Phono Festival Magasin 2012 by PHONO Festival

GANGPOL & MIT DET STØRSTE SHOW NOGENSINDE

MOUSE ON MARS ANMELDERDARLINGS HYLDER DET UFORUDSIGELIGE

ROBERT HOOD TECHNOLEGENDEN FRA DETROIT SPLITTER SLAGTEHUSET AD

THE HACKER FRANSK STENANSIGT SMADRER FESTEN LÆS OGSÅ OM DEBRUIT LIVE BAND, DOPPLEREFFEKT, MMM, GOODIEPAL, METAMONO, DZA, STURQEN SCULPTURE, PATTEN, FRAK, TOBLERONES, OKTRONIUM, BEASTIE RESPOND

Sprache. Kultur. Deutschland.

| INSIGHT

BRØLET FRA UNDERGRUNDEN ”Now, I am going to sing a german schlager for you”, lød det med tyk tysk accent fra scenen. I en time havde T. Raumschmiere tæsket publikum rundt i kreaturbåsene med sin hårdtpumpede blanding af techno og punk fra Berlins rendesten. Det var lørdag nat, Phono Festival var efter tre dages fest og rabalder på vej mod sin afslutning, og dem, der nu forestillede sig en afsked arm-i-arm, tog grueligt fejl. Tyskeren satte nålen mod vinylen og lod højtalerne brage derudaf som tusindvis af soldater, der marcherer i takt. Med den ene hånd i vejret og den anden på mikrofonen slyngede han sin lange, benede krop ud over menneskemængden, mens det kolde lys skyllede ned over ham. Armene rakte mod loftet, og sveddryppende svømmede technobulldozeren rundt i slagtehuset på en overflade af hundrede hænder, mens han brølede på sit modersmål. Med schlageren sluttede tre dages sammensurium af musik og lys og larm fra hele verden. Men i år gør vi det igen. Vi har arbejdet i månedsvis for at bygge en festival, der byder på den bedste kunst, den smukkeste industri og al den musik, du ikke anede, du elskede.

INSIGHT |

NYHEDER PÅ PHONO FESTIVAL 2012 MERE UDENLANDSK MUSIK PHONO har altid været fremtidens musik fra hele verden, men i år er der virkelig noget om snakken. Bare tre af navnene på programmet er danske, og de resterende kommer fra så forskellige steder som USA, Rusland, Tyskland, Frankrig, Portugal, Finland, England, Sverige og Spanien. LÆS MERE PÅ SIDE 6

2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 DANSKE NAVNE UDENLANDSKE NAVNE

VANVID

ANALOGT

Der er 1000 skikkelser på scenen, men kun to hjerner, når franske Gangpol & Mit leverer årets største visuelle show. SIDE 22

Digital musik er ikke fremtiden. Britiske Metamono spiller kun på analoge maskiner, og findes de ikke, bygger de dem selv. SIDE 32

KUN LIVE PÅ PHONO

KOM TÆTTERE PÅ KUNSTNERNE

For første gang præsenterer vi i år et program, der udelukkende består af live-acts. Der bliver med andre ord ingen forprogrammerede DJ-sets, men kun musik der opstår nøjagtig i øjeblikket. DU KAN BLIVE MEGET KLOGERE PÅ, HVAD DEN SLAGS GÅR UD PÅ SIDE 30

Der bliver i løbet af de første to dage mulighed for at møde et par af de optrædende i mere komfortable rammer. I samarbejde med Red Bull Music Academy afholder Phono Festival direkte interviewseancer med Metamono og Robert Hood først på aftenen torsdag og fredag. Her vil der også blive plads til at tilhørerne selv kan stille spørgsmål til kunsterne. LÆS MERE PÅ SIDE 35

| INSIGHT

PHONO11 NOMINERET TIL DEN FYNSKE KULTURPRIS Internationale topnave som Birdy Nam Nam, Africa Hitech og Hudson Mohawke var med til at sørge for, at sidste års festival kunne melde udsolgt alle tre dage. Prisen gives til ”en kulturbegivenhed eller et værk af høj kunstnerisk kvalitet, som har givet publikum en helt særlig oplevelse i det forgangne år”. Skulle Phono Festival blive den af de 20 nominerede, der løber med de 75.000 kr., er det stensikkert, at der næste år vil blive booket noget extraordinært vildt.

”Man kan kalde vores musik en forkert fortolkning af en masse musik fra det 20. århundrede. Vi har altid haft en fobi for, at blive låst fast I en genre, for i vores optik, så slutter din opmærksomhed overfor musikken med det.” - DEN TYSKE DUO MOUSE ON MARS SER SIG SELV SOM MUSIKALSKE ANARKISTER. LÆS MERE PÅ SIDE 10

MURSTEN Odense Offentlige Slagtehuse var engang kvarterets perle. VI TEGNER ET PORTRÆT I BILLEDER PÅ SIDE 41

INSTALLATION Phonos teknikere arbejder i månedsvis på at give festivalen de helt rigtige udtryk. MØD TO AF KUNSTNERNE PÅ SIDE 44

”Hvis man kan forestille sig noget, som computeren ikke kan scanne eller forstå, så ville computeren synes, dét var interessant.” - GOODIEPAL KOMPONERER MUSIK FOR FREMTIDENS KUNSTIGE INTELLIGENS. LÆS MERE PÅ SIDE 37

KOLOFON: PHONO FESTIVAL MAGASIN 2012. OPLAG 1000 REDAKTION: Malte Vuorela, Andreas Korsgaard Rasmussen, Kasper Stougaard Andersen, Sarah Madsen, Kristian Corfixen, Alexander Hecklen og Mikkel West KONTAKT: word@phonofestival.dk DESIGN: Maris Pagasts | marispagasts.com FORSIDEBILLEDE: Jean Picon PHONO-FOTOGRAFER: Aske Günther Andersen, Birk Kromann og Jonas Preben Jørgensen

PHONOFESTIVAL.DK

BEHIND THE SCENES |

Du har set plakaten, men er måske ikke rigtig sikker på, hvad du egentlig kan forvente af musikken. Her giver PHONOs bookere en hurtig introduktion til programmet.

FREMTIDENS MUSIK FRA HELE VERDEN Vi har gravet dybere i de ydre regioner af den elektroniske musiks brogede landskab, og dér fundet besynderlige mutationer, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig eksisterede. Men vi har også kigget tilbage i technoens annaler og hjembragt legender, der helt fra starten har været med til at tegne udviklingen. Vi håber, at vi på den måde kan give publikum et blik helt ind i kernen af, hvad den elektroniske musik er, har været og forhåbentlig vil blive. Der er gjort en stor indsats for at præsentere så bredt et udvalg som muligt af både veteraner og nykommere til den elektroniske scene. Robert Hood og Dopplereffekts Gerald

Donald repræsenterer på hver sin facon den Detroit-techno, de begge bogstaveligt talt var med til at skabe for 20 år siden. De svenske acid-særlinge i Frak har været aktive lige så længe, omend tilbragt karrieren i komplet obskuritet, og Mouse On Mars gæster PHONO for anden gang, men nu med udvidet besætning i form af trommeslageren Dodo Nkishi. I den anden ende af spektret kommer for eksempel Patten og Sculpture, der hver ikke har mere end en enkelt plade på samvittigheden, men som laver noget af det absolut mest interessante i periferien af den elektroniske scene. Der har russiske DZA også rumsteret i nogle år med sit personlige bud på ny, hip-hop- influeret electronica, der medbringer nogle af årets dybeste bastunge beats til slagtehallerne. Når vi siger, at PHONO12 præsenterer ”fremtidens musik fra hele verden”, mener vi, at vi har forsøgt at finde de navne der udstikker en ny og anden kurs, men også de urørlige legender der giver en sådan ny kurs mening. Vi har forsøgt at brede spektret videst muligt ud ved at præsentere musik fra næsten lige så mange lande, som der er kunstnere. I det hele taget er der som altid lagt op til så stor genremæssig spændvidde som muligt; vi mener for eksempel ikke, at man kan finde meget mere diametrale modsætninger end Sturqens tunge, industrielle brutaltechno og Gangpol & Mits epileptisk, rundtossede tegnefilmspop.

| BEHIND THE SCENES

For første gang nogensinde spiller alle optrædende kunstnere på PHONO live. Det er ikke fordi vi ikke bryder os om Djs. Tværtimod. Vi har bare haft lysten til og muligheden for at lave et program der viser, hvor enormt stor bredden og forskelligheden af den elektroniske musik egentlig er, selv inden for en relativt snæver ramme. Således kommer liveaspektet af årets kunstnere til udtryk på vidt forskellig vis: Finske Toblerones er et rigtigt, egentlig band, imens de garvede briter i Metamono tager tilgangen ud i det ekstreme, og udelukkende spiller på analogt, hjemmebygget eller modificeret udstyr. Begge har de dog improvisationen som grundelement til fælles, ligesom flere andre af programmets kunstnere, deriblandt de maskerede lokale helte i Oktronium. Vi er i det hele taget overbeviste om, at dette års program er det bedste, der endnu har fyldt det gamle slagteri. Vi synes, at det er kunstnerisk kompromisløst uden på nogen måde at være mindre festligt, og at det cementerer PHONO som et unikt fænomen i Danmark. Vores højeste ønske har altid været at præsentere publikum for musik, som de ikke forinden havde forestillet sig, at de ville elske, og vi vil bevise, at det eksperimenterende, det sære, det oversete og det udfordrende på ingen måde udelukker det umiddelbare og det uimodståelige.

”Vi har forsøgt at finde de navne der udstikker en ny og anden kurs, men også de urørlige legender der giver en sådan ny kurs mening.”

PHONOFESTIVAL.DK

INTERVIEW |

Den franske techno-producer Michel Amato har lavet musik siden slutfirserne. Under navnet The Hacker dukker han op på Phono Festival med et tørt live-set, og det fungerer bedst, hvis han ikke smiler.

MASKINMESTEREN Franske The Hacker er uden megen tvivl mest kendt for sit samarbejde med Miss Kitten. Dette samarbejde producerede på kort tid de måske mest ikoniske bud på den pludseligt hyperpopulære, omend ganske kortlivede electroclashgenre. En genre der, med inspiration fra 80’erne synthpop, punk og techno, bragte ambivalente kønsfremstillinger, udpræget fokus på sangskrivning, glittet, beskidt dekadence og et decideret hitlistepotentiale ind i den ellers på det tidspunkt noget stagnerede technokultur. Men Michel Amato, der er The Hackers borgerlige navn, har faktisk lavet musik siden 1989, og er, med sin store forkærlighed for Kraftwerk og Detroit-techno som især Gerald Donald (Drexciya, Dopplereffekt mm.) og Jeff Mills (hvis klassiske nummer ”The Hacker” har givet navn til Amatos projekt), egentlig aldrig holdt op med vedholdende at rumstere et sted i udkanten af den elektroniske musiks brogede, omskiftelige landskab.

LØRDAG KL. 23.45 / STORE SCENE 8

Det er med andre ord lidt af en upåagtet legende, der spiller på PHONO12, som, ligegyldigt om hans musik har været populær eller ej, benhårdt og konsekvent har forfulgt og udviklet sin egen vision i over 20 år. En vision der altid er kommet til udtryk som både ubønhørligt, rytmisk fremadskridende og hårdtpumpet, køligt androgyn, dødsens stram og knastør, uden af den grund at give køb på det poppet melodiske eller det eksplicit, distanceret sexede. Kort sagt, übercool, højoktan-electro til at sende alle grundigt gennemsvedte hjem fra årets festival.

| INTERVIEW

Hvordan startede du med at lave elektronisk musik, og hvad er din musikalske baggrund? Da jeg var 16 eller 17 år begyndte jeg at lytte til Depeche Mode, New Order og Kraftwerk. Det var dem, der blev min første inspiration, og dem, der fik mig til at lave musik. Senere kom technoen til, og det var her, jeg fandt min musikalske vej. Det kom som noget helt naturligt for mig.

En del af din musik har klare referencer til 80’er bands som Duran Duran, Soft Cell og New Order, som du tidligere har nævnt. Hvad er det, der inspirerer dig ved den musik og den tid? Jeg kan rigtig godt lide dem måde, de gør brug af elektronikken på, og så bliver jeg draget af melankolien i deres sange. De er altid en smule triste, men du kan stadig danse til dem.

Hvordan oplever du forskellen på et DJ-set og livemusik?

Opfatter du DJ’s som rigtige musikere?

Det er sværere at spille live end at DJ’e, synes jeg. I et liveshow kan du ikke gemme dig bag noget eller nogen. Der er kun dig og musikken, og det er op til dig selv at få gang i publikum, hvilket nogle gange kan være svært.

At være DJ og at spille et instrument er to helt forskellige ting. En DJ er ikke en musiker, og dem, der påstår andet lyver. Det er ikke fordi, du er musiker, at du kan være DJ. Det er en helt anden kunst.

Hvad sker der lige nu på den franske elektroniske scene? Og hvordan har den udviklet sig, mens du har været en del af den?

Hvordan var dit samarbejde med Miss Kitten og arbejder I stadig sammen?

