Faglig årsberetning 2011 by Kopenhagen Fur

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011 Kopenhagen Forskning

Annual Report 2011 Kopenhagen Research

Faglig Ă&#x2026;rsberetning

2011 Kopenhagen Forskning

Annual Report 2011 Kopenhagen Research

Kopenhagen Forskning

Kopenhagen Research

Agro Food Park 15 DK-8200 Århus N Danmark

Agro Food Park 15 DK-8200 Aarhus N Denmark

Tlf.: Fax.: e-mail:

Phone.: Fax.: e-mail:

72 13 28 02 96 13 57 14 pfl@kopenhagenfur.com

Faglig Årsberetning 2011 Oplag:

300 stk.

Forsidefoto: Henrik Bækgaard Typografi: Arial Layout: Peter Foged Larsen Tryk: DP/DPA Redaktion: Kopenhagen Forskning Redaktionen sluttede februar 2012

+45 72 13 28 02 +45 96 13 57 14 pfl@kopenhagenfur.com

Forord Forord ved Forskningschef Peter Foged Larsen……...4

Adfærd Minks brug af beskæftigelsesrør, effekt af forskellige rørtyper.............................................6-19 Minks' use of occupational tubes, effect of various types of tubes Leif Lau Jeppesen

Avl og Reproduktion Undersøgelse af placentale ar hos minktæver.............................................................20-23 Investigation of placental scars in mink females Tove N. Clausen & Louise Tinggaard Selektion imod bidskader i gruppeindhusning – resultater fra første generation...........................24-27 Selection against bite marks – results from first generation Peer Berg, Steen H. Møller & Setegn W. Alemu Karakterisering og effekt af Aleutian og Silverblue generne og farvetyper i en Violet back cross..................................................28-33 Characterization and effect of the Aleutian and Silverblue genes and colour types in a Violet back cross family Razvan Anistoroaei, Merete Fredholm & Knud Christensen Respons på selektion og genotypemiljøvekselvirkning i linjer af mink (Neovison vison) selekteret under ad libitum og restriktiv fodring……………………….……………………….34-43 Response to selection and genotype-environment interaction in lines of mink (Neovison vison) selected on ad libitum and restricted feeding Vivi Hunnicke Nielsen, Steen Henrik Møller, Bente Krogh Hansen & Peer Berg Udvikling af nye SNP markører til mink (Neovison vison)...................................................44-49 Development of new SNP markers for mink (Neovison vison). Peter Foged Larsen, Ditte Demontis, Vivi Hunnicke Nielsen, Janne Pia Thirstrup, Volker Loeschcke & Cino Pertoldi Genetisk kortlægning hos mink (Neovison vison) viser QLT for dækhårstykkelse, dækhårslængde og underuldstæthed…………………………………...50-55 Genetic mapping in (Neovison vison) shows evidence for QTL for guard hair thickness, guard hair length and skin length Janne Thirstrup, Rodrigo S. Labouriau, Bernt Guldbrandtsen, Razvan Marian Anistoroaei, Knud Christensen og Merete Fredholm & Vivi Hunnicke Nielsen

Ernæring og fodring Tilsætning af aminosyren tyrosin og mineralerne jern og kobber til foderet til standard mink på 4 farme......................................................................56-59 Addition of the amino acid tyrosin and the minerals iron and cupper to feed to black mink at four farms Maria Blæsbjerg, Peter Sandbøl, Jesper Clausen & Tove N. Clausen Betydningen af store mængder rejeskaller for farven hos sorte mink..........................................60-63 Effect of high amounts of shrimp shells on the colour of dark mink Tove N. Clausen & Tor Mikael Lassén Fortsatte undersøgelser af betydningen af phenylalanin og tyrosin for vækst og pelsfarve hos sorte mink.............................................................64-69 Continued investigations of the importance of phenylalanine and tyrosine for growth and pelt colour in black mink Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Isoleucin behov til vækst og pelssætning hos mink.......................................................................70-73 The requirement of isoleucin for growth and fur development in mink Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Mask og Easy-Strø i foderet i vinterperioden.......................................................74-83 Mash and Easy-Strø in the feed in the winter period Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Undersøgelse af hvor stor en procentdel fibre i foderet mink vil acceptere, før de nedsætter deres energioptag...........................................................84-93 Investigation on how much fibre mink will accept before they reduce their energy uptake Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Undersøgelse af rejeskaller til minktæver i vinterperioden ......................................................94-97 Investigation of shrimp shells to mink females during the winter period Tove N. Clausen, Tor Mikael Lassén & Peter Foged Larsen Proteinreduktion i vækst og pelssætnings perioden..............................................................98-105 Reduced protein in the growing and furring period Tove N. Clausen, Tor Mikael Lassén & Peter Foged Larsen Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blod- og organundersøgelser........106-111 Reduced protein in the growing-furring period. Blood and organ investigations Tove N. Clausen, Birthe M. Damgaard, Jakob Le Fèvre Harslund & Anne Sofie Hammer

Betydningen af lav protein fodring i vækstperioden for reproduktionsresultaterne i den følgende dieperiode……………………...112-115 Effect of low protein feeding in the growth period on the reproduction results in the following nursing period Tove N. Clausen, Tor Mikael Lassén & Peter Foged Larsen Minks behov for vitamin A og dets betydning for vitamin D- og E-status......................................116-123 Minks’ requirement for vitamin A and its importance for vitamin D and E status Søren Krogh Jensen & Tove Clausen Pilot undersøgelse af forskellige fiberstoffer og vandbindere til udvoksede minkhanner.......................................................124-131 Pilot study of fibres and water binders in the feed for adult male mink Tove N. Clausen Proteintildelingen i drægtighedsperioden påvirker afkommet i de efterfølgende generationer hos mink (Neovison vison)...............................................132-141 Protein provision during gestation affects the offspring in subsequent generations in mink (Neovison vison) Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

Sundhed Plasmacytosevirus i miljøprøver....................142-147 Aleutian mink disease virus in environmental samples Trine H. Jensen, Ulrich Bay Goosewinkel, Line Haaning, Mariann Chriél & Anne Sofie Hammer Eksperimentel infektion af mink med Pseudomonas aeruginosa...............................148-155 Experimental infection of mink with Pseudomonas aeruginosa Charlotte M. Salomonsen & Anne Sofie Hammer Diarre og forekomst af Campylobacter hos mink……….................................................156-161 Diarrhea and Campylobacter in mink Anne Sofie Hammer, Mathilde Hartmann Josefsen & Steen Nordentoft

Driftsforhold Betydning af fravænningstidspunkt for minkhvalpe dag 49 eller 56………………........162-167 Impact of weaning time on mink kits day 49 or day 56 Tove N. Clausen Slankning, fiberfodring og miljøberigelse – effekt på kropsvægt, huld, stereotypi, temperament og reproduktion........................168-177 Slimming, fibre feeding and enrichments - effects on body weight, body condition, stereotypy, temperament and reproduction in mink Steffen W. Hansen, Steen H. Møller, Jens Malmkvist & Birthe M. Damgaard

Forord

Faglig Årsberetning 2011 indeholder 25 artikler. Der er ekstraordinært mange bidrag fra Tove N. Clausen fra Kopenhagen Forskning. Dette giver sig udtryk i et stort antal afrapporteringer af praktiske foderundersøgelser udført på Kopenhagen Farm ved Holstebro. Der er i denne beretning en noget større vægt end hidtil på avl og reproduktion, hvilket skyldes den store faglige udvikling, som foregår indenfor dette område. Dertil kommer rapporteringer fra nogle større afsluttede projekter. Indholdet i Faglig Årsberetning 2011 har stor bredde og dybde. Artiklerne dækker således alle faggrene både mht. grundforskning, metodeudvikling og undersøgelser med direkte relevans for den praktiske anvendelse. Artiklerne er inddelt efter hovedemne. Alle artikler indledes med både et dansk sammendrag og et engelsk abstract. Selve de faglige artikler er sat med to spalter, dog således at større figurer og tabeller er i fuld sidebredde.

Artiklerne i Faglig Årsberetning 2011 er sat således, at begge spalter før en gennembrydning læses færdigt, inden man går videre til den gennembrydende figur eller tabel og de nedenstående spalter. Artiklerne fra Faglig Årsberetning findes desuden på Kopenhagen Furs hjemmeside som pdf-filer indeholdende farvebilleder på nedenstående link. http://www.kopenhagenfur.com/avler/fagli gt/forskning/faglig-aarsberetning/ Tak til alle bidragsydere til Faglig Årsberetning 2011. I har alle lagt et stort stykke arbejde i jeres forskning og udarbejdelse af faglige indlæg. Desuden vil jeg takke konsulent Bente Lyngs Støvring for kritisk gennemlæsning og opsætning, samt sekretær Susanne Skottrup Andersen for opsætning. Henrik Bækgaard har bidraget med forsidebilledet. Med håb om at Faglig Årsberetning 2011 må blive fundet spændende, lærerig og bevaringsværdig, ønsker jeg alle god fornøjelse med læsningen.

Århus, februar 2012 Forskningschef

Peter Foged Larsen

Minks brug af beskæftigelsesrør, effekt af forskellige rørtyper Leif Lau Jeppesen Københavns Universitet, Biologisk Institut, Universitetsparken 15, 2100 København Ø Sammendrag På danske farme anvendes forskellige typer af plastrør som beskæftigelsesobjekter til mink, men det vides ikke, om de forskellige typer af rør er lige effektive til at beskæftige minkene. Derfor blev det i denne afprøvning undersøgt, hvordan rørparametrene hårdhed (blød / hård), diameter (12 cm / 4 cm) og længde (15 cm / 7 cm) påvirkede minkenes brug af rør. Det skete med otte forskellige typer af rør, som omfattede alle kombinationer af de tre parametre. Rørtyperne blev ligeligt fordelt i 4424 bure med to mink. Brugen blev primært vurderet ved registrering af bidmærker i rørene og ved direkte adfærdsobservationer af minkenes kontakt med rørene tre gange i løbet af efteråret. Bidmærkerne viste, at minkene foretrak korte og bløde rør til at bide i og slæbe rundt med. Adfærdsobservationerne viste at minkene foretrak tykke og lange og i nogen grad hårde rør til den generelle kontakt med rørene i bunden af buret. Det konkluderes, at minkene benytter alle de afprøvede rørtyper og udviser præference for forskellige rørparametre til forskellige formål. Afprøvningen viser derfor, at alle de afprøvede rørtyper kan anvendes til berigelse af minkenes miljø. Jeppesen, L. L., 2012. Minks brug af beskæftigelsesrør, effekt af forskellige rørtyper. Faglig Årsberetning 2011, 6-19. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract In Danish farms, various types of plastic tubes are used as occupational objects for mink. However, it is not known, whether the different tubes are equally effective in promoting occupation of the mink. Therefore it was examined, how the tube parameters hardness (soft / hard), diameter (12 cm / 4 cm) and length (15 cm / 7 cm) influenced the minks' use of tubes. The examination was carried out with eight different types of tubes, including all combinations of the three parameters. The tube types were equally distributed in 4424 cages with two minks. The use of the tubes was primarily assessed by recording of bite marks in the tubes and by direct observations of the minks' behaviour towards the tubes three times during the autumn. The bite marks showed that mink preferred short and soft tubes to bite and carry around. The behavioural observations showed that mink preferred thick and long and to some extend hard tubes for the general contact with the tubes in the bottom of the cage. It is concluded that minks make use of all of the examined types of tubes and show preference for different parameters for different purposes. The examination shows, therefore, that all of the tested types of tubes may be used as enrichment of the minks’ environment. Jeppesen, L. L., 2012. Minks' use of occupational tubes, effect of various types of tubes. Annual Report 2011, 6-19, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: mink, enrichment, tubes.

Indledning Det er kendt, at burberigelser gavner minkenes velfærd (f.eks. Hansen et al., 2007), og at løse plastrør er en anvendelig berigelse. Ungdyrenes brug af hårde plastrør med diameter 11 cm og længde omkring 15 cm er afprøvet (f.eks. Jeppesen, 2004), men det vides ikke om ungdyr af mink beskæftiger sig med andre typer af plastrør i samme omfang, som de hidtil afprøvede rør. De afprøvede rør anvendes mange steder i praksis, men rør

af blødere materialer og med mindre dimensioner har gennem de seneste år også vundet en vis udbredelse som beskæftigelsesmateriale. I denne afprøvning undersøges det, om nogle af de alternative rørtyper benyttes lige så hyppigt, som de tidligere afprøvede rør og derfor kan formodes at have samme effekt på minkenes velfærd. Desuden sammenlignes effekten af nyhed og af hårdhed ved at give nogle mink et ekstra rør af samme hårdhed, som det de har i

Faglig Årsberetning 2011

Jeppesen, L. L.

forvejen, og andre mink et ekstra rør af ny hårdhed. Det kan antages, at nyhedsværdien er størst, og at de ekstra rør derfor bruges lige meget uanset om de har samme eller ny hårdhed. En alternativ hypotese kunne være, at minkene foretrækker blødhed mere end nyhed, fordi minkene kan lide objekter, de kan rive, bide og flå i med tænderne. I så fald skulle brugen af de ekstra rør afhænge af hårdheden af de ekstra rør eller de gamle rør. Materiale og metoder Rør, farme og dyr Afprøvningen omfattede alle kombinationer af to hårdheder, to diametre og to længder, i alt 8 rørtyper (se f.eks. tabel 1). Afprøvningen blev gennemført på to farme. På Farm 1 stod burene i en lukket 12rækkers hal, og der blev benyttet 344 sektioner med 7 bure i hver sektion, i alt 2408 bure, som alle havde hylder. På farm 2 stod burene i åbne 2-rækkers haller, og der blev benyttet 336 sektioner med 6 bure i hver, i alt 2016 bure. På denne farm var halvdelen af burene med hylder og halvdelen af burene med store rør uden for forsøgsperioden. På begge farme var der en han og en tæve i hvert bur. Alle hanner var ungdyr. På Farm 1 var ca. en tredjedel af tæverne gamle tæver. Resten af tæverne på Farm 1 og alle tæver på Farm 2 var ungdyr. Rørtyperne var fordelt ligeligt på de to aldersgrupper af tæver. Tidsforløb og observatører Rørene til afprøvning blev lagt i burene 6. august 2010, og de forblev i burene indtil aflivningen i begyndelsen af november. Hvis der var andre løse beskæftigelsesobjekter i burene, blev de fjernet, da rørene til afprøvning blev lagt ind. Der blev placeret et rør i hvert bur. Alle burene i en sektion fik samme rørtype, og typerne blev ligeligt fordelt på sektionerne

på begge farme. Brugen af rørene blev observeret over 2-3 dage: 9. august, 6. september og 4. oktober. Fire dage før observationerne i oktober blev der lagt et ekstra rør ind i burene med tynde rør. Det ekstra rør var samme længde som det, der var i buret i forvejen. Det var blødt i 15 cm grupperne og hårdt i 7 cm grupperne på Farm 1 og omvendt på Farm 2. Alle hårde rør var mærket med slibning omkring midten af røret fra forsøgets start, og det ekstra rør blev mærket med et hak i kanten, så rørene med sikkerhed kunne kendes fra hinanden. På Farm 2 blev alle registreringer gennemført af én person. På Farm 1 blev adfærdsobservationerne gennemført af to andre personer (som observerede hver en halvdel af alle rørtyper), og én af disse personer gennemførte alle andre registreringer. Adfærdsobservationer. Observationerne var baseret på, at observatøren stod foran hver enkelt sektion i to minutter. I den tid blev det registreret, hvor mange af sektionens rør der var ude i buret eller på hylden (de tynde rør kunne også være i reden), hvor mange af sektionens mink der var ude i buret (herefter kaldet aktive), og hvor mange af minkene, der havde kontakt med et rør. Til dette mål for kontakt med rør blev hver mink kun registreret én gang i observationsperioden. I hver observationsperiode blev det yderligere registreret, hvor mange kontakter der blev gennemført med tænder (minkene bed i røret eller bar rundt på det, eller de to mink trak i hver sin ende), med hoved eller krop (minkene skubbede til røret med hoved eller krop), gennem rør (minkene løb gennem røret eller hvilede med hoved eller krop inde i røret) eller med foder (minken placerede foder i røret). I disse registreringer kunne hver enkelt mink godt bidrage mere end én gang per periode, f.eks. ved både at skubbe til røret med

Faglig Årsberetning 2011

Minks brug af beskæftigelsesrør, effekt af forskellige rørtyper

hovedet og bide i det med tænderne. Det blev observeret, at minkene lagde foder i eller på rørene, men det skete i så få tilfælde, at data ikke behandles særskilt. Minkene bed, skubbede og trak i rørene i så få tilfælde, at disse observationer i databehandlingen blev slået sammen til et element: ’bid, skub og træk’. I løbet af den to minutter lange observationsperiode var det også muligt at se, om minkene i andre sektioner (i nabosektioner og på Farm 1 tillige i sektioner i andre rækker) havde kontakt med rørene. Disse forekomster af rørkontakt (kaldet alle forekomster) blev registreret uden hensyn til typen af kontakt, og kun som én registrering per sektion i hver 2-minutters periode. Tilsvining af bundtråd og rør På Farm 1 blev tilsvining af bundtråd og rør registreret 30. september, inden tildeling af ekstra rør i oktober. På det tidspunkt havde burene været uden rengøring fra forsøgets begyndelse. Registreringen skete som en simpel optælling af hvor mange bure per sektion, der havde tilsvinet bundtråd, og hvor mange rør per sektion der var svinede. På begge farme blev tilsviningen af de oprindelige rør vurderet efter forsøgets slutning. Det skete efter en skala fra 0 til 2 hvor 0 betyder ren. På Farm 2 var næsten alle bure på dette tidspunkt tomme, og derfor blev de tomme bure også vurderet for tilsvining efter samme skala. Den registrerede tilsvining af burene knytter sig til perioden fra primo oktober, hvor burene blev rensede, til forsøgets afslutning. Bidmærker i rør På rørene er der efter nogen tid tydelige tandmærker i enderne, hvor minkene let kan få fat med tænderne, men der er også mærker efter tænder på fladen af rørene. Tandmærker på fladen af rørene er ikke så tydelige, og de forveksles let med

skrabemærker, som forårsages af slid mod bunden, når rørene skubbes rundt i buret. For at få et robust og let observerbart mål for bidmærker blev det besluttet at koncentrere registreringen omkring begge ender af rørene og dele i tre kategorier baseret på hvor stor en del af de to omkredse, der var besat med bidmærker: 0 svarende til at enderne var besat med få eller ingen bidmærker, 1 svarende til at mindre, men sammenhængende dele af de to ender var uden bidmærker, og 2 svarende til at begge ender var tæt besat med bidmærker. Bidmærker på lædersiden af skind Efter skrabning af skindene blev der talt bidmærker på lædersiden. Bidmærkerne fremtræder som sorte pletter. Der blev talt på 50 skind af ungtæver fra hver gruppe. Der blev talt op til 29 mærker på hvert af områderne nakke, ryg, hofter, hale og bug. Hvis der var flere mærker, blev de blot registreret som ’30 eller flere’. Det maksimale antal bidmærker, der kunne registreres, var altså 150. Statistik Adfærdsdata fra periode-observationerne og data for bidmærker i rør samt tilsvining af rør og bundtråd blev testet med Fisher test / Ȥ2 test. Adfærdsdata for alle forekomster af rørkontakt blev testet med Ȥ2 one-sample test mod den hypotese, at fordelingen af kontakter afspejlede det samlede antal rør i burene i de aktuelle sammenligninger. Data for bidmærker på lædersiden af skindene blev koncentreret, så hver rørparameter var repræsenteret med 200 skind, og derefter sammenlignet med Mann-Whitney test. Resultater Bid i rør Det bedste bevis på, at rørene blev brugt af minkene, var de tydelige tandmærker, som kunne ses på enden af rørene allerede

Faglig Årsberetning 2011

Jeppesen, L. L.

For de tykke rør gælder det, at der er en tendens til flest korte rør med høj bidscore, og for de tynde rør er der en statistisk sikker sammenhæng (figur 1,7 og figur 1,8). Det giver god mening, at sammenligne bidscoren på korte og lange rør, og resultatet for disse rør viser, at de korte rør foretrækkes til at bide i eller bære rundt på. Tykke rør: Bløde (B) og hårde (H) fordelt på bidscore

300 Antal rør

I det følgende gennemgås effekten af rørparametrene blød/hård og kort/lang først for data fra Farm 1 (figur 1,1 – 1,8): Både for de tykke og de tynde rør gælder det, at der er flest bløde rør med høj bidscore (figur 1,1 og 1,2). Det kunne afspejle materialets hårdhedsgrad mere end minkenes præference, men fordelingen af bidscorer på de gamle rør (som blev lagt i burene ved forsøgsstart) og de nye rør (som blev lagt i burene 30/9) tillader den konklusion, at minkene foretrækker bløde rør til at bide i: Når det nye rør er hårdt og det gamle rør er blødt, så er der næsten ingen nye rør med bidscore 2, men mange med bidscore 0 og 1 (figur 1,3). Når det nye rør er hårdt, og det gamle rør også er hårdt, så er der relativt flere nye rør med bidscore 2 og færre med bidscore 0 (figur 1,4). Fordelingen på bidscorer af de nye rør i figur 1,3 og de nye rør i figur 1,4 er signifikant forskudt mod flere bidmærker i figur 1,4 (P<0,0001) Dette resultat forklares bedst ved at minkene foretrækker at bide i de bløde rør og derfor bider mindre i de nye hårde rør, når de har et blødt i forvejen, end når de har et hårdt i forvejen.

Når det nye rør er blødt, er der relativt mange af de nye rør med bidscore 2 og få med bidscore 0 uanset om det gamle rør er hårdt eller blødt (figur 1,5 og 1,6). Når det gamle rør er blødt er der dog klar præference for det gamle rør (P<0.0001), og det er ikke tilfældet når det gamle rør er hårdt (P=0.19).

200

100

0 0

2 P<0.0001

Tynde rør: Bløde (B) og hårde (H) fordelt på bidscore

500 400 300 200 100 0

B H

Bid score Figur 1,2

Faglig Årsberetning 2011

1 bidscore

Figur 1,1

Antal rør

efter få dages brug. Mange af de tynde rør var allerede efter få uger tæt besat med tandmærker hele vejen rundt i begge ender af røret. Det svarer til, at den højeste kategori af bidscore i denne undersøgelse 92 % og 79 % af de tynde rør på henholdsvis Farm 1 og 2. De tilsvarende tal for de tykke rør var 65 % og 38 %. Denne forskel mellem tykke og tynde rør beror i høj grad på, at bidscorekategorierne var defineret som antal bid i forhold til omkredsen af røret. De tykke rør med deres større omkreds kan være blevet bidt lige så meget som de tynde rør, selv om dette ikke kan afspejles af den valgte målemetode.

P<0.0001

Minks brug af beskæftigelsesrør, effekt af forskellige rørtyper

Tynde korte rør: Gam le bløde (gl. B) og nye hårde (ny H) fordelt på bidscore

tynde lange rør: Gam le hårde (gl. H) og nye bløde (ny B) fordelt på bidscore

150

200

gl. B

100

ny H

Antal rør

300

100

gl. H

ny B

0 0

Bid score

Figur 1,3 1,3

0 P<0.0001

Bid score P=0.19

Tynde korte rør: Gam le hårde (gl. H) og nye hårde (ny H) fordelt på bidscore

Tykke rør: Korte (K) og lange (L) fordelt på bidscore

250 200 150 100 50 0

gl. H ny H

P<0.0001

Bidscore

Figur 1,7

P<0.07

Tynde rør: Korte (K) og lange (L) fordelt på bidscore

Tynde lange rør: Gam le bløde (gl. B) og nye bløde (ny B) fordelt på bidscore

gl. B ny B

Antal rør

500

250 200 150 100 50 0

400

300 200

100 0

0 Figur 1.5

Bid score

Figur 1,4

Antal rør

Figur 1,6

Antal rør

2 Figur 1,8

Bidscore P<0.0001

1 Bid score

2 P<0.0001

Data fra Farm 2 støtter konklusionerne om præference for bløde rør og korte rør (figur 2,1-2,4). Der er færre bidmærker i de nye hårde rør, når det gamle rør er blødt (figur 2,5), end når det gamle er hårdt (figur 2,6). Fordelingen af de nye hårde rør på bidmærkescorer i figur 2,5 og 2,6 er signifikant forskudt mod flere bidmærker i figur 2,6 (P=0.0092). Der er ligeledes signifikant flere bidmærker på de korte rør end på de lange rør (figur 2,7 og 2,8).

Faglig Årsberetning 2011

Jeppesen, L. L.

Tykke rør: Bløde (B) og hårde (H) fordelt på bidscore

Tynde lange rør: Gam le bløde (gl. B) og nye hårde (ny H) fordelt på bidscore

300

200

100 0 0

200

gl. B

100

ny H

Bidscore

Figur 2,1

Antal rør

400

P<0.000.1

Bidscore

Figur 2,5

Tynde rør: Bløde (B) og hårde (H) fordelt på bidscore

P<0.0001

Tynde lange rør: Gam le hårde (gl. H) og nye hårde (ny H) fordelt på bidscore

300

200

100 0 0

150

gl. H

100 50

ny H

0 0

Bidscore

Figur 2,2

Antal rør

400

P<0.0001

Bidscore

Figur 2,6

Tynde korte rør: Gam le bløde (gl. B) og nye bløde (ny B) fordelt på bidscore

P=0.0011

Tykke rør: Korte (K) og lange (L) fordelt på bidscore

gl. B

150 100

ny B

Antal rør

400 200

100 0 0

P<0.0011

100

ny B

Antal rør

400

gl. H

300

200

100 0

Figur 2,4

Bidscore

P<0.0001

Tynde rør: Korte (K) og lange (L) fordelt på bidscore

200

Bidscore

Figur 2,7

Tynde korte rør: Gam le hårde (gl. H) og nye bløde (ny B) fordelt på bidscore

Bidscore

Figur 2,3

P=0.9126

Figur 2,8

Faglig Årsberetning 2011

200

0 0

Antal rør

300

Bidscore

P<0.0001

Minks brug af beskæftigelsesrør, effekt af forskellige rørtyper

Data fra Farm 1 og 2 afviger fra hinanden med hensyn til fordelingen på bidscorer af de tykke rør, idet der på Farm 1 er ca. lige mange rør i de tre kategorier af bidscorer, mens fordelingen på Farm 2 er klart forskudt mod flest rør i den laveste kategori.

Aktivitetsniveau På Farm 1 (tabel 1) var der i august og september i gennemsnit 56 % af minkene, der var aktive, og andelen af aktive mink var ikke påvirket af typen af rør. I oktober faldt aktiviteten i bure med tykke rør til ca. 44 %, mens aktivitet var uændret i bure med tynde rør. Der var derfor en tydelig effekt af rørtypen (P<0.0001) på aktivitetsniveauet i oktober.

TABEL 1. Farm 1. Effekt af forskellige rørparametre på % aktive mink, % bure med rør, % mink med kontakt per tilgængeligt rør i periodeobservationer, samt alle forekomster af rørkontakt. Alle data er henført til observationsmåned. Nederst vises tilsvining af bundtråd og rør som gennemsnitligt antal bure/rør per sektion med svineri i slutningen af september.

Materiale Diameter, cm Længde, cm Mink i forsøg Observation Aktive mink (%)

Bure med rør (%)

Periodeobservationer % mink med kontakt per rør: Alle former for kontakt Periodeobservationer % mink med kontakt per rør: Bid, skub, træk Alle forekomster af rørkontakt Tilsvining af bundtråd Tilsvining af rør

Måned August September Oktober August September Oktober August September Oktober August September Oktober August September Oktober September September

Blød 12 07 602 58 57 42 100 100 100 23 8 3 7 2 160 67 32 0.37 0.09

På Farm 2 (tabel 2) var aktivitetsniveauet højere (ca. 75 % i august og september). Der var lidt større aktivitet i bure med hårde rør end i bure med bløde rør (P=0.0006), og tendensen med faldende aktivitet i bure med tykke rør og relativt højere aktivitet i bure med tynde rør i oktober var som på Farm 1 (P<0.0001). Den højere aktivitet i bure med tynde rør i oktober kan skyldes, at der på det tidspunkt var to tynde rør i burene, men det kan også

15 602

04 07 602

56 56 43 100 100 100 29 14 8 7 5 189 106 48 0.33 0.02

51 60 55 50 69 5 1 6 1 36 11 1.09 0.81

15 602

Hård 12 07 602

15 602

04 07 602

15 602

56 55 57 61 76 9 2 9 2 32 13 0.86 0.60

55 54 44 100 100 100 26 11 7 6 3 180 73 32 0.49 0.30

61 54 45 100 100 100 37 21 11 8 8 216 107 58 0.30 0.09

56 57 60 51 74 5 1 5 0 36 5 0.91 0.74

55 55 58 62 76 5 1 6 1 36 9 1.00 0.70

skyldes at forstyrrelsen fra observatøren var større, fordi det var nødvendigt at gå tættere på burene, for at skelne de to typer af rør. Forskellen i aktivitetsniveau mellem farmene kan skyldes, at der var mere ro på Farm 1, hvor observatørerne var alene på farmen under observationerne På Farm 2 foregik fodring og andre farmaktiviteter sideløbende med observationerne.

Faglig Årsberetning 2011

Jeppesen, L. L.

TABEL 2. Farm 2. Effekt af forskellige rørparametre på % aktive mink, % bure med rør, % mink med kontakt per tilgængeligt rør i periodeobservationer samt alle forekomster af rørkontakt. Alle data er henført til observationsmåned.

Blød Diameter, cm Længde, cm Mink i forsøg Observation Aktive mink (%)

Bure med rør (%)

Periodeobservationer % mink med kontakt per rør: alle former for kontakt Periodeobservationer % mink med kontakt per rør: Bid, skub, træk Alle forekomster af rørkontakt

Måned August September Oktober August September Oktober August September Oktober August September Oktober August September Oktober

12 07 504

15 504

04 07 504

15 504

12 07 504

15 504

04 07 504

15 504

72 72 69 100 100 100 40 21 13 20 8 163 119 77

69 76 68 100 100 100 53 32 15 30 14 174 161 101

70 78 77 53 51 15 2 15 2 28 7 -

75 80 76 54 49 15 4 18 4 25 13 -

78 72 65 100 100 100 37 18 10 20 13 163 115 82

73 76 67 100 100 100 52 34 22 25 15 178 153 107

78 79 75 53 48 10 2 11 2 32 11 -

78 76 71 52 50 11 4 13 4 29 9 -

Bure med rør De tykke rør kunne ikke komme ind i redekasserne og var derfor 100 % til stede i buret gennem hele forsøget. De tynde rør blev i nogen udstrækning slæbt ind i redekassen og ud igen. På Farm 1 (tabel 1) var der som gennemsnit for august og september ca. 65% af de tynde rør i buret. Der var flere rør ude i buret i september end i august (P<0.0001), og der var flere lange rør i buret end korte (P<0.0001). Hårdheden påvirkede ikke andelen af rør i burene. På Farm 2 (tabel 2) var der ca. 51 % af de tynde rør i buret og hverken effekt af måned eller rørtype. Kontakt med rørene Tabel 1 og 2 indeholder data for de observationer, hvor der var ét rør i burene, og de viser, at minkenes brug af rørene blev reduceret hen gennem efteråret. Det var tydeligt for alle rørtyper både i periodeobservationerne og i registreringen af alle forekomster af rørkontakt (alle P<0.001).

Faldet i kontakt med rørene fra august til september var størst for de tynde rør, og selv om der blev tildelt et ekstra tyndt rør en uges tid før observationerne i oktober, førte det ikke til nogen stigning i kontakten med tynde rør fra september til oktober. Den begrænsede kontakt med de tynde rør i oktober betød, at omfanget af kontakt med rørene ikke kunne bruges til at vurdere den relative effekt af nyhed og hårdhed, sådan som det var planlagt. En del af kontakterne med rørene bestod i at minkene bed i dem, trak rundt med dem eller skubbede til dem med hoved eller krop. På Farm 1 var der i august ingen effekt af rørtyperne på denne form for kontakt. I september, hvor brugen af de tynde rør var meget reduceret, blev de tykke rør brugt mere end de tynde til at bide i, trække rundt med og skubbe til (p<0.0001). I september var der ligeledes effekt af længden, idet de lange tykke rør blev brugt mere end de korte tykke rør (P<0.001). På Farm 2 blev der rettet flere bid, træk og skub mod de tykke rør end de tynde rør

Faglig Årsberetning 2011

Hård

Minks brug af beskæftigelsesrør, effekt af forskellige rørtyper

Rør på hylde På Farm 1 var der hylder i alle bure. Der blev hyppigt observeret tynde rør på hylderne og i enkelte tilfælde forsøgte minken også at få det korte tykke rør op på en hylde. I august og september blev der i periodeobservationerne observeret rør på hylde i 8 henholdsvis 26 bure. Det tyder på en tidsudvikling i denne aktivitet (P<0.05). I oktober (hvor der var to rør i burene) blev der i periodeobservationerne registreret 39 bure med et af de to rør på hylde. Formålet med at give to rør i oktober var, som nævnt under metoder, at sammenligne eventuelle præferencer for nyhed eller hårdhed. Da antallet af kontakter med rørene på begge farme var for beskedent til at

gennemføre denne sammenligning, blev det i stedet på Farm 1 registreret hvor hyppigt, der var et rør på en hylde, i forbindelse med registreringen af alle kontakter. Det gav anledning til 174 registreringer, hvis fordeling på nyhed og hårdhed fremgår af figur 3. Fordelingen viser, at nye bløde rør bliver anbragt på hylden hyppigere end det gamle uanset hårdheden af det gamle, mens nye hårde rør anbringes på hylden mindre hyppigt end det gamle, når dette er hårdt, og med omtrent samme hyppighed som det gamle, når dette er blødt. Figur 3. Effekt af hårdhed og nyhed på rørenes placering på hylde 35 30 rør på hylde

både i august og september (P<0.0001 hhv, P=0.0025). Der var også flere af denne type kontakter mod lange rør end mod korte (P=0.0025 i august, P=0.1 i september). Minkene brugte de tykke rør meget til at ligge i og til at kravle igennem. Denne aktivitet var ikke mulig med de tynde rør. Summen af alle typer af rørkontakter var derfor betydeligt større i bure med tykke rør end i bure med tynde rør. Sådan var det på begge farme i det samlede dataset både i periodeobservationerne (P<0.0001) og i registreringen af alle forekomster af rørkontakter (P<0.0001). Der var også en længdeeffekt på summen af alle typer af rørkontakter på begge farme: De lange tykke rør gav anledning til flere kontakter end de korte tykke rør, både i periodeobservationerne (P<0.001 for begge farme) og i registreringen af alle forekomster (Farm 1: P=0.0008; Farm 2, P<0.01). Hårdheden havde ingen effekt på summen af alle kontakter på Farm 2. På Farm 1 var der mere kontakt med de hårde rør end med de bløde rør, dog kun signifikant i periodeobservationerne af alle former for kontakt (P=0.004).

gl. rør

nyt rør

15 10 5 0 07 B H

15 B B

07 H H

15 H B

Rørlængde (07/15) samt hårdhed (H/B) af gammelt rør henholdsvis nyt rør

En mulig tolkning er, at minkene har en svag præference for nye rør og en stærkere præference for bløde rør, når de vil anbringe rørene på hylden. De bløde rør må også antages at være nemmere at bruge til dette formål, fordi det er lettere at holde fast i med tænderne. Tilsvining af rør og bundtråd I opgørelsen fra september på Farm 1 var der flere bure med svineri, der hvor rørene var tynde (gennemsnit 0.97 bure/sektion) end der, hvor de var tykke (gennemsnit 0.37 bure/sektion; P<0.0001). Tilsvarende var der flere tynde rør, der var svinede, end tykke rør (0.71 henholdsvis 0.13 rør per sektion; p<0.0001).

Faglig Årsberetning 2011

Jeppesen, L. L.

Der var ingen signifikant effekt af de andre rørparametre på graden af tilsvining (tabel 1, nederst). I november blev bundtråden ikke undersøgt på Farm 1, fordi nogle bure på observationstidspunktet havde været tomme nogen tid, mens andre fortsat var beboet af avlsdyr. Tilsviningen af rørene, som blev fjernet fra burene på èn dato umiddelbart efter aflivning, var imidlertid klart afhængig af rørtypen (tabel 3): Bløde rør var mere svinede end hårde, og korte rør var mere svinede end lange. Fordelingen af de tykke og tynde rør på graden af tilsvining var helle ikke tilfældig, men billedet er her lidt mere kompliceret, idet der ikke generelt var forskel på hvor mange rør der var helt rene (grad nul) sammenlignet med mere eller mindre tilsvinede (grad 2 + grad 1). Tabel 3. Tilsvining i november af rør på Farm 1 og 2, samt af bundtråd på Farm 2.

Antal rør/bure fordelt på tre grader af tilsvining.

Farm 1, Rør

2, Rør

2, Bundtråd

Rør Blød Hård Kort Lang Tyk Tynd Blød Hård Kort Lang Tyk Tynd Blød Hård Kort Lang Tyk Tynd

Tilsviningsgrad 0 1 942 169 1008 124 949 158 1001 135 964 176 986 117 953 47 970 33 946 56 977 24 959 44 964 36 911 90 941 58 919 82 933 66 933 67 919 81

P 2 91 72 96 67 64 99 8 5 6 7 5 8 7 9 7 9 8 8

0.0034 0.0154 0.0001 0.1928 0.0012 0.4711 0.0218 0.3525 0.4732

Til gengæld var der flere tykke rør med moderat tilsvining (grad 1, P=0.0003) og flere tynde rør med svær tilsvining (grad 2, P=0.0056). På Farm 2 var der flere korte end lange rør, der var svinede, men ingen effekt på

rørenes tilsvining af de andre rørparametre. Bundtråden var mest svinet i bure med bløde rør. Bidmærker på lædersiden Der var ingen signifikant effekt af rørparametrene på summen af bidmærker fra alle områder på kroppen. Gennemsnit ± standardafvigelse af alle dyr var 11.8 ± 17.3 og 15.5 ± 24.3 på henholdsvis Farm 1 og Farm 2. De to farme afveg ikke signifikant fra hinanden (P=0.35), og der var heller ingen effekt af rørparametrene på summen af bidmærker fra nakken alene eller fra resten af kroppen minus nakken på nogen af farmene. Tævealder På Farm 1 var ca. to tredjedele af sektionerne med ungdyr, mens én tredjedel var med gamle tæver, der gik sammen med en søn. Sektionerne med gamle tæver var ligeligt fordelt på alle 8 rørtyper. Derfor har tævealderen ikke haft nogen skæv indflydelse på effekten af rørtyper på de målte parametre. I bure med gamle tæver blev der observeret mere aktivitet (tabel 4). Det kvalitative indtryk efterlod ingen tvivl om, at væsentlige dele af mer-aktiviteten skyldtes aggression mellem mor og søn. Tævealderen påvirkede ikke andelen af bure med røret placeret ude i buret. Der var heller ingen forskel på antal bure med rørkontakt per sektion eller % sektioner med rørkontakt, men i de sektioner, hvor der var rørkontakt, var der flere bure med kontakt hos de unge tæver (P<0.0029, tabel 4). Denne antydning af mere kontakt med rørene i gruppen af unge tæver bekræftes af bidmærkerne i rørene, idet der var klart flere rør med høj bidscore i burene med unge tæver end i burene med gamle tæver (tabel 4). Forskellen i bidscore mellem gamle og unge tæver var signifikant inden for hver af forsøgsgrupperne (0.0029<p<0.0001), dvs.

Faglig Årsberetning 2011

Minks brug af beskæftigelsesrør, effekt af forskellige rørtyper

uanset hvilken rørtype der betragtes, så var der flere rør med høj bidscore i burene med

unge tæver.

Tabel 4. Sammenligning af gamle og unge tæver på Farm 1 med hensyn til nogle adfærdsparametre i august og bidmærker på de gamle rør i november.

Gamle tæver 110

Ungtæver 234

Antal sektioner Aktive mink / sektion Bure med rør/sektion Bure med rørkontakt / sektion % sektioner med rørkontakt Bure med rørkontakt / sektionmed rørkontakt Bidmærker i rør, % bure med score 0 Bidmærker i rør, % bure med score 1 Bidmærker i rør, % bure med score 2

9.2 5.6 0.9 55 1.7 35 33 32

7.3 5.4 1.2 51 2.4 15 26 59

<0.0001 ns ns ns = 0.0029 <0.0001

Diskussion Mængden af bidmærker i rørene viser, at de blev brugt meget, og at der var præference for bløde rør og for korte rør til at bide i. Det giver umiddelbart mening, fordi de korte rør er lettere at slæbe rundt med og de bløde rør lettere at få hold i med tænderne. I de tilfælde, hvor minkene fik et ekstra rør af samme hårdhed i den sidste måned af forsøget (figur 1,4 og 1,5 samt 2,3 og 2,6), viste det sig, at der var lidt færre bidmærker i det nye rør end i det gamle, som de havde fra forsøgsstart. Det viser, at der er en betydelig brug af rørene selv i den sidste måned af forsøgsperioden. Det er vanskeligt at finde et enkelt mål for bidmærker på legerør, som tillader en biologisk relevant sammenligning af rørtykkelsens effekt på bidfrekvensen. Det her valgte mål, som vægter bidmærker i forhold til omkredsen, gør det lettere for minkene at opnå en høj score på de tynde rør. Et mere absolut mål, som f.eks. antal cm kant med bidmærker, gør det muligt for minkene at score mest på de tykke rør. I denne undersøgelse var de tynde rør slæbt ind i redekassen i omkring halvdelen af burene. I en anden undersøgelse, hvor de tykke rør kunne slæbes ind i redekassen (Jeppesen 2009), viste det sig,

at kun omkring en fjerdedel af de tykke rør var i redekassen. Forskellen mellem tykke og tynde rør skyldes formentlig, at det er noget lettere at slæbe rundt med de tynde rør end med de tykke. Forskellen viser, at minkene udviser en præference for at slæbe rundt med tynde rør i modsætning til tykke rør. Tilsvarende kan gælde for de korte rør, som i denne undersøgelse blev observeret mere i redekassen end de lange. Det forhold, at rørene ses så meget i redekassen, som de gør, afspejler også, at de bruges meget, for de transporteres jævnligt ud og ind. I undersøgelsen med tykke rør (Jeppesen 2009) blev 2-4 % af de rør, der var i redekassen, flyttet ind eller ud af reden inden for en periode på blot 5 timer. De visuelt observerede kontakter med rørene var relativt få i forhold til den omfattende kontakt, som bidmærkerne afslører. Det skyldes nok især, at minkene er nysgerrige og let forstyrres af observatøren og derfor opgiver igangværende beskæftigelse med rørene i takt med, at observatøren nærmer sig. Det kunne også bero på, at rørene mest bruges i de naturlige aktivitetsperioder - dæmring og skumring. Uanset det relativt beskedne antal observerede kontakter var det tydeligt, at der var flere kontakter mod de tykke rør og

Faglig Årsberetning 2011

Jeppesen, L. L.

mod de lange rør. Det gjaldt selvfølgelig for de kontakter, som omfattede hvile eller aktivitet i rørene, og som kun kunne gennemføres med de tykke rør, men det gjaldt også for de kontakter, der kun omfattede bid, træk og skub. Dette antyder en præference for de tykke og de lange rør. I en delundersøgelse på Farm 1 var der flere kontakter mod de hårde rør end mod de bløde rør. Det kunne hænge sammen med, at de hårde rør glider meget lettere rundt på underlaget og derfor hyppigere end de bløde rør havner et nyt sted og dermed påkalder sig fornyet opmærksomhed. I forbindelse med at minkene anbragte de tynde rør på hylden, var der præference for det bløde rør. Det er umiddelbart selvmodsigende, at adfærdsobservationerne skulle give anledning til præference for de tykke og de lange og i nogen udstrækning de hårde rør, mens registreringen af bidmærker gav anledning til præference for bløde og korte rør. Det forhold, at minkene ligger meget i de tykke og især i de tykke lange rør, kunne bidrage til en forklaring: Kontakten med rørene blev reduceret hen gennem efteråret, og den blev reduceret mere for de tynde rør end for de tykke rør. Det skyldes formentlig, at rørene virker bedst, så længe de har både nyhedens interesse og de mere permanente adfærdsudløsende egenskaber (noget at bide i, undersøge, slæbe rundt på, m.m.). Men den reducerede forekomst af kontakter hen over efteråret kunne også skyldes både årstid og alder. I bure med tykke rør (som er de eneste der tillader sammenligning fra august til oktober) var aktiviteten lavere i oktober end i august og september. Den lavere aktivitet kunne være årsag til de færre kontakter, og dermed indikation på en årstidseffekt. Tiden fra tildeling af det nye tynde rør i oktober til observationerne i oktober var den samme som tiden fra tildeling til

observation i august, men antallet af kontakter med de tynde rør var betydeligt mindre i oktober end i august. Det må betyde, at minkene bruger det tynde rør mere, når de får et rør for første gang (effekt af nyhed), eller at minkene leger mere med de tynde rør i august, fordi de er yngre i august (effekt af alder). At alderen har effekt ses af, at de gamle tæver i alle forsøgsgrupper bed mindre i rørene end de unge tæver. Rørtypen havde effekt på tilsvining af bundtråd og rør. Indirekte kan tilsviningen påvirke brugen af rørene, for svinede rør lægger sig tit fast i et af de yderste hjørner af buret, hvor de dækkes med fæces og derfor ikke bruges yderligere. I slutningen af september var der klart flere rør og flere bure der var svinede, der hvor rørene var tynde. Denne effekt var ikke til stede i starten af november, hvor bløde og korte rør gav anledning til mest svineri. Bidmærker på lædersiden af skindene afspejler kampadfærd mellem minkene (Hansen & Jeppesen 2008). Der ses konsekvent flere bidmærker på skind fra gruppeindhusede mink, og miljøberigelser som f.eks. en ekstra redekasse reducerer antallet af bidmærker (Haagensen & Jeppesen 2007; Jeppesen 2009). Bidmærkerne antages derfor generelt at afspejle dårlig velfærd, og den manglende effekt af rørtyperne på bidmærkerne antyder derfor, at typerne ikke påvirker velfærden forskelligt. Det skal dog nævnes, at der ikke foreligger undersøgelser vedrørende den velfærdsmæssige effekt af rør som eneste berigelse. Den velfærdsmæssige effekt, som rørene formodes at have, kan antages at være større på ungdyr end på ældre tæver, da de ældre tæver beskæftiger sig mindre med rørene end ungdyrene Konklusion *Minkenes beskæftigelse med rørene aftager hen over efteråret og tæver, som er

Faglig Årsberetning 2011

Minks brug af beskæftigelsesrør, effekt af forskellige rørtyper

ét eller flere år ældre end ungdyrene, beskæftiger sig mindre med rørene end ungdyrene. *Der er ingen effekt af rørtyperne på bidmærker på lædersiden af skindene, og der er således på basis af dette mål ingen forskel på rørtypernes effekt på velfærden. *Bidmærkescorerne samt registreringen af rør i redekassen og på hylden viser, at minkene foretrækker de korte, bløde og tynde rør til at bide i og flytte rundt med. *Adfærdsobservationerne viser, at minkene foretrækker de tykke og lange og til dels de hårde rør til den generelle kontakt med rørene ude i buret. *Minkene benytter alle de afprøvede rørtyper og udviser præference for forskellige rørparametre til forskellige formål. Afprøvningen viser derfor, at alle de afprøvede rørtyper kan anvendes til berigelse af minkenes miljø.

Scientific Congress Production.

Fur

Animal

Jeppesen, L. L., 2009. Nogle praktiske forhold omkring rør og hylder. Faglig Årsberetning 2008, 19-22, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark .

Referencer Haagensen, A. M. J. & Jeppesen, L. L., 2008. Krydsopfostring af linjer af mink selekteret for eller imod stereotypi. Faglig Årsberetning 2007, 7-11, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark . Hansen, S. W. & Jeppesen, L. L., 2008. Bidmærker som velfærdsindikator hos mink. Faglig Årsberetning 2007, 13-23, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hansen S. W., Malmkvist J, Palme R. and Damgaard B. M., 2007. Do double cages and access to occupational materials improve the welfare of farmed mink? Anim. Welf. 16: 63-76. Jeppesen, L. L., 2004. Mink welfare improved by combined implementation of several small initiatives. Scientifur 28,3: 1118. Proceedings of the VIII international

Faglig Årsberetning 2011

Jeppesen, L. L.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Undersøgelse af placentale ar hos minktæver Tove N. Clausen & Louise Tinggaard Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag Efter dieperioden 2010 blev livmoderen udtaget fra tæver, der havde haft hvalpe i dieperioden 2010, for at se på sammenhængen mellem antal talte hvalpe ved fødsel og antal ar på livmoder væggen. Kuldstørrelsen varierede fra 1 til 14, antal ar varierede fra 3 til 18. Det store antal ar på placenta viser, at flushingen er god. Mange æg bliver løsnet, og mange sætter sig fast. Der var anlagt i gennemsnit 3½ fostre mere end det antal hvalpe, der blev talt dagen efter fødsel. En del fostre mistes i drægtighedsperioden, en del i forbindelse med fødsel, hvor tæverne æder de døde hvalpe. Tæver i forskelligt huld ved fødsel har samme gennemsnitlige antal ar, men vi finder færre hvalpe, hvis tæverne er fede. For at få flere levende hvalpe til fødsel, skal drægtighedsperiodens foder og management optimeres, og tævernes vægt styres, således at tæverne er i passende huld og kondition til fødslen. Clausen, T. N. & Tinggaard, L., 2012. Undersøgelse af placentale ar hos minktæver. Faglig Årsberetning 2011, 20-23. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract After the nursing period 2010 the uterus from females with kits was investigated for placental scars. The litter size varied from 1 to 14, the number of scars varied from 3 to 18. The high number of placental scars shows that the flushing was good. There were on average 3½ foetuses more than the num ber of kits counted the day after birth. Some were lost in the pregnancy period some during birth, where the female eats the dead kits. Females with different body conditions at birth have the same number of placental scars but we see fewer kits if the female is fat. To get more live born kits at birth the feeding and management in the pregnancy period should be optimised and the weight of the females controlled so that she is in the right body condition at birth. Clausen, T. N. & Tinggaard, L., 2012. Investigation of placental scars in mink females. Annual Report 2011, 20-23, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8200, Denmark. Keywords: placental scars, body condition, litter size

Indledning Forløbet af drægtighedsperioden er utroligt væsentligt for tævernes præstationer i reproduktionsperioden. Mange faktorer kan påvirke drægtigheden, bl.a. fodring, management og sygdomme. Undersøgelser har vist, at tælling af placentale ar (arvæv på livmoderen) efter farvning (Turnbull metoden) er et anvendeligt redskab til vurdering af, hvor mange hvalpe en minktæve har været drægtig med i den nærmeste ynglesæson (Hammer et al., 2008). Hvis man ønsker at undersøge tilstedeværelsen af ar, er det dog væsentligt, at tæverne undersøges så

hurtigt som muligt efter drægtigheden, idet arene efterhånden forsvinder. Foretager man således først undersøgelsen sidst på efteråret (4 -7 måneder efter fødsel), vil der være for mange tæver, der bliver bedømt golde, og antal hvalpe bliver vurderet for lavt i forhold til det antal hvalpe, tæven fik. Således kan der ikke påvises placentale ar i livmoderen udtaget fra førstegangsfødende minktæver mere end 12 måneder efter fødsel (Hammer et al., 2008). Ved en undersøgelse af Hammer et al. (2008) blev fundet, at 39 % af førstegangsfødende tæver, der blev betragtet som golde, havde placentale ar,

Faglig Årsberegning 2011

Clausen, T. N. og Tinggaard, L.

og dermed havde været drægtige. Hvalpene er døde sent i drægtigheden eller i forbindelse med fødslen. Tilsvarende data fra 2005 viste, at 27 % af de golde tæver havde placentale ar. Efter dieperioden 2010 blev livmoderen udtaget fra tæver, der havde haft hvalpe i dieperioden 2010, for at se på sammenhængen mellem antal talte hvalpe ved fødsel og antal ar på livmodervæggen. Materiale og metoder En gruppe af 245 2-års wildminktæver, der havde født fra 1 til 14 hvalpe, blev anvendt. Antal levende og døde hvalpe ved fødsel blev registreret dagen efter fødsel. Tævernes huld blev vurderet ved fødsel, og halvdelen af tæverne blev vejet dag 28 og dag 42 efter fødslen. D. 2/7 blev tæverne aflivet med PentobarbitalNa. Uterus (livmoderen) blev udtaget og skyllet med saltvand, hvorefter de blev frosset i fysiologisk saltvand til senere farvning af placentale ar efter Turnbull metoden (Hammer et al., 2008). Data blev analyseret med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4). LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5 % som signifikansniveau. Resultater og diskussion Tæverne blev aflivet i begyndelsen af juli måned (d. 2/7) for at se så mange ar som muligt. Det er dog sandsynligt, at fostre, der er døde meget tidligt i drægtighedsperioden, kan være helt reabsorberede uden at efterlade synlige arvæv. Hos 12 tæver (4,9 %) blev der fundet færre ar end antal talte hvalpe. Hos 17 tæver (6,9 %) var der anlæg til præcis det antal hvalpe, som vi talte dagen efter fødsel, men for langt de fleste tæver blev der fundet flere ar end hvalpe. Den gennemsnitlige kuldstørrelse (levende + døde hvalpe) hos de undersøgte tæver var 7,78, og der blev

fundet i gennemsnit 11,32 placentale ar (tabel 1). Det tyder altså på, at der har været anlæg til i gennemsnit 3½ fostre mere, end der er født / talt dagen efter fødsel. Hammer et al. (2008) fandt 2 placentale ar mere end antallet af hvalpe, når de talte 2 – 3 måneder efter fødsel. 4 – 5 måneder og 6 – 7 måneder efter fødsel var antallet af hvalpe i kuldet større end antallet af placentale ar. Tæver undersøgt mere end 12 måneder efter fødsel havde ingen ar (Hammer et al., 2008). Hos hunde har undersøgelser af livmoderen vist, at 11 – 13 % af anlagte fostre dør og bliver reabsorberet (Andersen & Simpson, 1973). Hos grise mistes 30 – 40 % af anlagte fostre før farring (Vonnahme et al, 2002). Der kan være flere årsager til fosterdød, bl.a. sygdomme og fodring. Ved undersøgelser af lav proteintildeling til tæver i april måned er det således vist, at der ved de laveste protein indhold i foderet blev set en tendens til en stigning i antallet af golde tæver og i antal goldtæver med placentale ar (Clausen, 2008). Op mod halvdelen af de golde tæver havde været drægtige, mod omkring en tredjedel på en normal farm (Hammer at al, 2008; egne data). Dette svarer til undersøgelser fra grise, hvor lav protein i foderet øger frekvensen af fosterdød og foster mumifikation (Rasbech, 1981). For mange hvalpe i børen kan være en årsag til fosterdød. I undersøgelsen blev fundet op til 18 ar hos nogle af tæverne, men maximalt 14 hvalpe blev født (figur 1). I undersøgelsen af golde tæver (Clausen, 2008) havde ca. 50 % af goldtæverne haft 10 eller flere fostre. I disse tilfælde kan belastningen af livmoderen havet været for stor, og fostrene bliver aborteret eller reabsorberet efter fosterdød. Hos grise mener man, at livmoderens kapacitet til at ernære fostrene er den begrænsende faktor, for om fostrene overlever (Rhodes et al., 1991). Vonnahme et al. (2002) viste en positiv

Faglig Årsberetning 2011

Undersøgelse af placentale ar hos minktæver

sammenhæng mellem antal fostre og længden af livmoderhornene sidst i drægtighedsperioden. For få hvalpe i børen kan ligeledes være årsag til fosterdød. Hos grise er 4 fostre nødvendigt for at opretholde drægtigheden. I en undersøgelse af golde tæver (Clausen, 2008) havde ca. 25 % af goldtæverne været drægtige med kun et foster. Hos ingen af tæverne i vores undersøgelse af fødende tæver blev der fundet under 3 placentale ar (figur 1). En tredje årsag til den store forskel mellem talte hvalpe og antal placentale ar, er, at tæven når at æde nogle af de dødfødte hvalpe, før vi når at tælle dem. Ifølge Gade og Malmkvist (2005) kan det dreje

sig om op til to hvalpe pr kuld. Døde / svage hvalpe ved fødsel kan bl.a. ses, hvis tæverne er fede ved fødsel (Clausen et al., 2007; Bækgaard el al., 2007). En vurdering af tævernes huld ved fødsel, antal hvalpe de har født og antallet af placentale ar (tabel 1), viste, at der blev født færre hvalpe ved fede tæver, men at der var anlagt lige mange fostre i alle grupper. Det tyder igen på, at de fede tæver mister hvalpene i forbindelse med fødsel. Jo flere placentale ar der blev fundet, jo større var kuldstørrelsen, men selv ved de lave kuldstørrelser var der anlæg til mange hvalpe (figur 1).

Tabel 1. Huldvurdering ved fødsel, tævevægte, hvalperesultat og antal ar på livmoderen

Levende Døde Ar 7,2 (2,7) ab 1,2 (2,6) a 11,4 (1,9) 7,7 (2,3) a 0,4 (1,1) b 11,3 (2,9) 6,9 (2,5) b 0,3 (0,7) b 11,3 (2,4) 0,02 0,002 NS * ca. halvdelen er vejet; # Vurderet efter Hynes et al., 2004

Antal ar

Huld v. fødsel # 2 tynde 3 normale 4 tykke

vægt dag 28 * 1341 (210) b 1389 (153) b 1523 (154) a < 0,0001

vægt dag 42 * 1189 (200) b 1210 (153) b 1329 (169) a 0,001

18 17 16 15 14 13 12 11 10 9 8 7 6 5 4 3 2 1 0

antal ar

Antal fødte hvalpe Figur 1. Antal levende og døde hvalpe talt dagen efter fødsel, sammenholdt med gennemsnitlig antal ar på uterus. Linierne går fra mindst talte antal ar til størst talte antal. Ved de mindste og de største kuldstørrelser er der 5 -7 tæver i hver gruppe, ved de mellemste er der 24 – 27.

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. og Tinggaard, L.

Desuden fandt Elofson et al. (1989) i gennemsnit 7,4 fostre i livmoderen hos tæver aflivet i drægtighedsperioden, men talte i gennemsnit 13,1 gule legemer (løsnede æg) (fra 7 til 21). Der ser således ud til at være et stort potentiale til et øget antallet af hvalpe ved fødsel. Konklusion Kuldstørrelsen varierede fra 1 til 14 hvalpe, antal ar varierede fra 3 til 18. Det store antal ar på placenta viser, at flushingen er god, mange æg bliver løsnet, og mange sætter sig fast. Der var anlagt i gennemsnit 3½ fostre mere end det antal hvalpe, der blev talt dagen efter fødsel. En del hvalpe mistes i drægtighedsperioden, en del i forbindelse med fødsel, hvor tæverne æder de døde hvalpe. Tæver i forskelligt huld ved fødsel har samme gennemsnitlige antal ar, men vi finder færre hvalpe, hos de fede tæver. For at få flere levende hvalpe ved fødsel, skal drægtighedsperiodens foder og management optimeres, og tævernes vægt styres, således at tæverne er i passende huld og kondition ved fødsel. Referencer Andersen, A.C. & Simpson, M.E., 1973. The ovary and reproductive cycle of the dog (Beagel). Geron-X, Inc., Los Altos, California. 11-14. Bækgaard, H., Hansen, M. U., Sønderup, M. & Clausen, T. 2007. Sammenhæng mellem tidlig hvalpedød og minktævers huld og foderforbrug i perioden januar til fødsel. Faglig Årsberetning 2006, 185192. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark Clausen, T.N., 2008. Fodring med lavt proteinniveau i drægtighedsperioden reducerer kuldstørrelse og skindlængde. Intern Rapport, DJF Husdyrbrug, nr. 10, september 2008, s. 45-51.

Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2007. Huldvurdering af minktæver i vinterog dieperioderne. Faglig Årsberetning 2006, 181-184, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Elofson, L., Lagerkvist, G., Gustafsson, H. & Einarsson, S., 1989. Mating systems and reproduction in mink. Acta Agric Scand, 39; 23-41. Gade, M. & Malmkvist, J. 2005. Adfærd omkring fødslen i relation til den tidlige hvalpedødelighed hos mink. Faglig Årsberetning 2004, 7-14, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hammer, A. S. Hammer-Jensen, T., Sørensen, C. M. & Clausen, T. N. 2008b. Evaluering af farvningsmetoder til kvantificering af placentale ar hos farmmink (Mustela vison). Faglig Årsrapport 2007, 77-80, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Denmark. Hynes, A.M., Rouvinen-Watt, K. & Armstrong, D., 2004. Body condition and glycemic control in mink females during reproduction and lactation. VIII International Scientific congress in Fur Animal Produc-tion, Den Bosch, The Netherlands, Sep-tember 15 – 18. Scientifur, 28, 3, 79 - 86. Rasbech, N.O., 1981. Husdyrenes reproduction 3, Gynækologi 4. 123pp. Rhodes, M.T., D.L. Davis og J.S. Stevenson, 1991. Flushing and Altrenogest Affect Litter Traits in Gilts. J. Anim. Sci. 69: 34-40. Vonnahme, K.A., Wilson, M.E., Foxcroft, G.R. & Ford, S.P., 2002. Impacts on conceptus survival in a commercial swine herd. J. Anim. Sci, 80 (3), 553 – 559.

Faglig Årsberegning 2011

Selektion imod bidskader i gruppeindhusning – resultater fra første generation Peer Berg, Steen H. Møller & Setegn W. Alemu Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Danmark Sammendrag Der er igangsat et selektionsforsøg for at reducere aggression ved gruppeindhusning i etagebure. Der selekteres imod antallet af bidmærker ved pelsning. Dette gennemføres ved, at bidmærker registreres på hvalpe, der har gået to hanner og to tæver i etagebure. Derefter udvælges avlsdyr til næste generation blandt deres søskende, der har gået parvis en han og en tæve i standard-bure. Selektionsforsøget startede i 2009 og kører indtil 2011. Resultater fra 2010 viser, at selektionen har virket, så der er en markant forskel mellem de to linjer. Vægt ved pelsning har en betydning for antallet af bidmærker og deres fordeling mellem mink i en gruppe. Berg, P., Møller, S. H. & Alemu, S. W., 2012. Selektion imod bidskabder i gruppeindhusning – resultater fra første generation. Faglig Årsberetning 2011, 24-27. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract In order to reduce aggression in groups-housed mink a selection experiment is established by selecting against number of bite-marks at pelting. This is done by recording bite-marks on kits that have been housed two males and two females in a climbing cage and subsequently select traditionally pair-housed siblings for breeding. The selection experiment started in 2009 and ends in 2011. Results from 2010 shows, that selection has an effect on number of bite-marks. After one year there is a clear difference between the two lines. Weight at pelting influences the number of bite marks and their distribution between minks in a group. Berg, P., Møller, S. H. & Alemu, S. W., 2012. Selection against bite marks – results from first generation. Faglig Årsberetning 2011, 24-27. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8200, Denmark Keywords: group housing, response to selection, mink, indirect genetic effects

Indledning Bidmærker kan relateres til aggression og frygtsom adfærd, og er derfor en indikator for reduceret dyrevelfærd (Hansen & Jeppesen 2008, Møller et al. 2003). Tidligere undersøgelser har fokuseret på at reducere aggression og dermed bidmærker ved eksempelvis at give dyrene adgang til en ekstra redekasse (Jeppesen 2009) eller flere foderpladser (Hansen & Malmkvist 2011). Dette har vist sig at kunne reducere antallet af bidmærker. En anden mulig vej er at selektere for reduceret aggression i etagebure. Det har tidligere vist sig, at indirekte selektion hos æglæggende høner i bure har kunnet reducere aggression, resulterende i et fald i dødelighed fra 68 % i generation 2 til 9 % i generation 6 (Muir 1996). Mange undersøgelser har påvist flere bidmærker, når mink holdes i grupper i

vækstperioden eksempelvis i etagebure (Hansen & Houbak 2005; Hansen & Jeppesen 2008, Hänninen et al. 2008, Jeppesen 2009, Møller et al. 2003, Pedersen & Jeppesen, 2001), mens en enkelt undersøgelse med lyse typer ikke kunne påvise forskelle i antal bidmærker mellem standardbure og etagebure (Lindberg et al. 2007). Aggression er vanskeligt og tidskrævende at registrere med tilstrækkelig præcision og er derfor ikke egnet som selektionskriterie (Jeppesen 2011). Bidmærker registreret ved pelsning er forholdsvist enkelt at registrere og kunne derfor være et egnet selektionskriterie til reduktion af aggression. Der er fundet en positiv sammenhæng mellem spontane kampe mellem dyr og bidmærker hos mink i gruppeindhusning (Jeppesen 2011). På denne baggrund er der på Forskningscenter Foulum igangsat et

Faglig Årsberetning 2011

Berg, P., Møller, S. H., Alemu, S. W.

selektionsforsøg for at reducere aggression i etagebure. Dette gøres ved at selektere imod antallet af bidmærker ved pelsning. I praksis gennemføres dette ved, at bidmærker registreres på hvalpe, der har gået to hanner og to tæver i etagebure. Derefter udvælges avlsdyr til næste generation blandt deres søskende, der har gået parvis (han + tæve) i standard-bure. Selektionsforsøget startede i 2009 og fortsætter med generationer i 2010 og 2011. I denne undersøgelse præsenteres resultater fra anden generation (2010), med fokus på effekten af første års selektion. Materiale og metoder I projektet indgik hvalpe fra 170 kuld brune mink, født i 2009. Fra hvert kuld blev 4 helsøskende (to hanner og to tæver) ved fravænning sat i et etagebur, mens de resterende helsøskende blev placeret i standard-bure (én han og én tæve). Alle hvalpe i etagebure blev pelset og efter skrabning blev bidmærker bedømt på skind-siden. Antallet af bid-mærker blev subjektivt bedømt med en skalakarakter som beskrevet i Tabel 1.

