Den spanske borgerkrig – Baggrunden, krigen og verden omkring

Page 1

159mm

Madrid. Borgerkrigen i Spanien fra 1936 til 1939 er en af de mest blodige, myteomspundne og komplicerede konflikter i Europas historie — fyldt med beretninger om heltemod, grusomhed og om demokratiets kamp mod fascismen i årene op til Anden Verdenskrig. DEN SPANSKE BORGERKRIG fortæller om det splittede spanske samfund op til krigen; om omverdenens indblanding samt naturligvis om krigens forløb med de største slag og fronter, Francos gradvise totale magtovertagelse, De

236mm

Internationale Brigaders rolle og meget mere.

TORBEN RIIS PETERSEN, cand. mag i musik og historie, har som forfatter tidligere udgivet Den amerikanske Borgerkrig (2010).

DEN SPANSKE BORGERKRIG TORBEN RIIS PETERSEN

Bombningen af Guernica, slaget ved Ebro og belejringen af

27MM

159mm

DEN SPANSKE

BORGERKRIG BAGGRUNDEN, KRIGEN OG VERDEN OMKRING

TORBEN RIIS PETERSEN

INFORMATIONS FORLAG


Indhold

Forord 5 Indledning 7 Kapitel 1: Spaniens historie frem til 1931  13 Spaniens forfald 16 ·  Social gæring i samfundet 21 ·  Primo de Riveras diktatur 25 Kapitel 2: Landet og folket  34 Landbruget 35 ·  Industrien og arbejderne 47 ·  De gamle magthavere 60 ·  Regionalisme og separatisme 68 Kapitel 3: Den Anden Republik og optakt til borgerkrigen  75 Republikkens indførelse i 1931 75 ·  Det nye styre 81 ·  Anarkistisk uro 96 ·  Højres fremmarch 1933 101 ·  Den asturiske opstand 1934 105 ·  Folkefronten 1936 111 ·  Falangismen 118 Kapitel 4: Generalernes opstand  122 Sammensværgelsen 124 ·  Opstanden indledes 132 ·  Fiasko i ­Barcelona og Madrid 136 ·  Republikkens reaktion 140 Kapitel 5: Europas reaktion og ikke-interventionsaftalen  145 Interesser i konflikten 145 ·  Ikke-interventionsaftalen 160 Kapitel 6: Krigens første tid – august-september 1936   167 Den afrikanske hærs fremmarch 169 ·  Revolutionære tilstande og en splittet venstrefløj 174 ·  Francos magtovertagelse 179

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 3

24-04-2013 09:49:33


Kapitel 7: De Internationale Brigader  185 Brigaderne etableres 187 ·  Fra arbejderhær til en del af militæret 196 ·  Hjemsendelse af De Internationale Brigader 199 Kapitel 8: Madrid  202 Madrid angribes 203 ·  Kampen om Madrid sætter ind 208 ·  Madridfronten – Corunna-vejen, Jarama og Guadalajara 219 Kapitel 9: International intervention og Nordfronten 1937  225 Kontrol med Spaniens grænser 225 ·  Nordfronten 1937 229 · Middelhavspirater og Nyon-konferencen 241 ·  Franco-Spanien og Tyskland og Italien 246 Kapitel 10: Republikkens splittelse og slaget om Teruel  251 Den catalanske krise og Largo Caballeros fald 251 ·  Juan Negrín som republikkens leder 259 ·  Uro hos nationalisterne 264 · Slaget om Teruel og den aragonske offensiv 266 Kapitel 11: Ebro og republikkens endelige sammenbrud  270 Slaget ved Ebro og Barcelonas fald 271 ·  De sidste dage 275 Kapitel 12: Efter krigens afslutning  279 Franco-Spanien etableres 279 ·  Et land i ruiner 282 ·  Franco-­ Spanien under Anden Verdenskrig 284 ·  Ny verdensorden med Den Kolde Krig 290 ·  Franco-Spaniens tilpasningsproces 293 Kapitel 13: Borgerkrigen set udefra – og i bakspejlet  295 Vurdering af de internationale reaktioner 295 · ­ Vesteuropæiske mediers og forfatteres syn på borgerkrigen 306 ·  Den Spanske ­Borgerkrig set fra Danmark 314 Efterord 320 Bilag 326 Register 334

