Faglig Årsberetning 2019

Page 1

KOPENHAGEN FUR FORSKNING

FAGLIG Ã…RSBERETNING 2019

KOPENHAGEN FUR RESE ARCH

ANNUAL REPORT 2019


2

Indhold 03

FORORD

Faglig Årsberetning

04-15

ADFÆRD OG VELFÆRD

Huldtilpasning uden velfærds­problemer i vinterperioden. 4-8. Korrekt WelFur-Mink-vurdering af delvis fravænning af store kuld ved 42 dage.10-15.

16-21

AVL OG REPRODUKTION

Sammenhæng mellem skindlængde og alternative mål for størrelse i mink, samt potentiale for tidligere udvælgelse af avlsdyr. 16-21.

22-119

ERNÆRING OG FODRING

Fodring med høj andel vegetabilske proteiner til minkhvalpe i vækst og pelssætnings­perioderne giver reducerede produktionsresultater. 22-29. Stor betydning af foderstyrke i vækstperioden hos hvide ung­hunner for reproduktionen i den efterfølgende dieperiode. 30-35. Betydningen af fodertildelingen gennem vinter-, parring- og drægtighedsperioderne for reproduk­tionen hos minkhunner i dieperiode. 36-45.

Reduceret fodertildeling fra medio september til pelsning og dets betydning for dyrenes vækst, størrelse, kvalitet og sundhed. 46-55. Fodring med syv forskellige fjerkræbiprodukter til mink- hvalpe i vækst- og pelssætnings­perioden resulterede i forskellig foderudnyttelse, tilvækst og skindegenskaber. 56-68. E-vitamin til minkhunner i vinterperioden fra december til fravænning. 70-75. Effekt af jerntilskud på mink­hvalpes jernstatus og tilvækst, når jern gives direkte til hvalpene via injektion eller indirekte via foderet til hunnen i drægtigheds- og diegivnings­perioden. 76-81. Forskellige methioninniveauer til minkhvalpe i vækst- og pels­ sætningsperioden. 82-90. Fodercentralfoder og dets dækning af minks vitaminbehov. 92-99. Kemiske ændringer af protein fra fjerkræbiprodukter til minkfoder – hvordan påvirker råvarekvaliteten, processering og lagring proteinkvaliteten?. 100-106.

Effekt af temperatur og pH på genfindelse af proteinbundet og krystallinsk methionin i minkfoder efter henholdsvis 0, 8 og 24 timer. 116-119.

120-147

SUNDHED

Forekomsten af Toxoplasma gondii og Cryptosporidium infek­tioner hos danske farmmink. 120-125. Manglende effekt af antimikrobiel behandling af blærebetændelse ved parallelgruppe forsøg udført på minkhvalpe i juli måned på én minkgård. 126-129. Infektion med Yersinia enterocolitica hos chinchillaer (Chinchilla lanigera) i en dansk besætning. 130-134. Pilotundersøgelse af mulige sygdomsmekanismer ved udvikling af potecallus hos farmmink (Neovison vison). 136-139.

140-147

DRIFTSFORHOLD

Flytning af hvalpe fra store kuld: Minks tidlige dieperiode kan med fordel forlænges. 140-147.

Fodring af minkhunner med forskellige niveauer af syntetisk E vitamin i vinterperioden januar- marts. 108-114.

KOPENHAGEN FUR

Agro Food Park 15 DK-8200 Århus N Danmark

FAGLIG ÅRSBERETNING 2019 Oplag: 500 stk Typografi: Din Pro

PRODUKTION OG TRYK Rosendahls a/s ISSN 2445-9437

Tlf.: 7213 2800 forskning@kopenhagenfur.com

REDAKTION Kopenhagen Forskning & Rådgivning Redaktionen sluttede 31.01.2020


2019

3

FAGLIG ÅRSBERETNING

Forord

FAGLIG ÅRSBERETNING F

aglig Årsberetning 2019 indeholder 20 faglige artikler, som er et resultat af årets indsats fra Kopenhagen Furs samarbejdspartnere på de danske universiteter, såvel som Kopenhagen Furs egne medarbejdere i Kopenhagen Fur Forskning og Diagnostik. Indholdet i Faglig Årsberetning 2019 har stor faglig bredde og dybde, så artiklerne dækker alle faggrene både mht. grundforskning, metodeudvikling og undersøgelser med direkte relevans for den praktiske anvendelse på danske minkfarme og fodercentraler. De faglige artikler er inddelt i 5 overordnede emner: 1) adfærd, 2) avl og reproduktion, 3) ernæring og fodring, 4) sundhed og 5) driftsforhold. En stor tak til alle bidragsydere til Faglig Årsberetning 2019. I har alle lagt et stort stykke arbejde i Jeres forskning og udarbejdelsen af faglige indlæg. Det faglige indhold i artiklerne er forfatterens ansvar. Kopenhagen Fur har læst og kommenteret artiklerne og været i dialog med forfatterne omkring faglige upræcisheder og uklarheder med henblik på forståelsen og læsbarheden af artiklerne. Tak til Karoline Blaabjerg, Tina Struve, Mette Fertner, Elna Krogh Nielsen og Henrik Bækgaard for kritisk gennemlæsning og opsætning. Med håb om at Faglig Årsberetning 2019 må blive fundet spændende, lærerig og inspirerende, ønsker jeg god fornøjelse med læsningen.

Aarhus, marts 2020 Forskningschef Peter Foged Larsen


4

Adfærd og velfærd

HULDTILPASNING UDEN VELFÆRDS­ PROBLEMER I VINTERPERIODEN Af Britt I. F. Henriksen, Steen H. Møller Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet E-mail: britt.henriksen@anis.au.dk

Sammendrag

Formålet med projektet var at vurdere to strategier for huldtilpasning af minktæver i vinterperioden, i forhold til dyrevelfærd. Vi ville også undersøge om vejedata fra elektroniske hyldevægte kan bruges som et redskab til at forebygge længerevarende sult og udvikling af stereotypi. Fodring efter to forskellige fodringskurver viste, at en langsom reduktion i huld fra begyndelsen af december til huld 2 midt i februar er mindre belastende for førsteårstæver end en hurtigere reduktion i huld til sidst i januar. Selv langsom reduktion i huld er dog ikke uden velfærdsproblemer, og det bør vurderes, om tæverne behøver at slankes helt ned til huld 2 for at kunne respondere på flushing. Elektroniske hyldevægte kan fungere som et godt styringsredskab til at følge specifikke vægtkurver, men flere undersøgelser er nødvendige for at undersøge om hyldevægte kan afdække begyndende stereotypi. The aim of the project was to evaluate the mink welfare in different strategies for body condition adjustment in the winter period. We also wanted to evaluate if data from electronic weighing devices can be used as a tool in the prevention of hunger and stereotypic behaviour in mink. The study showed that slimming primiparous female mink from early December to body condition 2 in late February is less stressful for the mink compared with the end of January. However, there are welfare challenges with both feeding strategies, and it should be questioned whether it is necessary to adjust the body condition down to 2 to be able to respond to flushing. It was difficult to find any clear picture of changes in the patterns of weights from the electronic weighing devices that could indicate animals with stereotypic behaviour, and further analysis are needed. Keywords: mink, BCS, huld, dyrevelfærd, WelFur, længerevarende sult, absence of hunger

Indledning

Resultater fra WelFur-vurderinger på minkgårde har vist, at de største udfordringer for dyrenes sundhed og velfærd i vinterperioden er tynde avlsdyr og mink, der stereotyperer. I vinterperioden slankes mink, der skal bruges som avlsdyr, med henblik på at sikre en god reproduktion.

Der er forskellige anbefalinger, om hvor tidlig og hvor meget dyrene bør slankes, og der er forskellig praksis på forskellige gårde. Det er en udfordring at slanke dyrene og samtidig undgå, at dyrene bliver for sultne over så lang tid, at det vil påvirke deres velfærd. I WelFur-Mink registreres dette under velfærdskriteriet ”fravær af længerevarende sult”. Sult kan defineres som ”et negativt subjektivt stadie, som opleves af et dyr, der er kronisk underernæret” (D’Eath et al., 2009). Med ”kronisk” menes et længerevarende stadie og udelukker derfor akutte og kortvarige stadier, hvor dyret oplever følelsen af ”sult”. Flere undersøgelser har vist, at avlstæver, som trækkes i foder i en kort periode efterfulgt af fodring efter ædelyst 3-5 dage inden parring, såkaldt flushing, vil kunne få en større kuldstørrelse end ved jævn fodring (Tauson, 1985; 1988). Tæven kommer i positiv energibalance, og der løsnes flere æg, som kan blive befrugtet og blive til minkhvalpe. Flushing er dermed en akut påvirkning af reproduktionsprocessen i parringsperioden. En god effekt af flushing forudsætter, at minkene er i moderat huld, men indebærer ikke store ændringer i vægt eller kropssammensætning (Tauson, 1988;1999). Restriktiv fodring over længere tid har derimod ikke vist nogen yderligere effekt på antal hvalpe (Tauson og Alden, 1984; 1985; Møller, 1999), men har vist højere forekomst af stereotypi (Børsting et.al., 1998; Damgaard et al., 2004), højere risiko for fedtede hvalpe (Olesen og Clausen, 1992) samt risiko for dødsfald ved lave temperaturer. Forsøg har også vist, at større vægttab ikke øger effekten af flushing (Møller 1999), men ligefrem kan forringe hvalperesultatet (Tauson, 1993). Kopenhagen Fur har udarbejdet en anbefalet vægtudviklingskurve baseret på vejedata fra danske minkavlere med en produktion med højt hvalpetal (Nielsen, 2018), som anbefaler omkring 40 % reduktion i kropsvægt fra pelsning til ultimo januar, som holdes frem til flushing. Anbefalingen er her at trække dyrene ned fra midt november til huld 2 allerede sidst i januar for derefter at holde dem på huld 2 frem til flushing. Flere forsøg har vist, at huldstyring i løbet af vinterperioden kræver jævnlig vejning af dyr og nøje opfølgning. Vi ved, at håndtering i forbindelse med vejning er stressfuldt


2019

5

FAGLIG ÅRSBERETNING

for mink. Et alternativ til manuel vejning er automatiske hyldevægte, hvor man får en daglig oversigt over gennemsnitsvægt per dyr per dag. Inden et dyr etablerer stereotypi ser man tit en stigende aktivitet hos dyret. Dette kan være løbeadfærd eller aktivitet, hvor de bruger indretning eller berigelser i deres aktivitet. Hyldevægte vil kunne give information om brug af hylden i løbet af et døgn. En stigning i aktivitet, hvor dyret bruger hylden, vil formodentlig kunne ses på vejedata for det aktuelle dyr. Der er behov for mere viden om, hvornår mink oplever længerevarende sult og hvilke indikatorer, der kan forudsige og dermed forebygge udvikling af længerevarende sult. Vi ville derfor vurdere, om ændring i vejedata fra hyldevægte kan bruges som en indikator på risiko for længerevarende sult og senere udvikling af stereotypi. Formålet med projektet var at samle viden om, hvordan man som avler kan huldstyre på en måde, så man opnår tæver i moderat huld så de kan reagere fuldt ud på flushing, uden at minkene oplever længerevarende sult. Vi ville undersøge, hvordan to forskellige strategier for slankning af avlsdyr, som var associeret med forskellige grader af sult, kom til udtryk i forskellige velfærdsindikatorer, og om man ved hjælp af vejedata kan identificere tidlige tegn på sult, og om vejedata dermed kan bruges som et redskab til at forebygge længerevarende sult og udvikling af stereotypi. Som velfærdsindikatorer observerede vi huld, stereotypi og niveauet af stresshormonet cortisol målt som nedbrydningsprodukter i gødningen (FCM). Derved kunne alle velfærdsmål tages uden at håndtere minkene.

Vi undersøgte følgende hypoteser:

• ”Der er færre tæver, som stereotyperer ved slankning fra huld 4 og 5 i starten af december til huld 2 den 20. februar end til huld 2 den 30. januar.” • ”Niveauet af stresshormon er lavere hos tæver, som slankes ned fra huld 4 og 5 i start december til huld 2 til 20. februar, end hos tæver, som slankes ned til huld 2 til 30 januar.” • ”Hyldevægte kan bruges til at indikere risiko for stereotypi hos avlstæver i vinterperioden.”

Materiale og metode

Fordringsforsøget blev gennemført på forsøgsfarmen i Foulum fra den 10. december 2018 og frem til flushing i februar 2019. Der var to fodringsgrupper (A for ”ad libitum” og R for ”restriktiv”) med 200 brune førsteårstæver i hver, ligeligt fordelt på dyr i huld 4 og huld 5. Huldgrupperne blev valgt ud fra sorteringsvægt og huldvurdering 19. og 20. november. Dyr i fodringsgruppe A skulle ned i huld 2 den 20. februar, og dyr i fodringsgruppe R skulle ned i huld 2 den 30. januar. Dyrenes aktivitet og eventuel udvikling af stereotypi blev registreret to gange om ugen og huld én gang om ugen. Niveauet af stresshormonet cortisol blev målt som nedbrydningsprodukter i gødningsprøver (Faecal Cortisol Metabolites (FCM)) fra 150 af tæverne, henholdsvis 30. januar og 19. februar, ligelig fordelt mellem de to fordringsgrupper og to stereotypigrupper (stereotyperende dyr med flere end tre stereotypiobservationer i hele forsøgsperioden og dyr med ingen stereotypiobservationer). Dyrenes kropslængde blev målt ved projektstart, ved at bruge et rør med centimetermål, og dyrenes vægt ved sortering sidst i november. Fodertildelingen per tæve var på 160 g pr dag fra sortering til projektstart 10. december, og foderet var fra Fodercentralen Limfjorden.

Hyldevægte

Vægtudviklingen af et hold på 96 af forsøgstæverne (vejehold), fordelt på de to fodringsgrupper, blev fulgt via automatiske WEIGHTlog hyldevægte. Fodertildelingen blev styret ud fra vurderinger af dyrenes huld, og vejeresultater fra de automatiske hyldevægte blev brugt som yderligere information til at justere fodringen undervejs for at følge vægtkurver tilpasset dyrenes huld i de to fodringsgrupper (Figur 1). Målet var at få dyrene ned i huld 2, og omsat til vægt svarede det til en vægtreduktion på 33 % i huldgruppe 4 og 37 % i huldgruppe 5, henholdsvis 31. januar og 20. februar, som blev brugt som vejledende vægtkurver i WEIGHTlog. Stigning af aktivitet målt via de automatiske hyldevægte blev vurderet som mulig indikator på risiko for længerevarende sult og senere udvikling af stereotypi. Der blev lavet videoobservationer af alle hyldevægte, ca. 1 min per bur per time, mellem kl. 06.00 og 18.00. Søskende til dyr med hyldevægte blev placeret i tilsvarende fodringsgruppe i bure uden hyldevægte.

FIGUR 1. HULDKURVER TIL DE TO FODRINGSGRUPPER TIL HENHOLDSVIS DYR I STARTHULD 4 OG STARTHULD 5. KNÆK I KURVEN ER PÅ GRUND AF JUSTERING AF STARTVÆGT EFTER PROJEKTSTART.


6

FIGUR 2. GENNEMSNITLIG VÆGT I VINTERPERIODEN I FODRINGSHOLD (A=NED I HULD TIL 20. FEBRUAR OG R=NED I HULD TIL 31. JANUAR) FORDELT PÅ STARTHULD 4 OG 5.

FIGUR 4. ANDEL DYR, SOM STEREOTYPERER, PER OBSERVATIONSDAG I DE TO FODRINGSGRUPPER. A = NED I HULD TIL 20. FEBRUAR OG R = NED I HULD TIL 31. JANUAR.

Huldkurver

Figur 3 viser at dyrenes huld blev reduceret fra henholdsvis huld 4 og 5 i december til huld 2 (2,5-2,8) sidst i januar i fodringsgruppe B, samt gruppen med starthuld 4 i fodringsgruppe A.

Stereotypi

FIGUR 3. GENNEMSNITLIG HULD I TO HULDGRUPPER (HULD 4 OG 5) INDEN FOR HVER AF DE TO FODERGRUPPER (A = NED I HULD TIL 20. FEBRUAR, B=NED I HULD TIL 31. JANUAR). HVER HULDSCORE ER VURDERET SOM ”LAV” ELLER ”HØJ”, HVOR ”HØJ” HAR 0,5 EKSTRA HULDPOINT.

Resultater Vægt

Dyrenes huld blev vurderet og dyr mærket af, i forhold til om de burde få mere eller mindre foder. I tillæg gav de automatiske hyldevægte et godt indtryk af, hvor meget dyrene i de to fodergrupper responderede på tildelt foder, og om dyrene fulgte planlagt vægtreduktion. Tæver i fodringsgruppe R havde en vægtreduktion på 38 % i huldgruppe 4 og 39 % i huldgruppe 5, og tæver i fodringsgruppe A havde en vægtreduktion på 30 % i huldgruppe 4 og 37 % i huldgruppe 5 (Figur 2).

Der var en signifikant større andel dyr, der stereotyperede i fodringsgruppen R, som skulle ned i huld til 31. januar, sammenlignet med fodringsgruppen A, der skulle ned i huld til den 20. februar (Figur 4, Chisq=5.9237, p< 0,05). Dersom man udelukker sidste observationsdag fra analysen, er der kun en tendens til forskel mellem fodringsgrupperne (Chisq=3.0549 df=1 p=0.08). Der var ingen forskel mellem de to grupper, der startede i huld 4 eller 5 (p>0,8).


2019

7

FAGLIG ÅRSBERETNING

FCM TABEL 1. FCM HOS FØRSTEÅRSTÆVER FODRET NED TIL HULD 2 TIL R=31. JANUAR OG A=20. FEBRUAR.

1

DATO

FODERHOLD

FCM (ng/g)

STANDARDAFVIG

ANTAL OBSERVATIONER

SIGNIFIKANT FORSKEL (P< 0,05)1

30. januar

A

166

379

68

a

30. januar

R

254

454

69

ab

19. februar

A

313

485

68

b

19. februar

R

333

617

70

b

LINJER UDEN SAMME BOGSTAV ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE

FCM-niveauet er højere hos tæverne i begge fodringshold den 19. februar end hos tævene i fodringsgruppe A den 30 januar (p<0,05, Tabel 1). Niveauet for hold R den 30. januar var højere end for hold A, men forskellen var ikke signifikant i den samlede analyse. Ved sammenligning af hold A og R den 30. januar var forskellen signifikant (p<0,05). Der var ingen signifikant forskel i FCM-niveau mellem de to stereotypigrupper (0 stereotypi og >3 stereotypiobservationer), men ved vurdering af data fra 30. januar for sig var der signifikant samspilseffekt af lavere FCM niveau i gødning fra dyr i huldgruppe 4 (164 ng/g) end dyr i huldgruppe 5 (297 ng/g) i gruppen uden stereotypi (p<0,05).

Hyldevægte

Ved hjælp af observationer af dyr, som brugte hylden i deres stereotypi, og videooptagelser, kunne vi undersøge, hvornår et dyr startede med at stereotypere. Vejedata fra det aktuelle dyr i dagene inden og efter opstart af stereotypi blev undersøgt, men det var svært at se noget tydeligt mønster, som kunne identificere opstart af stereotypi.

Diskussion

Det var forventet, at der ville være færre stereotyperende dyr i fodergruppe A, som skulle ned i huld den 20. februar, sammenlignet med fodergruppe R, som skulle ned til 31. januar. Dette svarer til den generelle forskel, vi fandt mellem fodergrupper. Uden sidste observationsdag var der kun en tendens til forskel mellem fodergrupperne. Vi ved, at håndtering er en stor stressfaktor for mink, og tidligere forsøg har vist, at stresssymptomer kan vare flere dage efter en håndtering, og forstærke en eventuel forskel mellem lavt og højtstereotyperende dyr (Malmkvist et al., 2011). Et par dage inden sidste registreringsdag var en del af dyrene blevet vejet (jævnt fordelt mellem hold), og der blev samlet gødningsprøver dagen inden. Dette kan have været med til at forstærke forskellen i stereotypi mellem fodringsgrupperne den sidste observationsdag, da det har været en ekstra stressfaktor for dyrene ud over restriktiv fodring. Dette tyder på at dyr i fodergruppe A bedre kan håndtere ekstra forstyrrelser og håndteringer, men også at det er vigtig at undgå store håndteringer af dyrene lige inden flushing. Det var overraskende, at en del dyr stereotyperede allerede ved forsøgets begyndelse. En mulig forklaring kan være et faldende energiindhold i foderet fra 4. december. Det kan måske også forklare en reduktion i huld og vægt

hos dyrene i huld 5-gruppen fra sortering til projektstart. En anden mulig forklaring på den høje andel af stereotyperende dyr i begge grupper allerede ved projektstart kan være stress i forbindelse med vejning, sortering og flytning og anden management i løbet af pelsningssæsonen samt tidligere forsøg på forsøgsfarmen. Dyr i huldgruppe 4 som ikke stereotyperede havde lavere stressniveau end tilsvarende dyr i huldgruppe 5, men vi kunne ikke finde tilsvarende forskel i forhold til stereotypi. En forklaring kan være, at begge grupper er presset lige meget i forhold til deres tærskel for hvornår potentielt stereotyperende dyr vil begynde at stereotypere. FCM niveauet viser derimod, at dyr i huldgruppe 5 havde højere stressniveau end dyr i huldgruppe 4. Som forventet viser resultaterne af FCM-analyserne at i januar havde dyrene som skulle ned i huld i januar (Foderhold R) højere FCM-niveau end gruppen som først skulle ned i februar (Foderhold A). Dyrene i de to fordringsstrategier var nogenlunde lige påvirket den 19. februar. Et højere aktivitetsniveau, herunder stereotypi, vil kunne øge FCM-niveauet (Malmkvist et al., 2011). Halvdelen af de analyserede gødningsprøver var fra dyr, som ikke var observeret som stereotyperede, og resten fra dyr med over tre stereotypiobservationer. Da der ingen signifikant forskel var i FCM-niveauet mellem de to stereotypigrupper, kan vi antage, at det høje FCM-niveau ikke kun er på grund af et højt aktivitetsniveau. Når vi så på prøverne fra både januar og februar samlet, var FCM-niveauet i begge fodringsgrupper den 19. februar signifikant højere end den 30. januar fra gruppe A, som skulle ned i huld den 20. februar, men ikke forskelligt fra FCM i prøverne den 30. januar fra gruppe R, som skulle ned i huld til 31. januar. Samtidig var der signifikant højere FCM-niveau i gruppe R sammenlignet med gruppe A i januar, når vi kikkede isoleret på resultaterne fra januar. Dette antyder, at dyrene i gruppe R, har haft et højere stressniveau over længere tid end gruppe A, som først skulle være nede i huld den 20. februar. De elektroniske hyldevægte fungerede godt som supplerende styringsredskab i projektet sammen med vurdering af dyrenes huld. Det kan være svært at styre fodringen kun efter huld, særligt i starten af vinterfodringen, og her kan de daglige vejninger være en rettesnor for effekten af den tildelte fodermængde. Det var også svært at fodre efter flere end to kurver, noget som genspejler sig


8

i en lavere vægtreduktion i huldgruppe 4 i den restriktivt fodrede gruppe (R) end i fodringsgruppen, som skulle ned i huld medio februar. Det lykkedes ikke at finde et mønster i anvendelsen af de elektroniske hyldevægte, som kunne identificere dyr med øget risici for stereotypi. Det er ikke udelukket, at det kan lade sig gøre, men det ville kræve et større arbejde med at klassificere flere aktivitetstyper og var ikke muligt inden for projektet.

Malmkvist J., Jeppesen L.L. & Palme R. 2011. Stress and stereotypic behaviour in mink (Mustela vison): A focus on adrenocortical activity, Stress, 14:3, 312-323

Projektet har vist, at en reduktion i huld fra start december til huld 2 ved medio februar for førsteårstæver er mindre belastende end en reduktion i huld til slut januar. Ingen af foderstrategierne var dog uden velfærdsproblemer, og det bør vurderes, om tæverne behøver at slankes ned til huld 2 for at kunne respondere på flushing. Mink i huld 2 har ingen underhudsfedt (subkutant fedt) tilbage, men har stadig deres muskelmasse intakt (i modsætning til dyr i huld 1) (Møller et al., 2015; NFACC, 2013). Underhudsfedt er en vigtig del af minkens energireserver i vinterperioden, men bliver først brugt, når større mængder fedt fra andre væv er mobiliseret. Mangel på underhudsfedt (huld 2) er derfor et tegn på, at minken samlet set har været i energiunderskud over en længere periode eller har været i stort energiunderskud i en kortere periode. At være i huld 2 i længere tid kan derfor i sig selv være et velfærdsproblem for mink og bør derfor undgås. Boudreau (2014) har vist, at ad libitum-fodring af små canadiske mink frem til december, for derefter at trække dyrene i huld til lige under huld 3 i februar, gav lavere hvalpetal end et mere eller mindre jævnt huld fra september til lige under huld 3 i februar. Dette tyder på, at en større huldændring i vinterperioden er negativt for dyrene.

Møller, S.H. & Berg P. 2002. Group size, statistical power and inference in fur animal science. NJF seminar no. 347: 5

Anerkendelse

Projektet var finansieret af Pelsdyrafgiftsfonden. Tak til Hedensted Gruppen A/S, der var ansvarlig for indsamling af rådata fra WEIGHTlog og beregning af gennemsnitsvægte pr. dyr pr. dag. Den praktiske del af forsøget er gennemført på AU’s pelsdyrfarm og alle analyser, resultatopgørelse og gennemskrivning af rapporten er sket hos AU-ANIS.

Supplerende litteratur

Boudreau L., Benkel B., Astatkie T. & Rouvinen-Watt K. 2014. Ideal body condition improves reproductive performance and influences genetic health in female mink. Animal Reproduction Science 145(1–2):86-98. Børsting, C., Damgaard, B. & Fink, R. 1998. Effects of different energy supply prior to the breeding season on reproductive performance and metabolism in female mink. NJF-seminar no. 295, Bergen, Norway. Damgaard, B.M., Hansen, S.W., Børsting, C.F. & Møller, S.H. 2004. Effects of different feeding strategies during the winter period on behaviour and performance in mink females (Mustela vison). Applied Animal Behaviour Science 89:163–180 D’Eath, R. B., Tolkamp, B. J., Kyriazakis, I. & Lawrence, A. B. 2009. ‘Freedom from hunger’ and preventing obesity: the animal welfare implications of reducing food quantity or quality. Animal Behaviour 77:275–288

Møller, S.H. 1999. Fodertildeling i vinterperioden - effekter i praksis. In: Møller, S.H. (Ed.) Hvordan forbereder vi minktæver til parring, fødsel og diegivning. Intern rapport no. 123, Danmarks JordbrugsForskning, s. 29–34.

Møller, S.H., Hansen, S.W., Malmkvist, J., Vinke, C.M., Lidfors, L., Gaborit, M. & Botreau, R., 2015. WelFur welfare assessment protocol for mink. Fur Europe, Brussels, Belgium. NFACC (National Farm Animal Care Council), 2013. Code of practice for the care and handling of farmed mink. Canada Mink Breeders Association, Rexdale, ON, Canada, National Farm Animal Care Council, Lacombe, AB, Canada. Nielsen, R. H., 2018. Weight data collected on Danish farms in 2015-2017, from early winter to the females giving birth, in order to find the optimal weight development curve for maximal number of kits born. In: Proceedings of NJF Seminar 505, Autumn meeting in Fur animal research 2018, Malmö, Sverige. S.46–52. Olesen, C. & Clausen, T.N. 1992. Betydningen af diegivningsfoderets næringsstofsammensætning for minkhvalpes vækst, frekvensen af fedtede hvalpe og tævens huld. Faglig Årsberetning, 1991. Dansk Pelsdyravlerforening. 2017-225. Tauson, A-H. 1985. Effects of flushing on reproductive performance, ovulation rate, implantation rate and plasma progresterone levels in mink. Acta Agriculturæ Scandinavia 35: 295-309. Tauson, A-H. 1999. Indvirkning af energitilførsel og huld på den reproductive process ho9s minktæver. I: Møller, S.H. 1999. Hvordan forbereder vi minktæver til parring, fødsel og diegivning. DJF Intern rapport Nr. 123:5-14. Tauson, A-H. 1988. Flushing of mink. Effects of level of preceding feed restriction and length of flushing period on reproductive performance. Animal Reproduction Science 17: 243-250 Tauson, A-H. 1993. Effect of body condition and dietary energy supply on reproductive processes in the female mink (Mustela-vision). J. Reprod. A. Fert., Suppl. 47:3745. Tauson, A-H. & Alden E. 1984. Pre-mating body weight changes and reproductive performance in female mink. Acta Agriculturæ Scandinavica 34:177-187 Tauson, A-H. & Alden E. 1985. Different feeding intensity levels to mink. 2. Effects on female reproductive performance, pre-weaning kit growth and longevity of females. Swedish Journal of agricultural Research 15:97-107


2019

FAGLIG Ã…RSBERETNING

9


10

Adfærd og velfærd

KORREKT WELFUR-MINK-VURDERING AF DELVIS FRAVÆNNING AF STORE KULD VED 42 DAGE Af Steen H. Møller, Jens Malmkvist, Britt I.F. Henriksen Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet E-mail: steenh.moller@anis.au.dk

Sammendrag

I WelFur-Mink vurderes effekten af delvis fravænning på samme vis som anden fravænning og vil derfor give 18 point ud af 100 for indikatoren ”Alder og procedurer ved fravænning”. Hvis dette skal ændres, skal der være videnskabeligt grundlag for at tolke delvis fravænning af en del af hvalpene anderledes end normal fravænning af alle hvalpene i et kuld. Det første af to års forsøg med delvis fravænning, gennemført som beskrevet i Branchekoden, viste, at både tæver og hvalpe reagerede kortvarigt på fravænningen ved 42 dage. Tæven og hvalpene fra delvist fravænnede kuld, reagerede også ved den endelige fravænning ved 56 dage. Langtidseffekterne var til fordel for delvis fravænning i form af flere nysgerrige, færre frygtsomme og færre pelsgnav. Samlet set er der dermed grundlag for en anden vurdering af delvis fravænning, end den der svarer til fuld fravænning af hele kuldet ved 42 dage. Nøgleord: Fravænningsalder, kuldstørrelse, kaldelyde, stereotypi, pelsgnav.

Correct WelFur-Mink-assessment of partial weaning of large litters at 42 days Abstract

In WelFur-Mink we assess the effect of partial weaning in the same way as weaning of the full litter which will lead to a score of 18 out of 100 for the measurement ”Age and procedures at weaning”. If this should be changed, we need a scientific background for a different interpretation of partial weaning of a part of the kits than of full weaning of all kits in the litter. We therefore conducted an experiment comparing the partial weaning procedure of litters of 6 or more kits 42 days pp. as described in the Danish ’Code of practice’ to normal weaning of the full litter at 56 days. The first of a two-year experiment showed that both the dam and the kits reacted shortly to the weaning at 42 days, but also to the weaning of the remaining kits at 56 days. The long-term effects were in favour of partial weaning, in terms of less fearful and more exploratory animals and less fur chewing. In total, this indicates that there will be a scientific background for a different interpretation of partial weaning at 42 days than of weaning of the full litter at 56 days.

Keywords: age at weaning, litter size, mother-infant calls, stereotypy, fur chewing.

Indledning

I WelFur-Mink vurderes effekten af delvis fravænning på samme vis som anden fravænning. Det skyldes, at den dokumenterede effekt af delvis fravænning på sår og skader (Clausen & Larsen, 2015) i WelFur vurderes under ”Fravær af skader”, mens effekten af fravænningsrutinen vurderes under ”Alder og procedurer ved fravænning” (Møller et al. 2015). I forhold til ”Alder og procedurer ved fravænning” er der ikke nogen videnskabelig dokumentation for, at delvis fravænning påvirker dyrenes velfærd anderledes end almindelig fravænning af alle hvalpe i et kuld. Positive effekter af delvis fravænning af kuld ved 42 dage vil i WelFur-Mink blive registeret, såfremt det medfører synligt færre sår og skader. Imidlertid vil den andel af hvalpene, der flyttes fra tæven ved 6 uger, få samme vurdering af fravænningsalder og procedure, som hvis der var tale om fravænning af hele kuldet ved 6 uger. Dette giver en dårligere vurdering i forhold til to ud af de tre faktorer, der indgår i vurderingen af fravænningsrutinen: 1. Fravænningsalderen, hvor 6 uger giver færre point end fravænning ved 7 eller 8 uger. 2. Afstanden mellem tæve og hvalpe efter fravænning, hvor fravænning til naboburet giver færre point end fravænning til et bur mere end 20 meter væk (hvor mor og hvalpe ikke kan se, lugte eller høre hinanden). 3. Da hvalpene efter flytning fra tæven går sammen, indtil de sættes ud parvist til vækstperioden, vil denne tredje faktor give den bedste bedømmelse ud af de to muligheder i WelFur (hvalpene går sammen længere end 7 dage, efter adskillelse fra tæven).

Ved vurdering af ”Alder og procedurer ved fravænning” er der 20 mulige kombinationer af de tre faktorer, der indgår i vurderingen af ”Alder og procedurer ved fravænning”. Den endelige vurdering baseres på den dårligste situation, som mindst 15 % af dyrene udsættes for. Ved delvis fravænning praktiseret efter den metode, der er godkendt af fødevarestyrelsen og indarbejdet i branchekoden, vil omkring halvdelen af hvalpene på en farm blive fravænnet ved 6 uger. Samlet set vil farme med delvis fravænning


2019

11

FAGLIG ÅRSBERETNING

af store, trivelige kuld ved 42 dage derfor få 18 point ud af 100 for indikatoren ”Alder og procedurer ved fravænning” (Møller et al. 2015). Hvis velfærdseffekten af delvis fravænning skal ændres, skal der være videnskabeligt grundlag for at tolke delvis fravænning anderledes end fuld fravænning af alle hvalpene. Det nuværende grundlag for vurdering af velfærden ved forskellig fravænningsalder bygger på viden om effekten på tævernes og hvalpenes velfærd. De umiddelbare effekter er målt som kaldelyde mellem tæver og hvalpe og som stereotypi hos tæverne efter fravænning (Heller et al., 1988; Houbak & Jeppesen, 1988; Jeppesen et al., 2000) og langtidseffekten på pelsgnav målt om efteråret omkring pelsskiftet (3-4 måneder efter fravænning) (Mason, 1994). Der er ikke inddraget sundhed i form af diegivningssyge og sår og skader i vurderingerne af fravænningsalder, da disse effekter i WelFur-Mink vurderes direkte igennem andre velfærdsindikatorer som dødelighed, sygdom, sår og skader (Møller et al. 2015). Der er stigende dokumentation for, at antallet af hvalpe i kuldet er en væsentlig risikofaktor både for problemer i et kuld og for, hvor belastet tæven bliver sidst i diegivningsperioden. Det medfører blandt andet, at jo flere hvalpe, der er i kuldet, jo mere belastet er tæven inden fravænning og jo mindre bliver tæven belastet ved selve fravænningen (Malmkvist et al., 2016). Delvis fravænning af kuld med seks eller flere hvalpe kan dermed forventes at have en anden velfærdseffekt, end den der kan udledes af de tre faktorer, der i dag indgår i vurderingen af ”Alder og procedurer ved fravænning”. Da delvis fravænning netop drejer sig om den del af kuldene, der er størst (6 eller flere hvalpe), kan dette også have betydning for den konkrete vurdering af velfærdseffekten af delvis fravænning.

mens resten indgik i kontrolholdet, der blev fravænnet ved 8 uger (Hold K). Alle tæver blev således flyttet langt væk fra hvalpe dag 56, hvor hold D blev flyttet fra de resterene hvalpe og de delvist fravænnede hvalpe i naboburet, mens tæverne i hold K blev flyttet fra hele kuldet. Minkene blev fravænnet om formiddagen og deres reaktion om eftermiddagen, dag 1, dag 2 og dag 6 efter 42 og 56 dage blev observeret både i forsøgs- og kontrolholdet. Observationerne gik på adfærd som leg, aggression og stereotypi i hjemme- og udeburet samt vokalisering i form af kaldelyde, kurren, piben og kvæk. Langtidseffekter blev vurderet på et repræsentativt udsnit af hvalpene i form af temperament målt med pindetesten og stereotypi observeret i oktober samt pelsgnav, sår og skader observeret på kroppene efter aflivning til pelsning.

Resultater Adfærd

Legeadfærd udviklede sig med hvalpenes alder fra 10-15 % af kuldene dag 42 til 40-50 % af kuldene dag 48 og ingen yderligere stigning i legefrekvens derefter. Andelen af kuld, der legede, var ikke påvirket af delvis fravænning (Figur 1). Der blev observeret slagsmål i op mod 7 % af kuldene dagen efter delvis fravænning dag 42, mens resten af observationerne efter fravænning dag 42 og 56 var under 3 %. Andelen af kuld, der sloges, var ikke påvirket af delvis fravænning (Figur 2).

Vi forventer, at delvis fravænning vil give en øget belastning af tæver og hvalpe i forbindelse med delingen af kuld ved 42 dage samt en mindre belastning ved endelig fravænning ved 56 dage. Vi forventer desuden, at en øget belastning ved 42 dage vil medføre flere problemer i de udvoksede hvalpe om efteråret.

Formål

Projektets formål var at skabe et fagligt grundlag for en korrekt WelFur-Mink-vurdering ved delvis fravænning af store kuld ved 42 dage, som det ofte praktiseres i Danmark. Projektet vil give viden om den velfærdsmæssige betydning for tæve og hvalpe af fravænningsalderen samt betydningen af afstanden mellem tæve og hvalpe efter fravænning ved delvis fravænning ved 6 uger i forhold til fravænning af alle hvalpe ved 8 uger. Hvis resultaterne fra projektet giver grundlag for det, er målet at udvikle en specifik pointværdi til delvist fravænnede hvalpe fra store, trivelige kuld ved 42 dage. Vurderingen baseres på de aspekter af velfærd, der indgår i indikatoren ”Alder og procedurer ved fravænning” og eventuelt andre relevante hensyn, der ikke indgår i andre indikatorer i WelFur.

FIGUR 1. PROCENT AF KULD, DER ER OBSERVERET LEGE, DAG 0, 1, 2 OG 6 EFTER DELVIS FRAVÆNNING DAG 42 OG EFTER ALMINDELIG FRAVÆNNING DAG 56.

Materiale og metoder

Forsøget blev gennemført i Foulum med 300 kuld med 6-11 hvalpe, af hvilke halvdelen var Brune og halvdelen var Palomino. Halvdelen af kuldene i hver farvetype indgik i forsøgsholdet (Hold D), der blev delvist fravænnet ved 6 uger, som beskrevet i branchekoden (Bilag 093, 2017),

FIGUR 2. PROCENT AF KULD, DER ER OBSERVERET SLÅS, DAG 0, 1, 2 OG 6 EFTER DELVIS FRAVÆNNING DAG 42 OG EFTER ALMINDELIG FRAVÆNNING DAG 56


12

Omkring en tredjedel af tæverne udviste stereotypi om eftermiddagen efter delvis fravænning dag 42, hvilket var næsten seks gange så mange som i kontrolholdet. Der var ingen forskel i frekvensen af stereotypi dag 44 eller 48 eller efter fravænning ved 56 dage (Figur 3). Samlet set giver delvis fravænning dermed en øget forekomst af stereotypi hos tæverne.

Vokalisering Hvalpe

FIGUR 3. PROCENT AF TÆVER, DER ER OBSERVERET STEREOTYPERE DAG 0, 2 OG 6 EFTER DELVIS FRAVÆNNING DAG 42 OG EFTER ALMINDELIG FRAVÆNNING DAG 56.

Omkring en tredjedel af kuldene vokaliserer ved observationerne omkring 42 dage og andelen af kuld der vokaliserede var ikke påvirket af delvis fravænning (Figur 4). Hvalpene der vokaliserede i delvist fravænnede kuld gjorde det dog væsentligt hyppigere end hvalpe fra kontrolkuld, der ikke var delt eller håndteret ved 42 dage. På dagen for delvis fravænning vokaliserede hvalpene mere end 10 gange så meget som kontrolholdet, dagen efter vokaliserede de mere end dobbelt så meget, mens der ikke var forskel i hyppighed af vokalisering 2 eller 6 dage efter delvis fravænning. Hovedparten af kuldenes vokalisering omkring 42 dage var kaldelyde, men kurren forekom også. Omkring en femtedel af kuldene vokaliserer ved observationerne efter fravænning ved 56 dage, og andelen af kuld, der vokaliserede, var ikke påvirket af delvis fravænning (Figur 4). Hvalpene i delvist fravænnede kuld vokaliserede to og tre gange hyppigere end hvalpe fra kontrolkuld på dagen for fravænning ved 56 dage og 6 dage efter. Der var ingen forskel i hyppigheden dag 1 og 2 efter fravænning.

Vokalisering Tæven

FIGUR 4. PROCENT AF KULD, DER VOKALISEREDE DAG 0, 1, 2 OG 6 EFTER DELVIS FRAVÆNNING DAG 42 OG EFTER ALMINDELIG FRAVÆNNING DAG 56.

Over 25 % af tæverne i gruppen med delvis fravænning dag 42 vokaliserede på dagen, hvilket var signifikant flere end de under 1 % i kontrolgruppen. Derefter faldt andelen af tævevokaliseringer i gruppen med delvis fravænning, mens andelen steg i kontrolholdet. Forskellen var dermed mindre og ikke statistisk sikker dag 1, 2 og 6 efter den delvise fravænning (Figur 5). Efter fravænning dag 56 var der godt 15 % tæver, der vokaliserede dag 0 og 1, hvorefter andelen faldt til få procent dag 2 og 6 efter fravænning. Andelen af tæver, der vokaliserede efter fravænning dag 56, var ikke påvirket af delvis fravænning (Figur 5). De tæver, der vokaliserede, gjorde det generelt hyppigere i hold D efter delvis fravænning ved 42 dage, mens der ikke var nogen forskel efter almindelig fravænning ved 56 dage.

Langtidseffekter observeret om efteråret Temperament i oktober

FIGUR 5. PROCENT AF TÆVER, DER VOKALISEREDE DAG 0, 1, 2 OG 6 EFTER DELVIS FRAVÆNNING DAG 42 OG EFTER ALMINDELIG FRAVÆNNING DAG 56.

Hovedparten af hvalpene var nysgerrige i oktober, men der var flere nysgerrige hvalpe efter delvis fravænning end efter fravænning ved 8 uger (Figur 6). Af de hvalpe, der var delvist fravænnet, var der flere nysgerrige blandt hvalpe, der blev fravænnet ved 6 uger, end blandt hvalpe der blev ved tæven og først blev fravænnet ved 8 uger (Figur 7).


2019

13

FAGLIG ÅRSBERETNING

FIGUR 6. FORDELING AF TEMPERAMENT HOS HVALPE I OKTOBER. HVALPENE VAR DELVIST FRAVÆNNET DAG 42 ELLER ALMINDELIGT FRAVÆNNET DAG 56 (KONTROL).

Stereotypi

Under 4 % af hvalpene stereotyperede ved observationen om efteråret, og selvom der var lidt færre hvalpe, der stereotyperede efter delvis fravænning end efter fravænning ved 8 uger (Figur 8), var der ingen statistisk sikker forskel.

FIGUR 8. PROCENT AF STEREOTYPERENDE HVALPE I OKTOBER. HVALPENE VAR DELVIST FRAVÆNNET DAG 42 ELLER ALMINDELIGT FRAVÆNNET DAG 56 (KONTROL).

FIGUR 7. FORDELING AF TEMPERAMENT HOS HVALPE I OKTOBER. HVALPENE VAR DELT TIL NABOBUR ELLER BLEVET VED TÆVEN VED DELVIS FRAVÆNNING.

Der var heller ingen forskel på stereotypi i hvalpe, der var delvist fravænnet til naboburet ved 6 uger og hvalpe, der blev ved tæven efter deling af kuldet og først blev fravænnet ved 8 uger (Figur 9).

FIGUR 9. PROCENT AF STEREOTYPERENDE HVALPE I OKTOBER. HVALPENE VAR DELT TIL NABOBUR ELLER BLEVET VED TÆVEN VED DELVIS FRAVÆNNING.


14

FIGUR 10. PROCENT AF HVALPE MED PELSGNAV I NOVEMBER. HVALPENE VAR DELVIST FRAVÆNNET DAG 42 ELLER ALMINDELIGT FRAVÆNNET DAG 56 (KONTROL).

Pelsgnav, sår og skader ved pelsning

FIGUR 11. PROCENT AF HVALPE MED PELSGNAV I NOVEMBER. HVALPENE VAR DELT TIL NABOBUR ELLER BLEVET VED TÆVEN VED DELVIS FRAVÆNNING.

Omkring 13 % af hvalpene havde bemærkninger om sår eller skader ved undersøgelse af kroppene efter aflivning. Der var oftest tale om små hævelser på halespidsen, der kun kunne mærkes med fingrene, og der var ingen forskel på delvis fravænning og kontrol. Omkring halvdelen af alle hvalpene havde en form for pelsgnav, mest hyppigt lidt manglende hår på halespidsen. Der var signifikant færre hvalpe med pelsgnav fra holdet efter delvis fravænning end hvalpe i kontrolholdet (Figur 10). Der var ingen forskel i det totale antal pelsgnav i hvalpe, der var delvist fravænnet ved 6 uger og de hvalpe, der blev ved tæven efter deling af kuldet og først blev fravænnet ved 8 uger (Figur 11), men der var en tendens til, at de observerede pelsgnav var af mindre størrelse i hvalpe i naboburet end i hjemmeburet.

målelig forskel 2 eller 6 dage efter. Forventningen om en øget belastning kunne ikke bekræftes af andre former for adfærd, idet andelen af kuld, der legede eller sloges, ikke var forskellig ved delvis fravænning end i kontrolholdet.

Diskussion

Hvalpenes reaktion efter dag 56 svarede nogenlunde til tævernes. Den delvise fravænning dag 42 påvirkede således ikke hvalpenes legeadfærd eller mængden af slagsmål efter fravænning dag 56 i forhold til kontrolholdet. Andelen af kuld, der vokaliserede i de to hold efter endelig fravænning dag 56, var den samme, og vokaliseringen ophørte på samme tid i de to hold. Det var overraskende, at hyppigheden af vokalisering var højere dag 0 og dag 6 i kuld fra delvis fravænning i forhold til kontrolkuld.

Vores forventning om at delvis fravænning vil give en øget belastning af tæver i forbindelse med delingen af kuld ved 42 dage, blev bekræftet af den øgede forekomst af stereotypi hos tæverne på dagen for delvis fravænning. Reaktionen var dog kortvarig og sås ikke 2 eller 6 dage senere. En øget belastning ses også af en øget vokalisering fra tæverne, når en del af kuldet flyttes til naboburet, selvom hun har nogle hvalpe tilbage. Reaktionen fortager sig dog, og efter 6 dage er der ikke målelig forskel til kontrolgruppen, som ikke fik flyttet en del af kuldet dag 42. Samlet set viser det, at der er en øget belastning af tæven ved delvis fravænning. Belastningen er dog kortvarig, 1-2 dage, måske fordi de tilbageværende hvalpe begrænser belastningen, og fordi det generelt er mindre belastende at skulle passe færre hvalpe. Vores forventning om at delvis fravænning vil give en øget belastning af hvalpene i forbindelse med delingen af kuld ved 42 dage, blev delvist bekræftet af den øgede frekvens af vokalisering, selv om der ikke var forskel på andelen af kuld, der vokaliserede i delvist fravænnede og kontrolkuld. Den øgede frekvens af vokalisering forekom på dagen og dagen efter delvis fravænning, mens der ikke var

Vores forventning om at delvis fravænning vil give en mindre belastning af tæver ved endelig fravænning ved 56 dage, kunne generelt ikke bekræftes. Tæver, der efter delvis fravænning kun havde få hvalpe tilbage, stereotyperede lige så meget som kontrolholdet, der have alle deres hvalpe, ved fuld fravænning dag 56. Tæverne i begge hold reagerede kraftigt men kortvarigt. Delvis fravænning dag 42 påvirkede heller ikke tævens vokale reaktion på at blive flyttet fra resten af kuldet dag 56, og der var samme tidsudvikling med samme fald over tid i begge hold.

Vores forventning om at en øget belastning ved 42 dage vil medføre flere problemer i de udvoksede hvalpe om efteråret, kunne afvises, og i enkelte tilfælde viste det sig at forholde sig modsat. Mod forventning var der flere nysgerrige hvalpe blandt de delvist fravænnede kuld, og ydermere var de delvist fravænnede hvalpe mere nysgerrige end dem, der blev ved tæven indtil dag 56. Mod forventning var der også lidt færre af de delvist fravænnede hvalpe, der stereotyperede, men andelen af hvalpe der stereotyperede var generelt lav og forskellen var ikke signifikant. Der var ingen forskel i andelen af hvalpe med sår og skader efter aflivning til pelsning. Der var signifikant færre hvalpe med pelsgnav efter delvis fravænning end i kontrolholdet, og der var en tendens til, at hvalpe fra del-


2019

15

FAGLIG ÅRSBERETNING

vis fravænning, der var flyttet til naboburet, havde mindre alvorlige gnav end hvalpe, der var blevet ved tæven frem til fravænning ved 56 dage. Det tyder på at der er nogle hidtil ukendte effekter af at blive flyttet fra tæven ved 6 uger, som det er værd at undersøge nærmere.

Referencer

Samlet set var mange af de umiddelbare effekter ved delvis fravænning, både omkring 42 og 56 dage, som vi kunne forvente ud fra den foreliggende viden. Den ekstra belastning ved delvis fravænning dag 42 var begrænset og kortvarig, men den var ’ekstra’ da vores forventning om mindre belasting ved endelig fravænning dag 56 ikke holdt, så delvist fravænnede mink oplevede en kortvarig belastning to gange. I modsætning hertil var nogle af de senere effekter om efteråret, væsentligt anderledes end forventet, med flere nysgerrige og mindre pelsgnav efter delvis fravænning. I 2019 undersøges blandt andet effekten af håndtering uden delvis fravænning, effekterne på sår og skader ved 7-ugers alderen og betydningen af, om hvalpene flyttes til naboburet eller længere væk, ligesom langtidseffekterne undersøges igen. Samlet set forventes det, at forsøgene vil give grundlag for at fastlægge en pointværdi i WelFur, der afspejler effekten på tævens og hvalpenes samlede velfærd mere præcist end de 18 point, der svarer til fravænning af hele kuldet ved 42 dage. En sådan pointværdi vil blive indarbejdet i beregningen af WelFur-kategorierne, der benyttes til certificering af farme. I den nyudviklede applikation til WelFur-vurdering er der en særlig registrering af ”Delvis fravænning ved 6 uger”, der vil sikre, at avlere, der benytter denne form for fravænning, i givet fald vil få den reviderede vurdering.

Clausen TN., & Larsen P.F., 2015. Partial Weaning at Six Weeks of Age Reduces Biting among Mink Kits (Neovison Vison), Open J. of Anim. Sci. 5, 71-76.

Anerkendelser

Møller S.H., Hansen S.W., Malmkvist J., Vinke C.M., Lidfors L., Gaborit M., Botreau R., 2015. Welfare assessment protocol for mink. Fur Europe. 182 s. ISBN/EAN: 978-29601617-2-4.

Projektet er finansieret af Pelsdyrafgiftsfonden. Vi vil gerne takke de studerende og teknikere fra Aarhus Universitet, som har deltaget i dataindsamling og indtastning.

Branchekode, bilag 093. 2017. Parring, fravænning og udsætning af ungdyr; Version: 3. maj 2017. 3 pp. https:// w w w.kopenhagenfur.com/media/3140/bilag-093-parring-og-fravaenning.pdf

Heller, K.E., Houbak, B & Jeppesen, L.L., 1988. Stress during mother-infant separation in ranch mink. Behavioural Processes 27. 217-227. Houbak, B., & Jeppesen, L.L., 1988. Adfærd i forbindelse med fravænning hos mink. Faglig Årsberetning 1987. Dansk Pelsdyravlerforening. P 134-142. Jeppesen, L.L., Heller; K.E & Dalsgaard, T., 2000. Effect of early weaning and housing conditions on the development of stereotypies in farmed mink. Applied Animal Behaviour Science 68 (1): 85-92. Mason, G.J., 1994. Tail-biting in mink (Mustela vison) is influenced by age at removal from the mother. Animal Welfare 3(4): 305-311. Malmkvist J., Sørensen D.D., Larsen T., Palme R. & Hansen S.W., 2016. Weaning and separation stress: maternal motivation decreases with litter age and litter size in farmed mink. Appl. Anim. Behav. Sci. 181, 152-159.


16

Avl og reproduktion

SAMMENHÆNG MELLEM SKINDLÆNGDE OG ALTERNATIVE MÅL FOR STØRRELSE I MINK, SAMT POTENTIALE FOR TIDLIGERE UDVÆLGELSE AF AVLSDYR Af Trine Villumsen1, Tove Clausen2, Peter Foged Larsen2 og Mogens S. Lund1 1 Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet 2 Kopenhagen Fur Forskning, Herningvej 112, 7500 Holstebro E-mail: tmv@mbg.au.dk

Sammendrag

Formålet med dette projekt har været at undersøge muligheden for tidlig udvælgelse af avlsdyr, med henblik på at undgå opfedning i efteråret og efterfølgende slankning inden parringssæsonen, og dermed forbedre velfærd og frugtbarhed for avlsdyr. Vi har anvendt registreringer fra 1261 hvide mink fra Kopenhagen Farm, Danmark, alle født i 2018. Vi har undersøgt i hvor høj grad forskellige mål for størrelse hos livdyr i form af omkreds, vægt og kropslængde hen over vækstsæsonen og ved pelsning i november, var arvbare. Vi har desuden estimeret de genetiske korrelationer til længden på skind klargjort til auktion. Vi fandt arvbarheder (h2 ) mellem 0.07 (SE~0.09) og 0.72 (SE~0.12), lavest for omkreds (i oktober), højest for vægt (ved pelsning). Specielt for vægt fandt vi også høje genetiske korrelationer (γa) til skindlængde. For hunner var vægt i september lige så god indikator for skindlængde, som vægt ved pelsning (γa = 0.91, SE=0.04). For hanner var γa 0.80 (SE=0.09) til vægt ved pelsning og 0.65 (SE=0.09) til september vægt. I september er information om størrelse tilgængelig, det samme er information om (mødres) frugtbarhed. Pelskvalitet kan ikke vurderes i september, derfor kan en 3-trins udvælgelse af avlsdyr mink være aktuel. Første trin: Udvælg kommende avlshunner baseret på mødres frugtbarhed, som det sker på mange farme i dag. Andet trin: Udvælg kommende avlshunner baseret på egen kropsvægt i september, udvælg lidt flere end der endeligt er behov for. Tredje trin: Endelig udvælgelse af avlsdyr, med god pelskvalitet udvalgt blandt hunner fra første trin. Samme procedure kan anvendes på hanner. Endnu bedre avlsfremgang vil dog kunne opnås ved at anvende de fænotypiske observationer sammen med afstamningsinformation til at udvælge sine avlsdyr på baggrund af avlsindeks. Ved restriktiv fodring af kommende avlsdyr allerede fra september blive det unødvendigt at slanke dem kraftigt hen over vinteren, dette forventes at medføre bedre dyrevelfærd og reproduktion. Udfordringen er, at der skal bruges 5 gange så mange hunner som hanner til avl, og hanner i samme bur hunner på restriktiv fodring kan forventes at blive lidt mindre ved pelsningstid end ved ad libitum fodring.

Villumsen, T., Clausen, T. & Lund, M.S. 2019. Sammenhæng mellem skindlængde og alternative mål for størrelse i mink, samt potentiale for tidligere udvælgelse af avlsdyr. Faglig årsberetning 2019, 16-21. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. The aim of this project was to explore possibilities for early selection of mink, to optimize welfare and fertility for the breeding animals. With an early selection, we can restrict the feed intake in the fall, and avoid a tough diet over the winter for the breeding animals. We used 1261 white mink born in 2018 at Kopenhagen Fur Farm, Denmark, to investigate the heritability (h2 ) of different measures of size: circumference, body weight and length during the growth period in the fall and at pelting in November. We also estimated the genetic correlation to skin size. We found heritabilities (h2 ) between 0.07 (SE~0.09) and 0.72 (SE~0.12), lowest for circumference (in October), highest for weight (at pelting). We also found high genetic correlations (γa) between weight and skin size. For females, September weight was just as good an indicator for skin size as weight at pelting (γa = 0.91, SE=0.04). For males, γa was 0.80 (SE=0.09) for weight at pelting, and 0.65 (SE=0.09) for September weight. In September, we have same information about (mothers) fertility and size of females as we do in November. We can use this information to select females in September. However, we cannot measure quality of the winter fur in September. To compensate for the lack of quality measure in September, a three-step selection strategy for females can be implemented. First step: Select females based on mothers fertility which is practiced on many farms today. Second step: Select females based on bodyweight in September, select a surplus for third round sorting. Third step: Females from second round are finally selected based on pelt quality. Same strategy can be applied to males. The phenotypic observations will be even better used together with pedigree information to create a breeding index and select breeding animals based on this. With restricted feeding of breeding animals from September a tough slimming down will be unnecessary in the winter period, which is expected to result in im-


2019

17

FAGLIG ÅRSBERETNING

proved animal welfare and reproduction. The strategy will be challenged by the fact that five times as many females as males is needed for breeding purposes. Males caged with females on a restrictive diet will potential not be able to show their full potential for growth. Villumsen, T., Clausen, T. & Lund, M.S. 2019. Correlation between skin length and alternative measures for mink size, and the potential of early selection of breeding animals. Annual Report 2019, 16-21. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Tidligere udvælgelse, arvbarhed, genetisk korrelation, Neovison Vison Earlier selection, heritability, genetic correlation, Neovison Vison

Introduktion

I minkproduktionen bliver hvalpene fodret kraftigt henover efteråret og indtil pelsning i november for at opnå lange minkskind, der kan give en høj auktionspris. I dag udvælges mink i høj grad til avl på baggrund af deres vægt kort før pelsning, mødres frugtbarhed samt pelskvalitet. Vægt er en indikatoregenskab for skindlængde, som er relativ let at ændre, da den har en høj arvbarhed. Desværre er der en negativ sammenhæng mellem vægt og frugtbarhed hos mink, således at tunge hunmink får færre afkom. Før parringssæsonen skal minkene igennem en kraftig slankning, for at minkhunnerne kan opnå et optimalt huld inden flushing, som kan bidrage til en høj frugtbarhed hos minkene (Boudreau, et al, 2014, Bækgaard et al., 2007). Den kraftige slankning kan påvirke dyrenes velfærd negativt, da de er sultne. Desuden medfører restriktiv fodring i vinterperioden en øget forekomst af unormal adfærd hos avlshunner (Hansen m.fl. 2007; Malmkvist m.fl. 2013). Hvis udvælgelse af avlsdyr kan foregå tidligere uden nævneværdigt tab af genetisk fremgang for skindlængde og kvalitet, kan man reducere fodertildelingen til avlsdyr i efteråret, og dermed undgå at skulle slanke dem ligeså kraftigt hen over vinteren. På baggrund af data fra hvide mink fra Kopenhagen Farm har vi undersøgt arvbarheden af vægt, længde og omkreds målt gentagne gange fra september til pelsning, samt størrelsen af de genetiske og fænotypiske korrelationer til skindlængde. Formålet var at undersøge, hvorledes en tidligere udvælgelse af avlsdyr ville påvirke muligheden for avlsfremgang for skindlængde.

Materialer og metoder

På Kopenhagen Furs forsøgsfarm foretog vi gentagne registreringer af vægt, længde og omkreds fra september til pelsning på hvide han og hun mink født i efteråret 2018. Projektet var planlagt således, at ca. 2.000 mink ved udsætning blev inddelt i tre lige store grupper med forskellig fodertildeling (gruppe 70-72). Alle mink blev udsat med en han og en hun i hvert bur. Inden for køn blev kuldsøskende i videst muligt omfang delt ud på forskellige fodergrupper. Fra midt september til midt november var det planlagt at gruppe 70 skulle fodres ad libitum, mens gruppe 71 skulle tildeles 10 % mindre foder end gruppe 70. Gruppe 72 skulle tildeles 20 % mindre foder end gruppe 70. I praksis viste det sig dog svært at styre en jævn fodertildeling til hold 70, idet dette hold blev fodret i stå i flere

omgange (se figur 1 i Clausen og Larsen, 2020). I perioden med restriktiv fodertildeling fik gruppe 72 ca. 12 kg foder/mink, mod ca. 13,9 kg og 13,4 kg til gruppe 70 og 71. Reduktionen for gruppe 72 svarede til 15,8 % i perioden med restriktiv fodring, mens reduktionen for gruppe 72 svarede til 3,7 %. I de analyser der præsenteres her for vægt, længde og omkreds, blev gruppe 70 og 71 slået sammen til en gruppe. Sammenlægningen af gruppe 70 og 71 synes rimelig for de aktuelle analyser, idet fodertildelingen fra midt september til pelsning overordnet kun adskilte sig med 0,5 kg. Endvidere var gennemsnittet for vægt, længde og omkreds, ens for gruppe 70 og 71 hos både hunner og hanner, på de tidspunkter hvor der egenskaberne blev registreret. På grund af datamaterialets begrænsede størrelse oplevede vi konvergensproblemer når modellen inkluderede en gruppeeffekt. Som følge heraf, indgår registreringer fra Gruppe 72 med reduceret fodertildeling ikke i de genetiske analyser for vægt, længde og omkreds. Til analyserne der præsenteres herefter indgår registreringerne fra 1261 mink i gruppe 70 og 71. Alle vægte blev registreret på en elektronisk vægt, længde blev målt med en JasoPels længdemåler, hvor minkene blev målt mens de strakte sig for at komme frem i et rør. En censor målte via laser længden på minken. Omkreds på minkene blev målt med en omkredsmåler fra WestCoast mink. Minkene skulle igennem et rør med 4 uafhængige ”vinger”, som registrerede, hvor meget hver enkelt ”vinge” blev flyttet, og beregnede en omkreds. I november blev de mink, der ikke var udvalgt som avlsdyr aflivet individuelt. Umiddelbart efter aflivning blev minkene vejet igen, der blev målt længde (ved at sætte længemåleren fra JasoPels på højkant). Efter pelsning blev der målt skindlængde for både hanner og hunner, for hanner blev der desuden vurderet skindkvalitet (1-12, 12 er bedst). Tabel 1 angiver hvornår registreringer af vægt, længde, omkreds og kvalitet blev foretaget. TABEL 1. TIDSPUNKT FOR REGISTRERINGER AF VÆGT, LÆNGDE, OMKREDS OG KVALITET.

EGENSKAB SEPTEMBER

OKTOBER

PELSNING

Vægt

X

X

X

Længde

X

X

X

Omkreds

X

X

Kvalitet Baggrunden for at registrere egenskaberne i hhv. september og oktober er, at tidligere undersøgelser har vist, at længdevækst er tæt på at være afsluttet i september, mens mink har haft største fedningsgrad og dermed maksimale vægt i oktober (Hansen, 1997). De hvide mink på Kopenhagen Fur farm stammede fra et indkøb med ukendt afstamning i 2016, minkene havde således kendte forældre og bedsteforældre. Til de genetiske analyser anvendte vi en afstamningsfil for alle mink med dataregistreringer. Afstamningsfilen indeholdt 3.239 mink født fra 2016 til 2018.

SKIND

X

X


18

Statistiske metoder

Data blev analyseret i bivariate modeller hvor to egenskaber blev analyseret sammen. For vægt, længde og omkreds indgik skindlængde altid som den ene egenskab. Da længde, vægt og omkreds var meget forskellige for hanner og hunner, blev alle analyser foretaget særskilt for de to køn, idet varianser som følge af størrelsesforskellene også var forskellige. Da de genetiske analyser blev foretaget inden for køn og for dyr med samme fødselsår, blev der ikke korrigeret for yderligere systematiske effekter i modellen. I analysen indgik desuden den tilfældige effekt af dyr. Analyserne blev foretaget ved hjælp af REstricted Maximum Likelihood (REML) i programmet DMU (Madsen & Jensen, 2013). Da skindlængde og vægt ved pelsning ind-

gik i flere modeller blev arvbarheder for disse egenskaber (h2) estimeret flere gange, og h2 er angivet som et gennemsnit af estimaterne. 95 % konfidensintervallet, som er et udtryk for et interval hvor den sande værdi med 95 % sandsynlighed befinder sig, er estimatet ±2SE (standard error).

Resultater Rådata

Tabel 2 viser antallet af registreringer samt gennemsnit og standard afvigelse (SD) for hanner og hunner for hver egenskab målt på livdyr og pels. Der er omtrent lige mange registreringer for hanner og hunner på livdyr. Der er færre registreringer ved pelsning og på skind for hunner, idet en relativ større andel hunner end hanner blev udtaget til fremtidige avlsdyr.

TABEL 2. OVERSIGT OVER ANTAL MINK (N) SAMT GENNEMSNIT (GNS) OG STANDARDAFVIGELSE (SD) FOR LIVDYR REGISTRERINGER, REGISTRERINGER VED PELSNING OG SKINDREGISTRERINGER FOR LÆNGDE (CM), VÆGT (G), OMKREDS (MM) OG KVALITET (SCORE 1-12).

EGENSKAB

HANNER

HUNNER

N

Gns

SD

N

Gns

SD

Vægt sept

627

2412

387

634

1662,8

206,8

Vægt okt

609

3373

469

628

1859

224,3

Vægt pelsning

544

3470

550

413

1866,5

249,6

Længde sept

627

44,9

2,4

634

37,16

1,94

Længde okt

623

46,8

2,7

629

37,73

2,02

Længde pelsning

543

49,4

2,31

413

41,25

1,77

Længde skind

526

95,6

59,1

406

78,6

41,7

Omkreds sept

622

306,2

5,33

583

294,5

3,25

Omkreds okt

608

307,3

5,21

588

293,8

2,94

Kvalitet skind

529

6,65

2,49

FIGUR 1. ARVBARHED FOR VÆGT, LÆNGDE OG OMKREDSMÅL, FOR REGISTRERINGER I SEPTEMBER, OKTOBER, PELSNING OG FOR SKIND KLARGJORT TIL AUKTION FOR HHV. HANNER OG HUNNER.

Arvbarheder

Figur 1 viser arvbarheder for vægt, længde og omkreds for registreringer fra september indtil pelsning, samt for skind klargjort til auktion for hhv. hanner og hunner.

ner falder arvbarheden fra 0,25 i september til 0,07 i oktober, mens arvbarheden steg fra 0,22 i september til 0,28 i oktober for hunner.

Omkreds blev målt i september og oktober, denne egenskab havde den laveste arvbarhed, og er dermed den egenskab, som er sværest at ændre gennem avl. For han-

Længde blev målt i september, oktober, ved pelsning og på det auktionsklare skind efter strækning. For både hanner og hunner var der højest arvbarhed for længde hos de


2019

19

FAGLIG ÅRSBERETNING

levende mink i september, hvor arvbarheden var 0,34 for hanner samt 0,49 for hunner. For både hanner og hunner var arvbarheden for skindlængde højere end for kropslængde (markeret med gul på Figur 1), hhv. 0,39 for hanner og 0,61 for hunner.

Vægt blev målt i september, oktober og ved pelsning. Ligesom for længde, var arvbarheden højere for hunner end for hanner. For hanner var arvbarheden for vægt på de tre tidspunkter næsten ens, ~0,34, mens den fra hunner steg lidt hen over efteråret, fra 0,60 til 0,72.

FIGUR 2. FÆNOTYPISKE KORRELATIONER MELLEM SKINDLÆNGDE OG VÆGT, LÆNGDE OG OMKREDSMÅL, FOR REGISTRERINGER I SEPTEMBER, OKTOBER OG VED PELSNING FOR HANNER OG HUNNER.

Figur 2 viser de fænotypiske korrelationer mellem længde for skind klargjort til auktion og vægt, længde og omkreds for registreringer fra september indtil pelsning for hanner og hunner.

hunner for længde og omkreds. For begge køn var omkreds lavest korreleret med skindlængde, mens vægt var den egenskab, der har den højeste fænotypiske korrelation til skindlængde.

De fænotypiske korrelationer til skindlængde var relativt konstante over tid. For vægt var de fænotypiske korrelationer til skindlængde ens for hanner og hunner, mens de fænotypiske korrelationer var højere for hanner end for

Figur 3 viser de genetiske korrelationer mellem længde for skind klargjort til auktion og vægt, længde og omkreds for registreringer fra september indtil pelsning for hanner og hunner.

FIGUR 3. GENETISKE KORRELATIONER MELLEM SKINDLÆNGDE OG VÆGT, LÆNGDE OG OMKREDSMÅL, FOR REGISTRERINGER I SEPTEMBER, OKTOBER OG VED PELSNING FOR HANNER OG HUNNER.

De genetiske korrelationer mellem skindlængde og omkreds steg ca. 0,16 for begge køn fra september til oktober-registreringerne, men der var stor forskel på niveauet. Korrelationerne mellem skindlængde og omkreds var ca. 0,33 højere for hunner end for hanner. For begge køn var der en tendens til, at den genetiske korrelation mellem kropslængde og skindlængde aftog fra september til pelsning. For hanner fra 0,73 til 0,56, mens det tilsvarende fald hos hunner var fra 0,64 til 0,52. Den genetiske korrelationen mellem skindlængde og vægt var høj for både hanner og hunner. For hanner var der en tendens til en stigning over sæsonen fra 0,65 til 0,8, mens den genetiske

korrelation mellem skindlængde og vægt for hunner var i intervallet 0,85 og 0,90.

