Kvinden i graven

„En begavet og uhyre velskrevet thriller, som man endelig ikke mĂĽ snyde sig selv for.“

JULIA HEABERLIN

er journalist og har vÌret redaktør pü en rÌkke førende amerikanske dagblade, før hun brød igennem som forfa er. Hun har blandt andet redigeret en prisvindende serie om tilfÌldige mord pü unge kvinder, og en anden om hustruvold. Hun har skrevet to anmelderroste romaner, Playing Dead og Lie Still, men det var med Kvinden i graven, hun for alvor fik sit internationale gennembrud. Hun bor i Dallas med sin mand og søn og skriver pü sin erde roman.

DEN SEKSTENÅRIGE TESSA BLIVER FUNDET I EN GRAV PÅ EN MARK I TEXAS Hun har overlevet en seriemorder, hun har ingen erindring om, hvorfor hun er havnet der, men hendes vidneudsagn sender en mand pü dødsgangen. I graven finder man knogler fra tre andre piger. Tessa er eneste overlevende – den ’heldige’ af de fire piger, som pressen hurtigt døber ’de sortøjede blomster’, e er de blomster, der bredte sig som et gult tÌppe over deres grav.

Sy en ür senere finder Tessa de samme sortøjede blomster lige uden for sit sovevÌrelse. Sommerblomster i februar, og hun er ikke i tvivl om, at hun trues pü livet. Hun tvinges til at huske og gennembryde den mur af hemmeligheder, hun har bygget op for at besky e sig selv. Har hun dømt en uskyldig? Er det den rigtige morder, der forsøger at skrÌmme hende? Og hvem er det, der interesserer sig sü meget for hendes teenageda er?

En intens og dybt original psykologisk thriller om en kvinde, der kĂŚmper for sig selv og for sit barn.

ISBN 9788740030464

KVINDEN I GRAVEN JULIA HEABERLIN

Š JILL JOHNSON

The Washington Post

������� � � � �� � �

Jeg kan ikke huske noget. Det holder jeg fast i. „Jeg er sikker pü, at anklageren har sagt til dig, at det ikke gør nogen forskel. Du er et bevis, der lever og ünder. Uskyldig pige versus ubeskriveligt monster. Sü lad os begynde med det, du kan huske, Tessie. Tessie? Hvad tÌnker du pü lige nu, lige i de e øjeblik? Ud med det.

Lad vĂŚre med at se vĂŚk, okay?“ Jeg drejer langsomt hovedet, kigger pĂĽ ham med to moseagtige grĂĽ søer af intet. „Jeg kan huske en krage, der prøvede at hakke mine øjne ud,â€? siger jeg tonløst. „Sig mig, hvorfor er det, jeg skal kigge pĂĽ dig, nĂĽr du ved, at jeg ikke kan se dig?

„Et fremragende tĂŚnkt plot, der matches af en overlegen velskrevet roman med en stĂŚrkt stigende spĂŚndingskurve.“

ROMAN

JU L I A H EABERLIN P O L I T I K E N S F O R L AG

The Times

„Det er lykkedes Heaberlin med denne roman at fĂĽ os til at stoppe op og tĂŚnke over den skrĂŚmmende regelmĂŚssighed, hvormed dødsdomme bliver udskrevet og eksekveret i Texas.“ The New York Times Book Review

Kvinden i graven

Kvinden i graven.indd 1

08/04/16 14.34

Kvinden i graven.indd 2

08/04/16 14.34

Julia Heaberlin

KVINDEN I GRAVEN

P책 dansk ved Rebecca Bailey

POLITIKENS FORLAG

Kvinden i graven.indd 3

08/04/16 14.34

Kvinden i graven.indd 4

08/04/16 14.34

Til Sam, der ĂŚndrede alt

Kvinden i graven.indd 5

08/04/16 14.34

Kvinden i graven.indd 6

08/04/16 14.34

Prolog

Toogtredive timer af mit liv er væk.

Min bedste ven, Lydia, siger, at jeg skal tænke på de timer, som om det er noget gammelt tøj allerbagerst i et mørkt skab. Lukke øjnene. Åbne skabsdøren. Flytte rundt på tingene. Lede.

De ting, jeg husker, vil jeg helst glemme. Fire fregner. Øjne, der ikke er sorte, men blå, vidtåbne, en centimeter fra mine. Insekter der gnaver i en glat, blød kind. Jord, der knaser mellem mine tænder. Det husker jeg.

Det er min syttenårs fødselsdag, og lysene på min kage er tændt.

De små flammer blafrer, siger til mig, at jeg skal skynde mig. Jeg tænker på de andre sortøjede piger i deres iskolde metalskuffer. Hvordan jeg skrubber og skrubber, men ikke kan vaske lugten af dem væk, lige meget hvor mange gange jeg går i bad.

Vær glad. Ønsk.

Jeg tvinger mig til at smile og fokusere. Alle i det her rum elsker mig og ønsker, at jeg skal komme tilbage.

Håber, at de vil se den samme gamle Tessie igen.

Lad mig aldrig huske.

Jeg lukker øjnene og puster.

7

Kvinden i graven.indd 7

08/04/16 14.34

Kvinden i graven.indd 8

08/04/16 14.34

Del 1 Tessa og Tessie “Min moder røvede mig mit liv, og skar mig med sin skarpe kniv, og satte mig for fader frem, som spiste mig med glæde.

Min lille søster, from og god, hun samlede i et klæde da mine ben, og lagde dem til hvile under træets rod.

Kvivit, kvivit, hvad jeg er for en dejlig fugl.”

Tessie 10 år, læser højt for sin bedstefar fra Enebærtræet, 1987

Kvinden i graven.indd 9

08/04/16 14.34

Kvinden i graven.indd 10

08/04/16 14.34

Tessa i dag

På godt og ondt går jeg op ad den slyngede sti, der fører til min barndom.

