Orientalisten

Tom Reiss

Orientalisten Mysteriet om Lev Nussimbaums besynderlige og farlige liv

Oversat af Poul Henrik Westh

Informations Forlag

Tilegnet Lolek, der lærte mig at rejse, og Julie, der sørger for, at jeg ikke kommer alt for meget på afveje. Jeg ville ønske, de to havde mødt hinanden.

Orientalisten © Tom Reiss og Informations Forlag, 2015 Oversat fra engelsk af Poul Henrik Westh efter The Orientalist © Tom Reiss, 2005 This translation is published by arrangement with Random House, a division of Random House LLC Grafisk tilrettelæggelse: Remote Grafik Omslag: Koitz Graphics Tryk: Special-Trykkeriet Viborg A/S 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-475-4 Udgivelsen er støttet af

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations Forlag St. Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk

indhold

Introduktion: På sporet af Kurban Said . . . . . . . . . . . . . . 7

første del

1. Revolution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 2. Vilde jøder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 3. Vejen mod øst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 4. Flugt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 5. Konstantinopel, 1921 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 6. Minareter og silkestrømper . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189

anden del

7. Den tyske revolution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217 8. Muren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247 9. Hundrede slags sult . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 271 10. Mediestjerne i Weimar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 291

11. Jødisk orientalisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 319 12. Med ryggen mod helvede . . . . . . . . . . . . . . . . . . 339

tredje del

13. En hürd nød for smeltediglen . . . . . . . . . . . . . . . . 377 14. Mussolini og fru Kurban Said . . . . . . . . . . . . . . . . 401 15. Positano . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 439

Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 467 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 471 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 495 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 513

INTRODUKTION

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

En kold novembermorgen i Wien gik jeg gennem et labyrintisk virvar af små, snævre gader på vej hen for at mødes med en mand, der ville kunne løfte sløret for sandheden om Kurban Said. Jeg var sammen med Peter Mayer, direktøren for Overlook Press, en høj mand i et krøllet, sort fløjlsjakkesæt, som ønskede at udgive Saids lille kærlighedsroman Ali & Nino. Mayer havde det med at bryde ud i begejstrede monologer om bogen: ”Du ved, det er ligesom, når man ser på et interiør af Vermeer, og det er helt stille, men alligevel er der et eller andet ved dét, han gør med perspektivet, med lyset, der får det til at virke langt større – sådan er det også med den her roman!” Ali & Nino er en kærlighedshistorie, der udspiller sig i Kaukasus umiddelbart op til Den Russiske Revolution, og blev oprindelig udgivet på tysk i 1937. Gennem oversættelser fik den en renæssance og noget nær klassikerstatus i 1970’erne. Men spørgsmålet om forfatterens identitet var aldrig blevet besvaret. Det eneste, man var enige om, var, at Kurban Said var pseudonym for en forfatter, der formentlig stammede fra den kaukasiske olieby Baku, og at han enten var en nationalistisk digter, der var omkommet i Gulag-lejrene, en amatørforfatter, der var søn af en oliemillionær, eller en forfatter fra cafemiljøet i Wien, som var omkommet i Italien efter at have stukket sig selv i foden med en kniv. Et fotografi

8

ORIENTALISTEN

på omslaget til en bog med titlen Twelve Secrets of the Caucasus viser den mystiske forfatter klædt som en bjergkriger – med pelshue, lang frakke med påsyet patronbælte og en dolk med lige klinge.

Mayer og jeg var på vej hen for at mødes med en advokat ved navn Heinz Barazon, som over for Overlook havde rejst krav om kreditering af romanens forfatter. Barazon hævdede at kende Kurban Saids sande identitet, og som advokat for forfatterens efterkommere krævede han nu denne krediteret i den nye udgave af Ali & Nino – ellers ville han blokere for udgivelsen. Da vi nåede frem til advokatens kontor, som lå ved siden af en butik, hvor en gruppe gamle damer sad bøjet over nål og tråd, blev vi lukket ind i en lobby, der så ud, som om der ikke var blevet støvet af siden Anschluss.

Mayer greb mig begejstret om armen og sagde: ”Det er ligesom i Den Tredje Mand!” Barazons udseende forstærkede stemningen af koldkrigsthriller yderligere. Han var en lille, skrutrygget mand med ru stemme og en klumpfod, der lavede et værre spektakel, mens han førte os ned langs bogreolerne på gangen. ”I er begge kommet rejsende langvejsfra for at blive bekendt med Kurban Saids identitet,” sagde han. ”Om lidt vil det alt sammen stå helt klart for jer.” Han førte os ind i et rum, hvor en smuk, men lidt slidt blondine med enorme glasagtige øjne lå helt ubevægelig på en sofa. ”Ja undskyld, det er Leela,” sagde Barazon. ”Jeg håber, I vil tilgive mig,” sagde Leela med spinkel og pertentlig stemmeføring. ”Jeg er nødt til at ligge ned, for jeg er syg og kan ikke sidde op ret længe ad gangen.”

Barazon kom straks til sagen: Romanen Ali & Nino var skrevet af baronesse Elfriede Ehrenfels von Bodmershof, som havde været Leelas far, baron Omar-Rolf von Ehrenfels’, anden hustru. Da baronesse Elfriede døde i begyndelsen af 1980’erne efter at have overlevet sin mand, arvede Leela alle rettigheder til værket.

Barazon fremviste en tyk sagsmappe med dokumenter, der underbyggede hans historie: forlagskontrakter, juridiske papirer og

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

9

forfatterlister fra slutningen af 1930’erne stemplet med nazistiske ørne og hagekors. Under afsnittet ”Said, Kurban” i forfattersektionen af Deutscher Gesamtkatalog 1935-39 – Det Tredje Riges nationalbibliografi – stod der ganske rigtigt ”pseudonym for Ehrenfels, v. Bodmershof, Elfriede, baronesse”. De nazistiske dokumenter syntes at fortælle en helt klar historie – nemlig at baronesse Elfriede havde været Kurban Said – men den historie troede jeg ikke på.

Jeg blev interesseret i Kurban Saids identitet, da jeg i foråret 1998 tog til Baku for at skrive om byens nye olieboom – som var noget nær det første livstegn fra byen, siden Den Russiske Revolution i 1917 satte tiden i stå. Baku er hovedstaden i Aserbajdsjan, et lille land, der kan prale af at være det østligste punkt i Europa, om end de fleste europæere ikke kender landet. Aserbajdsjan grænser op til Iran, og flertallet af befolkningen er shiitter, og de to forhold kan let komme til at farve ens syn på landet, indtil man opdager, at den mest imponerende offentlige bygning i Baku ikke er en moske, men en kopi af det store kasino i Monte Carlo. Baku er en af de byer, der har været hævet over rigide ideologiske og religiøse skel gennem tusind år. Navnet siges at være afledt af det persiske udtryk baadiyekubiden eller ”vindenes blæsen”. Baku ligger på spidsen af en ørkenhalvø, der stikker ud i Det Kaspiske Hav, og byen er et af de mest forblæste steder på jordkloden – en lille, sirligt klædt 90-årig herre fortalte mig, at han som ung mand havde gået med specialfremstillede beskyttelsesbriller for ikke at få sand i øjnene, når han i øvrigt iført sit stiveste puds gik tur på boulevarderne.

