Mit barn skal i krig
1
M i t ba r n s k a l i k r i g
2
Anja Madsen
Mit barn skal i krig En mors fortĂŚlling
Informations Forlag 3
M i t ba r n s k a l i k r i g
Denne bog er dedikeret til min søn Stefano. Sammen tog vi af sted på hver vores rejse. Adskilt af mere end 4000 kilometer. Begge med uvisheden som trofast følgesvend rejste vi gennem lys og mørke. Rejsen åbnede mine øjne og fik mig til at se livet og kærligheden på en ny måde.
Mit barn skal i krig © Anja Madsen og Informations Forlag, 2014 Grafisk tilrettelæggelse: Graphorama.dk Omslag: Anja Madsen og Remote Grafik Omslagsfotos: Privatfotos Tryk: Specialtrykkeriet Viborg A/S 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-4433 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Informations Forlag St. Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk 4
Indhold
Forord – En rejse begynder ........................................................... 7 1 – Fra erhvervspraktik til værnepligt ....................................... 11 2 – En K-35 .................................................................................... 16 3 – Livgardens Vagtkompagni .................................................... 21 4 – Tilbuddet ................................................................................. 24 5 – Hvad beslutter han? ............................................................... 29 6 – Lad tvivlen komme dig til gode ........................................... 34 7 – Et øjeblik var alt godt ............................................................. 40 8 – Udsendelsen er en realitet ..................................................... 45 9 – To verdener ............................................................................. 53 10 – Min sidste vilje ..................................................................... 58 11 – Pårørendearrangement på Høvelte Kaserne ..................... 63 12 – Slår jeg til? ............................................................................. 72 13 – Kan man overhovedet forberede sig? ................................ 78 14 – Jul og nytår ............................................................................ 83 15 – Altid elsket ............................................................................ 87 16 – Hvad med baglandet? .......................................................... 93 17 – Mental afstand .................................................................... 101 18 – Stå ved dit ansvar................................................................ 106 19 – Vores sidste dage sammen inden afrejse ......................... 114 20 – Afsked i Roskilde Lufthavn ............................................... 121 21 – Mor til en udsendt soldat .................................................. 126 22 – Vi skal af sted nu … ........................................................... 133 5
M i t ba r n s k a l i k r i g
23 – Særlig hændelse .................................................................. 24 – Jeg er her for dig ................................................................. 25 – Åbenhed giver færre konflikter ........................................ 26 – Sidste hold kampsoldater .................................................. 27 – Intet nyt er godt nyt ........................................................... 28 – 50 dage til leave .................................................................. 29 – Tanker og forventninger ................................................... 30 – Midtvejsarrangement ........................................................ 31 – Nedtælling ........................................................................... 32 – Endelig på leave .................................................................. 33 – Livet er så uforudsigeligt ................................................... 34 – Han vinkede ikke ............................................................... 35 – Missionen slutter ikke her ................................................. 36 – Hjemkomst ......................................................................... 37 – Hvordan hjælper jeg bedst? .............................................. 38 – Starten på et nyt liv ............................................................ 39 – Kontingentparade .............................................................. 40 – Tiden efter kontingentparaden og til bogens udgivelse.... Mine gode råd ............................................................................. Tak ................................................................................................ Efterskrift af oberst Lars R. Møller ...........................................
