Clausen træder (endnu) et skridt frem i lydbilledet og giver os en helt igennem skolet, og derfor kedelig, sang, der, og man tror det er løgn, alligevel får Roskildes omtale til at sammenligne det nye Efterklang med mægtige Talk Talk... Man undres ikke. Man græmmes. Piramida, for nu at holde os i aktualitetsafdelingen, er i øvrigt en underligt kontrolleret plade, lyder som har de hørt sen, og ligeledes danske, Diefenbach og hvad netop de kunne gøre af magi i spændingsfeltet mellem pop og indie. Efterklang anno 2013, der helt er bygget op om den nye plade, er nu et seksmandsband der fedter publikumsører med en blanding af synthpop og messingblæsere, mellem slappe melodier og påtaget coolness (lige så påtaget som pladenavnet selv: Piramida er nemlig det russiske navn for en nu lukket (russisk) mineby, nu spøgelsesby, og, som en uldhåret mammut, bevaret som et tidsbillede i permafrost, på Svalbard i Norge, derfor rettelig kaldet for Pyramiden; at kalde den for Piramida er omtrent lige så latterligt som at kalde Sankt Petersborg for Leningrad). Parquet Courts (US) er bare sidste skud på stammen af nullernes nok så berømte post-punk revival bands (bare tænkt bands der startede med "The", foran et eller andet fjollet, og så er vi der næsten allerede); dresseret punk omsat til indie rock, hørt før, hørt bedre, hørt én gang for mange. Dog, i tilfælde af bandets mor læser med, skal der det da også siges at debuten Light Up Gold ('12), har sine momenter, gennemgående kan siges at være nødvendig på sin, tydeligvis bevidste, DIY-slacker: ting og sager, altid centreret om punk og indie, smides omkring og op, gøres på så nonchalant en måde at en forventning om mere kan fordres. Og det trods genrens - er vi nemlig ude hvor noget "post" bliver suppleret af "revival" kan vi næsten ikke komme meget længere ud - nok så meget iboende idioti. Andreas Pallisgaard har længe rumsteret inden han i 2010 med Pinkunoizu (DK) fik hul igennem med indie i feltet mellem Brian Eno og Bill Callahan, i midten på David Byrne når han er mest verdensmusikalsk. Som navn er de værdige repræsentanter for hæderkronede Morningside Records, for ringlet og poppet indie, bedst fungerende på det elektroniske bagtapet knyttet til en sommervarm, uskyldig og ufarlig lyd. På den gamle linje gennem Pavilion Jr., dvs. indtil sidste år, ville Pinkunoizu have været uundgåelige. På hovedfestival må deres største opgave være den at forvirre forvildede Rihanna-fans. Unknown Mortal Orchestra (NZ/US) har de fleste af de tricks moderne indie rock benytter sig af: lidt lo-fi, lidt psykedelika, lidt ud af boksen lækkerkælen vokal - ja! Kunne de bare smide lidt glasur på toppen i form af en tvistet sidegade på folk var lagkagen snart klar til lys.
58