Baseret på bedømmelserne af de 640 dyr i etagebure, blev der udvalgt avlsdyr blandt helsøskende indhuset i standardbure. Der blev selekteret søskende til dyr med mange bidmærker (Høj linie) og søskende til dyr med få bidmærker (Lav linie), i alt 100 tæver i hver linie. I 2010 var afkom af disse dyr indhuset på samme måde, med den undtagelse, at i etageburene var de to tæver søskende og de to hanner søskende, mens de to køn kom fra forskellige kuld. Her præsenteres resultater fra 2010, baseret på 612 dyr i etagebure. Resultater I Figur 1 er vist forskellen mellem de to køn i de to linjer i 2010. Som det også sås i 2009, er der betydeligt flere bidmærker på tæver end hanner. Men det er også tydeligt at selektionen har virket, så der er en markant forskel mellem de to linjer. For tæver var der den samme markante forskel uanset om bidmærker blev målt i nakkeregion, på kroppen eller i haleregionen. For hanner var der størst forskel på bidscoren på kroppen. Figur 1. Gennemsnitlig bidscore for henholdsvis hanner og tæver i høj (H) og lav (L) linje i 2010. ϰ͘ϱ

Tabel 1. Bidkarakter i relation til antal bidmærker.

Bid karakter 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9

Antal bid mærker 0 1-5 6-10 11-15 16-20 21-25 26-30 31-35 36-45 Mere end 45

ϯ͘ϱ ϯ Ϯ͘ϱ ,ĂŶ Ϯ

ϭ Ϭ͘ϱ Ϭ ,

I alt blev bidmærker bedømt på 640 dyr fra etagebure ved pelsning i 2010. Antal bidmærker blev bedømt på Nakke (fra næsetip til skulder/forben), Krop (fra skulder til 10 cm over halerod) og Hale (fra 10 cm over halerod til halespids, inkl. bagben). En samlet bidkarakter blev beregnet som summen af de tre bedømmelser.

dčǀĞ

ϭ͘ϱ

I Tabel 2 er angivet den gennemsnitlige bidscore i henholdsvis nakke-, krop- og hale-region, for de to køn og de to linjer i 2010. Af Tabel 2 fremgår tydeligt, at tæver har flest bidmærker uanset hvor på kroppen, der registreres. Det er også tydeligt, at én generations selektion har givet en tydelig forskel imellem de to linjer. Niveauet i

Faglig Årsberetning 2011

Selektion imod bidskader i gruppeindhusning – resultater fra første generation

linjen selekteret for få bidmærker er fra 95% til 54% af niveauet i linje H, med den mindste forskel på kroppen og den største i hale-regionen. Af Tabel 2 fremgår også,

at der er stor variation imellem dyr, og at variationen er større i de regioner og de grupper af dyr, hvor det gennemsnitlige niveau er højest.

Tabel 2. Gennemsnitlig bidscore (Gns) og spredning (Std) i henholdsvis nakke-, krops- og haleregionen for hanner og tæver i linje H og L

Linje H L

Nakke Antal dyr 157 153 154 148

Han Tæve Han Tæve

Gns 1,76 3,58 1,21 2,08

Krop Std 1,55 2,38 1,04 1,32

Gns 3,34 3,52 1,94 1,78

I 2009 blev der påvist en forskel mellem køn (Berg & Møller 2010), men også at den tæve med færrest bidmærker havde færre bidmærker end hannen med flest bidmærker. I Tabel 3 er data fra 2010 opdelt efter bidklasse, hvor bidklasse 1 er den han eller tæve med flest bidmærker i hvert bur og bidklasse 2 er dyret med færrest bidmærker. Igen ses, at der er en betydelig forskel på kønnene, men også at den tæve med færrest bidmærker havde færre end den han, der havde flest bidmærker. Der er ikke nogen tydelig sammenhæng mellem udsætningsvægt, slutvægt, skindlængde og bidscoren (Tabel 3). Den eneste undtagelse er hanner i Høj linie, hvor der er en svag sammenhæng mellem højere vægt og lavere bidscore (korrelation -0,28, P<0,001). I de øvrige grupper er der den samme, men svagere og ikke signifikante sammenhæng mellem lavere bidscore og større slutvægt (korrelation -0,08 til -0,15). Der blev kun fundet lave og ikke signifikante

Hale Std 2,26 2,76 1,75 1,.62

Gns 2,42 4,45 1,37 2,49

Std 2,11 2,93 1,45 2,28

korrelationer mellem bidscore og slutvægt for de øvrige mink i buret (korrelationer mellem -0,07 og 0,16). Der er fundet en svag negativ sammenhæng mellem forskel i slutvægt mellem de to dyr af samme køn og forskellen i bidscore (korrelation -0,17 og 0,22 hos han og tæve, p<0,05). Der er altså en tendens til, at hvor der er stor forskel i minkenes kropsstørrelse, er der mindre forskel i bidscoren. Til gengæld var der ikke nogen signifikant sammenhæng mellem forskel i slutvægt og den gennemsnitlige bidscore (korrelation 0,09 og 0,02 hos han og tæve). Det tyder på, at den mindste vil få forholdsvis færre og den største forholdsvis flere bidmærker ved en mindsket forskel i slutvægt, mens det samlede antal bidmærker er uændret. Det er derfor vanskeligt at uddrage noget om årsagssammenhænge udfra disse korrelationer. Men størrelse synes at have en vis betydning for antallet af bidmærker og deres fordeling mellem minkene i en gruppe.

Tabel 3. Oversigt over bidscore, udsætningsvægt, slutvægt og skindlængde opdelt på den mindst bidte (bidklasse 1) og den mestidte (bidklasse 2) for henholdsvis hanner og tæver i et bur i Høj og Lav linje.

Bidscore Gns Std Linje

Køn

Bidklasse

Han

1 2 1 2 1 2 1 2

Tæve L

Han Tæve

1,76 3,24 2,92 4,87 0,9 2,13 1,57 2,67

1,24 1,66 1,88 2,21 0,62 1,18 0,95 1,48

Udsætnings vægt Gns Std

1129 1144 828 845 1050 1052 773 777

159 164 107 113 152 141 84 91

Faglig Årsberetning 2011

Slut vægt Gns Std

2923 2794 1492 1496 2784 2761 1429 1439

431 375 220 234 397 389 171 181

Skindlængde Gns Std

88,7 87,5 72,4 72,3 87,5 88,0 71,2 71,4

4,5 4,5 3,8 4,7 4,0 5,0 3,0 3,1

Konklusion Selektion for et reduceret antal bidmærker har signifikant reduceret antallet af bidmærker hos begge køn og på alle dele af kroppen hos dyr i gruppeindhusning. Forskel i vægt mellem dyr i samme bur er en af de faktorer der påvirker antallet af bidmærker.

Lindberg, H.M.K., Hansen, S.W., Alden, E. & Lidfors, L. 2007. Effect of climbing cages and group size on behaviour and production in juvenile mink. NJF-seminar 403, Kolding, Denmark. 6 pp. Muir W.M. 1996. Group Selection for Adaptation to Multiple-Hen Cages – Selection Program and Direct Responses. Poultry Science Vol.75(No.4)

Referencer Berg, P. & Møller, S.H. 2010. Kan der selekteres for reduceret aggression i gruppeindhusning?. Paper presented at Aktuel Pelsdyrforskning, Forskningcenter Foulum, Danmark.

Møller, S.H., Hansen, S.W. & Sørensen, J.T. 2003. Assessing animal welfare in a strictly synchronous production system: The mink case. Animal Welfare 12: 699703.

Hansen, S.W. & Jeppesen, L.L. 2008. Bidmærker som velfærdsindikator hos mink. Faglig Årsberetning 2007, 13-23. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Danmark.

Pedersen V. & Jeppesen L.L. (2001). Effects of family housing on behaviour, plasma cortisol and performance in adult female mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand. Sect. A-Anim. Sci. 51, 77-88.

Hansen, S.W. & Houbak, B. 2005. To skridt frem og tre tilbage – gruppeindhusning af mink. Faglig Årsberetning 2004, 39-47. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter., Danmark. Hänninen, S., Mononen, J., Harjunpää, S., Pyykönen, T., Sepponen, J. & Ahola, L. 2008. Effects of family housing on some behavioural and physiological parameters of juvenile farmed mink (Mustela vison). Applied Animal Behaviour Science 109: 384-395. Jeppesen, L. L. 2009. Ekstra redekasse i klatrebure og ekstra etage til standardbure. Effekt på adfærd, bidmærker og under-sorter hos mink. Faglig Årsberetning 2008, 23-36. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Danmark. Jeppesen L.L. 2011. Kampadfærd i grupper af fire ungdyr. Temadag Aktuel Minkforskning 2011.

Faglig Årsberetning 2011

Karakterisering og effekt af Aleutian og Silverblue generne og farvetyper i en Violet back cross R. Anistoroaei, M. Fredholm and K. Christensen Det Biovidenskabelige Fakultet, Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab, Sektion for Genetik & Bioinformatik, Grønnegaardsvej 3, DK-1870 Frederiksberg C, Danmark. Sammendrag Aleutian (aa) anvendes i minkproduktionen og er en del af de farvetyper, som kombinerer flere recessive mutationer. Således forekommer Aleutiangener i kombination med andre farveloci i forskellige typer såsom Violet (aammpp) og Safir (aapp). Aleutian farven er forbundet med Chédiak-Higashi syndromet (CHS), som er blevet beskrevet hos mennesker og flere andre arter. Silverblue (pp) fænotypen bliver produceret i betydelige mængder som ren silverblue eller i kombination med andre gener såsom Pearl (kkpp), Safir (aapp) og Violet (aammpp) eller MoylSilver (mmpp). Disse kombinationer skaber mange af de forskellige nuancer og varianter inden for minkproduktionen. Der er tidligere rapporteret identifikation af gener involveret i Silverblue og Aleutian farvetyperne. En sletning af en base (c.9468 deletion af et C) i exon 40 af den lysosomale regulator (LYST genet) forårsager et skift i læserammen og afslutter LYST produktet for tidligt. Denne mutation er ansvarlig for Aleutianfarve, der er forbundet med CHS i mink. Vi har også undersøgt blod parametre fra en Wildmink og tre individer af Aleutian, Safir og Violet, som alle er forbundet med CHS. Der blev ikke observeret forskel i blodpladetal mellem de to grupper. Men der var ophobning af blodplader hos dyr med genotypen Aleutian, når kollagen bruges som coagulant. Mikroskopisk analyse af perifert blod viser inclusionslegemer i de neutrofile celler hos disse typer. Der rapporteres også identifikation af en række punktmutationer i melanophilingenet (MLPH) i forbindelse med fænotypen Silverblue. Den vigtigste og mest egnede metode til brug for gentest er en G/A polymorfi placeret på det første nukleotid i intron 8/9. Mutant allelen forventes at reducere splejsningseffektiviteten i MLPH genet. Disse resultater giver nu basis for en nem genetisk test til identifikation af bærere af hver af disse mutationer, således at man kan forudsige de fænotyper, der vil komme af forskellige krydsninger. Udspaltninger fra en Violet tilbagekrydsning i fire kuld viser i Figur 1 de forventede 8 genotyper. Udspaltningen var som forventet med repræsentation af dyr i hver af de 8 klasser. Der var dog kun én Safir. En af dobbelt homozygoterne var, som det ses, vanskelig at skelne fra Silverblue. Der var kun den røde øjenfarve til forskel, hvor Silverblue har mørke øjne. Anistoroaei, R., Fredholm, M. and Christensen, K., 2012. Karakterisering og effekt af Aleutian og Silverblue generne og farvetyper i en Violet back cross. Faglig Årsberetnin 2011, 28-33. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Aleutian (aa) is used in mink farming being part of the color types which combine more recessive mutations. Thus, the genotype for Aleutian occurs in combination with other color loci in different types such as Violet (aammpp) and Sapphire (aapp). The Aleutian colour allele is associated with the Chédiak-Higashi syndrome (CHS) which has been described in humans and several other species. Silverblue (pp) is farmed as such or in combination with other loci generating the phenotypes: Pearl (kkpp), Sapphire (aapp),Violet (aammpp) or Palo-ale-silver (kkaapp). These combinations generate ultimately the different shades and variations of the fur (Fig. 1). Hereby we report the identification of a base deletion (c.9468 del C) in exon 40 of lysosomal trafficking regulator (LYST) gene, which causes a frameshift and terminates the LYST product prematurely which again causes the Aleutian phenotypes. We also investigated the blood parameters of one Wildmink and three Aleutian carrying individuals associated with CHS. No difference was observed in the platelet number between the two groups. However, accumulation of platelets appears when collagen is used as coagulant. Microscopic analysis of peripheral blood indicates inclusions bodies in the neutrophils of the Aleutian mink types.

Faglig Årsberetning 2011

Anistoroaei, R., Fredholm, M. and Christensen, K. We also report the identification of several point mutations in relation to the melanophilin gene (MLPH) associated with the Silverblue phenotype. The most important and suitable method used for genetic testing is a G/A polymorphism located at the first nucleotide of intron 8/9. The mutant allele is predicted to reduce splicing efficiency of the MLPH gene. These findings provide the basis for an easy genetic test for identifying the carriers of each of these mutations enabling prediction of the phenotypes arising from different crossings. Segregations from a back-cross in four litters of Violet are show in Figure 1 with the expected 8 genotypes. The segregation was as expected with representation of animals in each of the 8 classes; there was, however, only one Sapphire. One of the double homozygotes was, as seen, difficult to distinguish from Silverblue. Only the red eye colour was unlike the Silverblue which has dark eyes. Anistoroaei R. and Christensen K., 2012. Characterization and effect of the Aleutian and Silverblue genes and colour types in a Violet back cross family. Annual Report 2011, 28-33, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8200, Denmark. Keywords: genetic test, Aleutian, Silverblue, CHS, LYST, MLPH

Indledning Det nyudviklede BAC bibliotek for den Amerikanske mink er blevet anvendt til sekventering af nogle kandidatgener af interesse for minkfarver (Anistoroaei et al. 2011). Nogle af dem er blevet udelukket for associering med nogle farvefænotyper (Anistoroaei et al. 2011), mens der for

andre stadig er arbejde i gang. Her bliver der fokuseret på identifikation og beskrivelse af mutationer for Aleutian og Silverblue fænotyperne. Resultaterne kan anvendes til at etablere genetiske test for at identificere de kombinationer af loci, der er involveret i en bestemt farvetype (Figur 1).

Figur 1. Her er vist de 8 forventede fænotyper fra en Violet tilbagekrydsning. Der var dog kun én Safir i de fire kuld. Klasserne er følgende: En vildtype black standard, 3 enkeltmutationer Aleutian (aa), Moyl (mm) og Silverblue (pp), og 3 dobbelt mutationer, Moyl-Alutian (mmaa), Moyl-Silver (mmpp), Safir (aapp) og en tripel mutation, Violet (aammpp). Som det ses er Silverblue og Moyl-Alutian næsten ens i farvetonen. Den eneste forskel er, at Moyl-Alutian har rød øjenfarve. Fotos: Jesper Clausen. Boye Pedersen har gennemført tilbagekrydsnings forsøget på Rørrendegaard.

Faglig Årsberetning 2011

Aleutian (aa) anvendes i kombination med andre farveloci til at generere forskellige farver som Violet (aammpp) og Safir (aapp) (Figur 1). Farveallelen Aleutian er associeret med ChédiakHigashi syndrom (CHS), som er blevet beskrevet hos mennesker og flere andre dyrearter. Silverblue (pp) er en af de mest anvendte recessive mutationer i minkavl (Figur 1). De anvendes som ren Silverblue eller er en del af de populære farvetyper, der kombinerer flere recessive mutationer som for eksempel de lyse sandfarvetyper Pearl (kkpp) og Violet (aammpp). Det er tidligere blevet rapporteret, at Silverblue farvetypen er forårsaget af MLPH genet (Anistoroaei & Christensen, 2007).

sekvenseret i DNA fra 2 ekstra Aleutian (aa) dyr, 2 Safir (aapp), og 2 Violet (aammpp) sammen med 2 Wildmink. På tilsvarende vis blev amplikationsprodukter fra MLPH genet sekventeret, og mutationerne blev først identificeret ved at sammenligne en Silverblue med en Wildmink og med en reference sekvens (JF288169). Efterfølgende blev PCRprodukter, der indeholdt relevante mutationer analyseret fra DNA af 5 ekstra.

Materiale og metoder Molekylære undersøgelser af gener Vi har tidligere rapporteret sammenhængen mellem LYST og MLPH generne og henholdsvis Aleutian- og Silverbluefænotyperne. Til analyse af LYST- og MLPH-generne blev der designet primer sæt til hver exon med Primer3 software (http://frodo.wi.mit.edu/cgibin/primer3/primer3_www.cgi) ved hjælp af sekvenser, der stammer fra minken LYST og MLPH gen contigs med Accesions numrene JF288176 & JF288169 beskrevet af Anistoroaei et al. (2011). Primere blev designet fra intron regioner på begge sider af alle exons (de kodende regioner) af LYST og MLPH generne. DNA-fragmenterne, omfatter således exon sekvenser af disse gener; disse blev opformeret v.h.a. PCR. Amplikationsprodukterne fra LYST-genet blev sekvenseret, og mutationerne (SNPs) blev først identificeret ved sammenligning med et enkelt Aleutian individ og med en Wildmink og med reference sekvens (JF288176). I anden runde, blev PCR-produkter, der indeholder relevante mutationer

Hæmatologisk karakterisering af Aleutian genotyper På grund af det faktum, at Aleutian fænotyper er forbundet med CHS syndromet, blev der udført hæmatologiske undersøgelser for disse fænotyper. 1) perifert blod blev overført til objektglas og farvet med modificeret Wright og analyseret, 2) ca. 2 ml fuldblod fra en Wildmink og tre Aleutian bærende dyr (Aleutian, Safir og Violet) blev udtaget for in vitro-forsøg med heparin med ADP, heparin med kollagen og heparin med ASP som antagonister. Serotonin uden heparin blev også brugt som en antagonist. Alle individer var raske voksne 1 årige tæver. Blod blev udtaget med hjertepunktur efter ketaminol/narcoxyl dyb anæstesi. Dyrene blev efterfølgende aflivet. Analyserne blev udført inden for en time fra tidspunktet for udtagningen. For blodprøverne blev brugt Multiplate analyse system (Dynabyte Informationssysteme GmbH, München, Tyskland). En TEG Analyser (TEG 5000, Hemonetics) blev anvendt til thromboelastography test.

Silverblue dyr og 2 Wildmink. For begge gener blev DNA-sekvenser behandlet ved hjælp af Lasergene (DNA Star Inc.), og sekvenserne blev sammenlignet med BLAST bl2seq i NCBI DNA databasen.

Faglig Årsberetning 2011

Anistoroaei, R., Fredholm, M. and Christensen, K.

Resultater. Relationer mellem Aleutian fænotypen med Cheidak Higashi syndrom og LYST genet Identifikation af en nukleotid sletning i LYST genet Inden for de analyserede LYST kodningssekvenser, har vi identificeret 7 SNPs der ikke var forbundet med Aleutian fænotypen. Disse er fordelt på exons 4 (2 SNP), 9 (1 SNP), 16 (3 SNP) og 40 (1 SNP). En sammenligning mellem Aleutian og vildtype nukleotidsekvenser af LYST exons og flankerende regioner afslørede en basesletning (Fig. 2 med position 9468 i midten af exon 40). Dette giver en læserammeforskydning startende ved aminosyre position 3156 og resulterer i en for tidlig stopkode efter aminosyre 3193 (c.9468delC ĺ p.Leu3156Phefs * 37). Mutationen viste en perfekt udspaltning med fænotyper af de 7 analyserede Aleutian og Aleutianbærende mink.

neutrofile blodlegemer indeholder inclusionslegemer, som andre undersøgelser har vist, både i mink og andre arter (Lutzner et al 1967; Padgett et al 1964; Kaplan et al 2008). En blodudstrygningsanalyse af individer med aa genotypen viser altid optagelser i de neutrofile celler og forbinder altid med fænotypen aa (Fig. 3).

Fig. 3. AA. Normale neutrophile celler fra en perifer blodudstrygning af Wildmink; aa. Neutrofile celler fra en Aleutian mink viser granulat inclusion.

Figur 2. The “C” deletion hos Aleutian mink, der mangler en blå top hos aa dyr.

Hæmatologiske data fra aa dyr En af de vigtigste afvigelser observeret i det perifere blod hos aa dyr er, at de

Der blev ikke observeret forskel i antallet af blodplader mellem de to testgrupper bestående af Wildtmink og tre Aleutian bærere (Aleutian, Safir og Violet). En in vitro trombocytaggregationtest viste, at når kollagen blev brugt som antagonist, blev der konstateret en stor forskel mellem Wildmink (AU kurve * værdi 2836) og Aleutian bærende farvetyper (gennemsnit AU kurve * værdi 1477). Aggregering af fuldblod på SDP, ASP og Serotonin afslørede ikke signifikante forskelle mellem de to grupper af dyr. TEG testen indikerer normal - eller ensblodet størkning af blodet, selv om der vil være behov for flere individer til en endelig opgørelse. Aleutian mink og Aleutian Disease Virus infektion

Faglig Årsberetning 2011

Karakterisering og effekt af Aleutian og Silverblue generne og farvetyper i en Violet back cross

Hos mink, er Aleutian Disease Virus (ADV), eller viral plasmacytosis en permanent infektion, forårsaget af en parvovirus. Dette resulterer i kroniske symptomer på progressiv vægttab, sløvhed, splenomegali, anæmi, gangbesvær, og kramper. Aleutian Disease blev først påvist i farmopdrættede mink i 1956 og blev navngivet som sådan, fordi den første gang blev identificeret hos mink med Aleutian farvetypen. Selv om det først blev antaget, at sygdommen var et resultat af dårlige gener relateret til Aleutianfarven, blev det senere konstateret, at mink i alle pelsfarver var modtagelige for sygdommen. Vigtigere er dog, at mink med andre pelsfarver har tendens til at have en lavere dødelighed end Aleutian mink, da sidstnævnte udviser øget blødning og en formodet immunologisk defekt. Padget et al. (1964) foreslog, at ADV ikke nødvendigvis er knyttet til Aleutian genotypen, og at det måske tidligere har været diagnosticeret hos andre mink farve typer. Sygdommen opstod med en højere intensitet, når et betydeligt antal Aleutian aa bærende dyr blev opdrættet sammen (Padget et al. 1964). På baggrund af resultaterne er en sandsynlig forklaring på sygdommen, der i første omgang blev beskrevet og forbundet med Aleutians farvefænotype, at Aleutianmink med CHS har nedsat immunitet på grund af mangel på en antibakteriel faktor i de neutrofile celler. Det bør dog understreges, at der ikke er nogen sammenhæng mellem Aleutian sygdomsvirus, CHS og Aleutian farvetypen. Silverblue fænotype og MLPH genet Det er tidligere vist at MLPH genet er involveret i farvefortynding i fænotypen Silverblue (Anistoroaei & Christensen, 2007). Derfor var formålet med undersøgelsen, der er beskrevet her, at

indetificere de mutationer, der er forbundet med fænotypen. Inden for MLPH genet blev der identificeret en SNP variation (G/A polymorfi) placeret ved den første nukleotid af intron 8/9. Mutantallelen forventes at reducere splejsnings effektivitet i MLPH genet og derfor forårsage fortyndingsfænotypen, der er specifik for Silverblue. Vi har også identificeret to forskellige polymorfier stærkt forbundet med Silverblue fænotypen, men indtil videre kan det ikke afgøres, om de har en effekt på denne fænotype, da de ikke ligger inden for den kodende region af MLPH genet. Diskussion To gener involveret i flere minkfænotyper er nu blevet karakteriseret og kan nemt bruges til test eller for at kontrollere en bestemt anlægsbærer. Aleutianfarve har været forbundet med LYST genet (lyssosomal trafficing regulator) og en nukleotid deletion i exon 40. Denne mutation giver anledning til et ufærdigt LYST produkt. Som et resultat, er farven på mink ændret på grund af ophobning af melamin granulat i melanocytterne, en effekt svarende til ophobning af inclusions legemer i de neutrophile celler af denne fænotype (Figur 3). Et andet gen der er involveret i nogle af de samme fænotyper er MLPH i forbindelse med Silverblue minktypen. Tre punktmutationer i dette gen er stærkt forbundet med denne genotype. Kombinationer af MLPH med andre gener genererer et varieret spektrum af farver. Resultatet af denne forskning er, at vi nu kan identificere mutationerne for henholdsvis Aleutianog Silverbluefarverne ved brug af en enkel genetisk test, der kan påvise de beskrevne mutationer. Dette kan gøres ved en simpel PCR reaktion med primere designet over den muterede region og efterfølgende analyse af PCR

Faglig Årsberetning 2011

Anistoroaei, R., Fredholm, M. and Christensen, K.

produkterne ved hjælp af gelelectroforese. Alternativt ville sekventering og sammenligning af de muterede regioner angive genotypen. Ud over de genetiske tests for Aleutian og Aleutianbeslægtede farver, kan en simpel blod-smear-test bruges til at identificere inclusionslegemer i de neutrofile celler som vist i Fig. 3. Aleutianfarve er forbundet med et syndrom, der findes i flere forskellige arter, herunder mennesket, og som kaldes CheidakHigashi syndrom. Alle fænotyper, der bærer Aleutianmutationen aa (f.eks Safir, Violet), viser syndromet og har inclusions legemer i de neutrofile celler.

important for the fur industry. BMC Genomics 12, 354.

Referencer Anistoroaei, R. & Christensen, K., 2007. Mapping of the silver gene in mink and its association with the dilution gene in dog. Cytogenetic and Genome Research, 116(4), 316-318.

Kaplan, J., Domenico, I. De, Ward, D. M., 2008. Chediak-Higashi syndrome. Curr Opinion in Hematology 15(1), 22–29.

Anistoroaei, R., Hallersten, B., Nefedov, M., Christensen, K. & Jong, de P., 2011 Construction of an American mink Bacterial Artificial Chromosome (BAC) library and sequencing candidate genes

Anistoroaei, R., Markakis, M. N., Vissenberg, K. & Christensen, K., 2011. Exclusion of candidate genes for coat color phenotypes of the American mink (Neovison vison). Animal Genetics. In press. Anistoroaei, R., Krogh, A. K. & Christensen K., 2011. A frameshift mutation in the LYST gene is responsible for the Aleutian color and the associated Chédiak-Higashi syndrome in American mink. Subm.

Lutzner, M. A., Lowrie, C. T., Jordan, H. W., 1967. Giant granules in leukocytes of the beige mouse. J Hered 58, 299–300. Padgett, G. A., Leader, R. W., Gorham, J. R., O'Mary, C. C., 1964. The familial occurrence of the Chediak-Higashi syndrome in mink and cattle. Genetics 49 505-512.

Faglig Årsberetning 2011

Respons på selektion og genotype-miljøvekselvirkning i linjer af mink (Neovison vison) selekteret under ad libitum og restriktiv fodring Vivi Hunnicke Nielsena, Steen Henrik Møllerb, Bente Krogh Hansenc og Peer Berga a

Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Fakultet for Naturvidenskab og Teknologi, Aarhus Universitet, Danmark b Institut for Husdyrvidenskab, Fakultet for Naturvidenskab og Teknologi, Aarhus Universitet, Danmark c Kopenhagen Consultant, Agro Food Park 15, DK-8200 Århus N, Danmark Sammendrag Mink blev selekteret for høj novembervægt (AL) og foderkonvertering (FC) under ad libitum fodring og for høj novembervægt (RF) under restriktiv fodring. En farmfodret linje (FF) blev holdt som kontrollinje. Efter 3 generationers selektion i generation 4 blev alle 3 selektionslinjer afprøvet under både ad libitum og restriktiv fodring. Heritabiliteterne estimeret for novembervægt i AL-, RF- og FF-linjen var høje (0.51-0.73). Avlsværdierne for novembervægt steg i alle selektionslinjerne, mens avlsværdierne for foderkonvertering reduceredes. Resultaterne i generation 4 indikerer en vekselvirkning mellem genotype og miljø, således at novembervægt under ad libitum fodring har en genetisk baggrund, der er forskellig fra den genetiske baggrund for novembervægt under restriktiv fodring. Resultaterne indikerer endvidere, at foderkonverteringen blev forbedret gennem en øget appetit i AL-linjen, mens foderkonverteringen blev forbedret gennem en bedre foderudnyttelse i RF-linjen. Der ser ud til at være en forskellig genetisk baggrund for august- og novembervægt. Nielsen, V. H., Møller, S. H., Hansen, B. K. & Berg, P.´, 2012 Respons på selektion og genotype-miljøvekselvirkning i linjer af mink (Neovison vison) selekteret under ad libitum og restriktiv fodring. Faglig Årsberetning 2011, 34-43, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus, Danmark. Abstract Mink were selected for high November weight (AL) and feed conversion ratio (FC) on ad libitum feeding and for high November weight (RF) on restricted feeding. A farm fed line (FF) was maintained as a control. After 3 generation’s of selection in generation 4, all 3 selection lines were tested on both ad libitum and restricted feeding. Heritabilities estimated for November weight in the AL, RF and FF lines were high (0.51-0.73). Breeding values for November weight increased in all lines, while breeding values for feed conversion ratio were reduced. The results in generation 4, indicates genotype-environment interaction. Thus, the genetic background for November weight under ad libitum feeding and restricted feeding differs. Furthermore, the results indicate, that in the AL line, feed conversion ratio was improved by an increased appetite. In the RF-line, it was decreased by an improved feed utilization. It appears that the genetic background for August and November weights differs. Nielsen, V. H., Møller, S. H., Hansen, B. K. & Berg, P., 2012 Response to selection and genotype-environment interaction in lines of mink (Neovison vison) selected on ad libitum and restricted feeding. Annual Report 2011, 34-43, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: Selection, November weight, heritability, genetic correlation, mink

Indledning Optimering af vækst, foderforbrug og foderkonvertering er afgørende i pelsdyrproduktionen. Foderudgifterne udgør en betragtelig del af produktionsomkostningerne, og dårlig udnyttelse af foderet resulterer i udskillelse af næringsstoffer til det omgivende miljø. Der er udført mange eksperimenter for at bestemme den genetiske sammenhæng

mellem vækst, foderforbrug og foderkonvertering. Der er således gennemført forsøg, hvor der er selekteret for vækst, foderforbrug og foderkonvertering under ad libitum (ædelyst) og/eller restriktiv fodring i forsøg med mus, svin og fjerkræ (Sutherland et al. 1970; Pym & Nicholls 1979; Hetzel & Nicholas 1986; McPhee & Trappett 1987; Cameron 1994; Cameron et al. 1994; Nguyen & McPhee 2005a).

Faglig Årsberetning 2011

Nielsen, V. H., Møller, S. H., Hansen, B. K., Berg, P.

Selektion for vækst under ad libitum fodring resulterer sædvanligvis i et øget foderforbrug og en forbedret foderkonvertering. Det kan fremkomme ved, at der ved fodring efter ædelyst selekteres for stor appetit, hvor et øget foderoptag ud over vedligeholdelsesbehovet forbedrer foderkonverteringen. Resultatet af selektion for vækst under restriktiv fodring viser ofte et reduceret foderforbrug, der tyder på en forbedret biologisk foderudnyttelse. Som følge af pelsmodning holdes mink, efter at længdevæksten er afsluttet, i en periode fra august til november, hvor der er øget fedtdeponering, inden selektion sidst i november. Mink selekteres således på et senere udviklingstrin end de fleste andre husdyr. Der er kun gennemført få eksperimenter, hvor selektion er gennemført i denne fase (McPhee & Neill 1976; Nielsen & Andersen 1987; Urrutia & Hayes 1988b; Nielsen & Korsgaard 2006) på trods af, at Hayes & McCarthy (1976) foreslår, at selektion ved forskellige aldre udnytter forskellig genetisk variation. Dette forsøg blev gennemført for at undersøge effekten af selektion for høj vægt og foderkonvertering under ad libitum fodring og for høj vægt under restriktiv fodring i mink, og for at undersøge om resultaterne af dette studie svarer til observationerne i tilsvarende forsøg med andre dyrearter. Dette studie inkluderer også en undersøgelse af genotype-miljø vekselvirkning, hvilket betyder, at vægt under de to forskellige fodringsforhold genetisk set er forskellige egenskaber. Samtidig undersøges det, om den genetiske baggrund for vægt i august er forskellig fra den genetiske baggrund for vægt i november, således at der opnås mink med forskellige egenskaber ved selektion i henholdsvis august og september. Endelig vurderes konsekvenserne ved brug af henholdsvis ad libitum fodring og restriktiv fodring som avlsmiljø.

Materialer og metoder Dyremateriale Til forsøget blev der etableret fire linjer (FF, AL, RF, FC) hver med 100 tæver og 20 hanner. Linje FF var en farmfodret kontrollinje, hvor avlsdyr blev udvalgt tilfældigt dog således, at der maksimalt blev selekteret to hanner med den samme far og to helsøskende som forældre til næste generation. Mink i AL- og FC-linjen blev fodret ad libitum. Mink i RF-linjen blev fodret restriktivt svarende til 80 % af ad libitum fodring. Alle mink blev vejet i løbet af to dage sidst i november ved en alder på ca. 30 uger. Denne vægt blev brugt ved selektion i AL- og RF-linjen. FC-linjen blev etableret i generation 2 ud fra ALlinjen. Efter normal selektion i AL-linjen i generation 1 blev der selekteret 10 hanner og 50 tæver med den laveste foderkonvertering til FC-linjen. Antallet af avlsdyr i FC-linjen blev øget til 20 hanner og 100 tæver ved selektion i generation 2 for lav foderkonvertering blandt mink i FC-linjen og mink i AL-linjen, der ikke blev anvendt til avl. Mink med et indeks for kuldstørrelse mindre end 95 (standardiseret indeks med gennemsnit 100 og standardafvigelse 10) blev ikke anvendt i avlen. Efter fravænning blev en han og en tæve placeret sammen, som det er normal praksis. I generation 2 og 3 var han og tæve i et bur urelaterede. Fodring Forsøgsfodringen blev påbegyndt inden for en uge, efter at minkene blev sat ud i par og startede samtidig for alle mink. Der blev fodret med almindeligt fodercentralfoder, og fodertildelingen blev reguleret ud fra rester registreret to timer før den daglige fodring. FF-linjen blev farmfodret i alle generationer, dvs. der blev tildelt den samme mængde foder på alle bure svarende til den gennemsnitlige ædelyst i linjen.

Faglig Årsberetning 2011

Respons på selektion og genotype-miljø vekselvirkning i linjer af mink (Neovison vison) selekteret under ad libitum og restriktiv fodring

Fodertildelingen blev øget, hvis der var rester på mindre end 1/3 af burene og mindsket, hvis der var rester på mere end 2/3 af burene (Møller et al. 2006). AL- og FC-linjen blev fodret ad libitum. Mængden blev således øget på bure uden rester og reduceret på bure, hvor der var mere end ca. 65 g tilbage. RF-linjen blev fodret restriktivt med en mængde svarende til ca. 80 % af fodermængden under ad libitum fodring. Fodertildelingen blev reguleret to gange om ugen i generation 1 og tre gange om ugen i generation 2 og 3. Tildelingen blev øget med 20 g pr. regulering i generation 1, 40 g i generation 2 og 25 eller 50 g i generation 3. Fodertildelingen blev reguleret ved brug af en computerstyret fodringsmaskine, der blev reguleret af en Palm Pilot (Møller et al. 2004). Fænotypiske registreringer De første vejninger blev gennemført i løbet af to dage sidst i juni eller først i juli ved ca. 9 ugers alderen. Derefter blev minkene vejet over to dage hver tredje uge indtil en alder på ca. 30 uger sidst i november. Foderforbruget blev registreret i 3-ugers intervaller fra juli til november fra ca. 12 til 30 ugers alderen. Foderkonvertering blev estimeret som forholdet mellem foderforbrug og tilvækst. Tilvækst blev justeret, så det svarede til 3-ugers intervallerne for foderregistreringen. Der blev opnået registreringer af 376, 354 og 366 mink i FF-, AL- og RF-linjen i generation 1, fra 476, 422 og 454 mink i generation 2 og fra 516, 274 og 414 i generation 3. Selektion Modellerne bag selektion for henholdsvis novembervægt og foderkonvertering er beskrevet i Nielsen et al. (2011). Statistiske analyser Statistiske analyser blev gennemført ved brug af PROC GLM (SAS Institute Inc. 2002-2003). ”Least square means”

(gennemsnitsværdier) for august vægt ved ca. 18 ugers alderen og november vægt ved ca. 30 ugers alderen, foderforbrug og foderkonvertering fra juli til november (fra ca. 12-30 ugers alderen) blev estimeret ved brug af en model med en effekt af linje, år og vekselvirkningen mellem linje og år. Alderen blev inkluderet som en kovariat. Analyse af kuldstørrelse blev gennemført i en model med effekt af linje. Yderligere statistiske analyser er beskrevet i Nielsen et al. (2011). Genetiske parametre De genetiske parametre blev estimeret ved anvendelse af en ”individual animal model” ved brug af DMU software (Madsen & Jensen 2008). Den anvendte model var: yijk = yf i + β ⋅ x j + a j + ck + eijk

hvor yijk er den observerede vægt for mink j fra kuld k ved år-fodring i. yfi er en fixed effekt af i’te år-fodrings vekselvirkning, xj er alderen ved vejning af mink j, ȕ er en fixed regression af vægt mod alder ved vejning, aj er en tilfældig additive genetisk effekt for mink j, ck er en tilfældig effekt af fælles miljø for kuldsøskende og eijk er en tilfældig fejl. Den additive genetiske effekt antages at følge en multivariat normalfordeling med en kovariancematrice proportional til numeratorslægtskabsmatricen, og c og e blev antaget at være uafhængige og hver for sig identisk normalfordelte. Resultater og diskussion Sammenligning af linjer Foderforbruget i RF-linjen var 81-87 % af foderforbruget i AL-linjen i de tre generationer. Det resulterede i en signifikant reduktion i novembervægten til 78-91 % af vægten i AL-linjen. ”Least square means” (gennemsnitsværdier) for vægt, foderforbrug og foderkonvertering i generation 3 er vist i tabel 1.

Faglig Årsberetning 2011

Nielsen, V. H., Møller, S. H., Hansen, B. K., Berg, P.

Tabel 1. “Least square means” (gennemsnitsværdier) for vægt (g) i hanner og tæver, foderoptagelse (kg) og foderkonvertering (kg foder pr kg tilvækst) i linje FF, AL and RF i generation 3

Linje Hanner Augustvægt Novembervægt Tæver Augustvægt Novembervægt Juli-november Foderoptagelse Foderkonvertering

2649 3711

2286 3280

1198 1397

1527 1875

1244 1698

12 16

41,98 20,58

47,83 a 16,21

41,49 a 16,27

0,16 0,22

2276 3020

19 27

1 Standard error for hver linje og egenskab. Værdier inden for en egenskab med det samme bogstav er ikke signifikant forskellige (P>0.05).

Genetiske parametre i AL-, RF- og FFlinjen Heritabiliteter og additiv genetisk varians Heritabiliteterne for vægt (tabel 2) var i samme størrelsesorden som dem, der blev fundet af N’Drie et al. (2007) i fjerkræ og af Lagerkvist et al. (1994) og Hansen & Berg (1997) i mink, men noget større end dem der blev fundet i studier med mus (McPhee & Trappett, 1987; Urrutia & Hayes, 1988a) og svin (Cameron,1994; Cameron & Curran, 1994); Cameron et

al., 1994; Ngyuen & McPhee, 2005a,b). I et et finsk forsøg er der rapporteret heritabiliteter for størrelse på 0,19 hos mink (Koivula et al. 2011). Den additive genetiske varians estimeret for novembervægt er større end variansen estimeret for augustvægt (tabel 2). Det kan skyldes, at der kommer yderligere genetisk variation til udtryk ved en senere alder, som foreslået af Hayes & McCarthy (1976).

Tabel 2. Genetiske og fænotypiske parametre for august- og novembervægt i hanner og tæver i FF-, AL- og RF-linjen Line FF FF AL AL RF RF August November August November August November vægt vægt vægt vægt vægt Vægt

Hanner Additiv genetisk 2 ıA 2 Fælles miljø ıC 2 Residual ıE 2 Fænotypisk ıP Augustvægt Novembervægt Tæver Additiv genetisk 2 ıA 2 Fælles miljø ıC 2 Residual ıE 2 Fænotypisk ıP Augustvægt Novembervægt

32303

83389

40000

99545

17560

66511

12642 16935 61880

13036 39021 135446

25711 24610 90321

38989 53645 192179

7578 6929 32067

6312 18394 91217

0,52(0,12) 0,90(0,04)

0,84(0,01) 0,62(0,11)

0,44(0,10) 0,84(0,05)

0,82(0,01) 0,52(0,10)

0,55(0,13) 0,77(0,08)

0,73(0,03) 0,73(0,11)

12368

26116

18346

32468

11487

26850

2802 5494 20664

3306 9040 38462

7274 6587 32207

11996 19853 64317

1189 5167 17843

293 17788 44931

0,60(0,08) 0,94(0,02)

0,83(0,01) 0,68(0,08)

0,57(0,07) 0,94(0,02)

0,87(0,01) 0,51(0,07)

0,64(0,09) 0,86(0,05)

0,73(0,02) 0,60(0,09)

Heritabilititeter i fed i diagonalen, genetiske og fænotypiske korrelationer under og over diagonalen. Asymptotisk standard error i paranteser.

Hos mus og svin er det fundet, at heritabiliteten generelt er højere under ad libitum fodring end under restriktiv fodring. Baggrunden for det kan være, at der under ad libitum fodring udtrykkes

yderligere genetisk variation for appetit. I dette forsøg synes heritabiliteten at være størst under restriktiv fodring (tabel 2). Den restriktive fodring påvirker imidlertid ikke alle mink ens. Dette kan være

Faglig Årsberetning 2011

Respons på selektion og genotype-miljø vekselvirkning i linjer af mink (Neovison vison) selekteret under ad libitum og restriktiv fodring

medvirkende til den øgede heritabilitet under denne form for fodring. Den additive genetiske varians var dog størst under ad libitum fodring. Fælles kuldmiljø Effekten af fælles kuldmiljø er givet i tabel 3. Variansen, der skyldes fælles kuldmiljø, udgjorde en stor del af den fænotypiske varians (19-28 %) under ad libitum fodring. Da mink i et bur var

urelaterede i generation 2 og 3, kan det fælles kuldmiljø tilskrives maternelle effekter (moderens påvirkning). Effekten af fælles kuldmiljø var mindre under restriktiv fodring. Det viser, at den restriktive fodring, som planlagt, reducerede variationen i foderoptagelse mellem mink. At estimaterne er mindre for vægt i november end i august, viser, at effekten af fælles kuldmiljø, som forventet, reduceres med alderen.

Tabel 3. Effekten af fælles kuldmiljø med asymptotisk standard error i parentes for august- og novembervægt i hanner og tæver i FF-, AL- og RF-linjen FF AL RF

Hanner Augustvægt Hanner Novembervægt Tæver Augustvægt Tæver Novembervægt

0,20 (0,05) 0,10 (0,04) 0,14 (0,04) 0,09 (0,03)

0,28 (0,05) 0,20 (0,04) 0,21 (0,04) 0,19 (0,04)

Genetisk korrelation mellem august- og novembervægt Den genetiske korrelation mellem vægt i august og novembervægt er større for tæver end for hanner (tabel 2). Det indikerer, at den genetiske baggrund for vægt ved de to aldre er mere ens for tæver end for hanner. Det kan skyldes en højere fedt- end proteindeponering hos tæver allerede tidligt i august (Enggaard Hansen & Glem-Hansen 1980). Selektion under restriktiv fodring forventes at udnytte genetisk variation for foderudnyttelse (Fowler et al. 1976). En genetisk korrelation på 0.77 mellem august- og novembervægt under restriktiv fodring i hanner (tabel 2) indikerer, at den genetisk baggrund for augustvægt, der følger en periode med stor proteindeponering, og novembervægt, der følger en periode med stor fedtdeponering, er forskellig. Gener for proteindeponering forventes primært at være ansvarlige for tidlig vækst, mens gener for fedtdeponering forventes at være af betydning for en senere vækst. Selektion for høj augustvægt kan således formodes at producere slankere mink, mens selektion for høj novembervægt formodes at producere federe mink.

0,24 (0,06) 0,07 (0,04) 0,07 (0,04) 0,01 (0,03)

Direkte og korreleret respons for vægt, foderforbrug og foderkonvertering i AL-, RF- og FC-linjen Avlsværdien angiver linjens genetiske niveau. Avlsværdien for vægt i august og november øgedes i alle selektionslinjer over generationer og var i generation 3 størst i AL-linjen og mindst i FC-linjen i både hanner og tæver (tabel 4) (Nielsen et al. 2011). Årsagen til den mindre avlsværdi i FC-linjen kan skyldes, at linjen er startet efter de to andre selektionslinjer. Den store fremgang i ALog RF-linjen er i overensstemmelse med de høje heritabiliteter for novembervægt. I generation 4 blev alle selektionslinjer testet under både ad libitum og restriktiv fodring (tabel 5). Under ad libitum fodring var avlsværdien for novembervægt størst for både hanner og tæver i AL-linjen. Avlsværdien for novembervægt var derimod den samme for hanner for både AL- og RF-linjen under restriktiv fodring. For både AL- og RF-linjen var avlsværdien større under ad libitum fodring end under restriktiv fodring. Den genetiske korrelation mellem novembervægt under ad libitum og restriktiv fodring blev estimeret til 0,89 (±0.13) for hanner og 1,00 for tæver. Mens det for hanner således tyder på, at der er en forskel på den genetiske

Faglig Årsberetning 2011

Nielsen, V. H., Møller, S. H., Hansen, B. K., Berg, P.

baggrund for novembervægt under ad libitum og restriktiv fodring, gælder det ikke for tæver. Det kan skyldes, at

tævens foderoptag begrænses mindre end hannens under restriktiv fodring, når de går i samme bur.

Tabel 4. Avlsværdi (± S.E.) for august- og novembervægt (g), foderforbrug (kg) og foderkonvertering (kg foder pr kg tilvækst) i han- og tævehvalpe i AL-, RF-og FC-linjen i generation 3. AL- og RF-linje blev selekteret for høj novembervægt under ad libitum og restriktiv fodring. FC-linjen blev selekteret for lav foderkonvertering under ad libitum fodring Linje AL RF FC AL RF FC August-

November-

vægt

Hanner Tæver

153±11

85±9

vægt

69±5

-32±9

21±4

380±18

184±13

84±16

-63±7

121±12

29±7

-76±8

0,20±0,02

-0,31±0,10

-1,17±0,06

-0,66±0,05

-0,31±0,05

0,02±0,01

-0,28±0,07

-0,30±0,01

-0,20±0,02

-0,10±0,01

Foderforbrug

Hanner

1,37±0,13

Tæver

1,08±0,10

abc

Foderkonvertering

Inden for egenskab og køn er avlsværdier med forskelligt bogstav signifikant forskellige (P<0.01)

Tabel 5. Avlsværdi for novembervægt (g), foderforbrug (kg) og foderkonvertering (kg foder pr. kg tilvækst) fra juli til november i han- og tævehvalpe i AL-, RF- og FC-linjen under ad libitum og restriktiv fodring i generation 4. AL- og RF-linjen blev selekteret for høj november vægt under ad libitum og restriktiv fodring. FC-linjen blev selekteret for lav foderkonvertering under ad libitum fodring Fodring Ad libitum Restriktiv Linje

Novembervægt Hanner

533 ± 21

384±17

150±16

297±17

326±12

149±20

Tæver

168±14

120±8

-85±8

132±9

82±9

-91±7

Hanner

1.84±0.22

0.99±0.13

-0.66±0.14

0.35±0.02

0.13±0.05

-0.37±0.10

Tæver

1.77±0.19

0.78±0.09

-0.11±0.11

0.12±0.01

0.03±0.02

-0.21±0.04

Hanner

-1.39±0.09

-1.29±0.05

-0.52±0.06

-0.84±0.04

-0.12±0.08

Tæver

-0.39±0.01

-0.34±0.01

-0.21±0.02

-0.31±0.02

-0.07±0.02

Foderforbrug

Foderkonvertering

abc

-0.68±0.08

-0.23±0.01

Inden for egenskaber og køn er avlsværdier med forskelligt bogstav signifikant forskellige (P<0.01)

Avlsværdien for foderforbrug øgedes i AL-linjen, men kun i mindre grad i RF- og FC-linjen (tabel 4). Avlsværdien for foderkonvertering reduceredes i alle selektionslinjer - mest i AL-linjen og mindst i FC-linjen. Sutherland et al. (1970) og Cameron (1994) fandt også, at foderkonvertering blev forbedret ved selektion i henholdsvis mus og svin. Den højere avlsværdi for FC-linjen kan igen skyldes, at selektionen i denne linje er påbegyndt senere end i de andre selektionslinjer. For foderforbruget var avlsværdien størst for AL-linjen og mindst for FC-linjen i generation 4 under begge fodringsbetingelser, og inden for linjer var 39

avlsværdien størst under ad libitum fodring (tabel 5). For foderkonvertering blev der ikke fundet en signifikant forskel mellem avlsværdierne for AL- og RF-linjen under ad libitum fodring for hanner, men under restriktiv fodring var foderkonvertering mindre for både hanner og tæver i RFlinjen. Ved selektion for vækst under ad libitum fodring forventes det, at fremgangen bygger på genetisk variation for appetit, og at selektionen øger foderforbruget og forbedrer foderkonverteringen. Det er også det, der ses i dette studie. Der blev observeret en større avslværdi for vægt og foderforbrug i AL-linjen sammenlignet

Faglig Årsberetning 2011

Respons på selektion og genotype-miljø vekselvirkning i linjer af mink (Neovison vison) selekteret under ad libitum og restriktiv fodring

med RF-linjen under ad libitum fodring. Det svarer til resultaterne, der er fundet af Rios et al. (1986) i rotter, af Sutherland et al. (1970), Hetzel & Nicholas (1986), Urrutia & Hayes (1988b) og Nielsen & Korsgaard (2006) i mus og af Pym & Nicholls (1979) i fjerkræ. Under restriktiv fodring forventes selektion for vækst at bygge på genetisk variation for foderudnyttelse, da der jo er begrænset adgang til foderet. Det er også det, der konkluderes ud fra resultaterne af dette forsøg. Avlsværdien for novembervægt var i samme størrelsesorden i AL- og RF-linjen under restriktiv fodring, men værdierne for foderforbrug og foderkonvertering var mindre i RF-linjen. Studier med mus (Hetzel & Nicholas, 1986; McPhee & Trappett, 1987; Urrutia & Hayes,1988b) og svin (Nguyen & McPhee, 2005a) støtter også antagelsen om en forbedret foderudnyttelse ved selektion under restriktiv fodring. Reproduktionsegenskaber Selektionen påvirkede både tævernes frugtbarhed og kuldstørrelsen. I generation 4 var antallet af frugtbare tæver 71, 81 og 88 % i AL-, RF- og FC-linjen. Antal hvalpe ved fødslen var 4.1, 5.6 og 5.4, og antal levende fødte var 3.8, 5.2 og 5.0 i linjerne. Antallet af hvalpe i AL-linjen var signifikant mindre end i RF- og FC-linjen. Ad libitum og restriktiv fodring som avlsmiljøer Miljøet for minkene kan skifte både ved flytning til en anden farm og som følge af variation fra år til år. Når der er forskellig genetisk baggrund for novembervægt under ad libitum og restriktiv fodring, har det derfor betydning for valg af avlsmiljø. Det er afgørende, både hvor stor ændringen er ved skift af miljø, og hvad den gennemsnitlige værdi af en egenskab er i miljøerne. I dette studie er forskellen i novembervægt mellem ad libitum og restriktiv fodring 236 g i AL-linjen og 58 g

i RF-linjen i generation 4. Den gennemsnitlige avlsværdi for novembervægt er 415 g i AL-linjen og 355 g i RF-linjen. RF-linjen er således mest robust over for skift i miljøet. Det er i overensstemmelse med den genetiske teori. Den gennemsnitlige vægt kan ikke på samme måde forudsiges ud fra den genetiske teori. I dette tilfælde opnås den største gennemsnitlig vægt i AL-linjen. I avlsarbejdet bør alle egenskaber tages i betragtning. Det er attraktivt med de store mink, der opnås ved selektion under ad libitum fodring, da det giver de største skind. De store mink har imidlertid en mindre tilpasningsevne til ændringer i fodringsmiljøet, og reproduktionen er dårligere. En strategi kunne være at holde avlsdyr under restriktiv fodring og produktionsdyr under ad libitum fodring. Det kunne også være en mulighed, at anvende ad libitum fodring indtil august for at opnå den fulde længdevækst og derefter fodre restriktivt for at undgå den store fedtdeponering i perioden frem til pelsning. Individuel fodring muliggør styring af fodringen. Referencer Cameron, N. D. 1994. Selection for components of efficient lean growth rate in pigs. 1. Selection pressure applied and direct responses in a Large White herd. Animal Production 59, 251-262. Cameron, N. D. & Curran, M. K. 1994. Selection for components of efficient lean growth rate in pigs. 2. Selection pressure applied and direct responses in a Landrace herd. Animal Production 59, 263-269. Cameron, N. D., Curran, M. K. & Kerr, J. C. 1994. Selection for components of efficient lean growth rate in pigs. 3. Responses to selection with a restricted feeding regime. Animal Production 59, 271-279. Enggaard Hansen, N. & Glem-Hansen, N. (1980). Deposition of nutrients in growing

Faglig Årsberetning 2011

Nielsen, V. H., Møller, S. H., Hansen, B. K., Berg, P.

mink related to feeding with sulphuric acid preserved fish. 2nd International Scientific Congress in Fur Animal Production, Denmark, 19 pp Fowler, V. R., Bichard, M. & Pease, A. 1976. Objectives in pig breeding. Animal Production 23, 365-387. Hansen, B. K. & Berg, P. (1997). Mink kit growth performance in the suckling period. II. Estimates of sources of variation. Acta Agriculturae Scandinavica, Section A, Animal Science 47, 240-246. Hayes, J. F. & McCarthy, J. C. 1976. The effects of selection at different ages for high and low body weight on the pattern of fat deposition in mice. Genetical Research Cambridge 27, 389-433. Hetzel, D. J. S. & Nicholas, F. W. 1986. Growth, efficiency and body composition of mice selected for post-weaning weight gain on ad libitum or restricted feeding. Genetical Research Cambridge 48, 101109. Koivula, M., Mäntysaari, E. A. & Strandén, I. New breeding value evaluation of fertility traits in Finnish mink. Acta Agriculturae Scandinavica, Section A, Animal Science 61, 1-6. Lagerkvist, G., Johansson, K. & Lundeheim, N. 1994. Selection for litter size, body weight, and pelt quality in mink (Mustela vison): correlated responses. Journal of Animal Science 72, 1126-1137. Madsen, P. & Jensen, J. 2008. A user’s guide to DMU. A package for analyzing multivariate mized models. University of Aarhus. Faculty of Agricultural Sciences, Tjele, Denmark. [online] Available: http://dmu.agrsci.dk McPhee, C. P. & Neill, A. R. 1976. Changes in the Body Composition of Mice Selected for High and Low Eight

Week Weight. Theoretical and Applied Genetics 47, 21-26. McPhee, C. P. & Trappett, P. C. 1987. Growth and body composition changes in mice selected for high post-weaning weight gain on two levels of feeding. Theoretical and Applied Genetics 73, 926-931. Møller, S. H., Nielsen, V. H. & Hansen, B. K. 2004. Individual ad libitum feeding of male + female pairs of mink kits during the growth period increases weight gain and feed efficiency. Scientifur 28, 3, 154158. Møller, S. H., Nielsen, V. H. & Hansen, B. K. 2006. Feed efficiency in the third growing season of ad libitum or restricted feeding. NJF Seminar 392, NJF's subsection for Fur Animals, 22.-25. August, Akureyri, Iceland, 5 pp. N’Drie, A. L., Sellier, N., Tixier-Boichard, M., Beaumont C. & Mignon-Grasteau, S. 2007. Genotype by environment interactions in relation to growth traits in slow growing chickens. Genetics Selection Evolution 39, 513-528. Nguyen, N. H. & McPhee, C. P. 2005a. Genetic parameters and responses of performance and body composition traits in pigs selected for high and low growth rate on a fixed ration over a set time. Genetics Selection Evolution 37, 199213. Nguyen ,N. H. & McPhee, C. P. 2005b. Responses in production and body composition traits in ad libitum fed pigs from lines selected for high and low growth rate on a fixed ration. Livestock Production Science 97, 2-3, 101-106. Nielsen, B. V. H. & Andersen, S. 1987. Selection for growth on normal and reduced protein diets in mice. Genetical Research Cambridge 50, 7-15.

Faglig Årsberetning 2011

Respons på selektion og genotype-miljø vekselvirkning i linjer af mink (Neovison vison) selekteret under ad libitum og restriktiv fodring

Nielsen, V. H. & Korsgaard, I. R. 2006. Effect of selection for growth on normal and reduced protein diets on weight gain, feed intake, feed efficiency and body composition in mice. Journal of Animal Breeding and Genetics 123, 6, 362-368.

Urrutia, M. S. & Hayes, J. F. 1988b. Selection for weight gain in mice at two ages and under ad libitum and restricted feeding. 2. Efficiency, consumption and body composition. Theoretical and Applied Genetics 75; 424-431.

Nielsen, V. H., Møller, S. H., Hansen, B.K. & Berg, P. 2011. Response to selection and genotype-environment interaction in mink (Neovison vison) selected on ad libitum and restricted feeding. Canadian Journal of Animal Science 91, 231-237. Pym, R. A. E. & Nicholls, P. J. 1979. Selection for food conversion in broilers: Direct and correlated responses to selection for body weight gain, food consumption and food conversion ratio. British Poultry Science 20, 1, 73-86. Rios, J. G., M. K. Nielsen, G. E. Dickerson & J. A. DeShazer. 1986. Selection for Postweaning Gain in Rats: I. Correlated Response in Feed Utilization and Body Composition. J. Anim. Sci. 63: 34-45. SAS Institute Inc., SAS/STAT® User’s Guide, Version 6, Fourth Edition, Volume 2, Cary, NC: SAS Institute Inc., 2003. 846 pp Sutherland, T. M., Biondini, P. E., Haverland, L. H., Pettus, D. & Owen, W. B. 1970. Selection for Rate of Gain, Appetite and Efficiency of Feed Utilization in Mice. Journal of Animal Science 31, 1049-1057. Urrutia, M. S. & Hayes, J. F. 1988a. Selection for weight gain in mice at two ages and under ad libitum and restricted feeding. 1. Direct and correlated responses in weight gain and body weight. Theoretical and Applied Genetics 75, 415-423.

Faglig Årsberetning 2011

Nielsen, V. H., MĂ¸ller, S. H., Hansen, B. K., Berg, P.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Udvikling af nye SNP markører til mink (Neovison vison)

Peter Foged Larsen1,4, Ditte Demontis2, Vivi Hunnicke Nielsen3, Janne Pia Thirstrup3, Volker Loeschcke4 & Cino Pertoldi4 1

Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Biomedicinsk Institut, Aarhus Universitet, Wilhelm Meyers Allé 4, DK-8000 Århus C, Danmark 3 Fakultet for Molekylærbiology og Genetik, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20, DK-8830 Tjele, Danmark 4 Biologisk Institut, Aarhus Universitet, Ny Munkegade 114, DK-8000 Aarhus C, Danmark. 2

Sammendrag Single nucleotide polymorphisms (SNPer) repræsenterer den mest udbredte kilde til sekvens variation i genomet og bliver ofte anvendt ved populationsgenetiske studier og til conservation genetik. Vi har udført den første anvendelse af SNP genotypning på mink (Neovison vison). Vi har identificeret 111 SNPer ved at genotype 12 mink fra fire forskellige farvelinjer ved hjælp af Canine SNP Genotyping BeadChip (Illumina®). Analyser af populationsstrukturer, baseret på de 111 SNPer, viste signifikant genetisk differentiering (FST) mellem linjerne (fra 0.041 til 0.449). Niveauet af slægtskab (R) indenfor linjerne viste sig at variere betragteligt (fra 0.099 til 0.478). Vores studie demonstrerer, hvordan det er muligt at identificere informative SNPer hos mink baseret på et SNP markør panel, der er udviklet til domesticeret hund. Med det formål at standardisere fremtidige faderskabs- og identitetsanalyser og estimere genetisk slægtskab mellem individer, kunne man udvælge et panel af SNPer, der er karakteriseret ved høj heterogenitet. Ved at tilpasse et udvalgt SNP markør panel, udviklet til domesticerede arter, kunne dette udgøre et effektivt værktøj til genetiske analyser i relaterede arter og en effektiv og pålidelig metode til faderskabs- og identitetsanalyser hos mink. Larsen, P. F, Demontis D., Nielsen V. H., Thirstrup J. P., Loeschcke V. & Pertoldi C., 2012. Udvikling af nye SNP markører til mink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2011, 44-49, Kopenhagen Forskning, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Single nucleotide polymorphisms (SNPs) representing the most widespread source of sequence variation in genomes, are commonly applied in studies of population genetics, ecology and conservation genetics. We have provided the first application of SNP genotyping in the American mink (Neovison vison). We have identified 111 SNPs by genotyping 12 American mink from four different color strains with the Canine SNP Genotyping BeadChip (Illumina®). Population structure analysis based on the identified 111 SNPs showed a significant genetic differentiation (FST) between strains (from 0.041 to 0.449). The level of relatedness (R) within the strains was shown to vary considerably (from 0.099 to 0.478). Our study demonstrates how it is possible to identify informative SNPs in mink based on a SNP marker panel created for the domestic dog. For the purpose of standardizing future parentage and identity analyses, and the estimation of genetic relatedness between individuals, a panel of SNPs characterized by high heterozygosity could be selected. Customizing off-the-shelf SNP marker panels created for domestic species can provide powerful, low-cost tools for genetic analysis in related species and provide an efficient and reliable method for parentage and identity analysis in mink. Larsen, P. F., Demontis D., Nielsen V. H., Thirstrup J. P., Loeschcke V. & Pertoldi C., 2012. Development of new SNP markers for mink (Neovison vison). Annual Report 2011, 44-49, Kopenhagen Research, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: Domesticated species, genotyping, colour types, individual identification, molecular markers.