Jeg synes, den franske elektroniske scene klarer sig rigtig godt. Der er mange forskellige artister og stilarter, og jeg synes, den bliver større og bedre, men det er ikke alt jeg bryder mig om. Der en del lyd med ”the new french touch”, som jeg ikke kan lide, og så er hele banger-stilen heller ikke noget for mig.

Hvad adskiller dig fra dine DJ-kolleger? Det er jeg ikke helt sikker på… Måske er jeg mere fokuseret på musikken, end jeg er på teknikken og DJ-evnerne. Jeg DJ’er for, at folk skal få øjnene op for ny musik eller for at introducere dem til gamle numre, som de måske ikke kender. For mig handler DJ’ing om at dele musik med folk.

Det var et meget vigtig element i min karriere. Det var et helt særligt samarbejde, der startede fra ingenting og endte med at give begge vores karriere et kæmpe skub. Vi arbejder ikke sammen for tiden, men måske senere. Vi får at se.

Hvordan er du på scenen, og hvad kan vi forvente til PHONO12? Jeg smiler ikke særligt meget, når jeg optræder. Det er ikke fordi, jeg keder mig, jeg er bare meget koncentreret. På PHONO spiller jeg et live-set med en blanding af gamle numre og en hel del fra mit kommende album.

PHONOFESTIVAL.DK

FEATURE |

ANARKISTER SLÅR IHJEL I SLAGTEHUSET 10

| FEATURE

I snart 20 år har den tyske duo Mouse on Mars imponeret hele verden med sin uforudsigelige fusion mellem snart alle forgreninger af musikken. Selv ser de anarkien som deres vigtigste redskab, og så håber de, at du dør, når du hører dem på PHONO. Hvis du hører lyden af hove rundt om hjørnet, er det mest nærliggende at tænke på heste. Men når du lytter til tyske Mouse on Mars, bør dine tanker måske alligevel bevæge sig mere i retning af zebraer. Jan St. Werner og Andi Toma har, siden de mødte hinanden til en koncert i de tidlige halvfemsere, sat en en ære i at skabe musik, der måske lyder som noget, du kender, men hvor det eksotiske altid lurer lige bag det næste taktslag. ”Der er en form for urværk i vores musik, der forbinder det til nutidig popmusik. Popmusik er meget metrisk og 1, 2, 3, 4, men når alt kommer til alt, så tror jeg, at vi føler os tiltrukket af en tanke om fri musik, der indimellem bringer os over i free jazz, improviseret musik, noise eller noget meget abstrakt”, fortæller Jan St. Werner.

Og det er svært at sætte Mouse on Mars i bås. Der er mange, der har forsøgt gennem tiden, og det er ofte andre tyske legender som Krafwerk, Neu! og Can, der dukker op, når musikskribenter prøver at tegne et billede af Mouse on Mars’ produktioner. Ifølge Jan St. Werner trækker de også på hundrede års musikhistorie, når de komponerer, men de har måske bare ikke læst den helt rigtigt. ”Når folk spørger, hvad for noget musik, jeg spiller, plejer jeg at spørge, om de kender Kraftwerk. Når så de siger ja, siger jeg ‘det er lige netop ikke som Kraftwerk’. Jeg vil gerne tro, at vores musik ikke er som noget andet – du tror måske, at det er, men det er det ikke. Man kan kalde vores musik en forkert fortolkning af en masse musik fra det 20. århundrede. Vi har altid haft en fobi for, at blive låst fast I en genre, for i vores optik, så slutter din opmærksomhed overfor musikken med det. Det begrænser den nysgerrighed, man har i forhold til at opleve noget nyt”, forklarer Jan St. Werner.

INTERVIEW |

INSPIRERENDE GENIER Når man læser anmeldelser af Mouse on Mars’ arbejde over de sidste 15 år – hvad enten det er i studiet eller live – er det evigt tilbagevendende billede deres stræben efter nye lyduniverser og nye grænser, de kan vade henover. Som den danske musikjournalist Ralf Christensen i 2003 skrev i en 5-stjernet anmeldelse af duoens EP ‘Rost Pocks’ i Politiken: ”Det er musik, hvor fokus hele tiden skifter: det ene øjeblik en diskussionsklub for virtuelle trommeskind, det næste et ekkoende himmelrum hørt gennem vand, så en snurrig melodi i fri dressur over en bund af..., er det et frøkor halet gennem en vocoder?” Eller Per Juul Carlsen, der i 1996 oplevede dem i København og anmeldte koncerten i selv samme dagblad: ”På sin vis ville det ikke være svært at forestille sig at Swingin’ London anno 1965 havde samme stemning - en intens fornemmelse af at alt kan ske, alt står åbent og at alle sanser stimuleres på samme tid.” Og senest i foråret, hvor musikmagasinet Pitchforks chefredaktør, Mark Richardson, roste tyskernes evne til på humoristisk vis at udforske nye musikalske territorier på deres seneste album ‘Parastrophics’. ”Det ejendommeligt geniale ved Jan St. Werner og Andi Toma er, at de får alle disse ting til at lyde som om, de ikke kunne komme fra nogen andre. Og det, at de stadig gør det 18 år efter deres første album, og stadig er i stand til at lave noget af det bedste musik i deres karriere, er inspirerende.”

BARSKE DYR Det legesyge univers skyldes ifølge Jan St. Werner, at de ganske enkelt ikke anerkender de normer og regler, der ofte er stillet op inden for kompositorisk musik. De er anarkister, der opsnapper indtryk og stemninger, imens de låner med arme og ben fra alt fra jazz, pop, rock, noise og de mere abstrakte afarter af musikken. Det er netop den kompromisløshed, der sørger for, at det uforudsigelige forbliver det faste holdepunkt. ”Vi kan helt sikkert godt lide tanken om anarki som en dybt forankret kraft her i livet. Jeg mener, at det at se anarkien som en naturlig ting i forhold til, hvordan levende væsener eksisterer sammen på, er en god metafor for, hvordan vores musik fungerer. Anarkien lader os skifte tempo, form og farve på ethvert tidspunkt, og selvom ikke vi gør det i alle vores sange, vil man alligevel sidde med følelsen af, at vi muligvis skifter musikalsk retning lige pludselig.”

Hvad er forskellen på Mouse on Mars på plade og Mouse on Mars på scenen? “På plade arbejder vi selvfølgelig med alt det udstyr, vi har i studiet, og det er en hel del, og det vi ikke har, låner vi os frem til, så det er klart en anden situation end på scenen. Det er også et helt andet tidsspænd, for vi er ind imellem flere år om at producere

”Anarkien lader os skifte tempo, form og farve på ethvert tidspunkt, og selvom ikke vi gør det i alle vores sange, vil man alligevel sidde med følelsen af, at vi muligvis skifter musikalsk retning lige pludselig.” et album. På scenen foregår alt i nøjagtig dét øjeblik: Vi laver flere fejl, det er barskere og grimmere, mere umiddelbart og mere fysisk. Vi giver mere slip, og er vildere. Mere som dyr.”

FRA VUGGE TIL GRAV På Phono Festival bliver Mouse on Mars til en trio, når Dodo NKishi sætter sig bag trommerne. Med sit mikrofonhår har han fulgt makkerparret på mange turnéer, og hans trommespil sikrer et fast fundament midt i tonevirvaret, når han skøjter rundt på rejfer og cymbaler. Men selvom Mouse on Mars udvider ensemblet live, skal man ikke forvente et sceneshow fra et par fest-cheerleaders. For de har ikke behov for at vise, at de er begejstrede for deres egne produktioner. ”Man kan sige, at vi forsøger at skabe en feedback-cyklus med publikum, hvor folk er ligeså vigtige som lydanlægget. Rummet får på en måde sit eget liv – som et kinetisk system, hvor alting blander sig med hinanden. Ideelt set

| FEATURE

”På scenen foregår alt i nøjagtig dét øjeblik: Vi laver flere fejl, det er barskere og grimmere, mere umiddelbart og mere fysisk. Vi giver mere slip, og er vildere. Mere som dyr.” går vi alle sammen ind til koncerten med så få fordomme som muligt, og forsøger at skabe noget I fællesskab fra første øjeblik. Som regel – og forhåbentlig også til PHONO – er det som en konstant opadgående kurve, så vi alle er svedige og euforiske, når koncerten slutter.” I år spillede de for tusindvis af mennesker på de massive festivaller Sónar i Spanien og Taiko Festival i Japan, men faktisk foretrækker de at spille for mindre publikummer, som det de møder i slagtehuset i Odense. Mindre sale skaber den bedste forbindelse mellem dem og de tilstedeværende, og det er aldrig bare publikum, der møder spændte op, fulde af forventninger.

”Koncerten er en meget kompleks størrelse – undervejs lærer man en masse, og man forandrer sig. Lidt ligesom at vokse op. Man bliver flere år ældre i løbet af den time, det varer. En god koncert er som et helt liv, for når man ser et godt band optræde, er det som om, man fødes når koncerten begynder, og dør, når den slutter. Der er mange følelser til stede, og det er det, der skaber en god koncertoplevelse. Der foregår mange ting, der rækker udover din bevidsthed. Så forhåbentlig både dør vi og elsker, nye ting bliver født, og det hele ender som en fængslende oplevelse. I værste fald, så oplever man bare Mouse on Mars spille live, og det er faktisk heller ikke så slemt.”

BLÅ BOG: MOUSE ON MARS ♦ Består af Jan St. Werner fra Køln og Andi Toma fra Düsseldorf. ♦ Baseret i Berlin, hvor de er signet på Monkeytown Records sammen med navne som Modeselektor og Lazer Sword. ♦ Udgav i 1994 Vulvaland, og har siden sendt ni fuldlængde album på gaden. Senest Parastrophics fra i år.

”En god koncert er som et helt liv, for når man ser et godt band optræde, er det som om, man fødes når koncerten begynder, og dør, når den slutter.” MUSIKBOKS Den tyske duo Mouse On Mars, der består af Andi Toma og Jan St. Werner, har været en af de mest markante drivkræfter i udviklingen af, hvad der med et forkætret udtryk kunne kaldes “IDM”, siden de i de tidlige 90’ere udgav deres debutplade Vulvaland.

programmering: En halsbrækkende, suveræn opvisning i præcis hvor kværnet, utålmodig og kompliceret musik egentlig kunne være uden at give køb på det altid tilstedeværende menneskeligt organiske og melodisk medrivende.

Mouse On Mars har alle dage været helt deres egne, og er aldrig er blevet i samme stil – hverken fra plade til plade eller for den sags skyld fra nummer til nummer. Deres elastiske og teknisk overvældende musik har trukket på alt fra duvende dubtechno til electrofunk og glitchet kraut med et altid hastigt skiftende fokus, på en eller anden måde kun lige knapt holdt sammen af en absolut virtuositet og en underspillet humor, der gør, at deres musik på trods af uendelige synkoperinger og tilsyneladende uudtømmelig idé- og melodirigdom altid grundlæggende rykker.

De har spillet alt fra skizoid, jazzlemlæstende breakbeat på Idiology, til tyktflydende, vokalbåren og hårdtpumpet glittet electropop på Radical Connector, der ligesom på gruppens seneste udgivelse, Parastrophics, fik ekstra schwung i kraft af trommeslageren Dodo Nkishi, der i lang tid var fast mand i gruppens legendariske liveshows.

Gruppens store bagkatalog har udspillet sig som et komplet uforudsigeligt studie i evigt muterende, perfektionistisk

Sponsoreret af Musikhuset Posten.

TORSDAG KL. 00.30 / STORE SCENE

Han er også med når duoen, der altså denne gang er en trio, for anden gang kommer til PHONO for at opføre deres usammenligneligt energiske bud på forskruet, virtuos maskinmusik.

PHONOFESTIVAL.DK

21. sep. kl. 21:00

Specktors + DJ sæt

27. sep. kl. 20:00

26. okt. kl. 21:00

The Eclectic Moniker

The Asteroids Galaxy Tour

Complicated Universal Cum + Stella Blackrose

Turboweekend 01. nov. kl. 20:00

12. okt. kl. 21:00 Pede B & DJ Noize

29. sep. kl. 21:00

27. okt. kl. 21:00

Magtens Korridorer

The Blue Van

05. okt. kl. 21:00

30. okt. kl. 20:00

Therapy? (UK)

08. nov. kl. 20:00

Sebastian m. Band

09. nov. kl. 21:00

L.O.C

Køb dine billetter på Postenlive.dk - Følg Posten på Facebook.com/postenlive

29. sep. kl. 21:00 Le Funk Mystique

The KutiMangoes 27. okt. kl. 21:00 04. okt. kl. 20:00

n*grandjean

03. nov. kl. 21:00

Ibrahim Electric

Morgenrock

Signe Svendsen

Mads Bjørn 27. sep. kl. 20:00

20. okt. kl. 10:00

Jonas Alaska m/band (NO) 20. okt. kl. 21:00

Se hele programmet og køb dine billetter på www.dexter.dk

Sinne Eeg 15. nov. kl. 20:00

| VOXPOP

MIT MINDE FRA PHONO11

Det gamle slagtehus rummer oplevelser, der er ligeså forskellige som ørerne, der hører dem. Læs hvordan seks mennesker husker sidste års festival.