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 4

24-04-2013 09:49:34


K a pi t el 1

Spaniens historie frem til 1931

For at forstå Den Spanske Borgerkrigs kompleksitet begynder vi med dens historiske forudsætninger. Spaniens historie går langt tilbage, og landet har haft en omtumlet eksistens som stat med en meget broget kultur. Et grundrids af landets tidligste historie vil bidrage til en forståelse af, hvordan det Spanien, der i 1936 var splittet i to, opstod. Den første koloni, der kom til at sætte sit præg på Spanien, var Kartago (med den berømte hærfører Hannibal), der havde udbredt sit herredømme over store dele af det nuværende Spanien siden 400 f.Kr. Fra det nuværende Costa del Sol havde kartaginienserne underlagt sig det frugtbare og mineralrige bagland Andalusien samt nogle kyststrækninger lidt længere mod nord. Her grundlagde de bl.a. en by, som de kaldte Ny Kartago, den nuværende Cartagena. I Den Anden Puniske Krig (218 til 201 f.Kr.) mistede de imidlertid kontrollen til Rom, som grundlagde flere kolonier for i 133 f.Kr. at erobre hele halvøen. Romerne døbte området Iberia (senere blev den benævnt Hispania) og indbyggerne iberer, og halvøen blev indlemmet som provins i Romerriget. Flere af ibererne fik store embedsposter i Roms admi-

S paniens historie frem til 1931 13

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 13

24-04-2013 09:49:34


nistration. I 418 e.Kr., da det romerske imperium var ved at gå i opløsning, allierede de romerske magthavere i Spanien sig med den germanske stamme goterne. Ved slutningen af 400-tallet havde goterne erobret hele halvøen og etableret Visigoterriget, som eksisterede frem til begyndelsen af 700-tallet – uden i øvrigt at sætte et præg på landet, der har rakt op i vor tid. Det gjorde derimod maurerne, et berbisk-arabisk blandingsfolk, som i 711 e.Kr. erobrede Spanien og kom til at dominere landets udvikling helt op til slutningen af det 14. århundrede. Under maurernes overherredømme opstod en række små kristne kongedømmer, mange af dem svarer til de regioner, der udgør Spanien i dag. I begyndelsen var der tolerance mellem religionerne, men de kristne kongedømmers ekspansionskraft var både omfattende og langvarig; deres modstand mod maurerne er kendt som reconquistaen. I 1469 samledes kongedømmerne Castilien og Aragonien med giftermålet mellem Isabella I og arvingen til Aragoniens trone, Ferdinand II. De er kendt i spansk historie som det katolske kongepar; bl.a. fik den frygtede spanske inkvisition hovedsæde her under deres regeringstid, og deres regime betød enden på reconquistaen i 1492, hvor den sidste mauriske bastion faldt i byen Granada. Hovedparten af den mauriske befolkning var flygtet til Afrika, og resten blev nu politisk og religiøst undertrykt, inden de endelig blev helt fordrevet i det 16. århundrede. Samme år, 1492, finansierede kongeparret Christoffer Columbus og hans opdagelsesrejser. Opdagelsen af Amerika var epokegørende og fik stor betydning for udviklingen i Spanien. De spanske erobrere – conquistadorer – underlagde sig store landområder i løbet af få årtier, og strømmen af sølv og guld førtes over Atlanterhavet, hvilket betød, at verdenshandelens og kulturens centrum blev flyttet vestpå fra Italien til Spanien. Hermed begyndte den periode, som blev Spaniens storhedstid. Den castilianske og aragonske krone blev ved giftermål knyttet til den habsburgske ved Karl V, der herskede over det tyske rige med