Indledning Idenfor de senere år er der genereret genetiske markører, såsom microsatellitter, til mink (Neovison vison) (Anistoroaei et al. 2007), men kun få populationsgenetiske studier er blevet

udført indtil nu. Michalska-Parda et al. (2009) viste stor genetisk divergens mellem farvetyper og Larsen et al. (2009) og Demontis et al. (2011) demonstrerede en meget stor og statistisk sikker negativ korrelation mellem niveauet af slægtskab

Faglig Årsberetning 2011

Larsen, P. F., Demontis, D., Nielsen, V. H.,Thirstrup, J. P., Loeschcke, V., Pertoldi, C.

(R) og avlsresultat (r = 0,536, p = 0,001) hos mink. Denne information kunne potentielt anvendes i det praktiske avlsarbejde til forbedring af avlsresultatet. SNPer (Single Nicleotide Polymorphisms) repræsenterer den mest udbredte kilde til sekvensvariation i genomet (Brumfield et al. 2003). Sammenlignet med microsatellitter har de biallele SNPer adskillige potentielle fordele såsom bedre amplificeringsstyrke, lavere frekvens af genotypningsfejl og utvetydig allelsammenligninger. Desuden udvikles der til stadighed hurtige genotypningsmetoder, så det er muligt at screene hundredvis eller tusindvis af SNPer i individer (Wang et al. 2009) til en stadigt faldende pris. Formålet med denne undersøgelse var at teste muligheden for at genotype mink SNPer på Illumina Canine BeadChip for at identificere SNPer hos mink. Desuden var formålet at anvende de identificerede mink SNPer til klassiske populationsstudier såsom estimering af genetisk slægtsskab (R), genetisk polymorphisme indenfor og mellem linjer, genetisk afstand indenfor og mellem linjer og sandsynligheden for identitet af prøver. Materiale og metoder DNA ekstraktion og SNP genotypning Tolv danske farmmink, der repræsenterer fire forskellige farvelinjer, blev inkluderet i studiet: Tre mahogany (bestående af mor, far og en søn), tre safir, tre sorte og tre wildmink. Farvelinierne stammer fra forskellige danske minkfarme. De indsamlede mink var ikke i direkte familie, da de ikke havde samme mor og/eller far (undtagen de tre mahogany). DNA fra blod eller lever blev brugt til ekstraktion ved hjælp af QIAGEN Dneasy Blood and Tissue Extraction Kit (QIAGEN Ltd.). Genotypning af SNPer blev udført ved hjælp af Canine BeadChip (Illumina®) ifølge producentens protokol (Infinium II Multi-Sampler), efterfulgt af dataanalyse

ved hjælp af GenomeStudio (Illumina®) software. Statistisk analyse Variationsanalyse: unbiased forventede procent heterozygositet (UHE), polymorphiske loci (P%), niveauet for slægtskab (R) indenfor hver linje (Ritland 1997) og sandsynligheden for identitet (PI) for et stigende antal loci, dvs. sandsynligheden for at forskellige individer ved en tilfældighed har den samme genotype (mahogany afkommet blev ekskluderet i denne analyse) blev udført ved hjælp af GENEALEX v. 6.1 (Peakall & Smouse 2006). Genetisk divergens mellem linjer blev estimeret ved at beregne parvise FST-værdier (Weir & Cockerham 1984) ligeledes ved hjælp af GENEALEX. Signifikans af FST-værdier og koblingsuligevægt mellem loci (indenfor linjerne) blev estimeret ved hjælp af GENEPOP 3.4 (Raymond & Rousset 1995). Mahogany afkommet blev ekskluderet fra denne analyse. Resultater CanineHD genotypnings BeadChip SNP chip indeholder mere end 170.000 markør SNPer placeret på CanFam 2.0 reference sequencer. En meget stringent kvalitetskontrol blev udført for at identificere SNPer med høj pålidelighed i alle 12 mink. Kun SNPer med en callrate over 91% (fandtes i alle på nær ét individ) med en allelfrekvens over 0.25 og under 0.45 blev inkluderet. Kun 440 SNPer opfyldte disse kriterier. Efter at have tjekket alle clusters manuelt, var der 111 SNPer tilbage til yderligere analyser. Alle demonstrede clusters med en callrate på 100%. Styrke til at detektere fejl var lav, men blandt mor - far - søn trioen blev der ikke detekteret fejl i de 111 SNPer, hvilket indikerer, at disse markører kan bruges som robust basis til f.eks. faderskabsanalyser. Unbiased forventede heterosygositet (UHE) varierede mellem 0,110 i mahogany og 0,570 i wildmink og procent

Faglig Årsberetning 2011

Udvikling af nye SNP markører til mink (Neovison vison)

af polymorphy (P%) varierede mellem 19,82% i mahogany og 96,40% i sort og wildmink (tabel 1). Da sort, safir, mahogany og wildmink blev sammenlignet, fandt vi det højeste gennemsnitlige slægtskab (R) hos mahogany (0,478) efterfulgt af safir (0,238), de sorte (0,084) og wildmink (0,067). Den genetiske divergens (FST) mellem linjer gik fra 0,041 (mellem safir og wildmink) til 0,449 (mellem safir og

mahogany) (tabel 2). Alle FST-værdier var signifikante (p < 0,0001). Der blev ikke detekteret koblingsuligevægt mellem de analyserede 111 SNPer, derfor blev de alle inkluderet i analysen. Sandsynligheden for identitet baseret på de 111 SNPer blev estimeret til at være i størrelsesordenen 9,4E-09 hos mahogany og 5,4E-45 hos wildmink.

Tabel 1. Unbiased forventede heterozygositet (UHE), Standard Error (SE), % of polymorfiske loci (P%), gennemsnitligt slægtskab ( R ) og 95% confidence interval (CI) estimeret ved bootstrap resampling (99 bootstrap) for hver linie.

Strain

UHE

(SE)

(CI)

Sapphire

0.491

(0.013)

93.69

0.238

(0.273 - 0.138)

Black

0.475

(0.012)

96.40

0.084

(0.099 - -0.119)

Wildmink

0.570

(0.012)

96.40

0.067

(0.093 - 0.017)

Mahogany

0.110

(0.021)

19.82

0.478

(0.532 - 0.02)

Tabel 2. Parvise FST værdier mellem linjer. Alle værdier var signifikante (p < 0.0001).

Sapphire

Black

0.161

Wildmink

0.041

0.074

Mahogany

0.449

0.169

Wildmink

0.301

Diskussion Microsatellitter har været den typisk valgte markør til populationsgenetiske studier igennem de sidste to årtier. Ved genotypning af både microsatelliter og SNPer er der tilbøjelighed til, at der kan opstå fejl. Dog er SNPer meget mere hyppige i antal. Det er derfor meget lettere, at generere tilstrækkelige SNPer af høj kvalitet, sammenlignet med microsatellitter. For at forbedre genotypnings succes og pålidelighed, er det tilrådeligt at genotype DNA fragmenter, der er så korte som muligt. Brugen af SNPer kræver kun amplificering af meget korte fragmenter, hvilket gør dem specielt anvendelige til non-invasive genetiske moniteringsprojekter (Seddon et al. 2005). En stor

fordel ved at bruge SNPer i forhold til microsatelliter består i, at SNP genotyper er universelt sammenlignelige og kræver ikke standardisering på tværs af forskellige laboratorier. Modsat er microsatellit datasæt, der er produceret på forskellige laboratorier, vanskelige at sammenligne på grund af inkonsistens i allelstørrelsen og pga. fejlfortolkning af elektroferogram (Vignal et al. 2002). Denne undersøgelse viser, at moleculære værktøjer, som SNP BeadChip udviklede til hunde, kan bruges til genotypning af mink. Størrelsesordenen af de slægtsskabsværdier, der blev estimeret fra SNPer i dette studie, svarer stort set til størrelsesordenen af de værdier, der blev fundet af Larsen et al. (2009) og Demontis et al. (2011) i lignende studier på danske mink. De høje slægtsskabs-værdier i mahogany kan tilskrives det høje slægtskab blandt disse mink (far, mor og søn). Derforuden havde mahogany linjen været holdt isoleret med en meget lav populationsstørrelse igennem fem generationer. Dette reflekteres også i det

Faglig Årsberetning 2011

Larsen, P. F., Demontis, D., Nielsen, V. H.,Thirstrup, J. P., Loeschcke, V., Pertoldi, C.

ekstremt lave niveau af polymorphisme, der blev observeret i denne linje. Den lave slægtsskabsværdi, der blev fundet hos de sorte og brune mink, kan skyldes, at dyrene der indgik i denne analyse, blev fundet blandt en stor produktionsenhed af sorte og brune mink. Den observerede genetiske differentiering (FST) er ligeledes i overensstemmelse med resultater opnået ved hjælp af microsatellitter (Larsen et al. 2009; Demontis et al. 2011). Baseret på dette studie er det muligt at designe et panel af 50-60 meget informative SNP-baserede markører til mink. Brugen af et SNP panel tillader ikke kun pålidelige faderskabsanalyser og identitetsanalyser, analyser af genetisk differentiering indenfor og mellem linjer, men også et standardiseret panel til udveksling af genotypningsdata mellem laboratorier. Desuden kan avlsmæssige problemer med lavt avlsresultat på grund af højt niveau af indavl, afhjælpes ved genotypning af individer blandt mulige sælgerfarme. Dette kan effektueres ved at identificere genetisk forskellige avlsdyr eller linjer og derved minimere indavl og øge avlsresultatet. Genotypning med SNPs kan desuden benyttes til at vurdere identiteten af prøveudtagning med diagnostisk formål og til at identificere stjålne skind. Konklusion Tidligere har microsatellitter været den mest anvendte genetiske markørtype til populationsgenetiske analyser. Vi har med vores studie demonstreret, at et panel af meget informative SNP markører kan udvikles ud fra et panel oprindeligt udviklet til hunde. Vi har anvendt disse SNPer til populationsgenetiske analyser og har fundet FST-værdier og niveau af slægtskab, der er i overensstemmelse med værdier fundet i tidligere studier med microsatellitter. Vi kan på baggrund af dette studie anbefale, at man designer et

standardiseret panel af SNP markører til mink. Referencer Anistoroaei, R., Menzorov, A., Serov, O., Farid, A., Christensen, K., 2007. The first linkage map of the American mink (Mustela vison). Animal Genetics 38:384388. Brumfield, R. T., Beerli, P., Nickerson, D. A., Edwards, S. V., 2003. The utility of single nucleotide polymorphisms in inferences of population history. Trends in Ecology and Evolution 18:249–256. Chen, X. Sullivan, P. F., 2003. Single nucleotide polymorphism genotyping: biochemistry, protocol, cost and throughput. Pharmacogenomics Journal 3:77–96. Demontis, D., Larsen, P. F., Baekgaard, H., Soenderup, M., Hansen, B.K., Nielsen, V. H., Loeschcke, V., Zalewski, A., Zalewska, H., Pertoldi, C., 2011. Inbreeding affects fecundity of American mink (Neovison vison) at Danish farm mink. Animal Genetics 42:437-439. Larsen, P. F., Baekgaard, H., Sønderup, M., Møller, H. H., Hansen, B. K., Nielsen, V.,H., Demontis, D., Loeschcke, V., Pertoldi, C., 2010. Niveau af indavl og genetisk afstand på danske mink farme (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2009:27-31. Michalska-Parda, A., BrzeziÑski, M., Zalewski, A., Kozakiewicz, M., 2009. Genetic variability of feral and ranch American mink Neovison vison in Poland. Acta Theriologica 54:1-10. Peakall, R., Smouse, P. E., 2006. GENALEX 6: genetic analysis in Excel. Population genetic software for teaching and research. Molecular Ecology Notes 6:288-295.

Faglig Årsberetning 2011

Udvikling af nye SNP markører til mink (Neovison vison)

Raymond, M., Rousset, F., 1995. GENEPOP (version 1.2): Population genetic software forexact tests and ecumenicism. Journal of Heredity, 86:248–249. Ritland, K., 1996. Marker-based method for inferences about quantitative inheritance in natural populations. Evolution 50:1062–1073. Seddon, J. M., Parker, H. G., Ostrander, E. A., Ellegren, H., 2005. SNPs in ecological and conservation studies: a test in the Scandinavian wolf population. Molecular Ecology 14:503– 511. Vignal, A., Milan, D., SanCristobal, M & Eggen, A., 2002. A review on SNP and other types of molecular markers and their use in animal genetics. Genetics Selection Evolution 34:275–305. Wang, J., Lin, M., Crenshaw, A., Hutchinson, A., Hicks, B., Yeager, M., Berndt, S., Huang, W. Y., Hayes, R. B., Chanock, S. J., Jones, R. C. & Ramakrishnan, R., 2009. High-throughput single nucleotide polymorphism genotyping using nanofluidic Dynamic Arrays. BMC Genomics 10:561–574. Weir, B. S., Cockerham, C. C., 1984. Estimating F-statistics for the analysis of population structure. Evolution 38:13581370.

Faglig Årsberetning 2011

Larsen, P. F., Demontis, D., Nielsen, V. H.,Thirstrup, J. P., Loeschcke, V., Pertoldi, C.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Genetisk kortlægning hos mink (Neovison vison) viser QTL for dækhårstykkelse, dækhårslængde og underuldstæthed Janne Thirstrup1, Rodrigo S. Labouriau1, Bernt Guldbrandtsen1, Razvan Marian Anistoroaei2, Knud Christensen2 og Merete Fredholm2, Vivi Hunnicke Nielsen1 1

Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Fakultet for Naturvidenskab og Teknologi, Aarhus Universitet, Danmark. 2 Institut for Basal Husdyr og Veterinærvidenskab, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Danmark. Resume Pelskvalitet hos mink (Neovison vison) er en sammensat egenskab, hvor bl.a. vurdering af dækhårslængde (naplængde), dækhårstykkelse og underuldstæthed indgår. Et QTL-projekt blev gennemført for at finde QTL (quantitative trait loci) for pelskvalitetsegenskaber. Her præsenteres resultatet af QTL-analyser for dækhårslængde, dækhårstykkelse og underuldstæthed. Data fra et F2-design blev anvendt i en analyse af minkens 14 kromosomer. Der blev anvendt 100 mikrosatellitter som markører med en indbyrdes afstand på ca. 20 cM. Nordisk vildmink og Amerikansk short nap mink blev anvendt som forældrelinjer i F2-designet. I alt blev 1083 dyr (21 vildmink, 25 short nap, 103 F1 og 934 F2) genotypet for de 100 markører og vurderet for de tre pelskvalitetsegenskaber. Til QTL-analysen blev der benyttet en regressions metode, der er implementeret i QTL Express. Vores resultater viser QTL med effekt på dækhårstykkelse, dækhårslængde og underuldstæthed på 8 ud af de 14 autosomale mink kromosomer. Der var QTL for dækhårstykkelse på kromosom 1, 2, 3, 6, 7 og 8; QTL for dækhårslængde på kromosom 1, 2, 3, 4, 6, 7, 8 og 11 og QTL for underuldstæthed på kromosom 7. QTL med effekt på dækhårstykkelse og på dækhårslængde har ensartede positioner og udviser samme arvelighed på kromosom 2, 6 og 7. Dette indikerer, at de to egenskaber til en vis grad kontrolleres af de samme gener. Thirstrup J., Labouriau R, S., Guldbrandtsen B., Anistoroaei R. M., Christensen K., Fredholm M., Nielsen V. H., 2012. Genetisk kortlægning hos mink (Neovison vison) viser QTL for dækhårstykkelse, dækhårslængde og underuldstæthed. Faglig Årsberetning 2011, 50-59, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus, Danmark Abstract Fur quality in mink (Neovison vison) is a composite trait, consisting of e.g. guard hair length, guard hair thickness and density of wool. A genome wide QTL-search was performed to detect QTL (quantitative trait loci) for fur quality traits in mink. Here we present the results of QTLanalyses for guard hair length, guard hair thickness and density of wool. Data from an F2-cross were analysed across fourteen chromosomes using 100 microsatellites as markers with a spacing of approximately 20 cM. The two lines used for the F2-cross were Nordic wild type mink and American short nap mink. In total 1,083 animals (21 wild type, 25 short nap, 103 F1 and 934 F2) were genotyped and recorded for the three presented fur quality traits. For the QTLanalyses a regression analysis implemented in QTL Express software was used. Evidence was found for the existence of QTL for guard hair length, guard hair thickness and density of wool on 8 out of 14 autosomes. There was evidence for QTL for guard hair thickness on chromosomes 1, 2, 3, 6, 7 and 8, guard hair length on chromosomes 1, 2, 3, 4, 6, 7, 8 and 11 and wool on chromosome 7. On chromosomes 2, 6 and 7, QTL for guard hair length and guard hair thickness were located near each other. This indicates that variation in the two traits to some degree may be under the control of the same genes. Thirstrup J., Labouriau R. S., Guldbrandtsen B., Anistoroaei R. M., Christensen K., Fredholm M., Nielsen V. H., 2012. Genetic mapping in (Neovison vison) shows evidence for QTL for guard hair thickness, guard hair length and skin length. Annual Report 2011, 50-59, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus, Denmark. Keywords: Fur quality traits, chromosomes, F2-design, microsatellites, least square regression.

Faglig Årsberetning 2011

Thirstrup, J., Labouriau, R. S., Guldbrandtsen, B., Anistoroaei, R. M., Christensen, K., Fredholm, M., Nielsen, V. H.

Indledning God pelskvalitet er vigtig for økonomien i minkproduktionen. Pelskvalitet er baseret på en samlet vurdering, hvor der indgår flere egenskaber som f.eks. skindlængde, farve og renhed såvel som dækhårets struktur og underuldens fylde. Kortlægning af gener, der har indflydelse på pelskvalitetsegenskaber, gør det muligt at forbedre kvaliteten ved selektion på genniveau. Kortlægning af gener, der har effekt på pelskvalitetsegenskaber, er allerede udført på hund (Housley & Venta 2006; Cadieu et al. 2009), kat (Drögemüller et al. 2007; Kehler et al. 2007) og mus (Hébert et al. 1994). Disse studier viser, at meget få gener kontrollerer pelsegenskaber. I et amerikansk studie af hunde er det vist, at kun 3 gener, og forskellige kombinationer af mutationer i disse gener, bestemmer 95% af pelsvariationen hos hunde (Cadieu et al. 2009). Hos mink er der indtil nu primært foretaget analyser, der identificerer gener, der har effekt på pelsfarve (Anistoroaei & Christensen 2007, Anistoroaei et al. 2008; Benkel et al. 2009). Kortlægning af loci for kvantitative egenskaber (QTL) er det første skridt mod identificering af gener og af mutationer, der har indflydelse på vigtige produktionsegenskaber (Goddard & Hayes 2009). Formålet med QTLkortlægning er at identificere kromosomale områder, hvor der findes loci, der har effekt på kvantitative egenskaber. Et QTL-projekt for mink blev gennemført, hvor formålet er at identificere kromosomale områder, der har effekt på pelskvalitetsegenskaber. Her præsenteres resultatet af analyser for QTL, der har indflydelse på dækhårslængde, dækhårstykkelse og underuldstæthed. Materialer og metoder Dyremateriale Reciprokke parringer mellem mink fra to divergerende linjer blev benyttet til et F2design i QTL-projektet. De to linjer var

Nordisk vildmink og Amerikansk short nap mink. Minkene blev udvalgt på grundlag af store forskelle i deres fænotyper. Dyr fra Nordisk vildmink var store med grove og lange dækhår. Deres uld var rødlig og af dårlig kvalitet, og minkene var af brun type. Der havde været selekteret for størrelse gennem flere generationer i den benyttede linje. Dyr af typen Amerikansk short nap mink var små med silkede korte dækhår og med en tæt uld af god kvalitet. Dyrene var af sort type. Den Amerikanske linje var etableret i 1998 fra Patrick X, Nova Scotia, Canada. Tres dyr fra de to linjer (fem hanner og femogtyve tæver fra hver linje) blev udvalgt til forældregenerationen. For at etablere en F1 generation, blev der dannet to blokke, hvor sorte hanner blev parret med brune tæver (blok A) og hvor brune hanner blev parret med sorte tæver (blok B). Fem hanner blev hver parret med fem tæver. Videre blev der foretaget parringer indenfor blokke og mellem blokke. Til dette blev der brugt 31 hanner og 108 tæver. For at sikre, at der var mink nok til at opnå en tilstrækkelig styrke til at påvise QTL (Weller et al. 1990), blev de samme mink parret to år i træk. Af samme grund blev der valgt brune toårige tæver til forældregenerationen for at opnå så mange hvalpe som muligt. Slægtskab mellem forældredyr blev minimeret ved ikke at bruge tæver, der var søskende, og ved ikke at bruge mødre til hanner. Genotypning I alt blev 1083 dyr (46 forældredyr, 103 F1 og 934 F2) genotypet. DNA blev oprenset fra milt, der blev udtaget ved pelsning. Genomisk DNA blev oprenset ved hjælp af phenol-chloroform metoden. Ét hundrede mikrosatellitter med en indbyrdes afstand på ca. 20 cM blev benyttet til studiet (Anistroaei et al. in prep.) Fluorescence labeling af PCR amplicon blev opnået ved at mærke en primer med FAM, HEX eller TAMRA. 3-

Faglig Årsberetning 2011

Genetisk kortlægning hos mink (Neovison vison) viser QLT for dækhårstykkelse, dækhårslængde og underuldstæthed

primer metoden tidligere beskrevet (Schuelke et al. 2000) blev implementeret. Genotypning blev produceret på en ABI 3130xl sekvenser (Applied Biosystems®). Scoring blev udført automatisk ved hjælp af genotyper v. 2.5 (Perkin Elmer®)

den måde blev det vurderet, om tilstedeværelsen af bestemte markører har indflydelse på fænotypen. En LOD score på mere end 3 eller en F-værdi svarende til en signifikansgrænse på mindre end 5 % antyder effekt af QTL på en given position. Signifikansgrænsen blev fundet ved hjælp af permutationstests. Konfidensintervaller blev estimeret ved hjælp af bootstrapanalyser med 10.000 gentagelser. En positiv additiv effekt indikerer, at allelen, der kommer fra vildtypen, bidrager positivt til den katagoriske skala. En positiv dominant effekt af samme størrelse som den additive effekt indikerer, at et heterozygot individ har den samme fænotype som vildtypen. En negativ dominant effekt af samme størrelse som den additive effekt indikerer, at heterozygoten har samme fænotype som short nap typen. En dominant effekt på omkring nul indikerer, at heterozygoten vil være fænotypisk intermediær mellem de to forældrelinjer. Nedarvningen blev bestemt som henholdvis additiv og dominant.

Fænotypning Den fænotypiske vurdering af minkene blev foretaget ved Koperhagen Fur. Alle mink fra de tre generationer blev fænotypet på samme tid. Tolv egenskaber blev vurderet. Her præsenteres resultaterne af QTLanalyserne for dækhårslængde, dækhårstykkelse og underuldstæthed. Dækhårslængde blev målt som nap. Længden blev målt i 7 kategorier fra meget kort: velvet 3, kortere end ulden (1) til meget lang (7). Dækhårstykkelse blev målt i 4 kategorier fra finest (1) til tykkeste (4). Underuldstæthed blev målt i 6 kategorier fra bedst (1), som har den højeste tæthed af uld til ringeste (6), der har den laveste tæthed af uld. Dataanalyse QTL analyserne blev udført ved hjælp af en least square regressionsmetode, der er udviklet af Haley et al. (1994), og som er implementeret i softwareprogrammet GridQTL (Seaton 2006). Analysen blev udført i to etaper. I den første etape blev sandsynligheden for at modtage nul, én eller to alleler fra henholdsvis den ene eller den anden forældrelinje beregnet. I den anden etape blev den beregnede sandsynlighed sammenholdt med fænotypen i en statistisk regression. På

Resultater QTL for dækhårslængde, dækhårstykkelse og underuldstykkelse blev fundet på 8 ud af 14 kromosomer. Analysen viste en signifikant QTL-effekt (LOD score > 3) for dækhårstykkelse på kromosom 1, 2, 3, 6, 7 og 11 (Tabel 1), for dækhårslængde på kromosom 1, 2, 3, 4, 6, 7, 8 og 11 (Tabel 2) og for underuldstæthed på kromosom 7 (Tabel 3).

Tabel 1. Resultat af QTL-analyser for dækhårstykkelse. Kromosom nr., Lod score, F-statistik, position og konfidensinterval for positionen (CI), additiv og dominant effekt og nedarvningen hos vildmink er givet

Kromosom nr.

Lod score

1 2 3 6 7 11

4.2 6.6 4.8 6.3 3.0 3.3

Fstat 9.9** 15.4** 11.2** 14.7** 6.9* 7.8**

Pos. ( CI )

Add. eff.

Dom. eff.

92 57 49 66 41 60

0.23 0.24 0.26 0.24 0.13 0.23

-0.22 -0.04 0.14 0.27 0.27 0.09

(0-122) (17-87) (6-81) (43-91) (0-55) (43-86)

Nedarvning hos vildmink Recessive Additive Dominant Dominant Over dominant Additive

*p= 0.05, **p<0.01

Faglig Årsberetning 2011

Thirstrup, J., Labouriau, R. S., Guldbrandtsen, B., Anistoroaei, R. M., Christensen, K., Fredholm, M., Nielsen, V. H. Tabel 2. Resultat af QTL-analyser for dækhårslængde. Kromosom nr., Lod score, F-statistik, position og konfidensinterval for positionen (CI), additiv og dominant effekt og nedarvningen hos vild mink er givet.

Kromosom nr. 1 2 3 4 6 7 8 11

Lod score 4.5 7.7 4.0 3.4 8.8 3.9 3.1 4.0

Fstat 10.7** 19.0** 9.3** 7.8** 21.0** 9.2** 7.3* 9.3**

Pos. ( CI )

Add eff.

21 56 6 63 66 41 42 49

0.23 0.30 0.28 0.19 0.30 0.23 0.22 0.28

(0-106) (18-87) (4-81) (22-84) (44-88) (0-55) (11-79) (43-85)

Dom eff. -0.35 -0.13 -0.05 -0.14 0.42 0.30 0.22 0.01

Nedarvning hos vildmink Recessive Additive Additive Recessive Dominant (Over)dominant Dominant Additive

*p= 0.05, **p<0.01

Tabel 3. Resultat af QTL-analyser for underuldstæthed. Kromosom nr., Lod score, F-statistik, position og konfidensinterval for positionen (CI), additiv og dominant effekt og nedarvningen hos vild mink er givet.

Kromosom nr.

Lod score

6.1

Fstat

14.3**

Pos. ( CI )

Add. eff.

Dom. eff.

17 (2-55)

0.13

0.75

Nedarvning hos vildmink Over dominant

*p= 0.05, **=p<0.01

Som forventet udviste alle QTL positiv additiv effekt for de tre egenskaber. Dette er i overensstemmelse med, at vildttypen bidrager med længere og tykkere dækhår og med laveste underuldstæthed. De estimerede QTL-positioner og deres konfidensintervaller for dækhårslængde og dækhårstykkelse var sammenfaldende på kromosomerne 2, 6 og 7. Diskussion Der blev fundet evidens for tilstedeværelsen af QTL, der har effekt på dækhårslængde, dækhårstykkelse og underuldstæthed. Der var evidens for QTL, der har effekt på dækhårslængde på 8 kromosomer; på dækhårstykkelse på 6 kromosomer og på underuldstæthed på ét kromosom. Det tætte overlap mellem positioner og konfidensintervaller på kromosom 2, 6 og 7 for QTL, der har effekt på dækhårslængde og dækhårstykkelse kan indikere, at de to egenskaber delvis er bestemt af de samme gener. Dette betyder, at selektion for lange dækhår potentielt også kan være selektion for tykke dækhår. Cadieu et al. (2009) viste, at kombinationen af tre gener sammen bestemmer størstedelen af pelsegenskaberne hos hunde i USA. De tre gener resulterer i mindst 7 forskellige pelsvarianter og bestemmer omkring 53

95 % af pelsens variation hos de moderne hunderacer. Genet for Fibroblast Growth Factor 5 (FGF5) bestemmer længden af dækhårene, genet for R-sponding-2 (RSPO2) bestemmer grovheden af dækhårene, og genet for KRT71 bestemmer ikkekrøllet/krøllet hår. Disse tre gener er sandsynlige kandidatgener for pelskvalitetegenskaber hos mink. Vi fandt adskillige QTL, der har indflydelse på dækhårstykkelse og dækhårslængde. Dette kunne indikere, at den genetiske baggrund for variation i disse egenskaber er mere kompleks hos mink sammenlignet med hunde. Ifølge Drögemüller et al. (2007) er tre mutationer i FGF5 genet ansvarlig for lange hår hos katten. Kehler et al. (2007) fandt fire mutationer i FGF5 genet, der har indflydelse på hårlængde hos katten. Disse studier illustrerer, at der findes nogen kompleksitet vedrørende gener, der bestemmer hårlængde. QTL positionerne i dette studie havde brede konfidensintervaller. I fremtidige analyser vil der blive fokuseret på at indsnævre disse intervaller. Dette vil blive gennemført i tilbagekrydsningsforsøg, hvor hanner fra QTL-populationen tilbagekrydses til forældrelinjerne. Dette er en metode, der med succes har været anvendt i QTL-kortlægning hos svin

Faglig Årsberetning 2011

Genetisk kortlægning hos mink (Neovison vison) viser QLT for dækhårstykkelse, dækhårslængde og underuldstæthed

(Andersson et al. 1994, Marklund et al. 1999). Konklusion Et QTL-projekt for mink blev gennemført, hvor formålet var at identificere kromosomale områder, der har effekt på pelskvalitetsegenskaber. Data fra et F2design blev anvendt i en analyse af minkens 14 kromosomer. De to divergerende linjer, der blev krydset, var Nordisk vildmink og Amerikansk short nap. Der blev anvendt en regressions metode til analysen. Her præsenteres resultater af analyser for QTL, der har indflydelse på dækhårslængde, dækhårstykkelse og underuldstæthed. Der var evidens for QTL, der har effekt på dækhårslængde på 8 kromosomer; på dækhårstykkelse på 6 kromosomer og på underuldstæthed på ét kromosom. Et tæt overlap mellem positioner og konfidensintervaller for QTL, der har effekt på dækhårslængde og dækhårstykkelse indikerer, at de to egenskaber kan være delvis under indflydelse af de samme gener. Referencer Andersson, L., Haley, C. S., Ellegren, H., Knott, S. A., Johansson, M., Andersson, K., Andersson-Eklund, L., Edfors-Lilja, I., Fredholm, M., Hansson, I., Håkansson, J. & Lundström, K., 1994. Genetic Mapping of Quantitative Trait Loci for Growth and Fatness in Pigs. Science 263, 1771-1774. Anistoroaei, R. & Christensen, K., 2007. Mapping the silver gene in mink and its association with the dilution gene in dog. Cytogenetic and Genome research 166, 316-618. Anistoroaei, R., Fredholm, M., Kristensen, K. & Leeb, T., 2008. Albinism in the American mink (Neovison vison) is associated with a thyrosinase nonsense mutation. Animal Genetics 39, 645-648.

Benkel, B. F., Rouvinen-Watt, K., Farid, H., Anistoroaei, R., 2009. Molecular characterization of the Himalayan mink. Mammalian Genome 20, 256-259. Cadieu, E., Neff, M. W., Quignon, P., Walsh, K., Chase, K., Parker,. H. G., VonHoldt, B. M., Rhue, A., Boyko, A., Byers, A., Wong, A., Mosher, D. S., Elkahloun, A. G., Spady, T. C., André, C., Lark, K. G., Cargill, M., Bustamante, C. D., Wayne, R. K. & Ostrander. 2009. Coat Variation in the Domestic Dog Is Governed by Variants in Three Genes. Science 326, 150-153. Drögemüller, C., Rüfenacht, S., Wichert, B. & Leeb, T., 2007 Mutations within the FGF5 gene are associated with hair length in cats. Animal Genetics 38, 218221. Goddard, M. E. & Hayes, B., 2009. Mapping genes for complex traits in domestic animals and their use in breeding programmes. Nature Reviews Genetics 10, 381-391. Haley, C. S., Knott, S. A. & Elsen, J- M., 1994. Mapping Quantitative Trait Loci in Crosses Between Outbred Lines Using Least Squares. Genetics 136, 1195-1207. Hébert, J. M., Rosenquist, T., Götz, J. & Gail, R. M., 1994. FGF5 as a Regulator of the Hair Growth Cycle: Evidence from Targeted and Spontaneous Mutations. Cell 78, 1017-1025. Housley, D. J. E. & Venta, P. J., 2006. The long and the short of it: evidence that FGF5 is a major determinant of canine ‘hair’-itability. Animal Genetics 37, 309315. Kehler, J. S., David, V. A., Schäffer, A. A., Bajema, K., Eizirik, E., Ryugo, D. K., Hannah, S. S., O’Brien, S. J. & MenottiRaymond, M. 2007. Four Independent Mutations in the Feline Fibroblast Growth

Faglig Årsberetning 2011

Thirstrup, J., Labouriau, R. S., Guldbrandtsen, B., Anistoroaei, R. M., Christensen, K., Fredholm, M., Nielsen, V. H.

Factor 5 Gene Determine the LongHaired Phenotype in Domestic Cats. Journal of heredity 98, 555-566. Marklund, L., Nyström, P-E., Stern, S., Andersson-Eklund, L. & Andersson, L., 1999. Confirmed quantitative trait loci for fatness and growth on pig chromosome 4. Heredity 82, 134-141. Schuelke, M., 2000. An economic method for the fluorescent labeling of PCR fragments. Nature Biotechnology 18, 233–234. Seaton, G., Haley, C. S. Knott, S. A., Kearsey, M. & Visscher P. M., 2002. QTL Express: mapping quantitative trait loci in simple and complex pedigrees. Bioinformatics 18, 339-340. Visscher, P. M., Thompsen, R. and Haley, C. S., 1996. Confidence Intervals in QTL Mapping by Bootstrapping. Genetics 143, 1013-1020. Weller, J. I., Kasshi, Y. & Soller, M., 1990. Power of Daughter and granddaughter Designs for determining Linkage Between Marker Loci and Quantitative trait Loci in Dairy Cattle. Journal of Dairy Science 73, 2525-2537.

Faglig Årsberetning 2011

Tilsætning af aminosyren tyrosin og mineralerne jern og kobber til foderet til standard mink på 4 farme Maria Blæsbjerg1, Peter Sandbøl2, Jesper Clausen3 & Tove N. Clausen2 1

Kopenhagen Rådgivning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark 3 Kopenhagen Fur, Langagervej 60, DK-2600 Glostrup, Danmark 2

Sammendrag Aminosyren tyrosin samt mineralerne jern og kobber blev tilsat foderet til black mink på 4 farme i vækstperioden 2009. Resultaterne viste, at man kunne opnå en mørkere farve ved øget tilsætning, men den øgede indtjening for de mørkere skind, kunne ikke betale for tilsætningen af produktet. Blæsbjerg, M., Sandbøl, P., Clausen, J. & Clausen, T. N., 2012. Tilsætning af aminosyren tyrosin og mineralerne jern og kobber til foderet til black mink på 4 farme. Faglig Årsberetning 2011, 56-59, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The amino acid tyrosine and the minerals iron and cupper were added to the feed to black mink at four farms during the growth period 2009. The results showed that the colour of the skins became darker, but the increased price for the skins could not pay for the increased cost off adding the product. Blæsbjerg, M., Sandbøl, P., Clausen, J. & Clausen, T. N., 2012. Addition of the amino acid tyrosin and the minerals iron and cupper to feed to black mink at four farms. Faglig Årsberetning 2011, 56-59 Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keyword: tyrosine, iron, cupper, fur colour

Indledning Aminosyrerne phenylalanin (phe) og tyrosin (tyr) indgår i dannelsen af sorte, brune og røde pigmenter. Er der en mangel på disse, kan pelsfarven blive rødlig. Dette er vist for katte (Morris et al., 2002; Yu et al., 2001). Tidligere undersøgelser på Kopenhagen Farm (Clausen et al., 2003; Clausen et al., 2004; Clausen & Sandbøl, 2010), har ligeledes vist flere røde skind ved et lavt indhold af phe og tyr. Gældende norm for phe og tyr til mink i vækstperioden er 0,29 g fordøjeligt phe plus 0,18 g fordøjeligt tyr / 100 kcal OE, hvilket giver en sum på 0,47 g fordøjeligt phe+tyr/100 kcal OE (Børsting & Clausen, 1996; Børsting & Clausen, 1995). Visse mineraler har ligeledes betydning for pigmentdannelsen, generelt er dyrenes behov for de forskellige mineraler dog ikke undersøgt tilstrækkeligt. Behov for Cu er anslået til enten 4,5-6,0 ppm (Glem-Hansen, 1978, pers. medl.) eller 30-50 ppm af tørstof (Treuthardt, 1992). Fe behovet angives ifølge NRC (1982) til 20-90 ppm af

tørstof, hvis der ikke er inhiberende faktorer i foderet, og ifølge Treuthardt (1992) til 300-400 ppm af tørstof, det et dog usikkert, hvilken jernkilde sidstnævnte har anvendt. Cu har betydning for dannelsen af melanin der er et mørkt pigment i håret, en mangel ville således give lysere skind. Fe mangel giver dårlig tilvækst og lys underuld (Tauson et al., 1992), For at se hvorvidt tilsætningen af tyr, Cu og Fe til normalt fodercentral foder, kan have en effekt på pelsfarven hos mink, blev i vækstperioden 2009 iværksat en afprøvning på 4 farme med sorte mink. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev valgt 4 farme med et forholdsvis stort antal sorte mink, og med mulighed for iblanding i fodermaskinen (tabel 1). Der blev fremstillet en forblanding med det beregnede indhold af tyr, Fe og Cu. Det blev antaget at foderoptagelsen var 200 g foder/dyr/dag, at foderet indeholdt 190 kcal/100 gram og havde et tørstofindhold på 42 %. Tilsætningen af

Faglig Årsberetning 2011

Blæsbjerg, M., Sandbøl, P., Clausen, J., Clausen, T. N.

ekstra tyrosin blev planlagt til 0,06 g/100 kcal (FK: 89%, Renhed: 98%), tilsætningen af jern blev planlagt til 75 mg/kg fodertørstof (16 g Fe/100g pulver), og tilsætningen af kobber blev planlagt til 22,5 mg/kg fodertørstof (16 g Cu/100 g pulver). Pr 100 kg foder blev således tilsat 130,7 g tyrosinpulver, 19,7 g jernpulver og 5,9 g Cu pulver. For at gøre det nemt, blev der fremstillet et målebæger, der passede til mængden, der skulle bruges. Pulveret blev afmålt (sort streg / målebægeret blev banket 2-3

gange i jorden), hvorefter pulveret blev tilsat foderet i fodermaskinen. Derefter kørte blanderen i maskinen i 5–10 min. Planlagt tilsætningsperiode var fra d. 14/8 til pelsning. Prøver af forsøgs- og kontrolfoder blev indsamlet 3-4 gange på hver farm i løbet af perioden (d. 9/9, d. 67/10, d. 3-4/11 og d. 23/11) til kontrol for iblanding af tyrosin. Til pelsning blev skindene mærket individuelt eller med koder før indsendelse til sortering på Kopenhagen Fur.

Tabel 1. Forsøgsmateriale

Avler

Fodercentral

Antal dyr Forsøg kontrol

Fodring

Pulver opbrugt, dato

Vildsund

1150

Vildsund

3 4

1150

2 x daglig

ca. 11/11

forsøg kode 4 kontrol kode 5

1150

2 x daglig

ca. 16/11

ingen skinddata

Vildsund

750

2 x daglig

ca. 23/11

Forsøg: sendt ind til sept. Kontrol: sendt ind til juni

Lemvig

750

600

individuel

ca. 23/11

Resultater Tilsætningen på farmene foregik planmæssigt, dog brugte de lidt mere foder end beregnet, hvorfor det udleverede pulver slap op før pelsning (tabel 1).

Identifikation af skind

Kontrolhold, tæver: 505.233 ĺ 505.666 Kontrolhold, hanner: 506.714 ĺ 507.255 Forsøgshold, tæver: 506.021 ĺ 506.354 Forsøgshold, hanner: 506.414 ĺ 506.713

Foderets aminosyreindhold blev analyseret for hver indsamlet prøve. I tabel 2 er vist gennemsnitsværdier for hver avler.

Tabel 2. Gennemsnitligt aminosyreindhold i g / 100 kcal, for hver avler

Aminosyre

avler 1 kontrol

forsøg

avler 3 kontrol

forsøg

avler 4 kontrol

forsøg

norm

Methionin

0,18

0,19

0,21

0,17

0,16

Cystin

0,12

0,15

0,10

0,11

0,06

Lysin

0,53

0,51

0,49

0,47

0,27

Threonin

0,34

0,35

0,36

0,32

0,31

0,17

Tryptofan

0,11

0,10

0,11

0,05

Histidin

0,23

0,22

0,20

0,16

Phenylalanin

0,40

0,41

0,40

0,34

0,33

0,29

Tyrosin

0,27

0,31

0,27

0,29

0,22

0,24

0,18

Leucin

0,71

0,73

0,60

0,58

0,5

Isoleucin

0,33

0,34

0,35

0,30

0,29

0,26

Valin

0,47

0,48

0,47

0,50

0,44

0,40

0,35

Arginin

0,52

0,53

0,54

0,51

0,49

0,3

Phe + tyr

0,67

0,71

0,68

0,69

0,56

0,57

Beregnet tyr

0,33

Faglig Årsberetning 2011

0,33

0,28

Tilsætning af aminosyren tyrosin og mineralerne jern og kobber til foderet til black mink på 4 farme

Analyseret aminosyreindhold i g/kg tørstof blev omregnet til g/100 kcal. Fodercentralens gennemsnitlige analyserede energiindhold i perioden blev anvendt. For avler 1 ses et pænt sammenfald mellem kontrolfoderets og forsøgsfoderets analyserede aminosyreindhold (tabel 2). For aminosyren tyr er der som forventet et øget indhold i forsøgsblandingen. Det svarer dog ikke helt til det beregnede, idet der var planlagt en mertilsætning på 0,06 g tyr/100 kcal. En vis afvigelse var dog forventet, da det beregnede indhold var ud fra formodede værdier af energi og tørstof. For avler 3 og 4 er det svært at se tilsætningen, nogle af de andre aminosyrer varierer lige så meget eller mere end tyr mellem forsøgs- og kontrolhold, og tyr indholdet er en del under det forventede efter tilsætning. Alle aminosyrer opfylder normen for vækstperioden, og summen af phe + tyr er for alle hold over det, vi før har fundet som behovet af phe+tyr for at opnå en mørk pelsfarve (mindst 0,55 g ford. phe+tyr/100 kcal) (Børsting & Clausen,

1996; Børsting & Clausen 1995; Clausen et al., 2004; Clausen et al., 2003). Fe og Cu tilsætningen blev ikke kontrolleret, dette burde have været gjort, for at se om indholdet opfyldte normen i kontrolholdet. Det var ikke muligt at få oplysninger fra avler 2 omkring skinddata. Ligeledes er der ikke foderprøver fra ham, hvorfor han helt udgår af opgørelsen. Fra avler 3 blev forsøgs og kontrolskind sendt ind til to forskellige auktioner, men ikke mærket specielt, hvorfor det ikke er muligt med sikkerhed at udpege skindene. Der kan således være mørke mahogany i nogen af grupperne, hvorfor han ligeledes udgår. For avler 1 er der skinddata fra 738 dyr i kontrol og 796 i forsøg. For avler 4 er der skinddata fra 973 dyr i kontrol og 634 i forsøg. For kontrolgruppen er det således flere dyr end det er angivet i forsøgsmaterialet. Den procentvise farvefordeling af skindene i forsøgs og kontrolhold for avler 1 og 4, ses af tabel 3. For begge er der et signifikant skift i farven til lidt mørkere skind ved tilsætning af Tyr, Cu og Fe.

Tabel 3. Procentvis farvefordeling af forsøgsskind og kontrolskind.

avler 1 *

avler 4 #

Black

XXdark

Xdark

kontrol tæver

13,8

67,8

18,4

forsøg tæver

24,9

64,7

10,4

kontrol hanner

15,3

63,7

20,8

forsøg hanner

22,0

67,1

10,9

p-værdi

< 0,0001

Black

XXdark

Xdark

1,6

65,8

31,9

2,7

76,1

21,3

1,5

70,4

27,2

7,3

74,3

18,3

p-værdi

0,0003

< 0,0001

* 0,2 % blev bedømt dark i kontrol hanner # 0,7 hhv 0,9 % blev vurderet som dark i hhv kontrol tæver og kontrol hanner p-værdier mindre end 0,05 betyder, at der er statistisk sikker forskel på tallene

Ved at tage hensyn til den merpris, der opnås for de mørke skind (tabel 4), beregnes det, at tilsætningen af pulveret maximalt må koste 0,71 kr pr skind (avler 4) og 0,88 kr pr skind (avler 1) (gennemsnit hanner og tæver). Den beregnede pris for tilsætning af aminosyrepulveret er imidlertid 2,66 kr pr

skind (tabel 5). Tabel 4. Relativ pris for farvetyperne i black

Hanner Black XXD XD

Faglig Årsberetning 2011

Tæver

2008

2009

2008

2009

100 95 87

100 95 90

100 97 92

100 95 92

Blæsbjerg, M., Sandbøl, P., Clausen, J., Clausen, T. N.

Konklusion Foderanalyserne viser, at der ikke helt er den mertilsætning af tyrosin, der var tiltænkt. I alle blandinger er indholdet dog

langt over normen. Tilsætningen af tyr, Cu og Fe giver lidt mørkere skind, men den øgede indtjening ved mørkere skind kan ikke betale prisen for tilsætningen.

Tabel 5. Merpris for tilsætning af tyr, Fe og Cu i den anvendte mængde og tidsperiode.

pris pr kg pulver Tyrosin Fe Cu sum

104,63 34,43 * 43,05 *

gram pulver pr kg foder 1,307 0,197 0,059

ører for tilsætning til 1 kg foder 13,67 0,678 0,254 14,61

merpris pr skind ved 18,2 kg foder #

2,66

* Prisen er for min 275 kg mineraler (samlet); prisstigninger forventes i 2011, især prisen på Cu antages at stige markant # Fodring i 13 uger (d. 15/8 – d. 14/11) med 200 g foder/dyr/dag

Referencer Børsting, C. F. & Clausen, T. N., 1996. Requirements of essential amino acids for mink in the growing-furring period. Proc. VI Int. Sci. Cong. Fur Anim. Prod. (Eds. A. Frindt and M. Brzozowski), Warsaw, Poland. Anim. Prod. Rev., Appl. Sci. Rep., 28, 15-24. Børsting, C. F. & Clausen, T. N., 1995, Fastlæggelse af normer for minkens proteinog aminosyreforsyning i vækstperioden. I: Forsøg gennemført i 1992. Faglig Årsberetning 1993/94, 7999, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2010. Effekten af aminosyrerne phenylalanin og tyrosin, samt chelateret jern, kobber og zink på pelsfarven hos mink (Mustela vison) Faglig Årsberetning 2009, 57-65, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2003. Kødbenmel til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2002, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, 33-37.

vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet. I ”Samlet oversigt over fodringsforsøg i vækstperioden 2003, 10-13. (Intern rapport). Morris, J. G., Yu, S. & Rogers, Q.R., 2002. Red hair in black cats is reversed by addition of tyrosine to the diet. J. Nutr., 132, 1646S-1648S. NRC, 1982. Nutrient requirements of mink and foxes. National academy press, Washington, D.C., 72pp. Tauson, A. H., Olaffson, B. L., Elnif, J., Treuthardt, J. & Ahlstrøm, Ø., 1992. Minkens och Rävens mineralförsörjning. NJF rapport nr. 79. Kbh 1992. Treuthardt, J., 1992. Hematology, antioxidative trace elements, the related enzyme activities and vitamin E in growing mink on normal and anemiogenic fish feeding. Acta Academiae Aboensis, Serie B, Mathematica et physica, vol 52 (4). Diss. Åbo Akademi, Åbo, Finland, 138pp. Yu, S., Rogers, Q. R. & Morris, J. G., 2001. Effect of low levels of dietary tyrosine on the hair colour of cats. J. Small Anim. Pract., 42, 176-180.

Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2004. Fedtegrever til mink i

Faglig Årsberetning 2011

Betydningen af store mængder rejeskaller for farven hos sorte mink Tove N. Clausen¹ & Tor Mikael Lassén² ¹Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark ²Kopenhagen Rådgivning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag Til en gruppe af sorte mink blev 20 % rejeskaller tilsat fodercentralfoderet fra 28/9 til pelsning for at se, om det havde en påvirkning af pelsfarven. Resultaterne viste, at brugen af store mængder rejeskaller til sorte mink i pelssætningsperioden, bevirker at skindene får en lysere farve. Clausen, T. N. & Lassén, T.M., 2012. Betydningen af store mængder rejeskaller for farven hos sorte mink. Faglig Årsberetning for Kopenhagen Forskning 2011, 60-63. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstracts To investigate the effect of high amounts of shrimp shells on pelt colour in black mink, 20 percent th shrimp shells was added to feedkitchen feed from the 28 of September. The results showed that the use of high amounts of shrimp shells in the furring period resulted in a lighter pelt colour. Clausen, T. N. & Lassén, T.M., 2012. Effect of high amounts of shrimp shells on the colour of dark mink. Annual Report 2011, 60-63, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N 8200, Denmark. Keywords: black mink, shrimp shells, pelt colour

Formål Rejeskaller er et nyt produkt, som er tilgængeligt i store mængder. Der er imidlertid risiko for, at det kan have en negativ effekt på farven hos standard mink på grund af indholdet af Astaxanthin (et carotenoid). Astaxanthin, der er et gulligt rødt fedtopløseligt pigment, bruges kommercielt til at påvirke farven i laks og æggeblommer. Derudover er astaxanthin årsagen til en rødlig fjerdragt hos visse fugle. For at afprøve en eventuel påvirkning af farven hos sorte mink, blev store mængder rejeskaller tilsat foderet i pelssætningsperioden. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt to grupper af 80 standard mink hanner og tæver. Kontrolholdet (hold 42) blev fodret med fodercentralfoder, til forsøgsholdet (hold 41) blev anvendt fodercentralfoder tilsat 20 % rejeskaller. Fodercentralfoderet blev analyseret kemisk og der blev foretaget beregninger af aminosyreindholdet i foderet efter tilsætning af rejeskaller, ud fra data fra et fordøjelighedsforsøg (SchulinZeuthen, 2010). Forsøget startede op 28/9 og fortsatte til pelsning. Skindfarven hos

både hanner og tæver blev vurderet. Resultater Hvalpene åd foderet uden problemer, hos hvalpe i et fordøjelighedsforsøg med rejeskaller, blev observeret at gødningen blev rødlig (figur 1).

Figur 1. Farveændring af gødningen ved store mængder rejeskaller (ca. 6% og ca. 25 %). Foto: Kirsten Hvam

Ved farvesortering af skindene på forsøgsfarmen blev set en forskel for

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. & Lassén, T. M.

hannernes vedkommende (tabel 1). Der var således de mørkeste skind i kontrolholdet. Tabel 1. Farve hos hanhvalpe med og uden rejeskaller

Hold 41: FC foder + 20% rejeskaller 42: FC foder p-værdi

Antal 78 72

Farve * 2,9 (0,9) b 3,2 (1,0) a 0,04

* Skala 1 – 5, 5 er mørkest a,b: Forskellige bogstaver indikerer en statistisk sikker forskel mellem holdene. p-værdi mindre end 0,05 betyder, at der er statistisk sikker forskel på tallene.

Fordelingen i farvegrupperne 1 – 2 – 3 – 4 – 5 for tævehvalpene var hhv.: hold 41 + rejer: 5 – 15 – 32 – 17 – 5 og hold 42 ÷ rejer: 3 – 21 – 31 – 27 – 4. Der var ingen statistisk sikker forskel mellem grupperne. Ved sortering af tæveskindene på Kopenhagen Fur blev der ikke fundet forskel i størrelse, farve, kvalitet eller renhed. Sortering af hanskindene på Kopenhagen Fur viste forskel i renhed, således at kontrolskindene var de mest blå. Der var også forskel i farven således at kontrolskindene var de mørkeste. Det svarede til forsøgsfarmens sortering. Der var ikke forskel i størrelse og kvalitet. Diskussion Ud fra aminosyreanalyse af fodercentralfoderet, kemisk analyse af foderet efter iblanding af rejeskaller, samt beregninger af, hvad rejeskallerne bidrager med af fordøjelige aminosyrer (SchulinZeuthen, 2010), giver det et indhold i kontrolfoderet på 0,57g fordøjeligt phe+tyr /100 kcal og et indhold i forsøgsfoderet på 0,53g. Normen for phe+tyr til vækst på 0,47g fordøjeligt phe+tyr/100 kcal var således overholdt (Børsting & Clausen, 1996; Børsting & Clausen, 1995; Sandbøl & Lassén, 2006), også efter tilsætning af rejeskaller. Phe+tyr var dog ikke helt 0,55g/100 kcal, som det måske burde være for at få den bedste farve (Børsting & Clausen, 1996; Børsting & Clausen 1995; Clausen et al., 2004; Clausen et al., 2003).

Forsøget startede først op 28/9, og undersøgelser har vist, at det er i perioden 10/8 til 1/10, at dyrene kan have gavn af et højt phe+tyr indhold for at få en mørk farve, resten af perioden er 0,47g/100 kcal tilstrækkelig (Clausen & Larsen, 2012). Konklusion Ud fra resultaterne ser det ud til at brugen af store mængder rejeskaller til sorte mink i pelssætningsperioden, bevirker at skindene får en lysere farve. Referencer Børsting, C.F. & Clausen, T.N., 1996. Requirements of essential amino acids for mink in the growing-furring period. Proc. VI Int. Sci. Cong. Fur Anim. Prod. (Eds. A. Frindt and M. Brzozowski), Warsaw, Poland. Anim. Prod. Rev., Appl. Sci. Rep., 28, 15-24. Børsting, C.F. & Clausen, T.N., 1995, Fastlæggelse af normer for minkens proteinog aminosyreforsyning i vækstperioden. I: Forsøg gennemført i 1992. Faglig Årsberetning 1993/94, 79-99, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2012. Fortsatte undersøgelser af betydningen af phenylalanin og tyrosin for vækst og pelsfarve hos sorte mink. Faglig Årsberetning 2011, 64-69, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2004. Fedtegrever til mink i vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet. I ”Samlet oversigt over fodringsforsøg i vækstperioden 2003, 1013. (Intern rapport). Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2003. Kødbenmel til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2002, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog

Faglig Årsberetning 2011

Betydningen af store mængder rejeskaller for farven hos sorte mink

ForskningsCenter, 33-37. Sandbøl, P. & Lassén, T.M., 2006. Minkens krav til aminosyrer under forskellige produktionsfaser. Internt notat fra arbejdsgruppen omkring aminosyrenormer til mink. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret|Pelsdyr, august 2006. Schulin-Zeuthen, M., 2010. Rejeskaller til mink. Fordøjelighedsforsøg 1028F, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Danmark.

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. & LassĂŠn, T. M.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Fortsatte undersøgelser af betydningen af phenylalanin og tyrosin for vækst og pelsfarve hos sorte mink Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag For at finde de optimale niveauer af phenylalanin (phe) og tyrosin (tyr) til vækst og farve hos sorte mink, blev indholdet af disse aminosyrer varieret gennem vækst- og pelssætningsperioden til 5 grupper af 150 sorte hanner og tæver. Resultaterne viste, at normen for phe til vækst fortsat bør være 0,29 g fordøjeligt phe / 100 kcal omsættelig energi (OE). Der er dog indikationer af, at det ville være gavnligt for den mørke farve, hvis indholdet af fordøjeligt phe+tyr /100 kcal OE i perioden d. 10/8 til d. 1/10 hæves til 0,55 g. Derefter er 0,47 g / 100 kcal OE igen tilstrækkeligt. Clausen, T. N. & Larsen, P. F., 2012. Fortsatte undersøgelser af betydningen af phenylalanin og tyrosin for vækst og pelsfarve hos sorte mink. Faglig Årsberetning 2011 64-69. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstracts To find the optimal level of phenylalanine (phe) and tyrosine (tyr) for growth and fur colour in black mink, the feed content of these amino acids was varied to 5 groups of 150 black male and female mink throughout the growing and furring period. The results showed that the need for phe to growth should be kept at 0.29 g digestible phe per 100 kcal metabolized energy (ME). There are, however, indications that it would be beneficial for the th st dark colour of the skins, if the content of phe + tyr per 100 kcal ME in the period 10 August to 1 October is increased to 0.55 g. Thereafter 0.47 g / 100 kcal ME is sufficient. Clausen, T. N. & Larsen, P. F., 2012. Continued investigations of the importance of phenylalanine and tyrosine for growth and pelt colour in black mink. Annual Report 2011, 64-69, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: Phenylalanine, tyrosine, growth, fur colour

Baggrund Farven på de sorte skind har stor betydning for prisen. Mangel på aminosyrerne phenylalanin (phe) og/eller tyrosin (tyr) kan bevirke, at sorte katte bliver rødhårede (Morris et al., 2002; Yu et al., 2001), idet disse aminosyrer indgår i dannelsen af sorte, brune og røde pigmenter. Det angives, at behovet for phe og tyr til katte til vækst, er knapt halvdelen af behovet til sort farve (Anderson et al.; 1980 & 2002; Williams et al.; 1987). Tidligere undersøgelser hos mink har ligeledes vist flere røde skind ved et lavt indhold af phe og tyr. I en afprøvning af kød- og benmel (KBM) til mink i vækstperioden fandt Clausen et al. (2003), at en stigende iblanding gav signifikant flere røde skind hos mink af farvetypen black. I et senere forsøg med fedtegrever (Clausen et al., 2004), medførte et

stigende indhold en tilsvarende tendens. En øget iblanding af KBM resulterede i et faldende indhold af såvel phe som tyr (Clausen et al., 2003). En øget iblanding af fedtegrever (Clausen et al., 2004) medførte et faldende indhold af phe, medens tyr var konstant. Tidligere aminosyreforsøg viste tilsvarende, at et lavt indhold af phe henholdsvis tyr resulterede i mere røde skind (Børsting & Clausen, 1995). En nærmere vurdering af disse resultater (Børsting & Clausen, 1996; Børsting & Clausen 1995; Clausen et al., 2004; Clausen et al., 2003) indikerer, at behovet for phe+tyr, for at opnå en mørk pelsfarve, er højere end 0,55 g ford. phe+tyr / 100 kcal. Gældende norm for phe og tyr til mink i vækstperioden er 0,29 g fordøjeligt phe plus 0,18 g fordøjeligt tyr pr. 100 kcal OE, hvilket giver en sum på 0,47 g fordøjeligt phe+tyr / 100 kcal OE (Børsting & Clausen, 1996; Børsting & Clausen, 1995; Sandbøl

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. & Larsen, P. F.

& Lassén, 2006). Dette er tilstrækkelig til vækst, men ser således ud til at være i underkanten til en mørk pelsfarve. Resultater fra vækstperioden 2008 (Clausen & Sandbøl, 2010a) antyder det samme, både for standard og wildmink. Dog så det ud til at en tilsætning af mineralerne Fe og Cu (chelaterede forbindelser) kunne spille en rolle (ingen signifikant forskel). En senere undersøgelse af disse mineraler i vækstperioden 2009 (Clausen & Sandbøl, 2011) viste dog ikke entydige resultater. Udviklingen af hårceller til dannelse af vinterpels sker i løbet af de sidste 14 dage i august. Mængden af aktive hårceller stiger på dette tidspunkt for atter at falde markant fra midten af oktober (Kondo og Nishiumi, 1991). Dette falder sammen med

tidspunktet for den mørkeste pigmentering af huden (Fredberg et al., 2006). For at finde de optimale niveauer af phe og tyr til vækst og farve, blev tilsætningen varieret gennem vækstperioden 2010. Materialer og metoder Der blev anvendt 5 hold a 150 - 153 sorte mink hanner og tæver. Til undersøgelsen blev fremstillet et grundfoder med et lavt indhold af phe og tyr, og dermed ligeledes et lavt indhold af andre essentielle aminosyrer. Indholdet af phe + tyr blev dernæst varieret i forskellige perioder i henhold til forsøgsopstillingen (tabel 1). Øvrige aminosyrer i underskud blev tilsat op til normen. Foderplanen ses af tabel 2.

Tabel 1. Forsøgsopstilling til standard i vækstperioden 2010. Variationer i foderets indhold af phe og tyr i g fordøjelige aminosyrer / 100 kcal

Hold 71 72 73 74 75

Periode: d. 20/7-09/8 phe + tyr 0,29 + 0,18 = 0,47 0,29 + 0,18 = 0,47 0,29 + 0,18 = 0,47 0,22 + 0,18 = 0,40 0,25 + 0,18 = 0,43

Periode: d. 10/8 – 30/9 phe + tyr 0,29 + 0,26 = 0,55 0,29 + 0,26 = 0,55 0,29 + 0,26 = 0,55 0,22 + 0,26 = 0,48 0,25 + 0,26 = 0,51

Periode: d. 1/10-15/10 phe + tyr 0,29 + 0,26 = 0,45 0,29 + 0,26 = 0,45 0,29 + 0,18 0,22 + 0,26 0,25 + 0,26

Periode: d. 16/10 - pelsning phe + tyr 0,29 + 0,26 0,29 + 0,18 0,29 + 0,18 0,22 + 0,26 0,25 + 0,26

(tabel 2 fortsat) Tabel 2. Grundfoder i vækstperioden 2010

Råvare Industrifisk 5-8 % fedt Ensilage Fishpro Svinepulp Byg+hvede Soyaolie (871) # Svinefedt (852) # Tørrede fedtegrever Ærtemel extruderet Vand Vit.-bl. (743) DL met * Cystin Isoleucin Leucin Tryotofan Histidin

Procentindhold 40,0 12,0 6,00 16,0 2,13 4,27 1,68 4,00 13,0 0,20 0,078 0,036 0,061 0,242 0,006 0,064

(tabel 2 fortsættes i næste spalte)

Valin Plantal: Tørstof, % Aske, g Energifordeling Omsættelig energi: Kcal / 100 g MJ / kg foder MJ / kg tørstof Analysetal: Tørstof, % Aske, g Omsættelig: Kcal / 100 g MJ / kg foder MJ / kg tørstof Energifordeling

0,146 44,0 2,7 26:53:21 207 8,7 19,7 40,4 2,0 187 7,8 19,4 25:52:23

* Der antages 65 % udnyttelse (Clausen & Sandbøl, 2010b) # Fra 29/7 tilsættes 0,8 % soyaolie ekstra på grund af underindhold ved analysen. Fra midten af september anvendes 1/3 svinefedt + 2/3 soyaolie

Faglig Årsberetning 2011

Fortsatte undersøgelser af betydningen af phenylalanin og tyrosin for vækst og pelsfarve hos sorte mink

Forsøgsfodringen startede 20 juli og fortsatte til pelsning. Hanhvalpene blev vejet d. 8/7, d. 10/8, d. 22/9 og ved pelsning. Skindene blev længdemålt og kvalitetssorteret. Foderet blev analyseret for kemisk indhold, og samleprøver blev analyseret for indhold af aminosyrer og mineraler. De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5% som signifikansniveau ved beregninger af vægt og længde. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde, de var signifikante. Ved

skindkvalitet, farve og renhed blev anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Silket, fyldighed og metallic blev analyseret med 2 proceduren PROBIT eller X . Resultater og diskussion De første foderanalyser viste et underindhold af fedt, hvorfor der blev tilsat ekstra sojaolie (tabel 2). Analyseresultaterne svarede derefter nogenlunde til de beregnede værdier. Analyse af aminosyresammensætningen i alle foderblandinger viste et nogenlunde ensartet indhold af de aminosyrer, der ikke blev varieret (tabel 3).

Tabel 3. Foderets analyserede aminosyresammensætning, g fordøjelig aminosyre / 100 kcal. Der er anvendt teoretiske fordøjelighedskvotienter for aminosyrerne.