Umiddelbart inden afrejsen til Baku havde en iransk ven anbefalet mig Kurban Saids roman Ali & Nino som en slags introduktion til byen og Kaukasus generelt – den var bedre end nogen rejsefører, fik jeg at vide. Jeg havde aldrig hørt om romanen, og da jeg fik fat på en Pocket Books-udgave fra 1972, var jeg lidt overrasket over omslagsillustrationen. Det var en retoucheret tegning af to elskende med

10

ORIENTALISTEN

en rosende omtale fra Life Magazine: ”Hvis Kurban Said ikke kan fortrænge Erich Segal fra bestsellerlisten, så er der ingen, der kan!”1 Bogen mindede lidt om en 1700-talsroman med konstant vekslende delfortællinger, som en slags Candide med både realistiske og mere fantastiske figurer. Hver scene varede kun lige længe nok til at udløse en eller anden lille mekanisme, der fik fortællingen til at bevæge sig videre. Anmelderen fra New York Times havde skrevet: ”At læse denne bog er som at finde en nedgravet skat.”2 Romanen handler om kærlighedsforholdet mellem en muslimsk dreng og en kristen pige og udviklingen i deres forhold, efterhånden som de vokser op. I den kulturelt tolerante verden i det gamle Aserbajdsjan virker deres forhold tilsmilet af lykken, selv om de konstant småskændes: ”’Ali Khan, du er dum. Gud ske tak og lov er vi i Europa. Havde vi været i Asien, havde jeg jo været tilsløret, og du ville slet ikke have kunnet se mig.’ Jeg overgav mig. Havde det ikke været for Bakus uafklarede geografiske status, ville jeg ikke have kunnet se de smukkeste øjne i verden.”3 Op gennem historien er Aserbajdsjan blevet erobret af Aleksander den Store, mongolerne, osmannerne og perserne. I 1825 blev Aserbajdsjans ”uafklarede geografiske status” omsider afklaret, da russerne indtog landet. Under den zaristiske ekspansion i Kaukasus, som Lermontov, Tolstoj og Pusjkin har beskrevet så levende, opdagede Europa Baku, og Baku opdagede Europa. Og alle opdagede olie. Masser af olie. I Baku behøvede man ikke at bore ned til olien – den lå på jordoverfladen, i sorte damme og nogle steder enorme søer – og kilden kunne være så kraftig, at råolien indimellem helt oversvømmede huse langs Det Kaspiske Hav. Den muromkransede karavanepost blev centrum for en blomstrende global olieindustri – og leverede over halvdelen af verdens samlede forbrug af råolie.4 Resultatet var en fantastisk 1800-talsby, hvis økonomiske grundlag var oliehandel: ekstravagante palæer, moskeer, kasinoer og teatre fra en periode, hvor byen var hjemsted

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

11

for familierne Rothschild og Nobel foruden en halv snes lokale muslimske ‘oliebaroner’, som de blev kaldt. Der var Mir Babajef, en folkekær sanger, som efter at have opdaget olie på sin grund brugte resten af sine dage på at opkøbe sine egne plader og destruere dem, fordi han ønskede at blive husket som oliemagnat.5 Og der var Haji Zejnalabdin Taghijef, som skabte sig en formue, da hans grund blev ramt af et jordskælv og oversvømmet af olie. Det var ham, der opførte den første pigeskole i den muslimske verden.6 Der udbrød byggekrige. Den dag i dag kan man se maurerpaladser side om side med gotiske domiciler, byzantinske kupler og juvelbesatte rokokopavilloner. De lokale betragtede sig selv som kultiverede europæere og ‘moderne muslimer’ helt frem til det tidspunkt, hvor bolsjevikkerne besluttede, at de var dekadente bedsteborgere, og kom strygende for at knuse dem.

Olien fra Baku leverede imidlertid brændstof til Stalins femårsplaner, og under Anden Verdenskrig var Hitler så forhippet på at få kontrol over Bakus olie, at han ændrede strategien for hele sit russiske felttog for at få fat på den.7 I september 1942 gav hans generalstab ham en kæmpestor kage formet som Kaukasus. I et filmjournalsindslag kan man se Føreren skære sig et stykke med ’Baku’ skrevet i glasurbogstaver.8 ”Medmindre vi får fat på Baku-olien, er krigen tabt,” skreg Hitler til en højtstående general, og han valgte at ofre hele den 6. Armé ved Stalingrad frem for at omdirigere en enkelt division fra Kaukasus og lade den komme de omringede tyskere til undsætning. Hvis tyskerne havde haft held til at tage Baku, ville de have haft kontrol over en af verdens største energireserver – for slet ikke at tale om et af de strategisk mest betydningsfulde territorier i verden, nemlig landforbindelsen mellem Europa og Asien – og hvis Sovjetunionen ikke havde adgang til sin olie, kunne nazisterne have været mere eller mindre sikre på at vinde krigen. I stedet for en krigssejr endte fremstødet mod Baku med et totalt tysk nederlag på den russiske front, og mindre end tre år

12

ORIENTALISTEN

senere stod de sovjetiske kampvogne med Baku-olie i tankene ved Berlins porte.

Efter 1945 blev mange aserbajdsjanere i stedet for at blive belønnet for at have leveret brændstof til den russiske sejr deporteret til Sibirien, og landets olieindustri fik lov at sygne hen. Bakus fin de siècle-olieboom blev bevidst ignoreret og glemt, og byen fik en forladt, lettere uhyggelig karakter, således at man selv i dag let kan forestille sig at have forvildet sig ind i et usædvanlig tilsodet pariserkvarter, der af uransagelig årsager pludselig er blevet forladt af alle indbyggere.