Diskussion

Alle de registrerede egenskaber havde en arvbarhed, der gør det muligt at ændre dyrenes fænotype gennem avl. For alle egenskaber fandt vi en højere arvbarhed hos hunner end hos hanner. I dette studie har gruppe 70 været fodret ad libitum, mens der har været en restriktiv fodring af gruppe 71. Generelt dominerer hannen hunnen og derfor har han først adgang til foderet. Hannen er dog dobbelt så stor som hunnen, men kan ikke æde dobbelt så meget


20

som hunnen i hvert måltid. Konsekvensen er, at hunnen i hvert måltid kan æde en større andel af sit daglige energibehov end hannen. I tilfælde med restriktiv fodring er der således større sandsynlighed for, at hunnen har fået opfyldt sit daglige energibehov end det er for hannen. Hunnen kan i højere grad vise sit sande vækstpotentiale end hannen, dette kan måske være en del af årsagen til, at arvbarhederne for hunner er højere end for hanner.

skindlængde for hanner i højere grad end for hunner påvirket af miljø. Ud over udfordringen med den permanent miljøeffekt som ikke er skilt ud, kan den lavere arvbarhed for hanner indikere, at hunnen i højere grad end hannen kan udnytte sit vækstpotentiale under tilnærmet ad libitum fodring. Arvbarheden for skindlængde var af samme størrelsesorden som Villumsen & Lund (2018), hvor arvbarheden for skindlængde var 0,44 og Lagerkvist m.fl. (1994) der fandt en arvbarhed af skindlængde på 0,57.

For både arvbarheder og genetiske korrelationer var der relativt høje SE på grund af den begrænsede datamængde. Dette betyder, at estimaterne ikke er bestemt helt så sikkert som hvis der havde være flere observationer eller flere års data til rådighed. Estimaterne af genetiske varianser og arvbarheder kan være lidt overvurderede, idet vi undlod at inkludere den permanente miljøeffekt af kuld i analyserne. For en del af kuldene indgik kun et eller to afkom af hvert køn for en given egenskab. Dermed havde modellen svært ved at adskille effekten af genetik og permanent miljø. Kuldeffekten kan derfor til dels være havnet i den genetiske varians og til dels i residualvariansen, fordelingen er ukendt. Fra tidligere studier af danske mink ved vi, at variansen af den permanente miljøeffekt af kuld udgjorde i størrelsesordenen 18-27 % af den genetiske varians for novembervægt og skindlængde (Thirstrup et al, 2019). Usikkerheden på estimaterne er dog gældende for alle egenskaber, derfor synes det rimeligt at sammenligne de tre kategorier af egenskaber uden yderligere kommentarer til usikkerhederne.

Den genetiske korrelation mellem skindlængde og vægt var generelt høj. For hunners vedkommende var den genetiske korrelation mellem vægt og skindlængde nærmest konstant hen over vækstperioden ~0,9, hvilket indikerede, at en udvælgelse af hunner allerede i september på baggrund af vægt vil være lige så effektivt som udvælgelse af hundyr på baggrund af vægt lige før pelsning. For hanner var der en mindre stigning i den genetiske korrelation fra september til november, fra 0,65 til 0,80. De tunge mink, er de fede mink, og dermed dem hvor skindet kan strækkes mest. De genetiske korrelationer var af samme størrelsesorden som i Villumsen & Lund (2018), der fandt en genetisk korrelation mellem vægt og skindstørrelse på 0,88.

Omkreds havde det laveste potentiale som indikatoregenskab for skindlængde. De genetiske parametre for omkreds ændrede sig meget over tid og mellem køn. Arvbarheden, specielt for hanner, var meget forskellig for september og oktober registreringerne, og trenden i arvbarhed over tid var forskellig for de to køn. I praksis observerede vi, at udslaget på omkredsmåleren var meget følsom over for en mink, der kom lidt skævt igennem, dette kan være en medvirkende årsagen til de store udsving i arvbarhed. De genetiske korrelationer mellem skindlængde og omkreds steg fra september til oktober, men niveauet var meget forskelligt for hanner og hunner. Den stigende genetiske korrelation hen over efteråret forventes at hænge sammen med at de fede mink har en stor omkreds, og kan strækkes til lange skind. Arvbarheden af kropslængde var for begge køn højest i september, og af en størrelse som kunne være relevant at anvende i avlsarbejdet. I forhold til registreringerne i september og oktober adskilte pelsningslængde sig ved, at dyret var aflivet, og blev målt hængende. Registreringen var således ikke helt repræsentativt for det mål, som man ville kunne få i praksis: længdemål ved sortering. Fænotypisk var der en større sammenhæng mellem skindlængde og kropslænge ved pelsning frem for kropslængde hos livdyr i september. Den genetiske sammenhæng var højest i september. Længdemål i september, har et potentiale som indikatoregenskab for skindlængde, da der er en middel arvbarhed på egenskaben og en middel til høj genetisk korrelation til skindlængde. Arvbarheden af skindlængde var hhv. 0,39 for hanner og 0,60 for hunner. Det er således en egenskab, som er relativt let at påvirke genetisk. I denne undersøgelse var

Ved udvælgelse af avlsdyr i september vil man have samme information om kuldstørrelse, som er til rådighed ved sortering kort før pelsning. Resultaterne i dette studie indikerede, at der for hunnernes vedkommende ville kunne opnås lige så stor fremgang på skindstørrelse ved at udvælge avlsdyr på vægt i september frem for november. For hannerne vedkommende var den genetiske korrelation mellem skindlængde og septembervægt lidt lavere end for novembervægt. Resultaterne skal tages med det forbehold, at der er relativt store SE på estimaterne på grund af det begrænsede antal dyr med registreringer. En udfordring ved udvælgelse af avlsdyr i september er, at det ikke er muligt at vurdere pelskvalitet. En løsning kunne være at udvælge sine avlsdyr i yderligere et trin frem for de to der praktiseres på mange farme i dag. De tre trin vil i givet fald være: Trin et: udvælg potentielle avlsdyr på baggrund af antal hvalpe i moderes kuld, som det er praksis på mange farme i dag. I andet trin i september reduceres ”bruttotruppen” af avlsdyr på baggrund af vægt. Kort før pelsning laves en yderligere frasortering på baggrund af (mangel på) størrelse og kvalitet. Denne strategi kan benyttes for både hunner og hanner. Et endnu bedre alternativ for at forbedre avlsfremgangen vil være at beregne et avlsindeks på baggrund af de fænotypiske registreringer og afstamning, og udvælge sine avlsdyr på baggrund af indekset. Fx i to trin hvor der i første trin udvælges avlsdyr på baggrund af avlsindeks for kuldstørrelse og septembervægt, og tilsvarende foretages en endelig udvælgelse af avlsdyr i november hvor kvalitet indgår i indekset. Omkostningen ved at udvælge lidt flere potentielle avlsdyr i september end der er behov for, undlade at fodre dem så kraftigt, og foretage en endelig udvælgelse i november skal holdes op mod hvad der spares i foderomkostninger og gevinst ved bedre frugtbarhed for avlsdyrene. Skind fra restriktivt fodrede mink (gruppe 72) var i gennemsnit 0,7 cm kortere for hunner (hhv. 78,6 cm og 77,9 cm), og 2,3 cm kortere for hanner (hhv. 95,6 cm og 93,3 cm), i forhold


2019

21

FAGLIG ÅRSBERETNING

til ad libitum fodrede mink mens foderforbruget var 3 kg mindre pr bur for de restriktivt fodrede mink. En anden udfordring ved at fodre fremtidige avlsdyr restriktivt er, at relativt flere hunner end hanner skal anvendes til avl. Dette vil betyde, at i de bure hvor han og hun ikke begge skal anvendes i avlen, skal avlerne enten fodre begge restriktivt hvilket vil koste på skindlængde, eller alternativt dele minkene ud i to bure, hvilket vil kræve flere bure på farmene.

Konklusion

Med en tidlig udvælgelse af avlsdyr kan man reducere fodertildelingen gennem vækstperioden, og undgå at minkene skal slankes kraftigt hen over vinteren for at komme i det korrekte huld inden parring. Resultaterne i dette studie viste, at for hunner er vægt i september en lige så god indikator for senere skindlængde som vægt i november. For hanner var septembervægt også en god indikator, men dog med en lidt lavere genetisk korrelation end vægt ved pelsning. For hanner var kropslængde i september ligeledes en god indikator, hvor det for hunner ikke synes helt så velegnet. Omkreds alene var ikke en særlig god indikator for senere skindlængde. Ved udvælgelse i september er kuldstørrelse allerede kendt, mens det er ikke muligt at vurdere pelskvalitet i september. For at kompensere for dette, kan udvælgelsen af avlsdyr foregå i tre trin forhold til praksis på mange farme i dag hvor udvælgelsen foregår i to trin; Første trin: kuld med potentielle avlsdyr bestemmes ud fra mødres frugtbarhed. Andet trin, september: Hunner udvælges på baggrund af vægt i september, der udvælges lidt ekstra hunner end der reelt er behov for. tredje trin, november: Hunner fra 2. runde sorteres på kvalitet, overskydende hunner pelses sammen med øvrige mink. Med denne strategi vil der stadig være en kvalitetsselektion. Denne strategi kan ligeledes anvendes for hanner. Endnu bedre avlsfremgang vil dog kunne opnås ved at anvende de fænotypiske observationer sammen med afstamningsinformation til at udvælge sine avlsdyr på baggrund af avlsindeks. Omkostningen til en 3-trins udvælgelse vil dels være et kortere skind for dyr der frasorteres i 3. trin samt evt. burfæller, eller alternativt behov for flere bure som følge af at burfæller splittes op i separate bure. Gevinsten vil være sparet foder, bedre dyrevelfærd når avlsdyr ikke skal slankes kraftigt inden parring samt en forventning om en bedre reproduktion.

Anerkendelse

Projektet var finansieret af Pelsdyrafgiftsfonden, Kopenhagen Forskning og Aarhus Universitet.

Referencer

Bækgaard, H., Hansen, M.U., Sønderup, M. og Clausen, T. 2007. Sammenhæng mellem tidlig hvalpedød og minktævers huld og foderforbrug i perioden januar til fødsel. Faglig årsberetning 2006, 185-192. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og forskningscenter. Holstebro, Danmark. Boudreau, L., Benkel, B., Astatkie, T., Rouvinen-Watt, K. 2014. Ideal body condition improves reproductive performance and influences genetic health in female mink. Animal Reproduction Science, 145, 86-98. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2019. Reduceret fodertildeling fra medio september til pelsning og dets betydning for dyrenes vækst, størrelse, kvalitet og sundhed. Faglig årsberetning 2019, 46-55. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Hansen, B.K. 1997. Mink Kit Growth Performance in the Suckling Period. I. Environmental Factors Affecting Body Size of Kits. Acta Agric. Scand. Sect. A. Animal Sci. 47:8290. Hansen, S.W., Malmkvist, J., Palme, R. & Damgaard, B.M. 2007. Do double cages and access to occupational materials improve the welfare of farmed mink? Animal Welfare 16:63-76. Lagerkvist, G., Johansson, K. & Lundeheim, N. 1994. Selection for litter size, and pelt quality in mink (Mustela vison): Correlated responses. Journal of Animal Science, 72, 1126-1137. Madsen P. & Jensen J., 2013. A User’s Guide to DMU Ver. 6, rel. 5.2. Malmkvist, J., Palme, R., Svendsen, P.M. & Hansen, S.W. 2013. Additional foraging elements reduce abnormal behaviour – in farmed mink (Neovison vison). Applied Animal Behaviour Science 149, 77-86. Thirstrup, J.P, Villumsen, T.M., Malmkvist, J. & Lund, M.S. 2019. Selection for temperament has no negative consequences on important production traits in farmed mink. Journal of Animal Science, 97, 1987-1995. Villumsen, T. & Lund, M. 2018. Anvendelse af auktionsdata i minkavlen. Temadag om Aktuel minkforskning. DCA rapport nr 129, 30-36. Aarhus Universitet, Danmark.


22

Ernæring og fodring

FODRING MED HØJ ANDEL VEGETABILSKE PROTEINER TIL MINK­ HVALPE I VÆKST OG PELSSÆTNINGS­ PERIODERNE GIVER REDUCEREDE PRODUKTIONSRESULTATER Af Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Sammendrag

Formålet med forsøget var at undersøge, hvorvidt en høj andel af vegetabilske proteinråvarer, kan anvendes til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden. I forsøget indgik 3 hold á 138 brune hanmink. I de tre hold blev anvendt følgende fem vegetabilske protein kilder, soyaprotein, kartoffelprotein, majsgluten, hvedegluten og ærteprotein. I et hold (Lveg) blev anvendt 1 % af samtlige vegetabilske proteinkilder, i et andet hold (Mveg) blev anvendt 2 %, og i det sidste hold (Hveg) blev anvendt 3 % af de fem vegetabilske proteinkilder. Det gav en andel af det fordøjelige protein fra vegetabilske råvarer på hhv. 19, 39 og 58 %. For at opretholde denne andel af vegetabilsk protein blev procentdelen af vegetabilske produkter reduceret fra august da andelen af omsættelig energi fra protein blev sænket fra 32 til 28 OEp. Afprøvning af foder i vækst- og pelssætningsperioden fra medio juli til pelsning med 19, 39 eller 58 % af det fordøjelige protein fra vegetabilske råvarer (Lveg, Mveg og Hveg), viste reduceret tilvækst, lavere foderudnyttelse, kortere skind og flere hvalpe med nyreproblemer med stigende iblanding af vegetabilske råvarer. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Fodring med høj andel vegetabilske proteiner til minkhvalpe i vækst og pelssætningsperioderne giver reducerede produktionsresultater. Faglig Årsberetning 2019, 22-29. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: vægte, sundhed, vegetabilske proteiner, vækstperioden, Neovison vison

Abstract The purpose of the experiment was to investigate whether a high proportion of vegetable protein sources can be used to mink kits in the growing- furring period. The experiment comprised tree groups of 138 brown mink male kits. Five vegetable protein sources, potato protein, corn gluten, soy protein, pea protein and wheat gluten were used. To one group (Lveg) 1% of all vegetable protein sources were used, in another (Mveg) 2% was used, and in the last group (Hveg) 3% of all five vegetable protein sources were used. It amounted a proportion of digestible protein from vegetable protein of 19, 39 and 58% respectively. In order to maintain this proportion of vegetable protein, the percentage of vegetable products was reduced in August as protein was lowered from 32 MEp to 28 MEp. Feeding with 19, 39 or 58% of digestible protein from vegetable protein during the growing- furring season (Lveg, Mveg and Hveg), showed reduced growth, lower feed utilization, shorter skins and more kits with kidney problems with increasing vegetable protein content. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Feeding with a high proportion of vegetable proteins to mink kits in the growing-furring period results in reduces production results. Annual Report 2019, 22-29. Kopenhagen Fur Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: body weight, health, vegetable protein, growing- furring period, Neovison vison


2019

23

FAGLIG ÅRSBERETNING

Indledning

Råvareforsyningen til minkfoder er konstant under pres og ændrer sig, og de gode letfordøjelige animalske proteinråvarer efterstræbes af andre brancher og priserne er svingene. Der er imidlertid store mængder vegetabilske råvarer til rådighed, hvoraf minkbranchen i dag kun anvender en meget lille andel. Vegetabilske råvarer indeholder imidlertid stoffer der er skadelige for ernæringen hos enmavede dyr og disse skal fjernes fra råvaren, før mink kan tåle denne type råvarer. Dette sker typisk ved afskalling, varmebehandling, enzym behandling eller kemiske processer. De vegetabilske proteinkilder har ligeledes en noget anderledes aminosyresammensætning end animalsk protein, derfor kan det være nødvendigt med tilsætning af visse aminosyrer, især methionin, for at dække minkenes behov. Raps har været afprøvet som proteinkilde til mink i adskillige vækstforsøg (Hillemann et al., 1989; Hillemann & Lyngs, 1989; Bjergegaard et al., 1995b), generelt har resultaterne været positive med hensyn til skindkvalitet, hvorimod skindstørrelsen har været påvirket negativt. Forsøg med en særlig skånsom forarbejdning af lupin og raps og afprøvning af dette i vækstperioden, gav reduceret skindlængde (Bjergegaard et al., 2002). Hestebønner anvendes med godt resultat til smågrise (Kristiansen & Svendsen, 2008). Hestebønner har et højt indhold af fibre og tanniner, især i skallerne, hvorfor det afskallede produkt måske kunne være interessant til mink. Varmebehandlede ærter kan anvendes med op til 9 - 10 % af foderblandingen (mindst 12 % af det fordøjelige protein fra ærter) til mink i vækstperioden (Bjergegaard et al, 1995a; Clausen & Hejlesen, 2002). Vi har tidligere år undersøgt anvendelsen af toastede soyabønner til minkhvalpe i vækstperioden og fundet, at der kan anvendes 3 - 4 % i foderet (6 – 8 % af det fordøjelige protein fra toastede soyabønner) uden negative konsekvenser for skindstørrelse og kvalitet (Clausen & Hejlesen 2000a; Clausen & Hejlesen 2000b; Hejlesen & Clausen 2001; Clausen & Hejlesen 2002). Ved samtidig anvendelse af høje niveauer af flere vegetabilske proteinkilder i foderet og ved anvendelse til små hvalpe, bør indholdet af de enkelte produkter måske reduceres, på grund af deres indehold af antinutritionelle stoffer. Majsgluten, hvedegluten og kartoffelprotein har været anvendt til mink med godt resultat gennem mange år, normalt i et niveau der ikke overskrider 3 – 4 % af de enkelte produkter. Afprøvning af en blanding af vegetabilske produkter (toastede soyabønner, varmebehandlede ærter, kartoffelprotein, majsgluten, hvedegluten) med 25 - 28 % af det fordøjelige protein fra vegetabilske produkter i vækstperioden, havde ingen negative konsekvenser for skindlængde og kvalitet (Clausen & Hejlesen, 1999; Clausen & Hejlesen 2000a; Clausen & Hejlesen 2000b; Hejlesen & Clausen 2001; Clausen & Hejlesen 2002). I en afprøvning af 9,9% eller 3,8% vegetabilske proteinråvarer (kartoffelprotein, majsgluten, sojaprotein, ærteprotein og hvedegluten) i dieperioden svarende til en andel af fordøjeligt protein fra vegetabilske råvarer på hhv. 33,6 og 13,2%, gav 9,9% frem for 3,8% signifikant reduceret hvalpetilvækst fra dag 28 til dag 42 efter fødsel (Clausen & Larsen, 2019). Der var ikke forskel i hunnernes vægt og hvalpeoverlevelse i perioden (Clausen & Larsen, 2019).

Procesbehandlingen af de forskellige vegetabilske råvarer, bliver dog jævnligt optimeret, hvorfor højere iblanding i fremtiden sandsynligvis er muligt, således er proteinfordøjeligheden af oprenset soyaprotein (Alfasoy) 89 mod 72 i toastede soyabønner. Formålet med forsøget var derfor at undersøge, hvorvidt en høj andel af vegetabilske proteinråvarer, bestående af kartoffelprotein, majsgluten, sojaprotein, ærteprotein og hvedegluten, kan anvendes til hvalpe i vækst- og pelssætningsperioderne uden negative effekter på tilvækst, skindegenskaber og sundhed.

Materiale og metoder

Til undersøgelsen blev anvendt 3 hold á 138 brune hanmink og tilhørende hunmink. I de tre hold blev anvendt følgende vegetabilske protein kilder, soyaprotein (Alfasoy Premium), kartoffelprotein, majsgluten, hvedegluten og ærteprotein. I et hold ”Lav andel vegetabilsk protein” (Lveg) blev anvendt 1 % af samtlige vegetabilske proteinkilder, i et andet hold ”Medium andel vegetabilsk protein” (Mveg) blev anvendt 2 %, og i det sidste hold ”Høj andel vegetabilsk protein” (Hveg) blev anvendt 3 % af de fem vegetabilske proteinkilder. Det giver en andel af det fordøjelige protein fra vegetabilske råvarer på hhv. 19, 39 og 58 %. For at bibeholde denne andel af protein fra vegetabilske råvarer på hhv. 19, 39 og 58 %, blev procentdelen af vegetabilske råvare i foderet nedsat i august i forbindelse med at protein blev sænket fra 32 OEp til 28 OEp til at udgøre hhv. 0,87, 1,73 og 2,6 % af de fem vegetabilske proteinkilder i Lveg, Mveg og Hveg (Tabel 1a og 1b). Hvalpene blev sat i forsøgshold i begyndelsen af juli og 16. juli startede forsøgsfodringen, overgangen fra fodercentralfoder foregik over et par dage. Alle hanhvalpe blev vejet ved udsætning den 11/7, samt 8/8 og 18/9. Ved sortering 1. - 2. november blev hvalpene vejet, denne vægt betragtes som pelsningsvægten. Efter pelsning blev skindene længdemålt på Pelseriet og kvalitetsbedømt af dommere på Kopenhagen Fur. Ved pelsning blev 50 hanner fra hvert hold obduceret og deres nyrer vurderet visuelt. Alle døde mink i løbet af forsøgsperioden blev obduceret. Foderplanerne ses af tabel 1a og 1b. Råvarernes bakteriologiske og kemiske kvalitet og kemiske sammensætning blev analyseret inden start og når der kom nye råvarer, og hvis deres kemiske sammensætning afveg fra den gamle råvare, blev planerne ændret så energifordelingen blev holdt på det ønskede niveau. Foderets kemiske sammensætning og aminosyre sammensætning blev analyseret regelmæssigt gennem forsøgsperioden. Der blev udført fordøjelighedsforsøg med Hveg foderet. Fodertildelingen i alle hold blev registreret og foderforbruget beregnet.


24

TABEL 1A. FODERPLAN I PERIODEN 16/7 TIL 10/8 TIL HOLD MED FORSKELLIG MÆNGDE VEGETABILSKE RÅVARER

TABEL 1B. FODERPLAN I PERIODEN 10/8 TIL PELSNING I HOLD MED FORSKELLIG MÆNGDE VEGETABILSKE RÅVARER

LVEG

MVEG

HVEG

LVEG

MVEG

HVEG

Hold

50

51

52

Hold

50

51

52

Fiskeafskær

14

12

7

Fiskeafskær

16,5

10

5

Industrifisk

41,9

36,8

19,5

Industrifisk

39,5

28

13,5

P-ensilage

6

6

6

P-ensilage

6

6

6

Affedtet fjerkræ

10

10

10

Affedtet fjerkræ

7,7

6,7

5,7

Byg / hvede

12,2

11,4

10,7

Byg / hvede

14,5

13,9

13,5

Soyaprotein

1

2

3

Soyaprotein

0,87

1,73

2,6

Hvedegluten

1

2

3

Hvedegluten

0,87

1,73

2,6

Ærte protein

1

2

3

Ærte protein

0,87

1,73

2,6

Kartoffelprotein

1

2

3

Kartoffelprotein

0,87

1,73

2,6

Majsgluten

1

2

3

Majsgluten

0,87

1,73

2,6

Hæmoglobinmel

0,9

0,54

0,62

Hæmoglobinmel

2,5

Soyaolie (871)

2,8

2,8

3

Soyaolie (871)

2,91

3,07

3,35

Svinefedt (852)

5,5

5,5

6

Svinefedt (852)

5,82

6,14

6,7

L- methionin

0,024

0,047

0,077

L- methionin Vitamin og mineral -bl. ¤

0,025 0,2

Vand

0,2

0,2

Vitamin og mineral -bl. ¤

0,2

0,2

0,2

5,3

22,6

Vand

1,59

16,8

32,3

Plantal

Plantal

Tørstof

42

42

42

Tørstof

42

41,5

41,7

Energiindhold g/100 kcal

207

205

206

Energiindhold g/100 kcal

203

203

206

32:53:15

32:53:15

32:53:15

28:54:18

28:54:18

28:54:18

86,5

86,1

86,1

85,7

85,9

86,1

95,7-70,5

95,6-68,0

95,4-65,7

95,8-68,9

95,6-67,8

95,5-66,9

Energifordeling FK protein FK fedt - kulhydrat Analysetal

Energifordeling FK protein FK fedt - kulhydrat Analysetal

Tørstof %

40

39

40

Tørstof %

41

43

44

Energiindhold g/100 kcal

192

190

193

Energiindhold g/100 kcal

199

207

213

31:53:16

31:54:15

32:52:16

28:53:19

28:53:19

28,5:52,5:19

Energifordeling

MINDSTEKRAV TIL AMINOSYRER SAMT VITAMIN- OG MINERALBLANDINGENS SAMMENSÆTNING FØLGER ANBEFALINGER TIL FODERCENTRALER FOR 2018 (TEAMFODER, 2017); ¤ VITAMIN OG MINERAL INDHOLD PR KG PREMIKS: 1.000.000 IE A-VITAMIN; 350.000 IE D3-VITAMIN; 30.000 IE E-VITAMIN; 16.000 MG B1-VITAMIN; 6.500 MG B2-VITAMIN; 5.000 MG B6-VITAMIN; 4.000 MG D-PANTOTHENSYRE; 12.000 MG NIACIN; 150.000 MG BIOCHOLIN; 1.200 MG FOLINSYRE; 150 MG BIOTIN; 33 MG B12-VITAMIN; 5.000 MG ZN; 7.795 MG MN; 500 MG CU;

Energifordeling

SKIFT I FEDT 20/9 FRA 1/3 SOYAOLIE OG 2/3 SVINEFEDT TIL 1/3 SVINEFEDT OG 2/3 SOYAOLIE; MINDSTEKRAV TIL AMINOSYRER SAMT VITAMIN- OG MINERALBLANDINGENS SAMMENSÆTNING FØLGER ANBEFALINGER TIL FODERCENTRALER FOR 2018 (TEAMFODER, 2017); ¤ VITAMIN OG MINERAL INDHOLD PR KG PREMIKS: 1.000.000 IE A-VITAMIN; 350.000 IE D3-VITAMIN; 30.000 IE E-VITAMIN; 16.000 MG B1-VITAMIN; 6.500 MG B2-VITAMIN; 5.000 MG B6-VITAMIN; 4.000 MG D-PANTOTHENSYRE; 12.000 MG NIACIN; 150.000 MG BIOCHOLIN; 1.200 MG FOLINSYRE; 150 MG BIOTIN; 33 MG B12-VITAMIN; 5.000 MG ZN; 7.795 MG MN; 500 MG CU;


2019

25

FAGLIG ÅRSBERETNING

De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS (SAS Institute Inc., 1996). Proceduren PROC GLM (ss4), PDIFF blev anvendt med 5 % som signifikansniveau ved beregninger af vægteforskelle, tilvækst og skindlængde samt ved skindkvalitet. Silkethed og fyldighed samt dødelighed blev analyseret med proceduren PROBIT eller χ2. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante.

Resultater og diskussion

Der var god overensstemmelse mellem foderets beregnede og analyserede værdier (tabel 1a og 1b). Fordøjelighedsforsøget på Hveg (forsøg: 1847F) med foder fremstillet 2/8,

viste imidlertid en lidt lavere fordøjelighed end beregnet. Protein fordøjeligheden blev fundet til 83,7 mod beregnet 86,1 og fedt fordøjeligheden blev fundet til 94,3 mod beregnet 95,4. Ved genberegning med de fundne fordøjeligheds kvotienter blev energifordelingen fundet til 31,6 : 52,3 : 16,2 og forskellen til det forventede (tabel 1a) er ubetydelig. Analyse af foderets aminosyresammensætning i perioden 16. juli til 10. august (tabel 2a) viste at foderet overholdt anbefalingerne til aminosyreindhold i den periode (Teamfoder, 2017). I perioden 10/8 til pelsning var der et lille underindhold af methionin i alle 3 hold i forhold til anbefalingerne (tabel 2b).

TABEL 2A. AMINOSYRESAMMENSÆTNING I PERIODEN 16. JULI TIL 10. AUGUST I FORSØG MED STIGENDE IBLANDING AF VEGETABILSKE PROTEINKILDER. ANALYSERET INDHOLD AF G FORDØJELIGE AMINOSYRER PR 100 KCAL SAMMENHOLDT MED PLANTAL FOR AMINOSYREINDHOLD (DER ER ANVENDT PLANTAL FOR AMINOSYRE FORDØJELIGHEDER)

LVEG ANALYSERET PLANTAL

MVEG ANALYSERET PLANTAL

HVEG ANALYSERET PLANTAL

VEJLEDENDE ANBEFALING

met

0,2

0,16

0,18

0,17

0,18

0,16

0,16

cys

0,066

0,079

0,083

0,092

0,1

0,1

0,06

lys

0,64

0,54

0,57

0,48

0,48

0,43

0,27

thr

0,28

0,27

0,28

0,26

0,27

0,26

0,17

trp

0,075

0,079

0,069

0,07

0,067

0,069

0,05

his

0,28

0,23

0,21

0,18

0,18

0,18

0,16

phe

0,37

0,35

0,36

0,34

0,37

0,37

0,29

tyr

0,22

0,23

0,25

0,26

0,26

0,28

0,18

leu

0,69

0,64

0,64

0,61

0,66

0,64

0,5

ile

0,31

0,29

0,33

0,33

-

0,34

0,23

val

0,47

0,44

0,41

0,39

0,48

0,39

0,35

arg

0,44

0,41

0,4

0,42

0,37

0,41

0,3

TABEL 2B. AMINOSYRESAMMENSÆTNING I PERIODEN 10. AUGUST TIL PELSNING I FORSØG MED STIGENDE IBLANDING AF VEGETABILSKE PROTEINKILDER. ANALYSERET INDHOLD AF G FORDØJELIGE AMINOSYRER PR 100 KCAL SAMMENHOLDT MED PLANTAL FOR AMINOSYREINDHOLD (DER ER ANVENDT PLANTAL FOR AMINOSYRE FORDØJELIGHEDER)

LVEG ANALYSERET PLANTAL

MVEG ANALYSERET PLANTAL

HVEG ANALYSERET PLANTAL

VEJLEDENDE ANBEFALING

met

0,14

0,16

0,14

0,16

0,15

0,16

0,16

cys

0,061

0,073

0,065

0,081

0,087

0,087

0,06

lys

0,49

0,46

0,48

0,42

0,42

0,37

0,27

thr

0,23

0,23

0,25

0,23

0,23

0,22

0,17

trp

0,061

0,065

0,061

0,064

0,062

0,063

0,05

his

0,19

0,18

0,18

0,17

0,18

0,17

0,16

phe

0,30

0,29

0,33

0,31

0,33

0,34

0,29

tyr

0,19

0,21

0,21

0,23

0,22

0,24

0,18

leu

0,53

0,52

0,60

0,54

0,59

0,58

0,50

ile

0,27

0,28

0,29

0,28

0,30

0,28

0,23

val

0,36

0,36

0,37

0,35

0,42

0,35

0,35

arg

0,36

0,37

0,38

0,36

0,34

0,35

0,30


26

FIGUR 1. KG FODER PR DYR OG KCAL MÆNGDE ANVENDT I PERIODEN 16/7 TIL 12/11.

Foderforbruget i forsøgsholdene faldt med stigende indhold af vegetabilske råvarer (fig. 1).

de øvrige, i september og resten af perioden var der signifikant forskel mellem alle holdene, således at hvalpene vejede mindre jo større andel vegetabilske råvarer der var i foderet.

Hvalpenes vægtudvikling (tabel 3) viste ingen forskel ved udsætning, men i august var Hveg hvalpene lettere end

TABEL 3. HANHVALPENES VÆGTUDVIKLING GENNEM VÆKSTPERIODEN, GRAM

VÆGT 11. JULI

VÆGT 8. AUG

VÆGT 18. SEPT

VÆGT 1. NOV

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Lveg

150

1347

198

2060 a

240

3317 a

391

3858 a

458

Mveg

149

1368

212

2033 a

290

3141 b

595

3668 b

746

Hveg

153

1344

216

1890 b

330

2686 c

765

3188 c

920

NS

< 0,0001

< 0,0001

< 0,0001

N ER ANTALLET, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER FORSKEL;

Tilvæksten i de tre hold var forskellig helt fra udsætning (tabel 4), således at jo mere vegetabilsk der var i foderet des lavere tilvækst. TABEL 4. TILVÆKSTEN GENNEM VÆKSTPERIODEN, GRAM

FRA 11/7 TIL 8/8

FRA 8/8 TIL 18/9

FRA 18/9 TIL 1/11

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Lveg

144

710 a

143

1254 a

239

543 a

204

Mveg

145

660 b

174

1105 b

386

506 ab

275

Hveg

151

545 c

252

778 c

563

450 b

281

< 0,0001

< 0,0001

0,008

N ER ANTALLET, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE;


2019

27

FAGLIG ÅRSBERETNING

FIGUR 2. FODERUDNYTTELSE, KCAL PR GRAM TILVÆKST FRA UDSÆTNING TIL PELSNING

Den lavere vægt og tilvækst i Hveg holdet skyldtes dels et lavere foderforbrug, men der var desuden en lavere foderudnyttelse i hold Hveg (fig 2). På trods af at foderet opfyldte kravene til næringsstoffer (Teamfoder, 2017), og på trods af at foderets fordøjelighed var meget høj i alle hold, må den biologiske værdi af foderet have været suboptimal i forhold til dyrenes behov. Hvorvidt det kan skyldes at summen af antinutritionelle faktorer fra de forskellige vegetabilske produkter er for høj, eller om den ernæringsmæssige værdi er lavere pga. processering af de vegetabilske råvarer, er muligheder som kræver yderligere studier. I Lveg og Mveg holdet blev anvendt en del mere industrifisk end i Hveg (tabel 1a og 1b), det er en råvare med en god biologisk værdi og kan måske være medvirkende til at Lveg klarer sig betydeligt bedre end de øvrige hold. Når andelen af fordøjeligt protein fra vegetabilske råvarer stiger falder andelen af fordøjeligt protein fra ferske råvarer, som industrifisk og fiskeafskær i foderplanerne i tabel 1a og 1b. Det betyder at de animalske højtfordøjelige proteinråvarer falder og det er højst sandsynligt kombinationen af vegetabilske råvarer, varmebehandlede råvarer og ferske råvarer som skal balanceres i fremtiden, som også diskuteret af Clausen et al. (2020) med forskellige typer fjerkræ biprodukter i minkfoder. Skindene i Lveg holdet var signifikant længere end skindene fra Mveg og i Hveg var skindene kortest (tabel 5). Andelen af fordøjeligt protein fra vegetabilske råvarer var hhv. 19, 39 og 58 % i Lveg, Mveg og Hveg. Tidligere forsøg med en blanding af vegetabilske produkter med 25 - 28 % af det fordøjelige protein fra vegetabilske råvarer, havde ingen negative konsekvenser for skindlængde og kvalitet (Clausen & Hejlesen, 1999; Clausen & Hejlesen 2000a; Clausen & Hejlesen 2000b; Hejlesen & Clausen 2001; Clausen & Hejlesen 2002).

TABEL 5. SKINDLÆNGDE I FORSØGSHOLDENE MED FORSKELLIG ANDEL AF VEGETABILSKE RÅVARER (CM)

HOLD

N

MEAN

STD

Lveg

141

100,3 a

5,6

Mveg

134

98,6 b

7,8

Hveg

120

96,6 c

7,7

< 0,0001

252

< 0,0001 N ER ANTALLET, MEAN ER GENNEMSNITTET I CM, STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE;

Der var ingen signifikant forskel i skindkvaliteten mellem forsøgsholdene (tabel 5) TABEL 5. SKINDKVALITET I FORSØGSHOLDENE MED FORSKELLIG ANDEL AF VEGETABILSKE RÅVARER

KVALITET § Hold

N

Mean

Std

Lveg

142

6,08

2,53

Mveg

136

5,90

2,60

Hveg

136

6,10

2,71

NS § KVALITET ER VURDERET PÅ EN SKALA FRA 1 TIL 12 MED 12 SOM BEDST. N ER ANTALLET, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER FORSKEL


28

TABEL 6. FLADE, FYLDIGE OG SILKEDE SKIND

FYLDE, %

TABEL 7. PROCENT DØDE HVALPE (HANNER OG HUNNER)

SILKEDE SKIND, %

HOLD

TOTAL ANTAL

PCT

Lveg

297

3,4

Hold

Flade

Normale

Fyldige

Lveg

21

70,6

8,4

32,9

Mveg

296

3,4

Mveg

25,6

65

9,5

30,7

Hveg

306

5,9

Hveg

16,7

74,6

8,7

29,7

Hveg

136

6,10

NS

NS

NS

NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL;

NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL;

Der var ikke signifikant forskel i flade og fyldige skind og i frekvensen af silkede skind (tabel 6).

obduceret 50 tilfældige hvalpe pr. forsøgshold til pelsning.

Dødeligheden igennem forsøgsperioden var ikke signifikant forskellig, selvom der numerisk var næsten dobbelt så høj dødelighed i Hveg forsøgsholdet (tabel 7). Der blev set en del blære/nyre problemer og af den grund blev der

Der blev fundet en del hvalpe hvor nyrerne havde en ujævn overflade (kaldet ”nuprede”) som fremgår af fig. 3 i forskellig grad.

FIGUR. 3. NORMALE NYRER (TV) OG ”NUPREDE” NYRER I LET OG SVÆR GRAD

Der blev observeret færrest hvalpe med nyreforandringer i Lveg og det højeste i Hveg (tabel 8), der var ikke signifikant forskel mellem Lveg og Mveg, men Mveg havde det numeriske højeste niveau af de to. Ved obduktionen blev det observeret at hvalpe med nyreforandringer var i dårligere huld end hvalpe uden forandringer i nyrerne. Årsagen til disse nyreforandringer er uklar, men undersøges fremover. Den store forskel i huld specielt i Hveg forsøgsholdet bekræftes af den store spredning (std) i tabel 3 sammenlignet med Lveg. Der er altså nogle mink, som trives fint på foder med højt indhold af vegetabilske proteiner, men også andre som får nyreforandringer og trives meget dårligt. TABEL 8. FREKVENSEN AF HVALPE MED ”NUPREDE” NYRER VED PELSNING, 50 HANNER PR HOLD BLEV OBDUCERET

HOLD

% ”NUPREDE” NYRER

Lveg

2,0 a

Mveg

6,0 a

Hveg

22,0 b

p-værdi

0,005

Forskellige bogstaver i en kolonne angiver signifikant forskel mellem holdene;

Konklusion

Tidligere forsøg har vist at der kan anvendes 25 - 28 % af det fordøjelige protein fra vegetabilske råvarer uden negative konsekvenser for skindlængde og kvalitet. Afprøvning af foder i vækstperioden med 19, 39 eller 58 % af det fordøjelige protein fra vegetabilske råvarer (Lveg, Mveg og Hveg) til erstatning af ferske produkter, viste reduceret tilvækst, dårligere foderudnyttelse, kortere skind og flere hvalpe med nyreproblemer med stigende iblanding af vegetabilske råvarer. De animalske højtfordøjelige proteinråvarer faldt med stigende iblanding af vegetabilske produkter og det er højst sandsynligt kombinationen af vegetabilske råvarer, varmebehandlede råvarer og ferske råvarer som skal balanceres i fremtiden.


2019

29

FAGLIG ÅRSBERETNING

Referencer

Bjergegaard, C., T.N. Clausen, C. Hejlesen, K. Mortensen & H. Sørensen, 2002. Lupin og raps produkter til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2001, 97-104. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark.

Clausen, T.N. & C. Hejlesen, 1999. Anvendelse af reducerede fiskemængder i foderet til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1998 (2. udg.), 57-65 (39-42). Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark.

Bjergegaard, C., Hillemann, G. & Sørensen H. 1995a, Ærter i foder til mink. Faglig Årsberetning 1993/1994 (2. udg.) 39-48 (27-34), Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirk-somhed A/S, Holstebro, Danmark.

Forsøg: 1847F; intern fordøjelighedsforsøg

Bjergegaard, C., Hillemann, G., Ingvardsen L. & Sørensen, H., 1995b Raps og rapsprodukter i foder til mink. Faglig Årsberetning 1993/1994 (2. udg.) 67-78 (49-56), Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgiv-ningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Blaabjerg, K & Larsen, P.F., 2020. Fodring med syv forskellige fjerkræbiprodukter til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden resulterede i forskellig foderudnyttelse, tilvækst og skindegenskaber. Faglig Årsberetning 2019, 56-68. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2019. Fodring med høj andel vegetabilske proteiner til mink hunner i dieperioden. Faglig Årsberetning 2018, 86 – 89. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T. & C. Hejlesen, 2002. Ærter og soyabønner til mink i vækstperioden 2000. Faglig Årsberetning 2001, 105 - 108. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Hejlesen C. & T.N. Clausen, 2001. Toastede soyabønner til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2000, 73-76. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & C. Hejlesen, 2000a. Afprøvning af stigende mængde toastede soyabønner til minkhvalpe i vækstperioden 1998. Faglig Årsberetning 1999, 101-103. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivnings-virksomhed A/S, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & C. Hejlesen, 2000b. Anvendelse af to niveauer af toastede soyabønner ved reduk-tion af fiskeråvarer i foderet til minkhvalpe i vækstperioden 1998. Faglig Årsberetning 1999, 105-110. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed A/S, Holstebro, Danmark.

Hillemann, G. & Lyngs, B., 1989. Fermenteret rapsskrå til mink i sommerperioden. Faglig Årsberetning 1988. Dansk Pelsdyravlerforening, Glostrup, 149-155. Hillemann, G., Jensen. S.K. & Sørensen, H., 1989. ”Novorapsmel” som proteinkilde til minkfoder. Faglig Årsberetning 1988. Dansk Pelsdyravlerforening, Glostrup, 156162. Kristiansen, I. R. & Svendsen, S. Z. 2008. Danskdyrkede proteinfodermidler til økologiske smågrise – Dosis-respons forsøg med hestebønner Speciale (2 x 30 ECTS) København, Juli 2008 SAS Institute Inc., 1996. SAS ® System for Mixed Models. SAS Institute Inc., Cary, NC, USA, 633 pp. Teamfoder, 2017. Anbefaling til indhold af næringsstoffer i dansk minkfoder 2018. Intern Rapport, Kopenhagen Rådgivning 2017.


30

Ernæring og fodring

STOR BETYDNING AF FODERSTYRKE I VÆKSTPERIODEN HOS HVIDE UNG­ HUNNER FOR REPRODUKTIONEN I DEN EFTERFØLGENDE DIEPERIODE Af Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Sammendrag

Hvide førsteårs hunner fodret med forskellig foderstyrke gennem vækstperioden 2018 fra medio september, hhv. efter ad libitum ædelyst (Adlib), eller med fodermængden reduceret hhv. 10 % og 20 % i forhold til Adlib fra medio september (Redu10 og Redu20), blev udvalgt til avlsperioden 2019. Hvide førsteårs hunner fodret restriktivt gennem vækstperioden (Redu10 og Redu20) fødte og fravænnede signifikant flere hvalpe pr. kuld i den efterfølgende dieperiode end førsteårs hunner fodret ad libitum. Dette viser at fodring i vækstperioden kan have stor betydning, udover skindegenskaber og sundhed, på avlsresultatet i den efterfølgende dieperiode, og at dette skal vægtes i fodring og udvælgelse af avlsdyr i fremtiden. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Stor betydning af foderstyrke i vækstperioden hos hvide unghunner for reproduktionen i den efterfølgende dieperiode. Faglig Årsberetning 2019, 30-35. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: foderstyrke, kuldstørrelse, vækst, Neovison vison

Abstract

White young females fed with different feeding allowance during the growing season 2018, Ad libitum (Adlib) by appetite, or feed amount reduced by 10% and 20%, respectively (Redu10 and Redu20), compared to Adlib from September, were selected for the 2019 breeding season. Young white female kits fed restrictively throughout the growing season gave birth and weaned more kits in the following reproduction period than young females fed ad libitum. This show that feeding in the growth period have

greater effect, than on skin parameters and health, but also breeding result in the following reproduction period, and this should be included in the feeding and selection of breeding animals in the future. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Large effect of feed allowance during the growing season for reproduction in white young females in the following reproduction period. Annual Report 2019, 30-35. Kopenhagen Fur Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: feed allocation, litter size, growth, Neovison vison

Indledning

Meget kraftigt fodring af hvalpe i vækstperioden kan give længere skind, men kan også resultere i fede dyr, højere frekvens af fedtlever, samt øget forekomst af våd bug og andre metaboliske forstyrrelser (Boudreau et al., 2014; Clausen og Larsen 2020). Derudover kan udvælgelse af avlsdyr blandt meget kraftigt fodrede hvalpe i vækstperioden for at få så lange skind som muligt, resultere i dårlige reproduktionsresultater. Canadiske studier viste således, at en restriktiv fodring (÷ 20 % i forhold til ad libitum) af sorte hunner i vækstperioden i efteråret, øgede avlsresultatet betydeligt fra 4,62 hos ad libitum fodrede hunner til 5,88 hos restriktivt fodrede hunner (Boudreau et al., 2014). Forfatterne angiver den vigtigste årsag til den store forskel i hvalperesultatet, som det mindre vægttab hos de restriktivt fodrede hunner under huldstyring i vinterperioden forud for parring, men derudover fandt de også, at de restriktivt fodrede hunner var bedre til at opretholde deres kropsvægt igennem diegivningsperioden (Boudreau et al., 2014). En negativ genetisk sammenhæng mellem dyrenes størrelse og avlsresultatet (Hansen et al., 2008, 2010; Lagerkvist et al., 1994) er en af årsagerne


2019

31

FAGLIG ÅRSBERETNING

til, at der i perioden 2015 - 2019 er set en tilbagegang i avlsresultatet pr. fødende hun (Dansk Pelsdyravl, september nummeret 2019). Formålet var at undersøge betydningen af reduceret fodertildeling til hvide førsteårs hunner i vækst- og pelssætningsperioden for hvalperesultatet og -sundheden i den efterfølgende diegivningsperiode, når de i vækstperioden fra medio september til pelstid i november, blev fodret ad libitum (Adlib), 90 eller 80 % af ad libitum fodermængden svarende til en reduktion på hhv. 10 % (Redu10) og 20 % (Redu20).

Materiale og metoder

Den hvide minkgruppe blev fodret med tre forskellige foderstyrker gennem vækstperioden 2018, vækstforsøget er beskrevet i Clausen & Larsen (2020). Ad libitum (adlib) holdet blev fodret efter ædelyst hele vækst- og pelssætningsperioden (fra udsætning til pelsning), derudover blev fodermængden til et hold reduceret med 10 % i forhold til adlib fodermængden 16/9 (redu10) og et hold blev reduceret med 20 % i forhold til adlib fodermængden 16/9 (redu20). Ud fra disse hold blev der udvalgt så mange helsøskendepar blandt hunhvalpene som muligt (par med en hun fra hver af holdene adlib, redu10 og redu20) til avl i 2019. Dernæst blev der valgt søskendepar, hvor der var en hun fra 2 af holdene (adlib, redu10 og redu20). I alt 333 førsteårs hunner blev udvalgt til avl, 111 fra hvert vækstperiode forsøgshold, de fortsatte i disse hold indtil dag 42 i dieperioden. Hanhvalpene blev valgt som de bedste fra vækstperiodens hold, hvorefter disse blev fordelt tilfæl-

digt mellem hunnerne. Halesut blev vurderet 23/1 og 20/2. Hunnerne blev vejet en gang om ugen fra 3. december i et vejehold, derudover blev alle hunner vejet ved sortering i november, 3. december, 3. januar, 22. januar, 20. februar, 20. marts, 17. april samt dag 28 og dag 42 i dieperioden. Hvalpene blev talt ved fødsel, dag 28 og dag 42. Dyrene blev fodret med fodercentralfoder og passet ens gennem hele perioden, den daglige fodertildeling i vinterperioden var ens i holdene. Der blev foretaget registrering af fodertildelingen. Fra dag 28 blev hvalpene fodret på redekassen og hunnen blev fodret med 200 g på buret indtil dag 42, hvor forsøget blev afsluttet. Døde dyr blev indsamlet og obduceret. Hvalpe født i perioden 28/4 til 2/5 blev vejet dag 28 og dag 42. Sygdomme, flyttede hvalpe, bid samt anvendelse af kaninvandflasker i kuldene blev registreret. Da der af ikke forsøgsbetingede årsager var problemer med omparringerne er der i opgørelsen kun medtaget 2 x parrede unghunner. De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS (SAS Institute Inc., 1996). Proceduren GLM blev anvendt med 5% som signifikansniveau. Probit eller X 2 blev anvendt ved statistisk vurdering af frekvenser. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante.

Resultater og diskussion

Fodertildelingen i vækstperioden 2018 forløb meget forskelligt i de tre forsøgshold (adlib, redu10 og redu20) (fig. 1 og som beskrevet af Clausen og Larsen (2020)). I Adlib gruppen blev dyrene fodret i stå i flere omgange (fig. 1).

FIGUR 1. FODERTILDELINGEN I GRAM PR BUR PR DAG I VÆKSTPERIODEN FRA SEPTEMBER TIL PELSNING

For de 333 førsteårs hunner, som blev udvalgt til avl, var der forskel i hunnernes vægt ved sortering 30/10 (Fig 2). Der var signifikant forskel mellem alle tre hold, men det var af uforklarlige årsager hunnerne i redu10 der var

tungest (Fig 2). Ved vejning 3. december var redu10 stadig tungere end de to andre hold, der ikke var forskellige (Fig 2). Resten af perioden var der ikke signifikant forskel i hunnernes vægt.


32

FIGUR 2. HUNNERNES VÆGTUDVIKLING GENNEM VÆKSTPERIODEN, P-VÆRDI ER ANGIVET HVOR VÆGTENE VAR SIGNIFIKANT FORSKELLIGE OG FORSKELLIGE BOGSTAVER ANGIVER HVILKE VÆRDIER DER ER FORSKELLIGE FRA HINANDEN.

Der var ikke forskel mellem holdene i halesut vurderet 23/1 og 20/2 (data ikke vist).

Grundet det forskellige udgangspunkt, var der forskel i hunnernes vægttab fra 30/10 til 20/2 (tabel 1), men der var ikke forskel i tilvæksten fra før flushing frem til fødsel, 20/2 til 23/4.

TABEL 1. HUNNERNES VÆGTTAB FRA 30/10 TIL 20/2, OG VÆGTØGNING FRA 20/2 TIL 23/4, GRAM

VÆGTTAB 30/10-20/2

TILVÆKST 20/2-23/4

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Adlib

85

529 b

191

589

154

Redu10

88

610 a

195

562

127

Redu20

82

486 b

261

583

118

0,0009

NS

N ER ANTAL, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL; FORSKELLIGE BOGSTAVER HOS HOLDENE I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE.

Goldprocenten var ikke signifikant forskellig mellem holdene, hvor der var 3,5 % golde i adlib, 5,7 % i redu10 og 9,9 % i redu20. I undersøgelsen indgik 2 x parrede unge hunner. Der var signifikant forskel i antallet af levende hvalpe ved fødsel i de tre hold, hvor adlib holdet fik signifikant færre hvalpe end redu10 og redu20 (tabel 2). Huld, vurderet på en skala fra 1 – 5 (Hynes et al., 2004), med 1 som afmagret og 5 som fed, viste forskel, således at adlib hunnerne havde en lidt højere huldscore end de øvrige hold (tabel 2). Huld 4 – 5 ved fødsel kan give fødselsproblemer, men en forskel i huldscore på + eller ÷ 1 i forhold til det ønskelige, giver omkring 0,5 hvalp til forskel i kuldstørrelse

(Bækgaard et al., 2009). Den fundne forskel på 0,1 huldscore kan således ikke forklare den fundne forskel i hvalperesultatet (tabel 2). Desuden blev der ikke observeret fødselsproblemer. Resultaterne passer med en undersøgelse af Boudreau et al. (2014), hvor unghunner fodret restriktivt gennem vækstperioden fik 1,2 flere levendefødte hvalpe pr. fødende hun i den efterfølgende dieperiode end unghunner fodret ad libitum. I denne undersøgelse have Redu10 holdets hunner det største vægttab i perioden 30/10 til 20/2, så hvorvidt forskellen i kuldstørrelse snarere skyldtes en negativ effekt af meget uregelmæssig fodring gennem vækstperioden i adlib holdet, er en mulighed som bør undersøges nærmere.


2019

33

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 2. ANTAL LEVENDE OG DØDE HVALPE PR KULD VED FØDSEL, SAMT HULD VURDERET DAGEN EFTER FØDSEL

LEVENDE

DØDE

HULD

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Adlib

82

5,5 b

3,0

0,91

1,67

3,16 a

0,37

Redu10

83

6,7 a

2,6

0,59

1,01

3,07 b

0,26

Redu20

73

6,5 a

2,5

0,81

1,27

3,01 b

0,20

0,008

NS

0,007

N ER ANTAL, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL; FORSKELLIGE BOGSTAVER HOS HOLDENE I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE.

Forskellen i kuldstørrelsen mellem holdene fortsatte gennem hele dieperioden (tabel 3), og der var ikke signifikant forskel i antallet af døde hvalpe mellem holdene i perioden fødsel til dag 42. Fra fødsel til dag 28 var dødsfald lidt høj

i forhold til normalen, det var generelt for alle hunner på farmen, og skyldes formodentlig ikke forsøgsbetingede årsager. Fra dag 28 til dag 42 var dødsfald blandt hvalpene lavt (tabel 3).

TABEL 3. KULDSTØRRELSEN DAG 28 OG DAG 42, SAMT HVALPETABET PR KULD GENNEM DIEPERIODEN

DAG 28

DAG 42

TAB FØDSEL TIL DAG 28

TAB DAG 28 TIL DAG 42

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Adlib

82

4,7 b

3,0

4,5 b

3,1

0,80

1,24

0,22

0,83

Redu10

83

6,0 a

2,6

5,8 a

2,7

0,70

1,45

0,25

1,21

Redu20

73

5,9 a

2,6

5,8 a

2,6

0,58

1,13

0,12

0,37

0,003

0,003

NS

NS

N ER ANTAL, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL; FORSKELLIGE BOGSTAVER HOS HOLDENE I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE.

Generelt forløb vinterperioden uden problemer, der døde kun én hun i Redu20 i løbet af vinterperioden. I dieperioden fra fødsel til dag 42, hvor forsøget blev afsluttet, var der ligeledes god sundhed, der døde ingen hunner i Adlib, én hun i Redu10 og 2 hunner i Redu20. Procentdel af hunner / kuld der blev behandlet i dieperioden ses af tabel 4, der var flest i Redu10, og en tendens til en signifikant forskel til Adlib. De væsentligste behandlingsårsager var fedtede hvalpe og diarre. Få kuld (Hhv. 3 – 5 – 2 i Adlib Redu10 og Redu20) fik kaninvandflasker sat op i perioden fødsel til dag 42.

TABEL 4. PROCENT BEHANDLEDE HUNNER / KULD

PROCENT Hold

N

Adlib

85

3,5

Redu10

88

11,4

Redu20

82

4,9 NS (0,1)

N ER ANTAL, NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL;


34

Hvalpe født i perioden 28/4 til 2/5 blev vejet dag 28 og dag 42 (tabel 5). Kuldstørrelsen i vejegrupperne dag 28 var lidt forskellig (5,8 – 6,4 og 6,3), det påvirker gennemsnitsvægtene lidt, men medtages i de statistiske modeller. Af

uforklarlige grunde var Redu10 holdets hvalpe lettere end hvalpene i de to andre hold både dag 28 og dag 42. Der var flest behandlingskrævende kuld i Redu10 og det kan have været en medvirkende årsag.

TABEL 5. HVALPEVÆGTE DAG 28 OG DAG 42, GRAM

HANNER DAG 28

HUNNER DAG 28

HANNER DAG 42

HUNNER DAG 42

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Adlib

43

224 a

31

203 ab

26

436 a

76

392 a

63

Redu10

54

212 b

32

196 b

26

386 b

89

362 b

66

Redu20

41

234 a

31

210 a

27

453 a

78

397 a

56

0,005

NS (0,056)

0,0006

0,02

N ER ANTAL, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL; FORSKELLIGE BOGSTAVER HOS HOLDENE I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE

Tilvæksten i perioden dag 28 til dag 42 var tilsvarende dårligst i Redu10 holdet (tabel 6). TABEL 6. HVALPENES TILVÆKST FRA DAG 28 TIL DAG 42, GRAM

HANNER

HUNNER

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Adlib

43

232 a

67

189 a

47

Redu10

54

188 b

79

165 b

54

Redu20

41

241 a

62

187 a

39

0,003

0,05

N ER ANTAL, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER HOS HOLDENE I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE

Der var ikke forskel i hunnernes vægt gennem dieperioden (tabel 7). Selvom det af uforklarlige årsager var hunnerne i redu10, der var tungest 30/10, så det ikke ud til at påvirke de-

res avlsresultat negativt. Tværtimod var det redu10 og redu20, som havde de højeste hvalperesultat – om end de havde en numerisk højere goldprocent (ikke signifikant). Derfor gentages forsøget for at afklare om det er fodertildelingen i vækstperioden med hhv. perioder med

TABEL 7. HUNNERNES VÆGT DAG 28 OG DAG 42, GRAM

DAG 28

DAG 42

VÆGTTAB DAG 28 TIL DAG 42

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Adlib

43

1594

195

1511

197

83

100

Redu10

54

1583

178

1523

198

67

93

Redu20

41

1557

163

1473

214

87

107

NS

NS

N ER ANTAL, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL;

NS


2019

35

FAGLIG ÅRSBERETNING

højt foderoptag og perioder, hvor minkene bliver fodret ”i stå”, som er udslagsgivende for, at der er den store forskel i hvalperesultatet. Vægttabet alene i vinterperioden kan ikke forklare det, idet det var hold redu10, som have det største vægttab, men også det højeste hvalperesultat. Der var en tendens til flere behandlede kuld i redu10, sammenlignet med de to andre forsøgshold. Samtidigt blev der observeret de laveste hvalpevægte og tilvækst i redu10, så hvorvidt der har været en negativ effekt på diegivningsperiodens forløb pga. et stort vægttab i vinterperioden i de tunge første årshunner, som er udvalgt til avl er en mulighed. Hvis dette er korrekt, kunne det antyde at fodringsrytmen og foderstyrken i vækstperioden har en stor betydning for avlsresultatet og hvalpetilvæksten den efterfølgende sæson, og at huldstyring i vinterperioden har stor betydning for diegivningsperiodens forløb og hvalpenes tilvækst.

Referencer

Konklusion

Hansen, B.H., Su, G. & Berg, P., 2010. Genetic variation in litter size and kit survival of mink (Neovison vison). J. Anim. Breed. Genet. 127, 442–451.

Hvide førsteårs hunhvalpe fodret restriktivt gennem vækstperioden fra medio september fødte og fravænnede flere hvalpe i den efterfølgende dieperiode end førsteårs hunner fodret ad libitum. Hvalpenes tilvækst gennem dieperioden var mindst i Redu10, ligeledes var der en tendens til flere behandlede kuld i redu10. Dette kan måske skyldes at Redu10 havde det største vægttab i vinterperioden i de tunge første årshunner, eller måske var hvalpenes vækst negativ påvirket i Redu10 som følge af, at der var flere behandlingskrævende kuld i dette hold. Forsøges gentages i 2020 for at komme tættere en forståelse af årsagssammenhængene.

Boudreau, L., Benkel, B., Astatkie, T. & Rouvinen-Watt, K., 2014. Idea body condition improves reproductive performance and influences genetic health in female mink. Animal Reproduction Science, 145, 86 – 98. Bækgaard, H., Larsen, P.F., Clausen, T.N. & Sønderup, M., 2009. Indflydelse af minktævers huld og huldudvikling på kuldstørrelse. Faglig Årsberetning 2008, 123 – 128. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Reduceret fodertildeling fra medio september til pelsning og dets betydning for dyrenes vækst, størrelse, kvalitet og sundhed. Faglig Årsberetning 2019, 46-55. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Hansen B.K., Berg P. & Lund, M.S., 2008. Genetic variation in litter size and survival of mink kits. Journal of Animal Breeding and Genetics (submitted). Hynes, A.M., Rouvinen-Watt, K. & Armstrong, D., 2004. Body condition and glycemic control in mink females during reproduction and lactation. VIII International Scientific congress in Fur Animal Produc-tion, Den Bosch, The Netherlands, September 15 – 18. Scientifur, 28, 3, 79 - 86. Lagerkvist, G., Johansson, K., Lundeheim, N. (1994). Selection for litter size, body weight and pelt quality in mink (Mustela vison): Correlated responses. J. Anim. Sci. 72: 1126-1137. SAS Institute Inc., 1996. SAS ® System for Mixed Models. SAS Institute Inc., Cary, NC, USA, 633 pp


36

Ernæring og fodring

BETYDNINGEN AF FODERTILDELINGEN GENNEM VINTER-, PARRING- OG DRÆG­ TIGHEDSPERIODERNE FOR REPRODUK­ TIONEN HOS MINKHUNNER I DIEPERIODEN Af Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Sammendrag

Formålet med forsøget var at undersøge to forskellige huldstyrings scenarier gennem vinterperioden kombineret med to forskellige scenarier for hunnernes fodertildeling og vægtøgning gennem parring og drægtighed. Forsøget startede efter pelsning i november 2018 og fortsatte til hvalpene var 6 uger og minkene blev fodret med fodercentralfoder gennem hele perioden. En tidligere nedslankning af mink hunner til 20. januar og holde dem slanke indtil 20. februar frem for langsom nedslankning til 20. februar, havde ingen signifikant betydning for goldprocenten og for antal hvalpe ved fødsel og fravænning imellem de to scenarier. Tidlig nedslankning gav lidt lavere hvalpevægte dagen efter fødsel, men de største hvalpevægte dag 42. Reduceret fodertildeling og vægtøgning i marts og kraftig fodertildeling og vægtøgning fra midt april til fødsel frem for jævn fodertildeling og vægtstigning gennem hele parrings- og drægtighedsperioden, havde ingen betydning for goldprocenten og for antal hvalpe ved fødsel og fravænning, men gav de største hvalpevægte dag 42. Der var ingen vekselvirkning mellem fodringen i vinterperioden og fodringen i marts-april. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Betydningen af foderstyrken gennem vinter-, parring- og drægtighedsperioderne for reproduktionen hos minkhunner i dieperioden. Faglig Årsberetning 2019, 36-45. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: hvalpevægte, sundhed, kuldstørrelse, Neovison vison

Abstract

The purpose of the experiment was to investigate different body condition scenarios during the winter season, combined with different models for female feed allowance and weight increase through mating and pregnancy. The trial started after pelting in November 2018 and continued until the kits were 6 weeks old and the mink were fed feed from the central feed kitchen throughout the period. Early slimming of mink females to January 20 and keeping them slim until February 20 rather than slow slimming to

February 20 had no effect on the percentage of barren females and the number of kits at birth and weaning. Early slimming resulted in slightly lower kit weights the day after birth, but the largest kits weights on day 42. Reduced feed allowance and weight gain in March and strong feed allowance and weight gain from mid-April to birth rather than steady feed allowance and weight gain throughout mating and pregnancy, did not affect the percentage of barren females and number of kits at birth and weaning, but resulted in the largest kit weights on day 42. There was no interaction between feeding during the winter period and feeding in March-April. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. The importance of feeding strategy during the winter, mating and gestation periods for reproduction in mink females in the nursing period. Annual Report 2019, 36-45. Kopenhagen Fur Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: body weight, litter size, kit survival, Neovison vison

Indledning

Fodertildelingen gennem vækstperioden, vinterperioden, parring og drægtighed har stor betydning for hvalperesultatet, hvalpeoverlevelse og hvalpetilvækst. Restriktiv fodring af unge hunhvalpe i vækstperioden frem for ad libitum fodring, giver et større hvalpeantal pr kuld ved fødsel (Boudreau et al., 2014; Clausen & Larsen, 2020) og restriktiv fodring af 2. års hunner i efteråret giver færre dødfødte hvalpe og tendens til højere kuldstørrelse i den efterfølgende dieperiode (Clausen & Larsen, 2018). Vurdering af hunnernes huld (Hynes et al., 2004) gennem vinterperioden viste at huld 2 ultimo februar, huld 3 ultimo marts og huld 4 ultimo april er den kombination der giver det bedste resultat, mht. antallet af levende fødte hvalpe (Bækgaard et al., 2008), og det er vigtigt at hunnerne har et stigende huld gennem drægtigheden både mht. kuldstørrelse og mælkeproduktion (Bækgaard et al., 2008, 2009; Clausen og Larsen, 2015; Clausen & Hejlesen, 2001; Møller & Sørensen, 1998; Nielsen et al., 2013). Hos søer er det vist at en høj tilførsel af let tilgængelig energi så tæt på fødslen som muligt, kan forkorte fødselsperioden og nedsætte antallet


2019

37

FAGLIG ÅRSBERETNING

af dødfødte grise, hvorfor de anbefaler at give søerne flere måltider pr. dag med let omsættelig energi lige op til fødsel (Feyera et al., 2018). Hos mink er det vist at hovedparten (ca. 70%) af minkens mælkekirtelvæv udvikles i løbet af de sidste 3 uger af drægtigheden (Møller, 1996). Der er en del faglig diskussion om, hvorvidt det er bedst for reproduktionsresultaterne at hunnerne slankes hurtigt ned til huld 2,5 omkring 20. januar og derefter holdes på dette niveau indtil flushing i slutningen af februar, eller om det er bedre at de først når huld 2,5 omkring 20. februar. Desuden går diskussionen på hvorvidt det er bedre at hunnerne tager langsomt på i vægt gennem marts og april, eller i stedet får en betydelig vægtstigning i de sid-

ste 14 dage optil fødsel. Formålet med denne undersøgelse var at belyse disse to spørgsmål i vinter- dieperioden 2018/2019.

Materiale og metoder

I forsøget indgik fire hold med 193 - 257 brune unghunner pr. hold. Forsøget startede i december 2018 og fortsatte til hvalpene var 6 uger. Holdene blev fodret med fodercentralfoder gennem hele perioden (125 kcal/100 gram i vinterperioden). To af holdene (jan_jævn og jan_stejl) blev slanket ned til huld 2,5 d. 20. januar, de to andre hold (feb_jævn og feb_stejl) blev slanket ned til huld 2,5 d. 20. februar (tabel 1). Der blev vurderet halegnav d. 23. januar og d. 20. februar.

TABEL 1. FODRING AF BRUNE HUNNER I VINTER, PARRING OG DRÆGTIGHED

HOLD

ANTAL HUNNER

jan_jævn jan_stejl

450

feb_jævn feb_stejl

434

DECEMBER – PARRING

HOLD

ANTAL HUNNER

PARRING – FØDSEL

Ned til 20. jan

jan_jævn

257

Jævn stigning #

Ned til 20. jan

jan_stejl

193

Langsom marts-hurtig april stigning*

Ned til 20. febr

feb_jævn

207

Jævn stigning #

Ned til 20. febr

feb_stejl

227

Langsom marts-hurtig april stigning*

# VORES NORMALE PROCEDURE; * FRA 15/4

Dyrene blev fodret ens i flushingsperioden således at de en uge før parringsstart blev reduceret lidt i foder i 4 dage, hvorefter de blev tildelt 500 g foder i 3 dage indtil parringsstart d. 5/3. Derefter blev fodertildelingen sænket til 200 g i holdene jan_jævn og feb_jævn og til 160 g i jan_stejl og feb_stejl. Hunnerne i jan_jævn og feb_jævn blev fodret så de fik en jævn vægtstigning fra flushing til dyrene var i huld 3 lige efter fødsel og hunnerne i jan_stejl og feb_stejl blev fodret tilbageholdende i marts således at der skulle være plads til ca. 300 gram vægt stigning i perioden fra 15/4 til fødsel (tabel 1), så dyrene også her var i huld 3 lige efter fødsel. Der blev foretaget daglige foder-

registrering hele perioden. Kuld født d. 6/5 og senere blev flyttet til en hal for sig selv så de kunne overvåges bedre. Efter fødsel blev hunnerne fodret individuelt efter ædelyst. Hunnerne blev fodret på buret hele perioden, hvalpene blev fra dag 28 fodret på redekassen med så meget vand i foderet som muligt. Hunnernes vægtudvikling blev styret ved hjælp af vejehold gennem hele perioden fra udsætning i hold i december til fødsel, 15 hunner pr hold blev vejet en gang om ugen. Vægtudviklingen gennem vinterperioden blev tilstræbt at følge kurverne på fig1.

FIGUR 1. PLANLAGT VÆGTUDVIKLING FOR HUNNERNE GENNEM VINTER, PARRING OG DRÆGTIGHED


38

Ung hunnerne blev vejet ved sortering 6/11 (5. – 8.), alle hunner blev dernæst vejet efter opstart 3. december, 3. januar, 20. januar og 20. februar, 20. marts og 17. april. Hunnerne blev derudover vejet dag 28 og dag 42, hvor forsøget blev afsluttet. Hvalpene blev talt ved fødsel, dag 28 og dag 42. Dagen efter fødsel blev 17 kuld hvalpe pr hold vejet, derudover blev alle hvalpe født i perioden 28/4 til 2/5 vejet dag 28 og dag 42. Hunnerne blev huldvurderet dagen efter fødsel (ud fra metode udviklet af Hynes et al., 2004). Døde dyr i forsøgsperioden blev indsamlet og obduceret. Sygdomme, flyttede hvalpe, bid samt anvendelse af kaninvandflasker blev noteret. Dag 42 blev foretaget individuel fravænning af store kuld (Clausen & Larsen, 2015). Omparringsprocenten i holdene var lav og noget forskellig mellem holdene, det kunne dog ikke henføres til dyrenes vægtudvikling gennem vinterperioden, men skyldes måske snarere at der var uforklarlige problemer med reproduktionen i det lokale område Holstebro fodercentral leverer til, hvor der var generelt dårlig reproduktion i 2019. Ud over dårlig omparringsprocent blev set små kuldstørrelser især i starten af fødselsperioden og en del mistede hvalpe de første dage efter fødsel. Omparringsprocenten har betydning for goldprocenten og kuldstørrelsen, hvorfor der kun er anvendt data fra 2 gange parrede unghunner i opgørelserne. De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS (SAS Institute Inc., 1996). Proceduren GLM blev anvendt med 5% som signifikansniveau. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Efter flushing er der testet for effekten af vinterfodringen og af fodringen i parring og drægtighed, samt for vekselvirkning mellem disse. Frekvensforskelle blev testet med proceduren Probit.

