Roskilde Festival 2012 - Den alternative guide til det hele, vol. X

Roskilde Festival 2012 - Den alternative guide til det hele, vol. X Af Karsten Olesen, BibZoom.dk

Indholdsfortegnelse Roskilde Festival 2012: Den alternative guide til det hele, vol. X ........................................ 3 RF ‘12 - Samlet stilliste ....................................................................................................... 6 RF ‘12 - Pavilion Junior ..................................................................................................... 10 RF ‘12 - Pavilion Junior - Højt ........................................................................................ 10 RF ‘12 - Pavilion Junior - Mellem ................................................................................... 12 RF ‘12 - Pavilion Junior - Lavt........................................................................................ 14 RF ‘12 - Pavilion Junior - Stilliste....................................................................................... 18 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt ............................................................................................. 19 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Electronica ..................................................................... 19 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Hip hop .......................................................................... 20 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Indie............................................................................... 23 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Klassisk ......................................................................... 27 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Metal.............................................................................. 27 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Pop ................................................................................ 29 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Reggae .......................................................................... 31 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Rock .............................................................................. 31 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Verdensmusik ................................................................ 43 RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Stilliste............................................................................... 46 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem ........................................................................................ 48 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Electronica ................................................................ 48 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Hip hop ..................................................................... 49 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Indie.......................................................................... 50 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Jazz .......................................................................... 52 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Klassisk .................................................................... 52 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Metal......................................................................... 52 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Pop ........................................................................... 54 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Rock ......................................................................... 57 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Soul .......................................................................... 62 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Verdensmusik ........................................................... 63 RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Stilliste.......................................................................... 67 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt ............................................................................................. 69 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Electronica .................................................................... 69 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Hip hop .......................................................................... 69 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Indie .............................................................................. 72 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Jazz ............................................................................... 75 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Metal ............................................................................. 76 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Pop ................................................................................ 77 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Rock .............................................................................. 80 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Verdensmusik ............................................................... 83 RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Stilliste .............................................................................. 87 RF ‘12 - Navneregister ...................................................................................................... 89

2

Roskilde Festival 2012: Den alternative guide til det hele, vol. X Jubilæumsskriftet har igen i år det hele; samtlige bands, beskrevet og genrelistet ud fra en gennemgående vægtning om at splitte alle navne op i det der bedst rammer Roskildeånden - som er? Det der står mellem (og på) linjerne i den her guide, det der tester Roskildes eget prædikat om at være “en progressiv musikfestival” - overfor festen og sammenholdet.

Af Karsten Olesen, cand.scient.bibl.

Som altid, dvs. for tiende år i træk, vil den her guide ikke sælge billetter til Roskilde, ikke forsøge at pushe tvivlere det sidste stykke vej til posthuset (det virtuelle såvel det analoge).

Den her guide tager fat i det hele, beskriver og klassificerer samtlige navne på årets festival. Mindre kan ikke gøre det.

Og hvad gør den så? Indgangen er at sige hvad den ikke gør: den hænger sig ikke i at den og den spadespiller sætter den og den akkord på fedeste vis; intet kunne være mere ligegyldigt, intet mere lige meget.

Hvad Roskilde handler om er nemlig oplevelser - musikalske såvel dem om fest og sammenhold - og her har vi den! Præcis i overlappet ligger den her guide nemlig og bobler.

Tag nu Jack White (US) som eksempel: sin generations måske bedste musiker - men også en mand der intet har at sige. Og hvad siger man så til det? Falder man på halen over hans tekniske kunnen? Rygtet og den voksende myte?

Hvad den her guide gør, og prøver at gøre gennem hele sin vej, er at forholde sig til f.eks.

Jack White som “kulturprodukt”, som “noget” der forholder sig til tiden, til historien, prøver at være lytter på dialogen med kunstnerens objekt (musikken) og sit publikum (musikkens mål).

Og halleluja! Allerede nu er dem der - lige netop - har købt billet for at se enten Jack White, Björk eller Bossen faldet fra. Bare herligt.

Ovenover lyder den måske sådan, men gennemgående er den her guide ikke højpandet, vil ikke knytte sig omkring et samlet billede af årets program, men vil i stedet to ting: finde

3

essensen i de bands der har noget at sige, finde festen i dem der (lige netop) lander med fest.

Festen, det vi kan gøre i flok Roskildes hårdtarbejdende medarbejdere går på arbejde som alle andre, bruger næppe årets 361 dage udenfor festival på at ligge i telt, bælle papvin til morgenmad, makrel til frokost, pølsemix (af ophakket Tjødhammer) til aftensmad.

Derfor er fokusgrupper fint, “Hvad synes du selv?”-spørgeskemaer og lignende ganske udmærket. Men fanger jo ikke essensen, ikke en gennemsnitsgænger på festival der tåger mere eller mindre rundt, går fra oplevelse til oplevelse, ind imellem også dingler lidt i hegnet.

Den her gruppe tækkes så godt som muligt af Roskilde, ingen tvivl om det: f.eks. er det nu helt utænkeligt at agoraer ikke mere var at finde på campingområdet - og alligevel er det faktisk kun ganske få år siden de blev en realitet. Så en udvikling er hele tiden i gang.

Ovenstående bare en reminder til Roskilde om deres værtsrolle - i ca. samme sammenhæng vil den her guide stræbe efter, nådesløst, at pege samtlige bands ud der her spiller op til festen: det være sig rock, pop eller verdensmusik. Det manglede da bare.

Tanken, den vi har selv Ved siden af festen er Roskilde også lagerførende på introvert indie, electronica og singer/songwriter-virksomhed. Her vil den her guide kun imponeres hvis udtrykket vil mere end smaske løs på forudgående drøvtyggeres opgylp.

Især på det her punkt er den her guide søgende som en pilgrim: musik er abstrakt, i sin essens ordløs, suppleres, teknisk set, som instrument af en eventuel tekst.

Den her abstraktion er svær (læs: umulig) at sætte ord på, men også den slags der giver udbytte i musikken: pludselig at høre hvor f.eks. en Jack White kommer fra - og dermed også se hvor han vil hen.

Specielt punk, rock og metal kan være enten politisk eller semi-religiøst i sit grundudtryk, dvs. at musikken her bærer på mere end bare underholdning og verdensvendthed. Den slags vil en her guide gerne gå i dialog med; ikke i overdreven grad, bare til husbehov.

Electronica kan også, via f.eks. reallyde, prøve at “forstå” verden, prøve at løfte lidt op på fligen derude i kanten. Den slags forsøg vil den her guide også gerne adressere.

Verdensmusik, mødet mellem et lands traditionelle musik og et vestligt udtryk, er typisk i dialog med fortid og nutid, mellem gamle kolonimagter og udvandring med en ny musik til følge. Den slags er helt alvorligt interessant, og det skal da også bare adresseres.

Kort om guidens udstyr Som altid vil guiden dele samtlige navne op i tre kasser: højt, mellem og lavt, det man, ud fra ovenstående retningslinjer, skal, kan eller ikke bør opleve. Og holder kasserne? Slet ikke! Men i det mindste er det her et bud.

4

Kasseinddelingen vil også blive lagt over Pavilion Junior (opvarmningsscenen), men ikke over den, i samme periode, nye og mobile Apollo Countdown scene der, omkring på camping, spiller electronica: den er nemlig fis i en hornlygte, skal tydeligvis ses som bilproducenters tv-reklamer: som noget der ikke flytter køberen en meter, udelukkende er til for at holde brandet i kog.

Uhyrligt! Og hvor graver man så den slags mening frem? Enkelt: bare løb gennem navnene - ikke sandt? At de fleste næppe kender et eneste er ikke et udtryk for der gemmer sig guld, tværtimod. Summa summarum: til næste år er alt ævl om Apollo Countdown ævlet færdig.

Endelig er der guidens scoop: genrelisten der gør det endnu lettere at bevæge sig rundt om hele programmet. En lille feature der - med lidt stolthed i stemmen - passer fint i print på køleskabet. I så fald: fred være med teksten, så er noget centralt nemlig allerede nået.

Go’ festival!

5

RF ‘12 - Samlet stilliste Tegnforklaring: Pavilion Junior (30. juni - 4. juli) • [P+] = Højt • [P*] = Mellem • [P-] = Lavt Hovedfestival (5. - 8. juli) • [+] = Hovedfestival, Højt • [*] = Hovedfestival, Mellem • [-] = Hovedfestival, Lavt Selve listen: Electronica - Martyn (NL) [*] ; Modeselektor (DE) [+] ; Pretty Lights (US) [*] Electronica/ambient - Oneohtrix Point Never (US) [-] Electronica/ambient/støj - Shlohmo (US) [+] Electronica/chillwave - Giraffage (US) [*] Electronica/dark ambient - Dalglish (US) [+] Electronica/DJ/drum’n’bass - Rockwell (UK) [*] Electronica/DJ/hip hop - The Toddla T Sound (UK) [*] Electronica/DJ/house - Amsterdance feat. Jesse Voorn, Dennis Christophers and Sam O’Neall (NL) [*] Electronica/drum’n’bass - Commix (UK) [-] Electronica/dubstep - Addison Groove (UK) [-] Electronica/house - Lone (UK) [*] Electronica/minimaltechno - Paul Kalkbrenner (DE) [+] Electronica/trance - Blondes (US) [*] Hip hop - A$AP Rocky (US) [-] ; DJ Static w/ Temu, Blood Sweat Drum+Bass and Guests (DK) [-] ; Evidence (US) [-] ; Mac Miller (US) [-] ; Malk de Koijn (DK) [+] ; Royce da 5’9” (US) [-] ; Yelawolf (US) [-] Hip hop/alternative - Sage Francis (US) [+] Hip hop/electro - Specktors (DK) [-] Hip hop/electronica - AraabMuzik (US) [+] Hip hop/grime - Linkoban (DK) [P-] Hip hop/hiplife - Blitz the Ambassador (US) [+] Hip hop/neo-soul - The Roots (US) [+] Hip hop - Big K.R.I.T. (US) [*] ; Dominique Young Unique (US) [*] ; Macklemore and Ryan Lewis (US) [*] ; Hip hop/pop - Grieves & Budo (US) [-] ; Wiz Khalifa (US) [*] Indie - Copenhagen Collaboration (DK) [-] ; French Films (FIN) [P-] ; Christina Rosenvinge feat. Chris Brokaw & Refree (E/US) [*] Indie/chanson - Maïa Vidal (FR) [-] Indie/dream pop - Helsinki Poetry (DK) [P*] ; M83 (FR) [+]

6

Indie/electro - Django Django (UK) [-] Indie/folk - Bon Iver (US) [+] ; Bowerbirds (US) [-] ; The Low Anthem (US) [+] Indie/klassisk - Nils Frahm (DE) [+] Indie/lo-fi - R. Stevie Moore (US) [-] Indie/pop - Hospitality (US) [-] ; Korallreven (S) [-] ; The Shins (US) [-] ; Team Me (N) [P-] Indie/rock - 120 Days (N) ; Lee Ranaldo (US) [-] ; Larsen & Furious Jane (DK) [+] ; Spector (UK) [-] Indie/rock/dance - Gossip (US) [+] Indie/rock/math - Governor of Alaska (DK) [P+] Indie/rock/post-punk revival - Nelson Can ( DK) [P*] ; The Vaccines (UK) [*] Indie/rock/post-rock - Ter Haar (DE) [*] Indie/rock/rap - Kraftklub (DE) [-] Indie/støj - The Megaphonic Thrift (N) [*] Indie/verdensmusik - Tune-Yards (US) [+] Jazz/electronica - Jakob Bro (DK) [*] Jazz/free jazz - Kriget (S) [-] Klassisk/avantgarde - Kimmo Pohjonen / Samuli Kosminen and Proton String Quartet (FIN) [*] Klassisk/minimalisme/vokal - Ars Nova (DK) [+] Metal - Machine Head (US) [+] Metal/black - Liturgy (US) [-] Metal/death - Cerekloth (DK) [P*] Metal/death/black - Behemoth (PL) [*] Metal/deathcore - Suicide Silence (US) [+] Metal/grindcore - Nasum (S) [-] Metal/melodic death - DevilDriver (US) [-] Metal/noise - Today Is the Day (US) [*] Metal/post-metal - Kellermensch (DK) [*] ; Redwood Hill (DK) [P-] Metal/prog/southern sludge - Baroness (US) [+] Metal/sludge - Crowbar (US) [*] ; Weedeater (US) [*] Metal/stoner - Red Fang (US) [+] Metal/thrash - Warbringer (US) [-] Pop - Jonathan Johansson (S) [+] Pop/avantgarde - Julia Holter (US) [+] Pop/electronica - BjÜrk (ISL) [-] ; Rangleklods (DK) [+] Pop/folk - Daughter (UK) [*] Pop/indie - Apparatjik (INT) [*] ; Indians (DK) [P-] Pop/new rave - Friendly Fires (UK) [-] Pop/post-britpop - Mew (DK) [*] Pop/retro - Mikal Cronin (US) [-] Pop/rock - Santigold (US) [*] Pop/singer-songwriter - Rover (FR) [-] Pop/soul - Mathilde Savery (DK) [P*]

7

Pop/synth - Girlseeker (DK) [P-] ; Icona Pop (S) [P-] ; Niki & The Dove (S) [*] ; Penguin Prison (US) [-] Pop/synth/hip hop - Slowolf (DK) [P-] Reggae/dancehall - Klumben og Raske Penge (DK) [P*] Reggae/roots/dub - The Abyssinians (JAM) [+] Rock - The Cure (UK) [-] ; Dry the River (UK) [+] ; Sivert Høyem (N) [+] ; Magtens Korridorer (DK) [+] ; Bruce Springsteen & The E Street Band (US) [+] ; Lars Winnerbäck (S) [+] Rock/acid house - Spleen United (DK) [+] Rock/bluegrass - Alison Krauss & Union Station feat. Jerry Douglas (US) [+] ; Punch Brothers (US) [-] Rock/electro - The Echo Vamper (DK) [P-] Rock/folk - Bellowhead (UK) [*] ; First Aid Kit (S) [*] Rock/folk/indie - Dangers of the Sea (DK) [P-] Rock/goth - The Cult (UK) [+] Rock/New Orleans rhythm ‘n’ blues - Dr. John and The Lower 911 feat. Jon Cleary (US) [-] Rock/neofolk - Of The Wand & The Moon (DK) [+] Rock/noise - Jørgen Teller & The Empty Stairs feat. Lazara (DK/BEL) [*] Rock/pop - Dig & Mig (DK) [P+] ; I Got You On Tape (DK) [*] ; Rum 37 (DK) [P+] Rock/post-punk - Shiny Darkly (DK) [P-] Rock/psychobilly - Hank3 (US) [*] Rock/psykedelika - Dead Skeletons (ISL) [+] ; El Paraiso presents Causa Sui, El Paraiso Ensemble and Papir (DK) [*] Rock/punk - Bäddat För Trubbel (S) [P*] Rock/punk/hardcore - Cerebral Ballzy (US) [-] ; Refused (S) [+] ; Trash Talk (US) [*] Rock/punk/post-hardcore - Mutiny on the Bounty (US) [-] Rock/punk/skate - H2O (US) [*] Rock/retro - Jack White (US) [+] ; Ulige Numre (DK) [P-] Rock/retro/no wave - Talk Normal (US) [-] Rock/singer-songwriter - Perfume Genius (US) [*] Rock/singer-songwriter/electronica - Touchy Mob (DE) [+] Rock/singer-songwriter/folk - Sam Amidon (US) [-] ; Cold Specks (CAN) [-] Rock/southern rock - Alabama Shakes (US) [+] Rock/støj - The Beardy Durfs (DK) [P-] ; Deathcrush (N) [P+] Rock/synth - Clock Opera (UK) [*] Soul - Bernhoft (N) [*] Soul/art rock - Janelle Monáe (US) [*] Verdensmusik - Amadou & Mariam (MALI) [+] ; Gurrumul (AUS) [*] ; Jupiter & Okwess International (CD) [*] ; The Sway Machinery (US) [-] Verdensmusik/afrobeat - Les Freres Smith (FR) [-] Verdensmusik/afrocubansk - Conjunto Angola 70 (AGO) [-] Verdensmusik/Balkan - The Alaev Family (ISR/TJ) [-] ; The Barons of Tang (AUS) [*] Verdensmusik/blues - Terakaft (MALI) [+] Verdensmusik/cumbia - Bomba Estéreo (COL) [*] ; Celso Piña (MEX) [*]

8

Verdensmusik/DJ - DJ Miles Cleret (UK) [*] Verdensmusik/electronica - Africa Hitech (UK) [*] ; Analogik (DK) [*] Verdensmusik/folkemusik - Majovci Group (MKD) [-] ; Mohammad Reza Mortazavi (IRN) [+] Verdensmusik/funk - Owiny Sigoma Band (UK/KEN) [-] Verdensmusik/gnawa - Hamadcha Sufi Tariqa of Essaouira (MAR) [*] Verdensmusik/hip hop/soukous - Baloji (CD) [-] Verdensmusik/Mali - Boubacar Traoré (MALI) [*] ; Dawda Jobarteh (GAM/DK) [P*] Verdensmusik/Maloya - Danyel Waro (REU) [+] Verdensmusik/rumba - Staff Benda Bilili (CD) [+] Verdensmusik/salsa - Rubén Blades (PAN) [-] Verdensmusik/samba/hip hop - Criolo (BRA) [-] Verdensmusik/tango - Orquesta Típica Fernández Fierro (ARG) [-] Verdensmusik/township funk - Spoek Mathambo (ZA) [*]

9

RF ‘12 - Pavilion Junior RF ‘12 - Pavilion Junior - Højt RF ‘12 - Pavilion Junior - Højt - Indie Den dissonante og abrupte math rock har i år gode takter med allerede til opvarmningen: ingen point for at gætte hvem Governor of Alaska (DK) er opkaldt efter, bare skal det tørt konstateres at duoen har med sig den mest inspirerede omgang med rytmestrukturerne i landet siden BarraHead.

Her er både tribal og jazz, congotronics i mashup med rock, her stikker fragmenterede melodistrukturer konstant frem, danner tilsammen en sær og indre helhed hos sin lytter.

En musik der, kynisk set, næppe vil sælge plader ud over kredsen af kendere, men alligevel fortjener en skæbne bedre end det: at mestre abstrakt musik kan enten gøres på det tekniske, det kan alle, eller på det kunstneriske, det kan kun få. Governor of Alaska er et af de få.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Højt - Rock Et moderne og søgende menneske i en moderne storby kan ikke falde tilbage på spleen, absint og en Vesterbrogade der ligger blank udenfor besøget på beværtning. I bedste fald er den moderne storby renoveringer af pumpede legoklodser fra Legoland, mest er det ståldragere og glas med samme stræben, omend gudløs, som gotiske katedraler.

Her er brug for en ny popmusik, her lyder gaderne af Rum (37), der med deres Kentagtige pop-rock har det fornødne primalagtige omkvæd vævende ind, som sidegader, mellem smukt guitararbejde - i sig selv små fantasier op (til noget på en gren i vort kvarter).

Samlet set, når vi ser outputtet liggende på disken, finder vi hos Rum 37 lige dele radiovenlighed og stort spil for fantasien; en sjælden kombination vi normalt skal helt til Love Shop for at finde.

Himmelen over den moderne storby er snart lige så høj som på landet, og dog sikrer glasfacaderne at stjernerne skrider os endnu længere af favnen - som sagt: her er brug for en ny popmusik. Et moderne soundtrack, noget der kan få typehøjhusene til at synge så de synker i grus. Et sted derinde er Rum 37.

Ser Rum 37 fremad, ser Dig & Mig (DK) tilbage; til 80’ernes guldalder for dansk pop (Voxpop og Rocazino, f.eks.), men dertil også tilsagt doser af start-80’ernes såkaldte ny bølge (Tristan T, f.eks.), dvs. dansk opkog på new wave, post-punk der i det her tilfælde krydres med masser af Ramones-riffs (jf. århusianske Lost Kids).

Som sange betragtet, bevidst barberet ned og i al deres enkelthed, er duoens materiale fuldkomment, men mangler sin plads: er det her kitsch? Et revival-forsøg? Ny vin på gamle flasker? Som minimum betragtet er de en fest, har med “Skyggerne“ så klart Pavilion Junior 2012’s store slagsang med sig.

10

Skal man lige samle lidt bredere op på Rum 37 og Dig & Mig er tendensen klar: albumformatet er dødt, og den slags får nu konsekvenser for vækstlaget. Begge bands er nemlig debuteret på EP, har knoklet hårdt for at få debut-albummet klar til lancering op til Roskilde - i sig selv fint nok, men!

I en anden tid, for ikke så fandens længe siden, ville de her to bands være målt og vejet på evnerne til det store træk, ikke udelukkende på nedslag som “Dagen er ny“ og “Skyggerne”. Den tid er forbi, det er derfor svært at sige om de, dengang, var strøget direkte ind på hovedfestival - eller var blevet kvalt i fødslen.

En ting er dog sikkert: begge to rammer de os med fest, giver os alle sund tørst og knirkende dansesko (Dig & Mig) eller sund tørst og den sjældne, liflige og ballonagtige effekt af opdrift i maven (Rum 37). Og! Selve symbolet på de store navne på Orange vs. de små guldkorn rundt omkring: får man lyst til at klappe over hovedet ved man at man er fanget i kustodens lange lys. Får man derimod enten lyst til at feste, lytte eller vende et eller andet indeni er man gået rigtigt i byen.

Det kan sagtens være at Deathcrush (N) har taget navn efter Mayhems dødsmetal inspirerede black metal-debut fra 1987, men sandt at sige er her ikke meget metal over trioen (to kvindelige guitarister og en knøs på trommer): det her lyder langt mere af snart japansk, snart britisk støj med snart Lady Gaga, snart Kim Gordon i front.

Det er svært at se at bandets retning ikke vil bevæge sig over terræn allerede trampet igennem af f.eks. Boris, Serena-Maneesh, Sonic Youth eller My Bloody Valentine, og samlet set er trioen ingen Nisennenmondai. Men mindre kan også gøre det, og i det her tilfælde kompenseres der både med lige dele nysgerrighed og frygtløshed.

11

RF ‘12 - Pavilion Junior - Mellem RF ‘12 - Pavilion Junior - Mellem - Indie Spekulerer Jack White overhovedet på kollegial støtte til sin koncert er gymnasieveninderne Tami, Selina og Signe aka Nelson Can (DK) helt sikre; specielt er det svært at adskille trioens musik fra The White Stripes’ punk blues, ikke mindst har forsanger Selina fluepapir på ordene i halsen af samme mærke som Jack Whites.

Sangene, typisk post-punk revival i sit udtryk, på debut-EP’en The Freudian Slip (‘12) er faktisk ikke meget mere end et centralt omkvæd, et Jack White-riff og så en dominerende instrumentering der gentages ad nauseam, f.eks. fløjtning på “Apple Pie“, mundharmonikaen på “Do You Really Wanna Get Rid Of Me?“.

Arrangementerne er sparsomme og sangene har brug for mere tekst end der kan stå på en T-shirt, i hvert fald en tekst med hooklines når den er længere end en linje - men charmen er der, energien er der, sangenes musikalitet er der også, så alt i alt kan det her kun blive godt; fremadrettet i studiet og, muligvis, også som opvarmning for Jack White.

Duoen Ebbe Frej og Rune Vigil laver udelukkende sangtitler på storbyer, koger sfærisk drømmepop og let buldrende shoegazing sammen med en lys vokal, er tilsammen Helsinki Poetry (DK).

I visse kredse er der givet point at hente ved at lyde som et gadekryds mellem My Bloody Valentine og Sigur Rós, i andre vil projektet hurtigt blive arkiveret under stiløvelser. Hvad duoen - fuldt band på en scene - da heller ikke lægger skjul på at sammenholdet er; noter og brokker optaget i studiet når tid er, når inspirationen falder i hak med den samme tid.

Og bandavnet? Ebbe er halv finne, derfor: men hvad så med Rune? Hvorfor ikke et bandnavn der, sangtitlerne in mente, f.eks. hedder Helsinki Meets Copenhagen on a Ferry? Og det poetiske? Er bynavne poetiske? Er det her fortænkt? Hvorfor overhovedet spørge?

RF ‘12 - Pavilion Junior - Mellem - Pop Unge Mathilde Savery (DK) spiller sine egne sange på akustisk guitar og lyder imens som en blanding af Duffy og Florence Welch fra Florence and the Machine.

Som netop Florence and the Machine lyder Savery som blandingen mellem rock og soul, fra Duffy har hun attituden fra pop og dertil et plukkende og vuggende arbejde på den akustiske der minder lidt om Nick Drakes ditto.

Ser man en sanger sætte sig klar med sin akustiske guitar forventer man typisk at blive trakteret med et repertoire i retningen af singer/songwriter - men ikke her; Mathilde Saverys helt store force er, rent musikalsk, at hun tør tænke noget så nøgent som en stemme og et enkelt instrument helt op i de arrangementer man normalt kun finder for fuld besætning.

12

Læg dertil at sangenes kvaliteter heller ikke fejler noget: “I Need Help“. I samme sætning kunne man let fristes til at samle Savery op om prædikaterne “imponerende” og “talentfuld” som de centrale plusord.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Mellem - Rock Malmö? Sang på skånsk? Bob Hund? Frygten stiger op i en når man gør sig udgangspunktet klart for Bäddat För Trubbel (S) - men frygten er faktisk aldeles grundløs: her er ikke helt Bob Hunds charme, til gengæld er en sjælden snert af Tom Waits i krydsfeltet med punk og udtryk krydret fra 50’erne og 60’ernes rock.

Et alt i alt sært, men også interessant, møde der jævnt hen ad vejen lider under at ville mere lyttemusik end egentlig forceret og ud over rampen og i dit fjæs musik. Den slags stiløvelser er faktisk sjældne indenfor stilen; i sig selv både et plus og et minus, alt efter udgangspunkt og smag.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Mellem - Metal Cerekloth (DK) har endnu deres debutalbum til gode, men det de har på MySpace (bl.a. en syvtommer) lyder lovende af god gammeldags gammelskole død blandet op med doom og tydelige inspirationer fra black.

Efter flere sæsoner med tendenser i retningen af melodisk død, er Cerekloth et tydeligt pejlemærke for at rødderne skal plejes for at træet kan vokse ind i himmelen.

Bandet genopfinder ingenting, men genfinder det hele - og gør det via essens og respekt for udgangspunktet. Frem for at fare vild i unødige eksperimenter, søgende efter noget som dødsmetallen ikke er, aldrig har været, aldrig vil være. Debuten skal være velkommen.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Mellem – Reggae Klumben og Raske Penge (DK) har som debut en syvtommer (Bor her (‘11)) ude, og på den, og med en fin sampling af Dennis Browns klassiker “Revolution“, er også B-siden og radiohittet “Rundt“. Stilen er dancehall - tænk Pharfar og Bikstok Røgsystem - er samlet set garvede kræfter omkring den klassiske konstellation af en MC og en DJ. Teksten på “Rundt” er for det første ikke ligefrem poesi - rimene er typisk af standard af det værst tænkelige - dertil det sædvanlige socialrealistiske slap i fjæset på egocentri: du er en del af noget større end dig selv - ja, tak! En forudsætning for social overleven og orientering i et samfund selv den dårligst snittede blindestok, også udenpå, vel er klar over.

Så rent tekst- og budskabsmæssigt er Christian Klumben og DJ Ras Money ikke mere værdige end opvarmning for en Kidd - hvad de da også har været - er mest af alt grundfæstet og, teknisk set, erklæret kærlighed til en genre. Den køber vi.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Mellem - Verdensmusik Via en af Pierre Dørges (New Jungle Orchestra) rejser til Gambia for at indspille musik, kom forbindelsen i stand så at koramester og sanger Dawda Jobarteh (GAM/DK) år senere er at finde i Danmark, her har han base.

13

Koraen er en 21-strenget kalabasharpe, sangen er som snydt ud af Salif Keita fra Mali, en af - som alle ved - verdens bedste stemmer. Debuten, Northern Light Gambian Night (‘11), lyder, som også titlen antyder, af vestafrikanske toner i mødet med jazzede ditto, er en ikke så lidt habil og vellykket plade.

Bedst af alt: med Dawda Jobarteh har Roskilde booket det så absolut bedste og mest interessante navn indenfor verdensmusik nogensinde på Pavilion Junior. Om det her stykke klar faktum hersker der ikke den mindste tvivl.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Lavt RF ‘12 - Pavilion Junior - Lavt - Hip hop I ‘08 var Lucy Love på Pavilion Junior, allerede året efter på “rigtig” festival. I år er det så på tide med endnu et kvindeligt dansk håb indenfor grime: Linkoban (DK) der, må vi forstå, udelukkende er booket på et enkelt nummer.

“Like This“ er så ensformigt og lineært at det giver sin lytter hovedpine allerede ved starten af det andet lyt; her kan man derfor kun have den dybeste respekt med kunstneren selv tænk! At sidde bag mixeren i studiet og lytte den her sang igennem og tænke: Roskilde!

