Kasernebladet Visir #71 by Kasernebladet VISIR

F æ l l e s æ s t e t i s k N r .

7 1

S t u d e n t e r b l a d

M a j

2 0 1 5

Redaktion Kirstine Sø Dieckmann Mathilde Ravn Melvang Mette Grandahl Jakob Gaardbo Nielsen Jeanette Sigtenborg Rasmussen Lea Grosen Jørgensen Anna Rosenkrands Uldall Adresse Anne Katrine Bessmann Visir Miriam Yamil Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Forsidelayout Anne Sophie Pedersen Eller læs bladet online på http://issuu.com/kasernebladetvisir Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 30. september 2015 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om anmeldereksemplarer/billetter m.m. inden 15. september Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Artillerikasernen

Visir har brug for dig!

Oplæg til næste nummer Nye begyndelser

7 15 16 18 24 26

Tema: Kasernelivet Artilleri og æstetik, Redaktionen Tak for kaffe - selv tak!, Mads Bækgaard og Aske Bejder Invitation til reception De studerendes Kaserne, Mette Grandahl Livet som litteraturstuderende, Camilla Møldrup Jensen Arkivguld: Prolog ved Kasernens indvielse, Svend Erik Larsen

30 34 37 39 41 46 49 52 54 58 61 63

Anmeldelser En glitrende collage af inderlighed og sort humor, Mathilde Ravn Melvang Selve poesiens blå blomst, Mathilde Ravn Melvang Tabu: Den dårlige mor, Miriam Yamil Skæve eksistenser og tragiske skæbner, Camilla Møldrup Jensen Helt tæt på Syrien, Kirstine Sø Dieckmann Jeg forsvinder ind i ”Jeg forsvinder”s univers, Maja Ravn Christensen Det skønne ved det ukendte, Kirstine Sø Dieckmann Et hus med nedbrudte vægge og daggamle børn, Marie Hjørnet Nielsen Med sulten som vejviser, Jakob Hansen En lidt nørdet nostalgi, Hans Lind Skønhed og perversion (i Ærøskøbing), Sandra Cecilie Quist Lund Lad os råbe lidt af status quo, Kirstine Sø Dieckmann

Artikler Æstetikkens frigørelse af mediet, Julie Rose Malskær og Diana Bjerregaard Kristensen Tegninger Kaserneillustrationer, Anne Sophie Pedersen

72 75

Skønlitteratur Digt: det du gør, Anne Katrine Bagai Digt: starry-eyed, Kirstine Sø Dieckmann

Visir # 71

Leder

Artillerikasernen I dette nummer af Visir fejrer vi vores hjem, den gamle og rødstenede Kaserne på Langelandsgade. Vi har dykket dybt i de århusianske lokalarkiver og fundet både Historie og historier, konstabler og kanoner, bombetogter og byrådsvalg. Kasernen er et helt særligt sted, og det synes passende, at de æstetiske fag, der nu logerer på den, alle har en særlig bevågenhed omkring sted, rum og tid. De æstetiske fag synes at have fået deres rette sted, på Kasernen, men hvad var det egentlig for et sted, før støvlebørsten blev erstattet af bøger og lærreder og ridehuset af teaterscenen? Historien om dette sted, vil vi forsøge at fortælle. I vores eget arkiv har vi fundet beretninger om dengang i 1990’erne, hvor de æstetiske fag indtog Kasernen, deriblandt professor emeritus i litteraturhistorie Svend Erik Larsens digt om den og dens dengang manglende kantine. På en stribe hjemmesider og lokalarkiver har vi fundet information om dens militære fortid, dens rolle under besættelsen og ikke mindst dens overgang fra Hæren til Aarhus Universitet i midten af 1990’erne. Vi har også selv undersøgt Kasernen, helt ned til dens enkelte røde mursten, og har her fundet spor af forgangne tider, fra dengang hvor der ikke var varmt vand til de belagte soldater, og hvor tyfusepidemier pga. kummerlige badeforhold var en del af livet på kasernen.

Visir #71

Kasernelivet har altså haft mange forskellige former og takter. Man synes ofte, der er noget særligt ved gamle

industri- eller militærbygninger, og derfor bevarer man dem tit som kulturinstitutioner; tænk blot på Godsbanen her i Århus eller Nordkraft i Aalborg – ligeså, tilsyneladende, med de n gaml e A rti l l e ri kase rne på Langelandsgade. Hvordan dette fungerer, og hvordan Kasernens historie informerer de æstetiske fags selvforståelse, skrives der heftigt om i denne udgave af Visir. Udover vores kasernetema bringer vi også en rekordstor mængde bog- og teateranmeldelser. Vores skribenter har læst og set Tove Ditlevsen, Jenny Tunedal, Modiano, My Fair Lady, Tove! Tove!Tove! og meget andet. Læs om alt det, der rør sig på siderne og på de skrå brædder lige nu, og få inspiration til aften- eller eksamenslæsningen. Vi minder også alle om, at vi kan skaffe gratis anmeldereksemplarer og billetter fra de fleste forlag, teatre og koncertsteder, så der er ingen undskyldning for ikke at anmelde for Visir! Et par gode digte og en beretning om, hvordan det er at studere litteraturhistorie på kasernen, figurerer også blandt siderne. Ikke mindst fejrer vi også Kaserne Caféens 1års fødselsdag med et notits fra dens indehavere, Mads Bækgaard og Aske Bejder. Tillykke med fødselsdagen og tak for al den gode kaffe! Visir er de studerendes planet, og kasernen er vores solsystem. Så tag med os ud på en rejse gennem tid og sted!

Opslag

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktør: Mette Grandahl på email: mettegrandahl@hotmail.com

Visir # 71

Oplæg til næste nummer

Nye begyndelser "At vove er at miste fodfæstet for en kort stund, ikke at vove er at miste sig selv" - Søren Kierkegaard Alle kender følelsen af at starte på noget nyt, følelsen af at et kapitel af ens liv er overstået, og helt nye udsigter åbner sig. En ny begyndelse kan også bare handle om små ændringer i hverdagen: måske har du besluttet dig for at blive bedre til at komme til tiden, at følge bedre med i forelæsningen eller noget helt tredje. Det kan være nye rejser, nye beslutninger eller nye tanker. Her er muligheden for at gribe fyldepennen, grave i erindringen og se på alle de nye ting, der ufolder sig for øjnene af dig lige nu. Begyndelser er en naturlig del af ethvert menneskes liv, og det afspejler sig også i litteratur, kunst og musik. Her i VISIR er der plads til alt fra anmeldelser, digte, små erindringstekster eller artikler. Nye Begyndelser kan belyses fra alle vinkler og i alle genrer og skrifttyper (eller billeder/tegninger). Kun fantasien sætter grænser! Nye begyndelser kan give sommerfugle i maven, måske er du spændt, glad eller nervøs for, hvad fremtiden vil bringe. Det kan føles som at miste fodfæstet et øjeblik, og man ved ikke, hvor alt det nye vil føre én hen. Vi vil heller ikke, her på VISIR, lægge skjul på, at næste nummer udkommer i rusen fra universitetets semesterstart, hvor et uanet antal af nye studerende gør deres indtog på universitetets arealer. De er spændte, måske nervøse, men helt sikkert på tærsklen til en Ny Begyndelse. Hvad der dog ikke er nyt eller anderledes er, at temaerne for VISIR altid kun er vejledende. Så hvis din skrivebordsskuffe er fyldt med artikler, tanker eller digte, så lad det se dagens lys i VISIR. Vi modtager gerne tekster fra alle fagene på kaserne, så vi kan vise alle de spændende vinkler, påfund og udtryk som de æstetiske fag har at byde på. God skrivelyst!

Visir #71

Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er onsdag d. 30. september 2015

A r t i ke l

Kasernelivet

Artilleri og æstetik

En vandring gennem Kasernens historie og hemmeligheder Af redaktionen Arkitektur og mursten De røde bygninger på Langelandsgade, der går under den fælles betegnelse Kasernen, huser de æstetiske fag på Aarhus Universitet. Det er studerende, som læser Dramaturgi, Musik, Æstetik og Kultur, Retorik, Kunsthistorie eller Litteraturhistorie, der færdes her. Bygningerne er samlet i en lukket firkantet formation – en enhed med en oase i midten bestående af grønt græs og skyggefulde træer. Hvad kan dog disse forskellige fag samles om? Hvis man skal sige noget fælles for de æstetiske fag, så beskæftiger de sig alle med tid, sted og rum. Historisk bevidsthed er essentielt, da kunstværker anskues med blik på en bestemt tid, og meget musik, kunst eller litteratur ses i et historisk perspektiv. Samtidig skabes der et rum i eksempelvis et teaterstykke, som kan åbne en virkelighed med nye sandheder og nye sammenhænge. Hvordan hænger al den kreativitet, som Kasernen dagligt rummer, sammen med det præcise sted, hvor den udfoldes, nemlig Kasernen på Langelandsgade 139? Vi har i dette

nummer valgt at kigge på hvilken tid og hvilket rum, der omgiver de studerende i deres daglige gøremål og tankevirksomhed. De røde bygninger på Langelandsgade er nemlig ikke bare røde bygninger, men Aarhus' gamle Kaserne og tidligere hjemsted for soldater og officerer i det danske militær. Det er et stykke historie, der minder os om fortiden. Kasernen er arkitektonisk udformet som en lukket firkant. Den buede indgangsport fører ind til en græsplæne med træer i små alléer. Parken giver rig mulighed for, at de studerende kan mødes. Her kan der drikkes øl, spilles musik og øves monologer. Bygningerne skaber en fysisk ramme, hvori der er plads til udfoldelse. På denne måde komplimenterer bygningerne og deres indhold hinanden, og de faste mursten skaber rum for menneskelig bevægelse, både fagligt og socialt. Netop på bygningernes mursten er det stadig muligt at se spor fra en tabt tid.

Visir # 71

← ↑ Kasernescenen ved sideindgang

A r t i ke l

Kasernelivet

Visir #71

Ă&#x2020;stetikbiblioteketet, vindfang

A r t i ke l

Kasernelivet

Kasernescenen, indgang til foyeren nærmere blik omkring dig, og se hvilke hemmeligheder og historier der dukker frem. Historien om artillerikasernen Kasernen, som i mange år var kendt som ’artillerikasernen’, blev bygget i 1889 som en del af et større kasernebyggeri, der også talte ’Rytterikasernen’ på Vester Allé (af hvilken Ridehuset og den store officersbygning nu er de sidste tilbageværende bygninger) og ’Infanterikasernen’ på Høegh-Guldbergs Gade, hvis sidste bygning, også en officersbygning, blev revet ned i december 2013 for at give plads til nybyggerier til Institut for Biomedicin. Af de nuværende bygninger på Langelandsgades kasernegrund er kun forskerhuset ikke en del af den oprindelige konstruktion, der blev opført efter tegning af arkitekterne A.J. Müllertz og Sophus Frederik Kühnel.

Visir # 71

Med et kamera i hånden tog vi på udkig efter hvordan fortiden stadig er en del af den kaserne, vi bruger i dag. Billederne viser indgraveringer af forskellige navne og datoer. Det er kun muligt at gisne om navnenes ophavsmænd og formål. Billedet herover viser et navn med et militær-ID – hvilket leder os til at tro, at de fleste indgraverede navne er lavet af soldater under deres tid på kasernen. Denne ensomme menig kan trækkes ud af det anonyme mylder af murstensnavne, men hvad med de andre? Hvem er Lars? Hvem er Knud, og hvad lavede de på kasernen i 1918? Hvad foregik der i 50 dage omkring d. 9. juni 1968? Kasernens røde mursten sitrer af ufortalte historier, og man fornemmer erindringen om soldaternes liv, og fortvivles over ikke at kunne fortælle dem. I murstenene smelter tiderne sammen i stedet. Så næste gang du står i Kasernens smukke omgivelser, kast et

A r t i ke l

Kasernelivet

Visir #71

I perioden fra 1875-1879 blev Aarhus’ rytteri- og fodtropper indkvarteret på de to ovennævnte kaserner. I 1881 blev garnisonen forøget med 3. Artilleriafdeling, som bestod af bl.a. 12 officerer, tre stabssergenter, fire oversergenter, 18 konstabler, 27 trainkonstabler, 91 heste, otte feltkanoner og tre batterivogne. I mangel på en kaserne blev afdelingen, særligt de menige, indhuset midlertidigt i kummerlige gemakker rundt omkring i byen, bl.a. i ’Sukkerhuset’ på Brammersgade. De fugtige og på mange måder modbydelige forhold førte til en tyfusepidemi blandt tropperne, som endelig foranledigede en større investering til en artillerikaserne. Kommunens for-

handlinger trak ud, men byggeriet begyndte i 1887, og stod færdigt to år efter. Kasernens hovedbygning, som stadig rejser sig stolt og flot, var i tre etager med kælder og loft. I kælderen var der marketenderi (salg af mad, tobak osv.), mens stueetagen husede kontorer og undervisningslokaler. De øvre etager var forbeholdt belægning af soldater. Dertil blev der opført ridehus, værkstedsbygning, magasinbygning, stalde, fægtesal (biblioteket i dag), samt boliger for underofficerer, intendanten og kasernekommandanten.

Artillerikasernen ca. 1908

A r t i ke l

Bomberne falder på universitetsparken Under besættelsen blev artillerikasernen, ligesom de to andre kaserner, beslaglagt af tyskerne, som overtog den allerede om aftenen d. 9. april 1940. Tyskerne opførte hurtigt træbarakker i kasernegården (som i dag er vores elskede græsplane), og byggede en flyovervågningsradar på hovedbygningens tag. Den 31. oktober 1944 udførte Royal Air Force et omfattende bombardement af universitetsområdet, i hvis kollegiebygninger Gestapo havde oprettet hovedkvarter. Kasernens hovedbygning blev også ramt af en bombe, og en stor del af bygningen væltede sammen. Omkring 50 tyske

Kasernelivet

soldater blev dræbt, to staldbygninger samt værkstedsbygningen gik helt til grunde, mens andre bygninger blev stærkt beskadiget. I alt 24 Mosquito jagerbombefly smed i alt 30 bomber i togtet, som var et af de mest præcist udførte bombardementer i krigen. Tre nærliggende hospitaler gik fri pga. piloternes dygtighed, mens Gestapos hovedkvarter og arkiverne i kollegie IV og V blev fjernet fra jordens overflade. En pudsig sidebemærkning er, at C.F. Møller, arkitekten bag Aarhus Universitet og universitetspark, under bombningen blev fanget i ruinerne under den nye hovedbygning. Han slap dog uden men.

Visir # 71

Fotografiet her er et stilbillede fra den film, som en af Mosquito-jagerbomberne optog under angrebet. Kollegium 4. midt i billedet er allerede svært beskadiget. I baggrunden ses Langelandsgades Kaserne, der var sekundært bombemål.

A r t i ke l

Kasernelivet

Visir #71

Ødelæggelsen af Gestapos hovedkvarter betød, at den jyske modstandsbevægelse fik et pusterum. For Gestapo kom luftangrebet som en total overraskelse og betød både tab af arkiv og af mandskab.

Efter krigen blev skaderne udbedret, men kasernen var ved at være forældet. Først i 1965 blev der indlagt varmt vand i kasernen, og indtil da måtte soldaterne nøjes med ét ugentligt varmt bad på byens badeanstalter.