Resultater og diskussion

Vejning ved sortering af de hunner der indgik i bedømmelsen (brune unghunner parret to gange, tabel 2), viste at

TABEL 2. SORTERINGSVÆGT D. 6/11, GRAM

HOLD

SORTERING N

MEAN

STD

Jan_jævn

257

2126

204

Jan_stejl

193

2128

216

Feb_jævn

207

2139

210

Feb_stejl

227

2138

219

NS N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

der ikke var forskel mellem holdene ved opstart af forsøget. Udviklingen i vægt i vejeholdets hunner (figur 2) fulgte planen, efter vejning d. 26/4 var der mange der fødte og vejeholdet ophørte. Det kunne se ud som om, at vejeholdets hunner i jan_stejl og feb_stejl ikke helt nåede op på den tiltænkte tilvækst på mindst 300 gram i slutningen af april. Tilvæksten fra 15/4 til 26/4 var 219 g i jan_jævn og feb_jævn og 275 g i jan_stejl og feb_stejl, men den øgede fodertildeling (og dermed vægtøgning) fortsatte indtil d. 3/5, indtil de fleste af hunnerne havde født. Gennemsnitlig daglig tilvækst i perioden 15/4 til 26/4 i jan_stejl og feb_ stejl var 25 g og gennemsnitlig fødedato på farmen var 30/4 så det vurderes at de fleste af hunnerne i disse hold har haft mindst 300 g vægtøgning i perioden medio april til fødsel. Efter 3/5 blev der fodret individuelt efter ædelyst. Vægtene af de enkelte hold gennem vinterperioden ses af tabel 3, vægtforskellene i holdene fulgte planen (tabel 1).

FIGUR 2. VÆGTUDVIKLINGEN FOR VEJEHOLDETS HUNNER


2019

39

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 3. HOLDENES VÆGT GENNEM HELE PERIODEN

HOLD

3/12 - 2018

3/1 - 2019

22/1

20/2

20/3

17/4

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Jan_jævn

257

2039 b

206

1603 b

194

1464 b

167

1289

116

1431 a

128

1879 b

164

Jan_stejl

193

2041 b

222

1602 b

210

1472 b

178

1283

114

1351 c

121

1706 c

170

Feb_jævn

207

2058 ab

208

1704 a

196

1600 a

157

1298

119

1449 a

120

1933 a

170

Feb_stejl

227

2074 a

214

1712 a

199

1599 a

173

1311

125

1384 b

134

1722 c

186

< 0,01

< 0,0001

< 0,0001

NS (0,09)

< 0,0001

< 0,0001

N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER FORSKEL

Indtil parring blev jan_jævn og jan_stejl fodret ens og feb_jævn og feb_stejl fodret ens hvorfor de er bedømt samlet (tabel 4). De to grupper med en tidlig nedslankning til 20. januar eller til 20 februar fulgte planen og var forskellige allerede fra vejning d. 3/12. Målet var dog ens

vægt 20/2 og det blev opnået for vejeholdets hvalpe (figur 2), men for alle hunnernes vedkommende var der en lille forskel mellem de to grupper, således at hunner slanket ned til 20. januar vejede mindst (tabel 4).

TABEL 4. VÆGT AF HUNNERNE INDTIL PARRING, GRAM

GRUPPE

SORTERING 6/11

3/12 - 2018

3/1 - 2019

22/1

20/2

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Jan_jævn Jan_stejl

450

2127

209

2040 b

213

1603 b

201

1468 b

172

1287 b

115

Feb_jævn Feb_stejl

434

2138

214

2066 a

211

1708 a

197

1600 a

165

1305 a

122

0,007

< 0,0001

< 0,0001

0,03

< 0,0001

0,03

1311

125

1384 b

134

NS

0,007

< 0,0001

< 0,0001

N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE;

Ved vurdering af halegnav d. 23. januar og d. 20. februar blev der ikke set forskel mellem grupperne, der blev fundet gnav med udbredelse på over 1 cm i januar og februar på hhv. 13,8 og 18,7 % af hunnerne, dvs. lidt højere i februar end i januar (data ikke vist).

Forskellen på 18 gram d. 20/2 (tabel 4) mellem hunner der var slanket ned til 20. februar og hunner der var slanket ned allerede til 20. januar, fortsatte med at være til stede d. 17/4 (tabel 5), selvom der blev gennemført skift i fodringsstrategien (tabel 1).

Efter flushing skiftede fodertildelingen mellem holdene, men der blev ikke set vekselvirkning mellem fodringen i de forskellige perioder på noget tidspunkt.

TABEL 5. VÆGT AF HUNNER I MARTS OG APRIL, AFHÆNGIG AF FODRINGEN I VINTERPERIODEN

GRUPPE

20/3

17/4

N

Mean

Std

Mean

Std

Jan_jævn Jan_stejl

450

1397 b

131

1805 b

187

Feb_jævn

434

1415 a

131

1822 a

207

Feb_stejl 0,005

0,003

N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE;

0,03


40

TABEL 6. VÆGT AF HUNNER I MARTS OG APRIL, AFHÆNGIG AF FODRINGEN I PARRING-DRÆGTIGHED

GRUPPE

20/3

17/4

N

Mean

Std

Mean

Std

Jan_jævn Feb_jævn

464

1439 a

125

1903 a

169

Jan_stejl Feb_stejl

420

1369 b

129

1714 b

179

< 0,0001

< 0,0001

N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE;

Den ændrede fodringsstrategi efter flushing virkede dog efter hensigten, der var vægtforskelle i marts og april som følge af fodringen i parring og drægtighed (tabel 6). Jan_jævn og feb_jævn, vejede mere end jan_stejl og feb_stejl 20/3 og 17/4, idet de sidste havde været fodret tilbageholdende indtil 15/4. Hunnerne blev ikke vejet i forbindelse med fødsel, men vurderet ud fra vejeholdets data (figur 2) opnåede jan_stejl og feb_stejl som ønsket mindst 300 g vægtstigning i slutningen af april. Det blev tilstræbt at hunnerne skulle have huld 3 dagen efter fødsel i alle hold, det lykkedes næsten, hunnerne i jan_jævn havde dog en lidt højere huld karakter end de øvrige hold (tabel 7). Hunnernes fodertildeling gennem vinter, parring og drægtighedsperiode, for at opnå den ønskede vægtudvikling, blev dagligt registreret (figur 3). Hunnerne i _stejl grupperne havde en stigende fodertildeling gennem parring – drægtighed, hvorimod hunnerne i _jævn grupperne havde en faldende fodertildeling fra midten af april.

TABEL 7. HULD DAGEN EFTER FØDSEL AFHÆNGIG AF FODRING I PARRING-DRÆGTIGHED

HOLD

HULD Mean

Std

Jan_jævn

3,16 a

0,38

Jan_stejl

3,07 b

0,31

Feb_jævn

3,09 b

0,30

Feb_stejl

3,05 b

0,30 0,002

# HULD VURDERET UD FRA METODE UDVIKLET AF HYNES ET AL., 2004; N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE;

FIGUR 3. FODERTILDELING KCAL PR. HUN PR. DAG GENNEM VINTER, PARRING OG DRÆGTIGHED


2019

41

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 8. FODER TILDELINGEN PR HUN (KULD) I PERIODEN 9/5 TIL 13/6

HOLD

9/5 - 13/6 kg/dyr

kcal/dyr

Jan_jævn

20,3

28837

Jan_stejl

20,5

29038

Feb_jævn

20,4

28893

Feb_stejl

20,7

29252

Foderet havde et kalorieindhold på 136 kcal/100 g i maj og stigende til 156 kcal d. 13/6. Data over fodertildelingen i holdene efter fødsel (tabel 8), viser at hunnerne med hvalpe i perioden 9/5 til 13/6 åd over 28000 kcal svarende til ca. 20,5 kg. Der var ingen forskel i antal golde i holdene med unghunner parret to gange (ikke vist), variationen var fra 6,4 til 7,8 procent, og der var ikke forskel i de øvrige reproduktionsresultater (tabel 9).

TABEL 9. LEVENDE FØDTE PR. KULD DAGEN EFTER FØDSEL, DØDE PR. KULD DAGEN EFTER FØDSEL, HVALPE PR. KULD DAG 28 OG DAG 42 SAMT HULDVURDERING DAGEN EFTER FØDSEL

HOLD

N

Jan_jævn

LEVENDE

DØDE

HVALPE DAG 28

HVALPE DAG 42

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

237

6,7

2,5

1,03

1,58

5,8

2,6

5,6

2,6

Jan_stejl

182

6,5

2,3

0,94

1,58

5,8

2,6

5,6

2,6

Feb_jævn

189

6,5

2,6

1,08

1,45

5,6

2,8

5,4

2,8

Feb_stejl

210

6,9

2,4

0,84

1,37

5,9

2,6

5,7

2,7

NS

NS

NS

NS

N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

Ved sammenligning af grupperne med forskellig fodring i de to perioder, blev der ikke set vekselvirkning mellem fodring i vinterperioden og fodring i drægtighedsperioden, og der blev ikke set effekt af fodringen på antal levendefødte hvalpe pr. kuld dagen efter fødsel, antal døde

pr. kuld dagen efter fødsel eller på antal hvalpe pr. kuld dag 28 og dag 42 (tabel 10 og 11). Antal døde hvalpe ved fødsel var større end normalt (GNS 2018: 0,64 - egne data brune unghunner 2018), det tilskrives de generelle reproduktionsproblemer i området i 2019.

TABEL 10. LEVENDEFØDTE PR KULD DAGEN EFTER FØDSEL, DØDE PR KULD DAGEN EFTER FØDSEL, HVALPE PR KULD DAG 28 OG DAG 42, AFHÆNGIG AF FODRINGEN I VINTERPERIODEN

GRUPPE

N

Jan_jævn Jan_stejl Feb_jævn Feb_stejl

LEVENDE

DØDE

HVALPE DAG 28

HVALPE DAG 42

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

419

6,6

2,4

0,99

1,58

5,8

2,6

5,6

2,6

399

6,7

2,5

0,95

1,41

5,8

2,7

5,6

2,7

NS

NS

NS

NS

N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL TABEL 11. LEVENDEFØDTE PR KULD DAGEN EFTER FØDSEL, DØDE PR KULD DAGEN EFTER FØDSEL, HVALPE PR KULD DAG 28 OG DAG 42, AFHÆNGIG AF FODRINGEN I PARRING-DRÆGTIGHED

GRUPPE

N

Jan_jævn Feb_jævn Jan_stejl Feb_stejl

LEVENDE

DØDE

HVALPE DAG 28

HVALPE DAG 42

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

426

6,6

2,4

1,05

1,52

5,7

2,7

5,5

2,7

392

6,7

2,4

0,89

1,47

5,9

2,6

5,7

2,7

NS

NS

N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE;

NS

NS


42

Hvalpetabet ses af tabel 12 og 13 og der var ikke vekselvirkning mellem effekten af vinterfodring og effekten af drægtighedsfodring, så disse blev testet. I dagene lige efter fødsel blev der mistet en del hvalpe, men i perioden dag 28 til dag 42 var hvalpetabet lavt. Det passer med at der var meget få problemer i dieperioden, da først fødslerne var overstået (tabel 15).

TABEL 12. HVALPETAB FRA FØDSEL TIL DAG 28 OG FRA DAG 28 TIL DAG 42, AFHÆNGIG AF FODRINGEN I VINTERPERIODEN

GRUPPE

N

TAB FØDSEL TIL DAG 28

TAB DAG 28 TIL DAG 42

Mean

Std

Mean

Std

Jan_jævn Jan_stejl

419

0,87

1,65

0,16

0,65

Feb_jævn Feb_stejl

399

0,87

1,7

0,21

0,97

NS

NS

N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET, NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

Dagen efter fødsel blev 17 kuld hvalpe pr hold vejet (tabel 14). Der blev ikke set effekt af fodringen i parring-drægtighedsperioden, men der blev set en effekt af fodringen i vinterperioden på hvalpenes fødselsvægt. Hvalpe fra hunner slanket ned til 20. februar var tungere end hvalpe fra hunner slanket ned til 20. januar (tabel 14). Der blev ikke taget højde for hvalpenes køn der har betydning for fødselsvægten (Clausen & Larsen, 2017), men antaget ens kønsfordeling i grupperne. Kuldstørrelsen i de to vejegrupper var fra 7 til 9 hvalpe, gennemsnit 8,1 og 8,0.Der døde fra 1,6 til 2,4 % af hunnerne i de forskellige forsøgshold i hele forsøgsperioden, det er lavt og der var ikke mange hunner der blev behandlet i dieperioden (tabel 15), ligeledes var der kun 1 til 3 kuld der havde behov for ekstra vandflasker i dieperioden indtil dag 42 Hunnernes vægt var ikke signifikant forskellig, og havde ikke signifikant betydning for hvalpenes gennemsnitsvægt.

TABEL 14. VEJNING AF HUNNER OG HVALPE DAGEN EFTER FØDSEL AFHÆNGIG AF FODRINGEN I VINTERPERIODEN, GRAM

GRUPPE

N

HUNVÆGT DAG 2

HVALPEVÆGT DAG 2 #

Mean

Std

Mean

Std

TABEL 13. HVALPETAB FRA FØDSEL TIL DAG 28 OG FRA DAG 28 TIL DAG 42, AFHÆNGIG AF FODRINGEN I PARRING-DRÆGTIGHED

Jan_jævn Jan_stejl

33

1759

140

10,7 b

1,7

TAB FØDSEL TIL DAG 28

Feb_jævn Feb_stejl

34

1806

198

11,9 a

1,6

GRUPPE

N

TAB DAG 28 TIL DAG 42

Mean

Std

Mean

Std

NS

# GENNEMSNIT AF HAN OG HUNHVALPE; N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

Jan_jævn Feb_jævn

426

0,89

1,72

0,17

0,84

Jan_stejl Feb_stejl

392

0,85

1,62

0,20

0,81

NS

NS

N ER ANTAL, STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

0,003

Der døde fra 1,6 til 2,4 % af hunnerne i de forskellige forsøgshold i hele forsøgsperioden, det er lavt og der var ikke mange hunner der blev behandlet i dieperioden (tabel 15), ligeledes var der kun 1 til 3 kuld der havde behov for ekstra vandflasker i dieperioden indtil dag 42.


2019

43

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 15. ANTAL BEHANDLEDE KULD / HUNNER I DIEPERIODEN, OG TOTAL PCT BEHANDLEDE

DIAGNOSE HOLD

Fedtet kuld

Manglende Yver ædelyst betændelse

Diarré

Væske til hunnen

Andet

Fedtet kuld og yverbet.

PCT BEHANDLEDE

Jan_jævn

2

3

1

0

0

1

3

3,9

3,9

Jan_stejl

1

1

1

1

0

0

1

2,6

2,6

Feb_jævn

0

1

0

0

2

1

1

2,4

2,4

Feb_stejl

3

1

1

1

0

0

0

2,6

2,6

Hvalpe født i perioden 28/4 til 2/5 blev vejet dag 28 og dag 42, kuldstørrelsen dag 28 i vejedyrene var i gennemsnit 6,3 til 6,6. Der var ikke vekselvirkning mellem fodringen i vinterperioden og fodringen i parring-drægtighed så effekten af disse perioder blev testet. Hvalpe fra hunner slanket ned til 20. januar, havde for hannernes vedkom-

mende en højere vægt dag 28, og for hanner og hunner en højere vægt dag 42, samt højere tilvækst fra dag 28 til dag 42, i forhold til hvalpe fra hunner slanket ned til 20. februar (tabel 16). Det kunne således se ud som om, at det er en fordel for hunnernes senere mælkeproduktion, at de har været slanke i en længere periode gennem vinteren.

TABEL 16. GENNEMSNITLIGE HVALPEVÆGTE DAG 28 OG DAG 42, AFHÆNGIG AF FODRINGEN I VINTERPERIODEN

GRUPPE

N

HANNER, DAG 28

HUNNER, DAG 28

HANNER, DAG 42

HUNNER, DAG 42

TILVÆKST DAG 28-42, HANNER

TILVÆKST DAG 28-42, HUNNER

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Jan_jævn Jan_stejl

267

225 a

35

201

31

452 a

86

397 a

63

249 a

73

196 a

46

Feb_jævn Feb_stejl

242

217 b

34

198

29

434 b

81

385 b

66

234 b

68

186 b

49

0,02

NS

0,004

0,03

0,003

0,01

N ER ANTAL; STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

Han og hun hvalpe fra hunner fodret tilbageholdende i marts og starten af april og dernæst kraftigt fra midten af april, havde en højere vægt dag 42, og bedre tilvækst fra dag 28 til dag 42 i forhold til hvalpe fra hunner med en jævn vægtøgning i marts – april (tabel 17). Det kunne således se ud som om, at det er en fordel for hunnernes senere mælkeproduktion, at de får en stor kalorietildeling i ugerne op til fødsel. Det passer med tidligere undersøgelser der har vist at yverudviklingen overvejende finder sted i de sidste

3 uger af drægtigheden og af fodrestyrken i den periode er meget væsentlig for hunnernes senere mælkeproduktion (Møller, 1996). Møller og Sørensen (1998) angiver at restriktiv fodring i april giver 25 % mindre mælkekirtel masse hos tæverne d. 10/6, og at restriktiv fodring i drægtighedsperioden tilsyneladende afkorter dieperioden. Ad libitum fodring af sorte tæver i perioden 25/3 til 24/4 frem for restriktiv fodring (20 % mindre end ad libitum) gav signifikant tungere hvalpe dag 28 (Clausen & Hejlesen, 2001)

TABEL 17. GENNEMSNITLIGE HVALPEVÆGTE DAG 28 OG DAG 42, SAMT TILVÆKST FRA DAG 28 TIL DAG 42, AFHÆNGIG AF FODRINGEN I PARRING-DRÆGTIGHED

GRUPPE

N

HANNER, DAG 28

HUNNER, DAG 28

HANNER, DAG 42

HUNNER, DAG 42

TILVÆKST DAG 28-42, HANNER

TILVÆKST DAG 28-42, HUNNER

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Jan_jævn Jan_stejl

260

220

35

198

31

435 b

84

385 b

61

234 b

71

187 b

45

Feb_jævn Feb_stejl

249

222

34

201

29

453 a

83

397 a

67

250 a

69

196 a

49

NS

NS

0,002

0,004

0,001

N ER ANTAL; STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

0,004


44

Der var ingen effekt af fodringen gennem vinter, parring og drægtighed på hunnernes vægtudvikling og ingen vekselvirkning mellem perioderne (tabel 18 og 19).

TABEL 18. HUNNERS VÆGT DAG 28 OG DAG 42 SAMT VÆGTTABET FRA DAG 28 TIL DAG 42, AFHÆNGIG AF FODRING I VINTERPERIODEN, GRAM

GRUPPE

N

Jan_jævn Jan_stejl Feb_jævn Feb_stejl

DAG 28

DAG 42

TAB DAG 28 - 42

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

267

1798

206

1694

227

102

119

242

1806

197

1704

239

104

140

NS

NS

NS

N ER ANTAL; STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

TABEL 19. HUNNERS VÆGT DAG 28 OG DAG 42 SAMT VÆGTTABET FRA DAG 28 TIL DAG 42, AFHÆNGIG AF FODRINGEN I PARRING-DRÆGTIGHED, GRAM

GRUPPE

N

Jan_jævn Jan_stejl Feb_jævn Feb_stejl

DAG 28

DAG 42

TAB DAG 28 - 42

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

260

1810

194

1707

242

103

130

249

1793

209

1691

223

103

128

NS

NS

NS

N ER ANTAL; STD ER SPREDNINGEN; MEAN ER GENNEMSNITTET; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DE ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

Konklusion

En tidligere nedslankning af mink hunner til 20. januar og holde dem slanke indtil 20. februar frem for langsom nedslankning til 20. februar, havde ingen betydning for goldprocenten og for antal hvalpe ved fødsel og fravænning. Tidligere nedslankning gav lidt lavere hvalpevægte dagen efter fødsel, men de største hvalpevægte dag 42. Reduceret fodertildeling og vægtøgning i marts og efter-

følgende kraftig vægtøgning fra midt april til fødsel frem for jævn fodertildeling og vægtstigning gennem hele parring og drægtighedsperioden, havde ingen betydning for goldprocenten og for antal hvalpe ved fødsel og fravænning, men gav de største hvalpevægte dag 42. Der var ingen vekselvirkning mellem fodringen i vinterperioden og fodringen i marts-april.


2019

45

FAGLIG ÅRSBERETNING

Referencer

Boudreau, L., Benkel, B, Astatkie, T. & Rouvinen-Waxtt, K. 2014. Ideal body condition improves reproductive performance and influences genetic health in female mink. Animal Reproduction Science, 145 (1-2), 86–98.

Clausen, T.N. & Hejlesen, C., 2001. Kraftig eller svag fodring af standard tæver i drægtighedsperioden 2000. Faglig årsberetning for pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed 2000, 51-54.

Bækgaard, H., Larsen, P. F., Clausen, T. & Sønderup, M. 2009. Indflydelse af minktævers huld og huldudvikling på kuldstørrelse. Faglig Årsberetning 2008, 123-128, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Feyera, T., Pedersen, T.F., Krogh, U., Foldager, L. & Theil, P.K., 2018. Impact of sow energy status during farrowing on farrowing kinetics, frequency of stillborn piglets, and farrowing assistance1. J. Anim. Sci. 96; s. 2320–2331

Bækgaard, H., Hansen, M.U., Larsen, P.F. & Sønderup, M. 2008 Sammenhæng mellem tidlig hvalpedød og minktævers huld og aktivitet i perioden fra februar til fødsel. Faglig Årsberetning 2007, 109-116, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Betydningen af foderstyrke i vækstperioden for reproduktionen hos hvide unghunner i den kommende dieperiode. Faglig Årsberetning 2019, 30-35. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Reproduction Science, 145, 86 – 98. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2017. Stor individuelle variation i vægt mellem minkhvalpe fra samme kuld. Faglig Årsberetning 2016, 27 - 35. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N, & Larsen, P.F, 2018. Effekt af fodrings- og indhusningsstrategi i vækstperioden på dieperiodens forløb hos anden-års minkhunner. Faglig Årsberetning 2017, 139 - 147. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N & Larsen, P.F. 2015. Partial Weaning at Six Weeks of Age Reduces Biting among Mink Kits (Neovison Vison). Open Journal of Animal Sciences, 5, 71-76.

Hynes, A.M., Rouvinen-Watt, K. & Armstrong, D., 2004. Body condition and glycemic control in mink females during reproduction and lactation. VIII International Scientific congress in Fur Animal Produc-tion, Den Bosch, The Netherlands, September 15 – 18. Scientifur, 28, 3, 79 - 86. Møller, S.H., & Sørensen, M.T., 1998, Mælkekirtlernes udvikling hos førsteårs minktæver ved restriktiv eller ad libitum fodring gennem efterår, vinter og drægtighed. Faglig Årsberetning for Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed 1997, 89-92. Møller, S.H., 1996, Development of the mammary glands in female mink from weaning through first lactation, Proceedings from the VIth International Scientific Congress in fur animal production, 27, 121-128 Nielsen, E., Larsen, P.F. & Clausen, T.N. 2013. Effect of body condition on litter size in mink Experience from Kopenhagen Farm. Poster presentation NJF Seminar 464, 28-30 August 2013, Island. SAS Institute Inc., 1996. SAS ® System for Mixed Models. SAS Institute Inc., Cary, NC, USA, 633 pp.


46

Ernæring og fodring

REDUCERET FODERTILDELING FRA MEDIO SEPTEMBER TIL PELSNING OG DETS BETYDNING FOR DYRENES VÆKST, STØRRELSE, KVALITET OG SUNDHED Af Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Sammendrag

I forsøget indgik 3 hold á ca. 330 hvide hanmink og 330 hvide hunmink. I et hold (Adlib) blev dyrene fodret efter ædelyst fra udsætning til pelsning. I det andet hold (Redu10) blev fodret efter ædelyst indtil 14. september, hvorefter tildelingen blev reduceret med 10 % i forhold til Adlib. I det sidste hold (Redu20) blev fodret efter ædelyst indtil 14. september, men reduceret med 20 % i forhold til Adlib. Den planlagte reduktion i fodertildeling fra medio september i Redu10 og Redu20 med 10 eller 20 % i forhold til Adlib, blev ikke helt opnået. I perioder var der meget fordeling af foder og derved spild i Adlib og Adlib blev fodret i stå i flere omgange. Den reelle reduktion i fodertildelingen blev beregnet til omkring 4 og 16 %. Han hvalpene i Redu10 var ikke signifikant lettere ved pelsning end Adlib dyrene, men Redu20 gav en signifikant vægt reduktion, signifikant lavere BMI og signifikant kortere skind. For hun hvalpene var det samme tilfældet, bortset fra, at der kom en nedgang i skindlængde allerede ved Red10. Skindkvaliteten blev kun vurderet på hanner, eneste signifikante forskel var en lidt bedre kvalitet i Redu10 frem for Redu20 og signifikant mest våd bug i Adlib. For hunnerne blev set mest halegnav i Redu20. Denne undersøgelser viser at det er vigtigt fremadrettet både at inkludere fordele og ulemper ved en mere restriktiv fodring af minkhvalpe fra medio september til pelstid på skindegenskaber, sundhed og halegnav. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Reduceret fodertildeling fra medio september til pelsning og dets betydning for dyrenes vækst, størrelse, kvalitet og sundhed. Faglig Årsberetning 2019, 46-55. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: tilvækst, skindkvalitet, skindlængde, sundhed, Neovison vison

Abstract

To the experiment we used 3 groups of approx. 330 white male mink and 330 white female mink. In one group (Adlib), the animals were fed ad libitum from mid-July to pelting, another group (Redu10) was fed ad libitum until September 14, after which the allocation was reduced by

10% compared to Adlib. In the last group (Redu20) animals was fed similarly, but reduced by 20% from 14 September. The planned reduction in feed allocation from mid-September in Redu10 and Redu20 by 10 or 20% compared to Adlib was not fully achieved. During periods there was a lot of waste in Adlib and Adlib stopped eating on several occasions. The actual reduction in feed allocation was estimated to around 4 and 16%. The male kits in Redu10 were not significantly lighter at pelting than the Adlib animals, but Redu20 kits had a significant weight reduction, significantly lower BMI and significantly shorter skins. For the female kits, the same was seen, except that there was a decrease in skin length already at Red10. The skin quality was only rated in males, the only difference being a slightly better quality in Redu10 compared to Redu20 and a significantly higher frequency of wet belly in Adlib. For the females, the highest number of tail rubbing were seen in Redu20. These investigations show that it is important in the future to include both the advantages and disadvantages of a more restrictive feeding of mink kits from mid-September to pelting on fur quality, health and tail rubbing. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Reduced feed allocation from mid-September to pelting and its importance for animal growth, size, quality and health. Annual Report 2019, 46-55. Kopenhagen Fur Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: growth, fur quality, skin length, health, Neovison vison

Indledning

For han mink og hun mink er der gennem de seneste mange år set en jævn stigning i dyrenes vægt og skindlængden. For hanmink er skindene i en tiårig periode fra 2007 til 2017 blevet ca. 10 cm længere, for hunmink er skindene tilsvarende blevet ca. 8 cm længere (Jesper Clausen, personlig meddelelse). En udvælgelse af avlsdyr blandt meget kraftigt fodrede hvalpe i vækstperioden kan give længere skind, men kan også på sigt resultere i fede dyr, med dårlige reproduktionsresultater, fedtlever, våd


2019

47

FAGLIG ÅRSBERETNING

bug og andre metaboliske forstyrrelser (Boudreau et al., 2014). Der er en negativ genetisk sammenhæng mellem dyrenes vægt og avlsresultatet (Hansen et al., 2008, 2010; Lagerkvist et al., 1994) og det er formodentlig en af årsagerne til, at der i perioden 2015 - 2019 er set en stagnation i goldprocenten og et fald i hvalperesultatet pr. fødende hun (Dansk Pelsdyravl, september nummeret 2019). Blandt avlere er det kutyme at fodre hvalpene efter ædelyst indtil starten af september, hvorefter nogle fodrer lidt restriktivt (sænkning af fodertildelingen med ca. 10 % fra 10/9) for at undgå fedtlever. Hvis ikke fodertildelingen reduceres er der risiko for at minkene bliver meget fede til pelsning, men der er behov for at dokumentere hhv. de positive og negative effekter af forskellige niveauer af reduceret fodertildeling fra medio september til pelstid. Formålet med forsøget var derfor at undersøge effekterne af en reduceret fodertildeling fra midt september til pelsning på dyrenes vægt, kropslængde og bugomfang ved pelsning, samt skindlængde, skindkvalitets parametre og sundhed.

Materiale og metoder

I forsøget indgik 3 hold á ca. 330 hvide hanmink og 330 hvide hunmink. Hvalpene blev fordelt ensartet i holdene ud fra afstamning, kuldstørrelse og fødselstidspunkt. Gennem hele perioden blev minkene fodret med fodercentralfoder og fodertildelingen blev registreret dagligt. Dyrene blev fodret så der i gennemsnit var 4 klatter pr 6 bure ved fordeling om morgenen indtil 14. september, hvorefter foderet blev reduceret i to af holdene med hhv. 10 og 20% i forhold til ad libitum holdet den 14. september og fastholdt på dette niveau indtil pelstid (tabel 1). Gennem perioden blev fodertildelingen justeret lidt i takt med at dyrenes ædelyst faldt. Alle døde mink i forsøgsperioden blev obduceret.

skinddommere på Kopenhagen Fur, hvor der yderligere blev vurderet våd bug på de tørre skind. De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS. Proceduren PROC GLM (ss4), PDIFF blev anvendt med 5% som signifikansniveau ved beregninger af vægteforskelle, tilvækst, kropslængde, halelængde, bugomfang og skindlængde samt ved skindkvalitet. Silkethed, fyldighed, våd bug, callus, halesut og våde øjne blev analyseret med proceduren PROBIT eller χ 2. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante.

Resultater og diskussion

Der var mindre tilpasninger i fodringen i starten af forsøget, men de to hold med reduceret fodertildeling (Redu10 og Redu20) fortsatte stort set på samme fodermængde indtil pelstid. Minkene i Adlib holdet blev fodret ”i stå” i flere omgange, bl.a. i starten af oktober og fra slut oktober til pelstid var der stor variation i fodertildelingen til Adlib holdet og derfor er registrering af foderforbrug for Adlib holdet i den periode forbundet med usikkerhed (figur 1).

Foderforbrug 600

500

400

300

200

TABEL 1. FODERTILDELING I VÆKSTPERIODEN

HOLD

FODRING

GRAM FODER PR BUR 14/9

Adlib

Ingen reduktion i forhold til september fodring

480 (240 pr dyr)

Redu10

Ca. 10 % reduktion fra medio september

430 (215 pr dyr)

Redu20

Ca. 20 % reduktion fra medio september

385 (192,5 pr dyr)

Samtlige hanner og hunner blev vejet ved udsætning (11. juli) samt vejet og målt (kropslængde og bugomfang) 10. – 12. september og lige før sortering 29. – 31. oktober. Der blev anvendt Jasopels længdemåler og WestCoast bugomfangsmåler. Der blev udtaget avlshunner ved pelsning og de blev udtaget som helsøskende hunner fra de tre hold. for at undersøge konsekvensen af forskellig fodring i vækstperioden på ung hunners avlsresultat (resultaterne ses af Clausen & Larsen, 2020). Avlshanner blev udtaget ud fra størrelse og kvalitet. Hvalpe der ikke blev udtaget til avl blev vejet, fik målt kropslængde og halelængde efter aflivning ved pelsning d. 19. – 22. november og BMI blev beregnet. I forbindelse med pelsning blev alle minkene vurderet for forekomst af våd bug, halesut, callus på bagpoterne og våde øjne. Dyrene blev pelset og længdemålt på Primdahl pelseri og kvalitetsbedømt af

100

0 14-09-18

21-09-18

28-09-18

05-10-18 Ad Lib

12-10-18

19-10-18

Redu 10

26-10-18

02-11-18

Redu 20

FIGUR 1. FODERTILDELINGEN I GRAM PR BUR PR DAG I VÆKSTPERIODEN FRA SEPTEMBER TIL PELSNING

Det samlede foderforbrug i de 3 forsøgshold var hhv. Redu10: 13,4 kg foder/mink; Redu20: 12,0 kg foder/mink og Adlib estimeret til 13,9 kg foder/mink, alle fra medio september til pelsning i medio november. I Adlib holdet var der i perioder meget foder, der skulle fordeles med deraf større foderspild, mens der omvendt i de to forsøgshold med reduceret fodertildeling var en meget mere jævn fodring og meget begrænset foderspild. Alle foderrester blev fordelt indenfor holdene. Med forbehold for usikkerhed i forbindelse med registrering af foderforbrug og en del spild i Adlib, blev det beregnet at reduktionen i foder i Redu10 og Redu20 i forhold til Adlib over hele perioden var 3,7% og 15,8%. Alle hold var passet og fodret ens indtil medio september og for han hvalpene var der ikke forskel i vægtene i

09-11-18


48

forbindelse med oprettelse af holdene da dyrene er passet og fodret ens. Efter skift i fodringen blev der for både han og hun hvalpe set signifikant lettere hvalpe i Redu20 frem for de to øvrige hold, der ikke var signifikant forskellige fra hinanden (tabel 2, Fig 2 og 3).

denne periode. Det var der derimod for hun hvalpene, hvor hun hvalpe i Redu20 ved udsætning var tungere end hun hvalpe i Redu10 der igen var tungere end hun hvalpe i Adlib (tabel 2). Medio september var det kun hun hvalpene i Redu10 der var mindre end i de to øvrige hold. Årsagen til disse forskelle for hunnerne må bero på tilfældigheder i TABEL 2. HVALPEVÆGTE GENNEM VÆKSTPERIODEN, GRAM

HOLD

KØN

N

Adlib

Han

Redu10 Redu20

VÆGT 11. JULI

VÆGT 10. SEPT

VÆGT 30. OKT

VÆGT 20. NOV #

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

N

Mean

Std

315

1324

211

2718

399

3409 a

461

257

3496 a

545

Han

332

1326

209

2708

373

3364 a

437

272

3487 a

506

Han

333

1320

201

2703

397

3019 b

386

266

3130 b

419

p-værdi

NS

NS

< 0,0001

< 0,0001

Adlib

Hun

307

1075 c

124

1686 a

205

1864 a

231

196

1889 a

253

Redu10

Hun

327

1098 b

137

1641 b

206

1855 a

219

214

1845 a

247

Redu20

Hun

331

1118 a

138

1676 a

225

1721 b

223

219

1773 b

242

p-værdi

< 0,0001

0,02

< 0,0001

< 0,0001

# REDUCERET ANTAL, IDET DER ER TAGET AVLSDYR UD AF HOLDENE; N ER ANTAL; MEAN ER GENNEMSNIT; STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL

FIGUR 2. VÆGTUDVIKLINGEN HOS HANNER I VÆKSTPERIODEN. DATA I NOVEMBER ER FRA DE PELSEDE (DVS AVLSDYR ER TAGET UD)

FIGUR 3. VÆGTUDVIKLINGEN HOS HUNNER I VÆKSTPERIODEN. DATA I NOVEMBER ER FRA DE PELSEDE DVS AVLSDYR ER TAGET UD)


2019

49

FAGLIG ÅRSBERETNING

Der var en del variation i kropslængde mellem dyrene målt med Jasopans længdemåler (fig 4). I september blev hannerne målt til mellem 36 til 53 cm, hunnerne var fra 31 til 43 cm. Der kunne være lidt problemer i forbindelse med at få det præcise mål for længden, hvis dyret ikke strakte sig helt ud når det løb ind i røret. Hvis målingen

blev vurderet til at være fejl, blev den gentaget og der kunne være en del variation. Målingen af dyrene efter aflivning var på tippet målevogn således at dyrenes kropsvægt strakte dem ud, og det blev vurderet til at være den mest præcise.

FIGUR 4. MÅLING AF KROPSLÆNGDE PÅ LEVENDE DYR (JASOPANS LÆNGDEMÅLER)

I september var der ikke forskel mellem holdene i kropslængde (tabel 3), i oktober var Adlib dyrene længst, men til pelsning, hvor målingerne var mere præcise på de aflivede mink, var der ikke forskel. Der var taget avlsdyr ud af holdene d. 20. november, men lige mange mink fra hvert

hold. Som det fremgår af tabel 3 var kropslængden længst efter aflivning den 20. november, det kunne således se ud som om dyrene bliver ved med at vokse i længden indtil november, men det skyldes højst sandsynligt forskellen mellem at måle på levende dyr og på aflivede dyr.

TABEL 3. KROPSLÆNGDE MÅLT MED JASOPANS LÆNGDEMÅLER

HOLD

KØN

N

KROPSLÆNGDE 10. SEPT, CM

KROPSLÆNGDE 25. OKT, CM

KROPSLÆNGDE 20. NOV #

Mean

Std

Mean

Std

N

Mean

Std

Adlib

Han

306

44,9

2,6

47,4 a

2,67

256

49,6

2,2

Redu10

Han

321

45

2,2

46,4 b

2,46

272

49,4

2,2

Redu20

Han

318

44,6

2,2

45,8 c

2,54

267

49,3

2,2

p-værdi

NS (0,08)

< 0,0001

NS

Adlib

Hun

308

37,3

2

37,9 a

2,2

196

41,4

1,7

Redu10

Hun

327

37

1,9

37,5 b

1,82

214

41,1

1,8

Redu20

Hun

330

37,1

1,8

37,4 b

1,84

219

41,1

2

p-værdi

NS

0,009

# REDUCERET ANTAL, IDET DER ER TAGET AVLSDYR UD AF HOLDENE; N ER ANTAL; MEAN ER GENNEMSNIT; STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL, NS ANGIVER AT DER IKKE ER FORSKEL.

NS


50

Bugomfangs målingerne (figur 5) blev udført på en tidlig udgave af WestCoast bugomfangsmåler, der

var en del usikkerhed og apparatet blev optimeret igennem forsøgsperioden.

FIGUR 5. MÅLING AF BUGOMFANG PÅ LEVENDE DYR (WESTCOAST BUGOMFANGSMÅLER)

Ved måling af bugomfang blev værdier < 290 mm udeladt, idet 288 - 289 var mindst målelige, dette bevirkede at nogle hunner først i perioden ikke fik et mål for bugomfang. Der var ikke stor forskel i målingerne mellem dyrene, så

spredningen er meget lille. De mindste bugomfang blev set for Redu20 både i september før forsøgets opstart og en mere tydelig forskel hos hannerne i oktober. (Tabel 4).

TABEL 4. MÅLING AF BUGOMFANG I SEPTEMBER OG OKTOBER (WESTCOAST BUGOMFANGSMÅLER)

HOLD

KØN

N

Adlib

Han

Redu10 Redu20

BRUTTOOMFANG 10. SEPT, CM

BRUTTOOMFANG 30. OKT, CM

Mean

Std

Mean

Std

304

306 a

5,3

308 a

5,2

Han

317

306 a

5,3

307 a

5,0

Han

314

305 b

5,2

304 b

4,1

p-værdi

0,0002

< 0,0001

Adlib

Hun

283

295 a

3,7

294 a

3,0

Redu10

Hun

300

294 b

2,8

294 a

2,8

Redu20

Hun

317

294 b

3,1

293 b

2,8

p-værdi

0,02

< 0,0001

# REDUCERET ANTAL, IDET DER ER TAGET AVLSDYR UD AF HOLDENE; N ER ANTAL; MEAN ER GENNEMSNIT; STD ER SPREDNINGEN;


2019

51

FAGLIG ÅRSBERETNING

Dyrenes BMI ved pelsning blev beregnet ud fra kropslængden og vægten d. 20/11. BMI = (kg lgm) / (længde i m)3 (Mustonen et al., 2005; Clausen, 2005) (tabel 5). Der

var forskel både for hanner og hunner således at Redu20 dyrene havde signifikant lavere BMI end de to andre hold, hvorimod Redu10 og Adlib ikke var forskellige.

TABEL 5. BEREGNET BMI D. 20/11 I DE 3 FORSØGSHOLD.

HOLD

KØN

N

Adlib

Han

Redu10 Redu20

BMI# Mean

Std

304

28,5 a

3,6

Han

317

28,9 a

3,7

Han

314

26,2 b

3,5

p-værdi

< 0,0001

Adlib

Hun

283

26,6 a

3,5

Redu10

Hun

300

26,8 a

3,5

Redu20

Hun

317

25,7 b

3,5

p-værdi

0,002

# (KG LGM 20/11) / (LÆNGDE 20/11 I M)3; N ER ANTAL; MEAN ER GENNEMSNIT; STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVERAT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL

Halelængden blev målt ved pelsning (tabel 6), for hannerne var der ikke forskel, men for hunnerne havde Redu10 de korteste haler, der ser ikke ud til at være nogen sammenhæng mellem halelængde, kropslængde eller vægt. TABEL 6. HALELÆNGDE VED PELSNING

HOLD

KØN

N

Adlib

Han

Redu10 Redu20

Skindlængden var forskellig (tabel 7), for hannerne havde kun Redu 20 dyrene kortere skind, men for hunnerne havde også Redu10 dyrene reduceret skindlængde ifht. adlib holdet. TABEL 7. SKINDLÆNGDE VED PELSNING

HALELÆNGDE, CM

HOLD

SKINDLÆNGDE, CM# N

lg

Std

Han

248

95,9 a

5,9

Redu10

Han

263

95,9 a

5,3

Redu20

Han

258

93,2 b

5,5

Mean

Std

256

25,0

1,7

Adlib

Han

272

24,7

1,9

Han

267

24,8

2,1

p-værdi

KØN

p-værdi

NS

< 0,0001

Adlib

Hun

196

21,1 a

1,8

Adlib

Hun

194

79,2 a

4,2

Redu10

Hun

214

20,6 b

1,9

Redu10

Hun

209

78,0 b

4,1

Redu20

Hun

219

21,0 a

2,0

Redu20

Hun

213

77,9 c

4,5

p-værdi

0,02

N ER ANTAL; MEAN ER GENNEMSNIT; STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL, NS ANGIVER AT DER IKKE ER FORSKEL.

p-værdi

< 0,0001

# REDUCERET ANTAL, IDET DER ER TAGET AVLSDYR UD AF HOLDENE; N ER ANTAL; MEAN ER GENNEMSNIT; STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL


52

Der blev kun vurderet skindkvalitet på hannerne (tabel 8). Redu10 havde den bedste skindkvalitet, men der var kun signifikant forskel på skindkvaliteten i Redu20 og Redu10.

Der var ikke forskel i fylde og silkede skind imellem de forskellige forsøgshold (tabel 9). Der var ikke forskel i antal døde mink i holdene (tabel 10). Der døde 3 mink med fedtlever i Adlib, men ingen i de to andre hold (Redu20 og Redu10).

TABEL 8. SKINDKVALITET, KUN HANNER BLEV KVALITETS VURDERET

HOLD

N

KVALITET# Mean

Std

Adlib

253

6,5 ab

2,6

Redu10

268

6,8 a

2,4

Redu20

259

6,4 b

2,3

p-værdi

0,005

KVALITET: 1-12, 12 BEDST; # REDUCERET ANTAL, IDET DER ER TAGET AVLSDYR UD AF HOLDENE; N ER ANTAL; MEAN ER GENNEMSNIT; STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL TABEL 9, FLADE FYLDIG OG SILKEDE SKIND, %

HOLD

N

TABEL 10. PROCENT DØDE MINK GENNEM HELE PERIODEN

FYLDE %

SILKEDE %

Flade

Normale

Fyldige

HOLD

Pct

Adlib

3,5

Adlib

253

13,4

68,8

17,8

24,9

Redu10

2,6

Redu10

268

7,5

76,9

15,7

28,4

Redu20

3,0

Redu20

263

8,8

80,6

10,7

25,1

p-værdi

NS

p-værdi

NS

N ER ANTAL; NS ANGIVER AT DER IKKE ER FORSKEL

Der blev vurderet våd bug på dyrene i forbindelse med pelsning efter aflivning (figur 6) og igen på de tørre skind (figur 7) for hannerne. Opgørelsen viste at 36,7 % af hannerne havde våd bug på både krop og skind, derudover

NS

NS ANGIVER AT DER IKKE ER FORSKEL

blev fundet 0,7 % på skind der ikke blev set på krop, men 9,7 % på krop der ikke blev genfundet på skindene. En del af minkene med våd bug ved aflivning forsvinder således gennem pelsningsprocessen og ses ikke på skindene. FIGUR 6. VÅD BUG PÅ KROP, GRAD 0 – MEGET – LIDT, SAMT HVALP MED VOLDSOM VÅD BUG OG HUDFORANDRING I UNDERHUDEN.

FIGUR 7. VÅD BUG PÅ SKIND, GRAD 1 – GRAD 2 – GRAD 3


2019

53

FAGLIG ÅRSBERETNING

På de tørrede skind blev set en forskel mellem holdene i frekvensen af våd bug (tabel 11), Adlib dyrene havde signifikant mere våd bug end de restriktivt fodrede dyr (Redu20). TABEL 11. VÅD BUG PÅ SKIND (KUN HANNER)

HOLD

VÅD BUG PÅ SKIND, % intet

< 1 cm

1-3 cm

>3 cm

Adlib

41,9

10,7

26,5

21

a

Redu10

45,2

17,2

23,9

13,8

ab

Redu20

49,8

14,8

22,8

12,6

b

p-værdi

0,02

VÅD BUG BLEV VURDERET I 4 KATEGORIER; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL

Sammenholdes våd bug på skindene med hannernes BMI (kg lgm) / (længde i m)3 ses det at dyr med svær grad af våd bug har statistisk sikker højere BMI (tabel 12), numerisk er forskellen dog ikke stor. TABEL 12. SAMMENHÆNG MELLEM BMI OG SVÆR GRAD AF VÅD BUG (KUN HANNER)

VÅD BUG PÅ SKIND

BMI N

Mean

Std

< 3 cm

692

27,7 b

3,8

> 3 cm

124

28,5 a

3,4

p-værdi

0,03

N ER ANTAL; MEAN ER GENNEMSNIT; STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL;


54

Halegnav blev vurderet i 3 sværhedsgrader (figur 8), grad 1 er ubetydelig og udtages af opgørelsen. Der var ikke forskel i halegnav hos hannerne, men hos hunnerne var der mest halegnav hos de hunner hvor der var fodret med den

mest reduceret fodertildeling (Redu20, tabel 13). Man bør således være opmærksom på påvirkninger af adfærden ved foderrestriktion i vækstperioden.

FIGUR 8. HALEGNAV GRAD 1 (< 3 CM), GRAD 2 (3 – 10 CM) OG GRAD 3 (> 10 CM)

TABEL 13. HALEGNAV VURDERET VED PELSNING GRAD 2 OG 3

HOLD

HALEGNAV, %

HANNER Adlib

4,7

Redu10

7,0

Redu20

9,4

p-værdi

NS

HUNNER Adlib

3,5 b

Redu10

7,5 ab

Redu20

10,9 a

p-værdi

0,02

FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL, NS ANGIVER AT DER IKKE ER FORSKEL

Callus på bagpoterne blev ikke vurderet i flere grader, men som poter uden callus eller poter med callus (figur 9).

FIGUR 9. BAGPOTE UDEN FORANDRING OG BAGPOTE MED CALLUS OG SÅRDANNELSE


2019

55

FAGLIG ÅRSBERETNING

Der blev fundet callus dannelse på mange af dyrene, over halvdelen af hannerne og knap 40 % af hunnerne (tabel 14). Tilstanden har i tidligere studier vist sig at være arvelig (Hammer pers medl) og dyr med callus tages ud af avlen. Der var ikke forskel i callus frekvensen mellem de forskellige fodrings styrker.

Referencer

Boudreau, L., Benkel, B., Astatkie, T. & Rouvinen-Watt, K., 2014. Idea body condition improves reproductive performance and influences genetic health in female mink. Animal Reproduction Science, 145, 86 – 98.

CALLUS, %

Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Stor betydning af foderstyrke i vækstperioden hos hvide unghunner for reproduktionen i den efterfølgende dieperiode. Faglig Årsberetning 2019, 30-35. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Adlib

52,5

Clausen, T. N., 2005. Huldvurdering af mink. Faglig Årsberetning 2005, 175-182. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Redu10

57,7

Redu20

51,7

p-værdi

NS

TABEL 14. CALLUS PÅ BAGPOTERNE VURDERET VED PELSNING

HOLD HANNER

HUNNER

Dansk Pelsdyravl, september nummer Hammer, A.S, personlig meddelelse Hansen, B.H., Su, G. & Berg, P., 2010. Genetic variation in litter size and kit survival of mink (Neovison vison). J. Anim. Breed. Genet. 127, 442–451.

Adlib

34,7

Redu10

42,1

Redu20

37

Hansen B.K., Berg P. & Lund, M.S., 2008. Genetic variation in litter size and survival of mink kits. Journal of Animal Breeding and Genetics (submitted).

p-værdi

NS

Jesper Clausen, personlig meddelelse

NS ANGIVER AF DER IKKE ER FORSKEL

Konklusion

Den planlagte reduktion i fodertildeling fra medio september i Redu10 og Redu20 med 10 eller 20 % i forhold til Adlib fungerede godt, selvom der i perioder var meget fordeling af foder og derved spild i Adlib og Adlib blev fodret i stå i flere omgange. Den reelle reduktion i fodertildelingen blev beregnet til omkring 4 og 16 %. Han hvalpene i Redu10 var ikke signifikant forskellige i vægt ved pelsning fra Adlib dyrene, men Redu20 gav en signifikant vægt reduktion, signifikant lavere BMI og signifikant kortere skind. For hun hvalpene var det samme tilfældet, bortset fra, at der også blev observeret en nedgang i skindlængde allerede ved Red10. Skindkvaliteten blev kun vurderet på hanner, eneste signifikante forskel var en lidt bedre kvalitet i Redu10 frem for Redu20 og signifikant mest våd bug i Adlib. For hunnerne blev set mest halegnav i Redu20. Denne undersøgelser viser at det er vigtigt fremadrettet både at inkludere fordele og ulemper ved en mere restriktiv fodring af minkhvalpe fra medio september til pelstid på skindegenskaber, sundhed og halegnav.

Lagerkvist, G., Johansson, K., Lundeheim, N. (1994). Selection for litter size, body weight and pelt quality in mink (Mustela vison): Correlated responses. J. Anim. Sci. 72: 1126-1137. Mustonen, A-M., Pyykönen, T., Paak-konen, T., Ryökkynen, A., Asikainen, J., Aho, J., Mononen, J., Nieminen, P., 2005. Adaptions to fasting in the American mink (Mustela vison): carbohydrate and lipid metabolism. Comp. Bioch. and Phys., part A, 140, 195-202.


56

Ernæring og fodring

FODRING MED SYV FORSKELLIGE FJERKRÆBIPRODUKTER TIL MINKHVALPE I VÆKST- OG PELSSÆTNINGS­ PERIODEN RESULTEREDE I FORSKELLIG FODERUDNYTTELSE, TILVÆKST OG SKINDEGENSKABER Af Tove N. Clausen, Karoline Blaabjerg & Peter Foged Larsen Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Sammendrag

Formålet med forsøget var at undersøge effekten af at fodre minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden med forskellige fjerkræbiprodukter. I forsøget indgik 8 hold á 138 brune hanmink hvalpe. Til to hold blev anvendt ferskt fjerkræbiprodukt dels fra Øland (Øla) og dels fra Polen (Pol). Til fire hold blev anvendt varmebehandlet fjerkræ dels tysk kat 2 fra Gudensberg (Gud), kat 3 fra Farmfood (FFk3), affedtet fjerkræ fra Farmfood (Laff og Haff) samt Badenhop mix med skrog (Bad), derudover blev anvendt et hold med fjerkræmel (Fmel). Niveauerne af de anvendte fjerkræbiprodukter er valgt således, at andelen af fordøjelig protein fra det valgte fjerkræbiprodukt udgjorde ca. 34 % af den fordøjelige protein mængde (på nær Haff hvor det udgjorde ca. 43 %). Andelen af fordøjeligt protein fra fisk og vegetabilske produkter varierede imellem holdene. Forsøget viste store forskelle mellem fjerkræbiprodukterne. De to ferske produkter (Øla og Pol) havde den bedste foderudnyttelse, bedste hvalpevægte og sammen med Gudensberg (Gud) de længste skind, desuden var de blandt de hold der havde den bedste hvalpeoverlevelse og færrest hvalpe med nyreproblemer. Clausen, T.N., Blaabjerg, K & Larsen, P.F., 2020. Fodring med syv forskellige fjerkræbiprodukter til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden resulterede i forskellig foderudnyttelse, tilvækst og skindegenskaber. Faglig Årsberetning 2019, 56-68. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: tilvækst, skindkvalitet, skindlængde, fjerkræbiprodukter, Neovison vison

Abstract

The purpose of the experiment was to investigate the effect of feeding mink kits with different poultry by-pro­

ducts during the growing and furring period. The experiment comprised 8 groups of 138 brown male kits. Two groups were feed raw poultry by-product either from Øland (Øla) or from Poland (Pol). Four groups were fed heat treated poultry by-product: cat 2 from Gudensberg (Gud), cat 3 from Farmfood (FFk3), defatted poultry from Farmfood (Laff and Haff) and Badenhop mix with hull (Bad). In addition one group was fed poultry meal (Fmel). The levels of the poultry products used are chosen so that the proportion of digestible protein from the poultry by-product selected was approx. 34% of the digestible protein (except for Haff where it accounted for about 43%). The proportion of digestible protein from fish and vegetable products, on the other hand, varied between groups. The experiment showed differences between the poultry by-products. The two fresh products (Øla and Pol) had the best feed utilization, best kit weights and together with Gudensberg (Gud) the longest skins. In addition they were among the groups that had the best kit survival and few kits with kidney problems. Clausen, T.N., Blaabjerg, K & Larsen, P.F.., 2020. Feeding seven different poultry by-products to mink kits during the growing-furring period resulted in different feed utilization, growth and fur characteristic’s.. Annual Report 2019, 56-68. Kopenhagen Fur Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: growth, fur quality, skin length, poultry byproducts, Neovison vison

Indledning

Der er store mængder forskellige typer fjerkræ biprodukter til rådighed til minkfoder. I dansk minkfoder anvendes en lille del ukogt/fersk, en lille del syrnet, men


2019

57

FAGLIG ÅRSBERETNING

den største del varmebehandles ved høje temperaturer. Undersøgelser i vækst- og pelssætningsperioden 1994 (Clausen og Therkildsen, 1996) viste ikke signifikante forskelle på tilvækst, skindlængde, farve eller renhed med op til 60 % varmebehandlet fjerkræbiprodukt (Løgstør - højtrykskogt) i foderet. Ved 60 % iblanding var der dog signifikant færre silkede skind og signifikant dårligere skindkvalitet, hvorfor 40 % iblanding blev anbefalet som maksimum. Andelen af fjer i produktet blev pr januar 1997 øget fra 12 til 20 procent og undersøgelser af produktet (Hejlesen og Clausen, 1999) viste, at 20 % fjerkræbiprodukt kunne anvendes gennem hele vækstperioden uden negativ indflydelse på produktionsresultaterne (produktet blev ikke afprøvet med mere end 20 procent iblanding). Op til 50 % varmebehandlet tysk fjerkræbiprodukt (Brenz -højtrykskogt) kombineret med 3 % kødbenmel og 6 % svinepulp i alle hold (Clausen og Hejlesen, 2003) viste, at kombinationen kunne anvendes med optil 20 % fjerkræbiprodukt uden negative påvirkninger af skindlængde, kvalitet og sundhed, men ved 30 % fjerkræbiprodukt var kvaliteten påvirket negativt, og ved de højere iblandinger var der øget dødelighed. De store mængder fjerkræbiprodukt, kødbenmel og svinepulp sænkede foderets proteinfordøjelighed betydeligt, og desuden er hvalpenes evne til at fordøje foderet ikke fuldt udviklet før 10 – 12 ugers alderen (Elnif & Hansen, 1987), hvorfor de kan have svært ved at håndtere den store mængde ufordøjelig protein. Undersøgelsen blev gentaget i 2002 (Clausen & Hejlesen, 2004). I hold uden kødbenmel og svinepulp, men med op til 50 % varmebehandlet fjerkræbiprodukt (Løgstør - højtrykskogt) blev der ikke set negative konsekvenser for skindstørrelsen, men der blev set faldende skindkvalitet ved stigende iblanding af fjerkræbiprodukt. Når der yderligere blev anvendt kødbenmel og svinepulp i foderet efter 6. september, kunne der uden negative konsekvenser for skindlængden anvendes op til 40 % fjerkræbiprodukt kombineret med 6 % kødbenmel og 9 % svinepulp, eller op til 50 % fjerkræbiprodukt, hvis der kun blev anvendt 3 % kødbenmel og 6 % svinepulp, men skindkvaliteten var påvirket negativt med stigende indhold af kødbenmel og svinepulp (Clausen & Hejlesen, 2004). En kraftig varmebehandling af fjerkræ alene eller kombineret med andre stærkt varmebehandlede produkter, har en negativ betydning for fordøjeligheden (Bellagamba et al., 2015). Undersøgelser af Danielsen et al. (2020) af de kemiske ændringer af protein fra fjerkræbiprodukter ved processering og varmebehandling viste, at ændringer af protein bliver påbegyndt allerede i den ikke-processerede råvare, højst sandsynligt som følge af mikrobiel aktivitet, og at forekomsten af alle kemiske ændringer stiger under kogning og lagring. Det ville således være ønskeligt med andre behandlingsmetoder til stabilisering af produktet. Syrnet fjerkræ (indeholder ikke fjer, konserveret med svovlsyre og mælkesyre) iblandet foderet i niveauerne 10, 20 og 30 % i vækstperioden gav ingen negative konsekvenser for skindlængde og kvalitet (Clausen & Hejlesen, 2005). Ligeledes viste afprøvning af ferskt fjerkræbiprodukt i niveauerne 40 eller 60 % overfor lav temperatur behandlet fjerkræbiprodukt i niveauerne 40 eller 60 % samt overfor 5 % fjerkræmel kombineret med industrifisk, at tildeling af det ferske fjerkræbiprodukt resulterede i den højeste tilvækst, overlevelse og foderudnyttelse (Clausen et al., 2019). Ferskt fjerkræ er en god råvare med en høj fordøjelighed og anvendes på visse fodercentraler, men anvendelse af fersk fjerkræ stiller store krav til håndtering

og hygiejne, og det vil ikke være muligt at få alt fjerkræ ferskt. Fjerkræ biprodukterne, der anvendes til mink, er således behandlet meget forskelligt. Formålet med denne undersøgelse var at afprøve forskellige fjerkræbiprodukter overfor hinanden, med ens andel fordøjeligt fjerkræprotein, i vækst- og pelssætningsperioden på tilvækst, skindegenskaber og sundhed.

Materialer og metoder

Til undersøgelsen blev anvendt 8 hold á 138 brune hanhvalpe med tilhørende hunhvalpe. Niveauerne af de anvendte fjerkræbiprodukter er valgt således, at andelen af fordøjelig protein fra det valgte fjerkræ produkt udgjorde ca. 34 % af den fordøjelige proteinmængde (på nær et hold Haff hvor det udgjorde ca. 43 %). De forskellige forsøgshold bestod af et hold (Haff) der blev fodret med en 55 % affedtet fjerkræ fra Farmfood. To hold blev tildelt ferskt fjerkræbiprodukt enten fra Øland (Øla) eller fra Polen (Pol) i niveauerne hhv. 40 og 44 %. Fire hold fik varmebehandlet fjerkræbiprodukt: 42 % tysk kat 2 fra Gudensberg (Gud), 33 % kat 3 fra Farmfood (FFk3), 45 % affedtet fjerkræ fra Farmfood (Laff) samt 59 % Badenhop mix med skrog (Bad). Derudover fik et hold 8,1 % fjerkræmel (Fmel). For at bibeholde andelen af fordøjelig protein fra fjerkræ i blandingerne på ca. 34 % af den fordøjelige proteinmængde, blev råvareniveauerne ændret i august, hvor protein blev reduceret fra 32 OEp til 28 OEp. Andelen af fordøjeligt protein fra fiskeafskær, industrifisk og vegetabilske produkter varierede imellem holdene. Ferskt fjerkræ fra Øland (fig. 1) er godkendte slagtebiprodukter fra et fjerkræslagteri uden fjer (kat 3 vare) frosset straks efter slagteprocessen (ca. indenfor 30 min). Ferskt fjerkræ fra Polen (fig. 1) er godkendte slagtebiprodukter fra et fjerkræslagteri uden fjer (kat 3 vare), varen blev leveret frossen.

FIGUR 1. ØLAND

POLSK


58

De to produkter fra Farmfood (Farmfood kat 3 og Farmfood affedtet, fig 2) er slagtebiprodukter med fjer, hvor fjerdelen sammen med blod er kogt 20 min ved 133°C (3 bar), dernæst tilsat bløddele og blod og kogt yderligere 20 min ved 115 °C (Farmfood kat 3). I Farmfood affedtet er en del af fedtet derudover fjernet ved hjælp af en tricanter (Farmfood affedtet). De færdige fjerkræ biprodukt blev opbevaret i en isoleret silo ved 98ºC under kontinuerlig omrøring og efterkogte minimum 6 timer i siloen, hvorefter de blev kørt varm til Hvide Sande og frosset i pladefryser.

Gudensberg (fig. 3) er en kat 2 vare med blod og 14% fjer (svarer til anatomiske del) der koges straks efter slagteprocessen ved 144ºC og 4 bar i 20 min. Badenhop mix (fig 3) er et kogt slagtebiprodukt (1/3 hoved + tæer samt 1/3 tarme samt 1/3 skrog), varen transporteres til kogeri, hvor den koges ved 80-90 °C i 20 min (Danfond datablad). Fjerkræmel er godkendte slagtebiprodukter fra et fjerkræslagteri uden fjer (kat 3 vare) tørret til mel. Der blev foretaget fordøjelighedsforsøg på fjerkræmelet, der var en ukendt råvare, og på Gudensberg for, at se hvorledes den beregnede fordøjelighed svarede til den analyserede.

FIGUR 2. FARMFOOD AFFEDTET

FARMFOOD KAT 3

FIGUR 3. BADENHOP MIX

GUDENSBERG

Hvalpene blev sat i forsøgshold i begyndelsen af juli og 16. juli startede forsøgsfodringen, overgangen fra fodercentral foder foregik over et par dage. De første dage (15-23/7) fik Pol samme foder som Øla, idet varen ikke nåede at ankomme til opstart. Alle hanhvalpe blev vejet ved udsætning den 11/7, samt 8/8 og 18/9. Ved sortering 1.-2. november blev hvalpene vejet, denne vægt betragtes som pelsningsvægten, efter pelsning blev skindene længdemålt på Kopenhagen Farm og kvalitetsbedømt af dommere på Kopenhagen Fur. Ved pelsning blev 50 hanner fra hvert hold obduceret og deres nyrer vurderet visuelt. Alle døde mink i løbet af forsøgsperioden blev obduceret. Foderplanerne ses af tabel 1 og 1a. Råvarernes bakteriologiske og kemiske kvalitet og kemiske sammensætning blev analyseret inden start, og når der kom nye varer.

Hvis deres kemiske sammensætning afveg fra den gamle råvare, blev planerne ændret, så energifordelingen blev holdt på det ønskede niveau. Foderets kemiske sammensætning og aminosyre sammensætning blev analyseret regelmæssigt gennem forsøgsperioden. Fodertildelingen blev registreret og foderforbruget beregnet. De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS (SAS Institute Inc., 1996). Proceduren PROC GLM (ss4), blev anvendt med 5 % som signifikansniveau ved beregninger af vægteforskelle, tilvækst og skindlængde samt ved skindkvalitet. Silkethed og fyldighed samt dødelighed blev analyseret med proceduren PROBIT eller Χ 2. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante.


2019

59

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 1. FODERPLANER I PERIODEN 15. JULI TIL 10. AUG. TIL UNDERSØGELSE AF FJERKRÆBIPRODUKTER MED EN IBLANDING PÅ 34% AF DEN FORDØJELIGE PROTEINMÆNGDE. ØLAND (ØLA), POLSK (POL), GUDENSBERG (GUD), FARMFOOD KAT 3 (FFK3), BADENHOP (BAD), FJERKRÆMEL (FMEL), SAMT AFFEDTET FARMFOOD (HAFF OG LAFF). FOR AFFEDTET FARMFOOD I HAFF ER DEN FORDØJELIGE PROTEINMÆNGDE HØJERE (43%). PROCENTINDHOLD I FODERET.

FODERPLAN

HAFF

ØLA

POL

GUD

FFk3

LAFF

BAD

Fmel

Hold

40

41

42

43

44

45

46

47

Fiskeafskær

16

12,4

10,1

11,4

14,4

9,5

6

13,7

26

21

24

30

20

12,3

29

Industrifisk Polsk FarmFood affedtet fjerkræ

44 55

Øland

45 40

Gudensberg

42

FarmFood kat 3

33

Badenhop mix

59

Fjerkræmel

8,1

byg / hvede

11,5

12,2

11,8

11,1

11

12

10,2

12

hæmoglobinmel

1,97

2,98

2,6

0,13

0,16

2,65

2,9

0,56

kartoffelprotein

3

1,18

2,95

1,65

2

3

3

majsgluten

3

2,05

3

3

3

2

3

1,44

Soyaolie (871)

2,17

1,41

2,03

1,74

2,2

2,22

1,14

2,88

Svinefedt (852)

4,33

2,82

4,06

3,48

4,39

4,43

2,29

5,77

L- methionin

0,052

0,035

0,0231

0,026

0,2

0,2

0,2

Vitamin og mineral-bl. ¤

0,2

Vand

2,8

0,008 0,2

0,2

0,2

0,2

23,3

PLANTAL Tørstof

41

41

41

41

41

41

39

41

Energiindhold g/100 kcal OE

196

201

202

190

196

200

196

202

32:53:15

32:53:15

32:53:15

32:53:15

32:53:15

32:53:15

32:53:15

32:53:15

81,2

87,9

87,6

78

82,4

82,8

85,2

86,7*

FK fedt

95

95,2

95,3

95,1

95,4

95,2

95,7

95,8

FK kulhydrat

72

70,3

67

66,1

71,8

72,4

71,1

72

43

34

34

34

34

34

34

34

fra fiskeprodukter

12,5

33

26,7

32,2

39,2

25,5

16,1

36,3

fra vegetabilske produkter

25,5

11,4

16,3

25,8

19,4

16,7

25,5

18,9

fra ferske produkter

12,5

67

60,7

32,2

39,2

25,5

16,1

36,3

Tørstof %

37

36

39

37

36

37

40

39

Energiindhold g/100 kcal OE

166

175

189

172

172

171

196

189

33:49:18

32,5:52,5:15

32:52:16

30,4:54,3:15,3

31:52:17

32,6:49,8:17,6

32:52:16

31,3:52,5:16,2

Energifordeling FK protein

Andelen af fordøjelig protein: fra fjerkræ produkter

ANALYSETAL

Energifordeling

* GENBEREGN MED 71 FKP FOR FJERKRÆMEL GIVER FKP = 81 OG 30,5 : 54,1 : 15,3 MINDSTEKRAV TIL AMINOSYRER SAMT VITAMIN- OG MINERALBLANDINGENS SAMMENSÆTNING FØLGER ANBEFALINGER TIL FODERCENTRALER FOR 2018 (TEAMFODER, 2017); ¤ VITAMIN OG MINERAL INDHOLD PR KG PREMIKS: 1.000.000 IE A-VITAMIN; 350.000 IE D3-VITAMIN; 30.000 IE E-VITAMIN; 16.000 MG B1-VITAMIN; 6.500 MG B2VITAMIN; 5.000 MG B6-VITAMIN; 4.000 MG D-PANTOTHENSYRE; 12.000 MG NIACIN; 150.000 MG BIOCHOLIN; 1.200 MG FOLINSYRE; 150 MG BIOTIN; 33 MG B12-VITAMIN; 5.000 MG ZN; 7.795 MG MN; 500 MG CU;


60

TABEL 1A. FODERPLANER I PERIODEN 10. AUGUST TIL PELSNING TIL UNDERSØGELSE AF FJERKRÆBIPRODUKTER MED EN IBLANDING PÅ 34% AF DEN FORDØJELIGE PROTEIN MÆNGDE. ØLAND (ØLA), POLSK (POL), GUDENSBERG (GUD), FARMFOOD KAT 3 (FFK3), BADENHOP (BAD), FJERKRÆMEL (FMEL), SAMT AFFEDTET FARMFOOD (HAFF OG LAFF). FOR AFFEDTET FARMFOOD I HAFF ER DEN FORDØJELIGE PROTEINMÆNGDE HØJERE (43%). PROCENTINDHOLD I FODERET.