Debmaster (FR), spillede på store scene

Det var den perfekte scene til elektronisk musik. Lyset var ret vildt og samtidig koldt på sådan en elektrisk måde, og det gik rigtig godt i spænd med det gamle slagtehus. Det var hverken for stort eller småt, der var god lyd og alle var glade – både de optrædende, arrangørerne og publikum.

Mikkel Grongstad, 21 år, Oslo

Hvorfor tog du på Phono Festival? Jeg har nogle gode venner i Odense, og de inviterede mig til at komme til PHONO sidste år. Det var første gang, jeg oplevede elektronisk musik live, og det var mega fedt. Festivalen dundrede afsted med masser af glade mennesker i godt humør, og der var en masse at drikke og mange flotte effekter. Jeg synes virkelig, det var tre dages imponerende fest.

- Hvad var den bedste musikalske oplevelse? Africa Hitech og Birdy Nam Nam gjorde det virkelig for mig med en ekstremt intens stemning. Jeg crowd-surfede for første gang i mit liv på PHONO, og jeg havde stadig susen i ørerne to dage efter. Jeg nåede en slags musikalsk klimaks, når jeg stod helt oppe foran scenen og hoppede og dansede. Phono Festival er kort og godt for os, der elsker at have det fedt.

Hvordan husker du PHONO11 overordnet?

Det kom virkelig som en overraskelse, at det danske publikum ikke bare var ude på at have det sjovt, men i lige så høj grad var opmærksom på, hvad der foregik oppe på scenen – min musik er ikke bare fun and massive, og det accepterede folk helt og aldeles. På samme måde var det heller ikke et intellektuelt, kedeligt publikum, der kun gik op i producer-færdigheder. Folk var åbne for kreativitet, imens de festede som vilde dyr! Dét nød jeg virkelig. Efter koncerten kom folk op og sagde, ‘tak, mand. Det var fedt’, uden at kaste sig ud i vilde forklaringer og blablala. Det kunne ikke være bedre, set fra mit perspektiv, for det er sådan jeg ser på musikken; kreativt, men aldrig kedeligt. Festivalens line-up var rigtig fedt, for der var både store og små navne på samme scene. Det er rigtig vigtigt, synes jeg. I Europa er det ofte sådan, at der enten kun er store navne, eller også er det kun mindre avantgardistiske acts. Det er tydeligt, at arrangørerne tænker mere på, hvilken musik de kan lide i stedet for, hvad folk ved, de vil have. Det virkede som om, at publikum havde det fint med at se både headlinere og outsidere samme aften. Det er virkelig vigtigt, at det kan lade sig gøre, for det er bestemt ikke alle steder, man finder sådan en samling af kunstnere. Det var klart en af mine bedste shows sidste år.

If your not on PHONO, no one will phone you!

PHONOFESTIVAL.DK

VOXPOP |

Magnus Fuhr, PHONO-VJ, 32 år

Joe Howe fra Ben Butler & Mousepad (UK/DE), spillede på lille scene

Jeg husker, at det foregik i et stort, mærkeligt slagtehus. Det var ret labyrintisk med et sejt lysdesign på væggene og et spændende scenelayout. Det var sjovt at spille for det danske publikum – der var mange der dansede og nogle helt fantastiske fulderikker. Phono Festival var fedt, for det virkede som om, der var lagt meget arbejde i hele opsætningen – både spilleprogrammet og den stilmæssige udsmykning, og det virkede hverken profitorienteret eller branded på samme måde, som festivaller ellers plejer at være. Vi havde det virkelig sjovt, både med de andre artister og med vores show.

Sidste år havde jeg en udstoppet ræv med på PHONO. Sent lørdag aften ender ræven oppe ved scenekanten, hvor den spontant begynder at crowdsurfe ud over publikum. Festen har nået kogepunktet og ræven bliver med stor jubel båret på en trone af hænder gennem menneskehavet - men pludselig er den væk. Heldigvis er der en af de frivillige, der får fat i ræven – og sammen får vi den i sikkerhed. Senere på aftenen kommer en pige hen til mig. Hun er dybt ulykkelig, og det viser sig, at hun under hele PHONO har forsøgt at få fat i ræven. Da hun fortæller, at hun skal bruge den til en musical, hvor min ræv skal spille en central rolle som ’udstoppet ræv’, ender jeg med at låne den til hende. Hun er faktisk rigtigt sød, og hun har lovet, at ræven kommer tilbage og crowdsurfer til PHONO 2012.

| VOXPOP

Josefine Hilfling Hjort Hansen Nybagt student – 19 år

Da jeg for første gang så ræven på PHONO, vidste jeg med det samme, at den var helt perfekt til min musical. Rævens smiskede smil lokkede mig i først omgang til at spørge en fyr i baren. Han mente dog, at det ville koste mig cirka 800 kroner om dagen at låne ræven. Jeg tænkte, at det var en mulighed, da mit gymnasium har en del penge til den slags. Men da jeg senere så ræven crowdsurfe, kunne jeg ikke længere modstå fristelsen. I min fuldskab løb jeg ind i menneskemængden og flåede ræven til mig. Jeg løb direkte mod udgangen med ræven i min favn, men blev stoppet af en dørmand. Heldigvis var Magnus flink og ville godt låne mig ræven. Sidenhen har vi mødtes flere gange, og vi er faktisk blevet rigtigt gode venner. Jeg lover, at ræven kommer tilbage i 2012. Den elsker fest - og den elsker PHONO.

Ida Marie Bøgh kandidatstuderende 23 år, Odense

Hvorfor tog du på PHONO sidste år? PHONO havde egentlig aldrig rigtigt været mig. For høj og mærkelig musik og for mange mennesker- klassiske fordomme! Da jeg så blev kæreste med en af de frivillige, var det vist min pligt som PHONO-frue at deltage. Det fortyder jeg ikke, og grunden til, at jeg skal være gæst på PHONO12, er ikke, fordi det forventes - men fordi det er skide godt!

Hvad var din bedste koncertoplevelse? T. Raumschmiere! Det var tungt og energisk og en super måde at lukke festivalen på.

Hvordan husker du PHONO11 overordnet set? Som et arrangement, hvor det var ok at danse på scenen! Derudover husker jeg det som arrangementet, der fik mig til at indse, at der ikke er grund til at stejle så snart ordene “elektronisk musik” nævnes!

PHONOFESTIVAL.DK

PHOTO WALL |

| PHOTO WALL

PHONOFESTIVAL.DK

PHOTO WALL |

| PHOTO WALL

”Vi vil bevise, at det eksperimenterende, det sære, det oversete og det udfordrende på ingen måde udelukker det umiddelbare og det uimodståelige”

PHONOFESTIVAL.DK

INTERVIEW |

TO MONSIEURS MED 1000 ANSIGTER

| INTERVIEW

Sylvain Quément og Guillaume Castagné har under aliaset Gangpol & Mit igennem et årti skabt vanvittige animationer med et musikalsk bagtæppe af computerspilspop. Tag med på en psykedelisk rejse, når franskmændende inviterer 1000 animerede bandmedlemmer med på scenen og leverer det største visuelle show på PHONO nogensinde.

PHONOFESTIVAL.DK

INTERVIEW |

GANGPOL & MIT Den franske duo Gangpol & Mit befinder sig i en besynderlig og komplet naivistisk verden af digital popmusik, beboet af farverige, geometriske figurer. Gruppens udsyrede, apokalyptiske tegnefilmsunivers supplerer deres futuristiske og syntetiske MIDI-musik, som billedside til en animeret musical om guderne-må-vide-hvad. Med en vis lighed med bands som DAT Politics, omend meget længere ude på et fjollet, insisterende overdrev, spiller Gangpol & Mit en ultramelodisk og sprudlende electro, fyldt til bristepunktet med computerspilspop, retrofuturistiske synthklange og næsten grænseoverskridende charmerende hooks. På scenen blandes den med på overfladen tilforladelige, men ofte pludseligt voldelige og udknaldet agiterende animationer: Forretningsmænd der dykker i fedtet junkfood, uddateret computerhardware der brutalt slagtes på tropeøer, terrorhandlinger af eksploderende konfetti og alverdens anden hyperaktiv, historiefortællende grafik. Man kan kort sagt forvente en temmelig blæst og uden tvivl unik oplevelse når Gangpol & Mits skæve og komplet overstyrede verden overtager slagtehallerne med deres jublende, teknologiske idioti.

BLÅ BOG: GANGPOL & MIT ♦ Dannet af Guillaume Castagné (grafik) og Sylvain Quément (musik) i 2002. ♦ Kommer fra Bordeaux i det sydvestlige Frankrig. ♦ Har udgivet to fuldlængde album: Tournent En Ronde i 2005 og senest The 1000 Softcore Tourist People Club fra sidste år. Derudover en række singler og EP’er. ♦ Opfører deres show ‘1000 people band’ for første gang på dansk grund på Phono Festival.

LØRDAG KL. 22.30 / STORE SCENE

| INTERVIEW

Hvordan vil I beskrive jeres arbejde i hurtige vendinger?

Hvad er budskabet i jeres animationer?

Sylvain: Vi er dét, man kan kalde en ejendommelig fransk duo, der gennem de sidste 10 år har haft et tæt parløb mellem musik og animation. For eksempel laver Guillaume en video, hvor en geometrisk animeret mand smadrer sit hoved ind i et ‘ingen adgang’-skilt. Det laver jeg så lyden til.

Guillaume: Jeg er ikke sikker på, om vi har et globalt budskab med vores videoer. Det vigtigste for os er, at få nogle gode ideer og så videreudvikle dem på vores egen facon. Sylvain. Hver video har sit eget budskab og indhold. Desuden udvikler indholdet sig over tid, så vi siger ikke de samme ting, som vi gjorde for fem år siden. Der er uundgåeligt nogle tilbagevendende temaer, fordi vi tager udgangspunkt i den grundlæggende spænding, der findes imellem virkelighed og fantasi. Det er jo en del af de fleste menneskers liv i dag.

Hvad kommer først, når I arbejder – animationerne eller musikken? Guillaume: Vores tilgang til arbejdet er som regel meget umiddelbar: vi arbejder ud fra en lille idé – det kunne være en enkelt tegning eller en simpel melodi. Så taler vi det hurtigt igennem, og så går vi ellers i gang. Vi kan arbejde ud fra den her ping pong-model over få dage dage, flere måneder eller år, før vi har noget endeligt, vi kan sende afsted.

På nettet diskuterer folk, hvilke referencer og symboler I bruger i jeres animationer. Hvor henter I jeres inspiration? Sylvain: Over årene har vi opbygget en hel hær af karakterer, lyde, former og fortællemæssig tricks, som efterhånden har fået deres eget liv. Tanken om at skabe et band af virtuelle karakterer til vores liveshow, var en helt naturlig forlængelse af det, vi har arbejdet med tidligere. Da ideen blev født, var vi nødt til sætte al den grundige overvejelse, vi tidligere havde arbejdet ud fra i baggrunden. Karaktererne bad os simpelthen om at holde kæft, og tvang os i stedet til at blive i deres verden. Heldigvis lykkedes det os alligevel at få sneget nogle af vores egne ideer med ind i processen, når karaktererne indimellem havde fokus på andre ting.

Hvad kan publikum forvente af jeres show på PHONO? Guillaume: Vi opfører vores nye show ‘1000 people band’ for første gang i Danmark på Phono Festival. Der vil være tre skærme, der viser en masse animerede musikere og andre karakterer, der laver end eller anden form for lyd. Det kunne være en stuepige, en skovhugger eller en fugl. Men der er kun to ægte gentlemen på scenen. Sylvain: Hvad enten du kan lide det eller ej, så er det både skævt og tilgængeligt, men samtidig helt sit eget. Det er for letfordøjeligt, hvis du forventer noget avant-garde, men det er for sært og hardcore, hvis du forventer indie-pop. Samtidig er det mere pop, end det er rave, og alligevel for harsk at drikke grøn te til.

Hvad ville være ultimative setting for en af jeres koncerter? Guillaume: Jeg kunne godt se os spille foran Teotihuacan i Mexico eller omgivet af aber på Bali. Men det er nu heller ikke værst at skulle spille for et sympatisk publikum i Danmark

PHONOFESTIVAL.DK

ESSENTIALS |

PHONO FESTIVALS GUIDE TO PHONO FESTIVAL FEST GANGPOL & MIT

ROBERT HOOD LIVE MMM

MOUSE ON MARS

THE HACKER

DEBRUIT LIVE BAND

DZA

EKSOTISK

INDUSTRIELT

SCULPTURE

TOBLERONES METAMONO

OKTRONIUM GOODIEPAL

STURQEN

PATTEN

KUNST

| ESSENTIALS

PROGRAM KL.