Here I come!

Som udenforstående til vitsen må man bare håbe resten af repertoiret har lidt mere kunstnerisk værdi end den her slags genretro øvestykker.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Lavt - Indie Der er grænser for hvor mange indie bands man kan holde til der lyder som følsomme indsmøringer med sololie på de fortærskede lig af The Smiths og The Go-Betweens.

Især Canada har været leveringsdygtige i den her dedikerede solside fortælling, og nu er tiden så også kommet til landet med de tusinde søer: French Films (FIN) hedder bandet der leger så meget igennem at man spiller indie at budskabet er klart: den her slags musik er ikke mere et udtryk, nu udelukkende en stiløvelse at leve sig ind i, er som at tage tøj på.

Sørgeligt, men sandt.

Fordi EPO (nogenlunde) er ude af cykelsporten er den sandelig ikke forsvundet, er i stedet noget der driver ned ad de norske fjelde og lige ned i kæft og musik på Team Me (N).

Deres forcerede indie pop lyder mest som Arcade Fire et sted mellem 33 og 44, i bedste fald - dvs. når sangene på debuten To the Treetops (‘12) er nede i tempo - som freak folk, i værste fald som lettere alternativt soundtrack til et workout (på VHS) med Jane Fonda.

Fans af Arcade Fire kan dog roligt møde op og fryde sig over tyveriets de brændte naller: til programpunktet “Team Me” vil vi andre passende bruge overstregning frem for markør.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Lavt - Metal Det er helt fint at kunne lide Isis og Neurosis, at ville noget selv med post-metal, dvs. den bastunge metal på post-rock, en vokal på skiftevis skønsang og de rå skrig.

14

Redwood Hill (DK) passer på linjen ovenover, har dog ikke meget indhold at komme i formen; i stedet er deres musik dybt forudsigelig og kedelig, strækker sig - naturligvis over genrens mange minutter pr. track, men gør det uden at have det mindste at sige.

Kærlighed til en genre er i sig selv ikke nok.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Lavt - Pop Som amerikanske John Maus er Girlseeker (DK) et clearinghouse for 80’er syntetisk electropop a la Human League eller Gary Numan.

Den grundlæggende forskel? At John Maus er alene med båndspor på scenen, at den danske trio spiller alt selv fra bunden - inklusive en sanger der ikke kan synge de sange der ikke har melodier.

John Maus har en ph.d. i politisk filosofi, tindrer på sine plader med intelligens og punkattitude i direkte forlængelse af Suicide. Det skulle ikke undre nogen at Girlseeker også er en flok halvstuderede røvere - ellers sgu fanden! Sådan at lande på Roskilde som en joke uden pointe.

Er man til skæg og blå briller er duoen The Echo Vamper (DK) bare lige sagen. Deres tilgang til musikken er den analoge, deres udtryk electopunk med snert af gotisk rock anno midt-80’erne.

Musikalsk står maskinmester James Brook stærkest i bandet, mens sangerinde Iza Mortag Freund hysteriske sang er som en død mand spottet på et elektrokardiogram: horisontalt og lineært, fuld fart fremad. Mod ingenting.

På en scene er der masser af parykker, makeup og ligegyldighed, derfor kan de interesserede passende forberede sig hjemmefra ved den ene lytning (en bare nogenlunde trænet lytter kan holde ud) debuten It’s It’s The Echo Vamper (‘11) har i sig.

The Echo Vampers slet skjulte forcering af eget brand er dig når du opdager dig selv lidt morgengrim i prøverummet og alligevel bliver lidt lækkersulten på hvad du ser.

Hvad sker der hvis et par svenske tøser på et musikkonservatorium opdager de begge har en plade med Robyn? Så kan de f.eks. skrue sange sammen om deres trænede (læs: kedelige) vokal, krydre hele det musikalske bagtæppe med standarter indenfor electropop.

Robyn er god fordi hun kommer fra pop, nu i stedet har valgt at kaste det her pæne klister i kaskader over elektronisk isenkram.

Icona Pop (S) er to formfuldendte stemmer i kvasende kontrol, lyder i sin vildeste inkarnation som tæmmet electroclash, normalt bare som en forglemmelig engangsforestilling til musikkonservatoriets fredagsbar.

Sært at så relativt stort et publikum som dem ved Pavilion Junior bedes forholde sig til et navn der først live-debuterede den 10. februar 2012, med sig udelukkende har lidt turbulens i blogosfæren via en enkelt sang, “Magic Kids“.

15

Og hvem er det så? Hvad er finten i det her? Sangen fra Indians (DK) er pop, filmisk drømmende, let Sigur Rós-agtg minus den højt vrængede vokal, så et bud skal være at det her er Brian Batz fra Sleep Party People - fralagt sin, og resten af bandets, indefra udstoppede fjæs af kanin.

Og hvor langt kom vi så med det? Vi kom frem til at du skal bedømme om du gider bruge en time på et navn med en enkelt sang fløjtende om dit øre. Det her er essensen.

Da Slowolf (DK) blev annonceret til Pavilion havde navnet ikke en eneste sang ude - har de nu - men derfor interessant at Roskildes omtale endnu i dag (3. maj 2012) fortæller os at “[Sanger og komponist i Small] Andreas Asinghs nye soloprojekt er omgærdet af hemmelighed og mystik”.

Siden er der nemlig udsendt en single - “See U In My Dreams“ - der, groft sagt, er sukkersød og cirkusagtig electropop over et underliggende flow af West Coast hip hop.

Nummeret er bestemt ikke ueffent, men giver alligevel kløe til baghovedet: er det, som også for Indians, nok med en enkelt sang som adgang til optræden på Roskildes opvarmningsscene? Det break alle håbefulde bands går og drømmer om, den chance de fleste kun øjner i det fjerne - som et tågeland gennem blod, sved og tårer? Det korte svar: nej.

RF ‘12 - Pavilion Junior - Lavt - Rock Roskilde i gavehumør! Bredere og dybere end julemandens skæg: Ulige Numre (DK) på Pavilion Junior! Uha! Eller? Er sandheden ikke bare at finde lidt tættere friserende over den danske muld, at hittet “København“ er det unge bands eneste sang af pondus på den selvbetitlede debut-EP (‘11)? At de faktisk jævnt hen - for nu at sige det pænt - er ligegyldige live?

Udgangspunktet er egentlig fint nok: C.V. Jørgensen genopfundet i forlængelse af nye genopfindelser via f.eks. Carlas og Folkeklubben; som rock betragtet var 70’erne netop guldalderen, og det er ingen skam at søge tilbage efter guldet.

16

Men om formen må man have en styring der giver indhold, og som bevis på at Ulige Numre er ren one-hit-wonders kan det sagtens være de har en Steppeulv stående i trofæskabet (for “årets sang”), men hvad nytter det hvis alle siver fra koncerten når hittet er spillet? Gæt derfor selv hvor langt hen i sættet det kommer til at ligge.

Så er vi på den igen: The Beardy Durfs (DK) er en duo med guitar, trommer og selvgjorte instrumenter, støj og punk, larm og ballade.

Og på den igen? Fordi den her slags musik er den husorkestret spiller hver weekend på Charlottenborg, adresserer imens æstetikker om hvidvin, franske filosoffer og forsikringer om at syvtommeren er kommet for at blive.

Den her slags musik er røvens fluepapir for alverdens pindarmede kunststuderende, og ingen andre. Åh! Jeg besynger dig, du lille oliekande til min minimale skrue, du fine skruetrækker til at skrue samme skrue i min berlinske brille. Åh!

At komme rundt om Dangers of the Sea (DK) er let: er du til folk og americana? Krydset af i panden med en skvis indie? Ka’ du li’ The Rumour Said Fire? Og har du ikke nok i originalerne, men vil også have kopierne? Så spring endelig ombord i den plimsoller der vugger på Dangers of the Sea. Seriøst: det bullseye hvor indie pop blender sig perfekt med folk rock har allerede et navn: Midlake. At overlappe den her plet kræver man enten har americana i (navlestrenge)blodet eller har så gennemført en hit-snedker på holdet der kan komme ud fra værkstedet med sange af kaliber som “The Balcony“.

Kort sagt: Dangers of the Sea er som Dirch Passer på en hest i en grusgrav.

Er man der i sit liv hvor man lige står og mangler epigon nr. 117 på Joy Division er Shiny Darkly (DK) måske sagen: mørk Manchester i sort og hvidt, derfor også en musik der vandrer gader på en knivsæg; her kræves der mere end den akustik der strømmer igen ved at synge ned i Ian Curtis’ kiste, her kræves der mere end at være en nærgående hundesnude i røven på en klassisk genre. Her kræves der mere end hvad Shiny Darkly kan klare at kapere.

17

RF ‘12 - Pavilion Junior - Stilliste RF ‘12 - Pavilion Junior - Stilliste - Højt Indie/rock/math - Governor of Alaska (DK) Rock/pop - Dig & Mig (DK) ; Rum 37 (DK) Rock/støj - Deathcrush (N) RF ‘12 - Pavilion Junior - Stilliste - Mellem Indie/dream pop - Helsinki Poetry (DK) Indie/rock/post-punk revival - Nelson Can (DK) Metal/death - Cerekloth (DK) Pop/soul - Mathilde Savery (DK) Rock/punk - Bäddat För Trubbel (S) Reggae/dancehall - Klumben og Raske Penge (DK) Verdensmusik/Mali - Dawda Jobarteh (GAM/DK) RF ‘12 - Pavilion Junior - Stilliste - Lavt Hip hop/grime - Linkoban (DK) Indie - French Films (FIN) Indie/pop - Team Me (N) Metal/post-metal - Redwood Hill (DK) Pop/indie - Indians (DK) Pop/synth - Girlseeker (DK) ; Icona Pop (S) Pop/synth/hip hop - Slowolf (DK) Rock/folk/indie - Dangers of the Sea (DK) Rock/electro - The Echo Vamper (DK) Rock/post-punk - Shiny Darkly (DK) Rock/retro - Ulige Numre (DK) Rock/støj - The Beardy Durfs (DK)

18

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Electronica Sidste gang Roskilde blev gæstet af direkte og oppulent stadionelectronica var i 2007 med Tiësto, i år sender de os så Paul Kalkbrenner (DE).

Efter næsten et årtis dødvande fik manden i 2008 det der på nudansk vist hedder “et break”: som hovedrolleindehaver og OST-komponist til kultklassikeren Berlin Calling (‘08) af Hannes Stöhr. En film om en DJ’s nedtur i narko, men også den film der endnu i dag bedst sælger Herr Kalkbrenner, specielt dens helt utrolige single “Sky and Sand“ med vokal af brormand Fritz.

Egentlig er stilen minimaltechno, dertil med magiske doser af Kalkbrenners kunst: netop at kunne puste den her type af stor oppulance ind i sine beats, få det store frem i det små. I en sammenligning, der faktisk giver mening, er f.eks. en Tiësto bare vulgær.

Chris Douglas (f. 1974) er som kunstner primært kendt under pseudonymet O.S.T., men også under Rook Vallade, Rook Valard, Wooli Bodin, Harry Rod, og, vistnok nyeste påhit, under den kasket der sættes på Roskilde: Dalglish (US).

Hvad hans andre påhit laver når Dalglish er på er ikke til at vide, bare er det godt at vide at alter ego Dalglish optræder med ganske fin dark ambient: knugende og mørke toner fra industrial, disharmoni der rammer sanser mere end følelser, bygningers larm der langsomt - men sikkert - smuldrer til korn, samler sig igen for foden af det opløste, forsvinder til lyden af vindblæste ørkener.

Paradoksalt nok er det netop fordi det er sanser der er i spil at musikken er krævende: her rammes psykologi, ikke humør og brilleglas til verden. Begyndere såvel som øvede på dark ambient kan her passende stige på rejsen.

At høre Bad Vibes (‘11) med Shlohmo (US) er, når den er bedst, som at høre varm og analog ambient a la Boards of Canada, værst er det når manden selv med en blues’et slide-guitar plukker løs på en død høne og uden anden retning i øvrigt på sin gudsjammerligt dovne electronica nedenunder.

Bedre er det hvor electronicaen smides i front på ren ambient, f.eks. på den fine “I Can’t See You I’m Dead“, men der hvor manden - egentlig Henry Laufer - så klart er bedst er når han bevæger sig over i et nærmest shoegaze-agtigt støjinferno, specielt godt eksemplificeret af den sublimt rystende gode “Trapped in a Burning House“.

Medmindre mandens talent for show er som en sinkes må det klart forventes han møder op med sit det frontale materiale, klart også vrider sit det lidt mindre frontale i samme rigtige retning. Sker det - og det gør det - sker her noget stort.

Får man pludselig Modeselektor (DE) i lyttebøfferne og læser samtidig at duoen fra Berlin er noget af en favorit for Radioheads Thom Yorke begynder de fleste uden caffe latte mælkeskums overskæg nok straks at lede efter cyklens bakpedal - men ro på!

19

Siden 2005 har det her nemlig været klogelige doser af IDM, dubstep, techno, glitch, hip hop breakbeats, house og electro; her kan sagtens lyttes med uden hornbriller.

Dog er det her måske ikke sidste grund til at bygge samme ambassader for techno i Berlin som de kolosser der i forvejen står i Frankfurt, London, Detroit og Chicago. Men det hjælper alt sammen.

Og lige så klart det er at Modeselektor er symbol på at electronica i år er nedgraderet af Roskilde, er det sikkert at det også er genrens det vigtigste navn i år.

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Hip hop Da Black Sabbath var i studiet for at optage materialet til Paranoid (‘70) havde de pludselig kun 20 minutter tilbage, manglede endnu spilletid til pladen, men havde intet materiale - og hvad gør man så? Der blev brainstormet og på et riff Iommi lige havde i ærmet blev titelnummeret, en ren klassiker, altså indspillet til lyden af portneren der lukker studiet af.

Man har det på samme måde med Malk de Koijn (DK) og deres seneste plade, Toback to the Fromtime (‘11), trioens første album i 9 år: pladen genoptager sporet hvor de slap med Sneglzilla (‘02), lyder nærmest som var den optaget under samme studietid.

Og det er her man skal være kynisk, holde den nye op foran den gamle klassiker, se hvad der skinner igennem, hvad der forbliver mørkt stof - og så har vi spændvidden: at hverken den nye eller den gamle overgår hinanden på hverken bund- eller topniveau.

Forskellen er klassikermaterialet: Sneglzilla er een lang perlerække af klassikere, her er det hele: “Fågt op i skalle“, “Vi tager fuglen på dig“, “Jernskjorten“ og “De rigtige McCoys (live)“ er alle sammen noget der er værd at gå efter. Og den nye? Her finder vi kun et track med forudbestemt klassikerstatus: “Weekend kriger“.

20

Og så tilbage til pointen om Black Sabbath: “Weekend kriger” er nemlig en klog pastiche på McEinar, tæmmer i sin form trioens ekvilibristiske skruetvinger på bevingede ord.

Med teksterne har vi nemlig det centrale: Malk de Koijn appellerer ikke til den konservative hip hopper, dertil er de for lidt bevidste om position, tøjkoder på scenen og om at disse andre kolleger. Hvad de, med ordene, appellerer til er dem der tænder på Dan Turèlls vandringer i København: panoreringer op og ned af facader - skævt på Malk de Koijn: her skrives mørtlen nemlig til de samme facader.

På en scene var “Weekend kriger” fra starten en favorit, andre numre er kommet efter det.

Men, for nu at forblive kynisk: tumlingerne på sprogspil beslægter dem mere med Ursula Andkjær Olsen end Turèll, det nye materiale er hverken genopfindelse, gentagelse eller genindtog.

I stedet er pladen en trædesten før lukketid: som salgsvare er albumformattet dødt, overlever efterhånden udelukkende på vinyl eller hos bands for hvem nyt er en begivenhed, derfor nok til at bære understrømmens større fortællinger end hits og highlights.

På en scene er Malk de Koijn leverandører af den kongelige fest, ingen tvivl om det. Sandt er det også at de kan noget med sproget som ingen andre, at de - helt afgjort - er DK’s bedste repræsentanter for A Tribe Called Quests “low end theory”. Og glemmer vi nu lige kynismen er det her faktisk rigeligt.

Sage Francis (US) er både hip hop og spoken word, spoken word og hip hop, begge er et fedt for Francis, noget så sjældent som en rapper der faktisk kan mere med ordene end bruge dem til at stoppe fronten ud på de store bukser (der uanset volumen af ord fortil alligevel altid har hængerøv bagtil).

Indenfor stilen er det nok en Saul Williams der er mest en kändis, men med Sage Francis’ sidste stykke output, den uhørt melodiøse Li(f)e (‘10), og mandens bedste, bør kortene smides i vejret og rollerne ses efter når de lander igen.

Alene på førstesinglen (eller hvad det nu hedder i vore så digitale dage) “The Best of Times“ viser Francis os et register der overlapper langt længere ud end hvad kernekunderne til hip hop normalt har i kurven, bruger, en for genren, sjælden epik, tager fint over fra f.eks. Eminems “Stan (ft. Dido)“.

Teknisk set er manden ikke hip hop, tænker i stedet punk med ord, er mere Gil ScottHeron end Public Enemy, så meget indie at hip hoppens brug af bass lines virker musealt efter de mest overfladiske af lyt på manden.

For derfor lige at runde af på det meste af registret ovenover skal det noteres at manden tidligere har arbejdet sammen med Will Oldham, på den nye også med Mark Linkous (Sparklehorse) på lo-fi og alt.country rockeren “Love the Lie“.

21

Hermed sagt at for alle er Sage Francis et helt essentielt navn; ikke specielt, men også for hip hoppere.

Det kan sagtens diskuteres om Björk og Mew i år burde stå øverst på plakaten, men at sætte ditto spørgsmålstegn ved The Roots (US) gør kun landsbytosser.

Deres produktion taler for sig selv: efter starten i 1987 er det fra 1993 til 2011 blevet til 10 albums med originalt materiale, og ingen - det her skal lige gentages: ingen - er ringe, er (kalkulerede) gentagelser eller bare (generelt) uinteressante. Et bagkatalog af den her sjældne karat er i sig selv pladsen øverst på plakaten værdig.

En anden grund, ved siden af den imponerende produktion, er deres solide live-rygte, at de faktisk også formår at boltre sig i deres forpligtende materiale, gøre eget forarbejde ære og gå på scenen og præsentere sig selv som stolte erobrere af frugtbar musikalsk territorium.

Og stilen? Hip hop på neo-soul (gammelskole soul møder moderne r&b), kombineret med altid velvalgte doser af funk, rock og jazz. Et stille navn i den forstand at bandet fra Philadelphia ikke behøver at smadre hotelværelser eller stå klar i selve lufthavnen og aflyse for at “sælge” varen. Musikken, og musikken omsat fra en scene, taler nemlig for sig selv. Kort sagt er The Roots et af årets ganske få navne der er et must får alle.

Værdsættere af The Roots har måske lidt ekstra at hente hos Blitz the Ambassador (US), egentlig Samuel Bazawule, født i Ghanas hovedstad Accra, nu bosidende i Brooklyn, New York, East Coast hip hoppens hovedstad.

Det var da også et mødet i en ung alder med Public Enemys uafrystelige klassiker It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back (‘88) der satte mandens besættelse af hip hop i gang, foreløbigt kulminerende med det fine album Native Sun (‘11).

På scenen står The Embassy Ensemble - i sig selv et navn værdigt til at stå selvstændigt på plakaten, i det mindste som “featuring” bag Blitz - bag ham med bigband blæsere og et stensikkert snart funk-, snart jazzdrive på rytmesektionen.

Backingbandet, grundbaseret på jazzede blæsere og adskillige guitarer, er så en ide Blitz netop tog med sig Ghana, nemlig klassisk highlife, der i mødet med hip hop bliver til, naturligvis, hiplife.

Foran står altså Blitz og lander tonerne rent, indpisker og bliver selv pisket af både egen ambition og stor teknisk kunnen, men også presset til noget stort af de dygtige musikere bag sig - se bare de to i syntese på “Kill the Radio“. Ganske imponerende.

Hip hop, electronica og dansefolket har i år et unikt talent at samles om: Abraham Orellana aka AraabMuzik (US) der på sin MPC tromme- og samplingsmaskine fortærsker sine lyttere med sylespidse trommespor af melodier og beats ind over samme bevægelse.

Hører man AraabMuzik tænker man sig at det her er det tættest mulige den menneskelige organisme kan komme i at være DJ-cyborg: et menneske sat sammen af en pladespiller,

22

arme og et unik flair for instrumentering. Og dog er pladespilleren ikke til stede! Det er til gengæld alle de andre elementer, og tilsammen danner de, om kun et enkelt menneske på en scene, lyden af noget unikt, en unik oplevelse.

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Indie Nogenlunde parallelt med Midlake, i både midler og udtryk, har The Low Anthem (US) og deres indie folk skabt papir til en helt ny amerikansk sangbog, en bog der er ny, men lavet af et træ der er gammelt.

Oh My God, Charlie Darwin (‘08), bandets tredje album, gav dem ikke bare gennembruddet (da det blev relanceret året efter), men skabte også en plades tid af den slags magi der kun sker en enkelt gang i sæsonen: og dog! Året før, og - sjovt nok relanceret samme år, dvs. i 2008, finder vi også det beslægtede mesterværk For Emma, Forever Ago (‘07) af Bon Iver (US), og det ligeledes på indie folk.

The Low Anthem er i sin grundformel et band, Bon Iver egentlig singer/songwriter Justin Vernon der om sig samler et band til indspilninger og optræden.

Med den status For Emma, Forever Ago har fået er det, for nogen, sikkert helligbrøde at nævne den i samme åndedrag med den langt mindre, hvis overhovedet, mytologiserede Oh My God, Charlie Darwin. Den første er fuldendt smuk og afdæmpet, den anden anderledes fyldt op på orkesterpladserne. Men det der siges mellem tonerne, den gnist til tanke der vokser til vildnis indeni sin lytter; den er helt klart den samme for begge plader.

Faktisk kan både ligheder og forskelle let ses, først lighederne: “Charlie Darwiin“, åbneren på The Low Anthems mesterværk, vil ret meget det samme af det smukke som “Lump Sum“, anden sang på For Emmac, nok Bon Ivers den bedste.

Bon Iver holder stilen hele vejen, mens The Low Anthem allerede på anden sang stikker af på en mere rustik folk på Oh My Godc med “To Ohio“, en sang på alt.country, moderne roots og americana, og dog smurt grundigt igennem med det gamle saddelfedt.

Kort sagt: Bon Iver afsøger konstant, og fra alle vinkler, det smukke, The Low Anthem afsøger konstant territorier. En åndssvag beskrivelse, men dog et forsøg på etikette.

Mindre åndssvagt er det dog at de to albums - begge nyklassikere - så sandelig hører til i enhver seriøs samling musik. Det er hermed sagt.

Siden de to mesterværker gik de to navne hver deres vej, faktisk overtog de hinandens roller: Bon Ivers selvbetitlede opfølger (‘11) har samme smukke sangforedrag, men er nu rigere instrumenteret, The Low Anthem barberede i stedet udtrykket ned til det minimale på Smart Flesh (‘11).

Og klart nok er det lige dele fuldt fortjent og forståeligt at albummet Bon Iver stod tilbage efter 2011 som det album der af ikke så få kritikere og magasiner er udråbt til årets bedste - og, umiddelbart, også til at forstå at Smart Flesh sjældent sneg sig ind på selv top-50 listerne.

23

Men den, sammen med bagkataloget, skal have tid til at vokse, har de samme sjældne identifikationsmarkører - den slags der klæber på stadier i lytterens liv, huskes i relation til alt der kan leves - indbygget i en sangskrivning som kun store, de største faktisk, kunstnere er i stand til at formulere. Af dem er der hele to tilstede i år, og det to der endog formulerer sig i nogenlunde samme form af indie folk: kort sagt er Bon Iver og The Low Anthem essentielle navne i år.

Når L.O.C. forærer sin musik væk er det som lokkemad til koncerter, når århusianske Larsen & Furious Jane (DK) går direkte til gaveboden med deres sidste, og gennemført fantastiske, Dolly (‘11) er håbet om at lokke folket til koncert nok med i baghovedet, men nok mest med det diskrete sigte at sælge den her verdensklasse indie rock, typisk funderet på folk og americana, på vinyl.

Med Larsen & Furious Jane er vi, ganske enkelt, helt derude hvor selv produktion og distribution af mainstream hardcopy ikke mere kan betale sig, hvor der, på forbløffende vis, er flere penge i at formulere sig selv (og sin kunst) på noget så langhåret (og smalsporet, reaktionært og ubæredygtigt) som vinyl.

Så sørgeligt er det hele nemlig blevet: siden 2003 har bandet med Torsten Larsen i front kværnet forbløffende gode albums ud - alle sammen til anmeldernes store begejstring, alle til publikums træk på skulderen - og derfor er det her vel snart sidste udkald hvis bandet skal blive til noget ved musikken. Og det SKAL de! Her ligger nemlig de sunde ørers hele borgerpligt.

Et af årets klart bedste albums fra Danmark sidste år var netop Dolly, og det, plus Zen Sucker (‘08), bandets forrige, foræres gratis væk på http://www.momowave.org/ Så her er ingen undskyldning, her er det bare om at komme i gang. De hurtige - dem der i det daglige er så fa’ens gode til at trække på skulderen - kan i første omgang nøjes med at se videoen til “In the Surf“ fra Dolly på YouTube.

Så smukt, så skærende smukt (som en skønhedsoperation tilbage til fabriksindstillingerne på en topmodel).

Når Anthony Gonzalez danner band omkring sig er han M83 (FR) der igen er bredsyn på syntpop, shoegazing og ambient, electronica fra Kraftwerk, stadionrock fra Simple Minds.

Enten shoegazing på reverb og sang på korte oneliners, eller drømmepop på store teksturer og følelser, høj kvindevokal og hviskende mandlig ditto, underneden altid en sparsom guitar, til gengæld altid pakket fornemt ind af centrale udflugter og arrangementer til keyboardlandskaber fra amerikanske Morgan Kibby.

Eneste sammenligningsgrundlag Gonzalez har for sit projekt i hjemlandet er Jean Michel Jarre, lidt mere i vinkel er det så at notere at M83 har varmet op for både The Killers og Depeche Mode. Sammenlagt tre navne på ambient, indie rock og klassisk 80’er synth og new wave der samler fint op på franskmændenes ambitiøse lyd.

24

Siden 2001 er det blevet til 5 fine albums, hvor det der ikke skal graves meget dybere end til den monumentale og lofthøje single “Midnight City“ fra sidste år, fra dobbeltalbummet Hurry Up, We’re Dreaming (‘11) for at finde et uimodståeligt højdepunkt.

Egentlig imponerende nok at Merrill Garbus aka tUnE-yArDs, for nemheds skyld bare Tune-Yards (US), er ude på det hævdvundne selskab 4AD og ikke under vingerne hos enten David Byrne (Luaka Bop) eller Peter Gabriel (Real World Records).

Stilen, primært rytmen der på scenen altid bygges op omkring spontane trommeloops, er nemlig gennemgående afrikansk med ikke så lidt mindelser om afro-pop - til dels af den slags netop Gabriel brugte som rytmisk understrøm på det melodiske mesterværk Graceland (‘86), men nok mere, hvis sammenligning overhovedet er muligt, med den mere rytmiske tilgang fra sydafrikanske Johnny Clegg.

Garbus’ stemme er egentlig ret maskulin - kommer vi ud i de ender der er ramt af whiskey, minder hende og Janis Joplins stemmebånd lidt om hinanden, dog slet ikke gennemgående - men også en stemme der tydeligt presses omkring et nøje tankesæt, bygges op som overvejende rytmiske eksperimenter og udflugter for den mest nysgerrige del af den menneskelige stemme.

Ved siden af stemme, perkussion og bas, finder vi Garbus på ukulele og dertil en blæsersektion af sax. Musikken er lige dele intonerende, i tranceagtig grad, såvel avantgardistisk i sporet på f.eks. en Björk eller Mike Patton, dog ikke helt med samme sigte på at opløse og instrumentgøre stemmen som de her to sammenligningsgrundlag.

Tune-Yards første plade (Bird-Brains (‘09)) var hjemmegjort lo-fi, den anden, reelt set første, Whokill (‘11) har, ved siden af de altid gennemgående afrikanske loops på instrumenter og stemme, også kompetent indlejrede doser af punk, folk, r&b, free jazz og funk - nok alt sammen bedst eksemplificeret ved den fremragende “Gangsta“.

Så vidt vides er trioen Gossip (US) to lebber og en enkelt bøsse høj, derfor, som frænderne i Scissor Sisters, ikke overraskende mere populære her i Europa end i Guds eget land. Og hvad betyder så det?

Først musikken: debuten Not What I Heard (‘00) og opfølgeren Movement (‘03) var begge punk og sumpet garage, post-punk og blues, hvor så endelig Standing in the Way of Control (‘06) satte tempoet lidt ned.

