Assassinernes hemmelighed
Jon Courtenay Grimood
Assassinernes hemmelighed oversat af Martin Skovhus
Klim
© Jon CGLimited, Orbit, 2011 first published in Great Britain © dansk udgave – Klim, 2011 Assassinernes hemmelighed er oversat af Martin Skovhus fra den engelske udgave The Fallen Blade Omslag: Christian Hvid Tryk: CPI, Tyskland ISBN: 978-87-7955-863-2 1. udgave, 1. oplag, 2011
www.klim.dk
Til Sam som fandt, at Venedig var mere mystisk, end hun havde regnet med.
Slægten Millionis stamtræ
Marco Polo kendt som il Millioni + Donata 1252-1334 Fantine
Bella
Moretta + Ranuzzo Dolphino Matteo* 1320-1336
Alexa + Marco III 1357- 1345-1404
Matteo* 1345-1360
Zoë* 1358-1396
Zoë*
Marco II 1322-1360 Cesare* 1359-1360
Marco IV 1383-
Giulietta 1391-
*Myrdet
Den Første Republik 1336-1348 Den Anden Republik 1360-1362
Alonzo 1360-
8
1. F ontego dei Tedeschi 2. Fiskemarkedet 3. Santa Lucia, de blinde fire og Assassinernes skytshelgeninde 4. Gheto, støberierne 5. Korsbærerordenen 6. Arzenale
7. San Pietro di Castello 8. Patriarkens palads 9. Hertugpaladset 10. Løven og dragen, de to søjler 11. Kampanilen 12. Procuratie Vecchie 13. San Marco Basilikaen
14. Orseolo Hospitalet 15. Fort Dogana, Venedigs toldbygning 16. Rialtobroen 17. Ca’ il Mauros 18. Fontego dei Mamluk 19. Markuspladsen (Piazza San Marco)
20. Riva degli Schiavoni 21. Piazzetta 22. Murano 23. Ca’ Volta 24. Canal Grande 25. San Nicolo dei Mendicoli 26. Ca’ Friedland
Dramatis Personae Tycho, en syttenårig dreng med en sær tørst Slægten Millioni Marco IV, kendt som Marco den Indskrænkede, doge af Venedig og fyrste af Serenissima Lady Giulietta di Millioni, Marco IVs femtenårige kusine Hertuginde Alexa, den afdøde hertugs enke, mor til Marco IV, svigerinde til Fyrst Alonzo Fyrst Alonzo, Venedigs regent Lady Eleanor, Giuliettas kusine og anstandsdame Marco III, kendt som Marco den Retfærdige. Venedigs dybt savnede hertug, ældre bror til Alonzo og gudfar til Giulietta Medlemmer af det venetianske hof Atilo il Mauros, tidligere Lord Admiral af Middelhavet, den afdøde Marco IIIs rådgiver og leder af Venedigs hemmelige assassinere Lord Bribanzo, et af ti medlemmer af De Tis Råd, det indre råd der regerer Venedig under hertugen. Blandt byens rigeste mænd. Lady Desdaio Bribanzo, hans datter og enearving Sir Richard Glanville, cypriotisk udsending til Venedig, ridder af De Hvide Korsbæreres Orden Fyrst Leopold zum Bas Friedland, uægte søn af den tyske kejser. Hemmelig leder af Ulvebrødrene Patriark Theodore, Venedigs ærkebiskop, ven til Atilo il Mauros Dr. Hightown Crow, hertugens alkymist, astrolog og anatom A’rial, Hertuginde Alexas stregoi (hendes kæle-heks)
Atilos hus Iacopo, Atilos tjener, medlem af Assassinerne Amelia, en nubisk slave, medlem af Assassinerne Toldkontoret Roderigo, Doganas kaptajn. Fattig, eftersom han nĂŚgter at tage imod bestikkelse Temujin, hans halvmongolske sergent Gadetyve Josh, femtenĂĽrig bandeleder Rosalyn, hans trettenĂĽrige kumpan Pietro, Rosalyns lillebror
Del 1 … hvilket helvede af trolddomskraft I blot en enkel tåres lille sfære … William Shakespeare – A Lover’s Complaint