14

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 14

D en spanske borgerkrig

24-04-2013 09:49:34


Østrig og Nederlandene. Hertil føjedes snart herredømmet over det meste af Italien, hvor Aragonien allerede forinden var kommet i besiddelse af Neapel og Sicilien. Det halve af Europa blev således for en tid styret fra Spanien, der blev det vældige habsburgske riges hovedland på grund af den velstand, som flød til fra de nye kolonier mod vest. Den spanske økonomiske dominans fik dog ikke lov at bestå længe. Allerede inden Karl V’s død (han regerede fra 1516-1556) blev riget delt mellem hans broder Ferdinand og sønnen Philip II, som overtog Spanien, Syditalien, Nederlandene og de oversøiske besiddelser. Han erobrede ganske vist Portugal og dets kolonier, men i øvrigt begyndte Spaniens nedgang i hans regeringstid. De store religionsopgør i det 16. århundrede mellem protestanter og katolikker, der både førtes på våben og på ord, var medvirkende til at svække Spanien økonomisk, ikke mindst da de merkantilt og industrielt aktive protestanter i det nordlige Nederlandene rev sig løs fra det spanske rige. Først og fremmest skyldtes Spaniens tilbagegang dog, at landet ikke forstod at drage produktiv nytte af de nye koloniers rigdomme af eftertragtede varer. Sølvstrømmen havde skabt en velstand med tilhørende prisstigning, som gjorde det vanskeligt for spanierne at konkurrere med de nordligere folk, men størst var problemet, at man i Spanien havde benyttet rigdommene til dels at kaste glans over hoffet og stormændene, dels til krige for at genvinde protestantiske sjæle for pavekirken. Man havde dermed forspildt chancen for at skabe et produktivt og blomstrende næringsliv. Den spanske stormand anså handel for kræmmervirksomhed, som lå under adelig værdighed, og kirkelig fanatisme medførte fordrivelse af de maurere og jøder, som tidligere havde været de bærende kræfter i det borgerlige næringsliv i Spanien. På havet tog hollænderne og englænderne nu teten, og snart sejlede de store handelsskibe forbi Spaniens kyster og lossede i stedet i Antwerpen, Rotterdam, Amsterdam eller London, hvor driftige købmænd og hånd-

S paniens historie frem til 1931 15

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 15

24-04-2013 09:49:34


værkere sørgede for den videre udnyttelse af rigdommene fra vest. Spaniens plads som den europæiske civilisations førstemagt, både økonomisk, kulturelt og militært, blev derfor overtaget af lande som Frankrig, Nederlandene og England. Trods den relativt korte periode som stormagt har perioden sat varige spor hos det spanske folk. Drømmen om et imperium blev holdt levende og fandt et holdepunkt i det spanske sprogs mægtige udbredelse i Mellem- og Sydamerika. På samme måde fastholdtes den religiøse fanatisme og korsfarerånden, godt hjulpet på vej af de katolske skolers forherligelse af reconquistaen og af modreformationens opgør mod protestanterne.

Spaniens forfald Siden 1600 har Spanien været i næsten uafbrudt tilbagegang. Fra at være Europas førende nation blev landet efter 1600 reduceret til en brik i stormagternes spil om magten. I kampen mellem den franske konge Louis XIV, som regerede fra 1643 til 1713, og hans modstandere, den habsburgske kejser i Centraleuropa, den nederlandske handelsrepublik og den kommende stormagt Storbritannien, blev Spanien både omstridt og krigshærget. I det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede var Spanien – ikke mindst under Napoleonskrigene fra 1792 til 1815 – en del af Frankrigs front mod England og spillede i løbet af det 19. århundrede en uvæsentlig rolle i europæisk politik. Det store kolonirige først i Nordamerika og siden i Latin- og Mellemamerika brød sammen i løbet af det 19. århundrede, hvor landene ét efter ét førte frihedskamp mod koloniherren og blev selvstændige. Den endelige katastrofe indtraf på Cuba i 1898, da et amerikansk skib, Maine, sprang i luften i Havanas havn. Amerikanerne mente, at det var spanierne, som stod bag – hvilket siden er blevet tilbagevist af amerikanske historikere; det var en eksplosion forårsaget af et

16

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 16

D en spanske borgerkrig

24-04-2013 09:49:34


hændeligt uheld. Men USA erklærede Spanien krig, nok ikke uden sammenhæng med et ønske fra amerikanernes side om at mindske spaniernes tilstedeværelse i kolonier tæt på USA. Cubanerne havde i årevis ført en kamp om selvstændighed fra de spanske koloniherrer, og da USA gik ind i krigen på Cubas side, blev Spanien ved en fred i Paris den 10. december 1898 tvunget til at give Cuba selvstændighed samt at overgive Puerto Rico og den lille ø Guam i Stillehavet til USA. Krigen mod USA kom også til at koste Spanien Filippinerne som koloni, og af det gamle spanske kolonirige var der nu kun små enklaver i Afrika tilbage. Det spanske samfund som helhed havde frem til dets endeligt som kolonirige ikke ændret sig væsentligt fra dengang i det 16. århundrede, hvor det ikke formåede at fastholde og drage fordel af de store opdagelsers vældige muligheder. Mens de øvrige lande i det vestlige Europa havde undergået en forvandling fra middelalderlige feudalsamfund over den centraliserede enevælde til demokrati, hang Spanien stadigvæk fast i det 15. og 16. århundredes samfundsform. Godsejerne, det aristokratiske bureaukrati og militæret lagde – i fællesskab med hoffet og kirken – sten på vejen for enhver kulturel eller materiel modernisme. Spanien blev et økonomisk stagneret land, en anakronisme i et Europa, hvis økonomiske, sociale, politiske og kulturelle udvikling foregik stadigt stærkere. Med industrialiseringens gennembrud i begyndelsen af det 19. århundrede, først i England og dernæst i de andre europæiske hovedlande i løbet af århundredet, trængte en omvæltning sig imidlertid voldsommere på, ikke mindst fordi Den Iberiske Halvø var rig på råstoffer af betydning for den moderne industri. Som i alle andre økonomisk tilbagestående lande begyndte det fåtallige borgerskab i Spanien at røre på sig, og liberale ideer dukkede op. Landet blev i det 19. århundrede præget af konflikter mellem den stillestående konservatisme og de nye liberale bevægelser. Tre revolutioner fandt sted i henholdsvis 1812, 1820-23 og 1868-74, hvor-