Min guide i Baku var Fuad Akhundov, en muskuløs ung fyr, der arbejdede som agent for Interpol, men syntes at tilbringe al sin tid med at afdække byens skjulte fortid. Fuad, der er vokset op under det sovjetiske regime, havde altid undret sig over den forsvundne kultur, som havde opført de hensmuldrende palæer, der omgav ham. Derfor begyndte han at udforske byens historie, palæ for palæ, hus for hus. Fuad lod til at vide alt om de forfaldne palæer i Baku og kende dem lige så godt som sine egne familiemedlemmer. ”Jeg gik ind i disse bygninger og spurgte, om der var nogen, der kendte den oprindelige ejers efterkommere,” forklarede han mig, mens vi kørte rundt i byen i hans ramponerede russiske bil. ”Som politiagent vidste jeg, at folk, der ikke selv mener at vide noget af betydning, alligevel ofte kan bidrage med afgørende oplysninger, så jeg brugte mine forskellige afhøringsteknikker og fik folk til at erindre ting, som deres nu afdøde forældre eller bedsteforældre havde nævnt for dem gennem årene.” Fuad talte flydende, men lidt affekteret engelsk, hvilket fik ham til at lyde lidt som en 1800-talsroman. Når han var nødt til at forlade mig af den ene eller den anden årsag, kunne han for eksempel sige: ”Nu må Deres ydmyge tjener desværre bede om tilladelse til at trække sig tilbage, da han har et presserende politianliggende at tage sig af.”9 Mens vi udforskede Bakus middelalderlige voldanlæg, 1800-­

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

13

tals­palæer, zoroastriske templer og paladshaver, der var som taget ud af Tusind og én nats eventyr, talte Fuad i ét væk. ”Derfra kunne jeg overskue min verden, den gamle bys tykke fæstningsmur og ruinerne af paladser med arabisk indskrift over porten,” sagde han henført. ”Gennem gadernes virvar vandrede kamelerne med koder så sarte, at man fik lyst til at kærtegne dem. Foran mig hævede det plumpe, runde Jomfrutårn sig, som man kan læse om i rejseførere.

Længere borte, bag tårnet, begyndte havet – det uudgrundelige og blygrå Kaspiske Hav, og bag mig lå ørkenen – kantede klipper, sand og tornekrat, et roligt, stumt, uovervindeligt landskab, det smukkeste i verden.”10 Der gik et stykke tid, før det gik op for mig, at han citerede, og at det var fra Ali & Nino.

Der skulle ikke mere til end en særlig duft, der hang i luften et sted i byen, før Fuad kastede sig ud i at citere fra romanen, og ofte standsede vi foran et eller andet bygningsværk i kejserlig wienerstil – med huller, hvor man engang havde anbragt buster af berømte kommunister – og som om han beskrev en historisk begivenhed, sagde han så for eksempel: ”Dette er pigeskolen, hvor Ali så Nino første gang sammen med kusinen Aishe. Det ved man med sikkerhed på grund af denne dør, som befinder sig cirka 400 skridt fra den oprindelige indgang til Bakus gamle drengegymnasium, der blev ødelagt under kampene i 1918 …”

Det kunne have været ligesom en af de sygelige litterære rundvisninger, der optræder hos Tjekhov eller Pusjkin, men Fuads kærlighed til Ali & Nino var af en helt anden karakter. ”Denne roman fik mig til at opdage mit eget land, den fik mig til at opdage hele den verden, der skjulte sig under mine fødder, begravet af det sovjetiske system,” sagde han til mig klokken tre om natten i Interpols tomme hovedkvarter. ”Denne ene bog – denne Romeo og Julie-historie, der udspiller sig mellem en kristen pige og en muslimsk dreng, mens olieboomet er på sit højeste – den river det forhæng til side, der

14

ORIENTALISTEN

under hele min opvækst her i det sovjetiske Baku som et svøb, som et ligklæde anbragt af den blodigste manifestation af vestlig tankegang, den umenneskelige bolsjevistiske revolution, har skjult denne fantastiske verden med de højest tænkelige kulturelle og humanistiske aspirationer – håbet om en total sammensmeltning af Øst og Vest til noget nyt og moderne – som kun eksisterede et flygtigt øjeblik i historien. Kan De forestille Dem det?” spurgte Fuad. ”Kurban Said er min livline. Uden ham ville jeg være fanget her, i min egen by, uden egentlig at kunne føle eller forstå den skønhed og de tragiske kræfter, der virker her lige for næsen af mig.”

Fuad var ikke ene om at være besat af Ali & Nino – det var en besættelse, han delte med mange i Baku. Nogle af de veluddannede aserbajdsjanere, jeg mødte, syntes at betragte bogen som deres nationalroman. De fortalte mig, at de ville kunne vise mig den gade, det torv eller den skole, hvor denne eller hin scene havde udspillet sig. I slutningen af 1990’erne blussede interessen for denne lille kærlighedsroman fra slutningen af 1930’erne op igen – ingen ved rigtig hvorfor. Jeg aflagde besøg hos en iransk filmproducer, som boede i en overdådigt renoveret suite i et forfaldent gammelt palæ, og han indviede mig i sine planer om at filmatisere bogen – det viste sig dog, at han ikke kunne skaffe penge nok, og han endte med i stedet at producere on location-scenerne fra Baku til en James Bond-film. En anden dag besøgte jeg Det Nationale Litteraturselskab, som har til huse i en bygning fra Stalinårene, og ved den lejlighed orienterede formanden mig om en ulmende strid angående romanens ophavsmand i aserbajdsjanske universitets- og regeringskredse. Kurban Saids identitet havde længe været genstand for spekulation, forklarede han, men heldigvis var spørgsmålet nu blevet afklaret: Kurban Said var et pseudonym for Josef Vezir, en aserbajdsjansk forfatter, hvis sønner, Vezirofferne, havde arbejdet meget aktivt for at værne om hans minde og sørge for, at han fik æren for at skrevet Aserbajdsjans nationalroman.

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

15

Men efter at have stiftet bekendtskab med nogle af Vezirs noveller og fortællinger havde jeg svært ved at forstå, hvordan nogen kunne finde denne teori troværdig. Vezir var tydeligvis en glødende aserbajdsjansk nationalist, hvis fortællinger helt utilsløret pointerede, at enhver form for etnisk og kulturel interaktion var en dårlig ide og et forræderi mod nationen. I Ali & Nino leverer Kurban Said derimod intet mindre end et passioneret forsvar for etnisk, kulturel og religiøs interaktion. De mest entusiastiske passager i romanen beskriver det kosmopolitiske Kaukasus umiddelbart inden revolutionen – hvor hundredvis af etniske grupper og alle de store religioner stødte sammen, men kun i poetiske dyster på markedspladsen – og budskabet synes at være, at det er forkasteligt og morderisk at holde folkeslag adskilt.

Nogle få aftener senere, hvor jeg egentlig skulle have været på diskotek med nogle børn af det aserbajdsjanske olieboom fra London og Moskva, overtalte jeg i stedet Fuad til at lade mig bruge Interpolkontoret til at interviewe en af Veziroff-brødrene. Han var gået så vidt som til at få foretræde for det aserbajdsjanske parlament for at insistere på, at det var faren, der havde skrevet Ali & Nino, og at de mellemfolkelige kærlighedsscener var blevet sneget ind af en ondsindet oversætter. Jeg havde et spinkelt håb om, at stemningen i forhørslokalet måske ville kunne gøre det lettere at nå frem til sandheden. Mit møde med den skaldede, alvorlige mand i det uformelige, grå sovjetiske jakkesæt førte dog ikke til andet, end at jeg blev præsenteret for en endeløs strøm af dokumentation, der ikke beviste andet, end at alle i Baku havde en grund til at hævde ejerskab over romanen.11 Introduktionen til min engelske udgave af romanen var heller ikke til megen hjælp: ”’Kurban Said’ er et pseudonym, og ingen kender med sikkerhed det rigtige navn på manden, der valgte det … Han var tatar af nationalitet … men hvor og under hvilke omstændigheder han døde, ved jeg ikke, og jeg tror heller ikke, der er nogen anden, der ved det.”12

16

ORIENTALISTEN

Det var, som om Kurban Said fulgte mig, hvor end jeg tog hen.