Venedig, tirsdag den 4. januar 1407 1 Drengen hang nøgen ned fra trævæggene med lænker om det ene håndled og begge ankler. Han havde kæmpet i dagevis for at befri sin venstre hånd, men brændt sig på de rødglødende sjækler når han sled for at trække sine fingre fri. Bestræbelserne havde gjort ham udmattet og – hvis han skulle være helt ærlig – ikke bragt ham i nogen bedre situation. “Hjælp mig,” tiggede han. “Jeg vil gøre alt, hvad I beder mig om.” Hans guder forblev tavse. “Jeg sværger. Mit liv tilhører jer.” Men hans liv tilhørte dem under alle omstændigheder. Selv i dette lukkede rum, hvor hans lunger sved for hvert åndedrag, og luften blev mere og mere sur. Guderne havde overladt ham til døden. Det ville have hjulpet, hvis han kunne huske deres navne. Nogle dage tvivlede han på, at de fandtes. Og hvis de gjorde, tvivlede han på, at de bekymrede sig om ham. Drengens raseri over skæbnen var blevet til bitterhed og fortvivlelse for siden at blive til falsk håb og fornyet raseri. Måske manglede der en sindstilstand, men han havde været igennem alle dem, han kendte. Det sved i hans kød, når han trak i håndledet. Hvad end det var for en magi hans fangevogtere anvendte, så var den stærkere end hans vilje til frihed. Kæderne, de havde lænket ham med, var nye og boltet solidt fast til muren. Hver gang han tog fat i en kæde for at rykke i den, sydede hans fingre, 14
som om en torturbøddel pressede hvidglødende jern mod hans hud. “Kære guder,” hviskede han. Som om han kunne smigre guderne til at glemme hans forudgående fornærmelser. Han havde skreget af guderne, forbandet dem, påkaldt sig hjælp fra dæmoner. Tigget om hjælp fra et hvilket som helst menneske, der måtte høre hans fortvivlede råb. En del af ham havde lyst til at begynde at skrige igen. Blot for den udfrielse det ville give. Men han havde allerede skreget sig hæs for flere dage siden. Hvem skulle desuden finde vej til hans groteske, lille, dørløse celle? Og hvis nogen gjorde, hvordan skulle de så komme ind? Mord. Voldtægt. Forræderi … Hvordan gjorde man sig ellers fortjent til at blive muret inde i levende live? Hans forbrydelse var et mysterium. Hvad var ideen med at straffe en fange, som ikke kunne huske, hvad han havde gjort? Drengen havde ingen erindring om sit navn. Ingen erindring om, hvorfor han var spærret inde i et rum, der ikke var meget større end en kiste. Ikke engang nogen erindring om, hvem der havde anbragt ham her. Gulvet var dækket af jord og tilsølet af hans afføring. Det var flere dage siden han havde haft behov for at pisse, og hans læber var revnede som tørt mudder og hudløse, når han prøvede at fugte dem. Han havde næsten lige så desperat brug for søvn som for frihed, men hver eneste gang han døsede hen, sved hans lænker, og smerten gjorde ham lysvågen igen. Han havde gjort noget forkert. Noget meget forkert. Så forkert, at ikke engang døden ville tage ham i sin favn. Hvis bare han kunne huske hvad. Du har et navn. Hvad er det? 15
Ligesom håbet og friheden, forblev også dét utilgængeligt. I de efterfølgende timer svævede drengen på en febertærskel. Til tider var han nærværende, men det meste af tiden befandt han sig i en hærget ødemark inde i sit kranium, dér hvor hans erindringer skulle have været. Det eneste, han oplevede derinde, var skygger, som vendte sig bort fra ham, og stemmer, som han ikke kunne høre tydeligt. Vær opmærksom sagde han til sig selv. Lyt. Og det gjorde han så. Det, han kunne høre, var stemmer bag trævæggene. En forsamling, lød det til, som skændtes. Og selvom han ikke hørte det som meget mere end en hvisken, fortalte det ham, at de talte et sprog, han ikke kendte. Én stemme bjæffede en ordre, en anden protesterede. Og så var der noget, der bankede ind i væggen lige foran ham. Det lød som en økse eller en hammer. Det andet brag var endnu hårdere. Så kom der et tredje, og hans træverden splintredes, idet frisk luft fór ind, mens ildelugtende luft fór ud. Lyset, der kom ind gennem den smalle sprække, var blændende. Som om guderne alligevel var kommet efter ham.
