Visir # 79 by Kasernebladet VISIR

N r .

7 9

m a j

2 0 1 7

Redaktion Mette Grandahl Jeppe Lauridsen Emilie Winther Jensen Nana Nikoline Boller Sidsel Finderup Mia Oliviarius Nielsen Ida Marie Christensen Forsidelayout Adresse Emilie Winther Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir kasernebladetvisir@gmail.com Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 27. september Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge eksemplarer/billetter m.m. inden

anmelder-

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Magi i luften

Visir har brug for dig!

6 7

Redaktionen anbefaler Redaktionen anbefaler ikke

Oplæg til næste nummer Rejsen

Tema: Magi Folderhistorie Udfør vaskeægte magi med dette trylletrick! Samfundskritik skinner igennem magien: Skønheden og Udyret, Rebecca Hilmer Hverdagsmagi, Emma Ruth Kjærsgaard The Modern God, Rasmus Gissel Moon, Rebecca Hilmer Magiske oplevelser, og hvor du finder dem, Mette Grandahl The Fortress, Nana Nikoline Boller Warring, Rasmus Gissel Genrer og historierefleksioner i Morten Ramslands roman Æg, Mathias Overgaard Raven, Rebecca Hilmer

31 34 36 37

Anmeldelser Sorgens poetik, Mathilde Ravn, Melvang Med fett hår og slitte sneakers, Karoline Schwartz Hvingelby ARBEIDSNEVER, Karoline Schwartz Hvingelby Forbandede skæbne, Nana Nikoline Boller

39 42

Arkivguld VISIR#68: Tidens iscenesættelser, Berit Højbjerg VISIR#65: Klummer, Therese Løbner

9 10 12 14 16 19 20 22 26 28

Visir # 79

Leder

Magi i luften Foråret har endnu engang ramt Kasernen. Fuglene synger, træerne og blomsterne er så småt sprunget ud, der dufter lysegrønt af nyslået græs og eksamensperioden truer lige om hjørnet. Ja, man kan rigtig mærke, at der er magi i luften! Efter en produktiv og hyggelig workshop i begyndelsen af april, med kreativitet på højplan og masser af kage og kaffe til lyden af magisk musik i baggrunden, er vi i redaktionen nu klar med endnu et nummer af VISIR, der denne gang rummer vaskeægte magi i form af essays, noveller og anmeldelser.

Visir # 79

Magi er mange ting: Alt lige fra eventyr og folkeviser til Harry Potter eller rollespil. Ja, selv chokolade eller en perfekt stegt bøf kan være magisk! Tænk på Gandalf, Elsa eller Jon Snow, Kasernen på en smuk og solrig forårsdag, et utroligt trylletrick eller en uforglemmelig koncertoplevelse.

Magien gemmer sig i hverdagens duft af rent sengetøj eller udfolder sig i læseglædens rus. I dette nummer af VISIR har vi modtaget mange gode bud på, hvor man kan finde magien. Vi har modtaget alt lige fra magiske essays, fantasifulde noveller og gode anmeldelser. Derudover giver vi i redaktionen en anmeldelse af korttricks, som du, kære læser, selv kan afprøve derhjemme. Hvis du mangler lidt magi i hverdagen eller blot føler trang til mere, så læs trygt videre. God læselyst!

Leder

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com

Visir # 79

Magi

Anbefaling

Sommeranbefalinger Redaktionen anbefaler Cykelhjelme – især i funky farver eller med mariehøneprint

•

Regntøj og paraply

•

En tur til Rømø, Samsø eller Tunø

•

Iskaffe på LYNfabrikkens tagterrasse

•

At glæde sig til at Letbanen kører – selv hvis du hellere vil cykle, vil du ikke gå glip af at høre Jørgen Leth annoncere stoppene

•

Altid at have kort på sig – så er man klar til korttricks når som helst

•

AROS’ nye udstilling: The Past

•

Hjemmelavet isté

•

Buzzfeeds elendige quizzer så du ved præcis hvilken Disney-prinsesse du er

•

David Attenboroughs stemme til at kurere tømmermænd

•

P6 Beat elsker-podcast

•

At se den nye sæson af Game of Thrones d. 17. juli!

•

VISIRs magiske playliste (find den på Ida Marie Christensens Spotify-bruger!)

•

At skrive til VISIR!

Visir # 79

•

Anbefaling

Magi

Sommeranbefalinger Redaktionen anbefaler ikke •

Regndans – det er tid til solskin!

•

At smide affald på veje og i naturen

•

At spise en hel pose Halls på under et døgn – der er ingen grund til også at få ondt i maven

•

Undervisning på kapsejladsdagen

•

At glemme sit pas

•

Lunkne øl

•

For meget chili på pizza

•

At glemme at tage en god bog med i sommerhus

•

At komme hjem til rådne madvarer i køleskabet fordi man glemte at tømme det inden ferien

Visir # 79

Oplæg til næste nummer

Rejsen Næste nummer af VISIR handler om rejsens mange afskygninger og dens universelle natur. Hvad end det er et ledemotiv i ethvert liv, en kunstnerisk rejse, en spirituel færd eller en solcreme- og buffetbefængt chartertur, så kalder temaet på udforskning og opdagelse. Og her kommer I ind i billedet, kære kasernitter. Hvilken rejse har du været eller skal du på? Skal du på en H.C. Andersensk færd og rejse for at leve, se op fra din halvslidte Kerouac-bog og ud af togvinduet forgabe dig i det forbipasserende bjerglandskab? Skal du på en fiktiv rejse ind i jordens indre, eller rundt om den på firs dage? Har du gennemgået en rejse i dit liv, eller har du bare lyst til at fortælle om din sommerferie? Uanset hvad, vil vi meget gerne høre fra dig! Der er også masser af nyt at anmelde for de mindre inspirerede: Moesgaard Museums nye udstilling, der meget passende hedder ”Rejsen”, Patrick Ness’ nye ungdomsbog Release, AROS-udstillingen ”The Garden”, Rigmor Kappel Schmidt nye oversættelse af Julio Cortázars Hinkeleg eller noget helt andet. Skriv til os angående anmelderbilletter og/ eller –eksemplarer.

Visir # 79

Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er 27. september

Folderhistorie

Magi

Dværgen, Emilie, Jeppe og Dragen Af Redaktionen, Visir

D. 5. april inviterede VISIR til kreativ workshop på Kasernen. Blandt mange bidrag der blev til den aften, kom også denne folderhistorie, skrevet af de tilstedeværende. Stemmer lød inde fra Kasernecaféen, mumlende, konspirerende. For en udefrakommende lignede den oplyste, gamle bygning sig selv. Men noget var på færde: magi var i luften. Små gnister, måske stjernestøv, forduftede i luften, men efterlod et spor ind af døren. Inden for døren sad en dværg og legede med en yoyo. Emilie fløj rundt på en gulvmoppe, kastede besværgelser på passive kasernitter, men blev endelig overmandet og brændt bålet. Hendes asker steg til vejrs, og dragen, som Jeppe red på, udnyttede dette. Men det var også typisk Jeppe, tænkte dragen, at han absolut skulle tvinge dragen til at udnytte alle begivenheder – glædelige som sorgfulde – til sit eget bedste. Nu havde dragen dog fået nok! Det var tid til at slippe ud af Jeppes jerngreb og flyve på egne vinger. I overført betydning, selvfølgelig, for dragen fløj jo altid på egne vinger, rent fysisk. ”Hvordan slipper jeg af med Jeppe?” tænkte dragen. ”Han stopper jo aldrig med at snakke!” Dragen var ved at være godt træt af at høre på Jeppes ævl, så den begyndte at udtænke en snedig plan, som skulle gøre en ende på den evige talestrøm. Apropos dette, så var Jeppe i fuld gang med at snakke om kognitiv metaforteori, og dragen besluttede sig for, at NU skulle den af med Jeppe. Dragen begyndte at sætte i løb for derefter at flyve højt til vejrs. Den kastede Jeppe op på sin ryg og udstødte et højt og flammende brøl. Jeppe klamrede sig til dragens skællede ryg og nød ikke ligefrem turen. Den var dog kortere, end han frygtede. Dragen landede brat, og Jeppe faldt ned på jorden. Dragen vendte sig i mod ham og nikkede. Det var ikke ondskab, han så i dens øjne. Det var venlighed og nærmest et varmt farvel.

Visir # 79

Oplæg til næste nummer

Udfør vaskeægte magi med dette trylletrick! Af Redaktionen, Visir

Forberedelse: Find de fire konger samt tre vilkårlige kort i bunken.

Visir # 79

Forberedelse: Gem de tre vilkårlige kort bag kongen længst til venstre

Nu er du klar til at udøve magi med dette set-up og nogle gode fortælleevner. Fortæl at disse fire konger, efter mange års planlægning, vil røve en bank. Placér kortene på toppen af bunken således at de tre vilkårlige kort lægger øverst, og beskriv med indlevelse og en god fortællerstemme, at kongerne nu har indtaget banken.

Folderhistorie

Magi

Fordel de tre øverste kort, som om de var konger, i bunken, mens du fortæller dine utallige tilhørere hvordan kongerne nu fordeler sig på de forskellige etager af banken.

Vis det fjerde kort, den første konge i bunken, og fortæl hvordan denne konge vogter indgangen.

