Heavy Metal

Page 1

JENS ”JAM” RASMUSSEN

40 ÅR MED HÅRD ROCK


12

Volbeat og nutidens metalkultur

Ronnie James Dio stod på scenen i KB Hallen en decemberaften i 2004. Blandt de tilstede­værende fans var Michael Poulsen, der var født i samme år, som Dio indtrådte i Ritchie Blackmores Rainbow, 1975. ”Tarot Woman” – fra Rainbows andet album, Rising (1976) – satte aftenens koncert i gang, alt imens Poulsen ivrigt delte ud af sin nye demo-cd til mediefolk, meningsdannere, pladeselskabsfolk og almindeligt bekendte i K­ B Hallen. Det var ikke første gang, at den tidligere Dominus-frontmand hev en demo-cd op ad lommen. At ”lave en Michael Poulsen,” lød det efterhånden med velment humor i danske metalkredse, når man delte en demo eller cd ud til folk i miljøet. Michael Poulsen var desuden i kontakt med ”forskellige udenlandske pladeselskaber,” som han fortalte det under koncerten med Dio, som også Poulsen beundrede og nød i fulde drag. Musikken på Michael Poulsens nyeste demo havde imidlertid ikke meget tilfælles med aftenens idol, for Volbeat, som Poulsens nye band hed, genlød på demoen af en dyb barytonvokal og en rocket og swingende metallyd, der mindede mest om en rock’n’rollet udgave af 90’ernes Danzig og det nye svenske band Mustasch. ”Da vi lavede den sidste Dominus-plade, Godfallos, sagde jeg fra starten til gutterne i studiet, at det blev vort sidste album. Jeg havde så mange andre ideer, som ikke ville falde i god jord under Dominus-navnet. Noget, som jeg kunne høre var mere rocket og med mere 50’er/60’er-melodisk input,” forklarer Michael Poulsen om sit bandskifte til Volbeat. ”Den nye musik havde måske nogle få elementer med fra det foregående Dominusalbum Vol.beat, så jeg fjernede punktummet i den albumtitel, lavede et enkelt logo til ’Volbeat’ og... lad os så komme i gang!”

Fra demo til debutalbum Michael Poulsens mange timer i øvelokalet med det nye band blev suppleret med ivrige pedaltramp på cyklen og hyppige besøg på posthuset. Volbeat lavede en fyldig demo-cd med 10 numre, og så kørte Poulsen ellers på sin cykel rundt i hele København for at aflevere cd’en i pladeforretninger med beskeden om, at forretningerne ikke skulle betale for cd’erne, men bare tage imod dem og hjertens gerne lægge den med ned i posen, når kunderne købte noget ”tilsvarende musik”. Til sit held kendte Poulsen mange


274 HEAVY METAL - 40 år med hård rock

imødekommende folk i forretningerne, der skam gerne forærede Volbeat-demoerne til deres kunder. Nu cirkulerede den tidlige Volbeat-musik rundt uden, at bandlederen nødvendigvis selv skulle ”lave en Michael Poulsen”. Og så var der den samtidige jagt på pladekontrakten. Som Michael Poulsen beskriver forløbet: ”Samtidig med indsatsen i pladebutikkerne, shoppede jeg også demoen rundt i branchen, fra de mest obskure små pladeselskaber til de rigtig store, men der var sgu ikke rigtig nogen, der bed på. Der var en håndfuld af dem, som sagde, at det da lød skidegodt, og at de kan faktisk godt kunne lide cd’en, men de vidste bare ikke hvem helvede, der skulle købe den!” Ovre i Ribe havde også Jacob Hansen modtaget Volbeats demo-cd. Han lyttede, fornemmede og overvejede. Og så ringede han til Michael Poulsen, som takkede ja til at komme til Hansen Studios for at indMichael Poulsen tørrer sveden af panden under Volbeats indslag i den sidste indledende runde af demo band-arrangementet spille næste Volbeat-demo, Beat the Meat LiveContest i Stengade 30 i marts 2004 (øv.). Konkurrencen var (2003), der skabte langt mere røre i unudskrevet af musikbladet Soundvenue, hvis udsendte konkluderede, dergrunden og i udlandet. at ”Volbeat spillede en ganske melodisk 80’er-metal både sikkert og meeeget tungt uden den store nuance.” Volbeat vandt runden Som Jacob Hansen erindrer: og nåede videre til semifinalerne, hvor bandet imidlertid blev slået ”Jeg kunne mærke sådan et mærkeligt ud (ned. t.h). Men Volbeat fortsatte ufortrødent og optrådte sidst buzz i undergrunden, hvor folk på den ene på året i Pumpehuset, København (ned. t.v) som en del af Jingle Bell Rock med Raunchy, heavy hopperne Sutrapumo og rapperne side tænkte, at det da var noget mærkeligt Clemens og Tjes Boogie. Foto: Jacob Dinesen skrammel det dér, men på den anden side, så var der jo et eller andet fedt ved det, hvor folk tænkte: ’Har han ikke gang i noget rigtigt, ham Michael Poulsen!?’” Det mente Hansen i alle fald selv, og han mente desuden, at det første Volbeat-album nok skulle have ”en anelse mere livelyd.” Hansen og Volbeat indspillede derefter et første fuldlængde Volbeat-album for derefter at fortsætte jagten på pladekontrakten. En jagt, der endte i samme land som den danske heavy metal-scene havde haft udgivelsesmæssigt hjemsted i start-80’erne: Holland. Det førende independent metalselskab Roadrunner havde forhandlet i et halvt års tid med bandet, men den ellers oplagte aftale faldt til jorden, da selskabet ville udskyde udgivelsen af Volbeat-debuten et halvt år. I stedet sprang det langt mindre profilerede Mascot Records til. Det hollandske pladeselskab havde kun kultiske metalreferencer som svenske B-Thong og Transport League, men med rigelig entusiasme omkring Volbeats potentiale. ”Vi stod med et produkt, som vi ikke helt vidste, hvor vi var henne med rent stilistisk, så vi prøvede alt fra dedikerede hardcoreselskaber over majorselskaber til selskaber