TORSDAG

FREDAG

17.30

RBMA SESSION

18.00

KL. 17.30 ANALOG PRODUKTION & MUSIK I EN DIGITAL TIDSALDER METAMONO

KL. 17.30 MUSIKER I EN DIGITAL TIDSALDER ROBERT HOOD

OKTRONIUM

18.30 19.00

LØRDAG

Lille Scene, KL. 18.30 / S.49

GOODIEPAL

TOBLERONES

Lille Scene, KL. 19.00 / S.37

Lille Scene, KL. 19.00 / S.47

19.30 FRAK

20.00 20.30

Lille Scene, KL. 20.00 / S.51

METAMONO

PATTEN

Lille Scene, KL. 20.30 / S.32

Lille Scene, KL. 20.30 / S.49

21.00 DOPPLEREFFEKT

21.15 21.30

Store Scene, KL. 21.30 / S.51

SCULPTURE

22.00 22.30

Store Scene, KL. 22.00 / S.50

DZA

GANGPOL & MIT

Store Scene, KL. 22.30 / S.49

Store Scene, KL. 22.30 / S.22

23.00

DEBRUIT LIVE BAND

23.15 23.30 23.45

Store Scene, KL. 21.15 / S.52

STURQEN

Store Scene, KL. 23.15 / S.51

BEASTIE RESPOND

THE HACKER

Lille Scene, KL. 23.45 / S.51

Store Scene, KL. 23.45 / S.8

24.00 00.30 01.00

MOUSE ON MARS Store Scene, KL. 00.30 / S.10

ROBERT HOOD LIVE

MMM

Store Scene, KL. 01.00 / S.36

Store Scene, KL. 01.00 / S.49

ESSENTIALS |

PHONO12 FLOWCHART KAN DU LIDE ELEKTRONISK MUSIK? NEJ

SÅ LÆNGE DET ER ELEKTRONISK

HVAD HØRER DU ELLERS?

HIP-HOP

PÅ GRUND AF DET STEADY BEAT?

ØHH...

JEG HØRER IKKE MUSIK DEN FEDE ROCK DET DE SPILLER I RADIOEN

NEJ, RAPPEN

ARHJ

HELT FOR SIKKERT!

MUSIK LAVET AF MENNESKER PÅ MASKINER, SÅ?

CROWDSURFING!

DER ER VIST IKKE RET MANGE AF PHONOS KUNSTNERE, DER BLIVER SPILLET I RADIOEN... SÅ GIDER JEG IKKE

JEG HAR ENGANG SØGT IND PÅ KUNSTAKADEMIET

ER DU PARAT TIL AT DØ FOR MUSIK LAVET AF ROBOTTER PÅ COMPUTERE?!

RAVE ELLER MUSIQUE CONCRÈTE?

JEG PRØVER DET

PRØV DET

NÆH

JA, FOR HELVEDE

SÅ NOGET MED GUITAR?

ELLER PÅ COMPUTERE. WHATEVER. ELLER ET ANDET RIGTIGT INSTRUMENT...

UDELUKKENDE!

TECHNO?

JA, OG KUN MASKINER TIL JEG DØR!

BARE DET KRADSER LIDT TECHNO, IDM, ACID. IT’S ALL GOOD

OKAY. MEN DE IMPROVISERER ALTSÅ

LIGESOM HENDRIX?

MINDRE GUITARHELT, MERE KRAUTROCK

JEG VIL JO BARE GERNE HØRE ET RIGTIGT BAND

HVOR PSYKEDELISK SKAL DET VÆRE?

PISSE PSYKEDELISK

YES!

GENREKONVENTIONER?

MEN HVAD VIL DU SÅ HAVE? NOGET FRANSK

SÅ LÆNGE DET ER BANGIN’

SPÆNDENDE!

FAIR NOK. RADIOHEAD BRUGER OGSÅ COMPUTERE

EN TING AD GANGEN

DET HELE PÅ EN GANG?

VI HAR NOGET MED TROMMER?

EN SMULE RUNDTOSSET ER HELT FINT, TAK

TOBLERONES

DU SLIPPER IKKE FOR ELEKTRONIKKEN...

JO FÆRRE, JO BEDRE HELT SIKKERT!

PATTEN

MOUSE ON MARS

DZA

DEBRUIT

| ESSENTIALS

SÅ KAN DU GODT LIDE AUDIO/VISUEL KUNST

HELST BARE SYG LYD!

JEG FORETRÆKKER MUSIK LAVET TIL ROBOTTER OG COMPUTERE

GOODIEPAL

KAN DU LIDE DEN FEDE, KONCEPTUELLE TECHNO?

HVOR MELDER JEG MIG?

SÅ LÆNGE, DET LYDER SOM EN FABRIK

... ER MIN SPIELBERG

STAN BRAKHAGE?

HVORDAN KU’ DU GÆTTE DET?

HAR DU NOGET MED KVANTEFYSIK?

STURQEN SCULPTURE

GESUNDHEIT!

NATÜRLICH

DOPPLEREFFEKT

SKAL DE VÆRE HJEMMEBYGGEDE?

METAMONO

JA!

NEJ

NOGET MED BLÆS PÅ

OKTRONIUM

ER DER TRYKKET PÅ PSYKOPATKNAPPEN?

ARRGH!

TRYK PÅ PSYKOPATKNAPPEN

NEJ

MMM

ARRGH!

STRIW’D HJART, STRIW’D BLO’!!

INDUSTRIAL SUPERCALIFRAGILISTICEXPIALIDOCIOUS!!!

303 ELLER LSD?

ACIIID!

ELECTRO

TØR OG TYSK?

BEASTIE RESPOND

MERE FILTER! FRA MOLS TIL SKAGEN

AUSGEZEICHNET!

GANGPOL & MIT

ODENSES STOLTE SØNNER?

NOGET FRA DK MAIS, NON!

DETROIT?

EN ROSE ER EN ROSE ER EN ROSE ER EN SKOVHUGGER, DER SPILLER TROMPET PÅ EN RÆV

COOL NATKLUBKULTUR ELLER KNALDET TEGNEFILMSEPILEPSI? INNER CITY, BABY!

EUROPA ENDLOS

EVERY NIGHT WITH MY FAMOUS FRIENDS...

MINIMALT ELLER MÆRKELIGT? MAXIMAL MINIMAL ER DER NOGEN DER HAR SET MIN STANIOLHAT?

THE HACKER

ROBERT HOOD

FRAK

PHONOFESTIVAL.DK

FEATURE |

MUSIKKEN ER UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER I LIVE M

an har ikke levet, før man har hørt en Roland Bassline TB-303, der skriger i bogstaveligt talt ustyrligt skingert resonans-overload. Et ødelagt og elendigt instrument, i virkeligheden, men samtidig en klassiker, et af den elektroniske musiks få ikoner – en grå pandorasæske med et lydfilter af kværnende silke. Fundamentet for en hel genre, acid house, og et stadig relevant tryllestøv, der kan forvandle snart sagt ethvert 4/4-trommebeat til en elastisk plastiksymfoni.

03, som den ofte nærmest helt venskabeligt kaldes, er sammen med sine trommende søstre Roland TR-808 og TR-909 på mange måder inkarnationen af analog electrolyd. Oprindeligt udviklet som en basspillende ledsager til guitarister uden rigtige venner, er 303’eren fra sin billige og lettilgængelige fødsel nærmest kun gået opad i både pris og attråværd. For det var ikke nogen særlig realistisk bas, maskinen kunne eller kan producere. Mest af alt er den tilnærmelsesvist umulig at programmere i retning af en menneskelig bassists lavfrekvente talenter. Det tager alt for lang tid – især live – og det er som om, det rammer helt ved siden af målet at forsøge. 303’erens mildest talt kluntede interface vil ikke giftes og have børn, men kigger dig skælmsk i øjnene og spørger, om du kan lege. Og så er det op til dig at trykke på dens knapper og skrue op for filterets frekvens.

Der bliver i dag lavet utallige digitale software-kloner af alskens synth- og trommemaskinekoryfæer – også TB-303. Selvom de kan komme tæt på lyden af originalerne, der ofte går til priser, der bestemt ikke er for trange tegnebøger, så mangler de alle det fysiske element, den helt håndgribelige berøring med instrumenterne. Derfor produceres der sideløbende et rent væld af såkaldte MIDI-controllere, der ved hjælp af digitale potmetre og anslags- og trykfølsomme flader efterligner fornemmelsen af de synthesizere og sequencere, der spejles på computerskærmen.

t af de mest benyttede programmer til mere eller mindre computerbåren elektronisk musik i dag hedder Ableton Live. Programmet sætter kunstneren i stand til at afspille præindspillede og umiddelbare loops og samples samt sende MIDI-signaler ud til maskinparken i et fastlagt net, der sikrer, at alt spiller i takt med alt andet. En gave til den moderne livemusiker, der kan vælge at pejle rundt mellem de forskellige lyde med musen eller – som det efterhånden er blevet standarden inden for elektronisk musik – alliere sig med en dedikeret controller. Således kan kunstneren altså både komponere og remixe uden at skulle bekymre sig om, hvorvidt lydene pludselig begynder at skride fra hinanden – alt sammen lige ved hænderne, der er sluppet fri af musetyranniet.

| FEATURE

Programmet på PHONO12 består udelukkende af live-sets. Det betyder ikke, at computerne er bandlyst i slagtehallerne, men musikken opstår, samples og modificeres i nuet – både som binær kode og som analoge strømme.

ontrolleren giver musikeren noget at føle på og udstråler et nærvær til publikum. Der bliver ikke bare tjekket mails og skrevet jublende Facebook-opdateringer bag det lysende æbleikon – her er tværtimod en ægte musiker på scenen, der rent faktisk spiller på sit elektroniske udstyr. Brugen af controllere har endda medfødt en helt ny gren af kunstnere, der placerer sig et sted mellem DJ’s og livemusikere – controllerists.

en hvad er så forskellen på en rent analog performance til en computerbåret af slagsen? Først og fremmest er der rent faktisk forskel på lydene fra de analoge arvestykker til de digitale modparter. For det andet, og det er mindst lige så vigtigt, så vil en generisk controller aldrig blive det samme som at stå med de rigtige instrumenters indbydende drejeknapper og LED-dioders inciterende blinkenlights. På det allermest feticherede analoggrej tilsvarer én drejeknap én og kun én funktion. Umiddelbarheden er i højsædet – what you see is what you get.

en en rent analog og live optræden er ikke nødvendigvis selvskrevet til en højere plads på kvalitetsbarometeret end et DJ-set eller en computerbaseret performance. Grænserne er i dag over en bred kam så udflydende, at de konsekvente grupper og kunstnere, der stædigt holder fast i den ene, den anden eller den helt tredje fremførelsesmetode som oftest er udtryk for en stringent dogmatisk tilgang som hos festivalaktuelle Metamono eller måske nærmere holder fast i en bestemt lyd, der vækker nostalgiske fantomer til live i deres egen inspiration og i et publikum, der er for unge til at huske MIDI’ens fødsel i begyndelsen af 1980’erne. Al magt til dem alle.

PHONOFESTIVAL.DK

INTERVIEW |

De bygger deres egne instrumenter, og så holder de fast i et manifest, der umiddelbart ligner benspænd, men som i virkeligheden er en hjælpende hånd. Live ligner de mere en installation end en traditionel koncert. De kalder sig Metamono.

MANIFESTERET MASKINFASCINATION

| INTERVIEW

Metamono er på det abstrakte plan et konceptuelt og anarkistisk partiprogram for en mere simpel og knasende analog musikalsk nutid. I den fysiske virkelighed er Metamono tre briter med hang til ironi, elektroniske improvisationer og gamle, modificerede og/eller hjemmebyggede analoge musikinstrumenter, og så er de samtidig indehavere af en nysgerrighed efter at afsøge grænserne for det konceptuelle hegn, de har banket i den musikalske jord, der omgiver dem. ”Begrænsninger åbner dit sind. Hvis du kan fokusere på et smallere område, er det muligt at finde et meget mere fundamentalt indhold. Samtidig er der også det faktum, at vores maskiner teer sig en smule. Hvis maskinen gør alt for dig, så spiller du kun det allermest åbenlyse lort, fordi du er efterladt med kun de allerringeste dele af din forestillingsevne. John Cage sagde altid, at han kastede med terningerne og lavede ting på baggrund af tilfældighed, for ellers ville han kun satse på sin egen forestillingsevne, og han var blot et menneske. Heldigvis er vi ikke kun mennesker – vi har synthesizere, og de har sjæl”, udtaler Metamono under et Skype-interview. En teknologi, der umiddelbart virker helt malplaceret i sammenhæng med en gruppe, der sværger til Analog med stort forbogstav. ”Vi bruger internettet, men vi bruger det og anden moderne teknologi til det, den er god til, nemlig at udveksle idéer. Internettet er ikke godt til at generere idéer eller kreativt materiale. Men det kan organisere begge dele. Computere har altid været gode til kontrol, men aldrig været gode til kreativitet. Vi er forholdsvis afhængige af ting som Skype eller for eksempel at finde diagrammer til vores hjemmebyggede synthezisere på nettet, men vi nægter at bruge den teknologi som en del af vores kreative proces.”

