasseundervisning.

Perforeret trommehinde

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 31


DNA-prøve klar til analyse med henblik på at vurdere hvilken bestand, den pågældende torsk tilhører.

Finneklip til DNA-prøve

Bestandsforvirring Grønlands tre bestande af torsk gør det ikke nemt at være fiskeribiolog på Grønlands Naturinstitut, når forvaltningerne skal rådgives. For bestandene blander sig rask væk i de vestgrønlandske farvande, hvilket gør det udfordrende for biologerne at rådgive om de enkelte torskekvoter til forvaltere og politikere.

- Vores problemstilling er lidt kompleks, fordi vi har tre torskebestande, som har det meget forskelligt, men som bliver fanget i det samme fiskeri. Der er en indenskærs bestand, som vi mener har det fint i øjeblikket. Så har vi en vestgrønlandsk bestand fra de udenskærs banker, som rådgivningen har sagt ikke bør fiskes, men i stedet fredes for at få bestanden bygget op igen. Og så har vi endelig en østgrønlandsk bestand, som hænger sammen med den islandske torsk.

Problemet for biologerne er, at man ikke kan se på en torsk, hvilken bestand den tilhører. En bestand kendetegnes ved at gyde i et bestemt område og have sin egen genetiske signatur i forhold til andre bestande. Når en torsk skal gyde, trækker den tilbage til det sted, hvor den er gydt, som kan være hundreder af kilometer fra, hvor den ellers opholder sig og æder. Hver bestand kan klare sit eget fiskeritryk. Biologerne har i samarbejde med fiskerne forsøgt, om man på baggrund af størrelse og farve kunne skelne mellem fiskebestandene, men dette var ikke muligt i praksis. Og når garnene hales ind, kan man derfor ikke sige, hvor stor en andel af torskene der nu er fisket ud af kvoten af fx indenskærs torsk. Man fisker så at sige ud i det blå og risikerer på den måde at nedfiske en bestand, så den har svært ved at genetablere sig – med alvorlige konsekvenser til følge for fiskerne og bygderne. Helle Torp Christensen er biolog på Pinngortitalerifik (Grønlands Naturinstitut), og hun forklarer:

Godthåbsfjorden er et kerneområde

32 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

Biologerne arbejder derfor på at udvikle en metode, så de kan vurdere, hvor mange torsk af en given bestand de kan forvente opholder sig i Godthåbsfjorden eller ved Sisimiut på et givent tidspunkt af året. For at få indsamlet tilstrækkeligt datamateriale til computermodellerne er der i løbet af 2017 og 2018 indsamlet dna-prøver, maveindhold og øresten fra flere tusinde torsk indhandlet til fabrikkerne i Sisimiut og Nuuk. Håbet er, at disse data kan afsløre, hvor stor en andel af de forskellige bestande der bliver fisket i løbet af et år. Ved at kigge på de enkelte torsks genetiske fingeraftryk kan de grupperes i de relevante bestande og tælles sammen hen over tid. Helle Torp Christensen fortsætter: - Der har været virkelig mange torsk i Godthåbsfjorden de seneste år. Fiskerne fisker løs – men vi ved ikke, hvad de fisker på. Vores forventning er, at det er blandede torsk, om man så må sige. Hvis der så fiskes videre og høstes af fx den indenskærs bestand, så kan man høste


Sorthajens pig og metoden, der viste sig at være forkert

Fotos: Helle Torp Christensen.

så voldsomt, at bestanden får svært ved at komme tilbage. Det er det, vi vil forsøge at undgå. Biologernes modeller giver resultater på bestandsniveau – ikke på områdeniveau, som kvoterne gives for. Kan biologerne sige, at der er fanget 10.000 tons torsk, men at kun halvdelen er fra denne her bestand, så giver det flere detaljer, som kan puttes ind i modellerne. I sidste ende giver det en mere nøjagtig rådgivning for præcis den pågældende bestand. Når det går godt, er der torsk over det hele. Når det går skidt, er der nogle områder, der holder ud – fx Godthåbsfjorden. Inderst inde i fjorden ved Kapisillit er der en bestand med et klart defineret gydeområde og en massiv produktion. De områder ser man ikke ret mange af. Der er tilsyneladende et eller andet – varme eller ferskvand eller noget andet – der giver gunstige forhold. Det er kerneområderne. Når så bestanden vokser, kører den frem og tilbage og fylder de andre områder op. I Grønland er der et stort fokus på torsk, der indenskærs bliver fisket hele året fra små joller og med blandt andet bundgarn. Bestanden af torsk har været varierende gennem tiden. Hver gang torsken kommer tilbage, er der eufori. Biologernes målsætning er at få et stort udbytte i lang tid fremfor fiskernes kortere horisont. Og det lægger et enormt pres på politikerne og biologerne. Uffe Wilken

Et andet projekt på Grønlands Naturinstitut brugte ikke øresten, som med torsken, men derimod øjelinsen, der indeholder inaktivt væv. Der er to hajer, der er almindelige i grønlandske farvande: Grønlandshajen og Fabricius’ sorthaj. Sorthajen er især almindelig på dybder over 600 m. I sit speciale undersøgte Trine Qvist bl.a. brug af sorthajens pig som aldersbestemmelse. Metoden går ud på at skære hajens pigge ud i 0,5 mm tynde skiver og så tælle årringe. Ved at tælle årringene fandt Trine Qvist ud af, at den ældste sorthaj, hun havde indsamlet, var 38 år. Biologen Rasmus Hedeholm var vejleder på Trine Qvists speciale, og han forklarer: - Men pigge kan slides, årringe forsvind, eller ringene dannes ikke hvert år. Og så duer metoden ikke, fordi man kommer til at undervurdere alderen på hajen. Derfor tog vi prøver af pigge og øjelinser og undersøgte indholdet af radioaktivt kulstof i linserne. På grund af brintbombeeksplosionerne i 1960’erne er der højere indhold af radioaktivt kulstof efter 1963 end før 1963 – den såkaldte bombepuls. I øjelinsen forandres vævet ikke, når øjet er dannet, og på alle hajer, der var mere end 75 cm lange, målte Trine Qvist et lavt indhold af radioaktivt kulstof, hvilket betyder, at hajen jo måtte være ældre end 50 år. Samtidig var der ikke tilsvarende årlag i piggene. Og dermed kunne man lægge pigmetoden i graven. Ultimativt vil biologerne gerne have tilstrækkeligt materiale, så de i fremtiden kan koble hajens længde i cm til hajens alder.

