Stalins datter

stalins datter

Rosemary Sullivan

Stalins datter Svetlana Allilujevas utrolige og turbulente liv

Oversat af Hans-Jørgen Birkmose

INFORMATIONS FORLAG

Til min mor, Leanore Marjorie Guthrie Sullivan

Stalins Datter © Rosemary Sullivan og Informations Forlag, 2015 Oversat fra engelsk af Hans-Jørgen Birkmose efter Stalin’s Daugther © Rosemary Sullivan 2015 Published by arrangement with Harper, an imprint of HarperCollins Publishers Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Remote Grafik Tryk: Special-trykkeriet Viborg A/S 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-391-7 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations Forlag St. Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk

Indhold Familierne Dzjugashvili og Allilujevs stamtræer . . . . . . . . . . . . . . 8 Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Prolog · Afhopningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

første del

Årene i Kreml 1. Det solbeskinnede sted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 2. Et barn uden mor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 3. Værtinden og bonden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 4. Udrensningerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 5. Hemmeligheder og løgnes kreds . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 6. Kærlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 7. Et jødisk bryllup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 8. Den antikosmo­politiske kampagne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 130 9. Alt stille som før en storm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 10. Vozhdens død . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165

anden del

Den sovjetiske virkelighed 11. Spøgelserne vender tilbage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 12. Generalissimoens datter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 192 13. Efter tøbruddet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204 14. Den blide brahman . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217 15. På Ganges’ bredder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 233

tredje del

Flugt til Amerika 16. Italiensk komisk opera . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247 17. Diplomatisk storm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 256 18. Advokater i arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 266 19. Ankomsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 279 20. En mystisk person . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 288 21. Breve til en ven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 300 22. En grusom afvisning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 309 23. Således skete det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 326 24. Taliesin-fiaskoen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 343 25. Montenegrinerens hofmand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 360 26. Stalins datter slår græs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 377

27. En KGB-stikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 393 28. Lana Peters, amerikansk borger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 408 29. Frihedens moderne jungle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 423

fjerde del

At l æ r e at l e v e i Ve s t e n 30. Chaucer Road . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 437 31. Tilbage i Sovjetunionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 453 32. Mellemspil i Tbilisi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 471 33. Amerikansk virkelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 492 34. ”Aldrig tage stram nederdel på, hvis du vil begå selvmord” . 505 35. Du kære, de har intet lavet om . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 522 36. Sidste tur tilbage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 529

Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 543 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 559 Personerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 547 Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 557 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 589 Illustrationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 593 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 595

Familien Dzjugashvili Vissarion (“Beso”) Dzjugashvili ( FA R ) 1850–1909

G.

1874

Stalin Josef Vissarionovitj Dzjugashvili

G.

1906

Jekaterina (“Keke”) Geladze ( MOR ) 1858–1937

Jekaterina (“Kato”) Svanidze 1885–1907

1878–1953

Julija Meltzer d. 1967

G.

1938

Jakov (“jasja”) Dzjugashvili 1907–1943

Gulja ( DAT T ER ) f. 1938

Alexandra (“Sashiko”)

Maria (“Mariko”)

Aleksandr (“Aljosha”) Svanidze

( SØSTER )

( SØSTER ) 1894–1942

( BROR ) 1886–1941

Maria (“Marusja”) Korona 1889–1942

Johnreed/Ivan (“Johnik”) Svanidze 1927–1990

G.

Familien Allilujev Sergej Allilujev

G.

1866–1945

Jevgenija (”Sjenja”) Allilujeva

G.

1898–1974

Olga Fedorenko

1893

1877–1951

1919

Kyra

Sergej

Alexandre

f. 1920

f. 1928

f. 1931

Stanislav Redens

G.

1893–1940

Pavel

Fjodor

1894–1938

1898–1955

Anna

1920

1896–1964

Leonid

Vladimir

f. 1928

f. 1935

Stalin – Josef Vissarionovitj Djugashvili

G.

Nadesjda (“Nadja”)

1918

1901–1932

1878–1953

Vasilij (“Vasja”)

Svetlana

1921–1962

1926–2011

Galina Burdonovskaya Alexandr Burdonskij ( SØN) b. 1941

G.

1940

G.

1944

Josef

Nadesjda

( SØN) b. 1945–2008

( DATTER ) f. 1943

G.

Katja Timosjenko

G.

Kapitolina Vasilieva

G.

