Sløjfen i Stalins skæg

Erika Riemann

I samarbejde med Claudia Hoffmann

Sløjfen i Stalins skæg Historien om en spøg, der sendte en ung pige otte år i fangelejr – og tiden derefter

Oversat fra tysk af Hans-Jørgen Birkmose

Informations Forlag

Sløjfen i Stalins skæg © Informations Forlag, 2015 Oversat fra tysk efter: Die Schleife an Stalins Bart Copyright © 2002 by Hoffmann und Campe Verlag, Hamburg Published by agreement with Agentur Literatur Gudrun Hebel, Berlin Fotos: Foto-Bartloff : s. 14, 15, 160, 157, Privat: s. 158, 159 Sats: Remote Grafik Omslag: iBureauet, Rasmus Fly Filbert Trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg udgave, 1. oplag Isbn: 97887-7514-4846 Oversættelsen er støttet af

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations Forlag Store Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk

”Til min mor og mine børn”

1 Jeg finder indimellem på ondskabsfuldheder. Jeg kunne for eksempel finde på at skrue så højt op for tørrehjelmen, at de får brandvabler på ørerne, eller blande en mikstur, som med garanti får dem til at tabe håret. Hvor jeg hader de der gamle hejrer, hvis forventningsfulde blikke jeg hver eneste eftermiddag møder i spejlet. De fleste af dem er ikke fyldt fyrre, men jeg er fjorten år, og for mig er de gamle.

Kvinden foran mig har heldigvis opgivet at prøve at komme i snak med mig for et stykke tid siden. Mine hænder graver mekanisk i det lange hår. Igen og igen vandrer mit blik ud ad vinduet mod den lille gade med bindingsværkshusene. I eftermiddagssolens lys virker folk derude næsten lykkelige.

Herinde hersker der en spændt atmosfære. Komfuret for enden af den lille tarm af en frisørsalon arbejder på højtryk i dag for at varme vandet til hårskylning. De tre stole har været besat hele eftermiddagen. Luften er fugtig, næsten tropisk. ”Det er nok, Erika.” Chefens stemmer dirrer af utålmodighed. Du kan rende mig, tænker jeg og masserer trodsigt kundens hovedbund lidt endnu.

Vi går ikke godt i spænd, hr. Glagow og jeg. Han har kun taget mig i lære på grund af min onkel. Han ejede også en frisørsalon, men måtte lukke den, da han blev indkaldt.

Det er mor, der har dømt mig til dette arbejde. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med, om du har lyst til det. Du skal væk fra gaden, ellers får jeg aldrig et minuts ro.” Hvad jeg vil, bliver der slet ikke spurgt til. Jeg vil være akrobat, stå i rampelyset, se verden. At vandondulere håret på Mühlhausens fine damer er sådan cirka de værst tænkelige fremtidsudsigter.

7

Det frotterede hår rejser sig omsider på kundens hoved, og hr. Glagow tager over. Han pusler fornøjet med papillotterne.

Jeg benytter det rolige øjeblik til andægtigt at betragte min nye frisure. Jeg kaster flirtende sideblikke til mig selv fra højre og venstre. Jeg ser jo meget ældre ud med min nye vandondulering.

For nogle få dage siden fik jeg endelig lov til at lægge de forhadte fletninger i graven. Jeg ville allerhelst være klippet kort, men hr.

Glagow og min mor rottede sig også sammen i den sag.

Lyden af butiksklokken gør en ende på min selvoptagethed.

Trods sin russiske uniform ved kvinden åbenbart, hvad der er skik og brug for tiden. Hun stikker min chef lidt brænde og nogle madvarer, inden hun tager plads i den ledige stol. Alle betaler i naturalier her. I sommeren 1945 er penge gået helt af mode.