Den eneste engelsksprogede bog, der kunne købes i souvenir­ butikken på Hyatt Regency Hotel, hvor jeg boede i Baku, var en halvnusset paperback med titlen Blood and Oil in the Orient. På omslaget, lige over et bruntonet foto af en kaspisk oliekilde og en flok oliearbejdere med pelshuer, kunne man læse, at bogen var skrevet af ”forfatteren til Ali & Nino”, der her blev angivet til at være ”Essad Bey”. Og lige under det navn stod der ”Lev Naussimbaum” i parentes. Hvad så med Kurban Said? I et forord forsøgte en aserbajdsjansk forsker at udrede trådene: Essad Bey, som har skrevet denne historie, konverterede på et tidspunkt til jødedommen og tog i den forbindelse navnet Lev Naussimbaum … Han flyttede til Berlin, hvor han sluttede sig til en kreds af tyske intellektuelle. I begyndelsen af 1930’erne rejste han til Wien. Han skrev sin smukke roman Ali & Nino under pseudonymet Kurban Said … I 1938 forsøgte han at flygte fra den tyske invasion. Inden længe blev han arresteret og sendt til Italien.

Her stak han sig selv i foden med en kniv i 1942 og døde af dette selvpåførte sår.13

Jeg tvivlede på, at nogen ville konvertere til jødedommen, umiddelbart inden vedkommende flyttede til Tyskland i slutningen af 1920’erne. Men hvorfor skulle denne Essad Bey ændre navn til Lev Naussimbaum og efterfølgende til Kurban Said? Kunne den aserbajdsjanske nationalroman virkelig være blevet skrevet af en mand med navnet Naussimbaum? Og hvad kunne Essad Bey eller Naussimbaum dog have med Kurban Said at gøre? Blood and Oil in the Orient havde undertitlen ”Olieindustri og oliehandel i Aserbajdsjan” – det var svært at forestille sig, at det var samme forfatter, der havde skrevet Ali & Nino.

Men så lagde jeg mærke til nogle mærkværdige lighedspunkter

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

17

mellem romanen og oliebogen14 – landsbydyster mellem duellerende digtere, hvor tiggere og aristokrater, kristne og muslimer mødes en på forhånd aftalt dag for at recitere smædevers mod hinanden, mens de sveder og bander i stride strømme, indtil en af dem bliver kåret som vinder – i romanen spytter vinderen, når han bliver spurgt, hvordan det føles at have vundet: ”Dette er ingen sejr, hr. Engang var der ægte sejre til. Dengang satte man kunsten højt.”15 Skønt romanen er mere selvsikker i sin fortællestil, er det før­revolutionære Aserbajdsjans næsten Oz-lignende karakter levende gengivet i begge bøger. Bøgernes pointe blev sat yderligere i relief af det faktum, at digterdysten foregik i Nagorno-Karabakh – som blev næsten fuldstændig jævnet med jorden i 1990’erne under en frygtelig muslimsk-kristen grænsekrig udkæmpet med helt andre våben end metaforik og billedsprog.

En dag, under en rundvisning i Teymur Bey Ashurbekovs store forfaldne palæ med de afskallede fresker af dansende ungmøer på trapperne, spurgte Fuad mig, om jeg kunne tænke mig at møde døtrene af husets oprindelige ejer – de to overlevende medlemmer af Ashurbekov-familien Sara og Miriam (i dag Ashurbeyly efter den postsovjetiske aserbajdsjanske regerings tyrkificering af alle navne). I en alder af henholdsvis 92 og 94 var de to damer blandt de sidste overlevende børn af oliemillionærerne i Baku.

Jeg forventede at finde dem i et fugtigt hjørne af palæet, men vi satte os ind i den lille, hvide bil og kørte hen til en deprimerende sensovjetisk bygning, hvor vi gik op ad bagtrappen og blev ført ind i en lillebitte lejlighed af den yngste af de to ældgamle søstre, Miriam. Hendes søster, Sara, sad og ventede på os med en kande te og en meget støvet æske chokolade. Søstrenes omfattende bibliotek var blevet mast ind i den lille bolig sammen med vasketøjet, kogepladerne, spisebordet og de 12 katte. Trods statslig modstand havde de begge formået at skabe sig fremragende

18

ORIENTALISTEN

karrierer: Miriam var geolog, og Sara var Aserbajdsjans førende middelalderhistoriker.

På det tysk og fransk, de havde lært som børn, beskrev søstrene deres liv før revolutionen for mig. De fortalte mig, hvordan deres far havde inviteret folk af alle nationaliteter og professioner på besøg i palæet. Han foretrak en elite baseret på intelligens og uddannelse frem for social status, selv om han selv var født ind i et privilegeret liv og havde akkumuleret store formuer (familien havde finansieret opførelsen af to af Bakus fire moskeer).

De viste mig stakkevis af gamle, støvede fotografier – mænd iført fez og selskabstøj på vej til operaen, kameler ved siden af RollsRoy­ce-biler – og de beskrev hele den store vennekreds, deres forældre havde samlet omkring sig i hjemmet, hvor kristne, muslimer og jøder, alle børn af den kapitalistiske æra, omgikkes hinanden til festmiddage, selskabslege og overdådige fester. Mere end noget andet havde Ashurbekov sat pris på europæisk kultur. Hans døtre huskede Baku som et sted, hvor islam og Orienten blev set gennem en multikulturel europæisk linse, som blev poleret gennem hyppige rejser til Vesten. ”Min far måtte ofte blive hjemme for at arbejde,” sagde Sara, ”men han sagde altid til min mor: ’Tag børnene med til Europa!’”16 Hun viste mig et billede af sig selv omgivet af små, lyshårede børn i germanske kostumer. ”Det er mig i Baden-Baden i 1913. Jeg havde lige vundet skønhedskonkurrencen,” sagde Sara. ”Min søster begyndte at græde, og jeg husker, hun sagde til mor: ’Men du har jo altid sagt, at jeg er den smukkeste af os, hvorfor er det så Sara, der har vundet?’ ’Fordi du er for lille,’ svarede mor. ’Når vi kommer tilbage næste år, vinder du.’

Men året efter var Første Verdenskrig brudt ud, og så kom bolsjevikkerne, og ingen af os vendte nogensinde tilbage til Europa.”