Masja

Grigorij Morozov

1949

Jurij Sjdanov Katja

1946

( DATTER ) f. 1950

G.

1950 G.

1962

Ivan (“Johnreed/Johnik”) Svanidze

G.

1970

Wesley Peters

1960

Olga Margedant ( DATTER ) f. 1971

Forord

H

vordan mon det var at være Stalins datter, at bære byrden af det navn hele livet og aldrig komme fri af det? I Sovjetunionen var Stalin mytisk. Han var vozhden, den suveræne leder, som gjorde Sovjetunionen til en supermagt og vandt krigen mod nazisterne. For sine millioner af sovjetiske ofre var han imidlertid manden, der bar ansvaret for rædselsregimet og det berygtede Gulag. I Vesten blev han over en bred kam dæmoniseret som en af verdens mest brutale diktatorer. Hvor meget Svetlana Allilujeva end prøvede, kunne hun aldrig slippe ud af Stalins skygge. Som hun bedrøvet sagde: ”Ligegyldigt hvor jeg drager hen, til Australien eller en eller anden ø, vil jeg altid være min fars navns politiske fange.”1 I Sovjetunionen var hendes tilværelse ufatteligt smertefuld.

Hendes mor Nadesjda Allilujeva begik selvmord, da Svetlana kun var seks et halvt år. Under udrensningerne under den store terror sidst i 1930’erne skånede Stalin ikke sin familie. Hans første kones bror og svigerinde, Svetlanas elskede tante Marija og onkel Aleksandr Svanidze, blev arresteret og henrettet som fjender af folket; deres søn Johnik, Svetlanas legekammerat i barndommen, forsvandt.

Onkel Stanislav Redens, som var gift med Svetlanas moster Anna, blev henrettet. Onkel Pavel, Svetlanas morbror, døde af et hjerteanfald fremkaldt af chok. Netop som hun var blevet sytten år, dømte Stalin hendes første kærlighed, Aleksej Kapler, til ti år i arbejdslejr.

Nazisterne dræbte hendes halvbror Jakov i en krigsfangelejr i 1943.

I 1947 og 1948 blev hendes moster Anna og Pavels enke Sjenja idømt syv års isolationsfængsel. Sjenjas datter Kyra blev sat i fængsel og efterfølgende sendt i eksil.

11

stalins datter

Tragedierne fortsatte efter farens død i 1953. Hendes storebror Vasilij blev arresteret og endte med at dø af alkoholisme i 1962. Hendes litterære venner blev i midten af 1960’erne sendt i arbejdslejr. Da hun omsider fandt ro i et kærligt forhold til en mand ved navn Brajesh Singh, blev hun fra officielt hold nægtet lov til at gifte sig med ham, om end hun efter hans død fik tilladelse til at bringe hans aske tilbage til Indien.

Midt i livet, som enogfyrreårig, besluttede Svetlana Allilujeva impulsivt at hoppe af. Om aftenen den 6. marts gik hun ind på den amerikanske ambassade i New Delhi og bad om asyl. Det var både en flugt fra fortiden og en stræben efter den frihed, hun blev nægtet i Sovjetunionen, hvor hun, hævdede hun, blev behandlet som statens ejendom. Det amerikanske udenrigsministerium afslog i første omgang hendes anmodning og forklarede det med, at hendes afhopning ville destabilisere forholdet til Sovjetunionen. Hun ventede i Schweiz, mens diplomaterne fandt et land, som ville modtage hende.

Da hun til sidst fik lov at komme til USA på et turistvisum, modtog amerikanerne hende som den mest berømte afhopper fra Sovjetunionen nogensinde. Hun var inden længe ’millionærafhopperen’.

Erindringer – breve til en ven, den bog, hun havde skrevet i 1963 og fået smuglet ud af Sovjetunionen, sikrede hende et forskud på halvanden million dollars. Hun forstod imidlertid ikke begrebet penge; hun gav mange af dem væk, og resten mistede hun hurtigt takket være Olgivanna Wright, Frank Lloyd Wrights enke, som manipulerede hende til at gifte sig med Wesley Peters, chefarkitekten i Wrights Taliesin Foundation. Femogfyrre år gammel fødte hun Olga Peters.

Datteren var en trøst. Hun havde efterladt sin enogtyveårige søn Josef og sekstenårige datter Katja, da hun flygtede fra Sovjetunionen.