Kort efter bøjer kunden sig forover mod vaskekummen. Jeg er lige ved at tabe gryden med vand, så bange bliver jeg. Kvindens nakke er helt levende. Synet af et mylder af lus, der kribler ophidsede rundt mellem hinanden, får mig til at fare forskrækket sammen. ”Nej, det gør jeg altså ikke.” Gryden med varmt vand lander lidt for højlydt på komfuret. Tre par øjne vender sig spørgende mod mig. ”Hun er fyldt med lus. Jeg vasker ikke det hår.” Min chefs blik bevæger sig frem og tilbage mellem nakken og kvindens uniform. Han ryster til sidst beklagende på hovedet. ”Jeg kan heller ikke lige nu. Du kan jo se, jeg er optaget.” Med de ord trækker han sig en smule forlegen ud af historien.

Russeren har i mellemtiden sat sig op og stirrer på mig med spørgende rynkede bryn. ”De bliver nødt til at gå,” forklarer jeg hende. ”Vi kan først betjene Dem, når De er blevet afluset.” Jeg giver hende den lille pakke med brænde og mad og åbner døren for hende. Hendes øjne strejfer mig som et koldt vindpust, da hun forlader salonen. ”Bare det ikke giver problemer.” Chefens sætning klinger ildevarslende i mine ører en rum tid efter.

8

2 Aftensmaden står allerede på bordet, da jeg kommer hjem. Min lillebror farer hujende rundt i det lille spisekøkken, og mor står træt og bleg ved komfuret.

Jeg er ellers ret ligeglad med, hvad folk mener om mig, men over for mor er jeg til stadighed ubehageligt plaget af skyldfølelse.

Som den ældste af os fire søskende burde jeg formentlig hjælpe til i det daglige og tage mig en smule af mine brødre. Peter er lige blevet fem år, og Martin er ikke mere end tre. Men jeg har ikke lyst til husholdning og barneskrig. Den slags lader jeg for det meste min to år yngre søster Inge om. Hvis bare jeg var en dreng!

Vi sidder til sidst alle sammen omkring bordet. Far har skrevet.

Lige siden han blev indkaldt i 1942, er hans breve altid blevet læst højtideligt op. Han er kommet i amerikansk fangenskab nu, men måske slipper de ham snart ud, erklærer han håbefuld.

Mon han ville give mig ret? flyver det gennem hovedet på mig, mens jeg fortæller om mit møde med den lusebefængte kunde. Det er også muligt, han havde givet mig et lag tæsk. Med min far kunne man aldrig vide sig sikker.

Jeg kan som sædvanlig ikke modstå fristelsen til at pynte en smule på historien. ”Jeg smed hende ud på røv og albuer. Sådan noget svineri skal hun ikke lave med mig.” Mor nikker enig: ”At folk ikke skammer sig. Man går da ikke til frisøren i den tilstand .” ”Du skulle have set, hvordan den russer gloede, da jeg gav hende pakken igen.”

Mor ser forskrækket op. ”Du godeste, barn, var det en russer? Smed du en russer ud?” ”Nåja, jeg havde jo heller ikke betjent hende, hvis hun var tysker. Skal russerne måske behandles bedre?”

9

”Nej, selvfølgelig ikke, men …” Hun ser hjælpeløs ned i sin tallerken. ”Vi må ikke håbe, det får følger.”

Hvorfor er det lige, at folk rundt om mig er så bange? Med mor er det vel til at forstå. Sådan er mødre jo. Men mine jævnaldrende venner er nøjagtig lige så feje.

Vi ville se vores nye skole. Undervisningen skulle langt om længe genoptages. På de fleste skoler ligger der stadig sårede, men Brückenstraße er blevet rømmet.

