Ekstremmetal er derfor ingen egentlig genre, men et skud mod et mål, og et af de bands med størst bue er Anaal Nathrakh (UK), der så effektivt blander sort, død, en industrial-stemt trommemaskine, en grindcore-guitar og fortabte sjælestemmer i Dantes helvede sammen til et monster i den smukkeste dødskamp. Alt sammen arrangeret i et evigt tryk af en sært glitchende overgang på såvel stilarter som vokal, fra growl, over gutturale druknelyde, til skønsang. Og altid pakket ind i en sært melodisk finmaskethed: tilsammen virkemidler der efterlader sin lytter med et nervesystem som en vildfaren i en slangegård. Smækket inde. Og håbløs udenfor rækkeafstand til modgift. Smukt! For lige at gøre den påståede linje om traditionalister og ekstremister færdig er der de dage der fik Facebook til at gløde: Anaal Nathrakh var varslet på Copenhell og glæden var stor - indtil de først sagde fra, hurtigt efter igen sagde til hos Roskilde. Snakken gik om at hyren var større foran Smatten, men næppe; Roskilde og Copenhells nære parløb var måske mere evident i starten af Copenhell end nu, men eksisterer skam stadig - og hold da op! Hvor Copenhells profil er skåret som profil over følsomme traditionalister: to dage med enten gammelmandsrock, kampdrikningsmædl, plat vikingemetal eller unge amerikanske eller engelske "ekstrembands" med flotte frisurer… Anaal Nathrakh, årets så klart mest uomgængelige mædl-band på Roskilde, ville derfor afgjort have kastet nyfunden respekt mod Copenhells profil, men nej: i kulisserne blev der altså peget på Roskilde, og basta. Og fred være med det. Da Kvelertak (NO) sidst var forbi var det i 2009 på Pavilion Jr., og det, helt exceptionelt, som et af den scenes absolut, gennem alle årene, ekstremt få bands man bare skulle se. Og det på tværs af alt og alle på den samlede festival. Dengang, med en produktion endnu kun på demoniveau, lavede de partyrock på inspiration fra sen Darkthrone, dvs. et crust punk mashup på black metal, og det gør de, Kvelertak forstås, for så vidt stadig: men nu, efter lidt fumlen med (sikkert pladeselskabsfolk på) den selvbetitlede debut ('10), er stilen, på den fine opfølger Meir ('13), nu renset tilbage til det legesyge, derfor glasklar; hardcore i mashup med black, store maskiner der er smidt i en metalkværn - og bare nægter at dø, springer til kanten som fantastisk energi og melodilinjer med sindssyge mængder af overskud. Metal anno 2013? Kvelertak! Der er ganske meget metal på Roskilde i år: det, sammen med den megen hip hop, er til for at dække det unge (mandlige, eller rettere, den generelle kvalitet af de her to genres repræsentation i år taget i betragtning: drengelige) publikum (så ka' det gamle ellers gnave tandstumpeben på Kris, Kraftwerk og Metallica), men af det hele er der, ser vi bort fra den pure underholdningsværdi (tænk nu i de baner der fører til Metallica), kun to uundgåelige bands: Kvelertak og Anaal Nathrakh.
13