Flugten gennem Vadehavet

Ved starten på Grænsestien, lige ved havdiget på Vester Bjergvej i Vester Vedsted, kan man høre en genfortælling af Johannes Christensens flugthistorie. Det sker ved en såkaldt ’talende info-stander’. Fortælleren er Andreas Andreasen, hvis bedstefar var bror til Johannes Christensen.

Jeg hedder Johannes Adolf Christensen, og nu skal jeg lige fortælle om dengang, da jeg flygtede over grænsen fra Tyskland til Danmark gennem Vadehavet.

Mine forældre, Niels og Marie, havde en gård i Nørby i Visby Sogn i Sønderjylland. Jeg var den yngste søn i en børneflok på seks drenge og tre piger. Mine forældre var dansksindede, og livet som optant – altså dansk statsborger i et område, som efter 1864 blev tysk – var barskt. Tyskerne slog hårdt ned på alt, der kunne tolkes som dansk propaganda, og for at gøre livet lettere for sine børn, valgte min far i 1892 at blive tysk statsborger. Det var en sorgens dag, og det kom til at betyde, at vi drenge skulle i tysk militærtjeneste. Min far havde dog ikke forudset, at vi skulle kæmpe i 1. Verdenskrig.

Mine brødre, Alfred og Thorvald, og mine to svogre, Marthinus og Jacob var allerede blevet indkaldt, da jeg kom på session i 1915. Jeg var kun 18 år gammel og blev optaget i 7. kompagni 84. regiment ved Husum. Det var 2. november 1915. Først var der rekruttiden. Så, den 24. september 1916, blev jeg musketer. Vi blev sendt til Fort Douaumont ved Verdun i Frankrig. Vi skiftedes til at forsvare fortet og bringe forsyninger ud til de soldater, der lå i forreste skyttelinje. Fra fortet og ud til graven var en forfærdelig tur. Knap var vi ude af fortet, så regnede det med granater rundt om os. Indgangen blev beskudt så uafladeligt, der lå fuldt af døde og sårede. Vi havde kun to sårede ud til skyttegraven. Knap var vi ude i graven, så faldt der én, som døde straks. Kort efter erobrede franskmændene fortet.

Jeg blev sendt til fronten ved Metz og Champagne. Anstrengelserne var umenneskelige. Jeg så folk, der fik skudt lemmer af kroppen, og jeg var begyndt at overveje min flugt. Det måtte ske, når jeg fik orlov. Jeg havde givet Vorherre et løfte. Juleaften 1915 var min første jul i fremmed krigstjeneste. Jeg holdt med de allierede og kæmpede på den ”forkerte” side. Jeg kunne ikke få orlov til at komme hjem, det var tyskernes måde at straffe os dansksindede på. Den julenat tog jeg en

Andreas Andreasens bedstefar, Hans Jefsen Christensen, var bror til Johannes Christensen. Andreas er her fotograferet på kanten af Vadehavet ved Vester Vedsted på det sted, hvor Johannes og hans kammerat nåede i sikkerhed på den danske side af 1864-grænsen efter mange timers flugt gennem Vadehavet. Foto: Robert Attermann/Red Star

Hans Jefsen Christensen, der Großvater von Andreas Andreasen, war der Bruder von Johannes Christensen. Andreas sieht man hier auf dem Foto am Rande des Wattenmeeres bei Vester Vedsted an jener Stelle, wo Johannes und sein Kamerad nach stundenlanger Flucht durch das Wattenmeer auf der dänischen Seite der Grenze, wie sie im Jahr 1864 verlief, endlich in Sicherheit waren.

Andreas Andreasen’s grandfather, Hans Jefsen Christensen, was Johannes Christensen’s brother. Here, Andreas is photographed on the edge of the Wadden Sea at Vester Vedsted at the place where Johannes and his comrade reached safety on the Danish side of the 1864 border after many hours of escape through the Wadden Sea.

beslutning: Hvis jeg overlevede, ville jeg kæmpe for den sønderjyske sag. Vi håbede hele tiden, at krigen snart måtte få en ende.

Vi var 30.000 sønderjyder, der blev indkaldt til at kæmpe på tysk side i 1. Verdenskrig. Af dem døde 5300. I mit hjemsogn, Visby, faldt 27 unge mænd. Jeg var blandt de 2400, som deserterede til Danmark. Det skete 3. maj 1917. Jeg havde fået orlov og kom hjem til Visby. Sammen med min soldaterven, Ludolf Lützen, tog jeg flugten.

Vi var klar over, at vi skulle nå grænsen, inden det blev lyst. Snart var vi plaskvåde af at springe over de vandfyldte grøfter, og vi måtte mave os frem, når de tyske patruljer nærmede sig på vejene. Ved Skærbæk fik vi tøjet revet i stykker ved at springe igennem pigtrådsafspærringer. Noget længere nordpå nåede vi Brøns Å. Vi gik så langs åen og ud i Vadehavet, hvor vi vadede langt ude fra kysten for at undgå at blive opdaget af kystvagten.