S paniens historie frem til 1931 17

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 17

24-04-2013 09:49:34


af sidstnævnte var den vigtigste. Den meget upopulære dronning Isabella II blev i 1868 fordrevet under de stridigheder, som i lang tid havde stået på mellem kongehuset og de tronprætendenter, som blev støttet af Carlistbevægelsen. Carlistkrigene var en magtkamp om den spanske trone mellem Isabella II og hendes onkel, don Carlos – heraf navnet. Den første carlistkrig, 1833-1839, opstod i Bilbao mellem den daværende dronning Isabella II og tilhængerne af don Carlos, de såkaldte carlister, som var grupperinger inden for præsteskabet og middelstanden, der repræsenterede det yderste højre og en rendyrket klerikalisme. Carlisterne måtte slutte fred i 1839. Den anden carlistkrig mellem 1846 og 1849 bestod af ubetydelige sammenstød i den nordlige del af Spanien, uden at det rokkede ved magtfordelingen. Den tredje udspillede sig 1872-1876 og opstod i forbindelse med udråbelsen af Den Første Republik, hvor Carlisterne forsøgte at bevare kongemagten. Det foreløbige resultat af kampene blev, at monarkiet faldt, og Den Første Republik blev udråbt i 1873, men Carlisterne fortsatte som politisk stærkt højreorienteret bevægelse. Det nye styres mænd splittedes imidlertid hurtigt på spørgsmålet om centralisme eller føderalisme. En fløj af republikanerne, centralisterne, ønskede Spaniens enhed opretholdt, men andre krævede landet opdelt i provinser eller regioner med vidtgående selvstyre og kun løst holdt sammen af en forbundsstat. Samtidig var der over hele landet en del politiske og sociale uroligheder anført af Carlister og anarkister, og republikkens levetid blev kun kort. Allerede i 1874 brød den sammen og gav plads for et nyt monarki under dronning Isabellas søn, Alfonso XII. Når denne omvæltning fandt sted relativt smertefrit, skyldes det overvejende, at borgerskabet efter revolutionen følte sig usikker uden det gamle regimes beskyttelse over for den sociale gæring i masserne. I denne situation foretrak borgerlige grupper igen at indordne sig politisk efter det traditionelle godsejersystem frem for efter en økonomisk-social kapitulation over for masserne. Den revolu-

18

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 18

D en spanske borgerkrig

24-04-2013 09:49:34


tion, som fandt sted i perioden i 1868-74 og resulterede i Den Første Republik, må således betegnes som en parentes i Spaniens historie, og det styre, som nu blev etableret bag en formel konstitutionalisme, udgjorde i realiteten en fortsættelse af den gamle styreform, selvom kongens magt var blevet stærkt begrænset ved forfatningen af 1876. Det var stadigvæk de store godsejere, som sad på magten. I den følgende tid var der kun to partier, de konservative og de liberale, som spillede en rolle og skiftedes til at danne regering. Begge partier var for en bevarende samfundsorden og var udtryk for godsejernes sociale og økonomiske interesser, mens den yderste konservative og religiøse reaktion fandtes repræsenteret hos Carlistpartiet. I kulturel henseende lå de konservative et stykke til højre for de liberale, hvilket især kom til udtryk i spørgsmålet om pavekirkens indflydelse og privilegier. En anden væsentlig forskel var, at de liberale i modsætning til de konservative gik ind for almindelig valgret. Dette havde dog ikke nogen praktisk betydning, eftersom begge partier i forbindelse med valg benyttede sig af pres, som faktisk kun tillod valg af repræsentanter for de to systemtro partier, mens alle andre – navnlig republikanere og socialister – blev holdt udenfor med hård hånd. Metoderne varierede over tid og var forskellige i byerne og i landdistrikterne; i byerne foregik der sletning af uønskede navne på valglister, forfalskning af stemmesedler og fingerede kup mod valglokaler, mens der i landdistrikterne fandtes et system, “caciquisme”, hvorefter en fremtrædende og velstående person – cacique, i reglen en godsejer – påtog sig at ordne stemmeafgivningen på sin egn mod at få tildelt visse uskrevne rettigheder af partiet, som hævede ham over loven. At en cacique og hans venner ikke betalte skat, var en almindelig sådan rettighed, ligeledes at hans fjender ramtes dobbelt hårdt, og han uhindret kunne sende sit kvæg på græs på en anden mands jord. Foruden tilhørsforholdet til den økonomiske og socialt dominerende og privilegerede godsejerstand nød de konservative og liberale godt af en alliance med hær og kirke, som var etableret i 1874, hvor-