Hovedbygningen efter bombardementet i 1944

A r t i ke l

Kasernelivet

Universitet eller cirkusskole? Efter krigen fortsatte kasernen sin almindelige drift under den danske hærs kommando, og flere forskellige afdelinger har huseret der siden, indtil Aarhus Universitet i 1993 overtog grunden og bygningerne. Der opstod hurtigt stor uenighed om bygningernes fremtid. Sjællandsgadekvarterets Beboerforening foreslog at indrette ungdomsboliger i kasernebygningerne, mens universitetet ønskede at rive bygningerne ned og lade en ny forskerpark i gule mursten opføre i

stedet. Uenighederne trak ud, og blev et stort emne i byrådsvalgkampen i 1989. Socialistisk Folkeparti og de Radikale kæmpede for bevaring og fredning af bygningerne, og et forslag om at frede bygningerne som bevaringsværdige kom igennem til sidst, og er fortsat i kraft i dag. Kun de tysk-opførte træbarakker blev nedrevet. Fredningen er i dag grunden til, at en større kantine med professionelt køkken ikke kan opføres på kasernen.

Visir # 71

Kasernen cirka 1940 med underofficersboliger i midten

A r t i ke l

Kasernelivet

1. august 1993 forlod Hærens Operative Kommandos stab som de sidste kasernen. Forinden var flere forslag til b ygni nge rn e s ben y tte l se bl e ve t diskuteret, lige fra brandværnsmuseum til cirkusskole, men Aarhus Universitet

endte med at overtage alle bygningerne. Efter en omfattende modernisering af hovedbygningen, depotrummet og fægtesalen kunne de æstetiske fag rykke ind i de gamle militære bygninger.

Visir #71

Nye rekrutter på kasernen på Langelandsgade i 1955. Menig Madsen prøver sine nye støvler, men menig Filtenborg hjælper menig Stenderup med at fæstne hærmærket på uniformen

Jubilæum

Kasernelivet

Tak for kaffe— selv tak! Af Mads Bækgaard og Aske Bejder

Kaserne Caféen har på nuværende tidspunkt fejret et-års fødselsdag og vil i den anledning give en opdatering samt et kæmpe tak til vores trofaste stamkunder og andre besøgende! Da Caféen slog dørene op for første gang den 22. april 2014 var det med samme engagement som nu, der var bare den forskel, at vi ikke vidste, om der var den nødvendige opbakning, der skulle til for at drive en forretning, der i hvert fald ikke drev underskud. Vi har som ejere fra starten vidst at det ville kræve en ekstraordinær indsats at drive en lille fødevarevirksomhed ved siden af studiet. Det har til tider været en større udfordring, både tidsmæssigt men også økonomisk. For hvordan kan man sælge prisvenlig kvalitetsbevidst mad, når vi er nye samt privatejet og derfor ikke nyder godt af stordriftsfordele som de andre kantiner? Alene af den grund kommer vi ikke til at kunne konkurrere prismæssigt med de store kantiner i nærheden. Til gengæld kan vi være unikke og trække på det fantastiske miljø og kreativitet, der eksisterer på kasernen. Caféen har således haft succes med at have livemusik i åbningstiden, brætspilsaftener samt forskellige samarbejder med nogle af de mange foreninger på stedet. Alt sammen vidner om den opbakning, som vi nu kan dokumentere her et år efter, vi startede caféen. Vi må for alt i verden bevare vores evne til at skille os ud fra mængden på kasernen, for når kreativiteten blomstrer er alting muligt. Ikke noget andet sted på universitetet kan man bryste sig af en café ejet og drevet af studerende, og det skal vi være stolte over! Der bliver lagt et enormt engagement i vores lille café, hvor der i det forgangne år er oparbejdet et velfungerende team af ikke mindre end 12 frivillige. Alle har taget det obligatoriske hygiejnekursus og alle er studerende som deler det samme iver og engagement for et fælles samlingspunkt på Kasernen. Hver morgen står vi på skift klar kl. 8 med friskbagte boller og efterfølgende kage og sandwich. Alt dette gør vi med glæde, fordi vi bliver mødt med selvsamme glæde, både om morgenen når kaffetørsten er uundgåelig og ligeledes op ad dagen, når sulten melder sig. Det er de studerendes daglige gang på kasernens smukke omgivelser, der danner eksistensgrundlag for initiativer som Kaserne Caféen. Vi vil hermed give et kæmpe tak til jer, vores skønne medstuderende for at holde fanen højt og kaffen varm! Uden jer, ingen Kaserne Café Kaserne Caféen har åbent alle hverdage fra kl. 8.00 – 13.30. For yderligere information kan I finde os på Facebook. På vegne af Kaserne Caféen Aske Bejder & Mads Bækgaard, indehavere

Visir # 71

Visir #71

Kasernelivet

Invitation

Foto

Kasernelivet

Foto af Mathilde Ravn Melvang

Visir # 71

A r t i ke l

Kasernelivet

De studerendes Kaserne

En undersøgelse af de kasernestuderendes holdninger til studiemiljøet Af Mette Grandahl, litteraturhistorie Kære læser. Det, du nu skal i gang med at læse, er en artikel baseret på en spørgeskemaundersøgelse foretaget af redaktionen på Visir. Undersøgelsen var et forsøg på at indsamle data over, hvordan stemningen blandt kasernitterne er på repræsentativ vis. Dette er dog en metode, som ligger helt ualmindeligt langt fra mine normale arbejdsgange, så jeg håber inderligt, at du vil bære over med eventuelle fejl, mangler eller uprofessionel fortolkning af tal. På den anden side er der vel ikke rigtig nogen her på Kasernen, der beskæftiger sig særligt meget med den slags, så jeg vover mig ud i det alligevel. Here goes… Spørgeskemaundersøgelsesdeltagerne 93 studerende har deltaget i denne undersøgelse. En positivt overraskende mængde af mennesker hvis man spørger mig. Jeg havde forudset langt færre

teknologi. Det skal derfor siges, at jeg er vældigt taknemmelig for de mange mennesker, der har brugt alt i mellem 2 minutter og en times tid (alt efter vedkommendes computerskills) på at

Visir #71

Figur 1 Antal besvarelser fordelt på de forskellige uddannelser og niveauer

besvarelser, da jeg, som den flok hipstere vi nu en gang er, regnede med, at mange enten boykotter Facebook (hvor undersøgelsen blev offentliggjort) eller bare ikke evner at bruge den nymodens

svare på en række spørgsmål. I figur 1 kan man se fordelingen af de deltagende fra de forskellige uddannelser. Meget overraskende er de

A r t i ke l

Kasernelivet

bachelorstuderende fra litteraturhistorie den mest velrepræsenterede gruppe. Når jeg dog genovervejer dette, kan det skyldes mit personlige forhold til netop de litteraturstuderende, og herfra vil jeg vove at påstå, at det er mit eget hold, som trækker denne kategori op. Dette baserer jeg dog på ikkeeksisterende data men udelukkende egne observeringer. Dette vil jeg dog forsøge ikke at lade påvirke resten af undersøgelsen, og vil se de andre resultater som en tværfaglig fælles stemme – uanset vægten af litterater (52% udgør den samlede mængde af disse helt præcist). De tilvalgsstuderende, som har svaret på denne undersøgelse, deres holdninger medtages selvfølgelig også, selvom mine evner i Excel ikke rakte langt nok til at inkludere dem i cirkeldiagrammet (det krævede mere avanceret procentregning, og det gik bare ikke). Derudover sender jeg en personlig undskyldning til Retorik: at dette ikke var en valgmulighed skyldes ikke, at Visir ikke anerkender det som en eksisterende og vigtig uddannelse på

Kasernen, men inkompetence i søgelsen. Jeg stolthed og ære dette.

tværtimod min egen oprettelsen af underbeklager, at nogens er blevet påvirket af

Kasernens udseende I undersøgelsen blev deltagerne bedt om at vurdere Kasernens ydre på en skala fra 1-5, hvor 1 er meget negativt og 5 meget positivt. Heldigvis scorer vores dejlige kasernebygninger høje karakterer over stort set hele linjen – heldigt, da det jo ikke rigtig er noget, man kan ændre ved. Det eneste, som her har fået en vurdering med en snært af utilfredshed, er Kasernecafeens udsmykning med en gennemsnitsvurdering på 2,6. Dette vil jeg dog ikke kommentere yderligere på her men i stedet i afsnittet om netop cafeen. I stedet vil jeg konkludere, at de studerende er tilfredse med omgivelsernes æstetiske udtryk her på Kasernen – et resultat, der ikke overrasker, for her er jo bare så fint.

Visir # 71

Figur 2 Kasernens udseende vurderet på en skala fra 1-5

A r t i ke l

Kasernelivet

Kaserne Caféen Den nyåbnede kasernecafé har 1 års fødselsdag her i april. Af den grund, og fordi cafeen er et af omdrejningspunkterne for studielivet på Kasernen, er det oplagt at undersøge, hvad I, kære kasernitter, synes om den. I figur 3 kan man se de gennemsnitlige vurderinger (på en skala fra 1-5) af forskellige dele af Kasernecaféoplevelsen. Alle punkter scorer karakterer over middel, hvilket må siges at være ganske positivt. Især kvaliteten af sandwichene værdsættes af de studerende. Sammen med en kommentar fra en af deltagene om, hvor behagelige de frivillige i cafeen er samt de positive udmeldinger her, må man sige at den gennemsnitlige oplevelse er god.

Visir #71

Nogle punkter får dog også kritik. Kritikken går især på udsmykningen og udvalget af (sundere) snacks og kage. Jeg har derfor haft kontakt med de ansvarlige for caféen. Angående pynten og indretningen af cafeen forklarer Mads Urenfeldt Bækgaard, at der er strenge regler omkring det. Selvom der er forsøgt at opnå tilladelse til ændringer, siger

Mads, at udvalget, som træffer de endelige beslutninger, er ”svære at danse med”. Med hensyn til udvalget af mad er det pladsen, der er problemet. Der er ikke stillet ”rigtige” køkkenfaciliteter til rådighed, og derfor er det umuligt at opnå samme udvalg som i f.eks. Matematisk Kantine. Derfor kan det synes at være temmelige uretfærdigt at sammenligne dem, da forudsætningerne er fuldstændige forskellige. Kasernecafeen udretter det bedst mulige med de tilgængelige midler. Dog skal det siges, at svarene fra denne undersøgelse er videregivet til Kasernecafeen, og jeg er ikke i tvivl om, at de vil tage jeres svar med i udviklingen af cafeen. Nu, for at det ikke skal lyde som en kritik af deltagerne (eller spørgsmålene), så er denne indsigt i vurderingen af cafeen supervigtig, for at vi alle kan være med til at skabe det studiemiljø, vi ønsker. Studiemiljøet Og netop studiemiljøet skal nu undersøges. Deltagerne blev bedt om at

Figur 3 Kasernecafeen, vurderet på en skal fra 1-5

A r t i ke l

Kasernelivet

Figur 4 De forskellige dele af et studiemiljø, som vægter højest.

udvælge de tre faktorer, der skaber det bedst mulige studiemiljø, og, som det ses i figur 4, er det en god fredagsbar, plads til gruppearbejde og venlige undervisere, der er vigtigst. Lige i hælene på disse tre kategorier er arrangementer uden for ”skoletid”. Det, der især karakteriserer disse, er det sociale aspekt. Det pudsige ved dette er, at det netop også er her, de studerende efterspørger

mere engagement. Som man kan se i figur 5, er det netop opbakningen til og deltagelse i de sociale arrangementer, som de studerende ønsker forbedret. Om det er selvsamme mennesker, som deltager i arrangementerne, der også har deltaget i denne undersøgelse – eller om det paradoksalt nok er dem, der ikke møder op, som også efterspørger engagement – kan jeg ikke konkludere ud fra mine data.

Visir # 71

Figur 5 Hvad der bør forbedres ved Kasernen

A r t i ke l

Kasernelivet

Underviserne En af de vigtige dele af et godt studiemiljø er – ifølge respondenterne – venlige og imødekommende undervisere. Derfor vil jeg nu flytte fokus til dem, og se på hvorledes de bedømmes ud fra forskellige kriterier.

af 5. Og som en deltager så fint har bemærket, så er ” brandgod påklædning […] det vigtigste ved en underviser.” Så jeg vil ud fra denne undersøgelse slutte, at underviserne med god grund kan føle sig vellidte. En anden deltager sender endda et: ”<3”.

Overordnet set scorer vores kære undervisere høje karakterer i alt lige fra faglighed til åbenhed. Belejligt, da det jo er et godt – både fagligt og socialt – studiemiljø jeg anticiperer, at de fleste her på stedet ønsker. Ja, selv påklædningen bliver rost med en gennemsnitsvurdering på lige knap 4 ud

Hvis man absolut skal have de kritiske briller på, ville de rette sig mod undervisernes tavleorden (som her i undersøgelsen har scoret den laveste karakter på 3,24 ud af 5). Dette kan måske skyldes, at de stakkels undervisere nu ikke længere kan skrive med det vante kridt, men skal bruge

Visir #71

Figur 6 Bedømmelse af underviserne på en skala fra 1-5

A r t i ke l

Kasernelivet

tusser – som aldrig lader til rigtigt at virke. Eller måske er de bare mindre strukturerede. Til sidst Jeg vil slutte denne artikel af med at sige, at jeg synes at resultatet af denne spørgeskemaundersøgelse skaber et overordnet positivt syn på Kasernen – et syn, jeg selv er meget enig i. Og denne oplevelse spejles også i, hvorvidt de studerende her på stedet ville anbefale Kasernelivet til en ven. Som det tydeligt

ses i figur 6, er det klart hovedparten af deltagerne, der enten vil anbefale kasernelivet til alle og enhver eller de i forvejen interesserede – i alt 69 af de 78, som svarede på spørgsmålet. Jeg vil derfor takke af med at konkludere, at vi kasernitter er glade og tilfredse studerende, der holder af vores omgivelser bestående af røde mursten og duften af kaffe – og faktisk bare ønsker at inkludere så mange som muligt i vores dejlige studiemiljø.

Figur 7 Hvorvidt de deltagende ville anbefale Kasernelivet til andre

Visir # 71

Essay

Kasernelivet

Livet som litteraturstuderende Af Camilla Møldrup Jensen, litteraturhistorie

Jeg hedder Camilla. Jeg læser Litteraturhistorie på Kasernen og ja, jeg har en sort rullekrave-sweater. For et år siden var jeg overbevist om, at jeg skulle læse på journalisthøjskolen, men det skulle vise sig, at jeg var helt forkert på den. Heldigvis valgte jeg også at søge ind på litteraturhistorie, og jeg indså hurtigt, at det var der, jeg skulle være. Jeg læser litteraturhistorie, fordi Dead Poets Society tænder en passion i mig hver eneste gang, jeg ser den. Fordi ingen må tabe gejsten i livet og smide sine drømme væk og ende som Neil Perry. Fordi den hemmelige poesiklub er det mest badass, jeg kan forestille mig.