Rasmus Hedeholm, rahe@natur.gl Grønlands Naturinstitut

Helle Torp Christensen, htch@natur.gl Foto: Rasmus Hedeholm.

Tværsnit af sorthajens pig med vækstlag.

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 33


Foto: Katrine Raundrup.

Udsigt fra Qassiarsuk med Narsarsuaq i baggrunden. Effekten af et hegn kan ses, idet der ikke græsses bag hegnet

Får og foder i Grønland Et klima i forandring giver nye muligheder for de grønlandske fåreholdere. Spørgsmålet er, i hvor stort omfang samme klimaforandringer også sætter begrænsninger. Et større projekt på Grønlands Naturinstitut undersøger potentialet for fårehold, og hvordan de tilgængelige græsningsressourcer kan understøtte dette bedre.

34 | POLARFRONTEN | NR.1/2018


Fårehold i Sydgrønland. Mange fåreholdere dyrker også grøntsager som kartofler og kål ved siden af. Det giver en god ekstraindtægt. En enkelt fåreholder er gået helt væk fra at holde får og satser nu udelukkende på kartofler.

Fårehold i Grønland rummer sandsynligvis et potentiale, som ikke er fuldt udnyttet. Der er muligheder for at optimere fåredriften, men der er også store udfordringer på grund af klimaforandringer, der påvirker markernes planter, hvor fårene græsser. Det gælder både sommergræsningen og den dyrkning af vinterfoder, som man som fåreholder er forpligtet til at dyrke. Samtidig har kunstvandingen lidt under de seneste tørre somre. Fårehold er dermed et erhverv, hvor der er muligheder – men også store udfordringer.

En uheldig nedadgående spiral Grønland har som mål at øge sin selvforsyning af fødevarer, og her anses får at være et vigtigt bidrag. Men i en rapport fra maj 2017 kan man læse, at både antal slagtede lam og slagtevægten pr. lam er faldet i perioden 20132015. Rapportens forfattere mener, at faldene både skyldes færre fåreholdere og de senere års sommertørke. De fleste fåreholdere i Sydgrønland har mellem 300 og 500 får, og erhvervet er støttet økonomisk af Selvstyret. Landmanden skal ud over sine dyr også dyrke vinterfoder til fårene på sine marker. Tidligere gik fårene ude hele året, men et par katastrofale vintre i 1966/67 og 1971/72 medførte, at mange får døde. Derefter blev en lov vedtaget af det daværende Hjemmestyre om, at landmanden skal holde sine dyr i stald om vinteren og dyrke vinterfoder til dem om sommeren. I somre med tørke falder den naturlige plantevækst, og det øger risikoen for overgræsning. Tørke medfører også, at udbyttet af vinterfoder falder så meget, at fåreholderne nogle steder må søge dispensation til at sætte deres får ud på græs om vinteren. Det medfører et øget pres på vegetationen, som risikerer at ødelægge grundlaget for fårenes sommergræsning. En uheldig nedadgående spiral. Føden har – som hos mennesker – betydning for, hvor meget fedt og egentligt kød, kroppen bærer rundt på. For fårenes vedkommende skal der være en balance, hvor der er mindre fedt, for at kødet har god kvalitet. Fåreholderne skal selv skaffe vinterfoder. De kan købe det, men det er dyrt. Derfor vælger de fleste selv at dyrke foderet om sommeren og så gemme det i de karakteristiske store hvide baller. Med mellem 300-500 får er det ikke helt nemt at skaffe så meget foder. Derfor er erhvervet også at finde på finansloven.

Sektionsleder Josephine Nymand fra Naturinstituttet siger: - Vi vil gerne vide, hvor præcis moderfårene går med deres lam om sommeren. Hvad er det for nogle områder, de æder i, og hvad er bæreevnen for den type vegetation, som fårene med lam selv går hen til. Derfor sætter vi GPS-dataloggere på en række moderfår – for så ved vi også, hvor lammet går – og så kan vi relatere lammets kvalitet, når det slagtes, til hvor god næring, de har fået hen Foto: Uffe Wilken. over sommeren. Ved at kombinere satellitbilleder og undersøgelser i marken kan vi finde ud af, hvilke vegetationstyper lammene har ædt. Det kan fortælle os noget om, hvilket potentiale der er i de enkelte områder, så vi samtidig ved, at vi får gode lam, også undgår at ødelægge vegetationen for meget. Josephine Nymand nævner som eksempel området Qassiarsuk overfor Narsarsuaq i Sydgrønland som et område, hvor diversiteten i vegetationen er lille, fordi området er blevet græsset kraftigt i de sidste ca. 50 år.

En modig mand Længere nordpå, i den inderste del af Godthåbsfjorden, har Angutimmarik Hansen taget udfordringen op, og er her i 2018 ved at etablere sig som fåreholder. Målet er at få 400 får på fåreholderstedet ved Neriunaq nær Kapisillit. En undersøgelse for et par år siden fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet viste, at Godthåbsfjorden har et potentiale på ca. 50 % af det i Sydgrønland. Til Grønlands Radio (KNR) sagde Angutimmarik Hansen i juni sidste år: - Siden jeg første gang var i Neriunaq, har jeg altid drømt om at oprette et fåreholdersted her. Der er ikke langt til Nuuk, hvilket gør forsyningen og opdyrkning af jorden meget oplagt. Ud over at holde får, vil Angutimmarik Hansen også dyrke kartofler og roer, som han vil sælge i Nuuk. Uffe Wilken

Fårene følges Den nuværende forvaltning af områderne, hvor får græsser, baserer sig mere på skøn end viden. Grønlands Naturinstitut har derfor sammen med universiteterne i Aarhus og København etableret et netværk under Greenland Perspective, der skal afklare vegetations- og græsningsforhold i både Sydgrønland og i Godthåbsfjorden. Finansieringen af Naturinstituttets del af projektet kommer fra Selvstyret.