Dominerende på billede og ditto lyd er, ja, mægtige Beth Ditto og hendes soul’ede grrrl power vokal: en lav og dog stor og burlesque diva, fri for både Nupo og bladselleri, rasende sexet, rasende velsyngende - men lige netop også så velsyngende at det er perler for svin at pakke hende ind i punk. Derfor godt en musikalsk udvikling gik i gang.

Titelnummeret til trioens tredje plade har siden været deres opsamlende varemærke: indie rock møder dance rock, Scissor Sisters møder Franz Ferdinand - og hvordan kommer man så (endnu mere) videre herfra? Gør man som Scissor Sisters og gentager sig selv?

Eller dør man bare ud når tiden ikke mere - som nu - er til Klaxons’sk dance rock?

25

I 2008 var trioen for første gang forbi Roskilde - til en koncert hvor det rørende blev husket hvordan Ditto gik ud og omfavnede alle, messende et “Are you OK?” igen og igen, hele vejen fra scenen til teltets rand og tilbage igen: ingen tvivl om hun faktisk kan lide hvad hun gør, at projektet, i dialog med sit publikum, sandelig er pakket ind i gensidig empati.

Music for Men (‘09) var bandets fjerde plade: en gryde der holdes i kog, i sin grundtone ikke meget anderledes end den forrige, i sine højdepunkter renset for potentielle signatursange.

Med A Joyful Noise (‘12) har Gossip så endelig valgt at bryde med udviklingen endnu engang, at gå fra medrivende nok dance-punk og bare blive endnu mere poppet - og faktisk så poppet at man tydeligt hører ABBA, Madonna og Kylie Minogues domæner invaderet. Og så er der, flere stedet, et sært og uforløst ekko af titelnummeret til Flashdance (‘83): bare hør “Perfect World“. Sært! Og vidunderligt bizart.

Pladens hit, det eneste, er “Move in the Right Direction“: symptomatisk i både titel og musikalsk retning er det alligevel et klokkeklart hit til mainstream. At de har varmet op for Scissor Sisters høres også tydeligere end før: specielt på “Get a Job“.

På trods af forbehold for tydelig inspiration og sært anakronistiske ekkoer er den nye rytmisk og teknisk set fin; Ditto har f.eks. skruet endnu mere op for sin sikre tonation for rock møder soul, dertil spiller hun endnu, og som altid, sin vokal sikkert ind mellem melodierne (og hvad bandet ellers måtte kaste mod hende af overordnede ideer).

Netop melodisk er pladen dog intet mesterværk, mest af alt et katalog af velfungerende øvelser for disco dance-rock - generelt et det derfor tilladt at sige at produktionen, den samlede, bare har været for ujævn. Aldrig rutine, men heller aldrig søgende perfektion.

Som samlet værk betragtet er The White Stripes’ katalog også ujævn: så det sidste, de sidste små centimeter, kunne måske hentes ved at Ditto - som en anden Jack White erkendte projektets begrænsninger og gik solo, brød ud af sit seksuelle maremærke (og kunstneriske fængsel), i stedet begyndte at tampe løs på friske sparringspartnere.

Om det så vil lykkes, om det overhovedet kan lade sig gøre (og er det værd), er ikke til at vide: hvad der er værd at vide er at vi her, som Gossip, på en scene får velsignet dekadence i Rubens-mål, mellemkrigstidens Berlin slynget til os i en opdateret version - en sand musik hvor mænd og kvinder tør se hinanden i øjnene: såvel på tværs af køn, som lige på og hårdt.

På simple og smukke kompositioner udvisker pianisten Nils Frahm (DE) virkefeltet mellem indie og klassisk, skaber sin helt egen form for akustisk ambient electronica.

Klassisk uddannet ses det alligevel tydeligt at mandens virke, i hvert fald som output, har mere med electronica at gøre på selve processerne omkring komposition og optagelse af debuten Felt (‘11); for ikke at genere naboerne under kompositionen lagde Frahm filt over tangenterne og kunne lide hvad han hørte, begyndte snart at sætte sine mikrofoner helt tæt på tasterne, således man får såvel mikrofonsusen som klaverets mekanik såvel Frahms eget åndedræt med på albummet.

26

Frahm opererer altså ud af boksen, medinddrager reallyde omkring sit instrument - og ikke at det her er selve fundet (selv på medpianisten John Cages berømte “4’33’’” 4 minutter og 33 sekunders stilhed, er der lyde fra gaden nedenfor vinduet), men de har, tydeligvis, dannet rum for undfangelsen af en helt speciel musik.

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Klassisk Passende oversættes Ars Nova (DK) til ny musik/kunst, for med stjernedirigenten Paul Hillier (leder af ensemblet siden 2003) fremføres der på Roskilde nemlig udelukkende repertoire af minimalisme fra toppen af det tyvende århundrede: Terry Riley, David Lang, Steve Reich, Philip Glass og Arvo Pärt.

Vokalensemblet selv er, som dirigenten, også trukket øverst fra bunken, springer legende let mellem rollen som kor og solister (som ikke mindst deres suveræne behandling af Bach har vist), og med en dirigent (selv baryton) med speciale i netop Reich og Pärt vil det her både appellere til de mere krævende lyttere på electronica, men sandelig også til dem der har det svært med klassisk musik: ikke så få af dem vil blive overrasket over hvad moderne komponister har at sige - på lige dele skulderen af giganter som kommentatorer på de forhold et menneske sættes under i mødet med modernismen.

Og egentlig er det befriende at Hillier & Co. ikke har valgt det ligetil at inkludere György Ligeti (Rumrejsen 2001) i repertoiret, i stedet erstatte det her oplagte navn med den relativt ukendte David Lang (f. 1957) og hans minimalistiske konceptkunst - der sandelig ikke vil falde igennem overfor de store kolleger, har det hele, egentlig bare mangler sit gennembrud. Godt set, virkelig godt set.

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Metal Baroness (US) og deres progressive metal vil umiddelbart lyde som Mastodon light, men i virkeligheden er det eneste der mangler mellem de to at Baroness hverken laver (fortænkte) konceptplader eller går målrettet efter de største scener.

På to semi-klassikere, Red Album (‘07) og Blue Record (‘09), beviser de at de er meget andet end et skrigeomkvæd og et heftigt riff, at progressiv metal ikke mere skal ses som langhåret (på den ufede måde), men også som lige dele storladent mod himlen som pedalfoden der stamper i jorden. Et lige møde mellem southern sludge og progressiv metal.

Sammenlignet med lignende navne fra Sydstaterne, Mastoden er allerede nævnt, men også Kylesa (på festival sidste år) er Baroness meget mere bevidst om netop det musikalske som landskab og rejse, ikke set som konceptuelt bullshit, hvor sangene referer til hinanden på tværs, men hvor pladerne er både fuldendte, men også, enkeltvis betragtet som sange, står alene og hviler i sig selv.

Når Mastodon mister det her overblik er de ordinære, når de ikke gør det er de suveræne, Baroness til sammenligning er solide og driftsikre, holder generelt deres sange lidt over midt-tempo, ligger lige på vippen mellem southern rock og southern sludge.

27

Ud fra mors husråd om ikke at reparere noget der ikke er gået i stykker er de to plader beslægtede, men på ingen måde spejlinger eller gentagelser, bare den samme træninsgbane hvor der øves på kræsne lytteres ører. Som eksempler på både grundtone og storform kan to sange passende peges ud fra hver plade: “Wanderlust“ fra Red og singlen “A Horse Called Golgotha“ fra Blue.

Så bliver det vist ikke meget bedre. Og dog! Hvor Baroness løfter guitar og symfoni, løfter Porlands Red Fang (US) øllerne på klassisk stoner, måske lige lovlig meget Kyuss, men alligevel med - på en sær måde - mere nødvendighed end det meste af det Queens of the Stone Age har bedrevet.

Deres videoer alene er det hele værd: på “Wires“ (fra Murder the Mountains (‘11)) får bandet en uventet check, og hvad sker der så? På “Hank is Dead“ (ligeledes fra MurderC) er rammefortællingen de fortrædeligheder der møder dommere i en luftguitarkonkurrence, og på den sublimt eminent fantastiske “Prehistoric Dog“ (først ude på EP i 2007, året efter også på den selvbetitlede albumdebut) keder de sig og roder sig derfor ud i et setup lige ud af Monty Python and the Holy Grail - hvor “modstanderne” er klassiske nørder på rollespil, og hvor bandets rustninger derfor - naturligvis - er svejset af det mest uigennemtrængelige af alle metaller: de tomme øldåser!

Videoerne er mest fis og ballade, siger derfor, naturligvis, ikke en skid om bandets musikalske kvaliteter, men bare rolig: alt i alt er det her et af de få, og sjældne, bands der appellerer bredest omkring det man kunne kalde for “Roskilde ånden”, det at høre sublim musik, drikke (masser af) grønne piller og føle sig uforskammet velkommen og underholdt i samme bevægelse. Pligten at snige sit korpus op til Red Fang burde nærmest stå som klausul på billetten.

Klassisk Bay Area thrash (specielt fra Metallica og Exodus), dog altid i kontrollerede mængder, doser af progressiv metal fra da Tool var guder, masser af groove metal som hos Pantera og, for det ikke skal være løgn, også grunge farvet af især Alice in Chains.

Det var ca. hvad der venter koncertgængere i dag på Machine Head (US), der, karrierens produktion set som linje, startede ud i 1994 som thrash og groove, omkring årtusindeskiftet solgte ud totalt og lavede et par plader med tydelig inspiration af nu metal, siden, ikke mindst på den aktuelle, og glimrende, Unto the Locust (‘11) er fuldt ud tilbage på solid base, til en grund af thrash, dertil en, veteranerne værdige, suveræn evne til arrangement af bandets progressive sider.

Da Machine Head sidst landede på Roskilde i 2007 var det med to glimrende output af Machine Head classic: Through the Ashes of Empires (‘03) og The Blackening (‘07), men pga. de skamfulde ekskursioner omkring nu metal var skaden sket, og forventningerne var i bund. De forventninger blev gjort til skamme.

Og i år, med den aktuelle og overbevisende plade, er rygtet helt tilbage til de klassiske, og vigtige, albums Burn My Eyes (‘94) og The More Things Change... (‘97) genoprettet, tilliden mellem band og publikum er genetableret, helet og intakt. Det her show kan derfor kun blive en opvisning i sublim syntese mellem kunstner og publikum, et sandt triumftog.

28

Deathcore er fusionen mellem dødsmetal og hardcore punk, nærmere betegnet et ekstremt møde mellem dødsmetallens (og grindcores) blast beats på trommer og punkens typiske brug af breakdowns.

Den her slags musik kræver ikke bare en ekstrem indstilling, men også stor teknisk snilde, kan derfor let vælte af mangel på talent, afklaret form og mål. Det hele har musikerne i Suicide Silence (US), der lige så legende let skifter mellem død og punk, som vokalist Mitch Lucker skifter mellem growl og høj skrigevokal.

Et band der siden starten i 2002 har nydt stor respekt blandt kendere af stilen, men også et band der, set i lyset af f.eks. Slipknots succes, bør kunne bryde ud (ind?) til det afgjort store marked der eksisterer for ekstremmetal.

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Pop Jonathan Johansson (S) er en fin og original opdatering til tiden af 80’ernes melankolske new romantics, i sin electropop et ret lige møde mellem Spandau Ballet og New Order.

29

På debuten En hand i himlen (‘09) finder vi ikke mindst den uendeligt knugende “Aldrig ensam“, måske årets bedste popsang på festivalen, og i sig selv en hel grund til at se manden, men også en billet der, sammen med titelsangen, pumpede forventningerne helt i vejret til manden, og mandens evner, frem mod at indtage Sveriges poptrone - der som bekendt, landets imponerende historie for pop taget i betragtning, er et sted med plads til en kejser (eller kejserinde).

Desværre, hvis man vælger linjen at kortlægge en musikkarriere via iørefaldende højdepunkter, blev forventningerne sat lidt på standby med sidste års Klagomuren (‘11), der ikke havde et eneste hit på sig.

Men at omkvædet måske blev lidt tilsidesat sidste år skal man dog ikke lade sig narre af: der er ikke den mindste tvivl om at sangene har potentiale til at udvikle sig på en scene og, ærligt talt, så ringe er de nu heller ikke.

Ingen tvivl om at Jonathan Johanssons optræden vil blive en klassisk svenskerbegivenhed, men bør, alene pga. mandens talent, søges af hver og en med selv det mindste øre for pop.

Indeni Rangleklods (DK) finder vi Esben Andersen, konservatorieuddannet sanger i kær besiddelse af en laptop i sit soveværelse. På mørk electro og poppet, lige dele maskulin såvel mørk, sang er det her det klassiske monsteropgør mellem sanger og maskine. Om man vil.

En anden vej gennem mandens produktion er at kalde det hele for indie pop med akustiske stikpiller - i den ellers sparsomme instrumentering medbringes dog alligevel en guitarist på scenen - og netop de her (vild)veje gennem materialet gør debuten Beekeeper (‘12) til et nødvendigt album.

På pladen er der hele tiden nøje balance mellem det organiske og det elektroniske, men som lytter er man aldrig i tvivl om at den gode Esben - hvis han have villet - lige så let kunne have lavet os en ren popplade såvel en ren techno- eller IDM-plade. Et hurtigt lyt på singlen “Clouds“ siger det måske bedre end ord.

På en scene omsættes det hele i opadskruende syntaks om plusordet “fest”, her suges publikum mere og mere ind i korporligt velgørende balsameringer af alle vore de lyttende organer; øret såvel også danseskinkerne. Imponerende.

Med sit andet album Ekstasis (‘12) er Julia Holter (US) aktuelt ude at lufte en avantgardistisk gren af pop møder klassisk musik, synthesizere og cembalo, minimalisme og en typisk, i lydbilledet, fjern og feminin stemme, en stemme der også, på magisk vis, multiplicerer sig selv, væver sig ud og ind i musikken, formulerer sig frem og tilbage i lydbilledet på sin egen og underfundige harmonikaeffekt.

Selvom virkemidlerne egentlig er små (læs: valgt med omhu) er effekten stor, det her er derfor - sagt med en kliche - sovekammermusik til katedraler, her er hver detalje valgt med sigte på en helhed, her er kunstnerens virke pop, men også med så dygtig en tilgang at

30

selv når stemmen lænes over kanten, der hvor der ikke er langt til det vulgære, og fraserer som r&b giver det hele mening.

Julia Holter bør være let at sælge til fans af Joni Mitchell, men bør lige så meget få en chance af både dem med hang til indie og dem der gerne snart vil høre en ambitiøs kvindevokal finde vej ud af Björks den lange skygge.

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Reggae Debuten Satta Massagana (‘76) er ikke bare en sand roots-klassiker for The Abyssinians (JAM); titelnummeret bruges endog også af visse rastapræster under gudstjenester (eller hvad det nu hedder når man fører ganja til alters) til deres gud, Jah. Gruppen har eksisteret siden 1969, har med tre plader gennem årene ikke det store output, men er dog alligevel essentielle for dem der holder af roots med snert af dub, holder af tætte vokalharmonier og ellers er friske på at sidde godt plantet i græsset med en parasoldrink. Og så skide være med at alle deres tekster i virkeligheden er religiøs hokuspokus.

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Rock Sat op som lakmus overfor et navn som Bruce Springsteen & The E Street Band (US) forbliver den her type guide målløs: alle har et forhold til manden, så ord, for eller imod, giver ingen større (eller mindre) mening.

I stedet skal taletiden derfor bruges til et eksperiment: at tænke sig den dag en virus æder alle biblioteker, arkiver og samtlige bits og bytes på internettet; hvordan rekonstruerer vi så f.eks. Roskilde Festivals historie, hvordan fylder vi alle årene ud med en sammenhængende og fortløbende fortælling?

I den forestilling sender vi arkæologer ud for at endevende segmenter af teltpløkker, ølkapsler og cd’er, prøver med tidstypiske artefakter at sætte alder på hvad vi finder.

Og som f.eks. med potteskår burde en mand som Bossen - takket være han har været med så længe plus hans kendthedsgrad - være pænt egnet til at sætte tid på jordlagene, derfor også fortælle hvornår den og den ølkapsel blev knappet af flasken.

Arkæologerne finder så mandens det, set fra vor tid, nyeste album Wrecking Ball (‘12) og så ved arkæologerne vel hvad tid de skal sætte på den her spadefuld jord? Niks!

Groft sagt - meget groft sagt, men alligevel med en pointe - har manden to perioder: før og fra albummet Born in the U.S.A. (‘84). Før var hans gebet protestsangernes landskab, men ikke protestsangernes budskab, her handlede det om den amerikanske drøm, om hverdagen og dens muligheder, alt sammen med mesterværket Nebraska (‘82) som klart hovedværk.

Fra og med Born in the U.S.A. handlede det mere om bagsiden af drømmen, om de skæbner der farede vild i det gamle, nu øde, landskab; protestsangernes, nu fortalt med protestsangerens stemme pumpet op til stadionstørrelse. I den forbindelse er Wrecking

31

Ball typisk: hvordan kommer man ud på den anden side af finanskrisen, og, ikke mindst, hvem har ansvaret (for kapitalismens kaput)?

Ovenstående grove inddeling af mandens værk og virke er, naturligvis, bullshit: efter Born in the U.S.A. er der, naturligvis, meget mere end bare jagten efter at fylde verdens stadions op til rockfest - f.eks. albummet lige efter: break-up mesterværket Tunnel of Love (‘87) om Bossens forliste første ægteskab med Julianne Phillips. Sigende er det dog at netop de her sange er nogen af dem der spilles mindst når bagkataloget luftes.

Ind imellem søger manden også, meget sympatisk, tilbage til rødderne, f.eks. We Shall Overcome: The Seeger Sessions (‘06), en sangbog over de folk-sange Pete Seeger, uden at have skrevet en eneste af dem selv, gjorde populære, derfor, i dobbelt forstand, en sand og smuk plovvending af både mandens og nationens rygrad (“americana”) i hymneform.

Dem der kun går i kirke juleaften kan let komme til at opleve det pinlige at præsten tordner mod netop den gudløshed der gør at det meste af staklens menighed lige netop kun møder frem på den her ene dag - det samme kan siges når Bono præker, så sandt at sige er det aldrig godt at blande politik og kunst - men! Når f.eks. Bruce Springsteen afbryder koncerter for at donere penge til velgørende formål ud af egen lomme er tingene til at forstå, her eksemplificeres en simpel handling med stor mening og konsekvens, her skal man ikke bøje hovedet i katolsk skam for at blive et godt menneske.

På samme måde med mandens frygtindgydende bagkatalog på en scene: ikke at sangene skifter synderlig karakter og arrangement som f.eks. Bob Dylans ditto gør det i et væk, men de har deres tid, de, set som rocksange, rammer ned med samme pondus som var de stille protestsange. Og her ligger, måske, hele mandens kunst - eller også gør den det ikke, og så er magien bare endnu mere intakt, bare endnu mere værd at komme efter.

Som efterskrift skal det lige tydeliggøres at der skam er en god grund til at The E Street Band hæftes så tæt på manden: tag nu f.eks. den anonyme sang “Candy’s Room“ fra albummet Darkness on the Edge of Town (‘78), tag den og kør den gennem live-møllen med The E Street Band og udgiv den som et sjældent smukt og magisk øjeblik på den legendariske Live/1975–85 (‘86) box.

Som sagt: ikke at der er sket det store i arrangementet, det der er sket er at der, i mandens synergi med sit band, er drysset den slags magi over sangen der, helt fortjent, har givet ham og bandet sit store live-rygte.

I år er det dog både urimeligt og for meget forlangt at tro på at så lidt som bare en enkelt sang vil afleveres i samme himmelske blink som “Candy’s Room” 8. juli 1981 på Meadowlands Arena. Men mindre kan også gøre det, og det er også godt nok. Mere end nok, faktisk.

For at vise lidt ydmyghed burde Lars Winnerbäck (S) måske kreditere sine bagmænd, det ganske lille band, Hovet, måske kalde sig for Lars Winnerbäck and Hovet (S). Men lad nu bare den her smådetalje være strejfet.

32

På poppet og rocket folk er manden skjald, trubadur og nationaleje med lige dele Leonard Cohen og Bruce Springsteen med i bagagen. Og fuck den! Vi skal se ham fra vores side, fra Danmark, og her noteres det hurtigt at han, som også landsmand Thåström, har boet i København, nærmere en lille bid længere ude end Sønder Boulevard (Thåström), nemlig omkring Søndermarken, lige netop titlen på et fint og, for hele produktionen, repræsentativt album (‘03).

Bare hør “Min älskling har ett hjärta av snö“ fra Søndermarken og forstå at svensk ikke bare er savlende ævl efter den sidste færge er sejlet til Hälsingborg. Her er Springsteen ja - men her er lige så meget svenskificering af amerikansk rocktradition som danskificering ditto hos C.V. Jørgensen herhjemme om andedammen. Ikke godt nok? Så hør balladen “Timglas“ fra samme plade. Og bliv stum (af klumpen i halsen).

Og så er Søndermarken end ikke mandens den bedste! Bare, og som sagt, den oplagte vej ind for alle os røde pølser og leverpostejsfarvede.

På en rockfestival som Roskilde, hvor årets nye sæson, den evige jagt på nye navne, typisk glemmer baggrund og historie er præcis en kunstner som Lars Winnerbäck den slags sjældne øjeblikke hvor bagtæppet, overlegent og ubesværet (og lidt som et uundværligt backingband) samler sig op til en sprællevende nutid.

I 1983 startede The Cult (UK) ud i det oplagte spor af post-punk, gik dog hurtigt over til den første af bandets klassiske grundtoner; den af 70’er metal, første bølge på specielt Led Zeppelin, og det hurtigt efter igen blandet lige op på den dosis gotisk rock der, sammen med forsanger Ian Astburys helt umiskendelige vokal, nu i år, og på niende album er umiskendelig The Cult.

Hele vejen har Ian Astbury og guitarist Billy Duffy været de eneste gennemgående medlemmer. Astbury, der både ligner og, i store træk, også lyder som The Doors’ Jim Morrison slog mellem 2002-2006 pjalterne sammen med Manzarek & Krieger om at genrejse resterne af The Doors som The Doors of the 21st Century, D21C eller Riders on the Storm... Ingen større grund til at anmærke at trioen Asbury-Manzarek-Krieger udelukkende var in it for the money, det vil vist være spild af ord... Okay så! Med $$’s og ££’s i øjnene, var trioen fornærmende tæt på nekrofili på musikarv, OK? Med den her ublu indstilling til at fylde sin bankbog op skulle man tro at Born into This (‘07), The Cults ottende studiealbum, ville være et grisk forsøg på at sælge sig selv med bukserne nede, men nej!

Faktisk er pladen et slags pusterum der samler op, ikke mindst med de to fine sange “Dirty Little Rockstar“ og “Holy Mountain“, der knytter effektive bånd om såvel festrock a la Primal Scream såvel på noget så sjældent som en gotisk ballade af format. Så uventet at det næsten er imponerende.

Imponerende er det i hvert fald at de i år, på Choice of Weapon (‘12) og for første gang, har samme hold, inklusive producer (puddelhundehårsmetalmanden Bob Rock) samlet til to udgivelser i træk. At lyd og grundtone så ikke har forandret sig en skid siden sidst er så et, noget andet er at de, med førsteudslippet “Lucifer“, måske snart burde traske den lange

33

vej til politistationen for at selvmelde det forsatte tyveri på Primal Scream. Dommeren så den anden vej første gang, anden gang går den dog lige præcis fordi de, og helt gennemgående på pladen, lader sig selv skinne så stærkt igennem. Solidt, umiskendeligt The Cult.

Og det er så det det handler om: over de to sidste plader viser de at de faktisk kommer forbi i god ro og orden for at spille os noget af den mest klassisk genkendelige goth rock overhovedet mulig. The Cult år 2012 er både overlevere, fænomen og sangbog til en hel genre i et.

For Magtens Korridorer (DK) er der både langt og kort fra “Hestevisen“ (fra debut-EP’en Intet nyt under solen (‘95)) til “Engle“ (fra albummet Milan Allé (‘09)).

Kort fordi musikken er den samme, lige ud af landevejen rock, langt fordi albummet med “Engle”, bandets fjerde, fra 2009 markerer en helt anderledes tilgang til tekster, ikke mere er den slags simple, narrative og socialrealistiske pasticher i munden på en Kim Larsenagtigt formulerende Johan G. Olsen.

Når man læser teksterne før, og såmænd også, i store træk, efter Milan Allé er det svært at tro at bandet ikke har fået hjælp og servicetjek til at puste det glimmer af poetisk kraft ind i netop “Engle”, men også titelsangen “Milan Allé“; begge sange man let kunne mistænke Olsen for at have haft hen over bordet hos f.eks. en Torben Steno, ham med hvem han i 2007 formulerede fin baggårdspoetiske sange under kaldenavnet Pligten Kalder.

På Imperiet falder (‘11), det aktuelle album, er der tre højdepunkter, alle singler, her listet efter lancering: “Kom og mærk“, “Imperiet falder“ og “Lyden af alarmer“. Det var det! Den her trio er alle fine sange, men også både, rent tekstmæssigt, skin af højdepunkterne fra Milan Allé, såvel de eneste sange af karat på pladen. Resten er pligtøvelser, intet andet.

“Hestevisen” blev i 1997 noget af en basker for Casper Christensen og Tæskeholdet, har siden, sammen med materialet fra bandets ellers (blandt fans) legendariske debut Bagsiden af medaljen (‘98), været forbudt område at betræde på en scene, de facto slettet af værklisten.

Dog med kære undtagelser: f.eks. da de fik lov at åbne Orange i 2006 blev tidligere medlemmer kaldt frem til at baske i rampelyset, bl.a. Henrik Dylmer, mastermind bag netop “Hestevisen”, derfor også - passende nok - en umulig lejlighed til ikke at spille den her perle. I år, og som tak for sidst, kunne meget passende være den næste.

Skal vi være helt ærlige har Madrugada kun et enkelt mesterværk i bagkataloget: Industrial Silence (‘99) der så til gengæld også er en klassiker af de helt store.

Resten af myten, resten af æren for bandets rygte, skyldtes mytologiseringen af Robert Burås, guitarist og sangskriver, og, helt upfront, vokalist Sivert Høyem (N), umiskendeligt en af Nordens største stemmer, baryton af det usædvanlige format der får enhver lytter til at krybe sammen under egen hud.

34

Efter at Burås døde i 2007, sagde Madrugada fornuftigt nok farvel i 2008, og siden har den gode Høyem udgivet fire soloalbums (dertil et enkelt under navnet Sivert Høyem & the Volunteers), der alle har gode ting for sig, men - naturligvis - ikke når mesterværket Industrial Silence til sokkeholderne, den plade han til sin død vil have som målestok for alt hvad han laver inden.

Og blev der så lige puklet igennem på solomaterialet står nu kun spidskompetencen tilbage: en rockstemme af en helt usædvanlig og pur karat. Og så skal det da, naturligvis, siges at manden ikke har glemt mesterværket, naturligvis spiller “Strange Colour Blue“ som akustisk ekstranummer. Selvfølgelig gør han det.

Med den aldeles bjergtagende sangerinde og guitarist Brittany Howard formår Alabama Shakes (US) legende let at gøre arbejdet færdigt som Jack White har begyndt; at omstikke blues, soul, country og rhythm’n’blues videre ud til kraftigt voksende southern rock, gøre ellers simple midler til noget intenst bydede og dog alligevel altid også til noget ørehængende, tit også dansabelt.

Forceret på hype er debuten Boys & Girls (‘12) samlet set intet mesterværk, men alligevel gennemgående sammenspillet southern rock af øverste skuffe, indeholder ikke mindst det eminente hit “Hold On“. Hvad de har er det tekniske, hvad de mangler (på pladen) er identiteten - ikke at den ikke er der, den mangler bare sin enten rette producer eller samlende inspiration. Det skal nok komme.

Alting taget i betragtning er det ikke underligt at netop Jack White har dem i støbeskeen på sit eget selskab Third Man Records - og sandt at sige: var det ikke for Howards naturtalent ville Alabama Shakes nok være betragtet som epigoner på netop Jack Whites vægtige output. Nu er de, udelukkende i sammenligning med Whites solodebut, mindst lige så interessante som manden selv.

Egentlig er det sørgeligt at et band gendannes på ruinerne af det brændte slot - i det her tilfælde klassikeren The Shape of Punk to Come (‘98) - men samtidig også passende: kort efter det her, ideologisk set, Rage Against the Machine-inspirerede opus gik Refused (S) nemlig i opløsning, er først i år gendannet og fundet tid til en tur rundt til ovationer på de største af festivaler.

Pladen, bandets tredje, var - på trods af fortsat politisk indignation - et opgør med den håbløst anarkistiske linje i klassisk hardcore, tog i stedet, specielt i titlernes overgange, mere inspiration fra poesi og jazz.

Gennemgående for pladen, der i øvrigt fik titel efter Ornette Colemans avantgarde klassiker The Shape of Jazz to Come (‘59), er dog fortsat hardcore, men nu også med så velplacerede elementer af progressivitet og jazz at den her sært tidløse essens gør udtrykket lige så friskt i dag som dengang.