16
Sensommeren 1406 2 Næsten fire måneder før drengen vågnede op og indså, at han befandt sig i et lufttæt træfængsel, havde en ung venetiansk pige skyndt sig af sted langs et faldefærdigt fondamenta i den nordlige ende af sin hjemby. Nogle steder i denne besynderlige by var fortovene langs bredderne bygget af tegl eller endda sten. Men dette var af tørt slam oven på tilspidsede træstokke, der var hamret ned i lagunens dynd. Efter solnedgang var det ikke sikkert at færdes nogen steder i Venedig, især ikke hvis man var femten år gammel, ugift og langt væk hjemmefra. Men den rødhårede pige på fondamentaet håbede, at hun ville nå ud til sydekarrene i tide. Hun havde planer om at bede om lov til at komme ombord på en pram, der sejlede salt til fastlandet. Hendes vinrøde kjole var støvet og svedplettet. Selvom hun kun havde gået i en time, var hun kommet til en helt anden verden. En verden, hvor silkekjoler tiltrak misundelige blikke. Hendes ældste kjole var stadig finere end de bedste i denne campo gheto. Hendes håb om at forblive ubemærket brast, idet en lille gruppe børn trådte frem fra skyggerne. Lady Giulietta åbnede sin kappe og trak en guldmedaljon frem, som hun bar rundt om halsen. “Tag den her,” sagde hun. “Sælg den. I kan købe mad for den.” En dreng med en kniv vrængede af hende. “Vi stjæler mad,” sagde han. “Det behøver vi ikke din medaljon for. Du er ikke herfra, hva’?” Giulietta rystede på hovedet. 17
“Jøde?” “Nej,” sagde hun. “Jeg er …” Hun skulle lige til at sige … noget tåbeligt, sandsynligvis. Det var en tåbelig dag. Det var tåbeligt at være her. Det havde været tåbeligt at stoppe op. Overhovedet at forholde sig til drengens spørgsmål var tåbeligt. “Jeg er ligesom jer,” sluttede hun dorsk. “S’fø’li’ er du det,” sagde han. Latter på begge sider af hende. “Hvor har du egentlig den her fra?” “Min f …” Hun nølede. “Frue.” “Du har stjålet den,” sagde en mindre dreng. “Det er derfor, du er på flugt. Vægterne er nogle væmmelige karle. Du må hellere komme med os.” “Nej,” sagde Giulietta. “Jeg må hellere komme videre.” “Du ved godt, hvad der sker, hvis vægterne får fat i dig?” spurgte en pige. Hun trådte frem og hviskede i Giuliettas øre. Hvis bare halvdelen var sandt, ville én på Giuliettas alder være bedre stedt med at tage sit eget liv end at blive fanget. Men selvmord var en synd. “Og hvis vægterne ikke tager dig, så …” Den yngste dreng klappede i, da lederen sendte ham et blik. “Se dig omkring,” sagde han skarpt. “Det er ved at blive mørkt. Hvad har jeg sagt?” “Undskyld, Josh.” Den store dreng gav ham én på hovedet. “Vi bruger ikke navne, når der er fremmede til stede. Vi taler ikke om … Ikke når det er ved at blive mørkt.” Han vendte sine stirrende øjne mod pigen, som stod ved siden af ham. “Jeg skiller mig af med ham. Jeg sværger. Vil blæse på, han er din bror.” “Så tager jeg med ham.” “Du tager ingen steder,” sagde Josh. “Du hører til her. Også dig,” sagde han til Giulietta. “Der er en ruin af en campo nede mod syd. Vi skal nok nå derned i tide.” 18