Vi drog støjende gennem den uskadte bygning. Bortset fra den skarpe lugt af desinfektionsmidler var der ikke meget forandret. Det var lidt kedeligt, så vi besluttede, at vi lige så godt kunne gå igen. Så faldt mit blik på det indrammede billede. Indtil for kort tid siden havde det været af den altid temmelig bistert udseende Adolf Hitler. Nu kiggede en anden diktator mindst lige så dystert ned på os. De andre fulgte mit blik. ”Det er jo Stalin,” mumlede en eller anden. Måske var det stemmens ængstelige tonefald, der provokerede mig. Jeg kunne pludselig mærke den lille læbestift, jeg havde i lommen. ”Du ser så trist ud.” Med de ord gik jeg hen til billedet og malede en munter sløjfe om overskægget. Min heltedåd var en ret begrænset succes. De modigste af mine venner lo, men andre tav usikre eller kiggede ned i gulvet.

3 Jeg er i grunden ligeglad med, hvem de hænger op i deres rammer.

Politik interesserer mig ikke. Den eneste gang, min bedstefar for alvor var vred på mig, drejede det sig om politik. Han holdt endda mit hoved ned i regntønden, så rasende var han. Jeg følte nu ingen skyld i det tilfælde. Jeg syntes ikke, nazisterne og Hitler var så slemme endda. De havde pigeforbundet BDM, hvor der altid skete noget. Gymnastik, aftener med lejrbål og fællessang, udflugter hvor vi samlede lægeurter, det hele sammen med jævnaldrende, det kunne jeg godt lide. Der blev selvfølgelig også holdt taler og advaret om den jødiske fare, men jeg kendte ingen jøder.

Jeg kendte heller ikke de børn, som en dag dukkede op i vores gade. De gule stjerner på deres jakker fik hånetrangen op i os ad næsten indgroet vane. Vi gik i gåsegang i hælene på dem.

Jeg gik selvfølgelig som altid forrest. ”Jøde led, næsen bred, røven sked, jøde fed.” Vi hoppede i takt op og ned af kantstenen. Da de fremmede til sidst flygtede over hals og hoved, forfulgte vores høje latter dem, indtil de forsvandt om gadehjørnet.

En stille, solbeskinnet eftermiddag få dage efter kom fru Adler ind i min bedstefars have. Hendes noget tøvende skridt gik helt i stå, da hun fik øje på mig. ”Jeg kommer igen en anden gang.

Jeg vidste ikke …” Hun snurrede hurtigt rundt for at gå. Bedstefar havde allerede forinden hentet en taske i huset, som han nu stillede fra sig uden at tage notits af den. ”Vent, fru Adler, hvad er der?” Hans øjne fulgte hendes blik, der var ængsteligt rettet mod mig. ”Kender I hinanden?” Spørgsmålet fik i første omgang lov at stå ubesvaret hen.

Jeg forstod virkelig ingenting. Hvad havde den kvinde med mig at gøre?

11

Min ellers så rare bedstefars ansigt blev bistert og beslutsomt. ”Nu vil jeg vide, hvad der foregår!” Han trak fru Adler ved ærmet ind i haven igen. Jeg opfangede kun brudstykker af samtalen. ”Mine børn … men hun er jo også selv kun et barn … man skal ikke lægge noget i det …” Tasken endte til sidst alligevel med at skifte ejermand. ”De kan være ganske rolig, fru Adler, jeg skal nok tage mig af det.” Bedstefar gav omsider slip på kvindens arm, og hun pilede ud ad havelågen uden at sige et ord mere.

Jeg stivnede af skræk, da jeg så min bedstefar komme hen imod mig. Han greb fat om nakken på mig, og jeg stod med hovedet i regntønden, inden det gik op for mig, hvad der foregik.

Han dukkede mig under den ene gang efter den anden. ”Det er ikke mit barnebarn. Sådan noget gør hun ikke. Sig, det er løgn!”

Jeg var halvkvalt, inden hans vrede endelig lagde sig.

Senere tog han om mig. Han snakkede længe og alvorligt til mig, og for første gang, jeg kunne mindes, så jeg ham græde.

Jeg fandt ud af, at det var fru Adlers børn, jeg havde råbt efter på gaden. Fru Adler var ikke selv jøde, men gift med en og havde vægret sig ved at søge om skilsmisse. Hun havde den systue, hvor mor havde arbejdet i mange år, indtil de eksproprierede den.