Visir #71

Jeg læser litteraturhistorie, fordi nogle af mine lykkeligste barndomsminder finder sted på min folkeskoles bibliotek. Torsdagens fjerde lektion var bibliotekstid. Jeg følte mig stolt og opløftet, hver gang jeg kunne aflevere de 7 bøger, jeg lånte ugen før, med hovedet fyldt af nye idéer og fantasier. Når jeg gik hele vejen hjem fra skole med en taske, der var fem kilo tungere, fordi jeg endnu engang havde lånt flere bøger, end min lille barneryg kunne bære, så kunne jeg alligevel smile, for jeg vidste, at det var vægten af nye eventyr. Jeg slugte hylderne kategorisk. Fantasy, hvor jeg drømte om drager, magi og en bedre verden, efterfulgt af de tre reoler med gyserbøger, med en spirende fascination af alt overnaturligt. Jeg fortsatte til ungdomsbøgerne og læste om det første kys, forbudt kærlighed, betydningen af

venskaber og datingtips. Jeg var forbi klassikerne og læste Shakespeare, Bram Stoker og samlede H.C. Andersen. Jeg var halvvejs i dramaerne på hylderne for voksne, da vi ikke længere havde ugentlig biblioteksdag. Jeg læser litteraturhistorie, fordi de månedlige ture til kommunebiblioteket var noget, jeg så frem til, for der var udvalget endnu større, der var flere etager. Jeg kunne tilbringe flere timer på gulvene, hvor jeg læste lidt i alle bøger for at finde den perfekte. Jeg læser litteraturhistorie, fordi dansk var mit yndlings fag, og det var her, jeg endelig fandt noget, jeg var god til. Jeg kunne perspektivere, analysere, diskutere og jeg forstod, hvad der stod både på og mellem linjerne. Jeg begyndte selv at skrive det bedste, jeg kunne, hvilket på dette tidspunkt ikke var særlig godt. Min første novelle var en dansk stil i 4. klasse og hed ’Majas magiske enhjørning’. Den var to en halv side lang, og skriften var regnbuefarvet. Da jeg var færdig med at læse den op på klassen, klappede alle og flere kom og sagde at jeg burde blive forfatter. Jeg havde aldrig været mere stolt i mit korte liv, og siden den dag har jeg vidst, at jeg ville lave noget indenfor litteraturens verden. Jeg læser litteraturhistorie, fordi jeg, første gang læste jeg læste Michael Strunge, ikke længere følte mig alene om

Essay

tankerne i mit hoved. Da jeg nåede til selvbiografierne på bibliotekets hylder, faldt jeg over Prozac Nation af Elizabeth Wurtzel og huskede, at jeg havde set filmatiseringen. Jeg begyndte på den, og nu læser jeg den gerne en gang om året. Jeg havde fundet mig en bedste ven, som både var et par generationer ældre end mig og flere tusinde kilometer væk fra mig, men hun forstod akkurat, hvad der foregik i mit hoved, og hun var aldrig længere væk end min bogreol. Jeg elsker at læse litteraturhistorie, for på min første dag følte jeg, at jeg var kommet til et sted, jeg ellers kun har kunnet finde i bøger. Jeg var omringet af ligesindede, og folk grinte af litterære referencer og ordspil, jeg før havde været alene om. Jeg elsker at læse litteraturhistorie, fordi mine medstuderende inspirerer mig hver eneste dag. Jeg er omringet af så mange dygtige skribenter, analytikere, store tænkere, at jeg nogle gange bliver en smule skræmt. Fællesskabet er trygt, og der foregår altid noget. Visir, Ordcafé, fællesture til poetry slam, oplæsninger i boghandlere, you name it. Jeg elsker at læse litteraturhistorie, fordi jeg altid har lyst til at stå op om morgenen, for første gang siden jeg var 12. Selvom materialet kan være tungt, og jeg måske ikke lige har fået læst hele Walter Benjamin teksten, og jeg sidder og tæller minutter, til at jeg kan komme hjem og tage en lur, så er jeg næsten

Kasernelivet

altid ved godt humør, når jeg forlader Kasernens lokaler. Jeg elsker at læse litteraturhistorie, fordi mine undervisere brænder for deres arbejde og efterlader os med en motivation til at lære og forstå. Jeg elsker at læse litteraturhistorie, lige meget hvor mange gange jeg skal sidde til familiesammenkomster og svare på, hvad jeg vil bruge det til, for jeg ved, at jeg kan bruge litteraturhistorie til så meget mere end bare en plads på arbejdsmarkedet. Jeg elsker at læse litteraturhistorie, fordi Kasernen er lidt lige som Narnia. Der ville være smukt, selvom det var vinter året rundt, og der ligger en magisk atmosfære over hele området. Vi lever i en gemt, æstetisk verden skjult mellem alle de store gule bygninger, fyldt med kreative sjæle, der drikker øl mellem træerne. Jeg læser litteraturhistorie, fordi litteraturen har lært mig, at det er okay at være følsom og krænge det ud på papir. Den har lært mig, at det er okay at være anderledes og nogle gange have svært ved at forstå, hvad fanden livet handler om. Litteraturen har lært mig, at der ikke er nogle begrænsninger. Du kan blande lige så mange genrer du vil, sige lige hvad du vil, og trods eventuelle konsekvenser grundet tid og sted, så vil der, hvis ikke ved siden af dig, så tusind kilometer væk, være nogen, som siger ”Jeg forstår dig, og jeg anerkender dig.”

Visir # 71

Kasernelivet

Arkivguld

Arkivguld: Prolog ved Kasernens indvielse 12.9.1998 Af Svend Erik Larsen, professor emeriturs, fra Visir Magazine #9, oktober 1998

Der var her på bjerget engang en kaserne. Her kunsten at kriges – og få sig en stjerne – blev lært med geværer og mange slags våben, med skopudsning, gullasch – og navnlig med råben. Man baksed’ og mased’ med værnepligtstugten på bjerget med udsigt til byen og bugten, og trued’ no’n Danmarks – og Århus’es! – grænser, så tumled’ fra køjen de søvndrukne jenser. Ja, byen lå roligt i sengen om natten. Folk blev kun forstyrret af nabo’n og katten og snorkede roligt, for man ku’ dem værne på bjerget fra Langelandsgades Kaserne. Ja, krigskunsten var såmænd ikke så ringe. – Og gav til kommunen vel også lidt penge. Men nu er er det færdigt med den styrketræning. Hos os gælder kampen om den stærkeste mening, der ikke har form som kommandobeskedder og dårligt kan trives i lige geledder, for kravene til disciplin i vor træning skal udfordre ensartethedens forstening. Ja, væk er nu kunsten at lære at kriges, for meninger brydes fordi vi forliges. – (Og ikke et ord vil jeg høre I siger om hvad der kan vær’ af interne intriger).

Visir #71

Da ordren ”Træd afff” lød til stedets soldater, så kom med et boglæs en flok litterater, farvel sa’ geleddet af artillerister, og ind vælted’ dansere og dramatister; så skred officererne med adjudanter, og ind myldred’ sangere og musikanter; soldaterne fjerned’ til sidst estandarten og overgav stedet til kunstavangarten. Dengang sidste mand drog afsted – gennem porten, så ankom Jens Peter, Bo, Ida og Morten, og Peter, Lis, Karen, Jørn, Berit og Anders, og nogle fra Odense, andre fra Randers. Kasernemascotten på lydløse poter tog flugten ved lyden af vores fodnoter. Ja, menige mandskaber, tapre majorer

Arkivguld

Kasernelivet

er blevet studenter og grå professorer. Endnu ses dog spor af soldater-pinup’er bag kunstfagets bil’der af Breughel og Hopper, og nisserne, hvis drilleri’r gav problemer, rumsterer nu med vor’s computersystemer. – Sådan er kaserne- og mandehørmsdunster forvandlet med ét til de højere kunster. Konstant bag forvandlingen ligger dog bjerget. Jeg tror militæret vist havde forsværget at det ku’ vi indta’ ud’n røg og rabalder, men blot med lidt bøger – og masser af skvalder. Før udgjorde bjerget jo sikkerhedszonen hvor grænser ku’ vogtes ved hjælp af kanonen, hvor man ku’ hold’ vagt for en by og dens men’sker og skræmme tilbage hver tysker og svensker. Men hvem vil af os mon i grunden forsvares? Se på vores muskler – vorherre bevares! Nej, vi bruger bjerget som sted for en længsel, for sikkerhedszoner kan føles som fængsel: Husk, ”Ud vil jeg, langt bort, bag bjergene høje”, sang Bjørnson engang, og vi retter vort øje mod syner og viden hinsides det kendte. det fremmede, ukendte, det vil vi hente, for grænser er til for at de kan bli’ flyttet; det kendte bli’r ik’ automatisk beskyttet. – Fra Holberg vi ved også andet om bjerge; at jorden er flad måt’ Montanus jo sværge, for folket på bjerget ved altid det rette. Men vort syn på viden er ikke som dette: Montanus tiltrækker jo primært de hovne, og skråsikkerheden er kun for de dovne. Nej, videnskab, kunst rækker ud mod det fjerne i dag her på Langelandsgades Kaserne.

Visir # 71

Prologen er optakten kun. – I får mere, for senere vil man forskelligt servere. At si’ ”De’r serveret” det ville jeg gerne, men, se, her på Langelandsgades Kaserne der hjælper slet ikke den gæstfri’este mine, for sagen er den vi har ingen kantine.

Kasernelivet

– Måske sku’ vi se i kasernens annaler og lære taktik af den tids generaler. Hvordan kan man bygge i Langelandsgade, æstetisk selvfølg’lig, en høj barrikade? Og hvilken slags angreb formidler den lære; vi mangler et fællessted hvor vi kan være? En kendsgerning er det at har man kantiner, så får man langt mere end A-vitaminer: kontakter og pauser med fri diskussioner der rokker de enkelte fags traditioner. Her højlærde gæster og frem’de kolleger kan mærke miljøet er et der bevæger; her læ’er’ og studenter kan møde hinanden og uformelt sammen bevæge forstanden. For det er jo målet: at vi skal bevæge, med løft til de kvikke og skrib til de træge. Var jeg general, ku’ jeg bare befale: ”Byg straks en kantine!” – Men jeg kan kun tale og håbe at jeg kan de rette bevæge. For søren, de er da vel ikke så træge! – Måske sku’ jeg gøre som hærens personer i pagt med kasernen og dens traditioner og udstede sluttelig min dagsbefaling skønt ikke normalt det gi’r mig min betaling:

Visir #71

Giv udsyn med lærdom, visioner og føl’ser – og husk, hertil hører kantine med pølser.

Arkivguld

Foto

Kasernelivet

Visir # 71

Foto af Mathilde Ravn Melvang

Anmeldelse

Kasernelivet

En glitrende collage af inderlighed og sort humor Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Da jeg for lidt over tre uger siden satte mig ned og nærstuderede Weekendavisen fra den 20. februar, var det fordi, mit blik blev fanget af et billede af en kvinde i dramatisk-tragisk teatersminke og paryk. Med lyseblåpåmalede tårestimer ned ad kinderne og glitrende pink

øjenvipper

bryn

stirrede fem

skuespillere

fra

kunstnerkollektivet Sort

Samvittighed ud på mig under overskriften ’Vi vil altid alting’.

Visir #71

Tilde Maja Fredriksen, Jeanett Albeck og Leila Vestgaard. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Det var flere uger inden premieren på deres nye forestilling Tove! Tove! Tove!, men på det tidspunkt var forestillingen allerede så godt som udsolgt i København. Sort Samvittighed har tidligere høstet anmelderroser for deres teaterkoncert Hvid magi, hvor de fortolkede Anne Linnets musik. Kunstnerkollektivet består af ti kvinder og tæller blandt andet instruktøren Elisa Kragerup, de fem førnævnte skuespillere,

der alle portrætterer Tove Ditlevsen i den nye forestilling, en scenograf, en lysdesigner og en koreograf. Jeg blev fuldstændig opslugt af af den maniske begejstring, der strålede ud af avisartiklen, og tænkte, at den forestilling måtte jeg se. Da jeg cirka tre uger senere trådte ud af Rytmisk Sal i Musikhuset i Aarhus efter at have set Tove! Tove! Tove!, var jeg

Anmeldelse

fuldstændig blæst væk. Jeg var på én gang ved at gå op i limningen af begejstring og havde samtidig fuldstændigt tømt mit følelsesregister, der havde været hele turen igennem. Forestillingen, der blander musik og teater i en vild collage over Tove Ditlevsens liv og værk, fik mig både til at grine, føle, tænke og rørte mig dybt. Det, der udspiller sig på scenen i Tove! Tove! Tove! er ikke en kronologisk fortælling om den danske forfatters liv. Snarere er det, som de begejstrede udråbstegn i titlen antyder, en hyldest til alt det, der var Tove Ditlevsen: privatliv, værk og eftermæle. Mellem grønne forhæng, der skiftevis ligner noget fra en sindssygeanstalt og gardiner i et borgerligt hjem, leger de fem ’Tover’ sig gennem både barndommens gade og fire ægteskaber med tilhørende skilsmisser. Tekstforlægget er hentet bredt i Ditlevsens forfatterskab; der er brugt udsnit fra debuten Pigesind, fra hendes brevkassesvar og fra diverse breve og

Kasernelivet

dagbogsudsnit. Man er ikke i tvivl om, at Sort Samvittighed har læst sig igennem Tove Ditlevsen fra ende til anden og har valgt deres yndlingstekster til forestillingen. Der er adskillige gengangere fra den nyligt udgivne samling af ’glemte’ Ditlevsen-tekster, Jeg ville være enke, og jeg ville være digter, der er redigeret af Olga Ravn og illustreret af Sort Samvittighed. Der er både fordele og ulemper ved at plukke så bredt i forfatterskabet. Sort Samvittighed giver uden tvivl et kvalificeret og værdigt bud på, hvilket menneske Tove Ditlevsen var, og vigtigst af alt – de vækker publikums appetit på Tove og hendes forfatterskab. Det er dog svært at komme uden om, at de spredte udpluk naturligvis kun kan give et fragmenteret indtryk af Tove Ditlevsen. For eksempel er det først midt i anden akt, man for al vo r mær ke r de t dystre og selvdestruktive aspekt af forfatterskabet og Ditlevsens biografi, uden at stemningen straks svinger over i det muntre eller galgenhumoristiske.

Visir # 71

Signe Egholm Olsen, Leila Vestgaard, Rikke Bilde, Tilda Maja Fredriksen og Jeanett Albeck. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Kasernelivet

Ellers kalder de fem Tover på hinanden gennem vanvittige rockkoncerter på legetøjsinstrumenter iført dæmoniske babymasker og gennem inderlige monologer om kun at kunne leve via skriften og kunsten. Den musikalske side fungerer eminent, men især i kraft af Jeanett Albeck, der besidder en meget smuk stemme og derudover er en dygtig sangskriver; det er hende, der har skrevet al musikken til Tove Ditlevsens tekster, undtagen et velvalgt uddrag af Anne Linnets udgave af ’Barndommens Gade’. Tove bliver taget under

Anmeldelse

behandling respektfuldt, med humor og med dyb indlevelse og medfølelse. Efter afslutningen på første akt, hvor Jeanett Albeck synger en rørende udgave af ’Blinkende Lygter’, mens de fire andre Tover ved hjælp af vindmaskiner blæser små farvede dun og til sidst konfetti ud over hende, var min ven og jeg ved at komme til at gå før anden akt, fordi vi var så opslugte af forestillingen, at vi have overset, at der var pause, og i stedet troede, at forestillingen var slut. Så er man altså helt væk.

Visir #71

Venstre: Tilde Maja Fredriksen. Højre: Leila Vestgaard, Rikke Bilde, Jeanett Albeck, Signe Egholm Olsen og Tilde Maja Fredriksen Foto: Natascha Thiara Rydvald

Anmeldelse

Kasernelivet

Skuespillernes komiske timing sidder i skabet, og deres skift mellem forskellige instrumenter og sange er imponerende, når man tænker på, at de umuligt alle kan være lige stærke i det musikalske. Man beundrer virkelig de kreative kræfter bag scenen, og også her mærkes det sammenspil, der kendetegner et kollektiv – det individuelle samles i en stærk højere enhed. Scenografien og kostumerne er enkle, men meget vellykkede og består blandt andet af udfoldende bøger, der stedvist bruges som hatte, og på den måde tjener en dobbeltfunktion som hovedets ’tag’ med en lille skorsten. De bliver samtidigt et symbol på den allestedsnærværende konflikt mellem kunsten og hjemmet. Det svigtede barn, der selv svigter i sin moderrolle, er et tydeligt fokuspunkt for Sort Samvittighed, der flere gange i forestillingen messende gentager citatet:

”Det man har savnet i barndommen, får man aldrig siden nok af”. Men Tove Ditlevsen nægtede at leve livet med skyldfølelse og selv i de sidste rørende scener, hvor hendes selvmord be handles, mær ke r man S o rt Samvittigheds beundring for forfatterens mod og viljestyrke. Her var en kvinde, en kunstner, der ikke bare ville indordne sig: hun var ikke tilfreds med at være enten eller, hun ville være både og. Både kvinde og kunstner, både mor og elskerinde. Sort Samvittighed har begået en fremragende forestilling, der skal, må og vil ses. Hvis ikke man er fan af dem og Ditlevsen forinden, så er man det i hvert fald efter endt forestilling.