HAFF

ØLA

POL

GUD

FFk3

LAFF

BAD

Fmel

Hold

40

41

42

43

44

45

46

47

Fiskeafskær

10

11,1

11,2

12,6

12,2

11,6

6,7

Industrifisk

16,1

22,5

23,1

26,2

25,2

24

13,7

Polsk FarmFood affedtet fjerkræ

23

38 39

Øland

31 38

Gudensberg

37

FarmFood kat 3

29,3

Badenhop mix

53,9

Fjerkræmel

7,1

byg / hvede

13,8

14,2

14,4

14,4

14,3

14,1

13,4

15

hæmoglobinmel

0,58

0,27

0,28

0,87

0,57

0,42

1,36

1,7

kartoffelprotein

0,87

2

2

1,74

2,74

1,77

3

3

3

2,27

2,33

2

3

1,65

Soyaolie

2,94

1,8

2,21

2,01

2,51

2,93

1,54

3,21

Svinefedt

5,87

3,61

4,42

4,03

5,02

5,87

3,08

6,42

L- methionin i gram

0,064

0,017

0,017

0,054

0,052

0,045

0,049

0,074

Vitamin og mineral-bl.¤

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

0,2

Vand

7,6

4,1

1,8

0,85

7,9

6

Tørstof

41

41

41

41

41

41

41

41

Energiindhold g/100 kcal OE

199

197

200

192

198

200

205

207

28:54:18

28:54:18

28:54:18

28:54:18

28:54:18

28:54:18

28:54:18

28:54:18

FK protein

81,3

86,5

86,5

78

82

82,1

84,5

86,9 #

FK fedt - kulhydrat

95,6

95,3

95,4

95,4

95,5

95,6

95,7

95,6

FK kulhydrat

72,3

67,3

68,4

68,3

72,2

72,3

71,6

72,1

43

34

34

34

34

34

34

34

25,7

32,9

33,3

39,4

34,6

35,4

19,6

24

17

20,9

20,8

9,4

16,5

17,3

27,9

20,8

25,7

66,9

67,3

39,4

34,6

35,4

19,6

24

Tørstof %

39

39

40

40

40

39

42

42

Energiindhold g/100kcal OE

188

189

196

187

192

191

202

209

28:53:19

28:53:19

28:54:18

28:54:18

28,5:52,5:19

28:53:19

majsgluten

38,7

PLANTAL

Energifordeling

Andelen af fordøjelig protein: fra fjerkræ produkter fra fiskeprodukter fra vegetabilske produkter fra ferske produkter ANALYSETAL

Energifordeling

27:54,5:18,5 27:54,5:18,5

# GENBEREGN MED 71 FKP FOR FJERKRÆMEL GIVER FKP = 81,3 OG 26,7 : 55,2 : 18,1; SKIFT I FEDT CA. 20/9 FRA 1/3 SOYAOLIE OG 2/3 SVINEFEDT TIL 1/3 SVINEFEDT OG 2/3 SOYAOLIE; MINDSTEKRAV TIL AMINOSYRER SAMT VITAMIN- OG MINERALBLANDINGENS SAMMENSÆTNING FØLGER ANBEFALINGER TIL FODERCENTRALER FOR 2018 (TEAMFODER, 2017); ¤ VITAMIN OG MINERAL INDHOLD PR KG PREMIKS: 1.000.000 IE A-VITAMIN; 350.000 IE D3-VITAMIN; 30.000 IE E-VITAMIN; 16.000 MG B1-VITAMIN; 6.500 MG B2VITAMIN; 5.000 MG B6-VITAMIN; 4.000 MG D-PANTOTHENSYRE; 12.000 MG NIACIN; 150.000 MG BIOCHOLIN; 1.200 MG FOLINSYRE; 150 MG BIOTIN; 33 MG B12-VITAMIN; 5.000 MG ZN; 7.795 MG MN; 500 MG CU;


2019

61

FAGLIG ÅRSBERETNING

Resultater og diskussion

Der var stor forskel i råvarernes kemiske sammensætning og protein fordøjelighed (tabel 2) og dermed skulle der bruges meget forskellige mængder af råvarerne for at

få samme andel af omsættelig energi fra fjerkræ i de forskellige hold (tabel 1). TVN var lavest i de ferske råvarer, som ikke er proces behandlede (tabel 2).

TABEL 2. RÅVARERNES KEMISKE SAMMENSÆTNING (ANALYSE) OG PROTEINFORDØJELIGHED (TABELVÆRDI - AGROSOFT), %

PRODUKT

TØRSTOF

PROTEIN

FEDT

FKP

TVN *

FarmFood affedtet

25,5

18,1

4,2

75,9

2,7

Øland

32,2

14

14,4

88,3

0,8

Polsk

25,7

12,7

9,3

88,3

1,1

Gudensberg

30,1

16,6

9,8

66,3

1,9

FarmFood kat 3

32,2

19

8,5

75,9

2,4

Badenhop

24,1

9,9

11,5

82

2,4

96

69

14

71 #

Fjerkræ mel

* TVN I % AF TOTAL N; # BLEV ANTAGET TIL AT VÆRE 88 % (IN VITRO (PEPSIN/ HCL)), MEN BLEV SENERE VED FORDØJELIGHEDSFORSØG FUNDET TIL AT VÆRE 71 % (BYSKOV, 2018)

Der blev foretaget fordøjelighedsforsøg på fjerkræmelet, den anslåede fordøjelighed var sat til 88 % ud fra producentens oplysninger, men blev senere ved fordøjelighedsforsøg fundet til at være 71 % (Byskov, 2018). Plantal for energifordelingen i Fmel holdet (tabel 1) i perioden 16/7 til 10/8 var 32 : 53 : 15 (protein : fedt : kulhydrat), ved genberegning med 71 FKp for fjerkræmel blev det i stedet 30,5 : 54,1 : 15,3 samt 81 FKp for Fmel foderet i stedet for 86,7 (tabel 1). I perioden 10/8 til pelsning var der en anslået energifordeling på 28 : 54 : 18 (tabel 1a), ved genberegning med 71 i FKp for fjerkræmel resulterede det i en korrigeret energifordeling på 26,7 : 55,2 : 18,1 samt 81,3 FKp for Fmel holdet i stedet for 86,9 (tabel 1a). Fmel holdet har således fået et foder med en andel af energien fra protein i underkanten af det anbefalede på 32 % af OEp i perioden

udsætning til medio august, men næsten på niveau med det anbefalede min. 27 OEp i perioden 10/8 – 25/9 (dernæst er anbefalingen min. 26 OEp fra 26/9 til pelsning) (Teamfoder, 2017). De øvrige foderblandinger overholdt anbefalingerne til energifordelingen (Teamfoder, 2017) på nær Gud og FFk3, der var lidt under i perioden 16/7 til 10/8 (tabel 1). Der blev udført fordøjelighedsforsøg med Gudensberg og fundet en FKp på 69 og en FKf på 96 (forsøg: 1844F), hvilket er lidt bedre end angivet i råvaretabellen (hhv. 66 og 95). En genberegning med de fundne fordøjelighedskvotienter viser, at det rykker meget lidt på foderets energifordeling og foderets samlede fordøjelighedskvotienter.


62

Analyse af foderets aminosyresammensætning i perioden 16. juli til 10. august (tabel 3) viste, at foderet overholdt anbefalingerne til aminosyreindhold (Teamfoder, 2017) på

nær et lille underindhold i met i Gud og FFkat3. I perioden 10/8 til pelsning var det ligeledes tilfældet på nær et lille underindhold i met i Pol og i phe i Pol og FFkat3 (tabel 3a).

TABEL 3. AMINOSYRESAMMENSÆTNING I PERIODEN 16. JULI TIL 10. AUGUST I FORSØG MED FORSKELLIGE FJERKRÆBIPRODUKTER. ØLAND (ØLA), POLSK (POL), GUDENSBERG (GUD), FARMFOOD KAT 3 (FFK3), BADENHOP (BAD), FJERKRÆMEL (FMEL), SAMT AFFEDTET FARMFOOD (HAFF OG LAFF) ANALYSERET INDHOLD AF G FORDØJELIGE AMINOSYRER PR 100 KCAL OE SAMMENHOLDT MED PLANTAL FOR AMINOSYREINDHOLD (DER ER ANVENDT PLANTAL FOR AMINOSYRE FORDØJELIGHEDER)

HAFF

ØLA

POL

GUD

FFk3

LAFF

BAD

Fmel

VEJL.

analy

plan

analy

plan

analy

plan

Analy

plan

analy

plan

analy

plan

analy

plan

analy

met

0,21

0,16

0,16

0,16

0,17

0,16

0,15

0,16

0,15

0,16

0,17

0,16

0,16

0,16

0,19

0,16

0,16

cys

0,13

0,11

lys

0,51

0,45

0,6

thr

0,29

0,27

trp

0,06

his

0,057 0,069

plan Anbef.

0,076

0,073 0,089 0,087

0,11

0,1

0,064

0,1

0,063 0,067

0,061

0,063

0,06

0,55

0,51

0,53

0,46

0,43

0,46

0,45

0,55

0,5

0,53

0,5

0,53

0,45

0,27

0,25

0,26

0,28

0,26

0,28

0,28

0,27

0,26

0,28

0,27

0,26

0,26

0,26

0,24

0,17

0,07

0,08

0,08

0,08

0,08

0,06

0,07

0,06

0,06

0,07

0,07

0,07

0,08

0,07

0,07

0,05

0,25

0,2

0,3

0,25

0,25

0,24

0,17

0,16

0,16

0,17

0,27

0,23

0,26

0,23

0,18

0,16

0,16

phe

0,41

0,37

0,35

0,34

0,38

0,36

0,35

0,35

0,33

0,32

0,37

0,37

0,37

0,36

0,31

0,29

0,29

tyr

0,28

0,26

0,19

0,22

0,24

0,24

0,26

0,28

0,23

0,24

0,24

0,24

0,23

0,24

0,23

0,23

0,18

leu

0,77

0,68

0,66

0,65

0,75

0,68

0,66

0,66

0,63

0,61

0,72

0,67

0,72

0,68

0,58

0,53

0,5

ile

0,31

0,29

0,25

0,26

0,29

0,27

0,33

0,34

0,32

0,31

0,31

0,28

0,26

0,26

0,29

0,27

0,23

val

0,48

0,45

0,42

0,43

0,46

0,43

0,43

0,43

0,43

0,4

0,48

0,46

0,46

0,43

0,39

0,35

0,35

arg

0,43

0,4

0,43

0,41

0,42

0,4

0,44

0,43

0,41

0,41

0,43

0,39

0,41

0,38

0,41

0,38

0,30

TABEL 3A. AMINOSYRESAMMENSÆTNING I PERIODEN 10. AUGUST TIL PELSNING I FORSØG MED FORSKELLIGE FJERKRÆBIPRODUKTER. ØLAND (ØLA), POLSK (POL), GUDENSBERG (GUD), FARMFOOD KAT 3 (FFK3), BADENHOP (BAD), FJERKRÆMEL (FMEL), SAMT AFFEDTET FARMFOOD (HAFF OG LAFF). ANALYSERET INDHOLD AF G FORDØJELIGE AMINOSYRER PR 100 KCAL OE SAMMENHOLDT MED PLANTAL FOR AMINOSYREINDHOLD (DER ER ANVENDT PLANTAL FOR AMINOSYRE FORDØJELIGHEDER)

HAFF

ØLA

POL

GUD

FFk3

LAFF

BAD

Fmel

VEJL.

analy

plan

analy

plan

analy

plan

Analy

plan

analy

plan

analy

plan

analy

plan

analy

plan

Anbef

met

0,18

0,16

0,17

0,16

0,15

0,16

0,16

0,16

0,17

0,16

0,16

0,16

0,18

0,16

0,18

0,16

0,16

cys

0,1

0,094 0,073 0,071 0,072 0,071

0,074

0,07

0,069 0,088

0,1

0,089 0,076 0,064 0,063

0,06

0,06

lys

0,46

0,38

0,52

0,45

0,48

0,45

0,45

0,42

0,46

0,44

0,41

0,42

0,46

0,42

0,46

0,42

0,27

thr

0,27

0,23

0,26

0,24

0,25

0,24

0,25

0,24

0,22

0,24

0,24

0,24

0,26

0,23

0,24

0,22

0,17

trp

0,058 0,052 0,066 0,066 0,067 0,066 0,059 0,064 0,051 0,063 0,057 0,056 0,068 0,062 0,062 0,069

0,05

his

0,19

0,16

0,19

0,17

0,2

0,17

0,19

0,16

0,16

0,16

0,17

0,16

0,2

0,18

0,2

0,17

0,16

phe

0,32

0,29

0,32

0,29

0,28

0,29

0,32

0,29

0,26

0,29

0,29

0,29

0,34

0,3

0,32

0,29

0,29

tyr

0,22

0,22

0,24

0,23

0,2

0,23

0,21

0,21

0,18

0,22

0,2

0,22

0,24

0,22

0,22

0,21

0,18

leu

0,6

0,56

0,6

0,54

0,52

0,54

0,57

0,51

0,45

0,51

0,53

0,54

0,64

0,57

0,6

0,53

0,5

ile

0,29

0,27

0,31

0,28

0,29

0,28

0,29

0,28

0,25

0,28

0,3

0,28

0,27

0,25

0,28

0,23

0,23

val

0,39

0,36

0,39

0,35

0,36

0,35

0,42

0,39

0,36

0,38

0,39

0,37

0,4

0,36

0,41

0,35

0,35

arg

0,38

0,35

0,38

0,37

0,4

0,37

0,39

0,38

0,35

0,38

0,37

0,36

0,38

0,35

0,36

0,33

0,30


2019

63

FAGLIG ÅRSBERETNING

FIGUR 4. FODERFORBRUG FRA 16/7 TIL PELSNING, KG OG KCAL OE PR DYR.

Foderforbruget viste nogen forskel mellem holdene (fig 4). Det laveste forbrug blev set i foder med ferske råvarer samt i Bad og Fmel. Hanhvalpenes vægtudvikling gennem vækstperioden (tabel 5, fig 5), viste ens vægt ved udsætning i juli, men i august var der forskel således, at Øla og Pol vejede mere end de øvrige forsøgshold. Denne forskel holdt sig til pelsning, det svarer til tidligere undersøgelser, hvor der blev set den bedste vægtudvikling hos hvalpe, der fik ferske fjerkræbiprodukter frem for varmebehandlede (Clausen et al., 2019). Gudensberg havde ved pelsning hvalpevægte signifikant mindre end Øla og Pol, men signifikant større end de øvrige hold, hhv. Haff, FFk3, Laff, Bad, Fmel. Fordøjeligheden af protein og fedt for Gudensberg var lidt højere end tabelværdien, men de øvrige produkters fordøjelighed var ikke blevet testet. Det var således de to ferske produkter (Øla, Pol) samt Gud der havde de største hvalpevægte. Andelen af fordøjelig protein

fra fiskeråvarer (tabel 1 og 1a) i FFk3 var over Øla, Pol og Gud i første periode og på niveau i anden periode. Hvis andelen af fordøjelig protein fra vegetabilske råvarer er mere end 25 - 28 % af den totale mængde fordøjelige protein i vækstperioden, påvirker det produktionsresultaterne negativt (Clausen og Larsen, 2020). Det var imidlertid ikke tilfældet i denne undersøgelse (tabel 1 og 1a). Gud og Bad var begge omkring grænsen i første periode, og Bad i begge perioder. Det er dog sandsynligt at det er den samlede mængde ferske / varmebehandlede produkter der er væsentlig for dyrene, og mængden af fordøjelig protein fra ferske varer var noget højere i Øla og Pol end i de andre hold, mens Gud var lidt under FFk3 i første periode og lidt over i anden periode (tabel 1 og 1a). FFk3 der var forholdsvis høj i fordøjelig protein fra fisk og lav i andelen fra vegetabilske, var ikke signifikant tungere end Haff, Laff, Bad og Fmel, hvor især Bad var et af de hold der i begge perioder havde den laveste andel af fordøjelig protein fra fiskeprodukter og den højeste andel fra vegetabilske (tabel 1 og 1a).

TABEL 5. HANHVALPENES VÆGTUDVIKLING GENNEM VÆKSTPERIODEN, GRAM

VÆGT 11. JULI

VÆGT 8. AUG

VÆGT 18. SEPT

VÆGT 1. NOV

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Haff

138

1382

184

1967 c

239

3115 c

485

3662 c

622

Øla

138

1409

212

2188 a

282

3451 a

411

4046 a

474

Pol

138

1423

200

2184 a

275

3428 a

404

4043 a

477

Gud

138

1404

222

2024 bc

359

3296 b

562

3887 b

649

FFk3

138

1411

194

2029 bc

251

3176 c

564

3724 c

641

Laff

138

1424

187

2035 b

232

3202 bc

514

3717 c

662

Bad

138

1429

200

1965 c

308

3156 c

545

3702 c

530

Fmel

138

1425

210

2055 b

285

3119 c

514

3608 c

646

p-værdi

NS

< 0,0001

< 0,0001

< 0,0001

N ER ANTALLET, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE; NS ANGIVER AT DER IKKE ER FORSKEL;


64

FIGUR 5. HVALPENES VÆGTUDVIKLING GENNEM VÆKSTPERIODEN

Ser man på hvalpenes foderudnyttelse, angivet som energiindtaget i kcal OE i forhold til g kropsvægt ved pelsning (fig 6), ses den bedste foderudnyttelse i Øla og Pol, de to hold der havde den største vægt ved pelsning (tabel 5). I

en tidligere undersøgelse blev ligeledes set bedre foderudnyttelse ved ferske fjerkræbiprodukter frem for varmebehandlede (Clausen et al., 2019).

FIGUR 6. FODERUDNYTTELSE I HOLDENE FRA UDSÆTNING TIL PELSNING, KCAL OE PR G TILVÆKST

Der var stor forskel i hannernes tilvækst i perioden 11/7 til 8/8 (tabel 6). Øla og Pol havde den største tilvækst, Bad holdet havde næsten 250 g lavere tilvækst end Øla, og den signifikant laveste tilvækst i den periode. I Bad var andelen af fordøjelig protein fra fisk noget lavere og andelen af fordøjelig protein fra vegetabilske produkter noget højere end i Øla og Pol (tabel 1). I modsætning til dette havde Bad lidt højere andel af fordøjelig protein fra fisk og

samme andel fra vegetabilske som Haff, men Haff havde signifikant bedre tilvækst end Bad. Andelen af fordøjelig protein fra fisk og vegetabilske varer, var nogenlunde ens i Pol og Laff, tilvæksten var signifikant forskellig og det kan måske skyldes lidt bedre smag af ferske varer frem for kogte varer. De to hold med ferske produkter Øla og Pol havde den bedste tilvækst gennem hele perioden, men fra 8/8 er tilvæksten i Gud holdet på samme niveau.


2019

65

FAGLIG ÅRSBERETNING

Gud holdet havde i perioden 8/8 til pelsning den højeste andel fordøjelig protein fra fiske råvarer og den laveste andel fra vegetabilske råvarer (tabel 1a). Haff, FFk3, Laff og Bad havde ikke tilvækst signifikant forskellige fra hinanden, andelen af fordøjelig protein fra fiskeråvarer var noget lavere i Bad end i de øvrige hold, men andelen af fordøjelig protein fra vegetabilske råvarer var til gengæld noget højere. Tilvæksten i Fmel holdet var på niveau med de andre processerede produkter i perioden 11/7 til 8/8. I resten af vækstperioden var tilvæksten lavest i Fmel holdet. I den første periode fik Fmel holdet en andel af fordøjelig protein fra fisk og vegetabilske råvarer på niveau

med FFk3 og tilvæksten var den samme i de to hold (tabel 1). Fra 8/8 til pelsning var andelen af protein fra fisk i Fmel sænket og andelen fra vegetabilske hævet, kun Bad holdet var lavere i fisk og højere i vegetabilske. Fmel havde dog lavere tilvækst end Bad. Fordøjelighedsforsøg med Fmel viste at produktet havde en noget lavere fordøjelighed end antaget (FKp 71 mod forventet FKp 88, tabel 2), og andelen af energi fra protein var derfor lavere end antaget (tabel 1 og 1a). En tidligere undersøgelse af et andet fjerkræmelprodukt med lidt lavere iblanding (Clausen et al., 2019) viste resultater på niveau med de øvrige varmebehandlede fjerkræ produkter.

TABEL 6. HANNERNES TILVÆKST GENNEM PERIODEN, GRAM

FRA 11/7 TIL 8/8

FRA 8/8TIL 18/9

FRA 18/9 TIL 1/11

Hold

N

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Haff

137

586 b

150

1136 bc

355

552 bc

267

Øla

137

780 a

131

1252 a

226

592 ab

220

Pol

136

762 a

142

1244 a

207

615 a

198

Gud

135

615 b

264

1260 a

306

591 ab

238

FFk3

132

624 b

151

1148 b

380

510 cd

261

Laff

133

607 b

156

1165 b

359

513 cd

248

Bad

134

536 c

213

1167 b

344

510 cd

193

Fmel

136

622 b

169

1062 c

345

478 d

336

p-værdi

< 0,0001

< 0,0001

< 0,0001

N ER ANTALLET, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE;

Skindlængderne afspejlede hvalpevægtene fra tabel 5 ved pelsning (tabel 7), Øla, Pol og Gud var signifikant længere end de øvrige forsøgshold.

Der var ikke signifikant forskel i skindkvaliteten mellem holdene (tabel 8).

TABLE 7. SKINDLÆNGDE I CM

TABEL 8. SKINDKVALITET

KVALITET §

HOLD

N

MEAN

STD

Haff

129

98,4 b

6,5

Hold

N

Mean

Std

Øla

132

102,2 a

5,6

Haff

129

6,53

2,24

Pol

130

102,2 a

5,6

Øla

133

6,38

2,4

Gud

127

100,9 a

6,4

Pol

130

6,57

2,46

FFk3

122

99,3 b

6,8

Gud

127

6,24

2,53

Laff

114

99,8 b

6,4

FFk3

123

6,31

2,02

Bad

123

98,9 b

7

Laff

121

6,05

2,19

Fmel

121

98,6 b

6,6

Bad

123

6,74

2,5

Fmel

138

1425

210

Fmel

131

6,31

2,32

p-værdi

< 0,0001

N ER ANTALLET, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE;

p-værdi

NS

§ KVALITET ER VURDERET PÅ EN SKALA FRA 1 TIL 12 MED 12 SOM BEDST. N ER ANTALLET, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE


66

Der var forskel i frekvensen af flade og fyldige skind (tabel 9), således at Fmel havde flest flade skind og Bad havde flest fyldige.

Der var ikke signifikant forskel i frekvensen af silkede skind (tabel 10), men der var en tendens til at Bad og Fmel havde færrest silkede og at Pol havde flest.

TABEL 9. FREKVENSEN AF FLADE OG FYLDIGE SKIND

TABEL 10. FREKVENSEN AF SILKEDE SKIND

FYLDE, %

HOLD

Hold

% SILKET

Hold

Flade

Normale

Fyldige

Haff

40

30

Haff

12,3

81,5

6,2

Øla

41

33,1

Øla

18,1

74,4

7,5

Pol

42

42,4

Pol

18,9

71,2

9,9

Gud

43

31

Gud

13,2

76,7

10,1

FFk3

44

35,2

FFk3

20

70,4

9,6

Laff

45

30,6

Laff

19,8

72,7

7,4

Bad

46

24,2

Bad

8,9

75,8

15,3

Fmel

47

26,7

Fmel

23,7

67,2

9,2

p-værdi

p-værdi

0,04

NS (0,08)

NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE

Der var forskel i farve og renhed og i Øla, Pol, Gud og Haff var der de lyseste skind, og i Bad og Fmel var der de mest blå skind (tabel 11).

TABEL 11. FARVE OG RENHED

FARVE #

RENHED #

Hold

N

Mean

Std

N

Mean

Std

Haff

128

2,95 bcd

0,89

128

3,13 a

0,92

Øla

132

2,85 cd

0,9

132

3,22 a

0,91

Pol

130

2,82 d

0,94

130

3,1 a

0,91

Gud

125

2,79 d

0,89

125

3,04 a

0,92

FFk3

122

3,06 abc

0,94

122

3,02 a

0,82

Laff

120

3,18 ab

0,91

120

3,03 a

0,98

Bad

123

3,11 ab

0,99

123

2,78 b

0,86

Fmel

128

3,27 a

0,97

128

2,68 b

0,96

p-værdi

< 0,0001

< 0,0001

# FARVE: 1-5, 5 MØRKEST; RENHED: 1-5, 1 MEST BLÅ OG 5 MEST RØDLIG; N ER ANTALLET, MEAN ER GENNEMSNITTET, STD ER SPREDNINGEN; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE;

Dødeligheden var meget forskellig igennem forsøgsperioden (tabel 12). Lavest dødsfald blev set hos et af de ferske produkter Pol, højst dødsfald hos et af de varmebehandlede produkter Bad. En tidligere undersøgelse af fjerkræbiprodukter fandt ligeledes bedst overlevelse ved det ferske produkt (Clausen et al., 2019). Der blev set en del blære og nyre problemer, og især i Bad holdet blev

observeret nyreforandringer. Af den grund blev der obduceret 50 tilfældige hvalpe pr hold til pelsning. Der blev fundet en del hvalpe, hvor nyrerne havde en ujævn overflade (kaldet ”nuprede”) (fig. 7), og der var en tendens til forskel mellem holdene (tabel 13).


2019

67

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 12. FREKVENSEN AF DØDE HVALPE I HOLDENE, HANNER OG HUNNER.

HOLD

TABEL 13. FREKVENSEN AF HVALPE MED ”NUPREDE” NYRER VED PELSNING, 50 HANNER PR HOLD BLEV OBDUCERET

TOTAL ANTAL

PCT

HOLD

% nuprede nyrer

Haff

276

1,8 bc

Haff

16,0

Øla

276

2,5 abc

Øla

0

Pol

276

0,7 c

Pol

2,0

Gud

273

2,2 bc

Gud

5,9

FFk3

276

4,0 ab

FFk3

3,9

Laff

273

4,4 ab

Laff

3,9

Bad

274

5,5 a

Bad

13,5

Fmel

276

2,9 abc

Fmel

4,0

p-værdi

0,04

FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE;

p-værdi

NS (0,10)

NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE

FIGUR. 7. NORMALE NYRER (TV) OG ”NUPREDE” NYRER I LET OG SVÆR GRAD

men med Gudensberg (Gud) de længste skind, desuden var de blandt de hold der havde den bedste hvalpeoverlevelse og færrest hvalpe med nyreproblemer

Det laveste antal hvalpe med nyreforandringer blev set i holdene med de ferske produkter Øla og Pol. De fleste med nyreproblemer blev set i Haff og Bad, begge råvarer indgik med de største procentiblandinger af fjerkræ, men var også blandt de hold der havde den laveste mængde fordøjelig protein fra fisk og den højeste mængde fordøjelig protein fra vegetabilske produkter (tabel 1 og 1a). En undersøgelse af vegetabilsk protein i vækstperioden, hvor andelen af fordøjelig protein fra vegetabilske produkter udgjorde 19, 39 eller 58 % viste at hhv. 2, 6 og 22 % af de undersøgte hanner havde nyreforandringer ved pelsning (Clausen & Larsen, 2020). Årsagen til nyreforandringerne kendes ikke men undersøges nærmere. I en undersøgelse af fjerkræbiprodukter i 2017 (Clausen et al., 2019) blev ligeledes set ”nuprede nyrer” i forbindelse med pelsning (ikke publicerede resultater).

Byskov, K., 2018. Rapport for fordøjelighedsforsøg med mink (Neovison vison) Gudensberg (1844F); Intern medl.

Ved obduktionen blev det observeret, at hvalpe med nyreforandringer var i dårligere huld end hvalpe uden forandringer i nyrerne. Årsagen til disse nyreforandringer er uklar, men undersøges fremover i forskningsprojekter i samarbejde med København og Aarhus universitet.

Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Fodring med høj andel vegetabilske proteiner til minkhvalpe i vækst og pelssætningsperioderne giver reducerede produktionsresultater. Faglig Årsberetning 2019, 22-29. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Konklusion

Clausen, T.N., Blaabjerg, K & Larsen, P.F., 2019. Effekt af fodring med fjerkræbiprodukter til mink hvalpe i vækstog pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2018, 70 - 79. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK8200 Aarhus N, Danmark.

Afprøvning af forskellige fjerkræbiprodukter med forskellig procentiblanding, men med samme bidrag af omsættelig protein fra fjerkræ, viste store forskelle mellem produkterne. De to ferske produkter (Øla og Pol) havde den bedste foderudnyttelse, bedste hvalpevægte og sam-

Referencer

Bellagamba, F., Caprino, F., Mentasti, T., Vasconi, M. & Moretti, V. M., 2015. The Impact of Processing on Amino Acid Racemization and Protein Quality in Processed Animal Proteins of Poultry Origin, Italian Journal of Animal Science, 14; s. 238 – 245. Byskov, K., 2018. Rapport for fordøjelighedsforsøg med mink (Neovison vison) Fjerkræmel (1843F); Intern medl.


68

Clausen, T.N. & Hejlesen, C., 2005. Syrnet fjerkræaffald til mink i vækstperioden. Indflydelse på sundhed, tilvækst og pelskvalitet. Faglig Årsberetning 2004, 125 - 127. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & Hejlesen, C, 2004. Fjerkræaffald til mink i vækstperioden kombineret med kødbenmel og svinepulp i pelssætningsperioden, Faglig Årsberetning 2003, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro 85 – 89. Clausen, T.N. & Hejlesen, C., 2003. Fjerkræaffald kombineret med svinepulp og kødbenmel i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2002, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed. 39 - 42. Clausen, T.N. & Therkildsen, N., 1996. Afprøvning af store mængder fjerkræaffald til mink i vækstperioden 1994. Faglig Årsberetning 1995, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed. 111-115. Danielsen, M., Blaabjerg, K., Nebel, C., Clausen, T.N., Larsen, P.F. & Dalsgaard, T.K., 2020. Kemiske ændringer af protein fra fjerkræbiprodukter til minkfoder – hvordan påvirker råvarekvaliteten, processering og lagring proteinkvaliteten?. Faglig Årsberetning 2019, 100-106. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Elnif, J. & Hansen, N.E., 1987. Sammenligning af næringsstoffernes fordøjelighed hos minkhvalpe og udvoksede hanner (pastel type). NJF-Seminar 128, Tromsø.

Forsøg: 1844F, 1858F, 1859F; interne fordøjelighedsforsøg Hejlesen, C. & Clausen, T.N., 1999. Fjerkræaffald med 20 % fjer til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1998, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed. 67-72. SAS Institute Inc., 1996. SAS ® System for Mixed Models. SAS Institute Inc., Cary, NC, USA, 633 pp. Teamfoder, 2017. Anbefaling til indhold af næringsstoffer i dansk minkfoder 2018. Intern Rapport, Kopenhagen Rådgivning 2017


2019

FAGLIG Ã…RSBERETNING

69


70

Ernæring og fodring

E-VITAMIN TIL MINKHUNNER I VINTERPERIODEN FRA DECEMBER TIL FRAVÆNNING Af Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N

Sammendrag

Til undersøgelse af behovet for E-vitamin fra 16/12 til fravænning blev anvendt 3 hold á 330 brune hunner. De tre hold fik ens foder på nær E-vitamin tilsætningen, der var 0, 60 eller 120 mg vitamin E pr. kg. foder i UE, KON og DOBE holdene. Resultaterne viste ikke forskel i kuldstørrelse hos unge hunner, men hvalpetabet fra dag 28 til dag 42 var størst i DOBE hos unge hunner. Hos anden års hunner gav DOBE flest hvalpe ved fødsel i forhold til UE og KON, der ikke var forskellige. Hvalpevægtene var ikke signifikant forskellige for ung hunnernes hvalpe, men for anden års hunnernes hvalpe var den bedste tilvækst i KON frem for UE (hunhvalpe) og DOBE, der ikke var forskellige. Ung hunner i KON holdet havde det laveste vægt tab fra dag 28 til dag 42, for anden års hunnerne var forskellen ikke signifikant. På baggrund af dette og tidligere undersøgelser med modstridende resultater, anbefales det at bibeholde de gældende anbefalinger, men at gentage afprøvningen af E-vitamin i vinterperioden på et stort antal hunner. Clausen, T.N. & Larsen, P.F, 2020. E-vitamin til minkhunner i vinterperioden fra december til fravænning. Faglig Årsberetning 2019, 70-75. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: mink, vitamin E, reproduction, Neovison vison

Abstract

To study the need for vitamin E from Dec. 16 to weaning, 3 groups of 330 brown females were used. The three groups received identical feed except for the vitamin E supplement, which was 0, 60 or 120 mg vitamin E per kg. feed in the UE, KON and DOBE groups. Results showed no difference in litter size in young females, but kit loss in young females from day 28 to day 42 was greatest in DOBE. In the second year females, DOBE gave most kits compared to UE and KON. UE and KON were not different. The kit weights were not significantly different

for the young females, but for the second year females we found the best weight gain in KON over UE (female kits) and DOBE. UE and DOBE were not different. Young females in the KON group had the lowest weight loss from day 28 to day 42, for second year females the difference was not significant. Based on this and previous studies with contradictory results, it is recommended to maintain the current recommendations, but to repeat the testing of vitamin E during the winter period on a large number of females. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2020. Vitamin E to female mink in the winter period from December to weaning. Annual Report 2019, 70-75. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: mink, vitamin E, reproduction, Neovison vison

Indledning

Niveauet at E- vitamin i minkfoder i vinter- og dieperiode er ikke helt klarlagt, men anbefalingen er 60 mg syntetisk vitamin E pr. kg. foder, og det anses som mere end rigeligt (Jensen et al., 2005). En undersøgelse af Clausen et al. (1997) har vist nedsat antal levendefødte hvalpe pr. kuld ved fødsel, ved at øge E-vitamin tildelingen fra 60 til 120 mg / kg foder fra januar til fravænning. Nogle danske fodercentraler og avlere anvender ekstra tilsætning af Evitamin i foderet og formålet med forsøget var at undersøge, hvorvidt 60 eller 120 mg E-vitamin pr. kg. foder er det optimale i vinterperioden, eller om der er nok i råvarerne uden ekstra tilsætning.

Materiale og metoder

Til undersøgelsen blev anvendt 3 hold á ca. 330 brune hunner, fordelt på 80 anden års hunner og 250 ung hunner pr. hold (tabel 1). Et kontrolhold (KON) med den anbefalede vitamin og mineral tildeling (Team foder 2016), derudover et hold uden E vitamin, men med de øvrige vitaminer i henholdt til anbefalingerne (UE), og et hold med dobbelt tilsætning af E-vitamin og med de øvrige vitaminer i henholdt til anbefalingerne (DOBE).


2019

71

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 1. HOLDOPSTILLING I BRUNE MINK FRA PELSNING TIL FRAVÆNNING

HOLD KON

Kontrolhold, alm vitamin tilsætning

tilsat 60 mg α-tocopherylacetat /kg foder

UE

”Ingen” E- vitamin fra december

Ingen vitamin E tilsat foderet

DOBE

Dobbelt mængde E vitamin fra december

tilsat 120 mg α-tocopherylacetat /kg foder

Forsøgsfodringen startede 16/12-2016, foderplanen ses af tabel 2, eneste forskel var vitamin og mineralblandingen. I januar, februar og marts blev udtaget blod og organer for at følge E-vitamin status på blod og organer, resultaterne ses af Jensen et al. (2020).

TABEL 2. FODERPLANER (GENNEM PERIODEN BLEV PLANERNE JUSTERET HVIS DER KOM RÅVARER MED EN ÆNDRET NÆRINGSSTOFSAMMENSÆTNING)

16/12-2016 TIL FRAVÆNNING Fiskeafskær 3-5 % fedt

33,7

Industrifisk 8-12 % fedt

20

Affedtet fjerkræ

20

Ensilage Fishpro

3

Byg + Hvede

8,6

Hæmoglobin

3

Kartoffel protein

3

Majsgluten

3

Sojaolie

2,68

Svinefedt

1,34

DL-methionin Eddikesyre Vitamin-blanding

0,2

Vand

1,56

Plantal Tørstof, %

36

Aske, %

3,3

Energi kcal / 100 g

153

Energifordeling P:F:K

45:40:15

Der blev fremstillet specifikke vitaminblandinger med det ønskede indhold til holdene ved start af forsøget i december og igen i marts, KON holdets blanding ses af tabel 3. Foderets vitamin og mineral indhold blev analyseret.

TABEL 3. INDHOLD AF VITAMINER OG MINERALER I KON (KONTROLHOLDETS) VITAMIN/MINERALBLANDING HVORAF DER BLEV BRUGT 0,2 % I FODERET

KONTROL VITAMIN­BLANDING PR KG PULVER A-vitamin

1000

1000 i.e

D3-vitamin

350

1000 i.e

E-vitamin/dl-alfa-tokoferol

30.000

mg

B1-vitamin (thiamin)

12.500

mg

B2-vitamin (riboflavin)

4.000

mg

B6-vitamin (pyridoxin)

4.000

mg

25

mg

B5-vitamin (D-pantotensyre)

4.000

mg

B3-vitamin (niacin)

8.000

mg

B9-vitamin (Folsyre)

500

mg

B7-vitamin (biotin)

100

mg

CholinExtra

60.000

mg

Zn

5.000

mg

Mn

7.795

mg

Cu

500

mg

B12-vitamin (cobalamin)

Hunnerne blev vejet 16. december, 4. januar, 20. februar, samt dag 28 og dag 42 efter fødsel. Dagen efter fødsel blev hunnerne huldvurderet (Hynes et al., 2004). Hvalpene blev talt ved fødsel, dag 28 og dag 42. Hvalpe født i perioden 27/4 til 2/5 med mindst 7 hvalpe ved fødsel blev vejet dag 28 og dag 42. Døde hvalpe blev registreret hele perioden og obduceret fra dag 28. I tilfælde af bid/slagsmål blev dette registreret, hvalpene blev behandlet og kuldet blev delt. I alle hold blev kuld med 6 hvalpe og flere delvist fravænnet dag 42 efter fødsel for at undgå bid blandt hvalpene (Clausen & Larsen, 2015). Kropsvægte og kuldresultater blev analyseret med statistikprogrammet SAS (SAS, 1996). Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS/PDIFF blev anvendt med 5 % som signifikans-niveau. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Forskel i huld og goldprocent blev analyseret med χ 2 eller Probit.


72

Resultater og diskussion Det analyserede indhold af energi, protein, fedt og kulhydrat stemte fint overens med det forventede (Tabel 4), ligesom det analyserede indhold af vitamin E i de enkelte hold stemte fint overens med det forventede ved to prøveudtagninger (resultater af E-vitamin analyser ses i Jensen et al., (2020). Foderet fra holdet uden tilsat vitamin E indeholdt 10-12 mg naturligt α-tocopherol/kg fra råvarerne.

TABEL 4. DET ANALYSEREDE INDHOLD AF NÆRINGSSTOFFER, GENNEMSNIT AF ANALYSER GENNEM HELE PERIODEN

ANALYSETAL Tørstof, %

34,5

Aske, %

3,1

Energi kcal / 100 g

144

Energifordeling P:F:K

Vejning af hunnerne gennem vinterperioden (tabel 5) viste ingen forskel mellem holdene.

44:39,5:16,5

TABEL 5. HUNVÆGTE GENNEM VINTERPERIODEN, GRAM

HOLD

VÆGT 16. DEC

VÆGT 4. JAN

VÆGT 20. FEB

KON

1878 (236)

1710 (224)

1364 (188)

UE

1876 (235)

1675 (229)

1332 (192)

DOBE

1878 (232)

1653 (241)

1336 (298)

NS

NS

NS

P-Værdi

NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE

Der var ikke signifikant forskel i goldprocenten mellem holdene (tabel 6), numerisk færrest golde blev set i KON holdet, foder uden E-vitamin eller med dobbelt E vitamin gjorde ingen forskel.

Der var ikke forskel mellem holdene i hvalpe resultatet ved fødsel hos ung hunner (tabel 7), men der var forskel hos anden års hunnerne således at DOBE fik flere levendefødte hvalpe ved fødsel end KON og UE, denne forskel holdt sig gennem hele perioden. Dette er modsat tidligere undersøgelse, der viste reduceret antal levendefødte hvalpe pr. kuld ved fødsel, ved at øge E-vitamin tildelingen fra 60 til 120 mg. / kg. foder (Clausen et al., 1997). I forhold til KON holdet havde det ikke nogen betydning for avlsresultatet at udelade E-vitamin tilsætningen i UE holdet (analyse af UE foder viste 10 - 12 mg α-tocopherol/ kg (resultater ses i Jensen et al., 2020)), og analyser af plasma og væv fra de tre aflivningstidspunkter (januar, februar og marts) viste at ingen mink var målbart underforsynet med vitamin E (Jensen et al., 2020). Overordnede analyser viste at vægten i februar og fødselsdatoen havde betydning for kuldstørrelsen.

TABEL 6. GOLDPROCENT

HOLD

Gold %

KON

7,6

UE

9,9

DOBE

9,6 NS

NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL

TABEL 7. LEVENDE HVALPE PR FØDENDE HUN DAGEN EFTER FØDSEL, SAMT KULDSTØRRELSE DAG 28 OG DAG 42, DELT OP PÅ UNGE HUNNER (1 ÅR) OG ANDEN ÅRS HUNNER (2 ÅR).

HUNNENS ALDER ÅR

HOLD

ANTAL

1

KON

1 1

LEVENDE V. FØDSEL

DAG 28

DAG 42

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

218

7,1

2,7

6,4

2,6

6,1

2,7

UE

221

6,9

2,5

6,4

2,7

6

2,7

DOBE

212

7,2

2,6

6,5

2,7

5,9

3

p-værdi

NS

NS

NS

2

KON

74

7,0 b

2,2

6,7 b

2,2

6,5 b

2,4

2

UE

79

7,2 b

2,3

6,8 b

2,4

6,6 b

2,6

2

DOBE

72

8,1 a

2,3

7,7 a

2,2

7,5 a

2,4

p-værdi

0,009

0,01

MEAN ER GENNEMSNITTET; STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE.

0,02


2019

73

FAGLIG ÅRSBERETNING

Der var ikke forskel i antal døde hvalpe pr kuld ved fødsel, men for første års hunnerne var der signifikant

større hvalpetab fra dag 28 til dag 42 i DOBE holdet (tabel 8).

TABEL 8. DØDE HVALPE PR. FØDENDE HUN DAGEN EFTER FØDSEL, SAMT HVALPETAB PR. KULD FRA FØDSEL TIL DAG 28 OG FRA DAG 28 TIL DAG 42, DELT OP PÅ UNGE HUNNER (1 ÅR) OG ANDEN ÅRS HUNNER (2 ÅR).

HUNNENS ALDER ÅR

HOLD

1

DØDEV. FØDSEL

TAB FØDEL TIL DAG 28

TAB DAG 28 TIL DAG 42

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

KON

0,5

0,96

0,7

1,61

0,27 b

1,41

1

UE

0,54

1,08

0,53

1,43

0,35 b

1,18

1

DOBE

0,55

1,19

0,62

1,65

0,63 a

1,81

p-værdi

NS

NS

0,01

2

KON

0,18

0,65

0,3

1,14

0,19

0,61

2

UE

0,38

0,91

0,42

0,9

0,19

1,11

2

DOBE

0,32

0,69

0,39

1,76

0,17

1,07

p-værdi

NS

NS

NS

MEAN ER GENNEMSNITTET; STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE.

Der var ikke forskel i dødsfald og sygdomme hos hunnerne i perioden (tabel 9), der var dog en del hunner med

yverbetændelse i DOBE holdet, hvilket kan være medvirkende til lidt øget hvalpedødelighed hos hvalpene i det hold.

TABEL 9. DØDSFALD OG SYGDOMME BLANDT HUNNER I PERIODEN DECEMBER TIL FRAVÆNNING.

SYGE N / %

HOLD

DØDE HUNNER, %

SYGE TOTAL N/%

KON

5,7

17 / 5,8

4 / 1,4

8 / 2,7

5 / 1,7

UE

8,5

20 / 6,9

8 / 2,7

6 / 2,1

6 / 2,1

DOBE

6,8

20 / 7,0

3 / 1,1

15 / 5,3

2 / 0,7

NS

NS

FEDTEDE HVALPE YVER BETÆNDELSE

ANDET*

NS

* EVT. BÅDE FEDTEDE HVALPE OG YVER BETÆNDELSE

Hunnernes vægt udvikling gennem dieperioden (tabel 10), viste ikke signifikant forskel for anden års hunnerne, men

hos ung hunnerne var det KON holdet, der havde det lavest vægttab.

TABEL 10. HUNNERNES VÆGT (GRAM) DAG 28 OG DAG 42 SAMT VÆGTTAB FRA DAG 28 TIL DAG 42, DELT OP PÅ UNGE HUNNER (1 ÅR) OG ANDEN ÅRS HUNNER (2 ÅR).

HUNNENS ALDER ÅR

HOLD

1

DAG 28

DAG 42

TAB DAG 28 TIL DAG 42

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

KON

1677

186

1512

200

166 b

99

1

UE

1654

185

1442

192

203 a

106

1

DOBE

1615

195

1419

208

196 a

108

p-værdi

NS

NS

0,03

2

KON

1636

178

1463

179

174

96

2

UE

1597

167

1417

178

185

88

2

DOBE

1621

200

1416

181

197

83

p-værdi

NS

NS

NS

MEAN ER GENNEMSNITTET; STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE.


74

er der imidlertid taget højde for i de statistiske beregninger og én hvalp mere i kuldet giver mindre end 20 gram lavere hvalpevægt dag 42 (egne observationer), så det kan ikke være hele forklaringen. DOBE holdet havde flere hunner med yverbetændelse (tabel 9) det kan ligeledes være årsag til lavere hvalpevægte dag 42.

Hvalpenes vægt udvikling (tabel 11) var ikke forskellig hos ung hunnerne, men der var forskel hos anden års hunnernes hvalpe. Dag 42 var der hos hanhvalpe fra anden års hunner en bedre vægt i KON holdet i forhold til UE og DOBE. UE og KON havde ens kuldstørrelse, men i DOBE var der 1 hvalp mere pr. kuld i forhold til KON (tabel 7), det

TABEL 11. HVALPENES VÆGT (GRAM) DAG 28 OG DAG 42, DELT OP PÅ UNGE HUNNER (1 ÅR) OG ANDEN ÅRS HUNNER (2 ÅR).

HUNNENS ALDER ÅR

HOLD

1

HANNER DAG 28

HUNNER DAG 28

HANNER DAG 42

HUNNER DAG 42

Mean

Std

Mean

Std

Mean

KON

174

28

161

30

359

65

326

57

1

UE

180

32

164

27

354

71

320

59

1

DOBE

180

34

165

31

356

77

323

67

p-værdi

NS

NS

Std

NS

NS

2

KON

213

32

195

28

432 a

69

373

60

2

UE

207

29

195

31

397 b

61

357

45

2

DOBE

198

35

186

28

364 b

72

339

54

p-værdi

NS

NS

0,001

NS

MEAN ER GENNEMSNITTET; STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE.

Anden års hunnernes hvalpes tilvækst fra dag 28 til dag 42 var bedre for både han og hun hvalpe i KON holdet frem for i DOBE og bedre end hunhvalpe i UE holdet (tabel 12).

TABEL 12. HVALPENES TILVÆKST (GRAM) FRA DAG 28 TIL DAG 42, DELT OP PÅ UNGE HUNNER (1 ÅR) OG ANDEN ÅRS HUNNER (2 ÅR).

HUNNENS ALDER ÅR

HOLD

1

HAN HVALPE

HUN HVALPE

Mean

Std

Mean

Std

KON

185

48

166

43

1

UE

173

50

155

43

1

DOBE

173

59

156

48

p-værdi

NS

NS

2

KON

218 a

51

178 a

45

2

UE

187 ab

43

160 b

34

2

DOBE

165 b

47

153 b

39

p-værdi

< 0,0001

0,04

MEAN ER GENNEMSNITTET; STD ER SPREDNINGEN; NS ANGIVER AT DER IKKE ER SIGNIFIKANT FORSKEL; FORSKELLIGE BOGSTAVER I EN KOLONNE ANGIVER AT DER ER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE.


2019

75

FAGLIG ÅRSBERETNING

Konklusion

Hos ung hunner havde det ingen betydning for avlsresultatet om der blev tilsat 0, 60 eller 120 mg E-vitamin / kg. foder i perioden december til hvalpene blev fravænnet. Hos anden års hunnerne var der signifikant forskel således at DOBE holdet fødte og fravænnede flest hvalpe i forhold til UE og KON, der ikke var forskellige. Hvalpetabet hos anden års hunnerne var ikke forskelligt, men ung hunnerne i DOBE mistede flere hvalpe fra dag 28 til dag 42 end ung hunnerne i KON og UE. Ung hunner i KON holdet havde det laveste vægt tab fra dag 28 til dag 42, for anden års hunnerne var forskellen ikke signifikant. Hvalpevægtene var ikke signifikant forskellige for ung hunnernes hvalpe, men for anden års hunnernes hvalpe var den bedste tilvækst i KON frem for UE (hunhvalpe) og DOBE. Det kunne således se ud som om der var en positiv effekt på kuldstørrelsen hos anden års hunner ved at tilsætte ekstra E-vitamin i vinterperioden, men en negativ effekt på hvalpenes tilvækst. Det passer ikke med tidligere resultater (Clausen et al., 1997) der viste nedsat antal levendefødte hvalpe pr. kuld ved fødsel, ved at øge E-vitamin tildelingen fra 60 til 120 mg / kg foder. Desuden viste analyser af plasma og væv fra de tre aflivningstidspunkter (januar, februar og marts) at ingen mink var målbart underforsynet med vitamin E (Jensen et al., 2020). Det ville således være en god ide at gentage afprøvningen af E-vitamin i vinterperioden på et stort antal hunner.

Referencer

Clausen, T.N & Larsen, P.F., 2015. Partial Weaning at Six Weeks of Age Reduces Biting among Mink Kits (Neovison Vison). Open Journal of Animal Sciences, 5, 71-76. Clausen, T.N., Hejlesen, C., Therkildsen, N., Børsting, C. F., Damgaard, B. M., Engberg, R. & Jensen, S.K., 1997. Fed sildeafskær og affedtet sildeensilage til mink i reproduktions- og dieperioden. Faglig Årsberetning 1996 (2. udg.) 125-134 (75-80), Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Team foder, 2016. Vejledende anbefaling til indhold af næringsstoffer i dansk minkfoder 2017. Intern Rapport, Kopenhagen Forskning / Rådgivning 2016 Hynes, A.M., Rouvinen-Watt, K., Armstrong, D., 2004. Body condition and glycemic control in mink females during reproduction and lactation. VIIIInternational Scientific Congress in Fur Animal Production, Den Bosch, The Netherlands, September 15 – 18. Scientifur, 28, 3, 79 - 86. Mustonen, A-M., Pyykönen, T., Paakkonen, T., Ryökkynen, A., Asikai Jensen, S. K., Hansen, M. U., Clausen, T. N. 2005. E-vitamin til tæver og dets overførsel til hvalpe. Faglig årsberetning 2004, 61-67, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Jensen, S.K, Hedemann, M.S, Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2020. Fodring af minkhunner med forskellige niveauer af syntetisk E vitamin i vinterperioden januar- marts. Faglig Årsberetning 2019, 108-114. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark SAS Institute Inc., 1996. SAS ® System for Mixed Models. SAS Institute Inc., Cary, NC, USA, 633 pp


76

Ernæring og fodring

EFFEKT AF JERNTILSKUD PÅ MINK­ HVALPES JERNSTATUS OG TILVÆKST, NÅR JERN GIVES DIREKTE TIL HVALPENE VIA INJEKTION ELLER INDIREKTE VIA FODERET TIL HUNNEN I DRÆGTIGHEDSOG DIEGIVNINGS­PERIODEN Af Karoline Blaabjerg, Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Fur Forskning, E-mail: kba@kopenhagenfur.com

Sammendrag

Der blev gennemført to forsøg. Formålet med forsøg 1 var at undersøge effekten af at tilsætte 70 mg Fe/kg foder fra d. 20. marts i drægtighedsperioden og frem til dag 63 efter fødsel på hvalpenes jernindhold i lever, hæmoglobinog hæmatokritniveau samt tilvækst. I forsøget indgik 24 parrede brune førsteårs hunner, som blev tildelt foder fra Holstebro fodercentral tilsat 0 eller 70 mg Fe/kg foder i form af jernsulfat. Hvalpene blev tildelt samme foder som hunnen frem til dag 63. Formålet med forsøg 2 var at undersøge effekten af at give minkhvalpe en injektion med jern (10 mg Fe/hvalp) dag 3 efter fødsel på hvalpenes hæmoglobin- og hæmatokritniveau samt tilvækst. I forsøget indgik 25 kuld (brune første års hunner), hvor halvdelen af hvalpene i hvert kuld (balanceret i forhold til køn) fik en jerninjektion og den anden halvdel en saltvandsinjektion. I forsøg 1 var foderets jernindhold uden og med tilsætning af jernsulfat hhv. 382 og 547 mg/kg tørstof. Tilsætning af jern til foder tildelt hunnerne og hvalpene påvirkede hverken hvalpenes vægt eller jernindhold i lever dag 3, hæmoglobin- og hæmatokritniveau samt tilvækst. Forsøg 2 viste, at jerninjicerede hvalpe havde et signifikant højere hæmoglobin- og hæmatokritniveau dag 16 og 38 efter fødsel, men der var ingen forskel dag 63. Injektion med jern havde ingen effekt på tilvækst fra dag 3 til 63. Overordnet viser de to forsøg, at minkhvalpes jernstatus forbedres i begrænset omfang ved injektion med jern dag 3 efter fødsel, men ikke ved øget jerntildeling til hunnen under drægtighed og frem til dag 63, hvor hvalpene fik samme foder som hunnen. Hverken tilskud af jern via foderet eller injektion forbedrede hvalpenes tilvækst. Blaabjerg, K., Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2020. Effekt af jerntilskud på minkhvalpes jernstatus og tilvækst, når jern gives direkte til hvalpene via injektion eller indirekte via foderet til hunnen i drægtigheds- og diegivningsperioden. Faglig Årsberetning 2019, 76-81. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Keywords: anæmi, jern, jernmangel, hæmoglobin, hæmatokrit, tilvækst, Neovison vison.

Abstract

Two experiments were conducted. The purpose of experiment 1 was to investigate the effect of supplementing 70 mg Fe/kg diet from Marts 20 during the gestation period and until day 63 after birth on the kits’ liver iron content, hemoglobin and hematocrit level as well as growth. The experiment comprised 24 mated brown first year females fed a diet produced by Holstebro feed kitchen and supplemented with 0 or 70 mg Fe/kg diet in the form of iron sulphate. The kits were fed the same feed as the females until day 63. The purpose of experiment 2 was to investigate the effect of giving kits an injection with iron (10 mg Fe/kit) at day 3 after birth on kits’ hemoglobin and hematocrit level as well as growth. The experiment comprised 25 litters (brown first year females) of which half of the kits in each litter (balanced in relation to sex) was given an iron injection and the other half and saline injection. In experiment 1, the iron content of the feed without and with iron sulphate was 382 and 547 mg/kg dry matter, respectively. Addition of iron to the feed fed to the females and kits had no effect on the mink kits’ weight and content of iron in the liver day 3, hemoglobin and hematocrit level as well as growth. Experiment 2 showed that iron injected kits had a significantly higher hemoglobin and hematocrit level at day 16 and 38, but not at day 63. Iron injection did not affect the growth of the kits from day 3 to 63. Overall, the two experiments show that the mink kits’ iron status is improved to a limited extent by iron injection day 3 after birth, but not by supplementing extra iron to the feed fed to the females during gestation and until day 63, where the kits ingested the same feed as the female. Furthermore, neither supplementation of iron via the feed nor via injection improved the growth of the kits.


2019

77

FAGLIG ÅRSBERETNING

Blaabjerg, K., Clausen, T.N. & Larsen, P.F.,, 2020. Effect of iron supplementation on iron status and growth of mink kits, when iron is given directly to the kits via injection or indirectly via the feed fed to the females during the gestation and lactation period. Annual Report 2019, 76-81. Kopenhagen Fur Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark.

mg Fe/kg foder til 0 mg Fe/kg foder for alle perioder, idet det blev vurderet, at det naturlige jernindhold i minkfoder er tilstrækkelig til at dække dyrenes behov pga. det høje indhold af jern i råvarerne. Denne reduktion gav dog anledning til bekymring blandt nogle fodercentraler og avlere, som satte spørgsmålstegn ved, om reduktionen kunne mindske overførsel af jern fra hunnen til afkom under drægtighed og via mælken i diegivningsperioden og dermed påvirke hvalpenes jernstatus negativt.

Keywords: anemia, iron, iron deficiency, hemoglobin, hematocrit, growth, Neovison vison.

Formålet med forsøg 2 var at undersøge effekten af at give minkhvalpe en injektion med jern (10 mg Fe/hvalp) dag 3 efter fødsel på hvalpenes hæmoglobin- og hæmatokritniveau samt tilvækst. Fra pattegrise er det kendt, at de lider af anæmi pga. jernmangel indtil de kan optage tilstrækkelig med jern via foderet. Anæmi hos pattegrise er i årtier blevet forbygget ved at give pattegrise et jerntilskud i første leveuge, ofte som en injektion dag 3 efter fødsel, for at forebygge udvikling af anæmi og øge pattegrisenes tilvækst og overlevelse (Seges Svineproduktion, 2017). Det blev derfor undersøgt om injektion af minkhvalpe dag 3 efter fødsel, med en jerndosis svarende til dosis per gram kropsvægt anvendt som standard til pattegrise dag 3 efter fødsel (Tabel 1), havde tilsvarende positive effekter på minkhvalpe som hos pattegrise (Blaabjerg et al., 2019). Forsøget viste, at jerninjicerede hvalpe havde et signifikant højere hæmoglobinniveau dag 18 efter fødsel, men ikke dag 39 og 58 og tilvæksten var upåvirket. Minkhvalpe har imidlertid en relativ større tilvækst i forhold til pattegrise dag 3-28 (hhv. 987 vs. 280%), hvorfor den anvendte jerndosis per gram tilvækst var mere end 3 gange lavere for minkhvalpene sammenlignet med pattegrise (Blaabjerg et al., 2019; Tabel 1). Skulle minkhvalpene have haft samme dosis per g tilvækst dag 3-28 som pattegrisene, skulle de have injiceret 7,08 mg Fe per hvalp (Tabel 1). Den lavere jerndosis per g tilvækst i forhold til pattegrisene formodes at være forklaringen på den manglende effekt af jern på hæmoglobin dag 39 og 58 og tilvæksten hos minkhvalpe (Blaabjerg et al., 2019). I et pilotforsøg blev injektion dag 3 efter fødsel med hhv. 5, 7, 9 eller 10 mg jern per hvalp derfor testet. Da ingen hvalpe i pilotforsøget viste tegn på forgiftning, blev det besluttet at injicere 10 mg Fe per hvalp dag 3 efter fødsel i forsøg 2.

Introduktion

Jern (Fe) er et livsnødvendigt næringsstof, og en af jerns vigtigste funktioner er, at det er essentielt for dannelsen af hæmoglobin, der er det iltbærende molekyle i de røde blodlegemer (Dallman, 1986). Derudover spiller jern en vigtig rolle i forhold til vækst (Svoboda et al., 2008). Anæmi er karakteriseret ved mangel på hæmoglobin i de røde blodlegemer og skyldes typisk jernmangel. Forsøg viser, at blodets indhold af hæmoglobin falder markant fra fødsel og indtil minkhvalpene begynder at æde fast foder, som typisk har et højt indhold af jern pga. høj inklusion af animalske råvarer (Skrede, 1970; Blaabjerg et al., 2019). Indtil jernbehovet kan dækkes ved tilstrækkelig optagelse via foderet, tyder det derfor på, at hvalpene lider af anæmi. Årsagen til dette er formentlig, at hvalpene fødes med et lille jerndepot, og at jernindholdet i minkmælk er lavt samtidig med, at hvalpene de første uger efter fødsel flerdobler deres vægt og dermed deres blod volumen. Det er derfor relevant at undersøge, om det er muligt at hæve hvalpes jernstatus ved at øge tildelingen af jern via foderet til hunnen i drægtigheds- og diegivningsperioden samt i den første tid, hvor hvalpene æder fast foder. Ligeledes er det relevant at undersøge, om det er muligt at hæve hvalpes jernstatus ved at give dem en injektion med jern. Der blev derfor gennemført to forsøg. Formålet med forsøg 1 var at undersøge effekten af at tilsætte 70 mg Fe/kg foder i form af jernsulfat til foder fra d. 20. marts i drægtighedsperioden og frem til dag 63 efter fødsel på hvalpenes jernindhold i lever, hæmoglobin- og hæmatokritniveau samt tilvækst. Tilsætning af 70 mg Fe/kg foder blev valgt ud fra, at præmix-anbefalingen til mink i 2017 (Team Foder, 2017) blev reduceret fra 70

TABEL 1. JERNTILSKUD DAG 3 EFTER FØDSEL PER G KROPSVÆGT DAG 3 ELLER PER G TILVÆKST DAG 3-28

#

VÆGT DAG 3 EFTER FØDSEL, g

TILVÆKST DAG 3-28, g

JERNTILSKUD, mg Fe

mg Fe/g KROPSVÆGT DAG 3

mg Fe/g TILVÆKST DAG 3 – 28

REFERENCE

Pattegris

1840

5160

200#

0,11

0,039

Nielsen & Kring (2002)

Minkhvalp

18,4

181,6

2

0,11

0,011

Blaabjerg et al. (2019)

Minkhvalp

18,4

181,6

7,08

0,38

0,039

Minkhvalp

18,4

181,6

10,0

0,54

0,055

STANDARD JERNDOSIS TIL PATTEGRISE INJICERET DAG 3 EFTER FØDSEL (SØRENSEN, 1991)

Det aktuelle forsøg


78

Materiale og metoder

De to forsøg blev gennemført på Kopenhagen Fur farm i 2019. I forsøg 1 indgik 24 parrede brune førsteårs hunner, som blev tildelt foder fra Holstebro fodercentral. Tretten af hunnerne blev tildelt foder uden tilsat uorganisk Fe og elve af hunnerne blev tildelt foder tilsat 70 mg Fe/kg foder i form af jernsulfat (Tabel 2) fra d. 20. marts og frem til dag 63 efter fødsel. Kuldstørrelsen varierede fra 3 til 10 hvalpe. Hvalpene fik samme foder som hunnen og fra dag 28 blev der fodret på redekassen. Dag 3 efter fødsel blev hvalpene kønsbestemt, og én hvalp fra hvert kuld (lige mange han- og hunhvalpe indenfor behandling) blev aflivet for at udtage lever til bestemmelse af jern. Jernindholdet i både lever og foder blev analyseret vha. ICP-MS. I forsøg 2 indgik 25 brune førsteårs hunner, der hver havde et kuld på mindst 8 hvalpe. Kuld med flere end 8 hvalpe blev kuldudjævnet dag 3 efter fødsel således, at alle hunner havde et kuld på 8 hvalpe. Hunnerne og hvalpene blev tildelt foder fra Holstebro fodercentral uden tilsat uorganisk Fe (fra dag 28 på redekassen, Tabel 2 ”-jern”). På dag 3 efter fødsel blev halvdelen af hvalpene i hvert kuld injiceret subkutant i nakken under kirtelvævet med en jernopløsning (0,1 mL indeholdende 10 mg Fe) og den anden halvdel med en tilsvarende volumen saltvandsopløsning. Han- og hunhvalpe blev så vidt muligt fordelt ligeligt indenfor kuld på de to behandlinger (-/+ jern) for at undgå, at effekt af køn og kuld skulle påvirke effekten af behandling. Minkhvalpene blev injiceret med et jernpræparat til pattegrise (Uniferon, 200 mg Fe/mL i form af jern (III)-hydroxid dextran). Både i forsøg 1 og 2 blev alle hvalpe kønsbestemt dag 3 og injiceret med en chip i nakkefolden for at kunne identificere de enkelte hvalpe indenfor kuld. Ligeledes blev alle hvalpe i begge forsøg vejet individuelt dag 3, 16, 38 og 63 efter fødsel. I forsøg 1 blev der taget blodprøver af én han og én hun per kuld, mens der i forsøg 2 blev taget blodprøver af fire hvalpe per kuld (én han og én hun injiceret med saltvand og én han og én hun injiceret med 10 mg Fe). Dag 16 og 38 blev blodprøven taget fra en vene i halsen (v. Jugularis), mens den dag 63 blev taget fra en vene i forbenet (v. Cephalica). Blodprøver til hæmoglobinanalyse blev opsamlet vha. cuvetter (HemoCue Hemoglobin cuvetter) og efterfølgende analyseret for hæmoglobin vha. HemoCue Hb 201+ System. Blodprøver til hæmatokritbestemmelse blev opsamlet i hæmatokritrør og centrifugeret i 10 min (Adams micro-hematocrit centrifuge). Resultaterne blev analyseret ved hjælp af MIXED proceduren i SAS (SAS Institute Inc., 2004). Statistisk signifikans blev accepteret ved P ≤ 0,05 og tendenser ved 0,05 < P ≤ 0,10.

Behandlings- og kønsforskelle blev separeret i SAS ved hjælp af PDIFF option. Resultaterne er angivet som mean med tilhørende standardafvigelse (std). I Forsøg 1 blev effekt af jern tilsat foderet på lever parametre analyseret vha. en model indeholdende behandling (-/+ jern) som fixed-effekt parametre samt kuld som random og startvægt dag 3 og fødselsdato som co-variater. I Forsøg 1 og 2 blev effekt af jern tilsat foderet hhv. givet som injektion på hæmoglobin, hæmatokrit og tilvækst analyseret vha. en model indeholdende behandling (-/+ jern) og køn som fixed-effekt parametre og deres vekselvirkninger samt kuld som random og startvægt dag 3 og fødselsdato som co-variater.

Resultater og diskussion Forsøg 1

Det fremgår af Tabel 2, at knapt 80% af det tilsatte jern blev genfundet i foderet ved analyse. Leveren er det primære lagringsorgan for jern (Dallman, 1986). Hverken koncentrationen eller totalindholdet af jern i lever fra hvalpe dag 3 efter fødsel var påvirket af hunnens jernindtag fra d. 20. marts. Dette indikerer, at overførelsen af jern fra hunnen til fostrene under drægtighed ikke var øget, ved tilsætning af jern til foderet. I det aktuelle forsøg var koncentrationen af jern i lever omkring ni gange højere i forhold til koncentrationen bestemt i lever i et tilsvarende forsøg fra 18 dage gamle hvalpe (0,42 mg/g tørstof; Blaabjerg et al., 2019). Dette viser, at leveren, som er det primære lagringsorgan for jern, mobiliserer oplagret jern fra dag 3 til dag 18, hvor hvalpene ernæres alene af mælk, som formentlig har et lavt indhold af jern. I lever fra brune hanner ved pelsning blev der fundet en koncentration på 0,55 mg Fe/g tørstof ved tildeling af et foder indeholdende 429-483 mg Fe/kg tørstof i løbet af vækst- og pelssætningsperioden (Clausen et al., 2017). At koncentrationen af jern i lever er højere ved pelsning (0,55 mg/g tørstof; Clausen et al., 2017) sammenlignet med dag 18 efter fødsel (0,42 mg/g tørstof; Blaabjerg et al., 2019), skyldes formentlig, at jernforsyningen øges og dermed leverens jern lager, så snart hvalpene begynder at æde fast foder fra dag 28. Der var ikke forskel på levervægt og forholdet levervægt: kropsvægt mellem behandlinger. Hvalpe, hvis moder havde fået tilsat jern til foderet fra d. 20. marts, havde et højere tørstofindhold i leveren. Det vurderes, at denne forskel er en tilfældig effekt og ikke en behandlingseffekt.


2019

79

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 2. JERNINDHOLD I FODER OG I LEVER FRA HVALPE DAG 3 EFTER FØDSEL, HVOR HUNNEN FIK FODERCENTRALFODER TILSAT 0 ELLER 70 MG FE/KG FODER FRA D. 20. MARTS I DRÆGTIGHEDSPERIODEN

ANTAL

-JERN Mean

Std

+JERN

ANTAL

Mean

Std

P-VÆRDI

Foder Tørstof, %

3

32,7

0,7

3

32,9

1,0

mg Fe/kg foder

3

124,5

29,7

3

179,4

30,1

mg Fe/kg tørstof

3

381,8

97,4

3

546,6

102,3

Fe lever, mg/g tørstof

13

3,84

1,29

11

3,71

1,34

0,53

Total Fe lever, mg

13

0,81

0,22

11

0,69

0,16

0,56

Lever, tørstof %

13

25,92

1,31

10

27,21

1,51

0,04

Lever, g

13

0,84

0,19

11

0,72

0,19

0,63

Levervægt: kropsvægt

13

0,05

0,01

11

0,05

0,01

0,48

Dag 3

Det fremgår af Tabel 3, at hvalpenes hæmoglobin- og hæmatokritniveau ikke var påvirket af om foderet var tilsat jern eller ej, bortset fra hæmatokritniveauet dag 63, som var højest for hvalpe på behandlingen ”ingen jern tilsat foder”, og samme tendens blev observeret dag 16, hvilket ikke kan forklares. Hunhvalpe havde et højere hæmoglobin- og hæmatokritniveau sammenlignet med hanhvalpe dag 38 og 63. Dette stemmeroverens med tidligere for-

søg (Blaabjerg et al., 2019; Skrede, 1970). De målte hæmoglobinniveauer passer ligeledes med de niveauer, der blev målt hos alderssvarende hvalpe i et tidligere forsøg (Blaabjerg et al., 2019). Hanhvalpe havde allerede dag 3 efter fødsel en højere kropsvægt sammenlignet med hunhvalpe, og vægtforskellen mellem køn steg i løbet af forsøgsperioden. Hvalpenes vægt dag 3 og tilvækst fra dag 3 til 63 var ikke påvirket af om foderet var tilsat jern eller ej.

TABEL 3. HÆMOGLOBIN- OG HÆMATOKRITNIVEAU I BLOD FRA HVALPE, HVOR HUNNEN FRA D. 20. MARTS FIK FODERCENTRALFODER TILSAT 0 ELLER 70 MG FE/KG FODER. HVALPENE FIK SAMME FODER SOM HUNNEN.

TOTAL ANTAL

-JERN TILSAT FODER

+JERN TILSAT FODER

HAN

HAN

HUN

P-VÆRDI

HUN

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Jern

Køn

J x K#

Dag 16: Hæmoglobin, g/100 mL

47

9,5

0,6

9,5

0,9

9,4

1,0

9,2

0,7

0,2

0,9

NS

Dag 16: Hæmatokrit, %

47

34

1

35

2

33

3

33

2

0,06

0,81

NS

Dag 38: Hæmoglobin, g/100 mL

46

9,1

0,8

9,4

0,9

9,4

1,1

10,1

0,8

0,16

0,02

NS

Dag 38: Hæmatokrit, %

45

31

2

32

3

31

3

33

3

0,66

0,02

NS

Dag 63: Hæmoglobin, g/100 mL

44

12,7

0,5

12,9

0,9

12,0

0,7

13,0

0,99

0,44

0,002

NS

Dag 63: Hæmatokrit, %

44

41

1

42

3

38

1

40

3

0,03

0,01

NS

Dag 3: vægt, g

120

18,3

4,4

17,2

4,2

17,4

3,9

16,2

3,2

0,66

0,02

NS

Tilv. dag 3-16, g

115

89

12

79

12

83

15

79

10

0,57

Tilv. dag 16-38, g

114

230

46

219

39

216

56

223

39

0,74

Tilv. dag 38-63, g

110

814

132

603

111

781

127

598

83

0,90

<0,0001

NS

Tilv. dag 3-63, g

110

1142

154

906

133

1086

150

901

102

0,78

<0,0001

NS

#HVIS VEKSELVIRKNING J X K NON-SIGNIFIKANT ER DENNE TAGET UD AF MODELLEN

<0,0001 0,97

NS NS


80

Forsøg 2

Tabel 4 viser, at hanhvalpene allerede dag 3 efter fødsel havde en signifikant højere vægt end hun-

hvalpene, og at vægtforskellen mellem køn blev større jo ældre hvalpene blev.