Bedstefar og senere også min mor hjalp familien med mad. Jøder fik ingen rationeringskort, det vidste jeg. Hvad de og deres børn så levede af, havde jeg indtil denne dag aldrig skænket en tanke.

Udleveringen fandt sted med større og større forsigtighed, for sådan noget var naturligvis strafbart. ”Du kan mene om jøderne, hvad du vil. Du kan også sladre om mig, hvis du mener, det er det rigtigste. Det er din og kun din beslutning. Men én ting skal du vide. Hvis du snakker om det her i pigeforbundet, kommer de og henter mig. Jeg forsvinder og dukker højst sandsynligt aldrig op igen. Ligesom de jøder forsvinder, som de henter. Dem er der heller ingen, der nogensinde ser igen.”

Ingen hørte nogensinde et ord om den samtale. Jeg hånede heller ikke flere jøder. Jeg elskede bedstefar, og jeg ville ikke have, 12

at de hentede ham. Men ud over det skubbede jeg al tvivl og ubehag langt vĂŚk. Jeg fortsatte med mine aktiviteter i pigeforbundet, og pĂĽ et tidspunkt glemte jeg ganske enkelt det, der var sket.

Erika Grabe 1945 i hjembyen M端hlhausen.

Kostumet havde hendes mor syet til hende.

Konfirmationsbilledet af den fjorten책rige Erika i begyndelsen af 1950erne.

4 Der bliver hvisket og tisket meget i krogene nu. Med hånden for munden fortæller man hinanden gruopvækkende historier om nazisterne, og selvfølgelig siger alle, at de ikke har haft noget med det at gøre. Amerikanerne kom til Mühlhausen som de første.

Dem kunne jeg bedre lide end russerne, som er her nu. Amerikanerne var simpelthen sjovere, og de havde tyggegummi og chokolade. Men på et tidspunkt kørte de mod vest med deres kampvogne og lastbiler, og russerne holdt deres indtog i Mühlhausen.

Lige siden har mor stået fast på, at vi piger sover i kammeret om natten. I begyndelsen protesterede jeg, men siden vi en morgen fandt mor bevidstløs og indsmurt i blod, har jeg holdt min mund. Hun vil ikke høre tale om voldtægt. Hun påstår, at hun er faldet. Men lige siden har det lille kammer forekommet mig at være et trygt sted.

I dag regner det. Der er næsten ingen ude. Der kommer ingen kunder i salonen, og minutterne slæber sig af sted. Bare der dog ville ske et eller andet. Man skulle synes, alt var bedre end denne kedsommelighed. Hvis det fortsætter sådan ret længe, sætter hr. Glagow en rengøringsaktion i gang, og det har jeg virkelig ikke lyst til. Derfor bliver jeg i første omgang lettet, da der kommer to uniformerede mænd ind i salonen. ”Du er Erika Grabe, ikke sandt?” Spørgsmålet bliver stillet venligt. Strengt taget er det slet ikke et spørgsmål. De ved præcis, hvem jeg er. ”Ja. Og?” Jeg bliver nærmest pr. refleks trodsig. Hvis de vil have håret klippet, skal de sætte sig i stolen, ellers har de ikke noget at gøre her. ”Du bliver nødt til at følge med.” Tonen er stadig høflig, men 16

deres ansigtsudtryk røber, at der ikke er noget at diskutere. Derfor griber jeg min jakke, trækker uforstående på skuldrene til min chef og forlader salonen eskorteret af de to mænd.

Vi marcherer tavst af sted gennem byen i omkring ti minutter. Nu og da møder jeg et kendt ansigt, og jeg kan formeligt mærke deres forundrede blikke i ryggen. Omsider går vi ind i det russiske kommandantskab.