EN LEVENDE INSTALLATION Selvom det ikke er indskrevet i deres ellers så rigide manifest, foretrækker gruppens tre medlemmer at træde ned fra scenen for at spille på gulvet blandt publikum. Det er efter gruppens eget udsagn både for at holde alle i lokalet på samme plan, og samtidig for at nærme sig udtrykket fra en kunstinstallation, hvor de selv er blevet operatører, der håndterer maskinernes ellers utæmmede elektriske output. “Maskinerne er en installation, som publikum skal kunne følge med i. Publikum er på en måde også deltagere i vores optræden, fordi vi improviserer og følger publikums humør. Desuden opstår der en slags biofeedback med publikum på grund af vores analoge udstyr, som bliver påvirket af temperaturen, fugtigheden og de fysiske vibrationer i lokalet. En anden fordel ved at spille på gulvet er, at folk kan komme hen til os med drikkevarer.”

DREJER KNAPPER FOR PENGE Den sammenhæng mellem det menneskeligt kropslige og maskinernes paradoksalt symbiotiske forhold til omverdenen gælder ikke kun for publikum. Det fysiske aspekt af de analoge instrumenter er vigtigt for Metamono, der ikke er bange for at kalde sig selv for ”professionelle knob twisters (’drejeknapsdrejere’, red.)”

PHONOFESTIVAL.DK

INTERVIEW |

”Berøringen med de mange drejeknapper er en måde at få lov at bruge mere end bare musefingeren på, og så er der en direkte kobling mellem maskinen og dig, der ikke er virtuel. Man gør rent faktisk noget, og på den måde er det fuldstændig det samme som at spille på et instrument. Det er at spille på et instrument! Det er pointen – de analoge maskiner er et instrument, det er computeren ikke. MIDI-controllere er ikke nær så følsomme.”

ÉN VEJ MOD DANSETRINENE Selvom Metamono på mange måder stikker ud fra normen i den moderne elektroniske musik, så kan festivalgængerne på PHONO12 forvente sig en genkendelig opbygning, hvor det fredfyldte og rolige gradvist afløses af tempo og rytmik. ”Der er intet i vores manifest, der forhindrer os i at benytte konventioner. Vores optræden er som sagt afhængig af publikum – hvis de klør sig selv på hagen og ser eftertænksomme ud, bliver det mere mærkeligt, men hvis de begynder at danse, går vi mere i den retning. På PHONO12 bliver det en times ren underholdning, men forhåbentlig også noget, der kan pirre folks nysgerrighed og inspirere dem til at erkende, at der er mere i musik, end de er blevet ledt til at tro.”

BLÅ BOG: METAMONO ♦ Metamono består af medlemmerne Jono Podmore, Paul Conboy og Mark Hill ♦ Har eksisteret siden slutningen af 2009 ♦ Jono Podmore har tidligere lavet udgivelser under navnet Kumo og arbejdet sammen med Irving Schmidt fra de legendariske tyske kraut-rockere Can. Paul Conboy har tidligere arbejdet sammen med Bomb the Bass, mens Mark Hill er kunstner og kendt for sit hus lavet udelukkende af genbrugsmaterialer ♦ Gruppen har foreløbig fem udgivelser bag sig i form af tre kassettebånd og to 10”-EP’er ♦ Metamono optræder udelukkende på analogt musikudstyr

MANIFEST

METAMONO WILL NEVER

All sound is now available to all

– use a microphone

musicians everywhere.

– use digital sound generation or sampling

Music has become a flaccid shadow of the

– use mechanical sound generation

social power it once was.

– use digital sound processing – make overdubs

METAMONO

– be afraid of mono

will restrict and limit the sound sources

– remix

and techniques available to us in order TO LIBERATE the imagination.

METAMONO WILL ONLY

TO ECHO the struggle society endures.

– use analogue electronic sound generation

Our restraints will be our liberties.

– use analogue electronic sound processing

Our limitations will be our aesthetic.

– use digital recording and basic editing

We will kick against the pricks.

when no alternative is available – compose and mix simultaneously – build their own or play used instruments”

TORSDAG KL. 20.30 / LILLE SCENE

| INTERVIEW

PHONO TAGER DIG TÆTTERE PÅ MUSIKKEN Phono Festival samarbejder i år med Red Bull Music Academy (RBMA), som tidligere har arrangeret musikalske workshops på prominente festivaler som Sónar og Melt!. I år stiller de an i slagtehuset med en blød sofa og en masse spørgsmål, når de fører åbne samtaler med de analoge briter fra Metamono og techo-legenden Robert Hood fra Detroit.

For første gang på Phono Festival bliver der mulighed for at komme helt tæt på nogle af musikerne og deres arbejdsproces, når vi inviterer til direkte interviewsessions med Metamono og Robert Hood.

fortæller Fergus Murphy. Når RBMA afholder workshops verden over, er det typisk for et forholdsvist lille publikum. Men interviewene bliver filmet og får efterfølgende nyt liv på nettet, når de bliver en del af det enorme musikarkiv på akademiets hjemmeside. Man kan finde alt fra jazzlegender til de nyeste hip hop-

fra sidste år var rigtig spændende. Derudover mener jeg, at der er brug for de alternative stemmer, når det kommer til musikarrangementer”. ”I undergrunden er der ikke noget man kan købe. Du kan ikke bygge noget unikt op ved bare at kaste penge efter det. Det har altid været præmissen for RBMA. Det, vi får ud af det, er en

artister, og det er tænkt som en platform for folk, der gerne vil udvide deres kendskab til musik.

mulighed for at arbejde med en række kvalitetsprojekter. Det er et parløb, hvor vi kan bidrage til musikkulturens udvikling både lokalt og internationalt ved at dele information og inspiration.

Torsdag aften vil fokus primært være på den analoge musikproduktion i selskab med Metamono, og i fredagens session skal Robert Hood forholde sig til, hvordan det er at være musiker i en digital tidsalder. I første omgang bliver det Fergus Murphy fra RBMA, der stiller spørgsmålene. Han har selv arrangeret koncerter før i tiden, men i de seneste 12 år har han for RBMA været med til at opbygge et globalt netværk af folk fra musikbranchen. Når han har varmet musikerne op vil der efterfølgende være plads til, at også publikum kan byde ind. ”Tanken er at skabe et rum, hvor man kan spørge ind til musikernes arbejde og også høre nogle musikeksempler. Når artisterne sidder der, kan de fortælle om, hvilke erfaringer de har gjort sig gennem tiden, og det er sådan, man virkelig kan lære meget, især fordi vi prøver at gøre det uformelt. Det er en mere afslappet situation, end den her type interviews ellers plejer at være. Her kan kunstnerne tale meget frit, og de kan også sagtens komme ind på de dårlige sider af musikindustrien”,

Hvorfor støtter i PHONO? ”For os handler det ikke om penge, men om at støtte gode ideer. Et arrangement som Phono Festival, synes vi, har en god bookingpolitik, det er meget originalt, og det foregår uden for normale rammer. De sidste par år har jeg lagt mærke til festivalens line-up, og jeg synes for eksempel, at Africa Hitech og Ancient Methods

Der er interviewsession med Metamono (UK) om torsdagen og med Robert Hood (US) om fredagen. Dørene åbner begge dage kl. 17:30.

PHONOFESTIVAL.DK

ARTIST SHOWCASE |

ROBERT HOOD Robert ”Noise” Hood har været en uomgængelig del af technoen siden den fandt sin egentlige, moderne form i Detroit i starten af 90’erne. Han var sammen med Jeff Mills og ”Mad” Mike Banks en del af det legendariske Underground Resistance, der med en uhørt rå og kompromisløs stil gjorde militant, politisk bevidsthed synonymt med hårdtslående, aggressive technoproduktioner. Men ikke nok med det. Hood henregnes også ofte som opfinderen af minimaltechnoen, først og fremmest i kraft af sin ikoniske plade ”Minimal Nation”, der stadig står som en af de mest urørlige techno-fuldspillere nogensinde og satte nye standarter for hvor nedbarberet og skeletal techno kunne blive, uden at miste et gram af intensitet. Fire eller fem forskellige lyde er typisk alt, hvad Hood behøver for at skabe noget af det mest funky, rykkende og hypnotiserende musik hørt på denne planet.

Han har under aliaser som Floorplan og The Vision været konstant produktiv siden begyndelsen af karrieren, og har på insisterende vis rendyrket sin skrabede vision af acid- og industrialinspireret techno uden om de almindelige, kommercielle kanaler. Hood, der aldrig har givet køb på sin fulde kunstneriske kontrol, reagerede i begyndelsen af sin solokarriere på, at den techno, der var opstået i Detroit, gradvist fokuserede mere og mere på billige, forudsigelige kneb og øget tempo. Han insisterede i stedet på at bringe noget af den soul, der prægede den helt tidlige techno, som den kom til udtryk hos Juan Atkins eller Kevin Saunderson, tilbage i musikken. Derudover har han altid haft sit blik skarpt fokuseret på en form for besjælet minimalisme, der har resulteret i utallige efterligninger, men som næppe nogensinde er overgået. Hans geni består først og fremmest i, hvor sikkert og sparsomt

han doserer sine små melodistumper og rytmeprogrammeringer og lader elementerne finde sammen til et hele, der er ubestrideligt mere end enkeltdelene. Der er ganske enkelt mødepligt for enhver med interesse i technohistorie, når Robert Hood kommer til Odense med et liveshow, der viser alt hvad der er godt og vigtigt ved den oprindelige Detroit-techno, og hvorfor den stadig er relevant.

FREDAG KL. 23.15 / STORE SCENE

| ARTIST SHOWCASE

ET KVAD FOR DEN KUNSTIGE INTELLIGENS

Goodiepal, Gæoudjiparl van den Dobbelsteen eller bare Parl Kristian Bjørn Vester er blevet udråbt som musikalsk wunderkind, og bringer samtidig sindende i kog verden over med sin radikale computermusik. Han ved ikke hvorfor, men det passer ham udmærket.

TONER FOR DIGITALE ØREGANGE

Han er ikke nem at få fingre i, ham Goodiepal, for han har ingen telefon, og han bor ingen steder. Siden februar, hvor han forærede alle sine ejendele inklusive instrumenter væk i Berlin, har han cyklet rundt til alle sine spillejobs i Europa. Fra Paris til Moskva, over Finland, Sverige og Norge, rundt omkring i Tyskland og Danmark. Da vi får fat på ham, er han på Island, hvor han lånt en bekendts computer til at ringe og sende mails fra. ”Jeg prøver at cykle så meget så muligt. Det har noget at gøre med, at jeg har en masse amerikanske kunstnervenner, der snakker meget om at være miljørigtige, og så flyver de til Berlin og spiller en koncert, og så flyver de tilbage igen. Imens de gør det, så skriver de den ene blog efter den anden om at passe på miljøet. Jeg har valgt at gøre noget andet, og i stedet for at prædike, så har jeg valgt kun at cykle. Jeg prædiker ikke, jeg cykler bare. Jeg siger ikke, at alle skal gøre det, jeg har bare svinet det, jeg skal. Så nu går det meget langsomt med at komme frem.”

Over de sidste 10 år har Goodiepal – om ikke prædiket – så holdt musikalske foredrag over det meste af den vestlige verden. Her har han udbredt kendskabet til dét, han kalder radikal computermusik. En abstrakt skabelon for, hvordan man kan tilgå kompositionerne på en ny facon og i fremtiden skabe musikalske værker til glæde for den kunstige intelligens. Hold tungen lige i munden. ”Radikal computermusik er meget kort fortalt musik, der ikke nødvendigvis er lavet på en computer, men for en computer. På den måde, at man tager computeren seriøst og forestiller sig, at den på et tidspunkt vil være mere intelligent end den menneskelige hjerne. Det er en metode til at prøve at lave et fremtidsscenarie. Nu siger videnskaben jo, at om 20 år er computeren mere intelligent end den menneskelige hjerne, og hvis den så er det, hvordan skal vi så som mennesker forholde os til det? Det er jo et godt spørgsmål.”

Hvordan gør vi så det? ”Det kan vi jo ikke forholde os til som sådan, for det giver jo ingen mening for os som mennesker. Men jeg har fremsat den teori, at dét vi som mennesker finder mest interessant, er det, vi ikke forstår såsom kærligheden, universet,

PHONOFESTIVAL.DK

ARTIST SHOWCASE | døden og tiden. Det er de ting, vi mennesker beskæftiger os med i kunst. Så hvis man kan forestille sig noget, som computeren ikke kan scanne eller forstå, så ville computeren synes, dét var interessant.”

RADIKAL MUSIK I MODVIND Det med at overbevise de menneskelige sind om, at radikal computermusik ikke bare er interessant, men også relevant, har været lidt af en udfordring for Goodiepal. I fire år underviste han på musikkonservatoriet i Aarhus, men da det, efter hans eget udsagn, gik op for ledelsen, at det, han underviste i, ikke var akademisk funderet, men blot en teori skabt af ham selv, blev han bedt om at gå. Han har også fået knust en flaske i ansigtet af en vred, engelsk musiker, og så modtager han jævnligt trusler på sin mail. ”Jeg har mødt megen modvind, og folk er blevet meget aggressive overfor det, jeg står for. Det er spændende. Jeg er en af de få, der virkelig kan gøre folk vrede. Indenfor kontemporær kunst kan du jo sagtens lave en performance, hvor du ruller dig selv i smør, og så vil folk bare sige ‘nå’. Men når jeg kommer og har lavet en skolebog, så går folk fuldstændig amok. Det er jo en egenskab, jeg har, og det skal man ikke være ked af.