KGBs intriger forhindrede hende i at kontakte dem de næste femten år.

Hendes lakoniske humor hjalp. Hun kunne finde på at sige: ”Jeg nærer ikke længere nogen illusioner om, at jeg kan blive fri for etiketten ’Stalins datter’ … Man kan ikke ærgre sig over sin skæbne, selv om jeg godt nok ærgrer mig over, at min mor ikke giftede sig med en tømrer.”2 Hun tilbragte de fleste af sine fireogfyrre år i Vesten som en nomade, flyttede over tredive gange og hoppede endog kortvarigt af til Sovjetunionen igen.

12

Forord

Hun blev kaldt ustabil. Historikeren Robert Tucker bemærkede, at ”på trods af alt var hun i en vis forstand ligesom sin far”.3 Ikke desto mindre er det forbløffende, hvor lidt hun mindede om sin far.

Hun troede ikke på vold. Hun havde en spillernaturs ukuelighed, en dedikation til livet og en overraskende optimisme, skønt hendes liv spændte over det tyvende århundredes brutalitet på den mest hjerteskærende måde og gav hende en indsigt i den menneskelige tilværelses mørke sider, som kun de færreste opnår. Fanget mellem to verdener under den kolde krigs magtkampe mellem øst og vest fik hun ingen nådig behandling af nogen af parterne. Hun blev nødt til langsomt at lære, hvordan Vesten fungerede. Processen bag hendes oplæring er fascinerende og ofte sørgelig.

Allilujeva havde lige så svært ved at forklare sin far som alle andre. Hendes indstilling til Stalin var paradoksal. Hun tog helt utvetydigt afstand fra hans forbrydelser, men han var også faren, som i hendes barndomsminder var kærlig – indtil han ikke længere var det. Hun prøvede kun med delvist held at forstå, hvad der motiverede hans brutale politik. ”Jeg tror ikke, han nogensinde følte samvittighedsnag. Jeg tror ikke, han nogensinde følte det. Men han var på den anden side ikke lykkelig over at have nået sine højeste mål ved at dræbe mange, knuse andre og blive beundret af nogle.”4 Hun påpegede dog, at det ville være en alvorlig fejl simpelthen at afskrive ham som et uhyre. Spørgsmålet er, hvad der sker med et menneske i dets personlige tilværelse og inden for et givent politisk system, som fører til sådan en historie. Hun fastholdt altid, at hendes far aldrig handlede alene. Han havde tusindvis af medsammensvorne.

Svetlana Allilujeva forestillede sig, at hun i Vesten kunne skabe sig en personlig tilværelse og finde nogle, hun kunne dele den med.

På trods af en tapper indsats mente hun, at hun havde fejlet, om end andre ikke var så sikre på det. Det er forbløffende, at hun overhovedet overlevede.

P r o l og

Afhopningen

K

lokken 19.00 den 6. marts 1967 kørte en taxi op til den åbne port ved den amerikanske ambassade i New Delhi. Skarpt iagttaget af den posterede indiske politibetjent trillede den langsomt op ad den runde indkørsel. Passageren på bagsædet kiggede ud på den store kunstigt anlagte, runde dam, der så uforstyrrelig ud i det aftagende lys. Nogle få ænder og gæs vuggede stadig på overfladen mellem springvandets dyser. Ambassadens ydermur var af dekorativt hullede betonsten, som gav bygningen et let og luftigt udseende.

Kvinden noterede sig, hvor forskelligt det var fra den institutionsstive sovjetiske ambassade, hun netop havde forladt. Så det var altså Amerika.

Svetlana Allilujeva gik op ad de brede trapper og kiggede på den amerikanske ørn, der prydede glasdørene. Alle vigtige beslutninger i hendes liv var blevet taget over hals og hoved. Når hun krydsede denne tærskel, vidste hun, at hun uigenkaldeligt havde mistet sit gamle liv. Hun var helt på det rene med, at hun inden længe ville få Kremls vrede at mærke. Hun følte sig trodsig. Hun følte sig skræmt.

Hun havde taget sit livs vigtigste beslutning; hun var flygtet, men til hvad anede hun ikke. Hun tøvede ikke. Med et fast greb om kufferten ringede hun på døren.

Danny Wall, den vagthavende marinesoldat, åbnede for hende.