Huset ligger i en rodebunke oppe på toppen af en bakke, som om et barn har bygget det af klodser og toiletpapirsruller. Skorstenen peger komisk til den ene side, og små tårne stritter op som missiler klar til take-off. En hel sommer sov jeg hver lørdag nat i et af dem og forestillede mig, at jeg susede gennem det ydre rum.

Min lillebror kunne ikke lide, når jeg kravlede ud ad et af vinduerne, op på det tegltækte tag og tomme for tomme lirkede mine skrabede knæ hen mod udsigtstårnet, holdt balancen ved at gribe godt fat om gargoilernes skarpe ører og sålbænkene under vinduerne. Oppe i tårnet lænede jeg mig mod det snirklede gelænder og skuede ud over det flade, endeløse Texas-landskab og alle stjernerne i mit kongerige. Jeg spillede på piccolofløjte for natfuglene. Vinden fyldte min tynde hvide bomuldsnatkjole og fik mig til at ligne en mærkelig due, der sad og strålede oppe på slottets tag. Det lyder som et eventyr, og det var det også.

Min bedstefar skabte sit hjem i dette tossede fantasihus, men han byggede det til min bror, Bobby, og mig. Det var ikke noget særlig stort hus, men jeg aner stadig ikke, hvordan han fik råd til det. Han forærede os et tårn hver, et sted, hvor vi kunne gemme os for verden, når vi gerne ville være i fred. Det var en prægtig gestus, vores helt eget Disney World, der skulle bøde for, at vores mor var død.

11

Kvinden i graven.indd 11

08/04/16 14.34

Mange år senere, da bedstefar var død og stedt til hvile ved siden af sin datter, tog det bedstemor en evighed at sælge det hus. Ingen ville eje det. Det var mærkeligt, sagde folk. Forbandet. Deres grimme ord forbandede det.

Da jeg var blevet fundet, havde huset været i alle aviser, overalt på tv. Lokalavisen døbte det “Grims Slot”. Jeg fandt aldrig ud af, om det var en trykfejl. Folk fra Texas staver lidt anderledes. For eksempel glemmer vi nogle gange endelserne.

På grund af min bedstefars bizarre hus hviskede folk, at han måtte have noget at gøre med min forsvinden, med mordene på de sort­ øjede piger. “Det minder om Michael Jackson og hans Neverland Ranch,” mumlede de, selv efter at en mand lidt over et år efter var blevet sendt på dødsgangen. Det var de samme mennesker, der hver eneste jul var kørt op til hoveddøren, så deres børn kunne måbe over det oplyste pandekagehus og tage et stykke slik fra kurven ude på verandaen.

Jeg sætter fingeren mod ringeklokken. Den spiller ikke længere Valkyrieridtet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, så jeg er lidt overrasket, da jeg ser det ældre par, der åbner døren. De passer perfekt til huset. Den buttede, slidte hausfrau med et tørklæde om hovedet, spids næse og en støveklud i hånden minder mig om den gamle dame, der boede i en støvle.

Jeg fremstammer mit ønske. Straks ser jeg et glimt af genkendelse i kvindens blik, draget om hendes mund bløder en smule op. Hun ser på det lille halvmåneformede ar under mit øje. Kvindens blik siger stakkels lille pige, selvom der nu er gået sytten år, og jeg selv er mor til en pige.

“Jeg hedder Bessie Wermuth,” siger hun. “Og det er min mand, Herb. Kom ind, søde.” Herb skuler og støtter sig til sin stok. Mistænksom, kan jeg se. Det kan jeg godt forstå. Jeg er en fremmed, selvom han ved præcis, hvem er. Det ved alle i en tusind kilometers radius.

Jeg er Cartwright-pigen, hende, der sammen med en kvalt collegestuderende og en bunke menneskeknogler engang blev smidt i en grav 12

Kvinden i graven.indd 12

08/04/16 14.34

på en øde uopdyrket mark ude på den anden side af Highway 10, tæt på Jenkins’ gård.

Jeg er stjernen i de hysteriske tabloidoverskifter, i spøgelseshistorierne ved lejrbålet.

Jeg er en af de fire sortøjede piger. Den heldige.

Det tager kun et par minutter, lover jeg. Mr. Wermuth rynker brynene, men mrs. Wermuth siger ja, selvfølgelig. Det er tydeligt, at det er hende, der tager alle de vigtige beslutninger, såsom hvor højt græsset skal være, og hvad man skal stille op med en rødhåret strejfer, kysset af det onde, som dukker op på dørtrinnet og beder om at blive lukket ind.

“Vi kan ikke gå derned sammen med dig,” brummer manden, da han åbner døren helt op.

“Vi har kun været dernede nogle få gange, efter at vi er flyttet ind,” siger mrs. Wertmuth hurtigt. “Måske en enkelt gang om året. Der er fugtigt. Og der er et ødelagt trin. En brækket hofte kunne gøre det af med os begge to. Brækker man en enkelt lille ting i vores alder, så går der en måned eller endnu mindre, og så står man ved perleporten.

Hvis man ikke har lyst til at dø, skal man ikke sætte sin fod på et hospital, efter at man er fyldt femogtres.”

Mens hun kommer med denne grumme erklæring, står jeg som paralyseret inde i stuen, overstrømmet af minder. Mit blik søger ting, der ikke længere er der. Totempælen, som mig og Bobby brugte en hel sommer på at save ud og hugge til, helt uden hjælp fra andre, og det krævede kun en enkelt tur på skadestuen. Bedstefars maleri af en lillebitte mus, der sejler på et oprevet, brusende hav i en båd lavet af et tørklæde.

Nu hænger der i stedet et maleri af Thomas Kinkade. Her er også to blomstrede sofaer, og en overvældende mængde nips bugner på hylder og i pynteskabe. Tyske ølkrus og stearinlys, dukker af de fire piger fra Pigebørn, sommerfugle og frøer i krystal, mindst halvtreds smukt indgraverede engelske tekopper i glas, en porcelænsklovn med en enkelt sort tåre på kinden. Jeg mistænkte alle tingene for at stå og undre sig over, hvordan fanden de var kommet til at bo her.