Ashurbekov-søstrene fandt et sidste fotografi frem, et gruppebillede fra deres sidste julefest umiddelbart inden Den Store Krig

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

19

brød ud. Saras knoklede finger udpegede ansigterne, mens søstrene hjalp hinanden med at huske hvert barns navn, nationalitet og religion – børn af oliebaroner, boremestre og tjenere, aserbajdsjanere, armeniere, muslimer, jøder, tyskere, franskmænd, russere – og hvad der var sket med dem efter Den Røde Hærs invasion i 1920: Den kønne, rødkindede pige i anden række med hovedbeklædning i sigøjnerstil, den ranglede, indisk udseende dreng klædt ud som kosak i bagerste række ved siden af træet og en lille, lyshåret dreng i et stramt tilknappet sæt, der vistnok tilhørte Nobel-slægten, om end de ikke rigtig kunne se hans ansigt. Siddende i midten, i tredje række, var der en lille dreng med store ører og et lidt arrogant, men også åbent og modigt ansigtsudtryk, som stirrede direkte ind i kameraet med trodsigt korslagte arme over fløjlsjakken og den store, fine flæsekrave. ”Det var lille Liova Nussimbaum,” sagde Sara. Hendes søster nikkede smilende. ”Han var en jødisk dreng, der var cirka to år yngre end os,” huskede hun. ”Er det rigtigt?” spurgte jeg og tænkte på navnet på omslaget af Blood and Oil in the Orient. ”Er De sikker på, at han hed Liova Nussimbaum? Præcis det navn? ’Liova’ er den russiske diminutivform af ’Lev’?” ”Ja, Liova, Liova, lille Liova Nussimbaum. Han var den mest intelligente af alle børnene, en meget klog, lille jødisk dreng, søn af en af byens rigeste forretningsmænd. Han havde mistet sin mor, og familien forsøgte at kompensere for det. Han var meget sød og meget velopdragen. Han havde kunnet tale flydende tysk, siden han var helt lille – hans guvernante var en tysk dame, tror jeg nok.” ”Måske en baltisk tysker,” tilføjede Fuad. ”Det var meget almindeligt at have en baltisk tysker som guvernante dengang – eller en fransk frøken.” Jeg bemærkede, at der på hver side af børneflokken stod en robust Fräulein, lidt barskt udseende kvinder, som i dagens anledning var klædt i opsigtsvækkende pailletbesatte aftenkjoler.

20

ORIENTALISTEN

”Han forlod Baku,” sagde den gamle dame, ”og senere hørte vi, at han var død i Italien.”

Jeg fandt ud af, at Lev Nussimbaum også kendt som Essad Bey og Kurban Said efter at have forladt Baku blev berømt i Europa og USA som forfatter af storsælgende biografier om zaren og Stalin og på et tidspunkt ligefrem var genstand for en skandale i tabloidpressen i New York og Los Angeles. I anledning af hans ankomst med skib til New York i 1935 bragte New York Times en artikel om ham under overskriften ”Zarens levnedsskildrer i New York: Essad Bey udtaler, at herskeren blev misforstået.”17 Han levede i Berlin i 1920’erne, hvor han bevægede sig i fremtrædende eksilkredse sammen med blandt andre Pasternak og Nabokov, og han var et fast indslag i selskabslivet i Wien, New York og Hollywood i 1930’erne.

Men selv i hans egen levetid var der ingen i hverken Europa eller USA, der vidste, hvem han egentlig var, eller hvad de skulle mene om ham. Som den eksilerede Trotskij skrev til sin søn i 1931: ”Hvem er denne Essad Bey?”18 Via opstøvede breve og manuskripter, fascistiske politiarkiver i Rom, en 1300-talsfæstning i Østrig og et art deco-palæ i Hollywood Hills – hvor ”alt på fremmedsprog”19 lige var blevet smidt ud af de nye, glade indflyttere – trådte jeg ind i hans livs besynderlige labyrint, en glemt verden fra det forrige århundredes mørkeste stund. Jeg opgav hurtigt at efterforske spørgsmålet om Kurban Saids eller Essad Beys identitet til fordel for et andet mysterium – hvem var Lev Nussimbaum? Det var hans rigtige navn, hans fødenavn, men jeg opdagede, at denne forfatter, som blev beskyldt for at forvandle historiske begivenheder til eventyr og røverhistorier, var sit eget største fiktionsværk. Han var en mediestjerne i Weimarrepublikken, en professionel ’orientalist’, der bejlede til Mussolini og over for alle i Berlin, herunder den rigmandsdatter, han var forlovet med, udgav sig for at være en muslimsk prins, men

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

21

var ikke desto mindre i virkeligheden en jøde, der havde tilbragt hele sin isolerede, beskyttede barndom i ensomt samvær med sin Kipling på gulvet i farens palæ i Baku.20 I en vis forstand var Lev Nussimbaum et ekstremt eksempel på en type, der var et almindeligt syn i det 19. og 20. århundrede, men i dag er så godt som forsvundet: den jødiske orientalist. Fænomenet optrådte første gang i det victorianske England, hvor unge mænd fra særdeles assimilerede og indflydelsesrige familier som William Gifford Palgrave og Benjamin Disraeli drog ud for at finde deres ’orientalske rødder’ i ørkenen. I Palgraves tilfælde førte jagten på den orientalske autenticitet ham ud i et vildt liv fyldt med rollespil og falske identiteter: I 1850’erne udgav han sig for at være muslimsk læge, mens han i al hemmelighed arbejdede for jesuitterne (mærkeligt nok insisterede han på, at jesuitterne skulle kalde ham ’fader Cohen’, hvorved han genoptog det navn, hans familie havde skrottet i det 18. århundrede), og i den rolle rejste han til Arabien for at anstifte en beduinrevolte finansieret af Napoleon III – 50 år før T.E. Lawrence overhovedet ankom til Mellemøsten. Palgrave alias fader Cohen forsøgte også at omvende wahhabister til kristendommen.

Hans erindringsværk var den mest solgte engelsksprogede bog om Arabien, indtil den blev overgået af Lawrences memoirer.21 Den jødiske orientalist betragtede Østen som et sted, hvor man ikke skulle møde den eksotiske Anden, men finde sine egne rødder, og for ham var araberne simpelthen blodbrødre – jøder til hest, som Disraeli formulerede det.22 Men Disraeli bryder selv med nutidens postkolonialistiske stereotypier, for selv da han hviskede dronning Victoria i øret, at hun skulle være kejserinde af Indien, var det ikke et regulært vestligt overherredømme over Østen, han havde i tankerne. Han dyrkede Østen og drømte om et imperium, der kombinerede det bedste af begge verdener – et panorientalsk britisk imperium. Det skulle være et britisk imperium og således organiseres med udgangspunkt i briternes sunde fornuft og

22

ORIENTALISTEN

praktiske sans, men det skulle også være ’orientalsk’ og dermed styret af Østens visdom og dybsindighed – fortolket for Vesten af jøderne, de derboende orientalere.