Tove! Tove! Tove! Spiller på Det Kongelige Teater indtil d. 23.05.15 Instruktion: Elisa Kragerup

Visir # 71

Anmeldelse

Kasernelivet

Selve poesiens blå blomst Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Tove Ditlevsen blev født 14. december 1917 som datter af to hårdtarbejdende arbejderklasseforældre. Hun begik selvmord i 1976, 58 år gammel. I sin levetid var hun en kendt skikkelse, en skandaleombrust ’forfatterinde’, der ofte gik stik imod tidens konventioner og samfundets regler om takt og tone.

Visir #71

Jeg ville være enke, og jeg ville være digter er titlen på en samling af diverse glemte tekster, der netop er blevet udgivet på Gyldendal. Samlingen er redigeret af den danske digter Olga Ravn og illustreret af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der netop er aktuelle med en forrygende forestilling om Tove Ditlevens liv og værk. Titlen er taget fra essayet ”Min karriere”, der igen er fra En sibylles bekendelser. Sammenstillingen af ’enke’ og ’digter’ er især velvalgt, fordi man, efter endt læsning af de glemte tekster, tydeligt ser, hvordan Ditlevsens naive barndomsønske endte med at blive en forudsigelse af en livslang uløselig konflikt. En konflikt mellem ønsket om et velfungerende familieliv, hvor Ditlevsen kunne være en god og nærværende mor uden en mand til at forkludre tingene, og en kunstnerisk karriere som digter. Det viste sig at være noget nær umuligt for hende at få begge dele. Hendes privatliv hang oftere i laser, end det ikke gjorde, hvilket i samlingen kommer til udtryk gennem hudløst ærlige tekster som ”Prinsesse Klare”, der behandler et af de mange selvmordsforsøg, eller ”Historien bag historien”, der handler om en af hendes indlæggelser oven på en periode med skriveblokering og selvmedicinering med alkohol.

En ung Tove Ditlevsen. Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Anmeldelse

I den anden grøft er så de ofte humoristiske tekster om samfundet, dets konventioner og dets mennesker. Blandt andet en meget up-to-date tekst ”Hos Dr. X”, hvis kritiske holdning til alternative behandlingsmetoder er et friskt pust i en tid, hvor vi tager netop alle slags naturmedicin og hokus pokus til os. Til den kategori hører også den overraskende bramfri tekst om ”Børn og sex”, der indledes med følgende beskrivelse af forældrenes samleje: ”Nede på bunden af barndommen vågner jeg ved en uhyggelig grynten fra mine forældres seng. Jeg ved fra min mor, at det er min far, der har mareridt. Når han har det, overfalder han hende, så sengen knirker i takt med mit bange hjerteslag, mens hun jamrer sagte og resigneret.”

til mere. Man mærker Ravns ægte begejstring bag den omhyggeligt sammensatte tekstsamling, hvor den ene tekst ofte har en relation til den forrige eller den næste. Derimod kan man godt undre sig lidt over Sort Samvittigheds illustrationer. Hvor det dramatiske, karikerede og klovneagtige fungerede fremragende på scenen i deres teaterstykke Tove!Tove!Tove!, virker det overdrevent og irriterende modsat Toves ofte ret jordnære og ligefremme tekster og de sorthvide fotografier af hende. Når det er sagt, må det have virket oplagt at bruge Sort Samvittigheds tegninger og fotografier, da de i høj grad markerer starten på dette års Tove-mani. Aviserne har vrimlet med omtale til både denne bog, genudgivelsen af Gif t og teaterstykket Tove!Tove!Tove!. Man har diskuteret hendes stil, hendes status som en af de få store danske forfattere fra arbejderklassen og hendes position som en kvinde, der ikke ville opføre sig som kvinder skulle. Ikke mindst har det været en vigtig pointe for blandt andre Sort Samvittighed og Olga Ravn, at Tove Ditlevsen skulle trækkes ud af båsen som middelmådig og folkelig digter og ind det gode litterære selskab. I Ditlevsens samtid, hvor modernisterne dominerede det litterære landskab i Danmark, blev der set ned på hendes til tider højtsvungne og gammeldags stil. Hun siger det også selv: at hun ville være en digter af den slags, der ikke fandtes mere. Alligevel er det altså nu lykkedes hende at inspirere en ny generation af kvindelige kunstnere og forfattere.

Visir # 71

Teksten fortsætter med en grotesk beskrivelse af barnets forsøg på at ’redde’ moren og til sidst Toves opfordring til at oplyse børn om sex. Hun ligger mange steder i et mærkeligt spændingsfelt mellem at kritisere det traditionelle og konventionelle og selv desperat at prøve at passe ind i det. ”Flugten fra opvasken” er en anden lille tekst, der netop hylder opvasken for at være så forfærdeligt kedelig og uintelligent, at afskyen overfor den alene bliver motivation nok til kvindefrigørelse, til at komme ud på arbejdsmarkedet og væk fra kødgryderne. Hendes iagttagelser er skarpe, velformulerede, sarkastiske og ofte stadig relevante i dag. Udvalget er godt, spiseligt og bredt. Olga Ravn giver en smagsprøve på Tove Ditlevsens mange facetter, der giver lyst

Kasernelivet

Anmeldelse

Kasernelivet

Jeg vil lade Tove Ditlevsen selv få det sidste ord med nogle uddrag fra den nekrolog, hun muntert skrev over sig selv i 1973: ”I går døde forfatterinden T.D. i sin bedste alder.[...]Det var selve poesiens

blå blomst, der vandrede gennem gaden og spredte solskin i sindet hos alle, der så hende.[...]Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt akademiets pris eller blev medlem af den høje forsamling.”

Visir #71

Tove Ditlevsen Jeg ville være enke og jeg ville være digter 189 sider 279,95 kr. Gyldendal

Anmeldelse

Kasernelivet

Tabu: Den dårlige mor Af Miriam Yamil, litteraturhistorie

Hvad er en mor? Hovedpersonen i denne roman er i tvivl, og forfatteren åbner et taburiseret emne som det er værd at kaste et blik på – dog halter den formmæssige skildring, og bogen kommer ikke langt nok ind i problemets kerne, men forbliver på den flygtige overflade og følger hovedpersonens ensformige tankestrømme. En en lille og letlæst bog har set dagens lys på forlaget Gyldendal. Jeg taler om romanen Stormskader af Katrine Grünfeld. Bogen fylder ikke så meget i sider og størrelse, men strejfer et tabuiseret emne, som ikke er uinteressant. En mor flytter – eller skulle man sige flygter – ud i et sommerhus, alene. Her lover hun sig selv at rydde lidt op og ikke drikke for meget rødvin, men hun har svært ved at lade være. Hvorfor befinder hun sig alene her ude? Bogens kvindelige hovedperson er flygtet fra sit hjem, mand og børn, og forsøger nu at finde ro, dog for det meste uden held. Hvordan skal jeg beskrive opbygningen i denne roman? Det er på mange måder en tankestrøm, hovedpersonens væltende bevidsthedsstrømninger, et stykke kortprosa. Somme tider er der udbrud som: "Er det smukt?", eller "Sandtyve!". Indimellem har hovedpersonen også en korrespondance med en veninde kaldet ved navnet "M", men det er dog uvist om denne person overhovedet eksisterer, eller om det er den kvindelige hovedpersons samtale med sin egen samvittighed. Til spørgsmålet om hvem protagonisten egentlig flygter fra, svarer

forfatteren Katrine Grünefeld i et interview på Skønlitteratur på P1: "Hun flygter fra sin egen selvkritik". Det er ikke egentlig mand og børn som hun flygter fra, men hendes egen forestilling om hvordan man er en god mor. Af netop denne grund bliver bogen på sine steder en smule ynkelig, hovedpersonen er i krise, men det er hendes egen selvopfattelse, og tanker om hvad hun burde gøre, der bringer hende i denne tilstand, hvilket også tydeligt ses i tankespor som dette: "Du tænker kun på dig selv. Du er alt for selvoptaget, egoistisk. Mig, mig, mig. Vi andre er her også". "Det er bare en familie, sagde M" "Den slår mig ihjel" Disse to små sætninger kan synes melodramatiske, men opsummerer præcist romanens problemstilling. Ja problemet kan synes småt, og der runger en Knausgård-agtig selvmedlidenhed gennem hele bogen, men det er måske bare tendensen nu til dags? Temaet om "den dårlige mor" er i og for sig interessant, men romanen med sin

Visir # 71

Anmeldelse

Kasernelivet

dagbogsagtige tankestrøm udstiller mest bare følelsen af at være en dårlig mor, og kommer ikke med mange flere dybder til den, eller andre vinkler. Det er et stykke let kortprosa, der kan læses med

fornøjelse, og den kan lede til undren, og man kan grunde over hvad begrebet "mor" egentlig betyder. Men dybere rører den heller ikke.

Visir #71

Katrine Grünfeld Stormskader 112 sider 199,95 kr Gyldendal

Anmeldelse

Kasernelivet

Skæve eksistenser og tragiske skæbner En fortælling om skønhedens mørke sider og flugten fra sorg Af Camilla Møldrup Jensen, litteraturhistorie

Mara Lee mestrer sproget til perfektion i sin nyeste roman Future Perfect, som tager fat i emner

som

småsamfundsfordomme,

udbrydertrang,

ung

kærlighed

sorgens

ødelæggende skygge. Vi hører fra tre sammenflettede eksistenser, hvordan de tackler livets uretfærdigheder. Future Perfect er svenske Mara Lees tredje roman. Ligesom hendes to tidligere romaner Ladies og Salome tager denne roman også fat i temaerne seksualitet, magtforskydninger, begærende blikke og hvordan skønhed både er en fordel og en forbandelse. Karaktererne vi møder i denne bog er alle sammen afvigere fra det normale i skolen og lokalsamfundet, og trods mobning og udstødelse er der ikke meget hjælp at hente hos forældrene. Med Mara Lees talent for ord lykkes det hende at beskrive karakterernes skønheder, samtidig med at du sidder med en klump i maven og en bedrøvet mine. Kollektivromanen Future Perfect indeholder en hård omgang socialrealisme, men tilføjet en smule magi. Et tilbagevendende objekt i bogen er en lille grøn bog om kjoler, nærmere bestemt den mystiske kødagtige underkjole L’amoviblaen. Vi får ind imellem faglige uddrag fra denne bog og Mara Lee viser os, at hun også kan lege med non-fiktionens virkemidler. Ordenes magt bliver ikke kun tydeliggjort gennem Mara Lees historiefortælling, men det er også et tema i bogen, der især bliver tydeliggjort i Chandras afsnit, hvor vi hører om hendes forskellige grupper af ord, og hvordan især ordet ’stram’ kan påvirke. I Trips tragiske afsnit om hans færden i

Visir # 71

I et lille landsbysamfund i Skåne møder vi smukke Dora, med den ildesete fortid, og hendes to sønner Lex og Trip. Hun har fået sønnerne ung. Lex med en udviklingshæmmet fra et lokalt behandlingshjem, mens Trip kun kender sin far som en mystisk, smuk franskmand. Dora arbejder som syerske for de lokale rigmænd, men bruger al sin fritid på sin passion: Atelier Anderledes. Hun bruger Trip som model til sine forunderlige kreationer skabt til mennesker, der ser anderledes ud. Passionen udvikler sig til en faretruende besættelse, da Trip møder den forbyttede, mørkglødede skønhed Chandra. Trip forelsker sig, og Chandra og Dora forguder hinanden i et hav af tyl, silke og læbestift. Lex charmeres også af den smukke Chandra, men må nøjes med at kigge på gennem døråbninger og tegne hende om natten. Som Trip og Chandras forhold udvikler sig, ulmer vreden og gammel sladder i lokalsamfundet, for ung seksualitet og makabre kjoler bliver ikke set på med milde øjne, og pludselig falder alle fire personers liv fra hinanden. Dora bliver sendt på sindssygehospital, Lex skal tilbage til morbroren, og for Trip venter ungdomsanstalten, men ikke før Lex giver ham en rejse til Paris. Chandra bliver sendt til Borgermestervillaens pigehjem – et sted for piger ingen længere vil kendes ved og med en mystisk hullet væg bag pavillonen i haven.

Kasernelivet

Anmeldelse

bohemernes Paris bliver især skylden, skammen og udbrydertrangen gjort tydelig. ”I aften ville Trip have nogen, der var lige så frie som han selv. Nogen, hvis skridt gnistrede i blåt og orange, og som ikke var bange for sjæle der stod i brand. Nogen, som efterlod aske og ødelæggelse, ikke fordi der fandtes noget i hans fortid, der tvang ham til det, men fordi det eneste, han kunne, var at tabe smukt.”

Forholdet mellem uskyldig skønhed og dekadence bliver hårfint og i sin flugt fra sorgen forsvinder Trip mere og mere i sig selv. Paris bliver stedet, de alle ender men aldrig rigtig mødes. Historierne i Paris bliver triste, men Mara Lee binder trådene sammen på uventet vis, og før du ved af det, er du færdig med romanen, for du har været opslugt fra første side.

Visir #71

Mara Lee Future Perfect 416 sider 299,95 kr Rosinante

Anmeldelse

Kasernelivet

Helt tæt på Syrien Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie

Krigen i Syrien beskrives i Puk Damsgårds ”Hvor Solen Græder” med præcision, nuance og overblik. Det er en ærlig og fængslende beretning fuld af medmenneskelig forståelse og indsigt i en blodig konflikt. 260 sider virker ikke som meget, men mere skal der ikke til for at give et barskt, men nødvendigt indblik i situationen i Syrien. En situation og konflikt, der for mange virker uoverskuelig, og det, viser det sig, er der gode grunde til. Det, der startede som et oprør over manglende reformer, udviklede sig til en fuldblods revolution, der indtil videre har resulteret i hundredetusindvis af dræbte, millioner af flygtninge og har gjort Syrien til en slagmark – ikke blot mellem oprørere og regering, men også terrorgrupper, der håber på at gøre Syrien til en islamisk stat. Når krigen rykker indenfor Damsgårds fortælling om Syrien kommer til live i mødet med flere forskellige individer, hvor den vigtigste er Nour, der fungerer som en slags anden hovedperson ved siden af Puk. Nour levede et isoleret liv i storbyen Damaskus, hvor hverken revolutionen eller konsekvenserne af de manglende reformer kunne mærkes. Senere bliver hun en del af revolutionen på både godt og ondt. Gennem Nour præsenteres læseren for ikke bare den ydre konflikt, Syrien lider under, men også de følelsesmæssige, indre konflikter, der er hverdag for de mennesker, krigen rammer. Nour er ikke bare oprører, hun er også kvinde, hun er forelsket, hun har

almindelige hverdagsproblemer. Hun er et menneske, der skal eksistere og være menneske i en undtagelsestilstand. Vi møder gennem bogen en hel række af forskellige personer, der belyser flere sider af krigen, nogle er civile, nogle oprørere, nogle kommer udefra, som Puk selv. Men Puk er også meget bevidst om sin egen subjektivitet, og den subjektivitet hun ikke kan undslippe, fordi hun af gode grunde er fastlåst i kun at reportere fra oprørernes side af krigen. Hun medtager refleksioner over, hvad det gør ved hendes opgave som journalist og indrømmer, at det ikke er til at vide, hvor meget af det hun bliver fortalt, der egentlig er sandt, men samtidigt er det absolut nødvendigt, at der bliver reporteret fra Syrien. Dette sammen med personfortællingerne, historiske fakta og Puks personlige oplevelser, gør hendes fortælling om Syrien nuanceret og refleksiv. Den subjektive sandhed Den historiske og faktuelle dimension er overskuelig og præcis, selvom det indimellem er lidt svært at følge med, da ikke det hele fremstilles kronologisk. Men det er først og fremmest en bog om individets møde med og eksistens i en konflikt så brutal og overvældende som den i Syrien. Der er fokus på den effekt,

Visir # 71

Kasernelivet

så megen krig og ødelæggelse har på de mennesker, der lever i den hver dag, og Puk er heller ikke blind for, hvordan oprørere, terrorister og regeringsmilitser langsomt træder over hinandens grænser, og det bliver sværere at se forskel på de metoder, der tages i brug. Der bliver hverken fordømt eller moraliseret noget sted i bogen, for så vidt muligt holdes den slags vurderinger ude af historien, både fordi det ikke er derfor, hun er der, men som læser forstår man også, at det ikke ville give mening.