13

Kvinden i graven.indd 13

08/04/16 14.34

Tikkelydene virker beroligende. Ti gammeldags ure hænger på væggen, tre af dem har kattehaler, der svinger perfekt i takt med hinanden.

Jeg kan godt forstå, hvorfor mrs. Wermuth ville have vores hus. På sin egen måde er hun en af os.

“Denne vej.” Jeg følger hende lydigt, går fra stuen ud i den smalle slyngede korridor. Engang kunne jeg tage alle svingene i bælgmørke på mine rulleskøjter. Hun tænder for kontakterne, som vi går, og pludselig får jeg en følelse af, at jeg bliver ført til mit eget dødskammer.

“I fjernsynet sagde de, at han bliver henrettet om en måned eller sådan noget.” Jeg farer sammen. Det er præcis der, mine tanker er gledet hen. Den skrattende mandestemme bag mig er mr. Wermuths, fuld af cigaretrøg.

Jeg standser, synker klumpen i halsen, mens jeg venter på, at han spørger mig, om jeg har tænkt mig at sidde på forreste række og se min overfaldsmand ånde ud for sidste gang. I stedet klapper han mig akavet på skulderen. “Jeg ville ikke tage derhen. Du skal ikke give ham et eneste sekund mere.”

Jeg har fejlbedømt Herb. Det er ikke den første gang, jeg har taget fejl. Det bliver heller ikke den sidste.

Mit hoved banker mod en pludselig krumning i væggen, fordi jeg stadig er vendt mod Herb. “Jeg er okay,” siger jeg hurtigt til mrs. Wermuth. Hun løfter hånden, men tøver med at røre ved min ømme kind, fordi det er lidt for tæt på arret, det permanente aftryk af en granatfingerring. En gave fra en sortøjet pige, der ikke ville have, at jeg skulle glemme hende, aldrig nogensinde. Jeg skubber blidt mrs. Wermuths hånd væk. “Jeg glemte, at det sving kom allerede her.”

“Tossede møghus,” fnyser Herb. “Hvad pokker er der galt i at bo i St. Pete?” Det lader ikke til, at han forventer at få et svar. Min kind begynder at beklage sig, og arret synger med, et lillebitte ding, ding, ding.

Nu har korridoren rettet sig ud. Nede for enden ligger en almindelig dør. Mrs. Wermuth fisker en gammeldags nøgle op af sin forklædelomme og drejer den hurtigt rundt i låsen. Engang var der femog14

Kvinden i graven.indd 14

08/04/16 14.34

tyve af de nøgler, alle var fuldstændig ens, og de kunne åbne alle døre i huset. Usædvanlig praktisk gjort af min bedstefar.

En kold trækvind farer op mod os. Jeg lugter både døde og levende ting. For første gang, siden jeg tog af sted hjemmefra for en time siden, bliver jeg rigtig ramt af tvivlen. Mrs. Wermuth rækker hånden op og trækker i et stykke nylonsnor, der hænger og dingler over hendes hoved. Den nøgne, støvede lyspære blinker og begynder at lyse.

“Tag den her,” siger mr. Wermuth og finder en lille Maglite-lygte i sin lomme. “Jeg bruger den, når jeg læser. Ved du, hvor lyskontakten sidder?”

“Ja,” siger jeg automatisk. “Helt nede og til højre.”

“Forsigtig ved det sekstende trin,” advarer mrs. Wermuth mig. “Et eller andet kryb har gnavet hul i det. Jeg tæller altid, når jeg går ned.

Bare tag dig god tid. Jeg tror, jeg går op og laver os en kop te, så kan du fortælle os lidt om huset bagefter. Det ville vi begge to synes var rigtig spændende. Ikke sandt, Herb?” Herb grynter. Han drømmer om at skyde en lille hvid bold to hundrede meter ud i Floridas klare blå hav.

På andet trin begynder jeg at tvivle, drejer hovedet, usikker. Hvis nogen lukker den her dør, vil det tage hundrede år, før jeg bliver fundet. Jeg har altid været overbevist om, at døden stadig er ivrig efter at indhente en vis sekstenårig pige.

Mrs. Wermuth bevæger hånden i et lille fjollet vink. “Jeg håber, du finder, hvad du søger. Det må være vigtigt.”

Hvis det er en invitation, tager jeg ikke imod den.

Jeg buldrer ned ad trappen som et barn, springer over det sekstende trin. Nede for foden af trappen trækker jeg i endnu en svingende snor, og straks ligger rummet badet i et skarpt, fluorescerende skær.

Det kaster lys over en tom grav. Dette var engang et sted, hvor ting blev født. Hvor staffelier stod med halvfærdige malerier, og mærkeligt, frygtindgydende værktøj hang på væggen, hvor et mørkekammer afskærmet med gardiner ventede på at puste liv i fotografier, og mannequindukker holdt fester ude i hjørnerne. Bobby og jeg sværgede på, at vi mere end én gang havde set dem bevæge sig.

15

Kvinden i graven.indd 15

08/04/16 14.34

En samling gamle dragkister var fulde af fjollede gamle hatte pakket ind i silkepapir og min bedstemors brudekjole med præcis 3002 perler og min bedstefars uniform fra Anden Verdenskrig med den brune plet på ærmet, som Bobby og jeg var overbevist om var blod. Min bedstefar var svejser, bondemand, historiker, kunstner, spejderleder, fotograf for et lighus, skytte, snedker, republikaner, glødende demokrat. Poet.

Han kunne aldrig rigtig beslutte sig, og folk siger præcis det samme om mig.