Visir # 79

UH OH! POLITIET! Fortæl med skræk og rædsel i stemmen at politiet kommer, og at den fjerde konge, ham som vogter indgangen, råber efter sine kumpaner. De tre konger i bygningen vil nu bevæge sig gennem kortbunken, mod indgangen. Hold en kunstpause for dit nu fuldstændigt opslugte publikum, og påvis derefter hvordan de fire konger er samlet ved indgangen igen.

Magi

Anmeldelse

Samfundskritik skinner igennem magien: Skønheden og Udyret Af Rebecca Hilmer, æstetik og kultur

Disney har fuldstændig kopieret endnu en af deres klassiske film – alligevel forfører de endnu engang med deres særlige magi. Man må håbe på, at eventyrets politiske tanker når ud gennem glimmeret.

Visir # 79

Disney lever i disse tider højt på en genfilmatiseringsbølge, og nu er turen nået til den næste klassiker i rækken: Skønheden og Udyret. Den originale version var den første animationsfilm, der blev nomineret til Oscar for Bedste Film, og den havde allerede dengang mere historie på hjertet og en samfundskritik, der stak lidt dybere end så mange af de andre Disney klassikere. Nu kommer den samme fortælling én gang til, hvor skuespillerne af kød og blod næsten er den eneste forskel. Hvorfor er den nødvendig? Jeg er kommet frem til; den stærke heltinde, den samfundsrelevante historie, og det jeg vil kalde vaskeægte Disneymagi. Provinsen møder storbykvinden Hovedpersonen Belle er den belæste og nytænkende kvinde, som ingen mand behøver til at udfylde sit liv. Hun gennemlever filmens store tema – at se bag det overfladiske ydre. Hun er derfor ikke tiltrukket af den ellers smukke, men modbydelige Gaston, der ihærdigt forsøger at gøre hende til sin lille kone. Belle er nærmest skrevet som et moderne forbillede for yngre piger. Hun venter ikke på, at lykken finder hende. I stedet læser og opfinder hun og har store fremtidsdrømme om livet uden for den trygge, provinsielle boble. Belle er storbylivet, der møder provinsen, den lærte og boglige, der møder det praktiske folk på landet. Forskellene imellem de to er skarpt trukket op og ender med en kollision, hvor landsbyen ud fra fordomme angriber det udstødte udyr. Det kan næsten ikke blive tydeligere, at filmen ikke blot kommenterer samfundsproblematikken i splittelsen

mellem land og by, som i de seneste år har vist sig stærkt i USA, men også direkte skriver sig ind i den meget aktuelle raceproblematik. Folkene på landet lader sig skræmme af det fremmede, mens Belle alene gennem indsigt og åbenhed lærer, at der under overfladen gemmer sig mere. Det er et elskværdigt og ikke mindst vigtigt budskab, Disney finder frem i gemmerne til nutidens USA, og som med filmens blockbusterpotentiale kan nå ud til mange amerikanere. Et glansbillede i bevægelse Disney folder disse vigtige budskaber ud, som Disney nu engang gør det bedst; g e n n e m r e n m a g i . Filmens univers er perfekt iscenesat til mindste detalje, som var der et strøg af glimmer svøbt hen over hver eneste scene. Selvom den ikke er animeret, føles dens verden næsten lige så uvirkelig, som hvis den var. Et stort musiknummer i filmens start viser perfekt hvad der er tale om. Der er ikke lagt skjul på, at den lille landsby ikke er andet end en utrolig ren og poleret kulisse, hvor alle de hårdtarbejdende folk har kridhvidt tøj på, hvor himlen er så blå, at det næsten gør ondt i øjnene, og hvor der mirakuløst ikke findes skygger, men blot behageligt solskinslys der følger Belle, hvor end hun går. Det er et glansbillede, der bevæger sig; så perfekt instrueret, opstillet og udført at det er lige på grænsen til at blive så karikeret, det ikke længere føles ægte. Disney redder den på simpelthen at være Disney. De har en opskrift på film, som nærmest tilgiver sig selv. Det bliver ligegyldigt at de ekstra sange og unødvendige forhistorier gør filmen lidt

Anmeldelse

Magi

for lang, at humoren stadig nogen gange er mænd i dametøj, og at Emma Watson nok aldrig går over i historien for sit skuespil. Med Skønheden og Udyret på plakaten er vi ikke blevet lovet mere end det, den lige præcis er; et eventyr. Derfor er iscenesættelsen perfekt til lige præcis det. Gennem farveladen og de smukke opsætninger bliver vi taget i hånden som et lille barn igen og forført gennem en verden, hvor tid og rum ikke hænger sammen, hvor alle bryder ud i kæmpe sange, og hvor romantikken sejrer. Det er eventyrets magi, og det er den magi, som Disney kunne forføre tusinder af små piger med i deres storhedstid og højst sandsynligt tusinder af dem igen i dag. Faren ved at få kastet glimmer i øjnene i to timer er, at man glemmer at få øje på de dybere ting, eventyret kan fortælle os. Ikke desto mindre når denne film ud til højst sandsynligt mange yngre mennesker, hvor dens eventyrlighed kommer til at gå lige i hjertet. Måske får de lyst til også at være, tale og tænke som Belle og se skønheden i ethvert udyr, de møder. I så fald har Disneys magi sejret.

Bill Condon Skønheden og Udyret 16. marts 2017

Visir # 79

Magi

Essay

Hverdagsmagi

Et essay om magi i hverdagen og hvor den findes Af Emma Ruth Kjærsgaard, æstetik og kultur

Hvordan kan der være magi i livet, når man nægter alt overnaturligt at eksistere? Det handler vel som alt andet om perspektiv; om øjnene, der ser. For måske er hverdagen mere magisk end som så. Måske var det magi, da playlisten nærmest på sekundet skiftede til Smooth Operator, da man gik ind i butikken. Måske var det magi, da man en ganske fredelig lørdag eftermiddag pludselig blev udsat for sit livs bedste chokoladekage. Det var egentlig også et ganske magisk øjeblik, som man sad på bænkene foran Studentercaféen og nød en Corona på den dag, foråret for alvor brød igennem. Hver eneste gang vi betragter en solnedgang fra strandkanten og langsomt ser himlen skifte fra blå til sart lyserød for til sidst at blive helt mørk – hver eneste gang føles det som noget særligt og ret magisk. Og måske var det magi, den dag vores mødre fødte os. Hvorfor taler vi ellers om the miracle of birth – når nu det sker hver evig eneste dag? Måske er det netop fordi de allerstørste ting i livet også er de mest banale. Der bliver født nye børn hvert eneste sekund, og alligevel er det næsten magisk og i hvert fald et mirakel, hver eneste gang det sker. Hvert forår forundres vi over naturens magi. Lyset kommer tilbage, græsset bliver grønnere og vi trækker vejret lidt dybere, lidt længere. Aahh. Hvert år på den første solskinsdag flokkes vi omkring den spanske trappe foran Cross Café, som var det første gang vi mærkede solen på kroppen. Og selvom vi gør det hvert eneste år, føles det lige magisk år efter år, som et sandt mirakel.

Visir # 79

Det samme sker, når man sidder i flyet. Man har iført sig sine blødeste bukser, man er klar til at sidde ned time efter time. Man har længe mentalt forberedt sig på den tvivlsomme flymad. Med tanke på de paradislignende tilstande, der venter for enden af turen, bliver det hele lidt mere tåleligt. Flyet er på vej til at lette. Det kører ud på banen og på få sekunder kommer det hurtigt op i fart, og pludselig letter det. Nogle gange lidt klumpet, men i luften, det kommer det (næsten) altid. Når man aldrig rigtig har forstået det med matematik eller fysik, så føles det faktisk magisk, hver gang man sidder i en flyvemaskine og oplever det lette. Hvordan fungerer vingerne? Magi. Hvordan letter det overhovedet? Magi. Helt ærligt. Flyet vejer jo så meget, at man næsten ikke kan forholde sig til det. Hvis man nogensinde har været en hestepige, der var bare en smule vild med Pippi, har man også på et tidspunkt i sit liv forsøgt at løfte den stakkels pony, hvorefter man nedslået har måttet sande, at man altså på ingen måde var i nærheden af at være verdens stærkeste pige. Hvis man så forestiller sig, at et fly vejer sådan cirka tusind gange så meget som pågældende pony, ja, så er det faktisk ganske umuligt at forstå, hvordan et fly overhovedet kan komme på vingerne. Hvordan det kan svæve så uproblematisk langt over jordens overflade? Det må være magi. For når min lillebitte menneskekrop ikke engang kan holde sig selv oppe på en ribbe i gymnastiksalen, hvordan skulle et kæmpe stort fly så kunne svæve? MAGI!