Og før? Debuten This Just Might Be... the Truth (‘94) var hardcore og thrashcore, opfølgeren Songs to Fan the Flames of Discontent (‘96) lidt tungere og lidt mere metal.

35

Samlet set er Refused derfor (fortsat) det sære band der knytter såvel fans af K-Town som John Zorn sammen med 90’er segmentet omkring Rage Against the Machine og Faith No More.

Leonard Cohen i det (relativt) små, Bruce Springsteen når der spilles på de lidt større linjer og Neutral Milk Hotels tilgang til lo-fi indie folk er, (meget) groft sagt, et bud på en musikalsk runding af Dry the River (UK).

Siden 2009 har de forberedt deres albumdebut med ganske fremragende og medrivende folk-sange af, stadionmæssigt, fuldt ud samme højde som f.eks. Coldplays, men dog altid og givetvis helt bevidst - også med en tilgang der er noget mere frisk og meget mindre mekanisk, nok fokuseret på vellyd, men ikke for enhver pris. Her er ikke så lidt og overvældende lyst til at rykke musikken frem over disken, til at komme ud med noget at sige.

Til at få en fornemmelse for bandets fine rundgange om de hymneagtige, mellemhurtige og fint adresserede sange er “No Rest“ et fint eksempel; grundtonen er hørt før, mange gange faktisk, det er tilgangen - kombineret med talent, forstås - til at ville de her sange, til at erobre med ord og melodi der er det sjældne fund ved Dry the River.

At de så også, misundelsesværdigt let og ubesværet, lægger Coldplay i graven kan singlen “The Chamber & The Valves“ vidne. Alt sammen at finde på den aldeles overbevisende debut Shallow Bed (‘12). Den være sig hermed anbefalet, og bandet være sig - kraftigt - anbefalet som det navn på vej som Roskilde så før sit eget publikum. Det er (efterhånden) sjældent den slags sker, men når det sker er det velsignet.

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Rock - Hybridformer Det nogenlunde lige møde mellem guitar og synthesizer - den såkaldte electrorock - har siden ca. midtnullerne været på mode her til lands: Nephew, Veto, Portland og Spleen United (DK) har alle givet deres bud.

I 2006 var netop Jellings stolte sønner forbi for at spille fra debuten Godspeed Into the Unknown (‘05), en mørk synth-plade, klassisk 80’er med gæld til Depeche Mode, og med den gav de os en kraftfuld rockkoncert.

I 2008 var de forbi igen for at spille fra opfølgeren Neanderthal (‘07), et lidt lysere album hvor også Pet Shop Boys sneg sig ind, nærmest et kompendium af hits, dermed fuldt fortjent bandets folkelige gennembrud. Men derefter skete der noget.

Deres koncerter blev pligtskyldige afleveringer af materialet som forventet, men oveni sneg der sig lange passager af improvisation ind i hvad der, tilsyneladende, var afprøvninger af nyt materiale.

I 2010 blev så singlen “Sunset to Sunset“ sluppet fri: en single der senere skulle få sig en ny inkarnation på den aktuelle plade, men i sin første form mest kunne sammenlignes med Robert Miles’ drømme trance. Transformationen var en realitet.

36

I år er så School of Euphoria (‘12) ude, og med den en plade på en rygrad af klassisk acid house - så om ikke andet kan man sige at Spleen United bevæger sig parallelt i samme tid som deres engelske inspirationer: først i sync med tidlig-80’er Depeche Mode, siden i øjenhøjde med sen-80’er og arketypisk britisk Roland TB-303 acid house.

Førstesinglen, og den sang der mest minder om Spleen United Classic, er den fine “Days of Thunder“, det egentlige fund er dog klart det, på papiret, suspekte samarbejde med Gitte “Stallone” Nielsen som gæstevokalist på andensinglen “Misery“. Uhyggeligt nok pladens det helt store - og dermed også stensikker garant for damens medvirken på Roskilde.

Og resten af pladen? Med dets materiale har Spleen United lukket effektivt af for deres gamle publikum, faktisk startet helt forfra, derfor to slutbemærkninger der presser sig på: 1) Det mærkelige i at bandet, så transformeret, så afbrudt fra det der gav dem deres folkelige gennembrud, alligevel er at finde blandt de næststørste navne på festival, og: 2) Det absolut spændende i at følge hvordan de dog vil indarbejde det gamle i det nye (og omvendt).

Spleen United anno 2012 er ikke bare et spændende band, men også et modigt band.

Respekt.

Ingen point for at gætte at Touchy Mob (DE) kommer fra Berlin: landet der gav os indietronica, giver os nu folk-tech-tronica, folk-sange, ikke sjældent også blandet op med et soul’et feel, på akustisk guitar blandet op med barberet elektronik, centralt vekslende en stemme ind - og omkring - elektronikkens hjerteslag i kvarts.

Ludwig Plath på en scene vil næppe rejse en skov af jublende hænder, end ikke et lille stjernebillede af tændte lightere, men alligevel har han en vigtig stemme: sangene og de elektroniske loops er hørt før, men dialogen er sjælden. Og den er? Den som f.eks. rockmusikere let glemmer, de fleste end ikke når at opdage, nemlig det at f.eks. guitarstrenge er lavet af metal, at musik faktisk udspringer af noget så basalt som elementerne i det periodiske system.

Touchy Mob er musikkens svar på Carl von Linné, minder os om naturens orden i flora, fauna og mineraler. På ingen måde genialt, og kommentarer til flora og fauna skal man selv forestille sig, og det gør man så. Og lød alt ovenover som fortænkt tyreskidt? Så prøv f.eks. at høre en live-udgave af “Foam Born“.

Meget sympatisk at pakken Alison Krauss & Union Station feat. Jerry Douglas (US) ikke bare møder op som Alison Krauss (US): og fint nok at hædre sit backingband, og fint nok at hædre en Dobro-guitarist, men, og lad os endelig ikke skjule det for nogen, så er det nok de færreste der møder frem til det her for andet end at møde Alison, sin generations, med afstand, største eksponent for bluegrass.

Bluegrass er, groft sagt, den hvide mands blues, folkemusik fra Skotland, Irland og England der i udvandring udviklede sig til en undergenre af country inspireret af afroamerikansk musik, bl.a. netop blues, men senere i parløb med specielt jazz.

37

Som det ses af etiketten har Dobroen fået sin egen fremtrædende plads (via Jerry Douglas), dertil spiller Union Station sig gennem repertoiret på genrens andre musikalske værktøjer: mandolin, fiol (dygtigt håndteret af Krauss selv), banjo, akustisk guitar og gulvbas.

Alt sammen for at komme omkring formen om det egentlige: Alison Krauss og hendes utrolige stemme og talent, der fra 1985 - da hun var sølle 14 år! - til 2011 har udmøntet sig i ikke færre end 14 soloalbums, de seneste 12 med driftsikre Union Station bag sig.

Og talentet for bluegrass? Er der en målestok for det? Måske hendes 27 Grammyer, det største antal for både en sanger og for en kvindelig artist, sammenlagt det næsthøjeste antal nogensinde (efter dirigenten Sir Georg Solti (31), og med samme antal som producenten Quincy Jones).

At hun også kan samarbejde udenfor boksen beviste hun senest med Robert Plant på roots- og americana-pladen Raising Sand (‘07) der, naturligvis, også hjemtog sig en Grammy.

Andre samarbejder kunne nævnes, men det er ligegyldigt: Alison Krauss har med sin perfekt fløjlsbløde, men også myndige, stemme rigeligt bevist at hun er en af sin generations største sangerinder - og komponist: en sjælden pakke der gør det her til ren win-win.

RF ‘12 - Hovedfestival - Rock - Psykedelika, garage og anden retro Jack White (US) har brug for en form: uden tvivl er manden en af sin generations bedste, og mest betydningsfulde, musikere, men også en der ikke har det mindste imod at spilde sit talent i studiet på rene formøvelser.

Det er sigende at The White Stripes’ album Elephant (‘03) - den udgivelse der kun kan rivaliseres af Queens of the Stone Ages’ Songs for the Deaf (‘02) som mest betydningsfuld af årtusindets rock albums - blev til i en lejlighed i London, relativt isoleret og udelukkende bragt til verden på analoge instrumenter.

Formen om Elephant er måske ikke den mest snærrende man kan lægge over et kreativt talent, men det var nok, og formen søgte Jack White siden som menigt medlem i sideprojekterne The Raconteurs og The Dead Weather, begge, måske fraset The Raconteurs’ one-off pletskud med sangen “Steady, As She Goes“ (‘06) uden synderlig afsmitning på talentet.

I 2002 var The White Stripes på Roskilde, The Raconteurs forbi i 2006, og nu altså Jack White solo her i 2012. Og med hvad?

En samling sange hvor manden i det mindste prøver at finde en form at fylde op, er gået fra det lige møde mellem garage og blues til nu at søge tilbage til rødderne for folk og blues (og dermed rock), ikke som en anden Alan Lomax at gå direkte til kilden, synge fløjtende ligegyldige slikken røv duetter i et væk med genrens giganter, men i stedet, som en tidlig Mick Jagger, at lade sig drive med og farve sig helt igennem af stilen og stilens, som flod betragtet, søgen mod hav.

38

På solodebuten Blunderbuss (‘12) er manden i drift, en ren landevejsprædikant, leverer på sin vej to fine prædikener: førstesinglen “Love Interruption“ med Ruby Amanfu som backingvokal og menighed, “Sixteen Saltines“ som noget der kunne være med på Icky Thump (‘07), The White Stripes’ sidste album, derfor vel kun rimeligt at White tager fat hvor han, alene i førersædet, glemte sine bilnøgler.

Og resten? Analogien med Mick Jagger høres mest tydeligt på “Trash Tongue Talker“; ren tidlig Stones i jam på flodbredden af den mægtige Mississippi.

Nu er det ikke teksterne man går efter hos White, men når nu de her linjer, fra “I Guess I Should Go to Sleep“, springer så hårdt i både ører og øjne skal de da lige citeres: “Well I guess I’ll take off my shoes/ Head upstairs and then watch the news,/ That’s another way to lose these walking blues,/ I guess I’ll take off my shoes”.

Ret meget dårligere bliver det næppe nogensinde, kort sagt: med sit soloprojekt rammer White ikke den form der gav os Elephant, slet ikke, fortæller os alene hvad vi godt vidste i forvejen: at manden er gudbenådet af de højeste magter. At han så, alt for sjældent, har noget at sige må vi så bare, igen, affinde os med.

Bortset fra at Dead Skeletons (ISL) nok rangerer blandt verdens mest åndssvage bandnavne, og at forsangeren, og multikunstneren, næppe blev døbt til at hedde Nonni Dead (faktisk var det Jón Sæmundur Auðarson (f. 1968)), er der ikke det mindste mystiske i at Dead Mantra (‘10), bandets debutsingle - og ude som singleside 10”, forstås - blev lanceret på Anton Newcombes pladeselskab A Records.

Singlen, og åbneren på den mægtige albumdebut Dead Magick (‘11), er en tung drone på tibetanske bjælder, guitarer med feedback og dertil horn, repetitivt messende oneliners fra Dead/Auðarson.

Resten af pladen følger samme musikalske spor på repetitiv og mørk psykedelika med twister og brokker fra ritualer til genfødselspraksis fra Den Tibetanske Dødebog (Dead/Auðarson blev diagnosticeret med HIV i 1994) - og hvor har vi dog hørt det før?

Netop: musikalsk er det her nemlig klassisk grundlyd for The Brian Jonestown Massacre, Anton Newcombes band.

Andre umiddelbare inspirationer er Spiritualized og Velvet Underground, men krogene til at hænge skidtet op på er egentlig ligegyldige: dem der troede at den lille ø ikke havde mere at byde ind med rent musikalsk kan godt tro om igen. Med den overbevisende debut er det her et mødested for såvel gamle syrehoveder, følsomme kendere af indie og (moderat) ølbøvsende metalhoveder.

Og så lige til sidst: naturligvis kan bandet ikke lade være med at nikke til dem der gik før med ca. det samme, specielt Sigur Rós der får en kærlig hilsen med på ligeledes mægtige “Ljósberinn“. Smukt.

Faktisk er vi der hvor ikke så få navne blandt de halvstore på årets plakat burde vige pladsen for Dead Skeletons. Ingen tvivl om det.

39

RF ‘12 - Hovedfestival - Rock - Neofolk Her falder en indrømmelse, her skal det siges fra hjertet at den her guide er til Rasmus Seebach, Medina, Lis og Per, Sussi & Leo, Johnny Reimar og Dario Campeotto. Alt andet leftfield for den der indkredsning af englelyd er sheit.

Sådan! Så blev der plads til at fortælle om The Lone Descent (‘11), sidste års bedste plade, ikke bare ud af Danmark, men ude omkring i hele verden.

Og sådan! Så gik den sidste, derfor på tide at bygge op i det skammelige tomrum af oversethed og undervurdering, fortælle lidt fra bunden om Of The Wand & The Moon (DK).

Og det skal gøres kort for vi skal hurtigst frem til sidste års mesterværk: stilen er neofolk, outrovert singer/songwriter på lidt større linjer end den sædvanlige knækkede negl på alle de stakkels skravl der normalt formulerer sig som singer/songwritere.

Og outrovert i forståelsen, og søgen efter forståelse, i omverdenens spiritualitet: det være sig ind til grunden politisk, kulturelt såvel religiøst. Og alt sammen med sigte på dødelighed; menneskets (såvel det underligt levende i et liv til låns, som det evige i det spørgende) såvel den vestlige kulturs. Et, om man vil, fortløbende soundtrack til Oswald Spenglers aftenslandsundergang. Og dertil gerne lidt sørgrandede kærlighedssange til at blæse lidt skræk i stjerner og nat.

40

Klassisk neofolk er engelsk post-punk med sigte, som ovenfor skitseret, på lidt dybere spiritualitet end punkens anarkistiske og sædvanlige “Lad-os-smadre-det-hele-og-rejse-enhashbod-på-tomten-af-Christiansborg”-agtige attitude.

Største navne er afgjort Current 93, Death In June og Sol Invictus: den første et sandt clearinghouse for alt der kommer i nærheden og berøring med genren: folk, ambient, droner og psykedelika, den anden den mest klare eksponent for klassisk og akustisk neofolk, typisk militærstringent i sin rytmik, den sidste heller ikke bange for at tage det tyvende århundredes klassiske musik med.

Pga. kreative uoverensstemmelser med doom bandet Saturnus sprang sangskriver Kim “Nej, det er ikke mig der har skrevet Midt om natten” Larsen ud som soloartist, som Of The Wand & The Moon på klassisk neofolk på Nighttime Nightrhymes (‘99), en, har tiden siden vist, overraskende robust debut.

Med debuten, og projektets næste to plader, var Larsen & Co. en del af mellemeuropæisk neofolk, specielt tysk (Forseti, Ernte, Sonne Hagal) der, på en tydelig robusthed fra akustisk folkemusik, et stamme- og militæragtigt trommespil, dertil afsøgning af germanica, runer og førkristen hedenskab igen, og på alle områder, var tydeligst inspireret af Death In June.

Føste mesterværk var Emptiness:Emptiness:Emptiness: (‘01) med specielt “Lost in Emptiness“, åbneren og et af de mest simple, og dog også mest effektive, neofolk numre nogensinde. Ikke melankolsk - den slags lette hulkninger tager singer/songwriterne sig af men en effektiv spiral og depressiv rundgang, derfor ikke en musik specielt god for folk på kanten.

Siden fulgte forglemmelige Lucifer (‘03), indspillet under samme sessions som Emtiness..., derfor (måske) ikke lige et materiale af øverste skuffeudtræk.

Med andre ord var skabelonen nu brugt op, grænsen for hvor mange sange den tyske formel kan bære har - trods alt - sin grænse, så med Sonnenheim (‘05) var det på tide med nyt, mere fuld orkestrering, mere keyboards til en lyd der nok, og som altid, var umiskendeligt neofolk, men også funderet på ideer der ikke helt fik fortjent forløsning.

De alkymistiske øvelser mod guld manglede tydeligvis et eller andet og det blev så fundet med sideprojektet Solanaceae (selvbetitlet debut i 2009): her trækkes trådene bag om og forbi neofolk a la Death In June og helt tilbage til psykedelisk folk fra omkring år 1970, til ikke mindst The Incredible String Band.

Og The Incredible String Band? De var netop del af den skæve genrejsning af The Summer of Love, hippiernes store fikspunkt i 1967, en illusion der allerede inden årtiets udgang, i august 1969, var blevet brutalt omstyrtet af Charles Manson, selv hippie, og hans klan af ditto hippier i Californien.

Derfor er det til at forstå at netop The Incredible String Band blev til stor inspiration for såkaldt “apokalyptisk folk”, Current 93’s udgave af neofolk. Så med fornemt fingerspil på guitar, dertil glockenspiel, Bodhrán (irsk gedeskindstromme), klokker, tibetanske

41

syngeskåle og andet hippie hurlumhej var Larsen pludselig landet i et nyt rum, sat tilbage i en ny tid.

Nu er Larsen ingen sanger, mere en hvisker, men omkring 1970 fandt han så, nu han alligevel var nået frem, et par andre (ægte) singer/songwritere for hvem det at sige noget er selve blomstringen ud i et udtryk: Lee Hazlewood og Serge Gainsbourg er de to navne nævnt af Larsen selv som inspiration.

Og hermed er vi så - endelig! - fremme - ved mesterværket The Lone Descent: en plade der allerede i 2010 blev forvarslet af en syvtommer (vinyl): It’s Like Dying on Christmas Day med netop en cover af Lee Hazlewoods “Dirtnap Stories“ som B-side.

Og pinligt elendig er den! Som om Larsen allerede har suget al næring og inspiration ud, i stedet har kanaliseret baggrunden op som strålende forgrund: A-siden “We Are Dust (No Yule This Year, My Love)“, en genial neofolk popsang (påklistret en lille hilsen til sidst fra julemanden), og let den bedste sang fra Danmark i 2010.

Sangen, minus julemandens hilsen, er så med på The Lone Descent, og er nok stadigvæk - pladens bedste. På pladen samler den suveræne neofolk’er “Immer Vorwärts“ ellers alt op Larsen har lavet af neofolk indtil nu. I sig selv en single værdig. Den anden hymne på ren neofolk er hybriden “A Pyre of Black Sunflowers“; og skulle “Neofolk” nogensinde få status i FN af nation er det her en helt oplagt nationalsang.

Og “hybriden”? Det er over til det nye materiale, hvor Larsen ikke bare har lært at synge (lidt), men også giver os sært filmiske sange, sange med flugt og legeplads på lytterens lukkede øjenlåg.

Sange med så indlejret en indre turbulens (hos lytteren) at det nærmer sig det forbryderiske: sange som “Sunspot“ og, specielt, “Absence“ er ganske enkelt rystende i deres erobring af lytterens sjæl og indre - har sjælen derfor et skelet er det her dens knogler: en kerne af indre skønhed, raslende på urkraft, hypnotiske og psykedeliske, farligt virksomme helt i genrens ånd, bevidsthedsudvidende svimmelheder uden kemi.

Som tekstforfatter - ikke bare hos Of the Wand & the Moon men også før i doom metal bandet Saturnus, og undervejs også med afstikker til det suveræne goth rock band The Loveless - har Larsen aldrig fået den kredit han har fortjent, nemlig den, teknisk set, unikke evne at få typisk en enkelt ide i en sang til at balancere på kanten af det (afgrundsdybt) poetiske, og så det sikre land - hvor den lokkende udsigt, over lige netop afgrunden, er en opgave at undgå for den (for)tabte sjæl.

Et eksempel kan f.eks. være sangen “Hold My Hand“, B-siden fra syvtommeren Shine Black Algiz (‘11), der i sig selv, på navnet alene, virker corny, men nej: “Oh my love, do you see what I see?/ A world gone down in misery/ Empty souls, friend turned foe/ Emptiness is rock ‘n’ roll/ Oh my love, do you see what I see?/ Empty lives hailed on TV”.

Og hvad er så fundet i den her tekst? Blikket! Der først bliver ført frem til at se verdens elendighed, derefter får en fortællers selvreferentielle kode (“rock ‘n’ roll”), for endelig at afsløre at øjnene er - tv’ets! Helt åbenbart er sangen gjort af simple midler, men alligevel

42

en ting der kun alt for sjældent flyder fra den danske pen: et håndværk møder en poesi om man vil.

Live har manden, med Of The Wand & The Moon omkring sig, været alt fra sig selv alene til fuld besætning, det sidste også i år: dels fordi de nye sange selv kræver det, men også ikke mindst personificeret af det fine kor bestående af Louise og Louise - for lykkeligt at effektuere de nye sanges kunst: det for den lyttende forunderlige at grunden under fødderne letter til himmels over jorden.

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Verdensmusik Det blinde ægtepar Amadou & Mariam (MALI) mødtes i en tidlig alder på et børnehjem for blinde i Malis hovedstad Bamako, forelskede sig - og har aldrig set hinanden! Siden 1985 har ægteparret turneret med musikken udstillet fra det felt der, uden nævneværdig nedgang i form, basalt konstateret kan siges at være udfyldt af noget så eviggyldigt som kærlighed.

Sidst de var på Roskilde var i 2009 og som sidst er de nu øverst på plakaten for verdensmusik, og som da ikke udelukkende fordi de spiller et obskurt instrument og ellers er så heldige at være blevet plukket fra blindehjemmet af en smart og fransk producer.

Ud over Mariams stemme - der i sin højde kan ryste frugter af træerne - er det gennemgående nemlig Amadous elektriske guitar, dertil en instrumentpark fra - naturligvis - Mali, men også suppleret op fra stort set hele verden; Asien, Cuba, Mellemøsten og Sydamerika.

Oveni de tekniske virkemidler lægges en dybt sympatisk, og evigt nysgerrig, lyst til at gå i dialog med hvad der rør sig - sidst kom de friske fra en stadionturné i USA som opvarmning for Coldplay, der igen et par dage op til Roskilde var blevet fulgt til dørs af et stort opvarmingsjob i Hyde Park for Blur.

I år kommer de så friske forbi med den fine Folila (‘12), der byder på gæstevokal af ligeledes Roskilde-aktuelle Santigold, men også gamle Roskilde-favoritter som Tunde og Kyp fra TV on the Radio samt Jake Shears fra Scissor Sisters.

Et prædikat der ofte er sat på deres musik er “afroblues”, men er i virkeligheden Out of Africa om igen: med udgangspunkt i det partikulære, i et specifikt lands instrumentering, går de i dialog med det hele, har kun kosmos som grænse og giver os derfor det der bedst kan kaldes for “ægte” verdensmusik.

Sidste år fik ægteparret en noget nær genial ide: at afholde en serie koncerter i totalt mørke! Som Amadou selv har forklaret det gør blindhed at man får en anden sensibilitet og fornemmelse for musikken, og derfor ville de prøve at give igen ved at føre publikum ind i den verden hvor deres musik kommer fra, at blive et i den sfære som de står midt i hver aften. Så prøv det: at lukke øjnene under koncerten. Og lyt.

Fra den franske koloni Réunion i det Indiske Ocean kommer Danyel Waro (REU), selv efterkommer af franske kolonister, men alligevel også indlevende - og levende - eksponent for øens Maloya musikstil, rytmen i slavernes gamle sang i sukkerrørsplantagerne.

43

Maloya er i sin grundform rytmisk sang over perkussion, og sådan er det også med Waro, der dog ellers har udvidet formen med hjemmelavede instrumenter, og, ikke mindst, stærk opposition til det franske kolonidømme via poetisk/politiske tekster til mandens høje og dragende stemme. En stemme hvis sang i øvrigt er på fransk kreolsk, modsat øens det officielle franske.

Siden 1980’erne har Waro været kompromisløs med sin musik, aldrig solgt ud af sine principper - en holdning der kostede ham 2 år i fængsel da han nægtede at aftjene værnepligt i den franske hær.

På en scene er manden, med stor besætning på slagtøj, en stærkt dragende og tranceskabende oplevelse. En stor oplevelse in spe.

Måske er det symptomatisk for kvaliteten af Roskildes program i år, måske er det bare et udtryk for bøvl med fantasien; at vi i 2010 blev serviceret med ørkenblues af øverste skuffe fra verdensstjernerne Tinariwen, i år så får Terakaft (MALI), en slags, groft sagt, parkeringsplads for bl.a. tidligere medlemmer af Tinariwen.

Sjovt er det derfor, hvis man tror på semiotisk hokuspokus, at “tinariwen” betyder ørken på beduinsproget tuareg, mens at “terakaft” betyder karavane. Det her var så det sjove, det alvorlige er så at det her faktisk ikke er ringe, at begge bands har blues, kor i dialog med hovedsangere og elguitarer kørende i et heftigt og yderst kompetent samspil.

Og så kan det sagtens være at Tinariwen - grundlagt som oprørsstemme i en af Gaddafis fangelejre i 1979 - er verdensstjerner, at de, måske, også er lidt for meget verden, lidt for lidt Mali, og at Terakaft ikke ringer de store klokker; for godt er det, traditionelt og ægte, derfor ingen fare på færde her: det her navn er godt set af Roskilde.

Ingen grund til at sælge musik på lette overskrifter, men som i 2010 er Staff Benda Bilili (CD) i år forbi fra deres base omkring zoo i Kinshasa, og, som sidst, er kernen i bandet fire ældre herrer der lider af fremskreden polio, derfor optræder på scenen siddende i kørestol.

Det sagt er musikken en yderst habil præsentation af rumba pakket ind i afrocubanske rytmer, elementer af caribisk musik og den rhythm’n’blues der i 50’erne var hurtig jazz og blues, i 70’erne ditto funk og soul.

Bag de fire i front står en fuld rytmebesætning af unge hjemløse, heriblandt Roger Landu der leverer soloer på hjemmelavet lut. Typisk for hvor vi er i verden skiftes de fire til at synge solostemme mens de tre svarer igen som kor; en simpel og effektiv metode til at holde melodisektionen kørende konstant i sync med rytmen.

Mohammad Reza Mortazavi (IRN) spiller nok på den traditionelle håndtromme tombak, men lytter man til mandes suveræne teknikker, de fleste udviklet fra bunden af ham selv, med hånd og fingerspidser, hans utrolige tæft for timing og overblik i rytmik og melodi, lyder han ikke bare som solo artist, men langt mere som sidder han i front for fuldt orkester.

44

Med den forbløffende ubesværede, og dog teknisk set uhyre krævende, evne til alene at favne både rytme og melodi minder hans spil ikke så lidt om en anden aktuel kunstner på Roskilde i år: om en Jack White, der, naturligvis, på ingen måde laver samme type musik White roder med retro rock, Mortazavi laver opdateringer på persisk folkemusik - dog begge af utvivlsom verdensklasse.

45

RF ‘12 - Hovedfestival - Højt - Stilliste Electronica - Modeselektor (DE) Electronica/ambient/støj - Shlohmo (US) Electronica/dark ambient - Dalglish (US) Electronica/minimaltechno - Paul Kalkbrenner (DE) Hip hop - Malk de Koijn (DK) Hip hop/alternative - Sage Francis (US) Hip hop/electronica - AraabMuzik (US) Hip hop/hiplife - Blitz the Ambassador (US) Hip hop/neo-soul - The Roots (US) Indie/dream pop - M83 (FR) Indie/folk - Bon Iver (US) ; The Low Anthem (US) Indie/klassisk - Nils Frahm (DE) Indie/rock - Larsen & Furious Jane (DK) Indie/rock/dance - Gossip (US) Indie/verdensmusik - Tune-Yards (US) Klassisk/minimalisme/vokal - Ars Nova (DK) Metal - Machine Head (US) Metal/deathcore - Suicide Silence (US) Metal/prog/southern sludge - Baroness (US) Metal/stoner - Red Fang (US) Pop - Jonathan Johansson (S) Pop/avantgarde - Julia Holter (US) Pop/electronica - Rangleklods (DK) Reggae/roots/dub - The Abyssinians (JAM) Rock - Dry the River (UK) ; Sivert Høyem (N) ; Magtens Korridorer (DK) ; Bruce Springsteen & The E Street Band (US) ; Lars Winnerbäck (S) Rock/acid house - Spleen United (DK) Rock/bluegrass - Alison Krauss & Union Station feat. Jerry Douglas (US) Rock/goth - The Cult (UK) Rock/neofolk - Of The Wand & The Moon (DK) Rock/punk/hardcore - Refused (S) Rock/psykedelika - Dead Skeletons (ISL) Rock/retro - Jack White (US) Rock/singer-songwriter/electronica - Touchy Mob (DE) Rock/southern rock - Alabama Shakes (US) Verdensmusik - Amadou & Mariam (MALI) Verdensmusik/blues - Terakaft (MALI) Verdensmusik/folkemusik - Mohammad Reza Mortazavi (IRN)

46

Verdensmusik/Maloya - Danyel Waro (REU) Verdensmusik/rumba - Staff Benda Bilili (CD)

47

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Electronica Kort fortalt laver Blondes (US) aka Zach Steinman og Sam Haar ambient dance på trance-agtige strukturer. Det sympatiske er at alt spilles frem på scenen, ingen tracks er forlagret, til hvert show spilles alt frem på ny, giver fine muligheder og rum for både inspiration og dagsform.