Visir #71

Puks egne oplevelser er dog oppe at vende igen og igen, vi får ikke kun beskrivelser af hændelser, vi får også hendes reaktioner på, følelser og tanker om disse. Hun er ikke bare en neutral, objektiv observatør af historien og disse personers fortællinger, hun er også et menneske i krig, der reagerer på at være under konstant bombetrussel, at se torturofre, at leve i usikkerhed og frygt. Puks realitet og reaktioner er også vidt forskellige fra f.eks. Nours, så det giver et godt indblik i, hvad det vil sige at befinde sig i Syrien for en udefrakommende. Kontrasten viser, hvor ekstrem en situation det egentlig er, og hvor meget den menneskelige psyke kan vænne sig til. Når verden kigger den anden vej Man vil gerne leve med illusionen om, at vi mennesker altid vil gå op i, når der sker grusomme og umenneskelige ting i verden, at en eller anden instans vil

Anmeldelse

træde ind og få det stoppet. Men ofte er det lettere at kigge væk, hvis truslen ikke er tæt på. Udover at blive konfronteret med præcis hvor blodig og frygtindgydende situationen i Syrien er blevet og har været, så var det, der overraskede mig mest, hvor lidt den vestlige verden har gjort for at hjælpe. Det giver endnu mere respekt for de journalister, der igen og igen har insisteret på at sætte deres egne liv i fare og blive smuglet ind i landet i forsøg på at fortælle resten af verden, hvad der foregår. Denne bog er bevis for, at de havde ret i at insistere. Puk Damsgård formår at gøre en konflikt meget langt væk til noget ekstremt aktuelt. Man fyldes med sympati, harme, uro, sorg og foragt løbende gennem læsningen. Det er en stærk bog, der er sikker i sin fortælling og sit formål. Den kaster det lys over en konflikt og krig, der for mange af os er mørklagt, men langt vigtigere, så menneskeliggør den noget, der ellers kun fremtræder for os som nyhedsindslag, statistikker og billeder. ”Hvor Solen Græder – En fortælling fra Syrien” er en bog med stor respekt og sympati for de mennesker, Puk Damsgård har mødt på sine rejser til Syrien, men også med respekt for journalistikkens formål, nemlig at fortælle de historier, verden har brug for at høre. Selv hvis det betyder at sætte livet på spil, og selv hvis verden ikke

Anmeldelse

Kasernelivet

altid lytter, så er der mennesker, der har fortjent at få deres historier fortalt, og konflikter vi ikke har råd til at ignorere.

Visir # 71

Puk Damsgård Hvor solen græder 263 sider 250 kr Politikens Forlag

Visir #71

Kasernelivet

Illustration

Kasernelivet

Visir # 71 Kaserneillustrationer af Anne Sophie Pedersen, kunsthistorie

Kasernelivet

Anmeldelse

Jeg forsvinder ind i ”Jeg Forsvinder”s univers Af Maja Ravn Christensen, dramaturgi

Hvor meget er det muligt at forstå af et andet menneskes liv? Kan man reelt være empatisk, eller er det først muligt at opnå forståelse, når man presses ud på kanten? Hvor langt vil man gå i kampen for ikke at forsvinde? overtager konstruerede karakterers replikker. Derudover går skuespillerne sommetider helt ud af rollerne for at beskrive følelser og intense handlinger, i stedet for at lade dem udspille sig. Det er med til at skabe en fremmedgørende effekt, som får tilskueren til at sætte spørgsmålstegn ved det, som vises på scenen. Er en mand eksempelvis i sin gode ret til at slå sin kone ihjel, hvis de er fanget under en kollapset bygning, og hun er ved at miste modet? Jeg går imidlertid lidt og leger med tanken om, at der kun er to fiktionslag, da karaktererne også efter noget tid fragmenterer sig selv fra hovedhistorien og springer ind og ud af dens fiktion. Dog tror jeg, at jeg vil holde fast i ideen om de tre fiktionslag, da der altid lader til at være en bestemt (hoved)rolle som skuespillerne vender tilbage til. Som om der altid er én bestemt fortælleposition, som de er fanget i, og er nødsaget til konstant at returnere til.

Forestillingen er opbygget af sekvenser, hvor der kan observeres tre fiktionslag. Der manifesterer sig en hovedhistorie, som der hele tiden vendes tilbage til, og karaktererne fortæller historier, hvor de lever sig ind i opdigtede situationer og

Men tilskueren bliver altså hele tiden revet ud af fiktionen, hvilket yderligere understreges af et til tider synligt publikum på fladskærmene og skuespillernes interaktion med dem. I en stor del af forestillingen sidder der

Visir #71

De spørgsmål stiller forestillingen ”Jeg Forsvinder”, som er skrevet af norske Arne Lygre, og iscenesat af Annika Silkeberg på Aarhus Teaters studioscene. Scenografien er minimalistisk med mikrofoner hængende fra loftet, malerbøtter rundt omkring i det sorte scenerum og lysstofrør lysende på gulvet. Et håndholdt videokamera projicerer nærbilleder op på fladskærme, der hænger på væggene. Rummet skaber rammen om historien, der udspiller sig. Et ”jeg” venter på sin mand, sin veninde og venindes datter. Der er kaos udenfor, så de skal væk og over på den anden side af strandbredden. Det rodede rum er en god afspejling af karakterernes sindsstemninger, der er præget af frygten for at miste og kampen for at overleve. Derudover er studio-scenen en intimscene/black-box-scene som er placeret i kælderen på Aarhus Teater, hvilket giver tilskueren associationer til et beskyttelsesrum.

Anmeldelse

Kasernelivet

skuespillere i midtergangen mellem publikumsrækkerne, hvor de både taler, og følger med i de andre karakterers ageren. Derudover er der en vekslen hos skuespillerne, hvor de skiftevis taler til et kamera, andre karakterer eller direkte til tilskuerne. Et eksempel på fremmedgørelsen og skift i fiktionslag, er når jegets mand fortæller om en far, der har mistet sit barn. Det er tidligere i stykket blevet afsløret, at parret selv har mistet et barn, men i denne monolog understreger manden, at det ikke er muligt for ham at relatere til faderens situation. Tilskueren kan dog mærke mandens underliggende relation til scenariet, da han ind imellem påtager sig faderens rolle, og taler i ”jeg”-person. Tilskueren er altså på mange tidspunkter i tvivl om hvorvidt karaktererne hentyder til deres eget følelsesliv eller er afskårede fra det omtalte scenarium.

hinanden. Eksempelvis er der en sekvens, hvor tre personer er fanget i en kollapset bygning. Der bliver fortalt at en mand og en fremmed ligger tæt på hinanden, og konen ligger lidt længere væk med sit hoved ved mandens fod. Konen har mistet håbet, og manden vælger derfor at sparke hende ihjel for ikke at ødelægge håbet for de andre. Fremstillingen af den scene er symbolsk, idet skuespillerne står på gulvet i en trekant. Konen står forrest med ryggen til de andre, som står længere bagud på hver side af hende og både kan se hende og hinanden. Det bliver altså et tableau, der viser, hvordan konen føler sig uden for og jaloux på, at manden har nogen ved sin side, når de skal dø, mens hun ikke har. Derudover har manden og den fremmede også mulighed for at tale om konen bag hendes ryg og lukke hende ude.

Denne fremmedgørelse gør tilskueren opmærksom på sin egen tilstedeværelse i teatret, og der anes et underliggende ønske hos iscenesætteren eller dramatikeren om, at der skal skabes en øget samfundsbevidsthed hos publikum.

Grundet en fragmenteret, afbrudt spillestil har jeg en fornemmelse af, at forestillingen trækker på Bertolt Brechttraditionen og den tilhørende verfremdungseffekt. Dette kunne også kaldes en dekonstruktiv repræsentation, hvor skuespillerne bruger anti-illusoriske greb for at undgå at tilskueren lever sig ind i fiktionen. I ”Jeg Forsvinder” gøres det især gennem fiktionslagene, meget høje lyde, når der kommer et nyt ”kapitel” og brugen af videokameraer, der bliver

Spillestilen er stiliseret i måden der arbejdes med visuelle tableauer. Frem for en naturalistisk spillestil, er der taget det valg at skuespillerne skal stå på mere symbolske steder på scenen i forhold til

Visir # 71

Anmeldelse

Kasernelivet

brugt til vlogs. Et eksempel på brugen af en social gestus som hos Brecht, er når ”jeg” imiterer en person, der er ved at dø i en brændende bygning. Her siger hun ”hjælp” gentagne gange, og stopper derefter op i et lydløst skrig, som holdes længe. Herefter siger hun: ”Det er ikke mig”. Denne mærkværdige måde at fremstille en dødsscene på gør, at publikum ikke kan føle empati med karakteren. Brecht ønskede ved hjælp af verfremdungseffekten at sætte fokus på problemer i samfundet, og det kunne godt virke som om, at Annika Silkeberg prøver at gøre det samme i ”Jeg Forsvinder”. Jeg mener blandt andet, at der ligger en dobbelt betydning i hele forestillingens metafor om empati. Der bliver sagt direkte at karaktererne er ude af stand til at føle empati med andre mennesker, samtidig med at tilskuerne udsættes for det samme, idet de ikke kan have empati med de mennesker der fremstilles i stykket grundet en fremmedgørende effekt. Der ligger altså en gennemgående kritik af menneskers måde at

behandle andres ulykker og katastrofer på. Det kommer især til udtryk i en scene, hvor otte veninder er på stranden, og har hørt om den katastrofe, der udspiller sig i hovedhistorien. De ringer alle sammen ind for at donere penge til nødhjælp, men kommer til at ringe den forkerte nødhjælp op og donerer dermed til en anden sag. Den fejl griner veninderne af og slår det hen. Veninderne er altså ligeglade med hvilken katastrofe, de giver til, da de i sidste ende kun donerer for at få det bedre med sig selv. Det er dermed muligt at stille dette spørgsmål: Hvis forestillingens mission var at skabe opmærksomhed omkring publikums eget forhold til empati og katastrofer, lykkedes det så at påvirke tilskuerne i en sådan grad, at der opstod en følelse af forandringslyst? – Nej, ikke for mig i hvert fald, på trods af at opsætningen når et godt stykke af vejen. Men jeg vil dog sige, at forestillingen formåede at holde publikums opmærksomhed og tryllebinde dem (i hvert fald mig) i et andet univers, imens det stod på.

Visir #71

Jeg forsvinder Spillede på Aarhus Teater Iscenesættelse: Annika Silkeberg

Anmeldelse

Kasernelivet

Det skønne ved det ukendte Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie

Århus Teaters opsætning af ”My Fair Lady” er på alle måder klassisk. Den vover sig ikke ud i en moderne fortolkning eller opdatering af den velkendte musical, men holder sig til det, vi kender og holder af, hvilket ganske vist også kan være en udfordring i sig selv. Det er heldigvis en udfordring, Århus Teater viser sig på alle måder klar til at løse. Medrivende og atmosfærisk Det er premiereaftenen den 20. marts, og salen er fyldt ud med festklædte mennesker, der alle venter i spænding på, at forestillingen skal gå i gang. Orkestret begynder nogle minutter før tid at spille introen til musicalen, og jeg sidder lidt og tripper med benet. Jeg er spændt, for ”My Fair Lady” er en klassiker, og jeg glæder mig til at se Århus Teaters fortolkning og finde ud af, om den lever op til forventningerne.

Henry Higgins, spillet af Bue Wandahl. Wandahl leverer en karismatisk og stoisk præstation, der står i perfekt kontrast til Heicks mere hjertevarme og vilde Eliza. Kemien mellem dem er heller ikke til at tage fejl af, og det er hovedsagligt gennem denne, at jeg som publikum blev fanget. Verbale spydigheder sendes frem og tilbage, både i sang og i tale, når Eliza, insisterende på sin frihed og sin identitet, kæmper stædigt imod Higgins prætentiøse, overklasse-ego.

Endelig løftes tæppet, og ensemblet strømmer ind på scenen i gule regnfrakker med sorte paraplyer og sætter hele showet i gang med en energi og et tempo, der ikke tabes på noget tidspunkt gennem stykket. I næste øjeblik befinder vi os på en travl gade med gadesælgere, blomsterhandlere, det sædvanlige rakkerpak og selvfølgelig, midt i det hele, den umulige Eliza Doolittle, hvis liv snart forandres for altid.

Værd at nævne er også Jens Zacho Boye som den elskværdige og uendeligt rare Oberst Pickering, der må fungere som en mild mægler, når Eliza og Higgings langer ud efter hinanden. Anders Baggesen er underfundig og genial som Alfred Doolittle, og han kommanderer publikums opmærksomhed, hver gang han bevæger sig ind på scenen. Det kan godt være, hans karakter ikke hører til hovedplottet, men han giver en af de mest mindeværdige skuespilspræstationer i hele stykket. Casten Svendsen giver også nyt liv til den håbløst forelskede og kiksede bejler Freddie, der, i modsætning til Higgins, elsker Eliza præcis på grund af hendes sociale og sproglige mangler.

Visir # 71

Annette Heick leverer en charmerende og overbevisende præstation som Eliza, der er fuld af varme og humor. Det er umuligt ikke at holde af hende, som hun braser ind med sin ærlighed og autenticitet og vender op og ned på livet for

Kasernelivet

Stykket i sin helhed kommer dog ikke kun til live gennem solide skuespilspræstationer, men skylder meget til den imponerende scenografi, der nærmest er en karakter i sig selv. Ligemeget om vi er på gaden, på Higgins kontor, til væddeløb eller i Mrs. Higgins hjem, så er der en detajlerigdom, der indimellem får en til at glemme, man befinder sig i en teatersal. Skuespillerne bærer handlingen fremad, men det er scenografien og ensemblet, der skaber en atmosfære, vi kan lade os medrive af.

Visir #71

”Romantisk” komedie? Selvom ”My Fair Lady” bliver beskrevet som en romantisk musical, så er det faktisk slet ikke romantisk kærlighed, det handler om. Den eneste reelle romance, vi ser, er den mere eller mindre ensidige affære mellem Freddie og Eliza. Hvis Eliza og Higgins forhold til hinanden ses som romantisk, så er det en ekstremt diskret og underspillet romance, der, vil jeg mene, ikke helt formår at sælge sig selv i sidste ende. I stedet bør man først og fremmest se ”My Fair Lady” som et kærlighedsbrev til kvinden, der tør tage ansvar for sit liv og, med lidt hjælp, finde ud til en selvsikkerhed, selvbevidsthed og en helt ny forståelse af sit eget værd. Konflikten mellem Eliza og Higgins er et udtryk for en større konflikt mellem manden, der dominerer den passive kvinde. På trods af Elizas vilde og

Anmeldelse

autentiske væsen, så domineres hun af Higgins. For Higgins er hun noget, han har skabt, men Eliza forstår, ligesom publikum, at hun har skabt sig selv. Generelt er mændene i stykket ude af stand til at se Eliza for den, hun er. Higgins er blind overfor det medansvar, Eliza har i at deres projekt lykkedes, og selvom Oberst Pickering behandler hende som en dame, selv før hun egentlig er en, så kan han heller ikke se, at det i sidste ende er hende selv, der er ansvarlig for hendes forvandling. Freddie elsker hende ganske vist på trods af hendes ”fejl”, men det er nok nærmere, fordi hun er anderledes og ny, fordi hun ufortrødent insisterer på at være sig selv, og det selv er så langt fra det, han er vant til. Som publikum er det hårdt at sidde og se Elizas hårde arbejde blive overset og glemt af to mænd, der har travlt med at rose sig selv for en bedrift, de har bildt sig ind, de er ansvarlige for. Heldigvis er dette også for hende, hvad der får bægeret til at flyde over, og hun griber sine ting og forlader Higgins. Det tager han selvfølgelig ikke pænt, og til sidst i stykket kommer endelig den afgørende konfrontation mellem vores to hovedpersoner, men nu er rollerne byttet om. Eliza står frem for os som en selvbevidst, viljestærk kvinde, og Higgins virker nærmest skrøbelig og desperat i sammenligning. Han har indset, han har

Anmeldelse

brug for hende, mens hun har indset, hun ikke behøver ham, at hun har fortjent bedre.