Han sagde, at vi aldrig måtte gå herned alene, og han havde ingen anelse om, at vi gjorde det alligevel. Men fristelsen var for stor. Vi var især fascineret af et forbudt sort og støvet album, hvor bedstefar havde samlet alle sine fotografier fra den korte tid, han arbejdede som kriminalfotograf for et lighus. En husmor med vidt opspilede øjne og hjernen splattet ud over hele køkkengulvet. En druknet nøgen dommer, der var blevet trukket i land af sin hund. Jeg stirrer på skimmelsvampen, der hidsigt breder sig op over murstensvæggene. Det sorte lav trives glimrende i en sort zigzag-revne, der strækker sig tværs over det beskidte cementgulv.

Ingen har elsket det her sted, siden bedstefar døde. Hurtigt går jeg over i det fjerneste hjørne, glider ind mellem væggen og det kulfyr, der for mange år siden var blevet forkastet som en dårlig idé. Et eller andet glider hurtigt over min ankel. En skorpion, en kakerlak.

Jeg fortrækker ikke en mine. Langt værre ting har kravlet over mit ansigt.

Det er svært at se noget bag kulfyret. Jeg lader lyskeglen glide over væggen, til jeg finder den beskidte mursten med det røde hjerte, som jeg malede for at snyde min bror. Han havde udspioneret mig en dag, da jeg afsøgte mine muligheder. Jeg lader forsigtigt min fingerspids glide langs hjertets kant tre gange.

Så tæller jeg ti mursten op fra det røde hjerte og fem mursten til siden. For højt oppe til, at lille Bobby kunne nå. Jeg tager skruetrækkeren fra min lomme og jager den ind i den smuldrende mørtel og begynder at grave. Den første mursten vælter ud og falder med et 16

Kvinden i graven.indd 16

08/04/16 14.34

rabalder ned på gulvet. Jeg arbejder mig igennem tre andre mursten, trækker dem ud en efter en.

Med lygten lyser jeg ind i hullet.

Gamle spindelvæv. Som når man væver tykke garnrester ind i et gammelt cykelhjul. Og allerbagerst en grå firkantet klump.

I sytten år har den ventet i den grav, jeg lavede til den.

Kvinden i graven.indd 17

08/04/16 14.34

Tessie, 1995

“Tessie? Hører du efter?”

Han stiller tåbelige spørgsmål, ligesom de andre.

Jeg kigger op fra et magasin, der ligger opslået i mit skød. Det lå meget belejligt ved siden af mig i sofaen. “Jeg kan ikke se, hvorfor det betyder noget.”

Jeg bladrer, bare for at irritere ham. Selvfølgelig ved han godt, at jeg ikke læser.

“Hvorfor er du her så?”

Jeg lader luften blive helt tæt af stilhed. Stilhed er det eneste våben, jeg kan bruge til at kontrollere denne uendelige procession af terapitimer. Så siger jeg: “Du ved udmærket hvorfor. Jeg er her, fordi min far gerne vil have, at jeg skal være her.” Fordi jeg hadede alle de andre.

Fordi far er så ked af det, og jeg ikke kan holde det ud. “Min bror siger, at jeg har ændret mig.” For meget information. Man skulle tro, jeg havde lært det.

Da han bevæger sig i stolen, knirker dens ben mod trægulvet. Klar til at gå til angreb. “Synes du, at du har forandret dig?”

Så gennemskuelig. Frastødt vender jeg tilbage til mit magasin.

Siderne er kolde og glatte og kraftige. De lugter af en vammel parfume. Det er en af den slags magasiner, der er fulde af magre, vrede piger. Jeg tænker: Er det mon det, denne mand ser, når han kigger på mig? Jeg har tabt ti kilo i løbet af det seneste år. De fleste af mine 18

Kvinden i graven.indd 18

08/04/16 14.34

veltrænede løbemuskler, væk. Min højre fod er pakket ind i endnu en blytung gips efter den tredje operation. Bitterheden stiger op i mine lunger som en hed damp. Jeg trækker vejret dybt ind. Mit mål er slet ikke at føle noget.

“Okay,” siger han. “Dumt spørgsmål.” Jeg ved, at han kigger intenst på mig. “Hvad så med det her: Hvorfor valgte du mig denne gang?”

Jeg smider magasinet fra mig. Prøver at huske på, at han gør en undtagelse. Han gør sikkert anklageren en tjeneste. Han behandler meget sjældent teenagepiger.

“Du underskrev et juridisk dokument, hvor der står, at du aldrig vil ordinere medicin, at du aldrig nogensinde vil publicere noget om vores samtaler eller bruge mig i din forskning uden at oplyse mig om det, at du ikke vil fortælle en levende sjæl, at du har den eneste overlevende af de sortøjede piger i behandling. Du sagde, at du ikke ville bruge hypnose.”

“Stoler du på, at jeg ikke vil gøre nogen af de ting?”

“Nej,” bider jeg ham af. “Men i det mindste bliver jeg millionær, hvis du gør det alligevel.”

“Vi har femten minutter tilbage,” siger han. “Du bestemmer, hvordan vi bruger tiden.”

“Super,” siger jeg og tager magasinet med magre vrede piger.

Kvinden i graven.indd 19

08/04/16 14.34

Tessa i dag

To timer efter at jeg har forladt bedstefars hus, ankommer William Hastings III til mit, en bungalow fra 1920’erne med alvorlige sorte skodder og ingen spor af kurver eller unødvendig pynt. En jungle af liv og farver blomstrer på den anden side af min hoveddør, men udvendig har jeg valgt anonymiteten.

Jeg har aldrig før mødt manden med det pompøse navn, der nu sætter sig til rette i min sofa. Han kan ikke være ældre end otteogtyve, og han er mindst en meter og halvfems, med lange, leddeløse arme og store hænder. Hans knæ banker op i sofabordet. William James Hastings III minder mig mere om en professionel pitcher på toppen af sin karriere end om en advokat; som om kroppens akavethed ville forsvinde lige i det øjeblik, han tog bolden i hånden. Drenget. Nuttet.