Josephine Nymand jony@natur.gl

Muligheder for klimatilpasning i landbrugserhvervet – status og handlemuligheder. Aarhus Universitet og Naalakkersuisut, maj 2017

Greenland Perspective: The Arctic as a Food Producing Region

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 35


RENSDYR PÅ SMALKOST Med klimaændringerne kommer også ændringer i plantevæksten. Det kan betyde, at de grønlandske rensdyr måske skal til at vænne sig til en anden og mindre næringsholdig kost.

Rensdyrflok i fjeldet.

36 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

Foto: Julius Nielsen.


Et kig på de to satellitbilleder viser, at der er sket noget med vegetationen i Akia-Maniitsoq-området nord for Godthåbsfjorden fra 1997 til 2008. Her, som i resten af Arktis, breder en mere kraftig plantevækst sig nordpå i takt med de stigende temperaturer. Et af de spørgsmål, der trænger sig på i den forbindelse, er, om de store rensdyrflokke, der lever i området, vil blive nødsaget til at omlægge deres vinterkost, og hvilke konsekvenser det i givet fald vil få for bestandene. Som del af sit ph.d.-studie undersøgte Katrine Raundrup fra Grønlands Naturinstitut satellitbilleder af vegetation, sporinger af rensdyr og indholdet af planter i vommene på nedlagte rensdyr for at besvare dette spørgsmål. Katrine Raundrup siger: - Vi ved fra andre steder i Arktis, at vegetationstyper som krat, dvs. høj bevoksning, breder sig nordpå på bekostning af laver, noget vi formodentlig også har kunnet påvise med vores satellitkort. Laver er jordnær bevoksning, som risikerer at blive udskygget af krattet. Vi havde en forventning om, at mere krat nødvendigvis ville afspejle sig i mængden af lav, som er rensdyrenes vinterføde. Men det gjorde det ikke.

I skyggen af krattet Ændringerne i vegetationen er især sket ved, at krat har erstattet den lavere vegetation som forskellige typer af hedebevoksning, og samtidig har vegetationen bevæget sig opad i højderne på vindblæste og vegetationsfattige bakkedrag i området. Om sommeren lever rensdyrene af nye skud fra pil, græsser og halvgræsser. Når krat som pil og birk breder sig, risikerer de at skygge for væksten af lav. Og netop lav er vigtig for rensdyrene om vinteren. Lav

er godt nok fattig på kvælstof, som er et vigtigt grundstof, rensdyrene skal bruge for at producere energi og danne proteiner. Men lav er også meget energirig, hvorfor den er vigtig om vinteren, hvor sommerens fedtdepoter er ved at være opbrugte. I Kangerlussuaq og Sisimiut har man set, at lavvæksten har været græsset helt i bund, så rensdyrene har måttet leve af noget andet. Biologerne havde derfor forventet at se det samme mønster i Akia-Maniitsoq. Katrine Raundrup siger: - Det paradoksale er, at selvom der er kommet mere krat i perioden fra 1997 til 2008, så overlever rensdyrene fint om vinteren. Vi fandt masser af lav i deres vomme. Et par forklaringer kan være, at nogle af de hedetyper med ny og større udbredelse måske godt kan indeholde lav, men det har vi ikke nok data til at kunne bekræfte. En anden forklaring kan være, at rensdyrbestanden er mere end halveret i området i løbet af perioden – og dermed er lavmængden pr. dyr fordoblet.

Skrue på knappen Grunden til, at bestanden blev halveret, var, at det har været nødvendigt at regulere bestanden. Forvalterne skal finde en balance mellem, at der er et rentabelt jagtudbytte, og samtidig sørge for, at vegetationen ikke overgræsses. På den korte bane er det iflg. Katrine Raundrup muligvis bedst med 1-1½ dyr pr. km2, som så betyder, at kratvæksten breder sig – med risiko for, at der bliver mindre vinterføde for dyrene. Noget af en balancegang for vildtforvalterne, der kun har én knap at skrue på: bestandsstørrelsen.

Illustrationen viser dels GPSpositioner af nedlagte rensdyr i Akia-Maniitsoq-området i 1997 og 2008, dels vegetationstyperne. I forbindelse med vegetationstyperne skal det bemærkes, at væksten af vegetationen kan være udbredt både horisontalt og vertikalt, dvs. opadgående vækst på bakkerne. Kilde: Raundrup et al., Temporal change in caribou winter diet in West Greenland – have 10 years made a difference? Er i review hos tidsskriftet Polar Research.

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 37


Rensdyr simler (hunrensdyr) blev fanget med net (orange i baggrunden) fra helikopter. Simlerne fik påsat satellithalsbånd og efterfølgende sat fri igen.

Foto: Christine Cuyler.

Kulturbærende rensdyr I forhold til fiskeriet fylder rensdyr ikke meget i den grønlandske økonomi. Som Katrine Raundrup siger: - Torsk, rejer og hellefisk – det er det, der driver Grønland! Men hun tilføjer så også: - Men for rigtig mange mennesker betyder det noget, at man kan gå ud i fjeldet og se rensdyr, og det er især vigtigt for mange fritidsjægere. Der er også en stor gruppe erhvervsfangere, som skyder de rensdyr, man fx kan købe på brættet. Fordi der nedlægges måske 10.000 dyr om året, udgør de en relativt stor værdi både for erhvervsfangeren og for fritidsfangeren. Det er et yndet ”kulturelt” dyr, og derfor er det vigtigt, at man gør en indsats for, at bestanden ikke kollapser.

