Folk metal har altså, skulle vi tilbage til musikken og perspektivere politisk, en mere nationalkonservativ tilgang end vikinge metallens nationalchauvinistiske og hell! Begge handler basalt set bare om, som alt på Roskilde, at bælle sig dygtigst muligt i hegnet. Endelig lidt til brokkassen: I Danmark, i hvert fald i rigsfælleskabet, har vi med Týr faktisk et af verdens bedste bands på folk metal, dog, og indrømmet, med ikke så lidt vikinge metal i sig (brug endelig en stille stund på "Hold the Heathen Hammer High" fra By the Light of the Northern Star ('09)). Tight og sammenspillet er færingerne, så hvorfor de aldrig har været på Roskilde er lidt af en gåde: specielt når nu, og bevares, Ensiferums ellers arketypiske folk metal nærmest, ordret såvel i de store linjer musikalsk, er en folkemusikalsk opdatering af Manowar (bare brug endnu en stund på at høre "In My Sword I Trust" fra den aktuelle Unsung Heroes ('12)). Fnys! Det pak polske håndværkere der kalder sig for "Behemoth" var sidste år (kort inden de, sikkert over Rødby, trillede traileren hjem igen, nu fyldt til brist med cykler, hårde hvidevarer, hash og elektronik) forbi med blackened death metal, genren der ikke kun er dø', ikke kun er sort, men er begge dele. I år får vi - til sådan lige at perspektivere polakkens såvel Cradle of Filth'ske som Dimmu Borghir'ske teen- og stadion-take på ekstremmetal - så Goatwhore (US). Grundlagt i 1997, debut i 2000, nu, og indtil sidste år, ude med fem ganske fine eksponenter for genren, nu til sagen: havde Slayer (R.I.P. Hannemann) fortsat de tematiske linjer i Show No Mercy ('83), havde de ikke lige faldet over opskriften til Reign In Blood ('86), en af, ved selv hele Rihannas fanbase, hovedhjørnestenene i metal - inde i enhver afart af ekstremmetal er der thrash, midt i hvert output findes en lille kerne af Reigh In Blood - ville de, muligvis, have udviklet sig frem mod det punkt hvor vi i dag finder Goatwhore. For hører man Goatwhore er det netop overgangsalbummet Hell Awaits ('85), et af Slayers mest undervurderede plader, der først popper i noggin som inspiration: det tætteste Slayer nogensinde kom black - og så alligevel så langt fra. Selv om navnet vil påstå noget andet handler Goatwhore ikke om at skamporke et ge', men om at sidde på en ulv (Wolfride?) og holde godt fast i ørerne: som maskine er bandet nemlig noget de hverken selv, eller deres publikum, har lyst til at slippe. Så sært fascinerende drengene fra New Orleans end måtte vride deres talenter, gør de det dog kun for kendere. Og puha! Sukker Rihannas fanbase kælent, lækre og selvbrune. Sandt at sige er Devin Townsend Project (CA) en ganske fuldfed erstatning for The Dillinger Escape Plans sørgelige forfald, er, på lange stræk, såvel mere
36