Den antisemitiske version af denne tanke var selvfølgelig, at jøderne var en fremmed, orientalsk race i Europa – men de jødiske orientalister vendte denne antisemitisme på hovedet og tog deres gamle ørkenadel til sig. De knyttede sig stærkere til deres glemte ’brødre’ i Østen og forsøgte at formidle den semitiske kultur, herunder islam, i Vesten.23 De jødiske orientalister var i ordets egent­ lige betydning specialister i Østens religioner, sprog og etnografi, men selv med denne definition har det jødiske islæt i studiet af Orienten været overraskende overset.* Ud over de lærde var der jøder, der ligesom for eksempel Lev Nussimbaum bogstavelig talt lod sig opsluge af den ’østlige identitet’. Når de jødiske orientalister forklædte sig som beduiner eller dervisher og foretog lange feltrejser, syntes de at opleve en helt anden psykisk transformation end ikkejøden, der blot iførte sig en arabisk mufti. De udviklede et fascinerende forhold til zionismen, og de fleste af dem advokerede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina, men ofte som konsekvens af en ’pansemitisk’, promuslimsk verdensanskuelse.

Efter Anden Verdenskrig forsvandt forestillingen om en jødisk orientalisme mellem historiens gulvbrædder, efterhånden som konflikten mellem jøder og muslimer antog tragiske proportioner i Mellemøsten og skyggede for deres intrikat sammenvævede fortid. I dag forekommer det indlysende og uundgåeligt, at muslimer og jøder ikke kan fordrage hinanden. Grunden til, at de engang *

I sin indflydelsesrige bog Orientalisme var nu afdøde Edward Said tilbøjelig til at ignorere det jødiske bidrag til det 19. og 20. århundredes islamstudier, antagelig fordi det ville have problematiseret hans argumenter omkring zionisme og imperialisme: Som hovedregel talte de tidlige jødiske orientalister enten i et akademisk neutralt eller et decideret beundrende tonefald om islam. De betragtede islam som en stor religion og den muslimske verden som et ædelt forbillede og ikke som et inferiørt kætteri, hvilket var den holdning, så mange kristne lærde indtog.

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

23

kom så godt ud af det med hinanden, fortaber sig derimod i tågerne, på den anden side af en dyb historisk kløft.

Forsøget på at opklare mysteriet om Lev Nussimbaum bragte mig også i kontakt med den skyggeverden af flygtninge og statsløse, som Den Russiske Revolution og Første Verdenskrig – og de hændelser i Tyskland, der gav grundlag for nazismen og Anden Verdenskrig – havde skabt. Dybest set blev Lev fanget mellem én revolution, i Rusland, og en anden i Tyskland, som dog ikke kaldte sig en revolution. Hele imperier forsvandt sporløst i løbet af få år, og mange mennesker gik til grunde sammen med dem – andre måtte flygte for livet, og for folk som Lev fik flugten aldrig rigtig ende.

Da jeg så de første billeder af ham, kom jeg straks til at tænke på min grandonkel Lolek, der flygtede fra det vaklende østrig-ungarske kejserrige og Det Tredje Rige og kom til New York i 1930’erne: De ville have været næsten nøjagtig lige gamle. Lolek var en af min barndoms store helte, og resterne af hans vennekreds – som engang havde fyldt en adressebog på størrelse med telefonbogen for en mindre provinsby – bragte en verden af sofistikeret vid med sig til deres hjørne af Manhattans Washington Heights. Et af mine dejligste barndomsminder handler om at lytte til hans historier om hans opvækst i det habsburgske senrige – som barn var jeg dybt fascineret af den tanke, at han havde ”haft en kejser”, og at denne kejser havde været en god regent, og at mørket havde sænket sig over verden efter hans død. Jeg kom til at betragte Levs omvendelse til islam og hans kærlighed til zaren som en parallel til min grandonkels socialisme og kærlighed til kejser Franz Josef.

Og så var der Loleks eventyr i 1920’erne, hvor fremtiden lå vidt åben, hvor alle havde en ide om, hvordan verden skulle genskabes, og hvor det virkede, som om alt var lige på nippet til at ske – indtil der rent faktisk skete noget, og alle hans venner og slægtninge pludselig sad i saksen. Min grandonkel Lolek fortalte mig

24

ORIENTALISTEN

om første halvdel af det 20. århundrede i form af en række humoristiske eventyrfortællinger om ham og hans venner og hans storebror, Janek, som alle kaldte Bull, fordi han var så stærk. Han fortalte mig om, hvordan han forsøgte at overtale Janek, min bedstefar, til at krydse den schweiziske grænse sammen med ham for at komme ud af Frankrig, inden det var for sent. ”Din bedstefar havde jo en familie,” sagde Lolek. ”At forlade den var ikke noget, han så meget som overvejede. Men han kunne have sendt bud efter den bagefter.”

Min grandonkels sans for humor – en særlig form for wienerhumor – kunne forvandle selv en rystende beretning om flugt fra nazister til noget nær en Marx Brothers-sketch. Jeg ville altid høre historien om hans kæreste, der løb ud på altanen, da Gestapo kom for at hente hende, og på skift gemte sig i det ene værelse, mens de gennemsøgte det andet, og på en eller anden måde undgik at blive arresteret. ”Men du må forstå,” sagde min grandonkel små­ grinende, ”der er ikke noget at grine ad – for hvis de havde fået fat på hende, ville de have slået hende ihjel.”

Da Lolek døde i sommeren 1994, havde jeg det, som om Wiens fin de siècle-kultur og hele den særlige kultur i det østrigske Galizien, hvor han var kommet til verden, nu døde endnu en gang. Det var et rent tilfælde, at han overhovedet havde overlevet. Han havde fået et østrigsk pas, da det habsburgske rige brød sammen. I 1919 fik Janek derimod et polsk pas, selv om de to var brødre og kom fra samme by. Det er en del af grunden til, at min bedstefar Janek i 1942 blev deporteret til Auschwitz fra Frankrig, hvorimod min grandonkel Lolek overlevede og kom til New York.

Som så mange andre jødiske (og for den sags skyld ikkejødiske) børn voksede jeg op med fantasier om at rejse tilbage i tiden og narre nazisterne. Lev Nussimbaum havde temperamentet til rent faktisk at udleve en sådan fantasi. Da bolsjevikkerne løb Baku over ende, flygtede han sammen med sin far per kamelkaravane

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

25

gennem Persien og de turkestanske ørkener. Senere undslap Lev bolsjevikkerne ved at foregive at være en af dem. Han kæmpede sig vej tværs gennem Europa og konverterede til islam på den osmanniske ambassade i Berlin i 1923 i de sidste dage af Det Osmanniske Riges eksistens. Alt dette skete, inden han var fyldt 18, og hans eventyr var først lige begyndt.