En stor næse, der gør, at han ikke ser rigtig godt ud. Med sig har han en kvinde i en hvid skræddersyet jakke, hvid skjorte og sorte bukser.

Den type, der interesserer sig meget lidt for mode, og kun i professio­ nel henseende. Kort naturligt blondt hår. Ingen ringe på fingrene.

Kort­klippede, ulakerede negle. Hendes eneste pynt er en glitrende guldkæde med et dyrt udseende vedhæng, en velkendt svungen krusedulle, men jeg har ikke tid til at tænke på, hvad den betyder. Måske er hun politi, selvom det ikke rigtig giver mening.

Den grå klump, stadig dækket af støv og forhistoriske spindelvæv, ligger mellem os på sofabordet.

20

Kvinden i graven.indd 20

08/04/16 14.34

“Bare kald mig Bill,” siger han. “Ikke William, Og under ingen omstændigheder Willie.” Han smiler. Jeg overvejer, om han mon nogensinde har sagt de samme ord over for en jury. I så fald må han finde på noget bedre. “Tessa, som jeg sagde i telefonen, er vi meget glade for, at du ringede. Jeg håber, at det er i orden med dig, at dr.

Seger – Joanna – tog med. Vi har ingen tid at spilde. Joanna er den retsmediciner, der skal grave resterne af ... de sortøjede piger op i morgen. Hun vil gerne tage en prøve af dit spyt. For at bestemme din dna.

På grund af de udfordringer vi står over for med forsvundne beviser og elendig efterforskning, vil hun meget gerne selv tage skrabet. Altså kun hvis du virkelig mener det. Angie havde aldrig troet ...”

Jeg rømmer mig. “Jeg mener det alvorligt.” Jeg føler et pludseligt stik ved tanken om Angela Rothschild. Den nydelige sølvhårede kvinde havde jagtet mig i seks år, insisteret på, at Terrell Darcy Goodwin var en uskyldig mand. Boret i hvert et tvivlsspørgsmål, indtil jeg ikke længere var sikker.

Angie var en helgen, en bulldog og lidt af en martyr. Hun havde brugt den sidste halvdel af sit liv og det meste af sine forældres arv på at befri dømte, som staten Texas havde tvunget rundt i manegen og idømt uretmæssige straffe. Over femten hundrede dømte voldtægtsforbrydere og mordere tiggede hende hvert år om hjælp, så Angie blev nødt til at være kræsen. Hun fortalte mig, at det eneste, der nogensinde fik hende til at overveje at trække sig tilbage, var følelsen af at måtte lege Gud over for de opkald og breve. Første gang hun kontaktede mig, havde jeg besøgt hende på hendes kontor. Det lå i kælderen i en gammel kirke i en del af Dallas, der var mest kendt for sin høje politidødelighed. Hvis hendes klienter ikke kunne se dagslys eller snuppe sig en hurtig Starbucks, sagde hun, så kunne hun heller ikke. I den kælder havde hun selskab af en kaffekande og tre andre advokater, der også havde lønnet arbejde ved siden af, og så mange jurastuderende, de kunne få fat i.

For ni måneder siden sad Angie præcis samme sted i min sofa, i jeans og slidte sorte cowboystøvler, med et af Terrells breve i hånden.

21

Kvinden i graven.indd 21

08/04/16 14.34

Hun tiggede mig om at læse det. Hun havde tigget mig om at gøre en masse forskellige ting, såsom at give en af hendes yndlingseksperter en chance for at genskabe min hukommelse. Nu var hun død af et hjerteslag, fundet med ansigtet begravet i en stak dokumenter om Goodwins sag. Den journalist, der skrev hendes nekrolog, fandt det poetisk. Min skyldfølelse i ugen efter at hun var død, var næsten ubærlig. Angie, forstod jeg alt for sent, havde været på min side. En af de få, der aldrig mistede troen på mig.

“Det er ... det, du vil give os?” Bill stirrer på den beskidte plasticindkøbspose fra bedstefars kælder, som var den propfuld af guld. Den har drysset et kornet spor af mørtel tværs over glasbordet, hvor den nu ligger ved siden af et lyserødt hårbånd omviklet med nogle af min datter Charlies rødbrune hår.

“I telefonen sagde du, at du skulle ud og ... finde det,” siger han.

“At du havde fortalt Angie om det her ... projekt ... men at du ikke var sikker på, hvor det var.”

Det er ikke rigtig et spørgsmål, og jeg svarer ikke.

Hans øjne vandrer gennem stuen, der er fuld af spor efter en kunstner og en teenager. “Jeg kunne godt tænke mig at mødes med dig inde på kontoret om nogle dage. Efter at jeg har ... undersøgt den. Du og jeg skal gennemgå alle de gamle begrundelser for en appel.” Af sådan en stor fyr at være virker han overraskende blid. Jeg funderer over, hvordan han er i en retssal, om blidhed er hans våben.

“Klar til at få taget den spytprøve?” afbryder dr. Seger lige pludselig, er allerede ved at tage latexhandskerne på. Måske er hun bange for, at jeg skifter mening.

“Absolut.” Vi rejser os begge to op. Hun kildrer mig på indersiden af kinden med sin vatpind og forsegler de mikroskopiske dele af mig i et rør. Jeg ved, at hendes plan er at tilføje min dna til samlingen af de tre andre sortøjede pigers. Tre piger, hvoraf to af dem stadig er uidentificerede. Jeg mærker varmen stråle fra hendes krop. Forventning.

Jeg vender igen min opmærksomhed mod bordet, mod Bill. “Det var en slags eksperiment, som en af psykologerne foreslog mig. Måske 22

Kvinden i graven.indd 22

08/04/16 14.34

er værdien i højere grad det, der er undladt, end det, der er med.” Sagt med andre ord, jeg tegnede ikke en sort mand, der lignede Terrell Darcy Goodwin.