6
140 144 147 151 155 160 163 167 172 175 180 187 191 196 200 204 207 212 213 217 218
Forord En rejse begynder
Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle være mor til en soldat, og jeg blev meget overrasket, den dag Stefano sagde til mig: “Mor, jeg søger ind i militæret!” Faktisk havde jeg aldrig tænkt på militæret som en mulig vej at gå, og da slet ikke for mine børn. Jeg kunne ikke se nogen mening i det. Måske fordi der i vores familie ikke har været tradition for at gå militærvejen. Men det skal jo starte et sted. Jeg havde ikke tidligere taget stilling til militæret, og hvis jeg havde, var det afstand. Jeg blev nødt til at se på militæret med nye øjne, for når alt kom til alt, var det eneste, jeg ønskede, at være der for min dreng. Dele oplevelserne med ham og støtte ham, så godt jeg kunne. Derfor måtte jeg bekæmpe og bearbejde trangen i mig, der ville forbyde ham at gå den vej. Havde jeg sat mig imod, ville han have valgt det alligevel, og jeg ville kun have opnået at skabe afstand mellem os, hvilket jeg for intet i verden ønskede. Med ordene “mor, jeg har fået et tilbud …” indledtes en lang rejse, og da jeg sendte mit barn i krig, gjorde jeg noget for mig fuldstændig umuligt. Den sejr, som jeg opnåede, og som gør, at jeg i dag retter ryggen og knejser med nakken i stolthed, må være lig den sejr, det er at løbe en maraton eller bestige verdens højeste bjerg. 7
M i t ba r n s k a l i k r i g
Sammenlignet med soldaterne havde jeg som mor ingen synlige navngivne fjender, og det tog lang tid for mig at finde ud af, hvordan fjenderne inden i mig opførte sig. Til at starte med var der ingen tvivl om, at det var dem, der havde kontrollen over min indre slagmark. De tromlede mig ned i tide og utide og fik mig med lethed i knæ, selv når jeg følte mig stærk. Sårbar begav jeg mig ud på min rejse ind i ukendt land, men jeg opdagede hurtigt, at selvom frygten ofte fik mig til at trække mig ind i mig selv, så var åbenhed, kommunikation, respekt og tolerance de bedste våben i den kamp, der skulle lære mig at slippe min søn og respektere hans valg, selvom det var et uforståeligt valg for mig. Der var dage, hvor jeg ønskede, at Stefano bare skulle flytte hjemmefra, selvom det også havde krævet tilvænning. Det har altid været vigtigt for mig at forberede mine børn på at stå på egne ben, men nu var det anderledes, for alt det, Stefano havde fået med i bagagen, beskyttede ham ikke mod fjendens angreb. Da han den 5. februar 2013 steg om bord på flyet i Roskilde, græd jeg som aldrig før. Jeg vidste ikke, om det var sidste gang, jeg så min dreng i live, og de næste mange måneder skulle jeg se uvisheden i øjnene. Men netop uvisheden og angsten tvang mig til at tænke, og aldrig har jeg tænkt så mange tanker som under Stefanos udsendelse. Tanker om livet, døden og meningen med det hele – alt blev vendt og drejet. Jeg ved ikke, hvornår eller hvordan det lykkedes mig at forholde mig til den værste tanke af dem alle: “Hvad hvis han ikke kommer hjem?” Men det lykkedes. Det var hans liv og hans beslutning, og jeg var meget bevidst om at fortælle ham og vise ham alt det, der var vigtigt for mig, inden han tog af sted. For vi har kun hinanden til låns. Hans valg åbnede for alvor mine øjne for vigtigheden af at nyde hver dag, hvert øjeblik og fortælle dem, jeg holder af, hvor meget de betyder. Det er dét, der tæller, den dag vi ikke længere har hinanden. Alt, hvad vi har, er nuet og minderne, og 8
f or or d