Kasernelivet

Selvom den måske til sidst bliver en lille smule for klassisk, er den absolut en oplevelse værd.

Hvis bare det så blev ved det. I stedet ender stykket med, at Higgins sidder i sin sofa, mens han lytter til optagelser af Eliza, og kort efter viser hun sig i døråbningen og sætter sig ned hos ham. Vi forstår, at de har fundet tilbage til hinanden, og en forsoning er mulig. Som publikum kan man kun håbe, at Eliza med sin nyfundne selvindsigt insisterer på at blive behandlet bedre, for hvorfor ville en kvinde som hende ellers vende tilbage til en mand, som på intet tidspunkt har indrømmet, at han tog fejl? At hun opsøger Higgins igen, efter at have sagt ham nej to gange, føles som en regression for en karakter, der ellers er kommet så langt, og selvom jeg ved, det er sådan musicalen altid har sluttet, og selvom det fungerer, at stykket alle andre steder holder sig til det, vi kender og holder af, så var der måske her plads til en mindre, moderne opdatering. ”My Fair Lady” er en fantastisk opsætning af en elsket musical, der byder på skøn underholdning og smukke præstationer. Den har humor og varme, og det er svært at stoppe med at smile de 2 timer og 45 minutter, den varer.

My Fair Lady Spiller på Aarhus Teater indtil 09.05.2015 Iscenesættelse: Timothy Sheader

Visir # 71

Kasernelivet

Anmeldelse

Et hus med nedbrudte vægge og daggamle børn Af Marie Hjørnet Nielsen, litteraturhistorie

Jenny Tunedals Kapitel et bryder de opstillede rammer. Det er et hus med nedbrudte vægge, ord uden døre og børn uden navne. Tunedal er uroens mester, når intet velkendt er, som det plejer.

Kapitel et (2008) foreligger nu på dansk i en gnidningsløs og umærkelig oversættelse af Julie Sten-Knudsen. Mit første bekendtskab med Tunedals forfatterskab var Min krig, suiter (2011), så jeg har sådan set læst bagud i forfatterskabet og husker bedst bogen for uroen, det urovækkende ved de affolkede og abstrakte rum, afstanden mellem jeget og omverdenen. Den samme uro er at finde i Kapitel et, men rummene er anderledes konkrete og beboelige; vi er i huset, i værelserne, i haven. Jeg tænker, at det giver mening at læse Kapitel et som en forløber til Min krig, suiter, fordi der tydeligvis er en bevægelse og gennemgående tilstande, som intensiveres i Min krig. Der er mange indgange til Kapitel et. Jeg kunne fremhæve sorgen, ensomheden, sproget eller sansningerne, men jeg vælger hverdagen, det foruroligende ved tingenes stilstand, som skriften må undvige, men ikke kan undslippe:

Visir #71

”Hver dag er ens i blodet. Nogen havde set forkert på munden eller klokken. De samme gamle børn men mere højrøstede, lugten af tåge kommer fra havet. Jeg har

svært ved at trække vejret her. Jeg længes efter en strand eller en slotshave.” Der er en længsel efter åbne pladser og en oplevelse af en rutinepræget ensomhed: ”alle kan se at du er gået fra et værelse til flere og så tilbage igen. I løbet af en lang en-somhed.” Børnene er alle steder både de ufødte, de dagsgamle og de ældre. Alligevel er deres fravær stort. Der er noget foruroligende over ”de daggamle børn og mælken som har stået fremme”, fordi børnene på den måde sidestilles med den sure mælk. De bliver så at sige lige-gyldige. Måske kunne man kalde dem for skyggebørn. De er der som en påmindelse: ” på sedlen stod der husk at føde børn”, noget man må huske sig selv på for ikke at glemme det. Og så er der de kritiske undertoner i skildringerne af familielivet, som her: ”Vi skal skabe plane flader. Vi skal lægge vores børn på disse flader og lade dem vokse der. Mine trækninger modsvarer din skuffelse når du opdager at jeg er ligeglad. Demokrati er altid bedre. Plasticbolde i regnbuens farver er altid bedre. Ensomhed forbløffer også børn og

Anmeldelse

Kasernelivet

dyr. Jeg vil fjerne både glitren og blodsmag, efterlade en kold, hård fornemmelse. En slags fællesskab kun med mig. Handsken er kastet i æbleduften, sommerregnen, enorme værelser og uretfærdigheder. Hen ad aften samles familier i køkkener. Det er meningen med livet. Vi kalder det en dag og rejser hjem i fortiden.”

men i Kapitel et nedbrydes forestillingen om en fast struktur. Husets vægge rives ned gennem skriften, skriften unddrager sig systemerne, går i stå og må vende tilbage til begyndelsen. Kapitlerne holder sig ikke til kronologien og overskrifterne fungerer ofte som små fortællinger i sig selv. ”Ordene for altid er som et ord uden døre. Rummet burde ikke være lukket.”

Kapitel et er som et hus. Kompositorisk giver indholdsfortegnelsen og overskrifterne et indtryk af en fast struktur, en rammesætning, ligesom huset danner rammerne om hjemmet,

Måske skal vejen ind i Kapitel et være som at gå ind i et forladt hus. Historierne der må stykkes sammen, rummene der hver for sig fortæller en ny historie, en ny begyndelse.

Visir # 71

Jenny Tunedal Kapitel et 131 sider 160 kroner Arena

Anmeldelse

Kasernelivet

Med sulten som vejviser Af Jakob Hansen, litteraturhistorie

I anledning af 125-året for udgivelsen af Sult byder Peer E. Sørensen på en veloplagt rundvisning i Knut Hamsuns debutværk. Som en god guide udpeger han de vigtigste passager, beretter levende om den historiske kontekst, og er heller ikke bleg for at vise læseren de dunkle sidegader, der først rigtigt liver op efter mørkets frembrud. Der er kort sagt tale om kulturformidling i absolut topklasse.

Visir #71

En forsigtig gennembladring af Hamsuns sultekunstner, en ny monografi om Knut Hamsuns debutroman Sult, vil straks glæde den læser, der foretrækker et billede eller to mellem de mange bogstaver. Er man til billedkunst er der malerier af bl.a. Edvard Munch og Asger Jorn. Foretrækker man surrealistisk kunst, gengives denne fotografisk, og vil man blot holde sig inden for det literære felt, giver Franz Kafka og Alexander Dumas eksempler på, hvad forfattere også kan bruge pennen til. Udvalget synes måske lidt arbitrært, men illustratorerne er ikke kun til pynt; med forfatterens egne ord markerer de ”et erfaringsslægtskab på tværs af kunstarterne”. Man bliver således præsenteret for tidens tanker; hvad der inspirerede Hamsun, og hvilke tendenser han selv foregreb. Når det hedder, at bogen omhandler ”Sult som en eksemplarisk moderne tekst”, er der altså ikke tale om en påvirkningsanalyse, men snarere en udforskning af det tematiske og stilistiske rum, som udgør den ofte meget uhomogene modernisme. Således inddrages allerede i indlednings-

kapitlet højmodernismens nok to største koryfæer. I det indflydelsesrigt essay ”Modern Fiction” (1919), efterlyser Virginia Woolf en ny romanform, som formår at skildre det bombardement af indtryk, sindet hver dag belejres med i moderniteten. James Joyce er hendes idealeksempel, men i princippet kunne hun ved en læsning af Hamsun eller Strindberg finde det samme realiseret langt tidligere. ”Den moderne prosamodernisme tog form i Skandinavien”, skriver Peer E. Sørensen, men desværre var kun få angelsaksere i stand til at læse den. Lidt anderledes stod det til med franskmændene. I Det surrealistiske Manifest (1924) beretter André Breton om en sælsom drømmeoplevelse, hvor han visualiserer en mand ”skåret over midt på livet af et vindue. Han overvældes herefter af en næsten uafbrudt strøm af sætninger,” som efterlader ham ”med et indtryk af vilkårlighed”. Breton noterer i en fodnote, at Knut Hamsun beskriver noget tilsvarende i Sult, hvorfra der citeres et længere uddrag. Peer E.

Anmeldelse

Sørensen udfolder herefter, med denne fodnote som katalysator, en længere sammenligning af surrealisternes og Hamsuns kunstneriske visioner, som det viser sig langt hen af vejen stemmer overraskende godt overens. Eksempelvis er begge parter modstandere af den naturalistiske litteratur og dens inddragelse af positivismens socialvidenskaber. I Det surrealistiske Manifest gøres der således nar af den realistiske roman, som beskyldes for at lade fantasien flage på halv. Om dens typiske hovedperson lyder det ironisk: ”hvad der end sker er denne helts handlinger og reaktioner, forudset med imponerende præcision”. Hamsun deler denne kampånd og provokationslyst. Sult er rebelsk, nærmest en anti-roman. Ligesom Breton og surrealisterne, afviser han den forudsigelige vandring fra årsag til konsekvens, som den med deterministisk præcision, beskrives i den naturalistiske litteratur. En sådan metode formår ikke at rumme de finere nuancer i menneskets natur, mener han.

til langt ud på de skumle nattetimer. Han har ligesom surrealisterne accepteret tilværelsens kontingens, ja, han dyrker den ligefrem. Enhver handling er tilfældig, nye indskud afløser konstant hinanden, han er umulig at låse fast i et bestemt handlingsmønster. Den fortid, som i dannelsesromanen ligger til grund for en persons væremåde, antydes kun i Sult; selv hovedpersonens navn holdes skjult. Peer E. Sørensen bemærker i den forbindelse, at Sult har ”den naturalistiske roman som matrice”. De personer som befolker fortællingens Kristiania, er som taget ud af den naturalistiske underklasse: snotnæsede børn, alkoholiserede mænd og krumbøjede koner. Tidligt i romanen møder Sulthelten en utiltalende gammelkone ved en slagterbutik: ”Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let paavirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks et modbydeligt Indtryk på mig; Den lange gule Tand, saa ud som en liden Finger, der stod op fra kæven, og hendes blik var endnu fyldt af Pølse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme.” Beskrivelsen er blottet for enhver medfølelse, og der er heller ingen social indignation som i den realistiske litteratur. Der er i stedet tale om æstetisk

Visir # 71

Sult er et forsøg på at genfortrylle den verden, som moderniteten har afmystificeret. Dette sker gennem en fokus på detaljen, det nærværende fremfor det overordnede. Sult-helten er en skribent, der bor i et beskidt kammer, men for det meste blot vandrer ensomt rundt i Kristianias gader – fra lys morgen

Kasernelivet

idiosynkrasi, en dobbelteksponering, hvor billedet af konen fordrejes i Sultheltens fantasi. Som det meget rammende formuleres: ”Sult ligger et surreelt mentalt net udover Kristiania, hinsides enhver realistisk struktur”. Peer E. Sørensen nævner Poe og Dostojevskij som de åbenlyse inspirationskilder. Som disses karakterer balancerer Sult-helten konstant på grænsen mellem vanvid og kunstnerisk klarsyn. Årsagen hertil er sulten, som hensætter ham i en tilstand af hypersensibilitet: detaljer løsrives, deformeres og overtrumfer til sidst helheden. Hamsun og surrealisterne deler opfattelsen af denne brud-tilstand som nødvendig for den kunstneriske produktion, men adskiller sig på et afgørende punkt. Hvor sidstnævntes romanfigurer nærmest er omvandrende manifester, så er Sult-helten apolitisk og blottet for idealer. Surrealisterne ser Freuds metoder som befriende for bevidstheden; Hamsun har ingen sådanne idealer, hans idé om det ubevidste er langt mere diffus, og beskrives, som Peer E. Sørensen bemærker, i et romantisk vokabularium, der er langt mere antirationalistisk end surrealisternes metodiske opfattelser.

Visir #71

Da vejene skilles åbnes der for, at forfatteren kan fokusere på andre

Anmeldelse

aspekter af værket og dermed brede sin læsning ud. De små sidegader, som udforskes i kapitler omhandlende f.eks. seksualitet, sygdom eller Sult-heltens vrøvle-neologisme »Kuboaa«, bidrager alle til at tegne et mere nuanceret, men også dystert, billede af romanen. I kapitlet »Det ord ’Kuboaa’« beskrives det eksempelvis, hvordan en overnatning i en fængselscelle, for Sult-helten udarter sig til en art antigenisis: ”Her rulles skabningen tilbage og alt det skabte tilbage i mørket for at forsvinde i det øde og vanviddet”. Endnu mere skræmmende er hypersensibilitetens udslag i paranoia, beskrevet i kapitlet »Modernismens bestiarium«. Tænder bliver til anklagende fingre, øjne belurer ham gennem knaphullerne og velmenende borgere transformeres til uhyggelige monstre. Meget passende slutter Hamsuns sultekunstner derfor med et besøg på kirkegården. Bogens epilog perspektiverer Sult til det øvrige forfatterskab, og især dets skyggeside – nazismen. Peer E. Sørensen lægger intet ligklæde over fortiden, men samtidig er han heller ikke en gravrøver, der febrilsk forsøger at opstøve smuds og konstant ser anakronistiske spøgelser. Et par enkelte spadestik i Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889) og rejseskildringen I Eventyrland (1903) er nok. I disse bøger udtrykkes racisme, antisemitisme og homofobi i så

Anmeldelse

Kasernelivet

klare vendinger, at det kan virke chokerende for en moderne læser, og utvivlsomt ville fremprovokere en halv snes retssager, hvis det var skrevet i dag. Sådanne elementer er ikke eksplicit til stede i Sult eller andre af Hamsuns ungdomsromaner, men alligevel anes en forbindelse til den senere nazisme. Som det forsigtigt formuleres til allersidst i Hamsuns sultekunstner: ”Det er, tror jeg, denne symbiose mellem idiosynkrasi, aggression, foragt og en truet, heroisk selvbevidsthed, der i Sult er den sandsynlige forbindelse til den nazisme,

der senere fik alvorligt tag i hans liv og forfatterskab”. Peer E. Sørensen affejer dog ikke forfatterskabet af den grund, og i det hele taget ligger bogens styrke i dens uvilje til at drage overordnede konklusioner – disse overlades til læseren selv. Om man har læst Sult er for så vidt underordnet. Hamsuns sultekunstner kan nydes, både som appetitvækker og dessert, og er med sit levende sprog og flotte indpakning et glimrende eksempel på, at akademisk formidling ikke nødvendigvist er tørt og kedeligt.

Visir # 71

Peer E. Sørensen Hamsuns sultekunstner 221 sider 199,95 kroner Aarhus Universitetsforlag

Anmeldelse

Kasernelivet

En lidt nørdet nostalgi Af Hans Lind, litteraturhistorie

Som forfatter er Modiano en vaskeægte spectator. Begge romaner tematiserer den af største vigtighed arkiverende og samtidig henkastende (som erindringen nu engang er det) tilgang til fortiden og det erindrede, der konstituerer en helt særlig forfatterstemme; skrivestilen er en tør kiks, som man lynhurtigt får smag for.