Essay

Magi

Visir # 79

Magi

Novelle

The Modern God Af Rasmus Gissel, litteraturhistorie

Visir # 79

Apprentices scuttle everywhere, coming and going from the summoning chamber with various pages of paper and books in towering piles. Many of them carry bottles filled with powders, liquids, and other substances, yet others carry chalk, firewood, and other everyday items. There is no shortage of anything that might be needed for invoking rituals in the tower of Phalozz. Apart from the apprentices and everything they carry the summoning chamber is also filled with wizards and magicians of every rank, all of them hard at work. They have an important task to perform for their Master, who is busy elsewhere and have no time for lengthy rituals. As such it is up to all his devotees to perform this task and they all know, right from the lowliest apprentice to the highest grand magus, that their Master may show up at any moment to have a look at their results. Results which he will expect to be ready when he arrives. â&#x20AC;&#x2122;In the middle of the summoning chamber is a sphere of enchanted crystal big enough to contain a giant. The floor around the sphere has lines of chalk drawn all over it, lines that conjoin runes and symbols, which have likewise been scribbled on the floor. Candles and braziers are sprinkling sparks with long tails into the air while fumes of spirits are forming over blood-filled cauldrons. The scenery is reflected in gemstones which are perched on sacrificial altars, ready to give up their everything they are forevermore. Everything is going according to plan. All that needs to be done now is complete the ritual. Grand magi shout orders and instructions to everyone else in the summoning chamber. The time is nigh, and everyone has to be on their spots lest everything goes wrong. Once everyone is in position the grand magi themselves poise for the crucial moments. An incantation begins to fill the summoning chamber, beautiful as an uncanny aesthetic. It is an incantation with elfish tunes from the deepest forests, with growls from the battlefields of the orcs, and with the power of dragon fire behind the words. The symphony of magic reverberates through the summoning chamber, and as the magicians wave their arms in unison, as their pointing fingers emit their very essence to feed the ritual, the world begins to rumble and Phalozz shakes as if it is about to erupt and burst with power. The blood leaves the cauldrons and merges with the chalk lines while the fire of the candles and braziers swell in size, allowing demons to leer out from inside the flames whence they are watching the gemstones with green, gold-specked eyes. The crystal sphere in the middle of the summoning chamber begins to glow as a squall of providence is forced through the cosmos, up through Phalozz, and into it. Then, in an instant, everything prepared for the ritual, but the sphere itself, and the magicians who are performing it is absorbed into the sphere, trapping all of it inside its depths together with the squall. All which is trapped inside the sphere swirls and warps until it becomes a single mass which implodes on itself, thereby signalling the completion of the summoning. Once the deed has been conceived, Phalozz stops shaking and relaxes once again. Many an apprentice fall on the spot, some in spasms, others unmoving. All the sorcerers in the summoning chamber have sweat pouring from their bodies and their muscles are aching from the just finished exercise. Still, the grand magi have suffered most

Novelle

Magi

Visir # 79

of all. They will all need to rest for days, maybe weeks, due to the strain it caused them to shoulder the biggest part of the magical forces that were channelled for the ritual. The door to the summoning chamber slams open and a steward steps in, out of breath and sweating almost as much as those who just performed the ritual. “H-he’s here! The Master is home a-and expects to see the r-results of your labour.” The grand magi scurry towards the sphere, seeking to know if the ritual was successful. They all look inside the sphere and the sight they see fills them with horror. “What are we gonna do? What are we gonna do!?” “We’ll have to report failure. This is all wrong, it’s not what we tried to summon at all, it’s just—“ “Silence! All of you,” says the curator of Phalozz, highest ranking of the grand magi. “Stop this nonsense. Minds together, right now, or we’re going to be late.” The eyes of the grand magi begin to glow as they link telepathically, allowing them to discourse in seconds what would otherwise have taken hours upon hours. A few of them fall to the ground, unconscious, because the strain of continually using magic after the ritual is too draining. The very moment they come to an agreement the telepathic connection ends and the curator walks out of the door. Several staircases down, the curator meets her Master. The Master is ascending the stairs, heading towards the summoning chamber, while speaking with a steward about everything that needs to be seen to in and about Phalozz. Once he sees the curator he slows down and invites her to join him. A staircase later, the steward is dismissed, having received ample directions regarding what needs to be seen to, and the Master’s attention is turned towards the curator besides him. “So, curator, what brings you to meet me down here? I suspected you’d be awaiting me in the summoning chamber in which I assigned you to commence the ritual.” “You see, Master, the other grand magi and I conversed after the ritual was completed and we thought it most prudent that I contacted you immediately. You see, we’re not completely sure of what happened, although we are sure that we followed your instructions to the letter, and nothing which is to be found in the books indicate that we should have failed either, yet there is a little something, a small—“ “If it’s important enough for you to meet me down here then spill it. Why’d you think I let you handle the ritual?” “As you say, Master. See, the problem is that we’re not sure what went wrong, but we doubt not that something is amiss. You asked us to summon a god, and I cannot say that such an entity seems to have appeared within the enchanted crystal sphere prepared to imprison it.” “And you’re sure you followed my instructions exactly as I gave them? You’re sure that you messed nothing up or misread something in one of the books?” “Absolutely. Would I—or anyone here—ever dare to dismiss your orders in the slightest? Would I ever dare not to accomplish whatever task you give me?” “Very true. Well, I’ll be the judge of whether what you’ve summoned is a god or not. Let’s hurry, I’m a busy man.”

Magi

Novelle

Visir # 79

With those words the conversation ends and they ascend the many staircases of Phalozz. Ages of steps later, they reach the level of the tower which holds the chamber used for ritual summoning. They step through the door and into the summoning chamber, now devoid of everyone who occupied it during the ritual, where the crystal sphere still glows in the middle. “Judge all you want,” says the curator. “If you’re disappointed I’ll of course step down as curator of Phalozz. I could never hold this post with the shame of having disappointed your trust.” Hat barely hears her. He walks towards the sphere, craning his neck upwards, tilting it from side to side to get a good look at whatever is trapped inside of it. He touches the sphere with his hands, caressing it, and leans in close to gaze at its insides. He lifts a hand and, with a jolt of lightning, cracks the sphere open, much to the disbelief and fright of the curator, and reaches inside of it. An enchanted crystal sphere is not easy to come by, and even the Master cannot stop a god once it escapes its prison. Nothing seems to be right. Then the Master laughs, breaking the curator’s crestfallen reverie, replacing it with confusion. “Brilliant! Magnificent! You’ve outdone yourself!” he says. “I admit that this isn’t what I was hoping for, or what I thought it would be, but nonetheless it is amazing! Come! Come and watch the god you’ve summoned—for it is indeed a god, but one which has no power here. After all, materialism means little to the likes of us, or else we would probably have been doomed by the ritual, enchanted crystal sphere or not.” The curator comes closer, confusion still her reigning emotion, but does not reach the shattered sphere before the Master turns around. Between his forefinger and thumb he holds a single golden coin.

Illustration

Magi

Moon

Af Rebecca Hilmer, ĂŚstetik og kultur

Visir # 79

Magi

Essay

Magiske oplevelser, og hvor du finder dem Hvordan jeg kom tilbage fra et hårdt tilfælde af mangel på læselyst Af Mette Grandahl, litteraturhistorie

Trods et ikke overlagt Rowling-ordspil, som dog er en glædelig tilfældighed de magiske omstændigheder taget i betragtning, handler nedenstående ikke om Harry Potter. Så hvis du, kære læser, regner med endnu et kritisk essay, der kommenterer på kønsstrukturerne i det elskede YA-univers, må jeg skuffe dig. Hvad dette essay dog har til fælles med en Harry Potter-besættelse, er fokus på fantasy-genren. Der, hvor der er plads til magi og overnaturlighed. Det kommer til at handle om Det Gyldne Kompas af Phillip Pullman. Eller… Det vil sige, det kommer til at handle om at læse Det Gyldne Kompas som en læseredningsaktion. Læsegenoplivning. Eller en litterær saltvandsindsprøjtning. Jeg mistede min læselyst. I virvaret af bachelorprojektsfortvivlelser og tilvalgsskepsis, skriveblokader og Journalistisk For-fucking-midling, tabte jeg min læselyst. I hvert fald den læselyst, der fokuserer på andet end programbeskrivelser på Netflix og hashtags på Instagram. Sørgeligt lyder det, og ekstra sørgeligt er det, når man gerne med stolthed vil kalde sig litteraturhistoriestuderende. Jeg opdagede, at læselysten manglede, da jeg langt om længe havde afleveret bacheloropgaven og juleferiens vante, salige ro og stearinlyshygge nærmede sig. Da jeg pludseligt bemærkede, at den ikke var dér, hvor den plejer at befinde sig, var jeg knust. Det var som at mangle min højre arm. Eller min iPhone. Forfærdeligt.

Visir # 79

Jeg åbnede bog efter bog og forsøgte med flere af mine yndlingsforfattere. Men både Murakami og Fitzgerald måtte skuffe. Kun en enkelt side kunne min koncentration holde til, før ordene i stedet begyndte at danse på siden for derefter at glide af papiret og samle sig i en trist pøl af sort øv for fødderne af mig. Jeg frygtede, at jeg havde mistet den for altid. For hvor er det lige, man går ud og finder en anden? Præcis som en vellykket surdej var min læselyst blevet opbygget, næret og kælet om i årevis. Siden 1999 for at være helt præcis, hvor jeg for første gang bad min mor om at hjælpe mig med at lære at læse, selvom vi ikke var begyndt på det i skolen endnu. Hvordan får man en ny?