Analysegruppe Beregnet phe-tyr Beregnet phe+tyr Methionin # Cystin Lysin Threonin Tryptofan Histidin Phenylalanin Tyrosin Leucin Isoleucin Valin Arginin Phenylalanin+Tyrosin

(start) 0,29+0,18 0,47 0,15 0,047 0,34 0,18 0,053 0,15 0,30 0,17 0,58 0,20 0,32 0,29 0,47

0,22+0,18 0,40 0,15 0,050 0,35 0,20 0,056 0,15 0,23 0,18 0,57 0,21 0,33 0,34 0,41

0,25+0,18 0,43 0,13 0,041 0,33 0,17 0,052 0,14 0,26 0,17 0,55 0,20 0,30 0,31 0,43

0,29+0,26 0,55 0,14 0,047 0,34 0,17 0,056 0,15 0,28 0,25 0,55 0,20 0,33 0,31 0,53

0,22+0,26 0,48 0,15 0,047 0,34 0,19 0,058 0,16 0,24 0,23 0,60 0,21 0,33 0,32 0,47

0,25+0,26 0,51 0,15 0,047 0,37 0,18 0,060 0,15 0,25 0,23 0,59 0,22 0,35 0,33 0,48

(slut) 0,29+0,18 0,47 0,23 0,049 0,37 0,17 0,058 0,16 0,26 0,17 0,58 0,20 0,35 0,33 0,43

# Analysen bestemmer både L- og D-met

Dog var indholdet af methionin (met) i hold 72 og 73 i slutperioden noget højere end i de øvrige hold og noget højere end planlagt. Phe og tyr viste et indhold, der svarede til det planlagte i perioden 20/7 til 10/8 (tabel 4). For hold 75 passede phe indholdet med det planlagte fra 10/8 til pelsning, i hold 74 var det en smule for højt, men for begge var tyr en del lavere end planlagt. I disse hold nåede vi derfor

ikke op på det ønskede niveau af de to aminosyrer (tabel 4). I perioden 10/8 til pelsning var indholdet af både phe og tyr i hold 71 tilnærmelsesvist, som vi ønskede det. For hold 72 og 73, der skulle skifte til lavere værdier af tyr på forskellige tidspunkter efter 1/10, var der et underindhold af phe (tabel 4), og dermed et laver phe + tyr end planlagt.

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. & Larsen, P. F.

Tabel 4. Planlagt og analyseret indhold af phe og tyr (g fordøjelige aminosyrer / 100 kcal)

Hold/periode

20/7 - 9/8

10/8 - 30/9

1/10 - 15/10

16/10 - pelsning

Plantal

0,29+0,18=0,47

0,29+0,26=0,55

Analyse

0,30+0,17=0,47

0,28+0,25=0,53

Plantal

0,29+0,18=0,47

0,29+0,26=0,55

0,29+0,18=0,47

Analyse

0,30+0,17=0,47

0,28+0,25=0,53

0,26+0,17=0,43

Plantal

0,29+0,18=0,47

0,29+0,26=0,55

0,29+0,18=0,47

Analyse

0,30+0,17=0,47

0,28+0,25=0,53

0,26+0,17=0,43

Plantal

0,22+0,18=0,40

0,22+0,26=0,48

Analyse

0,23+0,18=0,41

0,24+0,23=0,47

Plantal

0,25+0,18=0,43

0,25+0,26=0,51

Analyse

0,26+0,17=0,43

0,25+0,23=0,48

Hanhvalpevægtene d.10/8 viste forskel mellem holdene, således at hvalpe, der fik en reduceret tildeling af phe i forhold til normen, havde en lavere tilvækst (tabel 5).

Forskellen holdt sig til pelsning, således at vægt ved pelsning var mindre. Der var dog ikke signifikant forskel i skindlængden (tabel 5).

Tabel 5. Hvalpevægte og skindlængde, fodringsstart 20/7

Antal

Vægt 8/7, g

Vægt 10/8, g

Vægt 22/9, g

Pelsvægt, g 2758 (318) ab

Tilvækst, g 8/7 - pelsning 1702 (307) bc

153

1058 (166)

1757 (240) a

2516 (270)

151

1059 (150)

1765 (203) a

153

1050 (207)

1780 (239) a

151

1053 (207)

150

1051 (167) NS

Længde, cm 87,6 (4,2)

2505 (259)

2795 (292) a

1743 (254) ab

87,6 (3,8)

2506 (282)

2835 (324) a

1772 (273) a

88,3 (4,5)

1706 (258) b

2452 (294)

2699 (277) b

1651 (212) c

87,4 (4,0)

1702 (220) b

2477 (272)

2697 (310) b

1657 (278) c

87,4 (4,0)

0,007

0,002

0,001

Tallene i parentes er spredningen, NS angiver, at der ikke er forskel mellem holdene. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel på tallene.

Der var ingen forskel i nogen af skindparametrene (tabel 6). Farven var ikke forskellig mellem holdene.,Der var dog en antydning af, at hold 71, 72 og 73, der i forhold til normen

havde fået foder med et øget indhold af phe + tyr (0,55 g fordøjelig phe + tyr / 100 kcal) i perioden 10/8 til 1/10, var lidt mørkere i farven, end de der havde fået et lavere indhold i denne periode.

Tabel 6. Pelskvalitet

Hold

Antal skind

Kvalitet *

Farve #

Silket, %

71 72 73 74 75

116 123 115 107 112

6,5 (2,5) 6,5 (2,5) 6,2 (2,5) 6,7 (2,5) 6,6 (2,5) NS

3,05 (0,99) 3,03 (0,93) 3,05 (1,05) 2,99 (0,92) 2,83 (0,95) NS

23,9 30,7 25,0 23,2 35,4 NS

Uld % flade 21,4 21,0 22,4 11,1 20,4 NS

% normale 64,1 63,7 63,8 71,3 60,2

% fyldige 14,5 15,3 13,8 17,6 19,5

* Skala 1 – 12, 12 er bedst; # Skala 1 – 5, 5 er mørkest Tallene i parentes er spredningen, NS angiver, at der ikke er forskel mellem holdene. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel på tallene.

Tidligere resultater (Børsting & Clausen, 1996; Børsting & Clausen 1995; Clausen et al., 2004; Clausen et al., 2003; Clausen & Sandbøl, 2010a) indikerer ligeledes, at der

kan være en gavnlig effekt af øget phe + tyr i en periode. Skindene blev også sorteret på Kopenhagen Fur. Der blev heller ikke her

Faglig Årsberetning 2011

Fortsatte undersøgelser af betydningen af phenylalanin og tyrosin for vækst og pelsfarve hos sorte mink

fundet forskel i nogle af parametrene. Fordelingen af skindene i de forskellige farvegrupper ses i tabel 7. Da forskellen i farvevurderingen mellem holdene er meget lille, vil det med de anvendte gruppestørrelser ikke være muligt at afgøre, om der er signifikant forskel i farven. Kun få hvalpe i holdene døde i forsøgsperioden (tabel 8). Tabel 7. Farve sortering på Kopenhagen Fur, % skind.

Hold

Antal

Black

xxdark

xdark

dark

71 72 73 74 75

118 124 118 111 112 NS

17,0 14,5 14,4 12,6 14,3

70,3 74,2 72,0 76,6 71,4

12,7 11,3 13,6 10,8 13,4

0 0 0 0 0,9

Tabel 8. Dødsfald i vækstperioden

Døde, % 2,3 1,3 2,6 4,3 3,3

Konklusion Normen for phe til vækst bør fortsat være 0,29 g fordøjeligt phe / 100 kcal OE. Der er indikationer af, at det ville være gavnligt for farven hos sorte mink, hvis indholdet af fordøjeligt phe+tyr / 100 kcal OE i perioden d.10/8 til d.1/10 hæves til 0,55 g. Derefter er 0,47 g igen tilstrækkeligt. Referencer Anderson, P. A., Baker, D. H., Sherry, P. A. & Corbin, J.E., 1980. Histidine, phenylalanine-tyrosine and tryptophan requirements for growth of the young kitten. J. Anim. Sci., 50, 479-483. Anderson, P. J. B., Rogers, Q. R. & Morris, J.G. 2002. Cats require more dietary phenylalanine or tyrosine for melanin deposition in hair than for maximal growth. J Nutr, 132, 2037-2042.

Børsting, C. F. & Clausen, T. N., 1995, Fastlæggelse af normer for minkens proteinog aminosyreforsyning i vækstperioden. I: Forsøg gennemført i 1992. Faglig Årsberetning 1993/94, 79-99, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2011. Fortsatte undersøgelse af betydningen af aminosyrerne phenylalanin (phe) og tyrosin (tyr), samt mineralerne jern (Fe) og kobber (Cu) for pelsfarven hos sorte mink. Faglig Årsberetning 2010, 67 – 71, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

NS angiver, at der ikke er signifikant forskel på fordelingen i farvegrupperne

Hold 71 72 73 74 75

Børsting, C. F. & Clausen, T. N., 1996. Requirements of essential amino acids for mink in the growing-furring period. Proc. VI Int. Sci. Cong. Fur Anim. Prod. (Eds. A. Frindt and M. Brzozowski), Warsaw, Poland. Anim. Prod. Rev., Appl. Sci. Rep., 28, 15-24.

Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2010a. Effekten af aminosyrerne phenylalanin og tyrosin, samt mineralerne jern, kobber og zink på pelsfarven hos mink. Faglig Årsberetning 2009, 57-65, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2010b. Undersøgelse af effekten af L- samt DLmethionin til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2009, 51 56, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2004. Fedtegrever til mink i vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet. I ”Samlt oversigt over fodringsforsøg i vækstperioden 2003, 1013. (Intern rapport).

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. & Larsen, P. F.

Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2003. Kødbenmel til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2002, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, 33-37. Fredberg, M., Hansen, B. K. & Rasmussen, P.V. 2006. An objective method to determine fur-priming in mink. pp 1. Poster presentation, NJF seminar no. 392, Akureyri, Island, August 23th – 25th, 2006. Kondo, K. & Nishiumi, T. 1991. The pelage development in young mink (Mustela vison). J Fac Agr Hokkaido Univ, 64, 247255. Morris, J. G., Yu, S. & Rogers, Q. R., 2002. Red hair in black cats is reversed by addition of tyrosine to the diet. J. Nutr., 132, 1646S-1648S. Sandbøl, P. & Lassén, T. M., 2006. Minkens krav til aminosyrer under forskellige produktionsfaser. Internt notat fra arbejdsgruppen omkring aminosyre normer til mink. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret|Pelsdyr. august 2006. Williams, J. M., Morris, J. G. & Rogers, Q. R., (1987). Phenylalanine requirement of kittens and the sparing effect of tyrosine. J. Nutr. 117, 1102-1107. Yu, S., Rogers, Q. R. & Morris, J. G., 2001. Effect of low levels of dietary tyrosine on the hair colour of cats. J. Small Anim. Pract., 42, 176-180.

Faglig Årsberetning 2011

Isoleucin - behov til vækst- og pelssætning hos mink Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag Til undersøgelse af behovet for isoleucin (ile) til pelssætning, blev anvendt 5 hold á 130 wildmink han- og tævehvalpe i perioden d.10/8 til pelsning. Der blev fremstillet et grundfoder med lavt indhold af ile. Dette blev tilsat en stigende mængde ile fra 0,14 g til 0,26 g fordøjeligt ile pr 100 kcal omsættelig energi (OE) i foderet. Ud fra de foreliggende resultater ser det ud til, at normen for ile til vækst og pelssætning kan sænkes. Normen er fremover sat til 0,21 g fordøjeligt ile / 100 kcal i vækstperioden (juli til medio august) og til 0,23 g fordøjeligt ile / 100 kcal OE i pelssætningsperioden (medio august til pelsning). Clausen, T. N. & Larsen, P. F., 2012. Isoleucin - behov til vækst- og pelssætning hos mink. Faglig Årsberetning 2011, 70-73. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract To investigate the requirement of isoleucine (ile) for fur quality 5 groups of 130 male and female th brown/glow mink kits were used in the period from 8 of August to pelting. The feed content of ile varied from 0.14 g to 0.26 g digestible ile per 100 kcal metabolizable energy (ME) in the feed. The results indicate that the requirement of ile to mink in the growing and fur development period can be reduced. Future standard will be 0.21 g digestible ile per 100 kcal (July to mid-August) and the requirement to fur production can be reduced to 0.23 g digestible ile per 100 kcal ME for fur development (mid-August to pelting). Clausen, T. N. & Larsen, P. F., 2012. The requirement of isoleucin for growth and fur development in mink. Annual Report 2011, 70-73, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK8200, Denmark. Keywords: Isoleucine, requirement, fur development

Baggrund Normen for isoleucin (ile) i pelssætningsperioden er en såkaldt max norm, der er sat til 0,26 g fordøjeligt ile pr 100 kcal omsættelig energi (OE) ud fra forsøg af Børsting & Clausen (1995). Dette beror på afprøvning af to niveauer af ile gennem hele vækstog pelssætningsperioden, hvor det ene niveau af ile var halvdelen af det andet. Det laveste niveau var for lavt, og normen blev følgelig fastsat til det højeste niveau. Senere undersøgelser har vist, at behovet for ile i vækstfasen (juli til medio august) kan sænkes, og normen er fremover sat til 0,21 g fordøjeligt ile / 100 kcal OE (Clausen & Sandbøl, 2011). Formålet med denne undersøgelsen var at søge at afdække behovet for isoleucin til pelssætning. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 5 hold á ca. 130 wildmink han- og tævehvalpe. Der blev fremstillet et grundfoder med lavt

indhold af ile. Dette blev tilsat en stigende mængde af ile - fra 0,14 til 0,26 g fordøjeligt ile pr 100 kcal OE i foderet (tabel 1). For at få et lavt indhold af ile i det laveste hold, var det nødvendigt at sænke proteinindholdet meget, og derved kom der samtidig et lavt niveau af de fleste andre essentielle aminosyrer. Disse blev tilsat op til gældende norm (Sandbøl & Lassén, 2006), og derudover blev tilsat ikke essentielle aminosyrer for at forebygge effekten af et skævt forhold mellem essentielle og ikke essentielle aminosyrer (Clausen & Sandbøl, 2003). Som ikke essentielle aminosyrer blev anvendt glutaminsyre og glycin i forholdet 2:1. Foderplanen ses af tabel 2. Foderet blev gennem perioden analyserer for indhold af tørstof, protein, fedt og aske. Derudover blev aminosyresammensætningen analyseret på samleprøver ved forsøgets afslutning. Forsøgsfodringen startede d.10/8 og fortsatte til pelsning. Hvalpene blev vejet ved forsøgets start og ved pelsning. Skindene blev kvalitetssorteret og

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. & Larsen, P. F.

længdemålt. Tabel 1. Forsøgsopstilling. Mængden af ile i gram fordøjeligt / 100 kcal. Indtil 10/8 blev anvendt fodercentralfoder

Hold 21 22 23 24 25

10/8 - pelsning 0,14 0,17 0,20 0,23 0,26*

*Norm: 0,26 g fordøjeligt ile pr 100 kcal (Sandbøl & Lassén, 2006)

De statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF er anvendt med 5 % som signifikansniveau ved beregninger over vægt og længde. Relevante kovariater er medtaget, i de tilfælde de er signifikante. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Silket, fyldighed og metallic er analyseret med proceduren PROBIT eller Ȥ2. Resultater og diskussion Resultatet af foderanalyserne svarede nogenlunde til de planlagte værdier. Der var dog et lille underindhold af fedt (tabel 2). Aminosyreindholdet analyseret på samleprøver af holdene, viste små afvigelser fra plantallene (tabel 3). Hold 24 var det hold, hvor de fleste aminosyrer var i underkanten af det planlagte. Alle blandinger er imidlertid lavet ens og ud fra de samme råvarer, så variationerne mellem holdene anses for at være inden for analyseusikkerheden. Indholdet af ile passede nogenlunde med de planlagte værdier (tabel 4). Hvalpevægtene ved forsøgets start var ens i holdene, men selv om pelsningsvægten ikke var signifikant forskellig, havde hvalpene i hold 21 haft den bedste tilvækst (tabel 5). Det kom dog ikke til udtryk i længere skind (tabel 5). Den dårligste skindkvalitet og flest flade skind blev set i holdet med lavest tildeling af ile (analyse: 0,15 g fordøjeligt pr 100 kcal OE). Bedst skindkvalitet og flest fyldige skind blev set ved 0,23 g fordøjeligt pr 100 kcal

(analyse 0,21). Holdene med 0,17 og 0,26 var ikke signifikant forskellige, men 0,20 var dårligere både med hensyn til kvalitet og fyldighed (tabel 6). Ved kvalitetssorteringen af skindene på Kopenhagen Fur, blev fundet de samme forskelle som ved sorteringen på forsøgsfarmen. Antal døde hvalpe i forsøgsperioden var meget lav (tabel 7). Tabel 2. Grundfoder til forsøg med ile i pelssætningsperioden

Råvare Industrifisk 5-8 % fedt Fjerkræ Farmfood Byg + hvede Blodmel Danfond Soyaolie # Svinefedt # Vit.-blanding Vand DL methionin * Cystin Lysin Threonin Tryptofan Histidin Phenylalanin Tyrosin Leucin Valin Arginin Glutaminsyre Glycin Plantal: Tørstof, Aske, % Energifordeling Energi: Kcal / 100 g MJ / kg foder MJ / kg tørstof Analysetal: Tørstof, Aske, % Energi: Kcal / 100 g MJ / kg foder MJ / kg tørstof Energifordeling

% 20,0 20,0 17,4 1,12 3,63 7,25 0,20 25,3 0,321 0,046 0,127 0,131 0,040 0,154 0,315 0,184 0,535 0,352 0,221 1,85 0,925 44,0 1,4 24:58:18 227 9,5 21,6 45 1,4 227 9,5 21,1 23:56:21

* Der antages 65 % udnyttelse (Clausen & Sandbøl, 2010) # Fra midt september: 1/3 svinefedt + 2/3 soyaolie

Faglig Årsberetning 2011

Isoleucin – behov til vækst- og pelssætning hos mink

Tabel 3. Foderets planlagte og analyserede aminosyresammensætning, g fordøjelige aminosyrer / 100 kcal OE. Der er anvendt teoretiske fordøjelighedskvotienterfor aminosyrerne.

Hold

21 analyseret 0,19 0,055 0,23 0,16 0,059 0,15 0,29 0,17 0,48 0,15 0,36 0,28 0,51 0,19 0,18 0,23 1,15 0,22

met * cys lys thr trp his phe tyr leu ile val arg gly ala ser asp glu pro

22 analyseret 0,19 0,058 0,26 0,20 0,054 0,15 0,32 0,19 0,54 0,19 0,37 0,30 0,57 0,20 0,22 0,30 1,25 0,24

23 analyseret 0,23 0,053 0,27 0,21 0,052 0,16 0,28 0,17 0,51 0,21 0,34 0,28 0,53 0,20 0,25 0,29 1,18 0,22

24 analyseret 0,18 0,062 0,22 0,14 0,054 0,14 0,28 0,17 0,45 0,21 0,34 0,26 0,52 0,18 0,16 0,19 1,11 0,20

25 analyseret 0,17 0,046 0,23 0,15 0,053 0,14 0,30 0,18 0,50 0,27 0,37 0,29 0,51 0,20 0,21 0,20 1,12 0,26

plantal 0,21 0,060 0,27 0,17 0,050 0,16 0,29 0,18 0,50 tabel 4 0,35 0,30 0,60 0,20 0,18 0,24 1,28 0,23

* Analysen bestemmer både L- og D-met, værdien angivet i plantal svarer til 0,16 g fordøjeligt L-met / 100 kcal Tabel 4. Mængden af ile i gram fordøjeligt / 100 kcal, analysetal og plantal.

Hold 21 22 23 24 25

Analysetal* 0,146 0,191 0,205 0,212 0,267

Plantal 0,14 0,17 0,20 0,23 0,26

*Norm 0,26 g fordøjeligt ile pr 100 kcal OE (Sandbøl & Lassén, 2006) Tabel 5. Hvalpevægte og skindlængde……..

Hold 21 22 23 24 25

Antal 129 129 129 131 130

Vægt 10/8, g 1901 1919 1909 1915 1922 NS

Pelsvægt, g* 3209 (331) 3140 (388) 3111 (371) 3127 (400) 3158 (403) NS

Tilvækst, g*10/8 til plesning 1303 (268) a 1221 (308) b 1195 (313) b 1203 (282) b 1231 (308) b 0,03

Længde, cm* 91,7 (4,0) 92,1 (4,7) 92,0 (3,6) 92,2 (3,9) 92,2 (4,2) NS

*Tallene i parentes er spredningen. NS angiver, at der ikke er forskel mellem holdene. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel på tallene. Tabel 6. Kvalitetsparametre.

Hold

Antal

Kvalitet *

farve #

renhed ¤

silket

uld # % flade

% normale

% fyldige

111

5,9 (2,5) c

3,0 (1,0)

3,0 (0,8)

30,6

24,3

59,5

16,2

115

6,6 (2,5) ab

3,0 (1,0)

2,8 (1,0)

26,7

12,9

59,5

27,6

108

6,5 (2,4) b

3,1 (0,9)

2,9 (0,9)

24,6

19,1

55,5

25,5

24 25

124 114

7,0 (2,3) a 6,7 (2,3) ab

3,0 (1,0) 3,0 (1,0)

2,9 (1,0) 3,0 (0,9)

27,2 21,7

9,6 14,8

58,4 56,5

32,0 28,7

0,01

0,005

* Skala 1 – 12, 12 er bedst; # Skala 1 – 5, 5 er mørkest; ¤ Skala 1 – 5, 5 er mest rødlig. Tallene i parentes er spredningen. NS angiver, at der ikke er forskel mellem holdene. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er statistisk sikker forskel på tallene.

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. & Larsen, P. F.

Tabel 7. Dødelighed fra 10/8 til pelsning

Hold 21 22 23 24 25

arbejdsgruppen omkring aminosyrenormer til mink. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret|Pelsdyr. august 2006.

pct døde 0,0 0,0 1,6 1,9 0,4

Konklusion Ud fra de foreliggende resultater ser det ud til at normen for ile i vækst og pelssætning kan sænkes. Normen er fremover sat til 0,21 g fordøjeligt ile / 100 kcal OE i vækstperioden (juli til medio august) og til 0,23 g fordøjeligt ile / 100 kcal OE i pelssætningsperioden (medio august til pelsning). Referencer Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2011. Isoleucin og threonin behov i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2010, 79-83, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Børsting, C.F. & Clausen, T.N. 1995. Fastlæggelse af normer for minkens proteinog aminosyreforsyning i vækstperioden. I: Forsøg gennemført i 1992. Faglig Årsberetning 1993/94, 79-99. Pelsdyrerhvervets Forsøgs og Rådgivningsvirksomhed A/S, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2010. Undersøgelse af effekten af L- samt DLmethionin til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2009, 51-56, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & P. Sandbøl, 2003. Betydning af forholdet mellem essentielle og ikke- essentielle aminosyrer til mink i vækstperioden – produktionsresultater. Faglig Årsberetning 2002, 43-49. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Sandbøl, P. & Lassén, T.M., 2006. Minkens krav til aminosyrer under forskellige produktionsfaser. Internt notat fra 73

Faglig Årsberetning 2011

Mask og Easy-Strø i foderet i vinterperioden Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag For at styre huldudviklingen i vinterperioden blev 15 % mask eller 15 % Easy-Strø tilsat foderet til standard- og wildminktæver i perioden medio december til 22. februar. Fodring med 15 % mask havde ikke nogen effekt på reproduktionsresultater og hvalpevægte 28 dage efter fødslen i den efterfølgende dieperiode, og der blev ikke set effekt af mask på ædetiden. Af betydning for ædetiden var i stedet hvilken foderklat og energimængde der var størst. For tæver fodret med 15 % Easy-Strø tog det betydeligt længere tid at æde den tildelte mængde foder, end det gjorde for kontrolholdet. Dette skyldes et lavere energiindhold i foderet til Easy-strø holdet og dermed en større foderklat. Det var svært for dyrene at æde nok foder, og tæverne i denne gruppe tabte sig meget. 15 % Easy-strø i hele perioden anses for at være i overkanten. Reproduktionsresultaterne for Easy-Strø holdene i wildminkgruppen var ikke forskellige fra kontrolholdet, så længe protein tildelingen i marts og begyndelsen af april ikke var under 35 % af den omsættelige energi (OEp). Easy-Strø gruppen i standardmink havde markant dårligere reproduktionsresultater end de øvrige hold, formodentlig på grund af diarré i begyndelsen af parringsperioden, og dermed lavere omparringsprocent, højere goldprocent og lavere kuldresultat. Fodring med Easy-Strø ophørte imidlertid 22. februar og sammenholdt med resultaterne fra wildmink gruppen, vurderes det at produktet ikke har været af betydning for diareen eller de dårlige reproduktionsresultater. Dette bør dog undersøges yderligere. Clausen, T. N. & Larsen, P.F., 2012. Mask og Easy-Strø i foderet i vinterperioden. Faglig Årsberetning 2011, 74-83. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract To control the body condition during the winter period 15 percent brewery’s mash or 15 percent Easy-Strø was added to the feed to black and brown/glow mink females during the period mid nd December to 22 of February. Feed with 15 percent mash had no effect on reproduction results and kit body weight at day 28 after birth in the following nursing period. No effect was seen of mash on eating time. Eating time seemed instead to be the consequence of the amount of feed and the feed energy content. Females fed 15 percent Easy-Strø ate very slowly compared to the control group due to very low energy content and thereby a very large portion of feed, the result was that they lost body weight drastically. Therefore 15 percent Easy-Strø in the whole period appears to be too much. Reproduction results for Easy-Strø in brown/glow females were not different from the control group, as long as the amount of energy from protein was at least 35 percent of metabolisable energy in late March and the beginning of April. Reproduction results in the Easy-Strø group in black females were very poor compared to the other groups, probably due to diarrhoea at the beginning of the mating period and thereby a low percent of females mated twice, resulting in a higher percentage of barren females and lower nd litter sizes. Feeding with Easy-Strø ended on the 22 of February and comparing the results with the brown/glow group, it is assumed that Easy-Strø is not responsible for the diarrhoea or poor reproduction results, however further investigations are necessary. Clausen, T. N. & Larsen, P.F., 2012. Mash and Easy-Strø in the feed in the winter period. Annual Report 2011, 74-83, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keyword: Mash, Easy-Strø, reproduction results, eating time, fibres

Baggrund Den største totalreduktion i kvælstof fås ved reduktion af proteinindholdet i foderet i vækstperioden, men vi kommer ikke uden om også at skulle sænke

proteinindholdet i vinterperioden for at nå målet. Hidtidige forsøg har vist, at vi kan anvende 30 % af den omsættelige energi fra protein (OEp) frem til 20/2 og dernæst 40 – 45 OEp frem til fødsel, mens

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N., Larsen, P. F.

omsættelig energi fra kulhydrater (OEk) kan udgøre op til 17 % (Clausen & Hejlesen, 1999; Clausen & Hejlesen, 2003; Hejlesen & Clausen, 2001; Hejlesen & Clausen, 2002). Det er imidlertid et problem, at foderets energi indhold ved 30 OEp er høj, og dermed at fodermængden er lille i forhold til det, der er optimalt mht. tomgangsperiode og frekvens af stereotypier. Ifølge lovgivningen må der ikke foretages en rutinemæssigt eller systematisk brug af restriktiv fodertildeling til mink i vinterperioden. Det er dog tilladt at regulere energitildelingen i perioden 1. december til 1. april, ved at anvende energifattige foderblandinger, når blot dyrene føler sig mætte. Mæthedsfølelse opnås dels ved en fysisk fyldning af mavetarmkanalen - stor fodervolumen, dels ved at tilsætte fibre der ud over at øge fodermængden i sig selv har en mættende effekt. Der ses lavere tomgangstid hos tæver efter tilsætning af forskellige fibre (bygskalmel, citruspectin affald, roeaffald og havreskalmel) (Hansen et al, 2004; Clausen et al, 2005; Hansen & Clausen, 2006; Hansen et al., 2007). Resultater fra 2009 viser, at fibre øger ædetiden, men at det især er den øgede fodermængde, der nedsætter stereotypifrekvensen (Clausen et al., 2010). De afprøvede produkter havde ingen negativ effekt på de senere reproduktionsresultater, men produkterne findes ikke i særligt store mængder. Ligeledes blev byg klid (Spangberg, 2010) afprøvet i vinterperioden uden negative konsekvenser for parring og reproduktionsresultater. Opgaven er således at sænke foderets energiindhold og proteinindhold samtidig. For at gøre dette er det nødvendigt med tilsætning af store mængder ufordøjelige fibre og vand, således at fodermængden øges betydeligt. Mask og halm findes i store mængder. Mask har været afprøvet på fodercentraler uden negative konsekvenser og byghalm har været

forsøgt på Kopenhagen Farm til nogle få tæver (Hejlesen & Sandbøl, 2004). Tæverne åd ikke så gerne byghalm, de forsøgte at sortere halmen fra, men tilvænnede sig og åd mere. Det er således nødvendigt med meget fint formalet halm eller halmbriketter. Derfor har vi valgt Easy-Strø, hvor vi også er sikre på kvaliteten (finsnittet, varmebehandlet op til 170 grader og suger op til 5 gange sin egen vægt i vand). Materiale og metoder Til undersøgelsen, der forløb fra 15/12 til fødsel, blev anvendt 3 hold á 174 tæver af typen standard og 4 hold á 318 wildminktæver (tabel 1 og 2). Et hold i standard (KonS) og et hold i wildmink (KonW) var kontrol med højt proteinindhold (48 OEp) i foderet fra medio december til fødsel. Til et hold i standard (EasyS) og to hold i wildmink (EasyW og EasyW2) blev tilsat 15 % Easy-Strø og vand til passende konsistens til et grundfoder med 30 % af den omsættelige energi fra protein (OEp), i perioden medio december til 22/2. Hold EasyW2 fortsatte med grundfoderet, uden Easy-Strø, indtil 6/4 og fik dernæst 45 OEp indtil fødsel, hold EasyS og EasyW fik 40 OEp fra 22/2 til 6/4 og dernæst 45 OEp indtil fødsel. Til grundfoderet (30 OEp) blev ligeledes tilsat 15 % mask og vand til passende konsistens, til et hold standardmink (MaskS) og et hold wildmink (MaskW).Disse blev fodret som hold EasyS og EasyW fra 22/2 til fødsel. Både mask og Easy-Strø indeholder protein og fedt, men i små mængder og med lav fordøjelighed, hvorfor det ikke har særlig stor indvirkning på totalindholdet. Efter fødsel blev alle hold fodret med fodercentralfoder. Foderplanerne ses af tabel 3. Foderet blev regelmæssigt analyseret for tørstof, protein, fedt og aske. Der blev fodret efter, at tæverne skulle være slanket en del til primo januar, og at huldet skulle være ens i holdene d. 21/2.

Faglig Årsberetning 2011

Mask og Easy-Strø i foderet i vinterperioden

Tabel 1. Forsøgsopstilling for standard, vinterog forårsperioden

Hold KonS (61) EasyS (62) MaskS (63)

Antal tæver v. start 174 173 175

Fodring fra 12/12 til 22/2

Fodring 22/2 til 6/4 48 OEp 40 OEp 40 OEp

48 OEp 30 OEp + 15 % easy strø 30 OEp + 15 % mask

fra

Fodring fra 6/4 til fødsel 48 OEp 45 OEp 45 OEp

Fodring dieperioden FC FC FC

Fodring fra 6/4 til fødsel 48 OEp 45 OEp 45 OEp 45 OEp

Fodring dieperioden FC FC FC FC

Tabel 2. Forsøgsopstilling for wildmink, vinterog forårsperioden

Hold KonW (1) EasyW (2) MaskW (3) EasyW2 (4)

Antal tæver v. start 318 318 317 318

Fodring fra 12/12 til 22/2

Fodring fra 22/2 til 6/4 48 OEp 40 OEp 40 OEp 30 OEp

48 OEp 30 OEp + 15 % easy strø 30 OEp + 15 % mask 30 OEp + 15 % easy strø

Tabel 3. Foderplaner i vinter- forårsperioden 15/12 – 22/2 Hold

23/2 – 14/3

15/3 - 5/4 §

6/4 – 26/4

KonS KonW

EasyS EasyW EasyW2 *

MaskS MaskW #

KonS KonW

EasyS EasyW MaskS MaskW

EasyW2

KonS KonW

EasyS EasyW MaskS MaskW

EasyW2

KonS KonW

EasyS EasyW MaskS MaskW EasyW2

16,9

21,3

19,7

24,7

17,9

24,7

17,9

Makrelgraks

6,5

6,6

Lakseaffald

1,85

Ensilage Fishpro

2,8

Fjerkræ Farmfood Fjerkræ tysk, varm frosset

15,9

3,33

1,9

3,33

1,9

2,5

Byg +Hvede Kødmel P65 Danfond

9,2

11,9

9,1

11,6

9,1

9,9

0,52

0,55

Blodmel Danfond

1,85

1,95

2,5

Majsgluten

1,64

1,35

1,64

1,35

2,5

1,45

2,5

1,81

Ærteprotein P84

1,35

Fiskeaffald 3-5 % fedt Industrifisk 5-8 % fedt

1,35

Tørrede fedtegrever

0,94

0,89

Soyaprotein AK510

0,16

2,9106

2,473

Soyaolie

3,77

0,47

3,77

0,84

3,98

0,71

Svinefedt

1,89

0,24

1,89

0,42

1,99

0,35

Vit.-bl.

0,2

Vand

1,96

9,32

1,96

0,01

9,32

1,27

2,06

4,31

1,27

29 *

37 #

153

98 *

158 #

153

166

192

150

161

192

146

162

48:37:15

30:50:20 *

30:49:21#

48:37:15

40:42:18

30:50:20

48:36:16

40:42:18

30:50:20

48:36:16

45:39:16

Plantal Tørstof, % Energi: kcal/100g Energifordeling, OE fra prot:fedt:kulhydr

* Grundfoder, tilsat 15 % Easy-Strø og vand til passende konsistens. Tørstof, energiindhold og energifordeling er efter denne tilsætning # Grundfoder, tilsat 15 % Mask og vand til passende konsistens. Tørstof, energiindhold og energifordeling er efter denne tilsætning § Foderplanerne blev ændret 14/3, idet der ikke kunne skaffes ensilage og ærteprotein

Foderforbruget blev registreret som gennemsnitligt dagligt udfodret fodermængde i holdene. Hannerne blev fodret med det samme foder som

tæverne, men foderforbruget blev ikke registreret. Ungtæverne blev vejet ved sortering i november. Derudover blev alle tæver vejet

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N., Larsen, P. F.

Resultater og diskussion Foderanalyser I perioden december til sidst i marts var der et underindhold af protein i kontrolholdet i forhold til de planlagte værdier (fig 1). Indholdet faldt yderligere til omkring 40 OEp i slutningen af marts og begyndelsen af april, hvorefter indholdet i resten af april indtil fødsel var som planlagt. Protein indholdet var dog stadig over dyrenes behov, hvorfor det betragtes som uden betydning for resultaterne. I de øvrige hold med Easy-Strø og mask var der i perioden december til sidst i marts en tilfredsstillende overensstemmelse mellem de planlagte og de analyserede værdier af proteinindholdet, dog lidt i underkanten. Fra sidst i marts til begyndelsen af april var der et underindhold af protein i forhold til plantallene (fig 1). Fra d. 9/4 og resten af drægtighedsperioden, var proteinindholdet på 45 OEp som planlagt. For holdet EasyW2 der var lavest i

protein, var OEp sidst i marts først i april således omkring 27. Årsagen til at proteinindholdet var for lavt i perioder, var et meget højt fedtindhold i et parti fiskeaffald og industrifisk. For at kompensere for det høje fedtindhold blev d. 9/4 tilsat fiskemel og ekstra byg / hvede indtil ny fisk kunne fremskaffes (d. 12/4). 60 50 40

OEp

30 20 10

20- 04-11

13- 04-11

06- 04-11

30- 03-11

23- 03-11

16- 03-11

09- 03-11

02- 03-11

23- 02-11

16- 02-11

09- 02-11

02- 02-11

26- 01-11

19- 01-11

12- 01-11

05- 01-11

29- 12-10

22- 12-10

0 15- 12-10

i december (13-14/12), i januar (10-11/1) og i februar (21/2) lige før flushing. Huldet blev vurderet dagen efter fødsel på en skala fra 1 til 5 med score 1 til de tyndeste og score 5 til de fedeste. Beskrivelse af de forskellige huldscore kan ses i Hynes et al. (2004). Hvalpene blev talt ved fødsel og dag 28, samt vejet dag 28, hvor tæverne ligeledes blev vejet. Medio januar (19/1) og medio februar (16/2) blev tomgangstiden registreret i de tre standardhold. Tomgangstiden blev vurderet ved at tælle hvor mange af tæverne i hvert hold, der havde en foderklat tilbage på tråden 2, 4, 6, 10, og 21 timer efter udfodringen af foderet. Kropsvægte og kuldresultater blev analyseret med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5 % som signifikansniveau. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Forskel i huld og goldprocent blev analyseret med Ȥ2 eller Probit.

Dato Kontrol

Easy-Strø

Mask

EasyW2

Figur 1. Andelen af omsættelig energi fra protein, analyserede værdier

Foderets konsistens blev forandret en del ved tilsætning af Easy-Strø. Foderet blev porøst og var svært at trykke ned på trådnettet, uden at det faldt igennem. Gødningsmængden i Easy-Strø var betydeligt større end i de øvrige hold. Tilsætning af fibre til et lav-protein-foder (plantal: 30:50:20, 192 kcal/100 g, 42 % tørstof) i perioden 16/12 til 23/2 medførte en betydelig sænkning af foderets energiindhold, og et noget højere vandindhold. Analyseret energiindhold ved 15 % EasyStrø var 97 kcal/100g OE og ved 15 % mask var det 156 kcal/100g OE. Tørstof ændrede sig tilsvarende til 28 og 36 % ved Easy-Strø hhv. mask. For Kontrolholdet var det analyserede energiindhold 145 kcal/100g OE og tørstof procenten var 35. Fodring Registrering af udfodret fodermængde til tæverne i perioden d. 16/12 til d. 23/2 ses af figur 2 og 3. Det var frostvejr i store

Faglig Årsberetning 2011

Mask og Easy-Strø i foderet i vinterperioden

dele af perioden, hvilket besværliggjorde fodringen især i Easy-Strø holdene, idet de skulle optage omkring 50 % mere foder end de øvrige hold for at indtage den samme kaloriemængde. Det havde de svært ved at gøre inden foderet frøs om natten. Fodertildelingen blev øget (efter vejning 10/1) til disse hold, og d. 10/2 blev foderet til hannerne ændret til 40 OEp i holdene EasyS, EasyW, MaskS, MaskW og EasyW2, da det ellers ville være umuligt at få dem til at tage på i vægt i Easy-Strø holdene. Tæverne fortsatte med foder med fibre. Den gennemsnitlige daglige fodertildeling til tæverne i perioden d. 16/12 til d. 22/2 i hhv. kontrol, Easy-Strø og mask holdene blev således 135, 222 og 126 gram pr dyr pr dag. Kalorietildelingen blev tilsvarende 200, 219 og 198 kcal pr dyr pr dag. Kontrolholdet fik tildelt lidt flere gram foder dagligt end mask holdene, men samme energimængde (fig 2 og 3). Easy-Strø holdene fik tildelt mange flere gram foder dagligt, men også flere kalorier. De åd dog ikke hele foderrationen. Foderkonsistensen var ved tilsætning af store mængder Easy-Strø meget porøs, og der har formodentlig været et noget højere spild. Ædetiden blev registreret i standard gruppen (figur 4 og 5). Easy-Strø holdet åd signifikant langsommere end de øvrige hold på alle tidspunkter, foderportionen var større, den totale energitildeling var større, og der var et højt fiberindhold. Faktorer der ved tidligere undersøgelser har vist sig at øge ædetiden (Hansen et al, 2004; Clausen et al, 2005; Hansen & Clausen, 2006; Hansen et al., 2007; Clausen et al., 2010). Sidste observation ved 21 timer, er ikke helt troværdig, idet foderet var frosset om morgenen. Dette kan yderligere forklare nødvendigheden af en højere kalorietildeling for at holde huldet. Foderklatten er dog så stor, at tæverne ikke kan nå at æde den nødvendige energimængde, og begge dage var der signifikant flere i Easy-Strø

holdet der havde fået sat klemmer op, for at få tildelt mere foder. Generelt vil dyr æde foder, indtil de har opfyldt deres energibehov. Dette er vist for rotter (NRQ, 1995; Peterson and Baumgardt, 1971). Når foderet fortyndes med et ufordøjeligt materiale vil der således ske en proportional stigning i foderoptagelsen, indtil en vis grænse (Peterson and Baumgardt, 1971). Faktorer af betydning, for hvor stor en fortynding dyrene vil acceptere, er formodentligt fibrenes indvirkning på dyrenes fordøjelse, smagen af foderet, vandindholdet samt at energiindholdet er så lavt, at ”omkostningerne” ved at æde det er for høje i forhold til gevinsten. Undersøgelser, over hvor stor en fibertilsætning minktæver vil acceptere, før de nedsætter deres totale kalorieoptagelse, viste, at tæver ved 15 og 20 % Easy-Strø (29 og 35 % af tørstof) dagligt øgede deres kalorieoptagelse, men de nåede efter en 3 ugers periode ikke op på at æde hele rationen (Clausen & Larsen, 2012). Mask holdet fik tildelt lidt mindre energi og en lidt mindre foderportion end kontrolholdet på begge registrerings datoer (fig 4 og 5). 11 gram og 5,3 kcal mindre d. 19/1 og 14 gram og 10,5 kcal mindre d. 16/2 . Dette må være årsagen til at mask tæverne åd hurtigere op end kontrolholdet. D.19. januar 6 og 10 timer efter fodring var forskellen signifikant. Der var således ikke tegn på, at mask forøgede ædetiden, snarere så det ud til, at ædetiden var afhængig af, hvilken foderklat og energimængde der var størst. Dette svarer ikke til tidligere undersøgelser med en anden fibertype (Clausen et al., 2010), hvor 15 % bygskalmel øgede ædetiden ved samme totale energimængde, selvom fodermængden var mindre. Ved start af forsøget var der ikke forskel i tævevægtene, men ved vejning d. 10. januar var dyrene i Easy-Strø holdene noget lettere end de øvrige tæver, både i

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N., Larsen, P. F.

standard- og wildmink (tabel 4 og 5). Grundet et lavt energiindhold i Easy-Strø foderet, skulle tæverne optage omkring 50 % mere foder end de øvrige hold for at indtage den samme kaloriemængde. Indtil d. 10/1 var kalorietildelingen til EasyStrø tæverne desuden ca. 4 % under kontrolholdenes tæver (registreringer fra standardgruppen).

Mask holdenes tæver var ligeledes lettere end kontrolholdenes ved vejning d. 10/1. Kalorietildelingen indtil d. 10/1 var ca. 7 % under kontrolholdene. % der har ædt op 100 90

80 70 300,0

a b

a a

60 50

250,0

g r a m / d y r/ d a g

40 c

200,0

20 150,0

10 b

100,0

50,0

Kontrol

Easy-Strø

Mask

Timer efter fodring 1 7 - 2 3 /2

1 0 - 1 6 /2

3 - 9 /2

2 7 /1 - 2 /2

2 0 - 2 6 /1

1 3 - 1 9 /1

6 - 1 2 /1

3 0 /1 2 - 5 /1

2 3 - 2 9 /1 2

1 6 - 2 2 /1 2

0,0

Figur 4. Ædetidsregistrering 19. januar

dato Kontrol

Easy strø

Mask

Figur 2. Udfodret fodermængde, gennemsnit på ugebasis, og gennemsnit af standard- og wildmink

% der har ædt op 100 90

300,0

200,0

a a

aa b

250,0

k c a l/d y r/d a g

a a

50 40

150,0

100,0

10 50,0

0 0 1 7 - 2 3 /2

1 0 - 1 6 /2

3 - 9 /2

2 7 /1 - 2 /2

2 0 - 2 6 /1

1 3 - 1 9 /1

6 - 1 2 /1

3 0 /1 2 - 5 /1

2 3 - 2 9 /1 2

1 6 - 2 2 /1 2

0,0

Kontrol

Easy-Strø

Mask

Timer efter fodring

dato Kontrol

Easy strø

Figur 5. Ædetidsregistrering 16. februar

Mask

Figur 3. Udfodret kaloriemængde, ud fra analysedata, gennemsnit på ugebasis, og gennemsnit af standard og wildmink

En øget fodertildeling efter vejning 10/1 til disse hold, var ikke nok til at få tævernes vægt i niveau med kontrolholdene d. 21/2.

D. 21/2 var der ingen vægtforskel i standardgruppen, men wildminkgruppens masktæver vejede stadig mindre end kontrolholdet. Den totale kalorietildeling i maskholdet og kontrolholdet var ens, og ved ædetidsregistreringerne var der på trods af frostvejr ædt op om morgenen,

Faglig Årsberetning 2011

Mask og Easy-Strø i foderet i vinterperioden

hvorfor det ikke er muligt umiddelbart at give en forklaring på denne vægtforskel. Ved vejning dag 28 i dieperioden var der ingen forskel mellem grupperne hverken i standard- eller wildmink.

Huldvurderingen ved fødsel viste ingen forskel i standardgruppen, men i wildminkgruppen var det kontrolholdet, der havde den laveste huld (tabel 4 og 5).

Tabel 4. Tævevægte standard, tallene i parentes er spredningen

Hold KonS EasyS MaskS

Sorterings vægt, g * 1514 (134) 1510 (139) 1542 (162) NS

Vægt d. 14/12, g 1493 (147) 1496 (143) 1490 (165) NS

Vægt d. 10/1, g 1267 (141) a 1140 (130) c 1228 (172) b < 0,0001

Vægt d. 21/2, g 1142 (126) a 1028 (129) b 1142 (136) a < 0,0001

Vægt dag 28, g 1311 (128) 1363 (155) 1347 (160) NS

Huld ved fødsel 2,96 (0,28) 2,99 (0,24) 3,01 (0,34) NS

* Kun ungtæver Tabel 5. Tævevægte wildmink, tallene i parentes er spredningen

Hold KonW EasyW MaskW EasyW2 p-værdi

Sorterings vægt, g * 1781 (163) 1791 (146) 1757 (154) 1786 (169) NS

Vægt d. 14/12, g 1655 (188) 1647 (181) 1642 (177) 1629 (196) NS

Vægt d. 10/1, g 1445 (191) a 1288 (186) c 1389 (187) b 1250 (182) d < 0,0001

Vægt d. 21/2, g 1300 (151) a 1209 (138) c 1269 (150) b 1144 (139) d < 0,0001

Vægt dag 28, g 1447 (162) 1458 (162) 1479 (161) 1476 (177) NS

Huld ved fødsel 3,03 (0,34) b 3,10 (0,37) a 3,12 (0,38) a 3,08 (0,34) ab 0,03

* Kun ungtæver

I marts måned opstod der diarré i nogle af holdene. Især gik det ud over tæverne i hold EasyS, med det resultat at der i dette hold var en meget dårlig omparringsprocent og dermed en høj goldprocent (tabel 6). Standardtæver parret 2 gange fik over 1,5 hvalpe mere og goldprocenten var omtrent halvt så stor som hos tæver parret en gang. Der var også forskel i omparringsprocenten hos wildmink, men det så ikke ud til at gå ud over reproduktionsresultaterne. Goldprocenten i standard på Easy-Strø var således signifikant højere end i de andre hold, hvorimod der ikke var forskel i wildminkgruppen. Sundhedstilstanden i vinter og dieperioden var god i alle hold. Kun få tæver døde, og årsagerne var meget forskellige (tabel 6). Antal levende hvalpe ved fødsel var forskelligt mellem holdene i standardgruppen (tabel 7). Der var signifikant dårligere hvalperesultat hos de tæver, der havde fået Easy-Strø i foderet fra december til slutningen af februar. Dette hold havde samtidig den største goldprocent. De dårlige

reproduktionsresultater formodes at skyldes, at der var diarre blandt disse tæver d. 9 – 11 marts og dermed en lav omparringsprocent. Det var samtidig især det hold, hvor hannerne var svære at få op i vægt i februar. Der var ingen signifikant forskel i kuldstørrelse ved fødsel blandt wildmink (tabel 8), men der var dog en tendens til et lavere hvalpeantal i EasyW2, disse tæver fik et lavt proteinindhold i marts måned (30 OEp indtil 17/3 dernæst 27 OEp indtil 8/4, mod over 35 OEp i de øvrige hold sidst i marts). Der var ingen forskel i antal døde hvalpe pr kuld ved fødsel, og forsøgsbehandlingen havde ingen betydning for tævernes mælkeproduktion, idet der ikke var forskel i hvalpenes vægt dag 28 (tabel 7 og 8). Konklusion Fodring med 15 % mask i perioden medio december til d. 22/2, havde ikke nogen effekt på reproduktionsresultaterne og tævernes mælkeproduktion (hvalpevægte dag 28) i den efterfølgende dieperiode. Der blev ikke set nogen effekt af mask på ædetiden, snarere så det ud til, at

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N., Larsen, P. F.

ædetiden var et spørgsmål om, hvilken foderklat og energimængde der var størst. Fodring med 15 % Easy-Strø påvirkede tævernes ædemønster, idet de åd betydeligt langsommere end kontrolholdet. Dette skyldtes især at tilsætningen af Easy-Strø reducerede foderets energiindhold markant, således at det antal gram foder, der skulle ædes for at nå samme energimængde, blev omtrent fordoblet. 15 % Easy-strø i hele perioden anses således for at være for meget, idet det er svært for dyrene at æde nok foder, og der blev set et betydeligt vægttab. Den ønskede effekt, at tæverne taber sig, blev opnået, men en kortere iblandingsperiode eller lavere iblandingsprocent er nødvendig, da de ikke kunne æde nok til at tage på i vægt igen.

Reproduktionsresultaterne for Easy-Strø holdene i wildmink gruppen var ikke forskellige fra kontrolholdet, så længe proteintildelingen i marts og begyndelsen af april ikke var under 35 OEp. Easy-Strø i standard gruppen havde et markant dårligere hvalperesultat end de øvrige hold. Det skyldes formodentlig at der var diarré i begyndelsen af parringsperioden, omparringsprocenten blev dårlig, og dermed kom der højere goldprocent og lavere kuldresultat. Fodring med Easy-Strø ophørte imidlertid 22. februar og sammenholdt med resultaterne fra wildmink gruppen, vurderes, det at produktet ikke har været af betydning for diareen eller reproduktions resultaterne, dette bør dog undersøges yderligere.

Tabel 6. Goldprocent, omparringer samt sygdomme hos hhv standard mink og wildmink.

Hold

Antal tæver v. start

% golde tæver #

Pct omparringer

KonS EasyS MaskS p-værdi

174 173 175

9,2 a 21,4 b 12,6 a 0,006

92,0 a 77,9 b 89,7 a 0,0005

Hold KonW EasyW MaskW EasyW2 p-værdi

Antal start 318 318 317 318

tæver

v. % golde tæver § 7,4 4,6 7,9 6,4 NS

Pct omparringer 89,6 ab 85,1 b 93,4 a 87,5 b 0,009

Diarre d. 9-10-11 marts lidt meget

Pct døde tæver i perioden

Diarre d. 9-10-11 marts lidt

Pct døde tæver i perioden

5,7 1,7 5,1

3,8 1,6 3,5 2,5

# incl. 2 sterile hanner i MaskS (har parret 3 hhv 1) § incl. 1 steril han i EasyW (har parret 2) og 1 steril han i MaskW (har parret 2) Tabel 7. Hvalperesultat og hvalpevægte i standard, tallene i parentes er spredningen

Hold

Antal kuld

Kuldstørrelse v. fødsel

Døde pr kuld v. fødsel

Kuldstørrelse dag 28

KonS EasyS MaskS p-værdi

149 125 146

6,47 (2,44) a 4,96 (2,75) b 6,29 (2,45) a < 0,0001

0,44 (0,91) 0,44 (0,87) 0,49 (0,88) NS

5,90 (2,53) a 4,41 (2,62) b 5,79 (2,48) a < 0,0001

Hvalpevægte dag 28, g * Hanner 222 (34) 221 (41) 221 (34) NS

Tæver 201 (32) 200 (36) 199 (29) NS

* Der er kun vejet hvalpe født til og med 26/4 – 3/5, og med 5 – 10 hvalpe i kuldet ved fødsel Tabel 8. Hvalperesultat og hvalpevægte i wildmink, tallene i parentes er spredningen

Hold

Antal kuld

Kuldstørrelse v. fødsel

Døde pr kuld v. fødsel

Kuldsstørrelse dag 28

KonW EasyW MaskW EasyW2 p-værdi

286 290 281 292

7,31 (2,79) 7,35 (2,58) 7,55 (2,54) 7,13 (2,52) NS

0,50 (1,22) 0,58 (1,00) 0,47 (0,97) 0,56 (1,05) NS

6,67 (2,64) 6,71 (2,69) 6,90 (2,65) 6,50 (2,64) NS

* Der er kun vejet hvalpe født til og med 26/4 – 3/5, og med 6 – 10 hvalpe i kuldet ved fødsel

Faglig Årsberetning 2011

Hvalpevægte dag 28, g * Hanner 207 (33) 210 (35) 203 (36) 211 (32) NS

Tæver 186 (29) 191 (28) 184 (31) 189 (30) NS

Mask og Easy-Strø i foderet i vinterperioden

Referencer Clausen, T. N. & Larsen, P.F., 2012. Undersøgelse af hvor stor en procentdel fibre i foderet mink vil acceptere, før de nedsætter deres energioptag. Faglig Årsberetning 2011, 84-93. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Clausen, T.N. & C. Hejlesen, 2003. Reduceret protein til standard i vinterog dieperioderne. Faglig Årsberetning 2002, 23-25. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & Hejlesen, C., 1999. Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinterog dieperioderne. Faglig Årsberetning 1998 (2. udg.), 33-38 (25-27). Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Hansen, S.W & Sandbøl, P. 2010. Lavenergifoder med bygskalmel reducerer stereotypi i vinterperioden. Faglig Årsberetning 2009, 7-15, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Hansen, S.W., Houbak, B., 2005. Fyldfoder i vinterperioden II. Betydning for adfærd og den senere reproduktion. Faglig Årsberetning 2004, 15-26, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter. Hansen, S.W. & Clausen, T.N., 2006. Fyldfoder i vinterperioden III. Effekt af tilsætning af roeaffald i foderet. Faglig Årsberetning 2005, 31-40, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter. Hansen, S.W., Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Houbak, B., 2007. Fyldfoder i

Vinterperioden IV. Effekt af tilsætning af havreskalmel til foderet. Faglig Årsberetning 2006, xx-xx, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter. Hansen, S.W., Clausen, T.N., Malmkvist, J., Damgaard, B.M. & Hejlesen, C., 2004. Fyldfoder i vinterperioden. Betydning for adfærd og den senere reproduktion. Faglig Årsberetning 2003, 27-34, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter. Hejlesen, C. & P. Sandbøl, 2004. Fibre som mæthedsfaktor. Faglig Årsberetning 2003, 49-51. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hejlesen, C. & T.N. Clausen, 2002. Energifordeling i minkfoder i vinterog reproduktionsperioderne. Faglig Årsberetning 2001. 69-75. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Hejlesen C. & T.N. Clausen, 2001. Energifordeling i minkfoder i vinterog reproduktionsperioderne. Faglig Årsberetning 2000, 43-50. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark Hynes, A.M., Rouvinen-Watt, K. & Armstrong, D., 2004. Body condition and glycemic control in mink females during reproduction and lactation. VIII Interna-tional Scientific congress in Fur Animal Production, Den Bosch, The Netherlands, September 15 – 18. Scientifur, 28, 3, 79 - 86. NRQ, 1995. Nutrient Requirements of Laboratory Animals, Fourth Revised Edition; Subcommittee on Laboratory Animal Nutrition; Committee on Animal

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N., Larsen, P. F.

Nutrition; Board on Agriculture; National Research Council Peterson AD, Baumgardt BR. Influence of level of energy demand on the ability of rats to compensate for diet dilution. J Nutr. 1971 Aug;101(8):1069-74.

Spangberg, A., 2010. Influence of fibre in diet on mating behaviour and reproductive success in female farmed mink (Mustela vison). M.Sc. thesis. University of Aarhus, Department of Biological Sciences, May 2010 Denmark.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Undersøgelse af hvor stor en procentdel fibre i foderet mink vil acceptere, før de nedsætter deres energioptag Tove N. Clausen og Peter F. Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag Golde minktæver blev i sidste halvdel af maj fodret med fibre (EasyStrø Bedding) i forskellige niveauer hhv. 0 - 2,5 - 5 - 10 - 15 - 20 % blev tilsat. Fibertilsætningen sænkede foderets energiog tørstofindhold betydeligt. Efter 2 - 3 dage havde kontrolholdet og 2,5 % fiber-holdet tilvænnet sig det nye foder, ved 5 og 10 % iblanding tog det 7 - 8 dage. Ved 15 og 20 % fibre (29 og 35 % af tørstof) øgede tæverne deres kalorieoptagelse gennem det meste af perioden, på nær de sidste dage, og nåede efter en 3 ugers periode ikke op på at æde rationen. Ædetidsregistreringerne viste, fibre op til 5 % ikke havde nogen betydning, men ved mere end 5 % blev ædetiden øget. Totalt vandindtag blev fundet til omkring 3 g vand pr gram fodertørstof og 60 - 80 gram vand pr 100 kcal ved kontrolholdet og op til 5 % iblanding af fibre. Dernæst blev set en markant stigning i vandoptagelsen og i vandbalancen. Den største del af vandet kom fra foderet. Det er muligt, at det høje vandoptag er en medvirkende årsag, til at dyrene nedsætter deres foderoptagelse. Andre faktorer kan være fibres indvirkning på dyrenes fordøjelse, smagen af foderet, samt at energiindholdet er så lavt, at ”omkostningerne” ved at æde det er for høje. Clausen, T. N. & Larsen, P. F., 2012. Undersøgelse af hvor stor en procentdel fibre i foderet mink vil acceptere, før de nedsætter deres energioptag. Faglig Årsberetning 2011, 84-93. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus N, Danmark. Abstracts Barren mink females were fed different levels of fibre 21 days in May. EasyStrø Bedding was added in the quantity 0 - 2,5 - 5 - 10 - 15 - 20 %. Fibre addition reduced feed dry matter and feed energy considerably. After 2 - 3 days the control group and the 2.5 % fibre group got used to the feed, at 5 and 10 % addition it took 7 - 8 days. Addition of 15 and 20 % fibre (29 and 35 percent of dry matter) made the females increase their energy consumption during most of the period, but they never got to eat the whole feed ration. Registration of how fast they ate the feed showed that fibres up to 5 % had no effect, but more than 5 % increased the time with feed. Total water intake was found to be around 3 grams of water per gram of feed dry matter and 60 – 80 grams of water per 100 kcal in the control group and groups with up to 5 % fibre addition. Thereafter we saw a marked increase in water uptake and water balance, most of the water came from the feed. It is possible that the high water intake has contributed to a reduced feed uptake. Other factors might be the influence of fibres on feed digestibility, taste of the feed, and the fact that the energy content is so low that it is too “expensive” for the animal to eat it. Clausen, T. N. 2012 & Larsen, P. F., 2012. Investigation on how much fibre mink will accept before they reduce their energy uptake. Annual Report 2011, 84-93, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8200, Denmark. Keywords: Fiber, energioptag, tæver, fibres, energy uptake, females

Baggrund En større fodermængde kan give en fysisk mæthed hos dyrene. Resultater fra 2009 (Clausen et al., 2010) viser at fibre øger ædetiden, men at det især er den øgede fodermængde, der nedsætter stereotypifrekvensen. Når foderet til tæven ændres til et meget lavere energiindhold og dermed et stort fodervolumen, vil tæven i en periode på 12 uger æde den samme fodermængde, som den er vænnet til. Dernæst vil den øge foderoptagelsen for at få den samme

energimængde som før (Damgaard & Hansen, 2002). Afprøvninger på Kopenhagen Farm tyder dog på, at der sker markante forandringer allerede i løbet af 3 dage, således at dyrene æder en større fodermængde med øget fiberindhold i foderet (Hejlesen, 2002). Generelt vil dyr æde foder, indtil de har opfyldt deres energibehov. Dette er vist for rotter (NRQ, 1995; Peterson and Baumgardt, 1971).

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. og Larsen, P. F.

Når foderet fortyndes med et ufordøjeligt materiale, vil der således ske en proportional stigning i foderoptagelsen. En maximal fortynding af foderet på 40 % blev accepteret hos fravænnede hunrotter, før de nedsatte kalorieoptagelsen, hvorimod udvoksede hunrotter accepterede 50 % fortynding. Da rottefoder er tørfoder, svarer det til et fiberindhold i tørfoder på hhv. ca. 44 % og 54 % af tørstoffet. Hos lakterende rotter er energibehovet meget højt, og en fortynding af foderet med 10 % ufordøjeligt materiale medførte et signifikant fald i energioptagelsen (Peterson and Baumgardt, 1971). Da vi i forbindelse med slankning af tæver i vinterperioden anvender fiberstoffer til at sænke foderets energiindhold og gøre dyrene mætte, er det væsentligt at klarlægge, ved hvilke fortyndingsgrader tæverne sænker deres energioptagelse. Derfor blev foder og vandoptagelse ved tilsætning af forskellige niveauer af fibre afprøvet på tæver. MatHULDOH RJ PHWRGHU I fordøjelighedsstalden blev indsat 6 hold á 8 golde tæver i 3 uger (i perioden fra d.11/5 – 1/6). Som grundfoder blev anvendt et vækstperiodefoder (lav protein og høj energi), da det er den fodertype, der vil være relevant i vinterperioden (tabel 1). Grundfoderet blev dernæst tilsat hhv. 0 2,5 - 5 - 10 - 15 - 20 % EasyStrø Bedding (varmebehandlet hvedehalm, presset i små piller) + vand til passende konsistens. De forskellige foderblandinger blev benævnt hhv. EB0, EB2,5, EB5, EB10, EB15, EB20. Alle foderblandinger blev analyseret for tørstof, protein, fedt og aske. De enkelte blandingers analyserede og beregnede energiindhold samt tørstof og fibre i procent af tørstof ses af tabel 2. EasyStrø Bedding blev analyseret for skimmel og totalkim. EasyStrø Bedding

binder meget vand (ca. 5 x tilsat mængde), og vandet forbliver i foderet efter henstand. Pillerne opløses ikke umiddelbart i foderet, så de blev opløst i vand før brug. Produktet fås også som granulat. Tabel 1. Grundfoderets procentvise sammensætning

Råvare Energi, kcal/100 g Fiskeaffald < 3 % fedt Industrifisk 5-8 % fedt Makrelgraks Lakseaffald Fjerkræ Farmfood Fjerkræ tysk varm frosset Byg +Hvede Kødmel P65 Danfond Blodmel Danfond Majsgluten Soyaolie Svinefedt Vitaminblanding Vand Plantal Tørstof, pct Energiindhold kcal/100 g Energifordeling: Protein :Fedt:Kulhydrater

Pct 192,6 21,3 22,0 6,6 1,85 15,9 1,9 16,0 0,55 1,95 1,45 3,98 1,99 0,2 4,31 42,0 192 30:50:20

Foderoptagelse (målt som difference mellem udfodret mængde og foderrest) blev registreret i hele forsøgsperioden. Derudover blev mængden af gødning, urin og optagelse af drikkevand registreret i perioden d. 23/5 – d. 27/5. Når tæverne havde ædt alt foderet på nær en mængde svarende til mindre end 5 kcal, blev det betragtet som ædt op. Ædetidsregistrering blev foretaget fra d. 31/5 til d. 1/6. Tæverne blev vejet ved indsættelse, midt i perioden og ved slut (hhv. d. 11/5, d. 23/5 og d. 1/6). Der blev udfodret 160 kcal pr tæve pr dag i alle hold, svarende til hhv. 96, 110, 125, 153, 182 og 211 gram i holdene EB0, EB2,5, EB5, EB10, EB15, EB20.