Han kiggede ned på den lille kvinde. Hun var midaldrende, velklædt, anonym. Han skulle lige til at fortælle hende, at ambassaden var lukket, da hun rakte ham sit pas. Han blegnede. Han låste døren efter hende og førte hende ind i et lille rum ved siden af. Han ringede dernæst til Robert Rayle, ambassadens vicesekretær, som havde ansvaret for afhoppere. Rayle var ikke til stede, men da han ringede 15

stalins datter

tilbage nogle minutter senere, benyttede Wall den hemmelige kode, der indikerede, at ambassaden stod med en sovjetisk afhopper – det sidste, Rayle havde forventet på en stille mandag aften i den indiske hovedstad.

Da Rayle ankom til ambassaden klokken 19.25, blev han vist ind i et rum, hvor kvinden sad og talte med konsul George Huey. Hun vendte sig om mod Rayle, da han trådte indenfor, og noget nær det første, hun sagde til ham, var: ”De tror sikkert ikke på det, men jeg er Stalins datter.”1 Rayle betragtede den kokette, tiltrækkende kvinde, der roligt mødte hans blik. Hun havde kobberrødt hår og lyseblå øjne og passede ikke med hans forestilling om Stalins datter, om end han ikke kunne sige, hvordan han havde tænkt sig hende. Hun rakte ham sit sovjetiske pas. Han kastede et hurtigt blik på det og så navnet: Borgerinde Svetlana Iosifovna Allilujeva var det korrekte patronym og betød ”datter af Josef”. Han gennemgik mulighederne. Hun kunne være en sovjetisk muldvarp, hun kunne være en dobbeltagent – og hun kunne også være forrykt. George Huey spurgte overrumplet: ”Så det, De siger, er, at Stalin var Deres far? Den Stalin?”2 Som ansvarshavende for afhoppere fra østlandene havde Rayle til opgave at bekræfte hendes identitet. Efter en kort samtale undskyldte han sig og gik over i ambassadens kommunikationsafdeling, hvorfra han sendte et telegram til hovedkvarteret og udbad sig alle oplysninger om Svetlana Iosifovna Allilujeva. Svaret kom en time efter: ”Intet resultat.” Hovedkvarteret vidste intet om hende – hverken CIA, FBI eller Udenrigsministeriet havde en sagsmappe om hende.

De amerikanske myndigheder vidste ikke engang, at Stalin havde en datter.3 Mens Rayle ventede på svar fra Washington, afhørte han Svetlana. Hvordan gik det til, at hun var i Indien? Hun hævdede, at hun havde forladt Sovjetunionen den 19. december i et ceremonielt ærinde. De sovjetiske myndigheder havde givet hende særlig tilladelse til at rejse til Indien for i overensstemmelse med hinduernes tradition at sprede sin ”mand” Brajesh Singhs aske i Gangesfloden ved hans landsby Kalakankar i Uttar Pradesh. Hun tilføjede bittert, at fordi Singh var udlænding, havde ministerpræsident Aleksej Kosygin personligt afslået hendes ønske om at gifte sig med ham, men 16

Afhopningen

efter Singhs død havde hun fået lov til at føre hans aske til Indien.

I de tre måneder hun havde tilbragt her, havde hun forelsket sig i landet og bedt om tilladelse til at blive. Anmodningen blev afslået. ”Kreml betragter mig som statens ejendom,” sagde hun frastødt. ”Jeg er Stalins datter!” Hun fortalte Rayle, at den indiske regering efter pres fra Sovjetunionen havde nægtet at forlænge hendes visum.

Hun var dødtræt af at blive behandlet som en ”national arv”. Hun ville ikke tilbage til Sovjetunionen. Hun så fast på Rayle og sagde, at hun havde opsøgt den amerikanske ambassade for at bede USA om politisk asyl.4 Indtil videre kunne Rayle kun fastslå, at den fuldkommen rolige kvinde selv troede på det, hun sagde. Han forstod straks de politiske følger, hvis hendes historie var sand. Hvis hun vitterlig var Stalins datter, så var hun sovjetisk kongeslægt. Hendes afhopning ville være et voldsomt psykologisk slag for den sovjetiske regering, og man ville gøre sig de ihærdigste anstrengelser for at få hende tilbage.

Den amerikanske ambassade ville befinde sig midt i en politisk malstrøm.5 Rayle forblev mistroisk. Han spurgte, hvorfor hun ikke hed Stalina eller Dzjugashvili, hendes fars efternavn. Til det forklarede hun, at hun i 1957 havde ændret sit navn, som det var alle sovjetborgeres ret, fra Stalina til Allilujeva, der var moren Nadesjdas fødenavn.