Icing Icing er ikke kun noget, der får det øverste af lagkagen til

38 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

at ligne Indlandsisen. Det er også et fænomen, der bliver mere og mere hyppigt og truer både rensdyr og moskusokser. Katrine Raundrup siger: - Icing er et fænomen, der potentielt vil kunne få en bestand til at kollapse. I de senere år har der været en tendens til, at der kommer flere tø-fryse-perioder om vinteren. Når temperaturen stiger til over frysepunktet, risikerer man, at de øverste lag af sneen tør. Når det så fryser igen, bliver der dannet islag, hvor sneen kan lægge sig ovenpå og ”gemme” på isen. Det kan være rigtig svært for dyrene at komme igennem isen og ned til føden, hvis det sker flere gange om vinteren. På Svalbard har der været nogle år, hvor der har været massedødelighed af rensdyr pga. sult efter tø-fryse-perioder. Uffe Wilken

Katrine Raundrup kara@natur.gl


Rensdyr i Vest- og Sydøstgrønland og deres status og udbredelse De oprindelige vestgrønlandske rensdyr tilhører underarten Rangifer tarandus groenlandicus. Rensdyrene i Inglefield Land tilhører samme underart som de vestgrønlandske vildrener, men har visse træk fælles med Peary-rener på den canadiske side af Nares Strædet. Underarten Rangifer tarandus eogroenlandicus, som fandtes i Nordøstgrønland, uddøde i starten af 1900-tallet. Rensdyrene findes i næsten hele den vestlige del af undersøgelsesområdet, men ikke i den sydøstlige. Den samlede bestand vurderes til omkring 100.000 dyr. Vurderingen er behæftet med stor usikkerhed, fordi mange bestande ikke er optalt i de senere år. I 1952 blev norske tamrener indført til Godthåbsfjord-området, hvor der blev drevet rendrift ved Itinnera indtil 1998. I 1973 blev der etableret rendrift ved Isortoq i Sydgrønland. Der har været yderligere en udsætning i Sydgrønland på øen Tuttutooq i 1992. Udbredelsesområder (rød) for rensdyr i i Vestog Sydøstgrønland. Områder, som på et tidspunkt har været karakteriseret som kælvingsområder, er markeret med blåt. Kilde: Biologiske interesseområder i Vest- og Sydøstgrønland. Aarhus Universitet & Grønlands Naturinstitut, 2016.

Se video - Tracking af rensdyr og deres vandringer 2008-2010

Videoen viser, hvor 40 rensdyr bevæger sig i området i perioden 2008-2010. Rensdyrene fik et halsbånd på, der sendte dyrets position op til 24 gange hver dag. I videoen er det dog kun den daglige position kl. 12, der vises. En af årsagerne til at sætte halsbånd på dyrene var for at finde ud deres vandringsmønster, og potentielt hvilken effekt det vil få, hvis man i fremtiden anlægger veje eller transmissionslinjer i forbindelse med store mineprojekter. Den sidste del af formålet vil dog kræve ny og avanceret modellering (animation: Katrine Raundrup).

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 39


Af Klaus Nygaard, direktør, Grønlands Naturinstitut

Udvikling af grønlandsforskningen ved

Grønlands Naturinstitut Da Grønlands Hjemmestyre i 1989 overtog ansvarsområdet for fiskeriforskningen ved Grønlands Fiskeriundersøgelser fra den danske stat, var der mange, der bekymret tænkte, hvordan det skulle gå. Da Grønlands Landsstyre kort efter i 1992 besluttede at flytte institutionen fra København til Grønland, mente de fleste i den danske forskningsverden, at det ikke kunne lade sig gøre at tiltrække forskningskompetence og opbygge faglig kritisk masse i Grønland. I 1989 omfattede videnskabeligt personale med base i Grønland kun en håndfuld medarbejdere ved Inuit-instituttet (nu Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet), en ved Grønlands Fiskeriundersøgelser i Nuuk og en ved Københavns Universitets Arktisk Station i Qeqertarsuaq.

Et naturinstitut i vækst De dystre forudsigelser for fiskeriforskningen blev dog heldigvis gjort til skamme. Overførslen af institutionen fra Danmark til Grønland i perioden 1993-96 medførte en næsten fuldstændig udskiftning af medarbejderstaben, men medførte på intet tidspunkt en nedgang i institutionens moniteringsopgaver, myndighedsbetjening og forskningsfaglige virke. Siden da er den naturvidenskabelige forskning, der i dag udføres med udgangspunkt i Grønland, derimod vokset betydeligt. Ved udgangen af 1988 havde Grønlands Fiskeriundersøgelser 16 akademiske (AC) og 16 teknisk-administrative (TAP) medarbejdere, heraf 1 AC og 1½ TAP i Grønland. Fiskeriundersøgelserne blev senere til Grønlands Naturinstitut, der i dag har 41 AC, og 18 TAP-medarbejdere. Grønlands Fiskeriundersøgelser havde i 1988 17 mio. kr. i bevilling på den danske finanslov og hentede 3 mio. kr. i anden finansiering. Grønlands Naturinstitut har i dag 66 mio. kr. på den grønlandske finanslov og indhentede 72 mio. kr. i anden finansiering i 2017. En del af den anden finansiering kommer også fra Grønland, og samlet udgør den grønlandske finansiering godt 60 % af Naturinstituttets budget.