Da vi havde vadet i flere timer troede vi, at vi havde overskredet grænsen og gik i land. Men ak og ve. Vi opdagede pludselig, at vi befandt os midt i vagtområdet ved Høgsbro på tysk side endnu og en dødsensfarlig flugt ud i vandet igen var uundgåelig. Nogle tyske vagter så os, men miraklet skete, og vagterne lod geværerne i ro.

Om morgenen den 4. maj, efter 16 timers flugt, nåede vi til Danmark ved Vester Vedsted. Jeg kunne genkende den hvide kirke derinde, og der gik vi så i land. Vi kom om på Vester Vedsted Efterskole, hvor vi fik tørt tøj på og noget at spise. Efter vi havde sovet om natten, blev Dannebrog hejst på tårnet. Så de kunne se på den anden side af grænsen, at nu var vi var kommet godt over.

Efter flugten kom jeg på Vallekilde Højskole, hvor jeg mødte min kone, Martha. Da krigen var slut, tog jeg til Sønderjylland for at hverve danske stemmer til Genforeningen. Det var en stor skuffelse for mig, at den sydligste del af Sønderjylland ikke kom hjem til Danmark. I Svinninge dannede jeg en grænseforening, som jeg havde lovet, da jeg stod ved fronten den julenat i 1915. Så jeg holdt mit løfte - og kæmpede for danskheden i Sydslesvig.

”Dansksindet under Ørnebanneret” er titlen på en biografi om Johannes Christensen. Den er skrevet af Sune Wadskjær Nielsen og udgivet på Skriveforlaget. Johannes blev efter krigen gift og bosatte sig på Sjælland som gårdejer. Han arbejdede hele sit liv for danskheden i Sydslesvig og blev tildelt ridderkorset. Han døde i 1965.

Her ses Johannes Christensen til venstre sammen med sin bror Thorvald, begge i tysk uniform. Kilde: Sune Wadskjær Nielsen

Hier links sieht man Johannes Christensen zusammen mit seinem Bruder Thorvald, beide in deutscher Uniform.

Here Johannes Christensen is seen on the left with his brother Thorvald, both in German uniform.

Grænsestien er en 48 km lang vandresti, der følger 1864-grænsen fra Vadehavet og Vester Vedsted til Villebøl ved Kongeåen. Undervejs fortælles historien (bl.a. gennem talende info-standere) om den tid, familier var adskilt af grænsen, hvor gendarmer og toldere holdt øje med grænseoverløbere og smuglere, og hvor dansksindede sønderjyder måtte deltage på tysk side som soldater i 1. Verdenskrig.

Flere steder kan man tage en rundtur, og der er shelters med mulighed for overnatning.

Se mere på: www.grænsesti.dk

Nach der Niederlage Dänemarks im Krieg gegen Preußen im Jahr 1864 wurde die Landesgrenze beim Fluss Königsau gezogen, sie verlief aber südlich um Ribe bei Hviding und Vester Vedsted. Die Region, die wir heute als Sønderjylland (Nordschleswig) kennen, wurde in der Folge ein Teil des Deutschen Kaiserreiches. Der junge Johannes Adolf Christensen aus Visby nördlich von Tønder musste deshalb im 1. Weltkrieg auf der deutschen Seite kämpfen, obschon er sich zu Dänemark zugehörig fühlte.

Im September 1916 wurde Johannes nach Verdun in Frankreich geschickt, wo er in den Schützengräben und auf den Schlachtfeldern die unvorstellbaren Schrecken des Krieges erlebte. Während eines Fronturlaubs im Mai 1917 zu Hause in Nordschleswig desertierte Johannes zusammen mit einem Kameraden und sie beschlossen, über die Grenze nach Dänemark zu fliehen. Diese Grenze wurde jedoch streng bewacht, sodass die Flucht größtenteils durch das seichte Wattenmeer erfolgen musste, wo sie von der Küstenwache nicht gesehen werden konnten. Nach 16 Stunden dramatischer Flucht erreichten die beiden jungen Männer aus Nordschleswig das sichere Vester Vedsted in Dänemark.

Johannes Christensen zog später nach Seeland. Es setzte sich jedoch bis zu seinem Tod im Jahr 1965 aktiv für die dänische Zugehörigkeit in Südschleswig ein, also in jenem Teil von Schleswig, der nach der erneuten Grenzverschiebung im Jahr 1920 deutsch blieb.