TABEL 4. HAN- OG HUNHVALPEVÆGT PÅ TVÆRS AF BEHANDLINGER DAG 3, 16, 38 OG 63 EFTER FØDSEL

KØN

TOTAL ANTAL

HAN

P-VÆRDI KØN

HUN

Mean

Std

Mean

Std

Dag 3

200

18,0

3,8

17,5

3,6

<0,0001

Dag 16

186

105,0

14,5

97,7

14,4

<0,0001

Dag 38

183

357,8

49,8

326,1

46,8

<0,0001

Dag 63

178

1070

132

925

113

<0,0001

Tabel 5 viser blodets indhold af hæmoglobin og hæmatokrit hos hvalpe injiceret med jern eller saltvand dag 3 efter fødsel. Hvalpe injiceret med 10 mg jern havde et signifikant højere hæmoglobin- og hæmatokritniveau dag 16 (hhv. 7-9 og 6-9%) og dag 38 efter fødsel (hhv. 13-15 og 6-13%) i forhold til hvalpe injiceret med saltvand. Derimod var der ingen forskel i hæmoglobin- og hæmatokritniveau mellem behandlinger dag 63 efter fødsel, formentlig fordi hvalpene på det tidspunkt har en relativ høj optagelse af fast foder og dermed jernforsyning. Et tidligere forsøg viste, at hvalpe injiceret med 2 mg jern dag 3 efter fødsel havde et signifikant højere hæmoglobinniveau (6,5%) dag 18 i forhold til hvalpe injiceret med saltvand, men ikke dag 39 og 58 efter fødsel (Blaabjerg et al., 2019). Sammenlignet med det aktuelle forsøg indikerer det, at injektion med 10 i forhold til 2 mg jern resulterer i en anelse højere procentuel stigning i hæmoglobin dag 16-18, og at effekten af 10 mg varer længere, idet der stadig var effekt af behandlingen dag 38 efter fødsel. Forsøg med pattegrise viser (Sørensen, 1991), at injektion med 200 mg jern dag 3, resulterede i en betydelig større stigning i hæmoglobin (84%) og hæmatokrit (55%) i forhold til det aktuelle forsøg og forsøget af Blaabjerg et al. (2019). Dette til trods for, at jerndosis anvendt i nærværende forsøg var højere i forhold til dosis anvendt i forsøget med pattegrisene (Sørensen, 1991), både når dosis beregnes per g kropsvægt dag 3 eller per g tilvækst dag 3-28 (Tabel 1). Derimod var jerndosis beregnet per g tilvækst betydelig lavere i forsøget af Blaabjerg et al. (2019) sammenlignet med forsøget med pattegrisene (Sørensen, 1991) selvom minkhvalpene og pattegrisene i de to respektive forsøg fik samme jerndosis per g kropsvægt dag 3, hvilket skyldes, at minkhvalpe har en relativ større tilvækst sammenlignet med pattegrise dag 3-28 (Tabel 1). Derudover viste forsøget, at ikke-jerninjicerede pattegrise først opnåede samme hæmoglobin- og hæmatokritniveau omkring dag 60 efter fødsel, som de jerninjicerede pattegrise (Sørensen, 1991). Dette indikerer, at effekten af injektion med jern på hæmoglobin- og hæmatokrit er betydelig højere og længerevarende i pattegrise sammenlignet med minkhvalpe, selv når minkhvalpe får en højere jerndosis i forhold til pattegrise (hhv. 0,055 og 0,039 mg Fe/g tilvækst dag 3-28, Tabel 1). De målte hæmoglobinkoncentrationer er på niveau med koncentrationer målt hos alderssvarende hvalpe i Forsøg 1 og i forsøget af Blaabjerg et al. (2019). Derimod ligger niveauerne lidt lavere dag 16 og 38 i forhold til niveauerne målt i forsøget af Skrede (1970), mens der ikke er forskel

på niveauerne mellem forsøgene dag 63. Dette viser, at hæmoglobinniveauet hos hvalpene i det aktuelle forsøg kun var lavere i forhold til niveauet i forsøget af Skrede (1970) i perioden, hvor hvalpene helt (dag 16) eller delvis (dag 38) ernæres via mælk fra hunnen. Skrede (1970) observerede en negativ korrelation mellem kuldstørrelse og hvalpenes hæmoglobinkoncentration ved fravænning. En mulig forklaring på hæmoglobinforskellene dag 16 og 38 mellem det aktuelle forsøg og forsøget af Skrede (1970) kunne derfor være forskelle i kuldstørrelse mellem forsøgene, idet kuldstørrelsen i det aktuelle forsøg var 8, mens den gennemsnitlige kuldstørrelse var 3,59 i forsøget af Skrede (1970). I overensstemmelse med Forsøg 1 og tidligere forsøg (Blaabjerg et al., 2019; Skrede, 1970) havde hunhvalpe signifikant højere eller tendens til højere hæmoglobinniveau sammenlignet med hanhvalpe. I forbindelse med vækst øges blodvolumen og følges denne øgning ikke op af en tilsvarende øgning i produktionen af hæmoglobin reduceres hæmoglobinniveauet i blodet (Skrede, 1983). Dette forklarer hvorfor hanhvalpe, som har en betydelig højere vækst i forhold til hunhvalpe, har et lavere hæmoglobinniveau i forhold til hunhvalpe især i den del af vækstperioden, hvor de har den relative største tilvækst. Der var ingen effekt af jerninjektion (0,055 mg Fe/g tilvækst dag 3-28) på tilvæksten, hvilket stemmer med resultater af Blaabjerg et al. (2019), hvor hvalpene dag 3 fik injiceret 2 mg jern svarende til 0,011 mg Fe/g tilvækst dag 3-28 (Tabel 1). Til sammenligning, viser forsøg med pattegrise, at injektion med 200 mg jern dag 3 efter fødsel, svarende til 0,039 mg Fe/g tilvækst dag 3-28, øger den daglige tilvækst med over 20% (Sørensen, 1991; Stojanac et al., 2016). Samlet set viser resultaterne for både hæmoglobin, hæmatokrit og tilvækst, at selvom minkhvalpene blev injiceret med en højere jerndosis per g tilvækst dag 3-28 (0,055 mg Fe/g tilvækst) i forhold tidligere forsøg med minkhvalpe (0,011 mg Fe/g tilvækst; Blaabjerg et al., 2019) og pattegrise (0,039 mg Fe/g tilvækst; Sørensen et al., 1991) så havde det kun en begrænset effekt på hæmoglobin og hæmatokrit og ingen effekt på tilvækst. Hvorfor minkhvalpe ikke responderer på samme måde, når de injiceres med jern, som pattegrise gør, kan vi ikke forklare på nuværende tidspunkt. Forsøg med pattegrise viser, at tidspunktet for injektionen er afgørende for effekten (Svoboda et al., 2008). Umiddelbart vurderes det, at pattegrisen dag 3 ef-


2019

81

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 5. HÆMOGLOBIN- OG HÆMATOKRITNIVEAU I BLOD FRA HVALPE INJICERET MED 10 MG FE ELLER SALTVAND DAG 3 EFTER FØDSEL

NACL INJEKTION

TOTAL ANTAL

#

HAN

FE INJEKTION

HUN

HAN

P-VÆRDI

HUN

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Mean

Std

Jern

Køn

J x K#

Dag 16: Hæmoglobin, g/100 mL

94

9,6

0,5

9,7

0,8

10,3

0,7

10,6

1

<0,0001

0,01

NS

Dag 16: Hæmatokrit, %

94

34

2

35

2

37

2

37

3

<0,0001

0,07

NS

Dag 38: Hæmoglobin, g/100 mL

92

9,2

0,7

9,5

0,8

10,6

0,6

10,7

0,5

<0,0001

0,08

NS

Dag 38: Hæmatokrit, %

91

31

2

32

2

35

2

34

2

<0,0001

0,4

NS

Dag 63: Hæmoglobin, g/100 mL

88

12,4

0,7

13,0

0,7

12,5

0,7

13,1

0,7

0,43

<0,0001

NS

Dag 63: Hæmatokrit, %

88

40

2

41

2

40

2

41

2

0,23

<0,0001

NS

Tilv. dag 3-16, g

186

89

11

80

11

85

12

80

12

0,22

<0,0001

NS

Tilv. dag 16-38, g

183

252

47

225

37

252

43

230

45

0,71

<0,0001

NS

Tilv. dag 38-63, g

178

810

107

598

92

808

118

596

87

0,75

<0,0001

NS

Tilv. dag 3-63, g

178

1156

128

907

109

1149

134

908

115

0,75

<0,0001

NS

HVIS VEKSELVIRKNING J X K NON-SIGNIFIKANT ER DENNE TAGET UD AF MODELLEN

ter fødsel er mere færdigudviklet i forhold til minkhvalpen, og spørgsmålet er derfor, om minkhvalpe skal injiceres senere for at opnå en større effekt.

Konklusion

6: 13-40. Bates, D., Maechler, M., Bolker, B., Walker, S. (2015). Fitting Linear Mixed-Effects Models Using lme4. Journal of Statistical Software, 67(1), 1-48. doi:10.18637/ jss.v067.i01

I forsøg 1 var foderets jernindhold uden og med tilsætning af jernsulfat hhv. 382 og 547 mg/kg tørstof. Tilsætning af jern til foder tildelt hunnerne fra 20. marts og hvalpene fra dag 28 påvirkede hverken hvalpenes vægt og jernindhold i lever dag 3 efter fødsel, hæmoglobin- og hæmatokritniveau samt tilvækst fra dag 3 til 63. Forsøg 2 viste, at jerninjicerede hvalpe havde et signifikant højere hæmoglobin- og hæmatokritniveau dag 16 og 38 efter fødsel, men der var ingen forskel dag 63. Injektion med jern havde ingen effekt på tilvækst fra dag 3 til 63. Overordnet viser de to forsøg, at minkhvalpes jernstatus forbedres i begrænset omfang ved injektion med jern dag 3 efter fødsel, men ikke ved øget jerntildeling til hunnen under drægtighed og frem til dag 63, hvor hvalpene fik samme foder som hunnen. Hverken tilskud af jern via foderet eller injektion forbedrede hvalpenes tilvækst.

Nielsen & Kring (2002). Fødselsvægtens indflydelse på tilvæksten. Meddelelse nr. 583. Den rullende afprøvning.

Anerkendelse

Stojanac, N., Stevancevic, O., Cincovic, M., Belic, B., Plavsa, N., Urosevic, M. (2016). Effects of Iron Administration Method on Anemia Prevention and Production Performance of Piglets. Acta Scientiae Veterinariae. 44:1361. 1-8.

Projektet er gennemført på Kopenhagen Fur farm og er støttet økonomisk af Pelsdyrafgiftsfonden.

Referencer

SAS Institute Inc., 2004. SAS/STAT® 9.1 user’s guide. The MIXED procedure. Cary, NC, USA. Seges Svineproduktion (2017). https://svineproduktion. dk/Viden/I-stalden/Management /Faring/Jernbehandling Skrede, A. (1970). Normal variations in the haemoglobin concentration in mink blood. Acta Agriculturæ Scandinavica. 20:257-264. Skrede, A. (1983). Ernæringsmessige faktorer av betydning for jernstatus hos mink. Meldinger fra Norges Landbrukshøgskole. pp. 1-18.

Blaabjerg, K., Clausen, T.N., Kjærup, R.B., Steensgaard, I.B. & Larsen. P.F. (2019). Jerntilskud til minkhvalpe dag 3 efter fødsel. Faglig Årsberetning 2018. pp. 43-50.

Svoboda, M., Ficek, R., Drabek, J. (2008). “Reticulocyte indices in the diagnosis of iron deficiency in suckling piglets.” Bulletin of the Veterinary Institute in Pulawy. 52:125-130.

Clausen, T.N., Kjærup, R.B., & Larsen, P.F. (2017). Undersøgelse af mineraler til mink i vækst- og pelsætningsperioden. Faglig Årsberetning 2016. pp. 48-58.

Sørensen, G. (1991). Jern til smågrise. Meddelelse nr. 203. Den rullende afprøvning.

Dallman, P. R. (1986). Biochemical basis for the manifestation of iron deficiency. Annual Review of Nutrition.

Team Foder, 2017. Vejledende anbefaling til indhold vitamin- og mineralpræmix til dansk minkfoder 2017. Intern Rapport, Kopenhagen Fur Forskning.


82

Ernæring og fodring

FORSKELLIGE METHIONINNIVEAUER TIL MINKHVALPE I VÆKST- OG PELS­ SÆTNINGSPERIODEN Af Karoline Blaabjerg, Tove N. Clausen, Kevin Byskov & Peter Foged Larsen Kopenhagen Fur Forskning, E-mail: kba@kopenhagenfur.com

Sammendrag

Formålet var at undersøge effekten af forskellige methioninniveauer i foderet fra d. 16/7 til pelsning på minkhvalpes vækst og skindparametre både når methioninindholdet var konstant gennem hele perioden eller blev reduceret i sidste del af perioden, samt at undersøge hvorvidt minkhvalpe udnytter krystallinsk L-methionin. 9 hold á 137-140 brune hanmink blev tildelt én grundblandingen tilsat krystallinsk L-methionin for at opnå følgende niveauer: 0,12 (ingen tilsat methionin); 0,13; 0,14; 0,15; 0,16 og 0,18 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. På baggrund af resultaterne er den overordnede vurdering, at et indhold på 0,12 og optil 0,18 g fordøjeligt met/100 Kcal OE resulterer i samme tilvækst fra udsætning til september, hvorimod 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE fra d. 22/9 til pelsning resulterer i en lavere tilvækst i forhold til 0,14 og optil 0,18 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. For hele forsøgsperioden fra udsætning til pelsning er den overordnede vurdering, at tilvæksten ikke påvirkes negativt, hvis methioninniveauet ikke kommer under 0,14 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. En øgning fra 0,12 og optil 0,18 g fordøjeligt met/100 Kcal OE fra udsætning til pelsning resulterede i en lineær stigning i skindkvaliteten. Dette indikerer højere optima for fordøjelig methionin for skindkvaliteten sammenlignet med tilvæksten. Overordnet viste forsøget, at minkhvalpe udnytter krystallinsk L-methionin, og at den nugældende anbefaling på 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE passer ret godt, men at der kan være et økonomisk potentiale i at reducere til 0,14 g fordøjeligt met/100 Kcal OE samt at anvende råvarer med et lavt methioninindhold kombineret med tilsætning af krystallinsk L-methionin. Karoline Blaabjerg, Tove N. Clausen, Kevin Byskov & Peter Foged Larsen, 2020. Forskellige methioninniveauer til mink i vækst- og pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2019, 82-90. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: mink, krystallinsk/syntetisk aminosyre, L-methionin, methioninbehov, tilvækst, skindlængde, skindkvalitet.

Abstract

The purpose was to investigate the effect of feeding different levels of methionine from 16/7 to pelting on growth and skin parameters of mink kits both when the methionine content was constant throughout the whole period or reduced in the last part of the period. Furthermore, it was investigated whether mink kits utilize crystalline L-methionine. 9 groups each of 137-140 brown male kits was fed

one basal diet supplemented with crystalline L-methionine to achieve the following levels: 0,12 (no added methionine); 0.13, 0.14, 0.15, 0.16 and 0.18 g digestible met/100 Kcal ME. Based on the results the overall assessment is that a content of 0.12 and up to 0.18 g digestible met/100 Kcal ME results in the same growth from 16/7 to 21/9, whereas 0.12 digestible met/100 Kcal ME from 22/9 to pelting results in lower growth compared with 0.14 and up to 0.18 g digestible met/100 Kcal ME. For the entire experimental period (16/71/11), the overall assessment is that the growth will not be negatively affected provided that the methionine level is not reduced to a level below 0.14 g digestible met/100 Kcal ME. An increase from 0.12 and up to 0.18 g digestible met/100 Kcal ME from 16/7 to pelting resulted in a linear increase in skin quality. This indicates higher digestible methionine optima for skin quality compared to growth. Overall, the experiment showed that mink kits utilize crystalline Lmethionine and that the current recommendation of 0.16 g digestible/100 Kcal ME fits quite well, but that there may be economic potential in reducing to 0.14 g digestible met/100 Kcal ME as well as using feed ingredients with a low methionine content combined with crystalline L-methionine. Karoline Blaabjerg, Tove N. Clausen, Kevin Byskov & PeKaroline Blaabjerg, Tove N. Clausen, Kevin Byskov & Peter Foged Larsen,, 2020. Different methionine levels for mink kits during the growing and furring period. Faglig Årsberetning 2019, 82-90. Kopenhagen Fur Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: mink, crystalline/synthetic amino acid, Lmethionine, methionine requirement, growth, skin length, skin quality.

Introduktion

Methionin (met) er en essentiel svovlholdig aminosyre, som har afgørende betydning for minkens vækst og skindkvalitet. I typisk minkfoder er methionin den først begrænsende aminosyre, og derfor den aminosyre, som oftest tilsættes foderet. I animalske og vegetabilske råvarer findes methionin på L-formen (L-methionin), og er således den isomere form, som dyrene sædvanligvis udnytter til proteindannelse. Råvarer bestående af fisk har et relativt højt indhold af methionin, mens råvarer bestående af fjerkræbiprodukter har et relativt lavt indhold. Ved fremstilling af krystallinsk (syntetisk) methionin produceres enten en ligelig blanding af D- og L-formen (Elnif & Hansen, 2005) eller kun L-formen. Adskillige forsøg er gennem årene


2019

83

FAGLIG ÅRSBERETNING

blevet gennemført for at klarlægge behovet for methionin i vækst- og pelssætningsperioden (Børsting & Clausen, 1992; Børsting et al., 1993, 1996; Clausen et al., 1997). Den nuværende anbefaling for methionin i vækst- og pelssætningsperioden er 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE (Team Foder, 2018). Enkelte forsøg indikerer, at foderets methioninindhold kan reduceres i forhold til anbefalingen uden at påvirke dyrenes vækst og skindparametre negativt (Clausen et al., 2007; Clausen & Larsen, 2018), og således være med til at sænke foderomkostningerne. Formålet med forsøget var derfor at undersøge effekten af forskellige methioninniveauer fra udsætning (medio juli) til pelsning på dyrenes vækst og skindparametre både når methioninindholdet var konstant gennem hele perioden eller blev reduceret i sidste del af perioden, samt at undersøge hvorvidt minkhvalpe er i stand til at udnytte syntetisk fremstillet L-methionin (krystallinsk L-methionin).

Materiale og metoder

Forsøget blev gennemført på Kopenhagen Fur Farm i vækst- og pelsætningsperioden 2018. I forsøget indgik 9 hold á 137-140 brune hanmink. Foderet bestod af én grundblanding for hver af perioderne d. 16/7-16/8, d. 17/821/9 og d. 22/9-pelsning, som alle indeholdt 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE (tabel 1). Inden forsøgets start blev råvarernes kemiske sammensætning analyseret (tørstof, protein, fedt og aske) og brugt i optimeringen af grundblandingerne. Ligeledes blev nye råvarepartier, der kom hjem i løbet af forsøgsperioden, analyseret. Afveg den kemiske sammensætning af de nye råvarepartier fra den gamle, blev foderplanerne genoptimeret, så energifordelingen blev holdt på det ønskede niveau. Derfor kan foderplaner indenfor de enkelte perioder ændre sig lidt i forhold til de viste (tabel 1) afhængig af den kemiske sammensætning af de anvendte råvarepartier.

TABEL 1. FODERPLAN FOR GRUNDBLANDINGERNE FRA UDSÆTNING TIL PELSNING SAMT PLAN- OG ANALYSETAL

RÅVARE, %

D. 16/7-16/8

D. 17/8-21/9

D. 22/9-1/11

48,27

48

54

Varmebeh. fjerkræbiprodukt, Kat 3 FarmFood

11

11,3

10

Hæmoglobinmel

4

1,35

1,36

Alphasoy Premium

5

2

2,16

Fersk fjerkræbiprodukt, Øland

Kartoffelprotein

2,85

3

Byg poppet

6,15

7,7

7,26

Hvede poppet

6,15

7,7

7,26

Svinefedt

2,86

2,79

0,7

Sojaolie, raffineret

1,37

1,33

1,46

Vitamin Premix§

0,2

0,2

0,2

Vand

15

14,78

12,61

Tørstof, %

42,9

43

43

Aske, %

2,2

2,1

1,9

Energi, Kcal /100 g

210

209

199

32:54:14

28:54:18

28:54:18

g fordøjeligt met/100 kcal OE

0,12

0,12

0,12

PLANTAL

Energifordeling P: F: K FKprotein

86,8

85,1

85,3

FKfedt

94,8

94,7

94,7

FKkulhydrat

63,6

67,8

62,7

ANALYSETAL Antal analyserede foderprøver

18

18

18

Tørstof, %

37,8

38,5

39,8

Aske, %

2,1

2,1

2,3

Energi, kcal /100 g

184

182

184

31:55:14

29:53:18

30:52:18

Energifordeling P: F: K FORDØJELIGHEDSFORSØG‡ FKprotein

86,2

FKfedt

96,5

FKkulhydrat

67,1

§VITAMIN OG MINERAL INDHOLD PR KG PREMIKS: 1.000.000 IE A-VITAMIN; 350.000 IE D3-VITAMIN; 30.000 IE E-VITAMIN; 16.000 MG B1-VITAMIN; 6.500 MG B2-VITAMIN; 5.000 MG B6-VITAMIN; 4.000 MG D-PANTOTHENSYRE; 12.000 MG NIACIN; 150.000 MG BIOCHOLIN; 1.200 MG FOLINSYRE; 150 MG BIOTIN; 33 MG B12-VITAMIN; 5.000 MG ZN; 7.795 MG MN; 500 MG CU. ‡FORDØJELIGHEDEN AF PROTEIN, FEDT OG KULHYDRAT (FK KULHYDRAT = FK TØRSTOF – (FK PROTEIN + FK FEDT + FK ASKE)) I FODERET TILDELT D. 16/7-16/8 BLEV BESTEMT HOS FEM UDVOKSEDE BRUNE HANMINK (BYSKOV, 2018).


84

Grundblandingen inden for de tre perioder blev tilsat krystallinsk L-methionin for at opnå de forskellige methioninniveauer vist i tabel 2. Anbefalingen for methionin i vækst- og pelssætningsperioden er 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. Af tabel 2 fremgår det, at det planlagte methioninindhold for de ni hold varierede fra 0,12 til 0,18 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. For seks af holdene var methioninindholdet det samme fra udsætning d. 16/7 til pelsning, mens indholdet for tre af holdene blev reduceret fra d. 22/9 til pelsning i forhold til indholdet før d. 22/9 (tabel 2). For at komme ned på et methioninindhold på 0,12

g fordøjeligt met/100 Kcal OE blev der ikke anvendt fisk i grundblandingen, derimod blev der anvendt en høj andel fjerkræbiprodukter pga. deres lave methioninindhold. Det fremgår af tabel 1, at der i grundblandingen indgik 48-54% fersk fjerkræ (Øland) og 10-11% varmebehandlet fjerkræ (kat 3 FarmFood). Det var yderst vanskeligt at komme helt ned på 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE i grundblandingen, hvilket viser, at det i praksis vil være urealistisk at opnå et så lavt methioninindhold i en typisk foderblanding til vækst- og pelssætningsperioden.

TABEL 2. FORSØGSDESIGN, HVOR FODERETS METHIONININDHOLD FOR SEKS AF HOLDENE ER KONSTANT FRA UDSÆTNING D. 16/7 TIL PELSNING, MENS METHIONININDHOLDET FOR TRE AF HOLDENE REDUCERES FRA D. 22/9 TIL PELSNING

HOLD# 0,12/0,12

ANTAL 137

Vækstperiode (16/7-16/8)

Vækstperiode (17/8-21/9)

Pelssætningsperiode (22/9 – 1/11)

g ford met/100 Kcal OE

g ford met/100 Kcal OE

g ford met/100 Kcal OE

0,12

0,12

0,12

0,13/0,13

137

0,13

0,13

0,13

0,14/0,14

140

0,14

0,14

0,14

0,14/0,12

137

0,14

0,14

0,12

0,15/0,15

138

0,15

0,15

0,15

0,16/0,16§

138

0,16

0,16

0,16

0,16/0,14

138

0,16

0,16

0,14

0,16/0,12

138

0,16

0,16

0,12

0,18/0,18

138

0,18

0,18

0,18

HOLD ANGIVER METHIONININDHOLD I FODERET D. 16/7-21/9 OG D. 22/9 – PELSNING METHIONININDHOLD SVARER TIL GÆLDENDE ANBEFALING PÅ 0,16 G FORDØJELIG MET/100 KCAL OE

# §

I løbet af hver af de tre perioder, blev der udtaget tre foderprøver af hver blanding med forskelligt planlagt methioninniveau. De tre foderprøver indenfor hver periode blev poolet og efterfølgende analyseret for aminosyrer (dvs. én aminosyreanalyse per periode per methioninniveau; tabel 3). Derudover blev der i løbet af hver periode taget tre prøver af hver blanding med forskelligt planlagt methioninniveau, og hver enkelt prøve blev analyseret for tørstof, protein, fedt og aske (dvs. tre analyser per periode per methioninniveau; tabel 3). Fra udsætning d. 11/7 og frem til d. 31/7 blev dyrene fodret to gange dagligt og herefter en gang dagligt frem til pelsning. Det gennemsnitlige indtag af omsættelig energi per dyr per hold var det samme mellem holdene. Alle minkhvalpe blev vejet ved udsætning d. 11/7, samt d. 8/8 og 18/9. Ved sortering d. 1/11 blev hvalpene ligeledes vejet og denne vægt betragtes som pelsningsvægten. Efter pelsning blev skindene længdemålt på Kopenhagen Fur Farm og kvalitetsbedømt af skinddommere på Kopenhagen Fur. Resultaterne blev analyseret i SAS. Statistisk signifikans blev accepteret ved P≤0,05. Resultaterne er angivet som mean med tilhørende standard afvigelse (std). Resultaterne for tilvækst blev analyseret vha. GLM proceduren samt en kurvelinær model. Skindenes silkethed og fylde blev analyseret vha. PROBIT proceduren og skindkvaliteten vha. GENMOD proceduren samt en lineær model. Sideløbende med nærværende vækstforsøg blev der gennemført et fordøjelighedsforsøg, hvor den tilsyneladende fordøjelighed af protein, fedt og kulhydrat (FK kulhydrat =

FKtørstof – (FK protein + FKfedt + FK aske)) i foderet tildelt i perioden d. 16/7-16/8 blev bestemt hos fem udvoksede brune hanmink (tabel 1).

Resultater og diskussion

Resultaterne af de kemiske analyser af foderet ses i tabel 1 og 3. Generelt var der tilfredsstillende overensstemmelse mellem plantal og analyse tal. Andelen af omsættelig energi fra protein var lidt højere end planlagt især i perioden 22/9-1/11. Foderets tørstof- og energiindhold var lavere end planlagt. Dette skyldes ekstra vandtilsætning til foderet for at opnå den rette konsistens, men korrigeres der for dette, stemmer det analyserede energiindhold overens med det planlagte. Det fremgår af tabel 1, at den bestemte tilsyneladende fordøjelighed af protein i foder tildelt i perioden d. 16/7-16/8 stemte overens med den forventede fordøjelighed af protein, mens fordøjeligheden af fedt og kulhydrat lå henholdsvis 1,7 og 3,5 procentenheder højere end forventet ud fra foderplanen (Byskov, 2018). I tabel 3 ses det, at der var nogenlunde overensstemmelse mellem det planlagte og det analyserede indhold af methionin, dog var variationen stor. Det er vigtigt at understrege, at det analyserede indhold af methionin kun er baseret på tre analyser, og at analyseusikkerheden er på ±10% for methionin og andre aminosyrer vist i tabel 3. Derudover ligger der en usikkerhed i selve opblandingen af krystallinsk L-methionin i foderet og udtagning af repræsentative prøver til analyse. Forsøg med vådfoder til svin viser, at der sker tab af krystallinske aminosyrer, især lysin og treonin mens tabet af methionin er minimalt (Vils et al., 2018). Et nyt forsøg med minkfoder viser, at genfindingen af både naturlig (dvs. proteinbunden) og til-


2019

85

FAGLIG ÅRSBERETNING

sat krystallinsk L- og DL-methionin er ≥89% afhængig af methioninkilden samt foderets pH og temperatur (Kjærulf et al., 2020). Det analyserede indhold af de resterende es-

sentielle aminosyrer stemte overens med det planlagte og opfyldte minimumsanbefalingerne i alle tre perioder.

TABEL 3. FODERETS ANALYSEREDE AMINOSYREINDHOLD SAMMENLIGNET MED PLANTAL OG VEJLEDENDE MINIMUMSANBEFALING.

PLANTAL, g ford. as100 kcal OE

PLANTAL, g ford. as100 kcal OE N

ANBEFALING#, g ford. as/100 kcal OE

Mean ± std

16/7-1/11 met

0,12

3

0,125 ± 0,013

0,16

met

0,13

3

0,144 ± 0,018

0,16

met

0,14

3

0,144 ± 0,007

0,16

met

0,15

3

0,145 ± 0,018

0,16

met

0,16

3

0,150 ± 0,009

0,16

met

0,18

3

0,171 ± 0,015

0,16

cys

0,08

6

0,07 ± 0,01

0,06

lys

0,54

6

0,54 ± 0,03

0,27

16/7-16/8

thr

0,26

6

0,23 ± 0,03

0,17

trp

0,09

6

0,08 ± 0,01

0,05

his

0,27

6

0,26 ± 0,03

0,16

phe

0,37

6

0,33 ± 0,01

0,29

tyr

0,21

6

0,18 ± 0,01

0,18

leu

0,64

6

0,59 ± 0,03

0,50

Ile

0,25

6

0,25 ± 0,03

0,23

val

0,45

6

0,44 ± 0,02

0,35

arg

0,43

6

0,40 ± 0,03

0,30

cys

0,08

6

0,08 ± 0,01

0,06

17/8-21/9 lys

0,45

6

0,55 ± 0,01

0,27

thr

0,24

6

0,26 ± 0,01

0,17

trp

0,07

6

0,07 ± 0,00

0,05

his

0,19

6

0,18 ± 0,01

0,16

phe

0,31

6

0,33 ± 0,02

0,29

tyr

0,21

6

0,22 ± 0,01

0,18

leu

0,52

6

0,57 ± 0,03

0,50

ile

0,26

6

0,29 ± 0,01

0,23

val

0,38

6

0,42 ± 0,02

0,35

arg

0,39

6

0,39 ± 0,03

0,30

cys

0,07

6

0,07 ± 0,00

0,06

lys

0,46

6

0,57 ± 0,05

0,27

thr

0,24

6

0,27 ± 0,01

0,17

trp

0,08

6

0,07 ± 0,00

0,05

his

0,19

6

0,18 ± 0,02

0,16

phe

0,32

6

0,34 ± 0,02

0,29

tyr

0,22

6

0,22 ± 0,01

0,18

leu

0,53

6

0,57 ± 0,04

0,50

ile

0,27

6

0,30 ± 0,02

0,23

val

0,38

6

0,42 ± 0,02

0,35

arg

0,38

6

0,40 ± 0,03

0,30

22/9-1/11

#

TEAMFODER (2018).


86

Hvalpenes vægtudvikling er vist i figur 1, hvor det fremgår, at forskellen på dyrenes vægt mellem hold øges over tid.

FIGUR 1. VÆGTUDVIKLING FRA UDSÆTNING TIL PELSNING

Hvalpenes tilvækst fra udsætning til pelsning er vist i tabel 4. Fra udsætning til august var tilvæksten signifikant højest ved 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. I samme periode var tilvæksten ved 0,18 g fordøjeligt met/100 Kcal OE ikke signifikant forskellig fra tilvæksten ved 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE, men signifikant lavere i forhold til to af de tre hold tildelt 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. Fra august til september var tilvæksten signifikant højere i de to hold, der fik tildelt 0,14 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. For den samlede periode fra udsætning til september var der forskel på tilvækst mellem holdene, men forskellene var ikke entydige i relation til methioninniveau. For den pågældende periode var tilvæksten ved 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE kun signifikant forskellig fra 0,13 g fordøjelig met/100 Kcal OE og det ene af de tre hold tildelt 0,16 g fordøjelig met/100 Kcal OE. Ud fra disse ikke entydige forskelle, er den overordnede vurdering, at tilvæksten fra udsætning til september ikke var påvirket af de anvendte methioninniveauer, selv ikke ved 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. Af uforklarlige årsager var tilvæksten ved 0,13 g fordøjeligt met/100 Kcal OE lavest af alle holdene også i forhold til tilvæksten ved 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE i perioden fra udsætning til september.

I den næste periode fra september til pelsning var tilvæksten signifikant højere for holdene tildelt fra 0,15 og optil 0,18 g fordøjelig met/100 Kcal OE fra udsætning til pelsning, mens tilvæksten for hele forsøgsperioden fra udsætning til pelsning var signifikant højere for holdene tildelt fra 0,14 og optil 0,18 g fordøjelig met/100 Kcal OE fra udsætning til pelsning. Derimod var tilvæksten i de pågældende perioder (september til pelsning og udsætning til pelsning) signifikant lavere, når methioninindholdet blev reduceret til 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE fra d. 22/9 (hold 0,14/0,12 og hold 0,16/0,12) eller fortsatte på 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE (hold 0,12/0,12). En reduktion d. 22/9 fra 0,16 til 0,14 g fordøjeligt met/100 Kcal OE (hold 0,16/0,14) påvirkede ikke tilvæksten fra september til pelsning negativt i forhold til tildeling af 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE fra udsætning til pelsning. Overordnet viser resultaterne derfor, at tilvæksten fra september til pelsning ikke påvirkes negativt, hvis methioninindholdet ikke kommer under 0,14 g fordøjeligt met/100 Kcal OE fra d. 22/9 til pelsning.


2019

87

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL. 4. TILVÆKST GENNEM VÆKST- OG PELSSÆTNINGSPERIODEN (GRAM)§

HOLD#

Mean

AUG – SEP

Std

Mean

Std

147,4

1147,45

0,13/0,13

826,56

e

0,14/0,14

UDSÆTNING – SEP Mean

SEP – NOV

Std

Mean

Std

243,34

325,25

UDSÆTNING – NOV Mean

Std

188,43

2002,51

152,37

1074,74

c

189,85

1915,64

829,42e

165,46

1204,88a

231,78

2038,11abc

282,27

380,33c

205,85

2428,43abc

373,03

0,14/0,12

839,68e

140,96

1211,11a

200,05

2048,25abc

268,82

298,37d

169,68

2346,61cde

325,57

0,15/0,15

849,83

e

134,65

c

1089,22

165,03

de

1942,17

244,94

460,30

a

192,07

2407,99

361,77

0,16/0,16

900,90

bc

128,13

1106,92

bc

202,32

1999,14

bcd

301,75

428,55

ab

0,16/0,14

945,27a

143,6

1121,29bc

198,64

2075,7a

276,22

0,16/0,12

928,88ab

162,65

1137,41b

217,32

2060,53ab

0,18/0,18

886,79

131,74

1103,70

192,01

1991,81

0,12/0,12

853,11

P-værdi §

UDSÆTNING – AUG

de

cd

<0.0001

b

bc

<0.0001

bcd e

cd

d

165,12

2331,93

258,5

c

377,37

185,66

2262,90

de e

bcd

319,46 390,38

202,32

2459,59

ab

412,66

414,17bc

195,54

2504,09a

354,37

299,91

318,90d

167,06

2368,48cd

385,51

295,15

424,73

171,7

2423,27

369,69

<0.0001

ab

<0.0001

abc

<0.0001

FORSKELLIGE BOGSTAVER INDENFOR KOLONNE ANGIVER SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM HOLDENE. HOLD ANGIVER METHIONININDHOLD I FODERET D. 16/7-21/9 OG D. 22/9 – PELSNING.

#

Udover at undersøge forskellen i tilvækst mellem holdene (tabel 4) blev det også forsøgt at fitte en kurvelineær model til tilvækstdata for at estimere optimum for fordøjeligt methionin i forhold til tilvækst fra udsætning til september hhv. fra september til pelsning (hhv. figur 2a og 2b). Det fremgår af figur 2a, at det ikke var muligt at finde et optimum for fordøjeligt methionin i perioden fra udsætning til september, hvilket stemmer overens med, at der generelt ikke var klare forskel i tilvæksten mellem hold

i relation til methioninniveauet i denne periode (tabel 4). Til estimering af optimum fra september til pelsning indgik holdene, hvor methioninindholdet var det samme fra udsætning til pelsning. Dette førte til et optimum på 0,16 g fordøjeligt methionin/100 Kcal OE for maksimal tilvækst fra september til pelsning. Dette svarer præcist til den gældende anbefaling og viser, at et methioninindhold på over 0,16 g fordøjeligt methionin i denne periode ikke vil øge tilvæksten yderligere.

FIGUR 2A OG 2B. ESTIMERET OPTIMUM FOR FORDØJELIGT METHIONIN I FORHOLD TIL TILVÆKST FRA UDSÆTNING TIL SEPTEMBER (ALLE HOLD INDGÅR) (A) OG FRA SEPTEMBER TIL PELSNING (HOLD 0,12/0,12; 0,13/0,13; 0,14/0,14; 0,15/0,15; 0,16/0,16; 0,18/0,18) (B) VHA. KURVELINÆR MODEL.


88

Tabel 5 viser den samlede dødelighed for hanner og hunner, hvor det fremgår, at der ikke er forskel i dødeligheden mellem de forskellige hold. Det fremgår af tabel 6, at der ikke var forskel mellem holdene på skindenes længde, kvalitet, silkethed eller fylde. Ved at fitte en lineær model til de seks hold, hvor methioninindholdet i foderet var det samme fra udsætning til pelsning, blev der imidlertid fundet en lineær sammenhæng mellem methioninindhold og skindkvalitet (P = 0,01; figur 3). Dette indikerer, at behovet for fordøjeligt methionin er højere for at opnå maksimal skindkvalitet sammenlignet med maksimal tilvækst. Dette stemmer overens med et tidligere forsøg af Clausen et al. (2007), hvor det blev undersøgt at reducere foderets methioninindhold fra udsætning til d. 9/8 og fra d. 15/9 til pelsning, mens methioninindholdet i den mellemliggende periode (9/8-15/9) var 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE for alle holdene. Forsøget af Clausen et al (2007) viste, at foderets methioninindhold kunne reduceres fra 0,16 til 0,13 g fordøjeligt met/100 Kcal OE fra udsætning til d. 9/8 og fra d. 15/9 til pelsning uden at påvirke dyrenes tilvækst, mens der var tendens til bedre skindkvalitet ved 0,16 sammenlignet med 0,13 fordøjeligt met/100 Kcal OE (Clausen et al., 2007). Forsøget viste også at tildeling af 0,10 sammenlignet med 0,13 og 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE reducerede tilvæksten (Clausen et al., 2007). Et andet forsøg viste, at det hverken påvirkede skindstørrelsen eller -skindkvaliteten at sænke indholdet fra 0,16 til 0,14 g fordøjeligt met/100 Kcal OE fra d. 26/9 til pelsning sammenlignet med at tildele 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal

TABEL 5. EFFEKT AF FODERETS METHIONININDHOLD PÅ DØDELIGHEDEN (%) I VÆKST- OG PELSSÆTNINGSPERIODEN

HOLD#

TOTAL I HOLD§

DØDE, %

0,12/0,12

273

3,3

0,13/0,13

275

1,1

0,14/0,14

278

2,5

0,14/0,12

274

1,5

0,15/0,15

277

1,8

0,16/0,16

274

2,9

0,16/0,14

274

2,9

0,16/0,12

275

1,8

0,18/0,18

274

2,2

P-værdi

NS

HOLD ANGIVER METHIONININDHOLD I FODERET D. 16/7-21/9 OG D. 22/9 – PELSNING § HANNER OG HUNNER #

OE hele perioden fra udsætning til pelsning. I forsøget indgik to kontrolhold på 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE, og der blev fundet en lavere tilvækst fra september til pelsning ved 0,14 g fordøjeligt met/100 Kcal OE i forhold til det ene kontrolhold (Clausen & Larsen, 2018).

TABEL 6. EFFEKT AF FODERETS METHIONININDHOLD I VÆKST- OG PELSSÆTNINGSPERIODEN PÅ SKINDLÆNGDE OG -PARAMETRE

HOLD#

LÆNGDE, CM

KVALITET§

SILKET‡, %

0,12/0,12

99,8

6,58

0,13/0,13

99,0

0,14/0,14

Flade=1

Normale=2

Fyldige=3

25,98

15,75

76,38

7,87

6,58

28,79

17,42

70,45

12,12

100,8

6,28

21,21

12,88

75,76

11,36

0,14/0,12

99,9

6,66

27,91

10,85

80,62

8,53

0,15/0,15

100,3

6,76

23,26

7,75

79,84

12,4

0,16/0,16

100,3

6,91

27,69

10,77

70,77

18,46

0,16/0,14

101,0

6,78

30,16

15,08

69,84

15,08

0,16/0,12

99,9

6,88

20,9

12,69

76,12

11,19

0,18/0,18

99,9

7,15

34,11

10,08

75,19

14,73

P-værdi

0,11 (NS)

0,22 (NS)

0,26 (NS)

HOLD ANGIVER METHIONININDHOLD I FODERET D. 16/7-21/9 OG D. 22/9 – PELSNING KVALITET 1 – 12 MED 12 SOM BEDST ‡ SILKET =1 FOR SILKEDE; SILKET = 0 FOR IKKE SILKEDE ¥ FYLDE = 1 ER FLADE; FYLDE = 2 ER NORMALE; FYLDE = 3 ER FYLDIGE SKIND NS = NON-SIGNIFIKANT # §

ULD¥, %

0,27 (NS)


2019

89

FAGLIG ÅRSBERETNING

FIGUR 3. LINEÆR SAMMENHÆNG MELLEM SKINDKVALITET OG FODERETS INDHOLD AF FORDØJELIGT METHIONIN (P = 0,01) I HOLD, HVOR METHIONININDHOLDET VAR DET SAMME FRA UDSÆTNING TIL PELSNING (HOLD 0,12/0,12, 0,13/0,13, 0,14/0,14, 0,15/0,15, 0,16/0,16, 0,18/0,18). KVALITET 1 – 12 MED 12 SOM BEDST

Tabel 7 viser den økonomiske vægtning af skindresultaterne og foderomkostningerne. Foderforbruget per dyr lå på knapt 30 kg fra udsætning til pelsning, og foderomkostningerne steg svagt i takt med stigende tilsætning af krystallinsk L-methionin. Hold 0,16/0,14 havde det højeste dækningsbidrag efterfulgt af hold 0,14/0,14;

0,16/0,16; 0,15/0,15 og 0,18/0,18 i aftagende rækkefølge. Laveste dækningsbidrag blev fundet for holdet tildelt 0,12 g fordøjelig met/100 Kcal fra udsætning til pelsning (hold 0,12/0,12) og holdene tildelt 0,12 g fordøjelig met/100 Kcal fra d. 22/9 (hold 0,14/0,12; 0,16/0,12) samt for hold 0,13/0,13.

TABEL 7. ØKONOMISK VÆGTNING AF SKINDRESULTATER OG FODEROMKOSTNINGER

FODERFORBRUG, KG

FODER OMKOSTNINGER, KR

SKINDLÆNGDE

EKSTRAVÆRDI STR. IFT. GNS.#

SKINDKVALITET

EKSTRAVÆRDI KVALITET IFT. GNS.‡

PRIS SKIND: 300 KR§ + str + kvalitet

DB EFTER FODER

0,12/0,12

29,6

64,73

99,8

-1,8

6,58

-0,27

297,9

233,2

0,13/0,13

29,6

64,83

99,0

-6,6

6,58

-0,27

293,1

228,3

0,14/0,14

29,7

65,04

100,8

4,2

6,28

-0,82

303,4

238,4

0,14/0,12

29,7

65,00

99,9

-1,2

6,66

-0,13

298,7

233,7

0,15/0,15

29,7

65,14

100,3

1,2

6,76

0,05

301,3

236,1

0,16/0,16

29,6

65,21

100,3

1,2

6,91

0,33

301,5

236,3

0,16/0,14

29,6

65,18

101,0

5,4

6,78

0,09

305,5

240,3

0,16/0,12

29,6

65,14

99,9

-1,2

6,88

0,27

299,1

233,9

0,18/0,18

29,6

65,42

99,9

-1,2

7,15

0,77

299,6

234,1

HOLD

#PÅ KOPENHAGEN FUR OPSORTERES SKINDENE I 6 CM STØRRELSESKATEGORIER OG I 2018 SALGSSÆSONEN OPNÅEDE REGULÆRE DANSKE BRUNE HANSKIND EN GENNEMSNITSPRIS PÅ 300 KR/STK. MERPRIS FOR EN STØRRELSE (6 CM) VAR I SALGSSÆSONEN 2018 PÅ 36 KR (DVS. 6 CM = 36 KR OG 1 CM = 6 KR). EKSEMPEL PÅ BEREGNING AF EKSTRAVÆRDI FOR SKINDSTØRRELSE FOR HOLD 0,12/0,12 I FORHOLD TIL DEN GENNEMSNITLIGE SKINDSTØRRELSE FOR ALLE HOLDENE (100,1 CM): (99,8 CM – 100,1 CM) * 6 KR = -1,8 KR. ‡DET ANTAGES, AT SKINDENE GRUPPERER SIG I DE TRE KVALITETSGRUPPER, HHV. BURGUNDY, PLATINUM OG PURPLE, HVOR DET REGNES MED, AT ÉN FORSKEL I KVALITET I SALGSSÆSONEN 2018 GAV EN MERVÆRDI PÅ 7 KR. DET BETYDER, AT PÅ 1-12 SKALAEN FOR SKINDKVALITET, HVOR 1-4 = BURGUNDY, 5-8 = PLATINUM OG 9-12 = PURPLE, SÅ SVARER ÉN ENHED I SKINDKVALITET TIL 1,75 KR (7 KR/4 ENHEDER = 1,75 KR). EKSEMPEL PÅ BEREGNING AF EKSTRAVÆRDI FOR SKINDKVALITET FOR HOLD 0,12/0,12 I FORHOLD TIL DEN GENNEMSNITLIGE SKINDKVALITET FOR ALLE HOLDENE (6,73): (6,58 – 6,73) * 1,75 KR = -0,27 KR.


90

Konklusion og perspektiver

På baggrund af resultaterne er den overordnede vurdering, at et indhold på 0,12 og optil 0,18 g fordøjeligt met/100 Kcal OE resulterer i samme tilvækst hos brune minkhvalpe fra udsætning til september, når foderet består af omkring 50% fersk fjerkræbiprodukt (Øland). Derimod vurderes det, at et indhold på 0,12 g fordøjeligt met/100 Kcal OE fra d. 22/9 til pelsning resulterer i en lavere tilvækst i forhold til 0,14 og optil 0,18 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. For hele forsøgsperioden fra udsætning til pelsning er den overordnede vurdering, at tilvæksten ikke påvirkes negativt, hvis methioninindholdet ikke kommer under 0,14 fordøjeligt met/100 Kcal OE. Derimod blev det fundet, at en øgning i foderets methioninindhold fra 0,12 og optil 0,18 g fordøjeligt met/100 Kcal OE fra udsætning til pelsning resulterede i en positiv lineær stigning i skindkvaliteten. Dette indikerer højere optima for fordøjelig methionin for skindkvaliteten sammenlignet med tilvæksten. Overordnet viser forsøget dog, at den nuværende anbefaling på 0,16 g fordøjeligt met/100 Kcal OE passer ret godt. Dog indikerer den økonomisk vægtning af skindresultater og foderomkostninger, at der kan være et økonomisk potentiale i at reducere til 0,14 g fordøjeligt met/100 Kcal OE. Der har gennem tiden været sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt mink er i stand til at udnytte krystallinsk methionin. I det aktuelle forsøg, hvor blandingernes methioninindhold blev tilpasset forsøgsholdene ved at tilsætte stigende mængder krystallinsk L-methionin, var der en klar effekt af de forskellige methioninniveauer, hvilket demonstrerer, at minken udnytter krystallinsk L-methionin. I de seneste år er prisen på krystallinsk methionin faldet. Det kan derfor være en økonomisk fordel at anvende råvarer med et lavt methioninindhold og så i stedet tilsætte krystallinsk L-methionin for at opnå det ønskede methioninindhold i fodret.

Anerkendelse

Projektet er støttet økonomisk af Pelsdyrafgiftsfonden og gennemført på Kopenhagen Fur Farm.

Referencer

Byskov, K. 2018. Rapport for fordøjelighedsforsøg med mink (Neovision vision) hold 35 (1845F). Børsting, B. F. & Clausen, T. N. 1992. Fastlæggelse af normerne for minkens protein- og aminosyreforsyning i vækstperioden. I: Forsøg gennemført i 1992. Faglig årsberetning 1993/1994. pp. 57-68. Børsting, B. F., Clausen, T. N., Therkildsen, N. 1993. Fastlæggelse af normerne for minkens protein- og aminosyreforsyning i vækstperioden. II: Forsøg gennemført i 1993. Faglig årsberetning 1993/1994. pp. 57-68. Børsting, B. F., Clausen, T. N., Therkildsen, N. & Svendsen, A. 1996. Normer vedr. minkens methionin- og cystinforsyning i vækstperioden. Faglig årsberetning 1995. pp. 47-58. Clausen, T. N., Børsting, B. F. & Therkildsen, N. 1997. Fastlæggelse af normer for minkens methionin- og cystinbehov i vækstperioden. Faglig årsberetning 1996. pp. 19-25. Clausen, T.N. & Larsen P. F. 2018. Methionin i sidste del af vækst- og pelssætningsperioden. Faglig årsberetning 2017. pp. 33-37. Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C. 2007. Variation i methionin gennem vækstperioden ved forskellig protein i foderet. Faglig årsberetning 2006. pp. 91-98. Elnif, J. & Hansen, N. E. 2005. Metabolism of D- and Lmethionine in mink (Mustela vision). NJF seminar no. 337, Uppsala, Sweden, Oct. 5-7. Kjærulf, M., Marcussen, C., Tauson, A.-H., Pedersen, A.Ø., & Matthiesen, C.F. 2020. Effekt af temperatur og pH på genfindelse af proteinbundet og krystallinsk methionin i minkfoder efter henholdsvis 0, 8 og 24 timer. Faglig årsberetning 2019, pp. 116-119.

Team Foder, 2018. Vejledende anbefaling til indhold af næringsstoffer i dansk minkfoder 2018. Intern Rapport, Kopenhagen Fur Forskning. Vils, E., Pedersen, A.Ø. & Canibe, N. 2018. Aminosyretab i vådfoder. Landbrug og Fødevarer, SEGES Svineproduktion. Meddelelse nr. 1150.


2019

FAGLIG Ã…RSBERETNING

91


92

Ernæring og fodring

FODERCENTRALFODER OG DETS DÆKNING AF MINKS VITAMINBEHOV Af Mette Skou Hedemann & Søren Krogh Jensen Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Alle 20, 8830 Tjele

Sammendrag

Studiet belyser udskillelsen af B-vitaminer i urinen i september og oktober, samt E- og A-vitaminstatus ved pelsning hos minkhanner fodret med fodercentralfoder. Der blev indsamlet prøver på 12 minkgårde, som fik foder fra hhv. Holstebro Minkfodercentral, Sole Minkfoder og Tværmose Minkfodercentral. Undersøgelsen viste, at riboflavin, niacin, pantotensyre og pyridoxal udskilles i urinen i høje mængder, og med henvisning til vores tidligere resultater konkluderes det, at tilsætning af disse vitaminer til minkfoder kan undlades uden problemer. Den gennemsnitlige E-vitaminstatus i plasma var over 10 µg/ml for alle tre fodercentraler, men dog havde 25% af dyrene fodret med foder fra Holstebro Minkfodercentral lavere status. Det skyldes, at Holstebro Minkfodercentral reducerede tilsætningen af E-vitamin fra 10. september og kun tilsatte henholdsvis 4,4 mg syntetisk og 2,2 mg naturligt E-vitamin/kg foder, hvilket dog blev hævet til henholdsvis 6,6 mg syntetisk og 4,5 mg naturligt E-vitamin/kg foder midt i oktober. I modsætning til dette fortsatte Sole Minkfoder og Tværmose Minkfodercentral med at tilsætte henholdsvis 40 mg syntetisk og 20 mg naturligt E-vitamin/ kg foder. Forsøget viser, at tilsætningen af E-vitamin til fodercentralfoder kan reduceres, men dette skal gøres med udgangspunkt i fodersammensætningen på den enkelte fodercentral. Studiet viste desuden, at A-vitamintilsætning tilsyneladende ikke er nødvendig med de anvendte fodermidler og skal direkte frarådes, når foderet indeholder svinebiprodukter med stort indhold af lever. Keywords: Mink, E-vitamin, B-vitaminer, A-vitamin

Abstract

The study investigates the excretion of B vitamins in the urine in September and October and the vitamin A and E status at pelting in male mink fed conventional feed from feed kitchens. Samples were collected at 12 mink farms fed with feed from Holstebro Feed Kitchen, Sole Mink Feed, or Tværmose Feed Kitchen. The investigation showed that riboflavin, niacin, pantothenic acid, and

pyridoxal are excreted in the urine in high amounts and based on results of previous studies it is concluded that the addition of these vitamins to the feed can be omitted without any problems. The average vitamin E status in plasma was above 10 µg/ml for all three feed kitchens. However, 25% of the mink fed feed from Holstebro Feed Kitchen had a vitamin E status below 10 µg/ml plasma. In September, Holstebro Feed Kitchen decided to reduce the addition of vitamin E to 4,4 mg synthetic and 2,2 mg natural vitamin E per kg feed, the addition of vitamin E was however increased to 6,6 mg synthetic and 4,5 mg natural vitamin E per kg feed in mid-October. Sole Mink Feed and Tværmose Feed Kitchen kept on adding 40 mg synthetic and 20 mg natural vitamin E per kg feed. The study showed that the addition of vitamin E may be reduced in mink feed from feed kitchens but this should be done based on the actual feed composition. The study furthermore showed that addition of vitamin A apparently not is necessary with the feed ingredients used and that it is highly recommended to omit addition when the feed contains swine offal with a high content of liver. Keywords: Mink, vitamin E, vitamin B, vitamin A

Indledning

Der er i de seneste år gennemført en række forsøg med det formål at fastlægge minks behov for E-vitamin og Bvitaminer i vækstperioden. Tilstrækkelig forsyning med E-vitamin (α-tocopherol, α-TOC) er vigtig for optimal tilvækst samt for et velfungerende immunforsvar (Kono & Arai, 2015). De senere års udvikling inden for minkfoder med forbedret råvarekvalitet samt forbedrede opbevarings-, blandings- og transportforhold samtidig med udvikling af mere lagerstabile vitaminprodukter, har betydet mindre risiko for dannelse af peroxider samt tab af vitaminer i foderet. Vitamin E har tidligere været anvendt i forholdsvis høj dosering for at modvirke en negativ effekt af peroxiddannelse i foderet, især ved et samtidigt højt indhold af umættet fiskefedt i foderet. Dette kan medføre,


2019

93

FAGLIG ÅRSBERETNING

at minkene tildeles mere α-TOC end nødvendigt, hvilket ikke er økonomisk rentabelt. B-vitaminerne spiller vigtige roller i protein-, fedt- og kulhydratomsætningen, hvor de enten indgår som cofaktorer i nøgleprocesser eller er et vigtigt element i dannelsen af sådanne cofaktorer. Normerne for tilsætning af B-vitaminer er primært baseret på forskning fra 1970’erne, og tidligere års undersøgelser af udskillelsen af B-vitaminer i urinen fra minkhanner (Hedemann et al. 2017, 2018) har vist, at vitaminerne riboflavin, niacin, pantotensyre og pyridoxal er i overskud i foderet, også når B-vitaminkomplekset ikke tilsættes. Projektets formål var at undersøge, om de resultater, som er fundet i forsøg med E- og B-vitaminer gennemført på Kopenhagen Farm, kan genfindes, når der måles på dyr på kommercielle minkgårde, hvor minkene fodres med konventionelt fodercentralfoder. Projektet vil desuden afdække, om der er betydende forskelle i vitaminstatus mellem dyr fodret med foder fra forskellige fodercentraler.

Materiale og metoder Dyremateriale og forsøgsdesign

Tre fodercentraler, Holstebro Minkfodercentral, Sole Minkfoder og Tværmose Minkfodercentral, blev rekrut-

teret til at deltage i forsøget. Fra hver fodercentral blev udvalgt fire minkgårde, hvor prøverne blev indsamlet. Det var en betingelse for deltagelse i forsøget, at foderet fra fodercentralen blev brugt uden tilsætning af ekstra vitaminer, probiotika el.lign., samt at minkavleren pelsede på egen gård. Urinprøverne blev indsamlet i perioden 10.-21. september før ændring af foderplan og 29.-31. oktober efter ændring af foderplan. Der blev indsamlet urinprøver fra 20 brune minkhanner på hver gård. Der blev ikke indsamlet fra de samme 20 hanner ved de to indsamlinger. Urinprøverne blev indsamlet som spoturinprøver. Prøverne blev indsamlet ved, at hannerne blev fanget og holdt ud over kanten på buret. Mange mink tisser spontant, når de bliver jaget ud af redekassen og fanget. Urinen blev opsamlet i et plastbæger og herefter fordelt i rør og frosset med det samme. Prøverne blev herefter opbevaret ved -80°C. Ved pelsning (13.-21. november) blev der taget en blodprøve fra hjertet efter aflivning samt indsamlet lever, hjerte, lunger og bugfedt fra 10 brune minkhanner på hver gård til bestemmelse af E-vitaminstatus. Disse hanner var ikke de samme, som der blev indsamlet urinprøver fra. I tabel 1 ses fodersammensætningen (i forenklet form) for de enkelte fodercentraler i september og oktober.

TABEL 1. FORENKLET TABEL OVER FODERSAMMENSÆTNINGEN I SEPTEMBER OG OKTOBER FRA DE TRE FODERCENTRALER. DETALJERET FODERPLAN FOR 2018 KAN REKVIRERES FRA DE ENKELTE FODERCENTRALER.

HOLSTEBRO SEPTEMBER

TVÆRMOSE

OKTOBER

SEPTEMBER

SOLE

OKTOBER

SEPTEMBER

OKTOBER

% Fisk

26,1

22,4

19,5

16,5

28,0

30,6

26,0

28,0

38,0

38,0

20,1

20,0

Svin og blod3

28,5

28,3

18

18

15,4

15,5

Fedt4

4,9

3,6

4,1

3,5

4,9

4,1

12,2

14,4

12,5

15

15,3

14,3

0,2

0,2

6,2

6,6

3,6

2,8

1,0

2,0

1,8

2,5

12,8

12,5

1

Fjerkræ

2

Kulhydrater Andet Vand

6

5

INDUSTRIFISK, LAKSEKONCENTRAT, FISKEAFSKÆR MM. FJERKRÆBIPRODUKTER (FERSK (ØLAND), VARMEBEHANDLET KAT. 2 OG 3 FARMFOOD, VARM GUDENBERG) MM. 3 KOGTE SVINEBIPRODUKTER, BLODMEL, VARMEBEHANDLET BLOD, FURPRO MM. 4 SVINEFEDT, SOJAOLIE. 5 POPPET HVEDE ELLER BYG, ROESNITTER, MAJSGLUTEN, HVEDEKLID. 6 VITAMIN PREMIX, SOJAPROTEIN, GELATINEHYDROLYSAT MM. 1 2


94

Foderet fra Holstebro Minkfodercentral var karakteriseret ved at have et højt indhold af kogte svineprodukter (20 og 22% henholdsvis i september og november). Tværmose Minkfodercentral anvendte en høj andel af fjerkræbiprodukter, hvor den ferske Øland udgjorde hovedbestanddelen (26% af foderet). Fisk og varmebehandlet fjerkræ udgjorde den størst andel af foderet fra Sole Minkfoder.

(Tabel 2). På Holstebro Minkfodercentral valgte man at reducere indholdet af α-TOC (både naturlig og syntetisk) og riboflavin, mens A-vitamin, D3-vitamin og thiamin blev helt fjernet fra premixen fra den 10. september. Der blev indsamlet urinprøver på to minkgårde, som fik foder fra Holstebro Minkfodercentral før denne reduktion og på to minkgårde efter reduktionen.

Vitaminblandinger

Alle tre fodercentraler anvendte ved forsøgets start en premix med samme indhold af vitaminer og mineraler TABEL 2. TILSATTE VITAMINER OG MINERALER (MÆNGDE PR. KG FODER)

STANDARD1

HOLSTEBRO EFTER REDUKTION 10. SEPTEMBER 2

A-vitamin (Retinol)

2000

0

IE

D3-vitamin

700

0

IE

Alfa-tocopherol acetat (syntetisk)

40 (40)

4,4 (4,4)3

IE (mg)

Alfa-tocopherol acetat (naturlig)

27 (20)

3 (2,2)

IE (mg)

Thiamin (B1-vitamin)

32

0

Mg

Riboflavin (B2-vitamin)

13

0,10

Mg

Niacin (B3-vitamin)

24

24

Mg

Pantotensyre (B5-vitamin)

8

8

Mg

Pyridoxin (B6-vitamin)

10

10

Mg

0,30

0,3

Mg

2,40

2,40

Mg

0,066

0,066

Mg

Cu

1,0

1,0

Mg

Mn

15,6

15,6

Mg

10

10

Mg

0,70

0,70

Mg

Biotin (B7-vitamin) Folsyre (B9-vitamin) Cobalamin (B12-vitamin)

Zn L-methionin

5

4

3

TILSÆTNINGEN PÅ HOLSTEBRO MINKFODERCENTRAL VALGT SOM STANDARD FODERET, SOM BLEV LEVERET DEN 10. SEPTEMBER VAR MED STANDARDTILSÆTNING AF VITAMINER. 3 TILSÆTNING AF ALFA-TOCOPHEROL ACETAT HOS HOLSTEBRO MINKFODERCENTRAL BLEV HÆVET MIDT I OKTOBER TIL 6,6 IE SYNTETISK OG 6,1 IE NATURLIG ALFA-TOCOPHEROL KG FODER SVARENDE TIL HHV. 6,6 MG SYNTETISK OG 4,5 MG NATURLIG ALFA-TOCOPHEROL ACETAT/KG FODER 4 TVÆRMOSE OG SOLE: 0.065 MG 5 TVÆRMOSE OG SOLE: 0.60 MG 1 2

Prøveforberedelse og analyse af urinprøver for B-vitaminer

tive ioner efter prøven er blevet ioniseret ved elektrospray ionisering (Hedemann, 2017).

Prøverne blev injiceret på UHPLC (ultra high performance liquid chromatography, Ultimate 3000, Dionex). UHPLC’en er koblet til et massespektrometer (Impact HD, Bruker Daltonics, Bremen), som detekterer positive eller nega-

Data fra massespektrometret blev analyseret vha. en mønstergenkendelsesmetode, Principal Component Analyse (PCA). Ved at bruge denne metoder kan man identificere eventuelle grupperinger, der indikerer forskelle i metabolitmønstret, og metabolitterne, som har størst betydning for grupperingen, kan identificeres. Herefter er B-vitaminerne og kendte nedbrydningsprodukter af B-vitaminer, hvor der findes en kommerciel standard, blevet endeligt bekræftet ved at analysere standarden under samme betingelser som prøven og sammenligne resultaterne.

Prøveforberedelsen foregik i en 96-brønds plade. Urinprøverne blev fortyndet med vand (135 µl urin + 135 µl vand), og der blev tilsat intern standard Glycocholic acid (Glycine-113C) og p-chlorophenylalanine) opløst i acetonitril (30 µl). Herefter blev prøverne centrifugeret og supernatanten blev overført en ny 96-brønds plade.


2019

95

FAGLIG ÅRSBERETNING

Analyse af plasma- og vævsprøver for E- og A-vitamin

Alle dyr og organer blev vejet i forbindelse med aflivning, og alle prøver blev opbevaret ved -20°C indtil analyse. Blodplasma og væv blev analyseret for tocopherolindhold (vitamin E) (Jensen og Lauridsen, 2007). Blodplasma og lever blev endvidere analyseret for A-vitamin (retinol) (Jensen et al., 1998).

Statistik

De statistiske beregninger blev gennemført med statistikprogrammet SAS. Proceduren PROC GLM, LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5% signifikansniveau ved beregning af forskelle i koncentration af A-, E- og B-vitamin i plasma, urin og væv.

Resultater og diskussion Udskillelse af B-vitaminer og nedbrydningsprodukter af B-vitaminer i urinen

I Tabel 3 ses udskillelsen af B-vitaminer og deres nedbrydningsprodukter for de tre fodercentraler i september og oktober. Foderets indhold af vitaminer er ikke blevet målt, og vi kender derfor ikke forskellene i det naturlige vitaminindhold i råvarerne uden vitamintilsætning. Vi antager derfor, at udskillelsen af B-vitaminerne afspejler indtaget af disse. Udskillelsen af de enkelte vitaminer og nedbrydningsprodukter er sat til 1,00 for urinprøver fra Holstebro i september, og mængden af vitaminer og nedbrydningsprodukter i prøverne fra Sole og Tværmose er sat i forhold til denne.

TABEL 3. VITAMINER OG NEDBRYDNINGSPRODUKTER AF VITAMINER, SOM UDSKILLES I URINEN HOS MINK (N=80) FODRET MED FODER FRA HHV. HOLSTEBRO MINKFODERCENTRAL, SOLE MINKFODER ELLER TVÆRMOSE MINKFODERCENTRAL. MÆNGDEN AF DE ENKELTE VITAMINER OG NEDBRYDNINGSPRODUKTER ER SAT TIL 1.00 FOR URINPRØVER FRA HOLSTEBRO I SEPTEMBER, OG MÆNGDEN AF VITAMINET I PRØVERNE FRA DE ANDRE FODERCENTRALER ER SAT I FORHOLD TIL DENNE.

HOLSTEBRO

SOLE

TVÆRMOSE

GNS.

GNS.

GNS.