Hvorfor tror du, at du kan hidse folk sådan op? Det ved jeg ikke. Det er der nogen der kan, og det kan jeg. Jeg har ikke svaret på det som sådan, men jeg tror, det er fordi, jeg selv tror på de ting, jeg siger. Hvis der er en der står fast, så har folk jo pludselig noget, de kan skyde mod eller slå til.

TILBAGE SOM MUSIKER Verden har dog ikke altid været vred på Goodiepal. I 2002 modtog han den vigtigste pris indenfor elektronisk kunst og teknologi, Ars Electronica. Det gjorde han for sit debutalbum Narc Beacon, der samme år blev udråbt af Politikens Rockleksikon som en af de 50 vigtigste plader i danmarkshistorien. Det var også det album, der banede vejen for, at han kunne rejse verden rundt med sine foredrag, men den tid er ved at være forbi.

”Lige nu, er jeg mere interesseret i at gøre døde medier levende. Det er det, jeg gør ved mine koncerter i øjeblikket. Der er mange, der stadigvæk gerne vil høre om radikal computermusik, men jeg bliver træt af at fortælle om det, så jeg prøver hele tiden at finde på nye måder at formidle det på ved at gøre det levende. Jeg er blevet musikeren igen, i stedet for ham, der snakker så meget.”

Hvad kan folk forvente af din optræden på PHONO? ”Jamen, jeg vil da gerne synge et kvad. Det handler meget om, om jeg tør. Men sådan var det jo også, da jeg startede med at undervise. Jeg er meget i tvivl hele tiden, det er ikke sådan ‘her er vejen, følg mig’. Jeg vil nødigt love, at jeg kommer og synger, hvis jeg ikke tør på dagen, men jeg har inkorporeret et længere kvad, som jeg har fremført flere steder, så mon ikke jeg kan mande mig op til at gøre det. Det håber jeg da, det må vi se.”

BLÅ BOG: GOODIEPAL ♦ Parl Kristian Bjørn Vester er født i 1974 i Horsens og udgav i 1995 sit første album ‘Vib. Ibex under navnet Circulation of Events, og har derudover en lang række musikudgivelser bag sig. Har senest skrevet bogen ‘El Camino del Hardcore – Rejsen til Nordens Indre’. ♦ Underviste på Dansk Institut for Elektro-akustisk Musik (DIEM) på Det Jyske Musikkonservatorium fra 2004-2008. ♦ Har holdt forelæsninger om radikal computermusik på en lang række amerikanske universiteter, herunder Princeton og Brown University. Komponerede i en periode musik for bl.a. Nokia, Carlsberg og B&O. Har derudover lavet temaet til DR2-programmet ‘Den 11. time’ ♦ Flere af hans familiemedlemmer lider af den arvelige hjernesygdom Huntingtons Chorea. Goodiepal er selv blevet testet for lidelsen, men vil ikke afsløre, hvorvidt han også har den. Han har i stedet erklæret sig selv potentielt sindssyg.

| ARTIST SHOWCASE

I tidens løb er det af flere omgange lykkedes Goodiepal at gøre sig bemærket på finurlig vis. Her er et hurtigt fix. Lånte 500.000 af den østeuropæiske mafia og forærede dem til danskerne som en folkegave: ”Baggrunden for folkegaven var, at jeg fik en masse trusler, og så syntes jeg, at det var spændende at prøve at toppe truslerne i stedet for at blive bange for dem. Så jeg sagde ligesom; ‘Prøv at se, hvor sindssyg jeg er. Jeg er ikke bange for jer, hvis jeg tør at låne penge af mafiaen.’ Så udgav jeg et album, der kostede 250 kr, men indeni var der en 500-lap. Det var tænkt som en slags hjælp til studiehjælp. Goodiepalfonden, om man vil.”

Forærede alle sine ejendele væk på kulturfestivalen Berlin Transmediale i år: ”Berlin Transmediale ville gerne have, at jeg kom og gav en af mine lectures, men det havde jeg ikke lyst til. De tilbød et ret højt beløb, men det gad jeg altså ikke. De forhøjede beløbet, og jeg havde stadig ikke lyst. Så de tilbød endnu mere, men da tænkte jeg, at hvis jeg siger ja nu, så er jeg bare et røvhul, der bare har ventet på at presse prisen op. Så jeg sagde, ‘hvad nu, hvis I bruger mit honorar på at sende alt, hvad jeg ejer fra forskellige steder rundt på kloden til Berlin, og så vil jeg give det hele væk – signeret og med en lille sticker’. Så der gav jeg alle mine ejendele væk undtagen det tøj, jeg havde på. Der blev givet min lut og mine instrumenter og min computer væk. Det var ret hardcore og også ret hårdt. Men så viste jeg også, at jeg mente business.”

Stjal lydeffektcomputer fra Det Jyske Musikkonservatorium som led i en akademisk krig: Det kom bag på mig, at konservatoriet i Aarhus meldte os til politiet. Hvis de havde været lidt friske, havde de taget et modtræk. Jeg mener, hvis nogen man har samarbejdet med i fire år tager noget fra én, så ringer man da lige og hører, hvad der foregår. Jeg havde siddet på lærerværelset med de her mennesker i fire år og gjort meget for skolen, men jeg er aldrig rigtig klar over, hvordan folk reagerer, når jeg gør ting. De blev i hvert fald meget ophidsede.

TORSDAG KL. 19.00 / LILLE SCENE

PHONOFESTIVAL.DK

FEATURE |

FOTO: BENJAMIN HOFFMANN-PETERSEN

| FEATURE

SLAGTEHUSET Det er efterhånden længe siden, arbejdere i hvide kitler tog livet af det sidste dyr i det gamle industrislagteri. I dag er naturen flyttet ind, men i krogene hvisker fortiden stadig, og minder om, at Odense Offentlige Slagtehuse engang var det prægtigste af alle slagterierne på Rugårdsvej.

PHONOFESTIVAL.DK

FEATURE |

| FEATURE

FAKTA: ODENSE OFFENTLIGE SLAGTEHUSE

Åbnede 1. januar 1927, hvor man slagtede okser, heste, kalve, lam og svin. Tegnet af den lokale arkitekt Knud Lehn Petersen, og blev i 1920’erne anset for meget moderne opført i en byggestil, der bevæger sig mellem romantisk og funktionalistisk. Blev i 1987 omdannet til kvægtorv og lukkede definitivt i 2001. Bygningerne har stået tomme siden. Har siden 2009 huset Phono Festival.

PHONOFESTIVAL.DK

BEHIND THE SCENES |

MUSIK UDEN LYS ER BARE RADIO PHONO er mere end musik. Et hold af kunstnere arbejder i månedsvis på at give festivalen den skarpeste visuelle profil.

Arbejdet med lys starter der, hvor man kan trykke på en kontakt, og folk pludselig kan se hinanden. Men hvis du har været til Phono Festival før, så har du sikkert bemærket, at lys er installeret, reflekteret og kunstigt kreeret, så det bider fra sig og hænger sig i publikums synsnerver. For Kenneth Danielsen og Magnus Fuhr er Phono Festival et helt års slutprodukt. I det de trækker stikket på lyskreationerne fra sidste års festival, sætter de strøm til en ny proces mod næste års elektrochok i september. Til daglig arbejder de med lys i Berlin og Odense, men tit kan de ikke lade være med at tænke på slagtehallernes indretningspotentiale, når deres lysinstallationer for alvor formår at kreere en stemning. ”Vi laver jo mange jobs i løbet af året, altså fine jobs for eksempelvis kongresog messecentre. Det har bare ikke den samme sjæl som at komme ned til betonet”, fortæller Kenneth Danielsen.

| BEHIND THE SCENES

RESPEKT FOR STEDET Hvert år tilbringer Kenneth Danielsen, Magnus Fuhr og de andre lysteknikere mange uger i slagteriet op til festivalen. Her bygger de deres lysinstallationer og forsøger at ramme den helt rette stemning, når de tapetserer de klinkebeklædte vægge med lys. Det er nemlig vigtigt at huske på, hvor man befinder sig. ”Det er et helt unikt sted. Der er blevet slagtet dyr i den hal, og kreaturbåsene står der også stadigvæk, men nu står man og danser til techno-musik derinde midt i al den historie. Et eller andet sted, så er det jo hamrende stærkt”, forklarer Magnus Fuhr. Sammen med hans kollegaer mener han, at man ikke skal undervurdere i hvor høj grad, lys kan påvirke et råt betonrum og dets publikummer. ”Det visuelle er mindst lige så vigtigt som det auditive. Selvfølgelig kommer man på Phono Festival for musikken, men vores ambition er at køre det op, så det er på et ligeværdigt plan. Det synes jeg, det er bedst tjent med”, fortæller Magnus Fuhr. ”Som Bjørn vores kollega siger, så er musik uden lys - det er bare radio”, fortsætter Kenneth Danielsen.

EN BALANCEGANG Det bliver et helt års lager af ideer og inspirationer, der slippes løs i hallerne til september, og ifølge Magnus Fuhr, ligger ambitionsniveauet der rækker langt ud over projektorer i loftet og scenelys. ”Folk vil møde op og få fornemmelsen af, at de genkender nogle ting fra sidste år, men der vil også blive taget nogle drastiske tiltag. Vi kommer til at have mange flere muligheder for at påvirke folk”, fortæller han. Igen i år vil arbejder de på, at lysinstallationerne kan moduleres konstant, og altså ikke bare kører af sig selv, når man har trykket på den grønne knap. Når der først er sat strøm til lyskraftværket, vil lysteknikerne stå med fingrene i kontakterne og lade PHONOs publikum afgøre, hvad der skal skydes ud over det bølgende menneskehav.. ”Vi har en konstant situationsfornemmelse og respekt for stemninger, så vi kan evaluere undervejs og ændre ved ting, når de sker. Alt er fleksibelt, og at vi kan påvirke tingene undervejs, det tror jeg er meget unikt”, afslutter Magnus Fuhr.

PHONOFESTIVAL.DK

INTERVIEW |

SPONTANE KLANGE FRA MØRKET Finsk kvintet improviserer over den endeløse vinter. Måske bliver det også muntert. Det afhænger af, hvilke dæmoner, der dukker op. Hvis de selv kunne vælge, skulle de tunge, røde velourgardiner, der omgiver scenen på The Roadhouse i tv-serien Twin Peaks, danne ramme om finske Toblerones’ musik. Og man aner måske også både mord og myg og nåleskove i deres dystre og hypnotiske kraut-rock. ”Vi har godt nok ikke så mange dværge, der taler baglæns heroppe lige nu, men vi er alle på en måde blevet påvirket af Twin Peaks og den tone, der er i serien. På samme måde ville Lars von Triers Riget passe ret godt til den stemning, vi forsøger at ramme med vores musik,” fortæller Timo Koskenniemi, der spiller synth i bandet. ”Det med Twin Peaks ligger måske mere underbevidst, imens vi spiller, men bagefter kan man godt genkende det”. Det er blandt andet den evindeligt mørke og deprimerende, finske vinter, der fungerer som katalysator for de toner

og klangflader, der strømmer igennem gruppen. Man skal dog ikke forvente ren ondskab og tungsind, når Toblerones spiller på Phono. De bringer også et anslag af noget cheesy á la Jean-Michel Jarre med sig, forklarer han. ”Det handler om at blande ‘osten’ med noget snavs og grus, så dine tænder knækker, når du tygger den, hvis du forstår. Sådan er vores lyd. Det er altid et spørgsmål om at afbalancere de forskellige elementer, for vores musik er improviseret – eller kanaliseret gennem okkulte ritualer. Vi ved aldrig rigtig, hvilke dæmoner vi får kontakt til gennem vores instrumenter.”

Kvinder og røde pølser Fire mænd og en enkelt kvinde udgør Toblerones, og selv beskriver de deres performance som både introvert og dyster, men et decideret show er det ikke, siger de. De fem finner

fungerer derimod på samme måde på scenen, som de gør i studiet, hvor de kommunikerer gennem kaskader af forvrængede synths og forsanger Heta Bilaletdins døsige skrig. Med slørede

”Når det kommer til vores musik, er der ingen planlægning, ingen snak, ingen sange og ingen minder fra processen. Kun lyden står tilbage, hvis nogen orker at trykke record.” visuals som bagtæppe forsøger de at skabe et rum for det umiddelbare, men det er også omtrent så tæt, de vil komme ind på det. ”Fordi vores musik afspejler ting, man ikke nødvendigvis kan beskrive i menneskelige termer, er man nødt til

| INTERVIEW

at se på, hvilke redskaber vi bruger til at omdanne budskaberne til lyd. Personligt synes jeg, at man skal lytte til musikken og ikke tale om den. Røde pølser eller kvinder er ting, man kan beskrive med ord, selvom de selvfølgelig også har forskellige aspekter og dimensioner,” siger Timo Koskenniemi.