hvad end fremtiden byder os, er det op til os selv, hvordan vi vil forholde os til det. For mange måneder siden ville jeg have rystet på hovedet, hvis nogen havde sagt, at denne oplevelse ville gøre os til stærkere mennesker. Men ikke desto mindre er det det, der er sket. Under udsendelsen udviklede Stefano sig med en hastighed, jeg ikke begriber. Jeg sendte min dreng i krig, og seks måneder senere hentede jeg en ansvarsfuld og erfaren ung mand hjem fra lufthavnen. Om omstændighederne for hans udvikling har været ønskværdige, ved jeg ikke, men jeg glædes hver dag over det nye liv, vi har fået sammen. Der er ingen tvivl om, at vores individuelle rejser har bragt os tættere på hinanden. Hvornår vores rejser ender, ved vi ikke, for selvom Stefano er hjemme igen, og vi nyder vores nærhed, ved vi ikke, om der en dag kommer en reaktion på det, Stefano har oplevet. Men hvad end livet bringer, så ved han, at han altid har min opbakning og kærlighed! Den dag Stefano ringede og sagde: “Mor, jeg har fået et tilbud …” blev slutningen på mit gamle liv og starten på et nyt. Et nyt liv med en ny indfaldsvinkel, for den rejse, Stefano sendte mig ud på, har helt bestemt udviklet mig og gjort mig både til en bedre mor og til et mere forstående og rummeligt menneske. Denne bog tager udgangspunkt i min og min søns historie og begynder der, hvor forsvar og militær for første gang bliver nævnt af min søn som en mulig vej at gå. Jeg ved ikke, om min og min søns historie er meget anderledes end andres i samme situation, for vi er alle forskellige og har forskellige ting med i rygsækken. Men når det kommer til angsten for at miste vores barn, er vi alle ens. Der findes ikke to ens udsendelser, og der findes ikke to ens familier, men jeg håber, at jeg ved at dele og fortælle ærligt om mine oplevelser i denne bog kan give et indblik i og en for9
M i t ba r n s k a l i k r i g
ståelse af, hvordan det er at være én af dem, der står tilbage – én i baglandet. Bogen beskriver, hvad jeg gennemlevede og lærte, i den periode jeg var mor til en udsendt soldat. Alle, der har en soldat i deres liv, eller som kender nogen, der har, vil kunne få noget ud af at læse denne bog. Når man fyldes af angst, er det vigtigt at vide, at man ikke er alene. Og lige netop følelsen af at være alene fyldte rigtig meget i mig i hele perioden. Men jeg ved nu, at selvom følelsen ikke forsvandt, så var det bedre at være alene sammen med andre end med sig selv. Der findes mange spændende bøger skrevet af soldater om deres missioner. Denne bog handler om baglandet. Det bagland, der er så vigtigt, for at vores soldater kan yde 100 %. Den handler især om baglandets kamp – den kamp, der bliver kæmpet herhjemme, når en families voksne barn vælger at gå i krig. Og så handler bogen om de mange følelser – afmagt, frustration, angst og vrede, men også stolthed og glæde. Fælles for alle følelserne er, at de bunder i en dyb, dyb kærlighed. Og hvis min søn vil af sted igen en dag, så vil jeg stadig hade det, men jeg vil bestemt være rustet på en helt anden måde.
10
M i t ba r n s k a l i k r i g
4
Tilbuddet
Det var tydeligt, at Stefano nød at være konstabel-elev. Der var igen tid til at træne, og han satte stor pris på det tætte forhold, de havde til hinanden på kasernen. Det var mandag. Jeg havde tidligt fri og sad og spiste frokost. Jeg glædede mig til at hente ungerne. Ken og jeg havde en deleordning, så børnene var hos os en uge ad gangen fra mandag til mandag. Det var en smuk dag i starten af september, og solen skinnede. Jeg kiggede ud i haven og nød de første tegn på, at efteråret var på vej. Telefonen ringede. Jeg kunne se, det var Stefano. Det undrede mig, at han ringede, for jeg vidste, at han var på øvelse i Jægerspris. En fornemmelse sagde mig, at den her samtale var én, jeg ikke havde lyst til. Hvordan jeg kunne vide det, ved jeg ikke, men det var sådan, jeg havde det. Jeg tog telefonen. “Hej. Det er mig …” sagde han stille. Alt for stille. “Hvad så, skat? Er der noget galt?” Jeg forsøgte at lyde ubekymret. “Næ, jeg har det fint, men der er lige noget, du skal vide …” Jeg kunne høre lyden af skud i baggrunden. Han ringede fra skydebanen. Jeg flyttede mig på stolen. Støjen i baggrunden var høj, men det næste, han sagde, ville have overdøvet selv de største skrald. “Jeg har fået et tilbud.” 24