Han spurgte så, hvor hun havde opholdt sig. ”I gæstehuset på den sovjetiske ambassade,” svarede hun, blot nogle få hundrede meter væk. Hvordan havde hun båret sig ad med at slippe uset fra ambassaden? spurgte han. ”De afholder en stor reception for en sovjetisk militærdelegation, som er på besøg, og resten af dem fejrer den internationale kvindedag,” svarede hun. Han spurgte så, hvor lang tid hun havde, inden hendes fravær fra gæstehuset ville blive opdaget. Omkring fire timer, mente hun, for de havde alle sammen fået noget at drikke. Akkurat nu var hun ventet hos T.N. Kaul, Indiens forhenværende ambassadør i Sovjetunionen. Hun sagde i pludselig panik: ”Jeg bliver altså nødt til at ringe til hans datter Preeti og sige, at jeg ikke kommer.”6 Rayle mente, det kunne bruges som en lille prøve. Han svarede: ”Okay, lad mig ringe op for Dem.” Han fandt nummeret, ringede op og gav hende røret. Han lyttede, mens hun forklarede T.N. Kaul og 17

stalins datter

datteren, at hun havde hovedpine og ikke kom til middag. Hun tog varm afsked med dem begge.7 Så overrakte hun Rayle en krøllet bunke papir. Det var et russisk manuskript med titlen Erindringer – breve til en ven. Øverst stod hendes navn anført som forfatteren. Hun forklarede, at det var hendes personlige erindringer om opvæksten i Kreml. Ambassadør Kaul, som hun og Bradesj Singh var blevet venner med i Moskva, havde smuglet manuskriptet sikkert ud af Sovjetunionen i januar året inden. Så snart hun kom til New Delhi, havde han givet hende det tilbage. Det var forbløffende; Stalins datter havde skrevet en bog. Hvad ville den afsløre om hendes far? Rayle spurgte, om han måtte tage en kopi af den, og hun sagde ja.

Hun skrev så en formel ansøgning om politisk asyl i USA, og Rayle hjalp hende med at formulere den. Da Rayle advarede hende om, at han ikke her og nu definitivt kunne love hende asyl, røbede Svetlana sin politiske snuhed. Hun svarede, at hvis USA ikke kunne eller ville hjælpe hende, troede hun heller ikke, der var noget andet land repræsenteret i Indien, som ville. Hun var fast besluttet på ikke at vende tilbage til Sovjetunionen, så i det tilfælde ville hun ikke have andre valg end at fortælle sin historie ”åbent og ærligt” til pressen i håb om at få opbakning i offentligheden i Indien og USA.8 Uvilje til at beskytte Stalins datter ville ikke se godt ud derhjemme.

Svetlana forstod, hvordan politisk manipulation fungerer. Det havde hun fået lektioner i hele livet.

Rayle viste hende op til et værelse på førstesal, gav hende en kop te og nogle aspiriner mod den dunkende hovedpine, hun havde fået, og foreslog, at hun skrev en erklæring – en kort biografi og en forklaring på, hvorfor hun hoppede af. Han forlod hende derefter igen for at rådføre sig med sine overordnede.

Ambassadør Chester Bowles lå syg den aften, så Rayle spadserede de ti minutter til hans hjem sammen med den lokale CIA-leder.

Ambassadør Bowles indrømmede senere, at han ikke havde ønsket at møde Svetlana personligt af frygt for, at hun bare var et forstyrret menneske. Med Bowles’ personlige assistent Richard Celeste til stede diskuterede mændene krisen. Rayle og hans overordnede indså, at der ikke var tid til at få bekræftet Svetlanas historie i New Delhi, inden russerne opdagede, at hun var væk. Bowles mente, at Sovjet18

Afhopningen

unionen havde så meget indflydelse på den indiske regering, som den forsynede med militært udstyr, at inderne ville kræve hende udvist, hvis det blev opdaget, at hun sad på den amerikanske ambassade. Ambassaden var nødt til at få hende ud af Indien.