”Det er meget vigtigt at få på det rene, at vi ikke skriver vores musik, vi kanaliserer den. Jeg kan har ingen erindring om, hvad jeg tænker, mens jeg spiller musik. Der foregår sikkert nogle processer i hjernen, imens jeg skruer på knapperne, men de går tabt undervejs. Jeg kan aldrig ikke genkende min performance, når jeg lytter til optagelserne

efterfølgende. Når det kommer til vores musik, er der ingen planlægning, ingen snak, ingen sange og ingen minder fra processen. Kun lyden står tilbage, hvis nogen orker at trykke record.” www.soundcloud.com/toblerones

MUSIKBOKS Der er ikke megen information at finde om det obskure finske orkester Toblerones. Et enkelt sløret billede af fem personer i et studie og to musikvideoer der på kalejdoskopisk vis sampler et væld af gamle musikvideoer fra 80’erne er stort set, hvad der eksisterer. Det vides, at de har udgivet to kassettebånd med en udpræget lo-fi, tilsyneladende improviseret musik, der lyder som Can uden Holger Czukays perfektionistiske studiemagi, eller som en ukendt artpunk-gruppe, der er faret vild i en skov: Nøgent, støjende, repetitivt og dybt psykedelisk. Med rudimentære, kølige basrundgange, forvrængede, skingre guitarriff og endeløse, mekaniske trommefigurer, udvikler numrene sig langsomt og gradvist væk fra hule, rumklangsdryppende skitser imod fortættede, buldrende og sært dansable klimakser. Tilsæt dertil en ubestemmeligt klagende og galpende vokal og et velvoksent arsenal af støjkilder, elektroniske lyde og forstyrrede

FREDAG KL. 19.00 / LILLE SCENE

klangflader. Det er nogenlunde lige så foruroligende som det er dragende, trancefremkaldende og medrivende. Det er referencer til kraut, freerock og post-det-ene-og-det-andet, men først og fremmest er Toblerones lyden af et band der elsker at improvisere, og give sig tiden til at udvikle løse ansamlinger af idéer, riffs og beats til tæt vævede, bevidsthedsudvidende konklusioner, via frie, psykedeliske af- og omveje. De nyeste numre fra gruppen har dog trukket lyden mere i retning af elektronisk indie som f.eks Gang Gang Dance, men stadig med fokus på det gentagne og det improviserede, og stort set uden de poppede elementer. Præcis hvordan Toblerones koncert på PHONO kommer til at lyde, er altså ikke til at sige. Men det er netop meningen, når der gøres plads til at lade det uforudsete finde sted.

PHONOFESTIVAL.DK

INTERVIEW |

Vi tænker før vi taler og lytter før vi trykker Ring og få et uforbindende møde og gratis inspiration på 66 11 30 34 clausengrafisk.dk

For det kræver indsigt, dialog og indlevelse at få et klart billede af, hvad tryksagen skal bruges til. Først derefter kan vi give dig den optimale rådgivning omkring valg af trykteknik osv. Undervejs bringer vi gerne ideer til forbedringer og spændende alternative løsninger på banen.

| ARTIST SHOWCASE

SNEAK PEEK

DZA (RUS)

PATTEN (UK)

OKTRONIUM (DK)

MMM (DE)

Instrumental / Hip-hop

Kalajdoskopisk electronica

Postwonk / Dubstep / Electro

Berghain / Berlin / Techno

Sasha Dza er en af de første russere der begyndte at eksperimentere med den nye form for instrumentel, elektronisk funderet hip-hop, som de sidste par år er kommet til hæder og ære med kunstnere som Hudson MoHawke og Flying Lotus. Hans særegne blanding af wonky, electronica, dubstep og hip-hop har især i hjemlandet skabt ham et navn, men han har så rigeligt fortjent at blive eksponeret for et publikum, der allerede har omfavnet denne blandingsgenre for dens tungt rykkende beatmagi, lavfrekvente punch og glittede melodiøsitet.

Pattens roste, flimrende lo-fi electronica udfolder sig som et sløvt glitrende tæppe af splintrede, melodiske guitarmanipulationer og knækkede beats. En på overfladen abstrakt og fragmentarisk sammenstykket musik, men med en udpræget sovekammer-sensibilitet, der medbringer musikken en sløret, regnvåd melankoli midt i vældet af sammenskvattende og forunderligt rykkende rytmer.

Formet af og i Den Graa Stad kommer det kryptiske ensemble Oktronium til PHONO belæssede med en veritabel maskinpark, et bjerg af analoge anordninger, synthezisere, strømførende skrammel og alt hvad man ellers overhovedet kunne drømme om af teknologiske objekter. Svaret på, hvem de er, og hvad de vil spille, blæser i den kolde odenseanske vind, men har man sin gang i den sejlivede, lokale undergrund, vil man måske kunne ane et par velkendte og altid eksperimenterende skikkelser bag maskerne.

Minimalistisk techno er ofte en mørk og indadvendt sag, men den sprælske duo MMM viser, at det ikke altid behøver være tilfældet. Nok er rødderne solidt forankret i det legendariske berlinske minimal-miljø omkring Berghainklubben og pladebutikken Hardwax, men de hårdt pumpende beats suppleres af lige dele melodisk og humoristisk sans, såvel som elementer af fræsende tech-house, discoinflueret electro clash og vild, euforisk rave - som et bindeled mellem den oprindelige berlintradition og den nyere, mere farverige og udadvendte tyske electro- og tech-house-scene omkring Boys Noize-selskabet. MMMs to halvdele er begge yderst aktive på egen hånd - Fiedel som DJ med fast tilknytning til netop Berghain, Errorsmith med en række råt eksperimenterende liveoptrædener, solo-produktioner og samarbejdsprojekter. Af samme årsag har aktiviteten fra MMM i perioder været lettere sporadisk, men det har ikke forhindret dem i at opnå en imponerende undergrundssucces, samt et trofast kultpublikum til deres sjældne, selvudgivne 12”-singler, såvel som til som deres vilde og medrivende koncerter.

Han har en overrumplende evne til at væve anarkistiske lydstumper og rytmer sammen omkring en drønsolid kerne af røvrystende breakbeats, og til at forene oldschool rave-elementer, abstrakt glitchet electronica, udskridende samples og tonstunge drop til et sindssygt medrivende, storslået, momentvis udfordrende og altid ganske enkelt bangin’ udtryk. Det er således til DZAs koncert at man kan forvente det efterhånden traditionelle drys af loftspuds i håret, der gradvist blander sig med den sved der uværgeligt vil springe frem på panden, hvis man hengiver sig til de formentlig tungeste rytmer på hele årets program. Et bedre oplæg til en kæmpe fest er svært at finde. TORSDAG KL. 22.30 / STORE SCENE

Den for øvrigt anonyme brite står for en eksperimentel tilgang til musikken, der er mindre præget af høje akademiske knæløft, end af en udpræget glæde ved de labyrintisk spejlende strukturer, der frembringes på debutpladen ”GLAQJO XAACSSO”og den susende, ulmende baggrundsstøj der lader melodier og rytmer holde sig netop svævende, konstant i periferien af synet. Det er ikke tilfældigt, at hans nystartede selskab, der ligeledes udgiver Sculpture, der også kan opleves på PHONO 2012, hedder Kaleidoscope. For det er netop hvad Pattens musik er: Kalejdoskopisk, evigt muterende, let psykedelisk og konstant på grænsen mellem det dansable og det komplet opløste.

FREDAG KL. 20.30 / LILLE SCENE

Oktronium spiller ny musik på gammelt grej. Der aftvinges uhørte harmonier og rystende tunge frekvenser, når maskinerne presses til deres yderste, når de sidste, komprimerede skrål klemmes ud af de glødende, spruttende kredsløb. Oktroniums til lejligheden sammensatte show går i direkte, symbiotisk dialog med elektronikkens inderste sjæl: Det er en virtuos tæmning af ukontrollabelt, uregerligt og egensindigt udstyr. Oktronium er således sat i verden der for at formidle elektriciteten som hårdtpumpende, synkoperet kropslighed, og oversætte maskinernes gnistrende meddelelser til dansable, bastant knudrede elektrondigte.

LØRDAG KL. 18.30 / LILLE SCENE

Sponsoreret af Göthe Institutet.

LØRDAG KL. 01.00 / STORE SCENE

PHONOFESTIVAL.DK

ARTIST SHOWCASE |

SCULPTURE Duoen Sculpture kommer til PHONO med en skramlet og støjende eksperimentalmusik, der gør sig fremragende på plade, men som først og fremmest er et fænomen der skal opleves live.

Gruppen, der har mere karakter af et audio-visuelt eksperimentarium end af et egentligt band, har netop udgivet ”Slime Code 1” på Pattens selskab Kaleidoscope, og bevæger sig ligeledes i et legesygt, udfordrende univers af knækkede lyde, opklippede beats og objets trouvés.

FREDAG KL. 21.30 / STORE SCENE

Inspireret af lige dele avantgardefilm og technokultur, spiller Sculpture en rytmisk, fremmedartet musik, der fremelskes som lange, improviserede stykker af de utallige lydbidder, båndstumper og andet uddateret elektronisk grej, der udgør den ene halvdel af gruppens setup. Den anden halvdel er de grafiske, psykedeliske animationer, som Reuben Sutherland skaber ved såkaldt zoetropisk projektion, hvor abstrakte motiver trykt på specielle vinyler filmes imens de roterer på pladespilleren og således skaber illusionen af levende billeder. Man kan med andre ord indlagt til en usædvanlig oplevelse, når Sculpture rammer slagtehallerne med deres bevidsthedsudvidende, analoge blanding af lyd og billeder.

| ARTIST SHOWCASE

BEASTIE RESPOND (DK) Atypisk drum’n’bass Den unge københavner Tobias Pedersen er under aliaset Beastie Respond så småt ved at skabe sig et navn som et af landets fineste bud på drum ‘n’ bass inspireret elektronisk musik. Hans inspirationskilder spænder dog videre end som så: Der fornemmes referencer til alt fra cinematisk trip-hop og bastung, britisk techno som den laves af for eksempel Blawan. Det er heller ingenlunde en typisk drum’n’bass der udfoldes hos Beastie Respond: På trods af at genrens typiske tempo på halsbrækkende 160 + bpm bibeholdes, er Pedersens musik dybt stemningsmættet og atmosfærisk. Hans relativt få udgivelser spænder fra det organisk houseprægede til en mere kontant og technoid kluborienteret musik, der alt sammen har det tilfælles at det rumligt billedskabende og velproducerede lydbillede føres konsekvent igennem. Beastie Responds koncert på PHONO vil formentlig vise lige netop denne overbevisende spændvidde, men med fokus på de tungere og mere dansable aspekter af hans helt personlige take på en ellers forkætret genre.

TORSDAG KL.23.45 / LILLE SCENE

STURQEN (POR)

DÉBRUIT LIVE BAND (FR)

FRAK (SE)

Industrial / Noise / Techno

Afrika / Instrumental / Hip-hop

Analog / Acid

Sturqen udgøres af de to portugisere César Rodrigues og David Arantes, hvis kompromisløse, maskinelle musik lever en tilværelse i relativ obskuritet. De tager deres udgangspunkt i en sammenbidt, hypnotiserende techno, men med konstant ulmende undertoner af industriel støj og knitrende, elektroniske forstyrrelser.

Med betegnelser som ”post funk” og ”futuristisk hip hop” befinder Débruit sig i den ende af det elektroniske landskab, hvor paletten består af spraglede syntetiske farver og en elastisk rytmestruktur, der forvrides til bristepunktet - blot for at blive langt mere fysisk uimodståelig og medrivende i processen. I den forstand minder det ikke så lidt om den skandinaviske skweeelyd, men Débruit - franskmanden Xavier Thomas - tilføjer sine helt egne nuancer, ikke mindst gennem en udstrakt brug af afrikanske og mellemøstlige samples.

Den svenske trio Frak er en af disse overrumplende afvigelser fra den lineære bevægelse, vi normalt af vane tænker musikhistorien som. De har levet en stille eksistens på den yderste rand af den elektroniske scene siden slutningen af 80’erne, hvor de begyndte at blande acid house, idiosynkratisk, dada-inspireret humor, harsk industrial og DIYkultur sammen på excentrisk og halsstarrig facon.

Universet er overvejende råt, energisk og til tider brutalt muskuløst: En udpræget fysisk oplevelse, der kan minde om Ancient Methods kværnende, monolitiske lydarkitektur, men som om muligt er endnu mere dedikeret til udforskningen af maskinens mest primale, elementære lydudgydelser. Det er et både intelligent og sofistikeret udtryk der udfoldes i duoens hårdtslående blanding af syntetiske klangflader, technoid rytmik og kradse, elektriske kortslutninger. Sturqens koncerter er rå, energiske og uforudsigelige sandblæsninger af krop og ører, i feltet mellem målrettet improvisation og abstrakt anarkisme. En musik der nok er sober, dyster og forreven, men også fyldt med associationer til enorme industrianlæg, stål der hamrer imod beton, nukleare reaktioner og nedsmeltninger og smældende, sitrende højspænding.