Hvad jeg dog senere skulle erfare, er, at læselyst, ligesom evnen til at cykle, ikke er noget man glemmer. Jeg var bare nået til min læserejses tur op ad Hjortensgade i femte gear. Cykelturen bliver som bekendt lettere, hvis man skifter til et lavere gear (selv foretrækker jeg første…). Derfor lagde jeg de tungere drenge på hylden for en stund og kastede mig over noget andet. Heldigvis for mig var dette samtidig med, at min veninde var ved at rydde op i sin bogreol. Blandt lyserøde, glittede tøsebøger og kogebøger med løfter om en flad mave på otte uger lå Pullmans triologi. En dansk hardback-udgave, og bind 1 indeholder endda med billeder fra filmen – hvor heldig kan man være? Normalt foretrækker jeg og anbefaler klart alle til at læse bøger på originalsproget, hvis det er muligt. Men i netop dette tilfælde fungerede det rigtig godt for mig, at bøgerne var på dansk og derfor mindede den mig om utallige læseoplevelser fra min barndom. Den-

Essay

Magi

ne fantasy-bog på dansk var mit første gear, og der kom bevægelse i læsningen igen. Jeg fortærede fortællingen om 11-årige Lyra og hendes eventyr med det magiske Nordlys som gennemgående wow-factor. Den glæde, jeg som barn og teenager havde ved fuldstændigt at leve mig ind i karakterernes liv og verden, var så genkendelig, at min læseglæde begyndte at vise sig igen. Jeg havde ikke forlagt den i bus 1A mod Trige eller et andet håbløst sted. Den havde bare forputtet sig i mit mentale rod. Min læselyst var blevet misvedligeholdt og havde brug for en hurtig genoplivning. Dette kunne ikke klares af noget drøjt og klid-agtigt. Mit tilfælde af læselystssvind krævede noget lækkert og letfordøjeligt, der var toppet med glasur og krymmel. Magiske oplevelser findes i bøger. Dette er mit budskab, og vil altid være det, når jeg gang på gang bliver konfronteret med at skulle redegøre for grundene til at læse bunker af bøger bare fordi. Det er magisk, også når trylleri ikke indgår i bogens univers, som tilfældet ellers er med Det Gyldne Kompas. Men siden denne saltvandsindsprøjtning er det lykkes mig at få sat gang i læsningen igen. Forskellige bøger, som længe har stået i min bogreol, fordi jeg engang gerne vil læse dem, er nu blevet åbnet. Og jeg formår at læse længere end prologen. Og det er sgu meget rart.

Visir # 79

Magi

Novelle

The Fortress

Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

It’d stood there for ages. The fortress. We weren’t sure when it had been built but it must have been eons ago. Had to be – no one could remember building it. No one could remember when there had been a field instead, flat land ripe for building a fortification. Flat land ripe for farming. No one farmed here. There wasn’t time. No one could remember when the fields had been green, either. That was something you said ‘green and ripe’. An odd thing, like the sky being blue. We never knew the sky to be anything but grey. And you get sick of it, watching the grey. Sick to the soul. Lots of people leave because of the grey. But there’s only one way to go, if you want to escape. The grey stretched everywhere. The grey came before the fortress, people say. I don’t know about that. I never believed them. But the fortress had stood there for ages. For millennia. Long before I was born. Long before the kid was born, long before our parents were even a thought in the minds of theirs. Made from sand, they said, and hardened over the years. Grains of sand turned to stone would crumble, but the fortress never did. No matter how much they tried to tear it down. It’d been used for many things over the years, the fortress had. A castle for a Queen. Training-grounds for footmen, a range for the archers. A perch birds could perch on, and shit on. I tried to tell the kid not to think about the fortress. But he wouldn’t let it go.

Visir # 79

I’d been in there once, inside the fortress. Never told the kid that. I was worried he’d take it as proof he could go in there, that anyone could go in there, and come back out alive. You couldn’t. But he might not believe that, and with so few of us left, I couldn’t lose him, too. I couldn’t. There wasn’t much to tell about the fortress, in any case. The insides, I mean. It was a fortress like any other, except for how it wasn’t. You’ve probably seen a fortress in your life, maybe only on a photograph – that’s still a fortress. You’ve seen a fortress; that one looks like this one. They all do. I hadn’t been very old. Younger than the kid was now. Seemed like there’d never been such a time, but when I thought about it, thought about it real hard, then I could remember it. That’s all the rest of us do these days. Remember. We’d thought about rebuilding the inside of the fortress at first, but in the end, no one had wanted to. When it was all done, when it was all gone, the few of us left didn’t want to think about the past. Except out here, all you’ve got is the past. We were left with nothing. The kid couldn’t accept that. Said there had to be something left, and if it wasn’t out here, then it had to be in the fortress. A logical conclusion. I told him to let it go. He didn’t. Kids these days are so stubborn. It wasn’t so bad before but hindsight is a… I don’t swear in front of the kid. That’s one rule from before I try to keep to. Words are important out here, with all the grey. Words matter when you don’t have food or shelter. Words, they fill your belly. Keep you warm.

Novelle

Magi

I’ve eaten entire dictionaries of words by now – never liked the taste before. Silence is golden, and all that. That was before. Now all we’ve got is silence, and I am starved for words. It wasn’t so bad before. I don’t tell the kid that, there’d be no point. He doesn’t remember before, he was too young. I was young, too, just old enough to remember. If I try real hard, then I remember. Remember papa swinging me around, remember mama chasing me down the sandy beaches and catching me with laughter, both of us falling into the ocean. Those parts weren’t so bad. I’d tried playing with the kid like that, but there was no more sand, no more beaches. No more ocean. There was just the fortress left, and we didn’t go into the fortress. Even if those things had been there, I don’t know if I could’ve gotten the kid to see the fun in the chase like that. Chasing was for hunting, it was for running for your life when the mudmen came for you. When the sky rained death. When the spiders, big as the kid, came crawling out of the underbrush. They were like the rest of us, all of them – looking for water. Plenty of water in the human body. Kid had cried the first time he’d seen the mudmen. I’d wanted to cry, too, truth be told, but someone had to get us out of there. I’d seen what the mudmen did to people they caught. That’d made me want to cry too. I’d done a lot to try and distract the kid from the fortress. We’d go out junking. Scrounging for trash no one had picked up yet. Could be dangerous but it kept us occupied, and some days, it kept us fed, too. We could sometimes find useful trash. Tin cans and bits of string. A pen, once. There was still ink in it. It hadn’t dried out.

Visir # 79

It wasn’t enough, of course. Not for someone like the kid. I’d tell him stories, all the stories I knew and all the stories I could come up with. I never told him that all the stories were about him, even the ones I hadn’t come up with. I don’t think he’d understand it. But that didn’t matter. He didn’t need to understand, he just needed to keep away from the fortress. He’d ask me to tell him stories about the fortress once in a while. First few times, I’d gotten mad. It didn’t deter him, not for long. None of what I said or did was enough, and I knew it. There are things you can’t fight and the curiosity in that kid was a force of nature. I might as well try and tear the fortress down with my bare hands. I tried with words instead. I spilled them out of me instead of filling my stomach like I wanted to. The kid was a good listener, but sometimes it was more polite than anything else. His mind ever drifted to the fortress. I think he saw it when he slept. I think he saw it whenever he closed his eyes. I know he never saw me, and if he saw the words, then he never said. I could repeat them over and over, show him how to ink them onto

Magi

Novelle

the paper we found, how to carve them into the ground, but they didn’t stick, not like the fortress did. Oh, he learned well enough. He could recite half the stories I could by heart, and some details he remembered better than me. When the hero had come home. How many suitors he’d have to fend off from his beloved. Exactly how tall and strong the monster he’d slain was. Facts and figures that I couldn’t keep straight ‘cause there were too many words in my head. He was better at it, the kid. He only kept the really important ones. I don’t know why he kept me. I was company, I suppose. Even as he grew annoyed, the longer I tried to keep him from the fortress. Even as I knew only guilt kept him from going at the end. Guilt in leaving me alone, guilt because he knew he’d be going against my wishes, going to the fortress. I’d taught him everything he knew, and he couldn’t deny that, or forget it. All he had from himself, for himself, was the fortress. I couldn’t keep him from it for long.

Visir # 79

Before, the world had been green. He didn’t believe me when I said that. Didn’t know what green was. Couldn’t see the problem with grey, but he knew there was a problem. Grey came from the fortress – and I wouldn’t go to the fortress. So it had to be in the fortress. All of it. Kid was too damn smart, and I had snapped the trap shut around myself. I hadn’t even seen the snare. Refuse to talk about something for long enough, and people will invent their own stories to fit it. What could be inside the fortress that was so horrible? Why wouldn’t I even talk of it? Did I even know? I did know. It was a fortress, like any other. Grey and broken. The kid never asked me, and I didn’t tell. He came to his own conclusions. They were wrong, of course, but that didn’t stop the fortress from taking. It had taken my parents. His parents. It’d taken the water, and the ground. It’d take the kid too, and soon. I’d never been able to prevent that. In the dead of winter, when the sky is grey, you forget that the sun is warm. It doesn’t reach you. It was like that all the time here; all grey. Light when it was day, dark at night. But nothing warm, nothing golden and glowing. It was the same the day the kid left, and started walking towards the fortress. I sat in his spot, watching him grow smaller in the distance, watching the fortress grow larger. It loomed – that was a good word. Loomed. I knew the kid would be thinking it, too, as he got closer. I’d tried to tell him about the sun once, but he didn’t understand. He couldn’t remember it, hadn’t known anything but the pale, cold light in the sky. He thought that was enough to survive on. Like how words were enough to survive on, if you really tried. How good they could taste when you’d been starving for days. They’d say, afterwards, that he did it to bring the sun back. Did it to make the world look green again, did it so the oceans would fill up and we could live like we had before. I don’t know how much of what I’d told him stuck, but you can’t miss something you never had. You can’t long for a warmth you’ve never felt. I’d told him about my mama chasing me in the sand, into the waves of the sea, and he’d thought she’d tried to hurt me. My words were just words. When he looked around, he saw grey, he saw the mudmen, he saw bits of tin cans and a long, unbroken string, all without colour and life. He saw the fortress. And he went looking, inside the fortress. So, no, I knew that he hadn’t gone into the fortress to bring the sun back. He went the-