Klokken 21.40 blev der sendt et nyt iltelegram til Washington med en mere detaljeret rapport,9 som gjorde det klart, at Svetlana havde fire timer, inden den sovjetiske ambassade ville opdage hendes fravær. Telegrammet sluttede: ”I fravær af anden instruks vil vi forsøge at få Svetlana på Qantas flight 751 til Rom med afgang fra Delhi klokken 19.45Zulu (01.15 lokal tid).” Elleve minutter senere bekræftede Washington modtagelsen af telegrammet.10 Mændene gennemgik mulighederne. De kunne nægte Svetlana hjælp og bede hende om at vende tilbage til sin ambassade, hvor det var usandsynligt, at hendes fravær var blevet bemærket. Men hun havde gjort det klart, at hun ville gå til den internationale presse med historien. De kunne beholde hende i Roosevelt House eller på ambassaden, advisere inderne om, at hun havde søgt asyl i USA, og afvente en retskendelse. Problemet med den løsning var, at inderne kunne hente Svetlana tilbage med magt. Ambassaden kunne tillige forsøge at smugle hende ud af Indien. Ingen af de tre løsninger var gode.

Den afgørende faktor var, at Svetlana var i besiddelse af sit sovjetiske pas. Det var uden fortilfælde. Sovjetiske borgere fik altid inddraget deres pas, når de rejste i udlandet, og passet blev først leveret tilbage, når de boardede flyet hjem. Samme eftermiddag havde Sovjetunionens ambassadør i Indien, I.A. Benediktov, holdt en afskedsfrokost for Svetlana. Det var en dyster affære. Han var rasende på hende, fordi hun var blevet i Indien meget længere end den ene måned, hendes russiske visum tillod, og nu forlangte Moskva, at hun vendte tilbage. Hun satte hans karriere på spil. Han insisterede på, at hun skulle med et fly til Moskva den 8. marts. ”Jamen, hvis jeg skal rejse,” havde hun sagt, ”skal jeg vel have mit pas?” Benediktov havde snerret til sin assistent: ”Giv hende det.”11 Her viste Svetlana for alvor, at hun var Stalins datter. Når hun krævede noget, kunne man ikke sige nej. Benediktov begik en enorm fejl, som han kom til at betale for siden. For USSR var Svetlana den mest betydningsfulde afhopper nogensinde.

19

stalins datter

Chester Bowles tog en beslutning på sygelejet. I kraft af sine indiske papirer og sit russiske pas kunne Svetlana helt lovligt forlade Indien. Han gav instruks om at give hende et amerikansk B-2-turistvisum. Det skulle fornys efter seks måneder. Han spurgte Bob Rayle, om han ville følge hende på rejsen ud af Indien. Rayle sagde ja. Mændene vendte tilbage til ambassaden.12 Klokken var 23.15. Mens de gjorde sig klar til at køre ud til lufthavnen, vendte Rayle sig om mod Svetlana. ”Forstår du til bunds, hvad det er, du har sat i gang? Du brænder alle broer.” Han bad hende tænke sig grundigt om. Hun svarede, at hun allerede havde haft god tid til at tænke. Han gav hende femtenhundrede dollars af ambassadens frie midler til at lette hendes færd til USA. Hun blev guidet ned ad en lang gang til en elevator, som gik ned i ambassadens garage. Med hånden knuget om sin kuffert, der indeholdt hendes manuskript og en smule tøj, satte hun sig ind i en bil. En ung marinesergent og ambassadens ekspert i sovjetiske forhold Roger Kirk, som for nylig var vendt tilbage fra Moskva, satte sig ind ved siden af hende. De smilede. Det var inciterende at sidde ved siden af Stalins datter. Hun grundede over, hvorfor amerikanere smilede så meget. ”Var det høflighed, eller havde de bøssetendenser?” Hvad årsagen end var, fandt Svetlana, som aldrig var blevet ”forkælet med smil”, det rart!13 Rayle ringede til sin kone, Ramona, og bad hende pakke en kuffert for ham til adskillige dages rejse og møde ham i Palam-lufthavnen. Han fortalte hende ikke, hvor han skulle hen. Dernæst tog han til Qantas Airlines’ bureau og købte to åbne billetter på første klasse til USA med ophold i Rom. Han sluttede sig snart til de andre amerikanere i lufthavnen – der var nu efterhånden mindst ti af ambassadens ansatte, som fór rundt i den forholdsvis øde terminal, men kun to af dem sad hos Svetlana.14 Svetlana gik uden problemer gennem den indiske told og immigration, og fem minutter efter gjorde Rayle hende selskab i udenrigsterminalen med et gyldigt indisk udrejsevisum og hendes amerikanske turistvisum. Da Rayle spurgte hende, om hun var nervøs, svarede hun ”overhovedet ikke” med et bredt smil. Reaktionen var karakteristisk for hende. Svetlana var en spiller af natur. Livet igennem tog hun gevaldige beslutninger fuldstændigt impulsivt og red 20

Afhopningen

så følgerne af med nærmest svimlende sindsro. Hun fortalte altid, at hendes yndlingsfortælling af Dostojevskij var Spilleren.