40 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

Bedre faciliteter De øgede bevillinger og den øgede videnskabelige bemanding har også givet sig udtryk i øget videnskabelig produktion. Den er således steget fra 46 publikationer (heraf 10 med peer review) i 1988 til 174 publikationer (heraf 69 med peer review) i 2017. Ifølge udredningen ”Polar research in the Kingdom of Denmark 2013” (NIFU rapport 18/2014) var Naturinstituttet endvidere, for perioden 2008-11, den tredje mest citerede institution blandt alle kongerigets institutioner, der driver arktisk forskning. Forskningsinfrastrukturen er samtidig udviklet voldsomt. De fysiske faciliteter i Nuuk er udvidet fra 150 m2 i 1989 til 5.500 m2 i dag. Instituttet råder i dag over 11 laboratorier mod ét i 1989 og har endvidere tilvejebragt 11 gæstelejligheder og 12 gæsteværelser, som udgør et stærkt aktiv for gæsteforskere og internationalt samarbejde. Tonnage af forskningsfartøjer er også udvidet fra 212 BRT til 1.540 GT, ligesom instituttet råder over et større antal småbåde og avanceret forskningsudstyr.

Naturinstituttet gør Grønland mere selvbærende Fagområdet er udvidet fra fiskeriundersøgelser til at dække forskning og monitering af alle levende ressourcer, økosystemer, klima og miljø, og der er etableret tværvidenskabelige samarbejder med samfundsforskning og sundhedsforskning. Senest er Naturinstituttet også gået ind i naturvidenskabelig uddannelse i Grønland i samarbejde med Ilisimatusarfik og danske universiteter. Det har været vigtigt for denne udvikling, at det har været muligt at tiltrække og fastholde stærke kompetencer. Disse har kunnet tiltrække bevillinger og yderligere kompetencer, hvilket har skabt en selvaccelererende effekt. Den gennemsnitlige ansættelsesanciennitet er højere i dag end i 1988 for såvel AC- som TAP-ansatte, og den samlede erfaring ved instituttet omfatter i dag 492 årsansættelser mod 207 år i 1988. Den teknologiske udvikling har også haft meget stor betydning, hvor eksempel-


Naturinstituttets hovedbygning (foto: Carsten Egevang).

vis telexmaskinens hulstrimmel er afløst af hurtigt kabelbåret internet. Som fundament for det hele har vedholdende og omfattende donationer fra private fonde til opbygning af den fysiske infrastruktur og udstyrspark, herunder særligt Aage V. Jensens Fonde, været altafgørende. De rummelige og moderne faciliteter har skabt basen for et aktivt og attraktivt arbejdsmiljø. Politisk opbakning gennem hele processen og stabilitet i bestyrelse, ledelse og medarbejderstab har ligeledes gjort Naturinstituttet til den institution, det er i dag. Udviklingen har haft stor betydning for Grønlands naturforvaltning og for beskyttelse af natur og miljø. Det videnskabelige grundlag for en bæredygtig udnyttelse er helt afgørende for samfundet, men forskningen bidrager også på andre områder, f.eks. med et generelt kompetenceløft, uddannelse og forskningsdiplomati. Udviklingen har samtidig haft en lang række afledte effekter i samfundet for bl.a. støtteerhverv, transport, konferencevirksomhed og valutaindtjening. Udviklingen har klart styrket Grønland ift. at være mere selvbærende.

Klaus Nygaard, nygaard@natur.gl

Publikationer

Faciliteter i Nuuk i m2

1988: 1 laboratorie 0 gæsteværelser 0 gæstelejligheder 0 småbåde 212 BRT fartøjstonnage 2017: 11 laboratorier 12 gæsteværelser 11 gæstelejligheder 6 småbåde 1540 GT fartøjstonnage

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 41


Museumsgenstande fra alle mulige vinkler Tre grønlandske studerende er i gang med at digitalisere Gustav Holm-samlingen fra Østgrønland i 3-D. Deres mål med projektet Ersersaaneq er at gøre samlingen mere tilgængelig og synlig både for den grønlandske befolkning og ude i verden. Nationalmuseet i Grønland har omkring 270 genstande, som tilsammen udgør Den Østgrønlandske Gustav Holm-samling. Genstandene stammer fra Gustav Holms konebådesekspedition, som bragte dem med tilbage til Nanortalik i sommeren 1885, efter at ekspeditionen havde overvintret i Ammassalik-området. Men i virkeligheden er de 270 genstande kun en mindre del af alle de genstande, som Gustav Holm indsamlede i det dengang ufremkommelige og uudforskede Østgrønland. Lige så mange befinder sig på Nationalmuseet i Danmark. Og på Smithsonian Institution i USA har omkring 50 genstande fundet plads, ligesom der rundt om i verden på en lang række museer gemmer sig mindre samlinger af de østgrønlandske genstande.

Gustav Holm-samlingen i 3-D På den baggrund har tre grønlandske studerende kastet sig over et projekt på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, hvor de er gået i gang med at digitalisere Gustav Holm-samlingen i 3-D. De tre studerende er Malu Fleischer, Michael Nielsen og Randi Sørensen Johansen, som alle er studerende på Ilisimatusarfik og er tilknyttet Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. - Der blev her på museet talt om, at det kunne være en god idé at digitalisere nogle af museets genstande. På det tidspunkt var Michael studentermedhjælper, og jeg var i praktik, fortæller Malu Fleischer. De spurgte os, om vi kunne tænke os at prøve at arbejde med digitalisering af genstandene, og herefter tog projektet bare mere og mere fart, og det er så endt med, at vi har stået for både konceptudviklingen og den konkrete 3-D-digitalisering af genstandene. Undervejs blev det besluttet at bruge 3-D-digitalisering til at samle den spredte Gustav Holm-samling. - Den Østgrønlandske Samling er kort fortalt spredt på så mange forskellige museer i verden, fordi nationalmuseerne rundt omkring i Europa og USA i slutningen af

42 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

1800-tallet og starten af 1900-tallet havde meget fokus på at indsamle genstande fra alle verdens forskellige kulturer, forklarer Michael Nielsen. Så de byttede sig til genstandene. Danmarks Nationalmuseum kunne f.eks. bytte sig til genstande fra Smithsonian Institutions indianske samlinger mod genstande fra bl.a. Gustav Holmsamlingen. Det kan en digitalisering så mere end hundrede år senere være med til at råde bod på og så at sige føre genstandene tilbage. Det vigtigste mål med projektet er, at den grønlandske befolkning får adgang til genstandene. Også dem de ikke kan se på museet i Nuuk. Men derudover er der enighed om, at projektet også har et internationalt sigte, og at det er vigtigt, at den grønlandske historie bliver kendt og tilgængelig uden for Grønland. Derfor er det også blevet besluttet, at den digitale udstilling udover på grønlandsk også skal tekstes på engelsk.

