Marbæk Klint, et monument over Danmarks tilblivelse

Gulebjerg er nok den mest kendte del af Marbæk Klint nord for Esbjerg, og mange tager på tur til det smukke sted ud til Ho Bugt. Gulebjerg har fået sit navn på grund af den gule farve, som sandlagene ved Marbæk Klint har. Foto: Thomas Blume

Gulebjerg ist wahrscheinlich der bekannteste Teil von Marbæk Klint nördlich von Esbjerg, und viele Menschen unternehmen Ausflüge zu diesem schönen Ort in der Nähe der Ho-Bucht. Gulebjerg bedeutet auf Dänisch „Gelbberg“ und hat seinen Namen wegen der gelben Farbe der Sandschichten der Steilküste Marbæk Klint.

Gulebjerg is probably the most famous part of Marbæk Klint north of Esbjerg, and many people hike out to this beautiful spot and out to Ho Bay. Gulebjerg got its name because of the yellow coloured sand layers at Marbæk Klint.

Erik Skovbjerg Rasmussen seniorforsker, dr.scient., GEUS

I den geologiske periode, som hedder Miocæn (23-5 millioner år før nu), begyndte kampen mellem hav og land i det område, vi i dag kalder Danmark. Området havde indtil da været dækket af havet i mere end 100 millioner år. Lagene ved Marbæk Klint markerer en markant ændring, hvor det danske område i løbet af Miocæn blev til land. Siden da har der været land i Danmark - kun under nogle få kortvarige intervaller har havet dækket landet. Marbæk Klint står derfor som et monument over Danmarks skabelse.

Nogle af de mest markante geologiske lag i Danmark, er de hvide kalk-lag, vi kender fra Stevns og Møns klinter. I Østjylland kender man til røde og grønne lerlag, der kan give problemer med fundering af huse og veje. Alle disse lag blev dannet på relativt dybt vand. Men ved Marbæk Klint ser vi lag, der består af sand.

Kigger man tæt på lagene, kan man se, at sandlagene har mønstre, der ligner hvælvinger eller bølger. Lagene har også en skarp undergrænse eller erosionsflade. Lagene kaldes for hvælvede krydslejringer og dannes af bølger og strømme under storme. Sandlagene ved Marbæk Klint er aflejret på cirka 10 meters vanddybde. Længere ind mod Hjerting kan man også se hvide sandlag med bølgeribber. Disse lag er også dannet tæt på kysten i forbindelse med storme.

Selv om lagene ved Marbæk og Hjerting, blev dannet på omkring 10 meters vanddybde, vidner de om, at der var land i det meste af det område, vi i dag kalder Danmark, i slutningen af Miocæn.

Den gule farve, som sandlagene ved Marbæk Klint har, og som har givet klinten kælenav-

net ”Gulebjerg”, er opstået i forbindelse med, at lagene er blevet blotlagte og dermed kommet i kontakt med luftens ilt. Oprindeligt har lagene været hvide, men fordi der er et relativt højt indhold af mineralet pyrit (en jern-svovl forbindelse, også kaldet ”narreguld”), har lagene fået den gule til rustfarvede kulør ved forvitring.

Der er faktisk to årsager til, at den østlige del af Nordsøen blev til land i Miocæn tid. Én væsentlig årsag er, at de norske fjelde hævede sig, men klimaet spillede også en faktor, da der dannedes en stor iskappe på Antarktis.

I begyndelsen af Miocæn var der en moderat topografi i Skandinavien, hvor de højeste punkter ikke var højere end cirka 500 meter, men i løbet af Miocæn voksede de norske fjelde frem og fik højder på over 1500 meter. Den nyskabte bjergkæde blev udsat for vejr og vind og dermed begyndte store floder at transportere erosionsprodukterne – grus, sand og ler – ud i den østlige del af Nordsøen, og herved blev nyt land skabt i form af en stor flodslette.

Som nævnt ovenfor, så var den miocæne periode præget af bjergkædedannelse. Karpaterne (i Central- og Østeuropa) og Jurabjergene (Frankrig-Schweiz) blev dannet i denne peri-

Detaljer af lag dannet under en storm på cirka 10 meter vanddybde for omkring syv millioner år siden. Lagene kaldes hvælvede krydslejringer, og ved de hvide pile kan man se en skarp erosionsgrænse, der er skabt under et større bølgetog – måske en monsterbølge? Udsnittet, man ser på billedet, er 40 cm højt.

Details der Schichten, die sich während eines Sturms in etwa 10 Metern Wassertiefe vor etwa sieben Millionen Jahren gebildet haben. Diese Schichten werden als Kreuzschichten mit Wölbungen bezeichnet, und an den weißen Pfeilen können Sie eine scharfe Erosionsgrenze erkennen, die durch einen besonders großen Wellenzug entstanden sein muss. – Möglicherweise durch eine Monsterwelle? Der Abschnitt, den Sie auf dem Foto sehen, ist etwa 40 cm hoch.

Details of layers formed during a storm at a depth of about 10 metres around seven million years ago. The layers are known as vaulted cross-layers, and the white arrows show a sharp erosion boundary created during a larger wave – a monster wave perhaps? The section you see in the picture is 40 cm high.