TORSDAG KL. 21.30 / STORE SCENE

Efter en lang række fremragende ep’er udkom albummet From the Horizon tidligere på året, med en mere ligefrem melodisk og tilgængelig stil end hidtil. Det bizart krøllede underspilles en smule, til fordel for et dybere fokus på de etniske - primært afrikanske – elementer. Débruit gæster PHONO med to ekstra musikere, og åbner for en organisk struktur såvel som et mere fyldigt lydbillede - helt i tråd med udviklingen på albummet. Suppleret af et spektakulært lysog-video-show kan Débruit live band meget vel blive en af årets mest overvældende oplevelser - det bliver med garanti en af de mest eksotiske!

FREDAG KL. 23.15 / STORE SCENE

Opkaldt efter et spil til Commodore 64, og med en stor forkærlighed for det besynderlige, absurde og støjende, har Frak været så komplet og fuldstændigt et undergrundsfænomen, at forsøg på at indskrive dem som en slags forfædre til den nyere generation af technomusikere der eksperimenter med noise, ganske enkelt må komme til kort, af den simple årsag, at man, for at tjene som inspiration for andre, nødvendigvis må være blevet hørt. Fraks liveoptrædender på gammelt analogt, kværnet grej og uniformeret i det ene eller det andet bizarre kostume – som laboratoriekitler og staniolmasker – minder måske en smule om Felix Kubin, med tilsvarende absurdistiske undertoner, men er mindre præget af cabaret og NDW og mere af beskidt, sløv og taktfast acid techno.

LØRDAG KL. 20.00 / LILLE SCENE

PHONOFESTIVAL.DK

ARTIST SHOWCASE |

DOPPLEREFFEKT Vi er stolte over at kunne præsentere ikke blot én, men hele to legender fra den tidlige technoscenes opblomstring i Detroit. Udover Robert Hood, der omtales andetsteds, får festivalen besøg af Dopplereffekt, hvis ene medlem Gerald Donald kan tælles blandt technoens absolut vigtigste skikkelser. Donald har produceret under et utal af synonymer, men det er især tiden i Drexciya der har placeret ham på den elektroniske musiks landkort: Den dengang anonyme duo udgav, på blandt andet Underground Resistance, en stribe fænomenale udgivelser, der blandede stram, hårdtslående og lavteknologisk analog electro med en komplet gennemført konceptverden: Et futuristisk afro-atlantis med referencer til tysk elektronisk musik, den sorte borgerrettighedsbevægelse og udknaldet science fiction, der måtte sammenstykkes af mere eller mindre kryptiske sangtitler og covernoter.

Siden da har Donald (der ofte spiller under det germanske alias Heinrich Mueller) holdt det stramt konceptuelle ved lige, omend en stigende fokus på videnskabelige fænomener og teorier har præget mange af udgivelserne. Således også med gruppen Dopplereffekt, hvis navn ifølge Wikipedia betegner det fænomen, at frekvensen af bølgefænomener (f.eks. lyd eller lys) varierer afhængigt af kildens og modtagerens hastigheder i forhold til det medie, bølgerne bevæger sig i. Så kan man tygge lidt på dén.

Med et maskeret og anonymt robotagtigt sceneshow spiller Dopplereffekt deres gennemført konceptuelle kunstelectro, der på den ene side tager udgangspunkt i knastør akademisk teori, og på den anden side i basalt medrivende, minimalistisk maskin-funk: Det er superledende popmusik lavet af silicium, det er serenader for kvantefysikken, og det er lyden af fremtiden, som den tager sig ud set igennem et elektronmikroskop.

Dopplereffekt er en sjældent set konsekvent gruppe, der excellerer i en milimeterpræcis, futuristisk musik, der blander melodisk, fremmedartet melankoli og tørt konstaterende rytmik, tilsyneladende opført af androider.

FREDAG KL. 01.00 / STORE SCENE 52

| ESSAY

ELEKTRONISK MUSIK KORT FORTALT?! Genren ‘elektronisk’ fungerer på en underlig facon som paraply for en hel horde af andre og til tider obskure sub-genrer. Vi har skruet op for nørdfaktoren og bedt Jannik Juhl, der er musikskribent og ekspert ud i det elektroniske univers om at beskrive, hvad betegnelsen egentlig dækker over, og der er nok at gå på opdagelse i.

år den elektroniske musikhistorie skrives, så foregår det næsten altid ved at slå ned på nogle meget specifikke, men også besynderligt usammenhængende punkter. Typisk foregår det på denne måde: Først lidt om de tidlige pionerer fra den akademiske avant garde-tradition - Stockhausen og den franske musique concrete (og Else Maria Pade, hvis historien skrives af en dansker) - hvorefter der pludselig springes til Kraftwerk og derfra til disco og electro i sluthalvfjerdserne og startfirsernes New York, og den efterfølgende udviklingen af den danse- og fest-kultur i Chicago og Detroit, som almindeligvis ses som grundstenen, hvorpå house, techno og rave blev bygget. Som afrunding siges lidt om det mylder af stilarter, som fra halvfemserne og frem voksede frem af denne festkultur, og her gøres der især opmærksom på, at det hele handler om sampling, remixes og mash up osv. - altså ikke så meget om egentlig stilistisk udvikling. Af enkeltstående stilarter nævnes som regel kun de mest hippe - drum’n’bass plejer at være

stjerneeksemplet, imens dubstep nok er ved at være vor tids uomgængelige bidrag. Det besynderlige ved denne historie, er den totale mangel på stilmæssig sammenhæng mellem de enkelte dele af den. Det absolut eneste, der binder Stockhausen og house sammen, synes at være brugen af elektronik, lige som disco og jungle måske nok begge er klub/danse-musik, men ellers fremstår så forskellige som swing-jazz og punk.

t tegne et mere nuanceret billede drejer sig ikke bare om at bemærke

til de mange knap så hippe stilarter, som også udgjorde en central og selvstændig del af halvfemsernes (og nullernes) elektroniske overflod. Det handler lige så meget om at opdage de mange alternative historier der findes, de mange udviklinger som fulgte parallelle løb. For eksempel blev den tidlige avantgardemusik på forunderlig vis til en form for populærmusik hos de ”kosmiske” halvfjerdsernavne - hvad enten det så er i den abstrakte ende, som hos Schulze og Schnitzler, eller den mere tilgængelige afdeling, som hos Jarre og Vangelis. Siden dukkede

”Man kan så spørge, hvorfor det overhovedet giver mening at tale om den elektroniske musiks historie, når de stilarter, som placeres under navnet, kan være så langt fra hinanden, at de praktisk taget ikke besidder stilistiske fællestræk” de mellemliggende stadier, der ofte springes over, når den store fortælling skal rulles ud, eller om at give plads

teknikkerne op igen i en langt mere rå udgave i den tidlige industrialmusik, og derefter i noise, osv. Andre eksempler

PHONOFESTIVAL.DK

ESSAY | kunne være de mange videreudviklinger af electro, som spillede en stor rolle op gennem firserne: Den tunge og mørke electronic body music, den hyperaktive og farverige musik til tidlige computerspil, samt forskellige former for eksperimental synthpop og euforisk italo disco. Stilarter, som navnlig er interessante, fordi de ikke bare er fortsat med at leve en undergrundstilværelse langt ud over firserne, og af og til er dukket op til overfladen igen i en eller anden ny hybridform, men også fordi de alle blev en del af det genetiske grundmateriale i halvfemsernes techno/rave-eksplosion, og dette med lige så stor vægt som den traditionelle fortælling om house og Detroit-techno. Herudover har de fleste af ravescenens mange underarter udviklet sine egne udviklingslinjer, hver især en historie det er værd at følge: Fra den tidlige hardcore-techno sprang både jungle og gabber og trance og minimaltechno, og fra disse stilarter sprang igen et utal af andre mutationer, hvoraf nogle tilmed fjernede sig fuldstændig fra ophavet og skabte noget hidtil uhørt.

som f.eks. ”rytmisk musik” eller ”klassisk musik”, men hvor disse trods alt dækker over visse formmæssige fællestræk, hvor overordnede de så end kan være, så er det b esynderlige ved ”elektronisk musik”, at kriteriet udelukkende er et spørgsmål om det brugte udstyr, helt uafhængigt af, hvordan musikken så ellers er skruet sammen. Men måske ligger der også noget mere og dybere i betegnelsen.

an kan så spørge, hvorfor det overhovedet giver mening at tale om den elektroniske musiks historie, når de stilarter, som placeres under navnet, kan være så langt fra hinanden, at de praktisk taget ikke besidder stilistiske fællestræk, og dertil uden videre kan placeres inden for andre, allerede eksisterende genrer. I den forstand er det en lige så løs og uklar betegnelse

”Elektronisk” har på en måde altid givet associationer til noget ”nyt” og ”fremtidsagtigt”, noget der fascinerer ved sin fremmedartethed og ved at antyde følelser og tekniske muligheder, der overskrider det rent menneskelige. Hvis der kan siges at være et gennemgående element i hele den elektroniske musiks historie - noget der forbinder Pierre Henrys absurde lydcollager med Herbie Hancocks elastisk synth-funk, Kraftwerks kompakte robotrytmer med Aphex Twins udflippede electronica, Tangerine Dreams drømmende lydlandskaber med The Prodigys hyperaktive rave, eller for den sags skyld hele den elektroniske fortid med nutidige former som post-dubstep, tech-house, skweee, breakcore og wobble -, så er det måske netop dette; begejstringen for det nye og ukendte, som synes at ligge gemt i selve begrebet om det ”elektroniske”.

FEM HISTORISKE NEDSLAG: Conrad Schnitzler: Electric Garden (fra Con, 1978) Som den mest eksperimenterende og abstrakte af krautrock-scenens elektroniske pionerer, er Schnitzler det klareste bindeled mellem den tidlige avant garde og halvfjerdsernes ”kosmiske” musik. Han havde et ben i begge lejre, var samtidig en klar inspirationskilde for senere former for industrial, ambient, electronica og sågar minimal-techno - det hele er i en eller anden forstand til stede i dette fantastiske nummer.

Rob Hubbard: One Man and His Droid Title Theme (fra C64-spillet One Man and His Droid, 1985) 8bit-musikken til den klassiske hjemmecomputer Commodore 64 blev i sin samtid enten ignoreret eller set ned på af alle etablerede smagsdommere, men er siden blevet anerkendt som både banebrydende pionerarbejde og en væsentlig kilde til fortsat inspiration. Rob

Hubbards numre overvælder stadig med deres hyperaktive kompositoriske originalitet og gennemført syntetiske æstetik.

Biochip C: Hörsturz (fra Biocalypse, 1993) Biochip C mestrede praktisk taget alle de tidlige halvfemseres techno-stilarter, og han kunne også kombinere eller forvride dem til helt nye, uhørte former. Det er præcis det der sker i dette nummer, som både byder på fræsende hardcore-rave, smadret acidtechno og brutalt opklippede breakbeats, men alt sammen samlet til en helt unik mutation, der er så nådesløst effektiv, som den er rablende vanvittig.

µ-ziq: Melancho (fra In Pine Effect, 1995) Samtidig med den amokløbende evolution af elektronisk dansemusik bød halvfemserne også på et lige så ustyrligt virvar af mindre pågående former - electronica, ambient, chill

out, glitch, trip hop osv. -, hvor stemning, atmosfære og stilistisk legesyge ofte var det centrale. µ-ziq slog aldrig helt så stort igennem som de mest kendte navne fra dette miljø Aphex Twin, Autechre, Squarepusher -, men til gengæld var han nok den mest originale og tidløse, ikke mindst på tidlige plader som In Pine Effect.

Slugabed: Goulash (fra Ultra Heat Treated, 2010) Hvis man vil forvisse sig om, at den elektroniske musiks futuristiske impuls stadig er intakt efter alle disse mange år, så behøver man blot gå til de mange former for “post dubstep”, som er myldret frem i kølvandet på dubsteppens internationale succes. Slugabed kombinerer den fysiske tyngde i den mest hårdtslående dubstep med rå syntetiske farver og splintrede, kalejdoskopiske strukturer, og resultatet er så bizart fremmedartet, at det næsten trodser enhver beskrivelse.

| ESSENTIALS

ODENSE OFFENTLIGE SLAGTEHUSE HVAD?

BILLETTER

PHONO FESTIVAL Fremtidens musik fra hele verden

Begrænset antal tredages-billet: 99 KRONER Efter udsolgt af begrænset antal: Tredages-billet: 150 KRONER Endags-billet i døren: 85 KRONER Billetter kan købes på: phonofestival.dk/billet

HVORNÅR? 13. 14. og 15. september 2012 Dørene åbner kl 17:30

SENESTE NYT

HVOR?

For seneste nyt, flere historier og musik fra de optrædende: www.phonofestival.dk www.facebook.com/phonofestival

Odense Offentlige Slagtehuse Store Glasvej / Grønløkkevej 5000 Odense C

ENTRE / BILLETSALG INFOVÆG GARDEROBE TOILET RUGÅRDSVEJ

BAR LILLE SCENE ADE

ØRSTEDSG

O ST

STORE SCENE

J SVE GLA

PHONOFESTIVAL.DK

PHONO 12

PHONOFESTIVAL.DK