Et pilotprojekt I første omgang har de tre studerende taget hul på et mere overskueligt pilotprojekt, hvor de har valgt at digitalisere omkring 100 genstande. Ingen af dem havde på forhånd kendskab til digitalisering i 3-D, og de har derfor skullet sætte sig ind i alt fra generel museumsformidling over fototeknik og lyssætning til software på 3-D-området. - Vi har virkelig lært alt fra bunden. Vi har ikke nogen uddannelse i 3-D-digitalisering, men har hentet en hel masse viden og inspiration på internettet og trukket på andre, der har beskæftiget sig med de samme problemstillinger. Så det er blevet til rigtig mange YouTubetutorials med eksempler på, hvordan man digitaliserer genstande i 3-D, fortæller Malu Fleischer. Jeg synes, vi er blevet ret gode til det, men der dukker hele tiden nye udfordringer op, når vi skal arbejde med en ny genstand. Så det tager stadig væk tid at få en genstand færdig, og tid er ikke det, der er mest af.


Michael Nielsen, Malu Fleischer og Randi Sørensen Johansen har med stor energi og gå-på-mod kastet sig over pioneropgaven med at digitalisere den østgrønlandske Gustav Holm-samling i 3-D

Fotos: Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

Pionerånd De tre projektmagere opfatter sig med god ret som pionerer på 3-D-digitaliseringsfeltet. - Det er mit indtryk, at vi er et af de eneste steder, hvor det er de oprindelige folk selv, der har taget initiativ til at starte et sådant projekt, siger Michael Nielsen. Og det er jo ikke et stort museum, der er i gang med at digitalisere grønlandske genstande, det er Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Pionerånden viser sig også, når talen falder på fremtiden. For de har allerede vendt i arbejdsgruppen, at de i fremtiden vil forvandle det lille, afgrænsede projekt til et hovedprojekt, hvor de tager fat på at digitalisere andre grønlandske samlinger. Det vil for alvor kunne udbrede kendskabet til den grønlandske historie og kultur og også vise, at der er meget store forskelle mellem de forskellige områder i Grønland. Samtalerne i projektgruppen har også drejet sig om, hvordan man kan give de mange erfaringer med at udvikle en digitalisering af en samling i 3-D videre til andre: - Vi har brugt meget tid på at lære håndværket med 3-D-formidling og har trukket meget på andres erfaringer. Til gengæld står vi med et projekt, hvor vi ikke har brugt store summer på materialer og udstyr, så på den måde bliver vores erfaringer og teknikker anvendelige for mange andre, siger Randi Sørensen Johansen. Så vi overvejer også at producere nogle YouYube-videoer, som viser, hvordan vi har arbejdet. Og det skal være på grønlandsk, så folk på de andre museer i landet kan lære, hvordan man gør, og så forhåbentlig også selv tage det op. Poul-Erik Philbert

Én af de genstande, Gustav Holm bragte med fra sin ekspedition til Ammassalik-området i 1885, er et trækort over en kyststrækning, som en af de lokale beboere har udskåret.

Projektet har fået støtte fra Tips- og Lottomidlerne, fra Det Grønlandske Selvstyre og fra Dudo og Povl Brandts legat til studerende.

Malu Fleischer, malu@natmus.gl, Michael Nielsen, michael@natmus.gl, Randi Sørensen Johansen, randi@natmus.gl Se eksempler på digitaliserede genstande Læs om Konebådsekspeditionen

Greenland’s Hand-Sized Wooden Maps Were Used for Storytelling, Not Navigation, Artikel om trækortet af museumsinspektør Hans Harmsen, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 43


Foto: Asiaq.

I 2016 fandt en ekstrem klimabegivenhed sted i Nuuk-området. Området blev ramt af hundredvis af laviner i løbet af bare et enkelt døgn. En analyse fra Asiaq, Grønlands Forundersøgelser, viser, at det var kombinationen af nogle specielle lokale og regionale klimaforhold, som skabte det højst usædvanlige forløb.

SNE I BEVÆGELSE

Hvert år i april måned tager medarbejdere fra Asiaq, Grønlands Forundersøgelser, ud til feltstationen i Kobbefjord, 25 kilometer fra Nuuk. Turen er et led i den løbende monitorering af økosystemet, og som bl.a. har til formål at sætte tal på årets snesituation: snedybde, kornstørrelse, temperatur, densitet m.m. Asiaq står for klimaet og hydrologien (ClimateBasis), og almindeligvis er der tale om en rutineopgave, der først og fremmest bidrager til opbygningen af lange tidsserier, som afspejler de naturlige svingninger i klimaet. Men ikke i 2016. Her mødte der Asiaq-folkene et syn, som de ikke tidligere havde oplevet. Næsten al sneen var væk, så i stedet

44 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

for at måle dybe snedriver, kunne de betragte et næsten snefrit og delvist raseret landskab.

Et mærket landskab Sneen var ikke blot forsvundet tidligt, men der var tydelige spor i landskabet efter nogle voldsomme begivenheder. Der var en sø, hvor der lå en del grus og jord ovenpå. Store dele af vegetationsdækket var ødelagt. Hele snedækket var fyldt med grus og planterester. Og så var der spor efter små sneskred eller laviner af issjap overalt. Situationen var så usædvanlig, at Asiaq søgte penge hos Grønlands Forskningsråd til at undersøge, hvad der egentllig var sket.


En klimastation fra GeoBasisprogrammet blev ramt af lavinen, der har ødelagt dele af det.