Novelle

Magi

re because in a world with nothing but words, it was the only tangible thing left. He’d been born to that world, had known nothing but it. When they said, in tongues old as the ancients, that he would be the one to bring the old world back to us, they never realised that he didn’t belong to that world. That he could never be a part of it. That’s why I didn’t want him to go to the fortress. That’s why I stalled for so long – that’s how he got the idea in the first place. I talked and talked and talked, I did nothing but talk, but not of the fortress. So when I had no more words left to teach him, the fortress is where he went. Afterwards, when the sun had cooked me well and good, when the grass beneath me had started to bend beneath the ants and tiny spiders crawling along the stalks, when I could taste salt in the air, I got up, and I walked to the fortress. I could hear cries of relief all around me. I could hear shouts of joy. People dancing. No one had danced in years, no one had laughed. Not for as long as the kid had been alive. The fortress looked like it did last time I’d been in there. Crumbling towers and a wrecked bastion full of arrow-holes and broken swords. Wouldn’t be long now until it was gone completely. It looked like any other fortress you’ve ever seen. I collected his body – he was just a kid, so he was tiny. No problem to carry, even for someone like me who’d not eaten in days. Not since he left. I buried him in the fortress, a last apology. I hoped he would have liked that. I couldn’t take him outside, in any case. It was a new world out there, and he’d never belonged to that. That was the last time I saw him. Had to close his eyes and wipe the blood away, and then it was over. Outside the walls of the fortress, some baby started wailing, hungry or just attention-seeking. Someone made cooing sounds. The birds in the sky mimicked them both. And I knew I couldn’t stay in the fortress – people would have questions about the kid, and I’d been with him his whole life, so I could answer them. Hopefully, I could answer them. Outside the walls of the fortress I found the pen and the paper. Easier to write it, right? The kid was gone, so I had nothing else I needed to do, nothing else that could distract me. I put pen to paper. I’d run out of ink to write with

Visir # 79

Magi

Novelle

Warring

Visir # 79

Af Rasmus Gissel, litteraturhistorie

Two wizards descend on the core of nature herself. Once they see each other they tense and hold their arms ready near their capes. “I see you came,” says Richard Shaftspeare. “I didn’t think you’d be able to.” “Oh, yes. I came alright,” says En’ormo Griizipole. “I can’t just leave you alone with Mother Nature. Who knows what sort of stuff you could end up doing? I’d much rather be the one spending time with her.” Richard Shaftspeare draws a wand from his cape. “Then there is only one thing to do,” he says while swinging his wand. A sword of flames appears in the air and is launched towards En’ormo Griizipole. “Only one thing to do,” says En’ormo Griizipole and draws a wand from his cape. A wand which is slightly longer than his opponent’s. He swings the wand against the flame sword, dashing it aside. With his adversary’s sword, out of the way he conjures a spear of mistletoe with another swish of his wand and hurls it at his opponent. The spear hits the point of Richard Shaftspeare’s wand and breaks it. “What’s wrong, Shaftspeare? Is your wand too small to handle my mighty spear?” “If I gave it my all you’d just become jealous, Griizipole.” Richard Shaftspeare finds a wand in the folds of his cape, this one bigger than both his former wand and the one En’ormo Griizipole is holding. He makes a series of complicated motions with his wand and points it at his foe. En’ormo Griizipole looks at the sky and notices several objects flying towards him. He throws his wand aside and procures something that looks more like a rod than a wand from his pocket. He twirls it above his head, round and round, and as soon as the meteors come close they begin to fly around him, following the movement of the rod. Once there are no more meteors falling En’ormo Griizipole stops swings his rod, hurling the meteors at Richard Shaftspeare who throws his wand aside and pulls forth a staff, flicking it to redirect the meteors towards the ground. “C’mon, can’t you fire more than that at me?” asks Richard Shaftspeare while stroking his staff. “I’ll spew more at you than you can swallow,” says En’ormo Griizipole and draws a staff of his own. A staff with a wider girth than that of Richard Shaftspeare’s. He runs his hand up and down the staff with quick thrusts. Each thrust makes rocks fly out of the earth, a tail of dust trailing behind each one of them. Richard Shaftspeare uses his staff to block the rocks, but every time a rock is blocked a piece of the staff is blown off. Once the rock spray stops there is nothing left of Richard Shaftspeare’s staff. He puts his hand down his pants and draws a staff bother longer and wider than En’ormo Griizipole’s. He thrusts the staff back and forth until a torrent of water explodes towards En’ormo Griizipole. En’ormo Griizipole penetrates the earth with the tip of his staff and holds on to it as the tidal wave of water crashes against him. Once the shower of liquid is over En’ormo Griizipole draws what resembles a regular tree from his pants. “I think I’ll bash you with my trunk here. I hope you like opponents who are wellequipped,” says En’ormo Griizipole. Richard Shaftspeare fumbles in his pants and pulls out a tree of his own. “If you want to fence then let’s see who’s endowed with the best equipment.” The two wizards jump in an angle of sixty-nine degrees and clash with each other. They swing their weapons and the oversized wands clash and bash against each other, not budging, not breaking, just smashing and dashing with the might of desire as the wizar-

Novelle

Magi

ds’ well-trained hands manipulate their weapons with expert ability. Their weapons meet again and again, making the skies burn with thunder and setting the oceans ablaze, until an explosion occurs, blowing the wizards away from each other and down on the ground again. Once they land they begin poking with their weapons, setting the grass beneath them aflame, until both weapons ram together, tip against tip, and crack from end to end. The wizards throw off their robes, revealing bodies swelling with muscle. They walk towards each other and stop once they meet, noses almost touching, staring into eyes of adversity. “I guess there’s only one way left to settle this.” “I guess you’re right.” Their hands reach downwards and both of them unbuckle their own belt. Then they drop their pants.

Visir # 79

Magi

Anmeldelse

Genrer og historierefleksioner i Morten Ramslands roman Æg Af Mathias Overgaard, litteraturhistorie

Morten Ramslands nye roman er et katalog af fabulerende fortællinger om livet i et lokalsamfund tilbage i den danske middelalder. I midten af fortællingerne finder vi et guldæg, der som en historiegenererende motor knytter generationer sammen over tid og sted – fra kong Erik Menveds tid i midten af 1300-tallet frem til vor tid. For at denne kobling skal give mening, er vi, ifølge bogens eget udsagn, nødt til at kende historierne.

Visir # 79

følgelig – et guldæg.

Æg er bygget op som en rammefortælling, hvor den yderste ramme, der også er romanens startpunkt, foregår i en tid, som ligner vores egen. Her møder vi en dreng, der efter en nærdødsoplevelse begynder at se syner. Af mangel på alternativer placeres drengen ude hos sin morfar, en morfar familien har afskåret kontakten med, eftersom han går rundt og fortæller mærkelige historier hele tiden. Mødet med morfaren bliver afgørende for drengen, og det er igennem dennes generations-historier, at drengen såvel som læseren føres ind i romanens anden ramme, som består af et middelalderligt univers med elverfolk, magi, overtro, fattigdom, håb og – selv-

Ramslands roman falder efter en pause på hele syv år. Seneste udgivelse var den barndomsskildrende roman, Sumobrødre fra 2010, og fem år før den, romanen, Hundehoved, der blev rost til skyerne, solgte 250.000 eksemplarer, vandt De Gyldne Laurbær, og dermed blev Ramslands store gennembrud. Æg fremstår på mange måder som en syntese af de to foregående. Slægts-motivet fra Hundehoved – der omhandler en norsk/dansk familie i den 20. århundrede – går igen i den nye roman i kraft af det guldæg, som vandrer fra generationsled til gen-erationsled. Samtidig er den store fortællerkarakter, morfaren, en person, der også er at finde i Sumobrødre. Hvor han i Sumobrødre spiller en perifer rolle, står han som en helt central figur i Æg. De nye historier er så at sige vokset ud af de gamle. Motiverne går igen, men gør stilen også det? Succesromanen Hundehoved blev kaldt et mønstereksempel på genren magisk realisme, og Ramsland selv har da også tilkendegivet sin fascination af (og gæld til) forfattere som colombianske Gabriel Garcia Marques og de nordiske William Heinesen og Einar Már Gudmundsson. Genreperspektivet er interessant at se i forlængelse af den middelalder-setting, Ramsland har valgt til sin nye roman. Den verden, som morfaren åbner for vores øjne, tager sit udgangspunkt i en

Magi

Anmeldelse

fattig og afsidesliggende by med det fiktive navn, Nielsstrup. Her udfoldes et katalog bestående af så heterogene elementer som falske syllogismer alla en Holbergsk komedie, eventyrlige omvendinger af mennesker og dyr, samt en formodet forbytning forsaget af en ellemor. Det magisk realistiske indgår dermed som ét aspekt i den hybrid af genrer, der også tæller grotesk realisme og ridderviser. Følgende scene finder sted om natten i en mørk skov: Pikdanseren brølede som en gal ko, stak underkæben frem i et aggressivt underbid og stirrede på matronen som en idiot, der var gået fra forstanden […] Den fede kone satte sig oven på ham, så hans ansigt forsvandt under den tykke vom. Kun arme og ben dansede. Hvad pikken lavede, kunne Signe ikke se. En fjerdedel af hudehandleren – det vil sige fra toppen af brystkassen og op – var forsvundet under konens vom. Det hyperbolske, erotiske skuespil, som Signe og hendes mand overværer, er blot et af mange eksempler, hvor Ramsland blander genrerne i Æg. Liv, død, sex og mad sidestilles på Rabelaisk maner men placeres samtidigt i et sted (en magisk sten i den mørke skov), som er ladet med genremæssige konventioner og konnotationer (eventyrgenren og ridderviserne fra middelalderen).