S paniens historie frem til 1931 19

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 19

24-04-2013 09:49:34


ved de to vigtige institutioner fik deres gamle særstilling og indflydelse bekræftet mod at støtte den eksisterende samfundsorden. Systemet kunne også stole på kongemagten, da den ikke var tilknyttet til andre grupper end dem, som var repræsenteret i styret. Reformerne i 1876 kom således lige så lidt som revolutionen i 1868-74 til at betyde nogen egentlig ændring i Spaniens forhold, og efterhånden som årene gik, blev reaktionen kraftigere. De liberale svigtede deres økonomiske program og fulgte den konjunktur, som i det 19. århundredes sidste årtier i en del lande i Europa ombyttede de liberalistiske læresætninger med protektionismens. De liberale vandt selvfølgelig sympati i de beskyttelseshungrende spanske industrikredse, de kornproducerende godsejere nød også godt af dette, men mødte modstand i forretnings- og handelsverdenen samt naturligvis hos arbejderklassen, som bar den tungeste byrde ved at måtte betale for den protektionistiske politik med højere priser på livsfornødenheder. Som en konsekvens af denne utilfredshed med de skiftende regeringers politik voksede både den republikanske tilslutning og den sociale uro. Også industriejerne begyndte at udvise en vis utilfredshed med systemet og fik republikanske ideer, da de anså det for urimeligt, at godsejerne med deres privilegier var fritaget for at betale skat. Det var især i de industrielle og kommercielle kredse i Baskerlandet og Catalonien, at der bredte sig en voksende stemning for separatisme og autonomi. Oven i alle de andre ulykker kom så den førnævnte militære katastrofe i 1898 med krigen mod USA, som ud over tabet af kolonierne også endte med en militær ydmygelse. Nederlaget medførte stor frustration og vrede i Catalonien især blandt industriejere, fordi de havde været afhængige af afsætning i det beskyttede kolonimarked og af import af billige råstoffer fra de caribiske besiddelser. Det var således med til at give den catalanske separatisme vind i sejlene og betød også en yderligere desperation i arbejderklassen på grund af de tunge økonomiske følger.

20

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 20

D en spanske borgerkrig

24-04-2013 09:49:34


K a pi t el 8

Madrid

Nationalisternes hurtige, overraskende offensiv mod Madrid fra to sider – general Francos tropper fra sydvest og general Molas fra nord – var ikke lykkedes; blandt andet på grund af Francos beslutning om at komme de belejrede i fæstningen Alcázar i Toledo til undsætning. I løbet af oktober 1936 blev fremstødet genoptaget og indledte det, der skulle blive en belejring af byen helt frem til foråret 1939, hvor de republikanske forsvarere endelig gav op, og Madrid faldt til nationalisterne. Selve slaget om Madrid fra slutningen af oktober 1936 til foråret 1937 står som et af de hårdeste sammenstød i borgerkrigen og blev republikkens højdepunkt. Fra midten af oktober begyndte man i hovedstaden at kunne høre artilleriild fra de fremrykkende nationalistiske tropper. På trods af, at den republikanske regering var forberedt på angrebet, var der ikke nogen egentlig centralt koordineret forsvarsstrategi på plads. Den republikanske hær i Madrid havde kun ringe kontrol over de selvstændigt opererende militsgrupper, som kom til at udgøre det altovervejende forsvar af hovedstaden. Grupperne var organiseret af forskellige venstrefløjspartier og fagforeninger, primært socialisternes UGT, ligesom anarkistiske militser var klar til kamp. Inden for regeringen pressede kommunistpartiet, PCE, på for et

202

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 202

D en spanske borgerkrig

24-04-2013 09:49:47


forsvar af Madrid; det hang sammen med den sovjetiske militærhjælp, der nu var på vej til republikanerne, den første sending landede i Cartagena d. 19. oktober og bestod af T-26 tanks og luftstøtte med Poliparkov I-15 og I-16, de såkaldte “Chato” og “Mosca”. De sovjetiske tropper var dog under kommando af sovjetiske generaler, og heller ikke her fandt der en vellykket koordination af forsvarsindsatsen sted.