- Vi ønskede at undersøge, hvor omfattende begivenheden havde været, og få svar på hvilke klimatiske forhold, der havde udløst alle de små laviner, fortæller Jakob Abermann, som er projektleder for ClimateBasis.

Godt resultat af undersøgelse Grønlands Forskningsråd bevilgede pengene, og med udgangspunkt i de tilgængelige data gik forskerne på Asiaq i gang med at genskabe begivenhedsforløbet så deltaljeret som muligt. Det lykkedes, ikke mindst på grund af data fra satellitoptagelser og fra de seks kameraer, som er opstillet på Kobbefjord-stationen og tager billeder året rundt. European Space Agencys nye Sentinel-satellit har forbedret satellitdækningen væsentligt de senere år. Den har både givet en meget højere billedopløsning, som gør det muligt at følge begivenhederne i mindre skala, og en bedre tidsmæssig dækning. Desuden var forskerne så heldige, at der var en satellit-scene lige før og lige efter april-begivenhederne.

I hundredvis af små laviner Satellitbillederne afslørede, at der i løbet af ganske kort tid havde været i hundredvis af små laviner i Godthåbsfjord-området. Og selvom et stort antal laviner måske ikke er noget særsyn, så er det meget usædvanligt , at der sker så mange skred på så kort tid, og forklaringen kan man finde i en række specielle klimaforhold, som forskerne kan aflæse i de indsamlede klimadata. I løbet af den 9. april steg temperaturerne fra -5 til 8 grader, og den 10. april viser de seks kameraer i området, at det er tøvejr, men at hele snedækket stadig er intakt. Om morgenen den 11. april kommer der så meget kraftig nedbør, og temperaturerne stiger yderligere 10-12 grader og når op på 17 grader. - Og det er helt, helt usædvanligt i Kobbefjord i april måned. Så den 11. april er der laviner overalt. Bare i løbet af én dag. Og det har vi ikke tilnærmelsesvis oplevet de ni år, vi har monitoreret området, fortæller Jakob Abermann. Forklaringen på de ekstreme konsekvenser er, at snedækket ikke kunne modstå de voldsomme temperaturstigninger og de store regnmængder. Sne har en vis mulighed for at optage vand, men er snedækket så tyndt, som det var i 2016, siver væden helt ned til bunden og løsner jordlaget, så ikke blot snesjappet, men også jorden under bliver transporteret afsted.

Lidt sne og en mængde regn Så Asiaqs analyser viser altså, at det var kombinationen af meget lidt sne, ekstremt store temperatursvingninger, et tyndt snedække og store regnmængder, som satte gang i rækken af ekstreme begivenheder. Men de viser

også, at der bag de meget synlige, lokale begivenheder gemmer sig nogle bestemte regionale vejrforhold. Vejret i dagene omkring de ekstreme begivenheder var nemlig præget af, at der lå et højtryk sydøst for Grønland med en varmfront, som har presset fugtig luft op mod fjeldet, og som dermed udløste det voldsomme regnfald. Jakob Abermann fortæller, at hvis man isolerer andre, nogenlunde lignende situationer gennem de år, Asiaq har overvåget klimaudviklingen i Kobbefjord-området, så kan man se, at de alle har været forbundet med et højtryk og en varmefront sydøst for Nuuk. - Hvis vi vil vide noget om fremtiden, så kan vi gå ind i de regionale klimamodeller og undersøge, om disse situationer ser ud til at blive mere almindelige eller sjældnere, siger Jakob Abermann. Men selv en lille undersøgelse af en ekstrem begivenhed i Kobbefjord kan give et bidrag til udviklingen af klimamodellerne. Klimamodellørerne finder her et eksempel på data og sammenhænge, som de kan anvende i deres arbejde med at udvikle mere realistiske scenarier. Poul-Erik Philbert

Jakob Abermann, jab@asiaq.gl Læs mere om Asiaq Læs mere om Greenland Ecosystem Monitoring (GEM) Besøg GEM-Database

Kobbefjord-stationen I bunden af Kobbefjorden ca. 25 km fra Nuuk er der i efteråret 2008 opført en mindre feltstation. Stationen består af to huse. Det største på 55 m2 er indrettet med laboratorium, lager og et opholdsrum med køkken og fire køjepladser. I det lille hus er der en generator. Bygningerne betjener forskere i forbindelse med NuukBasics undersøgelsesområde fra sæsonen 2009 og bliver administreret af Grønlands Naturinstitut.

Om Asiaq, Grønlands Forundersøgelser Asiaq, Grønlands Forundersøgelser, betjener de tekniske virksomheder og myndigheder i Grønland med planlægning af miner, veje, tunneler, afløb, bygninger, dæmninger, reservoirer, drænering, kortlægning og meget mere. Asiaq står også for klimaovervågning og leder KlimaBasis, som er et delprogram i GEM (Greenland Ecosystem Monitoring-projektet, www.g-e-m.dk). KlimaBasis’ mission er at stille data af høj kvalitet inden for atmosfære, vand og is gratis til rådighed. Programmet startede i 1996 i Zackenberg i Nordøstgrønland, i 2007 i Kobbefjord nær Nuuk og i 2016 på Arktisk Station på Disko i Vestgrønland. Alt data kan downloades på www.data.g-e-m.dk

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 45


ET PUSLESPIL I TID OG RUM Et besøg på Nunaoils kontor i Nuuk er på mange måder som at træde ind i den geologiske fortid. Den nære fortid – i går – hvor man på ryggen af tykke rapporter i reolerne kan læse navne som Cairn og Statoil, selskaber, der har forsøgt sig med at indfri deres egen og Grønlands drøm om et olieeventyr. Olieeventyret er indtil videre udeblevet, men der kigges stadig efter olie i undergrunden fra den fjerne fortid. En af dem, der kigger efter olie, er Thomas Varming. Han er seniorgeolog i Nunaoil og er i gang med en erhvervsph.d., finansieret af den danske Innovationsfonden og Nunaoil. Han forklarer om sit projekt: - Jeg kigger tilbage i tid til en periode for ca. 65-34 millioner år siden i et område, der strækker sig fra Nuussuaqhalvøen nord for Disko og ned til sydspidsen af Grønland ved Kap Farvel. Det er især sandaflejringerne i 3-4.000 meters dybde, der er interessante i min sammenhæng, fordi det er her, vi i givet fald kan finde aflejringer, der kan indeholde olie.