Om historierne er sande eller opfundet af morfaren, er dog mindre vigtigt. Ramsland skriver ikke faghistorie om middelalderen. I stedet vender han blikket mod selve historiefortællingen; hvad er meningsgivende og hvorfor? Spørgsmålet om historiernes menings-værdi overskygges af en refleksion fra Ramslands (og læserens) side om, hvorfor historier – sande eller falske – er nødvendige for os mennesker. En usand historie om en overtroisk middelalder-bonde, fortalt af en psykisk halvsyg morfar, kan stadig indeholde sande følelser og sande meninger. Moderen vil ikke lytte, men drengen lytter, og derfor kan han forstå historierne og finde guldægget både i bogstavelig og metaforisk forstand. I sin kredsen om denne tematik er Ramslands bog særdeles relevant og læseværdig. Hvis vi skal finde meningen, er vi altså nødt til at forstå vores historier – eller i hvert fald begynde at lytte til dem.

Morten Ramsland Æg Rosinante marts 2017 Sideantal: 268 Vejl. pris: 218 kr.

Visir # 79

Den magiske realisme er dog stadig hovedsporet, og det fremgår tydeligt, at Ramsland med sin nye udgivelse tager arven fra Hundehoved op. Når det er sagt, byder Æg på et tema, der nok er antydet i de tidligere romaner, men først her føres helt igennem: historierne. Romanen er i kraft af rammefortæl-lingen en art metarefleksion over det at fortælle

historier. Guldægget er med i alle historierne, men frem for at give dem et mere realistisk præg, får man som læser mere indtrykket af, at ægget er der, for at morfaren skal have noget at støtte de vilde fortællinger til.

Magi

Raven

Visir # 79

Af Rebecca Hilmer, ĂŚstetik og kultur

Illustration

Anmeldelse

Magi

Sorgens poetik

Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Naia Marie Aidt skriver i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, udgivet på forlaget Gyldendal i 2017, om sin søns død og en sorg, der fratager bæreren evnen til at leve. En sorg, som man ikke kan andet end lige at overleve i.

I Naia Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage møder vi en mor, der forsøger at få både sit liv og sit kreative arbejde som forfatter til at give mening igen efter sønnens pludselige død. Læseren følger forsøget på at stykke tilværelsen, hændelsesforløbet omkring og efter dødsfaldet og en form for skriftmur sammen. Sidstnævnte er denne anmelders betegnelse for det faktum, at værket i høj grad samler forskellige litterære og filosofiske citater om og holdninger til sorg og død, især vidnesbyrd fra mere eller mindre berømte personligheder, der, ligesom jeg’et i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage og forfatteren selv, har mistet et barn. Værket fortæller om at skulle leve med den helt grundlæggende følelse af forkerthed, det medfører, når den naturlige orden omvendes, og forældrene får lov til at overleve deres børn. Bogen er en svær størrelse at anmelde. ”Jeg skrev i min dagbog: 30. marts 1996, aften, køjeseng, Carl Emil 6 år siger: ”Solen er en slags tjerne, og stjernen en slags sol. Men når man er død, kan man ikke få menneskehud og menneskehår igen.” (Aidt: 73, 2017)

Visir # 79

Selv hvis man lægger de autobiografiske detaljer til side, virker det på en eller anden måde forkert at udtale sig om netop dén form for sorg, hvis man ikke selv har oplevet den. En form for helligbrøde.

Det er sikkert også den følelse, der gør, at man som pårørende, nær eller perifær, kan have svært ved at tale med, eller overhovedet at nærme sig, folk der for nylig har mistet nogen. Alt, hvad man siger føles hult, dumt og utilstrækkeligt. Men nærme sig skal man dog på et eller andet tidspunkt, også denne bog. Mange anmeldere har udtalt netop dette for i samme åndedrag at erklære, at bogen ’heldigvis’ er god, hvilket skåner dem for ovenstående krise. Jeg er for så vidt enig i, at bogen er god og lykkes med det, den skal. Den er fragmentarisk i sin form, men samtidig insisterende på at dette ’væren fragmentarisk’ er fundamentalt i sorgens poetik. Eksemplerne er talrige hos de mange citerede forfattere, og de fungerer vel som en slags retfærdiggørelse af det springende og collageagtige. Det er en form, der passer godt til stoffet, men som også leder tankerne hen på en mere essayistisk søgende tilgang til det. Min eneste anke ved bogen bliver således, at den måske kunne have været mere spændende og mindre tænkt, hvis den havde åbnet sig lidt mere mod andre forståelser af sorg end dem, der deler jeg’ets egne oplevelser. Man forstår trøsten i at finde lidelsesfæller, men det litterære må godt kunne endnu mere end det. Når det er sagt, er Carls bog, som den hedder i undertitlen/genrebetegnelsen, vitterligt blevet Carls, den afdøde søns, bog på den smukkest tænkelige måde. Og hans mors og hans venners og families. Og alle der overhovedet kan begyn-

Magi

Anmeldelse

de at forestille sig, hvordan det ville være, hvis deres bror, søn eller kæreste døde uventet under så grumme omstændigheder. Jeg læste bogen færdig på et fly, hvilket set i bagklogskabens lys var en dårlig ide. Selvom jeg var grebet under hele læsningen af værket, blev jeg alligevel anderledes rørt hen mod de sidste sider og måtte sidde og gemme mig lidt for min medpassager bag bogen, indtil jeg fik styr på mig selv igen. Vægten af alt det jeg havde læst og den lille del af Carl, man som læser lærer at kende gjorde et langt større indtryk på mig end alle de små fragmenter for sig. Der er glasklart smukke passager i alle dele af bogen, men særligt de kursiverede beskrivelser af hændelsesforløbet lige før og efter Carls død var næsten ubærlige. Det er,som om de forholdsvist nøgterne beskrivelser af tanker og samtaler når sorgens kerne nærmest.

Visir # 79

”[...]denne krop, mit barns krop, skal udsættes for så meget, så meget vold, hans krop, der i forvejen er helt ødelagt, skal igen og igen ødelægges mere, og vi samler vores ting sammen og går, vi går, vi forlader hospitalet, vi er en stor flok mennesker, der knap nok er i stand til at sætte den ene fod foran den anden, vi går ud i solskinnet, vi forlader Carl.” (ibid.:156)

Naja Marie Aidt Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage Gyldendal Marts 2017 Sideantal: 168 Vejl. Pris: 249,95 kr.

Reklame

Magi

Visir # 79

Magi

Anmeldelse

Med fett hår og slitte sneakers Anmeldelse af Ingvild Lothes digtsamling Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt Af Karoline Schwartz Hvingelby, litteraturhistorie og arabisk I Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt møder man et digterjeg, der konstant forholder sig til sig selv. Det er et meget ”teenage-y”, tidstypisk jeg, der længes efter barndommen og længes efter at være voksen.

Visir # 79

Digtsamlingen er delt op i fire dele: Første del, VANNFAST KAJAL (SVART), er den længste del og af meget varierende kvalitet. I denne del er jeget præget af teenagesind, tungsind og malplaceret lyst. Det er centralt i digtsamlingen at kredse om nostalgien for noget andet, og med dette tema bliver sproget hurtigt fedtet og klichéagtigt. Dette kan fungere som en styrke - titlen på samlingen er et eksempel på dette, eller i digtet ”SÅ GÅR JEG OG HVA HAR JEG”: ”å være et halvt menneske//med fett hår og slitte sneakers//stygg og utsatt”. Men når det ikke fungerer, står det som tomme, kedelige klicheer: ”ingenting og alt skjedde, ingenting og alt forandra seg”. Når jeget så erklærer, at hun er et sted i mellem barn og voksen (”Jeg er et barn, eller jeg er ikke voksen”), bliver det til et sært møde mellem Britney Spears og Bøllebob. I digtet ”SIMBA” formår Lothe virkelig at beskrive den ultimative teenagetilstand: ”jeg er atten år og ikke til å holde ut// rangler gatelangs og røyker//flørter med sensor på oppkjæring/[…]/en rom og cola og mer bekreftelse, takk//jeg er så fucking classy”, og jegets overlegne attitude forsvinder brat ”på en skitten sofa//cumshot rett i fjeset//selvfølgelig ble jeg forbanna”. Uden tvivl blandt de bedste digte i samlingen. FANATISK APATISK er titlen på anden del, hvor ”Mennesker dør og bliver født

hele tida,//jeg bare lever og lever”. Jeget har bevæget sig over i en depressiv, førsti-tyverne tilstand, og netop apatien og jeget kan ikke andet end sove og længes efter en pause fra pausen. DET SEKSUELLE HELVETET OG MEG er tredje del, og her gennemgår jeget en renselse for at bevæge sig væk fra den apatiske førtilstand; i det første digt gennemgår jeget en meget mekanisk, nærmest rituel rengøringsproces: ”Jeg vasket kroppen, håret, hendene,/fjerner lakken fra neglene.//Jeg barberte underarmene, kjønnet, hodet,/skrubbet den blanke skallen.” Sprogligt understreges den maskinelle bevægelse, og hurtigt kammer renselsen over i selvudslettelse: ”Jeg vasket bort munnen, leppene, taleevnen,/alt jeg noen gang hadde sagt.” Hele tredje del beskriver smukt et selvhad og en kropslede, som forfølger den unge kvinde, og det glipper kun i de tre linjer om, hvilket dyr jeget er i sengen. Svaret er et dovendyr, hvilket virker som en malplaceret hahajoke i samlingen. Den fjerde og sidste del, 100% ÆRLIGHET, starter med en liste med 30 punkter. Det første punkt, titlen på digtene, ”Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt?” er det eneste, der er formuleret som et spørgsmål, og de følgende 29 fungerer som mulige understregninger af, at tristheden er malplaceret hos jeget, når: ”2. Jeg har rene tanker og dusjer hver dag.”, ”3. Når jeg bytter bleier på oldinger, får jeg lyst på barn.”, ”5. Jeg går i kirken på juleaften og i utlandet.”, ”6. Jeg er sykt pen i utlandet.” og så fremdeles, indtil punkt 9, hvor en række grunde