Visir #71

”Det er sandsynligt, at vores hukommelse undertiden fremkaldes på samme måde som et polaroidfoto.” Sådan står der tidligt inde i Patrick Modianos kortroman Et forbasket forår. Det er sandsynligt, at romanen handler om fotografen Francis Jansen, som jegfortælleren i juni måned i 1964 stiftede bekendtskab med. ”Mindet om ham var forsvundet ud af min hukommelse, og nu dukker det så op i foråret 1992. Kan det skyldes, at jeg fandt fotografiet af min veninde og mig, hvor der på bagsiden er stemplet med blå bogstaver: Foto Jansen. Kopiering forbudt? Eller er det af den simple grund, at alle forår ligner hinanden?” Det er sandsynligt, at alle forår ligner hinanden, og at erindringen er fotografisk i metaforisk forstand: forårserindringerne fra 1964 og 1992 dobbelteksponeres. Erindringskunsten teknologiseres: ”Når jeg mindes den aften, føler jeg et behov for at fastholde skikkelser, som flyder væk, og for at fiksere dem som på et fotografi. Men efter så mange år sløres omridsene, og en tvivl, der hele tiden kommer snigende, ætser ansigterne. Tredive år er nok til, at beviser og vidner forsvinder.” Hukom-

melsen falmer som et fotografi falmer. Fotografen og forfatteren, forfatteren, som længes efter det dokumenterede og arkiverede; fotografiet trækker personer og ting ud af glemslen. Jansen vil gøre alt for at blive glemt. Af alle trykte tegn foretrækker han udeladelsesprikker, tavsheden. Tavsheden er det, som adskiller fotografen fra forfatteren. Fotografiet omformer subjektet til objekt, en museumsgenstand. Eller: det fanger subjektet i netop det øjeblik, hvor vedkommende er ved at blive objekt. Hertil kommer fotografiets bemærkning af døden og det spøgelsesagtige, det repræsenterer. Det er nogle af Roland Barthes’ mange betragtninger om fotografiets ontologi i sit teoretiske værk Det lyse kammer. Med sine egne ord råder Barthes over to erfaringer, når han analyserer fotografiets væsen: det betragtede subjekts og det betragtende subjekts erfaringsgrundlag. Det er de samme to erfaringer, fortælleren i Et forbasket forår opererer med. Han sidder på en parisisk café med sin veninde (hun spiller ikke nogen videre rolle i romanen), da Jansen fotograferer dem. Han påtager

Anmeldelse

sig at arkivere og ordne Jansens mange fotografier, Spectatoren kalder Barthes denne intention: begrebet dækker over alle os, som gennemstøver fotosamlinger i aviser, bøger, albums osv. ”Når jeg havde engageret mig i dette arbejde, så var det, fordi jeg modsatte mig, at mennesker og ting kunne forsvinde uden at efterlade sig spor.” Dette er forfatterens lod: at modsætte sig ting og menneskers forsvinden. Fotografen gør blot opmærksom på, at de har været der. Også i Smertepunktet er fortiden og eri ndringsarbejdet g run dmoti ver. Fortælleren (som er ret så lig den i Et forbasket forår) er en ung mand, der er ved at skrive sin første roman. Han husker tilbage på sin og brorens barndom i et trafikeret kvindekollektiv tæt på Paris. Moren er angiveligt på turné i Nordafrika, faren kommer forbi fra tid til anden på en dagsvisit. I det hele er det mystiske omstændigheder. Hvad er det, der spøger i de her erindringers falmede kanter? Det er besættelsen. Men det er ikke besættelseshistorien, som er i hovedsædet, det er erindringsprocessen selv og så en medrivende barndomsskildring med mange sære personager og anekdoter. Romanen er skrevet med en glidende overgang mellem barndomserindring og en senere jeg-fortæller, der ligesom i Et forbasket forår har en vis svaghed for

Kasernelivet

den dokumenterbare (eller arkivérbare) fortid: ”Forleden dag stod jeg i et antikvariat og bladrede i et gammelt nummer af La Semaine à Paris fra juli 1939, hvor der var oplistet alle biografernes, teatrenes, varieteernes og kabareternes ugeprogrammer. Til min forbavselse fandt jeg et lillebitte billede af Frede: allerede som tyveårig bestyrede hun en natklub. Jeg købte hæftet, lidt på samme måde, som når man sikrer sig et fældende bevis, en håndfast markering af, at det hele ikke er noget man har drømt.” Igen fascinationen af det, der har været der, men ikke nødvendigvis ikke er der mere. Det er en lidt nørdet nostalgi, der driver værket hos Modiano, og det er fremragende læsning. Indenfor flanørtraditionen er hans fortæller(e) en art omvendt Baudelaire: den glimtvise og chokprægede storbyerfaring er skiftet ud med et halvstøvet erindringsnarrativ, som kommer snigende rundt om gadehjørnet. Det er vrangsiden af den moderne erfaring. Man bliver som læser revet med (måske er det for meget sagt; man drives i hvert fald) af den længselsfulde insisteren på, at det, der har været, må være der endnu – om ikke andet så i hukommelsens sort-hvide gader og stræder. Jeg synes helt klart, at man skal læse Modiano; det er en form for litteratur, der er så dejlig meget nede på jorden, at den kan tillade sig at grave sig

Visir # 71

Anmeldelse

Kasernelivet

ned i erindringens underfulde fænomen, uden at det bliver søgt. Ja, læs Modiano, og den her udgivelse er med sine to-sider

-af-samme-sag-men-alligevel-ikke-heltdet-samme et anbefalet sted at starte.

Visir #71

Patrick Modiano Et forbasket foråt & Smertepunktet 200 sider 249,95 kroner Lindhardt og Ringhof

Anmeldelse

Kasernelivet

Skønhed og perversion (i Ærøskøbing) Af Sandra Cecilie Quist Lund, litteraturhistorie

Rosebud er en klitoris. Lille og hård, på vippen til det skrøbelige. ”Og jeg fisker og elsker og bliver forulempet. Det hele foregår på én gang. Hjernen der penetrerer sig selv i én bevægelse.” Rosebud er ikke en lyserød, fin lille sag, som omslaget signalerer. Den bevæger sig på grænsen mellem grusomhed og skønhed. Eller: Her findes ingen grænser. Ingen grænser mellem kroppene, kønnene, det skønne er det perverterede, og det perverterede er det skønne. ”Jeg elsker dig”, gentager jeget igen og igen. Udsagnene. At de siger alting, og ingenting. Skriften er energisk – vild! På trods af det ’tillukkede’ univers mellem de to elskende går skriften ikke i stå, den farer løs, skærer sig vej frem, hensynsløst.

projiceret ellers er i

Sådan, associativt, blander kærligheden og skønheden sig med perversionerne. At det ene udsagn kædes sammen med det næste. Der er intet ophold udsagnene imellem. De slynges ud. Dét er der en befrielse i. Også i det banale. Jeg tænker, at bogen er stærkest her, hvor rødspætter, Ærø og Øland dukker op i sproget. Her forankrer historien sig. Her er noget at klamre sig til. ”Det lille morbærtræ der står i en baghave i Ærøskøbing, som det eneste på øen, uden at have udsigt til det samme bakkede landskab her.” Rosebud er fuld af køn og krop. Der findes heller ingen adskillelse mellem kroppene, de vokser sammen. Jeget og duet, en kvinde og en mand, de har begge en pik, de har begge en kusse. Jeget bliver en monstrøs størrelse, rhizomatisk måske, og rummer en kønslig vildskab, som man fx kender den fra Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, hvis skrøbelighed man måske kunne ønske sig mere af i Rosebud. Men Rosebud er stenhård, og også her gennemstrømmer vanviddet teksten med graviditet, abort, vold og (simuleret?) voldtægt. Sådan fortæller Rosebud om et

Visir # 71

”Det jeg var mest bange for, var ikke at få lov til også at dø sammen med dig: Frygten gemmer sig i sprækkerne. Jeg forestillede mig nok, det kan jeg kun have gjort, at jeg kneppede den kaktus du havde drømt om nogle dage forinden, kønnet revet til blods. Men se lyset, kæreste, der hvor du er. Buskene og træerne. Alle tegningerne ved dit natbord. Kaktusserne så enorme ud foran bjergene. Naturen er ikke fedtet. Som nybagt brød, fedtet og vådt, er skønheden summen af vores

perversiteter? Eller skønhedstrang, hvor alt stykker.”

Anmeldelse

Kasernelivet

forlist kærlighedsforhold. Skønheden og perversionen som gensidige spejlinger. Liderlighed og rastløshed optræder som ét. Tid og rum smelter sammen. Ømhed udtrykkes i (voldelige) glimt. Ellers findes det kvindelige jeg som en (feministisk) maskine, der æder sin mage. ”Det var uundgåeligt. At jeg ville gøre det samme med dig som jeg gjorde ved mig selv. Elske dig. Flå dig levende. Mine bryster spændt ud under trøjen. Til din store fornøjelse. Kønnets. Men hvordan er den krop der skal tage det sprog i

munden? Jeg tog gerne jer begge i munden på samme tid, du og hvem du end havde valgt denne gang. Gestikken var den samme. Du havde en seksuel længsel i din mindste bevægelse. Du studerede ophidselsen, vejrtrækningen. Lange åndedrag. Døden var også dig, når du trak vejret. Igennem min mund. Du er mig i min mund.”. Vi er en klump menneskelig begær. Alt er potentielt seksuelt. Kærligheden og totaliteten. Rosebud er en klitoris. Lille og hård, på vippen til det skrøbelige .

Visir #71

Josefine Graakjær Nielsen Rosebud 42 sider 150 kroner Gladiator

Anmeldelse

Kasernelivet

Lad os råbe lidt af status quo Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie

”Skriftserie for Ny Dansk Litteratur” er en serie, der skabes i samarbejde mellem Vestjyllands Højskole og forlaget Gladiator. Opgaven er at give et indblik i, hvad der rører sig i dansk litteratur for tiden, og har indslag fra et bredt udsnit af forfattere og kunstnere med tilhør til Gladiator, der hver især kaster lys på et bestemt emne. Denne gang var emnet ”Billedmageri & Social Indignation – Utopi & Politisk digtning”. Jeg er begejstret. Ikke blot fordi jeg på mit studie lige har haft et forløb om Ny Litteratur og derfor finder min interesse for præcis dette emne forøget. Jeg er begejstret, fordi dette tredje bind i serien er en stærk udgivelse, der rummer så meget, på så lidt plads, men hvor intet føles forhastet eller forvirret. De forskellige indslag komplimenterer hinanden på trods af deres forskellige former og udtryk. Der skrives åbent, vredt, næsten altomfavnende og relevant. Der sættes spørgsmålstegn ved status quo, samtidigt med der er en næsten blid og stille søgen indad, ind i os selv.

Det er de færreste af indslagene, der frembringer et billede af ”utopi”, af et ideelt samfund, snarere er der en følelse af at blive tvunget eller opfordret til at se bagsiden af medaljen. Det ses bl.a. i Josefine Graakjærs to kronikker om kulturel diversitet og psykisk sygdom, Eva Iversens historie ”Elise” om det at pleje et sygt menneske og Jacob Skyggebjergs rammende og direkte angreb på vores syn på disse psykiske syge. Her bliver så meget af det, vi tager for givet, pludselig sat i fokus og stillet spørgsmålstegn ved. ”Det er sådan her det er, men er det sådan det bør være?” kan man høre dem sige. Det er en af bagsiderne ved et ellers velfungerende land som Danmark, hvor man kan snydes til at tro, at alt går som det skal, hvis man bare ikke ser grundigt nok efter. Det er utopien, der viser sig at have mere tilfælles med dystopien, end man har lyst til at indrømme. Det nære og det menneskelige Hos andre rykker fokus indad, og det kommer til at handle om kroppen, om mennesket, om bevidstheden og naturen. Der er en todelthed, en følelse af, at man

Visir # 71

Er det sådan her, det bør være? Det er dog specielt den sociale indignation og politiske digtning, der kan mærkes igennem de ca. 22 forskellige indslag, og det er ikke, fordi hverken kunstnere eller forfattere tager let på emnet eller lægger fingre imellem. Der bliver åbnet op for steder, der normalt domineres af tavshed, vores ansigter vendes mod de hjørner af samfundet, vi ikke har lyst til at se på. Der tales dybt alvorligt om mentale lidelser, om sygdom, om alderdom, om fremmedgørelse, og man er aldrig på sikker grund. Indmellem tales der voldsomt og direkte, som et angreb, et anråb til kamp, andre

gange er det mere sagte, poetisk, men ikke mindre gribende.

Kasernelivet

er noget overfor noget andet, det kan være mennesket overfor naturen, overfor sin egen bevidsthed, eller livet overfor døden. Maja Lee Langvad har et uddrag med fra ”grateful”, der i metonymiske relationer fortæller om adoption, om at være to ting og fra to steder, og de skyggesider, der kan være ved at være adopteret. Lea Marie Løppenthin skriver om at være fremmed i et andet land, Amalie Smith kommer med tanker om natur, menneske og teknologi, der er digte fra Katinka My Jones om barndom, voksenliv og hvad der følger med, der er et fantastisk humoristisk uddrag fra Kristina Nya Glaffey og Pernille Kløvedal Helwegs ”Mor og Busser”, om at se det normale i det unormale gennem barnets øjne. Det er ikke kun de mørke kroge, hvor samfundet gemmer de syge og ”anderledes”, der pludselig befinder sig i lyset, det er også alt det, vi som enkelte mennesker, som individer, går og kæmper med. Det er også menneskets forhold til sig selv, og til andre mennesker, ikke som masse, men som dig og mig, som enkeltpersoner, der tages op og undersøges i forskellige udformninger.

Visir #71

Fordelt imellem alt det literære er der grafiske indslag med fotografi, tegneserier og kunst, der giver et visuelt holdepunkt og naturlige afbræk fra

Anmeldelse

læsningen, hvor man pludselig er nødt til selv at fortolke og forstå og være opmærksom på en ny måde. Det er interessant at medtage det visuelle, fordi det trods alt er en skriftserie for litteratur, men det giver et helt andet udtryk til hele bogen. Der er mange måder at fortælle en historie på og engagere en læser, og det synes jeg er fantastisk, der bliver eksperimenteret med, specielt når det fungerer så godt, som det gør. Skriftserie for ny dansk litteratur er det, den lover med denne udgivelse. Den giver et indblik i, hvad der rører sig indenfor dansk litteratur for tiden, både tematisk og genremæssigt. Samtidigt introducerer den kendte forfattere og mindre kendte, så der imellem de forskellige helt sikkert er en eller to – eller mange flere – der er nye, og som man herigennem kan stifte kort bekendtskab med. Om det skal være et kort stævnemøde, eller om det varer længere, er helt op til en selv. Der var ingen af teksterne, der på noget tidspunkt faldt igennem eller føltes irrelevante. Der var måske brug for en enkelt korrekturlæsning, men ellers er det en rigtig stærk udgivelse, der ikke går på kompromis, der eksperimenterer, bryder grænser og er fantastisk lækker læsning.

