4 minute read

Nye lærerkræfter på Kold

Mejeriafdelingen på Kold College har fået en håndfuld nye lærere, som starter op på efterårets undervisning.

Anne-Sophie Nüchel Dittmann

Advertisement

Jeg er 29 år og nyuddannet mejeriingeniør i foråret. Jeg er netop flyttet til Sydfyn med min lille familie, hvor vi skal nyde naturen og pladsen i et lille landsted i Diernæs.

Jeg har sideløbende med min uddannelse arbejdet i særligt restaurationsbranchen, bl.a. var jeg en tur i NY med Claus Meyer og arbejdede for hans projekt på Grand Central Station, hvor jeg fik opgaven at skulle producere danske traditionelle produkter som skyr, smør, ymer, rygeost og creme fraiche i deres store produktionskøkken. Sidenhen har jeg arbejdet som souschef i Grød på Vesterbro, hvor jeg arbejdede med at standardisere base-opskrifter og gøre produktionen mere ensartet. Jeg fik også muligheden for at arbejde på en chokoladefabrik på Amager, hvor jeg samtidig lavede et projekt, hvor jeg undersøgte holdbarheden på nogle nye fyldte chokolader, som skulle stresstestes og evalueres.

Jeg fortsatte med at arbejde hos Meyers under min kandidatuddannelse, hvor jeg i 1,5 år underviste inde på Nørrebrogade i ”Hjemme mejeri” sammen med min studiekammerat Emilie Daugbjerg. Her stiftede jeg erfaring med begrebet undervisning og har haft en rigtig god oplevelse med at vise madentusiaster, hvor fantastisk en råvare mælk er, og se begejstringen i deres øjne, når et koagel dannes og senere deres glæde ved at strække massen og forme mozzarella-kugler.

Jeg glæder mig meget til at starte undervisning på Kold, hvor jeg skal undervise i mikrobiologi og kvalitet som udgangspunkt. Jeg skal også have oplæring i træningsmejeriet, så jeg senere kan undervise eleverne i at lave ost, smør og yoghurt.

Christina Munk

Jeg er 44 år og bosiddende i Odense med min mand, vi har tilsammen fem børn, hvoraf to stadig bor hjemme hos os.

Jeg er oprindelig uddannet mejeriingeniør og startede derefter med at arbejde hos Carlsberg i Fredericia, hvor jeg efter nogle år også tog en uddannelse som brygmester. Jeg har arbejdet særligt med de tappede produkter og kvaliteten heraf, hvor både indholdet (mikrobiologisk, kemisk og sensoriks) samt emballagen var i fokus. Efter at have afsluttet min brygmesteruddannelse, arbejdede jeg særligt med nye produkter og implementering af disse i produktionen. Der var både øl, andre fermenterede produkter (non-alkohol og cider) og læskedriksprodukter på opgavelisten.

Efter næsten 10 år med tilknytning til Supply Chain skiftede jeg til leverandørsiden og har solgt filtreringsudstyr til drikkevareindustrien hos Pall, udstyr til håndtering af æg og produktion af flydende æggeprodukter og æggepulver hos Sanovo Technology Group samt været Fødevaresegmentchef hos ABB Danmark A/S. Senest ledte jeg et team af dygtige designingeniører, som designede fadølshaner hos Micro Matic A/S.

På Kold College skal jeg undervise i Produktionsudstyr, Emballage, Innovation og et nyt kursus i fermentering (andet end mælkeprodukter) som erstatning for meritengelsk. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med elever og lærere og til at formidle min praktiske og teoretiske viden til glæde for andre. Når jeg ikke er på arbejde, bruger jeg tid på frivilligt arbejde hos YFU (udvekslingsorganisation) med værtsfamilier- og unge studerende, der kommer til Danmark.

Kirsten Malene Bitsch

Jeg er 44 år og oprindelig fra Østjylland. Er uddannet mejerist og Procesteknolog med mejeri som speciale og har godt 18 års erfaring inden for mejeribranchen.

Har primært arbejdet med ost på forskellige mejerier i Danmark og Sverige. Blandt andet som operatør i indvejning/skummesal, osteri, blanderi og som produkt supporter, hvor jeg havde ansvaret for receptoptimering. Var med til bedømmelser både på mejeriet og hos Eurofins, stod for udførelse af diverse forsøg samt tilmelding og udvælgelse af oste til IFC etc. Jeg er hvert år med som crew til IFC, hvor vi står for modtagelse og opdeling af produkter, frembæring til bedømmelse og ikke mindst udskæring/udskænkning af smagsprøver. Lidt om hvad jeg skal undervise i: • Branchekendskab: kendskab til mejerifagets historie- og udvikling. • Hygiejne: Læring om vigtigheden af personlig- og produktionshygiejne. • Teknologi F: Udbygge kompetencer inden for projektarbejde, kreativitet, struktureret arbejde og præsentation af projekter. • Innovation: At arbejde systematisk med kreativitet og idéudvikling baseret på mejeriteknologisk viden. Jeg ser frem til at samarbejde med lærerne på Kold og glæder mig meget til at være med til at præge fremtidens mejerister.

Jeg trives godt med at have noget ansvar og indflydelse, hvilket har medført at jeg er involveret i en del frivilligt arbejde, blandt andet som skydeinstruktør og hjælper til ved skydestævner både i foreningsregi og til DM både på bane og i terrænet.

Hans Kurt Jahreis

Udlært på Kold College, først som mejerist derefter som mejeriteknolog. Har lang ledererfaring inden for mejeri. Skal primært undervise mejerielever i mejeritekniske fag og i træningsmejeriet, men vil også blive tilknyttet andre fag tilhørende mejeristuddannelsen.

Derudover skal Hans undervise i forskellige kurser.

Lise Møller Thomsen

Har gennem tiden siden 1999 undervist på uddannelser inden for mejeribrug. Både mejerister, mejeriteknologer og mejeribrugsstuderende studerende og på Kold College og UCL.

Skal primært undervise i mejeriteknologifag, men også i andre fag på mejeristuddannelsen.