Magi

Anmeldelse

til tristheden fremhæves: ”9. Når det er sagt; jeg sover ensom, jeg fryser mye.”, ”11. Jeg går oftere ned på kjæresten min enn han går ned på meg.”, ”12. Jeg vet hva ydmykelse er.”, ”25. Nogen ganger forveksler jeg ordet ovenfor med overfor, andre ganger ligger jeg med menn jeg ikke liker.” Hele den sidste del fungerer som en art erklæring af jegets fejl og forklaring på, hvorfor jeget lider, som hun gør. Digtsamlingen er velskrevet og med få undtagelser vildt original og skarp i sin beskrivelse af en nostalgisk kvindelighed. PS: Omslagsillustrationen af Krister Kanck er blandt mine favorit omslag til en bog.

Ingvild Lothe Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt Kolon 2017 Sideantal: 71 Vejl. Pris: 249 norske kr.

Visir # 79

Magi

Anmeldelse

ARBEIDSNEVER Af Karoline Schwartz Hvingelby, litteraturhistorie og arabisk

Visir # 79

Arbeidsnever er Jan Kristoffer Dales debut, en novellesamling på Kolon forlag, med seks noveller om seks forskellige hovedpersoner der alle har det til fælles, at de er nogle typer, outsidere, der ikke helt passer ind. Den første novelle, der også er titlen på samlingen, handler om Trygve, der er en ufaglært arbejdsmand, som er ved at vænne sig til tanken om at blive far. Den anden novelle, Tilflytter, handler om Frank, der bor hos sin mor og som er lidt småforelsket i den nyansatte nede på tanken. Den tredje novelle, I ei grøft, er en ’roadtrip gone wrong’. I Levende Bevis følger man André, der, samtidig med en kost-omlægning og ændret livsstil, forsøger at tage sig af sin smådemente mor, der er midt i en flytning. I -Jon får den jobsøgende hovedperson Richard mulighed for at mødes med sin barndomsven Jon, der er vendt tilbage til byen, og i Sør følger man Gunnvår, en kvinde der gennem sit ægteskab har tilbragt 25 år i det område han er opvokset i, også efter hans død og selvom hun ikke har noget der holder hende der, udover svigerfaderen. Alle teksterne foregår udenfor større byer, og med det knappe sprog og karakterernes vaneprægede, halvelendige hverdagsliv, bliver tankerne automatisk henledt på Helle Helles ”stille eksistenser,” og Dale kunne godt være et bud på en mandlig, norsk Helle Helle.

Jan Kristoffer Dale Arbeidsnever Kolon 2017 Sideantal: 96 Vejl. Pris: 299 norske kr.

Magi

Anmeldelse

Forbandede skæbne Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

Vi kender alle historien om Ødipus, og hvis vi ikke gør, så har vi i hvert fald hørt navnet før (tak, Freud). Når man genlæser myten – eller, hvis man er heldig, ser den opført som teater – kender man de fleste omstændigheder, og man ved hvad der sker. Det er græsk Tragedie når det er bedst; lige meget hvor meget helten kæmper, hvor hårdt han prøver, så kan han ikke undgå skæbnen. Bøger som denne er stadig værd at læse, også selvom at du kender næsten hver lille detalje af myten i forvejen. Det gjorde de gamle grækere også, når de tog ind for at se stykket, og halvdelen af spændingen lå i at man vidste hvad der ville ske, mens helten rendte rundt med skyklapper og braste ind i alting, for stædig, for egocentrisk, for ærefuld til at se sandheden. Vi krummer tæer når Ødipus snakker om at være familie-mand, og når han uagtsomt styrter ned i sin egen afgrund i et forsøg på at få andre op af den. Og på sin vis passer Ødipus også blandt de mere moderne tragiske helte, som vi kender dem i dag – stykket handler ikke kun om hans egen ulykke, men om hvordan hans ulykke er med til at redde Theben endnu engang. Det er, i og for sig, meget smukt. På bedste antikke grækervis.

Det er ikke en virkelighed jeg tror de fleste der læser dette, ville være lykkelige i. Men det er en virkelighed som på sin vis ville være lettere, og om man har en studerendes byrder eller de af en konge i et langsomt døende land, så ville det være rart, bare en gang imellem, at kunne lægge ansvaret fra sig. Men da vi ikke kan det, så kan vi i det mindste se på gamle Tragedier, og i nogle stunder ople-

Visir # 79

Men man må spørge sig selv, om der ikke er mere spænding i at finde på noget nyt. Vi ved at der har eksisteret mindst to andre stykker, som omhandlede Ødipus, og der har højst sandsynlig været flere. Hvorfor bliver folk ved med at strømme til en historie, de allerede kender? Man kunne måske forstå det, hvis det var en feel-good komedie, noget der fik os til ikke at tænke på det skrækkelige i hverdagen. Men det er det så langtfra.

Jeg tror en del af mig, for så meget som jeg elsker de gamle græske myter, gerne ville kunne afskrive Ødipus. Jeg ville gerne kunne sige at han er overvurderet, at teksten kun holder til tidens tand, fordi psykoanalyse holder vores fascination ved den i live. Men i sidste ende ville det ikke være ord jeg selv troede på. I sidste ende, så læste jeg denne nye, velskrevne oversættelse in one go på en strækning fra Tyskland og hjem til mine forældre – og det er ikke spor langt når man kommer fra Sønderjylland. Hvorfor kunne jeg ikke andet end sluge disse ældgamle ord som var de et stykke Othello lagkage givet til mig gratis efter en hård dag? Hvorfor bliver jeg stadig ved med at cirkle rundt om hvad jeg egentlig vil frem til – at det at læse Ødipus er som at se på et biluheld, at vi får det bedre når vi ser eller læser om en anden der laver motherfucking store fejl (UNDSKYLD!!). Og, vigtigst af alt, at der er noget mærkeligt betryggende ved, at Ødipus har en skæbne han ikke kan kæmpe imod. Der er få ting så skræmmende for mig, som det ikke at have min fri vilje, men hvis jeg ikke har den, hvis de slemme ting jeg kommer ud fra er resultatet af en højere magt, ja, så er det jo i hvert fald ikke min skyld.

Magi

Anmeldelse

ve det gennem dem. Og derfor er Ă&#x2DC;dipus stadig relevant.

Visir # 79

Sofokles Oversat af Marcel Lysgaard lech Ă&#x2DC;dipus Hans Reitzel 27. marts 2017 Sideantal: 162 Vejl. Pris: 200 kr.

Arkivguld

Magi

En Mand Der Drømte Af Miriam Yamil, litteraturhistorie

En mand beslutter sig for at forlade sin lejlighed en tidlig morgen, mens solen stadig står skråt ind af vinduet. Han har et par mønter i lommen og en regnfrakke bundet om livet. Om morgenen er støjen ikke så gennemtrængende, og byen rumler kun som et søvnigt væsen, der langsomt vender sig mod de prikkende stråler af lys. Hvordan bevæger man sig fra ét punkt til et andet, gennem et virvar af lyskryds og køretøjer? Der findes mange skygger en tidlig morgen. Mellem boligblokkene, de små markiser, bag træer og lygtepæle. Små pletter af mørke der spreder sig ind over en verden, der kun langsomt er ved at komme i bevægelse. Manden havde besluttet sig for at bevæge sig ud af denne bevægelse, og dette ambitiøst nok kun med sine egne to ben. Han ville gerne se ud over byens støjende gader, over de høje huse der ragede op i skyerne. Han så op. Hvad kunne man mon se fra disse byens højeste bygninger? Hvem sad deroppe og kunne se ud over hele labyrinten? Mens han sådan havde travlt med at kigge op i himlen, så han ikke, at der langsomt kom flere og flere mennesker på gaden, små ”klik” af fodspor myldrede frem fra de mørke boligblokke, og efterhånden blev luften også opfyldt af små stemmer. Manden undrede sig over, hvordan disse mennesker blev ved med at gå frem og tilbage, ind og ud mellem hinanden, ind i busser, og ud af biler. Han så deres frakker, deres huer og hatte, deres tasker, klaprende sko, små ringlende armbånd. Manden var stået op denne morgen og havde besluttet sig for at forlade sin lejlighed og finde den vej, der førte ud af byen. Den bedste måde at bevæge sig ud af en cirkel på, er at trodse de runde veje og gå fra midten og ud. Manden måtte først finde midten, og fulgte de rød- og hvidfarvede skilte mod centrum. Gaderne blev smallere, og menneskene større, sådan som det ofte er, når man fokuserer ind på ét bestemt punkt blandt mange andre punkter.