Madrid angribes Nationalisternes fremstød mod Madrid havde – med luftstøtte fra Tyskland og Italien – i slutningen af oktober bragt dem helt frem til de sydvestlige forstæder, som de havde indtaget under ledelse af ge-

M adrid 203

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 203

24-04-2013 09:49:48


neral Varela. Den 29. oktober indledte republikanerne en modoffensiv under ledelse af general Pozas, hvor målet var en tilintetgørelse af fjenden i byerne Pinto, Parla og Fuenlabrada umiddelbart syd for Madrid. Med blandt andre den kommunistiske politiker og general José Enrique Líster og den sovjetiske kommandør Krivoshein i spidsen var planen at afskære vejen mellem Madrid og Toledo, hvorved nationalisternes styrker ville blive omringet. Her ville sovjetiske tanks og pansrede kampvogne blive inddraget i angrebet. Men infanteriets bevægelser var ikke koordineret med panserstyrkernes, og angrebet blev drevet tilbage af et modangreb fra nationalisterne. Dette fejlslagne andet angreb demoraliserede de republikanske styrker. Den 5. og 6. november 1936 faldt de tilbage, og de nationalistiske styrker besatte områder i udkanten af Madrid – blandt andet erobrede oberst Yagüe arbejderforstaden Carabanchel og det strategisk vigtige højdedrag Cerro de los Angeles syd for centrum. De mest fremtrukne nationalistiske tropper var nu kun syv kilometer vest for Madrids centrum, Puerta del Sol. General Varelas totale styrke var dog i alt på kun 20.000 mand – næppe nok til at erobre en by som Madrid med over én million indbyggere. Den 6. november kl. 15 meddelte premierminister Largo Caballero de republikanske generaler Pozas og Miaja, at regeringsarbejdet ikke længere kunne udføres fra Madrid, og at han og regeringen ville forlade hovedstaden om aftenen og fortsætte regeringsarbejdet fra Valencia. General Pozas fik besked på at oprette hovedkvarter i Tarancon 80 kilometer sydøst for Madrid. Ifølge ordren kunne det blive nødvendigt med en tilbagetrækning fra Madrid; hvis det blev tilfældet, ville han blive underrettet om, hvor den nye forsvarslinje skulle gå. General Miaja blev udnævnt til leder af den republikanske hær i Madrid, og Caballero gav ham ordre til at forsvare byen “for enhver pris”. Sammen med repræsentanter for alle Folkefrontens partier skulle han oprette et råd, Junta de Defensa de Madrid, som skulle organisere byens forsvar. General Miaja valgte som sin stabschef

204

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 204

D en spanske borgerkrig

24-04-2013 09:49:48


Republikanernes general José Miaja (t.v.) i Madrid sammen med en af sine underordnede – “El Campesino”, som var berygtet for at være hæmningsløs i kamp.

oberstløjtnant Vicente Rojo og havde desuden blandt andre den sovjetiske militærattaché Vladimir Gorev med i sin stab som rådgiver. Den situation, som Miaja, Rojo og Gorev stod i om aftenen den 6. november, var umiddelbart ikke helt så dyster, som det kunne se ud. De havde fordelen af allerede at kontrollere Madrid, og hvor nationalisterne ganske vist var bedre udrustet og havde betydelig støtte, ikke mindst i luften, fra Tyskland og Italien, så talte de republikanske styrker to gange flere soldater end angribernes, og de havde reservestyrker til rådighed i nærheden, som kunne være i Madrid i løbet af 12 timer. Herudover var det lykkedes Caballero at få en aftale i gang med de forskellige militsfraktioner, således at den republikanske hær fik fælleskommando under navnet “Folkets hær”. Den 8. november ankom yderligere den første afdeling af De Internationale Brigader under ledelse af general Kleber, de blev modtaget af Madrids befolkning under råbet “Vivan los rusos”, idet man fejlagtigt troede, at de udelukkende bestod af russere.