t i l bu ddet
Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at synke min mad. “Et tilbud? Et tilbud om hvad?” “En udsendelse … til Afghanistan til januar. Jeg skal give svar senest på onsdag.” Den eneste lyd, der brød den stilhed, som nu var opstået, var uret på væggen. Selv skuddene i baggrunden syntes at holde vej ret. Mit liv gik fuldstændig i stå. Et tilbud? “Hallo mor, er du der?” Hans stemme ruskede mig ud af stilheden. “Ja skat. Kommer du ikke hjem, så vi kan snakke om det?” Jeg forsøgte at lyde så normal som muligt og håbede ikke, at han kunne høre, jeg græd. “Det er ikke noget, vi skal snakke om i telefonen.” “Jeg kan ikke komme hjem. Øvelsen slutter først på fredag.” Jeg forstod ingenting. Hvordan var det overhovedet muligt at komme med sådan et tilbud og samtidig ikke give ham mulighed for at kunne snakke det igennem med sin nærmeste familie? Jeg forsøgte at lægge låg på alle de tanker, der piskede rundt. Jeg måtte være klar i hovedet og forsøge at finde ud af, hvad han selv tænkte. Så alt imens jeg prøvede ikke at hulke for højt, spurgte jeg ham, om det var det, han ville? “Det kommer pludselig meget tæt på,” svarede han tøvende, “men jeg kan jo ikke sige nej.” Hans ord fik mig til at føle det, som om jeg blev holdt nede under en stor tung dyne, jeg ikke kunne flytte, selvom jeg slog og sparkede. Jeg hagede mig fast i tvivlen, jeg havde hørt i hans stemme. “Du kan da altid sige nej! Det er dit liv! Der er ingen, forstår du, ingen, der kan tvinge dig. Du har din egen fri vilje.” “Mor, jeg bliver nødt til at gå nu. De venter på mig.” Inden vi lagde på, aftalte vi at snakkes ved, når det passede ind i hans arbejde. I mellemtiden skulle han tænke over tilbuddet. Jeg havde knap nok lagt på, før min verden brød sammen. 25
M i t ba r n s k a l i k r i g
Frustration og vrede brusede igennem mig. Hvad var det for en måde at få en så betydningsfuld meddelelse på? Hvordan tillod systemet overhovedet at overbringe den slags beskeder via te lefon? Eller var det i virkeligheden Stefano, der havde trukket denne meddelelse i langdrag i et forsøg på at skåne mig så længe som muligt? Måske havde han vidst det længe, men bare ikke sagt noget? Nu var tæppet blevet trukket væk under mig med en sådan kraft, at jeg snurrede rundt og rundt. Det værste var dog, at jeg følte, at vi var blevet frarøvet muligheden for at snakke sammen. Jeg gik ovenpå og ind i soveværelset. Jeg satte mig på sengen og græd. Hele mit indre føltes lige så uoverskueligt, som det gør at samle perlerne fra en perleplade, man har tabt på gulvet. Det før så smukke billede lå nu spredt ud over det hele og forestil lede ikke længere noget. Jeg var hunderæd for at miste ham og bange for, at der skulle ske ham noget. Og samtidig følte jeg mig fuldstændig skakmat, fordi jeg ikke havde nogen indflydelse på beslutningen. Mine tanker kredsede om dengang for 20 år og ni måneder siden, da jeg sad med Stefano i armene for første gang. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være mor til en soldat. Jeg forstod ikke, hvordan han turde sætte livet på spil, og tanken om, at jeg kunne komme til at lægge mit eget barn i graven, skræmte mig fra vid og sans. Alt blev så ligegyldigt. Jeg kunne ikke mærke andet end smerte. En udefinerlig og tyngende smerte. Jeg gik ud på toilettet efter et stykke papir at pudse næse i og fik øje på mig selv i spejlet. Mit ansigt var forgrædt og vådt af tårer, og mine øjne var røde. Jeg havde mest af alt lyst til at forsvinde, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at være stærk. Jeg skulle hente børnene fra institution. Selvom jeg forsøgte at tørre tårerne væk, strømmede de i en uendelighed. Hvad var næste skridt? Jeg havde brug for at dele det med Preben, men han kom først hjem, efter at jeg havde hentet børnene, og dem ville jeg ikke fortælle noget endnu. Så længe Stefano ikke havde truffet 26