SPREDNING

P-VÆRDI

2,20

b

2,53

a

0,06

<0,0001

b

2,25

a

0,05

<0,0001 <0,0001

Riboflavin

Sep

1,00

(B2-vitamin)

Okt

0,38

11. sep

1,61

0,06

20. sep

0,40

0,06

2PY3

Sep

1,00b

0,95b

1,15a

0,02

<0,0001

(B3-vitamin)

Okt

0,93

0,81

0,98

a

0,02

<0,0001

1-methylnicotinamide4

Sep

1,00b

0,86c

1,22a

0,03

<0,0001

(B3-vitamin)

Okt

1,02b

0,81c

1,25a

0,03

<0,0001

Nicotinsyre

Sep

1,00

1,07

1,09

0,07

0,65

(B3-vitamin)

Okt

1,51

1,45

1,62

0,08

0,61

Pantotensyre

Sep

1,00a

0,77c

0,88b

0,03

<0,0001

(B5-vitamin)

Okt

0,97a

0,72c

0,90b

0,02

<0,0001

Pyridoxal

Sep

1,00

0,99

b

1,08

a

0,02

0,01

(B6-vitamin)

Okt

0,55

bc

0,50

b

0,01

<0,0001

4-pyridoxinsyre6

Sep

1,00b

0,87c

1,12a

0,02

<0,0001

(B6-vitamin)

Okt

0,94 a

0,88ab

0,85b

0,02

0,03

5-MTHF

Sep

1,00

0,95

0,93

0,04

0,46

(B9-vitamin)

Okt

0,86

0,46

0,68

0,03

<0,0001

Cholin

Sep

1,00

1,00

1,18

0,04

0,007

Okt

1,42ab

1,31b

1,57a

0,07

0,02

1

Riboflavin2

5

7

c c

a

b a

a

1,80

b

0,47

c

b

VÆRDIEN FOR RIBOFLAVIN FRA MINKHANNER FODRET MED FODER FRA HOLSTEBRO MINKFODERCENTRAL ER GENNEMSNITTET AF ALLE FIRE INDSAMLINGER, DVS. BÅDE FØR OG EFTER REDUKTION AF RIBOFLAVIN I PREMIXEN. 2 UDSKILLELSEN AF RIBOFLAVIN FRA MINKHANNER FODRET MED FODER FRA HOLSTEBRO MINKFODERCENTRAL FØR (11. SEPTEMBER) OG EFTER (20. SEPTEMBER) REDUKTIONEN AF RIBOFLAVIN I PREMIXEN, N=40 3 N-METHYL-2-PYRIDONE-5-CARBOXAMIDE, METABOLIT AF NIACIN 4 METABOLIT AF NIACIN 5 EN FORM AF B6-VITAMIN 6 METABOLIT AF PYRIDOXIN 7 5-METHYLTETRAHYDROFOLAT, DEN BIOLOGISK AKTIVE FORM AF FOLSYRE A,B,C FORSKEL MELLEM FODERCENTRALER INDENFOR MÅNED 1


96

Udskillelsen af riboflavin var signifikant forskellig mellem de tre fodercentraler. På Holstebro Minkfodercentral blev indholdet af riboflavin i premixen reduceret midt i september, og resultatet kunne ses meget hurtigt og tydeligt (Tabel 3), udskillelsen faldt med 75% efter reduktionen. På minkgårde, hvor dyrene blev fodret med foder fra Sole Minkfoder eller Tværmose Minkfodercentral var udskillelsen af riboflavin 120-150% højere end hos dyr fra Holstebro Minkfodercentral. Dette skyldes både tilsætningen af riboflavin til foderet, men må også tilskrives et højere naturligt indhold af riboflavin i foderet, da udskillelsen også var 27-36% højere end før reduktionen på Holstebro Minkfodercentral (1,61 vs. 2,20 og 2,53). Udskillelsen af riboflavin ændredes ikke for mink fodret med foder fra Holstebro Minkfodercentral mellem den 20. september, som var efter reduktionen, og slutningen af oktober. Derimod faldt udskillelsen ca. 11-18% for dyr fodret med foder fra Sole eller Tværmose. Dette fald er sammenligneligt med, hvad der er blevet beskrevet tidligere for dyr fodret med den anbefalede tilsætning af B-vitaminer (Hedemann et al., 2018). Niacin (B3-vitamin) blev udskilt i form af to nedbrydningsprodukter: 2PY (N-methyl-2-pyridone-5-carboxamide) og 1-methylnicotinamid, samt ikke nedbrudt nicotinsyre. Bestemmelse af 2PY og 1-methylnicotinamid er den anbefalede måde til at måle indtag af niacin (Kremer et al., 2018). Ikke nedbrudt nicotinsyre kan måles i urinen, når indtaget af niacin er meget højt. Mink fodret med foder fra alle tre fodercentraler får således overskud af niacin. Forskellene i udskillelsen er statistisk betydende og afspejler det forskellige indhold af niacin i de anvendte råvarer, men de skønnes ikke at være af biologisk relevans. Udskillelsen af 2PY faldt 7-15% fra september til oktober, mens udskillelsen af 1-methylnicotinamide var uændret. Dette er i overensstemmelse med det tidligere forsøg (Hedemann et al., 2018), hvor nedgangen i udskillelsen af 2PY var 19%, mens udskillelsen af 1-methylnicotinamide var uændret. I det forsøg sås desuden en reduktion i udskillelsen af 2PY på 34% hos dyr, som ikke have fået tilsat B-vitamin til foderet, hvilket viste, at overskuddet af B3-vitamin var lavere sidst i vækstperioden, når vitaminet ikke tilsættes. Overskud af pantotensyre udskilles intakt i urinen, og mængden, der udskilles, varierer proportionalt med indtaget (Combs, 2012). Mink fodret med foder fra alle tre fodercentraler udskilte pantotensyre. Pantotensyre findes i næsten alle fødevarer, og forskellene i udskillelsen viser, at der er forskel på indholdet af pantotensyre i de råvarer, som anvendes på de enkelte fodercentraler. Udskillelsen af pantotensyre var uændret fra september til oktober. Dette er i modsætning til vores tidligere forsøg, hvor udskillelsen af pantotensyre faldt 32% fra september til november i kontrolholdet, men forblev uændret hos dyr, som ikke havde fået tilsat B-vitaminer til foderet (Hedemann et al., 2018). I det tidligere forsøg blev tilsat 15 mg pantotensyre pr. kg foder, hvorimod der i nærværende forsøg blev tilsat 8 mg pantotensyre pr. kg foder, dvs. der var langt større overskud i det tidligere forsøg, som har betydet en større udskillelse specielt i september. Udskillelsen af pyridoxin ses i dette forsøg som udskillelse af pyridoxal og 4-pyridoxinsyre (Tabel 3). 4-pyridoxinsyre er det primære produkt af nedbrydningen af py-

ridoxin og er en god markør for B6-vitaminstatus (Combs, 2007). Pyridoxal ses typisk, når der er givet høje doser af vitaminet. Udskillelsen af pyridoxal halveres fra september til oktober, men da udskillelsen af 4-pyridoxinsyre kun falder marginalt er dette en indikation på, at overskuddet af pyridoxin er mindre i oktober, men den findes stadig i overskud. Dette antyder, at dyrenes forbrug af B6-vitamin er højere i oktober, men da der stadig udskilles 4-pyridoxinsyre, er der tilstrækkeligt i foderet. I det tidligere forsøg (Hedemann et al., 2018) blev set et fald i udskillelsen af 4-pyridoxinsyre og pyridoxal på hhv. 26% og 15% fra september til november. Forskellene mellem de to forsøg kan skyldes flere faktorer, bl.a. fodersammensætning, dyremateriale og tidspunkt for prøveindsamling (i det tidligere forsøg blev prøverne indsamlet ved pelsning, dvs. 2-3 uger senere). Udskillelse af folsyre i urinen ses i form af 5-methyltetrahydrofolat (5-MTHF), som er den aktive form af folsyre. Udskillelse af 5-MTHF blev også set i det første forsøg med B-vitaminer til minkhanner i vækstperioden (Hedemann et al., 2017), hvorimod det ikke blev fundet i det opfølgende forsøg (Hedemann et al., 2018) eller hos minkhunner (Hedemann et al., 2019). På denne baggrund antages det, at 5-MTHF kun udskilles ved stort overskud af folsyre. Cholin er ikke et B-vitamin, men den indgår i reaktioner med B-vitaminer og inddrages ofte i vitaminblandinger. Der er i denne undersøgelse set udskillelse af cholin i urinen, men da cholin findes i store reserver i kroppen, er betydningen af udskillelsen ikke klar, og det er svært at udtale sig om, hvorvidt der er overskud af cholin på denne baggrund. Det gælder helt generelt for B-vitaminerne og deres nedbrydningsprodukter, at udskillelsen er højest i september. Dette stemmer overens med resultaterne fra 2016 (Hedemann et al., 2018) og skyldes enten, at forbruget af vitaminerne stiger, når dyrene bliver større, eller at de har et lavere foderindtag, som medfører, at der ikke indtages så stort overskud af B-vitaminer. Dog ses stadig en udskillelse af B-vitaminer i slutningen af oktober, hvilket viser, at vitaminerne fortsat findes i overskud. For de tre fodercentraler ses generelt, at dyr fra minkgårde tilknyttet Sole Minkfoder, har den laveste udskillelse af B-vitaminer og deres nedbrydningsprodukter. Forskellene mellem de tre fodercentraler er dog marginale, og det skønnes ikke at have nogen betydning i forbindelse med en reduktion af tilsætningen af B-vitaminerne.

α-tocopherolstatus ved pelsning

Som det fremgår af Tabel 4, har minkhanner fodret med foder fra Holstebro Minkfodercentral den laveste α-TOCkoncentration i plasma, hvilket er en konsekvens af Holstebro Minkfodercentral reducerede tilsætningen af både naturlig og syntetisk α-TOC til foderet med 89% fra 10. september. Dette afspejler sig også i en lav koncentration i levervæv, samt den laveste koncentration af α-TOC i bugfedtet. Den gennemsnitlige α-TOC-koncentration hos Holstebro-hanner er acceptabel, men når man ser på den individuelle α-TOC-koncentration (Figur 2) kan man se at ca. 25% af de analyserede minkhanner fodret med


2019

97

FAGLIG ÅRSBERETNING

µg/ml α-TOC i plasma. I dette forsøg blev foderets indhold af α-TOC ikke analyseret, og resultaterne i plasma og væv kan således kun relateres til den tilsatte mængde α-TOC. I forsøg gennemført på Kopenhagen Fur Farm i 2014 og 2015 med foderråvarer af høj kvalitet blev det fundet, at tilsætning af enten 40 mg syntetisk α-TOC eller 20 mg naturlig α-TOC pr. kg foder var tilstrækkeligt til at opnå en α-TOC-koncentration i plasma på min. 10 µg/ml, når der blev anvendt foder af høj kvalitet (Hymøller et al., 2016).

foder fra Holstebro Minkfodercentral har under 10 µg/ml α-TOC i plasma, og dermed ligger under det ønskede minimumsniveau (Børsting et al., 1998, Clausen et al., 2007). Tilsætningen af α-TOC til foderet på Holstebro Minkfodercentral blev forhøjet til 6,6 IE syntetisk og 6,1 IE naturlig α-TOC midt i oktober, men det var ikke tilstrækkeligt til at hæve plasmaniveauet af α-TOC til 10 µg/ml hos alle dyr. Alle analyserede minkhanner fodret med foder fra Sole Minkfoder eller Tværmose Minkfodercentral har over 10

TABEL 4. α-TOCOPHEROLKONCENTRATION I PLASMA, LEVER OG BUGFEDT SAMT A-VITAMINKONCENTRATION I PLASMA OG LEVER VED PELSNING MEDIO NOVEMBER (N=40)

HOLSTEBRO

SOLE

TVÆRMOSE

P-VÆRDI

11.8c (0.62)

19.6a (0.62)

15.1b (0.62)

< 0.0001

16.7b (14.9-18.7)

22.8a (20.4-25.6)

16.1a (14.4-18.1)

< 0.0001

27.0b (2.1)

35.8a (2.1)

33.9a (2.1)

0.008

4.83a (0.29)

3.19b (0.29)

3.39b (0.29)

0.0002

326 (250-426)

41.3 (31.7-53.9)

37.9 (29.0-49.6)

< 0.0001

α-tocopherol Plasma (µg/ml)1 Lever (µg/g)2 Bugfedt (µg/g)1 A-vitamin Plasma (µg/ml)1 Lever (µg/g)

2

a

b

b

GENNEMSNIT (SE) GENNEMSNIT (95% KONFIDENSINTERVAL) A,B,C FORSKEL MELLEM FODERCENTRALER VED PELSNING MEDIO NOVEMBER

1 2

FIGUR 2. INDIVIDUEL α-TOCOPHEROLKONCENTRATION I PLASMA HOS BRUNE MINKHANNER FRA MINKGÅRDE, SOM FÅR LEVERET FODER FRA HHV. HOLSTEBRO MINKFODERCENTRAL (BLÅ SØJLER), TVÆRMOSE MINKFODERCENTRAL (ORANGE SØJLER) ELLER SOLE MINKFODER (GRÅ SØJLER). DEN RØDE LINJE ANGIVER 10 ΜG/ML, SOM ER ØNSKET MININUMSNIVEAU.


98

Koncentrationen af A-vitamin i plasma er signifikant højere hos de minkhanner, som har fået foder fra Holstebro Minkfodercentral end hos hannerne, som har fået fra Sole Minkfoder eller Tværmose Minkfodercentral. Denne forskel er dog lille i forhold til den forskel, som ses i koncentrationen i levervæv, hvor minkhannerne fodret med foder fra Holstebro Minkfodercentral har ca. 8 gange højere A-vitaminkoncentration i vævet end hannerne, som har fået foder fra Sole Minkfoder eller Tværmose Minkfodercentral. Denne forskel stammer sandsynligvis fra det høje indhold af kogte svinebiprodukter (20 %), som indeholder svinelever, i foder fra Holstebro Minkfodercentral. Svinelever er rig på A-vitamin og bidrager dermed meget til A-vitaminforsyningen. A-vitaminkoncentrationen i leveren hos Holstebrohannerne er meget høj, men skønnes dog at ligge under kritisk niveau. Vi har ikke gode referenceværdier for det toksiske niveau af vitamin A i lever, men fra praksisobservationer ved vi at et retinolindhold i lever >2000 µg/g lever hos hvalpe er dødelig. Ifølge Hymøller et al. (2016) er op til 300 µg/g lever inden for normalområdet. Minkhannernes levere blev vejet ved udtagning. Der blev ikke fundet statistisk signifikante forskelle i levervægtene mellem de tre fodercentraler (resultater ikke vist).

Konklusion

Udskillelsen af B-vitaminer i urinen viste tydeligt, at de fire B-vitaminer (riboflavin, niacin, pantotensyre og pyridoxal), som er fundet i høje niveauer i urinen i de tidligere års forsøg, også udskilles fra voksende minkhanner i praksis. Det skønnes derfor, at der ikke vil være problemer med at undlade tilsætningen af disse vitaminer til foderet i praksis i vækstperioden. I dette forsøg blev den aktive form af folsyre (5-methyltetrahydrofolat) også fundet i urinen, og der vil også være mulighed for at reducere tilsætningen af denne. Der var forskelle i udskillelsen af vitaminerne mellem fodercentralerne, som kan tilskrives de forskellige fodersammensætninger. Disse forskelle var dog ikke af en størrelse, som giver anledning til forskellige anbefalinger. De øvrige B-vitaminer (thiamin, biotin og cobalamin) blev ikke fundet i urinen med den anvendte analysemetode, og det er derfor ikke muligt at udtale sig om hvorvidt, der er overskud af dem på baggrund at dette studie. Den gennemsnitlige α-TOC-koncentration i plasma var for alle tre fodercentraler over de anbefalede 10 µg/ml, og dermed har langt de fleste mink i besætningerne en fornuftig α-TOC-status. Det er ønskeligt, at plasmakoncentrationen af α-TOC ligger over 10 µg/ml (Børsting et al., 1998), men decideret α-TOC-mangel ses først ved en plasmakoncentration under 4-6 µg/ml (Clausen et al., 2007). For mink fodret med foder fra Holstebro Minkfodercentral var den målte α-TOC-status opnået med en væsentlig lavere tilsætning af α-TOC end tilsætningen hos Sole Minkfoder og Tværmose Minkfodercentral, dog lå 25% af dyrene under 10 µg/ml til trods for at α-TOCtilsætningen blev hævet i oktober. Forsøget viser, at det er muligt at reducere tilsætningen af α-TOC, men man skal være meget opmærksom på foderets kvalitet og sammensætning, og på den enkelte besætning kan sundhedsstatus påvirke behovet for α-TOC. A-vitaminindholdet i leveren er til den høje side i alle mink, så det skønnes, at

foderets naturlige indhold, med de her anvendte foderblandinger, er tilstrækkeligt til at dække minkenes behov. Det kan derfor anbefales generelt at udelade tilsætning af A-vitamin fra september, og helt udelade tilsætning af A-vitamin i hele vækstperioden, når der fodres med svinebiprodukter i foderblandingen.

Anerkendelser

En stor tak til de 12 farmere som deltog i projektet og var til uvurderlig hjælp ved indsamling af prøverne. Kasper Vrangstrup Poulsen og Elsebeth Lyng Pedersen analyserede prøverne. Forsøget blev finansieret af Pelsdyrafgiftsfonden.

Referencer

Børsting, C.F., Engberg, R.M., Jensen, S.K., & Damgaard, B.M. 1998. Effects of high amounts of dietary fish oil of different oxidative quality on performance and health of growing-furring male mink (Mustela vison) and female mink during rearing, reproduction & nursing period. J. Anim. Physiol. Anim. Nutr. 79: 210-223. Clausen, T.N., Jensen, S.K., Sandbøl, P., & Hejlesen, C. 2007. Effect of the optimal ω6:ω3 relationship in the feed in the pelt growing period. InAnnual Report 2006. Danish Fur Breeders Research Centre, Holstebro, 107-114. Combs, G.F. 2007. The vitamins: Fundamental aspects in nutrition and health (3rd ed.). San Diego: Elsevier Academic Press. pp. 320-321. Combs, G.F. 2012. The vitamins (Fourth edition). San Diego: Academic Press. pp. 339-348. Hedemann, M.S. 2017. The urinary metabolome in female mink (Mustela neovison) shows distinct changes in protein and lipid metabolism during the transition from diapause to implantation. Metabolomics, 13, 64. Hedemann, M.S., Clausen T.N., Larsen, P.F. & Jensen, S.K. 2017. Overskud af B-vitamin i minkfoderet udskilles i urinen. Faglig Årsberetning 2016, 41-47. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Hedemann, M.S., Larsen, P.F., Clausen, T.N. & Jensen S.K. 2018. Mink fodret uden tilsætning af vitaminer og mineraler i vækst og pelssætningsperioden – konsekvenser i urin og blod med fokus på B-vitamin. Faglig Årsberetning 2017, 38-43. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Hedemann, M.S, Clausen, T.N., Ingerslev, A.K., Larsen, P.F. & Jensen, S.K. 2019. Udskillelsen af B-vitaminer i urinen fra minkhunner fodret med forskellige niveauer af B-vitamin i perioden januar-maj og fra minkhvalpe i juni. Faglig Årsberetning 2018, 34-42. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Hymøller, L., Clausen, T.N., Clausen, D. & Jensen, S.K. 2016. Den tilsatte mængde α-tocopherol til minkfoder kan reduceres. I: Møller, S.H. & Malmkvist, J. (eds). Temadag om aktuel minkforskning, DCA Rapport nr. 083, s. 12.18.


2019

99

FAGLIG ÅRSBERETNING

Hymøller, L., Clausen, T.N. & Jensen, S.K. 2016. Interactions between retinol, α -tocopherol & cholecalciferol need consideration in diets for farmed mink (Mustella vision). British Journal of Nutrition 115, 751–75. Jensen, S.K., Jensen, C., Jakobsen, K., Engberg, R.M., Andersen, J.O., Lauridsen, C., Sørensen, P., Skibsted, L.H. & Bertelsen, G. 1998. Supplementation of broiler diets with retinol acetate, β-carotene or canthaxanthin: effect on vitamin status and oxidative status of broilers in vivo and meat stability. Acta Agric Scand Sect A 48, 28–37.

Jensen, S.K. & Lauridsen, C. 2007. α-tocopherol stereoisomers. In: Litwack, G. (Ed.), Vitamins & Hormones, 76: 281-308. San Diego: Elsevier Academic Press Inc Kono, N. & Arai, H. 2015. Intracellular transport of fatsoluble vitamins A & E. Traffic 16, 19-34.


10 0

Ernæring og fodring

KEMISKE ÆNDRINGER AF PROTEIN FRA FJERKRÆBIPRODUKTER TIL MINKFODER –HVORDAN PÅVIRKER RÅVAREKVALITETEN, PROCESSERING OG LAGRING PROTEINKVALITETEN? Af Marianne Danielsen1, Karoline Blaabjerg2, Caroline Nebel1, Tove Clausen2, Peter Foged Larsen2 og Trine Kastrup Dalsgaard1 Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer, Agro Food Park 48, 8200 Aarhus N 2 Kopenhagen Fur Forskning, Herningvej 112, 75 Holstebro E-mail: Trine.Dalsgaard@food.au.dk

1

Sammendrag

Kemiske ændringer af foderprotein kan opstå under processering (herunder varmebehandling) og lagring af produktet samt som følge af mikroorganismers aktivitet. Disse proteinændringer kan påvirke proteinkvaliteten af foderet. Formålet med forsøget var at følge udviklingen af kemiske ændringer af protein i fjerkræbiprodukter som en konsekvens af forskellig råvarekvalitet, processering og lagring. For at identificere hvilke kemiske ændringer, der foregår i foderet, blev der udvalgt og analyseret for en række nøgleindikatorer på aminosyreniveau. Der blev analyseret for kemiske ændringer forårsaget af oxidation (carboxymetyllysin og carboxyethyllysin), varmeinducerede ændringer (lanthionin og lysinoalanin) samt varmeog tryk-induceret omdannelse af naturligt forekommende L-aminosyrer til D-aminosyrer. Forsøget viste, at ændringer af protein var påbegyndt allerede i den ikke-processerede råvare, hvilket kan være forårsaget af mikrobiel aktivitet. Samtidigt steg forekomsten af alle kemiske ændringer under kogning og lagring. Særligt kogning af fjer havde en meget stor effekt på dannelse af lanthionin, Dserin samt D-cystein. Derfor er det vigtigt at optimere råvarekvaliteten og processeringen af fjerkræbiprodukter til minkfoder, således at udviklingen af kemiske ændringer i foderproteinet minimeres og en høj kvalitet bevares. Dette forsøg viser, at der er gode muligheder for en sådan optimering. Danielsen, M., Blaabjerg, K., Nebel, C., Clausen, T. N., Larsen, P. L. og Dalsgaard, T. K., 2020. Kemiske ændringer af protein fra fjerkræbiprodukter til minkfoder – hvordan påvirker råvarekvaliteten, processering og lagring proteinkvaliteten? Faglig Årsberetning 2019. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: fjerkræbiprodukt, fjer, varme-inducerede og oxidative ændringer af protein, D-aminosyrer, D-serin,

D-cystein, lanthionin (LAN), lysinoalanin (LAL), carboxymethyllysin (CML), carboxyethyllysin (CEL).

Abstract

Chemical modifications to feed protein can occur during processing (including heat treatment) and storage of the product as well as due to microbial activity. These protein modifications can affect the protein quality of the feed. The aim of the experiment was to investigate the development of chemical protein modifications in poultry byproducts in relation to quality of raw material, processing and storage. In order to identify which chemical modification occur in the feed, key indicators at amino acid level were selected. Analysis of chemical modification caused by oxidation (carboxymetyllysine and carboxyethyllysine), heat-induced modifications (lanthionine and lysinoalanin) and heat- and pressure-induced conversion of natural L-amino acids to D-amino acids were conducted. The experiment showed that protein modification was observed already in the non-processed raw product, which may be caused by microbial activity. Furthermore, the concentration of all chemical modifications increased during boiling and storage. In particular, boiling of feathers contributed to generation of lanthionine, D-serine and D-cysteine. Therefore, it is important to optimize the quality of raw materials and processing of poultry byproducts to mink feed, so that development of heat-induced modifications in feed is minimized and a high quality is maintained. The current experiment show that there is good opportunity for such an optimization. Danielsen, M., Blaabjerg, K., Nebel, C., Clausen, T. N., Larsen, P. L. and Dalsgaard, T. K., 2020. Chemical protein modifications in poultry byproducts for mink feed – how does quality, processing and storage affect the protein quality? Annual Report 2019. Kopenhagen Fur Research, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N, Denmark.


2019

101

FAGLIG ÅRSBERETNING

Keywords: poultry byproduct, feather, heat-induced and oxidative protein modifications, D-amino acids, D-serine, D-cysteine, lanthionine (LAN), lysinoalanine (LAL), carboxymethyllysine (CML), carboxyethyllysine (CEL)

Indledning

En stor andel af de fjerkræbiprodukter, der anvendes til minkfoder i Danmark i dag varmebehandles ved temperaturer over 100°C for at stoppe mikrobiel vækst og nedbrydning. Processering under høj varme kan føre til ændringer på proteiners (aminosyrernes) kemiske struktur (Gilani et al. 2012, Bellagamba et al., 2015; Jasour et al., 2017) og dermed reducere fordøjeligheden af protein (Ljøkjel et al., 2000, Ljøkjel et al. 2004) samt udnyttelsen (Pfeuti et al. 2019). Vækstforsøg viser, at mink har en højere tilvækst og foderudnyttelse samt lavere dødelighed, når de tildeles ferske fjerkræbiprodukter (Øland) i forhold til lav-temperatur (<100°C) (Clausen et al., 2018) eller højtemperatur (>100°C) varmebehandlede fjerkræbiprodukter (Clausen et al., 2020). I forsøgene var der taget højde for forskelle i proteinfordøjelighed mellem ferske og varmebehandlede fjerkræbiprodukter. Det protein, som dyrene fordøjer (dvs. absorberer over tarmen), og dermed har til rådighed for aflejring, synes således ikke at have samme ernæringsmæssige værdi, og/eller indeholder skadelige komponenter, når det stammer fra varmebehandlede i forhold til ferske fjerkræbiprodukter. Dette er i overensstemmelse med forsøg med fjermel (damp-hydrolyserede fjer) foretaget på fisk (Jasour et al., 2017, Pfeuti et al., 2019) samt oksekødsmel (Piva et al. 2001), der viser en nedsat udnyttelse som følge af kemiske proteinændringer efter varmebehandling. Vi har derfor undersøgt indholdet af sådanne procesinducerede ændringer på protein før, under og efter processering af fjerkræbiprodukter, samt i delprocesser, herunder før og efter kogning af fjer. Fokus har været at undersøge, hvilke dele af processen, der i særlig grad bidrager til dannelse af kemiske ændringer på proteinet. Desuden blev andre fjerkræbiprodukter på markedet, både ferske (Øland) og varmebehandlede (Gudensberg og Badenhop), undersøgt for proteinændringer. Specifikt er der undersøgt for indhold af stoffer, der er nøgleindikatorer for mulige procesinducerede kemiske reaktioner ved varmepåvirkning og som en konsekvens af direkte varmeinducerede kemiske krydsbindingsreaktioner og oxidativ inducerede ændringer, der ligeledes accelereres under varmepåvirkning. Lanthionin (LAN) og lysinoalanin (LAL) dannes under varmebehandling af protein, særligt ud fra aminosyrerne lysin, cystein og serin (Rombouts et al. 2015). Carboxymethyllysin (CML) og carboxyethyllysin (CEL) er reaktionsprodukter fra oxidationsprocesser (Maillard-reaktion), der ofte ses ved industriel opvarmning og processering (Friedman, 1996). Der blev også undersøgt for indhold af D-aminosyrer, der er ”spejlvendte” i forhold til de naturlige L-aminosyrer. Omdannelsen til D-aminosyrer kan ligeledes foregå under varmepåvirkning (Csapo and Albert, 2009, Gilani et al 2012). Formålet med forsøget var at klarlægge forekomsten af kemiske proteinændringer i fjerkræbiprodukter før, under og efter processering (herunder kogning), samt deres udviklingen i delprocesserne og under lagring over tid.

Materialer og metoder

I forsøget blev der målt indhold af varme- og oxidativ inducerede kemiske ændringer på protein i forskellige prøver (tabel 1) udtaget før (rå råvarer), under (delprocesser) og efter (færdige produkt) processering af ”Fjerkræbiprodukt kat. 3 FarmFood”, samt efter lagring. Selve varmebehandlingen kan overordnet inddeles i to kogninger (tabel 2). 1. kogning, hvor fjer inkl. transportvand blandes med blod eller vand og koges ved 133°C i 20 min, hvorved fjerene hydrolyseres. Samt 2. kogning, hvor de hydrolyserede fjer inkl. blod/vand fra 1. kogning blandes med rå fjerkræbløddele (skrog, hoveder, fødder og tarme) tilsat en antioxidant samt fersk blod og koges ved 115°C i 20 min. Der blev udtaget følgende prøver (tabel 1): ”Rå fjer” og ”Kogte fjer” (før og efter kogning med vand ved 133°C i 20 min), ”Rå fjerkræbløddele 1, 3, og 4” (prøver af tre forskellige partier af rå kat. 3 fjerkræbløddele). ”Kog 1, 3 og 4” (prøver af det færdige produkt, se beskrivelse i tabel 2, ”Rå fjerkræbløddele 1” er brugt i ”Kog 1” osv.). Kog 1, 3, 4 blev valgt ud fra hhv. høj TVN, lav TVN og ”produceret uden blod”. ”Kogt fjerkræbiprodukt, 0 døgn” er en blanding af de færdige produkter ”Kog 1, 3 og 4” samt ”Kog 2 og 5” (ikke analyseret), hvor prøven er taget umiddelbart efter at de fem kog er færdig og efterfølgende blandet sammen i én lagertank. ”Kogt fjerkræbiprodukt, 1,5 døgn” og ”Kogt fjerkræbiprodukt, 3,5 døgn” blev taget af produktet lagret i hhv. 1,5 og 3,5 døgn ved >80°C. ”Rå fjerkræbløddele til affedtet fjerkræ” består af kat. 3 fjerkræbløddele. Disse hakkes og køres gennem et smelterør (<100°C) og efterfølgende en trikanter, som producerer tre fraktioner: fedt, limvand og ”Affedtet fjerkræbløddel”. Fraktionen ”Affedtet fjerkræbløddel” tilsættes en antioxidant, hvorefter den blandes og koges (2. kogning) med hydrolyserede fjer inkl. blod fra 1. kogning (tabel 2) og det færdige produkt kaldes ”Affedtet fjerkræ”. Yderligere er indholdet af kemiske proteinændringer undersøgt i prøver af følgende færdigbehandlede fjerkræbiprodukter: Øland, Gudensberg og Badenhop. Øland er en fersk råvare bestående af kat 3 fjerkræslagtebiprodukter (uden fjer og blod), som nedfryses umiddelbart efter slagteprocessen (indenfor ca. 30 min.) (Clausen et al., 2019). Gudensberg er tysk produceret bestående af kat 2 fjerkræslagtebiprodukter samt blod og 14% fjer (svarer til anatomiske del), som koges samlet i ét kog ved 144ºC og 4 bar i 20 min. Badenhop mix med skrog er ligeledes tysk produceret og består af kat 3 fjerkræbiprodukter (1/3 hoved og tæer, 1/3 tarme og 1/3 skrog), som koges ved 80-90°C i 20 min (Danfond datablad). Der blev målt for indhold af lanthionin, lysinoalanin, carboxymethyllysin og carboxyethyllysin samt andelen af D-aminosyrer. Alle stoffer blev målt ved hjælp af massespektrometri-baserede analysemetoder.


102

TABEL 1. PRØVER UDTAGET FØR, UNDER OG EFTER PROCESSERING AF FJERKRÆBIPRODUKTER, SAMT PRODUKTERNE FERSK ØLAND, GUDENSBERG OG BADENHOP. TVN ER INDHOLD AF "TOTAL VOLATILE NITROGEN" MÅLT SOM MG N/100 G PRØVE.

PRØVE

TVN

INDHOLD

Rå fjer Kogte fjer

Fjer, vand (133°C)

Rå fjerkræbløddele, 1

Kat. 3 fjerkræbløddele

Rå fjerkræbløddele, 3

Kat. 3 fjerkræbløddele

Rå fjerkræbløddele, 4

Kat. 3 fjerkræbløddele

Kog 1

106,7

Fjer, blod (133°C) og fjerkræbløddele, blod (115°C)

Kog 3

68,7

Fjer, blod (133°C) og fjerkræbløddele, blod (115°C)

Kog 4

83,4

Fjer, vand (133°C) og fjerkræbløddele, vand (115°C)

Kogt fjerkræbiprodukt, 0 døgn

85,4

>80 °C, blanding af kog 1-5

Kogt fjerkræbiprodukt, 1,5 døgn

103

>80 °C, blanding af kog 1-5

Kogt fjerkræbiprodukt, 3,5 døgn

>80 °C, blanding af kog 1-5

Rå fjerkræbløddele til affedtet fjerkræ

Kat. 3 fjerkræbløddele

Affedtet fjerkræbløddele

<100°C

Kogt affedtet fjerkræ

79,8

Fjer, blod (133°C) og affedtet fjerkræbløddele (115°C)

Øland, fersk

Fersk, frosset kat 3 fjerkræbiprodukt, uden blod og fjer

Gudensberg

Færdig processeret kogt fjerkræbiprodukt, kat. 2, inkl. blod og fjer (14%),(144°C, 4 bar, 20 min.)

Badenhop

Færdig processeret kogt fjerkræbiprodukt, kat. 3, ⅓ hoved og tæer + ⅓ tarme + ⅓ skrog (80-90°C, 20 min.)

TABEL 2. OVERSIGT OVER DELPROCESSER TIL FREMSTILLING AF KAT. 3. FJERKRÆBIPRODUKT.

RÅVARE

KOG 1

KOG 3

KOG 4

AFFEDTET FJERKRÆ

Tid, min.

20

20

20

20

Temperatur, °C

133

133

133

133

Fersk fjer inkl. transportvand, kg

3000

3000

2500

3000

Blod, kg

500

500

0

1000

Vand, kg

0

0

500

Tid, min.

20

20

20

20

Temperatur, °C

115

115

115

115

Hydrolyseret fjer, kg

3500

3500

3000

4000

Bløde fjerkræbiprodukter#, kg

6500

6500

9500

8000

Blod, kg

2000

2000

0

0

Total, kg

12000

12000

12500

12000

25

25

20

25

1. Kogning (hydrolysering af fjer)

2. Kogning

Fjer inkl. transportvand af total, % #

SKROG, HOVEDER, FØDDER OG TARME, SOM TILSÆTTES ANTIOXIDANTEN SPECTRA INDEN KOGNING.


2019

10 3

FAGLIG ÅRSBERETNING

Resultater og diskussion

Det højeste indhold af det varmeinducerede produkt lanthionin (LAN) blev fundet i prøver udtaget efter kogning af fjer i vand (figur 1A), hvorimod rå fjer indeholdt meget lidt LAN. Indholdet af LAN i fjer kogt med blod blev ikke undersøgt. LAN dannes primært ud fra aminosyrerne cystein og serin (Rombouts et al 2016), hvilket kunne forklare det høje niveau af LAN i kogt fjer, da fjer netop er rig på serin og cystein (Harrap and Woods, 1966). LAN var tilstede i de rå fjerkræbløddele (rå fjerkræbløddele 1, 3 og 4) før processering, og da der ikke kunne måles LAN i fersk fjerkræbiprodukt (Øland), skyldtes forekomsten af LAN i rå fjerkræbløddele sandsynligvis mikrobiel aktivitet (Bierbaum and Sahl, 2009). Prøver udtaget efter 2. kogning (kog 1 og 3 med blod, kog 4 uden blod) viste en øget forekomst af LAN i forhold til før processering. Andelen af kogt fjer inkl. transportvand i ”kog” er hhv. 25% (kog 1+3) og 20% (kog 4). Dermed bidrager fjer med over halvdelen af det samlede LAN i prøverne efter processering. Kvaliteten af de ikke-processerede fjerkræbløddele påvirkede andelen af LAN efter processering, således at den relative forskel i LAN-indhold mellem de 3 partier inden processering, blev bibehold efter processering.

Hvorvidt det har en effekt om fjer koges med vand eller blod, kræver yderligere undersøgelser for at fastslå. Efter processering blev alle fem kog blandet i en tank og lagret ved >80°C. Efter 3,5 dags lagring var LAN-indholdet øget med 32%. Rå og affedtet fjerkræbløddele indeholdt meget begrænsede mængder LAN. Kogt affedtet fjerkræ indeholdt mere LAN, hvilket skyldes iblanding af kogt fjer. I andre færdige fjerkræprodukter var indholdet af LAN lavt i Badenhop og fersk fjerkræbiprodukt, Øland, mens Gudensbergs indhold af LAN var på niveau med ”fjerkræbiprodukt kat. 3 FarmFood”. Det stemmer overens med at en primære kilde til LAN er kogningen af fjer, og hverken Badenhop eller Øland indeholder fjer. Dermed afspejler indholdet af LAN andelen af fjer i det færdige produkt. Et næsten tilsvarende billede kunne ses i forekomsten af lysinoalanin (LAL) (figur 1B), der er et varme-induceret produkt, der primært kommer fra aminosyren lysin i kombination med cystein eller serin. Dog skal det bemærkes, at koncentrationerne her var meget lavere, nanogram/100 miligram for LAL mod mikrogram/100 miligram for LAN.

FIGUR 1. INDHOLD AF LANTHIONINE (LAN) (A) OG LYSINOALANINE (LAL) (B) I PRØVER UDTAGET FØR, UNDER OG EFTER PROCESSERING AF FJERKRÆBIPRODUKT


10 4

Carboxymethyllysin (CML) og carboxyethyllysin (CEL) er proces-inducerede produkter (oxidation/Maillard-reaktion), der dannes ved bl.a. varmebehandling af produkter, der indeholder både fedt, kulhydrater og protein. I dannelsen af CML og CEL indgår aminosyren lysin. I analysen for CML (figur 2A) og CEL (figur 2B) ses et tilsvarende billede som set for LAN og LAL, dog med de forskelle at udviklingen af CML og CEL er lidt mindre under kogning af

fjer, samt at affedtning af fjerkræbløddele også bidrager til dannelse af CML og CEL. Det er forventeligt, da CML og CEL især dannes ved tilstedeværelse af både fedt, kulhydrater og protein. Desuden bidrager lagring til udviklingen af CML og CEL. Øland havde det laveste niveau for både CML og CEL, mens det højeste niveau var i Gudensberg.

FIGUR 2. INDHOLD AF CARBOXYMETHYLLYSIN (CML) (A) OG CARBOXYETHYLLYSIN (CEL) (B) I PRØVER UDTAGET FØR, UNDER OG EFTER PROCESSERING AF FJERKRÆBIPRODUKT

Forholdet mellem D- og L-aminosyrer blev målt for i alt 12 forskellige aminosyrer (histidin, leucin, isoleucin, lysin, methionin, valin, prolin, alanin, treonin, serin, arginin og cystein). L-aminosyrer er naturligt forekommende i dyr og mennesker, i modsætning til ”spejlbillede-formen” Daminosyrer. Aminosyrerne L-serin og L-cystein viste sig at være særligt tilbøjelig til at omdannes til D-formen under kogning (figur 3). Særligt under kogning af fjer i vand (133 °C), blev der dannet D-aminosyre (omkring 10% for D-serin og D-cystein, målt som relativ andel af den totale mængde, L+D, af den specifikke aminosyre). Men allerede i de rå fjerkræbløddele (inden processering) forekom varierende niveauer af D-aminosyrer. Det skyldtes sandsynligvis mikrobiel aktivitet, der også kan danne Daminosyrer (Gandolfi et al 1992). I figur 3 ses det, at ”rå fjerkræbløddele 1” indeholder væsentlig mere D-aminosyrer, end ”rå fjerkræbløddele 3 og 4”. Den store variation kan, foruden variation mellem partier, afspejle at det kan være vanskeligt at udtage en repræsentativ prøve, da det rå fjerkræbiprodukt er meget inhomogent og at der kan være en stor lokal variation i den mikrobielle aktivitet i produktet. Kogning af fjerkræbløddele bidrog yderligere til dannelse af D-aminosyrer, hvorimod affedtning

af fjerkræbløddele (<100°C) ikke så ud til at spille nogen rolle. Yderligere, har tilsætning af hydrolyserede fjer til 2. kogning en stor betydning, hvilket ses for ”kogt affedtet fjerkræ” der indeholder ⅓ kogte fjer. Lagring (>80°C) af det færdige produkt bidrog kun i mindre grad til dannelse af D-aminosyrer. Øland indeholder under 1% D-serin og omkring 2,5% D-cystein, hvilket var det laveste af alle de målte færdige produkter. Dette skyldes at Øland er et fersk produkt uden fjer, der ikke varmebehandles og som indfryses straks efter slagteprocessen for at minimere mikrobiel aktivitet. Indholdet at D-serin var højere i Gudensberg sammenlignet med Badenhop, men ikke så højt som i kogt fjærkræbiprodukt efter 3,5 dages lagring. Et lignende billede kunne ses for D-cystein. Da der kun er analyseret en prøve fra hvert af de varmebehandlede færdige produkter, og da variationen mellem partier kan være stor, er det ikke muligt at konkluderer om der er generel forskel på proteinkvaliteten mellem ”Fjerkræbiprodukt kat. 3, FarmFood”, ”Fjerkræbiprodukt kat. 2, Gudensberg” og ”Fjerkræbiprodukt kat. 3, Badenhop”.


2019

105

FAGLIG ÅRSBERETNING

FIGUR 3. INDHOLD AF D-SERIN (A) OG D-CYSTEIN (B) (D-AMINOSYRER I % RELATIV TIL L+D) I PRØVER UDTAGET FØR, UNDER OG EFTER VARMEBEHANDLING AF FJERKRÆBIPRODUKT

Konklusion:

Under processering af fjerkræbiprodukt dannes kemiske ændringer på proteinet forårsaget af oxidation og varmebehandling. Disse ændringer forventes at nedsætte proteinkvaliteten, herunder fordøjelighed og udnyttelse. I dette forsøg er der undersøgt for nøgleindikatorerne: lanthionine, lysinoalanin, carboxymethyllysin, carboxyethyllysin samt D-aminosyrer. Alle typer af proteinændringer blev dannet under processering af foder. Særligt delprocessen, hvor fjer koges og dermed hydrolyseres, bidrager til dannes af lanthionin, D-serin og D-cystein, men også kogning af fjerkræbløddele sammen med hydrolyserede fjer og lagring af det færdige produkt bidrager til proteinændringerne. Ændringerne i proteinet ses allerede i de ikke-processerede råvarer, hvilket sandsynligvis er et resultat af mikrobiel aktivitet. Der er fortsat behov for at varmebehandle fjerkræbiprodukter, men processen kan optimeres for at bibeholde en god proteinkvalitet. Dette forsøg viser, at vigtige parameter for optimering er: 1) kvaliteten af det ikke-processerede rå fjerkræbiprodukt (mikrobiel aktivitet, TVN) 2) andelen af kogte fjer i det færdige produkt, samt 3) lagringtiden. Processeringstemperaturen og hvorvidt hydrolysering af fjer foregår med eller uden blod, kan også have en betydning for dannelse af proteinændringer, men det kræver yderligere undersøgelser for at fastlægge disse effekter. Der blev kun foretaget målinger på en enkelt prøve fra hver af de færdigproducerede kogte fjerkræbiprodukter; Badenhop og Gudensberg. Da der kan være stor variation mellem produktions-partier, kan undersøgelsen derfor ikke klarlægge om der er generelt kvalitetsforskel mellem de tre producenter af varmebehandlet fjerkræbiprodukt.

Fremadrettet er der behov for forsøg, der har til formål at optimere de kritiske trin i varmebehandlingsprocessen. Yderligere bør proces-inducerede proteinændringers effekt på minks produktivitet og sundhed undersøges i foderforsøg.

Bidrag til studiet:

Planlægning af studiet: Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer og Kopenhagen Fur Forskning. Udførsel af analyser og fortolkning af resultater: Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer. Skrivning: Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer og Kopenhagen Fur Forskning. Ekstern bidrag: Vi takker FarmFood A/S for at være behjælpelig med produktion og udtagelse af prøver før, under og efter processering af foder fra fjerkræbiprodukter. Projektet er støttet økonomisk af Pelsdyravlernes Forskningsfond.

Referencer:

Bellagama, F., Caprino, F., Mentasti, T., Vasconi, M., Moretti, V.M. (2015). The impact of processing on amino acid racemization and protein quality in processed animal proteins of poultry origin. Italian journal of Animal science, 14: 238-244. Bierbaum, G. and Sahl, H.G. (2009). Lantibiotics: Mode of Action, Biosynthesis and Bioengineering. Current Pharmaceutical Biotechnology, 10: 2-18. Clausen, T.N., Blaabjerg, K., Larsen, P.F. (2019). Effekt af fodring med fjerkræbiprodukter til minkhvalpe i vækstog pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2018. pp. 70-79.


10 6

Clausen, T.N., Blaabjerg, K & Larsen, P.F., 2020. Fodring med syv forskellige fjerkræbiprodukter til minkhvalpe i vækst- og pelssætningsperioden resulterede i forskellig foderudnyttelse, tilvækst og skindegenskaber. Faglig Årsberetning 2019, 56-68. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Csapó, J. and Albert, C. (2009) The D-amino acid content of foodstuffs. Acta universitatis sapientiae alimentaria, 2: 5-30. Freidman, M. (1996) Food browning and its prevention: an overview. Journal of agricultural Food Chemistry, 44(3): 631-653. Gandolfi, I., Palla, G., Delprato, L., Nisco, De F., Marchelli, R., Salvadori, C. (1992). D-amino Acids in Milk as Related to Heat Treatments and Bacterial Activity. Journal of Food Science, 57 (2): 377-379. Gilani, G.S., Xiao, C.W., Cockell, K.A. (2012) Impact of antinutritional factors in food proteins on the digestibility of protein and the bioavailability of amino acids and on protein quality. British Journal of Nutrition, 108: S315-332. Harrap, B.S. and Woods E.F. (1966). Species differences in the proteins of feathers. Comparative Biochemistry and Physiology, 20: 449-460. Jasour, MS, Wagner, L, Larsen, BK Greco, I, Orlien, V Olsen, K, Rasmussen, HT, Hjertmitslev, NH, Hammershøj M, Dalsgaard, AJT, Sundekilde, UK, & Dalsgaard, TK (2017). A Comprehensive Approach to Assess Feathermeal as an Alternative Protein Source in Aquafeed. Journal of Agriculture and Food Chemistry, 65(48):10673-10684. Ljøkjel, K., Harsted OM., Skrede, A. (2000). Effect of heat treatment of soybean meal and fish meal on amino acid digestibility in mink and dairy cows. Animal Feed Science and Technology, 84: 83-95

Ljøkjel, K., Sørensen, M., Storebakken, T., Skrede, A. (2004). Digestibility of protein, amino acids and starch in mink (Mustela vision) fed diets processed by different extrusion conditions. Canadian Journal of Animal Science, 84: 673-680. Rombouts, I., Lambrecht, M.A., Carpentier, S.C., Delcour, J.A. (2016) Identification of lanthionine and lysinoalanine in heat‑treated wheat gliadin and bovine serum albumin using tandem mass spectrometry with higher‑energy collisional dissociation. Amino acids, 48(4): 959-971. Pfeuti, G., Longstaffe, L., Brown, S.L., Shoveller A.K., Taylor C.M., Bureau, D.P. (2019) Disulphide bonds and crosslinked amino acids may affect amino acid utilization in feather meal fed to rainbow trout (Oncorhynchus mykiss). Aquaculture Research, 50; 2081-2095. Piva, G., Monschini, M., Fiorentini, L., Masoero, F. (2001) Effect of temperature, pressure and alkaline treatments on meat meal quality. Animal Feed Science and Technology, 89: 59-68.


2019

FAGLIG Ã…RSBERETNING

107


10 8

Ernæring og fodring

FODRING AF MINKHUNNER MED FORSKELLIGE NIVEAUER AF SYNTETISK E-VITAMIN I VINTERPERIODEN JANUAR- MARTS Af Søren Krogh Jensen1, Mette Skou Hedemann1, Tove N. Clausen2, & Peter Foged Larsen2 1 Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Alle 20, Postboks 50, 8830 Tjele 2 Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N

Sammendrag

Formålet med undersøgelsen var at belyse, om det er muligt at reducere vitamin E tilsætningen til minkhunner i vinterperioden uden, at minkenes vitamin status påvirkes negativt, samt at sikre at vitamin A status er tilstrækkelig ved den nuværende tildeling på 2000 IE/kg foder. Der blev gennemført et forsøg med 4 hold á 24 første års hunner, fodret med 0, 30, 60 eller 120 mg/kg foder syntetisk vitamin E, hvor dyrene blev aflivet 18. januar, 28. februar eller 30. marts og vitamin A og E i plasma og forskellige væv blev analyseret. Analyser af plasma, lever, hjerte, lunger hjerne og bugfedt fra de tre aflivningstidspunkter viste, at minkhunnernes depoter som forventet var højst for mink tildelt 120 mg/kg foder vitamin E. Plasma niveauet og bugfedt koncentrationen af vitamin E faldt fra januar til marts, mens koncentrationen indenfor hold var ens for lever, hjerte, lunger og hjerne. Ingen mink var målbart underforsynet med vitamin E. Ud fra en samlet vurdering af hunnernes E-vitamin status anbefales det at fastholde tildelingen på 60 mg syntetisk E-vitamin i vinterperioden. Tildelingen af 2000 IE/kg foder vitamin A i vinterperioden anses ligeledes for at være passende.

on the mink’s performance, and to ensure that vitamin A status was kept at a sufficient level. An experiment was performed with four treatments with 24 females in each group fed 0, 30, 60 or 120 mg/kg feed of synthetic vitamin E. Eight animals from each group were sacrificed on January 18, February 28 or March 30 respectively, and deposition of vitamins A and E in plasma and tissue were analyzed. Analyzes of plasma and tissue showed that mink’s measurable short-term deposits (plasma and liver) were generally highest for mink fed 120 mg/kg of feed of vitamin E. Whereas, adipose tissue, brain, and heart was only minimally affected by different vitamin E supplementation. No mink were under supplemented with vitamin E from an analytical point of view, the lowest vitamin E levels were measured on March 30. Vitamin A status was appropriate and unaffected by vitamin E supplementation. Based on an overall assessment of the female vitamin E status, it is recommended to maintain supplementation with 60 mg of synthetic vitamin E during the winter period. Moreover, supplementation of 2000 IE/kg vitamin A in the winter period is appropriate.

Jensen, S.K, Hedemann, M.S, Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2020. Fodring af minkhunner med forskellige niveauer af syntetisk E vitamin i vinterperioden januar- marts. Faglig Årsberetning 2019, 108-114. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark

Jensen, S.K, Hedemann, M.S, Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2020. Different levels of vitamin E fed to female mink in the winter period January-March. Annual Report 2019, 108-114. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK8200 Aarhus N, Denmark

Keywords: mink, hunner vitamin E, tokoferol, reproduktion

Keywords: mink, female, vitamin E, tocopherol, repro­ duction

Abstract

Indledning

The purpose of the experiment was to investigate whether it is possible to reduce the vitamin E supplementation to mink during the winter period without negative effects

I foderproduktionen til mink anvendes i dag en høj tilsætning af de fleste vitaminer, også af det fedtopløselige vitamin E. De fedtopløselige vitaminer lagres i forskel-


2019

10 9

FAGLIG ÅRSBERETNING

lig grad i kroppen, vitamin A i leveren og vitamin E både i fedtvæv, muskler, lever og andre organer. I forbindelse med slankning forud for parring, mangler der viden om, hvorvidt minkhunnernes nedsatte fodertildeling påvirker deres vitamin E status negativt i sådan en grad, at det vil have negativ påvirkning på reproduktionen. Mangel på E-vitamin er kendt for at nedsætte antallet af fostre der sætter sig fast i livmoderen og har derfor negativ indflydelse på antallet af levendefødte (Harris & Ludwig, 1949). I den nye anbefaling fra 2020 anvendes som udgangspunkt tilsætning af 60 mg/kg all-rac-α-tocopherylacetat (syntetisk vitamin E) til foderet i vinterperioden, mens der i andre perioder anvendes en kombination af syntetisk og naturligt E vitamin ((RRR- α-tocopherolacetat). I forbindelse med slankning i vinterperioden taber minkhunnerne sig og fedtdepoterne formindskes, hvilket forventes at give en frigivelse af vitamin E indlejret i fedtvæv og organer. Det er dog uklart, om denne frigivelse af vitamin E er nok til at opretholde en tilstrækkelig høj vitamin E status igennem slankningsperioden. For vitamin A’s vedkommende antages det, at leverens vitamin A lager er stor nok til dække behovet i perioden med reduceret fodertildeling, på trods af at tildelingen af vitamin A til mink er reduceret i de senere år. Formålet med undersøgelsen er at belyse, om det er muligt at reducere vitamin E tilsætningen til minkhunner i vinterperioden uden, at minkenes vitamin status bliver negativt påvirket, samt at undersøge om vitamin A status er tilstrækkelig ved den nuværende tildeling.

Materiale og metoder

Forsøget, hvor indlejringen af vitamin E og A i plasma og væv blev undersøgt i første års hunner blev gennemført i samarbejde med Kopenhagen Fur Forskning i Holstebro. I forsøget indgik 96 minkhunner fordelt på 4 hold á 24 hunner. Hold 0E: Hold 30E: Hold 60E: Hold 120E:

Ingen vitamin E tilsat foderet. 30 mg/kg α-tocopherylacetat (syntetisk vitamin E) tilsat foderet (50% af anbefalet). 60 mg/kg α-tocopherylacetat (syntetisk vitamin E) tilsat foderet (100% af anbefalet). 120 mg/kg α-tocopherylacetat (syntetisk vitamin E) tilsat foderet (200% af anbefalet).

Grundfoderet bestod af gårdens normale foder for årstiden. Hunnerne blev fodret med det respektive forsøgsfoder fra december 2016 til marts 2017 (Tabel 1 og 2).

Prøvemateriale og analyser

Den 18. januar, midt i slankningsperioden, blev 8 tilfældige hunner pr. hold aflivet og der blev udtaget blod, hjerne, hjerte, lunger, lever og fra bugfedt. Den 28. februar umiddelbart inden flushing, hvor hunnernes vægt var lavest, blev yderligere 8 tilfældige hunner pr. hold aflivet, og der blev udtaget blod, hjerne, hjerte, lunger, lever og bugfedt.

Den 30. marts efter endt parring blev de sidste 8 hunner aflivet, og der blev udtaget blod, hjerne, hjerte, lunger, lever og bugfedt. Alle dyr og organer blev vejet i forbindelse med aflivning, og alle prøver blev opbevaret ved –20°C indtil analyse. Plasma og de forskellige vævsprøver blev analyseret for tocopherol (vitamin E) indhold og sammensætning af α-tocopherol og γ-tocopherol (Jensen et al. 2006), plasma og lever blev endvidere analyseret for retinol (vitamin A) (Jensen et al, 1998).

TABEL 1. FODERPLANER (GENNEM PERIODEN BLEV PLANERNE JUSTERET HVIS DER KOM RÅVARER MED EN ÆNDRET NÆRINGSSTOFSAMMENSÆTNING)

16/12-2016 TIL 30/3-2017 Fiskeafskær 3-5 % fedt

33,7

Industrifisk 8-12 % fedt

20

Affedtet fjerkræ

20

Ensilage Fishpro

3

Byg + Hvede

8,6

Hæmoglobin

3

Kartoffel protein

3

Majsgluten

3

Sojaolie

2,68

Svinefedt

1,34

Vitamin/mineralpræmix

0,2

Vand

1,56

PLANTAL Tørstof, %

36

Aske, %

3,3

Energi kcal / 100 g

153

Energifordeling P:F:K

45.40.15

MINDSTEKRAV TIL AMINOSYRER FULGTE ANBEFALINGERNE (TEAM FODER, 2016); FRA 11/1 BLEV DER TILSAT 1,5 % ROESNITTER.


110

TABEL 2. INDHOLD AF VITAMINER OG MINERALER I HOLD 60ES VITAMIN/MINERALPRÆMIX, HVORAF DER BLEV BRUGT 0,2 % I FODERET (TEAM FODER, 2017) SAMT VITAMININDHOLDET PER KG FODER I 60E HOLDET

HOLD 60E VITAMIN/MINERALINDHOLD PR KG PRÆMIX

VITAMIN PR KG FODER

A-vitamin

1000

1000 i.e

2000

D3-vitamin

350

1000 i.e

700

E-vitamin/dl-alfa-tokoferol

30.000

mg

60

B1-vitamin (thiamin)

12.500

mg

25

B2-vitamin (riboflavin)

4.000

mg

8,0

B6-vitamin (pyridoxin)

4.000

mg

8,0

25

mg

0,05

B5-vitamin (D-pantotensyre)

4.000

mg

8,0

B3-vitamin (niacin)

8.000

mg

16

B9-vitamin (Folsyre)

500

mg

1,0

B7-vitamin (biotin)

100

mg

0,2

CholinExtra

60.000

mg

120

Zn

5.000

mg

10

Mn

7.795

mg

15,6

Cu

500

mg

1,0

B12-vitamin (cobalamin)

Statistik

De statistiske beregninger blev gennemført med ANOVA. Der blev anvendt 5% signifikansniveau ved beregning af forskelle i koncentration af vitamin A og E i plasma og væv.

TABEL 3. DET ANALYSEREDE INDHOLD AF NÆRINGSSTOFFER, GENNEMSNIT AF ANALYSER GENNEM HELE PERIODEN

ANALYSETAL

Resultater og diskussion Foder og dyr

Tørstof, %

Det analyserede indhold af energi, protein, fedt og kulhydrat (Tabel 3) stemte fint overens med plantallene (tabel 1), ligesom det analyserede indhold af vitamin E i de enkelte hold stemte fint overens med det forventede ved de to prøveudtagninger. Foderet fra holdet uden tilsat vitamin E indeholdt omkring 10 mg α-tocopherol/kg foder (Tabel 4).

34,5

Aske, %

3,1

Energi kcal / 100 g

144

Energifordeling P:F:K

44:39,5:16,5

TABEL 4. VITAMIN E (α-TOCOPHEROL) INDHOLD I FODERBLANDINGERNE FEBRUAR OG MARTS, MG/KG VÅDFODER (DOBBELTANALYSE PR PRØVE; GENNEMSNIT OG STANDARDAFVIGELSE I PARENTES).

Februar Marts (*

OE

30E

60E(*

120E

9,9 (4,4)

32,3 (1,2)

55,5 (3,5)

128,1 (1,8)

12,1 (12,5)

27,2 (3,3)

57,7 (0,9)

120,7 (4,1)

60E, SVARER TIL STANDARDFODER


2019

111

FAGLIG ÅRSBERETNING

Slankning forud for parring medførte, at minkhunnerne tabte omkring 30 % af deres kropsvægt fra 1. november og frem til 20. februar. Vejning af organerne (ikke vist i tabel) i forbindelse med aflivning viste, at leveren relativt udgjorde en større andel af kropsvægten frem til 30. marts ved at stige fra 3,3 % af kropsvægten den 18. januar til 4,4 % af kropsvægten den 30. marts. Imellem behandlinger var der kun mindre og ikke systematiske forskelle mellem holdene. Indholdet af α-tocopherol i plasma var højest for mink fodret med 120 mg/kg vitamin E i foderet i januar og februar. I marts var plasmaniveauet lavere og upåvirket af vitamin E-tildelingen. I lighed med tidligere forsøg faldt γ-tocopherol indholdet med stigende α-tocopherol tilsætning til foderet, sandsynligvis pga. simpel konkurrence om transporten af tocopherolformerne i blodet (Hymøller et al., 2018). Vitamin A (retinol) indholdet i plasma var upåvirket af E vitamintilsætning (Tabel 5), men igennem vin-

terperioden faldt plasmakoncentrationen af α-tocopherol og retinol, og det gennemsnitlige indhold af α-tocopherol i plasma var nede på 7,9 µg/ml plasma, numerisk lavest hos mink på 0E og 30E holdet. Denne koncentration skal nok ses som en samlet effekt af den ligevægt der i forhold til aflejring/frigivelse i fedtvævet og den koncentration foderets vitamin E indhold giver anledning til. I den sammenhæng skal det huskes at plasmaet blot fungerer som en transportvej. Der findes ikke mange referenceværdier for minkhunners optimale vitamin E status i reproduktionsperioden. I et studie fra 2004 er plasmakoncentrationen den 22. april rapporteret til 10,6 µg/ml med en spredning på 7,2 µg/ml plasma hos mink fodret med et foder indeholdende 56 mg/kg α-tocopherol (Jensen et al., 2004). Generelt ønskes plasmakoncentrationen dog ikke under 10 µg/ml plasma. Faldet i retinol koncentration anses for at være uden betydning, da det primært er retinol indholdet i leveren der er afgørende for dyrenes vitamin A status, men igen her mangler gode referenceværdier for mink.

TABEL 5. α-TOCOPHEROL (VITAMIN E), ϒ-TOCOPHEROL OG RETINOL (VITAMIN A) I PLASMA (ΜG/ML PLASMA) IGENNEM VINTERPERIODEN SOM FUNKTION AF TILDELING AF E-VITAMIN. VÆRDIERNE ER ANGIVET SOM SIMPELT GENNEMSNIT

HOLD

α-TOCO-PHEROL

ϒ-TOCO-PHEROL

RETINOL

0E

15,1bc

1,46a

5,24

30E

12,1

1,30

ab

5,35

60E

17,3

0,92

ab

5,36

120E

20,8a

0,49b

5,71

<0,001

0,003

>0,05

0E

12,3b

1,19ab

3,09

30E

16,5b

1,35a

4,31

60E

11,7b

0,55bc

3,3

120E

24,7

0,27

5,34

P-Værdi

0,003

<0,001

>0,05

0E

9,3

1,25a

2,38

30E

6,3

0,81a

2,48

60E

18. januar

P-Værdi

c b

28. februar

a

c

30. marts

b

13,2

0,63

b

3,38

120E

12,6

0,38c

4,14

P-Værdi

>0,05

0,002

>0,05

18. januar

14,8a

1,04

5,42a

28. februar

13,6a

0,84

3,94b

7,9b

0,78

3,10b

<0,001

>0,05

<0,001

Hovedefffekt af tid (gns af dosis)

30. marts P-Værdi


112

Leveren fungerer som korttidslager for vitamin E og langtidslager for vitamin A. Indholdet af α-tocopherol i leveren var signifikant højere for minkene der fik 120 mg/kg foder

vitamin E, mens γ-tocopherol ligesom i plasma udviste et klart fald (Tabel 6). Vitamin A niveauet var upåvirket af vitamin E tildelingen og dato.

TABEL 6. α-TOCOPHEROL (VITAMIN E), ϒ-TOCOPHEROL OG RETINOL (VITAMIN A) I LEVEREN IGENNEM VINTERPERIODEN SOM FUNKTION AF TILDELING AF E-VITAMIN. VÆRDIERNE ER ANGIVET SOM SIMPELT GENNEMSNIT

α-TOCO-PHEROL µg/lever

α-TOCO-PHEROL mg/lever

ϒ-TOCO-PHEROL µg/g lever

RETINOL µg/g lever

RETINOL mg/lever

0E

22,2b

1,30b

0,40ab

153

8,79

30E

23,8

b

1,08

b

0,38

a

161

7,24

60E

b

30,1

1,45

ab

0,16

b

233

10,77

120E

45,9a

2,11a

0,19b

148

7,27

<0,001

<0,001

0,003

>0,05

>0,05

0E

24,4b

1,24 ab

2,03a

117

6,18

30E

25,5ab

1,18ab

0,51b

113

5,74

60E

14,3c

0,75b

0,54b

198

10,45

120E

38,9

1,86

0,00

146

6,88

HOLD 18. januar

P-Værdi 28. februar

P-Værdi

a

a

c

<0,001

<0,001

<0,001

>0,05

>0,05

0E

27,0ab

1,60bc

0,73ab

135ab

7,7

30E

21,8

b

1,35

c

a

1,07

108

60E

36,8

ab

2,79

ab

0,18

b

81

6,12

120E

45,9a

3,71a

0,30ab

217a

13,76

<0,001

<0,001

0,04

0,02

>0,05

30. marts

P-Værdi

bc c

6,77

Hovedefffekt af tid (gns af dosis) 18. januar

30,5

1,19b

174

8,52

28. februar

25,8

1,26b

143

7,31

30. marts

32,9

2,36a

135

8,59

P-Værdi

>0,05

<0,001

>0,05

>0,05

Af Tabel 7 fremgår det, at α-tocopherol stiger i hjerte og lunger med stigende vitamin E i foderet, mens hjernens indhold er mere konstant og uafhængig af vitamin E niveau i foder og over tid, indikerende at vitamin E niveauet i hjernen forsøges at blive holdt så konstant som muligt. Hjerte og hjerne holder ligeledes koncentrationen af α-tocopherol konstant i perioden januar til marts, mens lunger udviser et svagt stigende indhold. I lighed med de øvrige organer falder indholdet af γ-tocopherol med stigende vitamin E (α-tocopherol) i foderet. For bugfedt er der kun signifikant udslag af vitamin E tildeling i foderet

ved februarprøven, men der ses et generelt fald i bugfedtets vitamin E reserve i gennem hele perioden fra januar til marts. Det tyder således på at bugfedtet kanaliserer vitamin E til de øvrige væv, men da vi ikke kender den eksakte pulje af fedtvævet er det vanskeligt at kvantificere denne translokation. Sammenholdt med det totale vitamin E indhold målt i leveren tyder det dog på, at der sker en translokation af vitamin E fra bugfedtet til leveren igennem vinterperioden (Tabel 6+7). Formålet og årsagen til denne translokation kender vi dog ikke svaret på.


2019

113

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 7. α-TOCOPHEROL (VITAMIN E) OG ϒ-TOCOPHEROL I HJERTE, LUNGER, HJERNE OG BUGFEDT IGENNEM VINTERPERIODEN SOM FUNKTION AF TILDELING AF E-VITAMIN (ΜG/G VÆV) (FORSØG 1)

HOLD

α-TOCO PHEROL

ORGAN

ϒ-TOCOPHEROL HJERTE

α-TOCOPHEROL

α-TOCOPHEROL

LUNGER

ϒ-TOCOPHEROL

α-TOCOPHEROL

HJERNE

ϒ-TOCOPHEROL

FEDTVÆV

18. januar 0E

16,6b

0,22

9,6b

19,5

0,15

51,5

7,46

30E

17,7b

0,22

10,7b

21,1

0,34

57,9

9,44

60E

19,5

0,23

12,0

23,4

0

73,3

11,85

120E

23,0

0,62

14,7

23,0

0,1

63,9

8,01

<0,001

>0,05

0,01

>0,05

>0,05

>0,05

>0,05

0E

16,9b

0,16

12,0b

22,3bc

0,71

47,3ab

8,29

30E

ab

20,1

0,36

15,3

22,8

b

0,87

34,4

b

6,69

60E

22,5ab

0,19

12,5b

18,1c

0,15

45,2ab

6,92

120E

29,6a

0,37

22,0a

27,0a

0,4

87,7a

11,29

<0,001

>0,05

<0,001

<0,001

0,06

0,007

>0,05

0E

18,2ab

0,5

13,9ab

21,6

0,95a

32,6

7,36

30E

18,6b

0,35

13,5b

18,2

0,18ab

24,5

3,86

60E

22,0

0,28

16,0

19,7

0,33

40,7

6,96

120E

23,0

0,17

19,7

21,1

0,00

28,6

4,62

P-Værdi

0,006

>0,05

0,005

>0,05

0,006

>0,05

>0,05

P-Værdi

ab a

ab a

28. februar

P-Værdi

b

30. marts

ab a

ab a

ab b

Hovedefffekt af tid (gns af dosis) 18. januar

19,2

10,6b

21,8

49,5a

9,1a

28. februar

22,3

13,6a

22,5

41,5a

8,3ab

30. marts

20,4

14,0a

20,1

26,5b

5,7b

P-Værdi

>0,05

<0,001

>0,05

<0,001

0,04

De målte vitaminværdier stemmer overens med målinger, fra produktionsdyr om efteråret (Hymøller et al., 2018), samt med plasmaværdier målt hos diegivende hunner i april (Jensen, et al., 2004) og i juni (Clausen et al, 1997). Korrelationerne mellem plasma og vævsværdierne af α-tocopherol blev beregnet, og der fandtes signifikant positiv korrelation imellem plasma og lever (R 2 = 0,13; P<0,001), plasma og hjerte (R 2 = 0,18; P<0,001), plasma og bugfedt (R 2 = 0,12; P<0,001) samt en svag korrelation imellem plasma og hjerne (R 2 = 0,08; P<0,05), mens der ikke var signifikant korrelation imellem plasma og lunger (R 2 = 0,02; P = 0,16).

Konklusion

Overodnet set tyder de fundne indhold af α-tocopherol i plasma og væv samt indholdet af vitamin A i plasma og lever, at minkhunnerne har været tilstrækkeligt forsynet med vitamin A og E gennem hele forsøgsperioden. Forsøget viste dog, at minkhunnernes målbare korttidslager (plasma og lever) varierer med vitamin E tildelingen, mens de mere persistente lagre i hjerne og hjerte kun påvirkes i mindre grad af forskellig vitamin E tildeling. Indholdet af vitamin E i bugfedtet falder igennem hele forsøgsperioden fra januar til marts. Dette sammenholdt med at α-tocopherolindholdet i plasma hos minkhunnerne på 0E og 30E ved udgangen af marts i gennemsnit lå under 10 µg/ ml tyder på at disse mink tildeles i underkanten af den nød-


114

vendige mængde E-vitamin med foderet. Forsøget tyder derfor på at tildelingen af E-vitamin bør være på 60 mg α-tocopherol / kg foder i den sidste del af vinterperioden, hvilket stemmer overens med den nuværende anbefaling.

Anerkendelse

Projektet er støttet økonomisk af Pelsdyrafgiftsfonden og Aarhus Universitet. Projektet er gennemført på forsøgsfarmen ved Kopenhagen Forskning. Elsebeth Lyng Pedersen takkes for at udføre vitaminanalyserne.

Referencer

Copenhagen University, the Technical University of Denmark, Roskilde University, the Nordic Biochar NetworkFed sildeafskær og affedtet sildeensilage til mink i reproduktions- og dieperioderne. Faglig Årsberetning 1996, Dansk Pelsdyravlerforening, 75-80. Clausen, T.N & Larsen, P.F., 2015. Partial Weaning at Six Weeks of Age Reduces Biting among Mink Kits (Neovison Vison). Open Journal of Animal Sciences, 5, 71-76. Harris, P. L., Ludwig, M. I. 1949. Relative vitamin E potency of natural and of synthetic alpha-tocopherol. J. Biol. Chem. 179, 1111–1115. Hymøller, L, Lashkari, S, Clausen, TN & Jensen, SK. 2018. Distribution of α-tocopherol stereoisomers in mink (Mustela vison) organs varies with the amount of all-rac-αtocopheryl acetate in the diet. Copenhagen University, the Technical University of Denmark, Roskilde University, the Nordic Biochar Network Jensen, S.K., Hansen, M.U. & Clausen, T.N., 2005. E-vitamin til tæver og dets overførsel til hvalpe. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter. Faglig Årsberetning 2004, 61-67. Jensen SK, Jensen C, Jakobsen K, et al. (1998) Supplementation of broiler diets with retinol acetate, β-carotene or canthaxanthin: effect on vitamin status and oxidative status of broilers in vivo and meat stability. Acta Agric Scand Sect A 48, 28–37.

Jensen SK, Nørgaard JV & Lauridsen C (2006) Bioavailability of α-tocopherol stereoisomers in rats depends on dietary doses of all-rac- or RRR- α-tocopheryl acetate. Copenhagen University, the Technical University of Denmark, Roskilde University, the Nordic Biochar Network Team Foder, 2016. Vejledende anbefaling til indhold af næringsstoffer i dansk minkfoder 2016. Intern Rapport, Kopenhagen Fur Forskning. Team Foder, 2017. Vejledende anbefaling til indhold vitamin- og mineralpræmix til dansk minkfoder 2017. Intern Rapport, Kopenhagen Fur Forskning.


2019

FAGLIG Ã…RSBERETNING

115


116

Ernæring og fodring

EFFEKT AF TEMPERATUR OG PH PÅ GENFINDELSE AF PROTEINBUNDET OG KRYSTALLINSK METHIONIN I MINKFODER EFTER HENHOLDSVIS 0, 8 OG 24 TIMER Af Marianne Kjærulf, Caroline Marcussen, Anne-Helene Tauson, Anni Øyan Pedersen & Connie Frank Matthiesen, Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab, Grønnegårdsvej 3, DK-1870 Frederiksberg C, mak@sund.ku.dk

Sammendrag

Formålet med dette in-vitro forsøg var at undersøge hvor stor en mængde methionin, der kunne genfindes efter henholdsvis 0, 8 og 24 timer, og om denne genfindelse blev påvirket af methionins oprindelse (proteinbundet versus L- hhv. DL-krystallinsk methionin), foderets pH (5; 5,5 og 6,5) samt temperaturforhold (5°C og 17°C (tid 0 kun ved 5°C)). To basisdiæter med et beregnet indhold på hhv. 0,20 g og 0,40 g fordøjeligt methionin/MJ OE (0,20met og 0,40met) blev anvendt. De tre diæter i dette forsøg indeholdt 1) udelukkende proteinbundet methionin (0,40met), 2) basisdiæt 0,20met tilsat 0,2% krystallinsk L-methionin (0,40L-met) og 3) basisdiæt 0,20met tilsat 0,2% krystallinsk DL-methionin (0,40DL-met). Resultaterne fra nærværende forsøg viste, at genfindelsen af methionin var signifikant højere (hhv. 4% og 5%) i diæten 0,40met sammenlignet med diæterne 0,40L-met og 0,40DL-met (p < 0,01 hhv. p < 0,0001). Det kan ligeledes konkluderes, at genfindelsen af methionin var høj (≥ 89%) uanset hvilken methionin kilde der blev anvendt. Kjærulf, M., Marcussen, C., Tauson, A., Pedersen, A.Ø. & Matthiesen, C.F. 2020. Effekt af temperatur og pH på genfindelse af proteinbundet og krystallinsk methionin i minkfoder efter henholdsvis 0, 8 og 24 timer. Faglig Årsberetning 2019, 116-119. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Abstract

The objective of this in-vitro experiment was to investigate the amount of methionine that could be recovered after 0, 8 and 24 hours, and whether this finding was influenced by the origin of methionine (protein bound versus L- and DL-methionine), pH of the diet (5, 5.5 and 6.5) and temperature (5°C and 17°C (time 0 only at 5°C)). Two diets with a calculated content of 0.20 g and 0.40 g digestible methionine / MJ ME (0.20met and 0.40met) were used. The three diets in this in-vitro experiment contained 1) exclusively protein bound methionine (0.40met), 2) 0.20met supplemented with 0.2% crystalline L-methionine (0.40Lmet) and 3) 0.20met supplemented with 0.2% crystalline

DL- methionine (0.40DL-met). The results of the present experiment showed that the recovery of methionine was significantly higher (4% and 5%) in the 0.40met diet compared with the diets 0.40L-met and 0.40DL-met (p <0.01 and p <0.0001), respectively. Furthermore, it can be concluded that the recovery of methionine was high (≥ 89%) regardless of the source of methionine used. Kjærulf, M., Marcussen, C., Tauson, A., Pedersen, A.Ø. & Matthiesen, C.F. 2020. Effect of temperature and pH on recovery of protein bound and crystalline methionine in mink feed after 0, 8, and 24 hours, respectively. Annual Report 2019, 116-119. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Methionin, genfindelse, proteinbundet, krystallinsk, aminosyre.