Jeg har allerede været her så mange gange, at jeg i grunden burde føle mig som husets frue. Nu er det russerne, der har indkvarteret sig i Fritz-Saukel-Haus; før dem var det amerikanerne, og så langt jeg kan huske tilbage, har de fleste offentlige arrangementer fundet sted her. Her lugter som altid af en blanding af støvede dokumenter og bonevoks.

Vi går ind i et stort kontor. De pompøse loftslamper og inventaret fortæller stadig om nazipragten førhen. Manden bag skrivebordet mønstrer mig en rum tid, før han siger på flydende tysk: ”Så du ville ikke vaske majorens hår?”

Jeg ryster på hovedet uden at sige noget. Hvorfor spørger han, når han godt ved det. ”Hvorfor ikke? Har du noget mod russere?” ”Nej, men jeg har noget mod lus. Hovedet på Deres major vrimlede med dem.” Nu da jeg ved, hvad det drejer sig om, forsvinder den lille knude af angst i maven fuldstændig. Han vil forstå, hvorfor jeg sagde nej; det er jeg så godt som sikker på nu.

Han nikker også stadig venligt, mens han fortsætter: ”Jeg vil give dig chancen for at gøre fejlen god igen.” Han gør tegn til en af mine ledsagere, og inden jeg kan nå at svare, står jeg igen ude i den lange gang. Et par skridt længere fremme sidder majoren allerede og venter i det mugne badeværelse. Min ledsager stiller sig bredskuldret i døren. Ingen siger et ord. Jeg er klar over, hvad de forlanger af mig, og det er lige så tydeligt, at der ikke er andre udveje. Altså bøjer jeg mig for det uundgåelige. Jeg vasker fuld af væmmelse det lusebefængte hår.

17

Jeg bliver omsider færdig, men i stedet for at blive sat på fri fod befinder jeg mig kort efter låst inde i et af husets kælderrum.

Jeg kan se i halvmørket, at her i forvejen sidder andre. I nat er jeg den eneste kvinde her. Jeg kan skelne to ansigter, jeg kender.

Günther kender jeg fra hornblæserne, og Helmut har jeg allerede én gang tilbragt en nat sammen med her i kælderen. Dengang havde de anholdt os ud af en flok mennesker ved en biografforestilling og kørt os herhen på en lastbil. Næste dag skulle vi gøre rent i gymnastiksalen, en næsten lige så ubehagelig opgave som den i dag. De fleste ved ikke, hvorfor de sidder her. De mener, de er blevet vilkårligt anholdt på åben gade. Angsten er ikke desto mindre til at overskue. Jeg håber bare ikke, jeg bliver sat til at gøre rent igen. Jeg synes, jeg har gjort mit.

Ved daggry jager man nogle af os udenfor. Der holder en af militærets lastbiler med motoren startet. De unge soldater, som genner os op på ladet, er præcis lige så søvndrukne, som vi er. De svarer ikke på vores spørgsmål, men forhindrer os heller ikke i indbyrdes at gætte på, hvor vi skal køres hen. Efter nogle timer i den rumlende bil sænker tavsheden sig over os.

En hvinende lyd river mig ud af min døs. Der bliver skiftet til et lavere gear, og et skarpt sving rusker liv i de sidste af os.

Vores fangevogtere indtager også en mere embedsmæssig holdning. Da bilen standser, har de allerede taget fat i mig under højre og venstre arm og bugseret mig ned i vognens bagende. De gør tegn til mig, at jeg skal stige ud. Alle forsøg på at tage afsked bliver forhindret med skub og et skarpt ”ti stille!” Nu er der igen fremmede hænder, som har et solidt greb om mine arme. Jeg kigger mig endnu en gang kortvarigt over skulderen og ser lastbilen forsvinde under portens bue som det sidste levn hjemmefra. I den pludselige stilhed lyder fuglesangen usædvanlig høj og ophidset i gården. Jeg bliver drevet ind i bygningen, og inden jeg kan nå at få et indtryk af omgivelserne, lukker den næste dør sig også bag mig.

18