Min stemme er rolig, men mit hjerte dunker. Jeg giver Tessie til denne mand. Jeg håber ikke, at det er en fejltagelse.

“Angie ... hun ville have været så taknemmelig. Er så taknemmelig.”

Bill rækker en kroget finger op, sådan en Michelangelo-agtig bevægelse, hvor fingeren glider mod himlen. Jeg finder det beroligende: en mand, der hver eneste dag bliver bombarderet med mennesker, der prøver at spænde ben for ham – halv-hæderlige mennesker, der stædigt klynger sig til deres løgne og dødelige fejltagelser – og alligevel tror han stadig på Gud. Eller alligevel tror han stadig på et eller andet.

Dr. Segers telefon brummer i hendes lomme. Hun kigger på skærmen. “Jeg bliver nødt til at tage den her. En af mine ph.d.-studerende.

Vi mødes bare ude ved bilen, Bill. Godt gået, girl. Du gør det helt rigtige.” Gurrl. En let dreven. Oklahoma, måske. Jeg kan ikke lade være med at smile.

“Jeg er der om et sekund, Jo.” Bill bevæger sig langsomt, lukker sin mappe, tager forsigtigt posen, ser ikke ud til at have spor travlt.

Da hun lukker døren bag sig, falder hans hænder til ro. “Du har lige mødt storhed. Joanna er et geni, når det gælder mitokondriel dna.

Hun kan udrette de vildeste mirakler med forvitrede knogler. Hun skyndte sig til 9/11, og hun blev der i fire år. Skrev historie, bidrog til at identificere tusindvis af ofre ud fra forkullede stumper. Boede i begyndelsen på YMCA. Tog fællesbade med de hjemløse. Hver gang hun fik mulighed for det, satte hun sig ned med de sørgende familier og forklarede dem de videnskabelige metoder, så de kunne føle sig lige så sikre, som hun selv gjorde. Det var ikke en del af hendes arbejde, men hun gjorde det. Hun lærte sig en smule spansk, så hun kunne prøve at tale med pårørende til de mexicanske opvaskere og tjenere, der arbejdede i restauranterne i det nordlige tårn. Hun er en af de bedste kriminalteknikere på hele kloden, og samtidig er hun et af de sødeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og hun giver Terrell en chance.

23

Kvinden i graven.indd 23

08/04/16 14.34

Jeg vil gerne have, at du forstår de mennesker, der er på vores side. Sig mig, Tessa, hvorfor er du det? Hvorfor er du pludselig på vores side?”

Hans stemme har fået en smule kant. På en blid og behagelig måde siger han til mig, at jeg ikke skal tage røven på dem.

“Der er flere forskellige grunde,” siger jeg usikkert. “Jeg kan vise dig en af dem.”

“Tessa, jeg vil vide alt.”

“Det er bedre, hvis du selv ser det.”

Uden at sige mere fører jeg ham ned gennem den smalle gang, forbi Charlies kaotiske lilla hule, der plejer at dunke af musik, og åbner døren nede for enden. Det her var ikke en del af planen, i hvert fald ikke for i dag.

I mit soveværelse ligner Bill en kæmpe, hans hoved slår mod den gamle lysekrone, der klirrer af glatslebne glasskår, som mig og Charlie sidste år samlede på de grå strande i Galveston. Han dukker sig og strejfer ved et uheld mit ene bryst. Undskylder. Forlegen. I et kort øjeblik forestiller jeg mig denne fremmede mands ben viklet ind i mine lagener. Jeg husker ikke, hvornår der sidst har været en mand herinde.

Pinligt berørt ser jeg, hvordan Bill studerer de mest personlige ting i mit liv: det tegneserieagtige portræt af bedstefars hus, guld- og sølvsmykkerne spredt ud over kommoden, nærbillederne af Charlie, der kigger på os med lavendelblå øjne, en sirlig stabel hvide nyvaskede blondetrusser på stolen, som jeg ved gud ville ønske var blevet lagt på plads i skuffen.

Han begynder allerede at snige sig baglæns, hen mod døren, grubler tydeligvis over, hvad fanden han har fået rodet sig ind i. Om han har lagt stakkels Terrell Darcy Goodwins skæbne i hænderne på en gal kvinde, der nu har ført ham direkte til sit soveværelse. Ved synet af Bills ansigtsudtryk får jeg lyst til at grine højt, men jeg skal da ikke holde mig for god til at fantasere om en fyr, der er mindst fem år for ung til mig.

Skønt det, jeg vil vise ham om et øjeblik, holder mig vågen om natten, får mig til at læse den samme sætning i Anna Karenina igen og 24

Kvinden i graven.indd 24

08/04/16 14.34

igen, får mig til at lytte til hver en knirkelyd, hvert et vindpust, hvert et barfodet midnatstrin min datter tager, hver en skøn sovelyd, der kommer fra hendes værelse længere nede ad gangen.

“Bare tag det roligt.” Jeg tvinger min stemme til at lyde let og ubekymret. “Jeg foretrækker mænd rige og mindre altruistiske. Og du ved ... gamle nok til at have ansigtsbehåring. Vær sød at komme med herover.”

“Kært.” Men jeg kan høre lettelsen i hans stemme. Han skrår over gulvet i to lange skridt. Hans blik følger min finger ud gennem vinduet.

Jeg peger ikke på himlen, men på jorden under vinduet, hvor der står en klynge solhatte, stadig halvvejs i live, og tirrer mig med deres stikkende sorte øjne.

“Det er februar,” siger jeg stille. “Solhatte blomstrer kun sådan der om sommeren.” Jeg venter på, at det skal synke ind. “De blev plantet der for tre dage siden, på min fødselsdag. En eller anden har dyrket dem til mig og har plantet dem under mit vindue, lige uden for det værelse, hvor jeg ligger og sover.”