Det improviserede - typisk styret af interaktion og reaktion fra publikum - på synthesizere, sequencere, trommemaskiner og keyboards giver Blondes en noget mere organisk tekstur end hvad der er normalt for trance.

Om den her sympatiske og morfologiske dissektion af maskinerne fungerer er så op til publikum selv at vurdere: deres selvbetitlede debut (‘12) er nemlig ikke ligefrem noget der battler musikfilosoffer i knæ. Med andre ord er de på banen med en ret kønsløs plade, kan, med tilgangen in mente, dog endnu nå at sprinkle substral på materialet fra scenen.

Pretty Lights (US) er Derek Vincent Smith er DJ Shadow-agtige udklip og samples, en laptop på melodi af hip hop-beats og breaks, synthfigurer og mashup på alt poppet, fra jazz til rock, fra funk til soul.

Den her rene samples-musik kaldes egentlig for “glitch hop”, og fint nok, men egentlig mere sigende er det at Pretty Lights, med håb om donationer, forærer sin musik væk, alt sammen for at undgå sagsanlæg for sample-tyveri.

Det åbenlyse raneri af andres sved skal dog være undskyldt, for satans medrivende er det.

Og sådan kan man altså også lave collage af både den lange tidsalder før og festen i aften. Pretty Lights kan sagtens blive endog meget underholdende.

Nu hvor bølgen af dubstep ikke mere tager land er det symptomatisk (sympatisk?) at der flyttes tilbage til basis, til de velafprøvede midler af ikke mindst techno, drum’n’bass og house.

Således f.eks. hollandske Martyn (NL), der lige netop træder skridtet tilbage fra dubstep og nu viser os han faktisk kan finde rundt i værktøjskassen med ting og sager af electronica der rent faktisk virker, dvs. hvor man ikke snubler over sine egne akillessener når man prøver at danse. Og mange tak for det.

Intet år uden vitamintilskud fra Holland, der i år sender os en samlet pakke kaldet for Amsterdance feat. Jesse Voorn, Dennis Christophers and Sam O’Neall (NL).

Som er? Typiske DJ-navne det er umuligt at overføre 1:1 fra plade til (forventning til) en scene, her afgør smag i stil og dagsform - også på smagsløgene hos lytteren - om oplevelsen fungerer eller ej.

Samlet set er navnene hyret til at stille en trebenet gryde ud på dansegulve af house, trance og techno - og så kan det da vist ikke gå helt galt.

48

Oribital og, specielt, Boards of Canada har ikke levet forgæves, deres kunstneriske output lever i hvert fald i bedste velgående hos produceren Matt Cutler aka Lone (UK), der med en synthesizer som rygrad formidler loops og techno til en gang rave der ikke er helt uden egen kant, i hvert fald er et håndværksmæssigt forsvarligt produkt at slippe løs på verden.

Ikke godt, heller ikke dårligt.

Det helt sjove ved Thomas Mackenzie Bell er at han startede med at DJ’e som 14-årig, derfor hurtigt fik tilnavnet Toddla T, nu bedre kendt som The Toddla T Sound (UK). Et lårklaskende tilnavn at bevare i en alder af 27, så hey! Fantasien fejler ikke noget.

Det primære miks? Hip hop, men dertil også doser af dancehall, house og grime/garage.

Er det godt? Måske, måske ikke.

At dyrke en genre rent er fint, og det gør så Rockwell (UK) på drum’n’bass. Her er derfor ikke så meget andet at sige, end hvad der allerede står i den her linje. Så er det sagt.

Charlie Yin aka Giraffage (US) er chillwave; synthpop i mødet med ambient og drømme pop, masser af effekt fra synthesizers og loops, sampling og stærkt forvrænget vokal, typisk vredet og drejet rundt i maskinen, ud igen i den anden ende som sine egne og små melodispor.

Hvis solen skinner er det her musikken der skal til; den anden vej rundt, hvis det pisser ned, og Smatten svulmer er det her en musik der lyder værre end et fyldt klippekort til kolde bamser. Med andre ord: en musik der kræver sin helt rette kontekst for at fungere.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Hip hop I køvandet på Snoop Dogg og Jay-Z’s speedbåd lastet med blandingen af hip hop og pop, fulgte unge opkomlinge som Drake og Lil Wayne, lidt bagude igen en Wiz Khalifa (US).

Ingen i nærheden af en radio har undgået singlen “Black and Yellow“ (farverne I byflaget for Pittsburgh, Pennsylvania, Khalifas adopterede hjemby) fra albummet Rolling Papers (‘11); en effektiv popsang med så dybt indlejret rap at man næsten skulle tro Khalifa var gæsterapper på sin egen sang.

Men ideen er skam god nok: bevidst at navigere hip hop udenom attitude og tudefjæset r&b, i stedet styre benhårdt efter mainstream og dollar$. Hemmeligheden? At have den gode melodi med sig, og det har sandelig den gode Khalifa.

En rappper der har varmet op for Wiz Khalifa er Big K.R.I.T. (US), livsstilens stabile mand i den forstand at han har udgivet langt flere mixtapes en egentlige albums, trådt op på et hav af gæsteoptrædener.

Flowet er sikkert, stemmen er malmfuld, klar og af den sjældne karat der får lytteren til at holde kæft og høre efter. Og på hvad? Sange der ikke bare er status og afpisning af territorier, men faktisk typisk er rundet af både fantasi og ørehængende melodi.

Ikke sjældent er stilen nærmest urban, mellemtingen mellem hip hop og r&b, men dog mere som at manden også har en abolut fin stemme til soul, ikke udelukkende begår sig i

49

standard flows. Den slags er dog kun undtagelsen, overordnet betraget er målet at bringe prima klasse hip hop ud til folket.

Tydeligvis arbejder manden ikke fuldtids på at slå igennem på MTV, og det alene er yderst sympatisk - at ideer og talent så rent faktisk gør ham fortjent til mainstream succes er så meget desto mere en grund til at møde op og støtte den her bundsympatiske solist.

Macklemore and Ryan Lewis (US) fra Seattle er den klassiske duo af rapper og producer, dertil også en duo med stor, og sjælden, forståelse for hvor de har hinanden: Macklemores flow har det med, stille og roligt - og på magisk vis - at kravle op ad Ryan Lewis’ beats, stort set altid nå til tops i en fælles syntese.

Teksterne er søgende, her er en stemme der tør være usikker og selvudleverende, dog aldrig hverken flæbende eller emo-agtig, altid i den her sære call and response samtale med en musik der tager ikke så lidt farve fra følelsesbærende mellemspil af klassisk og pop.

D’herrer Macklemore og Lewis har afgjort noget kørende for sig, er faktisk sjældne i den egenskab at ville afsøge grænser for hvad hip hop, som musik, kan både sige og rumme.

I saliggørende opposition til det latterligt store flertal der bruger hip hop til positionering er det her et navn der faktsik fortjener at blive lyttet til.

Dominique Young Unique (US) er, teknisk set, snublende hurtig tegneserie staccato tænk Minnie Mouse fra Afrika - over primitive bass beats, så nøje fulgt af den små fra Florida at variation er det første der savnes.

Det næste på listen over mangler er så at hun minder for meget om M.I.A. - tilgangen til de underliggende beats er nemlig den samme som til grime, er basalt set bare hip hop med overstyret og alt for bevidst attitude, her er formen klart sat over kunsten.

Kort sagt: hendes “kunstnernavn” siger det hele, her er essensen af det hele sangforedrag og udtryk, alt sammen kogt ned til et alter ego og sprogspil der dækker både programerklæring og indhold. Og meget mere er der egentlig ikke at sige.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Indie Hører man den glimrende debut What Did You Expect from the Vaccines? (‘11) afslører Justin Youngs London-engelsk nok en del, mens musikken, lige ud af næsen på The Ramones og, især, The Strokes, givet ville få de fleste til at placere The Vaccines (UK) i New York anno post-punk revival.

Forcen er lige netop at tage det bedste fra forbillederne, overføre den varme og ubekymrede sommerstemning fra Ramones og kombinere det med den mere kølige kalkule fra Strokes. Resultatet er faktisk overraskende holdbart og ørevenligt, falder dog lidt på at bandet endnu er spæd (dannet i 2010), og - tydeligvis - ikke har f.eks. Arctic Monkeys’ rå og medfødte talent, at meget givet er drevet frem i studiet.

50

På landevejen er de dog allerede godt i gang, har bl.a. varmet op for netop Arctic Monkeys, men skam også for Arcade Fire - lige netop de to yderpunkter for bandets melodiske tæft i deres udgave af indie rock. The Vaccines er klart et navn der peger fremad.

Med rocket, tæt og rytmisk post-rock er sammenligningen mellem Ter Haar (DE) fra Berlin og Battles fra New York lige for: begge har progressive elementer, begge har flair for den gode melodi, begge pisker velovervejet musik ud mod rockens grænser.

I sammenligning med Battles’ to plader falder Ter Haars Delta (‘08) faktisk ikke igennem, i en sang som “Ping Pong“ genkender Battles sikkert meget, men på store passager “Gletscher“, f.eks. - er trioen ikke tavs om at de startede ud som et rent instrumentalt projekt på klassisk post-rock.

Ter Haar er gode når de er bedst, simple kustoder for indie rock når de er mindre gode.

Da The Megaphonic Thrift (N) var forbi Pavilion Junior i 2009 havde de ingen debut ude, det fik de først året efter med Decay Decoy (‘10), er nu klar med den lidt mere gennemførte, og selvbetitlede opfølger (‘12).

På begge lyder Richard Myklebusts vokal - typisk i dialogisk udveksling med medvokalist Linn Frøkedal - grænsende til det irriterende af Sonic Youths Thurstons Moore, musikken støj krydret til på lidt post-punk og garage, men især psych på masser af feedback - er mere endnu af det samme, dvs. igen i år netop åbent røveri på Sonic Youths idekatalog.

Omend, og det skal da siges, lidt fantasi faktisk har sneget sig ind siden sidst.

Stilen er catchy og melodiøs, dog, og på trods af lidt mere frit flydende ideer på den nye, også hurtigt ret så ensformigt. Dog kan man roligt regne med at bandets to guitarister ender koncerten på ryggen, fræsende afsted mod ingenting på arrig feedback: for kendere der forstår at værdsætte den slags fis er netop den her slags indviede ritualer bare det fedeste.

Christina Rosenvinge Hepworth er spanier med dansk mor og engelsk far - og bosat i New York! Med hjælp af Sonic Youths ligeledes Roskilde-aktuelle Lee Ranaldo blev der spundet net om hendes solokarriere så hun nu kan optræde som Christina Rosenvinge feat. Chris Brokaw & Refree (E/US).

Chris Brokaw er bedst kendt fra sadcore-bandet Codeine der med The White Birch (‘94) står bag et af genrens absolutte nøgleværker. Refree (egentlig Raül Fernandez) beskrives oplagt af Roskilde som “catalansk trubadur”, men er nu mere et lurvet møde mellem Nick Drake og Rufus Wainwright: at høre ham alene føles mest som at blive antastet af en guitar og en hat på et strøg i provinsen.

For at forsætte det morsomme vil Roskilde nu sige os at Christina Rosenvinge lyder som Stina Nordenstam og Cat Power; det sidste skal nok passe, at bilde sig det første ind kræver vist først et sug til bunden på noget stærkere end en cerut. En mere oplagt, og nu vi er i det latinske sprogområde, sammenligning ville være med den modne og mørke Françoise Hardy - ja! Alene med sen Hardy er sammenligningsgrundlaget faktisk fyldt.

51

Koncerten er Christina Rosenvinges første på mødrene jord og nok er hendes solooutput mest pop og rock på latin og folk, men alene fordi hun spiller op med Chris Brokaw lyder det hele - som støbeske betragtet - mere end lovende, vil helt klart bringe hendes, mellem linjerne, slumrende tendenser til indie frem i front. Og holder vi nu fast i at hendes sange, i deres egen ret, faktisk er ret velturnerede kan her sagtens være noget at komme efter.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Jazz En session i 2009 med altsaxofonisten Lee Konitz, trommeslageren Paul Motian og guitaristen Bill Frisell har for den danske jazz guitarist Jakob Bro (DK) kastet to stærke og stærkt roste albums af sig (Balladeering (‘09) og Time (‘11)), men jævnlig medvirken på albums med netop Paul Motian har allerede fra år 2000 gjort ham til et internationalt anerkendt navn.

Nu møder jazz så kølig nordisk electronica når Bro og Thomas Knak (Opiate, Future 3, People Press Play) krydser klinger og laver krydsfelter. Uden udgivelser ude er det svært at sige hvordan mødet vil spænde af, men ideen lyder i hvert fald spændende.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Klassisk Når man tænker Kimmo Pohjonen / Samuli Kosminen and Proton String Quartet (FIN) tænker man også landsmændene fra Apocalyptica: foran et klassisk strygerensemble og en gut med samples og slagtøj (Kosminen) er den ene (Pohjonen) avantgarde og art rock petter (afledt af “petting”, ikke af en svensk hip hopper) på sin harmonika, den anden, som vi ved, tre celloer i et røvallemetalband.

Groft sagt behandler Pohjonen sin harmonika som et keyboard, ikke så meget som et soloinstrument, går mere i dialog - også med lidt indlagt sang af manden selv - med strygerkvartetten end han har dem som backup (for ekvilibrisme og/eller noget unikt at sige).

Af en eller anden grund - som mig og min psykiater er blevet enige om ikke at forfølge minder det her om Procol Harum, om hvad der kan ske når det ene øre, på klassisk, har tomrum ud til det andet, på rock.

Medrivende nok, men Pohjonen & Co. er også alt, alt for meget påtaget buksetrold for Pampers.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Metal For at få det til at bundfældes at Behemoth (PL) i år faktisk er hovednavn for mædl skal der lige pludres lidt: startet i Gdańsk i 1991, tidlig kopist-produktion på norsk black, specielt tidlig Immortal og klassisk Dartkthrone, indtil der med albummet Pandemonic Incantations (‘98) skete den stilændring der siden er blevet kaldt “blackened death metal”, dvs. metal på death med toner (!) af black.

Siden - indtil Evangelion (‘09), bandets seneste album - har Behemoth holdt den stil der blev sat i gang da bandet i 1997 fik ny trommeslager, Inferno, med ombord. Og, for nu at være fair, så selvom deres black metal var ret norsk i kanterne, var de i perioden ikke bange for at eksperimentere: om det vidner ikke mindst Grom (‘96), der med sit mod,

52

kvindelig vokal, synths og akustisk guitar, ikke bare er lidt leftfield for “normal” black, men også en mindre klassiker.

Undervejs i den nuværende “blackened death metal”-periode er bandet stille og roligt gået hen og blevet det der kaldes for “moderne” death metal, og det på en teknisk evolution mere og mere frem mod mainstream, men også med masser af nysgerrighed, ikke mindst via covers på både plade og live, fra Killing Joke til Turbonegro.

Og så til tudefjæset: at Behemoth, i ramme alvor, er årets største spadesparker navn wassup? Som Vader - et andet legendarisk death metal band fra Polen, Vader dog 100 % den ægte vare - er det tekniske i top, ingen tvivl om det, men så er der målgruppen for det her: som Cradle of Filth og Dimmu Borghir har den her slags allemandseje indenfor ekstremmetal det med at tiltrække dem der forveksler (en vis grad af) kunst på overskud med konsumvare der er til at forstå, derfor let at fordøje.

Og så er det i øvrigt pissebilligt at sælge et band fra et katolsk land som antikristent: som at sælge en grønlandsk trup af folkedansere der hårdnakket påstår deres trin er koreograferet til brug på julemandens grav. Wassup?

Stoner og sludge, tilsammen i mikset Black Sabbath med skrålevokal i de aldeles glimrende Weedeater (US). I front den lettere uheldige “Dixie” Dave Collins, der var årsagen til at Jason...The Dragon (‘11), bandets fremragende fjerde album, blev forsinket en del da manden i 2010 kom til at skyde sin den ene storetå af - vi er nemlig i Syden og her har de ingen nævneværdige problemer med at kombinere alkohol og skydevåben.

Stilen taget i betragtning, primært doom i mødet med hardcore punk, er bandet overraskende komplekst og facetteret, hvilket egentlig også, deres selskab taget i betragtning (Southern Lord) er forventeligt.

Alt i alt et fint navn med stor underholdningsværdi.

Og så lige en fodnote til de ivrige: bandet er nemlig glade for sprogspil farvet af Sydens værdisæt og vendinger: at gætte hvorfra den semiklassiske debut cAnd Justice for Y’all (‘01) har taget navn siger sig selv, og der er heller ingen præmie for at gætte rigtigt på at selve bandnavnet, naturligvis, er afledt af “wifebeater”.

53

Så i det hele taget fejler hverken fantasi eller underholdning pr. musik det store - dog aldrig er her nok til der, for alvor, bringes skyts til darwinisternes vanvittige teori at den menneskelige hjerne rent faktisk har udviklet sig siden øllets opfindelse. Humbug!

Kirk Windstein (f. 1965), forsanger og guitarist, er eneste gennemgående figur i Crowbar (US), der siden debuten i 1992 har været garanter for sludge metal når det er bedst: sløv og tung doom med passager af hardcore punk.

Og sludge når det er bedst? Det er Crowbar sandelig, der er totalt lineære på en akse der sagtens kunne hedde noget i retningen af “Black Sabbath møder Pantera der møder Melvins der lige har mødt Black Sabbath”.

Det her er hele opskriften, sådan har de lydt på - så vidt det lige kan huskes - alle bandets 9 albums ml. 1992 og 2011. Her ved man hvad man får, her er det sande kondensat af en hel genre.

Today Is the Day (US) er, som f.eks. også Sunn O))), den slags hybrider der appellerer til en lettere forvirret flok lyttere: umiddelbart er deres fokus på atonal og dissonant noise (ikke at forveksle med “støj”), noget der burde appellere til segmenter omkring punk og metal - men læg dertil også deres dygtigt indlejrede elementer af prog og straks bliver målgruppen lidt mere diffus.

Bandets (fra Nashville, grundlagt i 1992) udgangspunkt er hardcore og indie, men inkluderer også metal, psykedelika, sampling og grindcore. Alt sammen flettet omkring tekster med apokalyptiske budskaber - det være sig til en verden der styrter såvel et indre ditto.

Og målgruppens kerne? Må stå hen, bare er der at sige at bandet altid søger det ekstreme, men gør det med sans for variation og detalje, derfor nok bedst bør pudses på velyndere af post-metal og metalcore.

Der er egentlig ikke så meget nyt at sige om Kellermensch (DK): selvbetitlet debut i 2009, optræden samme år på Pavilion Junior, på hovedfestival året efter, nu, og uden andet nyt ude siden EP’en Narcissus (‘10), på hovedfestival igen med post-metal, dvs. post-rock og prog på Neurosis, Neil Young og så lidt Tom Waits.

Og hvad kalder dem så forbi igen? Måske at der er skrevet fornem kontrakt med det tyske, at gennembruddet dernede ser ud til at være på vej - og hvordan er den så brolagt? I første omgang med en cd bestående af - og hold nu fast - otte numre fra debuten og alle fire numre fra EP’en. Spændende.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Pop Af den kreative klasse er duoen Niki & The Dove (S) knuselsket og presset af druen, er nu ude på flaske som most på gedigen nordisk synthpop; fra Sverige (The Knife), Island (Björk), Danmark (Oh Land) og altså tilbage til Sverige igen.

54

Sagt smart minder Malin Dahlström i front måske mest i stil om Nanna Øland Fabricius (Oh Land), i maskinrummet har Gustaf Karlöfs altid velgennemtænkte electropop ikke så få elementer tilfælles med tysk indietronica.

På debuten Instict (‘12) er der suppleret med tempo i popstemmen fra Robyn til Kate Bush, musikkens grundsubstans finder gerne overlap til dansefunk, new wave og r&b.

Når man hører pladen hører man også et af de sjældne albums hvor produktionen springer i øjnene, hvor en bagvedliggende plan og et større mål står lidt og sitrer i disen af de her lag og ideer.

Det her forbehold spejles måske bedst i duoens sceneshows: samme tur ind og ud af garderoben som Oh Land, Lady Gaga eller andre kunstnere der adresserer os med det mærkelige budskab at formen er noget der arbejdes med, den er ingen skam at udstille, for indeni er der indhold, og ser man hårdt nok på ingenting udenpå, ser man også noget komme ud fra indeni.

Kort sagt: den kreative klasses forunderlige yin og yang. Forstå det hvem der kan.

Med YouTube som legeplads overskrider kunstnere ofte genrebånd og -konventioner, er ikke mere så let at komme i kasser som f.eks. “pop”, “r&b” eller “rock”. Pop fra ca. midten af nullerne er ikke mere en spejling af forbilleder og en anden tid. Det er statusopdateringer på nutiden.

Derfor kan man sagtens komme fra Philadelphia, Pennsylvania og lyde som MTV den ene dag, som New York anno CBGB den anden, som verdensmusik den tredje. Alt er i spil.

Skal man derfor indkredse hvad en Santi White er for en størrelse kan det siges, og dermed siges en del, at hun i første del af karrieren havde scenenavnet Santogold, nu kaldes til som Santigold (US).

Grundstilen er pop med indtryk af electronica, hip hop, new wave, reggae, jazz og afrobeat. Og lyder det bekendt? Præcis! Ved lytning af Santigold og M.I.A. er forskellene marginale, dog med tendens til at Santigold er mere åben og gavmild med sine talenter, har samarbejdet på plade med alt indenfor sin lyd, fra Beastie Boys over Lykke Li og ligeledes Roskilde-aktuelle Amadou & Mariam.

Lyder hun som M.I.A. er forskellen dog let at se: Santigold mangler den skarpe (politiske) kant, har til gengæld en helt fantastisk flair for at ramme sin lytter på pop-rygradden - som f.eks. på den gennemført charmerende single “Desperate Youth“. En klar kandidat til årets pop hit.

Supergrupper er ikke sjældne indenfor rock - blandt kolleger loves ikke så lidt over en øl og en deling af samme nål - men er relativt mere sjældent indenfor pop.

Omkring producer Martin Terefe er tapet Jonas Bjerre (Mew), Magne Furuholmen (A-ha) og Guy Berryman (Coldplay), tilsammen Apparatjik (INT).

55

I lydbilledet, af typisk synth-, house- eller discofigurer, er Coldplay det eneste moderprojekt der er svært at høre, mens Mew og A-ha er med helt fremme i lydbilledet, specielt sen Aha. Som med alle sideprojekter er tilgangen let, her er ingen forventninger om at skifte retning i rockens spor - ikke mindst eksemplificeret af Square Peg in a Round Hole (‘11/’12), bandets andet album - der findes i ikke færre end fem forskellige versioner!

På både charmerende og original vis har de nemlig omgået (og kommenteret) de typiske lækninger til nettet af albums ved selv at lægge en færdig version ud der så, i opfordret dialog med fansne, siden altså er kommet i yderligere tre versioner inden den femte og endelige.

Pop er måske ikke helt dækkende for bandets udtryk - og det er indie så heller ikke, men tilsammen giver de to prædikater mening: ikke for at fornærme deres intentioner, men faktisk er Hej Matematik dem overlegen i at finde sjælen frem i ny og frisk tilgang til pop.

Isoleret set er projektet bestemt spændende, om det er der ingen tvivl: musikken taler for sig selv. Retningen, og følgesvendene udenfor bandet selv (læs: lytterne) er dog to faktorer der er sværere at se tydeligt: takket være producer Terefe er poppen nu blevet overlappet af teknikker og greb fra electronicaen - desværre uden et endeligt mål i sigte.

Selv når de to eneste brikker er i gang med at forvirre hinanden kan selv den dummeste alligevel sagtens regne ud at Mew (DK) udelukkende er på Roskilde fordi drengekorsforsanger Jonas Bjerre samtidig er forbi med sideprojekt Apparatjik. Det er den korte af den lange, en lige så kort er at de, som i 2005 og igen i 2009 lander lige inden de har en ny plade ude. Men lad os nu bare - for en god ordens skyld - tage den mellemlange fortælling i stedet: Bandet har tre store, vigtige og klokkeklare hits: “I Should Have Been a Tsin-Tsi (For You)“ fra Triumph for Man (‘97), “Snow Brigade“ fra Frengers (‘03) og “Special“ fra And the Glass Handed Kites (‘05). Af albums er kun Frengers at regne som et fuldendt værk, og den nye(ste)? No More Stories... (‘09)? Den er den omvendte fortælling om Talk Talks mesterværk Spirit of Eden (‘88), pladen der blev set som skrald i sin tid, efterfølgende har vist sig at være et fuldendt mesterværk. Til sammenligning fik No More Stories... alle anmeldere i selvsving, men har siden vist sig at være salmerne til egen begravelse.

Og hvad er der så galt med den? At den ikke har et eneste hit gør ingenting; både Moi Caprice (med We Had Faces Then (‘08)) og The Verve (med Forth (‘08)) har senest begge lavet fuldendte mesterværker uden et eneste hit, så det er slet ikke det - hvad der mangler er et fundament og en himmel ovenover. Fis i en hornlygte? Kort og godt er der masser af ideer - men det af den slags der ikke sætter sig på fantasien, forsvinder igen når fortællingen om bandet er sagt, når ørerne har fået deres.

Sidst Mew var forbi var de blandt de næststørste navne, nu er de - velsagtens netop i kølvandet på rygtet af No More Stories... - rykket helt op i selskab med de store, og? Et klart og faldende mærke på kvalitetsbarometret for Roskilde lige nu, og faktisk

56

bekymrende at et band af så stor Grøn Koncert potentiale får så fint et prædikat på en festival der ellers gerne profilerer sig på en progressiv profil.

Elena Tonra er Daughter (UK) er en uhyre udtryksfuld og mangefacetteret stemme indeni minimalistisk arrangerede folk-sange.

Tonra startede ud som singer/songwriter på stemme og guitar, men bl.a. med kæresten Igor Haefeli på guitar blev den fremragende debut-EP His Young Heart (‘11) skabt på det fuldt ud bevidste samarbejde som band.

Den sympatiske intention var nemlig at flytte ensidig, og forståelig, fokus fra Tonras fuldendt smukke stemme - det lykkedes så ikke, men manøvren har dog i stedet åbnet op for nye muligheder, for at et kommende album forløses i noget afrundet og ikke bare i parade på et sikkert vinderkort.

Men! Desværre er der, endnu, ikke så lidt forskel på Daughter på plade og på en scene hør bare EP’ens sublime åbner “Landfill” i henholdsvis studieversionen og bagefter i en udgave optaget live for BBC. (Til dem der enten ikke har den her tekst online, eller bare har den i print, er her lidt vidne: studieversionen er sikker - imponerende sikker faktisk - live er Elena så usikker og nervøs at det nærmest er forventeligt at hendes optræden vil tiltrække horder af dem der er til epic fails, til at stå og smide opmuntrende ord til den her slags elendighed; i sig selv bekræftende (på) elendigheden).

Ikke sandt? Her er ganske enkelt for stor en afstand, det er netop her arbejdet som band skal stå sin (langsigtede) prøve.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Rock Mellem 2006 til 2011 er det blevet til fire albums fra I Got You On Tape (DK), alle af høj kvalitet, alle af ca. samme standard. På bundniveauet er sangene altid gode, er de bedst er de fremragende, sådan er det hele vejen igennem, så om den overordnede kvalitet er faldet eller steget er faktisk svært at sige.

Og hvorfor denne her, for det skrivende folk, (snigende) usikkerhed, denne uformåen med at dømme den endelige dom over produktionen? Det er der to grunde til: 1) Fordi bandets lyd måske har lidt Joy Division, måske lidt Coldplay, måske lidt David Bowie, måske lidt Scott Walker, måske lidt Love, men generelt er der ingen inspiration der springer mere frem end andre; og som vel kun Mew i nyere tid i Danmark har de derfor fundet sig en lyd der er deres helt egen, noget nær et varemærke.

Det her er i virkeligheden også både første og anden grund i samlet pulje: 2) Jacob Bellens’ stemme. Det er nemlig ingen hemmelighed at Bellens - indiskutabelt en af landets ypperligste stemmer - i 2004 håndplukkede bandet om sig selv og sit organ, derfor bedst af alle ved at bandets udvikling står og falder med ham selv.

Og udvikling? Det er der i duoen (med Anders Mathiasen), og sideprojektet, Murders relativt tyste og mærkbart mere introverte sange, hvor kvaliteten er dalet støt fra det

57

uafrystelige mesterværk One Year from Now It’s My Birthday (‘06), et af det her årtusindes bedste danske albums og stadigvæk Bellens’ mest nøgne og smertelige bidrag, over den ypperlige Stockholm Syndrome (‘06) til den, relativt, anonyme Gospel of Man (‘10).