t i l bu ddet
den endelige beslutning, var der ingen grund til at bekymre dem, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle skjule for dem, hvor ked af det jeg var. Jeg kom koldt vand i ansigtet, men kunne se i spejlet, at det ikke gjorde den store forskel. På vej ned efter børnene følte jeg mig meget sårbar. Hvordan kunne alle mennesker bare drøne derudad, når jeg nærmest følte mig død? Angsten for, at der skulle ske ham noget, havde fortsat fat i mig som en kæmpestor næve, der af alle kræfter forsøgte at klemme luften ud af mig. Lige nu og her var der ikke noget, jeg kunne gøre, ud over at snakke med Stefano senere og appellere til den usikkerhed, jeg havde hørt i hans stemme. Det meste af aftenen gik med at sms’e med Stefano. Da han ringede, snakkede vi kun kort. “Jeg har ikke svaret endnu,” sagde han. Jeg sad med telefonen presset ind til øret. Jeg havde brug for at få ham tæt på. “Men hvad tænker du?” “Jeg er ikke sikker, men jeg har fået at vide, hvad det er, jeg skal lave dernede, hvis jeg siger ja.” Han tøvede. “Ja?” Jeg rettede mig op for bedre at kunne høre. “Jeg skal være sweeper.” “Du skal være hvad? Hvad er det?” “Jeg skal være minesøger!” “Nej, Stefano!” Jeg begyndte at græde. “Sig, at det ikke er rigtigt. Det mener du ikke, vel?” I min verden kunne det ikke blive værre. “Skat, det kan du ikke! Du er jo slet ikke klar …” Havde han siddet foran mig, var jeg faldet på knæ og havde bønfaldt ham om at lade være. “Jeg skal kun være sekundær.” Han trak på det. “Jeg kommer på sweeper-kursus, så jeg kan nå at blive klar.” Pludselig stod det helt klart for mig, at ordene i min tale, da han 27
M i t ba r n s k a l i k r i g
blev student, ikke helt holdt vand. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bakke ham op. Jeg kunne til nød respektere hans valg, men jeg kunne ikke acceptere det. På en eller anden måde følte jeg, at han lige så godt kunne have fortalt mig, at han havde fået en livstruende sygdom, og at vi nu bare kunne håbe på, at han på mirakuløs vis blev rask igen. Muligvis med mén. Det var en absurd tanke, men jeg kunne gøre nøjagtigt lige så lidt i den situation, jeg var havnet i nu. Jeg sov ikke meget den nat. I de mørke timer syntes krigen endnu mere meningsløs i mine øjne, og en arrigskab over krigen tog bolig i mig. Hvad var det mon, der trak sådan i Stefano? Jeg vendte og drejede mig og kunne ikke stoppe med at græde. Preben prøvede at trøste mig, så godt han kunne, men jeg følte mig alene som aldrig før, og han kunne ikke gøre eller sige noget, der kunne hjælpe mig. Det var, som om mørket hviskede alt det jeg frygtede, i mit øre. Det blev ikke sidste gang, jeg lå vågen om natten.
28
5 Hvad beslutter han?
Ventetiden var uudholdelig. Det var hæsligt ikke at vide, hvad han ville vælge, om hans beslutning ville gå den ene eller den anden vej. Jeg modtog en sms fra ham i ny og næ om, at han nok sagde ja … Aldrig et klart svar. Men på den anden side følte jeg, at hver dag, hvor han endnu ikke havde svaret, var en sejr, og jeg var lykkelig for, at Stefano aldrig havde været god til at tage en hurtig beslutning og holde fast ved den. Om onsdagen skrev han, at han kunne vente med at svare til om torsdagen. Men han regnede stadig med at sige ja. Jeg var ved at blive sindssyg over, at han lod mig “hænge” på den måde, og uvisheden var næsten ikke til at bære. Kunne han ikke bare sige ja eller nej? Hvorfor kom han hele tiden med beskeder om, at han nok tog af sted, at han måske regnede med at sige ja … Jeg var meget påvirket, og jeg kunne ikke længere holde min frustration skjult for pigerne og Noa. Jeg kunne se i deres øjne, at de undrede sig over, at mine øjne var så hævede. Onsdag eftermiddag, inden Noa var kommet hjem, bad jeg Aia og Maria sætte sig ind i sofaen. Jeg ville gerne, hvis det var muligt, vente med at sige noget til Noa. Da vi alle tre sad i sofaen, forsøgte jeg af alle kræfter at fortælle dem om det, jeg vidste, uden at dele min angst med dem. Jeg fortalte dem om det tilbud, Stefano havde fået, og om, hvilken beslutning han hældte mest til. Jeg kunne dog ikke gøre 29