Den uopdyrkede mark, der var en del af Jenkins’ grund, var blevet slikket til døde af en ildebrand to år før de sortøjede piger blev smidt der.

En tankeløs tændstik smidt ud af en ukendt bil, der kørte på en øde grusvej, kostede en gammel bondemand hele hans hvedehøst og satte scenen for de tusinder og atter tusinder af gule blomster, der dækkede marken som et enormt og uordentligt tæppe.

Ilden gravede også vores grav, en ujævn, skrånende grøft. Solhatte skød op og dækkede marken med gult, lang tid før vi ankom. Solhatten er en grådig plante, ofte den første til at trives i afsveden og ødelagt jord. Køn, men aggressiv, ligesom cheerleadere. De lever for at fortrænge alle andre.

En tændt tændstik, en hensynsløs bevægelse, en sortøjet blomst, og vores øgenavne var for evigt indskrevet i seriemordernes historie.

Bill, der stadig står i mit soveværelse, har sendt Joanna en lang sms, 25

Kvinden i graven.indd 25

08/04/16 14.34

muligvis fordi han ikke har lyst til at stå ved siden af mig og besvare hendes spørgsmål i telefonen. Vi møder hende uden for mit vindue og ser hende bore et hætteglas ned i den sortbrogede jord. Det svungne vedhæng i hendes halskæde glitrer i solen, glider over et kronblad, da hun bukker sig ned. Jeg kan stadig ikke huske, hvor symbolet stammer fra. Religiøst, måske. Ældgammelt.

“Han eller hun har blandet havejorden op med et eller andet,” siger Joanna. “Sikkert pottemuld fra en kendt producent og frø, man kan købe hos Lowe’s. Men det er aldrig til at sige. Du burde ringe til politiet.”

“Og sige til dem, at en eller anden planter fine blomster i mit bed?”

Jeg forsøger ikke at lyde sarkastisk, men sådan er det jo.

“Det er ulovlig indtrængen,” siger Bill. “Chikane. Du ved godt, at det ikke nødvendigvis er morderen, der har gjort det her. Det kan være hver en tosse, der læser avisen.” Det er usagt, men jeg ved det. Han tvivler på min mentale tilstand. Han håber, at jeg har lidt mere end den her lille plet blomster under mit vindue til at bestyrke en dommers tro på Terrell. En lille del af ham spekulerer på, om jeg selv har plantet blomsterne.

Hvor meget skal jeg fortælle ham?

Jeg trækker vejret dybt ind. “Hver gang jeg ringer til politiet, ender det på internettet. Vi modtager telefonopkald og breve fra Facebook-tosser. Gaver på dørtrinnet. Småkager. Poser med hundelort.

Småkager lavet af hundelort. Jeg håber i hvert fald, at det er hunde­ lort. Enhver form for opmærksomhed forvandler min datters liv til et helvede på jord. Efter et par år med vidunderlig fred roder henrettelsen igen op i det hele.” Det er lige præcis grunden til, at jeg i årevis har sagt nej, nej og nej til Angie. Hver gang jeg mærkede den mindste tvivl, skubbede jeg den fra mig. Til sidst forstod jeg Angie, og Angie forstod mig. Jeg finder en anden måde at gøre det på, havde hun forsikret mig.

Men alt var anderledes nu. Angie var død. Han havde stået lige uden for mit vindue.

26

Kvinden i graven.indd 26

08/04/16 14.34

Jeg børster et eller andet væk, noget, der lydløst bevæger sig gennem mit hår. Jeg tænker på, om det er en rejsende fra bedstefars kælder. Jeg husker, hvordan jeg for nogle timer siden i blinde stak min hånd ind i det mugne hul, og jeg skruer en tand op for vreden. “Jeres ansigtsudtryk lige nu? Den blanding af medlidenhed og anspændthed og den fuldstændig fejlagtige antagelse, at jeg stadig skal behandles som den traumatiserede sekstenårige pige, jeg var engang? Sådan har folk kigget på mig så længe, jeg kan huske. I al den tid har jeg beskyttet mig selv, og så langt så godt. Nu er jeg lykkelig. Jeg er ikke længere den pige.” Selvom vintersolen ligger som et varmt strøg over mit ansigt, trækker jeg min lange brune sweater lidt tættere sammen om mig.

“Min datter kan komme hjem når som helst, og jeg vil helst ikke have, at hun møder jer, før jeg har forklaret hende et par ting. Hun ved stadig ikke, at jeg har kontaktet jer. Jeg vil gerne bevare hendes liv så normalt som muligt.”

“Tessa.” Joanna tager et skridt frem mod mig og stopper så. “Jeg er med.”

Der er sådan en forfærdelig tyngde i hendes stemme. Jeg er med.

Bomber falder en, to, tre mod havets bund.

Jeg skanner hendes ansigt. Bittesmå linjer mejslet ind af andre menneskers sorg. Blågrønne øjne, der har set mere lidelse, end jeg på nogen måde kan forestille mig. Lugtet den. Rørt ved den, indåndet den, da den som aske regnede ned fra himlen.

“Er du?” Min stemme er blid. “Det håber jeg. For jeg kommer til at stå der, når du åbner de to grave.”

Min far betalte for deres kister.

Joannas fingre gnider det lille vedhæng, som om det var det hellige kors.

Pludselig indser jeg, at det er det i hendes verden.

Det er en dobbelthelix lavet af guld.

Livets snoede stige.

En dna-streng.

Kvinden i graven.indd 27

08/04/16 14.34

Tessie, 1995

En uge senere. Tirsdag præcis klokken ti. Jeg sidder igen på lægens lille buttede sofa, og jeg har fået selskab. Oscar gnider beroligende sin våde snude mod min hånd, så lægger han sig på gulvet ved siden af mig, på vagt. Han har været min siden sidste uge, og jeg går ingen steder hen uden ham. Ikke at nogen prøver at forhindre mig. Oscar, sød og beskyttende, giver dem håb.