Indledning

Den essentielle, svovlholdige aminosyre (AS) methionin anses for at være den først begrænsende AS hos mink. Methionin er særlig vigtig for minkens vækst samt pelssætning, da den semi-essentielle AS cystein bliver dannet ud fra methionin. De svovlholdige AS methionin og cystein er vigtige for pelsproduktion og pelssætning (Sandbøl et al. 2009) pga. det høje cysteinindhold i hår. Det er desuden vigtigt med en afbalanceret AS sammensætning, for at sikre bedst mulig kvælstofbalance og dermed formindsket kvælstof udledning til det omgivende miljø. Brugen af krystallinsk methionin og andre krystallinske AS er vidt udbredt indenfor både svine- og fjerkræ branchen (Nørgaard et al. 2014; van Harn et al. 2019), hvor det har vist at have en positiv effekt på AS balancen. Det forventes derfor ligeledes at krystallinske AS vil have en positiv effekt på AS balancen i minkfoder. Minkfoder bliver opbevaret hos den enkelte minkopdrætter ved ca. 5°C før det bliver udfodret til minkene på toppen af buret. Antallet af daglige fodertildelinger, temperatur samt foderets pH-værdi varierer iht. årstid og


2019

117

FAGLIG ÅRSBERETNING

dyrets fysiologiske stadium. Der er derfor behov for at undersøge om methionin nedbrydes i foderet under opbevaring, samt om forskellige forhold som temperatur, tid og pH påvirker genfindelsen af methionin. Derudover vil det også være vigtigt at undersøge, om der er forskel i genfindelsen af methionin, afhængig af om det forekommer som proteinbundet eller som forskellige former for krystallinsk methionin i foderet. In-vitro forsøg med vådfoder til svin har vist, at krystallinske aminosyrer bliver nedbrudt ved fermentering under lagring. Dog sker der en væsentlig højere nedbrydning af lysin, treonin og tryptofan sammenholdt med methionin, som havde en forholdsvis høj genfindelse på ca. 90% (Pedersen & Jensen 2005). Anbefalingen fra dette forsøg var at vådfoder bør have et højt råprotein-indhold for at begrænse nedbrydningen af krystallinske aminosyrer. Hypotesen for nærværende forsøg var derfor, at genfindelsen af methionin vil være høj, samt at den vil være højere, når methionin forekommer på bundet form i selve foderets råprotein, end når det bliver tilsat som krystallinsk methionin. Formålet med dette forsøg var at undersøge, hvor stor en mængde methionin der kan genfindes i diæter indeholdende hhv. proteinbundet-, krystallinsk L- og krystallinsk DL-methionin med tre forskellige pH værdier (5; 5,5 og 6,5), som opbevares ved to forskellige temperaturer (5°C og 17°C) og undersøges efter hhv. 0, 8 og 24 timer.

Materiale og metode

Forsøget blev gennemført som et in-vitro forsøg på Københavns Universitets laboratorier på Rørrendegård, Tåstrup, Danmark. Til forsøget blev to basisdiæter med et beregnet indhold på hhv. 0,20 g og 0,40 g fordøjeligt methionin/MJ OE (0,20met og 0,40met) anvendt (tabel 1). Basisdiæterne blev produceret i forbindelse med et tidligere forsøg som ét batch per diæt. Der blev anvendt tre forskellige diæter i in-vitro forsøget - en udelukkende baseret på proteinbundet methionin (0,40met) samt to diæter indeholdende hhv. krystallinsk L-methionin (CJ Bio Malaysia, Petaling Jaya, Malaysia) og DL-methionin (Evonik Industries AG, Essen, Tyskland). De to sidstnævnte diæter blev produceret udfra 0,20met basisdiæten, hvortil 0,2% af hhv. L- og DL-methionin blev tilsat, således at de to diæter med krystallinsk methionin ligeledes opnåede et beregnet indhold på 0,40 g fordøjeligt methionin/MJ OE (0,40L-met hhv. 0,40DL-met). Dette forsøg omfattede 135 prøver. Diæterne, før tilsætning af syre, havde en pH værdi på mellem 6,4 og 6,7 (her benævnt pH 6,5). Der blev anvendt 80% eddikesyre for at opnå pH værdier på hhv. 5 og 5,5. Det krystallinske methionin blev iblandet en større mængde foder (1400 g), hvorfra der blev udlagt ensartede foderportioner á 400 gram på trådnet svarende til toppen af et minkbur til hver temperatur (5°C og 17°C), tid (0, 8 og 24 timer) og pH (5; 5,5 og 6,5) med tre gentagelser for hver kombination af diæt, pH, temperatur og tid (tabel 2). Prøven til tid 0 blev kun udtaget ved ca. 5°C, hvorimod prøverne til tid 8 og 24 timer blev udtaget ved både 5°C og 17°C. For at opnå konstante temperaturforhold blev diæterne ved 5°C opbevaret i et kølerum og diæterne ved 17°C i et klimastyret kammer i hhv. 8 og 24 timer. Tiden blev registreret fra prøverne blev indsat i hhv. kølerum og det klimastyrede kammer. Det tog ca. 3,5 timer fra prøverne var indsat i det klimastyrede

TABEL 1 FORSØGSFODER SAMMENSÆTNING [%], OG BEREGNET INDHOLD AF OMSÆTTELIG ENERGI (OE)

BASISDIÆTER

0,20MET

0,40MET

Fjerkræbiprodukt, Øland

52

28,4

Hæmoglobinmel

2,5

1

Soyaprotein

1,5

2

Byg Poppet 90% < 0.5 MM

4

4,1

Industrifisk 8-12% fedt

3

18,2

0,1

6,1

2

2

Fiskemel

0,4

8,6

Majsstivelse

9,5

7,1

Fjermel

4,6

0,6

Vitamin pre-mix**

0,2

0,2

Sojaolie, raffineret

5,9

5,6

Vand

14,3

16,1

21,6

20,9

23.57.20

28.54.18

INGREDIENSER

Torskefilet Havregryn. Damppræp.

BEREGNET OE, MJ/kg tørstof OE fordeling i %, P:F:K*

*P:F:K = PROTEIN:FEDT:KULHYDRAT. ** PER KG PRÆMIX: VITAMIN A 1.000.000 IE, VITAMIN D3 350.000 IE, VITAMIN E 34.000 (NAT + SYNT) IE, VITAMIN E RRR 34.000 IE, D-ALFATOKOFERYLACETAT RRR 25.000 MG, VITAMIN B1 15.043 MG, VITAMIN B2 6.000 MG, VITAMIN B6 4.000 MG, VITAMIN B12 30 MG, D-PANTOTENSYRE 4.000 MG, NIACIN 10.500 MG, FOLINSYRE 1.000 MG, BIOTIN 100 MG, CHOLIN 65.000 MG, ZN 5.000 MG, MN 7.795 MG, CU 500 MG, ANTIOXIDANT 250 MG.

kammer til de havde opnået en kernetemperatur på 17°C. Kernetemperaturen steg imidlertid hurtigt indledningsvist, og prøverne havde nået en kernetemperatur på 15°C efter ca. 1,5 time. Hver af de 400 g foderportioner blev efterfølgende rørt for at sikre en homogen prøveudtagelse.

Analyser

Der blev lavet oprindelig og frysetørret tørstofbestemmelse på alle prøverne. De frysetørrede prøver blev formalet inden de blev sendt til AS analyse. Aminosyreanalyserne blev udført på Københavns Universitet (KU) (Institut for Plante og Miljøvidenskab, Frederiksberg, Danmark). Methionin-indholdet blev bestemt ved hjælp af oxidationsmetoden som beskrevet i Dahl-Lassen et al. (2018).

Beregninger

Genfindelse, methionin efter 8 hhv. 24 timer [%] = mg g ts tid 8 hhv. 24 timer *100 Total methionin mg ts tid 0 g

Total methionin


118

Statistiske Analyser

6,5 (p < 0,01); hvorimod der for 0,40DL-met diæter var en tendens til højere genfindelse af methionin ved pH 5 og 5,5 i forhold til pH 6,5 (p = 0,07 hhv. 0,1). En højere genfindelse af krystallinsk methionin i diæter tilsat syre er i god overensstemmelse med forsøg udført på vådfoder til svin (Vils et al. 2018a), hvor det blev fundet, at benzoesyre hæmmer nedbrydningen af frit methionin. Genfindelsen af methionin i prøverne udtaget til tid 0 var signifikant højere end prøverne udtaget til tid 8 og 24 timer (p < 0,0001), hvorimod der ikke var signifikant forskel mellem prøverne udtaget til tid 8 og 24 timer. Det tyder dermed på, at der sker en nedbrydning af methionin mellem 0 og 8 timer, men at methionin derefter ikke nedbrydes yderligere. Der var en lille men dog signifikant forskel mellem genfindelsen af methionin ved 5°C og 17°C på hhv. 93% og 95% (p = 0,04). Forskellige mikroorganismer har optimale vækstbetingelser under forskellige forhold såsom temperatur, ilt-, fugtigheds- og pH niveau (Fødevarestyrelsen 2005). Forskellig genfindelse af methionin ved forskellige temperaturer kunne derfor være et udtryk for hvilke mikroorganismer, der er tilstede i diæten. I nærværende in-vitro forsøg skyldes den lille forskel dog snarere analyseusikkerheden på methionin (+/-14%). Denne analyseusikkerhed er sandsynligvis forårsaget af, at minkfoder er et

De statistiske analyser blev udført ved hjælp af statistikprogrammet SAS® version 9,4 (SAS Institute Inc., Cary, NC 27513, USA). Systematisk effekt af methionin-oprindelse, temperatur, pH, tid og vekselvirkningerne mellem dem blev analyseret ved hjælp af proceduren PROC MIXED. Modellen blev reduceret med ikke signifikante parametre. Estimaterne er angivet som LSMEANS og forskellene mellem dem er beregnet ved brug af funktionen PDIFF med et signifikansniveau på 5% (p ≤ 0,05), samt et tendensniveau mellem 5% og 10% (0,05 < p ≤ 0,1).

Resultater og diskussion

Genfindelsen af methionin var signifikant højere i 0,40met diæten, som bestod udelukkende af proteinbundet methionin, sammenlignet med 0,40L-met og 0,40DL-met diæterne, som var tilsat krystallinsk L- hhv. DL-methionin (p < 0,01 hhv. p < 0,0001) (tabel 3). Der var ikke signifikant forskel mellem 0,40L-met og 0,40DL-met diæterne. Genfindelsen af methionin i diæter med forskellig pH-værdi var ikke signifikant forskellige fra hinanden; men der blev fundet en signifikant interaktion mellem diæt og pH (p < 0,01). For 0,40met diæter blev der genfundet signifikant mindre methionin ved pH 5 og 5,5 sammenlignet med pH

TABEL 2 FORSØGSOPSTILLING MED OVERSIGT OVER DIÆTER, PH VÆRDIER, LAGRINGSTEMPERATURER OG LAGRINGSTID. DER BLEV UDFØRT TRE GENTAGELSER AF HVER PRØVE

DIÆTER 0,40met Proteinbundet pH

6,5

Temperatur (C)

5

5,5 17

5

5

0 Tid (timer)

0,40L-met (0,2 met + 0,2% krystallinsk met)

17

0

5

6,5 17

0

5

5,5 17

0

5

0,40DL-met (0,2 met + 0,2% krystallinsk met)

5 17

0

5

6,5 17

0

5

5,5 17

5

0

5 17

5

0

17

0

8

8

8

8

8

8

8

8

8

8

8

8

8

8

8

8

8

8

24

24

24

24

24

24

24

24

24

24

24

24

24

24

24

24

24

24

MET = METHIONIN

TABEL 3 EFFEKT AF DIÆT, TEMPERATUR, TID OG PH PÅ GENFINDELSE AF METHIONIN [%]

TEMPERATUR

DIÆT

Genfindelse methionin [%]

TID (TIMER)

pH

p-værdi

0,40 met

0,40 Lmet

0,40 DLmet

5°C

17°C

0

8

24

5

5,5

6,5 RR#

97A

93B

92B

93A

95B

98A

91B

92B

93

94

95

Diæt* pH

Temp

Tid

pH

<0,0001

0,04

<0,0001

NS

Diæt* pH

pH 5

95a

92

93

pH 5,5

95a

94

93

pH 6,5

101

94

89

bA

6

Diæt

B

<0,01

C

GENNEMSNITSVÆRDIER ER ANGIVET SOM LEAST SQUARES MEANS (LSM). VÆRDIER MARKERET MED FORSKELLIGE STORE BOGSTAVER ER SIGNIFIKANT FORSKELLIGE FRA HINANDEN (P ≤ 0,05) INDENFOR HVER KATEGORI (DIÆT, TEMPERATUR, TID, PH OG DIÆT*PH) IHT. DIFFERENCES OF LEAST SQUARES MEANS. FORSKELLIGE SMÅ BOGSTAVER VISER EN SIGNIFIKANT FORSKEL MELLEM LSM ANGIVET I SAMME ENKELT KOLONNE (DIÆT*PH – 0,40MET). RR# ER KVADRATRODEN AF RESIDUALET.


2019

119

FAGLIG ÅRSBERETNING

meget uhomogent materiale med indhold af benrester mm., og er derfor meget vanskeligt at udføre AS-analyser på, idet analyserne udføres på ganske små mængder af prøven. Derudover kan blanding og udtagelse af prøverne også medvirke til usikkerhed på estimaterne. Genfindelsen af methionin var generelt høj og lå i dette in-vitro forsøg på mellem 89 og 101% afhængig af diæt, pH, tid og temperatur. En høj genfindelse af methionin er i overensstemmelse med både dette forsøgs hypotese samt forsøg foretaget på vådfoder til svin (Vils et al. 2018b). I nærværende in-vitro forsøg er der udelukkende blevet målt total methioninindhold i diæterne, og det er således ikke muligt at udtale sig om, hvor stor en del af tabet, som stammer fra proteinbundet- hhv. krystallinsk methionin. Der blev dog observeret signifikant større total methionin tab i diæterne tilsat krystallinsk methionin sammenholdt med diæterne, som udelukkende bestod af proteinbundet methionin.

Konklusion

Ud fra forholdene som dette in-vitro forsøg blev udført under, kan det konkluderes at genfindelsen af methionin var signifikant højere (hhv. 4% og 5%) i 0,40met diæten bestående udelukkende af proteinbundet methionin sammenlignet med diæterne 0,40L-met og 0,40DL-met, som var tilsat krystallinsk methionin. Der var ikke signifikante forskelle for genfindelsen af methionin mellem 0,40Lmet og 0,40DL-met diæterne. Genfindelsen af methionin var derudover påvirket af tid. Prøverne udtaget ved tid 0 havde signifikant højere methioninindhold (8% hhv. 7%) end prøverne udtaget til tid 8 og 24 timer, hvorimod der ikke var signifikant forskel fra 8 til 24 timer. Resultaterne viste desuden at genfindelsen af methionin var ≥ 89% uanset diæt, pH-værdi (5; 5,5 og 6,5), temperatur (5°C og17°C) samt om prøverne var opbevaret i 0, 8 eller 24 timer. Det kan dermed konstateres at methionin er lagringstabilt under nærværende forhold, uanset om det drejer sig om diæter med proteinbundet methionin eller krystallinsk L- hhv. DL-methionin. Dermed kan krystallinsk methionin udmærket bruges og tilsættes ved fodercentralerne, men et lidt større methionintab må forventes i diæter tilsat krystallinsk methionin sammenlignet med diæter, som kun indeholder proteinbundet methionin. Det bemærkes dog at variationen mellem analyseresultaterne for methionin er forholdsvis stor, da minkfoder generelt er et meget uhomogent materiale at udføre analyser på, når der udtages små mængder til analyse.

Anerkendelse

Forsøget er finansieret af Pelsdyrafgiftsfonden og Dansk Pelsdyravlerforenings Forskningsfond. Tak til Evonik Industries AG for at bidrage med krystallinsk DL-methionin samt til Dansk Pelsdyr Foder A.M.B.A. for krystallinsk Lmethionin til forsøget.

Referencer

Dahl-Lassen, R., Hecke, J., Jørgensen, H., Bukh, C., Andersen, B. & Schjoerring, J.K. High-throughput analysis of amino acids in plant materials by single quadrupole mass spectrometry. Plant Methods 14, 8 (2018) doi:10.1186/ s13007-018-0277-8 Fødevarestyrelsen 2005. Fakta om fødevarehygiejne – tilberedning [online]. Mikroorganismers vækstbetingelser. Citeret 13. januar 2020. Tilgængelig på internet: <URL:https://www.foedevarestyrelsen.dk/Publikationer/ Alle%20publikationer/2005223.pdf> Nørgaard, J.V., Hansen, M. J., Soumeh, E. A., Adamsen, A. P. S. & Poulsen, H. D. 2014. Effect of protein level on performance, nitrogen utilisation and carcass composition in finisher pigs, Acta Agriculturae Scandinavica, Section A — Animal Science, 64:2, 123-129, DOI: 10.1080/09064702.2014.943280 Pedersen A.Ø. & Jensen, B.B. 2005. Nedbrydning af syntetiske aminosyrer ved fermentering af vådfoder. Landsudvalget for Svin. Erfaring nr. 0501. Sandbøl, P., Clausen, T., Elnif, J. & Hansen N.E. 2009. Methionine for Mink (Mustela vision) in the Growing-Furring Period - A Review. Nordic Association of Agricultural Scientists (NJF), Vol. 5:8, pp. 42–51. van Harn, J., Dijkslag, M.A. & van Krimpen, M.M. 2019. Effect of low protein diets supplemented with free amino acids on growth performance, slaughter yield, litter quality, and footpad lesions of male broilers, Poultry Science, Volume 98, Issue 10, October 2019, Pages 4868–4877, https://doi.org/10.3382/ps/pez229 Vils, E., Canibe, N. & Sommer, H.M. 2018a. Benzoesyre hæmmer nedbrydning af frie aminosyrer i vådfoder. Meddelelse nr. 1156 Vils, E., Pedersen, A.Ø. & Canibe, N. 2018b. Aminosyretab i vådfoder. Landbrug og Fødevarer, SEGES Svineproduktion. Meddelelse nr. 1150


12 0

Sundhed

FOREKOMSTEN AF TOXOPLASMA GONDII OG CRYPTOSPORIDIUM INFEK­ TIONER HOS DANSKE FARMMINK. Af Petersen, H.H.1*, Sengupta, M.E.2, Pagh, S.3, Stensgaard, A-S. 2, Chriel, M.1,4 1

Center for Diagnostik, Danmarks Tekniske Universitet, Kemitorvet, 2800 Kgs. Lyngby

Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Globe Institut, Københavns Universitet, 1017 København K Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet, 9220 Aalborg 4 Center for Rig Natur, Miljøstyrelsen, Tolderlundsvej 5, DK-5000 Odense C (Nuværende arbejdsplads) 2

3

Sammendrag

Toxoplasma og Cryptosporidium er begge zoonotiske, protozoiske parasitter, som kan inficere en lang række dyrearter, herunder mink og mennesker. Begge parasitarter er påvist i flere vilde danske dyr, samt danske husdyr. Toxoplasma-antistoffer er bl.a. identificeret i 3% af danske farmmink tilbage i 1994. Dog er der ikke siden publiceret undersøgelser af Toxoplasma infektion hos danske mink. Danske farmmink er ikke tidligere blevet undersøgt for Cryptosporidium-infektion, mens farmmink fra Kina, Polen og Spanien er blevet testet positive for Cryptosporidium. Vores studie havde til formål at undersøge forekomsten af Cryptosporidium og Toxoplasma infektioner hos danske farmmink. Derved kan infektionsrisikoen for medarbejderne på danske minkfarme vurderes. I det foreliggende studie blev 306 mink undersøgt for antistoffer mod Toxoplasmak og 166 mink blev undersøgt for Cryptosporidium infektion. Ingen af de testede farmmink havde Toxoplasma-antistoffer (0%), ergo har de ikke på noget tidspunkt været inficeret med parasitten, og kun 2,4% [95% CI: 0,8 – 6,5] af minkene var positive for Cryptosporidium-infektion. Risikoen for infektion med disse to potentielle, zoonotiske parasitter til personalet der håndterer minkene må derfor vurderes som minimal. Petersen, H.H., Sengupta, M.E., Pagh, S., Stensgaard, A-S., Chriel, M., 2020. Forekomsten af Toxoplasma gondii og Cryptosporidium infektioner hos danske farmmink. Faglig Årsberetning 2019, 120-125. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Nøgleord: Toxoplasma gondii; Cryptosporidium; Smitterisiko

Abstract

Toxoplasma and Cryptosporidium are both zoonotic, protozoan parasites infecting a wide range of animal spe-

cies including mink and humans. Both parasite-species have been identified in several Danish wildlife species and Danish farmed animals. Toxoplasma antibodies have been identified in 3% of Danish farm mink back in 1994, but no studies have been published since. Danish farmed mink have never been examined for Cryptosporidium infection, but farmed mink from among other China, Poland and Spain has been tested positive for Cryptosporidium. The present study aimed at determining the prevalence of Cryptosporidium and Toxoplasma infections in farmed mink, and thereby can the infection risk of humans working with the mink be evaluated. Luckily, none of the tested mink were positive for Toxoplasma antibodies (0%) and only 2.4% [95% CI: 0,8 – 6,5] were positive for Cryptosporidium infection. Hence, the risk of infection with these two potential zoonotic parasites for the personal on mink farms is minimal. Petersen, H.H., Sengupta, M.E., Pagh, S., Stensgaard, A-S., Chriel, M., 2020. The presence af Toxoplasma gondii and Cryptosporidum infection in Danish farm mink. Annual Report 2019, 120-125. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: Toxoplasma; Cryptosporidium; Infection risk

Introduktion

Parasitterne Toxoplasma og Cryptosporidium tilhører begge gruppen af zoonotiske protozoer. Disse to typer af små, encellede parasit-slægter kan inficere mange forskellige dyrearter (værter), herunder både mink og mennesker. Toxoplasma eksisterer kun som en art, nemlig Toxoplasma gondii. Toxoplasma bruger dyr i kattefamilien som hovedvært, mens pattedyr og fugle fungerer som mellemværter. Hovedværter udskiller et stadie af parasitten kaldet


2019

121

FAGLIG ÅRSBERETNING

oocyster (Fig. 1A), i gødningen. Oocysterne i gødningen skal optages af en mellemvært for at parasitten kan videregives til nye hovedværter. Når katten efterlader gødning i f.eks. urtehaven, på marken eller i nærheden af drikkevand kan disse fødekilder blive forurenet med

oocyster, og mellemværterne blive inficeret ved indtag af de forurenede fødevarer (Fig. 2B). Oocysterne er utrolig modstandsdygtige overfor forskellige miljøforhold og kan derved overleve længe i naturen mens de venter på at blive indtaget af en mellemvært.

A

B

FIGUR 1: A) TOXOPLASMA OOCYST, B) CRYPTOSPORIDIUM OOCYST. ILLUSTRATION LAVET MED BIORENDER®

Når Toxoplasma nu har brug for en mellemvært for at kunne fuldføre sin livscyklus, er det et genialt træk for parasitten at kunne bruge mange forskellige arter som mellemværter. Det giver Toxoplasma store overlevelses muligheder og gør den svær at kontrollere og udrydde.

Når katte er smittet med Toxoplasma, har de sjældent sygdomssymptomer og katten dør sædvanligvis heller ikke af infektionen. Katten kan derfor ubemærket sprede oocysterne til miljøet når den efterlader gødning.

A

B Vævscyster fra inficerede mellemværter indtages af kat (hovedvært)

Oocyst indtages af ny hovedvært Oocyster udskilles med gødning fra hovedvært

FIGUR 2: A) CRYPTOSPORIDIUM LIVSCYKLUS, B) TOXOPLASMA LIVSCYKLUS. ILLUSTRATION LAVET MED BIORENDER®

Oocyster udskilles med gødning fra katten


12 2

Inde i Toxoplasma oocysterne er indkapslet sporozoitter. Når oocysterne indtages og havner i mavesækken, frigives sporozoitterne, omdannes til tachyzoitter, som derefter spredes rundt i kroppen på mellemværten. Tachyzoitter slår sig herefter ned i både muskelvæv og hjernevæv og bliver til vævscyster. Vævscyster forbliver i mellemværten resten af dets liv. Her ligger de og venter på at dyret bliver spist. Hvis et dyr spiser et andet dyr med Toxoplasma vævscyster, kan dette dyr på denne måde også blive smittet med Toxoplasma. Det gælder både for mennesker, som spiser råt eller ikke tilstrækkeligt opvarmet kød, dyr som æder et andet dyr, eller husdyr der får råt kød i foderet. Men Toxoplasma stopper ikke her. Den har også en tredje måde hvorpå den kan inficere en ny vært. Det er her det begynder at blive problematisk – nemlig overførslen af tachyzoitter enten via blodprodukter eller fra mor til foster over placenta, både hos mennesker og dyr. Smitte fra mor til foster kaldes kongenital infektion. Det er denne smittevej der har de mest alvorlige konsekvenser bl.a. hos mennesker, men også for andre dyrearter kan kongenital infektion være problematisk og bl.a. medføre abort. Hos mennesker kan parasitten kun overføres til fosteret hvis moderen smittes for første gang ved en af de to ovenfornævnte smitteveje, mens hun er gravid. Har hun tidligere været smittet med Toxoplasma infektion inden graviditeten, kan parasitten ikke overføres til fosteret. Smittes kvinden inden for de første 3 måneder af graviditeten er risikoen for at infektionen overføres til fosteret under 6%, til gengæld er konsekvensen for fosteret stor ved denne tidlige infektion. Smittes moderen i sidste tredjedel af graviditeten er risikoen for smitteoverførsel til fosteret 60 – 80%, til gengæld er infektionen oftest asymtomatisk (Chaudhry et al., 2014). Overførsel af infektion til fosteret i starten af graviditeten kan føre til spontan abort, samt give anledning til alvorlige skader på det ufødte barns hjerne, hørelse og nethinder, en sygdom som, hos mennesker, kaldes toxoplasmose, eller haresyge. Smittes mennesker på alle andre tidspunkter end som foster og ellers har et normalt immunforvar, er det ikke sikkert, at infektionen overhovedet bemærkes. Toxoplasma infektioner er meget almindelige hos kødædende dyr, da disse bliver smittet ved at spise andre dyr med vævscyster, men også planteæderne er almindeligvis inficerede med Toxoplasma, da de kan indtage oocyster ved græsning. Antistoffer mod Toxoplasma er da også påvist i flere danske vilde dyr, herunder vildsvin (Laforet et al., 2019), harer (Christiansen and Siim, 1951), mårhunde, hjortevildt og tilmed mink fanget i naturen (Petersen, 2019, data ikke publiceret), samt husdyr som får (Agerholm et al., 2006) og svin (Kofoed et al., 2017), samt mennesker (Burgdorf et al., 2019). At der er påvist antistoffer mod Toxoplasma betyder at dyret på et tidspunkt i dets liv er blevet inficeret med Toxoplasma. Toxoplasma infektioner i mink kan potentielt overføres til de mennesker der håndterer minkene. F.eks. er det blevet dokumenteret en sammenhæng mellem toxoplasmose hos gravide Inuit kvinder i Nord Quebec, Canada og pelsning af vilde dyr (McDonald et al., 1990). I Litauen er der ligeledes påvist en sammenhæng mellem at arbejde på farme med pelsdyr og det at være positiv for Toxoplasma antistoffer (Yuozapaitene, 1987).

Mink kan ligesom alle andre rovdyr være inficeret med Toxoplasma. Dette vides bl.a. fra et dansk studie hvor 10 voksne farmede mink blev eksperimental inficeret med enten vævscyster eller tachyzoitter. Alle 10 mink var efterfølgende positive for antistoffer mod Toxoplasma til trods for at alle minkene var uden kliniske tegn på infektion. Dog blev cyster i hjernen observeret hos de mink som blev inficeret med vævscyster (Dietz et al., 1993). Mink kan altså ligesom mennesker have asymptomatiske Toxoplasma infektioner. Der er dog publiceret to artikler fra USA omhandlende toxoplasmose udbrud på minkfarme (Pridham and Belcher, 1958; Rodney, 2001) som førte til dødsfald, deforme- og dødfødte hvalpe, og reduceret fødeindtag. I Danmark er der kun publiceret en tidligere undersøgelse af Toxoplasma hos farm mink, tilbage i 1994. Dengang fandtes 3% (6/195) mink fra fem ud af 17 mink farme sero-positive for Toxoplasma. Dog var også disse mink uden kliniske tegn (Henriksen et al., 1994). Siden 1994 er der ikke publiceret data der tyder på at danske farmede mink er blevet undersøgt for Toxoplasma, og generelt findes der kun få studier om Toxoplasma infektioner hos farmede mink. I modsætning til Toxoplasma, har Cryptosporidium en simpel livscyklus som kun inkluderer hovedværter (Fig. 2A). Den kan altså smitte direkte fra et dyr til andet, herunder også fra dyr til menneske uden af skulle igennem en mellemvært. Alle dyrearter er altså hovedværter. Der findes mange arter og underarter af Cryptosporidium. Nogle arter er relativt værtsspecifikke, og kan kun inficere få dyrearter, mens andre, så som Cryptosporidium parvum har et bredt værtspektrum og kan bruge mange forskellige dyrearter som vært. Værten kan blive meget syg med voldsom diarre ved en Cryptosporidium infektion. Dette ses bl.a. hos kalve og mennesker, men asymptomatiske infektioner er også almindelig forekommende. Ligesom for Toxoplasma, udskiller hovedværten oocyster i gødningen (Fig. 1B). Når andre dyr eller mennesker kommer i kontakt med gødningen, enten direkte ved at f.eks. kalve slikker på hinandens pels, eller ved at gylle spredes på marken og derved kan forurene drikkevand eller afgrøder, kan disse fødekilder blive forurenet med oocyster. Nye værter kan så blive inficeret ved indtag af de forurenede fødevarer. Cryptosporidium oocysterne er utrolig modstandsdygtige overfor forskellige miljøforhold og kan overleve længe i naturen mens de venter på at blive indtaget af en ny vært. Når oocysterne indtages af en ny vært, havner de i mavesækken. Her frigives sporozoitter, som spredes rundt i tarmen, formerer sig og bliver til nye oocyster som udskilles med gødningen. Cryptosporidium infektioner er meget almindelige hos både danske kvæg (Maddox-Hyttel et al., 2006) og svin (Petersen et al., 2015), men det er ikke før undersøgt om danske mink kan have Cryptosporidium infektioner. I dette studier blev mink fra danske farme undersøgt for om de havde antistoffer mod Toxoplasma, samt om de udskilte zoonotiske Cryptosporidium oocyster. Disse undersøgelser kan hjælpe med at vurdere risikoen for smitte med zoonotiske parasitter til personerne som håndterer de farmede mink og bruges til at evaluere eventuelle tiltag som kan indføres til at undgå yderlige smittespredning.


2019

12 3

FAGLIG ÅRSBERETNING

Materiale og metoder

Antistoffer mod Toxoplasma og udskillelse af Cryptosporidium oocyster blev undersøgt hos danske farmmink aflivet i perioden maj 2018 – Juni 2019. Minkene er indsamlet fra 92 forskellige CHR. nr. fordelt på hele landet (Fig. 3). De farmede mink er både mink indsendt til obduktion hos Center for Diagnostik, DTU (fra 36 CHR. numre), samt mink fra pelserier (fra 56 CHR. numre) som efter pelsning er sendt til DTU til undersøgelse. Hjertet blev udtaget fra alle mink og lagt på frys ved -20°C i min. 48 timer. Efter frysning blev hjertet placeret i en plastikbeholder med hul i bunden ved stuetemperatur således at kødsaften kunne opsamles ved optøning. Den opsamlede kødsaft blev efterfølgende undersøgt for IgG antistoffer mod Toxoplasma ved brug af ID Screen® Toxoplasmosis Indirect Multi-species ELISA kit.

Udskillelse af Cryptosporidium oocyster blev undersøgt i gødningen hos danske farmmink modtaget i perioden juni 2018 – februar 2019. Minkene stammede fra 42 forskellige CHR. nr. fordelt på hele landet. Minkene er de samme som også er undersøgt for Toxoplasma. Tilstedeværelsen af Cryptosporidium oocyster blev undersøgt ved Ziehl-Neelsen metoden (Henriksen and Pohlenz, 1981). Kort fortalt bygger Ziehl-Neelsen metoden på farvning af oocysterne i gødningen med farvestoffet carbol-fuchsin, hvorefter baggrunden affarves med syre og genfarves med malakitgrønt. Oocysterne vil dermed fremstå røde mod en grøn baggrund når prøven aflæses i mikroskop. Positive Cryptosporidium prøver vil blive forsøgt identificeret til artsniveau ved PCR og sekventering.

FIGUR 3 KORT MED MARKERING AF DE OMRÅDER HVOR DER ER UNDERSØGT MINK FOR TOXOPLASMA


124

Resultater

Der blev i alt undersøgt 306 farmede mink for antistoffer mod Toxoplasma, og gødning fra 166 mink for Cryptosporidium oocyster. Alle de undersøgte farmede mink var negative for Toxoplasma antistoffer, mens fire mink (2,4%) [95% CI: 0,8 – 6,5] udskilte Cryptosporidium oocyster. De Cryptosporidium-positive mink stammede fra kun to forskellige CHR. nr. hvor farm prævalensen var henholdsvis 20.0% [1/5; 95%CI: 1,1-70,1] og 10,3% [3/29; 95% CI: 2,7-28,5]. Tre af de positive mink var juvenile, mens alderen var ukendt på den sidste. Det var ikke muligt at artsidentificerer de udskilte oocyster, så det er uvist om Cryptosporidium infektionen var zoonotiske arter.

Diskussion

Resultaterne fra dette studie viser at risikoen for at erhverve en Toxoplasma infektion ved håndtering af farmede danske mink er beskeden, da ingen af de 306 undersøgte farmmink havde antistoffer mod Toxoplasma. Farmmink er dog tidligere fundet positive for Toxoplasma antistoffer, både i Danmark (Henriksen et al., 1994) og andre steder i verden, herunder USA (Pridham and Belcher, 1958; Rodney, 2001), Polen (Śmielewska-Łoś and Turniak, 2004) og Kina (Zheng et al., 2016). I 2019 blev der dog påvist antistoffer mod Toxoplasma hos ca. halvdelen af mink fanget i den danske natur (Petersen, 2020, data ikke publiceret). Blandt disse Toxoplasma positive mink fanget i naturen, var også mink som højst sandsynligt var undsluppet fra farme for nyligt. Dette indikerer at danske farmmink er modtagelig for infektion med Toxoplasma. Da Toxoplasma smitter ved indtagelse af enten oocyster fra miljøet eller ved indtagelse af andre dyr eller kød/organ produkter fra dyr indeholdende vævscyster eller tachyzoitter ligger forklaringen på de negative danske farmmink højst sandsynligt i foderet. Minkfoder indeholdende animalske biprodukter fra f.eks. svin, kan potentielt indeholde Toxoplasma vævscyster, mens foder baseret på fisk og planter har mindre risiko for at kunne overføre Toxoplasma. Et polsk studie fra 2004 har da også vist at kun 2,2 % mink var Toxoplasma positive hvis foderet var baseret på fisk, hvorimod 43,4% mink hvis foder var baseret på fersk, ikke-frosset slagteraffald var positive for Toxoplasma antistoffer (Śmielewska-Łoś and Turniak, 2004). Toxoplasma vævscyster inaktiveres straks ved temperaturer på 61°C (Dubey et al., 1990) samt ved frysning i 2 dage ved -21°C (De Berardinis et al., 2017). Benyttes animalske produkter til minkfoder bør det, for at undgå Toxoplasma infektionen opvarmes, fryses eller være fra dyr som ikke kan have Toxoplasma. Hvis katte har adgang til området med minkbure kan de potentielt også være en infektionskilde for Toxoplasma. Hvis katten efterlader gødning oven på minkburene kan minkene komme i kontakt med gødningen. Derudover kan mink der ender på jorden komme i kontakt med kattegødningen på jorden. Katten udskiller det infektive stadie, oocyster, i gødningen som minkene så kan indtage og derved blive inficeret.

Cryptosporidium infektioner, både zoonotisk og artspecifikke er tidligere blevet identificeret hos farmede mink, bl.a. i Kina (1.7%, 22.9%) (Wang et al., 2008; Yang et al., 2018), Tjekkiet (6%) (Kellnerová et al., 2017) og i Spanien (24%) (Gómez-Couso et al., 2007). Med så få studier, stor variation i prævalensen og variation i de identificerede Cryptosporidium arter er det dog svært at komme med en general konklusion på Cryptosporidium infektioner hos mink. I dette studie var det ikke muligt at få isoleret nok DNA fra Cryptosporidium oocysterne til at kunne artsidentificere dem. Det er derfor ikke muligt at vurderer hvor minkene evt. er blevet smittet fra. Da mange dyrearter kan være inficeret med Cryptosporidium, er der flere muligheder for smitteoverførsel til mink, heriblandt gnavere som rotter og mus, fra fugle, fra mink fra andre farme og sågar fra mennesker. Da der er tale om ganske få Cryptosporidium positive mink tyder det dog på, at det ikke er et udbredt fænomen hos danske mink. Dog var prævelensen 20.0% på den ene af farmene, hvilket tyder på, at der forekommer smitte dyrene imellem, som det oftest er tilfældet for kvæg. Om der er risiko for smitte til mennesker med Cryptosporidium fra mink i Danmark er stadig uvist, da arterne ikke kendes. Smitterisikoen for Cryptosporidium infektion fra mink til mennesker er dog formentlig relativ lille da de positive mink kun stammede fra to besætninger. Det vil dog være interessant og følge op på dette i nær fremtid for at vurdere om det var enkelt stående tilfælde eller om Cryptosporidium infektionen er blevet permanent på de smittede farme.

Konklusion

Risikoen for at medarbejdere i minkerhvervet smittes med Toxoplasma eller Cryptosporidium infektioner ved arbejdet med farmede mink må vurderes at være minimal, da alle mink fandtes negative for Toxoplasma og kun to farme havde Cryptosporidium positive mink.

Referencer

Agerholm, J.S., Aalbaek, B., Fog-Larsen, A.M., Boye, M., Holm, E., Jensen, T.K., Lindhardt, T., Larsen, L.E., Buxton, D., 2006. Veterinary and medical aspects of abortion in Danish sheep. Acta Pathol. Microbiol. Immunol. Scandivica 114, 146–152. https://doi.org/10.1111/j.1600-0463.2006. apm_362.x Burgdorf, K.S., Trabjerg, B.B., Pedersen, M.G., Nissen, J., Banasik, K., Pedersen, O.B., Sørensen, E., Nielsen, K.R., Larsen, M.H., Erikstrup, C., Bruun-Rasmussen, P., Westergaard, D., Thørner, L.W., Hjalgrim, H., Paarup, H.M., Brunak, S., Pedersen, C.B., Torrey, E.F., Werge, T., Mortensen, P.B., Yolken, R.H., Ullum, H., 2019. Large-scale study of Toxoplasma and Cytomegalovirus shows an association between infection and serious psychiatric disorders. Brain. Behav. Immun. 79, 152–158. https://doi. org/10.1016/j.bbi.2019.01.026 Chaudhry, S., Gad, N., G, K., 2014. Toxoplasmosis and pregnancy. Can. Fam. Physician 60, 334–336. Christiansen, M., Siim, J.C., 1951. Toxoplasmosis in hares in Denmark. Serological identity of human and hare strains of Toxoplasma. Lancet (London, England) 1, 1201– 3. https://doi.org/10.1016/s0140-6736(51)92707-9


2019

125

FAGLIG ÅRSBERETNING

De Berardinis, A., Paludi, D., Pennisi, L., Vergara, A., 2017. Toxoplasma gondii a foodborne pathogen in the swine production chain from a European Perspective. Foodborne Pathog. Dis. 14, 637–648. https://doi.org/10.1089/ fpd.2017.2305 Dietz, H.H., Henriksen, P., Lebech, M., Henriksen, S.A., 1993. Experimental infection with Toxoplasma gondii in farmed mink (Mustela vison S.). Vet. Parasitol. 47, 1–7. https://doi.org/10.1016/0304-4017(93)90170-R Dubey, J.P., Kotula, A.W., Sharar, A., Andrews, C.D., Lindsay, D.S., 1990. Effect of high temperature on infectivity of Toxoplasma gondii tissue cysts in Pork. J. Parasitol. 76, 201–204. https://doi.org/10.2307/3283016 Gómez-Couso, H., Méndez-Hermida, F., Ares-Mazás, E., 2007. First report of Cryptosporidium parvum “ferret” genotype in American mink (Mustela vison Shreber 1777). Parasitol. Res. 100, 877–879. https://doi.org/10.1007/ s00436-006-0338-1 Henriksen, P., Dietz, H.H., Uttenthal, A., Hansen, M., 1994. Seroprevalence of Toxoplasma gondii in Danish farmed mink (Mustela vison S.). Vet. Parasitol. 53, 1–5. https://doi.org/10.1016/0304-4017(94)90010-8 Henriksen, S.A., Pohlenz, J.F.L., 1981. Staining of Cryptosporidia by a modified Ziehl-Neelsen technique. Acta Vet. Scand. 22, 594–596. Kellnerová, K., Holubová, N., Jandová, A., Vejčík, A., McEvoy, J., Sak, B., Kváč, M., 2017. First description of Cryptosporidium ubiquitum XIIa subtype family in farmed fur animals. Eur. J. Protistol. 59, 108–113. https://doi. org/10.1016/j.ejop.2017.03.007 Kofoed, K.G., Vorslund-Kiær, M., Nielsen, H.V., Alban, L., Johansen, M.V., 2017. Sero-prevalence of Toxoplasma gondii in Danish pigs. Vet. Parasitol. Reg. Stud. Reports 10, 136–138. https://doi.org/10.1016/j.vprsr.2017.10.004 Maddox-Hyttel, C., Langkjaer, R.B., Enemark, H.L., Vigre, H., 2006. Cryptosporidium and Giardia in different age groups of Danish cattle and pigs - Occurrence and management associated risk factors. Vet. Parasitol. 141, 48–59. https://doi.org/10.1016/j.vetpar.2006.04.032 McDonald, J.C., Gyorkos, T.W., Alberton, B., MacLean, J.D., Richer, G., Juranek, D., 1990. An outbreak of toxoplasmosis in pregnant women in Northern Quebec. J. Infect. Dis. 161, 769–774. https://doi.org/10.1093/infdis/161.4.769 Petersen, H.H., Jianmin, W., Katakam, K.K., Mejer, H., Thamsborg, S.M., Dalsgaard, A., Olsen, A., Enemark, H.L., 2015. Cryptosporidium and Giardia in Danish organic pig farms: Seasonal and age-related variation in prevalence, infection intensity and species/genotypes. Vet. Parasitol. 214, 29–39. https://doi.org/http://dx.doi. org/10.1016/j.vetpar.2015.09.020

Pridham, T.J., Belcher, J., 1958. Toxoplasmosis in mink. Can. J. Comp. Med. 22, 99–106. Rodney, F.K., 2001. An outbreak of toxoplasmosis in farmed mink (Mustela vison S.). J Vet Diagn Invest 13, 245– 249. Śmielewska-Łoś, E., Turniak, W., 2004. Toxoplasma gondii infection in Polish farmed mink. Vet. Parasitol. 122, 201– 206. https://doi.org/10.1016/j.vetpar.2004.02.003 Wang, R., Zhang, L., Feng, Y., Ning, C., Jian, F., Xiao, L., Zhao, J., Wang, Y., 2008. Molecular characterization of a new genotype of Cryptosporidium from American minks (Mustela vison) in China. Vet. Parasitol. 154, 162–166. https://doi.org/10.1016/j.vetpar.2007.12.038 Yang, Z., Zhao, W., Wang, J., Ren, G., Zhang, W., Liu, A., 2018. Molecular detection and genetic characterizations of Cryptosporidium spp. in farmed foxes, minks, and raccoon dogs in northeastern China. Parasitol. Res. 117, 169– 175. https://doi.org/10.1007/s00436-017-5686-5 Yuozapaitene, I., 1987. Toxoplasmosis in fur-farm workers in Lithuania. Acta Parasitol. 22, 25–30. Zheng, W.-B., Zhang, X.-X., Ma, J.-G., Li, F.-C., Zhao, Q., Huang, S.-Y., Zhu, X.-Q., 2016. Molecular detection and genetic characterization of Toxoplasma gondii in farmed minks (Neovison vison) in Northern China by PCR-RFLP. PLoS One 11, e0165308. https://doi.org/10.1371/journal. pone.0165308


126

Sundhed

MANGLENDE EFFEKT AF ANTIMIKROBIEL BEHANDLING AF BLÆREBETÆNDELSE VED PARALLELGRUPPE FORSØG UDFØRT PÅ MINKHVALPE I JULI MÅNED PÅ ÉN MINKGÅRD Af Karin Mundbjerg1,2, Peder Elbek Pedersen2, Anders Tolver 3, Anne Sofie Hammer1 1 Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg, Danmark 2 Landbrugets Veterinære konsulenttjeneste, Fynsvej 8 A/S. Fynsvej 8. 9500 Hobro, Danmark 3 Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet, Universitetsparken 5, 2100 København Ø, Danmark

Sammendrag

I et parallelgruppeforsøg blev effekten af antimikrobiel behandling af urinvejslidelser hos minkhvalpe undersøgt på én minkgård med forhøjet dødelighed grundet urinvejslidelser i juli måned. Behandlingen blev foretaget med sulfadiazine/trimethoprim præparat med dosis 250 g pr. 2000 kg dyr en gang dagligt i 5 dage. Forekomst af urinvejslidelser post mortem i minkhvalpe behandlet med antibiotika (8/1920) var ikke signifikant forskellig (p=0,18) fra kontrolgruppen (16/1920). På denne minkgård fandt vi derfor ikke behandlingseffekten tilstrækkelig som begrundelse for flokbehandlingen medsulfadiazine/trimethoprim . Yderligere undersøgelser er relevante for at optimere forebyggelse og behandling af urinvejslidelser hos mink og undgå unødvendig eller uhensigtsmæssig brug af antimikrobiel behandling.

sufficient to justify flock treatment with sulfadiazine/trimethoprim Further investigations are relevant to optimize prevention and treatment of urinary tract disease in mink and to avoid unnecessary treatments with antibiotics.

Mundbjerg, K., Pedersen, P.E., Tolver A., Hammer, A.S. 2020. Manglende effekt ved antimikrobiel behandling af blærebetændelse hos minkhvalpe på én minkgård i juli måned. Faglig Årsberetning 2019, 126-129. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Urinvejslidelser hos mink har været et kendt sygdomsproblem blandt farmmink de seneste 70 år (Nielsen 1956). Flere obduktionsstudier undersøger urinvejslidelser hos minkhvalpe i vækstsæsonen, og den største dødelighed som følge heraf ses fra midten af juni til starten af august (Clausen 2006; Hansen et al. 2007; Mundbjerg et al. 2018). Urinvejslidelser er angivet som en hyppig dødsårsag fra juli måned og vækstsæsonen ud (Clausen 2006; Mundbjerg et al. 2018), og problemets omfang varierer mellem produktionsår og mellem minkgårde (Clausen 2006; Hansen et al. 2007).

Keywords: Mink, Neovison vison, Cystitis, Urolithiasis, Antibiotika In a parallel-group trial the treatment effect of antibiotics on urinary tract disease in mink kits was studied. The study was conducted on one mink farm with high mortality caused by urinary tract disease in July Treatment consisted of a sulfadiazine/trimethoprim antimicrobial in a dose of 250 g pr. 2000 kg mink once a day in 5 days. The prevalence of urinary tract disease postmortem in mink kits treated with antimicrobial therapy (8/1920) was not significantly different (p=0,18) from the control group (16/1920). In this case, we did not find the treatment effect

Mundbjerg, K., Pedersen, P.E., Tolver A., Hammer, A.S. 2020. Non-effect of antimicrobial treatment of cystitis in mink kits on a mink farm in July. 2020. Annual Report 2019, 126-129. Kopenhagen Research Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Mink, Neovison vison, Cystitis, Urolithiasis, Antibiotics

Introduktion

Blærebetændelse og urinvejssten optræder ofte sammen hos mink. Tidligere undersøgelser i mink har konkluderet, at urinvejsstene ofte er af typen struvit (Nielsen 1956; Osborne et al. 2009). Struvitkrystaller kaldes også infektionssten, da de kan dannes som følge af en blærebetændelse, som beskrevet hos hunde (Osborne et al. 1999). Struvitkrystaller kan dog også dannes uden foregående blærebetændelse i steril urin, hvis urinens pH bliver


2019

127

FAGLIG ÅRSBERETNING

tilstrækkelig høj. Denne type struvitsten ses oftest hos katte (Osborne et al. 1990), og kan i øvrigt øge risikoen for blærebetændelse (Osborne et al. 1990, 1999). Hos mink er det endnu ikke vist, om det er blærebetændelse eller urinstensdannelse, som optræder først, og dermed er hovedproblemet i sygdomskomplekset. Dette er dog meget væsentligt i forhold til behandling, da den foretrukne behandling ved blærebetændelse ofte vil være antimikrobielle midler, hvorimod struvitstensdannelse bedst forebygges ved at sænke urinens pH. Det hyppigste symptom på urinvejslidelser hos mink er forhøjet dødelighed blandt store hanhvalpe, og sygdommen diagnosticeres ved obduktion. Tilsætning af ammoniumklorid kan benyttes forbyggende ved at sænke urin-pH (Clausen & Wamberg, 1998), og det er almindelig praksis for dyrlæger at ordinere antibiotika mod blærebetændelse, hvis dyrlægen vurdere at urinvejslidelserne forårsager en uacceptabel forhøjet dødelighed. Her anvendes almindeligvis flokbehandling med medicin tilsat foderet, idet de manglende kliniske symptomer gør det vanskeligt at lokalisere og behandle dyr enkeltvis. Det er erfaringen blandt nogle praktiserende dyrlæger, at dødeligheden ofte falder som følge af antibiotikabehandling, men om antallet af blærebetændelser og hermed blærelidelser hos minkhvalpe også nedsættes, er ikke belyst. Formålet med dette studie var at undersøge effekten af antimikrobiel behandling målt ved obduktionsfund i relation til urinvejene hos selvdøde samt aflivede minkhvalpe ved udbrud af urinvejslidelser i vækstsæsonen.

Materiale og metode Dyremateriale og forsøgsdesign

Studiet blev udført på en dansk minkgård fra juli til oktober 2018. Minkgården blev valgt på baggrund af øget dødelighed på udvælgelsestidspunktet (3,1 promille om ugen) forårsaget af urinvejslidelser. Der blev ved forsøgets opstart oprettet én behandlingsgruppe og én kontrolgruppe. Rækker af mink blev tilfældigt udtrukket til at indgå i behandlings- eller kon-

trolgruppe.Ud af 8620 hvalpe total på farmen blev 1920 udvalgt til ) hver gruppe, som begge bestod af 50% hvide og 50% brune minkhvalpe. Alle døde hvalpe fra begge grupper blev indsamlet dagligt fra forsøgsstart den 7. juli og indtil 1. oktober af avleren. Vejehold blev oprettet i begge forsøgsgrupper af forsøgslederen, der i sammen med avleren vejede hvalpene 6. juli og igen 2. oktober. Efter antibiotikabehandlingen var afsluttet fik begge grupper tilsat ammoniumklorid til foderet i en koncentration på 3 promille i 2 uger, hvorefter koncentration blev nedsat til 2 promille indtil forsøgets afslutning, da dette er normal procedure på farmen.

Behandling

Efter resistensundersøgelse blev dyrene i behandlingsgruppen tildelt Trimazin Forte Vet (200 mg/g sulfadiazine + 40mg/g trimethoprim) i dosis 250 g pr. 2000 kg dyr en gang dagligt i 5 dage. Dette er den foretrukne behandlingsprotokol ved blærebetændelse hos mink i Danmarks største minkpraksis. Kontrolgruppen blev ikke behandlet.

Obduktion

Dyrene blev obduceret efter standardprocedure og diagnosen urinvejslidelse stillet ved tilstedeværelse af et eller flere af følgende obduktionsfund: Obstruktion af uretra, blødning i blærevæggen, pus- og blodtilblanding i urinen, urinvejssten eller nyrebækkenbetændelse.

Statistik

i Med Fisher’s exact test blev forskel i forekomst af urinvejslidelser hos døde hvalpe i de to forsøsgsgrupper testet. Welch two sample t-test blev anvendt til at teste forskellen mellem gennemsnitsvægt af henholdsvis han- og hunhvalpe imellem forsøgsgrupperne ved forsøgsafslutning. Alle test er på et 5 % signifikansniveau.

Resultater

Dødelighed og forekomst af urinvejslidelser for behandlings- og kontrolgruppen er opgjort i tabel 1.

TABEL 1: DØDELIGHED I BEHANDLINGS- OG KONTROLGRUPPEN SAMT ANTALLET AF DØDE HVALPE MED URINVEJSLIDELSER FUNDET VED OBDUKTION.

BEHANDLINGSGRUPPE (N=1920)

KONTROLGRUPPE

Antal

promille/uge

Antal

promille/uge

Dødelighed i alt

15

0,7

21

0,9

Hvalpe med urinvejslidelser

8

0,3

16

0,7


12 8

Ved Fisher’s exact test fandtes der ingen signifikant forskel mellem forekomst af urinvejslidelser i behandlingsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen (P=0,18).

Gennemsnitsvægt af han- og hunhvalpe i vejeholdene ved forsøgsafslutning er angivet i tabel 2.

TABEL 2: GENNEMSNITSVÆGT VED FORSØGSAFSLUTNING I VEJEHOLD I HENHOLDSVIS BEHANDLINGS- OG KONTROLGRUPPEN OPDELT FOR HAN- OG HUNHVALPE. FORSKEL MELLEM GRUPPERNE ER TESTET MED WELCH TWO SAMPLE T-TEST OG P-VÆRDIEN ER ANFØRT.

GENNEMSNITSVÆGT (G) HANHVALPE (n)

HUNHVALPE (n)

Behandling

Kontrol

P-værdi

Behandling

Kontrol

P-værdi

3571(41)

3505 (41)

0,4

1951 (42)

2010 (42)

0,3

Der fandtes ingen forskel i vægten hos hverken han- eller hunhvalpe i de 2 forsøgsgrupper ved forsøget afslutning.

Diskussion

I denne undersøgelse døde 8 hvalpe grundet urinvejslidelser i behandlingsgruppen i forhold til 16 hvalpe i kontrolgruppen (tabel 1). Dog er denne forskel mellem grupperne ikke statistisk signifikant (p=0,18), hvilket kan skyldes det forholdsvis lave antal døde hvalpe i de to grupper(Houe et al. 2004). Det vil derfor være relevant at gentage forsøget med et større antal dyr i hver forsøgsgruppe. En anden mulig forklaring på den manglende forskel mellem behandlings- og kontrolgruppen kan være at urinsten er hovedproblemet i dette sygdomskompleks hos mink. Derved vil antibiotikabehandling af eventuelle blærebetændelser ikke have en helbredende effekt, hvis dyrene stadig har urinvejssten. På trods af en høj dødelighed på 3,1 promille om ugen ved forsøgsopstart udlignedes dødeligheden i begge grupper i løbet af forsøgsperiodens 3 måneder til et gennemsnit på henholdsvis 0,7 og 0,9 promille pr uge i behandlingog kontrolgruppen. Dødelighed på danske minkfarme i vækstsæsonen er tidligere rapporteret til at variere mellem 0,5-1,3 promille om ugen i gennemsnit (Mundbjerg 2017), og dermed sænkes dødeligheden i begge grupper til et niveau, som kan betegnes normalt. Denne udligning af dødelighed i begge grupper uafhængigt af behandlingen, kunne skyldes ammoniumkloridtilsætningen til foderet og den deraf følgende sænkning af urinens pH (Clausen & Wamberg 1998), da dette kan forebygge dannelse af samt opløse struvitsten (Case 2011). Det er også meget muligt at udligningen i dødelighed var sket uanset ammoniumkloridtilsætningen. Ved flokbehandling bør eventuelle negative konsekvenser af antibiotikabehandling tages i betragtning. Under antagelse af, at forskellen i forekomst af urinvejslidelser mellem grupperne (8 hvalpe) skyldes antibiotikabehandlingen, har det i dette tilfælde krævet antibiotikabehandling af 1920 hvalpe at undgå tab af 8 hvalpe. De 1920 hvalpe har været udsat for potentielt negative effekter af behandlingen, som uhensigtsmæssig effekt på den naturlige bakterielle sammensætning på hud og slimhinder og i

tarmen (mikrobiota). I dag ved man, at mikrobiotaen spiller en meget vigtig rolle blandt andet i forhold til immunforsvar og sund fordøjelse(La Fata et al. 2018). Især ved flokbehandling er det derfor vigtigt både at overveje de potentielt negative konsekvenser, antibiotika kan have for de raske minkhvalpe, der behandles, og de konsekvenser behandlingen kan have for resistensudvikling blandt bakterier på farmen. For at forebygge urinvejslidelser og dermed antimikrobiel behandling, kan urinvejssten forsøges forebygget ved tilsætning af ammoniumklorid i en koncentration på 2,0 promille dagligt fra starten af juni (Clausen et al. 2007). Ved allerede opståede problemer kan urinvejsstenene forsøges opløst med 3,5 promille ammoniumklorid tilsat dagligt i op til 10 dage (Clausen & Wamberg 1998). Det er vigtigt at understrege, at vores undersøgelse blot er udført på én minkfarm, og derfor bør resultaterne ikke benyttes til ændringer af behandlingsprotokoller for urinvejslidelser hos mink.

Konklusion

På baggrund af resultaterne, vurderes det at behandlingseffekten ikke var tilstrækkelig til at begrunde et valg af flokbehandling med antimikrobielle midler i dette konkrete tilfælde. Vi mener, at det er relevant med yderligere undersøgelser for at optimere forebyggelse og behandling af urinvejslidelser hos mink og undgå unødvendig eller uhensigtsmæssig brug af antimikrobiel behandling.

Videre undersøgelser

Yderligere undersøgelser af behandlingseffekt ved urinvejsten og blærebetændelse hos minkhvalpe er planlagt, herunder planlægges en gentagelse af parallelgruppeforsøget på anden farm med yderligere en forsøgsgruppe, der behandles med ammoniumklorid.

Anerkendelse

En stor tak til minkavleren, der deltog i undersøgelsen samt til Pelsdyravlernes Forskningsfond og Innovationsfonden for økonomisk bidrag til projektet.


2019

12 9

FAGLIG ÅRSBERETNING

Referencer

Case, Linda P. 2011. Canine and Feline Nutrition. 3rd ed. Elsevier. s. 395-480. Clausen, T. and S. Wamberg. 1998. Ændringer i Urin-PH Hos Minkhvalpe (7-9 Uger Gamle) Ved Forskellig Fodring. Faglig Årsberetning 1997 67–75. Clausen, Tove. 2006. Hvad Dør Mink Af Gennem et Produktionsår [Causes of Mink Mortality through a Produkction Year] Danish. Husdyrbrug Internal Report of Danmarks Jordbrugsforskning 2:68–71. Clausen, T., Sandbøl P. & C. Hejlesen. Ammoniumklorid, Na-bisulfat, benzoesyre og adipinsyre til minkhvalpe i den tidlige vækstfase. 2007. Faglig Årsberetning 2006, 171-176. La Fata, Giorgio, Peter Weber, and M. Hasan Mohajeri. 2018. Probiotics and the Gut Immune System: Indirect Regulation. Probiotics and Antimicrobial Proteins 10(1):11–21. Hansen, M. U., V. Weiss, M. Lassén, T. N. Clausen, and B. Mundbjerg. 2007. Screening of Kit Mortality on Mink Farms in Denmark from Weaning to Peltning. in NJF Seminar no. 403. Houe, Hans, Anette Kjær Ersbøll, and Niels Toft. 2004. Introduction to Veterinary Epidemiology. s. 118-120 Mundbjerg, K. 2017. Hvad dør mink af? Dansk Pelsdyr Avl. 4: 38-40. Mundbjerg, K., P. E. Pedersen, O. L. Honoré, F. Foged, C. Berner, A. Jakobsen, I. Sebbelov, A. Tolver, and A. S. Hammer. 2018. Foreløbige Resultater Af Patologiske Og Mikrobiologiske Undersøgelser Af Minkhvalpe Med Blærebetændelse Og Urinvejssten. Faglig Årsberetning 2017 123–27. Nielsen, Iver Møller. 1956. Urolithiasis in Mink: Pathology, Bacteriology and Experimental Production. The Journal of Urology 75(4):602–14. Osborne, C. A., J. P. Lulich, J. M. Kruger, D. J. Polzin, G. R. Johnston, and R. A. Kroll. 1990. Medical Dissolution of Feline Struvite Urocystoliths. Journal of the American Veterinary Medical Association 196(7):1053–68.

Osborne, C. A., J. P. Lulich, D. J. Polzin, T. A. Allen, J. M. Kruger, J. W. Bartges, L. A. Koehler, L. K. Ulrich, K. A. Bird, and L. L. Swanson. 1999. Medical Dissolution and Prevention of Canine Struvite Urolithiasis. Twenty Years of Experience. The Veterinary Clinics of North America. Small Animal Practice 29(1):73–111. Osborne, Carl A., Hasan Albasan, Jody P. Lulich, Eugene Nwaokorie, Lori A. Koehler, and Lisa K. Ulrich. 2009. Quantitative Analysis of 4468 Uroliths Retrieved from Farm Animals, Exotic Species, and Wildlife Submitted to the Minnesota Urolith Center: 1981 to 2007. The Veterinary Clinics of North America. Small Animal Practice 39(1):65–78.


13 0

Sundhed

INFEKTION MED YERSINIA ENTEROCOLITICA HOS CHINCHILLAER (CHINCHILLA LANIGERA) I EN DANSK BESÆTNING Af Mia Berg, Oliver Legarth Honore, Nicoline Skandov, Anne Sofie Hammer 1 Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Sektion for Patobiologi, Københavns Universitet

Sammendrag

Infektioner med Y. enterocolitia er beskrevet som en potentielt dødelig sygdom (kaldet yersiniose) hos chinchilla. Dette studie lå oprindeligt til grund for det veterinære speciale:”Causes of Mortality in Farm Chinchillas – With a focus on gastrointestinal disorders and Yersinia enterocolitica infections”. Projektet havde som formål, at kortlægge årsager til øget dødelighed hos danske chinchillaer. I denne undersøgelse fandtes, at Yersinia enterocolitica (Y. enterocolitica) var den hyppigst påviste bakterie i prøver udtaget fra 54 undersøgte dyr Derfor fokuserer denne rapport på fund vedrørende Y. enterocolitica. I denne undersøgelse blev infektioner med Y. enterocolitica ofte påvist i kombination med bestemte sektionsfund, såsom hepato- og splenomegali (forstørret lever og milt) og karakteristiske granulomatøse læsioner i disse organer og i tarmkanalen. Ved den statistiske analyse fandt man en signifikant association mellem positive dyrkningsfund for Y. enterocolitica og fund af splenomegali (p=0,002) og hepatomegali (0,003). Det konkluderes, at disse patologiske fund kan anvendes som indikator på infektion med Y. enterocolitica, men bakteriologiske undersøgelser er nødvendige for at bekræfte diagnosen. Bedre kendskab til forekomsten af yersiniose og belysning af sektionsfund forbundet med yersiniose hos chinchilla kan være med til at danne grundlag for bedre diagnostik og tiltag med henblik på at nedbringe forekomsten af sygdommen i danske besætninger. Berg, M., Honore, O. L., Hammer, A. S., N. Skandov 2019. Infektion med Yersinia enterocolitica hos farmet chinchilla (Chinchilla lanigera). Faglig Årsberetning 2019, 130-134. Institut for veterinær- og husdyrvidenskab på Københavns Universitet. Dyrlægevej 100 DK-1870 Frederiksberg C. Keywords: Chinchilla, Yersinia enterocolitica, Yersiniose, Splenomegali, Hepatomegali

Abstract

Infection with Yersinia enterocolitica (Y. enterocolitica) has previously been acknowledged as a causal factor of gas-

trointestinal disease and fatalities in chinchilla. This article presents the results from the master’s thesis project “Causes of Mortality in Farm Chinchillas – With a focus on gastrointestinal disorders and Yersinia enterocolitica infections” where gross pathological postmortem examinations were performed on 74 Danish chinchillas in order to determine causes of disease and increased mortality. The study concluded that Y. enterocolitica was the most frequent bacteria isolated from samples obtained from 54 examined animals. The focus of this report is therefore results concerning Y. enterocolitica. After merging results of pathological and bacteriological investigations we found that the diagnosis yersiniosis was significantly associated with post mortem findings of splenomegaly (p=0,002) and hepatomegaly (0,003). These post mortem findings may potentially serve as diagnostic indications of yersiniosis, but they should be followed by bacterial analysis for final confirmation of the diagnosis. Berg, M., Honore, O. L., Hammer, A. S. N. Skandov. 2019. Farmed chinchilla (Chinchilla lanigera) infected with Yersinia enterocolitica. Faglig Årsberetning 2019, 130-134. Institut for veterinær- og husdyrvidenskab på Københavns Universitet. Dyrlægevej 100 DK-1870 Frederiksberg C. Keywords: Chinchilla, Yersinia enterocolitica, Yersiniosis, Splenomegaly, Hepatomegaly

Indledning og Baggrund

Chinchilla (Chinchilla lanigera) er en gnaver oprindeligt stammende fra Andesbjergene i Sydamerika. De holdes som pelsdyr på farme. Danmark havde i 2019 en produktion med 24.687 avlshunner fordelt på 76 farme (Clausen, 2019). Der findes kun få systematiske undersøgelser af årsagerne til dødelighed hos farmede chinchilla, hvoraf de fleste er mere end 60 år gamle (Bowden, 1959; Dall, 1963; Martino 2017. I litteraturen, understreges det, at sygdomsmæssige problemer hos chinchilla kan skyldes en manglende viden om sygdomsforekomst i populatio-


2019

131

FAGLIG ÅRSBERETNING

nen (Martino, 2017). For at forbedre sygdomsdiagnostikken og øge kendskabet til dødsårsager blandt chinchillaer i danske besætninger, blev der i denne undersøgelse udført sektion af 74 chinchillaer, samt bakteriologiske undersøgelser på 54 af disse dyr. Y. enterocolitica er en Gram-negativ stavformet bakterie (Gayraud et al., 2017; Norton & Reynolds, 2012), og er en velkendt sygdomsskabende bakterie hos både dyr og mennesker ((Bancerz-Kisiel & Szweda, 2015; Le Guern et al., 2016; Norton & Reynolds, 2012; Raevuori et al., 1979). Bakterien udgør en zoonotisk risiko for mennesker, hvilket vil sige, at sygdommen yersiniose kan smitte til og føre til sygdom hos mennesker. Bakterien kan desuden smitte fra dyr til dyr, men kan også komme ind i besætningen via kontamineret foder, hø eller vand (Bancerz-Kisiel & Szweda, 2015; Le Guern et al., 2016; Norton & Reynolds, 2012; Raevuori et al., 1979). Symptomer der relateres til yersiniose hos chinchilla omfatter anoreksi, diarré eller andre symptomer relateret til gastrointestinalsystemet (Hess, 2015; Norton & Reynolds, 2012; Pridham et al., 1966; Raevuori et al., 1979; Reavill, 2014; Ritzman, 2014). Karakteristiske sektionsfund omfatter de patoanatomiske diagnoser granulomatøs hepatitis, splenitis og fibrinøs enterocolitis (Norton & Reynolds, 2012; Reavill, 2014). Y. enterocolitica har, så vidt vides, ikke tidligere været rapporteret som årsag til dødelighed i danske chinchillabesætninger. Formålet med dette studie, var at præsentere karakteristiske sektionsfund for yersiniose, og evaluering af disse som mulige diagnostiske værktøjer til det videre arbejde med yersiniose i pelsdyrproduktionen.