Faglig Årsberetning 2011

Undersøgelse af hvor stor en procentdel fibre i foderet mink vil acceptere, før de nedsætter deres energioptag Tabel 2. Beregnet og analyseret energiindhold og tørstof samt beregnet fibre i procent af tørstof i de enkelte blandinger

Hold Pct fibre

EB0 0*

EB2,5 2,5

EB5 5

EB10 10

EB15 15

EB20 20

Plantal Energiindhold, kcal/100g Tørstof, pct Tilsat fibre i pct af tørstof

167 36,5 0

145 33,9 6,4

128 31,9 12,1

104 29,0 21,5

88 27,1 29,1

76 25,7 35,4

Analysetal Energiindhold kcal/100g Tørstof, pct Energifordeling P:F:K

166,4 35,7 29:52:19

143,6 33,4 29:51:20

128,6 31,7 29,5:51:19,5

104,7 28,1 29:51:20

88,6 26,3 29:52:19

77,7 25,8 29,5:50,5:20

* Grundfoderet var meget tørt og der blev tilsat vand før de enkelte blandinger blev fremstillet med fibre og ekstra vand.

Resultater og diskussion Analyseværdierne af foderet passede godt med de planlagte værdier (tabel 2). Tævernes daglige energioptagelse i hele perioden ses af figur 1. Dyr vil øge deres foderoptagelse indtil de har opfyldt deres energibehov (NRQ, 1995; Peterson and Baumgardt, 1971). I løbet af 2 dage havde kontrolholdets tæver vænnet sig til det nye foder, således at de på tredjedagen åd hele rationen. For tæver med 2,5 % fiber iblanding tog det 3 dage, for tæver der fik 5 % fiber tog det 7 dage og for tæver der fik 10 % tog det 8 dage. Det skal dog bemærkes, at tæverne fik tildelt lidt færre kalorier, end de kunne æde. Det kan have haft betydning for, hvor hurtigt de kom op på fuld ration. Ved 15 % og 20 % fibre (29 % og 35 % af tørstof) øgede tæverne deres energioptagelse gennem det meste af perioden, med undtagelse af de sidste dage, men nåede efter 3 uger ikke op på at æde hele rationen. Hos udvoksede hunrotter reduceredes energioptagelsen ved et fiberindhold på 54 % af tørstoffet

(Peterson and Baumgardt, 1971). Det ser således ud til at mink reagerer tidligere end rotter på fiberindholdet i foderet. Muligvis kan det være af betydning, at rotter er gnavere og naturligt vil optage en del flere fibre end mink, hvorimod mink nok reagerer negativt både på smagen og konsistensen af foderet. Det vil således afhænge af flere faktorer, hvor lang tilvænningsperioden til et nyt foder er. Den tildelte fodermængde varierede meget, idet der var stor forskel på energiindholdet i foderet. Kontrolholdet fik tildelt 96 gram foder, hvorimod EB20 fik tildelt 211 gram dagligt. EB15 og EB20 stoppede med at øge deres foderoptagelse efter knapt 20 dage, hvor de åd hhv. omkring 170 gram og 180 gram (figur 2). Det er imidlertid ikke et spørgsmål om, at de ikke kan æde så meget foder, som de fik tildelt. På andre tider af året f.eks. ved flushing og under laktation æder de en betydelig større mængde. Det må således være en effekt af fibrene, evt. smag og/eller konsistens af foderet.

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. og Larsen, P. F.

180

160

140

kcal / tæve / dag

120 Kontrol 2,50%

100

5% 10% 80

15% 20%

dato i maj Figur 1. Daglig kalorieoptagelse pr tæve, gennemsnit af 8 dyr pr hold

200

180

160

gram / tæve / dag

140 Kontrol

120

2,50% 5%

100

10% 15%

20%

0 11

dato i maj Figur 2. Daglig foderoptagelse (gram/dyr/dag), gennemsnit af 8 dyr pr hold

Faglig Årsberetning 2011

Undersøgelse af hvor stor en procentdel fibre i foderet mink vil acceptere, før de nedsætter deres energioptag

Den tildelte energimængde til tæverne var i underkanten af deres behov, og alle tæver tabte sig gennem perioden (figur 3). Størst vægttab var der dog i holdene med 15 og 20 % fibertilsætning, på grund af det lavere energioptag gennem hele perioden.

timer. Tæver med 15 % og 20 % tilsætning åd ikke hele foderrationen. Vi har således ved fiber tilsætning opnået, at dyrene har kortere tomgangsperiode (figur 4). Men hvis fiberindholdet er 29 % af tørstoffet eller derover (15 % tilsætning og derover), øger dyrene ikke deres foderoptagelse til at æde hele energimængden, selvom deres energibehov ikke er opfyldt (figur 1 og 2). Efter en tilvænningsperiode på 12 dage blev foretaget en total registrering af foder- og vandoptag. Som for hele perioden ses, at dyrenes gennemsnitlige daglige foderoptagelse (målt i gram) stiger med faldende energiindhold i foderet, idet de vil forsøge at æde den mængde energi de har behov for (figur 5). Som følge af det meget høje fiberindhold i nogle af blandingerne var der ligeledes meget store gødningsmængder (figur 5).

500

gram

450 400 0 2,5 5 10 15 20

350 300 250 200 150 100 50 0 Vægttab i hele perioden

Figur 3. Tævernes vægttab efter 3 ugers fodring med fibre

Efter 10 timer havde tæverne i holdene med op til 5 % fiber tilsætning ædt foderrationen (figur 4), ved 10 % tilsætning havde tæverne foder indtil 13 100 90 80

pct foder i skålen

70 0

2,5 5

10 15

30 20 10 0 0

3½

6½

24½

Antal timer efter fodring Figur 4. Ædetidsregistrering

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. og Larsen, P. F.

160,0

500 450

140,0

400 350 gram

100,0

300

80,0

250 200

60,0

150

kcal / 100 g tørstof

120,0

40,0 100 20,0

0,0

0 0

2,5

Pct fiber gram foder

gram gødning

kcal/100 g tø

Figur 5. Foderoptagelse og gødningsmængde, gennemsnit pr dyr pr dag i perioden 23/5 – 27/5, samt foderets energiindhold i tørstof.

Da den tildelte fibertype bandt ca. 5 x sin egen vægt i vand, faldt fodertørstof ved stigende fiberiblanding, og der blev set en meget stor vandoptagelse pr 100 kcal gennem foderet i de høje iblandinger (figur 6). Vandindholdet i gødningen pr 100 kcal energioptag steg ligeledes ved stigende fiber i foderet. En del af vandet kommer således med ud igen. Drikkevandsoptagelsen og urinmængden følger hinanden (figur 6), omkring 25 gram vand / 100 kcal ved de lave iblandinger. Man bør derfor overveje, hvorvidt der har været vandspild, der er løbet ned i opsamlingsbeholderen til urin. Især i de to hold med højest iblanding blev det observeret, at en del af tæverne legede med vandet. Data derfra blev udeladt, men det er i de to hold, at drikkevandsoptagelsen er specielt stor. Det har dog ingen betydning for vandbalancen. Den ser ud til at være stigende især sidst i perioden. For hunde og katte (Case et al., 1995) opgives vandbehovet som 2 – 3 gange mængden af optaget fodertørstof. 89

For udvoksede minkhanner er fundet 2,8 g til 3,3 g vand / g fodertørstof (Farrel & Wood, 1968; Neil, 1988; Tauson, 1999), og hos 8 uger gamle minkhvalpe er fundet mellem 2,7 g og 3,1 g (Clausen, 2011). Vandoptag pr energienhed er for minkhanner 71 g til 96 g pr 100 kcal (Farrel & Wood, 1968; Neil, 1988; Tauson, 1999) og for 8 uger gamle minkhvalpe 62 g til 70 g pr 100 kcal (Clausen, 2011). I denne undersøgelse på golde tæver i maj, er fundet omkring 3 g vand pr gram fodertørstof og 60 – 80 gram vand pr 100 kcal (figur 7) ved kontrolholdet og op til 5 % iblanding af fiber. Det svarer således til de før fundne data ved hanner og hvalpe. Dernæst blev set en markant stigning i vandoptagelsen op til mere end det dobbelte pr energi enhed og 4 x fodertørstofoptag ved 20 % fibertilsætning. En del af stigningen kan måske tilskrives at dyrene legede mere med vandet, når de fik meget fiber i foderet. Men det er der forsøgt taget højde for i behandlingen af data. Den største del af vandet kom fra

Faglig Årsberetning 2011

Undersøgelse af hvor stor en procentdel fibre i foderet mink vil acceptere, før de nedsætter deres energioptag

foderet (figur 6), der havde lavt tørstof ved de høje iblandinger af fibre. Det anvendte fiberstof bandt vandet godt, og foderet virkede lige så ”tørt” som normalt foder. Hvorvidt det får dyrene til at drikke som normalt vides ikke. Vandbalancen var noget højere ved de høje iblandinger af fiber (figur 6). Det er

muligt, at det høje vand indtag kan være en medvirkende årsag, til at dyrene nedsætter deres foderoptag.. Andre faktorer kan være fibres indvirkning på dyrenes fordøjelse, smagen af foderet, samt at energiindholdet er så lavt, at ”omkostningerne” ved at æde det er for høje.

120,0

gram vand /100 kcal

100,0

80,0 vand fra foder vand i gødning 60,0

urin drikke vand balance

40,0

20,0

0,0 0

2,5

pct fiber Figur 6. Total opsamling i perioden d. 23/5 – d. 27/5, opgjort pr 100 kcal optaget energi

Konklusion Fibertilsætningen reducerede foderets energiog tørstofindhold betydeligt. Efter 2 – 3 dage havde kontrolholdet og 2,5 % fiberholdet tilvænnet sig det nye foder, således at de åd hele rationen, ved 5 % og 10 % iblanding tog det 7 – 8 dage. Ved 15 % og 20 % fibre (29 og 35 % af tørstof) øgede tæverne deres energioptagelse gennem det meste af perioden, undtagen de sidste dage, men nåede efter en 3 ugers periode ikke op på at æde rationen. Ædetidsregistreringerne viste, at tæver, der fik 10 % fibre og derover, åd

langsommere end tæver der fik 5 % fibre og derunder. Der blev set en meget stor vandoptagelse pr 100 kcal gennem foderet i de høje iblandinger. Vandindholdet i gødningen steg ligeledes, en del af vandet kommer således med ud igen. Drikkevandsoptagelsen og urinmængden følger hinanden, det kan delvis skyldes vandspild. Især ved de høje fiberiblandinger blev det observeret, at en del af tæverne legede med vandet. Det er i de to samme hold at drikkevandsoptagelsen er specielt stor. Total vandindtag blev fundet til omkring 3 g vand pr gram fodertørstof og 60 – 80

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. og Larsen, P. F.

gram vand pr 100 kcal ved kontrolholdet og op til 5 % iblanding af fiber. Ved højere fiberiblanding blev set en markant stigning i vandoptagelsen og i vandbalancen. Den største del af vandet kom her fra foderet. Hvorvidt det høje vandoptag kan være en medvirkende

årsag til at de nedsætter deres foderoptagelse er en mulighed. Andre faktorer kan være fibres indvirkning på dyrenes fordøjelse, smagen af foderet, samt at energiindholdet er så lavt at ”omkostningerne” ved at æde det er for høje.

160,0 50,0 140,0

40,0

100,0 30,0 80,0 60,0

g / 100 kcal

gram / 100 kcal

120,0

vand ind gram tø

20,0

40,0 10,0 20,0 0,0

0,0 0

2,5

pct fiber Figur 7. Total vandindtag pr 100 kcal og optaget gram tørstof pr 100 kcal

Referencer Case, L.P., Carey, D.P., Hirahawa, D.A., 1995. Canine and feline nutrition, A resource for companion animal professionals, Mosby-Year Book inc. Clausen¸T.N., 2011, Water balance in 8 week old mink kits. NJF Seminar no. 440, September 29 – October 1, 2010, Oslo, Norway, Poster presentation Clausen, T. N., Hansen, S.W & Sandbøl, P. 2010. Lavenergifoder med bygskalmel reducerer stereotypi i vinterperioden. Faglig Årsberetning 2009, 7-15, Pelsdyrerhvervets

Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Damgaard, Birthe Marie & Hansen, Steffen W. 2002. Low dietary energy concentration to mink females : Effects on behaviour and performance. I: NJFSeminar 347, pp.4. Farrel, D.J. & Wood, A.J., 1968. The nutrition of the female mink (Mustela vison) III. The water requirement for maintenance. Can. J. Zool., 46, 53-56. Hejlesen, C. 2002. Pers. medl.

Faglig Årsberetning 2011

Undersøgelse af hvor stor en procentdel fibre i foderet mink vil acceptere, før de nedsætter deres energioptag

Neil, M., 1988. Effect of dietary energetic composition and water content on water turnover in mink. Swedish J. Agric. Res. 18, 135-140. NRQ, 1995. Nutrient Requirements of Laboratory Animals, Fourth Revised Edition; Subcommittee on Laboratory Animal Nutrition; Committee on Animal Nutrition; Board on Agriculture; National Research Council. Peterson AD, Baumgardt BR. Influence of level of energy demand on the ability of rats to compensate for diet dilution. J Nutr. 1971 Aug;101(8):1069-74. Tauson, A.H., 1999. Water intake and excretion, urinary solute excretion and some stress indicators in mink (Mustela vison): effect of ambient temperature and quantitative water supply to lactating mink. Br. J. Nutr., 80, 555-564.

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N. og Larsen, P. F.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Þ § Tove N. Clausen¹, Thor Michael Lassén² & Peter Foge d L arsen¹ ¹Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark ²Kopenhagen Rådgivning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag For at afprøve, hvorvidt rejeskaller kan anvendes i vinterperioden, blev fermenterede rejeskaller i store mængder tilsat foderet til minktæver fra medio december til hvalpefødsel i april/maj. Samtidig blev udført fordøjelighedsforsøg med fermenterede og enzymbehandlede rejeskaller. Rejeskaller kan anvendes til minktæver i vinterperioden med 15 % tilsætning til foderet, uden negative konsekvenser for kuldstørrelse og hvalpevægte i den efterfølgende dieperiode. Brugen af produktet til mink begrænses dog af, at proteinfordøjeligheden er meget lav, og at den ikke kan hæves tilfredsstillende, hverken ved en enzymbehandling eller en fermentering af produktet. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012. Undersøgelse af rejeskaller til minktæver i vinterperioden. Faglig Årsberetning 2011, 94-97. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract To investigate whether shrimp shells can be used during the winter period, high amounts of fermented shrimp shells were added to the feed from mid December to birth of the kits in April/May. At the same time digestibility trials with fermented and enzyme treated shrimp shells were performed. The results showed that shrimp shells can be used to mink females during the winter period with 15 percent added to the feed, without negative consequences in terms of litter size and kit weight during the nursing period. However, use of the product is limited by a very low protein digestibility and neither fermentation nor enzyme treatment increased protein digestibility to a satisfying level. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012. Investigation of shrimp shells to mink females during the winter period. Annual Report 2011, 94-97, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: shrimp shells, winter feeding, reproduction

Baggrund Rejeskaller er tilgængeligt i store mængder. Det ser imidlertid ud til at have en negativ effekt på farven hos standard i pelssætningsperioden (Clausen & Lassén, 2012), på grund af indholdet af Astaxanthin (et carotenoid). Astaxanthin, der er et gulligt - rødt fedtopløseligt pigment, bruges kommercielt til at påvirke farven i laks og æggeblommer. Derudover er astaxanthin årsag til en rødlig fjerdragt hos visse fugle. Proteinindholdet i rejeskaller er 7 – 8 % (16 % tørstof), men proteinfordøjeligheden er imidlertid lav (47 %) (Schulin-Zeuthen, 2010). Proteinfordøjeligheden kan evt. øges med en fermentering med laktobaciller og dextrose eller en enzymnedbrydning.

For at afprøve, hvorvidt rejeskaller kan anvendes i vinterperioden, blev fermenterede rejeskaller i store mængder tilsat foderet til minktæver fra medio december til hvalpefødsel i april/maj. Samtidig blev udført fordøjelighedsforsøg med fermenterede og enzymbehandlede rejeskaller. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt minktæver af typen wildmink. Et kontrolhold á 300 tæver fik et grundfoder med 48 procent af den omsættelige energi (OE) fra protein i hele perioden medio december til hvalpefødsel (tabel 1). Et forsøgshold á 138 tæver fik kontrolfoderet tilsat 15 % rejeskaller i samme periode. Efter fødsel blev der fodret med fodercentralfoder.

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F.

Tabel 1. Rejeskaller til mink i vinterperioden.

Hold KON REJE

Antal tæver ved. start 300 138

Fodring fra d. 15/12 til fødsel 48 % af OEp 48 % af OEp + 15 % fermenterede rejeskaller

Fremstilling af fermenterede rejeskaller Rejeskallerne blev taget ud til optøning to dage før fremstillingen. Dagen før blev der sat varme på så temperaturen var ca. 20 C ° ved fremstillingen. Dette for at opnå en fermentering, som er en slags forgæring. Efter fremstilling blev tønderne stillet tildækket i 48 timer ved stuetemperatur, hvorefter pH gerne skulle være under 4,0. Til fremstillingen blev anvendt 200 kg rejeskaller, 16 kg dextrose og 3 g bakteriekultur (Lactisil Grass Plus). 1. portion blev fremstillet d. 13/12 og anvendt fra d. 15/12. 2. portion blev fremstillet d. 13/1. For at hindre vækst af skimmelsvamp blev der denne gang tilsat yderligere 0,5 g K-sorbat (konserveringsmiddel), og bakteriekulturen blev øget til 10 g. Produktet blev opbevaret i plasttildækkede tønder indtil brug. Grundet problemer med fremstillingen af fermenterede rejeskaller blev disse kun anvendt fra d. 15/12 til d. 25/1. Dernæst blev der anvendt ubehandlede rejeskaller i resten af perioden. Grundfoderets sammensætning ses af tabel 2. Foderet blev analyseret for tørstof, protein, fedt og aske. Der blev fodret efter at tæverne skulle være slanket en del til primo januar, og at huldet skulle være ens i holdene d. 21/2. Ungtæverne blev vejet ved sortering i november. Derudover blev alle tæver vejet i december (d. 13-14/12), i januar (d. 10-11/1) og i februar (d. 21/2) lige før flushing. Tævernes huld blev vurderet ved hvalpefødsel. Huldet blev vurderet på en skala fra 1 til 5 med score 1 til de tyndeste og score 5 til de fedeste. Beskrivelse af de forskellige huld scores kan ses i (Hynes et al., 2004). Hvalpene blev talt ved fødsel og dag 28. Derudover blev tæver og hvalpe vejet dag 28.

Fodring i dieperioden Foder fra fodercentral Foder fra fodercentral

Kropsvægte og kuldresultater blev analyseret med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5 % som signifikansniveau. Relevante kovariater blev medtaget, i de tilfælde de var signifikante. Forskel i huld blev analyseret med Ȥ2-test. Tabel 2. Grundfoder, hvor der blev tilsat 15 % fermenterede rejeskaller

Fiskeaffald 3-5 % fedt Industrifisk 5-8 % fedt Makrelgraks Lakseaffald Ensilage Fishpro Fjerkræ Farmfood Fjerkræ tysk varm frosset Byg +Hvede Kødmel P65 Danfond Blodmel Danfond Majsgluten Ærteprotein P84 Tørrede fedtegrever Soyaprotein AK510 Vit.-blanding Vand Plantal: Tørstof, % Energiindhold: kcal/100g Energifordeling

15/12 15/3 20 24,7 10 2 3 18 3,3 9,2 1 3 1,6 2

- 15/3 fødsel 20 28 10 2 18 3 9,1 1 2 2,5

0,2 1,96

0,94 2 0,2 1,27

153 48:37:15

150 48:36:16

Resultater og diskussion Både fermentering og enzymbehandling af rejeskaller forbedrer proteinfordøjeligheden. Protein fordøjeligheden blev således hævet fra 47 % i ubehandlede rejeskaller til hhv. 56 % og 52 % ved fermentering og enzymbehandling (Schulin-Zeuthen, 2010; 2011). Det var imidlertid vanskeligt at producere en stabil vare ved fermentering. pH i varen nåede ikke under 4, og der kom skimmelvækst. Af

Faglig Årsberetning 2011

Undersøgelse af rejeskaller til minktæver i vinterperioden

den grund blev der tilsat K-sorbat, og mængden af bakteriekultur blev øget i anden portion. Varen var dog stadig ikke stabil, og fra d. 25/1 blev der anvendt frosne ikke-behandlede rejeskaller i stedet. Foderanalyserne viste god overensstemmelse mellem beregnede og analyserede værdier. Beregnet energifordeling i foder med rejeskaller var 47:35,5:17,5 % af OE fra hhv. protein, fedt og kulhydrater og et energiindhold på 121 kcal OE / 100 g foder. Analyserede

værdier lå på samme energifordeling og 126 kcal OE / 100 g foder. Goldprocenten i kontrol og forsøgsholdet var ikke signifikant forskellige, 7,4 % i kontrol og 10,5 % i forsøgsholdet. Tævernes vægtudvikling viste forskel i januar og februar (tabel 3), således at rejeholdets tæver vejede lidt mindre end kontrolholdets tæver. Der var imidlertid ikke forskel i huld ved hvalpefødsel eller på tævernes vægt dag 28 efter fødslen.

Tabel 3. Tævevægte i forsøgsperioden, tallene i parentes er spredningen 1

Hold

Kvalitet

KON REJE p3 værdi

3,5 (0,9) 3,6 (0,9) NS

Sorteringsvægt, g 1781 (163) 1780 (159) NS

Vægt d. 14/12, g 1655 (188) 1640 (175) NS

Vægt d. 10/1, g 2 1445 (191) a 1382 (194) b 0,001

Vægt d. 21/2, g 1300 (151) a 1251 (141) b 0,001

Vægt dag 28, g 1447 (162) 1445 (153) NS

Huld ved fødsel 3,03 (0,34) 2,98 (0,29) NS

Kun ungtæver Forskellige bogstaver i en kolonne angiver en statistisk sikker forskel på tallene 3 P-værdi < 0,05 betyder at der er statistisk sikker forskel på tallene. NS angiver, at der ikke er en sikker forskel. 2

Kuldstørrelsen ved fødsel var ikke påvirket af tilsætningen af rejeskaller i vinterperioden (tabel 4), og der var ingen

effekt på hvalpevægtene dag 28 efter fødsel.

Tabel 4. Kuldstørrelse samt hvalpevægte, tallene i parentes er spredningen

Hold

KON REJE p-værdi

Antal kuld

286 120

Kuldstørrelse ved fødsel

7,31 (2,79) 7,45 (2,40) NS

Døde pr kuld ved fødsel

0,50 (1,22) 0,29 (0,65) NS (0,07)

Kuldsstørrelse dag 28

6,67 (2,64) 6,93 (2,56) NS

Hvalpevægte dag 28, g Hanner

Tæver

207 (33) 202 (36) NS

186 (29) 181 (32) NS

NS angiver at der ikke er statistisk sikker forskel på holdene.

Konklusion Rejeskaller kan anvendes til minktæver i vinterperioden med 15 % tilsætning til foderet uden negative konsekvenser for kuldstørrelse og hvalpevægte i den efterfølgende dieperiode. Brugen af produktet til mink begrænses dog af, at proteinfordøjeligheden er meget lav, og at den ikke kan hæves tilfredsstillende, hverken ved enzymbehandling eller fermentering af produktet.

Årsberetning 2011, 60-63. Kopenhagen Forskning, Danmark

Referencer Clausen, T. N. & Lassén, T. M., 2012. Betydningen af store mængder rejeskaller for farven hos sorte mink. Faglig

Schulin-Zeuthen, M., 2010. Rejeskaller til mink. Fordøjelighedsforsøg 1028F, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Danmark

Hynes, A. M., Rouvinen-Watt, K., Armstrong, D., 2004. Body condition and glycemic control in mink females during reproduction and lactation. VIII International Scientific congress in Fur Animal Production, Den Bosch, The Netherlands, September 15 – 18. Scientifur, 28, 3, 79 - 86.

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F.

Schulin-Zeuthen, M., 2011. Rapport for fordøjelighedsforsøg med mink (Mustela vison). Rejeskaller, enzymbehandlede og fermenterede (1113F og 1114F). Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Danmark.

Faglig Årsberetning 2011

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden Tove N. Clausen¹, Tor Mikael Lassén² & Peter Foged Larsen ¹ ¹Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark ²Kopenhagen Rådgivning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag Formålet med undersøgelsen i vækst og pelssætningsperioden, var at reducere proteintildelingen samtidig med en reduktion i visse af de først begrænsende aminosyrer. Til undersøgelsen blev anvendt 5 hold af 276 minkhvalpe af typen brown / glow . Hvalpene blev fodret med varieret proteinog aminosyretildeling fra d.14/7 til pelsning. Undersøgelserne viste at reduceret protein indhold til 21,5 % af den omsættelige energi (OEp) fra medio juli til pelsning eller fra 10/8 til pelsning og ændret aminosyreprofil ikke kan anvendes. Skindene bliver for små, kvaliteten for dårlig, og der ses stigende problemer med fedtlever. 28 OEp fra medio juli til medio august og dernæst 24 OEp resulterede i de største skind, men en lidt reduceret skindkvalitet, måske som følge af et for lavt indhold af visse aminosyrer i juli måned. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2011, 98-105 Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The purpose of the investigation in the growth and pelting period was to reduce protein content and the content of some of the essential amino acids. Five groups each of 276 male and female brown / th glow mink kits were used. The kits were fed varied levels of protein and amino acids from 14 July to pelting. The investigations showed that reduced protein content to 21.5 percent of metabolizable energy th (MEp) from July to pelting or from 10 of August to pelting and a changed amino acid profile, cannot be used. The skin length is shorter, the pelt quality is not so good and there is an increased risk of fatty liver. 28 MEp from middle July to mid-August and thereafter 24 MEp revealed the longest skins but a little reduced pelt quality, maybe due to a low content of some amino acids in July. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012. Reduced protein in the growing and furring period. Annual Report 2011, 98-105, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK8200, Denmark. Keywords: protein reduction, growth, furring, mink feed

Baggrund Som følge af skærpede harmonikrav på 48 tæver pr. hektar, samt skærpede krav til reduktion af ammoniakfordampning i forbindelse med miljøgodkendelser, er det nødvendigt med yderligere reduktion i proteinforbruget til mink. Det er således pålagt, at proteintildelingen skal reduceres med 15 % over 5 år, med udgangspunkt i forbruget i 2009, dog således at der reduceres med 3 % om året med start d. 1/8 2010. Mange undersøgelser er allerede udført, og de viser, at proteintildelingen på fodercentralerne i visse perioder kan sænkes i forhold til det, der nu anvendes. De nuværende anbefalinger til andelen af

energi fra protein igennem året ses af nedenstående figur 1. Det er således allerede nu muligt at komme en stor del af vejen, men i visse perioder er det nødvendigt med yderligere undersøgelser for at være sikker. Det største foderforbrug ses i perioden juli til oktober (figur 2), hvorfor det er her, at den største gevinst ved en reduktion kan hentes. Formålet med undersøgelsen i vækst- og pelssætningsperioden 2010, var således at se på konsekvenserne af en reduceret proteintildelingen fra juli til pelsning, samtidig med en reduktion i visse af de først begrænsende aminosyrer.

Faglig Årsberetning 2011

Clausen, T. N., Lassén, T. M., Larsen, P. F.

60 50 40

Anbefalet

20 10 0 JanFeb

Apr

Maj

Start juni

Midt Juni

Sen Juni

Start Juli

Midt Juli

Aug

Midt sept

Okt

Nov

Midt dec

Figur 1. Andelen af omsættelig energi fra protein gennem året på fodercentralerne i 2009 og anbefalet ud fra forsøg

Ton foder pr måned 120000 100000

Ton

80000 60000 40000 20000 0 jan

feb

mar

apr

maj

jun

jul

aug

sep

okt

nov

dec

Måned

Figur 2. Foderforbrug gennem året i Danmark.

Materiale og Metoder Til undersøgelsen blev anvendt 5 hold af ca. 276 brown / glow minkhvalpe (hanner og tæver) pr. hold. Forsøgsopstillingen ses af tabel 1. I undersøgelsen indgik to kontrolhold, dels et hold, hvor foderet blev fremstillet med et proteinindhold svarende til det der anvendes på fodercentralerne (hold 31), dels et hold med reduceret proteintildeling, ud fra det der anbefales fra forsøgsvirksomheden (hold 32). Dernæst blev anvendt et hold med reduceret krav til visse af de først begrænsende aminosyrer i perioden d. 1. august til pelsning (hold 33), samt to hold med reduceret protein og aminosyretildeling ud fra beregninger over idealprotein til mink (Sandbøl et al., 2004)

(hold 34 og hold 35). Det ene hold (hold 35) fik dog den anbefalede protein og aminosyre tildeling i juli (som hold 32). Foderplanerne ses af tabel 2. Forsøgsholdenes fodersammensætning blev kontrolleret ved analyse af protein, fedt, tørstof og aske jævnligt gennem perioden. Samleprøver af foderet for de relevante delperioder blev analyseret for aminosyreindhold. Forsøgsfodringen startede d. 14/7. Hanhvalpene blev vejet ved udsætning, ved foderskift og ved pelsning. Hanskindene blev længdemålt og sorteret på forsøgsfarmen, derudover blev tæveskindene sendt til specialsortering på Kopenhagen Fur.

Faglig Årsberetning 2011

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden

I september samt i forbindelse med pelsning, blev der udtaget blodprøver hhv. blod og organprøver for at undersøge,

hvorledes dyrene reagerer specielt med henblik på fedtlever (fedtnyrer). Alle døde dyr blev obduceret.

Tabel 1. Forsøgsopstilling, 276 hanner og tæver pr hold, energifordelingen angivet

Hold 31 32 33 34 35

Fodercentrallignede foder Anbefalet tildeling Reduceret krav for visse aminosyrer fra august * Ideal protein Ideal protein fra august

14. juli – 10. august 32:53:15 30:52:18 28:54:18

10. august – 25. september 32:53:15 30:52:18 24:54:22

25. september - pelsning 32:50:18 25:54:21 24:52:24

21,5:57,5:21 30:52:18

21,5:57,5:21 21,5:57,5:21

* thr op; met, his, phe, leu, ile og val ned;

De statistiske beregninger udføres ved hjælp af statistikprogrammet SAS. Ved vægte og skindlængder er procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF anvendes med 5 % som signifikansniveau. Ved skindkvalitet, farve og renhed anvendes en non-parametrisk test (GENMOD). Silket og fyldighed analyseres med proceduren 2 PROBIT eller X . Relevante parametre medtages som kovariater i de tilfælde, de er signifikante. Resultater og diskussion Foderanalyserne viste pæn overensstemmelse mellem de planlagte og de analyserede værdier. I hold 31 i begyndelsen af vækstperioden, var der dog et lille underindhold af protein i forhold til det planlagte (tabel 2). De fleste af aminosyreanalyserne (tabel 3) viste et underindhold i forhold til plantallene (ikke vist). Enkeltråvarer blev analyseret, og resultaterne viste, at der var et lidt lavere tørstof og dermed mindre protein i blodmel i forhold til plantallene. Majsgluten havde et betydeligt overindhold af protein, og kødmel havde et betydeligt underindhold. Som følge af den anvendte mængde af disse råvarer i de forskellige blandinger, fik det størst betydning for hold 33 (14/7-10/8) og idealblandingerne. Optimeringen af foderplanerne til et indhold af aminosyrer i nærheden af normtallene gør derudover, at hvis en enkelt råvare varierer meget fra plantallene, vil den kunne bevirke en afvigelse i færdigvaren. Aminosyreplantallene for hold 33 i juli var

tættere på normtallene end for de øvrige hold, og holdet var en del belastet af underindhold af protein i blodmel og kødmel. Dette hold viste da også et underindhold af aminosyrer i forhold til normen i perioden 14/7-10/8 (tabel 3). Profil blandingen var mest belastet af de anvendte råvarer og var en del under det planlagte. Hold 31 var lidt belastet af råvarernes underindhold, men aminosyreindholdet var på grund af det høje proteinindhold en del over normen (tabel 3). Der var en del problemer med at overholde normen for methionin (met) i de fleste af blandingerne. Typisk var analyseværdierne 0,02 under normen (tabel 3). Met blev undersøgt for renhed, og der blev fundet 99,8 %. Fra d. 10/8 til pelsning blev kravene til nogle af aminosyrerne sænket i hold 33 (tabel 3, normændringsforslag). Analyserne af foderet viste, at disse nye krav blev overholdt. Ved forsøgets start i juli var der ingen forskel i hanhvalpevægtene mellem holdene (tabel 4). I august var der signifikant dårligere vægt hos hvalpe der havde fået den anbefalede protein og aminosyre tildeling (hold 32 og hold 35). Det forekommer meget mærkeligt, hvis det skulle skyldes proteinniveauet, idet der var en forholdsvis høj proteintildeling, og aminosyrenormen var overholdt i juli måned med undtagelse af met, der var lige i underkanten (tabel 3). .

Faglig Årsberetning 2011

100

Clausen, T. N., Lassén, T. M., Larsen, P. F.

Tabel 2. Foderplaner Hold

32 og 35

14/7 25/9 9,2

25/9 pelsn. 9,4

14/7 10/8 4,0

10/8 25/9 4,0

25/9 pelsn. 0

14/7 10/8 8,3

10/8 25/9 3,0

5/9 pelsn. 3,0

14/7 10/8 pelsn pelsn 0

Fiskeaffald 5-8 % fedt

5,8

5,5

5,0

Industrifisk 5-8 % fedt

15,3

15,1

20,3

21,6

15,0

20,0

11,0

17,6

Startdato Slutdato Fiskeaffald < 3% fedt

Fjerkræ Farmfood

20,0

20,9

20,2

20,0

19,0

25,0

5,9

Ensilage Fishpro

6,5

6,3

7,2

10,0

6,0

7,0

9,0

10,0

Tysk fjerkræ

5,1

5,2

1,5

5,0

1,13

Tørrede fedtegrever

3,8

Byg+hvede

11,7

13,8

14,8

14,7

18,0

14,5

19,3

20,3

19,8

Blodmel danfond

2,5

2,2

1,0

1,2

1,6

0,13

Helblod

5,0

Kartoffelprotein

3,2

Majsgluten

2,7

2,2

3,4

0,35

1,4

1,1

1,77

0,46

Soyaprotein AK510

1,32

Ærtemel extruderet

3,0

Kødmel Danfond P65

2,5

2,25

3,4

2,0

1,5

1,0

2,0

Soyaolie

2,01

1,65

2,07

2,06

2,61

2,18

2,58

2,12

3,84 7,68

Svinefedt

4,01

3,30

4,14

4,12

5,22

4,36

5,17

4,24

Arbocel

1,03

0,96

1,03

0,96

Vit.-blanding

0,2

Vand

12,5

11,7

12,3

7,5

16,6

14,5

8,9

11,4

23,7

DL met

0,036

0,035

0¤

0,108

0,046

0,165

Arginin

0,0039

Tyrosin

0,087

Tryotofan

0,049

Leucin

0,128

Cystin

0,025

Threonin

0,107

Tørstof, %

41,0

41,1

43,2

44,0

44,1

41,0

45,1

44,2

49,2

Aske, %

2,2

2,3

2,1

2,2

1,8

2,1

2,0

Energifordeling, %

32:53:15

32:50:18

30:52:18

25:54:21

28:54:18

24:54:22

24:52:24

Energi: Kcal / 100 g MJ / kg foder MJ / kg tørstof Analysetal:

194 8,1 19,8

188 7,9 19,2

204 8,5 19,8

203 8,5 19,3

208 8,7 19,7

193 8,1 19,7

209 8,8 19,4

201 8,4 19,0

245 10,3 20,8

Tørstof, %

41,8

40,7

41,8

42,6

41,7

40,9

42,5

42,2

42,9

Aske, g

2,33

2,40

2,33

2,35

1,60

2,25

2,10

1,80

1,90

Energi: Kcal / 100 g MJ / kg foder MJ / kg tørstof Energifordeling

198,6 8,31 19,89 30:54:16

184,5 7,72 18,97 31:50:19

196,0 8,20 19,61 30:52:18

195,1 8,17 19,17 29:52:19

194,1 8,12 19,50 25:53:22

192,1 8,04 19,69 28:54:18

196,3 8,21 19,32 23:54:23

190,1 7,96 18,86 24:51:25

Plantal: 1,7 21:58:21

205,7 8,61 20,06 21:56:23

Der antages 65 % udnyttelse af DL-met (Clausen & Sandbøl, 2010) Fra midten af september anvendes 1/3 svinefedt + 2/3 soyaolie * tilsat 0,0277% DL-met fra 1/8 til 10/8 # tilsat 0,0335% DL-met fra 1/8 til 10/8 ¤ tilsat 0,0508% DL-met fra 1/8 til 10/8

Den eneste væsentlige forskel til de øvrige hold, var et lidt højere indhold af kødmel og majsgluten (tabel 2). Disse havde hhv. et underindhold og et overindhold af protein i forhold til tabelværdierne, og opvejede således hinanden. Det er muligt, at 101

indholdet af de to råvarer i foderet er i overkanten i juli måned. Resultater fra Clausen et al. (2003) antyder således, at mere end 3 % kødbenmel i den tidlige vækstperiode kan være negativ for tilvæksten i denne periode.

Faglig Årsberetning 2011

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden

Uanset årsagen har denne påvirkning været så markant, at den har holdt sig helt hen til pelsning, og medført de laveste

pelsningsvægte og de korteste skind i disse to grupper (tabel 4)

Tabel 3. Analyseret indhold af aminosyrer i g fordøjelige aminosyrer / 100 kcal (plantal aminosyre fordøjelighed)

Start Slut Met Cys Lys Thr Trp His Phe Tyr Leu Ile Val Arg

Hold 31 14/7 10/8 10/8 25/9 0,14 0,16 0,08 0,09 0,42 0,41 0,18 0,26 0,09 0,09 0,18 0,19 0,34 0,34 0,23 0,22 0,65 0,65 0,27 0,27 0,40 0,40 0,40 0,38

25/9 pelsn. 0,12 0,06 0,40 0,28 0,06 0,18 0,32 0,19 0,63 0,27 0,40 0,41

Hold 32 14/7 10/8 0,13 0,06 0,37 0,24 0,06 0,16 0,35 0,23 0,63 0,28 0,41 0,35

10/8 25/9 0,14 0,08 0,36 0,24 0,06 0,16 0,27 0,19 0,61 0,27 0,34 0,35

25/9 pelsn. 0,15 0,09 0,36 0,24 0,09 0,14 0,32 0,21 0,51 0,26 0,37 0,33

Hold 33 14/7 10/8 0,12 0,06 0,33 0,20 0,07 0,13 0,27 0,17 0,48 0,23 0,34 0,36

10/8 25/9 0,16 0,07 0,31 0,21 0,05 0,14 0,27 0,17 0,45 0,22 0,30 0,32

25/9 pelsn. 0,12 0,06 0,27 0,20 0,05 0,13 0,27 0,18 0,48 0,22 0,30 0,31

Hold 34 35 profil 0,19 0,05 0,24 0,15 0,08 0,09 0,22 0,16 0,38 0,11 0,23 0,30

norm * 0,14/0,16 0,06 0,27 0,17 0,05 0,16 0,29 0,18 0,50 0,26 0,35 0,30

norm ændringsforslag # 0,13/0,15 0,06 0,27 0,19 0,05 0,11 0,18 0,18 0,41 0,18 0,22 0,30

* Methionin norm: 1/7 til 31/7 - 0,14; 1/8 til 20/9 - 0,16; 21/9 til 19/2 - 0,14 # Methionin norm: 1/7 til 31/7 - 0,14; 1/8 til 20/9 - 0,15; 21/9 til 19/2 - 0,13 Tabel 4. Hanhvalpevægte

Hold

Antal

Vægt d. 8/7, g

Vægt d. 10/8, g

Vægt d. 27/9, g

31 32 33 34 35

272 274 276 270 276

1188 (129) 1189 (143) 1200 (125) 1196 (130) 1198 (144) NS *

1890 (192) ab 1842 (207) c 1898 (193) a 1865 (180) bc 1862 (187) c 0,002 *

2800 (275) b 2731 (328) c 2868 (289) a 2824 (298) ab 2754 (310) c < 0,0001

Vægt ved pelsning, g 3168 (322) a 3051 (344) b 3150 (376) a 3146 (359) a 3037 (380) b < 0,0001

Tilvækst, g juli - pelsning 1976 (279) a 1869 (288) b 1949 (328) a 1949 (312) a 1844 (323) b < 0,0001

Skindlængde, cm 91,9 (3,9) ab 90,6 (4,3) c 92,2 (4,4) a 91,3 (4,1) bc 90,7 (4,3) c < 0,0001

Tallene i parentes er spredningen, NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i en kolonne angiver at der er signifikant forskel mellem holdene.

Den største kropsvægt i august blev set i hold 31 og 33, på trods af at aminosyrenormen ikke var overholdt for sidstnævnte hold i juli (tabel 3). Disse to hold havde ligeledes de længste skind ved pelsning (tabel 4). Tidligere undersøgelser har vist, at vi kan sænke andelen af den omsættelige energi fra protein (OEp) fra medio september til 25 % uden negative konsekvenser for skindlængde og kvalitet (Hejlesen et al., 1998; Hejlesen & Clausen, 1999, 2000, 2001; Clausen et al., 2006). Dette er gjort i hold 32, hvor der er den bedste skindkvalitet (tabel 5), men skindene er for små som følge af en brist i fodringen i juli. I hold 33 er proteintildelingen reduceret til 23 - 24 OEp fra medio august. Tidligere undersøgelser har vist, at man kan anvende 26 OEp fra

august uden negative konsekvenser for skindlængde og kvalitet (Clausen & Sandbøl, 2009). I hold 33 var der desuden en reduktion i visse aminosyrer fra august. Dette har ikke haft negative konsekvenser for skindlængden (tabel 4), men der er en lidt dårligere kvalitet end i kontrolholdet, samt flere flade skind (tabel 5). Det kan måske skyldes fodringen i juli, hvor aminosyreindholdet var under normen (tabel 3). Niveauet af met var ligeledes lavt både i juli og fra oktober til pelsning. De to hold med idealprotein (hold 34 og hold 35) havde de dårligste kvaliteter. En højere protein tildeling i juli (hold 35) har ikke haft nogen betydning for dette. Disse hold havde ligesom hold 33 de færrest fyldige og flest flade skind (tabel 5). Renheden var lavest i det hold der havde fået ideal protein hele perioden (tabel 5).

Faglig Årsberetning 2011

102

Clausen, T. N., Lassén, T. M., Larsen, P. F.

Sorteringsvægten for alle hanner(tabel 6) viste det samme som pelsningsvægten (pelsede dyr) (tabel 4). For tæverne var det kun hold 35 (anbefalet tildeling i juli og ideal protein resten af perioden), der var signifikant forskellig fra de største. Kvaliteten hos tæverne ved

livdyrvurderingen var ikke forskellig, men hannerne viste det samme billede som ved skindsorteringen, hvor de dårligste kvaliteter var i de to hold, der havde fået ideal protein (hold 34 og hold 35), hold 33 var ved livdyrsorteringen ikke forskelligt fra kontrolholdet (hold 31) (tabel 6).

Tabel 5. Kvalitet af hanhvalpene ved skindsorteringen

Hold

Antal

Kvalitet *

farve #

renhed ¤

silket

31 32 33 34 35

237 233 237 229 230

6,9 (2,3) a 7,0 (2,4) ab 6,4 (2,5) bc 6,1 (2,5) cd 6,0 (2,4) d < 0,0001

2,9 (0,9) 3,0 (0,9) 3,0 (1,0) 3,1 (0,9) 3,0 (1,0) NS

3,2 (1,0) a 3,0 (0,9) a 3,1 (1,0) a 2,8 (1,0) b 3,0 (1,0) a 0,002

19,3 21,4 20,8 22,3 20,0 NS

uld % flade 5,0 3,0 11,4 10,9 9,6 < 0,0001

% normale 78,2 81,6 80,5 80,4 86,5

% fyldige 16,8 15,4 8,1 8,7 3,9

* Skala 1 – 12, 12 er bedst; # Skala 1 – 5, 5 er mørkest; ¤ Skala 1 – 5, 5 er mest rødlig Tallene i parentes er spredningen, NS angiver, at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i en kolonne angiver at der er forskel Tabel 6. Livdyrvurdering af alle hanner og tæver, 260 – 273 hanner og tæver pr hold

Hold 31 32 33 34 35 p-værdi

Sorterings vægt, g Hanner 3134 (316) a 3012 (347) c 3093 (374) a 3086 (356) ab 3029 (370) c 0,0002

Kvalitet * Hanner 3,08 (1,06) ab 3,13 (1,02) a 3,05 (1,05) ab 2,91 (1,09) bc 2,78 (1,04) c 0,0007

Tæver 1648 (211) a 1624 (217) ab 1653 (211) a 1635 (199) ab 1605 (198) b 0,04

Tæver 3,26 (1,06) 3,33 (1,05) 3,37 (1,07) 3,45 (1,04) 3,25 (1,05) NS

* Skala 1 – 5, 5 er bedst; Tallene i parentes er spredningen, NS angiver, at der ikke er forskel mellem holdene. Forskellige bogstaver i en kolonne angiver, at der er signifikant forskel mellem holdene.

Ved sortering af tæveskindene på Kopenhagen Fur, blev der ikke fundet forskel i kvaliteten eller procenten af korthårede skind (tabel 7). Ved kvalitetssorteringen af hannerne på Kopenhagen Fur blev der fundet signifikant forskel i fordelingen mellem de forskellige kvalitetsgrupper. Hold 35 havde færre af de gode skind i forhold til hold 31 og hold 32. De øvrige hold var ikke forskellige. Resultaterne svarede således nogenlunde til forsøgsfarmens sortering. Det var ligeledes gældende for renheden, hvor især hold 34 adskilte sig fra de øvrige hold.

For farve og Velvet procenten blev der ikke fundet mellem holdene. Antallet af dødsfald gennem perioden var lavt (tabel 8), men der var en tendens til, at der døde flest med forstørret fedtlever i de hold, hvor protein tildelingen havde været under 25 OEp i oktober. Det svarer til tidligere resultater, hvor et lavt proteinindhold i foderet har givet forstørret fedtlever (Clausen 2007; Clausen & Sandbøl, 2005; Damgaard et al., 1998a; 1998b; 1994). Resultaterne af organ og blodundersøgelser ses af Clausen et al. (2012).

Tabel 7. Kopenhagen Fur sortering af tæver

Hold 31 32 33 34 35 p-værdi

antal 126 122 117 120 141 NS

Kvalitets grupper, pct fordeling purple platinum burgundy 6,4 36,5 46,0 12,3 39, 4 34,4 9,4 41,0 41,0 8,3 45,0 35,0 10,6 44,0 35,5

ivory 10,3 12,3 8,6 11,7 7,8

kva. I 0,8 0,8 0 0 2,1

NS angiver, at der ikke er forskel mellem holdene

103

Faglig Årsberetning 2011

kva. II 0 0,8 0 0 0

Hårlængde, pct kort normal 28,6 69,8 32,0 67,2 34,2 65.8 34,2 65,8 41,1 56,8 NS

lang 1,6 0,8 0 0 2,1

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden

Tabel 8. Dødsfald

Hold 31 32 33 34 35

Døde, % 0,5 2,2 2,4 2,4 2,7

Forstørret fedtlever, % (antal) 0,4 (2) 0,5 (3) 1,1 (6) 1,4 (8) 1,4 (8)

Konklusion Undersøgelserne af reduceret proteinindhold fra medio juli til pelsning viste, at 21 OEp og ændret aminosyreprofil i hele perioden, eller fra d. 10/8 til pelsning, ikke kan anvendes. Skindene bliver for små, kvaliteten for dårlig, og der ses stigende problemer med fedtlever. 28 OEp i juli til medio august og dernæst 24 OEp resulterede i de største skind, men en lidt reduceret skindkvalitet, flere flade og færre fyldige skind end kontrolholdet. Måske som følge af et for lavt indhold af visse aminosyrer i juli måned. Et kontrolhold, der opfyldte normen for aminosyrer og havde et lidt reduceret proteinindhold i forhold til normal praksis, viste dårlig vækst i juli måned. Dette skyldes formodentlig et uheldigt niveau af visse råvarer. Referencer Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F. & Hammer, A. S., 2012. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blod- og organundersøgelser. Faglig Årsberetning 2011, 106-111. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2006. Proteinniveau til mink i pelssætnings-perioden. Betydning af fedt/kulhydratforhold og kulhydratkilde. Faglig Årsberetning 2005, 89-98. Pelsdyrerhvervets Forsøgs og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Clausen, T. N., Sandbøl, P. & C. Hejlesen, 2003. Kødbenmel til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2002, 33-37. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hejlesen, C., Clausen, T. N. & Therkildsen, N., 1998. Fasefodring af minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1997, 101-106. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivnings- virksomhed A/S, Danmark. Hejlesen, C. & Clausen, T. N., 1999. Fasefodring til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1998, 73-81. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningsvirksomhed A/S, Danmark Hejlesen, C., Clausen T. N., 2000. Fasefodring med protein til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1999, 93-95. Pelsdyrerhvervets For-søgs- og Forskningsvirksomhed A/S, Danmark. Hejlesen C. & T. N. Clausen, 2001. Fasefodring af mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2000, 77-80. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark Sandbøl, P., Clausen, T. N. & Hejlesen., C. 2004. Ideal protein for mink (Mustela vison) in the growing and furring periods. VIII Int. Sci. Cong. Fur Anim. Prod. 2004. Scientifur, 28, (3), Erratum + 120-128. Sandbøl, P. & Lassén, T. M., 2006. Minkens krav til aminosyrer under forskellige produktionsfaser. Internt notat fra arbejdsgruppen omkring aminosyrenormer til mink. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret|Pelsdyr. august 2006, Danmark.

Clausen, T. N. & Sandbøl, P., 2009. Energifordelingen i hvalpenes tidlige vækstfase - II. Faglig Årsberetning 2008, 55-60, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Faglig Årsberetning 2011

104

Clausen, T. N., LassĂŠn, T. M., Larsen, P. F.

105

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden Blod- og organundersøgelser Tove N. Clausen¹, Birthe M. Damgaard², Jakob Le Fèv r e Harslund³ & Anne Sofie Hammer³ ¹Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark ²Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab, Blichers Allé 20, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Danmark ³Danmarks Tekniske Universitet, Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1790 København V, Danmark Sammendrag Formålet med undersøgelsen i vækst- og pelssætnings-perioden var at reducere proteintildelingen og samtidig reducere visse af de først begrænsende aminosyrer. Til undersøgelsen blev anvendt 5 hold med 276 brown / glow hanner og tæver pr. hold. Hvalpene blev fodret med varieret proteinog aminosyre-tildeling fra d. 14/7 til pelsning. Mink fodret med et reduceret proteinindhold i foderet gennem hele vækst- og pelssætningsperioden - 21,5 % af omsættelig energi fra protein (OEp) - havde en dårligere sundhedstilstand, og der blev set indikationer af en negativ effekt på immunsystemet sammenlignet med mink fodret med et normalt proteinindhold i foderet. Blodets indhold af protein og urea afspejlede foderets indhold af protein. Leverens indhold af fedt og frie fedtsyrer var højest hos mink, der fik reduceret proteinindhold (21,5 OEp) gennem hele vækst- og pelssætningsperioden, og der var en tendens til flere døde mink med fedtlever, når foderets proteinindhold var under 25 OEp i oktober. Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F. & Hammer, A. S., 2012. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blod- og organundersøgelser. Faglig Årsberetning 2011, 106-111. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The purpose of the investigation in the growth and pelting period was to reduce the protein content and the content of some of the essential amino acids in the feed. Five groups each of 276 male and female brown / glow mink kits were used. The kits were fed diets with varied th protein and amino acid content from 14 July to pelting. Minks fed a diet with a reduced protein content in the feed - 21.5 % of metabolizable energy from protein (MEp) during the growing-furring period had reduced health condition and there were indications of a negative effects on the immune system compared to minks fed a diet with a high protein content. The protein and urea content in the blood reflected the content of protein in the feed. The liver content of fat and free fatty acids was highest in minks fed a low protein diet (21.5 MEp) through the whole growing-furring period and there was a tendency of more dead minks with fatty liver when the dietary protein content was below 25 MEp in October. Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F. & Hammer, A. S., 2012. Reduced protein in the growing-furring period. Blood and organ investigations. Annual Report 2011, 106-111, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: protein, blood, organs

Baggrund I forbindelse med fodring med reduceret proteinindhold i foderet i vækst- og pelssætningsperioden er det væsentligt at vide, hvorvidt dette har konsekvenser for dyrenes sundhed. Tidligere undersøgelser har vist, at reduceret proteinindhold i foderet kan medføre en øget frekvens af forhøjet fedt i leveren hos mink (Clausen, 2007 Clausen and Sandbøl, 2005; Damgaard et al., 1994; 1998a; 1998b). I forbindelse med undersøgelsen af reduceret proteinindhold i foderet i

vækstperioden 2011 (Clausen, 2012) blev blodog organprøver derfor undersøgt i september og ved pelsning. Materialer og Metoder I undersøgelsen indgik to kontrolhold, dels hold 31, som fik foder med et proteinindhold svarende til det, der anvendes på fodercentralerne (32 OEp i hele perioden), dels hold 32 med reduceret proteintildeling svarende til det, der anbefales fra forsøgsvirksomheden (30 OEp i juli – august og 25 OEp fra september til pelsning). Dernæst blev

Faglig Årsberetning 2011

106

Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F, Hammer, A. S.

anvendt hold 33 med reduceret krav til visse af de først begrænsende aminosyrer i perioden 1. august til pelsning (28 OEp i juli og 24 OEp fra august), samt to hold (hold 34 og 35) med reduceret proteinog aminosyretildeling ud fra beregninger over idealprotein til mink (21,5 OEp). Det ene hold (35) fik dog samme proteinog aminosyretildeling i juli som hold 32. Foderplan og dyremateriale er tidligere beskrevet af Clausen et al. (2012). I oktober og i forbindelse med pelsning, blev der udtaget blodprøver hhv. blodog organ-prøver for at undersøge, hvorledes dyrene reagerer på reduceret proteintildeling, specielt med henblik på fedtlever. Blodprøver Fra 20 hanner pr. hold blev der udtaget blodprøver d. 5.-6. oktober 2010 samt ved pelsning i midten af november 2010. Blodprøverne blev analyseret på Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab for hæmatokritværdi samt indholdet af hæmoglobin, erythrocytter og leukocytter. Derudover blev blodplasmaet analyseret for indhold af frie fedtsyrer (NEFA), triglycerider, protein, urea, glukose og enzymerne ALAT og GGT. Leverprøver Til pelsning fastede dyrene ca. 17 timer, hvorefter de blev aflivet ved injektion af Pentobarbital. Efter aflivning blev leveren udtaget og vejet. Leverens vægt i forhold til kropsvægten blev beregnet. Leverprøver blev nedfrosset i flydende kvælstof, indtil de blev analyseret for glycogen, glukose, triglycerider (TAG), NEFA og phospholipider på Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab. Leverens tørstofindhold blev bestemt på Kopenhagen Forskning/Farm. Ud fra tørstof blev leverens fedtprocent beregnet efter følgende formel: Leverfedtindhold (%) = 1,15 * Levertørstof – 24,9 (R2=0,97) (Clausen & Sandbøl, 2005b).

107

Histologiske analyser Tarm (duodenum), nyre, hjerte, lunge, muskulatur, milt, thymus og levervæv blev undersøgt histologisk på DTU Veterinærinstituttet. Statistiske analyser Den statistiske behandling af data er foretaget ved hjælp af systemet SAS. Alle blodvariabler, samt kropsvægte og levervægte er behandlet ved hjælp at PROC MIXED / GLM. I modellerne for blodvariabler indgår hovedeffekter af hold og måned og interaktion mellem disse to hovedeffekter. I modellen for levervariabler indgår hold som hovedeffekt. Forskelle mellem hold er betragtet som signifikante ved sandsynlighedsniveau på mindre end 5 %. Resultater og diskussion Leveranalyser Undersøgelser af fedtindhold i leveren viste et højere niveau hos hvalpe, der havde fået profilfoder, og dermed reduceret protein tildeling (21,5 OEp, hold 34 og 35), frem for andre foderrationer (tabel 1). I disse hold blev samtidig set en del hvalpe, der døde med forstørret fedtlever (tabel 2). Antallet af dødsfald gennem perioden var lavt, men der var en tendens til, at flest hvalpe døde med forstørret fedtlever i de hold, hvor proteintildelingen havde været under 25 OEp i oktober. Ved tidligere undersøgelser i vækstperioden er påvist, at lavt proteinindhold i foderet resulterede i et øget indhold af fedt i leveren og et øget antal døde mink med fedtlever gennem vækstperioden (Clausen, 2007; Clausen and Sandbøl, 2005; Damgaard et al., 1994; 1998a; 1998b). Resultatet af leveranalyserne er vist i tabel 3. Indholdet af triglycerider (TAG) og frie fedtsyrer (NEFA) i leveren var højest for hold 34, lavere for hold 32 og 35 og lavest for hold 31 og 33. Dette indikerer, at reduceret

Faglig Årsberetning 2011

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden Blod- og organundersøgelser

proteinindhold i foderet medfører øget indhold at fedt i leveren. Korrelationen mellem TAG og leverens fedtindhold bestemt ved hjælp at levertørstof er 0,92

(p < 0,0001). Mellem NEFA og leverens fedtindhold bestemt ved hjælp at levertørstof er korrelationen 0,93 (p < 0,0001).

Tabel 1. Leverfedtindhold og relativ levervægt, hvalpene fastede ca. 17 timer før aflivning. Tallene i parentes angiver spredningen

Hold

Foder

Antal dyr

Vægt ved aflivning, g

Relativ levervægt, %

Leverfedt procent

31 32 33 34 35

32 OEp i hele perioden 30 OEp i juli/august og 25 OEp fra september 28 OEp i juli og 24 OEp fra august 21,5 OEp i hele perioden 32 OEp i juli og 21,5 OEp fra august

20 20 20 19 19

3121 (406) 3186 (373) 3084 (450) 3115 (435) 3058 (317) NS

2,28 (0,30) 2,31 (0,34) 2,40 (0,41) 2,25 (0,18) 2,20 (0,32) NS

14,3 (3,1) c 15,2 (4,3) bc 13,2 (2,9) c 17,8 (4,2) a 16,6 (4,9) ab 0,002

NS angiver, at der ikke er forskel mellem holdene. I samme kolonne angiver forskelligt bogstav, at der er signifikant forskel mellem holdene. Tabel 2. Dødsfald

Hold 31 32 33 34 35

Døde, % 0,5 2,2 2,4 2,4 2,7

Forstørret fedtlever, % (antal) 0,4 (2) 0,5 (3) 1,1 (6) 1,4 (8) 1,4 (8)

Tabel 3. Resultat af leveranalyser

Parameter

Hold 31

Hold 32

Hold 33

Hold 34

Hold 35

Glycogen, ȝmol/g Glucose, ȝmol/g TAG, ȝmol/g NEFA, ȝEq/g Phospholipid, ȝmol/g

44,0 ± 8,0 84,5 ± 4,4 115 ± 12 b 294 ± 27 b 21,4 ± 0,51

38,9 ± 8,3 78,7 ± 4,5 134 ± 12 ab 342 ± 28 ab 20,5 ± 0,52

41,5 ± 7,9 74,4 ± 4,3 111 ± 12 b 285 ± 26 b 19,9 ± 0,50

35,0 ± 8,3 75,6 ± 4,5 167 ± 12 a 411 ± 28 a 21,0 ± 0,52

55,7 ± 8,3 82,0 ± 4,5 143 ± 12 ab 357 ± 28 ab 21,8 ± 0,52

P-værdi Effekt af Hold 0,47 0,45 0,0089 0,0099 0,0693

P- værdi < 0,05 angiver en signifikant forskel.. I samme række angiver forskelligt bogstav, at der er signifikant forskel mellem holdene.

Blodanalyser Resultatet af blodanalyserne er vist i tabel 4. Hæmatokritværdien og hæmoglobinindholdet i blodet var højest for hold 31 og lavest for hold 35, hvilket indikerer en generel bedre sundhedstilstand for holdet, der fik et højt indhold af protein i foderet end for holdet, der fik et reduceret proteinindhold i foderet. Mængden af leukocytter (hvide blodlegemer) var lavest for hold 34, der fik reduceret proteinindhold i hele vækstperioden. Dette indikerer immunsuppression hos mink med mindre proteintilførsel. Hverken i oktober eller ved pelsning blev der påvist forskelle i blodets indhold af NEFA og triglycerider mellem holdene. Blodets indhold af protein var højest for hold 31 og 32, lavere for hold 33 og 34 og

lavest for hold 35, hvilket viser, at blodets indhold af protein afspejler foderets indhold af protein. Urea dannes ved nedbrydning af protein, hvorfor blodets indhold af urea faldt med faldende proteinindhold i foderet. Denne forskel blev fundet i oktober, men ikke ved pelsning. Der blev ikke påvist forskelle i blodets indhold af glukose hverken mellem holdene eller fra oktober til pelsning. Blodets indhold af leverenzymet ALAT var lavest for hold 34, højere for hold 32, 33 og 35 og højest for hold 31. Indholdet af fedt i leveren var højest for hold 34 og lavest for hold 31 og 33. Det lavere indhold af enzymet ALAT i blodet samtidig med et højt indhold af fedt i leveren er i modsætning til tidligere undersøgelser, hvor det blev påvist, at et

Faglig Årsberetning 2011

108

Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F, Hammer, A. S.

højt indhold af ALAT i blodet var indikation på et højt indhold af fedt i leveren (Damgaard et al., 1998a). Årsagen kan være, at der i herværende undersøgelse blev påvist forskelle mellem holdene i blodets indhold af ALAT i oktober og ikke ved pelsning, hvor leverens indhold af fedt er undersøgt.

Der blev ikke påvist forskelle mellem holdene i blodets indhold af enzymet GGT. For alle blodvariable med undtagelse af glukose var der forskel i niveauerne i oktober og ved pelsning i november. Dette skyldes sandsynligvis forskel i alder og i fodringsstyrke.

Tabel 4. Resultater af blodanalyser. Tallene i parentes angiver spredningen

Parameter

Hold 31

Hold 32

Hold 33

Hold 34

Hold 35

Hæmatokrit, % Oktober Pelsning Hæmoglobin, mmol/L Oktober Pelsning 12 Erythrocytter, 10 /L Oktober Pelsning 9 Leucocytter, 10 /L Oktober Pelsning NEFA, ȝEq/L Oktober Pelsning Triglycerider, mmol/L Oktober Pelsning Protein, g/L Oktober Pelsning Urea, mmol/L Oktober Pelsning Glucose, mmol/L Oktober Pelsning ALAT, U/L Oktober Pelsning GGT U/L Oktober Pelsning

a 50,8 (0,53) 49,9 (0,76) a 11,8 (0,12) 11,2 (0,15)

ab 50,3 (0,55) 47,5 (0,78) ab 11,7 (0,12) 10,7 (0,16)

ab 49,9 (0,51) 48,0 (0,72) ab 11,5 (0,11) 10,8 (0,14)

ab 50,1 (0,54) 48,7 (0,78) ab 11,6 (0,12) 10,9 (0,16)

b 49,0 (0,57) 47,1 (0,80) b 11,4 (0,12) 10,6 (0,16)

9,0 (0,11) 8,5 (0,14) ab 7,7 (0,60) 3,8 (0,37)

9,0 (0,11) 8,1 (0,14) ab 8,2 (0,61) 4,2 (0,38)

8,9 (0,11) 8,1 (0,13) a 8,6 (0,57) 4,7 (0,35)

9,3 (0,11) 8,5 (0,14) b 6,4 (0,60) 3,9 (0,38)

9,0 (0,12) 8,2 (0,15) ab 7,0 (0,63) 4,3 (0,39)

433 (34) 654 (57)

321 (34) 666 (58)

329 (32) 736 (54)

421 (34) 805 (58)

388 (34) 803 (60)

0,97 (0,043) 0,89 (0,033) a 63,0 (0,87) 59,3 (0,87)

1,00 (0,044) 0,81 (0,034) a 62,9 (0,89) 59,0 (0,90)

1,05 (0,041) 0,80 (0,032) ab 60,9 (0,83) 59,8 (0,83)

0,98 (0,043) 0,88 (0,034) ab 60,8 (0,87) 57,4 (0,90)

1,04 (0,044) 0,79 (0,035) b 60,0 (0,89) 57,1 (0,92)

6,1 (0,22) a 4,4 (0,18)

5,6 (0,22) a 3,9 (0,18)

5,9 (0,21) a 4,3 (0,17)

4,5 (0,22) b 3,9 (0,18)

4,4 (0,22) b 4,1 (0,19)

8,1 (0,34) 7,9 (0,46)

8,0 (0,35) 7,9 (0,48)

8,3 (0,32) 7,7 (0,44)

8,3 (0,34) 8,6 (0,48)

8,4 (0,35) 8,0 (0,49)

183 (33) a 171 (21)

122 (22) ab 200 (25)

131 (22) ab 157 (18)

89 (16) b 169 (21)

106 (20) ab 188 (24)

5,8 (0,89) 2,7 (0,52)

5,5 (0,87) 2,9 (0,57)

4,8 (0,70) 2,8 (0,52)

3,7 (0,58) 3,2 (0,63)

4,7 (0,75) 4,0 (0,83)

P-værdi Effekt af hold 0,034

0,034

0,084

0,055

0,10

0,96

0,018

<0,0001 0,20 0,31

0,038 0,60 0,77

1) P- værdi < 0,05 angiver en signifikant forskel mellem holdene. Én P-værdi angiver samlet effekt i oktober og ved pelsning. To Pværdier angiver effekt henholdsvis i oktober og ved pelsning. I samme række angiver forskelligt bogstav, at der er signifikant forskel mellem holdene. For alle variable er der effekt af måned: P<0,0001 med undtagelse af glukose: P=0,31.