Manden havde en gang været meget smuk. Konturerne havde været stærke, håret mørkt og fyldigt. Ikke fordi han ikke var smuk længere. Men det var på en anden måde, han var gammel.

Visir # 79

Centrum var en stor flisebelagt plads. Rådhuset tårnede sig op i den ene ende, og rundt langs pladsen lå små butikker og caféer. På en bænk sad en lille pige i rød frakke. Hun havde en tyk bog på skødet. Hun er for lille til at læse denne bog, tænkte Manden, for ung til at forstå ordene. Det måtte kun være tegn for hende, mønstre af betydninger der bevægede sig ned over siderne, i rasende fart, ætsede sig ind i papiret. Hendes øjne bevægede sig som et pendul fra side til side, hun så intet af, hvad der skete omkring hende, heller ikke at Manden satte sig ved siden af på bænken. Larmen i byen var blevet mere gennemtrængende. Stemmerne var blevet højere, det måtte være middagstid, og unge mennesker travede højlydt forbi i små grupper. Caféerne og spisestederne blev langsomt fyldte, stemmerne blev højere, de lo, spiste, fortalte hinanden hemmeligheder, og lo igen.

Magi

Arkivguld

Som ung havde han frivilligt bevæget sig ind i byens labyrintiske spil. Han havde taget de skramlende toge, skiftet spor, åbnet døre og lukket dem bag sig igen. Han havde mødt mange kvinder i sit liv. Smukke kvinder, levende kvinder, skrigende kvinder, men deres kroppe var langsomt forsvundet for ham. Nu dansede de kun som skygger på væggen i den lejlighed, han lige havde forladt. Han havde helt sikkert elsket dem. Han havde begravet det meste af sin verden i dem, han havde forsøgt at forstå de mange små ord, som altid var blevet udtalt: ”meningen”, ”vilje”, ”elske”, ”forstå”, ”føle”, ”tænke”, ”handle”.

Visir # 79

Mens Manden sad og dagdrømte, havde den lille pige rejst sig. Den store bog havde hun pakket ned i en stofpose, som hun tog over skulderen. Den var alt for tung, denne bog, hvordan kunne hun bære vægten? De små skuldre, de spinkle arme, de matte træk. Var hun træt? ”Skal jeg hjælpe dig med at bære posen? ” spurgte Manden. Han blev selv mere overrasket over spørgsmålet end pigen. Han burde ikke spørge, havde ikke tænkt sig at spørge. Hun så bare op på ham. Øjnene var ikke øjnene hos en lille pige, de vidste mere, de vidste for meget. De var for tunge til det matte ansigt, ligesom posen med bogen var det, de forstod, de gjorde alting tungere, vidste hun det godt selv? Pigen så ud, som om hun havde ventet hans spørgsmål, og rystede bare på hovedet. Hun begyndte at gå og bevægede sig hen til én af de små gader, der førte væk fra pladsen. Manden så efter hende, han så på den røde frakke, der svajede frem og tilbage i takt med hendes bevægelser, og lige som han troede, at det røde ville forsvinde rundt om gadehjørnet, vendte hun sig om. Hun så helt bestemt i hans retning, måske så hun endda på ham? Så løftede hun hånden og gav tegn. Han skulle følge efter. Manden var som forstenet, inde i cirklens midte. Hun gjorde endnu en gang tegn. Så vendte hun sig om, og med et af hans blink var hun forsvundet. Som var han faret vild i mørke, og det eneste han kunne se var et rødt lys, fulgte han nu den lille pige gennem labyrinten, gennem byen, forbi tusinder af spejle og vinduer, mennesker og biler, bænke og gadelygter. Men der var ikke meget af det, som Manden så, han så en rød frakke, der svajede et sted forude, mens kun lydene omkring ham blev kraftigere. Den skærende lyd af køretøjer, syntetiske lydbølger, musik af støj der smeltede sammen med asfalten, byens udvidende rum. Manden syntes på et tidspunkt at høre kirkeklokker blande sig med støjen, en messende klang fra fortiden der blandedes med den lette støj af toge, der kørte forbi, elektroniske stemmer der skar gennem rum og venteværelser, som en guddommelig stemme der mindede folk om afgangstider, klokkeslæt, tid, ting der skulle nås, bevægelser der var nødvendige for labyrintens eksistens. Pludselig hørte byen op. Mandens fodspor var blevet lettere, og han stod på en græseng. Bag ham et sted kunne han skimte byen indhyllet i grå dis. Foran ham var kun eng så langt øjet rakte. Eng der gik i ét med himlen. Stilheden var overvældende. Er der intet, der hvor byen stopper? Der fandtes ikke mere, kun eng. En uendelig vandretur lå foran Manden. Et sted i græsset så han den lille pige. Hun havde sat sig ned og sad endnu en gang og læste i den tykke bog. Han ville ikke forstyrre hende og satte sig et stykke derfra.

Arkivguld

Magi

Pigen læser om verden, tænkte han, hun forstår for meget. Hun forstår at bevæge sig ind og ud af labyrinten, hun forstår at se byen udefra, som en tåget skygge i det fjerne. Solen lå som en rød stribe, der smeltede himmel og eng sammen. Aftenen listede sig ind over dem. Pigen pakkede endnu en gang bogen i stofposen, rejste sig og begyndte så at gå. En rød skygge der bevægede sig i græsset. Uden at vide om hun havde set ham eller ej, rejste Manden sig og fulgte efter.

Visir # 79

Magi

Arkivguld

Klummer

Af Therese Løbner, litteraturhistorie

Visir # 79

Kærlighedsdrik Hvis der er noget, som betingelsesløst og uafvendeligt beriger mit liv hver eneste dag, så er det kaffe. Kaffen er tålmodig, kaffen er mild, den misunder ikke, kaffen praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den har altid al tid i verden til, at jeg kan gruble, slubre over tilværelsen, tage en pause, et pusterum, falde ned med en dampende kopfuld og blive fyldt op med overskud. Det fantastiske ved kaffen er, at den ikke finder sin glæde i uretten. Den heler en udmattet sjæl uanset om det er landmanden, som netop er kommet ind fra aftenmalkning og øser op fra en spand BKI-kaffe, eller om det er storbypigen, der betaler 50 kr. for en lille kop specialkaffe med skummet mælk. For kaffen tåler og udholder alt og alle. På en hylde over min kaffebordsplads har jeg stablet en kopsamling, der repræsenterer et rigt udvalg af formater, farver, former, hvorfra jeg sætter kulør på dagens kafferation. Kopsamlingen har kun ét kriterium: Koppen skal kunne indeholde mindst ½ liter. Lige netop med kaffe må kvantitet nemlig gerne rangere over kvalitet. For en kop fører let til en kande, når man puster over kaffen og slubrer over sin tilværelse. Og med denne mængde kaffeindtag følger uomstridelige forpligtelser; kagebord. Da erkender jeg stykkevis, hvordan kaffen som kærlighedsdrik kun eksisterer i kraft af et godt selskab – og vel at mærke ét, hvor både landmanden og storbypigen er velkomne. To kopper på bordet er egentlig bedre end ti på hylden. Så bliver da kaffe, kage, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Kuglepenskulturer

Jeg holder mig langt væk fra kuglepenne, der skal klikkes. For det første prøver jeg nemlig at undgå at overdynge min omverden med kaskader af klikkerier, hver gang jeg mister fokus. For det andet aner jeg ikke, hvad dette ”klik” egentlig hedder. Og dét irriterer mig. Der findes intet egentligt ord for det at ”klikke” en kuglepen. ”Tænder” man den? ”Startes”, ”åbnes”, "udløses" eller ”aktiveres” pennen? Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Derfor holder jeg mig til en kuglepen med prop. Kan man derudfra definere forskellige typer kuglepenskulturer? Tilhængere af kuglepenne med prop må være typer som jeg, der tager alle mulige forholdsregler. Slukker stikkontakter, der ikke er i brug, tjekker flere gange om døren også er låst, og forsøger at holde fokus ved at fravælge kuglepenne med klik. Men hvad så med disse kuglepens-klikkere? Er det nogle klikker-kliker, som bevidst irriterer alle andre med deres klikkerier? Sikkert ikke. Jeg forestiller mig klikkerkulturen som personer, der har travlt med at udskrive deres liv. De er typer, som løber ud ad døren og ofte glemmer nøglebundtet på køkenbordet. Og når de udsender bølger af utålmodige klik omkring sig, er det ikke på grund af manglende fokus. Det er på grund af manglende fremdrift. De skynder sig at udklikke en ide på papir, mens jeg må finde mig i, at klikkene indskrives på min trommehinde. Nogle ting kan jeg åbenbart ikke tage forholdsregler for. Måske kan klikkere abstrahere fra den irriterende lyd, fordi de ikke - som jeg - tænker over den rigtige betegnelse for "klik"?

Reklame

Magi

Visir # 79