M i t ba r n s k a l i k r i g
det, uden at min stemme knækkede flere gange, og jeg kunne ikke sige det uden at græde, men det var jo også en del af det. Maria kiggede ned i bordet, hendes mund var stramt lukket, og alligevel dirrede hendes hage og underlæbe en smule. Hendes næsetip blev en anelse rødere, og så kom tårerne … “Kan han ikke bare lade være?” Hun kiggede på mig med så meget sorg i øjnene, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. “Hvorfor vil han det? Hvornår skal han så af sted?” Ordene kom i små hik. Aia gemte sit ansigt i hænderne, men hendes krop røbede, at hun også græd. Jeg holdt om dem begge to, og vi græd sammen uden at sige så meget. Jeg hentede køkkenrullen til vores næser og rev et stykke af til hver. “Det her er Stefanos liv og Stefanos valg. Og selvom vi slet ikke kan forstå det og synes, det er forkert, så er det altså det, han gerne vil, og det må vi prøve at forholde os til.” Jeg prøvede at lyde overbevisende og forsøgte at overbevise mig selv lige så meget som dem. Pigerne tørrede deres næser, krøllede papiret sammen og sad bare og fokuserede på noget på deres bukser, som jeg ikke kunne se. Men mens vi sad dér, mærkede jeg, at følelsen af at være fuldstændig alene blev mindre, fra det øjeblik jeg delte det med pigerne. Men det lagde også et pres på mig, for ét var, at jeg skulle tage vare på mig selv, efter at min verden var faldet fra hinanden, men at jeg samtidig også skulle være stærk for børnene, var hårdt. Det gav mig en følelse af at være skrællet af helt ind til benene. Det hele var så svært og uoverskueligt, og jeg ønskede, at nogen kunne fjerne det ansvar, der fulgte med at skulle være der for de andre. Jeg følte mig meget alene. Der var ikke nogen i min omgangskreds, der kunne hjælpe mig. Der var ikke nogen, der tidligere havde stået i samme hæslige situation hverken i vores familie eller vennekreds. Jeg ønskede, at nogen kunne forstå den smerte, jeg havde indeni. Men selvom 30
h va d b e s lu t t e r ha n ?
jeg prøvede at dele det med venner og familie, og de sagde, at de følte med mig, så kunne jeg mærke, at de ikke forstod det. Jeg forstod det vist ikke engang helt selv. Min krop og mit hoved gjorde ondt. Det føltes, som om der slet ikke var plads nok til alt det, der rumsterede derinde. I min frustration, og i håbet om at kunne få ham til at blive hjemme, skrev jeg en aften til Donna. Jeg vidste, at Stefano ofte havde lyttet til hendes råd. Jeg bad hende inderligt om at skrive til ham og se, om hun kunne nå ham. Jeg skrev en del sammen med hende, og det føltes rart at dele mine følelser med en, som jeg i virkeligheden ikke kendte så godt. Mit inderligste ønske var, at Stefano ville overveje situationen ned til mindste detalje, inden han svarede. Jeg var sikker på, at hans tid nok skulle komme. Det var jo ikke sådan, at der efter denne udsendelse ville være fred i verden i al fremtid, og at det her var hans eneste chance. Det var bare så vigtigt, at han ikke selv var det mindste i tvivl. Og det var vigtigt, at han var klar rent professionelt. Al den forberedelse, han overhovedet kunne få, ville komme ham til gode. Og selvom han følte sig superklar, så ville han uden tvivl blive udsat for ting, han aldrig ville kunne forberede sig på. Ikke før han stod i det, ville han vide, hvordan han ville reagere. Og selv da kunne han blive overrasket over sin reaktion. Det kan godt være, det var forkert af mig at forsøge at overbevise ham om at vente. At det gav ham en følelse af, at jeg ikke bakkede ham op, men jeg syntes, der var så meget mere, han skulle have proppet i sin rygsæk, inden han tog af sted. Onsdag blev til torsdag. Og torsdag var lang! Jeg ventede hele dagen på at høre fra ham. Havde han svaret? Hvad havde han svaret? Han ringede om aftenen og sagde, at nu kunne han vente med at svare til søndag. Jeg holdt det for mig selv, mens jeg talte med ham, men vreden blussede op i mig igen. Hvordan kunne Forsvaret gribe noget så alvorligt an på en så letsindig, uprofessionel og ikke særlig militæragtig måde? Eller havde Stefano i 31