Måske, måske ikke, er den her støt faldende formnedgang årsagen til at Anders Mathiasen i år har solodebuteret som Vessel med den vel rigeligt Leonard Cohen og Bill Callahan inspirerede Enlettered Species (‘12). Måske er sagen mere den at han bare gerne ville ud af publikums ensidige fokusering på Bellens, men soloen i kølvandet på Murders dalende nødvendighed er i hvert fald værd at bemærke.

Men tilbage til Bellens: Steffen Brandt har fortalt os hvordan han står midt i det hele med hele familien på ferie på Bornholm og så pludselig bliver kaldet væk af inspirationen til at stå ret op og ned, med blyant og papir til at fange ord, ad en dørkarm til et lokum på en campingplads. Produceren Daniel Lanois har meget rammende fortalt os at Neil Young altid er på udkik efter den gode sang, og ingen tvivl om at Bellens er fanget af de samme omstændigheder - f.eks. har I Got You On Tape ingen problemer med at aflyse koncerter hvis sangene kalder bandet i studiet - og at det her er sympatisk nok.

Men! Bellens gæsteoptræder også, og symptomatisk er det at hans gæsteoptræden på sangen “The Light Has Been Missing in Your Eyes” fra Michael Møllers ellers ypperlige A Month of Unrequited Love (‘11) er en af pladens ganske få vildskud. Hvad er galt?

På en scene giver I Got You On Tape los, mens Murder, som det f.eks. kunne ses på Roskilde i 2007, kræver lytterens ører, fra scenen dikterer Bellens derfor ro hvis vi larmer for meget.

Og her har vi så kernen: Murders faldende formkurve er omvendt proportional med Bellens’ selvtillid som kunstner, her skal derfor snart ske noget andet; tag på kanindræberkursus og skriv en (elendig) sang om at se dyret i øjnene, giv os en sang om hvordan verden ser ud med John Lennons blå briller, fortæl os om en drømmetur til bagsiden af månen, forklar os hvorfor jordens øje herfra er blåt - et eller andet, bare giv os et (nyt) udgangspunkt for mennesket Bellens. Ikke mere grundformet rygrad af halvfabrikata, tak.

Efterskrift #1: Nu tog vi lige turen fremadrettet, men for huleboere og andet godtfolk uden radio eller WWW vil I Got You On Tapes pastorale disco på Church of the Real (‘11) faktisk, ved eftertanke, være en god og bagudrettet begyndelse for begynderen.

Efterskrift #2: For alle andre kan turens pointer ses, sort på hvidt, på årets plakat hvor bandet - helt forståeligt - rangerer i orden med fodfolket. Som de også gjorde i 2009, som de vil gøre indtil de nødvendige justeringer.

Guy Connelys falset er det centrale i Clock Opera (UK), et synth baseret pop rock band, der i år har debuten Ways to Forget (‘12) ude.

Og hvad har vi så? Vi har ca. lige dele pop og art rock, en mastermind (Connely), der minder ikke så lidt om Peter Garbriel i at lave sange der, på samme tid, er lettilgængelige, men også har noget andet og mere simrende nedenunder, noget der fornemmes, men

58

måske ikke lige springer op, i hvert fald ikke åbner sig op for andet end de rette spørgsmål.

Musikkens collagestil, for det er stilen, kalder han selv for “chop pop”, og det er egentlig et meget godt prædikat at sætte på den her musik - så krævende såvel lettilgængelig på samme tid.

Bag sig har han et fuldt band på keyboards, samples, trommer, bas og guitar, og kan de bare nogenlunde holde styr på de underlæggende (ikke underliggende) retninger i de - set som selvstændige værker med eneste præmis mod at underholde - fine sange er det her en god oplevelse i vente.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Rock - Folk og alt.country Når ens farfar er Hank Williams, en af countrymusikkens absolut største, er det sympatisk nok at møde op til festival som Hank3 (US).

Forinden har han dog også kaldt sig selv for Hank Williams III, og det er egentlig fair nok: af både udseende og stemmepragt fornægter slægtskabet sig ikke en tøddel - det gør musikken til gengæld: Hank3 er sin skæbne bevidst, søgte derfor tidligt, omend ikke væk fra, så dog i opposition til country og over i punk og, ikke overraskende, cowpunk.

Derfor er koncerterne typisk en rejse med start i country på slideguitar og akustisk violin, sidenhen på violin med distortion til et afsluttende sæt på “hellbilly”, mødet mellem punk og rockabilly. Ved andre lejligheder er der endog et tredje sæt, hvor Assjack, mandens daglige punk band, spiller op med hardcore krydret med metalcore og psychobilly.

Om Assjack er med på Roskilde må tiden vise, men uden går det nok også alt sammen: de to standardsæt er alt rigeligt; både til at binde fortid og nutid sammen, men også underholdende nok på et solomateriale der, siden 1999, har været af gennemgående ganske fin standard.

Søstrene Klara og Johanna Söderberg var i 2009 forbi som First Aid Kit (S), giver os nu reprise på samme type countryfolk som sidst. Dengang var clue’et at de havde lavet en cover af Fleet Foxes’ “Tiger Mountain Peasant Song”, nu er slagnummeret at de har haft Conor Oberst (Bright Eyes) med som gæsteoptrædende (og medskribent) på sangen “King of the World” fra The Lion’s Roar (‘12), det album de medbringer i den friskpakkede rejsetaske.

Sidst var de noget hø, men det skal faktisk siges at den nye løfter søstrene ikke så lidt, faktisk har fået samme tendenser til indie country vi ellers bedst kender fra de fremragende Mumford & Sons. De ligeledes fremragende, og danske, Indianna Dawn presser sig ligeledes på til sammenligning.

Som altid er det søstrenes smukke vokalharmonier der binder hele projektet sammen, og med det nye materiale har der så også sneget sig en vis nødvendighed ind i projektet. Her er efterhånden noget at komme efter.

59

Da Bellowhead (UK) var forbi Roskilde i 2006 havde de kun en EP med i bagagen - til gengæld havde de året før vundet den mundrette pris “BBC Radio 2 Folk Award for Best Live Act”.

Siden har det her 11 mand store folk bigband udgivet tre albums på folk, danse- og sømandsviser (shanties). På scenen spilles der tilsammen på 20 instrumenter og 6 af medlemmerne skiftes til at synge.

Bortset fra en enkelt cover af Jacques Brels store klassiker “Amsterdam“ (på Hedonism (‘10)) er samtlige andre sange på pladerne violinisten Jon Bodens opdaterede arrangementer af traditionelle sange.

Som at vælte ind på en irsk pub til livemusik er det her forglemmeligt: underholdende, men kun i momentet, blæser effektivt ørevoks ud mens det sker, afsætter dog ingen større erindring i stedet, giver ikke det store til tiden bagefter.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Rock - Musikken centreret om ét Perfume Genius (US) aka Mike Hadreas er en ret lys og selvudleverende stemme, singer/songwriter over enkle sange, med snert af indie, og dog altid adresseret til os med den slags dygtige håndværk der gør det muligt overhovedet at holde ud at høre på andres melankoli.

Pornoskuespilleren Arpad Miklos - der i øvrigt virker hver vej man end vender ham deltager i videoen til “Hood“ fra Perfume Genius’ anden plade Put Your Back N 2 It (‘12).

En video der først blev taget ned fra YouTube siden op igen i en familievenlig version damn! Man skulle have været der før YouTubes censorer (tænker dem der gerne vil rundt om den fulde opmærksomhed der overhovedet kan gives om den her soloartist, Perfume Genius forstås).

Alt i alt fine sange, men også bidrag der - deres arrangement in mente, af den slags hvor kun omkvædet gives det fornødne løft - vil blive blæst væk i mødet med mere end et instrument, derfor også sange der bedst egner sig til den blå time, ikke specielt til en festival for rock.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Rock - Punk, stoner, syre og noise Trash Talk (US) fra Sacramento er lige ud af landevejen hardcore punk, ikke så meget pjat. Ikke et band der på nogen måde skiller sig ud, men heller ikke et band der har nogen synderlige svagheder. Som for al hardcore er energien legio og det er den så også for Trash Talk.

Har de foden let løftet fra gaspedalen er bandet crossover thrash, normalt tæt på thrashcore, blast beats i korte og aggressive sentenser. Alt sammen i renselsens tjeneste, alt sammen til ære for anti-æstetikken, den ikonoklastiske destruktion af hjernens fortælling om musikken. Med andre ord: en musik til kroppen.

Forsanger Toby Morse var egentlig roadie for Sick of It All da han i 1995 mente han var klar til at gøre tingene selv, derfor dannede skate punk bandet H2O (US). Stilen, melodisk hardcore, er præcis den samme som de noget større Pennywise og NOFX, og er man til

60

den slags hurtig og ubekymret fest - og hvem er dog ikke det - er H2O et glimrende supplement til den ægte vare.

Jørgen Teller & The Empty Stairs feat. Lazara (DK/BEL) er, groft sagt, noise og syrerock med gæstevisit på trommer af Lazara Rosell Albear fra Belgien.

På en scene har Lazara og den faste trommeslager Tobias Kirstein slået sæt op overfor hinanden, omkring står Teller på guitar og Søren Gorm på bas.

Musikkens improviserede grund af syrerock er nok nærmere free jazz end rock, her er kaskader af feedback, rytmik uden afsæt og mål, skæv atonalitet, en rytmegruppe der mest af alt bringer minder om proto-punk.

Psykedelika, garage, stoner, droner og noise samles til noget primalt og primitivt, improviseret og dog ofte styret dygtigt omkring i stramme og abstrakte figurer af trancelignende karakter.

I vel omkring tre årtier har Teller befundet sig som absolut frontløber, som Danmarks svar på snart Steven Stapleton (Nurse With Wound), snart Captain Beefheart, lavet utilsløret musik til danse- og performanceforestillinger, poesi, teater, film og radio.

En del af produktionen er relativt let tilgængeligt - f.eks. de ni smukke kompositioner til otte digte af Poul Borum på 9 Møder Med The Careless Angel (‘99) - men når han har The Empty Stairs omkring sig er han ikke for alle og enhver. Specielt her viser han sig som et vigtigt såvel yderst krævende navn.

Label nights er underlige: det kan sagtens være hele kundekredsen til sort kaffe og vinyl synes det er lårklaskende sjovt, at man faktisk kan samle en hel lille minifestival omkring et fælles omdrejningspunkt, men den slags gør også man, typisk, skal bruge uforholdsmæssig stor tid hvis det kun er et enkelt navn man er ude efter. Og så, ikke mindst, er navnene i slægt, dvs. man får, groft sagt, hele selskabets essens hurtigt - og hvor er så fidusen?

Tag nu f.eks. El Paraiso presents Causa Sui, El Paraiso Ensemble and Papir (DK): det her nye selskab sender to staldnavne og et, til lejligheden, sammensat udtryk med gæsteoptræden. I den pulje, selvom den er til at overskue, drukner let et navn som Causa Sui med deres store og, for kendere, vigtige produktion, der er genretro i den forstand at de mener det - når de mener noget.

Et eksempel på det kunne være monstret Summer Sessions, vol. 1-3 (‘10): instrumental syrerock fordelt over tre fulde plader, nærmest umulig at komme igennem for ikkeindviede, men selv for dem en imponerende bedrift. (I den her sammenhæng, dvs. under hensyn af formidlingsaspektet, skal det lige noteres der normalt er sang på odenseanernes typiske produktion).

Selskabet som helhed samler op på psykedelika, stoner, syre- og krautrock, og specielt det sidste, kombineret med elementer af post-rock, er så området hvor vi finder gedigne

61

og solide Papir. Hver for sig ganske interessante navne, samlet set, over 3 timer, lidt for fantasiløs og, overfor publikum, urimelig en præsentationsstrategi.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Soul I det (forskudte) årti denne guide har fulgt Roskilde tæt er det endnu ikke sket at det samme navn har optrådt to år i træk; undtagelser sker jævnligt fra enten Camping Scenen (som det hed i de go’e gamle dage) eller den nuværende Pavilion Junior, hvor navnene typisk plukkes inden de har debuten ude, derfor skynder sig med at få gjort deres første album klar op til Roskilde, derfor også, hvis albummet holder, kan forventes at lande på hovedfestival igen ca. året efter. I år kan man f.eks. let forestille sig at Rum 37 og Dig & Mig tager den her elevator.

På hovedfestival sker den her slags dog aldrig, det at et navn tager to år i træk, i år sker så undtagelsen: Janelle Monáe (US), ulasteligt klædt i jakkesæt, komponist til eget materiale, sat til musikalsk inspiration og baggrund på Grace Jones, Funkadelic og Outkast.

I vores fjæs, og samlet set, en slags møde mellem Lauryn Hill og Lady Gaga, der med formelt overskud på genrerne bevæger sig frit i feltet mellem sci-fi, musicals og soundtracks.

På den vildtvoksende debut The ArchAndroid (Suites II and III) (‘10) røres neo-soul op med funk, afro-punk og konceptuel art rock a la Ziggy Stardust. Altid interessant, men også altid en plade hvis midler tydeligt er valgt for at præsentere talentets fulde palet.

Siden har der været tavshed i produktionen.

Selvom Monáe har proklameret der vil komme hele to albums ud i 2012 (ingen singler er endnu sluppet fri), er hun altså ikke aktuel med andet end det gode rygte fra koncerten sidste år. Måske også nok?

Jarle Bernhoft - Bernhoft (N) blandt venner - har noget så sjældent som en stemme med blød og super effektiv attak på ørerne. Stilen er soul på swing og jazz, fra metervare “Streetlights“, f.eks. - til et mere moderne og udfordrende materiale på f.eks. “C’mon Talk (Live)“.

Bernhofts force er klart det genretro stemmeorgan, musikalsk - på scenen suppleret med et backing band 11 mand høj - er her intet opfundet, her er ingen referencer til f.eks. neosoul, her adresseres udelukkende til klassiske fans af klassisk pop-soul i spændvidden sådan ca. mellem flødekagen Curtis Mayfield og flødebollen George Michael.

62

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Verdensmusik Århusianske Analogik (DK) har den velkendte langtidskontrakt kørende med Roskilde: debut på Pavilion Junior (2007), ind på hovedfestival (2009), og så klar igen når næste plade er ude (2012). Alt i orden.

Først lå de til kajs med Søens folk (‘06), siden Klunserbeats / Live (‘08) og nu, endnu på vej, den nye New Seeland (‘12). Stilen er gennemgående knejpemusik i havnebarerne, electronica og blæsere, polka på tegneseriehumor, balkan og lo-fi dub, scratch og beats, samles fra reallyde mellem himmel og jord. Er der vokal på er det typisk rap med stor gæld til Blæs Bukki.

På en scene er det her sat til fuld besætning af guitar, harmonika, papkasse, grydelåg, sax og bas. I værste fald kører en Tom og Jerry i noggin, i bedste fald husker man hvordan man sidst lå på torvet, et sted i provinsen, liggende som skildpadde af at bælle øller til et lokalt New Orleans-band. Underholdende, ikke mere end det. Og det er nok.

I 2010 havde vi både Analog Africa Soundsystem (DE) og Dala Dala (DE), i 2011 så Awesome Tapes from Africa (US), og hvorfor så ikke fortsætte i sporet? Som er? At flyve vestlige DJ’s ind der formidler fund og rariteter fra divese afkroge af verden. Årets plads på pinden tages først af DJ Miles Cleret (UK), der, over mere end 25 (!) albums, har specialiseret sig i Afrika og Sydamerika, f.eks. highlife, afrodisco, funk, soul, cumbia og calypso. Lyder fint på papiret, er det sikkert også (i virkeligheden).

Dernæst suppleres der op på posten med Mark Pritchard og Steve Spacek aka Africa Hitech (UK), der på rene hovedspor af electronica (techno, house og dubstep), finder vej gennem verdens den mere krydrede rytmik; nærmere bestemt fra Afrika og Caribien.

Kunne sagtens være et navn af nysgerrig interesse for dem med direkte hang til electronica - men duoens ensidige flismaskine på verdensmusik gør alligevel de bedst sælges til den her hovedgenres kernekunder.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Verdensmusik - Latin Cumbia er de colombianske slavers musik og egentlig en scoredans der senere udviklede sig til en svært danseegnet verdensmusikstil i mødet med europæiske blæseinstrumenter og harmonika, afrikanske trommer, fløjter og dans.

Uden pjat er den her stil en afrocubansk variant der har vist sig svært egnet til at optage moderne rytmisk musik, og som i 2009 leverer Bomba Estéreo (COL) - spansk for “bombe i stereo” - også i år den her dansable musikstil - der efterhånden nærmest må siges af være mainstream - på lige dele electronica og fuld vestlig bandbesætning bag sangforedraget af primært hip hop, men også reggae og pop.

Med i mikset er også mindre kendte lokaltraditioner som bullerengue og champeta, men de er inderligt ligegyldige: cumbia til skinkerne og en aldeles velsyngende Li Saumet i front (og til ørerne) er hvad der er værd at komme efter.

63

Og dertil yderst sympatisk at bandet faktisk tilbragte hele festivalen på camping sidste gang de var forbi. Den slags ydmyghed og respekt for festivalens publikum, dens grundåre og selve fundamentet for eksistens, giver altid store bonuspoint.

Celso Piña (MEX) er i essens harmonikabaseret cumbia, der igen, i sin essens, er latinog afrocubanske rytmer fra primært det kontinentale Mellemamerika. Med lidt hip hop, ska og reggae flytter Celso Piña med band igen musikken ud til øerne, giver det hele en tropisk og caribisk følelse. Solidt og dansabelt, et professionelt partyband værdigt.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Verdensmusik - Afro Der smøres tykt på salgstalen når Roskildes egen omtale påstår at den gode Boubacar Traoré (MALI) har samme status i hjemlandet som giganten Ali Farka Touré grundlæggende spiller de rigtignok begge sublime variationer af blues, begge inspireret af traditionel Mali music, Boubacar også med tydelige elementer af arabisk musik. Den vigtige forskel er så bare at den ellers gode Boubacar har en tynd og defensiv stemme i forhold til Ali Farkas kraftfulde og offensive ditto.

Sandheden er i virkeligheden den enkle at Boubacar, ganske rigtigt, var en stjerne i landet indtil Modibo Keita, Malis første præsident, socialist og muslimsk smådiktator (dvs. af den type der godtnok ikke direkte undertrykte sit folk, men heller ikke havde de mindste problemer med at spjælde sine politiske modstandere), blev omstyrtet ved et militærkup i 1968.

Ikke at Boubacars faldende stjerne på nogen måde skal ses som politisk brændemærkning for medløberi, slet ikke, i stedet at en periode var forbi, så at Boubacar gik i glemmebogen med den gamle orden. Bl.a. derfor flyttede manden i 1987 til Frankrig, hvor han blev genopdaget i 1990 og så endelig fik lejlighed til, utroligt nok (han er født i 1942), at indspille sin første plade.

Siden er mandens stjerne steget støt og roligt og omfattende turnevirksomhed i Europa, Afrika og Nordamerika bringer ham altså nu til Roskilde.

Et interessant navn, men også et navn der, på ingen måde, kan sammenlignes med landets legendariske musikere, f.eks. giganten Ali Farka Touré. Med andre ord: vi er nu nede i bunden af det gode, navne lige under vil allerhøjest være eksponenter for en stil, ikke for det kunstnerisk bydende.

Jupiter & Okwess International (CD) er Jupiter Bokondji i front for afrikansk dansemusik med en dyb stemme foran hurtigt plukkende guitarer. Velegnet til brug for kroppen, ret svær at se anvendt på meget andet.

Groft sagt, og med stort forbehold for sikker fest, følger Jupiter & Co. “bare” med i kølvandet på landsmændene Staff Benda Bilili.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Verdensmusik - Rodekassen Geoffrey Gurrumul Yunupingu eller bare Gurrumul (AUS) er taget fra samme underlige hylde som nu afdøde Israel Kamakawiwo’ole fra Hawaii; eksotiske sangere der,

64

indrømmet, synger smukkere end 99,9 % af verdens befolkning, men også sangere hvor deres fortælling fylder uforholdsmæssigt meget.

Israel var et menneskeligt bjerg, Gurrumul født blind og syngede på primært en nordlig udgave af aboriginal, men også, selvom han faktisk ikke taler sproget, på engelsk.

Tidligere var Gurrumul sanger og musiker i supergruppen Yothu Yindi, bestående såvel af den originale befolkning såvel den tilrejsende, er nu i Saltwater Band, en konstellation udellukkende af aboriginals.

På en scene finder vi typisk den gode Gurrumul med sin guitar og dertil en bassist. På foreløbig to plader, en selvbetitlet fra 2008 og den aktuelle Rrakala (‘11) er stilen ens, vidunderligt fraserede sange, men også et sangkatalog uden den store variation. Hurtigt er det som den sang man lige har hørt minder om den forrige.

Med en aboriginal kunstner på scenen kunne man let frygte at blive blæst til atomer af et sandt Stalinorgel af didgeridoos på scenen - men sådan er det slet ikke med Gurrumul, der faktisk er årets mest rene eksponent for paraplyen “verdensmusik”: ikke folkemusik, heller ikke delt lige op mellem folkemusik og vestlig musik, men faktisk meget vestlig i sit udtryk.

Og det er både styrken og svagheden i den her både sympatiske og smukt syngende sangers virke.

På deres hjemmeside kalder The Barons of Tang (AUS) sig for “Melbourne’s Pioneers of Gypsy Deathcore”, og det passer umiddelbart meget godt: Mr. Bungle møder Gogol Bordello, polka møder hardcore, Balkan og sigøjner på messing møder skrigevokal på passende doser af rockabilly, metal og folk.

Det sjove (?) er så at overskriften faktisk var ment som en joke, at det samme kan siges om bandet: nok er de stærkt underholdende, men planter mest spørgsmålstegn og undrende rynker i panden på dem der møder op til koncert, mangler ganske enkelt ordentlig modtageradresse på leverancen.

Eneste grund til de ikke gradueres til skrald er derfor deres store underholdningsværdi.

Ikke at de er sjove, multiplicerer ikke den oplagte joke (som da Jodle Keld bevidst var en joke på Jodle Birge, i sig selv en joke), kunne de ellers let, men holder hele tiden tungen lige i munden. Med lidt mere fokus på retning kunne de nemt finde sund interesse bag ørerne på deres lyttere og koncertgængere.

Forrige år, i stedet for elendige Die Antwoord, efterlyste den her guide et lidt mere opdateret udsyn til musik i Sydafrika i form af f.eks. et navn på township funk, og alas!

Sidste år kom så de fremragende Shangaan Electro, men først i år får vi et (tæt på) ægte navn på stilen: Spoek Mathambo (ZA).

Og “township funk”? Hvad er så det? Grundlæggende en hurtigere udgave af stilen kwaito fra Johannesburg, der igen består af house, primært i destillat fra Chicago, på rap og traditionelle sydafrikanske samples, typisk taget fra sang og udbrud fra zulukrigere.

65

Minus de traditionelle samples rammer vi faktisk ganske godt plet på stilen med Spoek Mathambo, der overvejende flytter skytset fra rap og mund til beats og dansegulv derfor, med en vis ret, selv har lov til at kalde sin stil for “tonwship tech”. Og fred være med det.

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Verdensmusik - Diverse Gnawa - før-islamisk trance musik på lut, klap, trommer, obo, metalkastagnetter, repetitiv og koragtig sang - er rester af mellem- og nordafrikansk animisme, dvs. den forestilling at alt er besjælet, derfor også i trance kan påkaldes direkte, typisk for at kurere sygdomme (besjælet af onde ånder), fra et vindue åbnet af musikken mellem den vågne og den drømmende tilstand.

Hele verdens centrum for gnawa er Essaouira på Atlanterhavskysten ca, midt i Marokko, og fra hjertet af det hele sender de os i år Hamadcha Sufi Tariqa of Essaouira (MAR); “Hamadcha” (egentlig skal det staves med s, ikke c) er en af de tre vigtigste broderskaber for sufisme i Marokko, “sufi” selv er gnawa som den er blevet optaget i den islamiske sufimysticisme (“mysticisme” i forståelsen at springe mellemregningerne over, gå direkte til kernen på verdslig sang, dans og poesi), “tariqa” betyder så “vejen”, dvs. vi kan oversætte hele projektet med “Sufi-broderskabet hamadshas udgave af gnawa fra Essaouira”.

Er det godt? Og hvad siger YouTube? Den siger “måske”, og i hvert fald er det værd at have med at gnawa altid har haft stor tiltrækning på vestlige musikere; fra Brian Jones (The Rolling Stones) til Roskilde-veteranen Bill Laswell, som det hurtige soundtrack til The Beat Generations stoffer og eksesser til de grundlæggende linjer i moderne elektronisk musik har gamle gnawa altid haft noget nyt at sige.

66

RF ‘12 - Hovedfestival - Mellem - Stilliste Electronica - Martyn (NL) ; Pretty Lights (US) Electronica/chillwave - Giraffage (US) Electronica/DJ/drum’n’bass - Rockwell (UK) Electronica/DJ/hip hop - The Toddla T Sound (UK) Electronica/DJ/house - Amsterdance feat. Jesse Voorn, Dennis Christophers and Sam O’Neall (NL) Electronica/house - Lone (UK) Electronica/trance - Blondes (US) Hip hop - Big K.R.I.T. (US) ; Dominique Young Unique (US) ; Macklemore and Ryan Lewis (US) Hip hop/pop - Wiz Khalifa (US) Indie - Christina Rosenvinge feat. Chris Brokaw & Refree (E/US) Indie/rock/post-punk revival - The Vaccines (UK) Indie/rock/post-rock - Ter Haar (DE) Indie/støj - The Megaphonic Thrift (N) Jazz/electronica - Jakob Bro (DK) Klassisk/avantgarde - Kimmo Pohjonen / Samuli Kosminen and Proton String Quartet (FIN) Metal/death/black - Behemoth (PL) Metal/noise - Today Is the Day (US) Metal/post-metal - Kellermensch (DK) Metal/sludge - Crowbar (US) ; Weedeater (US) Pop/folk - Daughter (UK) Pop/indie - Apparatjik (INT) Pop/post-britpop - Mew (DK) Pop/rock - Santigold (US) Pop/synth - Niki & The Dove (S) Rock/folk - Bellowhead (UK) ; First Aid Kit (S) Rock/noise - Jørgen Teller & The Empty Stairs feat. Lazara (DK/BEL) Rock/pop - I Got You On Tape (DK) Rock/psychobilly - Hank3 (US) Rock/psykedelika - El Paraiso presents Causa Sui, El Paraiso Ensemble and Papir (DK) Rock/punk/hardcore - Trash Talk (US) Rock/punk/skate - H2O (US) Rock/singer-songwriter - Perfume Genius (US) Rock/synth - Clock Opera (UK) Soul - Bernhoft (N) Soul/art rock - Janelle Monáe (US)

67

Verdensmusik - Gurrumul (AUS) ; Jupiter & Okwess International (CD) Verdensmusik/Balkan - The Barons of Tang (AUS) Verdensmusik/cumbia - Bomba Estéreo (COL) ; Celso Piña (MEX) Verdensmusik/DJ - DJ Miles Cleret (UK) Verdensmusik/electronica - Africa Hitech (UK) ; Analogik (DK) Verdensmusik/gnawa - Hamadcha Sufi Tariqa of Essaouira (MAR) Verdensmusik/Mali - Boubacar Traoré (MALI) Verdensmusik/township funk - Spoek Mathambo (ZA)

68

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Electronica Antony Williams aka Headhunter aka Addison Groove (UK) laver som Headhunter ikke så ringe endda dubstep, er som Addison Groove mest fokuseret på vokalloops og på at vise sin 808-trommemaskine frem til spor der er lidt hurtigere end ghetto house, der i forvejen (naturligvis) havde flere BPM end house, derfor da skal have et tag, det skal det da, og tagget? Chicago juke.

Men lad os, for ikke at forplumre alt i ren undergrund, bare kalde det hele for dubstep og prøve at forestille os det indre der må kaste ekko i Antony Williams’ kranium af de, mentalt set, stærkt forstyrrende vokalloops - der mest af alt lyder som en fortvivlet vestegnsknøs der kaster tomme kommandoer til sin muskelhund i gang med at gnave underarm på en pensionist.

Ikke rart, men sikkert noget der alligevel vil ramme dansegulvet (under de rette mentale konstitutioner).

George Levings og Guy Brewer mødtes til en pokémon konvent (!), udgiver nu - på jungle og drum’n’bass gudfar Goldies Metalheadz label - ganske genretro drum’n’bass under navnet Commix (UK).

Til at sælge varen bredest muligt kan vi da godt sige der en sjælden gang blødes lidt op i mikset med lidt techno og house, men reelt set er det her ren gammelskole på hurtige breakbeats og dybbas, ikke meget mere. Lige så ordinært som det er effektivt.

På scenen og i studiet kalder Daniel Lopatin sig for Oneohtrix Point Never (US), er her, primært på synthesizer, eksponent for ret krævende electronica.