Histologi Histologiske data fra DTU Veterinærinstituttet viste kun forskel mellem holdene i vurderingen af leverstase, dog uden at der var nogen klar linje i tallene. Der var derimod en positiv sammenhæng mellem histologisk bestemt lipidvakuolisering af leverceller og graden af leverfedt bestemt på forsøgsfarmen (p=0,0009), og en positiv sammenhæng

109

mellem histologisk bestemt lever rarefaction (reduktion i tæthed) og graden af leverfedt bestemt på forsøgsfarmen (p < 0,0001). Der burde således være en mulighed for at anvende disse parametre til en vurdering af graden af fedtlever. Sammenhængen mellem histologisk bestemt leverstase og graden af leverfedt var negativ, men dog ikke signifikant, og der var ikke en sammenhæng mellem

Faglig Årsberetning 2011

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden Blod- og organundersøgelser

histologisk bestemte inflammatoriske cellefoci og graden af leverfedt bestemt på forsøgsfarmen. Derudover var der tilsyneladende en negativ sammenhæng mellem histologisk bestemte fokale mineraludfældninger i lungerne og graden af leverfedt bestemt på forsøgsfarmen (p=0,01). Hvorledes dette forklares, er dog ikke klart på nuværende tidspunkt. Konklusion Mink fodret med et reduceret proteinindhold gennem hele vækst- og pelssætnings-perioden (21,5 OEp) havde en dårligere sundhedstilstand, og der blev set indikationer på en negativ påvirkning af immunsystemet sammenlignet med mink fodret med et normalt proteinindhold. Blodets indhold af protein og urea afspejlede foderets indhold af protein. Leverens indhold af fedt og frie fedtsyrer var højest hos mink, der fik reduceret proteinindhold gennem hele vækst- og pelssætnings-perioden (21,5 OEp), og der var en tendens til flere døde mink med fedtlever, når foderets proteinindhold var under 25 OEp i oktober.

Sammenhæng mellem leverfedt og tørstof hos mink (Mustela Vison). Faglig Årsberetning 2004, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark, 169-171. Damgaard, B. M., Clausen, T. N., Henriksen, P., 1994. Effect of protein and fat content in feed on plasma alanine aminotransferase and hepatic liver infiltration in mink. J. Vet. Med. A. 41, 620-629. Damgaard, B. M., Clausen, T. N., Dietz, H. H., 1998a. Effect of dietary protein level on growth performance, mortality rate and clinical blood parameters in mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 38-48. Damgaard, B. M., Clausen, T. N., Børsting, C. F., 1998b. Effect of dietary supplement of essential amino acids on mortality rate, liver traits and blood parameters in mink (Mustela vison) fed low-protein diets. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 175-183.

Referencer Clausen, T. N., 2007. Fasting mink kits fed different amounts of protein. Annual Report 2006, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark, 151-154. In Danish. Clausen, T. N., Lassén, T. M., Larsen, P. F., 2012. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2011, 98-105. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T. N., Sandbøl, P., 2005. Fasting of mink kits fed different feed rations and its effect on liver fat content, plasma metabolites and enzymes. NJF seminar nr 337, pp. 5, Uppsala, Oct. 5-7. Clausen, T. N., Sandbøl, P. 2005b.

Faglig Årsberetning 2011

110

Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F, Hammer, A. S.

111

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Betydningen af lav proteinfodring i vækstperioden for reproduktionsresultaterne i den efterfølgende dieperiode Tove N. Clausen¹, Tor Mikael Lassén² & Peter Foged Larse n¹ ¹Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark ²Kopenhagen Rådgivning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag For at se hvorledes tævehvalpe fodret med lavt proteinniveau i vækstperioden klarer sig i den kommende dieperiode, blev han- og tævehvalpe fodret med reduceret proteinindhold i vækstperioden udtaget til avl. Fodring med reducerede niveauer af protein og aminosyrer i vækstperioden havde ikke konsekvenser for reproduktionsresultaterne i den efterfølgende sæson. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012. Betydningen af lav proteinfodring i vækstperioden for reproduktionsresultaterne i den efterfølgende dieperiode. Faglig Årsberetning 2011, 112-115. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus N, Danmark. Abstract In order to evaluate the reproductive performance of female kits fed with a low protein diet in the growth period, male and female mink kits fed reduced protein during the growth period were selected for breeding. Feeding with reduced protein and amino acids in the growth period did not affect reproduction parameters in the following season. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012. Effect of low protein feeding in the growth period on the reproduction results in the following nursing period. Annual Report 2011, 112-115, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8200, Denmark. Keywords: reduced protein, growth feed, reproduction performance

Baggrund I vækstperioden 2010 blev anvendt wildmink hvalpe til proteinforsøg. Vækstperioderesultaterne viste, at et indhold på 21 % af den omsættelige energi fra protein (OEp) fra medio juli til pelsning eller fra 10/8 til pelsning og ændret aminosyreprofil, giver kortere skind, dårligere kvalitet, og stigende problemer med fedtlever. 28 OEp fra medio juli til medio august og dernæst 24 OEp resulterede i de største skind, men en lidt reduceret skindkvalitet, måske som følge af et for lavt indhold af visse aminosyrer i juli måned (Clausen et al., 2012a). Undersøgelser af fedtindhold i leveren ved pelsning, viste et højere niveau hos hvalpe, der havde fået 21 OEp, og dermed reduceret proteintildeling. I disse hold blev samtidig set en del døde hvalpe med forstørret fedtlever. Antallet af dødsfald gennem perioden var lavt, men der var en tendens til, at flest hvalpe døde med forstørret fedtlever i de hold, hvor proteintildelingen havde været under 25 OEp i oktober (Clausen et al., 2012b).

For at se hvorledes tævehvalpe fodret med lavt proteinniveau i vækstperioden klarer sig i den kommende reproduktionsperiode, blev der udtaget avlsdyr (tæver og hanner) fra proteinholdene til avlsperioden 2011. Der blev fodret med fodercentralfoder, og dyrene blev fodret, parret og passet efter de normale retningslinier på forsøgsfarmen. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 4 hold á 138 ungtæver samt et tilsvarende antal hanner af typen wildmink. Dyrene blev udtaget fra proteinholdene 31, 33, 34 og 35 i vækstperioden 2010. I vækstperioden 2010 fik hold 31 et proteinindhold i foderet svarende til det, der anvendes på fodercentralerne (32 OEp i hele perioden). Hold 33 fik foder med reduceret krav til visse af de først begrænsende aminosyrer i perioden 1. august til pelsning (28 OEp i juli og 24 OEp fra august). Hold 34 og 35 fik reduceret protein og aminosyretildeling ud fra

Faglig Årsberetning 2011

112

Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F.

beregninger over ideal protein til mink (21,5 OEp). Hold 35 fik dog samme proteinog aminosyre tildeling i juli som hold 32. Forsøgsopstilling, foderplaner og vækstperioderesultater ses af Clausen et al (2012a og 2012b). Til pelsning blev de bedste avlsdyr i holdene udtaget. Dyrene blev i den gruppe de kom fra, således at parringen foregik mellem dem, der havde gået i sammen hold i vækstperioden. Der blev fodret med fodercentralfoder, indtil alle blev pelset i 2011. Tæverne blev vejet 21. februar samt dag 28 og dag 49 efter hvalpefødslerne. Hvalpene blev talt ved fødsel (dag 0), samt talt og vejet dag 28 og dag 49. De statistiske beregninger er udført ved hjælp af statistikprogrammet SAS. Ved vægte og kuldstørrelse er procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF anvendt med 5 % som signifikansniveau. Ved

huldvurdering og goldprocent er anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Resultater og diskussion Der var lidt flere uparrede tæver i hold 35, og lidt højere goldprocent i hold 34 end i de øvrige hold. Den høje goldprocent skyldtes dog overvejende en enkelt han, der reproducerede dårligt (tabel 1). Tæver udtaget til avl var ikke forskellige i sorteringsvægt og skindkvalitet, og der var ikke forskel i vægtudviklingen gennem perioden (tabel 2) eller i kuldstørrelsen ved fødsel og dag 28 efter fødsel (tabel 3). Der var derimod forskel i hanhvalpevægtene dag 28 (tabel 4), således at hanhvalpe fra hold 33 vejede lidt mere end hanhvalpe fra hold 34. Hold 33 havde de længste skind ved pelsning, men hold 34 havde ikke de korteste. Forskellen er ikke let at forklare og skyldes formodentligt tilfældigheder.

Tabel 1. Tæveantal samt goldprocent.

Hold 31 33 34 35

Behandling 32 OEp i hele perioden 28 OEp i juli og 24 OEp fra august 21,5 OEp i hele perioden 32 OEp i juli og 21,5 OEp fra august

Antal tæver 142 145 143 144

Antal uparrede tæver 0 5 5 11

Antal / % golde tæver * 8 / 5,6 7 / 5,1 14 / 10,2 4 / 3,1 NS (0,1)

* 1 han i hold 34 parrede 6 tæver, hvoraf kun 1 fødte hvalpe Tabel 2. Avlstævernes kvalitet, vægt ved sortering i november og i februar, samt huld ved fødsel og hvalpevægte dag 28 og 49. Tallene i parentes er spredningen.

Hold

Skindkvalitet

31 33 34 35

3,6 (1,0) 3,7 (1,0) 3,7 (0,9) 3,6 (0,9) NS

Vægt, november, g 1702 (160) 1689 (170) 1677 (167) 1670 (153) NS

Vægt 21/2, g 1277 (170) 1263 (148) 1283 (154) 1258 (150) NS

Huld ved fødsel 3,16 (0,40) 3,10 (0,43) 3,05 (0,40) 3,12 (0,37) NS

Tævevægt dag 28, g 1489 (181) 1429 (177) 1451 (169) 1459 (141) NS

Tævevægt 49, g 1249 (163) 1199 (144) 1208 (153) 1208 (143) NS (0,08)

NS angiver, at der ikke er statistisk sikker forskel mellem grupperne Tabel 3. Kuldstørrelse ved fødsel og dag 28 efter fødsel. Tallene i parentes er spredningen.

Hold

Antal kuld

Kuldstørrelse v. fødsel

Døde pr kuld v. fødsel

Kuld størrelse dag 28

31 33 34 35

134 131 123 125

7,70 (2,27) 7,24 (2,65) 7,55 (2,45) 7,59 (2,29) NS

0,60 (1,22) 0,59 (0,98) 0,51 (0,96) 0,65 (1,44) NS

7,09 (2,52) 6,76 (2,70) 6,91 (2,41) 7,00 (2,25) NS

NS angiver, at der ikke er statistisk sikker forskel mellem grupperne

113

Faglig Årsberetning 2011

dag

Betydningen af lav proteinfodring i vækstperioden for reproduktionsresultaterne i den efterfølgende dieperiode Tabel 4. Hvalpe og tævevægte dag 28 og dag 49.

Hold 31 33 34 35

Hvalpevægte dag 28, g Hanner 199 (32) ab 207 (25) a 194 (33) b 203 (37) ab 0,04

Tæver 178 (29) 186 (21) 177 (30) 181 (31) NS

Hvalpevægte dag 49, g Hanner 578 (96) 584 (73) 573 (90) 593 (81) NS

Tæver 482 (70) 489 (53) 480 (75) 496 (58) NS

NS angiver at der ikke er forskel mellem grupperne

Konklusion Det vurderes, at fodringen i vækstperioden 2010 med reduceret proteinog aminosyreniveau ikke har haft konsekvenser for reproduktionsresultaterne i den efterfølgende dieperiode. Referencer Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012a. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2011, 98-105. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T. N., Damgaard, B. M. & Hammer, A. S., 2012b. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blodog organundersøgelser. Faglig Årsberetning 2011, 106-111. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Faglig Årsberetning 2011

114

Clausen, T. N., LassĂŠn, T. M. & Larsen, P. F.

115

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Minks behov for vitamin A og dets betydning for vitamin D- og E-status Søren Krogh Jensen1 og Tove N. Clausen2 1

Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab, Forskningscenter Foulum, Blichers Allé 20, DK-8830 Tjele, Danmark 2 Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag En afbalanceret vitaminforsyning er en af de afgørende parametre for god vækst og trivsel. De fedtopløselige vitaminer er de mest følsomme vitaminer med hensyn til overforsyning, og flere af dem interagerer med hinanden i forhold til dosis og den form, de tildeles på. Formålet med forsøget her var at undersøge effekten af stigende mængde vitamin A og enten syntetisk eller naturligt vitamin E i foderet til voksende mink på deres vitamin A-, D- og E-status. Til forsøget blev anvendt 100 mink i et dosis-responsforsøg med 5 vitamin A niveauer, to typer af vitamin E ® (syntetisk acetat (all-rac-Į-tocopheryl acetat) og naturligt alkohol (Immun E Natur)). Forsøget viste, at minks behov for vitamin A i dette forøg allerede var opfyldt i grundfoderet. Forsøget viste endvidere, at mink ikke i samme omfang som grise og kalve er følsomme overfor, at store mængder vitamin A i foderet skader udnyttelsen af vitamin E. Forsøget viste dog, at vitamin Dstatus i plasma faldt med stigende mængde vitamin A samt ved fodring med naturligt vitamin E sammenlignet med syntetisk vitamin E. Fodring med naturligt vitamin E havde en positiv effekt på minkenes vitamin A-status i nyrerne, men en negativ effekt på minkenes plasma vitamin Dstatus sammenlignet med syntetisk vitamin E. Generelt havde tæver højere vitamin status end hannerne. Jensen, S. K. & Clausen, T. N. 2012. Minks behov for vitamin A og dets betydning for vitamin D- og E-status. Faglig Årsberetning 2011, 116-123. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus N, Danmark. Abstract A well balanced vitamin supplementation is a prerequisite for a good growth and well being of mink. Fat soluble vitamins are most sensitive towards over- or undersupply, especially because several of them interact with each other with respect to dose and chemical form. The purpose of the present experiment was to investigate the effect of increasing amount of vitamin A and either synthetic vitamin E or natural vitamin E in the feed to growing mink on their vitamin A, D and E status. Two forms of vitamin E was used (synthetic all-rac-Į-tocopheryl acetate and ® natural RRR-Į-tocopherol (Immun E Natur)). The experiment showed that mink already in the unsupplemented feed met their vitamin A requirement. Further the experiment showed that minks did not face a negative effect of large amounts of vitamin A on vitamin E status as pigs and calves do. However, the experiment showed that vitamin D status in plasma decreased with increasing vitamin A in the feed. Also natural vitamin E in the feed decreased plasma vitamin D status compared to synthetic vitamin E. However feeding natural vitamin E had a positive influence on vitamin A status in the kidneys. Generally females had higher vitamin status than the males. Jensen, S. K. & Clausen, T. N. 2012. Minks’ requirement for vitamin A and its importance for vitamin D og E status. Annual Report 2011, 116-123, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8200, Denmark. Keywords: Feed, vitamin status, liver, plasma, nutrition.

Indledning Der er tradition for at tildele mink høje mængder af vitaminer i foderet sammenlignet med vore andre husdyr. Da stabiliteten af de vitaminer, der tildeles med foderet igennem de senere år er forbedret, samt blanding og håndtering af foderet på såvel fodercentral som på de enkelte farme også er blevet meget bedre, er der i dag en reel risiko for at

overforsyne mink med visse vitaminer – heriblandt vitamin A. Specielt i situationer, hvor der anvendes indmad i foderet, kan forsyningen med vitamin A blive meget høj. Da store mængder vitamin A kan give leverskader og nedsætte udnyttelsen af vitamin D og E, er der grund til at undersøge den optimale dosering af vitamin A til mink.

Faglig Årsberetning 2011

116

Jensen, S. K. og Clausen, T. N.

Dansk minkfoder tilsættes traditionelt 5000 IE vitamin A pr kg foder, hvorimod den norske norm for vitamin A kun er på 2000 IE/kg foder. Da minkfoder desuden ofte indeholder indmad som lever, kendetegnet ved et højt indhold af vitamin A, må danske mink generelt anses for at være velforsynede med vitamin A. Der findes en del undersøgelser, som påviser, at de fedtopløselige vitaminer påvirker optagelsen og udnyttelsen af hinanden, sådan at store mængder af et vitamin påvirker udnyttelsen af andre vitaminer i negativ retning. Udover at medføre ressourcespild er det også direkte skadeligt for optimal udnyttelse af vitaminerne. Vitamin A lagres primært i leveren, og 90 % af organismens vitamin A er lagret i leveren. Måling af vitamin A koncentrationen i leveren er derfor en glimrende indikator for dyrenes vitamin Astatus. Formålet med forsøget her var at undersøge effekten af stigende mængde vitamin A og enten syntetisk eller naturligt vitamin E i foderet til voksende mink på deres vitamin A-, D- og E-status. Materialer og metoder Forsøget med vitamin A gennemførtes som et dosis-responsforsøg med 5 niveauer af vitamin A, to typer af vitamin E (syntetisk acetat (all-rac-Į-tocopheryl acetat) og naturligt alkohol (Immun E® Natur), begge doneret af Agrokorn A/S, 6920 Videbæk) og 10 fravænnede hvalpe på hvert hold. Som grundfoder anvendtes almindeligt farmfoder uden tilsat vitamin A og vitamin E. Minkene fodredes med dette foder i 4 uger inden forsøgsstart for at minimere deres vitamindepoter. Forsøgsholdene tildeltes derudover 0, 1500, 3000, 4500 eller 6000 IE vitamin A i form af all-trans-retinylacetat, samt enten 100 mg all-rac-Į-tocopherol eller 100 mg RRR-Į-tocopherol alt sammen pr kg foder.

117

Foderet tildeltes ad-libitum. Minkenes vægt og tilvækst registreredes, og foderforbruget registreredes de sidste 4 uger af forsøget, hvor minkene blev tildelt de forskellige niveauer af vitamin A. I forperioden blev der lavet 200 kg foder pr gang og i forsøgsperioden blev der lavet 180 kg foder til hver gruppe. Foderet blev nedfrosset i 5 kg poser, hvoraf en pose pr hold blev optøet og udfodret pr dag. Foderets sammensætning fremgår af tabel 1. Tabel 1. Grundfoderets forsøgsperioden.

sammensætning

Foderemne

Indhold, %

Fiskeaffald < 3 % fedt

4,0

Fiskeaffald 5-8 % fedt

5,5

Industrifisk 5-8 % fedt

20,3

Fjerkræ Farmfood

20,2

Ensilage Fishpro

7,2

Tysk fjerkræ

1,5

Byg

7,4

Hvede

14,8

Blodmel Danfond

1,0

Majsgluten

3,4

Kødmel Danfond Sojaolie (871)

3,4 2,07

Svinefedt ((52)

4,14

Vand

12,3

Tørstof

Energifordeling (prot:fedt:kulhydrat)

30:52:18

Efter fravænning og indtil forsøgsstart i midten af juli fodredes hvalpene på almindeligt fravænningsfoder. Fra forsøgsstart i midten af juli og til midten af august fodredes minkene med foder uden tilsat vitamin A og E. Efter 4 uger på forsøgsfoder blev minkene aflivet, og deres lever og nyrer blev udtaget og vejet, ligesom der også her blev taget en blodprøve (Na-heparin) ved hjertepunktur. Lever, nyrer og blodplasma analyseredes for indhold af vitamin A og vitamin E, endvidere analyseredes blodprøverne for vitamin D i henhold til vore almindelige

Faglig Årsberetning 2011

Minks behov for vitamin A og dets betydning for vitamin D- og E-status

analysemetoder (Jensen, et al, 1998; Hymøller og Jensen, 2011). Alle resultater blev underkastet en variansanalyse med vitamin A niveau, vitamin E type og køn som variable. Resultater Vitamin A / retinol Det naturlige indhold af vitamin A i foderblandingen i forperioden blev målt til 972±402 IE retinol/kg foder. I foderet, der blev anvendt i forsøgsperioden, men ikke tilsat vitamin A blev der målt et indhold af vitamin A på 3525±554 IE retinol/kg foder. For vitamin E blev indholdet i foderet anvendt i forperioden målt til 22±3 mg/kg foder, og for holdene som blev tildelt syntetisk E-vitamin blev indholdet målt til

91±8 mg Į-tocopherol/kg foder. Hos holdene som blev tildelt naturligt vitamin E blev foderet målt til at indeholde 93±33 mg Į-tocopherol/kg foder. Foderforbrug, vægt og tilvækst var ikke påvirket af vitamintildelingen på de forskellige hold. Slutvægtene ved aflivning den 16/9 var 2577 g for hanminkenes vedkommende og 1507 g for hunminkene. Foderforbruget var i gennemsnit pr mink for de 4 uger 6,25 kg og tilvæksten 540 g. Retinolindholdet i plasma var højere for tæverne end for hannerne, ligesom der var en tendens til, at det steg med stigende indhold af vitamin A i foderet. Der var ingen forskel på, om minkene fik syntetisk eller naturligt vitamin E (tabel 2).

Tabel 2. Plasma koncentration (µg/ml plasma) af retinol (vitamin A) ved aflivning den 16/9.

Hanner 0 IE A/kg foder 1500 IE A/kg foder 3000 IE A/kg foder 4500 IE A/kg foder 6000 IE A/kg foder gns

Tæver

P-værdi

1,55 bc 1,85 ab 2,32 abc 2,31 b 1,89 b 1,98

2,47 c 2,59 a 3,49 a 2,31 a 3,68 a 3,02

0,065

(Angiver vitamin A dosis)

effekt

<0,0001

(Angiver forskel mellem hanner og tæver)

abc Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene. Hos hannerne er der f.eks. forskel på 1,55 og 2,32, men ikke på 1,55 og 1,85.

Vitamin E / Į-tocopherol Į-tocopherolindholdet var upåvirket af niveauet af vitamin A i foderet, men var højere hos mink, som fik naturligt vitamin

E sammenlignet med syntetisk vitamin E (tabel 3). Tæverne havde signifikant højere Į-tocopherolindhold i plasma sammenlignet med hannerne (tabel 4).

Tabel 3. Plasma koncentration (µg/ml plasma) af Į-tocopherol (vitamin E) ved aflivning den 16/9.

0 IE A/kg foder 1500 IE A/kg foder 3000 IE A/kg foder 4500 IE A/kg foder 6000 IE A/kg foder Gns (hanner + tæver)

All-rac-Į-tocopherol 100 mg/kg foder (syntetisk) Į-tocopherol Hanner Tæver

RRR-Į-tocopherol 100 mg/kg foder (naturligt) Į-tocopherol Hanner Tæver

22,0 20,4 25,0 22,8 24,2 24,4b

27,7 26,1 25,1 31,7 20,8 28,8a

21,1 23,9 24,1 30,5 30,4

30,7 33,3 30,9 29,1 32,6

P-værdi

0,67 (Udtrykker ingen forskel på vitamin E i plasma, som følge af vitamin A dosis)

0,002 (Udtrykker signifikant

forskel på syntetisk og naturligt vitamin E) ab Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene. I dette tilfælde, hvor man ser på et gennemsnit af hanner og tæver, er der signifikant højere plasmakoncentration af vitamin E, når det tildelte vitamin E har været naturligt sammenlignet med syntetisk.

Faglig Årsberetning 2011

118

Jensen, S. K. og Clausen, T. N.

Tabel 4. Plasma koncentration (µg/ml plasma) af Į-tocopherol (vitamin E) ved aflivning den 16/9, opdelt efter køn og syntetisk eller naturligt vitamin E.

Hanner Tæver ABab

All-rac-Į-tocopherol 100 mg/kg foder (syntetisk) b 22,9 b 26,0

RRR-Į-tocopherol 100 mg/kg foder (naturligt) ab 26,3 a 31,3

Gns B 24,6 A 28,7

P-værdi <0,001

Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene.

Vitamin D3 25-D3 indholdet i plasma faldt med stigende vitamin A dosering og var højere hos mink fodret med syntetisk vitamin E sammenlignet med naturligt vitamin E. Endvidere var der en svag vekselvirkning

mellem dosis af vitamin A og typen af vitamin E, sådan at 25-D3 var højest hos mink på lav tildeling af vitamin A og syntetisk vitamin E og lavest hos mink på høj tildeling af vitamin A og naturligt vitamin E (tabel 5).

Tabel 5. Plasma koncentration (ng/ml plasma) af 25-D3 (vitamin D) ved aflivning den 16/9.

All-rac-Į-tocopherol 100 mg/kg foder Hanner + Tæver 0 IE A/kg foder 1500 IE A/kg foder 3000 IE A/kg foder 4500 IE A/kg foder 6000 IE A/kg foder

RRR-Į-tocopherol 100 mg/kg foder Hanner + Tæver b

142 ab 107 ab 116 b 98 bc 78

92 b 83 ab 104 b 87 c 72

P-værdi

<0,0001 (Angiver effekt af dosis af vit. A)

Vit A dosis x vit E type: 0,06 (Angiver

vekselvirkning mellem vitamin A dosis og vitamin E type)

gns ABab

108

<0,001

Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene.

Organundersøgelser Lever- og nyrevægte var ens for alle minkene fra alle grupperne. I gennemsnit udgjorde levervægten 3,33 g/100 g mink med en spredning på 0,59 g og nyrevægten (vægt af begge nyrer) udgjorde 0,531 g pr 100 g mink med en spredning på 0,088 g. Retinolindholdet i lever steg med stigende vitamin A indholdet i foderet. Stigningen var lineær (P<0,001; R2 = 0,987) for gennemsnitsværdierne for grupperne, men de individuelle forskelle mellem de enkelte dyr var store. Der var ikke effekt af typen af vitamin E, men tævernes lever indeholdt en højere koncentration af vitamin A end hannernes lever (tabel 6 + 7). Af tabel 8 fremgår det, at medianværdierne af retinol i lever stiger med stigende vitamin A i foderet, men

119

ikke engang 25 % medianen (udtryk for de 25 % af minkene som har det laveste vitamin A indhold) for holdene, som ikke var tilsat vitamin A, kan karakteriseres som værende i vitamin A mangel. Retinolindholdet i nyrerne var upåvirket af indholdet af vitamin A i foderet, men var højere hos mink fodret med naturligt vitamin E (tabel 9) og hos hanmink (tabel 10). Į-tocopherolindholdet i lever og nyrer var upåvirket af dosis af vitamin A. I lever var indholdet højest hos mink fodret med syntetisk vitamin E (tabel 11), mens mink fodret med naturligt vitamin E havde det højeste indhold i nyrerne (tabel 12). I både lever og nyrer havde tæverne det højeste indhold af Į-tocopherol (tabel 11+12).

Faglig Årsberetning 2011

Minks behov for vitamin A og dets betydning for vitamin D- og E-status

Tabel 6. Retinol i lever, (µg/g lever) ved aflivning den 16/9.

0 IE A/kg foder 1500 IE A/kg foder 3000 IE A/kg foder 4500 IE A/kg foder 6000 IE A/kg foder Gns ABab

All-rac-Į-tocopherol 100 mg/kg foder Hanner + Tæver

RRR-Į-tocopherol 100 mg/kg foder Hanner + Tæver

174 216 340 432 491 330

193 331 280 322 402 305

P-værdi

0,06 (Angiver effekt af vitamin A dosis)

0,67

Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene.

Tabel 7. Retinol i lever, (µg/g lever) ved aflivning den 16/9.

Hanner b

0 IE A/kg foder 1500 IE A/kg foder 3000 IE A/kg foder 4500 IE A/kg foder 6000 IE A/kg foder gns ABab

Tæver

P-værdi

107 ab 214 ab 286 a 324 a 348 B 256

259 a 333 a 334 a 429 a 545 A 380

0,05 (Angiver effekt af vitamin A dosis)

0,03

Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene.

Tabel 8. 25, 50 og 75 % median værdier for retinol i lever (µg/g lever) ved stigende mængde vitamin A i foderet

IE A/kg foder Median 25 % 50 % 75 %

0 41 170 252

1500 88 179 370

3000 122 237 438

4500 116 255 583

6000 108 275 666

Tabel 9. Retinol i nyrer (µg/g nyre) ved aflivning den 16/9.

All-rac-Į-tocopherol 100 mg/kg foder Hanner + Tæver 833 932 704 796 658 B 785

0 IE A/kg foder 1500 IE A/kg foder 3000 IE A/kg foder 4500 IE A/kg foder 6000 IE A/kg foder gns AB

RRR-Į-tocopherol 100 mg/kg foder Hanner + Tæver 999 769 900 961 911 A 908

P-værdi

0,35 (Angiver ingen effekt af vitamin A dosis)

<0,01

Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene.

Tabel 10. Retinol i nyrer (µg/g nyre) ved aflivning den 16/9.

0 IE A/kg foder 1500 IE A/kg foder 3000 IE A/kg foder 4500 IE A/kg foder 6000 IE A/kg foder gns AB

Hanner

Tæver

980 964 876 974 856 A 930

852 738 728 782 713 B 763

P-værdi

0,37 (Angiver ingen effekt af vitamin A dosis)

<0,001

Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene.

Tabel 11. Į-tocopherol i lever (µg/g lever) ved aflivning den 16/9.

Hanner Tæver

All-rac-Į-tocopherol 100 mg/kg foder ab 29,0 a 32,1

gns

30,6

ABab

RRR-Į-tocopherol 100 mg/kg foder c 19,5 b 25,5 22,5

P-værdi

Gns B

24,3 A 28,8

<0,001 (Angiver forskel mellem tæver)

hanner

<0,0001

Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene.

Faglig Årsberetning 2011

120

Jensen, S. K. og Clausen, T. N.

Tabel 12. Į-tocopherol i nyrer (µg/g nyre) ved aflivning den 16/9.

Hanner Tæver

All-rac-Į-tocopherol 100 mg/kg foder b 13,4 ab 15,7

gns

14,6

ABab

RRR-Į-tocopherol 100 mg/kg foder ab 16,0 a 17,4 16,7

Gns 14,7 16,6

P-værdi 0,07

(Angiver ingen forskel mellem hanner og tæver)

<0,05

Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel på tallene.

Diskussion Foderets naturlige indhold af vitamin A var højere end forventet, specielt for foderet som blev anvendt i forsøgsperioden, mens indholdet af vitamin E i foderet lå på det forventede niveau. Niveauet af det tilsatte vitamin E var i overensstemmelse med det forventede, det ser dog ud til at iblanding af Immun E® Natur medførte en større spredning i vitamin E indholdet end iblanding af syntetisk acetat. Den anvendte analysemetode er ikke velegnet til at analysere for tilsat vitamin A og vitamin D i foder, hvorfor disse resultater ikke er angivet. Som forventet var foderforbrug og tilvækst ens for alle holdene, dels på grund af det forholdsvis lille antal dyr, men også begrundet i at det høje indhold af vitaminer i grundfoderet i sig selv sikrede at ingen dyr fik vitamin A mangel. Høje doseringer af vitamin A ud over behovet har nedsat udnyttelsen af vitamin E hos grise (Chung et al., 1992) og hos kalve (Ametaj et al., 2000). Vi havde derfor forventet at se det samme hos minkene, men som det fremgår af tabellerne, var der ingen effekt af dosis af vitamin A på niveauet af vitamin E i hverken plasma, lever eller nyrer. Derimod påvirkede stigende mængder af vitamin A status af vitamin D i blodet i negativ retning. Tilsvarende havde mink som fik naturligt vitamin E en lavere status af vitamin D end mink fodret med syntetisk vitamin E. Ingen af disse forhold er tidligere beskrevet, men alle dyr havde en høj vitamin D status. Med hensyn til vitamin A i nyrerne så forholdt det sig sådan, at mink fodret med naturligt vitamin E havde et højere vitamin A indhold i nyrerne end mink

121

fodret med syntetisk vitamin E, mens der ikke var forskel på vitamin A indholdet i leveren som funktion af vitamintypen. En interessant observation var, at tæverne havde et signifikant højere indhold af vitamin A i plasma og lever end hannerne, mens hannerne havde det højeste indhold i nyrerne. Det var forventet, at vitamin A indholdet i specielt leveren ville stige kraftigt med den stigende tildeling af vitamin A. Denne stigning var imidlertid ikke så stejl, som antaget, formentligt begrundet i at grundfoderet allerede indeholdt tilstrækkeligt med vitamin A til at dække dyrenes behov, samt det forhold at dyrene ved forsøgets begyndelse allerede havde en høj status af vitamin A (resultater ikke vist). Det er dog tydeligt, at andelen af mink med lav status af vitamin A falder med stigende mængde vitamin A i foderet. Men selv hos de to grupper, som ikke blev tildelt ekstra vitamin A i foderet, kunne der ikke erkendes vitamin A mangel. I grove termer kan det beregnes, at for hver 1000 IE vitamin A/kg der tilsættes foderet, så stiger vitamin A indholdet i leveren med ca. 40 µg/g lever. Fodring med naturligt vitamin E medførte et højere indhold af Į-tocopherol i plasma og nyrer, mens fodring med syntetisk vitamin E medførte det højeste indhold af Į-tocopherol i leveren. Grunden, til at syntetisk vitamin E medfører et højt indhold af Į-tocopherol i leveren, er, at de syntetiske former af Įtocopherol ophobes i leveren og dermed giver et falsk billede af dyrets vitamin E status (Jensen et al., 2006). Som nævnt ovenfor havde niveauet af vitamin A ingen indflydelse på minkenes status af vitamin E, men i lighed med vitamin A så

Faglig Årsberetning 2011

Minks behov for vitamin A og dets betydning for vitamin D- og E-status

havde tæverne et højere indhold af Įtocopherol i såvel plasma, som lever og nyrer. Konklusion Forsøget viste, at minks behov for vitamin A i dette forøg allerede var opfyldt i grundfoderet. Forsøget viste endvidere, at mink ikke i samme omfang som grise og kalve er følsomme overfor, at store mængder vitamin A i foderet skader udnyttelsen af vitamin E. Det sås dog, at status af vitamin D i plasma faldt med stigende mængde vitamin A samt ved fodring med naturligt vitamin E sammenlignet med syntetisk vitamin E. Fodring med naturligt vitamin E havde en positiv effekt på minkenes status af vitamin A i nyrerne, men en negativ effekt på minkenes status af vitamin D i plasma sammenlignet med naturligt vitamin E. Generelt havde tæver højere vitaminstatus end hannerne.

Supplementation of broiler diets with retinol acetate, ß-carotene or canthaxanthin: effect on vitamin status and oxidative status of broilers in vivo and on meat stability. Acta Agr. Scand. Sect. A, 48, 28-37. Jensen, S. K., Nørgaard, J. V., Lauridsen, C. 2006. Bioavailability of a-tocopherol stereoisomers in rats depends on dietary doses of all-rac-α-tocopheryl acetate or RRR-α-tocopheryl acetate. Br. J. Nutr. 95. 477-487.

Referencer Ametaj, B. N., Nonnecke, B. J., Franklin, S. T., Horst, R. L., Bidlack, W. R. Stuart, R. L. and Beitz, D. C. 2000. Dietary vitamin A modulates the concentration of RRR-Į-tocopherol in plasma lipoproteins from calves fed milk replacer. J. Nutr. 130. 629–636. Chung, Y. K., Mahan, D. C. and Lepine, A. J. 1992. Efficacy of dietary D-αtocopherol and DL-α-tocopheryl acetate for weanling pigs. J. Anim. Sci. 70. 24852492. Hymøller, L. and S.K. Jensen. 2011. Vitamin D analysis in plasma by high performance liquid chromatography (HPLC) with C30 reverse phase column and UV-detection – easy and acetonitrile free. J. Chromatogr. A. 1218. 1835-1841. Jensen, S. K., Jensen, C., Jakobsen, K., Engberg, R. M., Andersen, J. O., Lauridsen, C., Sørensen, P., Skibsted, L. H. and Bertelsen, G. 1998.

Faglig Årsberetning 2011

122

Jensen, S. K. og Clausen, T. N.

123

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Pilotundersøgelse af forskellige udvoksede minkhanner

fiberstoffer

vandbindere

til

Tove N. Clausen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag Pilotundersøgelse af hvorledes fibre og feedbinder påvirker vandindtagelsen hos udvoksede minkhanner. Arbocel, Fiprodan, ærtefibre, feedbinder 450/1, glycerol, umelasserede roepiller, Scanpro T95 og Danprofibre blev afprøvet i forskellige niveauer. Tilsætning af fibre eller vand bindere gennem foderet ændrer vandindtagelsen hos dyrene. Et stort vandindhold i foderet bevirker, at dyrene nedsætter deres drikkevandsindtagelse. For de afprøvede produkter var vandbalancen pr 100 kcal fra 23 til 34 gram. Vandindtagelsen pr 100 kcal var 67 – 86 gram og pr gram tørstof 2,8 – 3,4 gram. Clausen, T. N., 2012. Pilotundersøgelse af forskellige fiberstoffer og vandbindere til udvoksede minkhanner. Faglig Årsberetning 2011, 124-131. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The effect of fibres and feedbinder on water consumption of adult male mink was investigated. Arbocel, Fiprodan, Peafibres, feedbinder 450/1, glycerol, Sugar beat pulp, Scanpro T95 and Danpro fibres were investigated. Adding fibres or feedbinders to the feed changes the animal's water intake. High water content in the feed will reduce the drinking water consumption. For the investigated products the water balance was 23 to 34 grams per 100 kcal. The total water consumption was 67 – 86 grams per 100 kcal or 2.8 to 3.4 grams per gram dry matter. Clausen, T. N., 2012. Pilot study of fibres and water binders in the feed for adult male mink. Annual Report 2011, 124-131, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: Fibres, feedbinder, water binders, water balance, mink

Indledning En stor vandindtagelse gennem foderet er utroligt væsentlig for hvalpene, idet de begynder at æde, før de begynder at drikke (Steffensen et al., 2007). For minkhvalpe er der således fundet en tendens til den laveste frekvens af bid hos dyr med det største vandindtag pr 100 kcal (Clausen 2011). Ved at tilsætte vandbindende fibre kan man få foderet til at bære mere vand. Det er imidlertid ikke alle fiberprodukter, der vil ”af med vandet” inde i dyret, hvorfor valget af fiberstoffer er væsentligt. En anden måde at øge vandindholdet i foderet kunne være at tilsætte en feedbinder, der binder vand og fedt. Det er et proteinprodukt, som omsættes i dyret. For at vælge de produkter, der bedst afgiver vandet, udføres en pilotundersøgelse af nogle af de til rådighed værende produkter på udvoksede hanner

Materiale og metoder Foder og vandbindere Til undersøgelsen blev udvalgt følgende produkter: Arbocel, Fiprodan, ærtefibre, feedbinder 450/1, glycerol, umelasserede roepiller, Scanpro T95 og Danprofibre. Produkterne blev afprøvet i to serier med forskellige procentiblandinger (tabel 1). Arbocel er et fiberkoncentrat, hvor hovedbestanddelene består af de uopløselige fibre cellulose og lignin (lignocellulose), udvundet fra udvalgt og ubehandlet frisk, tørret træ. Produktet angives at have en vandbindingsevne mellem 1:4,5–6,5; en optimal mikrobiologisk status, og garanteres fri for mycotoxin. Råfiberindholdet angives til min 65 %. Til mink angives det, at mere end 2 % i foderet kan give afsmag af lignin (Mogens Thode, LCH Agro, pers.medl.).

Faglig Årsberetning 2011

124

Clausen, T. N.

Tabel 1. Procent iblanding af afprøvede produkter

Periode Kontrol Arbocel Fiprodan Ærtefibre Feed binder 450/1 Glycerol Roepiller Scanpro T95 Danprofibre

Serie 1

Serie 2

9 -16 april 2010

29 april- 7 maj 2010

4 4 4 1 4 4 1 4

2 og 3 2 og 3

Fiprodan er et ekstruderet non-GMO sojafiberprodukt fra en europæisk fødevareproducent. Produktet stammer fra cellevægge i sojaprotein og indeholder 74,5 % kostfibre, hvoraf 5 % er opløselige og 69,5 % er uopløselige. Vandbindingsevnen angives til 5 - 6 gange den tilsatte mængde Fiprodan. Den mikrobiologisk aktivitet er lav, og produktet har en neutral smag. Tørstof 89 %; råprotein 9,5 %; træstof 14,0 %; råaske 5 %; råfedt 0,5 %. Danpro R2 fibre består af en blanding af ekstraheret sojaprotein, sojafibre og toastede sojaskaller. Proteindelen i Danpro R2 fibre har et meget lavt antigen indhold samt lavt indhold af trypsininhibitorer og lavt indhold af stachyose og raffininose. Produktet er smagsneutralt og har en vandbindingsevne på ca 1:4. Tørstof 94 %; råprotein 25,0 %; kulhydrater (NFE) 31,5 %; råaske 6,0 %; træstof 30,0 %; råfedt 1,5 %. Energiindhold (formalet 1 mm sold) ca. 113 kcal omsættelig energi /100 g. Glycerol (glycerin) findes naturligt i fodermidler som en del af råfedtindholdet. Det fremkommer ved fremstillingen af biodisel ud fra fedtsyrer fra rapsfrø og sojabønner. Tyktflydende, farveløs og lugtløs væske med en sødlig smag, fuldstændig opløseligt i vand. Kan anvendes som en erstatning for en del af kulhydratindholdet. Kan indeholde methanol og større mængder Na. Tørstof 86 %; protein 0,04 %; fedt 0,4 %; aske 3,5

125

%; beregnet kulhydrat 82 % (FK 93); energi 323 kcal / 100 g. Roepiller leveres som formalede piller af umelasseret roepulp. Roepiller kan binde sin egen vægt i vand op til 6-7 gange. Tørstof 89,4 %; råprotein 8,6 % (FK 38); råfedt 1,1 % (FK 10); råaske 6,3 %; træstof 18,0 %; NFE 55,5 % (FK kulhydrat 25); 93 kcal / 100 g. Ærtefibre er et fiberprodukt fremkommet ved tør-processering af formalede gule ærter. Produktet har en høj vandbindingsevne (vandbindingsindex 602), der er ingen karakteristisk lugt. Tørstof 90 %; råprotein 5,9 %; råfedt 0,4 %; råaske 2,5 %; træstof 80 %. Feed binder 450/1 er et 100 % naturligt proteinpulver med lavt kollagen- og højt proteinindhold, produceret af animalske svinebiprodukter. Tørstof 92 - 94 %; råprotein 78 – 85 %; råfedt 12 - 18 %; råaske 1 – 3 %. Produktet binder vand 1:4–5 og fedt 1:8. Af praktiske hensyn anbefales max 0,5 % tilsætning på fodercentralerne. Ved større mængder risikeres, at foderet bliver for stift (Allan Pedersen, BHJ a/s, pers medl.) Scanpro T 95 er et højfunktionelt animalsk protein, fremstillet af svin. Proteinet er stabiliseret i en uopløselig form, men beholder evnen til at svulme op og binde vand. Det er et hvidt pulver med neutral smag (anvendes til fødevarer). Tørstof 9294 %; råprotein 92–97 %; råfedt 9-11 %; råaske 1–2 %, energiindhold 470 kcal / 100 g. Scanpro T 95 binder vand 1:10-20 og fedt 1:15–20. Grundfoderets sammensætning ses af tabel 2. Grundfoderet blev analyseret for tørstof, protein, fedt og aske. Energifordelingen i kontrol foderet var 50:38:12 (protein:fedt:kulhydrat) Grundfoderet blev i begge serier delt i 9 portioner. Til de enkelte hold blev tilsat en fiberråvare i den planlagte mængde, samt vand til passende udfodringsmæssig konsistens (tabel 3). Efter et døgn blev konsistensen vurderet og fundet tilfredsstillende, dog var vandtilsætningen til foder med Arbocel og

Faglig Årsberetning 2011

Pilotundersøgelse af forskellige fiberstoffer og vandbindere til udvoksede minkhanner

Scanpro T95 lidt i overkanten (tabel 3). Foderblandingerne blev analyseret for tørstof, og kalorieindholdet blev dernæst beregnet udfra grundfoderet samt tørstof indhold og energiværdi af det tilsatte produkt. Dyr Til undersøgelsen blev anvendt 5 udvoksede wildmink hanner pr hold. Dyrene blev indsat i fordøjelighedsstalden og vejet en fredag. Registrering af foderforbrug, urin, drikkevand og gødning (Tinggaard & Hvam, 2010) foregik i en periode på 4 dage, fra den følgende mandag til fredag, hvor dyrene blev vejet og sat ud igen. Foderrest og gødning blev analyseret for tørstofindhold.

Tabel 2. Grundfoder, procent iblanding

Råvare

% indhold

Fiskeafskær < 3 % fedt

22,5

Industrifisk 8-12 % fedt

Fjerkræaff. Farmfood

24,9

Fiskemel

3,5

Hæmoglobinmel

Kartoffelprotein

Majsgluten

Byg poppet

3,62

Hvede poppet

3,62

Vand

3,62

Energi, kcal/100 g

159

Tørstof, %

Tabel 3. Vandbinding (1 x faktor), vurderet på serie 1 foder.

Kontrol Arbocel Fiprodan Ærtefibre Feed binder Glycerol Roepiller ScanproT95 Danprofibre

Oplyst vandbinding 4,5 – 6,5 5-6 ? index 602 4-5 0 6-7 10 - 20 4

Fundet vandbinding 6,5 4,47 2,92 4,37 ingen 5,4 15,4 3,57

Konsistens efter henstand i et døgn * lidt tynd god god god 6 gange vand optimal lidt tynd # god.

* Henstand i et døgn for at se om det eftersuger / frigiver vand # Serie 2: Scanpro T95 ved 2 og 3 % iblanding kunne ikke binde den mængde vand, som var fundet ved 1 % iblanding (serie 1). Det ser ud til at sugeevnen falder i takt med en stigende iblandingsprocent.

Resultater og diskussion Der blev fundet den bedste vandbinding ved Arbocel og Scanpro T95 (tabel 3). Ved den højeste iblanding af disse produkter, blev derfor set de laveste tørstofindhold i foderet (figur 1). Anvendelse af fibre / feed bindere giver således mere vand ind med foderet. Jo højere fiberindhold, jo mere fodervand og jo mindre drak dyrene ved siden af (figur 2). Det er muligt, at der er en smagseffekt af visse af produkterne. For Arbocel angives det, at der kan være smag af lignin ved over 2 % iblanding. Vandbalancen pr 100 kcal energioptag varierede fra 23 til 34 g / 100 kcal (figur 3). For hvalpe er tilsvarende fundet fra 22 – 28 gram vand / 100 kcal (Clausen, 2010).

Der var således en stor spredning mellem de udvoksede hanner, og det kan bl.a. skyldes en del registreringsusikkerheder. Gødnings- og urinopsamlingen var besværlig og upræcis på grund af mange hår. Urin hang fast i hårene på gødningsristen, gødningen hang fast i bundtråden, og der var skjulte hår i gødningen. Gødningskonsistensen var tilfredsstillende, dog var der lidt mere lind gødning i Scanpro T95 1 % (serie 1) end i de øvrige hold i den serie. Gødningen blev tyndere jo længere frem i forsøget, dyrene kom. Dette passer med afprøvning af Scanpro T95 hos hvalpe, hvor der blev fundet en del gødnings iblanding af urinen som tegn

Faglig Årsberetning 2011

126

Clausen, T. N.

på meget tynd gødning. Desuden blev et dyr udeladt på grund af lav foderoptagelse og diarré (Clausen, 2010). Hannerne var kun på forsøgsfoder i en uge, hvorimod hvalpene var i forsøg i 4 uger. Tilsætning af andre fiberstoffer angives ligeledes at have indvirkning på gødningenskonsistens. Skrede (1984) fandt diarré ved iblanding af guar gum. Guar (fordøjelige fibre) til hunde (6 % af tørstof) gav ligeledes lav gødningstørstof (21 %), hvorimod en celluloseblanding (bøg/fyr, 10 % af tørstof) gav høj gødningstørstof (33 %) (Kienzle et al., 2006).

Konklusion Tilsætning af fibre eller vandbindere gennem foderet kan ændre vandindtagelsen hos dyrene. Et stort vandindhold i foderet vil således bevirke, at dyrene ikke behøver at drikke så meget. Dette kan specielt være vigtigt for små hvalpe, der begynder at æde, før de begynder at drikke. Hvilke fibre / vandbindere, der er bedst til at binde vandet og frigive det i dyrene, er ikke klart ud fra de fundne resultater. Jo større fiber tilsætningen er, jo mindre behøver dyrene at drikke ved siden af, men jo lavere er foderets kalorieindhold, og jo mere skal dyrene æde for at få deres energibehov dækket og dermed opnå en optimal tilvækst. Desuden var der for Scanpro T95, der binder meget vand, tendens til diarré / meget tynd afføring. Den totale vandindtagelse pr 100 kcal energiindtag var 67 – 86 g og vandindtag pr gram fodertørstof var 2,8 – 3,4 g. .

Den totale vandindtagelse pr 100 kcal omsættelig energi var 67 – 86 g og vandindtag pr gram fodertørstof var 2,8 – 3,4 g (figur 4). Ved de samme tilsætningsstoffer er for hvalpe fundet et vandindtag mellem 62 og 70 gram pr 100 kcal og mellem 2,7 og 3,1 gram pr gram fodertørstof (Clausen, 2010). Farrel & Wood (1968), Neil (1988) og Tauson (1999) fandt hos udvoksede minkhanner 71 til 96 gram pr 100 kcal og 2,8 til 3,3 gram pr gram fodertørstof.

45,0

% tørstof

40,0

35,0 Foder tørstof 30,0

25,0

Fibertype og procentiblanding Figur 1. Foderets tørstofindhold

127

Faglig Årsberetning 2011

Feed bin 450 1 %

Fiprod 4 %

Glyce 4 %

Danpro 4 %

Sca T 95 3 %

Sca T 95 2 %

Sca T 95 1 %

Roepil 4 %

Roepil 3 %

Roepil 2 %

Ærtefi 4 %

Ærtefi 3 %

Ærtefi 2 %

Arboc 4 %

Arboc 3 %

Arboc 2 %

Kontrol s 2

Kontrol s 1

20,0

Pilotundersøgelse af forskellige fiberstoffer og vandbindere til udvoksede minkhanner

60,0

50,0

g / 100 kcal

40,0 foder vand

30,0

drikkevand

20,0

10,0

Feed bin 450 1 %

Fiprod 4 %

Glyce 4 %

Danpro 4 %

Sca T 95 3 %

Sca T 95 2 %

Sca T 95 1 %

Roepil 4 %

Roepil 3 %

Roepil 2 %

Ærtefi 4 %

Ærtefi 3 %

Ærtefi 2 %

Arboc 4 %

Arboc 3 %

Arboc 2 %

Kontrol s 2

Kontrol s 1

0,0

Fiber type og procent iblanding Figur 2. Indtag af fodervand og drikkevand pr 100 kcal energioptag.

90,0 80,0 70,0

g / 100 kcal

60,0 vand ind pr 100 kcal

50,0

vand ud pr 100 kcal 40,0

balance

30,0 20,0 10,0

Feed bin 450 1 %

Fiprod 4 %

Glyce 4 %

Danpro 4 %

Sca T 95 3 %

Sca T 95 2 %

Sca T 95 1 %

Roepil 4 %

Roepil 3 %

Roepil 2 %

Ærtefi 4 %

Ærtefi 3 %

Ærtefi 2 %

Arboc 4 %

Arboc 3 %

Arboc 2 %

Kontrol s 2

Kontrol s 1

0,0

Fiber type og procent iblanding Figur 3. Totale vandindtag og vandudskillelse samt vandbalancen pr 100 kcal energioptag

Faglig Årsberetning 2011

128

Clausen, T. N.

100,0

4,5

90,0 Vandindtag / 100 kcal

70,0

3,5

60,0 50,0

3,0

40,0 2,5

30,0 20,0

Vandindtag / g tørstof

4,0

80,0

2,0

10,0

vand ind pr 100 kcal

Feed bin 450 1 %

Fiprod 4 %

Glyce 4 %

Danpro 4 %

Sca T 95 3 %

Sca T 95 2 %

Sca T 95 1 %

Roepil 4 %

Roepil 3 %

Roepil 2 %

Ærtefi 4 %

Ærtefi 3 %

Ærtefi 2 %

Arboc 4 %

Arboc 3 %

Arboc 2 %

Kontrol s 2

1,5 Kontrol s 1

0,0

vand ind pr gram tørstof

Figur 4. Vandindtag, g pr 100 kcal energioptag og pr g fodertørstof

Referencer Clausen, T. N., 2011. Fodring af hvalpe med fibre i perioden dag 28 til dag 56. Faglig Årsberetning 2010, 49 - 53, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark Clausen, 2010. Water balance in 8 week old mink kits. NJF Seminar no. 440, September 29 – October 1, 2010, Oslo, Norway, Poster presentation Diverse datablade for råvarerne Kienzle, E., Dobenecker, B., Wichert, B. & Schuster, S., 2006. Effect of Fecal Water and Dry Matter Excretion on Fecal Mineral Excretion in Dogs Studied in a Fiber Model. American Society for Nutrition. J. Nutr. 136, 2001–2003. Neil, M., 1988. Effect of dietary energetic composition and water content on water turnover in mink. Swedish J. Agric. Res. 18, 135-140.

129

Schulin-Zeuthen, M., 2008. Rapport for fordøjelighedsforsøg med mink (Mustela vison). Glycerol, mørk og lys (0820F og 0821F) Skrede, A, 1984. Forsøk med bindemidler i fôr til mink. Husdyrforsøksmøte, Ås, Norway. Steffensen, L. K., Hansen, S. W. & Jeppesen, L. L., 2007. Introducing an open water surface as an alternative to the traditional valve drinker for ranch mink (Mustela vison) in the lactation period. Scientifur, Vol. 31, No. 1, 7 – 18. Tauson, A. H., 1999. Water intake and excretion, urinary solute excretion and some stress indicators in mink (Mustela vison): effect of ambient temperature and quantitative water supply to lactating mink. Br. J. Nutr., 80, 555-564. Tinggaard, L. & Hvam, K. 2010. Methodology to register water balance in mink. NJF Seminar no. 440, September

Faglig Årsberetning 2011

Pilotundersøgelse af forskellige fiberstoffer og vandbindere til udvoksede minkhanner

29 – October 1, Oslo, Norway, Poster presentation Farrel, D. J. & Wood, A. J., 1968. The nutrition of the female mink (Mustela vison) III. The water requirement for maintenance. Can. J. Zool., 46, 53-56.

Faglig Årsberetning 2011

130

Clausen, T. N.

131

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Proteintildelingen i drægtighedsperioden påvirker afkommet i de efterfølgende generationer hos mink (Neovison vison) Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Sektion for Husdyrernæring, Grønnegårdsvej 3, 1. sal., DK-1870 Frederiksberg C, Danmark Sammendrag Den viden, der er om behovet for næringsstoffer i forbindelse med drægtighed og fostervækst, er begrænset hos mink, skønt betydningen af foderets indhold særligt af protein længe har været kendt som vigtig for reproduktionsresultatet. Formålet var at undersøge effekterne af tildeling af et foder med et lavt proteinindhold i sendrægtigheden i relation til reproduktion, næringsstofomsætning og hvalpevægten de første 4 uger efter fødsel. Samt at undersøge om førsteårstæver, der havde været udsat for lavt proteintilførsel i fosterstadiet, var påvirkede af denne proteinrestriktion i forbindelse med efterfølgende første egen drægtighed og laktationsperiode. Yderligere om proteinrestriktionen i fosterstadiet kunne føre til ændringer i gen ekspressionen af nøgleleverenzymer med betydning for glukose- og fedtomsætningen, og om disse mulige ændringer kunne videreføres til næste generation. Minktæverne blev i perioden efter implantation til fødsel (18 ± 3,6 dage) fodret med et foder med enten lavt (14 % af omsættelig energi OE), eller tilstrækkeligt protein (29 % af OE). Det kan konkluderes, at lavt proteinindhold i foderet i sendrægtigheden fører til dårligere reproduktionsresultater hos tæverne og også hos deres afkom, der havde været udsat for proteinrestriktion i fosterstadiet. Proteinrestriktionen i sendrægtigheden resulterede i lav hvalpevægt, hvorimod tæver udsat for proteinrestriktion i fosterstadiet fødte hvalpe (F2-generation) med højere fødselsvægt end kontrolgruppen. Proteinrestriktionen i drægtigheden førte til en signifikant ændret gen ekspression af nøgleleverenzymer, vigtige for fedt- og glukoseomsætningen, hos deres fostre (F1-generation), førsteårstæverne (F1-generation) samt F1-generationens egne fostre (F2generationen) i forhold til kontrolgruppen. Dette viser, at ændringer, der er opstået på grund af fejlernæring i fosterstadiet, kan overføres til efterfølende generation. Matthiesen, C. F. & Tauson, A.-H. 2012. Proteintildelingen i drægtighedsperioden påvirker afkommet i de efterfølgende generationer hos mink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2011, 132-141, Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The knowledge of nutrient requirements for gestation and foetal development is limited in mink, but the importance of gestational nutrition, particularly protein supply, has long been recognized. The objective was to study the effects of late-gestational low protein supply to mink on the reproductive performance, metabolism and kit birth weight. Further, to study if yearling offspring of protein restricted mothers were affected by foetal protein restriction in their own first gestation and lactation, and if changes in gene expression of key hepatic enzymes in the glucose and fat metabolism caused by maternal low protein supply were transgenerational. Mink dams were fed either a low (14% of metabolizable energy ME), or an adequate-protein diet (29% of ME, control) from when implantation was completed until parturition (18 ± 3.6 days). It can be concluded that low protein supply in late-gestation led to poorer reproductive performance among dams but also among their female offspring in their first reproductive period. The protein restriction resulted in lower kit birth weight compared to controls, whereas dams (F1-generation) exposed to protein restriction during foetal life gave birth to kits (F2generation) with higher birth weight than controls. The gene expression of some key hepatic enzymes with importance for fat or glucose metabolism were significantly affected in foetuses (F1-generation) of protein restricted dams (F0-generation), adult offspring (F1-generation) and among foetuses (F2-generation) of the F1-generation dams compared to controls. This confirms that changes obtained due to foetal life malnutrition also can be found in the subsequent generation. Matthiesen, C. F. & Tauson, A.-H. 2012. Protein provision during gestation affects the offspring in subsequent generations in mink (Neovison vison). Annual Report 2011, 132-141. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Protein restriction, gene expression, mink, reproduction, foetal life

Faglig Årsberetning 2011

132

Matthiesen, C. F. & Tauson, A.-H.

Indledning Reproduktionen hos mink påvirkes af mange faktorer, hvoraf ernæringen er en af dem. Den ernæringsmæssige status og minkens huld har stor betydning for reproduktionsresultaterne. Undersøgelser har vist, at der hos både fede (Sanne & Åhman, 1966) og meget tynde tæver er en højere andel af golde tæver og en øget frekvens af tidlig hvalpedødelighed (Tauson & Aldén, 1984). Flushing, som består af ca. 2 ugers restriktiv fodring efterfulgt af 4 til 5 dages ad libitum fodring, lige før parringssæsonen begynder, har en positiv effekt på ægløsning (Tauson, 1993), tidlig foster udvikling (Tauson & Gustafsson, 1994) og kuldstørrelse (Tauson, 1985; Tauson, 1988), især hos førsteårstæver (Tauson, 1985). Behovet for energi og næringsstoffer til fostervækst er størst sidst i drægtigheden, da fostervæksten er størst på dette tidspunkt (Tauson et al. 1992; Tauson et al. 1994). Men selv her er energiaflejringen i fosteret dog begrænset, vurderet ud fra kemiske helkropsanalyser af nyfødte hvalpe (Tauson, 1994). Hvalpedødeligheden er især høj hos hvalpe med lav fødselsvægt, hvilket indikerer, at forringet fostervækst kan forårsage tidlig hvalpedød (Schneider & Hunter, 1993). Forringet fostervækst kan blandt andet være et resultat af fejlernæring af tæven i drægtigheden, hvilket også er set hos andre arter såsom rotter og får (McMillen & Robinson, 2005). Betydningen af ernæringen i drægtigheden, særligt en optimal proteintilførsel har længe været kendt, men den viden, der er om behovet for næringsstoffer i forbindelse med drægtighed og fostervækst hos mink (Neovison vison), er relativt begrænset. Fodring med lavt protein niveau (25 % af omsættelig energi – OE – fra protein) gennem drægtigheden har resulteret i enten en tendens til suboptimale (GlemHansen, 1974) eller meget dårlige

133

reproduktionsresultater (Koskinen et al., 2008). Derudover påvirkes også kuldstørrelsen hos førsteårstæver af et lavt protein niveau (26 % af OE fra protein), men kun hvis også indholdet af essentielle aminosyrer er lavt (Skrede, 1978). Tildeling af foder med lavt indhold af protein og eller lavt energiindhold i hele eller dele af drægtighedsperioden har hos mink (Clausen, 2008), rotter og får vist sig at påvirke fødselsvægten og i nogle tilfælde kropsvægten generelt senere i livet (McMillen & Robinson, 2005). Derudover er der fundet en sammenhæng mellem lav fødselsvægt og eksempelvis type 2 diabetes, fedme og forhøjet blodtryk. Studier med rotter har vist, at ernæringen i drægtigheden ikke kun har betydning for den efterfølgende generation, men fejlernæringen i fosterstadiet kan forårsage ændringer i fødselsvægt og metabolisme i de efterfølgende generationer (Pinheiro et al., 2008, Zambrano et al., 2005). Formålet med nærværende studie var at undersøge om en restriktiv proteintildeling de sidste 17.9 ± 3.6 dage af drægtigheden påvirkede reproduktionsresultaterne og fødselsvægten for afkommet. Yderligere var formålet at undersøge, om tævehvalpe fra mødre, der i sendrægtigheden havde været tildelt foder med lavt proteinindhold, var påvirkede af denne proteinrestriktion i fosterstadiet i forbindelse med efterfølgende første drægtighed og laktationsperiode, og om ændringer i gen ekspression af nøgleleverenzymer forårsaget af det lave proteinindhold i foderet til mødrene blev videreført til næste generation på trods af tilstrækkelig proteintilførsel fra fødslen. Materiale og metoder Der blev over en to års periode udført 2 forsøg.