“Tessie, retssagen er om tre måneder. Der er halvfems dage til. Det vigtigste for mig lige nu er at forberede dig følelsesmæssigt. Jeg kender forsvarsadvokaten, og han er virkelig dygtig. Og han er endnu bedre, når han faktisk tror på, at han holder en uskyldig mands liv i sine hænder, og det tror han. Forstår du, hvad det betyder? Han kommer til at gå hårdt til dig.”

Denne gang er det uden omsvøb.

Mine hænder ligger foldede i mit skød. Jeg har en kort blå lægget nederdel på, hvide blondestrømper og sorte læderstøvler. Jeg har aldrig været en snerpet pige, til trods for mit rødgyldne hår og fregnerne, som min vidunderligt skøre bedstefar insisterede på var fe-støv. Ikke dengang, ikke nu. Min bedste veninde, Lydia, har valgt mit tøj i dag. Hun rodede rundt i mine kaotiske skuffer og inde i skabet, fordi hun ikke kunne holde ud, at jeg ikke længere prøver at få mit tøj til at matche.

Lydia er en af de få venner, der ikke har opgivet mig. Lige for tiden henter hun sine modetips fra filmen Clueless, men jeg har ikke set den.

28

Kvinden i graven.indd 28

08/04/16 14.34

“Okay,” siger jeg. Det her er jo en af de to grunde til, at jeg sidder her. Jeg er bange. Lige siden de for elleve måneder siden arresterede Terrell Darcy Goodwin ved Denny’s Grand Slam-morgenmad og fortalte mig, at jeg ville være nødt til at vidne, har jeg talt dagene som ækle piller. I dag er der otteogfirs dage til, ikke halvfems, men jeg gider ikke rette hans fejl.

“Jeg kan ikke huske noget.” Det holder jeg fast i.

“Jeg er sikker på, at anklageren har sagt til dig, at det ikke gør nogen forskel. Du er et bevis, der lever og ånder. Uskyldig pige versus ubeskriveligt monster. Så lad os begynde med det, du kan huske, Tessie?

Tessie? Hvad tænker du på lige nu, lige i dette øjeblik? Ud med det.

Lad være med at se væk, okay?”

Jeg drejer langsomt hovedet, kigger på ham med to moseagtige grå søer af intet.

“Jeg kan huske en krage, der prøvede at hakke mine øjne ud,” siger jeg tonløst. “Sig mig, hvorfor er det, jeg skal kigge på dig, når du ved, at jeg ikke kan se dig?”

Kvinden i graven.indd 29

08/04/16 14.34

„En begavet og uhyre velskrevet thriller, som man endelig ikke mĂĽ snyde sig selv for.“

JULIA HEABERLIN

er journalist og har vÌret redaktør pü en rÌkke førende amerikanske dagblade, før hun brød igennem som forfa er. Hun har blandt andet redigeret en prisvindende serie om tilfÌldige mord pü unge kvinder, og en anden om hustruvold. Hun har skrevet to anmelderroste romaner, Playing Dead og Lie Still, men det var med Kvinden i graven, hun for alvor fik sit internationale gennembrud. Hun bor i Dallas med sin mand og søn og skriver pü sin erde roman.

DEN SEKSTENÅRIGE TESSA BLIVER FUNDET I EN GRAV PÅ EN MARK I TEXAS Hun har overlevet en seriemorder, hun har ingen erindring om, hvorfor hun er havnet der, men hendes vidneudsagn sender en mand pü dødsgangen. I graven finder man knogler fra tre andre piger. Tessa er eneste overlevende – den ’heldige’ af de fire piger, som pressen hurtigt døber ’de sortøjede blomster’, e er de blomster, der bredte sig som et gult tÌppe over deres grav.

Sy en ür senere finder Tessa de samme sortøjede blomster lige uden for sit sovevÌrelse. Sommerblomster i februar, og hun er ikke i tvivl om, at hun trues pü livet. Hun tvinges til at huske og gennembryde den mur af hemmeligheder, hun har bygget op for at besky e sig selv. Har hun dømt en uskyldig? Er det den rigtige morder, der forsøger at skrÌmme hende? Og hvem er det, der interesserer sig sü meget for hendes teenageda er?

En intens og dybt original psykologisk thriller om en kvinde, der kĂŚmper for sig selv og for sit barn.

ISBN 9788740030464

KVINDEN I GRAVEN JULIA HEABERLIN

Š JILL JOHNSON

The Washington Post

������� � � � �� � �

Jeg kan ikke huske noget. Det holder jeg fast i. „Jeg er sikker pü, at anklageren har sagt til dig, at det ikke gør nogen forskel. Du er et bevis, der lever og ünder. Uskyldig pige versus ubeskriveligt monster. Sü lad os begynde med det, du kan huske, Tessie. Tessie? Hvad tÌnker du pü lige nu, lige i de e øjeblik? Ud med det.

Lad vĂŚre med at se vĂŚk, okay?“ Jeg drejer langsomt hovedet, kigger pĂĽ ham med to moseagtige grĂĽ søer af intet. „Jeg kan huske en krage, der prøvede at hakke mine øjne ud,â€? siger jeg tonløst. „Sig mig, hvorfor er det, jeg skal kigge pĂĽ dig, nĂĽr du ved, at jeg ikke kan se dig?

„Et fremragende tĂŚnkt plot, der matches af en overlegen velskrevet roman med en stĂŚrkt stigende spĂŚndingskurve.“

ROMAN

JU L I A H EABERLIN P O L I T I K E N S F O R L AG

The Times

„Det er lykkedes Heaberlin med denne roman at fĂĽ os til at stoppe op og tĂŚnke over den skrĂŚmmende regelmĂŚssighed, hvormed dødsdomme bliver udskrevet og eksekveret i Texas.“ The New York Times Book Review