Rekonstruktion af Danmark for cirka syv millioner år siden. Lagene ved Marbæk Klint blev dannet på havdybder på lidt over 10 meter. Grafik GEUS.

Rekonstruktion von Dänemark, wie es vor etwa sieben Millionen Jahren aussah. Die Schichten bei Marbæk Klint wurden in Meerestiefen von etwas mehr als 10 Metern gebildet.

Reconstruction of Denmark about seven million years ago. The layers at Marbæk Klint were formed at sea depths of just over 10 metres.

ode, og også verdens største bjergkæde, Himalaya, voksede markant i Miocæn tid. Når bjergkæder nedbrydes kemisk, sker det ved, at luftens CO2 går i forbindelse med vand, og der dannes en syre, som opløser bjergenes bestanddele. Denne proces trækker CO2 ud af luften, og man får dermed lavere koncentrationer af CO2 i atmosfæren og – som følge af dette – et koldere klima.

I midten af Miocæn, for cirka 12 millioner år siden, blev det derfor væsentligt koldere på Jorden, og der opbyggedes iskapper ved polerne, specielt på Antarktis. Det medførte at vandstanden faldt i verdenshavene og derfor blev der mere land.

I dag har vi det omvendte problem, hvor de menneskeskabte temperaturstigninger fører til afsmeltning af iskapperne ved polerne og som en følge heraf til en stigning af verdenshavene.

Jerncementerede finsands-lag, der udgør aksen af Gulebjerg. Foto: Jørgen Toft

Eisenhaltige Feinsandschichten, welche die Achse des Gulebjergs bilden.

Layers of iron-cemented fine sand that form the axis of Gulebjerg.

Miocæn-epoken, der begyndte for 23 millioner år siden og sluttede for cirka fem millioner år siden, er perioden, hvor verden kom til at ligne den, vi kender i dag.

Udviklingen af store græsstepper medførte, at visse abearter begyndte at lede efter føde på jorden fremfor i trækronerne, og menneskets forfædre udviklede sig i slutningen af perioden i Afrika. Også heste, som dengang kun var på størrelse med hunde, begyndte at udvikle sig mod større former på grund af de nydannede græsstepper.

Miocæn var også en periode med bjergkædefoldning, der resulterede i, at verden fik den form, som vi kender i dag.

In der geologischen Periode, die als Miozän bekannt ist (23 bis 5 Millionen Jahre vor unserer Zeit), begann in dem Gebiet, das wir heute Dänemark nennen, der Kampf zwischen Meer und Land. Bis dahin war diese Region mehr als 100 Millionen Jahre vom Meer bedeckt gewesen. Die Schichten der Steilküste Marbæk Klint nördlich von Esbjerg zeugen von diesem bedeutsamen Wandel, durch den dieses Gebiet im Laufe des Miozäns zu Land wurde. Seit dieser Zeit gibt es Land in Dänemark. Marbæk Klint stellt somit ein Zeugnis für die Entstehung Dänemarks dar.

Die geologischen Schichten in der Steilküste Marbæk Klint bestehen aus Sand, und wenn man sich diese Schichten genauer ansieht, kann man erkennen, dass die Sandschichten Muster aufweisen, die wie Wölbungen oder Wellen aussehen. Diese Schichten weisen zudem eine scharfe Untergrenze oder Erosionsoberfläche auf. Die Schichten werden deshalb als Kreuzschichten mit Wölbungen bezeichnet, die bei Stürmen durch Wellen und Strömungen entstehen.

Obwohl die Schichten in Marbæk in einer Wassertiefe von etwa 10 Metern entstanden sind, zeugen sie davon, dass es am Ende des Miozäns in dem Gebiet, das wir heute Dänemark nennen, größtenteils Land gab.

Marbæk Klint trägt den Spitznamen „Gulebjerg“, was auf Dänisch „Gelbberg“ bedeutet. Als die ursprünglich weißen Schichten freigelegt wurden, kamen sie mit dem Sauerstoff der Luft in Berührung, wodurch die Schichten durch Verwitterung ihre gelbe bis rostfarbene Färbung erhielten.

A battle between the sea and land began during the Miocene geological period (23-5 million years ago) in the area we now call Denmark. Until then, Denmark had been underwater for more than 100 million years. The layers at Marbæk Klint cliffs north of Esbjerg mark a significant change, when Denmark rose from the water during the Miocene. Since then, there has been land in Denmark. Marbæk Klint therefore stands as a monument to Denmark’s creation.

The geological layers at Marbæk Klint consist of sand, and if you look closely at the layers, you can see patterns that look like arches or waves. The layers also have a sharp sub-boundary or erosion surface. The layers are called vaulted cross-deposits and were formed by waves and currents during storms.

Although the layers at Marbæk were formed at a depth of about 10 metres, they show that there was land in most of the area we now call Denmark at the end of the Miocene.

Marbæk Klint has the nickname ”Gulebjerg” (Yellow Mountain). When the originally white layers were exposed, they came into contact with the oxygen in the air, which gave them their yellow to rust-coloured shade.