Stilen er primært ambient, dertil droner, lidt noise og samples, Replica (‘11), sidste album fra manden, fik f.eks. god reklame af at sample løs fra tv-reklamer.

Lægger man Matmos og, især, Tangerine Dream, de to klare sammenligningsgrundlag hen over projektet er der ikke meget nyt der slipper udenom det store fodspor af dem der gik først. Med andre ord: er sidste nummer i sættet et lo-fi sample af en nåls angreb på en ond vinyl vil klapsalverne stige gennem loftet i teltet. Af ren indforståethed, forstås. Og hvis ikke? Så vil her lyde høflige kom-godt-hjem-igen-klapsalver fra familie, venner og booker.

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Hip hop Der ligger en klar strategi bag det - for nogen - underlige i at Behemoth i år er hovednavnet for metalfolket; Roskilde har indset det her segment ikke ligefrem fylder teltene - hell! End ikke den årelange strategi med at placere cremen af black metal om eftermiddagen har hjulpet en skidc Strategien? At samarbejde med/oprette CopenHell og så skibe alle de sortklædte og langhårede ud på Refshaleøen på Amager. Og en glimrende ide! Og en deportationsstrategi man bare ville håbe Roskilde også ville se at få anvendt på de ti

69

mennesker der (endnu) danner fælles front og familie om amerikanske rapstjernes crib på MTV. Vi taler, naturligvis, om såkaldt “attitude” indenfor hip hop og mere specifikt A$AP Rocky (US) fra New York der burde underlægges kvindekvoter i sit hoved før han fik lov at sætte pen til sine bøvede rim. Gammelskole, totalt yt. Og som skabt til sin egen festival (på spidsen af Amagerværkets yderste mole).

Hører man på Yelawolf (US) tænker man straks at manden da rapper lige ud af næsen på Eminem, at det her da er for galt. Der er faktisk ikke den mindste forskel på deres flow og teknik, hverken ved tryk på stavelser, tonation eller finten med at skifte hastighed, gå ubesværet ind og ud af speed-rap.

Når man så ser hvor manden er på kontrakt bliver det hele for alvor morsomt: Shady Records, Eminems selskab! Så meget for det store hvide håb, så meget for at dyrke vækstlaget og græsrødderne. Eminem ønsker, åbenbart, epigoner på sig selv, og er man med på den er Yelawolf et fint navn. For alle andre noget så fløjtende fishamrende ligegyldig.

Mac Miller (US) er venner med ligeledes Roskilde-aktuelle Wiz Khalifa, og det er da dejligt at have venner. Stilen er ikke så meget MTV, men mere slacker og lo-fi, mere lyst, inspireret af Lauryn Hill og Outkast, men også med strejf af Beastie Boys’ mere udfordrende hip hop.

Mandens flow er dog forudsigeligt og hakkende på endelserne, som om han rapper op fra et ark, ikke helt kan forstå at læse forud for sin egen stemme, ikke fatter at pausen fra øjnene skifter linje IKKE skal kunne høres i sangen.

Det kan sagtens være at det her er blevet et navn via Twitter. Så snak! Og lad dem der tør bruge deres ører gøre deres imens.

Er vi friske på langsom og steneren rap i minefeltet mellem Will Smith og Snoop Dogg? Så er Evidence (US) måske lige sagen.

Evidence (i det virkelige liv: Michael Perretta) er til daglig MC hos Dilated Peoples, men har siden 2005 også rodet lidt med sit ego ved siden af.

Evidence er på sit flow - der, isoleret set, egentlig er sikkert og fint - som en dopet terrier, statements til at sætte verden på plads afleveres i slow motion og med indlagte pauser i beats’ne når han mener at have guldkorn at komme med. Sjovt det første minut, trættende efter to.

Grieves & Budo (US) er henholdsvis den klassiske konstellation og duo, den mest barberede hip hop bestående af en MC og en producer.

Til daglig tilhører de klassen lige under de store navne hos det alternative selskab Rhymesayers, Atmosphere (på Roskilde i 2011) Brother Ali (på Roskilde i 2010), så mht.

Roskildes evne til at booke navne må man bare sige fantasien ikke fejler noget.

70

Stilen hos duoen er dog bundsympatisk: melodisk og organisk lyd bag personlige tekster farvet af et psykologisk indre (frem for det sædvanlige overfladiske ydre).

En af de prædikater der oftest er blevet klistret på duoen er “emo-rap”, og det er ikke helt ved siden af. Det der mangler er nemlig det levede liv - ikke på kanten, bare med røven i vandskorpen. At lave kærlighedserklæringer til en genre er bare ikke nok.

Royce Da 5’9” (US), født Ryan Daniel Montgomery, kan let sættes på interessant formular: 5’9” = 69 inches x 2,54 cm = 175,26 cm = 1,7526 meter.

En anden formular er at fortælle om mandens venner - hell! 99,9 % af al rap handler i forvejen om alle de venner og penge de har, så derfor er det godt at vide at manden er venner i hjembyen Detroit med Eminem - har både optrådt og indspillet sammen med ham - samt har skrevet tekster for både Sean “Jeg hedder Diddy i dag, P. Diddy i går og Puff Daddy i forgårs” Combs samt Dr. Dre. En tredje formular er at forholde sig til at mandens output er 100 % kopivare på netop Eminem. Kort sagt er det her en (c)rappende hælercentral.

For ikke helt at smadre den her guides overordnede linjer - dem med at kvalificere navnene efter om det er noget man skal se, kan se, ikke bør se - stopper vi opturen for Specktors (DK) ved tanken om at lande dem i “Mellem”-gruppen. Egentlig burde de nemlig katapulteres helt op i “Højt”, og hvorfor nu det? Hvorfor den her gang kvalitative ævl?

Alt sammen af pædagogiske grunde: ingen med respekt for sig selv vil nemlig nogensinde tage hip hop seriøst igen når de hører den her omgang elektroniske beats under ordfifleri på nul talent.

Jonny Hefty & Jøden - der i den socialrealistiske rap-stil ofte minder om det her - må græmme sig over at være overhalet indenom af folk der fra munden laver bum bum, i flow konstant klipper en underarm af Brüno.

Ringe rap under godkendte electrobeats, derfor, pga. festen og grineren, ganske tæt på de gik i “Mellem”-gruppen. Men nej! I så fald vil den her guide være forvandlet til den bukseløse pædagog der bøjer sig. Og som er mand.

Under den mundrette navnt DJ Static w/ Temu, Blood Sweat Drum+Bass and Guests (DK) gemmer sig den fulde opførelse af DJ Statics kommende album Rolig under pres.

Foran et big band af 27 mand gæstes koncerten af solister “som Jokeren, Peter Sommer, Orgi-E, Per Vers, Raske Penge, Promoe og mange flere”, som Roskilde selv skriver.

Lyder interessant! Specielt hvis den her slags blev opført, primetime, på Skate Scenen på Camping West. Derude, hvor der er plads og tid, giver den her slags mening, stor mening faktisk. Derude kan der nemlig opbygges en forventning op af dagen, stille og roligt kan tid

71

og sted arbejde sig frem til en ordentlig forløsning, til en ren raketrampe for projektet. Det kan der ikke på hovedfestival.

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Indie Pga. Thurston Moore og Kim Gordons separation - gift med hinanden siden 1984, gift sammen i Sonic Youth siden 1981 - er det her stilskabende, muligvis det vigtigste nogensinde, indie rock band ligeledes separeret, givetvis for evigt.

Den dobbelte seperation begyndte sidste år, og da den givetvis har været underejs længe var Thurston Moore først ude med solomateriale: ikke en breakup plade, men i stedet en fuldendt smuk akustisk rockplade på hjerteskærende sandhed.

Demolished Thoughts (‘11) hedder mesterværket produceret af Beck, så afgjort, og i overbevisende stil, en af sidste års så klart bedste plader.

Den anden i bandet med aktuel solo ude er så guitarist Lee Ranaldo (US); ikke at det er den første, vist nærmere den niende (flere virker mere som opsamlinger end egentlige albums, derfor er varelagret lidt svært at gøre nøje op) siden 1987.

Men fuck bagkataloget! Fuck Sonic Youth! Lad os i stedet vurdere manden på dagsformen, på årets Between the Times and the Tides (‘12). Som er?

Sonic Youth, naturligvis, bedst på åbneren “Waiting on a Dream”, men helt gennemgående er pladen røvballeliret guitar og stadionrock på 80’er vokal - i bedste fald “opdateret” til stadionrock anno R.E.M., f.eks. på “Xtina as I Know Her” - der (muligvis) nok søger, men aldrig når ind, til en troværdig forståelse af indie rock der er den her slags kapacitet værdig.

Roskilde! Vi vil se giraffer ikke æsler! Så hvad skete der lige med at booke Thurston Moore?

Det hænder at ører føler sig fremedgjorte, f.eks. når de hører årets selvbetitlede debutalbum fra trioen Hospitality (US); retlinet indie pop, lige ud af tekstbogen, uden mindste afkørsel til noget originalt eller interessant - og alligevel, helt uforståeligt, er den her parentes (om ingenting) fra Brooklyn blevet mødt med en bred vifte af fine anmeldelser...

Derfor lige en præcisering: det hænder at det der er mellem ørerne føler at anmeldere, der ser hinanden over skulderen, starter en kollegial og loyal kæde fra en førsteanmelder der er døv.

Er man storfan af Pier Paolo Pasolini er man ikke alene i verden når man først møder 120 Days (N); krautrock-disciple af den psykedeliske elektronik, mere Kraftwerk fremfor Neu!, dertil vokalinspiration fra Bono og langtrukne jam session fumlerier med instrumenterne der giver mindelser om Spleen United når de (også) er faret vild.

Sidste input i mikset er raverock a la Primal Scream og/eller statement dans a la The Stone Roses, og tilsammen et tungt, mørkt og elektronisk univers der på papiret lyder

72

lovende, men på plade leveres med en underlig distance mellem dine ører og dine højttalere (end ikke høretelefoner fjerner afstanden).

Sidst de var på Roskilde var i 2007, havde de året før den selvbetitlede debut ude, sidste år havde de så opfølgeren klar (der meget originalt hedder 120 Days II), og, med den nye plade in mente - der mest skiller sig ud ved sit “II”-appendiks - vil vi kunne forvente en musik der fortæller os de står på en scene og det gør vi ikke. En underlig distance, en underlig musik.

Amerikanskfødte Maïa Vidal (FR), endnu syngende på engelsk, men nu baseret i både Paris og Barcelona, laver folk og chanson på harmonika, klarinet, violin og - ikke mindst legetøjsklaver.

Resultatet er det nogen givet vil kalde for sødmefuldt og charmerende, andre for den slags musik hvor man lægger kniv og gaffel fra sig - ikke i andægtighed, men fordi det virker lidt malplaceret at tage føde til sig når tiggeren går mellem bordene og synger sin sang.

Føler man sig derfor lidt lysten til at opleve en moderne hippie-nomade omsætte sin hverdag til sang og musik er Maïa Vidal sikkert sagen.

Som et kuriosum/pointe til detaljen (om at være hippie) skal det siges at et af Vidals tidligere inkarnationer, Your Kid Sister, lavede covers af Rancid-sange, primært fra mesterværket ...And Out Come the Wolves (‘95), og at den gode Vidal - naturligvis optrådte med ulvehat når hun spillede de her covers.

73

Bowerbirds (US) slår sig op på lidt mere lys folk end den scene for såkaldt freak folk der for et par år siden lod sig anføre af ikke mindst Devendra Banhart og Joanna Newsom.

Duoen har deres udspring i indie, men tager nu form af, som anført, folk på strygere og violin, dertil lidt af Fleet Foxes’ tilgang til vokalharmonier.

På tre plader, solide, men hverken ekstraordinære eller pågående i deres ambition, har de nu tydeligt konsolideret sig som, bredt betragtet, et band uden oprykningschance til ligaen anført af Bon Iver og Iron & Wine, men også et band rundet af sin form, udelukkende appellerende til kendere af netop formen.

Er man til den lette tendens at lade lige dele akustisk og elektronisk indie møde afdæmpet Beach Boys vokal er Django Django (UK) sikkert lige sagen.

Electro- og art rock, psykedelika på afrikanske rytmer er hvad der gemmer sig på årets selvbetitlede, og anstrengende, debut. Og anstrengende? Det er den fordi den fra starten afslører sig selv, kommer sådan rundt om koncept og midler at vi straks ved den er bygget op som en klassisk kriminalroman; straks vi kender præmissen (den første sang), ved vi derfor ret klart hvor vi skal føres hen før vi slutter med at vide hvad vi vidste hele tiden: at det var butleren der gjorde det.

Efter et par års klædelig pause er Roskilde derfor igen klar med et klassisk NME-hype band, dvs. den slags bands hvor vi skal falde på halen over at det her, af gud ved hvilken grund, distingverede blad, åbenbart, har en hel arme ansat af smådøve anmeldere - NME kunne nemlig godt li’ skidtet. Det kan normalthørende (og dem med bare nogenlunde normale referencer kørende til musikhistorien) ikke.

Copenhagen Collaboration (DK) er: Alcoholic Faith Mission, CODY, Sleep Party People, Hellraiserten, Monkey Cup Dress, Stærosaurus, Before the Show, From Sarah, You. You. You. og Ondt and the Gracehoper.

Af dem har alene de tre første været på Roskilde før: Alcoholic Faith Mission i 2011 (hovedfestival), Sleep Party People i 2010 (Pavilion Junior, opvarmningsscenen), og så CODY i 2009 på Pavilion Junior og igen i 2011 på hovedfestival.

Iflg. Roskilde er konceptet nu at have hovedvægt på de her tre bands, specifikt materialet hos Kaspar Kaae (CODY, alt.country) og Brian Batz (Sleep Party People, et ubehandlet Sigur Rós-kompleks) og runde dem af i en slags We are the World-wok, 30 mand høj, nøje fokuseret på det fælles løft. Og held og lykke med det.

An album by Korallreven (‘11), debut for duoen Korallreven (S), er varm og længselsfuld drømmepop a la Cocteau Twins, paraplydrinks, minder om en ferie til Samoa, diskrete hip hop rytmer, lidt shoegaze og så ikke meget mere. Synthpop på takter af indie der ikke, på nogen måde, har afkørsler mod noget specielt.

Korallreven er derfor et godt eksempel på en ganske ny tendens for Roskilde: at bundniveauet ligger og roder ca. blandt de melleminteressante navne på Pavilion Junior,

74

opvarmningsscenen. En kedelig tendens? Ikke nødvendigvis, bare ikke noget der var hverdagskost før 2010, det første år den samlede kvalitet af festivalens udbud begyndte at gå tydeligt tilbage.

Måske har fremkomsten af navne som Korallreven noget med ændrede vaner i pladesalg og musikkonsum at gøre, det at musik nu hypes via blogs og “Synes godt om”-løbeild?

Bundlinjen på bundniveauet er i hvert fald at det her, måske, nok kan bruges den ubekymrede stund man ligger og basker i sol og græs, men, som lyttemusik, er rasende uinteressant.

Spector (UK) debuterer først sent i år med deres første album, har derfor kun singler ude, og på dem lyder de som lidt The Strokes, lidt Roxy Music, lidt Pulp, men mest som The Killers.

Derfor på ingen måde originalt, men fint nok alligevel - hvis bare ikke forsanger Frederick Macpherson har det med - f.eks. på “Never Fade Away“ - at lyde som Antony Hegarty på en dårlig hårdag. Og den slags lyder ikke rart, slet ikke.

R. Stevie Moore (US), i år 60 år, har siden han var 16 spyttet omkring 400 udgivelser ud på kassette og hjemmebrændte skiver... Jamen! Er han et geni? En landsbytosse? Har Roskilde gravet noget frem der er overset? Overvurderet?

I de her år - hvor alle fra naboens datter til Mikael Simpson sidder oppe om natten og spytter rim i en laptop i soveværelset - er historien om en R. Stevie Moore til at sælge.

I morgen - ikke mindst fordi det bedste af mandens lo-fi, proto-punk og syrede hurlumhej på rock er ordinært - har den her historie samme salgsværdi som gårsdagens avis.

Det er rigtigt set af Roskilde at Kraftklub (DE) lyder lidt som Franz Ferdinand og The Clash: men hvorfor ikke gå hele linen ud? Fortælle os at der i front for den her uinspirerede omgang indie rock er en rapper (Felix Kummer) der lyder som en fersk blanding mellem Einar Enemark og Jesper Dahl? Hvorfor ikke fortælle at bandets største bedrift var, er og forbliver at lande som nr. 5, af 16, i Bundesvision 2011, Tysklands interne MGP for delstaterne? Over and out.

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Jazz I pressematerialet for What a Day (‘11) kalder Kriget (S) selv deres instrumentale musik for “kraut/jazz/dance/punk-ish”, i alt sin enkelthed så rammende at det er svært at sige meget mere (eller mindre).

Udelukkende på bas, trommer og sax er det her ramlende free jazz, improvisationer over melodistumper gemt bag skraldet til ukendelighed. Musik som tyskerne lavede den i 70’erne, og musik der nok har en umiddelbar interesse - emneordene ovenover taler deres eget sprog - men også hurtigt bliver repetitiv og, for at sige det pænt, lettere uinteressant.

Med andre ord fanger man (lidt for) hurtigt pointen.

What a Day kan downloades kvit og frit fra trioens hjemmeside, og gider man ikke det, kan man også bare nøjes med titelnummeret på YouTube.

75

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Metal I 2009 var Wolves in the Throne Room forbi og spille black metal på en base af kristendom, allerede her tændte Roskilde hvide kærter under deres (grønne) skræppe.

I år har vi den så igen: allerede bandnavnet Liturgy (US) fortæller os det er i den kristne kirke gudstjenesten på black metal skal stå - ikke i et vi, det hedenske tempel, ved stormandensgården, ikke ved en hørg, et simpelt alter af løse sten, i skoven, ikke ved klangen af at stille offerkar for foden af offerpæle over moser, spiddende heste og mennesker over den dybe afgrund som black, for det moderne menneske, er så god til at sætte ord og lyd på.

Hvis Roskilde, sympatisk nok, med de her to bands vil signalere opposition til satanisme så fint nok: black kan nemlig sagtens beskæftige sig med en slags, men er så, reelt set, bare kristendommen vendt på hovedet; værdisættet er ganske det samme, retningen bare den anden vej rundt.

At Roskilde ikke forstår f.eks. værdisættet i moderne asetro er fint nok: sandt at sige, i dens rekonstruerede patchwork, har den også mere med new age at gøre end egentlig religion, men at fornægte sjælen, bevidstheden, det (for)historiske træk på frugtbarhedskult, på barnlige, javist, iscenesættelser af naturkræfter - at fornægte den slags, at tømme blære (fyldt op af urtete) og ned ad ryggen på den her forklaringsmodel for eksistentialisme, en naturreligion der i hvert fald kan spores helt tilbage til bondestenalderen, er ikke bare uklogt, det er også så politisk korrekt at det siger PUF! Som en pointeløs joke.

Warbringer (US) er thrash fra Californien, og så tænker man straks klassisk Bay Areathrash, så tænker man Slayer. Og minsandten! Warbringers riffs er alle sammen snuppet fra Kerry King, forsanger John Kevill lyder - minsandten, og igen - også 100 % som Tom Araya.

Og materialet? Har vi igen fat i Slayer kan perioden omkring Undisputed Attitude (‘96), pladen med punk-covers, nok bedst samle det op: ultra brutal og hurtig thrash, og dog, det skal indrømmes, også med enorm stor teknisk kunnen og en vis tæft til faktisk at kunne tæmme det her monster.

At man, efter endt lyt på Warbringer, straks får lyst til at sætte et album på med den ægte vare (Slayer) er ikke bare et problem, men en direkte diskvalifikation. Warbringer har tydeligvis den tekniske formåen, men siger intet, absolut intet, Slayer ikke har sagt før mange gange, og ikke nødvendigvis bedre (netop Undisputed Attitude er faktisk, ærligt talt, et flop), men bare før.

Er man til mødet mellem melodisk død (som hos f.eks. In Flames) og groove metal (som f.eks. Pantera) er DevilDriver (US) lige sagen - og egentlig ikke så meget mere at sige, det her er nemig effektivt rent teknisk, men mangler begge sammenligningsgrundlags henholdsvis suveræne greb om variation på det melodiske (In Flames), såvel den store evne til, i samme greb, at rive lytteren rundt og føre suveræn rundvisning indenfor genren (Pantera).

76

På trods af et efterhånden solidt live-rygte er, og bliver, DevilDriver en lukket fest for såkaldte “kendere” (læs: bumsede drenge selv den grådigste kioskejer, af ren medlidenhed, straks afviser når de laver alderssnigeren til at købe sig en øl).

I årene fra 1992 til 2004 var Nasum (S) grindcore af øverste udtræk, fastboende i den sokkeskuffe hvor ellers kun Napalm Death springer op, ud og væk når herligheden åbnes.

Desværre tog tsunamien i 2004 frontmand Mieszko Talarczyk med sig, og bandet gik derfor, naturligt nok, i opløsning.

Og hvad har vi så i år? Et 20 års jubilæums one-off reunion med finske Keijo Niinimaa (Rotten Sound) på vokal, specielt designet som afskedsturne.

Om det her er der to meninger - eller rettere: en, men med to tunger om det samme: “Som bandet selv understreger: ingen corny reunion her. Bare en værdig afsked fra et anerkendt grindband” (fra Roskildes egen omtale).

Hvis nogen husker The Doors er der måske også dem der husker de højest uværdige angreb på bandets eftermæle som Ray Manzarek og Robby Krieger siden 2002 har sat ind med diverse vokalister som stand-in for Jim Morrison; først, men ikke mindst, med ligeledes Roskilde-aktuelle The Cults Ian Astbury i front.

Nuff said.

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Pop Taler Roskilde om økonomi tales der om velgørenhed, om hvad overskuddet skal bruges til - at der her ikke tales om kalkuler for at velgørenheden (naturligvis) bliver størst mulig, eller at der faktisk er mennesker ansat til at bestyre biksen ligger i - og lad os da bare sige det sådan - “værdigrundlaget”, og fred være med det.

Klart er det dog at der ligger underliggende strategier til at sætte programmet; eksempelvis er det ikke ret mange år siden at halvtreds plusserne blev adresseret direkte med både halv pris om søndagen og dertil et stort navn fra netop deres generation (Santana, Brian Wilson, Roger Waters osv.).

Da Roskilde så opdagede at det her segment typisk medbragte termokande med urtete frem for at hænge hele dagen i ølboderne blev den strategi droppet og indenfor de seneste tre år er der så blevet gået nye veje.

En af dem er at prøve at finde et navn der godt nok graver dybt i budgettet, men faktisk er valgt på et sted i karrieren hvor alle kunstneriske muligheder for navnet er afprøvet og hvor prisen derfor kan forhandles - men lige netop også hvor navnet endnu er i frisk erindring, og dertil generationsoverskridende, i sin appel. Prince for et par år siden og Bruce Springsteen i år er de klare eksempler.

Da budgettet nu er presset ligger der underliggende endnu en tydelig strategi: at gå efter et andet og afgrænset segment, den her gang dog ikke halvtreds plusserne, men i stedet dem der banker på fyrrene og var unge i 90’erne.

77

Det her segment kan endnu huske hvordan det var at overspule et lokum på kollegiet og for at tækkes dem plastres de til med navne fra deres tid: Faith No More og Portishead for lige at tage lidt eksempler.

Mht. at have nyt at sige er de her navne tavse, har været det i årevis og kan derfor fås for en slik. I år er Björk (ISL) det helt store trækplaster for det her segment.

For udenforstående, dem der ikke har opbygget stammekoder om madammen, og for dem med hørelsen i behold vil et lyt på et hvilket som helst af hendes opus efterlade sin lytter nøgen i skoene, blæst for sokker. At hendes stil og vokal har trukket efterbyrd over enhver scene, skam også i Danmark, af kvindelige epigoner er et faktum - som det også er et faktum hun gennemgående lyder som er hun gået i panik over at være faret vild i en skov.

Således også på den aktuelle Biophilia (‘11) hvor hyleriet er legio og tomgang over særdeles slap og anonym electronica. Skal man være flink kan det siges at “Mutual Core“ er det nummer det er til at holde ud at lytte til, at resten bare aldrig burde være udgivet. Og det var faktisk pænt sagt.

Thi kendes for ret: Björk anno 2012 er som kunstner reduceret til identifikationsmusik for et generationssegment, kan derfor bookes for en slik og alligevel sælge billetter. Retten har talt.

Herligt når nye generationer ikke bare har det kollektive hoved oppe i den kollektive røv, men tør søge tilbage - og dermed springe frem, have et udgangspunkt, herfra set hvor dem der gik foran gik hen.

Er du til stadionindie a la The Killers, men har du også en sød tand til klassisk pop a la The Beach Boys og The Beatles, er The Shins (US) måske appelsinen i turbanen til dine bønner (eller hvad fanden man nu end siger af smart til den slags).

Alle os andre - dvs. os der altid går til tandlæge med en forvasket Sonic Youth T-shirt - kan til gengæld forvente skældud af den søde tandtekniker hvis det her misbrug udvikler sig (og her taler vi om tykke boremaskiner og dybe rodkanaler).

Skulle nogen være i tvivl kan det siges kort: The Shins er mums for femi-fisseletter (m/k) med slidgigt i lillefingeren af overdreven løften caffe latte på rette sted - som altså ikke er Roskilde.

Med Trouble in Mind (‘11) har unge Mikal Cronin (US) debuteret med en samling sange skrevet i gymnasiet, alle på 60’er pop der konstant klaskes som fluer af lytternes hukommelse på alt for tydelige bidder af specielt The Beatles, men også T. Rex og, specielt ude i stemningernes toning i referencerne, på Beach Boys.

Ville et coverband på The Beatles få adgang til Roskilde? Nej! Men hvorfor så Cronin?

Skal man brede genren videre ud end pop er det nærmeste at sætte på gutten det, indrømmet, diffuse og taknemmelige “psykedelika”, men fordi han har en fortid i et

78

garagerockband skal de her sjælløse sange, af Roskilde selv, i stedet sælges som “garagepopsange”. Og det er mystisk. Meget, meget mystisk.

Allerede da Friendly Fires (UK) var forbi i 2009 var de bagskiden på new rave - tænk Klaxons - og i år? I år er forsanger Ed Macfarlane et lige møde mellem boybandvokal og Dúnés Mattias Kolstrup, bandets lige dele synths og disco endnu mere et ekko af en pointe i en joke ingen forstod i 2009.

Og hvorfor er de her så? Ren kalkule: ingen hemmelighed at midt i festivalen er der mindre festivaler for genrer som hip hop og metal, over det hele svæver mainstream med de store navne. Men af de mindre plukker Roskilde helt bevidst navne ud til dem med seksuel orientering mod eget køn, den slags - sympatisk, egentlig - service har stået på gennem alle de år den her guide har eksisteret.

I år er bøssefesten så plantet foran Friendly Fires, og ikke noget galt i det. Ud over det ikke har meget med Roskildes bombastiske og proaktive programerklæring fra sidste år at gøre; det fine med man skal søge et andet sted hen hvis man vil udfordres. Sandt at sige udfordrer Friendly Fires udelukkende dem med gigt i hoften: de har det svært. Alle andre undres.

Nogen gange skal det her skriveri give kredit til Roskildes egen omtale, det her skriveris helt store konkurrent (om hjerter og lytterører): f.eks. når de kalder Chris Glovers alias Penguin Prison (US) for “gådefuldt”. Det er sgu da morsomt! Faktisk så chokerende at man let kan forestille sig skribenten, med røde øjne af grin, stå og sætte sin stilling på spil for at få lov at beholde det her sjældne grin i teksten, ellers ikke noget der ses hver dag. Et sandt drama, det siger jeg dig.

Over syntpop, med lidt afsmitning af new wave, synger manden så soul-pop a la Justin Timberlake (dog minus de høje toner/hyleriet), og gør det egentlig festligt nok, hele vejen hjem på den selvbetitlede debut (‘11), hvor især singlen “Don’t Fuck With My Money“ har kastet lidt god reklame af sig.

Et hit? Ja! Er manden, set som kunstner, set som nødvendighed på Roskilde, evt. set som stand-in for den ægte vare (en Justin Timberlake især), er han et hit? Nej! Timothée Regnier er Rover (FR) er singer/songwriter på lyrisk funderet pop i felt og overlap mellem vore egne helte i Murder og så resten af verdens helte hos Antony and the Johnsons.

Manden har ingen plade ude og så må man bare tage det seriøst når de par sange der f.eks. er at finde på YouTube har det med, forbløffende hurtigt, at drikke dus med din tabte hukommelse.

At der ikke er meget at sige om Rover siger Roskilde så når de sammenligner processen frem mod debuten som den der gik forud for Bon Ivers ditto: at begge blev (bliver?) skrevet frem i en ensom hytte er fint nok, men ikke i sig selv garant for at kunstnerne kommer ud igen - som en anden Heidegger eller Wittgenstein fra tilsvarende hytter - med noget stort.