Mere afgørende for mig end hans tidlige flugtbedrifter og identitetsskift var hans livslange konsekvente afvisning af den rolle, det 20. århundredes ideologier ville påtvinge ham. Hvor de fleste jøder i Tyskland efter Første Verdenskrig forsøgte at assimilere sig så vidt muligt, da gjorde Lev alt, hvad han kunne for at stikke ud som etnisk outsider, blandt andet ved at føre sig frem på cafeerne i Berlin og Wien iført flagrende gevandter og turban. Men hans identitet som ørkenkriger endte med at give bagslag. Han valgte at blive i Europa og gik glip af den ene mulighed efter den anden for at komme i sikkerhed hos sine hovedrige svigerforældre i New York. Kort tid efter at det var lykkedes ham at flygte fra det nazistisk besatte Wien til Nordafrika, vendte han tilbage til hjertet af det fascistiske Europa, som om en sælsom tiltrækning fastholdt ham i kredsløb om de kræfter, der var ude på at knuse ham.

Lev fik udgivet 16 bøger, de fleste af dem internationale bestsellere og et enkelt mesterværk af blivende værdi, alt sammen inden han fyldte 30. Hans egentlige genialitet lå imidlertid i skabelsen af sin egen omskiftelige identitet: Frem til sin død i 1942 holdt Lev størstedelen af det fascistiske establishment hen i uvidenhed ved hjælp af stadig dristigere finter og kneb, mens han dansede sig helt ind i magtens centrum som en ubuden gæst ved et maskebal.

Lev overlevede såvel kommunistisk som nazistisk undertrykkelse ved at mobilisere fantasiens kraft mod den rå fysiske magt.

Han var på én gang jøde, østerlænding og tysker, men han forkastede på intet tidspunkt nogen af disse identiteter til fordel for en af de andre – de var alle produkter af et trodsigt sind, der nægtede

26

ORIENTALISTEN

at lade sig definere eller kategorisere udefra. Han var en slyngel og en forfører, men aldrig den svindler eller bondefanger, som han blev beskyldt for at være. Han var en ideologisk Houdini, der legede med etniske og religiøse forklædninger og tvetydigheder i et årti, hvor race og religion var lige så indiskutabelt entydige som en dødsdom.

Det sejlivet mirakuløse ved gamle papirer – tidsrester og erindringssmuler gemt væk i kartonæsker, kommodeskuffer og klædeskabe – slog mig igen og igen under min jagt på Lev. På fire år lykkedes det mig at opspore over 300 private breve, der var blevet overset af forskerne, selv om de havde forsøgt at finde dem, en række upublicerede bogmanuskripter (et kaukasisk potpourri, en historisk fremstilling af fascismen og første del af en nøgleroman, der foregår på Waldorf Astoria og i svigerfarens lejlighed på Park Avenue), memoirer af en klassekammerat fra Berlin, som kendte ham, da han kom til Tyskland første gang som teenager, og måske mest usædvanligt seks hemmelige notesbøger fra hans dødsleje, Levs sidste beretning om sig selv – et rablende epos skrevet med mikroskopisk håndskrift, som ikke desto mindre er den klareste beretning om hans liv.

Brevene dukkede op i en villa uden for Milano, hvor de havde ligget urørt i over 50 år. De rummede en tre år lang korrespondance mellem Lev og en salonværtinde ved navn Pima Andreae fra Mussolini-tiden. Brevene er mærkelige og undertiden frastødende, men grundlæggende dybt rørende. Efter at have hørt, at den forfatter, hun beundrede så meget, Essad Bey, sad fanget i Italien uden mad og medicin mod en fremskreden blodsygdom, skrev Pima impulsivt til ham. Hun holdt af hans bøger for deres idiosynkratiske syn på monarkiet og foragt for det stalinistiske Rusland. Hun anbefalede ham at læse Kurban Said uden at vide, at han og Essad Bey var én og samme forfatter. Nu var han ludfattig og dødssyg,

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

27

fanget af krigen og sat i husarrest af det hemmelige italienske politi. Hun sendte ham penge.

Pima var medvirkende til at holde Lev i live mellem 1939 og 1942. Vigtigst af alt inddrog hun ham i en brevveksling, der forvandlede sig til en ”intellektuel kærlighedsaffære”, et varigt venskab og en forbindelse til den verden udenfor, han ellers var helt afskåret fra.24 Hun er imidlertid en næsten lige så uigennemskuelig skikkelse som Lev selv, og selv om han fortalte hende alt, ville han aldrig kunne fortælle hende, hvem han egentlig var. Pima var en indflydelsesrig tysk-italiensk kvinde, der fungerede som værtinde for en kreds af førende fascistiske og nazistiske intellektuelle, deriblandt amerikanere som Ezra Pound og medlemmer af Mussolinis familie, som indimellem boede i hendes villa i Rapallo.

Pima skrev på Levs vegne til Mussolini og til manden, Lev kaldte ”mr. Ezra”, som lovede at gøre, hvad han kunne for at hjælpe sin forfatterkollega. I et af de besynderligste breve i hele korrespondancen, fra den 22. juni 1942, skrev Lev begejstret til Pima: Og pludselig er staten kommet i tanker om mig. Om tre uger, bare tre uger, vil jeg få penge igen – hvis jeg stadig er i live. For jeg ønsker stadig at leve, trods alt. Vi vil utvivlsomt snart vinde krigen, og så vil jeg så afgjort besøge Dem, før jeg rejser videre – andet kan slet ikke komme på tale. Åh, hvor bliver det dog spændende at opleve sejren!25

I dette brev refererede ”vi” til Nazityskland.

Disse dokumenter var umådelig fascinerende for mig, men de mennesker, jeg mødte under forsøget på at komme til bunds i denne historie, var mindst lige så fantastiske. Der var baronesse Ehrenfels, som jeg besøgte på Schloss Lichtenau – ikke at forveksle med den baronesse, der skulle forestille at have været Kurban Said (hendes

28

ORIENTALISTEN

mands første kone). Den tredje, daværende baronesse fortalte mig sin historie en tidlig vintermorgen klokken fire (hun havde haft alt for travlt til at tale med mig tidligere, for hun stod op ved midnat hver eneste dag for at arbejde på sin rockopera, som skulle produceres af et tysk-israelsk kompagni), hvorefter hun førte mig ind i iskoldt rum i et af slottets små tårne, et kælderrum fyldt fra gulv til loft med gamle familiepapirer og fotografier. I USA tilbragte jeg en meget interessant eftermiddag sammen med Peter Viereck, søn af George Sylvester Viereck, som havde været Levs newyorkerven og skribentkollega – de besøgte kejser Wilhelm sammen i Holland – og som den førende interviewer for Hearsts aviskonsortium var han formentlig den første amerikaner, der interviewede Hitler.26 Han var fanatisk germanofil og endte med at føre en absurd kampagne for, at man sagtens kunne være både nazist og filosemit – og at han derfor fortsat kunne stå i forbindelse med både Hitler og venner som Sigmund Freud. Til sidst blev han fængslet som naziagent. Flamboyante, selvmodsigende skikkelser som Viereck var for mig sindbilleder på epokens forvirring, som også symbolsk fremgik af det faktum, at et førende amerikansk tidsskrift i året 1931 kunne tælle Lev Nussimbaum, Leonard Woolf, Joseph Goebbels og Thomas Mann blandt sine bidragydere.