Materialer og Metoder

Der blev foretaget sektion af i alt 74 chinchillakadavere, som enten var aflivede eller fundet døde på besætningen. De 74 dyr var indsamlet fra 5 chinchilla-besætninger i Jylland, hvoraf den ene farm bidrog med 53 dyr (de resterende dyr fordelte sig på 4 farme med følgende antal: 9, 6, 5 og 1). Efter indsamling blev dyrene opbevaret på frys

(-20oC), indtil de blev tøet op forud for sektion. Ved sektion blev vurdering af organer foretaget ved visuel inspektion, og dyrets alder blev vurderet ud fra størrelse og vægt, i de tilfælde (n=10) hvor alder ikke var tydelig ud fra dyrenes medfølgende burkort. Prøver til bakteriologisk undersøgelse blev som udgangspunkt udtaget fra lever og colon og fra organer med synlige læsioner. I alt blev der foretaget bakteriologisk dyrkning på 170 svabere fra 54 af de 74 dyr. Der blev i alt fundet 179 isolater fra de 170 prøver. Der blev kun taget bakteriologisk prøve fra kadavere som blev vurderet at være i god stand (dvs. uden begyndende kadaverose/forrådnelse). Data på dyrene (køn, alder og farve) og sektionsfund blev registreret for hvert dyr. Statistiske beregninger blev foretaget i programmet GraphPad Prism. Fisher’s Exact Test er valgt som statistisk test, da den er anbefalet til analyse af stikprøver mindre end 1000 (Handbook of Biological Statistics). Da der kun var begrænset forekomst af granulomatøse læsioner på milten kunne en statistisk sammenhæng med Y. enterocolitica ikke beregnes.

Resultater

Y. enterocolitica blev påvist hos 15 af 54 dyr, og var det hyppigst isolerede agens i denne undersøgelse. Diagnosen yersiniose blev stillet hos alle15 dyr på baggrund af de bakteriologiske resultater. Som det fremgår af figur 1, var Y. enterocolitica det hyppigst bakterielle fund. De sektionsfund som havde en statistisk signifikant sammenhæng (p < 0,05) med forekomsten af Y. enterocolitica var splenomegali (p=0,002) og hepatomegali (0,003) (tabel 1 og figur 2). Dette studie viser endvidere, at svabere fra leveren gav det mest retvisende resultat til påvisning af Y. enterocolitica (figur 3), sammenlignet med dyrkning fra andre organer. Splenomegali og hepatomegali forekom uafhængigt af hinanden (6 dyr havde splenomegali, men ikke hepatomegali og 1 havde hepatomegali uden at have splenomegali).

FIGUR 1. DEN PROCENTVISE FORDELING AF FORSKELLIGE BAKTERIER PÅVIST VED BAKTERIOLOGISK DYRKNING FRA 170 SVABERE UDTAGET FRA 54 CHINCHILLA-KADAVERE. FOREKOMST AF BAKTERIER ANGIVET SOM ”ANDRE BAKTERIETYPER” ER TYPER AF BAKTERIER, DER ER DETEKTERET FÆRRE END 5 GANGE.


132

TABEL 1. SAMMENHÆNG MELLEM UDVALGTE SEKTIONSFUND OG FOREKOMSTEN AF YERSINIOSE.

n SEKTIONSFUND

P-VÆRDI (95% CONFIDENCE LEVEL) VED FISHER’S EXACT TEST

I alt Yersiniapositive

Blege incisiver

16

0,3332

Multifokale kroniske læsioner i tyndtarmen

5

2

0,6099

Diarré

51

15

-

Hepatisk lipidose

10

0

-

Hepatomegali

10

7

0,0027

Splenomegali

15

9

0,0021

Granulomatøse læsioner i milten

6

6

-

A

B

C

D

FIGUR 2. UDVALG AF DE SEKTIONSFUND PÅVIST VED OBDUKTION AF CHINCHILLAERNE A: SEKTIONSFUND I LEVER FRA CHINCHILLA. HEPATOMEGALI OG STEATOSE (FORSTØRRET LEVER OG FEDTLEVER). B: KRONISK DISSIMINERET GRANULOMATØS HEPATITIS KARAKTERISERET VED SPREDTE HVIDE PROCESSER C OG D: SEKTIONSFUND I MILT FRA CHINCHILLA. SPLENOMEGALI (FORSTØRRET MILT) SAMT KRONISK GRANULOMATØS SPLENITIS KARAKTERISERET VED SPREDTE HVIDE PROCESSER.


2019

13 3

FAGLIG ÅRSBERETNING

FIGUR 3. BAKTERIOLOGISKE FUND I 15 CHINCHILLAER, SOM HAVDE MINIMUM ÉN PRØVE DER VAR POSITIV FOR YERSINIA ENTEROCOLITICA OG DERFOR ER KLASSIFICERET SOM YERSINIAPOSITIVE. FIGUREN VISER ANTALLET AF YERSINIA-POSITIVE OG YERSINIA-NEGATIVE PRØVER FRA FORSKELLIGE ORGANER. FRA 1 AF DE 15 DYR BLEV IKKE UDTAGET PRØVE FRA LEVEREN, DERFOR ER DER KUN 14 LEVERPRØVER.

Diskussion

Denne undersøgelse er baseret på et relativt begrænset antal dyr indsamlet fra få farme. Flere undersøgelser er nødvendige for at klarlægge årsager til sygdom og øget dødelighed samt betydningen af yersiniose hos chinchilla. Fordi hovedparten af dyrene er indsamlet fra én farm, kan data ikke bruges til at vurderer forskelle imellem farme. Undersøgelsesmetodikken i forbindelse med sektion og bakteriologisk analyse af dyr mistænkt for yersiniose kan med fordel anvendes i videre studier af sygdommen. Alle dyr med positivt dyrkningsfund for Y. enterocolitica kom fra samme farm. Det kan derfor ikke udelukkes, at der kan være tale om et besætningsproblem på denne farm, frem for et generelt problem i chinchillabesætninger i Danmark. Y. enterocolitica blev ofte påvist i forbindelse med bestemte sektionsfund, som hepato- og splenomegali, samt karakteristiske granulomatøse læsioner i disse organer og i tarmene (figur 2). Ved brug af Fisher’s Exact Test blev der påvist en signifikant sammenhæng mellem positivt dyrkningsfund for Y. enterocolitica og sektionsfundene splenomegali og hepatomegali. Samtlige dyr med granulomatøse læsioner i milten var positive for Y. enterocolitica. Det konkluderes ud fra testen, at hepato- og splenomegali kan have diagnostisk værdi og kan anvendes som indikator for infektion med Y. enterocolitica, men fund af hepato- og splenomegali og eventuelt granulomatøse processer bør opfølges af diagnostisk undersøgelse via mikrobiologi med henblik på at fastslå diagnosen. Hos alle dyr der blev påvist positive for Y. enterocolitica var svaberne fra leveren positive, mens svabere fra colon og andre organer varierede. Derfor konkluderes det, at leveren er det bedste organ til udtagning af prøver til bakteriologisk undersøgelse, når der er mistanke om infektion med Y. enterocolitica på en chinchilla-farm. Har man mistanke om forekomst af yersiniose bør man sende dødfundne eller syge aflivede dyr til undersøgelse. Er der

ingen dyr der dør, kan man eventuelt forsøge med bakteriologisk dyrkning fra gødningsprøver. Ved test af gødningsprøver må man dog regne med en større mulighed for at få et falsk negativt resultat. Dette skyldes dels, at dyrene kan teste negative i analysen, selvom de er inficerede, fordi de ikke udskiller bakterierne i tarmindhold/ gødning på de pågældende tidspunkt. Det kan også skyldes at bakterierne kan være vanskeligere at finde i en gødningsprøve, hvor de findes i en blandingskultur med andre bakterier. Behandling af infektion med Y. enterocolitica hos chinchilla er ikke undersøgt i dette studie. Ud fra de i litteraturen beskrevne anbefalinger, bør antibiotisk behandling til chinchilla dog altid anvendes med stor omtanke og efter forudgående dyrkning og resistensbestemmelse (Norton & Reynolds, 2012; Pridham et al., 1966; Ritzman, 2014). Da chinchillaens normale tarmflora hovedsageligt består af Gram-positive, anaerobe bakterier, bør antibiotika der ensidigt bekæmper bakterier indenfor det Gram-positive spektrum undgås (Ritzman, 2014). Behandling med disse typer af antibiotika kan føre til dysbiose (uligevægt i den mikrobielle sammensætning i tarmen) med deraf følgende fatale gastrointestinale lidelser. I besætninger med udbrud af yersiniose bør dem, der passer dyrene iagttage omhyggelige hygiejniske foranstaltninger med henblik på smitteforebyggelse, herunder håndvask efter håndtering af dyr og gødning fra dyr.

Konklusion

Dette er, så vidt vi er bekendt med, den første rapport der beskriver forekomst af Yersinia enterocolitica i en dansk chinchillabesætning. Det er vores vurdering, at et dybere kendskab til sygdommens udbredelse og betydning for dødelighed i den danske chinchillaproduktioner af betydning for diagnstik og bekæmpelse af sygdommen. Til fremtidige undersøgelser af yersiniose i dansk chinchillaproduktion kan det konkluderes, at hepatomegali og splenomegali og granulomatøse læsioner i milten kan


13 4

anvendes som indikatorer for infektion med Y. enterocolitica, men bakteriologiske undersøgelser er nødvendige for at bekræfte diagnosen. Resultaterne tyder på, at man i forbindelse med screening for Y. enterocolitica bør udtage prøver fra leveren til mikrobiologisk undersøgelse, med henblik på at opnå det mest retvisende resultat. Y. enterocolitica er en zoonotisk bakterie, der kan smitte til og forårsage sygdom hos mennesker og man bør derfor overholde generelle retningslinjer for hygiejne (herunder håndvask) i forbindelse med håndtering af syge eller døde dyr der mistænkt for yersinose.

Gayraud, M. Scavizzi, M.R., Mollaret, H.H., Guillevin, L. & M.J. Hornstein. 2017. Antibiotic Treatment of Yersinia enterocolitica Septicemia : A Retrospective Review of 43 Cases Published by : Oxford University Press Stable URL : http://www.jstor.org/stable/4457313 Antibiotic Treatment of Yersinia enterocolitica Septicemia : A Retrospe, Vol. 17:3, pp. 405–410. Grant, K. 2014. Rodent nutrition: Digestive comparisons of 4 common rodent species. Veterinary Clinics of North America - Exotic Animal Practice, Elsevier Inc, Vol. 17:3, pp. 471–483.

Referencer

Le Guern, A.S., L. Martin, C. Savin & E. Carniel. 2016. Yersiniosis in France: Overview and potential sources of infection. International Journal of Infectious Diseases, International Society for Infectious Diseases, Vol. 46, pp. 1–7.

Bonke R, Wacheck S, Stüber E, Meyer C, Märtlbauer E & Fredriksson-Ahomaa M. 2011. Antimicrobial Susceptibility and Distribution of β-Lactamase A (blaA) and β-Lactamase B (blaB) Genes in Enteropathogenic Yersinia Species. Microb Drug Resist. Vol 17, 575–81.

Hess, L. 2015. Chinchilla medicine. NAVC Conference Exotic Companion Mammals, pp. 1328–1331.

Bancerz-Kisiel A & Szweda W. 2015. Yersiniosis – a zoonotic foodborne disease of relevance to public health. Ann Agric Environ Med. Vol 22, 397–402.

Bowden RS. 1959. Diseases of chinchillas. Vet Rec. Vol 71, 33–35.

Kohles, M. 2014. Gastrointestinal anatomy and physiology of select exotic companion mammals. Veterinary Clinics of North America - Exotic Animal Practice, Elsevier Inc, Vol. 17:2, pp. 165–178.

Clausen, J. 2019. Avlsdyrtælling 2019. Dansk Pelsdyravl – fagblad for danske minkavlere, nr. 4. juni, s. 32

Kohles, M. 2016. Food , Functions & Fecals : Gi Anatomy , Physiology & Nutrition of Rabbits, Guinea Pigs, and Chinchillas, pp. 1462–1465.

Dall J. 1963. Diseases of the chinchilla. J Small Anim Pract. 4, 207–212.

Norton, J.N. & Reynolds, R.P.. 2012. Diseases and Veterinary Care. The Laboratory Rabbit, Guinea Pig, Hamster, and Other Rodents, pp. 993–1008.

Gayraud M, Scavizzi MR, Mollaret HH, Guillevin L & Hornstein MJ. 2017. Antibiotic Treatment of Yersinia enterocolitica Septicemia: A Retrospective Review of 43 Cases. Oxford Journals, Oxford University Press Stable URL: http://www.jstor.org/stable/4457313, Vol 17, 405–10. Grant K. 2014. Rodent nutrition: Digestive comparisons of 4 common rodent species. Vet Clin North Am Exot Anim Pract, Vol 17, 471–83, Hess L. 2015. Chinchilla medicine. In: NAVC Conference Exotic Companion Mammals, s. 1328–31. Kohles M. 2014. Gastrointestinal anatomy and physiology of select exotic companion mammals. Vet Clin North Am Exot Anim Pract, Vol 17, 165–78. Bancerz-Kisiel, A. & W. Szweda (2015): Yersiniosis – a zoonotic foodborne disease of relevance to public health. Annals of Agricultural and Environmental Medicine, Vol. 22:3, pp. 397–402. Bonke, R., S. Wacheck, E. Stüber, C. Meyer, E. Märtlbauer et al. (2011): Antimicrobial Susceptibility and Distribution of β-Lactamase A ( blaA ) and β-Lactamase B ( blaB ) Genes in Enteropathogenic Yersinia Species . Microbial Drug Resistance, Vol. 17:4, pp. 575–581.

Orcutt, CJ. 2005. Guinea Pig and Chinchilla Basics. Exotics - Small Mammals, The North American Veterinary Conference, pp. 1355–1357. Pridham, T.J., Budd, J. & Karstad, L.H.. 1966. Common diseases of fur bearing animals. II. Diseases of chinchillas, nutria, and rabbits. Canadian Veterinary Journal, Vol 7:4, pp. 84–87. Raevuori, M., Harvey, S.M. & Picket, M.J. 1979. Yersinia Enterocolitica - Experimental Pathogenicity for Chinchilla, Acta vet scand. Vol 20, pp. 82-91 Reavill, D. 2014. Pathology of the exotic companion mammal gastrointestinal system. Veterinary Clinics of North America - Exotic Animal Practice, Elsevier Inc, Vol 17:2, pp. 145–164. Ritzman, T.K. (2014): Diagnosis and clinical management of gastrointestinal conditions in exotic companion mammals (Rabbits, Guinea Pigs, and Chinchillas). Veterinary Clinics of North America - Exotic Animal Practice, Elsevier Inc, Vol 17:2, pp. 179–194.


2019

FAGLIG Ã…RSBERETNING

135


13 6

Sundhed

PILOTUNDERSØGELSE AF MULIGE SYGDOMSMEKANISMER VED UDVIKLING AF POTECALLUS HOS FARMMINK (NEOVISON VISON) Af Michelle Lauge Quaade, Mia Berg, Vibeke Sødring Elbrønd, Nicoline Skandov og Anne Sofie Hammer Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Sektion for Patobiologi, Københavns Universitet

Sammendrag

Tidligere undersøgelser af potecallus har vist, at hudlæsionerne er arvelige, men det er fortsat ikke belyst, hvilke sygdomsmekanismer, der fører til, at nogle mink udvikler potecallus. Dette pilotstudie havde til formål at undersøge forskellige mulige faktorer, herunder om afvigelser i potens anatomi eller minkens bevægesystem kan føre til potecallus. I undersøgelsen indgik i alt 12 hanmink, 6 med potecallus og 6 uden. Alle mink blev filmet fra forskellige vinkler under normale bevægelser i burene samt ved fodring til vurdering af benstilling og bevægemønstre. Derudover blev taget poteaftryk ved almindelig gang. Efter aflivning blev der lavet billeddiagnostiske undersøgelser (røntgen og CT), dissektioner omkring callusområderne samt registrering af kropsvægt og -længde. Grundet minkenes huld var videomaterialet ikke brugbart til vurdering af benstilling og trykfordeling på bagparten og kunne derfor ikke indgå indgå i analysen. Ved brug af poteaftryk blev der ikke fundet forskelle mellem mink med og uden potecallus. Dissektioner og røntgenoptagelser viste ingen underliggende patologi relateret til callusdannelserne, men har dannet grundlag for en mere præcis anatomisk angivelse af placeringen af callus. Samlet set har resultaterne fra dette pilotstudie bidraget med mere viden om callus hos farmmink, og de kan med fordel anvendes til videre undersøgelser. Quaade, M, Berg, M, Elbrønd, V, Skandov, N, Hammer, AS. 2020. Pilotundersøgelse af mulige sygdomsmekanismer ved udvikling af potecallus hos farmmink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2019, 136-139. Kopenhagen Fur Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: Callus, pote, velfærd, anatomi, hudlæsioner, neovison vison

Abstract

Previous studies on paw-callus have shown that the skin lesions are heritable, but it is not yet clear which disease mechanisms that lead to some mink developing the pawcallus. This pilot study aimed to investigate differences in possible factors, including whether anatomical abnor-

malities in the paws or differences in the movement system can lead to the formation of paw-callus. The study included a total of 12 male mink, 6 with paw-callus and 6 without. All mink were recorded from various angles during normal voluntary movements in the cages as well as during feeding to assess leg posture and movement patterns. Paw prints were also taken during regular walking. After euthanasia X-ray and CT recordings, dissections around the callus areas as well as recording of bodyweight and length were performed. Due to the body conditions of the mink, the video material was deemed not useful for assessing leg posture and pressure distribution on the hindlimbs and no differences in paw prints from between mink with callus and mink without callus were found. Dissections and X-rays showed no underlying pathology related to the callus formation but have formed the basis for a more accurate anatomical nomenclature of the location of the callus. Overall, the results of this pilot study have contributed to more knowledge about callus in farm mink and may form the basis for further studies. Quaade, M, Berg, M, Elbrønd, V, Skandov, N, Hammer, AS. 2020. Pilot study of possible disease mecanisms in the development of paw callus in framed mink (Neovison Vison). Annual Report 2019, 136-139. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Callus, paw, welfare, anatomy, skinlesions, neovison vison

Introduktion

Årsagen til potecallus er fortsat ukendt, men lidelsen er i et tidligere studie beskrevet som områder med fortykkelse af huden primært placeret i metatarsalområdet hos mink (Jespersen, 2015). Her beskrives det, hvordan læsionerne histopatologisk er forenelige med læsioner i andre dyrearter, hvor de er opstået som følge af mekanisk påvirkning i form af øget friktion og trykpåvirkning. Tidligere undersøgelser tyder på en grad af arvelighed for potecallus (Brøjer, 2000), og derudover er det vist, at der er større forekomst af potecallus hos hanmink end


2019

137

FAGLIG ÅRSBERETNING

hos hunmink, samt at farvetype og alder har indflydelse på forekomsten af lidelsen (Jespersen, 2015). Der er ikke vist nogen sammenhæng mellem minkens vægt og huld og forekomst af callus (Bonde-Jensen, 2012), og det er uvist, hvor stor indvirkning læsionerne har på dyrevelfærden. Dog må det vurderes, at forekomst af potecallus er et potentielt velfærdsproblem, specielt i parringsperioden, da den øgede aktivitet her kan medvirke til afrivning af callus. Dette kan være særdeles problematisk, da det dels giver ømme poter og dels kan være en indgangsport for infektioner, hvilket tilsammen kan nedsætte både dyrevelfærd og pelskvalitet. Dette er baggrunden for, at der er brug for mere viden om, hvordan læsionerne opstår samt hvordan forekomsten kan nedbringes. Viden om, hvilke sygdomsmekanismer der forårsager udvikling af potecallus hos nogle mink, er vigtig for at kunne optimere forebyggelse og begrænsning af hudproblemets forekomst. Formålet med dette pilotstudie var at undersøge potentielle sygdomsmekanismer, ved at sammenligne anatomi og bevægemønster hos mink med og uden potecallus.

Materialer og Metoder

I alt 12 han-mink (Neovison vison), af farvetypen pearl, 6 mdr. gamle, hvoraf 6 havde callus (syge) og 6 ikke havde callus (raske), blev inkluderet i studiet. Minkene blev opstaldet enkeltvis på forsøgsfarmen Rørrendegård i Tåstrup. Efter 10 dages akklimatisering blev minkene filmet fra bagenden af buret og undersiden ved både almindelig aktivitet i buret samt ved fodring. Herefter blev der, ved hjælp af en selvbygget poteaftryks-gang, taget poteaftryk ved gang mindst 4 gange fra alle mink. Minkene blev indfanget i et fangstbur, hvori et stykke pap med påmalet opløsning af kul og olie var placeret i bunden. Dette fangstbur blev sat forsvarligt sammen med et andet ombygget fangstbur, hvori et stykke pap påsat hvidt papir til afbildning af poteaftryk lå i bunden. Minken blev herefter sluppet fri og kunne løbe gennem fangstburet til poteaftryk og ned i eget bur igen. Efterfølgende blev poteaftrykkene indscannet digitalt og analyseret ved hjælp af målefunktion i et billedanalyseprogram og forholdet mellem længde og bredde af poteaftrykket blev noteret (Se Figur 1).

FIGUR 1 POTEAFTRYK AF MINK FRA STUDIET, HVOR A1-2 ER POTEAFTRYK FRA MINK MED CALLUS OG B1-2 ER POTEAFTRYK FRA MINK UDEN CALLUS. DER BLEV MINIMUM TAGET 4 POTEAFTRYK FRA ALLE 12 MINK (6 UDEN CALLUS OG 6 MED CALLUS), DER INDGIK I STUDIET.

Efterfølgende blev alle mink aflivet og straks efter blev vinkler af bagbenets led ved ekstension og fleksion målt og data registreret. Billeddiagnostiske undersøgelser af rygrad, hofter, bagben og fodknogler i form af røntgen og CT blev udført på Universitetshospitalet for Familiedyr, Københavns Universitet umiddelbart efter aflivning.

Derefter blev bagben fra alle mink dissekeret med henblik på specifik undersøgelse af eventuelle underliggende anatomiske afvigelser, der kunne relateres til callusdannelserne. Vægt og længde blev noteret for alle mink, ligesom vægt-data for bagben og de fridissekerede mellemfodsmuskler (mm. interossei) blev registreret. Disse data er ikke gengivet i detaljer i denne rapport.


13 8

Resultater

Ved gennemgang af samtlige videooptagelser af minkenes bevægelser i buret, måtte det sandes, at sådanne undersøgelser ikke er brugbare til denne dyreart, idet minkenes

huld gør det umuligt at iagttage benstilling og bevægelse af lemmerne generelt. Hverken optagelser fra burets bagende eller nedefra gav brugbare billeder (se Figur 2).

FIGUR 2 STILLBILLEDER FRA VIDEOOPTAGELSER, SOM VISER UDFORDRINGERNE FORBUNDET MED AT VURDERE BEVÆGEMØNSTER, VÆGTFORDELING OG BENSTILLING GRUNDET MINKENES HULD. A1-3: MINK MED CALLUS, B1-3 MINK UDEN CALLUS.

Vurdering og måling af længe- og breddeforhold (se figur 3) på de afsatte poteaftryk viste hverken individuelle forskelle mellem aftryk fra samtlige mink i forsøget eller

mellem de to grupper af mink med og uden callus ligesom der ikke fandtes forskelle i ledvinkler ved fleksion og ekstension af bagbenene.

FIGUR 3 POTEAFTRYK AF MINK FRA STUDIET, HVOR A1-2 ER POTEAFTRYK FRA MINK MED CALLUS OG B1-2 ER POTEAFTRYK FRA MINK UDEN CALLUS. DER BLEV MINIMUM TAGET 4 POTEAFTRYK FRA ALLE 12 MINK (6 UDEN CALLUS OG 6 MED CALLUS) DER INDGIK I STUDIET.


2019

139

FAGLIG ÅRSBERETNING

Dissektioner og analyser af røntgenbilleder viste ingen synlig patologi i vævene under callusdannelserne. Dog resulterede disse undersøgelser i en mere specifik angivelse for placeringen af callus-dannelsen, som bestemmes til området distalt for tuber calcanei, midtfor mm. interossei ved senetilhæftningen af den dybe bøjesene.

Diskussion

Dette pilotstudie havde til formål at undersøge potentielle sygdomsmekanismer, ved at sammenligne anatomi og bevægemønster hos mink med og uden potecallus. Første del af forsøget der omfattede videooptagelse af minkene fra to vinkler i buret, bagenden og undersiden, viste sig ikke at være anvendelige til at vurdere bagkroppens bevægemønster, idet minkenes huld ganske enkelt gjorde det umuligt at vurdere benstilling, og hvorledes de trådte ned på bagpoterne. I anden del af studiet, hvor minkene afsatte poteaftryk, blev der ikke påvist nogen klar forskel på poteaftrykkene, hverken ved visuel vurdering eller ved måling og udregning af længde- og breddeforhold på trædefladen. Det kan diskuteres, om poteaftrykkene har givet et retvisende billede af minkenes trædeflade, idet de ofte var i løb henover aftrykspapiret og dette måske ikke har afspejlet deres normale bevægemønster. Dog blev øvelsen udført mindst 4 gange for hver mink, og idet, der ikke fandtes en forskel mellem de aftryk hver mink afsatte, vurderes det at være tilstrækkeligt til at konkludere, at det ikke er muligt at påvise forskelle i bevægemønstret mellem mink med og uden callus ved hjælp af denne metode. Idet tidligere undersøgelser har antydet en grad af arvelighed for potecallus hos mink, og at dette studie ikke har kunnet påvise klare forskelle i anatomiske strukturer mellem mink med og uden callus er det nærliggende at overveje metoder til undersøge andre arvelige komponenter, såsom minkenes adfærd, nærmere. Callusdannelserne er tidligere beskrevet som forandringer forenelige med callusformationer i andre dyrearter, som er opstået på grund af øget tryk og friktion (Jespersen, 2015). På baggrund af dette kunne det være interessant at undersøge eventuelle forskelle i minkenes aktivitetsniveau nærmere. Dette kunne for eksempel være ved placering af en sensor eller vægt i redekassen til registrering af minkens aktivitet ind og ud af redekassen eller der kunne optages video af minken over en længere tidsperiode. Sidstnævnte vil dog resultere i en tidskrævende efterbehandling af billedmaterialet, hvilket er mindre hensigtsmæssigt.

Konklusion

De foreløbige resultater fra dette pilotstudie har vist at der ikke umiddelbart er forskel på poteaftryk fra mink med callus i forhold til mink uden callus. Ydermere er der ikke påvist læsioner i vævet (knogler, muskler og sener) underliggende callusdannelserne. Undersøgelserne tyder på at potecallus dannes med samme anatomiske udgangspunkt, mere præcist i huden distalt for tuber calcanei, midtfor mm. interossei og direkte over et bindevævs bånd (retinaculum) over forløbet af den dybe bøjesene.

Referencer

Bonde-Jensen N, Lassus MM, Jespersen A, Jensen HE, Hammer AS. Foreløbige resultater fra patologiske undersøgelser af potesår hos farmmink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2012. Kopenhagen Fur. 2013. pp. 145-7. Brøjer C. Pododermatitis in farmed mink in Canada. PhD thesis. University of Guelph, Canada. 2000. pp. 1-108. Jespersen A, Hammer AS, Jensen HE, Bonde-Jensen N, Lassus MM, Agger JF, Larsen PF. Foot Lesions in Farmed Mink (Neovison vison): Pathologic and Epidemiologic Characteristics on 4 Danish Farms.Vet Pathol. 2015. pii: 0300985815600502. [Epub ahead of print].


14 0

Driftsforhold

FLYTNING AF HVALPE FRA STORE KULD: MINKS TIDLIGE DIEPERIODE KAN MED FORDEL FORLÆNGES Af Jens Malmkvist Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet E-mail: jens.malmkvist@anis.au.dk

Sammendrag

Formålet er at identificere faktorer af betydning for hvordan man bedst flytter hvalpe fra store kuld i ugen efter fødsel. Der findes kun få systematiske undersøgelser af den tidlige flytning, selvom dette kan være vigtigt for økonomien og dyrenes velfærd. Det var en fordel for plejehvalp fra et stort kuld (9-14 hvalpe) at blive flyttet til et yngre kuld med færre hvalpe. De nyeste minkmødre havde den bedste accept af en ældre hvalp fra et stort kuld, så 2 dage efter fødsel var bedre end at vente til dag 4 for modtagerkuldet. Små modtagerkuld (1-3 hvalpe) gav forbedret hvalpetilvækst og reducerede forekomsten af skader, tydeligst for ’skorpet hud’. Det gjaldt særligt for hunhvalpe, der ellers har en markant forhøjet risiko for skader og sår ved 7. levendeuge. Flytning af hvalpe foregår typisk efter den tidlige periode (dag 0-1) hvor hvalpedødeligheden er højest, og plejehvalpe havde da heller ikke væsentlig ændret overlevelseschance. Til gengæld opnåede plejehvalpe en bedre tilvækst efter flytning fra et stort kuld. Ældre tæver gav tungere hvalpe hvilket bekræfter anbefalingen fra 2018, om muligt primært at flytte plejehvalpe til ældre fremfor til 1. års tæver. Malmkvist, J. 2020. Flytning af hvalpe fra store kuld: Minks tidlige dieperiode kan med fordel forlænges. Faglig Årsberetning 2019, 140-147. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Keywords: Hvalpedødelighed, hvalpevækst, kuldudjævning, moderadfærd, Neovison vison.

Abstract

The aim is to identify factors of importance for the vitality of mink kits and the welfare of the dams from day 1 to weaning at week 8. The main question relates to the optimal management for transfer of kits from large litters in the first week after birth. It was advantageous for the foster kit from a large litter (9-14 kits) to be transferred to a younger litter with fewer kits. The newly delivering mink mothers displayed the highest accept of an older kit from a large litter, i.e. day 2 was better than day 4 after birth for the recipients. Small recipient litters (1-3 kits) resulted in a higher kit weight and reduced the occurrence of damages on the kits. This was particularly true for female kits, otherwise having a markedly higher risk for damages and

wounds at week 7 after birth. The transfer of kits is typically done after the early period (day 0-1) with substantial kit mortality; thus, the foster kits had no marked different chance of survival. However, the foster kits gained a significant higher body weight after transfer from a large litter. Older (second and third year) dams resulted in heavier kits, which confirm the recommendation from 2018, to primarily transfer foster kits to older rather than young (first year) dams. Malmkvist, J. 2020. Transfer of mink kits from large litters: Benefits of extending the early lactation period. Annual Report 2019, 140-147. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Cross-fostering, growth, maternal behaviour, mortality, Neovison vison.

Introduktion

I minkproduktionen flyttes en del hvalpe til anden rede/ tæve/kuld, men vi har kun lidt viden om, hvordan det gøres bedst. Med bedst menes, hvordan minks overlevelse, tilvækst og velfærd er optimal. Ved forsøg på flere minkfarme i 2016-17 var det tydeligt, at den tidlige management omkring fødsel, og ikke mindst flytning mellem kuld, var meget forskellig mellem farme med i gennemsnit 0,15 til 1,04 flyttede hvalpe per kuld. Effekterne af denne forskel i management er stort set udokumenterede. Der er et potentiale for at fremme antallet af hvalpe ved fravænning, men baggrundsviden om flytning af hvalpe mangler. Forsøg i 2018 bekræftede hypotesen om, at modtagertævens accept af en fremmed hvalp favoriseres af tidlig flytning efter fødsel. Hvalpenes tilvækst var bedre ved flytning dag 2 fremfor ved dag 6 efter fødsel. I 2018-forsøget blev der flyttet hvalpe mellem kuld af samme alder. Førsteårs- og ældre tæver viste samme høje grad af accept af plejehvalp, men hvalpenes tilvækst frem til 8 uger var størst i kuld passet af de erfarne tæver. I praksis anbefales det derfor at flytte hvalpe tidligt (de første dage) efter fødsel, og om muligt vælge ældre fremfor førsteårstæver som modtagere af plejehvalpe (Malmkvist, 2018a; Malm-


2019

141

FAGLIG ÅRSBERETNING

kvist, 2019). I 2019 undersøges muligheden for at give de mindste hvalpe en bedre start på livet. Baggrunden er at de mindste hvalpe i store kuld er i større risiko for at få skader, reduceret tilvækst eller dø, indtil fravænning. Det kunne derfor være ønskværdigt at forlænge den tidlige dieperiode efter fødsel for disse hvalpe. I forsøget undersøges effekten af flytning af plejehvalpe til et mindre kuld af hhv. samme alder, 2 dage yngre eller 4 dage yngre. Hermed forlænges den tidlige dieperiode med op til 4 dage for de hvalpe, som forventes at have det største behov. Der er intet, som tyder på, at tævens mælkeproduktion er begrænsende for hvalpenes tidlige tilvækst den første uge (Schou & Malmkvist, 2017). Samtidig er hvalpens trivsel den første uge afgørende, idet en lav hvalpevægt dag 1 og dag 7 kan slå igennem hele vejen frem til fravænning. Perioden for hvalpenes tidlige råmælksindtagelse er en mindre kritisk faktor hos mink end andre husdyr (Fink et al., 2007). Desuden har mink ikke en synkroniseret diegivning i modsætning til hos for eksempel svin, hvor patteorden og kampe mellem kuldsøskende også er en faktor tidligt efter fødsel. Derfor kan flytning mellem kuld hos mink godt foregå i et forlænget tidsvindue efter fødsel. Det er dog uvist om tæverne tage lige godt imod ældre plejehvalpe og hvorvidt strategien med at forlænge den tidlige dieperiode samlet set har en positiv effekt på hvalpenes overlevelse og tilvækst indtil flytning af tæven ved 8 uger.

for samme farvetype (Clausen & Larsen, 2018), (b) risiko for at foretage flytning til tæve med relativt ukendte moderegenskaber (det vil sige risiko at flytte ”gode” hvalpe fra et stort kuld til ”dårlig” mor med færre hvalpe), såfremt flytning udelukkende er baseret på hvalpeantal, (c) flytning kan reducere avlsfremgang, medmindre der gøres en yderligere (arbejdskrævende) indsats for at sikre afstamningsinformationer. For at øge overlevelsen og effektiviteten er der ifølge min opfattelse behov for at øge andelen af levedygtige minkhvalpe, snarere end at øge antallet af befrugtede æg eller hvalpe, der fødes ialt. Projektet gennemføres som faktorforsøg under kontrollerede forhold med en tilstrækkelig repræsentativ gruppe af mink over flere hvalpesæsoner (2018-2020) på forsøgsgårde suppleret med input fra rådgivningen og erfaring fra minkgårde. I 2019 var fokus på at undersøge effekten af faktorer ved flytning af minkhvalpe mellem kuld: A) Forlængelse af den tidlige dieperiode med 0, 2 eller 4 dage ved flytning af hvalp til yngre kuld, samt B) Antal hvalpe i modtagerkuldet (1-3 vs. 4-7 hvalpe).

Materiale og metoder

I praksis undgås ofte at benytte små kuld på 1-3 hvalpe som modtagere af plejehvalpe. Imidlertid er det ikke undersøgt om de små kuld udgør en større risiko end mellemstore kuld på 4-7 hvalpe. Derfor undersøgte vi i 2019 i hvilken grad tæver med små kuld kan inddrages i puljen af plejemødre, eller avlerne bør undgå at bruge små kuld som modtagere ved kuldudjævning.

I undersøgelsen indgik fødselsregistrering af parrede tæver af brun farvetype på AU-Foulums minkfarm. Dag 1 efter fødsel blev kuldet talt. Kuld med 0 levende hvalpe eller født efter den 10. maj blev ikke anvendt. De resterende 1176 kuld blev kønsbestemt og vejet per køn. Baseret på antal hvalpe og fødedato blev der dannet tre hovedgrupper: 1. Afsender, kuld med 9-14 hvalpe, 2. Lav modtager, kuld med 1-3 hvalpe, 3. Mellem modtager, kuld med 4-7 hvalpe. I alt indgik 572 minkkuld (186 afsender, 84 lav modtager, 302 mellem modtager) i forsøget fra fødsel til fravænning (Tabel 1).

Der kan være flere ulemper ved kuldudjævning: (a) at man griber ind i tævens og kuldets naturlige yngelpleje/ samspil. Selvom tæven er modtagelig for unger, kan hun skelne egne fra fremmede unger få dage efter fødslen (Malmkvist, 2018b). En mindre undersøgelse fandt flere ihjelbidte blandt plejehvalpe i forhold til egne hvalpe ved flytning til førsteårstæver af anden farvetype (Skovgaard, 1998), hvilket ikke kunne bekræftes i en undersøgelse med første- og andetårstæver fra KF med flytning inden

Hver tæve i modtagergruppen modtog en plejehvalp, som blev chipmærket og vejet på flytningsdagen. Samtidig blev en hvalp af samme køn chipmærket og vejet, men denne blev hos afsendertæven, hvor kuldet blev reduceret til 8 hvalpe. Dermed kan man sammenligne chipmærkede hvalpe som blev flyttet eller ej. Tabel 1 viser antal af mink fordelt på de to faktorer (A. Forlængelse af dieperioden ved flytning til yngre kuld, B. Kuldstørrelse lav og mellem) i modtagergruppen.

TABEL 1. KOMBINATIONER AF FLYTNINGSDAG (HVALP FLYTTES FRA STORT KULD ENTEN DAG 4: S4 ELLER DAG 6: S6) OG FORLÆNGELSE AF DEN TIDLIGE DIEPERIODE (MED 0, 2 ELLER 4 DAGE) DANNER DE FIRE FORSØGSGRUPPER (S4D0, S4D2, S6D2, S6D4). FOR AT OPNÅ STATISTISK STYRKE BLEV S4D4 OG S6D0 KOMBINATIONERNE IKKE UNDERSØGT DA MINDST RELEVANTE I PRAKSIS. TABELLEN ANGIVER ANTALLET AF AFSENDERKULD OG MODTAGERKULD MED HHV. LAV OG MELLEM KULDSTØRRELSE SOM INDGIK FORSØGET PÅ AU-FOULUM. I ALT 572 MINKKULD (186 AFSENDERKULD, 386 MODTAGERKULD) INDGIK I FORSØGET FRA FØDSEL TIL FRAVÆNNING I PERIODEN 24. APRIL - 5. JULI 2019.

GRUPPE

FLYTNING, DAG EFTER FØDSEL SENDER MODTAGER

DIEPERIODE FORLÆNGELSE, DAGE1

ANTAL AFSENDERKULD2

S4d0

4

4

0

88

84

74

S4d2

4

2

2

26

-

78

S6d2

6

4

2

27

-

61

S6d4

6

2

4

45

-

89

PLEJEHVALPE FLYTTET TIL KULD SOM VAR ENTEN 0, 2 ELLER 4 DAGE YNGRE. KULDSTØRRELSE FOR AFSENDERKULD VAR 9-14 HVALPE FØR OG 8 HVALPE EFTER FLYTNING.

1 2

ANTAL MODTAGERKULD, LAV 1-3 HVALPE MELLEM 4-7 HVALPE


142

På flytningsdagen (dag 4 eller dag 6 efter fødsel for afsender) blev 1-6 hvalpe fra et afsenderkuld valgt og flyttet, hvorved kuldet blev reduceret til 8 hvalpe. Tilfældige hvalpe blev valgt, dog blev 2 hunhvalpe brugt hvis til stede. Den første hunhvalp blev i kuldet, hvorimod den anden hunhvalp blev flyttet til et andet kuld. Såfremt mere end en hvalp skulle flyttes ved kuldstørrelse 10-14, tog vi skiftevis han- og hunhvalpe. Samlet betyder flytningsproceduren en andel af hunhvalpe på 70,2 % blandt de chipmærkede og flyttede hvalpe. Den høje andel af hunhvalpe som blev flyttet var tilsigtet, da hunhvalpe i gennemsnit er mindst, med størst risiko for sår og skader 6-8 uge efter fødsel. Vi flyttede 386 chipmærkede hvalpe til 386 modtagertæver/kuld, mens 186 chipmærkede hvalpe blev ved deres biologisk mor. Den flyttede hvalp var født samme dag, 2 eller 4 dage før modtagerkuldets hvalpe (tabel 1). Af de flyttede hvalpe stammede 41,9 % fra førsteårstæver og 58,1 % fra andet-/tredjeårstæver med 9-14 levende hvalpe (gennemsnit 10,1). Vi fulgte tæven og kuldet fra fødsel og indtil flytning af tæven 8 uger (= dag 56) efter fødsel. Enkelte blev adskilt fra kuldet tidligere end ottende uge, såfremt dyrenes velfærd

var truet på grund af ganske særlige omstændigheder, jf. lov om hold af mink (§24 i BEK nr. 1734, Fødevareministeriet 2006). En tidlig flytning, ekstra tildeling af vand og andre behandlinger blev registreret. Døde mink blev indsamlet og obduceret. Status for døde hvalpe fundet den første uge efter fødsel blev ved brug af lungeflydetest bestemt som dødfødt (ikke trukket vejret) eller levendefødt

Resultater Modtagertævers hente-adfærd af ukendt hvalp på flytningsdagen Ved flytningen blev den chipmærkede hvalp placeret i modtagertævens bur, 30 cm fra åbningen til redekassen, hvor tæven var skoddet inde. Efter fjernelse af skod målte vi varigheden, til at hun rørte og hentede den ukendte hvalp ind i redekassen til resten af kuldet (Foto 1). Såfremt tæven ikke hentede den nye hvalp inden 3 minutter, placerede observatøren hvalpen i redekassen. Der var ingen forskel på hvor hurtigt tæverne bar den ukendte plejehvalp ind i redekassen mellem modtagerkuld med 1-3 og 4-7 hvalpe (P = 0,57; Tabel 2).

TABEL 2. MODTAGERTÆVENS ADFÆRD OVER FOR NY HVALP PLACERET I BURET. EN DEL AF MINKS YNGELPLEJEADFÆRD ER AT HENTE OG SAMLE HVALPE I REDE (FOTO 1). DATA FOR AT HENTE UKENDT HVALP ER ANGIVET SOM MEDIANVÆRDI I SEKUNDER FOR DYR, SOM UDFØRTE ADFÆRDEN INDEN FOR DEN MAKSIMALE TESTVARIGHED PÅ 3 MINUTTER.

KULD­ STØRRELSE

DIEPERIODE FORLÆNGELSE, DAGE

HENTET TIL REDEKASSE, S

HENTER IKKE, %

S4d0

Lav

0

45 a

7,1

S4d0

Mellem

0

41 a

5,4

S4d2

Mellem

2

40 a

3,9

S6d2

Mellem

2

54 b

13,3

S6d4

Mellem

4

37 a

5,6

GRUPPE

FORSKELLIGE BOGSTAVER (A, B) INDEN FOR KOLONNER MARKERER SIKKERT FORSKELLIGE VÆRDIER (P<0,05) BASERET PÅ STATISTISK OVERLEVELSESANALYSE, SOM TAGER HØJDE FOR ANDELEN AF IKKE-REAGERENDE DYR.

Der var sikker forskel på hvor hurtigt tæverne hentede den ukendte hvalp ind i redekassen (P = 0,019; Tabel 2). Gruppen S6d2 var langsommere end de øvrige gruppe til acceptere en ny hvalp. Dette er gruppen hvor 6 dage gammel hvalpe flyttes fra et stort kuld til et 2 dage yngre kuld, dvs. til en tæve med 4-7 hvalpe, som har født 4 dage tidligere. Der var ingen forskel i henteadfærden mellem de øvrige grupper. Hvis man venter til D4 for modtagertæven, falder tævens henteadfærd for en ældre hvalp, men ikke for en hvalp af samme alder. Antallet af hvalpe i modtagergruppen (mellem: 4-7 hvalpe) påvirkede hvor hurtigt og i hvor høj grad tæven hentede hvalpen ind i redekassen (P = 0,002). Henteadfærden

var langsommere hos modtager med 7 hvalpe i forhold til kuld med 4-5 hvalpe, med ingen forskel mellem kuld med 6 hvalpe (6.0 % henter ikke) og resten. Den akutte henteadfærd var således bedre for modtagertæver med 4-5 hvalpe (2,9-5,6 % rører ikke) end for modtagertæver med 7 hvalpe (8,5 % henter ikke) i redekassen. Plejehvalpens vægtudvikling indtil fravænning (D56) Der var en vekselvirkning mellem modtagerkuldets størrelse (lav, mellem) og hvalpens køn (Dag 27: P = 0,025; Dag 56: P = 0,034). I mellemkuld (4-7 hvalpe) var hanhvalpene klart større end hunhvalpene (dag 27: 30 g svarende til 15% tungere, dag 56: 195 g svarende til 27% tungere), mens kønsforskellen i de små kuld (1-3 hvalpe) var fraværende (dag 27) eller lavere (dag 56: 104 g svarende til 14% tungere). Plejehvalpe af hunkøn som blev placeret i


2019

14 3

FAGLIG ÅRSBERETNING

FOTO 1. MINKTÆVE HENTER UKENDT HVALP IND TIL RESTEN AF KULDET I REDEKASSEN.

mellemkuld havde den laveste vægt, mens plejehvalpe af hankøn som blev placeret i mellemkuld havde den højeste vægt. Dette kan tolkes som hunplejehvalpe bliver presset på væksten i de større kuld. Dog var vægten dag 56 var ikke med statistisk sikkerhed højere hos hunhvalp flyttet til små kuld, dvs. 1-3 hvalpe (S4d0 lav: 751 ±11,6 g vs. mellem: 722 ±12,2 g vs. blev hjemme: 734 ±8,9 g, P = 0,29). I sammenligning med de 4 forsøgshold med mellem kuldstørrelse (4-7 hvalpe), havde de ældre mødre tungere plejehvalpe dag 27 (+12%) og dag 56 (+6%) efter fødsel i forhold til hos 1. års tæverne (P < 0,001). Desuden var hanner tungere end hunner dag 27 (gennemsnit 247 vs. 220g, svarende til 13% tungere, P < 0,001) og dag 56 (gennemsnit 966 vs. 760g, svarende til 27.1% tungere, P < 0,001).

Vægt plejehvalp, g

800

Hypotesen om at en længere tidlig dieperiode øger hvalpenes vægt kan bekræftes (P < 0,001; Figur 1). Plejehvalpens vægt øges, således at 4 dage > 2 dage > 0 dag, hvor 0 svarer til samme fødedag for afsender- og modtagerkuld. En 4 dages forlængelse af dieperioden (hold S6d4) medførte i gennemsnit 30 g svarende til 14% tungere plejehvalp dag 27, mens en 2 dages forlængelse (hold S4d2 og S6d2) medførte 8% tungere plejehvalp, i forhold til flytning indenfor samme fødedag (hold S4d0). Dag 56 medførte en 4 dages forlængelse af dieperioden (hold S6d4) i gennemsnit 78 g svarende til 10% tungere plejehvalp, mens en 2 dages forlængelse (hold S4d2 og S6d2) medførte 5% tungere plejehvalp, i forhold til flytning til et kuld født samme dag (hold S4d0).

S4d0 S4d2 S6d2 S6d4

600

400

FIGUR 1. PLEJEHVALPS VÆGT (SOM GENNEMSNIT AF HAN OG HUN) MÅLT VED FLYTNING (DAG 4, 6) SAMT DAG 27 OG 56 EFTER FØDSEL. PLEJEHVALPENS VÆGT VAR HØJERE I TAKT MED AT DEN TIDLIGE DIEPERIODE BLEV FORLÆNGET, DVS. 4 DAGE EKSTRA > 2 DAGE EKSTRA (HOLD S6D2, S4D2) > 0 DAGE EKSTRA (P < 0,001).

200

0 0

10

20

30

40

Tid efter fødsel, dage

50

60


14 4

Vægten er højere hvis plejehvalpen flyttes til et yngre kuld og dermed opnår en længere dieperiode, dvs. S6d4 > S6d2, S4d2 > S4d0. Opvækst hos ældre tæver gav en højere slutvægt end opvækst hos 1. års tæver (P < 0,001). Han og hunhvalpe er slået sammen på figuren, idet effekterne var ens for både han- og hunhvalpe, selvom hanner i gennemsnit var tungere end hunnerne (P < 0,001). Kuldets totale vægt var ikke forskelligt mellem de fire forsøgshold dag 27 (P = 0,27) og dag 56 (P = 0,25). Dvs. en ældre plejehvalp skader ikke det totale output fra modtagerkuldet (vægt af hvalpe ved flytning af tæven, S4d0: 5,2 kg, S4d2: 5,1 kg, S6d2: 5,4 kg, S6d4: 5,3 kg). Som også vist i 2018 har tævens erfaring en betydning for vægten af hvalpene, således at ældre tæver giver tungere hvalpe end 1. års tæver (D27: +207 g svarende til 19% mere kuldvægt; D56: +756g svarende til 16% samlet kuldvægt, P < 0,001). Dette resultat bekræfter anbefalingen fra 2018, om at flytte plejehvalpe til ældre fremfor 1. års tæver. Antal levende hvalpe dag 1 havde en negativ indflydelse på kuldets totalvægt i de store afsenderkuld (dag 27: P =

0,014; dag 56: P = 0,004), selvom kuldene blev reduceret til 8 hvalpe dag 4 (hold S4d0, S4d2) eller dag 6 (hold S6d2, S6d4) efter fødsel. Hvorvidt man reducerede kuldstørrelsen i store kuld dag 4 eller dag 6 påvirkede ikke den chipmærkede hvalps vægt (dag 27: P = 0,24; dag 56: P = 0,31), kuldets total vægt (dag 27: P = 0,27; dag 56: P = 0,84) eller tævens vægt (dag 27: P = 0,81; dag 56: P = 0,51) hos afsenderkuldene. Derimod havde afsendertævens alder betydning, med tungere kuldvægt hos ældre end hos 1. årstæver med store kuld (dag 27: 13.3% tungere, P < 0,001; dag 56: 5,4 vs. 4,9 kg, svarende til 9.2% tungere, P = 0,004). Strategien med at reducere store kuld til 8 hvalpe giver en ret ensartet vægt mellem de mærkede hunhvalpe. Hvis man ikke reducerer de store kuld tidligt, så vil det medfører lettere hvalpe i de store kuld ved fravænning (2018 resultater). Flytning af plejehvalp til et mellemkuld (4-7 hvalpe) giver en højere slutvægt end at blive hjemme for hold S6d4, og generelt øges plejehvalpens vægt med en forlængelse af dieperioden på 2-4 dage (tabel 3).

TABEL 3. SLUTVÆGT (DAG 56 EFTER FØDSEL) AF HUNHVALP I PLEJE I FORHOLD TIL SØSTER SOM BLEV HJEMME I DET STORE KULD (9-14), DER BLEV REDUCERET TIL 8 HVALPE EFTER FLYTNING.

HOLD

HUNHVALP I PLEJE

SØSTER SOM BLEV HJEMME

S4d0

723 ±10,9 a

734 ±8,9

S4d2

751 ±12,5 ab

733 ±15,6

S6d2

761 ±14,6 b

746 ±16,4

S6d4

803 ±10,9 c

709 ±11,7 *

FORSKELLIGE BOGSTAVER (A, B, C) INDEN FOR KOLONNE MARKERER SIKKERT FORSKELLIGE VÆRDIER (P<0,05). * SIKKER FORSKEL PÅ VÆGT MELLEM PLEJEHVALP OG SØSTER, DER BLEV HJEMME.

Plejehvalpens overlevelse

I alt 31 af 572 mærkede hvalpe døde fra flytningstidspunktet til og med dag 56. Der var ingen statistisk sikker forskel i risiko for hvalpedød (P = 0,93) mellem (1) flytning til et lille modtagerkuld med 1-3 hvalpe (8,3 % døde), (2) til et mellem modtagerkuld med 4-7 hvalpe (8,0 % døde), eller (3) forblive hos den biologiske mor med 8 hvalpe (6,8 % døde). Der var heller ingen forskel mellem de fire forsøgshold (range: 1.8–8.0% døde pr. hold; P = 0,21) på den mærkede hvalps overlevelse.

Skorpet hud, sår og andre skader på hvalpe

Omkring dag 49 (7. uge) efter fødsel blev hver hvalp individuelt gennemgået for skader. Tabel 4 viser en oversigt over de forskellige typer af observationer. 81,6% af alle skader – dvs. skorpet hud, sår, læsion, bar hud, pelsgnav – blev fundet på hvalpe af hunkøn. Sår inkluderede både åbne og helede sår. I 87 af de 3363 skader blev der behandlet med sårspray. Læsion i tabel 4 dækker over manglende (del af) øre, manglende øje hos 1 hvalp, manglende del af ben eller hale (hyppigst halespids, i alle tilfælde ophelede skader). For hver skade blev omfanget vurderet i 6 klasser baseret på omfang på hvalpens krop (1: op til 0,5 cm, 2: 0,5-1 cm, 3: 1-2 cm, 4: 2-3 cm, 5: 3-4 cm, 6: 4+ cm).


2019

14 5

FAGLIG ÅRSBERETNING

TABEL 4. FORSKELLIGE TYPER AF SKADER OG FORANDRINGER OBSERVERET PÅ HVALPE VED 7. UGE EFTER FØDSEL, PRÆSENTERET SOM ANDEL AF 3363 OBSERVATIONER (HVALPE KAN HAVE MERE END 1 SKADE), KØNSFORDELING, SAMT PLACERING PÅ HVALPENS KROP INDENFOR HVER TYPE.

KØNSFORDELING

PLACERING FOR HVER TYPE AF SKADE, %

Andel af skader, %

På hun

På han

Hals

Nakke

Øre

Hoved i øvrigt

Krop

Ben

Hale

90,5

81,3

18,7

63,5

22

6

3

0,2

0

0

Sår

8

88,1

11,9

78,1

11,2

3

4,5

0,4

0

0

Læsion

1

52,9

47,1

0

0

14,7

2,9

0

5,8

76,5

Bar hud

0,3

72,7

27,3

54,5

0

0

27,3

18,2

0

0

Pelsgnav

0,1

100

0

100

0

0

0

0

0

0

Sum

100

Type Skorpet hud

FOTO 2. EKSEMPLER PÅ DE HYPPIGSTE TYPER AF SKADE PÅ HVALPE VED 7. UGE EFTER FØDSEL: A OG B. KATEGORISERET SOM SKORPET HUD, SAMT C: SÅR PÅ HALSEN. OMFANGET VARIEREDE FRA NÆSTEN IKKE SYNLIGT (< 0,5 CM) TIL OMFATTENDE (> 4CM), MED EN MEDIAN SCORE PÅ 2 (0,5 – 1 CM) FOR SKORPET HUD OG MEDIAN SCORE PÅ 3 (1-2 CM) PR. SÅR.

Indenfor hold S4d0: En lavere andel af hvalpe i små modtagerkuld havde en form for skade (44,9%) end i mellem modtagerkuld (53,1%, P = 0,007), baseret på undersøgelser af 690 hvalpe fra 149 kuld ved 7. uge efter fødslen. Risikoen for en skade var dermed 1,9 gange højere (odds ratio, 95% konfidensinterval, KI: 1,1-3,1) for hvalpe i modtagerkuld af mellemstørrelse (4-7 hvalpe). Hunhvalpe havde en markant højere forekomst (68,6% vs. han: 26,2%; P < 0,001) af skader (odds ratio hun vs. han: 7,1; 95% KI: 4,910,4). Hovedparten (94,5 %) af disse skader var ikke behandlingskrævende –typisk skorpet hud på hals og nakke, men 19 ud af 347 skadede hvalpe (5,5 %) blev behandlet med sårspray. Det svarer til at 2,8% af de 690 hvalpe i hold S4d0 havde behandlingskrævende skade 7. uge efter fødslen. Med hensyn til sår blev dette fundet hos 6,4% af hvalpene, både i små og mellem modtagerkuld (P = 0,74). Så selvom den samlede forekomst af skader var mindre i et lille kuld, så var forekomsten af åbne eller helede sår ikke forskellig mellem et lille og et mellem modtagerkuld. Flere hunner end hanner havde en form for sår (9,4 % vs. hanner 2,4 %, odds ratio 4,2, 95% KI: 1.8-9,9; P < 0,001). Det bekræfter at hunhvalpe er mest udsatte for skader inklusive sår i den undersøgte periode.

Der er tendens til at det samlet omfang af skader – uanset type – dækker et mindre areal på hvalpe i de små modtagerkuld (P = 0,056). Hunhvalpe havde generelt et større omfang af skader på kroppen (median 1-2 cm; P < 0,001) end hanhvalpe (median 0 cm). Plejehvalpe havde et mindre areal ramt af skader end de hjemhørende hvalpe i kuldet (P = 0,003). Dette bekræfter 2018-undersøgelsens fund, at plejehvalpe ikke er mere udsatte for skader efter flytning til et andet kuld af jævnaldrende mink. For modtagerkuld med 4-7 hvalpe var der ikke væsentlig forskel på forekomsten af skadede hvalpe ved 7. uge efter fødslen mellem forsøgsholdene (P = 0,10). Forsøgsbehandlingerne – dvs. S4d0, S4d2, S6d2, S6d4 – havde heller ikke effekt på forekomsten af hvalpe med sår (P = 0,62). Hunhvalpe blev meget oftere (75,8% vs. hanhvalpe: 25,3%) ramt af skade (P < 0,001; Odds ratio: 12,0 vs han-hvalpe, 95%KI: 9,4-15,4) og sår (P < 0,001). Det vil sige, at hunhvalpe rammes både oftere og mere alvorligt af sår end hanhvalpe. Godt halvdelen (54.3 %; 7 han- og 69 hun-hvalpe) af de 140 hvalpe med sår var behandlingskrævende (typisk sårspray), hvilket svarer til 4,0 % af alle hvalpe som blev taget ud af buret og grundigt undersøgt ved 7. uge efter fødsel.


14 6

Desuden havde hjemhørende hvalpe et større påvirket areal end plejehvalpe, selvom forskellen var lille. Der var tendens til en forskel i omfang mellem hold, hvilket skyldes at omfanget var større i hold S6d2 end i hold S6d4 – ellers var omfanget ikke forskelligt mellem de øvrige forsøgshold. Der var ikke forskel på de 192 flyttede og de 173 ikke-flyttede chip-mærkede hunhvalpe med hensyn til forekomst og samlet omfang af skader (P = 0,61). Ligeledes var der ikke statistisk sikker forskel på forekomsten af sår alene mellem hvalpe som blev flyttet (11.5 %) eller ej (6.9 %). For chippede hanhvalpe (N = 100) var der forskel mellem hold mht. samlet omfang af alle skader (P = 0,034). For hanhvalpe giver flytning S6d4 mindre samlet skadet areal end S4d0 (post test P = 0,049) og S4d2 (P = 0,015), og flytning S6d2 giver mindre samlet skadet areal end S4d2 (P = 0,044). Dvs. flyttes hanhvalp til yngre kuld kan det være en fordel at vente til den er 6 fremfor 4 dage gammel mht. samlet areal af skade på kroppen. Forsøget påviste ingen effekt på sår grundet den lave forekomst, hvor vi kun havde 2 han-hvalpe som havde et sår ved 7. leveuge.

Andre forhold – tævens velfærd

Ved fravænning var gruppen af modtagertæver ikke mere belastede – målt som koncentrationen af cortisol metabolitter i gødning (FCM, for metode se Malmkvist et al., 2011) – af at modtage en ældre i forhold til en jævnaldrende hvalp dag 4 efter fødsel (S4d0: 355 ±54 ng/g vs. S6d2: 264 ±75 ng/g, P = 0,48). Der var heller ikke tegn på at tæver med lav kuldstørrelse (1-3 hvalpe) var mere belastede af at modtage en plejehvalp (lav: 361 ±64 vs. mellem kuldstørrelse: 355 ±60 ng/g, P = 0,87). Tævens vægt dag 27 og 56 var heller ikke forskellig mellem hold. Der var således ikke tegn på at hun belastes af at modtage en ældre hvalp. Selvom vi havde et begrænset variation i kuldstørrelsen – 4-7 inden de modtog en plejehvalp – falder tævens vægt dag 27 og 56 tydeligt med antallet af hvalpe. Hvorvidt hvalpene flyttes fra de store kuld dag 4 (Hold S4d0, S4d2) eller dag 6 (Hold S6d2, HolS6d4) var uden betydning for afsendertævens vægt.

Diskussion

Hvis avlerne ønsker at udvide den tidlige dieperiode for små hvalpe fra store kuld, er tidlig flytning (dvs. dag 2 eller før for modtagertæven) bedst, med en høj moderlig accept af plejehvalp i aldersklassen 0-4 dage. Hvis man venter til 4 dage efter fødsel for modtagertæven, falder tævens henteadfærd for en ældre hvalp, men ikke for en hvalp af samme alder. Hypotesen om at en længere tidlig dieperiode øger hvalpenes vægt kan bekræftes (Figur 1). Der er således muligt og fordelagtigt at forlænge udsatte hvalpes tidlige dieperiode. Plejehvalpens vægt øges, således at 4 ekstra dage > 2 ekstra dage > 0 dage. Nul dage svarer til samme fødedag for afsender- og modtagerkuld. Samlet set er det for plejehvalpen en fordel at blive flyttet til et yngre kuld, hvor 4 dages forskel giver en højere hvalpevægt end 2 dages forskel eller ingen forskel i alder. Det er mest fordelagtigt at flytte til de nyeste mødre (D2 fremfor D4), da de har den bedste accept. Kombineret med resultatet vedr. tævens

henteadfærd så foretrækkes hold S6d4 (dag 6 hvalp flyttes til dag 2 modtagerkuld) efterfulgt af S4d2 (dag 4 hvalp flyttes til dag 2 modtagerkuld). For plejehvalpen er det en fordel at blive flyttet til et yngre kuld – men det er relevant at vide: går det ud over tilvæksten for de øvrige hvalpe i kuldet når de modtager en stor ældre hvalp, fremfor en hvalp på deres egen alder? Og bliver tæven mere belastet af at få en større og ældre hvalp ned i kuldet? Svaret på disse spørgsmål ser ud til at være nej – der blev ikke fundet ulemper for de øvrige hvalpe eller for tæven ved at modtage en ældre hvalp. Resultaterne kan ikke bekræfte formodningen (Skovgaard, 1998) om at hvalpe som bliver flyttet har en ringere overlevelse. De flyttede hvalpe har heller ikke en væsentlig forbedret overlevelseschance. Det vil sige at flytning af minkhvalpe fra store kuld nogle dage efter fødslen ikke er en effektiv genvej til at mindske hvalpedødeligheden. Dette kan delvis skyldes at hovedparten af dødeligheden sker tidligere (dag 0-1, Malmkvist et al., 2007) end første tælling og flytning på minkfarme, der typisk foregår efter dag 1. Minktæver er overraskende fertile, baseret på video-optagelser af fødsler (i gennemsnit 9,6 hvalpe ved fødsel, 7,0 levende dag 1 og 6,2 levende dag 7; Malmkvist, 2015). Det er muligt, at der er andre flaskehalse for at øge andelen af hvalpe som overlever, f.eks. kvaliteten af den pasning og det miljø vi tilbyder minktæven før og under fødslen. Endvidere kan kuldstørrelsen ved fødsel i sig selv udgøre en risiko for overlevelsen (f.eks. Schou og Malmkvist, 2017). En stor kuldstørrelse medfører mindre unger med mindre overlevelsesevne. Desuden giver de store kuld ekstra arbejde med pasning og kuldudjævning, bidrage til øget forekomst af sår/skader, samt højere risiko for belaste tæven til sidst i dieperioden. Det er generelt fordelagtigt at det er minken fremfor manden (m/k) som passer ungerne i dieperioden, hvilket favoriseres af ikke for store kuld ved fødsel. I den resterende del af projektet ses på andre risikofaktorer for hvalpe og tæver i dieperioden. Håbet er at resultaterne kan bidrage en forbedret udnyttelse potentialet hos de fertile mink vi allerede har i dag. Skorper uden forudgående sår, primært i hals- og nakkeregionen er tidligere fundet langt hyppigere hos hunend hos hanhvalpe i 6-8 ugers alderen (Hansen m.fl., 2015). Ekstra vandforsyning kan reducere forekomsten af skorpet hud og deciderede sår (Hansen m.fl., 2015). Det er derfor muligt at omdirigeret sutteadfærd – forværret af tørst og faldende die fra tæven – kan være en del af årsagen. Det er indtil videre uvist hvorfor hunhvalpe er særligt udsatte, hvorfor andre forklaringer kan være i spil, som f.eks. tævens bæreadfærd, skadevoldende leg eller aggression rettet mod den relativt mindre hunhvalp, og øgede interaktioner/konkurrence i større kuld. Det mest sandsynlige er dog at skader vi ser på særligt hunhvalpene skyldes slik/bid og konkurrence om foder/ vand, som alt andet lige stiger med kuldstørrelsen. Det er dog muligt at en rettidig tidlig flytning kombineret med ekstra vandforsyning tæt på redekassen fra fødsel kan betale sig i form af mindre behov for at dele store kuld ved 6. levendeuge og ved mindre behov for at flytte overbelastede tæver med store kuld, idet man i højere grad


2019

147

FAGLIG ÅRSBERETNING

forebygger problemerne inden de optræder. Store hvalpe ved fravænning og sunde tæver vil alt andet livet klare sig bedre fremover. Der er stadig data som skal fortolkes med hensyn til at udvikle bedre redskaber for avleren til at identificere gode vs. risiko-modtagertæver. Dette skal gøres inden man i rådgivning med sikkerhed kan anbefaler at lade de små kuld (1-3 hvalpe) indgå i puljen af mink som bør modtage plejehvalpe. Der gennemføres supplerende forsøg i 2020 for at fremskaffe det bedst mulige grundlag for rådgivning vedr. flytning til gavn for minkproduktionens effektivitet.

Konklusion

Man kan forlænge plejehvalpes dieperiode med 2-4 dage uden problemer for tævens accept. En længere tidlig dieperiode er fordelagtig, da det giver tungere plejehvalpe ved fravænning. Hvis avlerne ønsker at udvide den tidlige dieperiode for overskyende hvalpe fra store kuld er tidlig flytning (dag 2 for modtagertæven) bedst, med en lige høj accept af en 2 og 4 dage gammel plejehvalp. Baseret på 2019 undersøgelsen foretrækkes hold S6d4 – dvs. 6 dage gammel hvalp flyttes til dag 2 modtagerkuld – efterfulgt af S4d2 (4 dage gammel hvalp flyttes til dag 2 modtagerkuld). Såfremt man vælger – eller er nødt til det grundet mangel på egnede modtagerkuld - at flytte indenfor samme fødealder, så er det baseret på 2018 undersøgelsen bedst at gøre det de første par dage efter fødslen. En bedre strategi for tilvæksten er imidlertid at flytte hvalp i pleje til et 4 dage, og sekundært 2 dage, yngre kuld, da dette ingen negativ effekt har på modtagerkuldet eller modtagertæven. Data kan ikke bekræfte hypotesen om forringet overlevelse ved flytning til et lille modtagerkuld med 1-3 hvalpe, eller i forhold til at blive hjemme hos den biologiske mor med 8 hvalpe. De flyttede hvalpe har dog heller ikke en forbedret overlevelseschance, hvilket bekræfter en af 2018 undersøgelsens konklusioner. Stigende kuldstørrelse bidrager til forekomsten af skorpet hud, som primært ses i hals- og nakkeregionen hos hunhvalpe. Små modtagerkuld på 1-3 hvalpe giver god hvalpetilvækst særligt for hunhvalpe og reducerer forekomsten af skader, tydeligst for ’skorpet hud’.

og Carsten Berthelsen for analyse af cortisol-metabolitter i mink fæces

Referencer

Fødevareministeriet, 2006. Bekendtgørelse om beskyttelse af pelsdyr. BEK nr. 1734 af 22/12/2006. Clausen, TN, Larsen, PF (2018). Effekt af kuldudjævning lige efter fødsel på hvalpenes overlevelse hos 1. og 2. års hunner gennem dieperioden. Faglig årsberetning 2017, KF, 13-15. Fink, R, Rasmussen, A, Tauson, A-H (2007). Chemical and amino acid composition of colostrum and mature milk differ only slightly in mink (Mustela vison). J. Animal. Physiol. Anim. Nutr. 91, 475-480. Hansen, SW, Schou, TM, Møller, SH, Bouyssie, P, Malmkvist, J (2015). Sårskorper kan forekomme uden forudgående åbne sår, når hvalpene er 6-7 uger gamle. Temadag om mink, DCA rapport 66, 39-47. Malmkvist J (2015). Hvordan får vi flere minkhvalpe til at overleve? Temadag om aktuel minkforskning, DCA rapport 66, 13-22. Malmkvist, J (2018)a. Plejehvalpe accepteres hurtigere og opnår en bedre tilvækst ved tidlig flytning. Temadag om mink, DCA rapport 129, 59-68. Malmkvist, J (2018)b. Early recognition of offspring vocalisation by mink mothers. App. Anim. Behav. Sci. 212, 109-113. Malmkvist, J (2019). Plejehvalpe accepteres hurtigere og opnår en bedre tilvækst ved tidlig flytning. Faglig Årsberetning 2018, 16-21. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Malmkvist J, Gade M, Damm B I (2007). Parturient behaviuor in farmed mink (Mustela vison) in relation to early kit mortality. Appl. Anim. Behav. Sci. 107, 120-132. Malmkvist J, Jeppesen LL, Palme R (2011). Stress and stereotypic behaviour in mink (Mustela vison): A focus on adrenocortical activity. Stress, 14: 312-323.

Ældre tæver giver i gennemsnit klart tungere hvalpe hvilket bekræfter anbefalingen fra 2018, om at flytte plejehvalpe til ældre fremfor til 1. års tæver.

Schou TM, Malmkvist J (2017). Early kit mortality and growth in farmed mink are affected by litter size rather than nest climate. Animal 11, 1581-1589.

Anerkendelse

Skovgaard, K (1998). Kuldudligning hos mink: Kan tæven skelne mellem eget afkom fra plejebørn i kuldet? Faglig årsberetning 1997, PFR, 229-232.

Projektet er i 2019 støttet økonomisk af Pelsdyrafgiftsfonden. Herudover takkes Kopenhagen Fur, særligt Tove Clausen og Michael Sønderup for samarbejde og diskussion af planer. Elna Mortensen, Kopenhagen Fur, har bidraget med forslag med henblik på at lette læsningen af teksten. Tak til de mange, som har bidraget til dataindsamlingen, herunder særligt forsøgsteknikere Birthe Houbak, Carsten K. Christensen, John M. Obida, Dines T. Bolt, Betty Schou, studerende Ida S. Kristoffersen, Karoline V. Dohrmann, Alexia Durand, samt Lisa Løvendahl, Mogens Olesen, og Henning Jacobsen på AU-Foulum minkfarm. Envidere tak til Torben Larsen, Jens Clausen


Kopenhagen Fur Forskning Agro Food Park 15 DK-8200 Aarhus N Tlf.: 7213 2800 forskning@kopenhagenfur.com


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.