Faglig Årsberetning 2011

Proteintildelingen i drægtighedsperioden påvirker afkommet i de efterfølgende generationer hos mink (Neovison vison)

Forsøg 1 Der blev anvendt 82 tæver, hvoraf halvdelen af tæverne blev fodret med en lav proteinblanding (LP), hvor fordelingen af OE fra henholdsvis protein, fedt og kulhydrater var på 14:51:35 %. Den anden halvdel blev fodret med en kontrol blanding (AP), der indeholdt tilstrækkeligt protein med fordelingen af omsættelig energi fra protein, fedt og kulhydrat på 29:56:15 % fra den 15. april og frem til hvalpning. Fodersammensætningen ses i tabel 1. Fra hvalpning og indtil fravænning blev tæverne (F0generationen) fodret med ordinært farmfoder med fordelingen af protein, fedt og kulhydrat af OE på henholdsvis 42:42:16 %. Tæverne blev vejet ugentligt i hele forsøgsperioden. Goldprocent, kuldstørrelse og hvalpevækst blev registreret. Derudover blev 12 tæver i drægtigheden og 10 tæver i de første 4 uger af laktationen målt i balance og respirationsundersøgelser. Der blev desuden udtaget levervæv fra 16 tæver og deres fostre til bestemmelse af gen ekspressionen for udvalgte nøgleleverenzymer for glykolysen og glukoneogenesen: glukose-6phosphatase (G-6-pase), Phosphoenolpyruvate Carboxykinase (PEPCK),

pyruvate kinase (PKM2), fruktose-1,6bifosfatase (Fru-1,6-P2ase) og for fedtomsætningen: acetyl-CoA carboxylasen (ACC), carnitin palmitoyl transferasen 1 (CPT-1) og fedtsyresyntasen (FAS). Forsøg 2 Otteogfyrre førsteårstæver, F1-generation afkom fra forsøg 1, blev anvendt i denne undersøgelse. De 24 af førsteårstæverne havde været udsat for lavt proteinniveau de sidste 17.9 ± 3.6 dage af fosterstadiet (FLP1) og de resterende 24 tæver, kontrol gruppen, havde fået tilstrækkeligt protein (FAP1) gennem hele fosterstadiet. Hele F1-generationen (FLP1 og FAP1) blev fodret med ordinært farmfoder fra fravænning og frem. Tæverne (24 FLP1 og 24 FAP1) blev parret (1+9) med hanner, der ikke havde været udsat for nogen form for fejlernæring under deres opvækst. Ud af de 48 førsteårstæver (F1generation) blev 40 tæver anvendt til at registrere reproduktionsresultater og hvalpevækst (F2-generation, FLP2 og FAP2). Både tæver (F1-generation) og deres afkom (F2-generation) blev vejet en gang ugentligt fra fødsel og indtil hvalpene var 28 dage gamle.

Tabel 1. Fodersammensætning og kemiske analyser af de to diæter i forsøg 1.

Diet AP Sammensætning (g/kg) Frisk kylling Kartoffelmospulver Havregryn Fiskemel Sukkerroesnitter Majsstivelse Majsolie Vitamin og mineral blanding Vand Kemisk sammensætning Tørstof (TS), g/kg Aske, g/kg TS Råprotein, g/kg TS Fedt, g/kg TS Kulhydrater, g/kg TS Brutto energi , MJ/kg TS Omsættelig energi (OE), MJ/kg TS Protein:fedt:kulhydrat ratio (% af OE)

600 40 40 150 30 40 60 3 37

250 70 100 70 30 150 100 3 227

446 85 423 291 200 25,12 19,35 29:56:15

386 47 212 269 472 23,58 18,49 14:51:35

Faglig Årsberetning 2011

134

Matthiesen, C. F. & Tauson, A.-H.

Der blev udført balanceog respirationsforsøg med 16 tæver, 8 fra hver behandling (FLP1 og FAP1), i den første og sidste tredjedel af drægtigheden. Efter hvalpning indgik 16 tæver (8 FLP1 og 8 FAP1) og deres afkom (F2-generationen, 6 hvalpe i hvert kuld) i balanceog respirationsforsøg i anden og fjerde uge af laktationen. Otte tæver (F1-generation) blev aflivet sidst i drægtigheden til bestemmelse af gen ekspression i levervæv hos både tæver og fostre Resultater og diskussion Den kontrolfoderblanding (AP) der blev anvendt i forsøg 1 havde et indhold på 29 % af OE fra protein, hvilket er en smule lavere end anbefalingerne på 35 % af OE fra protein (NRC, 1982). På trods af dette anses AP-blandingen dog for at indeholde tilstrækkelige mængder protein, da de proteinkilder, der er anvendt i foderblandingen, var af rigtig god kvalitet og resulterede dermed i en bedre aminosyresammensætning end foder baseret på konventionelle foderråvarer.

Reproduktionsresultater Det var forventet at fodring med et lavt protein niveau de sidste 18 ± 3.6 dage af drægtigheden ville påvirke reproduktionsresultaterne hos tæverne. Det lave proteinniveau i sendrægtigheden førte til flere golde tæver end blandt kontrolgruppen (forsøg 1, tabel 2). Dette er i overensstemmelse med tidligere fundne resultater (Clausen, 2008), hvor en proteinmængde der varierede fra 20 til 52 % af OE udfodret til mink tæver fra den 6. april til den 26. april førte til flere golde tæver blandt dem, der blev fodret med det laveste proteinindhold, dog var resultaterne ikke signifikante i dette forsøg. Det lave proteinniveau i sendrægtigheden påvirkede ikke kun reproduktionsresultaterne det aktuelle år, men førte også til et højere antal af golde tæver blandt de førsteårstæver (F1generationen), der som fostre havde været udsat for det lave proteinniveau (forsøg 2, tabel 2).

Tabel 2. Reproduktionsresultaterne for tæver (F0-generationen) fodret med enten tilstrækkeligt (AP) eller lavt proteinniveau (LP) i sendrægtigheden (forsøg 1) og reproduktionsresultaterne for førsteårstæver (F1-generationen) udsat for enten tilstrækkeligt (FAP1) eller lavt (FLP1) protein niveau i fosterstadiet (forsøg 2).

Forsøg 1 Behandling Golde tæver [%] Hvalpe per kuld Levendefødte hvalpe per kuld Dødfødte hvalpe [%] Hvalpe per parret tæve

AP 6,0 5,2 4,2 20,4 4,9

LP 15,0 4,3 3,5 18,4 3,4

Dette er dog ikke i overensstemmelse med Clausen (2008), hvor goldprocenten hos førsteårstæver udsat for lavt proteinniveau (24 % af OE) ikke var forskellig fra de tæver, der havde fået højere mængde protein i fosterstadiet. Grunden til dette kan være forskelle i proteinniveauerne (14 % versus 24 % af OE fra protein) mellem de to forsøg. Hverken antal hvalpe pr. kuld eller antal levendefødte hvalpe pr. kuld er signifikant påvirkede af proteintildelingen i drægtigheden (forsøg 1, tabel 2), men 135

P-værdi

NS NS NS 0,04

Forsøg 2 FAP1 FLP1 6,2 21,7 6,7 7,2 5,2 6,2 22,4 13,5 6,3 5,6

P-værdi

NS NS NS NS

den gruppe, der var blevet fodret med det lave proteinniveau sidst i drægtigheden, havde signifikant (P=0.04) færre hvalpe per parret tæve end kontrolgruppen. Dette var ikke i overensstemmelse med Clausen (2008), hvor tæver, der var blevet fodret med et foder der indeholdt 20 % af OE fra protein, havde mindre kuldstørrelse end tæver fodret med 28 % af OE fra protein. Derudover har Skrede (1978) fundet, at førsteårstæver, men ikke ældre tæver, får mindre kuld, hvis de bliver fodret med et foder med lavt

Faglig Årsberetning 2011

Proteintildelingen i drægtighedsperioden påvirker afkommet i de efterfølgende generationer hos mink (Neovison vison)

proteinindhold og lavt indhold af essentielle aminosyrer (26 % af OE fra protein). Tæver fodret med samme lave proteinmængde, men med bedre proteinkilder, havde derimod gode reproduktionsresultater. Kuldstørrelsen var i nærværende forsøg heller ikke påvirket hos F1-generationen, der havde været udsat for det lave protein niveau i fosterstadiet (forsøg 2, tabel 2). Clausen (2008) fandt dog en tendens (P=0.07) til lavere kuldstørrelse blandt tæver, der havde været udsat for et lavt proteinniveau i fosterstadiet. Forskellene mellem de fundne resultater kan være fremkommet på grund af forskelligt proteinniveau, proteinkvalitet, længde af udfodring med det lave protein niveau og antal dyr, der indgik i forsøget.

Legemsvægt og hvalpevækst Fodring med de to forskellige proteinniveauer i sendrægtigheden resulterede i en lavere legemsvægt (LV) blandt drægtige tæver fodret med det lave proteinniveau (P=0.04, tabel 3) og en lavere LV blandt deres nyfødte hvalpe (P=0.004, tabel 3) end blandt tæver og afkom i kontrolgruppen. Dette var muligvis et resultat af en ubalance mellem næringsstoftilførslen og næringsstofbehovet til fostervækst (forsøg 1). F1-generationen, afkommet af mødre fodret med det lave protein niveau sidst i drægtigheden, havde en lavere LV fra hvalpning og indtil hvalpene var 21 dage gamle i forhold til kontrolgruppen.

Tabel 3. Legemsvægten (LV) fra fødsel til 28 dage af afkom udsat for enten lavt proteinniveau i fosterstadiet (FLP1) eller tilstrækkeligt protein niveau i fosterstadiet (FAP1) (forsøg 1) og LV af afkom (F2-generation, FLP2 og FAP2) fra mødre udsat for enten lavt proteinniveau i foster stadiet eller tilstrækkeligt proteinniveau i foster stadiet (forsøg 2).

Forsøg 1 FAP1 FLP1 Fødsel, g 7 dage, g 14 dage, g 21 dage, g 28 dage, g

11,3 a 36,19 a 77,3 a 127,6 184,8

10,3 b 30,6 b 67,9 b 120,4 178,7

Køn

P-værdi

11,5 a 34,8 a 77,5 a 130,5 a 190,8

10,1 b 31,9 b 67,7 b 117,5 b 172,7

Behandling

Køn

0,004 <0,001 <0,001 0,005 0,09

<0,001 0,003 <0,001 <0,001 <0,001

Forsøg 2 FAP2 FLP2 a

Fødsel, g 11,1 12,2 12,0 11,3 0,003 a b 7 dage, g 34,2 36,4 35,8 34,9 0,04 a b 14 dage, g 71,8 72,9 74,5 70,2 NS 21 dage, g 122,0 117,8 122,6 117,2 NS a b 28 dage, g 184,6 176,0 185,6 175,0 0,07 ab Forskellige bogstaver i de kolonner, der sammenlignes, indikerer, at der er significant forskel på tallene.

I modsætning til dette fødte de tæver, der havde været udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet, hvalpe (F2 generation) med en signifikant højere fødselsvægt (P=0.003) i forhold til kontrolgruppen (tabel 3, forsøg 2). Hvalpevægten af F2generation fra tæver udsat for proteinrestriktion havde en signifikant højere LV indtil de var 7 dage gamle sammenlignet med kontrolgruppen, hvorefter disse forskelle var udlignet. Dette var ikke i overensstemmelse med Clausen (2008), hvor hvalpevægten i F2generation ikke var påvirket af

0,03 NS 0,04 NS 0,03

proteintildelingen i de tidligere generationer. Forsøg med rotter har dog vist resultater, som er i overensstemmelse med forsøg 2, hvor F2 generationen, afkommet af mødre udsat for proteinrestriktion, også havde højere fødselsvægt end kontrolgruppen (Pinheiro et al., 2008). I nogle forsøg var det kun hunnerne og ikke hannerne (Zambrano et al., 2005), og andre fandt ingen forskel mellem forsøgs- og kontrolgruppen (Torrens et al., 2008). Andre undersøgelser på rotter har vist, at lav insulin udskillelse fra pancreas, som

Faglig Årsberetning 2011

136

Matthiesen, C. F. & Tauson, A.-H.

resultat af lav proteintilførsel i fosterstadiet, kan føre til diabetes i deres efterfølgende egen drægtighed (Dahri et al., 1995). Dette kan medføre, at der opstår et hyperglycaemisk miljø, det vil sige et højt glukose niveau for fostrene, hvorved deres endocrine pancreas stimuleres, insulinproduktionen og anabolismen øges og dermed øges fostervæksten (Aerts & Van Assche, 2003). Den kvantitative metabolisme – resultater fra balanceog respirationsforsøg De to forskellige proteinniveauer i sendrægtigheden førte til en tendens (P=0.07) til en højere varmeproduktion, en smule lavere energiaflejring og en 8.4

% lavere LV (P=0.01) blandt LP tæverne i forhold til kontrolgruppen (forsøg1, tabel 4). Substratoxidation var også tydeligt påvirket af fodersammensætningen i sendrægtigheden og resulterede i en signifikant lavere proteinoxidation (OXP; P=0.003), og signifikant højere kulhydratoxidation (OXCHO; P=0.007) blandt tæver, der blev fodret med et lavt proteinniveau i forhold til kontrolgruppen. Fodringen sent i drægtigheden påvirkede på ingen måde den kvantitative metabolisme i laktationsperioden. Proteinrestriktionen i fosterstadiet påvirkede ikke den kvantitative energiomsætning blandt tæverne i deres første reproduktionsperiode i forhold til kontrolgruppen.

Tabel 4. Den kvantitative energi metabolisme målt som omsættelig energi (OE), varmeproduktionen (HE), aflejret energi (RE) og substrat oxidationen af protein (OXP), fedt (OXF) og kulhydrat (OXCHO) angivet i procent af varmeproduktionen for tæver fodret med enten lavt (LP) eller tilstrækkeligt protein (AP) sidst i drægtigheden.

n=16 Legemsvægt [g] –0.75 OE [kJ × kg ] –0.75 HE [kJ × kg ] –0.75 RE [kJ × kg ]

Fodring i sendrægtigheden AP LP 1264 1158 656 626 783 695 –69 –127

RR 75 153 91 175

Substrat oxidation, % af HE 20 11 5 OXP OXF 68 67 9 OXCHO 12 22 7 RR: kvadratroden af residualerne – siger noget om variationen i den statistiske model.

Gen ekspression af nøgleleverenzymer Proteinrestriktionen af tæverne (F0generationen) sent i drægtigheden førte til en 60 % lavere relativ ekspression af Fru-1,6-P2ase mRNA (P=0.007) og en 63 % lavere relativ ekspression af PKM2 mRNA (P=0.002) i levervævet hos deres fostre (F1-generationen, FLP1) sammenlignet med kontrolgruppen (FAP1), se figur 1, a. Der blev ikke fundet forskelle i levermassen (data ikke vist) mellem de førsteårstæver (F1-generation), der havde været udsat for proteinrestriktion i fosterstadiet og kontrolgruppen. Dog var der en tendens (P=0.08) til, at den relative ekspression af Fru-1,6-P2ase mRNA var lavere blandt deres fostre (FLP2) end hos kontrolgruppen.

137

P-værdi Behandling 0,01 NS 0,07 NS

0,003 NS 0,007

Derudover var den relative gen ekspression af PKM2 mRNA i F2generationens fosterlevervæv (FLP2) signifikant lavere end hos kontrolgruppen (FAP2; P=0.007) se figur 1,b. Dette viser, at de ændringer, der blev fundet i fosterlevervævet i F1generationen, også kan genfindes i levervævet hos F2-generationfostrene, på trods af at F1-generationen har været fodret med tilstrækkelige mængder protein gennem deres opvækst. Dette viser, at glukoneogenesen og glykolysen muligvis påvirkes i efterfølgende generationer på grund af fodring med lavt proteinniveau sent i drægtigheden af F0generationen. Proteintilførslen i fosterstadiet (F1generationen) resulterede i nogle

Faglig Årsberetning 2011

Proteintildelingen i drægtighedsperioden påvirker afkommet i de efterfølgende generationer hos mink (Neovison vison)

påviselige ændringer i genekspressionen af nogle vigtige enzymer, der indgår i fedtomsætningen. Ekspressionen af ACC i levervævet blev dog ikke påvirket af

moderdyrets fodring med de forskellige proteinniveauer hverken hos fostrene (F1generation) eller hos førsteårstæverne (F1-generation) (figur 2a).

(b) 17.5

(a) 5.5 5.0

AP - dam

F LP1 - fetus 3.5 3.0 2.5 2.0

1.5

F LP1 - dam

F AP1 - fetus

4.0

F AP2 - fetus

12.5

F LP2 - fetus 10.0 7.5 b

5.0

1.0 0.5

F AP1 - dam

15.0

Relative abundance

Relative mRNA abundance

LP - dam

4.5

2.5

a a

0.0

0.0 Fru-1.6-P

2 ase

PKM 2

Fru-1.6-P

2 ase

PKM 2

Figur 1. Den relative mRNA gen ekspression normaliseret i forhold til 18s rRNA for Fru-1,6-P2ase og PKM2 i levervævet af tæver fodret med lavt protein (LP) og tilstrækkeligt proteinniveau (AP) sent i drægtigheden (F0 generation) og deres fostre udsat for enten lavt (FLP1) eller tilstrækkeligt (FAP1) proteinniveau i fosterstadiet (F1-generation) (a, forsøg 1). Den relative mRNA genekspression normaliseret i forhold til 18s rRNA for Fru-1,6-P2ase og PKM2 i levervævet fra førsteårstæver udsat for enten lavt (FLP1) eller tilstrækkeligt (FAP1) proteinniveau i fosterstadiet (F1-generation) samt deres fostre (FLP2 og FAP2), (b, forsøg 2).

Dette er ikke i overensstemmelse med studier med rotter, hvor forskellige diætbehandlinger af moderdyret påvirker ekspressionen af ACC og førte til en 2gange højere ekspression af ACC hos de fravænnede rotter (Maloney et al., 2003). Derudover er det også fundet, at ekspressionen af ACC afhænger af dyrets alder samt samspillet mellem moderens ernæring og individets alder (Erhuma et al., 2007). Forskellene i ekspressionen af ACC mellem mink og rotter kunne skyldes forskelle i virkningen af diætbehandlingen af moderdyret, men også forskelle i modenhed og alder af F1generationsafkom kunne også være en vigtig faktor. Ekspressionen af FAS, der katalyserer dannelsen af malonyl-CoA til mættede fedtsyrer var påvirket af alderen på afkommet (fostrene vs voksen F1generation) (p <0.002) og et samspil mellem fodringen af tæven (F0-

generatioen) og afkommets alder (P = 0.03) (figur 2b). Dette førte til en signifikant lavere ekspression af FAS i leveren hos fostrene (F1-generation) (P = 0.04) sammenlignet med kontrolgruppen. Dette var dog ikke tilfældet hos førsteårstæverne (F1generation), hvor der var en tendens (P = 0.09) til en højere ekspression af FAS blandt de førsteårstæver, hvis mødre var blevet fodret med LP foderet i drægtigheden sammenlignet med kontrolgruppen. De forskelle, der er fundet i ekspressionen af FAS mellem fostre og førsteårstæver, stemmer overens med tilsvarende resultater hos rotter, hvor der også er fundet forskelle i ekspressionen af FAS i forhold til alder på rotten (Erhuma et al., 2007). Ekspressionen af CPT1 var kun påvirket af proteintilførslen i fosterstadiet hos førsteårstæverne, hvor de førsteårstæver,

Faglig Årsberetning 2011

138

Matthiesen, C. F. & Tauson, A.-H.

der have fået lav protein tilførsel i fosterstadiet havde en signifikant lavere ekspression sammenlignet med kontrolgruppen (P <0.01). Den lavere ekspression af netop CPT1 kunne indikere, at der muligvis kunne være en lavere ȕ-oxidation hos de førsteårstæver, der havde været udsat for

Acetyl Coenzyme A carboxylase

AP LP

Relative mRNA abundance

2 1

AP LP

* 2

da m s 1

da m s

fe tu s F

da m s 0

fe tu s

Relative mRNA abundance

Fatty acid synthase

Carnitine palmityol transferase 1

c) 4 Relative mRNA abundance

proteinrestriktionen i fosterstadiet i forhold til kontrolgruppen. Derimod var der ingen effekt af proteintilførslen i fosterstadiet blandt fostrene (F1-generation), hvilket kunne skyldes den i forvejen meget lave ekspression af CPT1 i fosterleveren (figur 2c).

AP LP

2 1

da m s 1

fe tu s 1

da m s

Figur 2. Den relative mRNA genekspression normaliseret i forhold til ȕ-actin for acetyl coenzyme A carboxylasen (ACC) (a), fedtsyresyntasen (FAS) (b) og carnitin palmityol transferasen 1 (c) i levervæv hos tæver fodret med lavt protein (LP) eller tilstrækkeligt proteinniveau (AP) sent i drægtigheden (F0 generation) og deres fostre udsat for enten lavt (FLP1) eller tilstrækkeligt (FAP1) proteinniveau i fosterstadiet (F1-generation) samt førsteårstæver udsat for enten lavt (FLP1) eller tilstrækkeligt (FAP1) proteinniveau i fosterstadiet (F1-generation). Signifikante niveauer: * P<0.05, ** P<0.01.

Konklusion Det kan konkluderes, at ernæringen sent i drægtigheden ikke kun har betydning for den pågældende generations reproduktionsresultater, men også er af betydning for reproduktionsresultaterne i form af antallet af golde tæver i den efterfølgende F1-generation. Derudover viser nærværende undersøgelse også, at hvalpefødselsvægten for både F1 og F2-

139

generationen påvirkes af ernæringen af F0-generationen. Ekspressionen af nøgleleverenzymer påvirkes også i fosterlevervævet hos både F1 og F2generationen via proteintildelingen til F0generationen. Hvilken betydning, ændringerne i genekspressionen har for de efterfølgende generationer, er ikke kendt

Faglig Årsberetning 2011

Proteintildelingen i drægtighedsperioden påvirker afkommet i de efterfølgende generationer hos mink (Neovison vison)

på nuværende tidspunkt, undersøges nærmere.

men

skal

Referencer Aerts, L. og Van Assche, F. A. 2003. Intra-uterine transmission of disease. Placenta 2003;24:905-911. Clausen, T. 2008. Fodring med lavt proteinniveau i drægtighedsperioden reducerer kuldstørrelse og skindlængde. I: Er grænsen for kuldstørrelse nået? Intern rapport Nr. 10, Hyusdyrbrug, DJF. Danmark. Erhuma, A. M., Salter, A. M., Sculley, D. V., Langley-Evans, S. C., Bennett, A. J. 2007. Prenatal exposure to low-protein diet programs disordered regulation of lipid metabolism in aging rat. American Journal of Physiology- Endocrinology and Metabolism 292:E1702-E1714. Maloney, C. A., Gosby, A. K., Phuyal, J. L., Denyer, G. S., Bryson, J. M, Caterson, I. D. 2003. Site-specific changes in the expression of fat-partitioning genes in weanling rats exposed to low protein diet in utero. Obesity Research 11:461-468. McMillen, I. C. og Robinson, J. S. 2005. Developmental origins of the metabolic syndrome: Prediction, plasticity, and programming. Physiol Rev 85:571-633. NRC. 1982. Nutrient requirements of mink and foxes. Washington (D.C.). National Research Council, National Academy Press. Pinheiro, A. R., Salvucci, I. D. M., Aguila, M. B. og Mandarim-de-Lacerda, C. A. 2008. Protein restriction during gestation and/or lactation causes adverse transgenerational effects on biometry and glucose metabolism of F1 and F2 progenies of rats. Clin Sci 114: 381-392. Sanne, S. og Åhman, G. Undersökning av hullets

1966. och

uppfödningsintensitetens inverkan på minkhonornas reproduktionsförmåga. Lantbrukshögskolans Meddelanden. Serie A, 56:34 Schneider, R. R. og Hunter, B. 1993. Mortality in mink kits from birth to weaning. Can Vet J 34:159-163. Tauson, A.-H. 1985. Effects of flushing on reproductive performance, ovulation rate, implantation rate and plasma progesterone levels in mink. Acta Agric Scand, Sect A, Animal Sci 35:295-309. Tauson A.-H. 1988. Flushing of mink. Effects of level of preceding feed restriction and length of flushing period on reproductive performance. Anim Reprod Sci 17:243-250. Tauson, A.-H. 1993. Effect of body condition and dietary energy supply on reproductive processes in the female mink (Mustela vison). J Reprod Fert Suppl 47:37-45. Tauson, A.-H. 1994 Postnatal development in mink kits. Acta Agric Scand, Sect A, Animal Sci 44:177-184. Tauson, A.-H. og Aldén, E. 1984. Premating body weight changes and reproductive performance in female mink. Acta Agric Scand, Sect A, Animal Sci 34:177-187. Tauson, A.-H. og Gustafsson, H. 1994. Effect of flushing on embryos in early developmental stages in mink (Mustela vison). Acta Agric Scand, Sect A, Animal Sci 44:43-9. Tauson, A.-H., Elnif, J. og Hansen, N. E. 1992. Energy metabolism and foetal growth in the pregnant mink (Mustela vison). Norw J Agric Sci Suppl 9:261-267. Tauson, A.-H., Elnif, J. og Hansen, N. E. 1994. Energy metabolism and nutrient

Faglig Årsberetning 2011

140

Matthiesen, C. F. & Tauson, A.-H.

oxidation in the pregnant mink (Mustela vison) as a model for other carnivores. J Nutr 124:Suppl 12:2609S-2613S. Torrens, C., Poston, L. og Hanson, M. A. 2008. Transmission of raised blood pressure and endothelial dysfunction to the F2 generation induced by maternal protein restriction in the F0, in the absence of dietary challenge in the F1 generation. Br J Nutr 100:760-766. Zambrano, E., Martinez-Samayoa, P. M., Bautista, C. J., Deas, M., Guillen, L. og Rodriguez-Gonzalez, G. L. 2005. Sex differences in transgenerational alterations of growth and metabolism in progeny (F2) of female offspring (F1) of rats fed a low protein diet during pregnancy and lactation. J Physiol 566:225-236.

141

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Plasmacytosevirus i miljøprøver

Trine H. Jensen1,3, Ulrich Bay Goosewinkel2, Line Haaning3, Mariann Chriél3, Anne Sofie Hammer3

Kopenhagen Fur, Langagervej 74, DK-2600 Glostrup, Danmark. Afdeling for miljøkemi og mikrobiologi, Frederiksborgvej 399, DK-4000 Roskilde, Danmark 3 DTU-Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1790 København V, Danmark. 2

Sammendrag Plasmacytosevirus (AMDV) blev påvist i gødning, gylle, fedt og skind med forskellige oprensningsmetoder efterfulgt af PCR. Luft, jord, inventar og forskellige passive smittebærere (flæskeklannere, rotter og katte) blev undersøgt for AMDV med PCR uden påvisning af virus. De anvendte oprensningsmetoder på luft og jord var ikke nødvendigvis tilstrækkeligt følsomme til at påvise de måske meget små mængder virus. På grund af virus’ overlevelsesdygtighed i miljøet og sandsynligheden for mange forskellige smittekilder opfordres til øget fokus på smittebeskyttelse for at forebygge infektion. Jensen, T. H., Goosewinkel, U. B., Haaning, L., Chriél, M., Hammer A. S. 2012. Plasmacytosevirus i miljøprøver. Faglig Årsberetning 2011, 142-147. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Aleutian mink disease virus (AMDV) was found in feces, slurry, fat and skin with different DNA purification kits followed by PCR analysis. Air, soil, cages and different passive carriers (beetles, rats and cats) were tested by PCR without detection of AMDV. Maybe the purification was not sensitive enough to detect the presumed small amounts of virus. Because of the environmental resistence of the virus and the risk of many different ways of transmission, farmers are advised to increase focus on disease management and prevention. Jensen, T. H., Goosewinkel, U. B., Haaning, L., Chriél, M., Hammer A. S. 2012. Aleutian mink disease virus in environmental samples. Annual Report 2011, 142-147. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Aleutian mink disease,virus, environmental samples, PCR

Indledning Plasmacytose (Aleutian mink disease virus, AMDV) er den mest tabsvoldende sygdom for pelsdyrerhvervet (beskrevet i review af Themudo et al 2011). Det lovpligtige bekæmpelsesprogram for AMDV har hovedsageligt begrænset sygdomsudbruddene til Nordjylland. Desværre har der de sidste par år været tilfælde i både Himmerland og Lemvig samt i år tillige på Djursland og Mors (Willadsen 2011). Desuden oplever en del farme tilbagefald/re-infektioner, enten fordi AMDV er et meget overlevelsesdygtigt parvovirus eller som følge af en reintroduktion gennem én af mange mulige smittekilder. Tidligere studier har vist, at en afstand på mindre end 500 m mellem farme udgør en risiko, og ligeledes at reagenter det

foregående år udgør en risiko (Chriél 1991). Hvis der er udbrud af akut plasmacytose er der forhøjet risiko for smitte indenfor 1 km fra farmen (Chriél 2000). AMDV er påvist i luft på en hollandsk minkfarm med en luftopsamler hvor luften blev ledt gennem et gelatine filter, som opløst kunne inficere mink eksperimentelt (Geus et al. 1996). Selv om miljøfaktorer må formodes at udgøre en smitterisiko, er der et begrænset kendskab til, hvordan og hvor virus kan påvises. Derfor er der i nærværende undersøgt forskellige miljøfaktorer som mulige smitteveje og/eller reservoir for smitte.

Faglig Årsberetning 2011

142

Jensen, T. H., Goosewinkel, U, B., Haaning, L., Chriél, M., Hammer, A. S.

Materiale og metoder Prøvemateriale Luft blev indsamlet ved hjælp af 3 forskellige luftopsamlere som vist i figur 1: Satorius, cyklon og en allergivenlig støvsuger. Både cyklon og støvsuger sugede luften ind, hvorefter luften blev fortættet i vand, som herefter blev testet både før og efter ultracentrifugering. Satorius opsamleren sugede luften ind på et gelatinefilter, som dernæst blev opløst og testet. Luften blev opsamlet fra 2 forskellige plasmacytosesmittede farme under pelsning, fra tørreriet, fra fedtskraberen og selve pelseriet. Desuden blev luft opsamlet fra forsøgsstalden på Veterinærinstituttet Lindholm i forbindelse med et smitteforsøg, som vil blive omtalt i en senere artikel.

Prøvebehandling Overordnet blev 3 forskellige oprensningsmetoder forsøgt med vandprøverne: 1) Ultracentrifugering ved 26.000 G i 2 timer med SW 28 rotor i en Beckman centrifuge. 2) Fældning med polyethylenglykol og efterfølgende centrifugering med succrosegradient. 3) Opløsning af gelatine filter i en opløsning af 2,5% protex i 0,9%NaCl.

Figur 1. Luftopsamling med Cyklon (A), Satorius (B) og special støvsuger (C)

Jord blev opsamlet 10 forskellige steder på én farm med 100% reagenter, dvs. blodprøver fra alle undersøgte mink var positive for plasmacytose. Desuden blev gødning opsamlet fra henholdsvis bure og gødningsrende. Gylle blev opsamlet fra gylletanken og fedt blev opsamlet fra pelseriet på et tidspunkt, hvor der kun blev pelset mink med plasmacytose.

143

Prøver fra inventar blev indsamlet fra et smitteforsøg på Lindholm som ovenfor nævnt. Svaberprøver blev udtaget fra selve minkburet (n=2) og fra redekassen (n=3) fra i alt 11 minkbure i en forsøgsstald, hvor 10 ud af 11 mink havde plasmacytose. Virusudskillelse kunne dog ikke påvises fra minkene på prøveudtagningstidspunktet. Desuden blev halm fra rederne indsamlet. Fra to rotter og ni katte blev der udtaget svaberprøver fra snude/mundregion samt fra alle fire poter. Endvidere blev der udtaget blod, milt samt krøslymfeknude. Fra ovenfor nævnte farm blev indsamlet 10 g flæskeklanner, som blev homogeniseret i en morter og dernæst testet. Der blev udtaget prøver fra forskellige områder af skind fra 15 mink med plasmacytose (både serologisk og virologisk bekræftet): snude, bug og området omkring anus. Skindene var henholdsvis friske og frisk indfrosne.

Sand blev anvendt som model for jord, dvs. forskellige koncentrationer af virus 1:50, 1:500 (Danad, Kopenhagen Fur) blev tilsat sand, som herefter gennemgik forskellige centrifugerings og ryste/blandingsprotokoller og/eller ultralyd ved 100 W i forskellige tidsintervaller (0,9 – 1 sekund 5 gange med pause i op til 1 minut). De protokoller, der resulterede i positive resultater blev afprøvet på jord. Gødning og gylle blev testet både før og efter hygiejnisering med natriumhydroxyd (svarende til 12 kg NaOH pr ton for at hæve pH til 12 eller 70° C i en time.

Faglig Årsberetning 2011

Plasmacytosevirus i miljøprøver

Skindstykker (0,1 g) blev tilsat 356 µl PBS og inkuberet natten over ved 4° C i et køleskab. Hvor ikke andet er specificeret, blev prøverne behandlet som tidligere beskrevet for organer (Jensen et al. 2011). DNA oprensning

Forskellige kit blev anvendt til forskellige prøver jf. tabel 1: QIAamp DNA Blood Mini Kit (Qiagen), QIAamp Stool Mini kit (Qiagen), KingFisher DNA isolation kit (Thermo Fisher) og PowerSoil DNA Isolation Kit med henholdsvis glas kugler og power kugler (Mobio).

Tabel 1. Test af forskellige oprensningsprocedurer for forskellige miljøprøver

Prøve Luft Jord

Forbehandling Ultracentrifugering, polyethylenglycol

QIAamp DNA Blood Mini Kit

Negativ

Opløsning af filter

QIAamp DNA Blood Mini Kit

Negativ

Ultralyd

QIAamp DNA Blood Mini Kit

Negativ

Varmebehandling/ryst Sand spiket Ultralyd Varmebehandling/ryst Gødning

Oprensningsmetode forsøgt

PowerSoil glass, power

Optimale oprensning

Negativ

QIAamp DNA Blood Mini Kit

Negativ

PowerSoil glass, power

PowerSoil glass

Positiv

QIAamp DNA Stool Mini Kit

KingFisher DNA isolation kit

Positiv

KingFisher DNA isolation kit Gylle

QIAamp DNA Stool Mini Kit

Positiv QIAamp DNA Stool Mini Kit

KingFisher DNA isolation kit Fedt

QIAamp DNA Blood Mini Kit

Positiv Positiv

QIAamp DNA Blood Mini Kit

Positiv

KingFisher DNA isolation kit

Negativ Negativ

Halm

QIAamp DNA Blood Mini Kit QIAamp DNA Blood and Stool Mini Kit

Negativ

Opløsning af svaber

QIAamp DNA Blood Mini Kit

Negativ

Flæskeklanner

QIAamp DNA Blood Mini Kit

Negativ

Væv

QIAamp DNA Blood Mini Kit

Negativ

Inventar

Opløsning af svaber

Passive smittebære Skind

Resultat af PCR

PBS natten over 4° C

QIAamp DNA Blood Mini Kit

QIAamp D NA Blood Mini Kit

Positiv

PowerSoil glass, power er ensbetydende med PowerSoil DNA Isolation Kit, glass bead, power bead

PCR Alle oprensede prøver blev testet med PCR som beskrevet tidligere (Jensen et al. 2011). Resultater Luft, jord Der kunne ikke påvises AMDV i luft eller jord. Til gengæld kunne AMDV påvises i sand tilsat virus i laboratoriet og oprenset med glaskugler og PowerSoil DNA Isolation Kit. Gødning, gylle, fedt AMDV kunne påvises i gødningsprøver oprenset med QIAamp Stool Mini kit samt King Fisher oprensningsrobot. Nærmere antal og procedure vil blive omtalt i sene-

re rapport vedrørende smitteforsøget. AMDV kunne påvises i 8 ud af 10 gylleprøver, når disse blev oprenset med QIAamp Stool Mini kit, men ikke med KingFisher DNA isolation kit. Når gyllen blev hygiejniseret enten med kautisk soda eller 70° C i en time, kunne virus ikke genfindes. Det var af tekniske årsager ikke muligt at teste prøver behandlet med hydratkalk, fordi dette fik Qiagensøjlerne til at stoppe. AMDV kunne påvises i 9 ud af 10 fedtprøver udtaget samme dag fra samme fedtskraber, når prøverne blev oprenset med QIAamp Blood Mini kit, men ikke med KingFisher DNA isolation kit.

Faglig Årsberetning 2011

144

Jensen, T. H., Goosewinkel, U, B., Haaning, L., Chriél, M., Hammer, A. S.

Inventar Svaberprøver fra bur og redekasse var negative for AMDV, ligeledes var halm indsamlet fra burene negativ. Passive smittebærere Der kunne ikke påvises AMDV i eller på rotter, katte eller flæskeklannere. Skind AMDV blev fundet i skind fra 12 ud af 15 mink med plasmacytose. Virus blev fundet i både friske og frisk frosne skind og både i selve huden og i hårene. Diskussion PCR blev anvendt i undersøgelserne, fordi det generelt er en følsom og effektiv testmetode, som er veletableret til minkvæv (Jensen et al. 2011). Desuden er metoden billig og kræver ikke omfattende dyreforsøg, som en eksperimentel infektion ville gøre. En af ulemperne er, at PCR påviser virus nukleinsyre, og dermed kan man ikke vide, om virus er intakt og i stand til at replikere – og dermed smittefarlig. PCR resultatet giver således alene en indikation af smitterisiko. Sandsynligvis er smitteforsøg endnu mere følsomt, og det kan være årsagen til at AMDV kunne påvises med Satorius luftopsamleren i Holland (Geus et al. 1996), men ikke i nærværende undersøgelse. AMDV kunne ikke detekteres i jordprøver tilsat forskellige små koncentrationer af virus, men i sand. Dette kan muligvis skyldes, at jord indeholder rubinsyre, som kan hæmme PCR reaktionen. Derfor er det muligt, at metoderne ville kunne optimeres, således at påvisning af virus i jord kan gennemføres. AMDV blev fundet i både gylle og gødning, hvilket ikke er overraskende, da det er en velkendt smittevej. Men det er bemærkelsesværdigt, at 2 forskellige DNA oprensingskit havde forskellige resultater med henholdsvis gylle og gødning. Det understreger, at oprensningsmetoden er essentiel for analyserne.

145

Der kunne ikke påvises virus i eller på de passive smittebærere, men man kan ikke udelukke, at flæskeklannere, rotter og katte kan udgøre en smitterisiko. Først og fremmest er kun få dyr undersøgt. Dernæst er det muligt, at disse dyr kun lejlighedsvist er passive smittebærere, og endeligt kan virus være tilstede, men i en meget lav koncentration (under detektionsgrænsen). Lopper og fugle blev ikke testet på grund af vanskeligheder omkring prøveindsamling, men disse udgør også en mulig risiko som passive smittebærere. Konklusion AMDV kunne påvises med PCR i gødning, gylle, fedt og skind. AMDV kunne ikke påvises i luft, jord, på inventar eller passive smittebærere. Det kan skyldes, at de anvendte virus DNA oprensningsmetoder ikke har været tilstrækkeligt følsomme, og/eller at virus har været til stede i en koncentration under detektionsgrænsen. Det udelukker derfor ikke, at der kan være virus i miljøet. På baggrund af de forskellige miljøprøver og eksisterende viden om virus’ overlevelsesdygtighed må det antages, at der er mange forskellige årsager til udbrud og reinfektion med plasmacytose. Derfor er fokus på smittebeskyttelse utrolig vigtigt for at forebygge introduktion af smitten. Tak Tak til Kopenhagen Fur, Forskningsfonden for økonomisk støtte til projektet. Tak til Jørgen Østergaard og medvirkende pelsdyravlere. Tak til involverede laboranter: Dorte Jensen, Bodil Kruse, Rikke Frandsen og Christina Schmidt. Referencer. Chriél, M. 1991.Epidemiologiske studier af Aleutian disease hos mink. Licentiatafhandling.

Faglig Årsberetning 2011

Plasmacytosevirus i miljøprøver

Chriél, M. 2000. Impact of Outbreaks of Acute Aleutian Disease in Danish Mink Farms. Scientifur. 24(4): 16-20. Themudo, G. E., Østergaard, J., Ersbøll, A. K. 2011. Persistent spatial clusters of plasmacytosis among Danish mink farms. Preventive Veterinary Medicine 102: 75– 82 Geus, Bd., Eck, Jv., Louw, Avd., Wiligen, F. Kv., Bokhout, B. 1996. Transmission of Aleutian disease virus by air. Scientifur. 20(4): 350-354 Jensen, T. H., Christensen, L. S., Chriél, M., Uttenthal, A., Hammer, A. S. 2011. Implementation and validation of a sensitive PCR detection method in the eradication campaign against Aleutian mink disease virus. J Virol Methods. 171(1):81-5. Jensen, T. H.; Christensen, L. S.; Chriél, M.; Uttenthal, Å.; Hammer, A. 2010. Implementering og validering af en følsom PCR til detektion af plasmacytose virus. VET-DTU. Faglig Årsberetning 2010 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter. Willadsen, C. 2011. Den dårlige nyhed er plasmacytose. Dansk Pelsdyravl. 8:3032.

Faglig Årsberetning 2011

146

Jensen, T. H., Goosewinkel, U, B., Haaning, L., ChriĂŠl, M., Hammer, A. S.

147

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Eksperimentel infektion af mink med Pseudomonas aeruginosa Charlotte M. Salomonsen1, Anne Sofie Hammer2 1

DTU Veterinærinstiuttet, Hangøvej 2, DK-8200 Århus N, Danmark. DTU Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, DK-1870 Frederiksberg C, Danmark

Sammendrag Sygdommen ”smitsom lungebetændelse” hos mink forårsages af bakterien Pseudomonas aeruginosa (P. aeruginosa). I denne artikel beskrives et infektionsforsøg, hvor betydningen af alder og årstid på infektionens forløb blev undersøgt. Minkene blev inficeret intranasalt med forskellige doser af P. aeruginosa i juli og i november. Forsøget blev udført over 2 år, med goldtæver i 2010 og tævehvalpe i 2011. Der blev ikke observeret klinisk syge dyr i juli, mens få dyr udviklede sygdommen i november. Ved forsøgets afslutning var det var muligt at dyrke P. aeruginosa fra næseslimhinden på adskillige af de klinisk raske mink, hvilket viser, at bakterien kan overleve i flere dage på næseslimhinden uden af forårsage sygdom. Da minkene blev inficeret med samme dosis i juli og november, indikerer dette, at faktorer hos minken, kan være afgørende for udvikling af sygdommen, og at infektionsdosis har mindre betydning. Mortaliteten var dog ikke signifikant forskellig mellem de 2 årstider. Hoveder fra mink-kadavere indsamlet på 4 forskellige farme lige efter pelsning blev undersøgt for forekomsten af P. aeruginosa i næsehulen. Det var imidlertid ikke muligt at isolere bakterien fra næsehulerne, så det kan konkluderes, at mink ikke normalt bærer P. aeruginosa i næsehulen omkring pelsningstidspunktet under danske forhold. Salomonsen, C. M. & Hammer, A. S. 2012. Eksperimentel infektion af mink med Pseudomonas aeruginosa. Faglig Årsberetning 2011, 148-155. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract This study describes an experimental investigation of different aspects of hemorrhagic pneumonia in mink. Wild-type female mink were infected with various doses of P. aeruginosa in July and in November to investigate if age and season influence the pathogenesis of hemorrhagic pneumonia. In 2010 barren females were used, while in 2011 we used female kits for the study. The mink were infected via the intranasal route. Only few cases of disease were recorded but several mink carried P. aeruginosa on their nasal mucosa after the end of the experiment, showing that P. aeruginosa can survive on the nasal mucosa of mink for several days without causing clinical disease. No mink developed the disease during the summer experiments indicating that it is not the infectious dose that leads to disease but rather a increased susceptibility of the mink in the autumn. We collected heads from mink carcasses on pelting from 4 mink farms and swabbed the nasal mucosa. It was not possible to grow P. aeruginosa from the nasal cavity of these mink showing that P. aeruginosa is not a part of the normal nasal mucosal flora in healthy Danish mink at pelting time. Salomonsen, C. M. & Hammer, A. S. 2012. Experimental infection of mink with Pseudomonas aeruginosa. Annual Report 2011, 148-155, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: Mink, Pseudomonas aeruginosa, hemorrhagic pneumonia

Indledning Smitsom lungebetændelse hos mink forårsages af bakterien Pseudomonas aeruginosa (P. aeruginosa). Sygdommen blev første gang beskrevet i Danmark i 1953 (Knox, 1953) og optræder primært om efteråret fra september til starten af december. I litteraturen er angivet dødeligheder på 1-50% (Honda et al., 1977; Knox, 1953). Det hyppigste sygdomsbillede er fund af pludseligt døde

mink med blod om næse og mund. Sygdommen kan sprede sig til mink i naboburene i rækken, til nabohaller eller sporadisk på farmen. Det vides ikke præcist hvordan sygdommen spredes. Tidligere studier har indikeret, at bakterien muligvis overføres aerogent (luftbåret) blandt minkene (Shimzu et al.), og at mink inficeres lettere intratrachealt (dvs. via luftvejene) end via foder og vand (Karlsson et al., 1971; Trautwein et al.,

Faglig Årsberetning 2011

148

Salomonsen, C. M., Hammer, A. S.

1962). I en ældre amerikansk undersøgelse (Long and Gorham, 1981) blev der fundet P. aeruginosa på slimhinden i svælget samt i endetarmen fra op til 39% af de undersøgte mink. Prøverne var taget fra kadavere efter pelsning og stammer altså ikke fra mink med sygdom, dog var farmene ikke plasmacytosefrie. P. aeruginosa findes overalt i miljøet, men er primært knyttet til vand (Botzenhart and Döring, 2004). Bakterien forårsager sygdom hos både mennesker og dyr, men oftest som et opportunistisk patogen hos immunsvækkede individer. Mink er tilsyneladende en undtagelse, da P. aeruginosa kan forårsage dødeligt forløbende lungebetændelse og sepsis hos klinisk raske dyr. For at undersøge faktorer af betydning for, at bakterien kan forårsage infektion og sygdom hos minkene, valgte vi at inficere forskellige aldersgrupper af mink (hvalpe/voksne) på forskellige tidspunkter af året (juli/november) med en fastlagt dosis af P. aeruginosa (fra 103-108 bakterier/ml). Endvidere blev det i 2011 undersøgt om danske mink var bærere af P. aeruginosa som en naturlig del af deres nasale slimhindeflora. Minkhoveder blev indsamlet fra 2 farme uden udbrud af smitsom lungebetændelse og 2 farme med udbrud af smitsom lungebetændelse i efteråret 2011. Materiale og metoder Der blev udført i alt 4 dyreforsøg, 2 i år 2010 og 2 i år 2011. I hvert forsøg indgik 18 wildmink indkøbt umiddelbart inden forsøgsstart fra samme minkfarm og fri for plasmacytose. Forsøget blev i 2010 udført fra den 5.-13. juli og fra den 2.-10. november, mens det i 2011 blev afholdt fra den 5.-13. juli og fra den 8.-16. november. I 2010 anvendte vi goldtæver til forsøget mens vi i 2011 anvendte tævehvalpe. Minkene blev huset i konventionelle minkbure adskilt med metalplader og med individuelle

149

drikketrug for at forhindre kontakt mellem minkene. Minkene blev inficeret intranasalt med P. aeruginosa opblandet i fysiologisk saltvand i forskellige doser varierende fra 103-108 bakterier pr ml. Der blev udtaget en blodprøve fra forbenet (v. cephalica) af minkene, inden de blev bedøvet med en intramuskulær injektion af en xylazin/ketamin blanding. De bedøvede mink blev lagt på ryggen og næsen holdt lodret, mens der med en pipette blev hældt 0,25 ml af bakterieblandingen i hvert næsebor (se Billede 1). Minkene blev lagt til opvågning i deres bur liggende på siden og med snuden i redekassens åbning, så den pegede lidt opad (ca. 10-20ͼ).

Billede 1: Intranasal infektion af mink med pipette

Alle mink blev inficeret med den samme klon af P. aeruginosa, som var isoleret fra et dansk udbrud af smitsom lungebetændelse. Der indgik 18 mink i hvert forsøg. Disse var inddelt i 6 grupper af 3 mink, som blev inficeret med samme dosis. Grupperne med forskellig infektionsdosis blev fordelt på 3 rækker konventionelle minkbure, så der i hver række var et dyr fra hver gruppe. I hvert forsøg indgik en kontrolgruppe på 3 mink, der blev ”inficeret” med fysiologisk saltvand uden bakterier (se tabel 1). Ved tegn på sygdom, såsom spisevægring, besværet vejrtrækning og

Faglig Årsberetning 2011

Eksperimentel infektion af mink med Pseudomonas aeruginosa

sløvhed, blev minkene bedøvet og aflivet med en injektion af 1 ml T61 (Intervet) i leveren. Dyrene blev straks lagt på køl til obduktion indenfor de næste 16 timer

eller obduceret med det samme. Dyr, der ikke blev syge, blev aflivet efter 8 dage og obduceret med det samme. .

Tabel 1: Oversigt over infektionsdosis i de forskellige forsøg. I hver gruppe indgår 3 mink.

Gruppe 1 Gruppe 2 Gruppe 3 Gruppe 4 Gruppe 5 Gruppe 6

Juli 2010 kontrol 3 4,5*10 bakterier/ml 4 4,5*10 bakterier/ml 5 4,5*10 bakterier /ml 6 4,5*10 bakterier/ml 7 4,5*10 bakterier/ml

November 2010 Kontrol 3 3,7*10 bakterier/ml 4 3,7*10 bakterier/ml 5 3,7*10 bakterier/ml 6 3,7*10 bakterier/ml 7 3,7*10 bakterier/ml

Lever, lunger og næsehule blev undersøgt for forekomsten af P. aeruginosa. Næsehulen blev i 2010 åbnet med et snit på tværs af næsen midt imellem øjnene og snuden. En tynd steril vatpind blev ført ind i næsen og området svabret (se Billede 2).

Billede 2: Oversavet næse ved metode brugt i 2010.

I 2011 blev næsehulen åbnet med et dorsalt snit lige over den hårde gane og afsavet i øjenhulen lige bag øjnene. Snittet blev foretaget med en lille oscillerende sav. Muslingebenene (conchae nasale ventrale og en del af conchae ethmodiale) blev fjernet med saks og pincet og indersiden af næsehulen samt en slimhindefold beliggende lateralt i næsehulen ud for den forreste del af øjet (caudalt for

Juli 2011 kontrol 5 1,8*10 bakterier/ml 6 1,8*10 bakterier/ml 7 1,8*10 bakterier/ml 8 1,8*10 bakterier/ml 9 1,8*10 bakterier/ml

November 2011 kontrol 4 4,2*10 bakterier/ml 5 4,2*10 bakterier/ml 6 4,2*10 bakterier/ml 7 4,2*10 bakterier/ml 8 4,2*10 bakterier/ml

conchae nasale ventrale og rostralt for conchae ethmoidale) blev svabret (

Billede 3, A og B). Der blev udsået fra vatpindene på blodagar, som blev inkuberet natten over ved 37ͼC. I 2011 indsamlede vi 80 minkhoveder fra nyligt pelsede kadavere. Minkene stammede fra 4 forskellige farme, hvoraf 2 havde haft udbrud af smitsom lungebetændelse i 2011. Fra hver farm blev indsamlet 10 hanner og 10 hunner, alle ungdyr. Farvetypen varierede, dog indgik primært wildmink. Alle 80 hoveder blev skåret op i næsehulen og svabret med en vatpind som ovenfor beskrevet for 2011 forsøget. Vatpindene blev udsået på blodagar og inkuberet ved 37ͼC natten over. Blodpladerne blev gennemset for vækst af P. aeruginosa og vurdering af øvrig vækst.

Resultater Juli Ved dyreforsøgene i juli 2010 udviste ingen af minkene kliniske tegn på sygdom. Ved efterfølgende dyrkning fra minkenes lever, lunger og næseslimhinde blev der isoleret P. aeruginosa fra næseslimhinden af én mink 8 dage efter infektionen. Ved forsøget i juli 2011 udviste en mink milde kliniske symptomer, men var fuldt restitueret efter 4 dage med let nedsat ædelyst og aktivitetsniveau. De resterende 17 mink udviste ingen kliniske

Faglig Årsberetning 2011

150

Salomonsen, C. M., Hammer, A. S.

symptomer. Efter aflivning 8 dage efter infektionen blev P. aeruginosa isoleret fra næsehulen hos 9 mink, heriblandt den ovenfornævnte mink med lette kliniske

symptomer. Der sås ingen makroskopiske forandringer i minkenes organer ved obduktionen.

Billede 3: Oversavet næse ved metode brugt i 2011. Conchae blev fjernet og næsehulen samt den tynde fold der ses på billede. Den tynde vatpind blev indført i den bagerste del af næsehulen. B (vist med metalpinden) blev svabret.

November I dyreforsøgene udført i november udviste 2 mink i både 2010 og 2011 sløvhed og besværet vejrtrækning indenfor de første 66 timer efter indgivelse af bakterierne. Disse blev aflivet inden forsøgets afslutning. I de syge mink fandtes de klassiske tegn på smitsom lungebetændelse (hævede, mørkerøde lunger) og der kunne isoleres P. aeruginosa fra lever, lunger og næsehule.De 2 syge mink fra november

2010 var blevet inficeret med henholdsvis 3,7*107 bakterier/ml og 3,7*103 bakterier/ml. Endvidere blev P. aeruginosa isoleret fra næseslimhinden hos 3 mink uden symptomer. I 2011 var de 2 syge mink inficeret med henholdsvis 4,2*107 bakterier/ml og 4,2*106 bakterier/ml. Der blev endvidere isoleret P. aeruginosa fra næseslimhinden af 8 symptomfrie mink (tabel 2 og tabel 3).

Tabel 2: Antal mink hvorfra der kunne dyrkes P. aeruginosa på næseslimhinden ved de forskellige forsøg. Tallene er inklusiv de 2 mink, der udviklede sygdom i november 2010 og 2011.

Juli 2010 1

Mink med P. aeruginosa på næseslimhinden

November 2010 5

Juli 2011 9

November 2011 10

Tabel 3: Antal mink hvorfra der kunne dyrkes P. aeruginosa fra næseslimhinden opgjort efter infektionsdosis. Tallene er inklusiv de i alt 4 mink, der udviklede sygdom i november 2010 og 2011. 3

Infektionsdosis, bakterier/ml

Antal mink med P. aeruginosa på næseslimhinden

1 ud af 6 (17%)

2 ud af 9 (22%)

3 ud af 12 (25%)

Prøver fra farmmink Der kunne ikke isoleres P. aeruginosa fra næsehulen af de indsamlede minkhoveder. I stedet fandtes hos 90% af

151

6 ud af 12 (50%)

7 ud af 12 (58%)

4 ud af 6 (66%)

2 ud af 3 (66%)

minkene en blandingsflora af forskellige bakterier og enkelte svampe, mens der hos de resterende 10% ikke fandtes vækst på blodpladerne.

Faglig Årsberetning 2011

Eksperimentel infektion af mink med Pseudomonas aeruginosa

Diskussion I dette forsøg har det vist sig overraskende vanskeligt at fremkalde klinisk sygdom hos mink i forhold til tidligere forsøg. Ved flere af disse tidligere forsøg har infektionsvejen dog været mere direkte, idet bakterierne enten er blevet hældt langt ind i næsehulen via et tyndt kateter eller er blevet indgivet direkte i luftrøret via et kateter indført gennem strubehovedet (Elsheikh et al., 1987; Homma et al., 1983; Hunter and Prescott, 1982; Long et al., 1980; Shimzu et al.). Vi valgte den beskrevne infektionsmetode, med at dryppe bakterier i næsen via en pipette, ud fra en formodning om, at den ville ligge tættere på den ”naturlige” infektionsmåde. Metoden har tidligere været brugt med godt resultat (Karlsson et al., 1971), men den valgte stamme har

muligvis ikke været særlig virulent til trods for at den er udvalgt fra et udbrud af smitsom lungebetændelse hos mink. Det er tidligere vist, at en høj dosis bakterier øger risikoen for sygdom (Elsheikh et al., 1987; Homma et al., 1983; Hunter and Prescott, 1982; Karlsson et al., 1971; Long et al., 1980; Shimzu et al.). De få mink, der blev syge i vores forsøg, stammede alle fra forskellige infektionsdosis-grupper, hvilket passer dårligt med teorien om, at infektionsdosis hænger sammen med risikoen for at udvikle sygdom. Pga. det lave antal syge mink, er det dog ikke muligt at konkludere på denne observation. Der sås til gengæld en høj korrelation (R2=0,93) mellem infektionsdosis og muligheden for at isolere P. aeruginosa fra næseslimhinden af minkene (figur 1). Denne korrelation er dog heller ikke signifikant sandsynligvis som følge af det lave antal mink i hver gruppe.

Ϭ͕ϴ Zϸ с Ϭ͕ϵϮϵϲ

WƌŽƉŽƌƚŝŽŶ ŵ͘ W͘ ĂĞƌƵŐŝŶŽƐĂ ƉĊ ŶčƐĞƐůŝŵŚŝŶĚĞŶ

Ϭ͕ϲ

Ϭ͕ϰ

Ϭ͕Ϯ

/ŶĨĞŬƚŝŽŶƐĚŽƐŝƐ Figur 1: Proportion af de inficerede mink, hvorfra der kunne dyrkes P. aeruginosa på næseslimhinden fordelt på de forskellige infektionsdosis-grupper (103-109 bakterier/ml)

Et forsøg fra Japan har påvist, at hvalpe og hanner har en højere mortalitet som følge af smitsom lungebetændelse end

voksne og tæver (Honda et al., 1977). Derfor kan beslutningen om at anvende tæver til forsøget muligvis have medført

Faglig Årsberetning 2011

152

Salomonsen, C. M., Hammer, A. S.

færre syge mink end forventet. Ud fra dette forsøg er det ikke muligt at udtale sig om, hvorvidt alder er en risikofaktor, idet der ikke kunne påvises forskel i dødeligheden mellem de to aldersgrupper, da dødeligheden var meget lav. Dette forsøg indikerer, at faktorer hos minken har betydning for om dyret udvikler smitsom lungebetændelse, når det bliver udsat for smitte med P. aeruginosa. Den lave dødelighed i forsøgene betyder, at der ikke kan drages en egentlig konklusion, da der ikke er signifikant forskel i dødeligheden mellem sommer og efterår (p=0,11). Tendensen synes dog at være, at flere mink bliver syge om efteråret end om sommeren, selvom de inficeres med samme dosis bakterier. Dette gælder for både goldtæver og hvalpe. Sådanne faktorer hos minkene kunne tænkes at være relateret til pelssætningen, som netop foregår i det tidsrum hvor smitsom lungebetændelse hyppigst optræder. En egentlig dosisafhængighed i forhold til udviklingen af sygdom kunne ikke påvises, idet der blev udviklet sygdom ved både lav, middel og høj infektionsdosis. Faktorer hos minken synes altså at være af større vigtighed end antallet af bakterier, minken udsættes for. Der kunne ikke findes P. aeruginosa på næseslimhinden hos raske mink samlet ind i forbindelse med pelsning, hverken fra farme, der havde oplevet udbrud af smitsom lungebetændelse eller fra farme, der ikke havde. Dette er i modsætning til en amerikansk undersøgelse (Long and Gorham, 1981) som påviste P. aeruginosa i næsen hos 39 ud af 100 undersøgte mink. Forskellen skyldes muligvis at dyrene i USA var indsamlet på farme inficeret med plasmacytose eller det kan skyldes en forskel i prøveudtagningsproceduren, da minkene på de amerikanske farme blev svabret både i svælg og endetarm.

153

Konklusion Det kan konkluderes, at mink kan bære P. aeruginosa på deres næseslimhinde i op til 8 dage uden at udvikle smitsom lungebetændelse under danske forhold. Set i forhold til årstiden er der tilsyneladende ingen forskel i overlevelsen af P. aeruginosa på næseslimhinden, da de 2 forskellige metoder til prøveudtagning fra næseslimhinden brugt i henholdsvis 2010 og 2011 giver sammenligneligt resultat fra sommer- og efterårsforsøget i det respektive år. Denne observation indikerer, at det ikke er forskelle i bakteriens overlevelse i minken eller forskelle i bakteriens antal, der forårsager sygdom, men mere sandsynligt er det faktorer hos minkene, som er udslagsgivende i forhold til udvikling af sygdom. Referencer Botzenhart, K., and Döring, G. (2004). Ecology and Epidemiology of Pseudomonas aeruginosa. Ramos, J. -L ed., (New York: Kluwer Academic/Plenum Publishers) Elsheikh, L. E., Kronevi, T., Wretlind, B., Abaas, S., and Iglewski, B. H. (1987). Assessment of elastase as a Pseudomonas aeruginosa virulence factor in experimental lung infection in mink. Vet. Microbiol. 13, 281-289. Homma, J. Y., Abe, C., Yanagawa, R., and Noda, H. (1983). Effectiveness of immunization with multicomponent vaccines in protection against hemorrhagic pneumonia due to Pseudomonas aeruginosa infection in mink. Rev. Infect. Dis. 5 Suppl 5, S85866. Honda, E., Homma, J. Y., Abe, C., Tanamoto, K., Noda, H., and Yanagawa, R. (1977). Effects of the common

Faglig Årsberetning 2011

Eksperimentel infektion af mink med Pseudomonas aeruginosa

protective antigen (OEP) and toxoids of protease and elastase from Pseudomonas aeruginosa on protection against hemorrhagic pneumonia in mink. Zentralbl. Bakteriol. [Orig. A] 237, 297309. Hunter, B., and Prescott, J. F. (1982). Vaccination of Mink Against Hemorrhagic Pneumonia Using a Commercial Pseudomonas aeruginosa Bacterin. Can. Vet. J. 23, 371-372. Karlsson, K. A., Kull, K. E., and Svanholm, R. (1971). Infections in minks caused by Pseudomonas aeruginosa. Infection and vaccination trials. Nord. Vet. Med. 23, 345-351. Knox, B. (1953). Pseudomonas aeruginosa som ĂĽrsag til enzootiske infektioner hos mink. Nord. Vet. Med. 5, 731. Long, G. G., and Gorham, J. R. (1981). Field Studies: Pseudomonas Pneumonia of Mink. Am J Vet Res 42, 2129. Long, G. G., Gallina, A. M., and Gorham, J. R. (1980). Pseudomonas Pneumonia of Mink: Pathogenesis, Vaccination and Serologic Studies. Am J Vet Res 41, 1720. Shimzu, T., Homma, J. Y., Aoyama, T., Onodera, T., and Noda, H. Virulence of Pseudomonas aeruginosa and Spontaneous Spread of Pseudomonas Pneumonia in a Mink Ranch. Trautwein, G., Helmboldt, C. F., and Nielsen, S. W. (1962). Pathology of Pseudomonas Pneumonia in Mink. J. A. V. M. A. 140, 701.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

154

Salomonsen, C. M., Hammer, A. S.