“Hvis vi er heldige,” sagde pigen. “Vi har været heldige indtil nu, har vi ikke?” “Indtil nu, men ikke længere,” sagde en skygge bag dem. Stemmen lød gammel og træt som en tør vind, der blæste hen over et støvet loftsrum. Idet han trådte frem, blev skyggen til en maurer klædt i adskillige grå nuancer. Han havde et velplejet skæg, der understregede hans magre ansigt, og et blik som en livstræt soldat. Over hans skulder hang et sværd. Ved begge hans hofter stak stiletter frem. Som det sidste opdagede Lady Giulietta armbrøsten. Lillebitte, næsten som et stykke legetøj med pile, der havde modhager, og ikke var større end én af hendes fingre. Med et syrligt smil sigtede maureren med sin armbrøst mod Joshes strube, før han vendte sin opmærksomhed mod den unge kvinde, han havde skygget. “Frue, det her er ikke passende …” “Ikke passende?” Med knyttede næver bekæmpede Lady Giulietta sin vrede. Hun var blevet vant til at holde den tilbage, når hun var blandt andre, men hun råbte og skreg over sit forestående bryllup, når hun befandt sig bag lukkede døre. Hun var to år ældre end hendes mor havde været, da hun blev gift. Adelige piger blev gift når de var tolv og indfandt sig i deres ægtemænds senge, når de fyldte tretten – somme tider en smule senere. Mindst to af Giuliettas veninder havde allerede børn. Hun havde fået klø for ikke at gifte sig frivilligt. Var blevet sultet, låst inde i sit kammer. Indtil hun annoncerede, at hun ville tage sit eget liv. Da hun fik at vide, at det var en synd, svor hun at dræbe sin mand i stedet. Så var det, at tante Alexa, den afdøde Hertug Marco IIIs enke, havde rystet sørgmodigt på hovedet, bedt om noget varmt vand og tilsat fermenterede blade for at lave en beroligende drik til sin 19
niece. Mens onkel Alonzo, hertugens yngre bror, havde trukket Giulietta til side for at sige, at det var interessant, at hun skulle nævne det… Da blev hendes verden et mørkere og mere væmmeligt sted. Ikke blot skulle hun giftes med en fremmed, hun aldrig havde mødt. Hun måtte lære, hvordan hun skulle slå ham ihjel, når brudesengen var redt. “Ved De, hvad de vil have mig til at gøre?” “Frue, jeg har ikke …” “Selvfølgelig ikke. De er bare en køter, der er sendt ud for at snuse byttet op.” Hans øjne gnistrede, og hun smilede. Han var ingen køter, og hun var intet bytte. Hun var Lady Giulietta dei San Felice di Millioni. Rigsforstanderens niece. Den nye hertugs kusine. Hertuginde Alexas guddatter. Hele hendes eksistens var defineret af hendes familieforhold. “Sig, at De ikke kunne finde mig.” “Jeg har været i hælene på Dem, siden jeg så Dem stikke af.” “Hvorfor?” spurgte hun indtrængende. Hun havde ikke følt sig overvåget indtil for en halv time siden. Hun kunne ikke begribe, at han havde ladet hende rejse alene tværs gennem Venedig vel vidende, at han måtte stoppe hende, før hun kunne flygte til fastlandet. “Jeg tænkte, De måske ville vende om.” Giulietta gned sine tindinger og ønskede, at de havde sendt en ung officer, hun kunne råbe ad, eller forlokke med sine – om end sparsomme – ynder. “Hvordan kan jeg gifte mig med en mand, jeg ikke en gang har mødt?” “De ved …” Giulietta stampede i jorden. Hun havde forstået. Alle døtre var værdigenstande. Adelsdøtre i særdeleshed. Der var bare det, at … Måske havde hun læst for mange digte. Hvad hvis der var 20