Der er endnu en person, jeg er nødt til at præsentere, for det var hende, der skaffede mig ’Kurban Saids’ mystiske notesbøger fra dødslejet. Hun var i øvrigt selv noget af et mysterium. Jeg havde lige forladt Positano i Italien, hvor jeg besøgte Levs grav (en smal, hvid sten med marmorturban på toppen – den lignede en tynd mand med hat på hovedet), og var endnu en gang på vej til Wien. Jeg ledte, hvad der måske forekom lidt håbløst, efter Levs sidste redaktør og forlægger, Therese Kirschner. Hun havde været en ’arisk’ assistent hos Levs østrigske forlægger i 1930’erne, og da hendes jødiske arbejdsgivere måtte flygte, købte hun forlaget til en tredivte­del af dets værdi.

En ekspert i tysk islamisme, som jeg havde talt med i Berlin,

PÅ SPORET AF KURBAN SAID

29

havde fortalt mig, at hun stadig var i live og boede i Wien, men han havde indtryk af, at Kirschner, som i dag brugte sin afdøde mands efternavn, Mögle, var alt for reserveret til at ville diskutere sin fortid med nogen.

Frau Mögle stod ikke i telefonbogen, men jeg gik hen til forlagets tidligere adresse, og dér, øverst på gadedørens liste over beboere, stod navnet ’Mögle’ og derunder logoet for det forlag, hun havde givet sit eget navn i 1940 – Therese Kirschner Verlag. Jeg besluttede at lade være med at ringe på og gik i stedet tilbage og skrev et omhyggeligt formuleret brev på hotellets brevpapir, hvor jeg understregede, at jeg ikke var interesseret i andet, end hvad hun kunne huske om en bestemt forfatter ved navn Essad Bey og hans værker.

Jeg sendte et bud hen med brevet. 20 minutter senere sad jeg og drak en kop kaffe i hotellobbyen, da jeg pludselig blev kaldt hen til receptionen. En frau Therese Mögle ønskede at tale med mig over telefonen. På det mest formelle tysk, jeg kunne mønstre, inviterede jeg hende på middag.

Frau Mögle havde et ansigt som en lille ørnefugl med et udæskende blik. Hun var 96 år gammel, men virkede langt yngre, og hun omtalte sine forfattere som en skolelærerinde, der tænkte tilbage på sine gamle elever for mange år siden. De fleste af dem havde været jøder og måtte flygte fra Wien i løbet af få uger efter Anschluss, hvilket dog ikke forhindrede forlaget i at indkassere salgsindtægterne fra deres bøger helt op til to år senere. Frau Mögle omtalte deres afrejse med en besynderlig form for indignation og refererede blandt andet til en forfatter, som ”forduftede uden forklaring og blot overlod det til mig at varetage hans forhold”.27 Da den først kom i gang, fungerede frau Mögles hukommelse som en brusende kaskade af præcise erindringer om ansigter, manuskripter, pengesummer og beskyldninger. De eneste beretninger fra tiden efter 1945 var beskrivelser af de donationer, hun havde givet til forskellige former for børnehjælp i Afrika. Et konstant gentaget

30

ORIENTALISTEN

refræn lød som følger: ”Jeg var ikke et ondt menneske, forstår De, jeg var ikke ond, jeg reddede mennesker, jeg reddede så mange mennesker, jeg tog mig af alt for dem, jeg kunne ikke holde ud at se nogen lide.” Det var det tunge arbejde med at tage sig af alt det, de flygtende jødiske forfattere havde efterladt sig, der førte os tilbage til Essad.

I mellemtiden var vi nået hen til frau Mögles lejlighed, det tidligere forlagskontor. Vi talte om Ali & Nino – ”ren magi, virkelig et af hans bedste værker” – og så var det, hun spurgte mig, om jeg havde læst ”den anden roman, han skrev under pseudonymet Kurban Said. Har De læst Der Mann, der Nichts von der Liebe verstand?” Jeg svarede, at jeg aldrig havde hørt om bogen.

Hun så underfundigt på mig og rejste sig så for at sjokke ind i det tilstødende lokale. Jeg troede, hun ville hente endnu en søløvepels og gå mannequin for mig – hun havde allerede vist mig adskillige af slagsen i forskellige snit og stilarter – men i stedet kom hun tilbage med seks små læderindbundne lommebøger holdt sammen med et bånd. Hun placerede dem foran mig og bandt sløjfen op. ”Jeg har haft dem liggende i skabet i over 50 år. Jeg kunne have fået en formue for dem, men jeg er ikke et grådigt menneske, der kan De selv se, jeg er slet ikke så slem, vel?”

Jeg så nærmere på den første af bøgerne, med rigt udstyret guldtryk på det brune læderomslag. På den første skrøbelige side stod der skrevet med barnlig håndskrift ”Kurban Said”. Under navnet stod der ”Der Mann, der Nichts von der Liebe verstand”. Derunder stod der: ”Roman. Første bog”. Jeg læste første sætning højt på tysk.

Den var skrevet med anstrengte, udtværede kragetæer: Smerten er stærkere end livet, stærkere end død, kærlighed, loyalitet og pligt.28

Lidt længere fremme i teksten, der udgjordes af uregelmæssige blæklinjer, kunne man læse en slags hensigtserklæring: ”Denne

bog er ikke ment som litteratur. Nu da jeg ligger for døden, ønsker jeg at kaste et tilbageblik på mit liv … Det er min intention så sandfærdigt som muligt at beskrive det sælsomme liv, der blev min skæbne.”

Frau Mögle sagde, at Essad Bey havde givet hende disse seks lommebøger, hans sidste værk, da hun besøgte ham i Positano. ”Han ønskede, at jeg skulle udgive dem, og jeg kunne have tjent en formue på det, men jeg gjorde det aldrig. Jeg kunne ikke holde ud at læse dem, det er så frygteligt at mærke hans smerte, så jeg beholdt dem og gjorde aldrig noget med dem. Tag dem med, og læs dem, hvis De vil.”

Jeg forlod den gamle bygning. Der var Wiener Operabal den aften, og folk traskede af sted gennem den nyfaldne sne iført kjole og hvidt og fine balkjoler. Jeg holdt lommebøgerne tæt ind til brystet, så de ikke blev våde. Hvorfor havde Lev givet frau Mögle disse bøger? Hvorfor havde hun givet dem til mig? Straks jeg kom tilbage til hotellet, kastede jeg mig på sengen og begyndte at læse.

De små, blå bogstaver fortalte en vildtvoksende, rablende usandsynlig historie.