Beim Grenzweg handelt es sich um einen 48 Kilometer langen Wanderweg, welche der alten Grenze von 1864 folgt, die vom Wattenmeer über Vester Vedsted nach Villebøl am Fluss Königsau entlang verlief. Nebenbei wird (u. a. durch Audio-Infoposten) von der Zeit erzählt, als Familien durch die Grenze getrennt wurden, als die Gendarmerie und Zollbeamte nach Grenzverletzungen und Schmugglern Ausschau hielten und Männer aus Nordschleswig, die sich zu Dänemark zugehörig fühlten, im Ersten Weltkrieg als Soldaten auf der deutschen Seite kämpfen mussten.

Es gibt mehrere Orte, an denen man einen Rundgang unternehmen kann, und eine Reihe von Hütten bieten Übernachtungsmöglichkeiten.

After Denmark’s defeat in the war against Prussia in 1864, the border was drawn by the Kongeå, although south of Ribe by Hviding and Vester Vedsted. What we know today as Sønderjylland became part of the German Empire. Although Danish in mind and spirit, the young Johannes Adolf Christensen from Visby north of Tønder in Southern Jutland was forced to fight on the German side during the First World War.

In September 1916, Johannes was sent to Verdun in France, where he experienced the unimaginable horrors of war in the trenches and on the battlefields. During a leave of absence in May 1917 at home in Sønderjylland, Johannes deserted with a friend and they decided to flee to Denmark. But as the border was heavily guarded, a large part of the escape had to take place through the shallow water out in the Wadden Sea, where the coastguard would not see them. After a dramatic 16-hour escape the two Danes reached safety at Vester Vedsted in Denmark.

Johannes Christensen later moved to Zealand, but until his death in 1965 he worked actively to promote Danishness in South Schleswig, which is the part of Schleswig (Southern Jutland) that remained German after the demarcation in 1920.

The border path is a 48-km long hiking trail that follows the 1864 border from the Wadden Sea and Vester Vedsted to Villebøl by the Kongeå. Along the way, the story is told (through talking info stands, etc.) about the time when families were separated by the border, where gendarmes and customs officers kept an eye on border crossers and smugglers, and where Danes from Sønderjylland were forced to join the German side as soldiers in the First World War.

Straßensperre an der Grenze bei Hviding-Vester Vedsted während dem 1. Weltkrieg. Im Vordergrund bei der Schranke ist ein dänischer Gendarm zu sehen und hinter ihm ein deutscher Grenzwächter (Soldat). Auf dem Grenzpfahl kann man das Staatswappen mit dem deutschen Adler erkennen.

Roadblock at the border Hviding-Vester Vedsted during the First World War. In the foreground by the barrier is a Danish gendarme and behind him a German border guard (soldier). On the border pole, the national coat of arms with the German eagle.

René Rasmussen Museumsinspektør, Museum Sønderjylland

Ved indlemmelsen af Sønderjylland i Preussen i 1867 blev der indført værnepligt. De følgende år udvandrede tusindvis af sønderjyder for at undgå militærtjenesten, men i løbet af 1880’erne indså man, at denne praksis med tiden ville tømme Sønderjylland for dansksindede unge mænd. Udvandringen tog af, og fra 1890’erne var det den danske bevægelses holdning, at man måtte gøre sin pligt for at kunne kræve sin ret til at leve som dansk i sin hjemstavn.

Det styrkede den danske bevægelse, men det betød også, at en hel generation af sønderjyder gjorde deres pligt og mødte frem ved mobiliseringen i 1914. Det var da vigtigt for den danske bevægelse, at dens krigspligtige havde vist sig som loyale tyske statsborgere.

Men krigen trak ud. I løbet af 1915 begyndte de første deserteringer at ske, og fra 1916 tog de fart: Tæt ved 2500 sønderjyder deserterede indtil 1918. Deserteringer forekom som regel, når soldaterne var hjemme på orlov i høsttiden eller i julen. Selvom den dansk-tyske grænse var velbevogtet, blev kun to-tre procent af desertørerne fanget. Det svarer til ca. 50-75 personer.

De mest populære overgangssteder var området nord for Christiansfeld, ved Jels-Troldkær og i hjørnet syd og øst for Ribe, hvor naturforholdene var med desertørerne: Det var tyndt befolkede egne med mange gode gemmesteder tæt ved grænsen.

En mere risikabel flugtvej var gennem Vadehavet. Denne passage skulle foretages om natten og ved ebbe. Desertørerne gik typisk gennem strandvagtskæden et stykke syd for grænsen, som regel ved Rejsby Mark. På stranden var afstanden mellem vagterne større end ved landegrænsen. Hvis man gik langt nok ud på vaderne, kunne man ikke ses eller nås af de tyske vagtposter, der patruljerede på digerne. Men man risikerede at fare vild og blive overrasket, når floden satte ind.

Man orienterede sig som regel efter kirketårnene på land og sigtede efter Vester Vedsted Kirke. Men i tåget og diset vejr var det let at gå forkert og komme ind på tysk område igen, fx ved Hviding Kirke.