Det er helt fint at elske Black Sabbath i den klassiske (first wave) metal og doomperiode omkring Ozzy (altså længe før MTV-Ozzy), og det er helt fint at elske stoner som vi alle ku' li' skidtet hos Sleep, muligvis genrens de bedste. Problemet er bare det at efter 4 albums, fra 2006 til 2012, er budskabet efterhånden feset ind: at det her er doom a la klassisk Black Sabbath, det her er stoner a la f.eks. Sleep. Fint! Og hvad så? Kan man, i ramme alvor, skabe sig et navn på at spille en musik der, i hovedet på en der f.eks. kender til Black Sabbath eller Sleep, fuldstændig og aldeles fjernes af sine forbilleder? At John D. Cronise, fra The Sword (US), end ikke prøver på at holde sin kæft fra at lyde totalt som Ozzy er så bare prikken over i'et (som i "sheit", "skidt" eller "cirkeline er en sæk"). Og nu vi alligevel er ved det at lave musik alene om en genre, og nu vi synes det er så sjovt, hvad så med Talbot (EE)? En duo fra Tallinn på bas, trommer, synths og growl (og ingen guitar)? Doom med elementer af psykedelika, prog rock, garage og noise? Rykker det? I banditten? Ikke en skid: netop det at der ikke er guitar er nemlig selve knaldperlen, det faktum der peges ud af Roskilde selv som bandets, tydeligvis, eneste eksistensberettigelse på årets plakat. Musikken, stiløvelserne, kan det i hvert fald ikke være. Og vi bliver ved: Tyranny (FI), to tosser på en scene i munkekutter (læs: atomolferter på skotske kilte), har to udgivelser (læs: tunge fester) bag sig: minialbummet Bleak Vistae ('04) og fuldlængden Tides of Awakening ('05), er derfor ikke specielt aktuelle, men roder, åbenbart, endnu rundt med funeral doom, langsom og røvsyg klang og growl, gerne af et kvarters tid i længden, på megen mol, muld og mølkugle. Paraplyen over den her rædsomme kedsomhed, samlet set den her krudtspand i en numse, kaldes, af Roskilde selv, for "ekstremmetal", men har lige så lidt med metal at gøre som Burzums og/eller Mortiis' ambient-plader. Det her skal dog nok have sit faste publikum. Med navlen, af biologiens kispus, så tæt placeret på rektalknappen at de, fordi tingene nu engang forveksles af den her slags genmasse, bare ikke kan se det sjove i et halbal med Kandis. Burde de ellers. Metalcore på thrash og hardcore punk er Hatebreed (US), grundlagt i 1994, på Roskilde i 2004, nu, med den aktuelle The Divinity of Purpose ('13), ude med deres sjette fuldlængde, med, må man også hurtigt sige, endnu en genre-plade, et stykke arbejde og ansøgning på toppen af de foregående - for udelukkende at komme ud at spille live. I mange år, måske også alt for mange, har de store bands - og her taler vi om Iron Maiden-segmentet - vel nærmest udelukkende udgivet nyt fordi den slags havde en effekt på bagkataloget. Men i de her moderne tider, hvor cd'en såvel albumformatet er dødt, er det svært at sige andet end at Hatebreed, ved at
60