Anmeldelse

Kasernelivet

Redaktion: Hans Otto JĂ¸rgensen et. al Skriftserie for ny dansk litteratur #3 236 sider 200 kroner Vestjyllands HĂ¸jskole Forlag & Gladiator

Visir # 71

Artikel

Kasernelivet

Æstetikkens frigørelse af mediet

Af Julie Rose Malskær & Diana Bjerregaard Kristensen, digital design og æstetisk kommunikation

Visir #71

Abstract Denne artikel undersøger, i et postdigitalt perspektiv, kvaliteterne hos analoge og digitale kameraer, og hvordan en kombination af de to kan resultere i et nyt æstetisk udtryk i et kamera. Vi har gennem vores praksis kombineret disse kvaliteter i et design, som har vist sig at være kontrollerende men ukontrolleret i dets udtryk, håndgribeligt i dets fysiske form - men flygtigt i dets udtryk. Den indre proces i kameraet bliver synliggjort og som resultat deraf tiltrækker opmærksomhed til mediet selv, og bliver selvstændigt. 1. Introduktion For at undersøge vores tese har vi gennem vores design undersøgt, hvilke kvaliteter et digitalt og analogt kamera rummer. Vi har sammenstillet de to i en æstetisk analyse og har på den måde været i stand til at skabe et kombineret udtryk i et kamera. K u n s t n e r e har længe eksperimenteret med dette udtryk,

og kan i det kunstneriske frirum tillade sig at være kritisk. Men hvad sker der, når vi pludselig skaber et design ud fra dette udtryk? Og hvad er konsekvensen, hvis vi sætter dette design i verden? 2. Baggrund 2.1 Post-digital Termen post-digital er en måde at referere til den nyopståede interesse for analoge medier. Det beskrives som en rodet og paradoksal tilstand af kunst og medier efter den digitale teknologiske revolution [1]. Det post-digitale er ikke et udtryk for, at vi bevæger os væk fra digitaliseringen, men det er et forsøg på, at imødekomme denne tilbagevendende interesse og en mulighed for at se i andre retninger. At sætte nyt liv i de gamle medier er ikke nok - men i stedet: “functionally repurpose them in (critical) relation to mainstream digital media technologies” [2].

A r t i ke l

Som Florian Cramer beskriver det: “Postdigital: a term that sucks but is useful” [2]; hvilket understreger den kompleksitet, der ligger i det post-digitale som en teknisk term. Her handler det ikke om “gamle” og “nye” medier, eller om automatisk at vælge den nyeste medieenhed, men i stedet bruge det medie, der er bedst egnet i den givne situation, uanset om det er analogt eller digitalt. 2.2 Analog vs. Digital Gennem vores forsøg på at finde forskellige kvaliteter hos analoge og digitale kameraer, er vi nået frem til, at det analoge har et ukontrolleret element og det digitale et kontrolleret element. Dette hænger sammen med det digitales ønske om at være transparent og brugervenligt som medie. På den anden side har det analoge en tendens til at være ukontrollerbart i dets simple teknik og sårbare proces, hvilket bevirker at billederne bliver påvirket af de mange eksterne faktorer udenfor kameraets og brugerens kontrol. Det digitale kamera er kontrollerende i dets forsøg på brugervenlighed, med tilhørende pre-settings, autofokus osv., hvilket resulterer i, at kameraet kontrollerer alt for brugeren.

længere er noget, der er fast indlejret [4]. Det analoge kamera fremstår derfor autentisk i forhold til det digitale, idet interfacet og kameraets tekniske muligheder er meget begrænsede. Her bliver lyset lukket ind i linsen og skaber et inverteret billede, som bliver permanent fastholdt i filmen som følge af en kemisk proces. Ved det digitale kamera bliver inputtet konverteret til elektriske ladninger og omdannet til pixels. De mange valgmuligheder som f.eks. foto-settings, filter og redigeringsværktøjer skaber en anden håndtering af billederne. 3. Koncept Vores designkoncept er et forsøg på at analysere analoge og digitale kameraers kvaliteter, for dermed at være i stand til at kombinere de to i et nyt æstetisk udtryk. Vores design er et digitalkamera, vi har hacket. Inde bag digitalkameraets linse sidder en CCD-sensor, som opfanger lys og konventerer det til pixels, denne proces har vi forstyrret, så det ikke længere er muligt for kameraet at konventere lyset om til et realistisk billede. I stedet for et realistisk billede ses nu processen af lyset, som konventeres til pixels, hvilket kommer til udtryk i form af glitchede billeder. Vi har derudover valgt, at det kun er muligt for brugeren at se billedet i ganske få sekunder, derefter forsvinder det. Brugerens muligheder er begrænset til, at det kun er muligt at tage et billede, se det, og tage et nyt. Dog er det muligt for brugeren at udvælge et perspektiv -

Visir # 71

Den tyske kulturkritiker Walter Benjamin kritiserede den tekniske reproduktion med de nye teknologiske artefakter som f.eks. kameraet, som gjorde det muligt at reproducere kunst [3]. I dag er problemet ikke længere reproduktion, men snarere regulerbarhed, hvor det nu er muligt at ændre, manipulere og tilpasse data, så der ikke

Kasernelivet

Artikel

Kasernelivet

og dermed have en aktiv rolle i forhold til billedet, der skal tages. Men der stopper mulighederne også, og kameraet overtager derefter og skaber det endelige udfald.

digitalkameraer, hvor han hacker/ påvirker CCDsensoren med strøm, og dermed skaber glitchede billeder. Der opstår altså en proces mellem

Billede 1 og 2. Kameraets interface

Visir #71

4. Glitch kunst Mark Banzhoff er en tværfaglig kunstner, som både arbejder med video, lyd, fotografi og liveperformance. Han arbejder med relationerne mellem mennesket og teknologi, hvor glitch og fejl er linket mellem disse to kontraster hvilket han betegner som en fejlteori [5]. Dette gør han gennem manipulation af

kunstner og maskinens begrænsninger, som tilsammen danner kunst.

Billede 3. Det hackede digitalkamera

A r t i ke l

5. Glitch æstetik Kameraets fysiske form er vigtigt i forhold til, hvordan brugeren relaterer til teknologier, og hvordan det bliver håndgribeligt. Vores kamera har ikke en film men har i stedet kun dets egen interne hukommelse, som skaber en pladsbegrænsning på 24 billeder. Billederne bliver fysisk gemt på kameraet, hvilket skaber en direkte forbindelse mellem kamera og billeder. Billederne forsvinder og bliver til repræsentationer af øjeblikke fanget med kameraet. De er ikke håndgribelige i deres form men bliver flygtige og noget, der skal opleves i øjeblikket. Vi mener, at dette skaber en ny æstetisk i det flygtige med en fortabelse i, hvordan det digitale kameras interne system bliver vist frem og medfører et nyt udtryk, hvor billederne forsvinder og gemmes på kameraets hukommelse uden mulighed for at gense dem.

Jay David Bolter og Richard Grusin beskriver, hvordan det digitale fotografi har medført en ny måde at forstå fotografiet på, nemlig gennem dets krav om immediacy. Immediacy er stræben efter det perfekte og mest realistiske udtryk, det er et forsøg på at opnå en transparent/gennemsigtighed, hvor konstruktionen og mediet bag er skjult. Men pointen er, at det altid vil være en repræsentation af virkeligheden og aldrig virkeligheden; det vil altid være fremstillet på en speciel måde. H y p e r m e d i a c y er derimod når konstruktionen er tydelig, hypermediacy nedbryder forestillingen om immediacy, og nedbryder dermed sin egen illusion det er den æstetiske oplevelse af mediet [7].

Vores kamera kan dermed siges at være hypermediacy, fordi det viser processen inde i kameraet gennem de glitchede billeder, hvilket skaber en ny æ s te ti k . S o m e n d e l a f de re s kunstneriske praksis har kunstnere gjort brug af glitch. New Media kunstner og professor Nick Briz definerer glitch; “as an unexptected moment in a system that call attention to that system, and perhaps even leads us to notice aspects of that system that might otherwise go unnoticed” [8]. Ved at hacke digitalkameraets CCD-sensor skaber det glitch billeder, men resultatet af glitch er skabt inde i kameraets proces, og resultatet vil være forskellig hver gang. Billederne vil aldrig være det samme, hvilket betyder, at hvert enkelt billede er unikt. Dette medfører en kontrast til, hvad det digitale kamera som teknologi faktisk tillader indenfor konteksten af reproduktion og regulering. Kameraets teknologi

Visir # 71

Glitch effekten og det farverige udtryk kan associeres til tekniske fejl eller uventede stop, som vi allerede kender fra andre digitale teknologier. Det bliver digitalt i dets udtryk, hvilket ses i forstørrelsen af billedernes pixels. Det kan fortolkes som kameraets støj, hvor dets interne proces bliver set som noget æstetisk. Idet vores billeder er baseret på kameraets interne system og kontrol, betyder det, at der ikke er nogle indkodede budskaber eller en bestemt fortolkning af billederne - det er op til brugerne at fortolke de forskellige udtryk [6]. Den kontrollerede del af digitalkameraet er blevet æstetiseret, som er i stor kontrast til dets udtryk, der synes at være noget ukontrolleret.

Kasernelivet

Artikel

Kasernelivet

Billede 4 og 5. Billeder taget med kameraet

Visir #71

er blevet begrænset til øjebliksoplevelser, der ikke kan reproduceres. Glitch billederne skaber en æstetik i det flygtige med begrænsningen af kameraet som en teknologi. 6. Diskussion Kunsten eksperimenterer med vores følelser og giver os lov til at opleve verden ud fra en anden kontekst, end den vi kender; kunsten er vores frirum, vi kan slippe hæmningerne og samfundets normer, og lade os rive med af vores følelser og oplevelse. Kunst tillader ikke ensartethed, og udforsker mediet til det yderste. Kunsten har altså længe været spekulativ og kritisk; men denne kritik ses sjældent i design, det skal i stedet helst være så sikkert som muligt. Idet kunstnere som Mark Banzhoff eksperimenterer med vores oplevelse af kameraet, har han allerede plantet nogle nye og anderledes følelser omkring et medie, vi alle kender, og har et forhold til. Ved at tage de her følelser og implementere dem i et design, ser vi det

pludselig i brugernes.

helt

nyt

perspektiv:

Vi lever i et netværkssamfund, og vi bestræber os på det perfekte, fejlfrie og at genskabe denne virkelighed i det digitale medie. Mediet selv, dens data, informationen og processen skal skjules - i stedet skal alt fremstå perfekt. Dette er ikke en kritik af det digitale medie, men snarere et udtryk for menneskets behov for kontrol, og at tilpasse de digitale teknologier til den verden vi allerede kender. Ved at indsætte vores design i en brugskontekst ville det være nødvendigt at give slip på noget af kontrollen, og gøre plads til at mediet kan blive sin egen. Ved at tillade at glitch og fejl kan opstå, må vi indse, at vi ikke kan kontrollere alt - og måske ikke skal. Måske er det i stedet tid til at give teknologien sin egen stemme - og ikke bare tilpasse det vores samfunds behov.

A r t i ke l

En kontrast til dette finder vi netop som en kvalitet hos det analoge; mediet kan fejle, og vi kan ikke altid kontrollere det: “Indeed, "failure" has become a prominent aesthetic in many of the arts in the late 20th century, reminding us that our control of technology is an illusion, and revealing digital tools to be only as perfect, precise, and efficient as the humans who build them” [9]. I et spekulativt design perspektiv [10] er det muligt at åbne op for nye forståelser for, hvad et kamera er, og kan være. Vi tager ikke udgangspunkt i en bestemt bruger og brugssituation, men det giver os mulighed for at se konsekvenserne af at indsætte dette design i vores verden. Ved at gøre det ville vi ændre den måde, vi bruger et kamera. Kameraets oprindelige funktion ligger netop i at opfange den virkelighed, vi står overfor, det bruges til at opfange hverdagsøjeblikke og huske forskellige situationer. Dette formål er nu ændret, og

Kasernelivet

dermed vil vores kamera ikke kunne erstatte det ‘almindelige’ kamera, hvilket heller ikke vil være formålet. Mediet er ikke længere skjult, og teknologien er nu en dominerende del af billedet. 7. Konklusion Ved at tillade at glitch og fejl kan blive en del af billedet, giver vi slip på vores stræben efter immediacy [7]. Teknologien og processen af at konvertere lyset om til pixels gennem CCD-sensoren er nu en del af billedet. Vi kan dermed konkludere at ved at designe dette kamera, er brugen af det kamera, vi kender, fuldstændig ændret. Konsekvensen af at indsætte vores kamera i verden, vil være, at vi ændrer brugen af det kamera vi kender, og dermed må indse, at den virkelighed vi ser, er gennem en teknologi/maskine, og aldrig vil blive virkeligheden. Vi må derfor slippe kontrollen og lade den digitale teknologi blive sin egen.

Visir # 71

Bibliografi [1] Aprja.com: A Peer-Reviewed Journal About Post-Digital Research: http:// www.aprja.net/?page_id=1291 [2] Cramer, Florian: “What is “Post-Digital”?” (2013) [3] Benjamin, Walter (1998) [1936]: “Kunstværket i dets reproducerbarheds tidsalder”, in Walter Benjamin - Kulturkritiske essays, Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag A.S, København. [4] Manovich, Lev (2001): “The Language of New Media”, The MIT Press, London. [5] Banzhoff, Mark: from http://www.markbanzhoff.com/glitch#1 [6] Van Leeuwen, Theo (2001): The Handbook of Visual Analysis, SAGE Publications Ltd. [7] Bolter, Jay D. & Richard Grusin (2000): “Remediation: Understanding New Media”, The MIT Press, Cambridge, Massachusetts, USA. [8] Briz, Nick: fra en mailkorrespondance [9] Cascone, Kim (2000): “The Aesthetics of Failure, “Post-digital” Tendencies in Contemporary Computer Music”, in Audio Culture. [10] Dunne, Anthony and Fiona Raby (2013): “Speculative Everything”, The MIT Press, Cambridge, Cambridge Massachusetts, London

Kasernelivet

det du gør

Af Anne Katrine Bagai, litteraturhistorie

gud stikker sin fede finger i dit øje gud stikker sin tykke inderlighed ind i din mund du udbasunerer i salmer i Danmark er jeg født i skovens dybe stille ro det er mere sandsynligt at en mørk mand er terrorist siger bertel med erigeret præstedialekt der Untergang de sidste to døgn har du zappet har du spist dine bastognekiks i dyb afmagt det er hårdt for dig på den måde at følge med være kampklar når ting sker når nogen går amok du bliver så træt det er forfærdeligt du ser dig selv stå på barrikaderne du de blå mænds skjold du hælder vandet fra karaflen ned i vasken de små rør ned i jordens svælg angsten ligger og lurer i begoniabedene ligger og lurer mens du afkalker badeforhænget

Visir #71

mens eddiken siver ind

Digt

Kasernelivet

politiet de gør bare deres arbejde hvis det var mig der lignede en terrorist ville jeg være venlig jeg ville forstå dem siger bertel i radioen jeg ville tage mine ting ud af tasken jeg ville ikke være vred jeg ville sige tak der er så stille i haven så stille i bilen du forestiller dig en kugle i baghovedet sveden drypper ned fra din ryg du pumper reder dit hår stramt tilbage i hestehale og galop ser du hans tykke brune fingre stramme om din vrist du trækker tasken ind til dig på banegårdspladsen du kigger på min far når han stiger ud af en bil med sin sportstaske på ryggen du kalder min farfar for en sød

Visir # 71

Kasernelivet

mørk lille mand som noget usædvanligt eller som : min farfar / en porcelænsgenstand i din fucking vindueskarm en souvenir fra tibet eller som min farfar / lige landet det ydre rum du gemmer hænderne trækker tasken ind du sidder ret op og kigger ned i din telefon kramper omkring den i orgastisk hiksten faktisk er det næsten rart for dig at have en grund til at

Visir #71

tjekke den

Digt

Kasernelivet

starry-eyed

Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie

I stare starry-eyed at this room that seems an extension of you heated and hushed and scarce with light to hide the flaws: dilated pupils stains from circle-jerks shaking hands hoping for favors I’m naked underneath this dress pearls of sweat pearls of human waste drop to the floor I’m heavy-lidded and stumbling to get to you “You look like starlight” no, I look starry-eyed and the light reveals you wearing soft powder to protect what you are.

Visir # 71

Visir #71

Kasernelivet

Foto

Kasernelivet

Foto

Visir # 71

Foto af Mathilde Ravn Melvang

Visir #71