Rayle bevarede fatningen udadtil, men var meget urolig. Han var overbevist om, at russerne, så snart de opdagede, at hun var væk, ville insistere på at få hende udleveret. Hvis hun blev opdaget i lufthavnen, ville indisk politi arrestere hende, og der ville ikke være noget, han kunne stille op. Han fornemmede, at det ville få alvorlige konsekvenser for hende.15 Den gamle stalinistiske metode havde været henrettelse, men hendes far havde været død i fjorten år. Den aktuelle sovjetiske regering førte dog stadig en hård kurs over for afhoppere. Da balletdanseren Rudolf Nurejev hoppede af i 1961, blev han in absentia idømt syv års tvangsarbejde. De nylige retssager mod Andrej Sinjavskij og Julij Daniel må også have spøgt i Rayles hoved.

De var i 1966 blevet idømt arbejdslejr på grund af deres ”antisovjetiske” skriverier, og der henslæbte de stadig deres tilværelse. Kreml ville ikke driste sig til en offentlig retssag mod Svetlana, men hun kunne forsvinde i en psykiatrisk anstalts mørkeste kroge. Svetlana må også have haft det i tankerne. Sinjavskij var en nær ven. Hun var i hvert fald klar over, at hvis hun blev pågrebet, ville hun aldrig få lov at forlade Sovjetunionen igen.

Qantasflyet til Rom ankom punktligt, men Rayles lettelse veg snart for frygt ved meldingen om, at afgangen ville blive forsinket.

Flyet havde fået mekaniske problemer. Parret sad i afgangshallen og ventede, mens minutter blev til timer. Rayle skævede til Svetlana.

Hun var også begyndt at blive urolig. For at håndtere den tiltagende spænding rejste Rayle sig regelmæssigt for at tjekke ankomsterne.

Han vidste, at det planmæssige Aeroflotfly fra Moskva ankom klokken 05.00, og der kom altid en stor delegation fra den sovjetiske ambassade for at modtage eller tage afsked med de diplomatiske kurerer og forskellige dignitarer. Ansatte hos Aeroflot var så småt begyndt at åbne deres bureau. Omsider blev afgangen til Rom meldt over højttalerne. Klokken 02.45 var Qantasflyet til Rom endelig i luften.16 Mens de var i luften, modtog den amerikanske ambassade i New Delhi et telegram. I Washington havde Donald Jameson, der fungerede som CIA’s kontakt med Udenrigsministeriet, informeret Udenrigsministeriets vicedepartementchef, Foy Kohler, om situa21

stalins datter

tionen. Kohlers reaktion var opsigtsvækkende – han eksploderede: ”Bed dem om at smide kvindemennesket ud af ambassaden. Lad være med at hjælpe hende på nogen måde.”17 Kohler havde for nylig været amerikansk ambassadør i Sovjetunionen og mente, at han personligt havde udvirket et tøbrud i forholdet til USSR. Han ønskede ikke, at Stalins datters afhopning, i særdeleshed ikke samtidig med halvtredsåret for den russiske revolution, skulle forplumre situationen. Da ambassadens ansatte læste iltelegrammet, som afslog Svetlanas anmodning om asyl, svarede de: ”For sent. De er rejst. De er på vej til Rom.”18 De ansatte tjekkede ikke Qantasflyets status. Havde de opdaget, at Svetlana og Rayle sad i lufthavnens lounge i næsten to timer og kunne være kaldt tilbage, var Svetlana blevet kørt tilbage til ambassaden og ”smidt ud”. Hele hendes liv havde fået et ganske andet forløb. Men Svetlanas liv dinglede tilsyneladende altid i en tynd tråd, og tilfældet eller skæbnen sendte hende den ene vej frem for den anden. Hun begyndte med tiden at kalde sig selv en sigøjner. Stalins datter, som altid levede i skyggen af sin fars navn, fandt aldrig et sikkert sted at lande.