155

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Diarre og forekomst af Campylobacter hos mink

Anne Sofie Hammer1, Mathilde Hartmann Josefsen2 og Steen Nordentoft3

DTU-Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, 1790 København V, Danmark DTU Fødevareinstituttet, Mørkøj Bygade 19, 2860 Søborg, Danmark 3 DTU-Veterinærinstituttet, Hangøvej 2, 8200 Århus N, Danmark 2

Sammendrag Her præsenteres foreløbige resultater af en undersøgelse af årsager til diarre i vækstperioden hos mink. I perioden 2006-2011 blev prøver udtaget fra 262 mink fra 75 diagnostiske indsendelser på DTU Veterinærinstituttet og undersøgt for Campylobacter med mikrobiel dyrkning. Prøverne blev opdelt i 3 grupper: mink med diarre, men uden parvo virusenteritis (MVE), prøver fra mink med MVE og prøver fra mink uden diarre. Herudover blev inkluderet prøver fra raske vildtlevende mink. I juli 2011 blev yderligere 44 prøver indsamlet fra 4 farme med diarre og 4 kontrol farme uden diarreproblemer. Fra farme med diarre blev udtaget prøver fra dyr med og uden diarre. Disse prøver blev testet for Campylobacter med PCR. Undersøgelsens resultater viste generelt, at Campylobacter forekommer hyppigt hos mink også uden at det er relateret til diarre. Bakterien forekom sjældent hos raske vildmink, hvilket bekræfter at den ikke er en del af minkens normale tarmflora. Der sås en tendens til, at en større andel af prøver fra diagnostiske indsendelser med diarre blev fundet positive for Campylobacter sammenlignet med dyr uden diarre og Campylobacter blev påvist i en større andel af dyr fra farme med diarre, sammenlignet med farme uden diarre. Hammer, A. S. Josefsen. M. H. og Nordentoft, S. 2011. Diarre og forekomst af Campylobacter hos mink. Faglig Årsberetning 2011, 156-161. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Århus N, Danmark. Abstract Here we present preliminary results of a survey of potential causal factors of diarrhea in mink during the growth period. Samples from 262 mink collected from 75 diagnostic submissions to the DTU National Veterinary Institute during the period 2006-2011 were analyzed with bacteriological culture. The samples were categorized in three groups: samples from mink with diarrhea (not parvo viral enteritis), samples from mink with parvo viral enteritis, samples from mink without diarrhea and samples from healthy free-ranging mink. In July 2011 additional 44 samples were collected from four farms with diarrhea and four control farms without current diarrhea problems. From the farms with diarrhea both animals with and without symptoms were collected. The 44 samples were tested for Campylobacter by PCR. The study shows that Campylobacter was detected in all groups of mink and the carrier state was often not associated with diarrhea. The organism was also detected in healthy free-ranging mink, but with a very low prevalence, which confirms that the organism is not a part of the normal intestinal flora of mink. In this study Campylobacter seemed to be more prevalent in samples from submissions from farms with diarrhea compared to other submissions. Hammer A. S., Josefsen. M. H. og Nordentoft, S 2011. Diarrhea and Campylobacter in mink. Annual Report 2011, 156-161. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8200, Denmark. Keywords: Campylobacter, mink, Neovison vison, disease, diarrhea

Indledning Campylobacter er Gramnegative, spiralformede, mikroaerofile, bevægelige bakterier. Tarmbetændelse forårsaget af Campylobacter forekommer hyppigt hos mennesker (Bokkenheuser, 1981) og bakterien forekommer i store mængder i tarmen hos slagtekyllinger, uden at det giver anledning til symptomer. Undersøgelser for Campylobacter jejuni hos hun-

de (Bruce et al. 1980), zoodyr (Luechtefeld NW,et al. 1980) og fritter (Fox et al. 1982) har vist en højere forekomst i prøver fra dyr med diarre sammenlignet med prøver fra raske dyr. Det er også eksperimentelt vist at fritteunger inficeret med C. jejuni udvikler mild til moderat diarre (Bell og Manning, 1990a, Bell og Manning, 1991, Fox et al. 1987).

Faglig Årsberetning 2011

156

Hammer, A. S., Josefsen, M. H., Nordentoft, S.

Enkelte case-beskrivelser har foreslået en mulig direkte sammenhæng mellem C. jejuni og udbrud af tarmbetændelse hos mink (Hunter et al. 1986). Der er også undersøgelser som indikerer en mulig sammenhæng mellem Campylobacter og reproduktionsproblemer hos mink (Hänninen et al, 1988, Bell og Manning 1990c). Der er imidlertid kun få publicerede undersøgelser vedrørende infektion med Campylobacter hos mink, og ingen af dem har været ekstensive nok til at beeller afkræfte, om Campylobacter er direkte årsag til sygdom hos farmmink. Resultaterne af den eneste publicerede undersøgelse af den mulige sammenhæng mellem C. jejuni og diarre hos mink var ikke konklusiv, da de 33 mink, der indgik i undersøgelsen, alle var negative for Campylobacter (Prescott og Bruin-Mosch 1981). Undersøgelser af raske canadiske farmmink tyder på, at de hyppigt er bærere af C. jejuni. Ved undersøgelse af 500 raske mink på 3 minkfarme i Wisconsin ved pelsning, blev op til 43 % fundet positive for Campylobacter (Bell og Manning 1990b). Undersøgelser af det immunologiske respons hos Campylobacter positive og negative mink har bekræftet, at den ikke bare er en passant i tarmkanalen hos mink, men forårsager en egentlig infektion (Bell og Manning 1990b). Denne undersøgelse for Campylobacter indgår som en del af en flerårig undersøgelse, der har til formål at identificere årsager til diarre hos mink i vækstperioden. Undersøgelsen omfatter også andre bakterier, virus og parasitter. Materiale Denne undersøgelse omfattede prøver af tarmindhold fra i alt 306 mink (259 farmmink og 47 vildtlevende mink). Hvalpe yngre end 2 måneder indgik ikke i undersøgelsen. Prøver fra 262 mink blev udtaget fra 75 diagnostiske indsendelser på DTU Veterinærinstituttet i perioden 2006-2011. Dis-

157

se prøver blev opdelt i 3 grupper som omfattede 108 prøver fra mink med diarre som ikke havde parvo virusenteritis (MVE), 25 prøver fra mink diagnosticeret med MVE og 82 prøver fra kontrolmink uden diarre (og uden MVE). Herudover blev inkluderet prøver fra 47 raske vildtlevende mink. Disse mink blev aflivet i 2008 i forbindelse med Naturstyrelsens bekæmpelse af mink i den danske natur og blev undersøgt for Campylobacter i forbindelse med en større undersøgelse af smittekilder i forhold til human campylobacteriose. I juli 2011 blev der indsamlet yderligere 44 prøver til en casekontrolundersøgelse. Prøverne blev indsamlet fra 4 case farme (farme med udbrud af diarre, men uden forekomst af MVE) og 4 kontrolfarme (farme uden aktuelle sygdomsproblemer). Fra hver case farm blev udtaget prøver fra 4 dyr med diarre, mens der fra 3 case farme blev medtaget 4 interne kontroldyr uden diarre. Fra hver kontrolfarm blev udtaget prøver fra 4 dyr uden diarre. Prøverne blev udtaget i nuncrør og arkiveret ved -20oC indtil undersøgelse for Campylobacter ved anvendelse af PCR blev udført. Metoder Alle mink blev obduceret, og der blev udtaget prøver til histopatologisk og mikrobiologisk undersøgelse. Prøver af tarmindhold til undersøgelse for Campylobacter blev udtaget fra den bagerste del af tarmkanalen (colon). Prøver til histologiske undersøgelser inkluderede tyndtarm og andre relevante væv, som blev formalinfixeret, paraffinindstøbt, snittet i 5 mm tykkelse og farvet med hematoxylin og eosin (HE). Dyrkning for Campylobacter Prøver af tarmindhold udtaget fra diagnostiske indsendelser i perioden 2006-2011 blev udsået på modificeret charchoal cefaperazone deoxycholate agarplader (mCCDA) (blodfri agarbase med 32 mg/liter cefaperazone og 10 mg/liter

Faglig Årsberetning 2011

Diarre og forekomst af Campylobacter hos mink

amphoteracin (Oxoid CM 739/SR 155, Basingstoke, UK)) med en svaber. Pladerne blev inkuberet i en mikroaerofil atmosfære (6 % O2, 6 % CO2 and 4 % H2 in N2) ved 37° C. Kolonier blev undersøgt under fase-kontrastmikroskop. Bakterier med kurvede eller spiralformede motile stave blev foreløbigt identificeret som Campylobacter spp. og subkultiveret på blod agar plader (40 g/l Oxoid CM 271 blood agar base, Oxoid), med henblik på nærmere identifikation på artsniveau ved oxidase-, katalyse- og hippurattest i henhold til standard procedurer (NMKL 119, 2007). Påvisning af Campylobacter ved PCR De 44 prøver udtaget til casekontrolundersøgelse blev undersøgt med real-timePCR. DNA oprensning fra fæcesprøverne blev foretaget på NucliSENS MiniMAG fra BioMérieux, med NucliSENS magnetic extraction kit, og NucliSENS lysis buffer. Fremgangsmåden er tidligere beskrevet (Krause et al. 2006). Resultater Ved mikrobiologisk dyrkning af 262 prøver af tarmindhold fra mink blev 65 prøver fundet positive. Fordelingen af positive prøver i de forskellige grupper af mink er vist i tabel 1.

pen med MVE og gruppen uden diarre (figur 1). En signifikant større andel af de undersøgte prøver blev fundet positiv i sommer og efterårsmåneder, sammenlignet med forårs- og vintermåneder (figur 2). Forekomsten af Campylobacter i prøver fra dyr med MVE var tilsvarende forekomsten hos dyr uden diarre. I alt 25 mink havde MVE. Minkene i denne undersøgelse var negative for plasmacytose.

Figur 1. Mikrobiologisk dyrkning for Campylobacter i prøver fra 262 mink opdelt efter symptomer og oprindelse: mink med mink virusenteritis (MVE), mink med diarresymptomer uden MVE (diarre), mink uden diarre (Ej diarre),raske vildtlevende mink (vild).

Tabel 1. Mikrobiologisk dyrkning for Campylobacter. Prøverne er indsamlet i perioden 2006-2011 og opdelt i 4 grupper: med diarre/enteritis, ikke parvo virusenteritis (diarre), med virusenteritis (MVE), uden diarre/enteritis (Ej diarre) og raske vildtlevende mink (vild).

Forekomst Af Campylobacter Diarre

Ej MVE diarre

Vild

Total

Total, undersøgt

108

262

Figur 2. Sæsonvariation i fund af Campylobacter I diagnostiske indsendelser (2006-2011)

Positive

Ved PCR blev påvist Campylobacter på alle 8 undersøgte farme, både blandt dyr med aktuelle diarreproblemer og kontroldyr uden diarre. Andelen af positive prøver i grupperne er vist i figur 3. Der var en tendens til at andelen af positive prøver var lavere for prøver udtaget fra diarrefarme sammenlignet med prøver

En langt større andel af de undersøgte prøver fra vildtlevende mink blev fundet positive, sammenlignet med prøver fra farmmink (figur 1). Der var en tendens til, at en større andel af prøver fra dyr med diarre (ikke MVE) blev fundet positive for Campylobacter sammenlignet med grup-

Faglig Årsberetning 2011

158

Hammer, A. S., Josefsen, M. H., Nordentoft, S.

fra kontrolfarme. Med den anvendte PCR metode var det muligt at lave en relativ fordeling af prøverne efter mængden af Campylobacter påvist. Middelværdien for PCR resultater i de tre grupper er vist i figur 4.

Figur 3. Case-control undersøgelse af 44 mink fra 8 farme. Figuren viser andelen af mink (%), som er Campylobacter PCR positive. Farme med MVE blev ekskluderet.

Figur 4. Case-control undersøgelse af 44 mink fra 8 farme. Ct-værdier for campylobacter PCR undersøgelser af prøver fra mink. Middelværdier (MV) for grupperne. Farme med MVE blev ekskluderet.

Diskussion og konklusion Den hyppige forekomst af farmmink, der bærer C. jejuni, er i overensstemmelse med resultater af en undersøgelse fra 3 canadiske minkfarme (Bell og Manning 1990b). Prøverne i denne undersøgelse omfatter 75 diagnostiske indsendelser og kan derfor antages at repræsentere et bredt repræsentativt udsnit af minkfarme i Danmark.

159

Den sjældne forekomst af C. jejuni hos raske vilde mink i undersøgelsen bekræfter, at C. jejuni ikke er en del af minkens normale tarmflora. Dette er i overensstemmelse med undersøgelser af Campylobacter hos raske canadiske farmmink ved pelsning (Bell og Manning 1990b). Forskellen mellem vilde og farmede mink kunne tyde på at C. jejuni påvist hos farmmink stammer fra foderet. Produkter fra fjerkræproduktionen kan hyppigt indeholde Campylobacter og er formodentlig den mest sandsynlige kilde til infektioner med Campylobacter hos mink. En Canadisk undersøgelse på minkfarme, der anvender henholdsvis vådfoder og pelleteret foder, tyder også på, at foderet er den væsentligste kilde til Campylobacter infektion hos mink (Bell og Manning 1990b). Campylobacter observeredes hyppigt i mink, der blev fodret med vådfoder, men blev ikke påvist hos mink fodret med pelleteret tørfoder, hvor bakterien sandsynligvis har dårlige overlevelsesbetingelser. Andre mulige infektionskilder kan forekomme, herunder vilde fugle og vandforurening, som har været årsag til humane udbrud (Megraud 1987, Sacks et al.1986, Tieman og Vogt, 1978) eller fluer som har været relateret til infektion i fjerkræ (Hald et al. 2004). Den periode, hvor den største andel af prøverne findes positive, er juli-november (figur 2). Dette er sammenfaldende med vækstperioden hos mink, hvor diarre anses for at være en væsentlig årsag til sygdom og dødelighed på minkfarmene. Tilsvarende sæsonfordeling ses i forbindelse med overvågning af forekomst af Campylobacter hos fjerkræ og mennesker. Der blev kun undersøgt prøver fra få dyr med reproduktionsproblemer (13 tæver fra 2 farme), hvoraf kun én blev fundet positiv for C. jejuni. Resultaterne tyder ikke på. at der er en relation mellem reproduktionsproblemer og Campylobacter som beskrevet i tidligere undersøgelser af canadiske farmmink (Hänninen et al, 1988, Bell og Manning 1990c), men det

Faglig Årsberetning 2011

Diarre og forekomst af Campylobacter hos mink

kan skyldes det begrænsede materiale der er undersøgt. Andelen af de 44 prøver undersøgt med PCR, der blev fundet positive, var meget høj (77,3 %). Betydeligt højere end andelen af positive prøver undersøgt ved mikrobiologisk dyrkning. Dette kan skyldes, at PCR analysen er mere følsom, og at metoden påviser bakteriens genetiske materiale og derfor ikke skelner mellem intakte levedygtige bakterier og ikke intakte bakterier. Det kan også være en mulighed, at der i mink optræder typer af Campylobacter, som ikke kan påvises ved mikrobiologisk dyrkning. Ct-værdier er et udtryk for mængden af genetisk materiale der påvises i prøverne. Middelværdien for de Ctværdier, der er målt i prøver fra mink indsamlet på diarrefarme, var højere end fra kontrolfarme. Den højeste middelværdi blev imidlertid påvist i gruppen af mink uden diarresymptomer fra diarrefarme. Når der påvises mindre mængder af campylobacter i mink med diarre kan det muligvis skyldes en fortyndingseffekt forbundet med diareen og eventuelt øget tarmmotilitet. Konklusivt viser undersøgelsen, at en stor andel af farmmink i Danmark er positive for C. jejuni (også mink uden symptomer på diarre eller patologiske forandringer i tarmen). Forekomsten er størst i sommer og efterårsperioden, sammenfaldende med sæsonvariationen i infektioner hos fjerkræ og mennesker. C. jejuni forekommer sjældent hos vildtlevende mink i Danmark og er tilsyneladende ikke en del af minkens normale tarmflora. Da Campylobacter er en zoonose (kan smitte mellem dyr og mennesker) bør man være opmærksom på smitterisiko ved håndtering af mink og gødning, især i sommer og efterårsperioden. Der sås en tendens til højere forekomst af Campylobacter hos mink med diarre og på farme med diarreproblemer, hvilket tyder på en epidemiologisk sammenhæng mellem forekomst af Campylobacter og diarre i minkenes vækstperiode. Campy-

lobacter kunne være en medvirkende årsag til udvikling af diarre på nogle farme, men yderligere undersøgelser er nødvendige for at fastslå om der er tale om en årsagssammenhæng. Det er muligt at Campylobacter kan være en primær årsag til diarre, men den øgede forekomst hos mink med diarre kan også skyldes sekundære infektioner. Tak Tak til Kopenhagen Fur for finansiering af undersøgelsen og tak til praktiserende dyrlæger, minkavlere og Naturstyrelsen, der har bidraget med mink til undersøgelsen Referencer Bell, J. A., Manning, D.D., 1990a. A domestic ferret model of immunity to Campylobacter jejuni-induced enteric disease. Infect Immun 58:1848-1852. Bell, J. A., Manning, D. D., 1990b. Prevalence of Campylobacter jejuni in ranch mink at pelting: Cultural, serological, and histological evidence of infection. Can J Vet Res Volume 31. Bell, J. A., Manning, D. D., 1990c. Reproductive failure in mink and ferrets after intravenous or oral inoculation of Campylobacter jejuni. Can J Vet Res 54:432437. Bell, J. A., Manning, D. D., 1991. Evaluation of Campylobacter jejuni colonization of the domestic ferret intestine as a model of proliferative colitis. Am J Vet Res 52:826-832. Bokkenheuser, V. D., 1981. Human campylobacteriosis: laboratory and clinical aspects. Lab Man 6:55-60. Bruce, D., Zochowski, W., Fleming, G. A., 1980. Campylobacter infections in cats and dogs. Vet Rec 107:200-201.

Faglig Årsberetning 2011

160

Hammer, A. S., Josefsen, M. H., Nordentoft, S.

Fox, J. G., Ackerman, J. I., Taylor, N., Claps, M., Murphy, J. C., 1987. Campylobacter jejuni infection in the ferret: an animal model of human campylobacteriosis. Am J Vet Res 48:85-90.

NMKL 119. 2007. Termotolerante Campylobacter. Påvisning, semi-kvantitativ og kvantitativ bestemmelse i levnedsmidler og drikkevand 3rd ed. Nordisk Metodikkomite for Levnedsmidler.

Fox, J. G., Murphy, J. C., Ackerman, J. I., Prostak, M. S., Gallagher, C. A., Rambow, V. J., 1982. Proliferative colitis in ferrets. Am J Vet Res 43:858-864.

Prescott JF, Bruin-Mosch CW. 1981. Carriage of Campylobacter jejuni in healthy and diarrheic animals. Am J Vet Res 42:164-165.

Hald, B., Skovgård, H., Bang, D. D., Pedersen, K., Dybdahl, J., Jespersen, J. B., Madsen, M., 2004. Flies and Campylobacter infection of broiler flocks. Emerg Infect Dis 10:1490-1492.

Sacks JJ, Lieb S, Baldy LM, et al. 1986. Epidemic campylobacteriosis associated with a community water supply. Am J Public Health 76:424-429.

Hunter DB, Prescott JF, Hoover DM, Hlywka G, Kerr JA.1986. Campylobacter colitis in ranch mink in Ontario. Can J Vet Res 50:47-53.

Tieman W, Vogt RI. 1978. Waterborne Campylobacter gastroenteritis-Vermont. MMWR 27:207.

Hänninen ML, Ekman T, Saranpää T, Valtonen M. 1988. The occurrence of thermophilic Campylobacter in mink and an experimental oral infection of pregnant mink by Campylobacter jejuni. Acta Vet Scand 29:463-468. Krause M, Josefsen MH, Lund M, Jacobsen NR, Brorsen L, Moos M, Stocmarr A, Hoorfar J. 2006. Comparative, collaborative and on-site validation of a TaqMan PCR method as a tool for certified production of fresh, Campylobacter-free chickens. Appl Environ Microbiol 72:5463-5468. Luechtefeld NW, Cambre RC, Wang WLL. 1981. Isolation of Campylobacter fetus subsp. jejuni from zoo animals. J Am Vet Med Assoc 179: 1119-1122. Megraud F. 1987. Isolation of Campylobacter spp. from pigeon feces by a combined enrichment-filtration technique. Appl Environ Microbiol 53:1394-1395.

161

Faglig Årsberetning 2011

Betydning af fravænningstidspunkt for minkhvalpe dag 49 eller 56 Tove N. Clausen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sammendrag For at opnå større forståelse for fravænningstidspunktets betydning for dyrenes sundhed og trivsel, blev døde minkhvalpe obduceret, samt bidskader registreret i perioden fra 24/5 til 28/6 i 2011, hos hvalpe fra 799 kuld fravænnet dag 49 eller dag 56 efter fødslen. Tævens indflydelse, på hvorvidt hvalpene bider hinanden i perioden fra dag 49 til dag 56, ser ud til at være af mindre betydning, idet der ikke var forskel mellem fravænningsgrupperne. Bidskader ses fra ca. 6 ugers alderen (dag 42), og de fleste problemer ses i 7. leveuge. Det er især i de store kuld, vi ser bid, og det er især de mindste hvalpe, det går ud over. 80 % af de bidte hvalpe er tævehvalpe. For at forebygge bid vil det således være væsentligt at kunne adskille de store kuld allerede efter 6 ugers alderen. Clausen, T. N., 2012. Betydning af fravænningstidspunkt for minkhvalpe dag 49 eller 56. Faglig Årsberetning 2011, 162-167. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK8200 Aarhus N, Danmark. Abstract To get more knowledge on the influence of weaning time on health and wellbeing among th th mink kits, autopsy was made and bite marks registered in the period from 24 May to 28 June 2011, in two groups of mink kits weaned at day 49 or 56 after birth. The influence of the females on whether the kits bite each other in the period from day 49 to day 56 seems to be of lesser importance, since there was no difference between weaning time. Bite marks are seen from 6 weeks of age (day 42) and especially in the period from day 42 to day 49. It is mainly in the big litters and among the smallest kits we observe bite marks. 80 percent of kits with bite marks were female kits. To prevent bite marks it would probably be a good idea to separate big litters after 6 weeks of age. Clausen, T. N., 2012. Impact of weaning time on mink kits day 49 or day 56. Annual Report 2011, 162-167, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8200, Denmark. Keyword: Age of weaning, autopsy, bite marks

Baggrund Bidskader opstår, når minkhvalpene ikke trives optimalt i perioden 4 til 8 uger (Clausen, 2010). En undersøgelse af Hansen et al. (2008) fandt bid skader som den væsentligste dødsårsag blandt mink hvalpe i juni måned. Bidskader er et overset problem, fordi de oftest ikke registreres. Clausen (2010) fandt diarré og afmagring som væsentlige dødsårsager. En af forskellene mellem de to undersøgelserer, at der i undersøgelsen af Hansen et al. (2008) er medtaget alle hvalpe med bidskader, hvorimod der i Clausen (2010) er skelnet mellem hvalpe, der tydeligvis er bidt ihjel af deres søskende eller af tæven, og hvalpe, der er ædt, efter at de var døde. Hvalpe, ædt efter død af anden årsag, ses især fra

begyndelsen af juni og indtil juli. Opdelt på alder er det fra hvalpene er 30 til de er 60 dage. Hvalpe, som er bidt ihjel af deres søskende (0,3 % af levendefødte hvalpe), ses især fra midten af juni til begyndelsen af juli. Opdelt på alder er det fra hvalpene er 44 til 68 dage (Clausen, 2010). Det ser således ud til, at når hvalpene begynder at æde fast foder (ca. 4 uger gamle), æder de helt naturligt en af deres søskende, hvis den tilfældigvis dør. Når hvalpene er godt i gang med at æde foder, og tævens mælkeproduktion er ved at ophøre (ca. 6 uger efter fødslen), kan der komme slagsmål mellem søskende, formodentlig på grund af sult eller vandmangel. For dyr i naturen er det således naturligt forekommende, at de afliver deres hvalpe

Faglig Årsberetning 2011

162

Clausen, T. N.

/ søskende, hvis der er knaphed på føde. Omfanget af bid varierer meget fra farm til farm og fra år til år afhængigt af vejrforholdene, fodring og vanding samt generel management. Det kan skyldes, at tæven ikke giver mælk nok, mangelfuld vandforsyning, foder der er for tørt, foder med dårlig smag eller foder, som ikke opfylder hvalpenes behov. Endeligt kan dårligt vejr eller andet medføre at hvalpene ikke kommer ud for at drikke og derfor bider hinanden. Hvalpe med knust kranie (0,09 % af levendefødte), og således aflivet af tæven, blev i undersøgelsen af Clausen (2010) observeret 5 gange ud af 828 kuld. For at opnå større forståelse for fravænningstidspunktets betydning for dyrenes sundhed og trivsel, blev døde hvalpe obduceret, samt bidskader registreret i perioden 24/5 til 28/6 i 2011, hos hvalpe fra 799 kuld fravænnet dag 49 eller dag 56 efter fødslen. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 799 kuld wildmink, der var født i perioden 25/4 til og med 4/5. Kuldstørrelsen varierede mellem 5 – 10 hvalpe ved fødsel. Der blev anvendt fodercentralfoder i hele perioden. Ud fra vejning og hvalpetælling dag 28 efter fødsel blev disse kuld delt i to ens grupper med en ligelig fordeling ud fra vinterperiodehold, kuldstørrelse, unge / gamle tæver, og fødselsdato. Den ene gruppe blev fravænnet ved 7 uger (FRA49), og den anden gruppe blev fravænnet ved 8 uger (FRA56). Fra dag 28 til dag 56 blev alle døde hvalpe indsamlet og obduceret to gange dagligt. Hvalpene blev talt dag 49 og dag 56. Hvis der ved den daglige gennemgang af kuldene blev fundet hvalpe med bid, blev køn på bidte hvalpe registreret, og disse blev flyttet til naboburet. Helt små skader blev ikke behandlet. Hvis der var bidt hul i huden blev behandlet med Cyclospray (figur 1), hvalpe med store sår blev aflivet. Fra et repræsentativt antal af kuldene med bidproblemer samt kontrolkuld, blev

163

hvalpene vejet og der blev taget blodprøver til bestemmelse af hæmatocritværdier. Hæmatocrit falder hos svage dyr, dyr der mistrives og dyr, der ikke æder (Birthe Damgaard, pers. medl.). Resultater og diskussion Dag 49 ved første optælling var der som følge af forsøgsopsætningen ens kuldstørrelse og ens hvalpevægte i de to grupper. Hvalpe pr kuld dag 49 var således hhv. 7,37 og 7,33 i FRA49 (403 kuld) og FRA56 (396 kuld). Dag 56 var der tilsvarende 7,30 hhv. 7,20 hvalpe pr kuld. Sundhedstilstanden var god blandt hvalpe og tæver i begge grupper i hele dieperioden. Obduktion af døde hvalpe i perioden 24/5 til 28/6 (ca. dag 28 til dag 56) viste, at dødsårsagerne overvejende var afmagring, diarré og bid enten fra søskende eller fra tæven. Det svarer til tidligere undersøgelser (Clausen, 2010; Hansen et al., 2008). Blærenyrebetændelse blev set sidst i perioden, da hvalpene var godt i gang med at æde. Typisk er det efter 15/6, at vi får problemer (Hansen et al., 2008). I denne undersøgelse blev første tilfælde fundet ved en 44 dage gammel hvalp. Tidligere undersøgelser har fundet de første tilfælde efter dag 54 (Clausen, 2010). Diarré forekom hos hvalpe i alderen 25 – 45 dage. Det må skyldes, at hvalpene i denne periode skal tilvænne sig fast foder. De afmagrede hvalpe ser overvejende ud til at være en følge af diarré og hvalpe, der aldrig er kommet ordentligt i gang med at æde. Ved en undersøgelser af Hansen et al. (2008), blev bid fundet som den væsentligste dødsårsag i juni måned. Disse dødsfald er et overset problem, fordi de oftest ikke registreres. Mange af hvalpene er formodentligt ædt efter at være død af anden årsag. I vores undersøgelse blev dette set fra hvalpene var 28 til 45 dage. I en tidligere undersøgelse blev det set i perioden 30 til

Faglig Årsberetning 2011

Betydning af fravænningstidspunkt for minkhvalpe dag 49 eller 56

60 dage (Clausen, 2010). Bidskader blev set i perioden 41 til 64 dage. I undersøgelsen fra 2009 (Clausen, 2010)

blev bid blandt hvalpe tilsvarende observeret i perioden 44 til 68 dage

Figur

(total

Effekt

behandling

med

CycloSpray

Samtlige hvalpe med bidmærker blev registreret, de fleste bid var meget små og ikke behandlingskrævende (i ca. halvdelen var en behandling ikke nødvendig). Ligeledes var det ikke alle hvalpe i kuldet, der var bidt. I vores undersøgelse fandt vi således, at gennemsnitligt 28 % af hvalpene i disse kuld var bidt. I hele perioden døde ca. 0,5 % af de levendefødte hvalpe som følge af bid. I undersøgelsen af Clausen (2010) var det 0,3 %. Tævens indflydelse på, hvorvidt hvalpene bider hinanden i perioden fra dag 49 til dag 56, ser ud til at være af mindre betydning. I begge grupper var der i perioden fra dag 49 til dag 56, omkring 0,6 % af hvalpene, der skulle behandles for bid, deraf var der 0,1 %, der døde eller blev aflivet.

afheling

efter

uge

til

dage).

De fleste bidskader skete i perioden dag 42 til dag 49 (1,7 % af levendefødte hvalpe). Fravænning af hvalpene allerede dag 42, ville dog ikke afhjælpe problemet, idet en undersøgelse af standard hvalpe i 2010 (Clausen, 2011a) med fravænning dag 42, dag 49 eller dag 56 ikke viste forskel i antal hvalpe med bid i de forskellige grupper. Derudover klarede hvalpene sig ikke så godt, når de blev fravænnet dag 42 frem for dag 49 eller dag 56. Det er overvejende tævehvalpe, der bliver bidt, ca 80 % af de bidte hvalpe var tævehvalpe. Hansen et al. (2008) fandt, at 65 % af bidte hvalpe var tævehvalpe. Det er især i de store kuld, der er problemer med bid. I hele farmens wildmink gruppe var der således i gennemsnit omkring 1 hvalp mere i de kuld, hvor der var bid fremfor de kuld, hvor der ikke var

Faglig Årsberetning 2011

164

Clausen, T. N.

problemer. Det kunne tyde på stress, af at være mange hvalpe sammen, og evt. mere konkurrence om foderet i de store kuld. Således ses der typisk en faldende udsætningsvægt af hvalpene, når kuldstørrelsen bliver over 5 (egne data). I den gruppe, hvor tæven gik ved hvalpene, var der lidt flere bid i perioden 49 – 56, end i den gruppe, hvor tæven var taget fra. Det er således tænkeligt, at tævens effekt er at ”øge” kuldstørrelsen og dermed stressniveauet i kuldet. Nogle tæver afliver deres hvalpe. I perioden dag 49 til dag 56 var der i den ikke fravænnede gruppe 0,13 % af hvalpene, der blev aflivet af tæven, hvilket igen tyder på, at tæven bliver stresset af at gå hos hvalpene. Tilsvarende blev fundet i 2009 nemlig at 0,09 % af levendefødte hvalpe blev aflivet af tæven (Clausen, 2010). Hvalpenes alder var fra 28 til 54 dage (gennemsnit 45 dage), og også her var det overvejende i de store kuld, at tæven aflivede hvalpe. På trods af at fodertildelingen øges i forhold til antallet af hvalpe i kuldet, ser det ud til at være svært at udfodre nok til de store kuld. Undersøgelser har ligeledes vist, at fodringsintensiteten har betydning, for hvorledes slagsmålene udvikler sig (Clausen, 2011b). Fodring flere gange dagligt i perioden dag 28 til dag 56, gav en tendens til færre kuld med bid (ikke signifikant forskel), men der var signifikant færre kuld med døde hvalpe som følge af bidskader, når der blev anvendt fodring flere gange dagligt. Der var en tendens til, at de hvalpe, der blev bidt, var de mindste i kuldet (kønsvis vejning). Det passer med, at det især er tævehvalpe, der bliver bidt. Vægten var specielt lav hos de hvalpe, der blev aflivet, som følge af at de var kuede, så de ikke længere åd optimalt. Væsketilførslen til hvalpene gennem foderet kan også være en del af forklaringen på slagsmål. Den 8/6 var der lidt ”murren / uro” på farmen, vandtilsætningen til foderet blev øget, og dagen efter var der ro igen. For at få

165

ekstra vand i foderet har tilsætning af forskellige stoffer været forsøgt (Clausen, 2011c; Clausen, 2010b). Det så ud til at have betydning for, hvordan hvalpene optog vand. Nogle stoffer resulterede i en lavere drikkevandsoptagelse, andre øgede den totale vandoptagelse, men medførte samtidig løs gødning (Clausen, 2010b). Der var ikke signifikant forskel i bidfrekvensen, men de hvalpe der havde den største vandoptagelse pr 100 kcal, havde samtidig det laveste antal hvalpe, som døde som følge at bidskader (Clausen, 2011c) Hæmatocrit værdierne (HCT) hos hanner og tæver, var ikke signifikant forskellige, og der var ikke signifikant forskel mellem udtagningsdato. Der var derimod forskel mellem bidte og ikke bidte hvalpe. HCT var højest hos de ikke bidte hvalpe (tabel 1). Især var der nogle enkelte HTC i den ikke bidte gruppe, der var meget høje, og man kunne overveje, om det skyldes, at disse dyr var dehydrerede og de egentlige bagmænd til problemerne. Mere sandsynligt er det dog, at HCT er lav hos de bidte, idet HCT falder hos svage dyr, dyr der mistrives og dyr, der ikke æder (Birthe Damgaard, pers. medl.) Tabel 1. Hæmatocrit hos bidte og ikke-bidte hvalpe

Bidte Ikke-bidte p-værdi

HCT 31,8 (3,11) 35,2 (3,07) 0,0008

Konklusion Tæven havde ikke indflydelse på, om hvalpene bed hindanden eller ej i perioden fra 49 til 56 dage. Der var ikke forskel mellem fravænningsgrupperne. Bidskader observeres fra ca. 6 ugers alderen, og de fleste problemer blev observeret i 7. leveuge. Det var især i de store kuld, vi fandt bid, og de mindste hvalpe det gik ud over. 80 % af bidte hvalpe var tævehvalpe. Effekten af tæven i kuldet kunne være, at hun indgik som en ekstra hvalp, og dermed øgede stressniveauet. Desuden kan nogle tæver blive så stressede, at de afliver en eller flere af

Faglig Årsberetning 2011

Betydning af fravænningstidspunkt for minkhvalpe dag 49 eller 56

deres hvalpe. For at forebygge bid vil det således være væsentligt at kunne adskille de store kuld allerede efter 6 ugers alderen. Referencer Clausen, T. N., 2011a. Fravænning af standard hvalpe dag 42, dag 49 og dag 56. Faglig Årsberetning 2010, 119-121, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark Clausen, T. N., 2011b. Kraftig fodring af hvalpe i juni - juli. Faglig Årsberetning 2010, 55-58, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., 2011c. Fodring af hvalpe med fibre i perioden dag 28 til dag 56. Faglig Årsberetning 2010, 49-53, Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., 2010. Dødsårsager fra fødsel til 1. august. Årsberetning 2009, 97103. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark Clausen, 2010b. Water balance in 8 week old mink kits. NJF Seminar no. 440, September 29 – October 1, 2010, Oslo, Norway, Poster presentation Hansen, M.U., Weiss, V., Clausen, T.N., Mundbjerg, B. & Lassén, M. 2008. Årsager til dødsfald hos minkhvalpe fra juni til oktober. Faglig Årsberetning 2007, 99107, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter, Holstebro, Danmark.

Faglig Årsberetning 2011

166

Clausen, T. N.

167

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2011

Slankning, fiberfodring og miljøberigelse – effekt på kropsvægt, huld, stereotypi, temperament og reproduktion Steffen W. Hansen, Steen H. Møller, Jens Malmkvist, Birthe M. Damgaard Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Danmark Sammendrag Formålet med denne undersøgelse var at undersøge, om fodring med energifattigt foder (fiberfodring) i vinterperioden reducerer sultfornemmelsen hos mink målt ved nedsat forekomst af stereotypi samt om adgang til hylde eller rør påvirker udviklingen af stereotypi forskelligt. Desuden er undersøgt om henholdsvis fiberfodring og adgang til hylde eller rør har indflydelse på reproduktionsresultatet hos mink. I undersøgelsen indgik 784 minktæver fordelt på fire hold. Slankning af tæverne i vinterperioden øgede forekomsten af stereotypi op til forventet fodringstidspunkt. Forekomsten af stereotypi op til fodring eller under udsat fodring afspejler minkens sultmotivation og er derfor et velegnet redskab til styring af fodertildelingen i vinterperioden. Slankningen af tæverne bevirkede, at flere reagerede aggressivt og tilsvarende færre tillidsfuldt og frygtsomt. Tilsætning af fiber til standardfoderet reducerede minks sultmotivation og dermed forekomsten af stereotypi. Fiberfodringen havde ingen indflydelse på temperamentet, brugen af berigelser eller på reproduktionsresultatet. Tæverne benyttede hylden mere end det løse rør, specielt op til forventet fodringstidspunkt,. Stereotypi var sjældent forekommende og adgang til hylde kunne ikke påvises at have en yderligere reducerende effekt. Adgang til hylde reducerede energiforbruget. Forskellen i vægttab hos frugtbare tæver havde ingen målelig effekt på antal overlevende hvalpe. Frugtbare tæver med adgang til hylde havde et bedre reproduktionsresultat end tæver med adgang til løst rør. Hansen, S. W., Møller, S. H., Malmkvist, J., Damgaard, B. M., 2012. Slankning, fiberfodring og miljøberigelse – effekt på kropsvægt, huld, stereotypi, temperament og reproduktion hos mink. Faglig Årsberetning 2011, 168-177. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The aim of this study was to investigate whether feeding with energy poor food (fiber feeding) during the winter reduces hunger in mink measured as a reduced incidence of stereotypic behavior and whether access to a shelf or a tube affects the development of stereotypic differently. Furthermore, we wanted to study whether fiber feeding and access to a shelf or a tube affect the reproduction result in mink. The study included 784 female mink divided into four groups The slimming of the females during the winter period increased the incidence of stereotypies before expected feeding time. The incidence of stereotypies before feeding, or during postponed feeding revealed a good picture of the hunger motivation of the mink and is therefore a useful tool for controlling feed allocation during the winter. The slimed females reacted more aggressive and accordingly less confident and less fearful. The fiber diet reduced the hunger motivation of the mink and thus the incidence of stereotypies. The fiber diet had no influence on the temperament, the use of enrichments or on reproductive outcome. The females used the shelves more than the loose tubs especially before the expected feeding time. Access to a shelf reduced energy consumption.. The difference in weight loss had no effect on the number of surviving kits. Fertile females with access to the shelf had a better reproduction result than females with access to the loose tube. The mechanism behind this finding remains under investigation. Hansen, S. W., Møller, S. H., Malmkvist, J., Damgaard, B. M., 2012. Slimming, fibre feeding and enrichments - effects on body weight, body condition, stereotypy, temperament and reproduction in mink. Annual Report 2011, 168-177. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8200 Denmark. Keywords: Mink, Fiber feeding, Environmental enrichment, Behaviour, Stereotypy, Reproduction

Faglig Årsberetning 2011

168

Hansen, S. W., Møller, S. H., Malmkvist, J., Damgaard, B. M.

Indledning Avlsmink bliver normalt udvalgt i november på baggrund af deres kropsvægt, kuldstørrelse og pelskvalitet. Dette har gennem de seneste 10 år medført en årlig stigning i kropsvægt på 2,3 %. Stigende kropsvægt påvirker imidlertid kuldstørrelsen og hvalpenes overlevelse negativt, muligvis på grund af færre løsnede og senere fasthæftede æg og eller større dødelighed af fostre (Lagerkvist et al., 1994). I praksis har det derfor været rutine at slanke avlsdyrene i vinterperioden frem mod parringstidspunktet i marts måned. Samtidig benytter man ”flushing” op til parring. Flushing består af en kort periode med reduceret fodertildeling efterfulgt af en markant stigning i fodertildeling 4-5 dage før parring, samt fodring over behovet til vedligehold gennem parringsperioden. Flushing bidrager til et godt reproduktionsresultat ved at øge antallet af løsnede (ovulerede) æg, men forudsætningen er, at tæverne er i middel huld forud for flushing (Tauson, 1993). Flushing anvendes også ved produktion af lam, slagtekyllinger og slagtesvin. Restriktiv fodring medfører imidlertid også øget sultfornemmelse karakteriseret ved øget aktivitet op til fodringstidspunktet og udvikling af unormal adfærd som f.eks. stereotypi (Hansen & Damgaard, 2009). Stereotypi indikerer frustration/mangler i miljøet og er en ofte benyttet velfærdsindikator i husdyrproduktionen. Fodringsintensiteten er væsentlig for udviklingen og forekomsten af stereotypi hos mink (Houbak & Møller, 2000; Hansen et al., 2002;2011 Vinke et al., 2002; Hansen & Møller, 2008). Stereotypi hos mink ses primært op til det forventede fodringstidspunkt i vinterperioden, når minken fodres restriktivt (Damgaard et al., 2004; Hansen & Damgaard, 2009; Hansen et al., 2011). Vi ønskede derfor at undersøge, om det var muligt at reducere udviklingen og forekomsten af stereotypi, hvis vi kunne reducere min-

169

kens sultfornemmelse ved at fodre dem med en større fodermængde med lavere energiindhold i en periode på 3 uger før flushing. At sænke energiindholdet i foderet ved tilsætning af fibre har været testet på svin (Danielsen & Vestergaard, 2001) og i nogle indledende undersøgelser på mink (Hansen et al., 2004; Damgaard et al., 2004; Hansen et al., 2007). Men effekten på mink synes at være kortvarig, idet mink efter nogle dage kompenserer ved at øge ædehastigheden og fodermængden hvis muligt (Hansen et al., 2011). De europæiske regler vedr. minkproduktion kræver, at mink har permanent adgang til redekasse og strøelse, mens både den danske og hollandske lovgivning derudover som minimum kræver, at mink har adgang til hylde eller rør som berigelse. Hylden bliver brugt som hvileplads, observationsplads og tilflugtssted og er påvist at reducere forekomsten af stereotypi hos tæver under og efter laktationen (Overgaard, 1988; Jeppesen, 2006). Løse rør i buret bliver brugt som berigelse, men effekten er ikke entydigt dokumenteret. Formålet med denne undersøgelse var derfor at undersøge, om fodring med energifattigt foder (fiberfodring) reducerer sultfornemmelsen hos mink målt ved nedsat forekomst af stereotypi, samt om adgang til hylde eller rør påvirker udviklingen af stereotypi i vinterperioden forskelligt. Desuden er undersøgt om henholdsvis fiberfodring eller adgang til hylde eller rør har indflydelse på reproduktionsresultatet hos mink. Materiale og metoder Dyr og indhusning I forsøget indgik 784 tæver af wildminktypen placeret i standardbure (L:90 x B: 30 x H: 45 cm) med adgang til redekasse (L:23 x B: 28 x H:20 cm) og cirkulerende drikkevand i en 10-rækket minkhal. I hver række var bursektionerne skiftevis udstyret med enten en hylde i form af et

Faglig Årsberetning 2011

Slankning, fiberfodring og miljøberigelse – effekt på kropsvægt, huld, stereotypi, temperament og reproduktion

netrør fæstet under loftet i buret (D: 12 cm x L: 30 cm) eller et løst plastrør placeret på bunden af buret (D:12,5 cm x 15,5 cm). Tæverne havde i opvækstperioden (julinovember) været placeret parvist med en han, men blev derefter placeret enkeltvist med fortsat adgang til den samme type berigelse i form af en hylde eller et rør. Hold H med 388 tæver havde adgang til hylde. Hold R med 396 tæver havde adgang til et løst rør. Tæverne havde permanent adgang til halm gennem trådnettet i redekasselåget. Efter parring blev tæverne flyttet til en anden hal, men i samme type bure og med samme berigelse. Femogtyve tæver blev taget ud af forsøget efter parring for undersøgelse af antal æg inden implantation. Kropsvægt, huld og fodring Energiindholdet i foderet blev reduceret i uge 50 fra 185 til 108 kcal/100 gram foder samtidig med, at fodermængden blev øget fra 130 g til 180 g. Alle mink fik samme mængde foder indtil uge 2, hvorefter fodertildelingen gradvis blev reduceret for at bringe tæverne til huld 2 i uge 8. Farmpersonalet vurderede huldet på tæverne mandag og fredag og justerede den individuelle fodertildeling med henblik på en gradvis slankning. Var tæven fed, blev fodertildelingen reduceret og var tæven for tynd blev fodermængden øget. Huldet blev i uge 46, 3, 6, 9, 13 og 17 klassificeret i fem klasser (Clausen, 2006). Den benyttede klassificering strakte sig fra meget tynd (klasse 1) til meget fed (klasse 5) og har været benyttet i de sidste år til undersøgelse af fodringsrutiner og vinterhuld (Bækgård et al., 2007, 2009; Clausen, 2006). I de samme uger blev tævernes kropsvægt målt. På tværs af holdene H og R blev dannet to nye hold (N og F). Minkene blev fodret en gang om dagen kl. 11.00 med konventionelt minkfoder le-

veret fra Hvalpsund fodercentral (Hold N). Fordelingen af omsættelig energi (OE) på protein, fedt og kulhydrater var: OEp=46 %, OEf=45 % og OEk=9 %. Med det formål at reducere sultfornemmelsen og dermed udviklingen af stereotypi blev standardfoderet til mink i fire af de ni rækker af bure fortyndet med 20 % bygskalmel og 20 % vand i uge 4, 5, og 6 (Hold F). Fodermængden til disse mink blev således forøget med 40 %, for at fastholde energitildelingen pr. mink. Hold N: blev således fodret med standardfoder og hold F blev fodret med standardfoder iblandet bygskalmel og vand. Forsøget blev således gennemført med fire hold: HN, HF, RN og RF. Hold HN havde adgang til hylde og blev permanent fodret med standardfoder. Hold HF havde adgang til hylde og blev i tre uger fodret med fiberfoder. Hold RN havde adgang til rør og blev fodret med standardfoder. Hold RF havde adgang til rør og blev fodret med fiberfoder i tre uger. Adfærd og temperament Tævernes adfærd blev observeret ved scanning tirsdag og torsdag i uge 2, 4, 6, 8 og 13. Om tirsdagen blev adfærden registreret en gang pr. time fra solopgang til solnedgang. Da stereotypi hos mink primært kan observeres op til forventet fodringstidspunkt, valgte vi, at udsætte fodringstidspunktet fra kl. 11.00 til kl. 13.00 om torsdagen. Udsættelsen af fodringstidspunktet skulle forøge vore chancer for at registrere, om aktivitetsniveauet og specielt forekomsten af stereotypi - som udtryk for minkens sultfornemmelse - var påvirket af fiberfodringen, samt om typen af burberigelse påvirkede udviklingen og forekomsten af stereotypi. Adfærden blev registreret en gang pr. time fra kl. 9.00 til og med kl. 13.00 som beskrevet af Hansen & Møller (2008).

Faglig Årsberetning 2011

170

Hansen, S. W., Møller, S. H., Malmkvist, J., Damgaard, B. M.

Følgende adfærdsformer blev registreret: 1. I redekassen. 2. Passiv ude i buret. 3. Uspecifik aktivitet i buret: Gå, stå eller klatre i buret. 4. Stereotypi: Mindst fem gentagelser af et monotont ensformigt bevægelsesmønster, der umiddelbart ikke synes at have nogen funktion for minken. F.eks. 8-tals løb langs siden af buret, hop på stedet, slikken på burtråden (uden foder). 5. Begyndende stereotypi: ligesom stereotypi, men gentaget mindre end fem gange. 6. Kontakt med burberigelse: Minken har fysisk kontakt med enten hylde eller rør. I denne rapport har vi analyseret forekomsten af stereotypi og kontakt med burberigelser. Minkens temperament blev testet i uge 2 og 6 ved hjælp af Pindetesten. Minken blev klassificeret som tillidsfuld, frygtsom, aggressiv eller ubekendt (Hansen & Møller, 2001; Malmkvist & Hansen, 2002).

Reproduktion Fødsler blev registreret tre gange om dagen – morgen kl. 8.00-12.00, middag kl. 12.00-16.00 og aften kl. 16.00-21.00. Antallet af levendefødte og dødfødte hvalpe blev optalt inden for et døgn efter fødsel og igen ved 21 dage. Statistiske analyser Den statistiske behandling af data er foretaget i SAS. Data vedrørende kropsvægt og fodertildeling blev analyseret ved hjælp af PROX MIXED og data vedrørende adfærd blev behandlet ved hjælp af PROC GLIMMIX. Temperament og huld blev behandlet med chi2 – test. Resultater og diskussion Fodring Energitildelingen faldt fra uge 50 til uge 8 (figur 1). Den individuelle energitildeling fra uge 52 til uge 8 var signifikant påvirket af tævernes kropsvægt i uge 46. Tæver med en kropsvægt omkring 1200 g, 1400 g og 1600 g i uge 46 fik tildelt henholdsvis 180, 170 og 160 kcal/dag i perioden.

Figur 1. Energitildelingen (kcal/dyr/dag) til tæver i hold HF, HN, RF og RN opgjort pr. uge.

Der var en signifikant vekselvirkning mellem uge og fodertype. Det lykkedes ikke at fastholde energitildelingen i uge 4, 5, 6, 7 og 8 til mink, der fik fiberfoder i forhold 171

til mink, der fik standardfoder. Mink, der fik fiberfoder kunne ikke æde den 40 % større fiberfodermængde og havde også i de efterfølgende to uger nedsat energiop-

Faglig Årsberetning 2011

Slankning, fiberfodring og miljøberigelse – effekt på kropsvægt, huld, stereotypi, temperament og reproduktion

tagelse. Mink med adgang til hylde fik tildelt mindre energi i samtlige uger end mink med adgang til løst rør. Det er tidligere påvist at adgang til hylde reducere aktivitetsniveauet (Hansen et.al. 2011). Kropsvægt Kropsvægten blev reduceret signifikant fra uge 46 til uge 9, for derefter at stige gennem parringen (Figur 2). Kropsvægten i uge 46 havde signifikant indflydelse på tævernes efterfølgende vægt i uge 50, 3, 7 og 9. Tæver med en kropsvægt på ca. 1200, 1400 og 1600 g i

uge 46 tabte henholdsvis 100, 200 og 300 g. De tæver, der tilfældigvis kom i hold F (fodret med fiberfoder), havde en signifikant højere kropsvægt end tæver, der fik standardfoder både før og efter perioden med fiberfodring. Forskellen i vægt kan dermed ikke entydigt tilskrives fiberfodringen. Vægttabet er imidlertid mindre i hold F end i hold N, til trods for at de får mindre energi. Dette indikerer et mindre energiforbrug hos tæver med fiberfoder.

Figur 2. Kropsvægt pr tæve i hold HF, HN, RF og RN opgjort pr. uge.

Typen af berigelse (hylde eller rør) havde ingen indflydelse på tævernes kropsvægt. Da tæver med adgang til hylde samtidig fik mindre foder, må det betyde et mindre energiforbrug hos tæver med hylde. I vækstperioden har man fundet, at adgang til hylde sænker aktivitetsniveauet (Hansen et al., 2011), og det samme kan antages at gælde i vinterperioden. Huld Tævernes huld blev reduceret signifikant fra uge 46 til uge 9. Hovedparten af tæverne var i det ønskede huld 2 eller huld 3 i uge 9, mens kun ganske få tæver var blevet for tynde (huld 1) (Figur 3).

I uge 46 var tæver med adgang til hylde i signifikant højere huld end tæver med adgang til rør, men senere kunne denne forskel i huld ikke påvises. Mink, der blev fodret med fiberfoder, var i bedre huld i slutningen af perioden (uge 6) end mink, der fik standardfoder, mens der ikke var forskel på andre tidspunkter. Adfærd Antal stereotypier i procent af observationer pr. dag er vist i figur 4. I uge 2 og 13 var niveauet af stereotypi meget lavt, og der var ingen stigning op til det forventede fodringstidspunkt. I uge 4 og 6 var der en mindre stigning 12 timer før forventet fodring.

Faglig Årsberetning 2011

172

Hansen, S. W., Møller, S. H., Malmkvist, J., Damgaard, B. M.

I uge 9 var minkens kropsvægt og huld lavest. I ugen forud (uge 8) registrerede vi en markant stigning i stereotypi. Niveauet af stereotypi var allerede øget kl. 8 og

stigningen fortsatte frem til kl. 10, hvor mere end 25 % af minkene udførte stereotypi. Efter fodring var stereotypi stort set fraværende.

Figur 3. Den procentvise fordeling af tæver på huldscore 1-5 over uger.

Ved udsat fodring var billedet det samme som op til forventet fodringstidspunkt, men udsættelsen af fodringstidspunktet bevirkede, at stereotypiniveauet forblev højt i to timer efter det forventede fodringstidspunkt. Ved at udsætte fodringstidspunktet, får man således bedre mulighed for, på en systematisk måde, at registrere hvilke mink, der har udviklet stereotyp adfærd. Stereotypi op til fodring var påvirket af, hvor meget tæverne tabte sig – jo større vægttab, jo mere stereotypi. Det gennemsnitlige daglige niveau af stereotypi op til fodring (kl. 8-10) var henholdsvis 15,9 % og 19,4 % ved normal og udsat fodring i uge 8. I de øvrige uger var niveauet signifikant lavere - i uge 2 hhv. 0,06% og 2,3 %, uge 4 hhv. 4,3 % og 5,6 %, uge 6 hhv. 4,4 % og 8,9 % og i uge 13 hhv. 3,3 % og 6,7 %. Tæver, der fik fiberfoder i uge 4-6, udførte mindre stereotypi før fodring i uge 4 (3,4 %) og 6 (3,5 %) end mink, der fik standardfoder (4,9 % og 5,2 %). Samme forskel sås ved udsat fodring (fiber: 3,8 % og 8,8 %; standardfoder: 7,0 % og 9,0

173

%). Fiberfodringen havde imidlertid ingen længerevarende effekt, idet niveauet var ens i uge 8 og 13. Niveauet af stereotypi var ikke forskelligt hos tæver med adgang til hylde eller rør. Resultaterne viser en tidsmæssig sammenhæng mellem fodringstidspunkt og stereotypi, hvilket indikerer, at sult er medvirkende til de stigende niveauer af stereotypi. Derfor er stereotypi en vigtig parameter ved vurdering af mæthedsfornemmelsen hos mink. Tæverne, der fik fiberfoder, havde fra forsøgets start en større kropsvægt end tæver, der fik standardfoder, og de var i bedre huld i uge 6. Samtidig fandt vi, at ”fiber” tæverne fik mindre foder i uge 4-8. Det ville normalt betyde en stigning i stereotypi. Imidlertid fandt vi mindre stereotypi i uge 4 og 6, når tæverne blev fodret med fiber. Resultatet tyder på, at fiberfodring ved at øge minkens mæthedsfornemmelse kan reducere stereotypi og dermed minkenes vægttab, trods en mindre energioptagelse.

Faglig Årsberetning 2011

Slankning, fiberfodring og miljøberigelse – effekt på kropsvægt, huld, stereotypi, temperament og reproduktion

Figur 4. Den procentvise forekomst af stereotypi pr. time fra solopgang til solnedgang på dage med normalt fodringstidspunkt kl. 11 samt procent stereotypi pr. time fra kl. 9.00 til kl. 13.00 på dage med udsat fodring kl. 13.00.

Brug af hylde og rør Tævernes gennemsnitlige kontakt pr. time med hylde og rør i procent af antal observationer er vist i henholdsvis figur 5a og 5b. Tæverne havde signifikant mere kontakt med hylderne end med det løse rør før fodring, både på dage med normalt fodringstidspunkt og på dage med udsat fodring. Tævernes kontakt med hylden voksede op til forventet fodringstid (kl.11.00) og var efter fodring på et lavt niveau resten af dagen. Når fodringen blev udsat, øgede tæverne deres brug af hylden i den ene time fodringen skulle have fundet sted, hvorefter kontakten med hylden begyndte at aftage. I vækstperioden (juli-november), når hvalpene går parvis han og tæve, er det ofte tæven, der benytter hylden i forbindelse med fodringen. Det er blevet tolket, som at tæven benytter hylden som tilflugtssted, hvor hun kan være i fred for den større han (Hansen et al., 2011). Vore resultater tyder imidlertid på, at tæven også søger hylden, mens hun venter på fodervognen, uanset hannens tilstedeværelse. I modsætning til minkenes brug af hylder, var der ikke nogen tydelig dagsrytme i tævernes kontakt med de løse rør.

Fiberfodringen havde ingen signifikant indflydelse på tævernes brug af hylde eller rør, hverken ved normal eller udsat fodring. Temperament Tævernes temperament ændrede sig signifikant fra uge 2 til uge 6. I uge 2 reagerede 47 % tillidsfuldt, 28 % frygtsomt, 12 % aggressivt og 13 % kunne ikke karakteriseres. I uge 6 var antallet af tæver med tillidsfuldt og frygtsomt temperament faldet til henholdsvis 39 % og 4 %, hvorimod 46 % af tæverne reagerede aggressivt. Resultatet viser, at øget sult gør tæverne mere aggressive og reducerer dermed antallet af mink, der viser frygt. Temperamentet var ikke forskelligt hos minktæver med hylde eller løst rør eller tæver fodret med standard- eller fiberfoder. Reproduktionsresultat I alt blev 774 tæver parret. Heraf udgik 25 til andet formål og 10 døde inden de fødte. Af de resterende 739 tæver var 59 golde (8 %), men goldprocenten var hverken påvirket af typen af berigelse (hylde eller rør) eller fodring (standardfoder eller fiberfoder). Reproduktionsresultatet for parrede tæver (antal hvalpe født, antal levende, antal

Faglig Årsberetning 2011

174

Hansen, S. W., Møller, S. H., Malmkvist, J., Damgaard, B. M.

døde og antal hvalpe ved 3 ugers alderen) var heller ikke påvirket af typen af berigelse eller af fodring. Data ikke vist. Når der ses bort fra goldtæver, fødte tæver med adgang til hylde flere hvalpe (7,9), havde flere levende hvalpe (7,5) og flere hvalpe ved 3 ugers alderen (7,2) end tæver med adgang til rør (7,5 fødte; 7,1 levende og 6,7 hvalpe ved 3 uger). Det er tidligere påvist, at tæver med adgang til

hylde stereotyperer mindre i diegivningsperioden end tæver uden hylde (Overgaard, 1998). Dette antages at være positivt for hvalpenes overlevelse. Tævernes vægttab havde ingen indflydelse på antallet af levende hvalpe ved 21 dage, men tæver med stort vægttab mistede flere hvalpe (0,84) end tæver med mindre vægttab (0,65).

Figur 5a. Procentvis kontakt med hylde fra solopgang til solnedgang på dage med normalt fodringstidspunkt kl. 11.00 samt procentvis kontakt med hylde fra kl. 9.00 til kl. 13.00 på dage med udsat fodring kl. 13.00.

Figur 5b. Procentvis kontakt med løst rør fra solopgang til solnedgang på dage med normalt fodringstidspunkt kl. 11.00 samt procentvis kontakt med hylde fra kl. 9.00 til og med kl. 13.00 på dage med udsat fodring kl. 13.00.

175

Faglig Årsberetning 2011

Slankning, fiberfodring og miljøberigelse – effekt på kropsvægt, huld, stereotypi, temperament og reproduktion

Fodringen med fiberfoder kunne ikke påvises at påvirke reproduktionsresultatet. De præsenterede reproduktionsresultater er fortsat under behandling med henblik på at inddrage yderligere data til forklaring af de opnåede resultater. Konklusion Slankning af tæverne i vinterperioden havde markant indflydelse på forekomsten af stereotypi op til forventet fodringstidspunkt. Forekomsten af stereotypi op til fodring eller under udsat fodring giver et godt billede af minkens sultmotivation og er derfor et velegnet redskab til styring af fodertildelingen i vinterperioden. Slankningen af tæverne bevirkede, at de blev mere aggressive frem for tillidsfulde eller frygtsomme. Forskel i tævernes vægttab havde ingen påviselig effekt på antal overlevende hvalpe. Tilsætning af fibre til standardfoderet reducerede tævernes sultmotivation og dermed forekomsten af stereotypi. Fiberfodringen havde ingen målelig indflydelse på temperamentet, brugen af berigelser eller på reproduktionsresultatet. Tæverne benyttede specielt hylden op til forventet fodringstidspunkt, hvilket viser, at hylden også har en vigtig funktion som udkigspost for tæven. Adgang til hylde reducerede energiforbruget, sandsynligvis ved at reducere tævernes aktivitetsniveau. Imidlertid kunne vi ikke påvise mindre stereotypi hos tæver med hylde. Muligvis fordi stereotypi var sjældent forekommende, bortset fra uge 8, hvor tæverne var slanket mest. Frugtbare tæver med adgang til hylde havde et bedre reproduktionsresultat end tæver med adgang til løst rør. Mekanismen bag dette resultat er uklar og undersøges nærmere. Referencer Bækgaard, H., Hansen, M. U., Sønderup, M. & Clausen, T. N., 2007. Sammenhæng mellem tidlig hvalpedød og minktævers huld og foderforbrug i perioden januar til fødsel. Faglig Årsberetning

2006, 185-192. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Bækgaard, H., Larsen, P. F., Clausen, T. N. & Sønderup, M., 2009. Indflydelse af mink tævers huld og huldudvikling på antallet af hvalpe. Faglig Årsberetning 2008, 123-128, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., 2006. Huldvurdering af mink. Faglig Årsberetning 2005, 175-182, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Danielsen, V., Vestergaard, E-M., 2001. Dietary fibre for pregnant sows: effect on performance and behaviour. Animal Feed and Technology, 90, 71-80. Damgaard, B. M., Hansen, S. W., Børsting, C. F., Møller, S. H., 2004. Effects of different feeding strategies during the winter period on behaviour and performance in mink females (Mustela vison). Appl. Anim. Behav. Sci. 89, 163– 180. Hansen, S. W., Møller, S. H., Damgaard, B. M., 2011. Feed restriction and tubes for environmental enrichment in growing mink – Consequences for behaviour and welfare. Appl. Anim.Behav. Sci. 134, 193200. Hansen, S. W., Damgaard, B. M. , Møller, S. H., 2011. Stereotypic behaviour – a useful indicator for unfulfilled feeding motivation in mink. Proceedings of the 5th International Conference on the Assessment of Animal Welfare at Farm and Group Level. WAFL, Guelph, Canada, August 8-11. Hansen, S. W., Damgaard, B. M., 2009. Running in a running wheel substitutes for stereotypies in mink (Mustela vison)

Faglig Årsberetning 2011

176

Hansen, S. W., Møller, S. H., Malmkvist, J., Damgaard, B. M.

but does it improve their welfare. Appl. Anim. Behav. Sci. 118, 76-83. Hansen, S. W., Møller, S. H., 2008. Diurnal activity patterns of farm mink (Mustela vison) subjected to different feeding routines. Appl. Anim. Behav. Sci. 111, 146 - 157. Hansen, S. W., Clausen, T. N., Sandbøl, P., Houbak, B., 2007. Fyldfoder i vinterperioden IV. Faglig Årsberetning. 2006, 13-19. Pelsdyrerhvervets Forsøgs – og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hansen, S. W., Clausen, T. N., Malmkvist, J., Damgaard, B. M., Hejlesen, C., 2004. Fyldfoder i vinterperioden. Betydning for adfærd og den senere reproduktion. Faglig Årsberetning 2003, 27-34. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hansen, S. W., Damgaard, B. M., 2002. Vinterfodringens betydning for minktævers adfærd og velfærd. Bilag til temadag "Kvalitetsskind fra sunde mink". DJF intern rapport 163, 11-19.

size, body weight, and pelt quality in mink (Mustela vison): Correlated Responses. J. Anim. Sci. 72, 1126-1137. Malmkvist, J., Hansen, S. W., 2002. Generalization of fear in farm mink (Mustela vison), genetically selected for behaviour towards humans. Animal Behaviour 64, 487-501. Overgaard, L., 1998. Effekt af trådhylde på minks aktivitetsniveau i vækst og diegivningsperioden. NJF-UtredningerRapport, Seminar nr 295, Bergen, Norge 7-9 September (Abstract in Danish). Tauson, A.-H. 1993. Effect of body condition and dietary energy supply on reproductive processes in the female mink (Mustela vison). J. Reprod. Fert., Suppl. 47, 37-45. Vinke, C. M., Eenkhoorn, N. C., Netto, W. J., Spruijt, B. M., 2002. Stereotypic behaviour and tail biting in farmed mink in a new housing system. Animal Welfare 11(2), 231-245.

Hansen, S. W., Møller, S. H., 2001. The application of a temperament test to onfarm selection of mink. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. Suppl. 30, 93-98. Houbak, B., Møller, S. H., 2000. Activity and stereotypic behaviour in mink dams fed ad libitum or restricted during the winter. Scientifur 24 (4), 146–150. Jeppesen, L. L., 2006. Velfærd hos mink – små forandringer gavner. Faglig Årsberetning 2005, p 17-24. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Forskningscenter, Holstebro, Danmark. Lagerkvist, G., Johansson, K., Lundeheim, N., 1994. Selection for litter

177

Faglig Årsberetning 2011