M adrid 205

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 205

24-04-2013 09:49:48


Angrebs- og forsvarsstrategier At Madrid således syntes vanskelig at indtage, afskrækkede dog naturligvis ikke general Franco, som vidste, at det at erobre selve hovedstaden, republikanernes højborg, var af stor ikke bare strategisk, men også symbolsk betydning. En major Barroso, som var udnævnt til at bistå general Varela i angrebet, er af mange historikere brugt som kilde til overvejelserne den 6. november, hvor han havde en diskussion med general Franco om angrebet på Madrid. Barroso skal have sagt: “Det kan ikke udføres. Vi har hverken mandskab eller styrke til det. Det er en håbløs opgave,” hvortil general Franco efter sigende svarede: “Lad Varela prøve det. Han har altid været heldig. Erobringen af Madrid er psykologisk vigtig.” Det var general Mola, der havde planlagt den overordnede rute, angrebet mod selve hovedstaden skulle følge. Udfordringen var at krydse floden Manzanares, som løber gennem Madrid og adskilte de nationalistiske styrker fra centrum. Valget var faldet på et område mod nord-vest, Casa de Campo, som lå over for universitetsbydelen, der var mindre beboet end de tættere befolkede kvarterer mod syd. Det var formentlig i forbindelse med udarbejdelsen af denne strategi, at han i en diskussion om hæropstillingen og i forventning om, at oprørere stadig kunne findes i enklaver inde i byen, udtalte, at han havde fire kolonner opstillet uden for byen, men at han forventede en femte kolonne inde i byen. Dette udtryk er senere gået over i krigens nomenklatur som udtryk for en hemmelig hærafdeling bag fjendens linjer. General Varela, der var blevet udpeget til at lede selve angrebet, havde udarbejdet en ganske omfattende plan for, hvordan han ville gribe det an. 2. kolonne skulle bevæge sig fra arbejderbydelen Carabanchel i byens sydvestlige del og fremad i retningen mod Segovia-broen i centrum. En anden afdeling skulle rykke frem ad vejen fra Toledo mod Toledo-broen og sikre den højre flanke. Disse kolonner skulle give republikanerne det indtryk, at de udgjorde fortroppen af angrebet.

206

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 206

D en spanske borgerkrig

24-04-2013 09:49:48


General José Enrique Varela deltog i planlægningen af officerernes kupforsøg, men blev fængslet i april 1936, da regeringen opdagede, at han opfordrede til oprør mod den. Han sad stadig i fængsel, da oprøret brød ud, men blev løsladt den 18. juli og deltog herefter i mange af nationalisternes felttog mod bl.a. Sevilla, Madrid, Jarama, Teruel og Ebro.

4. kolonne skulle gå fra forstaden Retamares og mod øst ind i Casa de Campo, krydse Manzanares-floden ved broen Puente de los Franceses og etablere sig langs med floden. Dens hovedopgave var at beskytte den venstre flanke. 1. og 3. kolonne skulle komme op bag 4. kolonne, krydse floden og besætte enkeltområder på 500x500 meter ad gangen mod syd mod Plaza España og ruinerne af Montanakasernen. På republikkens side var general Miajas ordre til sine styrker enkel: at fastholde de nuværende positioner for enhver pris og dæmme op for nationalisterne og nedkæmpe dem. Han instruerede XI Internationale Brigade under den sovjetiske general Kleber om at være rede i Vallecas i Madrids sydøstlige udkant til et muligt angreb på nationalisternes venstre flanke og en genbesættelse af områder i byens sydlige forstæder. General Enrique Listers blandede brigade skulle være klar ved Toledo-broen, mens yderligere tre brigader skulle fremrykke over til Pozuelo vest for Casa de Campo for at styrke den republikanske højre flanke.

M adrid 207

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 207

24-04-2013 09:49:48


På general Miajas ordre havde major Rojo således forberedt sig på tre muligheder: 1) at nationalisterne ville angribe frontalt langs med Segovia- og Toledo-broerne, 2) at de havde i sinde at bruge den nemmere løsning højre om den nordlige udkant og så komme ind i selve byen nordfra gennem Universitetsbyen, eller 3) at de ville gå højre om den sydlige perimeter, krydse Manzanares-floden og komme syd fra mod centrum. Hvis Toledo- og Segovia-broerne viste sig at være hovedmålet for nationalisternes angreb, så ville Rojo kaste de blandede brigader og De Internationale Brigader ind på flankerne og forsøge at omringe angriberne. Alle disse tre muligheder var naturligvis også blevet taget i betragtning af nationalisterne. General Varela havde foretrukket den nordlige indfaldsvej, mens oberst Yagüe, som havde 1. og 4. kolonne under sin kommando, foretrak den sydlige indfaldsvej. General Franco modsagde dem begge ved at pointere, at hvis der var noget, som gik galt, kunne angrebsstyrkerne blive omringet. For nationalisterne var det også en ulempe at storme Madrid igennem Vallecas, fordi det var en stor arbejderklassebydel, hvor de kunne møde alvorlig modstand. Yagüe og Varela var desuden begge imod at storme byen igennem Casa de Campo på grund af dets fysiske forhindringer, og det skulle vise sig at være en berettiget bekymring. Imidlertid besluttede man sig endeligt at angribe over Casa de Campo.