M i t ba r n s k a l i k r i g
virkeligheden allerede svaret uden at turde fortælle mig det? En hovedpine banede sig vej i mit i forvejen tunge hoved, og det gjorde mig ked af det, at jeg kom til at tvivle på Stefano, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle tro. Men midt i vreden var jeg også lykkelig over at have fået muligheden for at snakke med ham hen over weekenden. Min krop var stadig i alarmberedskab, og for mig var alt andet end hans valg ligegyldigt. Om aftenen kom mine forældre, og jeg valgte ikke at fortælle dem noget, selvom det havde fyldt mig i døgnets 24 timer siden mandag. Eller også havde jeg bare ikke kræfter til det. De spurgte ikke ind til noget, selvom mine øjne så forfærdelige ud, og pludselig så jeg ikke længere nogen grund til at tie om, hvilket kaos jeg befandt mig i. Noa vidste stadig ikke noget, så jeg ventede med at sige noget, til jeg havde puttet børnene. “Altså hvis I undrer jer over, hvorfor mine øjne er så røde, så er det, fordi …” min stemme skælvede, for til sidst at knække, “… så er det, fordi Stefano muligvis skal udsendes.” Jeg kunne ikke engang tænke på det uden at græde, og at fortælle om det højt var meget værre. Det var, som om ordene ikke vil udtales. “Hvad siger du?” min far rynkede brynene. Han satte sin kaffekop på bordet med et bump og lagde armene over kors. “Hvem har bestemt det? Og hvornår?” Han lød irriteret, men det var nok en måde at skjule sin egen sårbarhed på, men det ramte mig på en måde, der fik mig til at føle, at jeg var fem år igen og havde gjort noget forkert. Jeg havde håbet på medfølelse, men det fik jeg ikke. Jeg tørrede øjnene. “Det har Forsvaret vel …” Jeg følte, min far stillede mig til ansvar, “og det bliver i starten af det nye år. Hvis det bliver.” “Hvad mener du med ‘hvis det bliver’?” “Han skal beslutte sig i løbet af weekenden.” Jeg kiggede på min mor. Hun sad helt stille. Da hun så, jeg kiggede på hende, sagde hun: 32
h va d b e s lu t t e r ha n ?
“Jamen hvad så? Ved børnene noget?” “Det håber jeg ikke, de gør!” min far lød fortørnet over spørgsmålet. Min mund var helt tør, og alligevel blev jeg nødt til at synke. “Pigerne ved det godt. Jeg snakkede med dem i går. Jeg kan jo ikke holde det skjult for dem. De kan godt se, hvor påvirket jeg er af det.” “Jeg synes ikke, du skulle have fortalt dem det!” Kom det fra min far. “Så skal de jo forholde sig til det. De blev vel også kede af det?” Han lagde benene over kors. Korslagte arme og ben. Jeg blev vred på min far. Forstod han ingenting? “Hvad havde du regnet med? Selvfølgelig skal de forholde sig til det. Og ja, de blev rigtig kede af det, men så trøstede vi hinanden. Og det er sådan, det bliver det næste lange stykke tid! Vi bliver nødt til at være åbne og lytte til hinanden. Rumme hinanden, når vi bliver kede af det!” Jeg var ærgerlig over den drejning, vores snak havde taget. “Du kan da nok forstå, at hun ikke kan skjule det for børnene?” Min mor kiggede undrende på min far. “Jeg synes stadig, det var forkert at fortælle dem det!” svarede han. Da jeg var barn, talte vi ikke meget om følelser, og jeg kunne se, at det stadig var svært. Men for mig var der ikke andre muligheder end at være ærlig, stå sammen og støtte hinanden. Preben bakkede mig op i forhold til at fortælle pigerne om det, og jeg vidste også, at han stod ved min side 100 %, men selvom jeg havde hans fulde støtte, havde jeg det elendigt.
33