79

Slet ikke. Men sympatisk nok af Roskilde at vride sig rundt for at finde på noget pænt at sige, det er det da.

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Rock Robert Smith (UK) eller The Cure (UK)? Et fedt: under røde læber er bandet for længst reduceret til højt hår mod lydhøre ører af teen-angst. Og manden har for længst rundet de 50! Christ!

Bandet - under mennesket gemmer der sig nemlig også et band - startede i 1976 hvor punken slap, begyndte med new wave (“Killing an Arab“), var derefter vigtige pionerer på den gotiske rock (“A Forest“), har indimellem også haft god tur til banken via noget nær mainstream-pop (“Friday I’m in Love“).

I 80’erne kunne de let nørdede - og dem der ikke bare kunne, men også ville læse - vælge mellem The Smiths eller The Cure som lydlandskabet at gå ind i. Her i etterne er Morrissey kørt af sporet, appellerer næppe meget mere til forvirrede folkens, til mennesker, typisk unge, på tærsklen, stående alene med spørgsmål, sultende efter eksistentialistiske svar.

I 80’erne stod popkulturen stærkt, derfor ret godt kørt at The Smiths i stedet drejede af og lavede intelligent pop - de facto antipop. I dag er pop derfor ikke nødvendigvis bare et catchy omkvæd, og i det perspektiv appellerer Robert Smith endnu stærkt til den gruppe der leder efter masker og roller i musikken, og hvorfor? Selvom deres betydning forandres af tiden er symboler nemlig evige: som identifikation handler det om, i armslængde, at fastholde symbolet, ignorere tidens strøm.

Med andre ord: se videoen med “A Forest” og bedøm selv hvordan en koncert uden en attitude-dopet Robert Smith, dvs. hvor vi oplever manden møde op som sig selv (?), ville spænde af; ikke sandt? Dur jo ikke.

Vær ikonoklast! Smadr symbolerne.

Og overlad nu bare afgudsdyrkelsen til de mindre kloge.

No Wave er etiketten på den kunstavantgarde der startede ud ca. i midten af 70’erne i New York. På typisk kunstnerfims valgtes den her paraply til at distancere sig fra det

80

kommercielle i New Wave, men som musik var de begge at betegne som post-punk, to veje væk fra originalpunkens selvimplosion.

En af de centrale skikkelser var Lydia Lunch, sanger, poet og performer, hvis stil i år kopieres - til genkendelighed - af duoen Talk Normal (US). Sanger og guitarist Sarah Register og trommeslager Andrya Ambro er alene på scenen til at give mening til skamløs counterfeit på Lunches dikterende oneliners over en, i sagens natur, typisk messende musik. Tidsspilde.

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Rock - Roots og spidskompetencer Med fare for at lyde som aldersfascist skal det alligevel siges at man med 71 år på bagen nok har både set og gjort det hele, været derude, tilbage igen, står ene igen med en forvasket T-shirt til at bevise det alt sammen.

Malcolm “Dr.” John Rebennack, Jr. fra konstellationen Dr. John and The Lower 911 feat.

Jon Cleary (US) er fra Sydens sydende New Orleans, tog fra byen ikke bare farve af musikken, men også fra dens bagside: stoffer i frit udbud i de mange musik- og luderbarer på Bourbon Street og French Quarter, et misbrug med psykiatriske konsekvenser, dog i dag, og lykkeligvis, kontrolleret af medicin.

Misbrugets bagside har, måske, haft sit udtryk på sceneshowet hvor manden, tydeligt inspireret af chokrockeren Screamin’ Jay Hawkins, omsætter Sydens voodoo til masser af kranier og knogler, stearinlys og symboler og lignende troldemands hurlumhej på fis og en hornlygte.

Musikstilen matcher dog på ingen måde en choksøgende effekt af sceneshow, er grundlæggende jazz-funk og psykedelisk rock, blandet op med New Orleans’ eget miks af rhythm ‘n’ blues; i et møde med traditionel jazz, blues og funk står et piano i centrum, spillet af Dr. John selv (og i år altså også suppleret op med yderligere et piano trakteret af Jon Cleary).

Fra omkring midt-70’erne har Dr. John også, naturligt nok, udforsket mulighederne for piano og sang på evergreens og jazz standarter indenfor den melodramatiske Tin Pan Alley-stil (tænk Cole Porter, George Gershwin og Irving Berlin).

Dr. John startede sit virke allerede i slut-50’erne, men fik først sit egentlige gennembrud i slut-60’erne, genopdages (genopfindes?) jævnligt af nye generationer; senest netop i år hvor det aktuelle album Locked Down (‘12) er produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys.

Med Dr. John er musikalsk validitet og historisk vigtighed helt i top, om det er der ingen tvivl: problemet er bare at han - med sin Joe Cocker-agtige stemme over sine ofte jazzklubbede arrangementer - synger til os fra en anden tid, i dag har lidt det samme museale skær over sig som en Bob Dylan i 80’erne.

Men, og som vi alle ved, kom Bob Dylan ud af sit fængsel i en tidslomme, gjorde det alene af at være langt vigtigere end en hel tidsalder på vildveje - og Dr. John? En stemme for en generation og en tid der for længst er analyseret færdig og (velfortjent) skrevet ind i

81

historiebøgerne: og i den (her trykte) fortælling kan en nok så rustet hær af Dan Auerbach’er ikke ændre et komma.

Sympatisk at Sam Amidon (US) går til kernen, sætter sig alene til rette med akustisk guitar, banjo eller ukulele og formidler folksange lige ud af den amerikanske sangbog mærkeligt er det dog at manden fraserer så direkte, lige på og hårdt på Nick Drake.

Det sidste kan han nok ikke gøre for, indrømmet, men det tager nu uforholdsmæssigt meget af fokus, gør faktisk man tænker helt skævt ud af sangene, ikke helt tager Amidons ellers habile sang og formidling så seriøst som man burde.

Den sensibilitet der søges er, naturligvis, den samme som f.eks. en Mark Kozelek, men lykkes dog sjældent fordi arrangementerne faktisk er tænkt for fuld besætning. Det er umuligt at sige at Amidons projekt ikke er sympatisk - faktisk lige så let som at sige hans placering på plakaten er som fyldnavn. Desværre.

Al Spx aka Cold Specks (CAN) er singer/songwriter på nænsomt (perkussion, guitar, piano og cello) orkestreret folk og blues under en fin og let soul’et vokal.

Desværre også lige i gryden på begynderfejlen hos mange singer/songwritere: at være så evigt fast fokuseret på udtrykket, på organet “til at sige noget”, frem for først at folde musikken ud til sit yderste, dernæst pynte det, som et juletræ, med ord om verdens (og hjertets) frelse.

Kort sagt: Cold Specks er en bundsolid omgang gennemført kedsomhed.

Bluegrass er, groft sagt, den hvide mands blues, folkemusik fra Skotland, Irland og England der i udvandring udviklede sig til en undergenre af country inspireret af afroamerikansk musik, bl.a. netop blues, men senere i parløb med specielt jazz.

Fravalgt Dobro guitar, ellers et af genrens mest genkendelige ankerpunkter, medbringer Punch Brothers (US) resten: mandolin, violin, banjo, akustisk guitar og gulvbas. Alt sammen til et bud på opdateret bluegrass, alt sammen også som ligegyldige stiløvelser: der er, sympatisk nok, tydeligt blandet moderne populærmusik ind i figurerne, men ikke nok til det gør noget, ikke nok til at det her grænser over til alt.country, ikke nok til at fortjene mere end højest nødvendig opmærksomhed fra sin lytter. Dvs. der hvor det første lyt også forbliver det eneste.

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Rock - Larmeri der larmer Cerebral Ballzy (US) er et - som genren kræver det - totalt talentløst hardcore punk band fra Brooklyn, New York.

Deres forbilleder er netop byens glorværdige hardcore scene fra 80’erne, her tydeligvis specielt Agnostic Front, guderne i mødet mellem hardcore og crossover thrash.

Cerebral Ballzys forsanger Honor Titus lyder faktisk så meget af Agnostic Fronts Roger Miret at kun en dyb rodbehandling (uden bedøvelse) i overmunden og direkte videre op i centret der styrer balancen mellem æstetik og rimelighed må formodes at gøre mere nas.

82

På trods af en nærmest skate punk-agtig tæft for melodi, og et vist live-rygte, bør Cerebral Ballzy udelukkende betragtes som springbræt til noget større, til den ægte vare, til Agnostic Front. Så føler man sig underholdt til skidtet? Søg så hurtigst muligt til kernen, forbliv ikke hos den her aktivt musicerende fanklub.

Mutiny on the Bounty (US) er post-hardcore, prog på punk i stil med Fugazi, At the Drive-In og The Mars Volta - og har var så hele problemet: ved at liste et sammenligningsgrundlag kommer man nemlig også i tanke om den ægte vare, gider egentlig hellere dem end at spilde tid på ordinære genreryttere.

Den her slags ørernes totale gliden væk fra noget og hen til noget andet er egentlig et ganske sjældent fænomen, derfor bare endnu mere bydende at tage alvorligt når det endelig sker.

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Verdensmusik I 1991 udvandrede tre generationer af musikere fra Tadsjikistan til Israel, kaldte sig her The Alaev Family (ISR/TJ), er i den egenskab eksponenter for den slags verdensmusik der er gennemført dygtig - ingen tvivl om det - men også har den mærkelige bismag af grundideen om WOMEX, af noget musealt og politisk korrekt.

Centralt er perkussion, omkring er Balkan-agtige violiner, plukinstrumenter, insisterende og, i sine oneliners, nærmest kor-agtig sang. Samlet set rykker det - men nok mest hen over antropologens morgenskaffe med henholdsvis etnologen og den politisk korrekte (krammende sin kop urtete).

Det er synd at sige det, men desværre: det her output, et ellers lige møde mellem Balkan og klezmer, af et Europa med (sjælden) nysgerrighed over grænsen til Mellemøsten, er tydeligvis en ide samlet (fundet?) af en smart producer.

Hvor sympatisk familien end måtte være er det her svært at se/høre som andet end en rullende ide til den eksotiske landevej, den slags projekter hvor musikkens lag er for mange, derfor skjuler for historien, i sin iver ender med at hakke rødderne over med et lugejern; det absolut værste der kan ske for folke- og verdensmusik.

For at verdensmusik skal fungere skal det lokale, folkemusikken, spille op og med det globale, typisk vestlig musik, og ikke falde fra hinanden som overkogt torskekød.

Majovci Group (MKD) er ren folkemusik på zurla, en slags obo, og den store tapantrætromme. Stilen er bryllupsdans, og normalt på de kanter inkluderer den slags ensembler også det sækkepibelignende gaida-instrument, men altså ikke her.

Frem for verdensmusik, dvs. den musik der, og som sagt, inkluderer en eller flere former for rytmisk stil fra Vesten, er det her, som sagt, ren folkemusik, derfor lidt udenfor kategori og vægtning for og imod: en gennemsnitlig festivalgænger (som vi er flest) vil ganske enkelt have svært ved at finde et sted at lagre mødet med den her slags rene etnografika.

Desværre.

83

Note: Da den her slags musik spilles i bæltet Makedonien-Rumænien-Bulgarien-TyrkietIran kategoriseres den, for nemheds skyld/for ikke at forvirre stillisten for meget, under “verdensmusik”. Et valg af overordnet klassifikation der, indrømmet, altså kun har geografisk belæg.

Balkan Beat Box var på Roskilde i 2006 og fra bandet sendes nu Jeremiah Lockwood og sideprojektet The Sway Machinery (US).

Grundlæggende rammer The Sway Machinery endnu ind over overgenren “Balkan”, men at lade dem forblive parkeret her er nu lidt for let: tilbagevendende er nok genrens det sædvanlige traktement af messingblæserne, men her er også vestafrikanske (tænk Mali) og arabiske klange, afrobeat, flodblues og funk; selv rundgange på jazz finder her sin vej.

Endelig vrides vokalen, typisk af gæstesolister, oftest ind i traditionelle arrangementer på pop og fuldender derfor et samlet billede: at The Sway Machinery er årets mest underlige band indenfor verdensmusik, at det her muligvis vil fungere som kridt til danseskoene, men som lyttemusik er det helt umuligt at tage seriøst - dertil er ingredienserne for meget postkort fra en forvildet globetrotter, retningen for udtrykket uden anden modtageradresse end en svært læsbar.

Baloji (CD) er født i den Demokratiske Republik Congo, men voksede fra lille op i Belgien, landets tidligere koloniherrer, og fik som teenager smag for hip hop, graffiti og andet godt omkring kulturen.

Med det i bagagen kom han med i en hip hop gruppe, udgav en plade, men, pga. uoverensstemmelser i gruppen, kvittede han musikken helt, genoptog den dog igen da en henvendelse fra moderen i hjemlandet, som han - både mor og hjemland - ikke havde set siden han udvandrede som 4-årig, fik ham til at genoptage musikken.

Det gjorde han så først med base i Belgien, siden tilbage i Congo og med hjælp til indspilningerne af bl.a. de på Roskilde nok så velkendte Konono N°1.

Resultatet er rap på fransk over afrobeat, rock, soul, funk og soukous (congolesisk rumba) i een stor pærevælling. Og, på trods af de gode intentioner, også elementer der falder til jorden bag ryggen af det hele: i front på albummet Kinshasa Succursale (‘11) holder den gode Baloji sig nemlig regelret til sine (nye) rødder i hip hop, formår overhovedet ikke at indarbejde selve projektet; at opdatere og supplere sit fødelands musik med nye erfaringer. Synd, men sandt.

Rubén Blades (PAN) er politisk aktivist, tidligere både præsidentkandidat og turistmister i landet, nu sanger i et genretypisk band på salsa, latin jazz og pop.

I sit portefølje har manden, født i 1948, bl.a. “Patria“ (“Fædreland”), der i Panama, utroligt nok, ses som landets anden nationalsang. Hør selv: i sandhed en sang der - uanset betingelserne for sammenligning - har svært ved at sige så meget som BØH! Til H.C. Andersens “I Danmark er jeg født” (fra 1850), vores egen alternative nationalsang.

84

Ud over den politiske åre hos manden - en historie som Roskilde åbenbart vægter så højt at de har plantet ham blandt årets de næststørste navne - er der absolut intet specielt at komme efter i Rubén Blades’ musik. Som musik betragtet er det her ikke det mindste bedre end den trio der står i hjørnet på hver restaurant i Latinamerika og varmer op til dansen efter desserten.

Kan man brænde nallerne ved at være for traditionsbunden, kan man også brænde dem den anden vej rundt ved at være for eksperimenterende: som f.eks. Orquesta Típica Fernández Fierro (ARG) der, med skingre strygere og overstyret harmonika, forvansker deres tango til at lyde som et moderne og improviseret lydtapet til Luis Buñuels surrealistiske mesterværk Den andalusiske hund (‘29).

Tango er en sensuel dans, faktisk mere en stalker i sine grundtrin, som selv den mest arketypiske fumler-tumler kan lære. Her er, med andre ord, idiotsikre koder som kun lader sig bryde, med mening, af f.eks. surrealisternes hvide snit mellem hvad man ser og hvad man hører.

Det kan faktisk let være det her er selve fidusen ved Orquesta Típica Fernández Fierro, men så bør de bare rykke deres show ud til en teater- eller kunstfestival der mere vil værdsætte den her slags stildrab efterfulgt af effektsøgende obduktioner.

Kleber Gomes er rapper, komponist og bypoet, Kleber Gomes er også den Criolo (BRA) der, i en relativ sen alder (manden er p.t. 36) i år har fået sit store gennembrud med albummet Nó na Orelha (‘12); en samling sange formet af samba, hip hop og soul.

Det skal nok passe når det siges at den gode Gomes har en blød stemme når han snakker, for i hvert fald er den samme stemme yderst tynd og unuanceret når han synger og rapper. Og så er det ellers fløjtende om de portugisiske tekster er rundet af verdens bedste digte og rim, at backingbandet, som de faktisk gør på pladen, spiller Gomes’ ellers fine kompositioner fint igennem: mislyden er der, den lader sig ikke fortælle væk af nok så god en historie.

Dog, og det skal noteres, koges det hele svedigt igennem på en scene, så vil man rytmen, latin og afrobeat, er slutproduktet Criolo sikkert sagen. Men hold da op for en papirtynd stemme! Den glemmer man ikke sådan lige.

Conjunto Angola 70 (AGO) fra Angola er, groft sagt, en cubansk plukkende guitarist (Teddy N’Singuis) i forgrunden for en slet skjult gang platugleri på Africa 70, Fela Kutis legendariske backing band på afrobeat.

“Conjunto” er i øvrigt spansk for “gruppe”, og når vi nu lige har cubansk klingende klange i ørerne, er det fristende at lave en kobling til tiden efter Portugal i 1975 opgav sit kolonidømme, hvor landet i stedet blev kastet ud i et kommunistisk et-parti-diktatur støttet af netop Cuba og Sovjetunionen. Overfor det stod en opposition støttet af U$A og Sydafrika og så har vi pludselig, over og omkring den lokale krig, den klassiske, og globale, kolde krig.

85

En krig der nu “kun” er en dybt ulykkelig borgerkrig, men altså også har fået sat musikalsk aftryk fra den ene part i en konflikt der, i vores del af verden, vel snart kun findes i historiebøgerne.

Men! Når nu al den gode baggrund er brugt op er der bare tilbage at sige at Conjunto Angola 70 ikke er meget mere end et solidt spillende ensemble på typisk afrocubansk baggrund. Hverken mere eller mindre.

Nigerianske Fela Kuti er genialt tonesat funk på James Brown og Vestafrika, Les Freres Smith (FR) er fra Paris og er plat tonesat funk på Fela Kuti. Var ledet tilbage til James Brown i det mindste til at få øje, var fundamentet muret solidt op, var tingenes tilstand til at forstå. Klar musik til en fredagsbar på et musikkonservatorium i nærheden af dig.

Turen er taget før: vestlige musikere der rejser til et land med musiktradition, typsik Cuba eller et land i Afrika, og jammer med de lokale musikere.

Med Owiny Sigoma Band (UK/KEN) er turen taget igen, denne gang fra London til Nairobi, tilsammen en omgang pop-funk med vestlig soul-vokal i front for den allestedsnærværende nyatiti, en 8-strenget harpe central for Luo-folkets musik.

Grenen fra London har base i soul- og hip hop-bandet Elmore Judd, der igen har grene til Gorillaz, derfor ikke noget større chok at finde at Damon Albarn har smidt lidt farfisa orgel ind over et par af sangene på den selvbetitlede debut (‘11). Albarn tog nemlig samme rejse selv, da til Mali, og vistnok i 2002.

Lyder det her så godt? Giver det nogen mening? Kan rejsen siges at komme hjem med andet nyt end en tom kuglepen af at skrive høflige, men også ligegyldige, postkort per musik? Nej.

86

RF ‘12 - Hovedfestival - Lavt - Stilliste Electronica/ambient - Oneohtrix Point Never (US) Electronica/drum’n’bass - Commix (UK) Electronica/dubstep - Addison Groove (UK) Hip hop - A$AP Rocky (US) ; DJ Static w/ Temu, Blood Sweat Drum+Bass and Guests (DK) ; Evidence (US) ; Mac Miller (US) ; Royce da 5’9” (US) ; Yelawolf (US) Hip hop/electro - Specktors (DK) Hip hop/pop - Grieves & Budo (US) Indie - Copenhagen Collaboration (DK) Indie/chanson - Maïa Vidal (FR) Indie/electro - Django Django (UK) Indie/folk - Bowerbirds (US) Indie/lo-fi - R. Stevie Moore (US) Indie/pop - Hospitality (US) ; Korallreven (S) ; The Shins (US) Indie/rock - 120 Days (N) ; Lee Ranaldo (US) ; Spector (UK) Indie/rock/rap - Kraftklub (DE) Jazz/free jazz - Kriget (S) Metal/black - Liturgy (US) Metal/grindcore - Nasum (S) Metal/melodic death - DevilDriver (US) Metal/thrash - Warbringer (US) Pop/electronica - Björk (ISL) Pop/new rave - Friendly Fires (UK) Pop/retro - Mikal Cronin (US) Pop/singer-songwriter - Rover (FR) Pop/synth - Penguin Prison (US) Rock - The Cure (UK) Rock/bluegrass - Punch Brothers (US) Rock/New Orleans rhythm ‘n’ blues - Dr. John and The Lower 911 feat. Jon Cleary (US) Rock/punk/hardcore - Cerebral Ballzy (US) Rock/punk/post-hardcore - Mutiny on the Bounty (US) Rock/retro/no wave - Talk Normal (US) Rock/singer-songwriter/folk - Sam Amidon (US) ; Cold Specks (CAN) Verdensmusik - The Sway Machinery (US) Verdensmusik/afrobeat - Les Freres Smith (FR) Verdensmusik/afrocubansk - Conjunto Angola 70 (AGO) Verdensmusik/Balkan - The Alaev Family (ISR/TJ) Verdensmusik/folkemusik - Majovci Group (MKD) Verdensmusik/funk - Owiny Sigoma Band (UK/KEN) Verdensmusik/hip hop/soukous - Baloji (CD)

87

Verdensmusik/salsa - Rubén Blades (PAN) Verdensmusik/samba/hip hop - Criolo (BRA) Verdensmusik/tango - Orquesta Típica Fernández Fierro (ARG)

88

RF ‘12 - Navneregister 120 Days (N)........................................ 72 A$AP Rocky (US) ............................... 70 Addison Groove (UK) ......................... 69 Africa Hitech (UK) .............................. 63 Alabama Shakes (US) ........................ 35 Alison Krauss & Union Station feat.

Jerry Douglas (US) ......................... 37 Amadou & Mariam (MALI).................. 43 Amsterdance feat. Jesse Voorn, Dennis Christophers and Sam O'Neall (NL) ..................................... 48 Analogik (DK) ..................................... 63 Apparatjik (INT) .................................. 55 Ars Nova (DK) ..................................... 27 AraabMuzik (US)................................. 22 Baloji (CD) ........................................... 84 Baroness (US) .................................... 27 Behemoth (PL).................................... 52 Bellowhead (UK)................................. 60 Bernhoft (N) ........................................ 62 Big K.R.I.T. (US).................................. 49 Björk (ISL) ........................................... 78 Blitz the Ambassador (US) ................ 22 Blondes (US)....................................... 48 Bomba Estéreo (COL) ........................ 63 Bon Iver (US) ...................................... 23 Boubacar Traoré (MALI) .................... 64 Bowerbirds (US) ................................. 74 Bruce Springsteen & The E Street Band (US) ........................................ 31 Bäddat För Trubbel (S) ...................... 13 Celso Piña (MEX)................................ 64 Cerebral Ballzy (US) ........................... 82 Cerekloth (DK) .................................... 13 Christina Rosenvinge feat. Chris Brokaw & Refree (E/US) ................. 51 Clock Opera (UK) ............................... 58 Cold Specks (CAN) ............................ 82 Commix (UK) ...................................... 69 Conjunto Angola 70 (AGO) ................ 85 Copenhagen Collaboration (DK) ....... 74 Criolo (BRA)........................................ 85 Crowbar (US) ...................................... 54 Dalglish (US) ....................................... 19 Dangers of the Sea (DK) .................... 17 Danyel Waro (REU) ............................ 43

Daughter (UK) ..................................... 57 Dawda Jobarteh (GAM/DK) ............... 13 Dead Skeletons (ISL) ......................... 39 Deathcrush (N) ................................... 11 DevilDriver (US) .................................. 76 Dig & Mig (DK) .................................... 10 DJ Miles Cleret (UK) ........................... 63 DJ Static w/ Temu, Blood Sweat Drum+Bass and Guests (DK) ........ 71 Django Django (UK) ........................... 74 Dominique Young Unique (US) ......... 50 Dr. John and The Lower 911 feat. Jon Cleary (US) ...................................... 81 Dry the River (UK) .............................. 36 El Paraiso presents Causa Sui, El Paraiso Ensemble and Papir (DK) . 61 Evidence (US) ..................................... 70 First Aid Kit (S) ................................... 59 French Films (FIN).............................. 14 Friendly Fires (UK) ............................. 79 Giraffage (US) ..................................... 49 Girlseeker (DK) ................................... 15 Gossip (US) ........................................ 25 Governor of Alaska (DK) ................... 10 Grieves & Budo (US) .......................... 70 Gurrumul (AUS) .................................. 64 H2O (US) ............................................. 60 Hamadcha Sufi Tariqa of Essaouira (MAR) ............................................... 66 Hank3 (US) .......................................... 59 Helsinki Poetry (DK)........................... 12 Hospitality (US) .................................. 72 I Got You On Tape (DK) ..................... 57 Icona Pop (S) ...................................... 15 Indians (DK) ........................................ 16 Jack White (US) .................................. 38 Jakob Bro (DK) ................................... 52 Janelle Monáe (US) ............................ 62 Jonathan Johansson (S) ................... 29 Julia Holter (US) ................................. 30 Jupiter & Okwess International (CD) 64 Jørgen Teller & The Empty Stairs feat.

Lazara (DK/BEL) ............................. 61 Kellermensch (DK) ............................. 54 Kimmo Pohjonen / Samuli Kosminen and Proton String Quartet (FIN) .... 52

89

Klumben og Raske Penge (DK)......... 13 Korallreven (S).................................... 74 Kraftklub (DE) ..................................... 75 Kriget (S) ............................................. 75 Lars Winnerbäck (S) .......................... 32 Larsen & Furious Jane (DK) .............. 24 Lee Ranaldo (US) ............................... 72 Les Freres Smith (FR) ........................ 86 Linkoban (DK)..................................... 14 Liturgy (US)......................................... 76 Lone (UK) ............................................ 49 M83 (FR) .............................................. 24 Mac Miller (US) ................................... 70 Machine Head (US)............................. 28 Macklemore and Ryan Lewis (US) .... 50 Magtens Korridorer (DK) ................... 34 Maïa Vidal (FR) ................................... 73 Majovci Group (MKD) ......................... 83 Malk de Koijn (DK) ............................. 20 Martyn (NL) ......................................... 48 Mathilde Savery (DK) ......................... 12 Mew (DK) ............................................. 56 Mikal Cronin (US) ............................... 78 Modeselektor (DE).............................. 19 Mohammad Reza Mortazavi (IRN) ..... 44 Mutiny on the Bounty (US) ................ 83 Nasum (S) ........................................... 77 Nelson Can (DK) ................................. 12 Niki & The Dove (S) ............................ 54 Nils Frahm (DE) .................................. 26 Of The Wand & The Moon (DK) ......... 40 Oneohtrix Point Never (US) ............... 69 Orquesta Típica Fernández Fierro (ARG) ............................................... 85 Owiny Sigoma Band (UK/KEN) ......... 86 Paul Kalkbrenner (DE) ....................... 19 Penguin Prison (US) .......................... 79 Perfume Genius (US) ......................... 60 Pretty Lights (US) ............................... 48 Punch Brothers (US) .......................... 82 R. Stevie Moore (US) .......................... 75 Rangleklods (DK) ............................... 30 Red Fang (US) .................................... 28 Redwood Hill (DK) .............................. 15 Refused (S) ......................................... 35

Rockwell (UK) ..................................... 49 Rover (FR) ........................................... 79 Royce Da 5’9” (US)............................. 71 Rubén Blades (PAN) .......................... 84 Rum (37).............................................. 10 Sage Francis (US) .............................. 21 Sam Amidon (US) ............................... 82 Santigold (US) .................................... 55 Shiny Darkly (DK) ............................... 17 Shlohmo (US) ..................................... 19 Sivert Høyem (N) ................................ 34 Slowolf (DK) ........................................ 16 Specktors (DK) ................................... 71 Spector (UK) ....................................... 75 Spleen United (DK)............................. 36 Spoek Mathambo (ZA) ....................... 65 Staff Benda Bilili (CD) ........................ 44 Suicide Silence (US) .......................... 29 Talk Normal (US) ................................ 81 Team Me (N)........................................ 14 Ter Haar (DE) ...................................... 51 Terakaft (MALI) ................................... 44 The Abyssinians (JAM)...................... 31 The Alaev Family (ISR/TJ) ................. 83 The Barons of Tang (AUS) ................ 65 The Beardy Durfs (DK)....................... 17 The Cult (UK) ...................................... 33 The Cure (UK) ..................................... 80 The Echo Vamper (DK) ...................... 15 The Low Anthem (US) ........................ 23 The Megaphonic Thrift (N) ................. 51 The Roots (US) ................................... 22 The Shins (US) ................................... 78 The Sway Machinery (US) ................. 84 The Toddla T Sound (UK) .................. 49 The Vaccines (UK).............................. 50 Today Is the Day (US) ........................ 54 Touchy Mob (DE)................................ 37 Trash Talk (US) ................................... 60 Tune-Yards (US) ................................. 25 Ulige Numre (DK) ............................... 16 Warbringer (US) ................................. 76 Weedeater (US) .................................. 53 Wiz Khalifa (US) ................................. 49 Yelawolf (US) ...................................... 70

90