Kampen om Madrid sætter ind Den 8. november stod det klart, at republikken både havde herredømmet over artilleri og luftrummet. 44 sovjetiske artillerikanoner var blevet fordelt rundt om i Madrid og blev koordineret fra en enkelt kommando- og observationspost på toppen af byens eneste skyskraber, La Telefonica, i det centrale Madrid. Hele slagmarken kunne med lethed observeres herfra, og bygningen blev derfor mål for an-

208

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 208

D en spanske borgerkrig

24-04-2013 09:49:48


greb fra nationalisternes artilleri og fly, men det var for lille et mål, og den var så solidt bygget, at den kunne modstå en nøjagtig bombning. De gentagne angreb gjorde det dog overordentlig risikabelt at færdes langs Gran Via, hvor La Telefonica lå, men civilbefolkningen trodsede faren, og cafeerne langs gaden forblev åbne. I luften havde general Mola indtil slutningen af oktober haft herredømmet på Madridfronten med blandt andet tyske Junker 52- og italienske Fiat-jagere. Den 3. november blev republikanerne imidlertid støttet af en eskadron af sovjetiske Polikarpov I-16-fly, som skød fem nationalistiske fly ned i en kort luftduel. De led ikke selv tab, og denne succes blev gentaget dagligt. Den 8. november sendte general Mola yderligere Fiat- og Heinkel-fly til fronten, men heller ikke de var i stand til at matche de sovjetiske fly. Den voksende overlegenhed i luftrummet samt ankomsten af endnu flere friske tropper betød, at republikanerne nu havde mulighed for at give nogle af deres tropper, som havde været i kamp i mange dage i træk, hvile. Den 8. oktober satte Varela sit første angreb ind mod Casa de Campo. Her ventede der ham en ubehagelig overraskelse. Republikanerne havde den 7. om aftenen fundet en kopi af general Varelas planer på liget af en nationalistisk officer. De vidste derfor, at angrebet ville blive sat ind ved Casa de Campo, og XI Internationale Brigade blev beordret til at rykke frem tværs gennem byen og til den nordlige ende af Madrid. Derfra skulle de krydse floden for at udgøre en del af den store troppekoncentration af forskellige enheder. Deres opgave var at beskytte broer, som nationalisterne ifølge general Varelas plan skulle krydse. XI Internationale Brigade kom under general Miajas kommando, men han kom i beklagelig grad til at sande, at der var store kommunikationsproblemer med det russiske luftvåben og med Krivosheins tankstyrke, idet de russiske enheder arbejdede i høj grad autonomt med Moskva som overkommando.

M adrid 209

bog2728_Den-spanske-borgerkrig.indd 209

24-04-2013 09:49:48


159mm

Madrid. Borgerkrigen i Spanien fra 1936 til 1939 er en af de mest blodige, myteomspundne og komplicerede konflikter i Europas historie — fyldt med beretninger om heltemod, grusomhed og om demokratiets kamp mod fascismen i årene op til Anden Verdenskrig. DEN SPANSKE BORGERKRIG fortæller om det splittede spanske samfund op til krigen; om omverdenens indblanding samt naturligvis om krigens forløb med de største slag og fronter, Francos gradvise totale magtovertagelse, De

236mm

Internationale Brigaders rolle og meget mere.

TORBEN RIIS PETERSEN, cand. mag i musik og historie, har som forfatter tidligere udgivet Den amerikanske Borgerkrig (2010).

DEN SPANSKE BORGERKRIG TORBEN RIIS PETERSEN

Bombningen af Guernica, slaget ved Ebro og belejringen af

27MM

159mm

DEN SPANSKE

BORGERKRIG BAGGRUNDEN, KRIGEN OG VERDEN OMKRING

TORBEN RIIS PETERSEN

INFORMATIONS FORLAG


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.