Noget geologisk rod Der sker en del med Vestgrønland i den periode, som Thomas Varming kigger på. En varm pude af smeltet bjergart trængte op fra undergrunden og fik sat gang i en bevægelse, der fik Vestgrønland til at bevæge sig væk fra Nordamerika. Et af resultaterne af denne opsplitning var en række forkastninger i Vestgrønland, hvor de aflejrede sandlag efterfølgende ikke længere lå som pæne lag i en lagkage, men som mere eller mindre skæve blokke i undergrunden. Det er en udfordring for en oliegeolog, fordi sandlag er det reservoir, hvor man i givet fald måske kan være heldig at finde olie. Thomas Varmings arbejde går derfor ud på at samle det tredimensionelle puslespil, der hen over en længere tidsperiode har flyttet sandlagene op og ned og frem og tilbage i den vestgrønlandske undergrund. For at få samlet puslespillet bruger Thomas Varming information fra 15 boringer og seismiske data fra olieselskabernes efterforskning. En udfordring er her, at de seismiske profillinjer til tider befinder sig med adskillige kilometers afstand fra hinanden, hvilket gør en tolkning fra profil til profil vanskelig. Som Thomas Varming udtrykker det:

46 | POLARFRONTEN | NR.1/2018

- Det kan blive lidt spekulativt, hvis der er for stor afstand mellem de seismiske linjer, for områder med dårlig dækning kan godt gemme lokale reservoirer. Når seniorgeologen i 2019 bliver færdig med sit projekt, skulle det gerne munde ud i, hvad der i geologslang kaldes ’trafiklyskort’.

Grøn-gul-rød Oliegeologi handler om at finde lige præcis den rette sammenhæng mellem bjergarter, dybde og alder. Der skal være en kildebjergart, der hvor det organiske materiale oprindelig er aflejret. Så skal der være en reservoirbjergart, hvor olien ligger. Endelig skal der være en forseglende bjergart, så olien bliver, hvor den er i reservoirbjergarten og ikke bare forsvinder op i de overliggende lag. Ligger olien for dybt, bliver den måske brændt af af varmen fra jordens indre, eller sandlagene kan være for tætte. Ligger den for højt, er der til gengæld ikke varme nok til at producere olien. Derfor skal Thomas Varmings tredimensionelle puslespil resultere i en række ’trafiklyskort’, dvs. kort med grønne, gule og røde områder, der fortæller om de pågældende sandlags potentiale for at gemme på olie. Thomas Varming siger: - De grønne områder viser, at her er der en god chance for at finde et reservoir, der har olie. De gule områder fortæller, at området er mere tvivlsomt. Og røde områder er no-go. Her kan reservoirbjergarten f.eks. ligge for dybt, oftest dybere end 3.500 meter. Thomas Varmings projekt bliver en del af et stort ressourceevalueringsprojekt, der skal evaluere al information om den grønlandske undergrund set i et olieefterforskningsperspektiv. Dette projekt forventes igangsat i løbet af 2018 i samarbejde med de grønlandske råstofmyndigheder og GEUS.

NUNAOIL A/S er Grønlands nationale olieselskab og er aktiv partner i samtlige efterforsknings- og udnyttelseslicenser i Grønland. Selskabet har derfor en stor indsigt i olieefterforskningen i havområderne ud for Grønland. NUNAOIL deltager i efterforskningslicenserne på vegne af Grønlands Selvstyre og samarbejder med adskillige internationale olieselskaber for at finde kommercielle forekomster af olie og gas i Grønland.

www.nunaoil.gl

Signe Ulfeldt Hede suh@nunaoil.gl Thomas Varming tva@nunaoil.gl


Sektion fra Ataata Kuua på den sydlige side af Nuussuaq. Sektionen viser Kangilia Formationen med en ca. alder på 63 mio. år (over den hvide streg), som er eroderet ned i den underliggende Atane Formation (alder ca. 84 mio. år). Hele sektionen vist på billedet er mere end 1.000 m høj.

Foto: Thomas Varming

Om det kommende ressourceevalueringsprojekt siger direktør i Nunaoil Signe Ulfeldt Hede: Hos NUNAOIL ligger der i dag store mængder geologiske og geofysiske data, tolkninger, kortlægninger og erfaringer fra mange års omfattende olieefterforskningsarbejde. Disse oplysninger repræsenterer en stor værdi for det grønlandske samfund. En nyttiggørelse af denne værdi kræver imidlertid, at alle disse oplysninger og vurderinger sammenfattes og kvalificeres. Derfor har Nunaoil i samarbejde med de grønlandske råstofmyndigheder og GEUS igangsat et større ressourceevalueringsprojekt, hvor formålet er at etablere en systematisk ressourceopgørelse samt etablere en oversigt over, hvor der mangler information, og pege på initiativer, der kan minimere efterforskningsrisiko og omkostninger. De oversigter, der herved samles over mulige olieressourcer i Grønland og eventuelle usikkerhedselementer, vil være af stor værdi for den videre strategiske planlægning og til fortsat kvalificeret markedsføring af det grønlandske oliepotentiale overfor den globale olieindustri.

Illustration: Thomas Varming.

Avanceret dataanalyse på seismiske data kan være med til at udpege de områder, hvor der er størst sandsynlighed for at finde sand. Områderne omkranset med hvide streger er mulige sandlegemer med en ca. alder på 60 mio. år.

POLARFRONTEN | NR.1/2018 | 47


Foto: Carsten Egevang.

Slædehunde i Østgrønland

POLARFRONTEN | NR.1/2018


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.