volbeat og nutidens metalkultur 275

som Mascot, som har alt muligt fra blues til hård metal. Og det var måske mere der, vi hørte hjemme,” forklarer Michael Poulsen. Debutalbummet, The Strength/The Sound­/­The Songs (2005), udkom herhjemme via det metalkyndige Target Distribution, der fik en langt mere aktiv og opbyggende rolle end som blot distributør. Targets Thomas Grønkjær og Michael Poulsen var gamle venner fra metalmiljøet, Volbeat anno debutalbummet The Strength/The Sound/The Songs, der fra starten pingpongede omkring Vol- hvor der fra starten blev signaleret både hård metalrock og 50’erstil. Fra venstre mod højre: Anders Kjølholm (bas), Michael Poulsen beats ideer og promotion-aktiviteter. Mål- (sang/guitar), Franz Hellboss (guitar) og Jon Larsen (trommer). Foto: Pressefoto/Target rettet, men med strategisk tålmodighed. ”Det første album var bare en indikator og var ikke vigtigt for os finansielt, eller som en mediemæssig døråbner,” fortæller Thomas Grønkjær. ”Volbeat begyndte først at blive en succeshistorie, da bandet blev anerkendt af Step­ pe­­ulv-prisen og skulle spille på årets Roskilde Festival som følge af det.” Steppeulv-prisen var det danske musikanmelderkorps’ årlige pris, hvor Volbeat blev tildelt prisen for Årets Håb 2006, hvorefter bandet i sommeren 2006 debuterede på Roskilde Festival. Året efter åbnede bandet festivalen i en historisk regnkaskade, men derfra dryppede det kun mere lystigt på bandet, der siden – i 2008 – opnåede en sensationel guldplade for debutalbummet herhjemme. Albummet mere end strejfede Metallicas bluesy rock-møder-metalfeeling a la Load, men indeholdt også klare konturer af et kommende Volbeat-varemærke: Den gode 50’er/60’er-rocksang-møder-hårdog-swingende-metalrock tilsat enkelte kreative finurligheder. Og efterfølgeren, Rock The Rebel/Metal The Devil, var lige om hjørnet.

Gennembruddet Indspilningen af Rock The Rebel/Metal The Devil foregik også i Hansen Studios i Ribe, hvor studieboss og producer Jacob Hansen med det samme mærkede en særlig stemning af noget stort, sjovt og spændende på vej: ”På Rock The Rebel... skulle den have på alle tangenter, hvor den ikke blev taget helt ’derud’ på den første plade. Det album var stadig meget metalrødder, Michael var ikke helt stemmemæssigt udviklet, og han turde ikke være helt så fjollet dengang, som han blev det på Rock The Rebel... Og der var en superfed stemning, da vi lavede den plade, det var skidesjovt

Michael Poulsen med de danske rockkritikeres Steppeulv-pris i Store Vega, København i januar 2006. Med i prisen som Årets Nye Navn fulgte et spillejob på førstkommende Roskilde Festival, og nu begyndte Volbeat at ligne en succeshistorie. Foto: Jacob Dinesen


276 HEAVY METAL - 40 år med hård rock

og med smil på læben, og det var første gang nogensinde, jeg skulle skrive ’banjo’ på et spor. Samtidig var der ligesom lagt i kakkelovnen til noget stort. Alle glædede sig til at høre albummet, og der var rockfolk, som syntes, at Volbeat var et sjovt og interessant band, hvilket var noget helt nyt i metalkredse, for der var ikke nogen fra rockmiljøet, som syntes, at det var sjovt at høre Illdisposed eller HateSphere. Meget firkantet skåret op, men sådan var det. Og pludselig sad Johan Olsen fra Magtens Korridorer på tv i programmet Smagsdommerne iført Volbeat-T-shirt og syntes, at bandet var megafede. P3 begyndte at synes om Volbeat, og så rullede det bare.” Rock The Rebel/Metal The Devil var en videreudvikHøjt humør hos Michael Poulsen og guitarist ling af den musikalske indikator fra debuten, der ekThomas Bredahl på Roskildes Klub Gimle. koede af barndommens løsslupne lydspor i Volbeats Det var i marts 2007, hvor Volbeat for alvor metalrockede og dybt dedikerede pasticher af Johnny tog fart. Foto: Jacob Dinesen Cash (”Sad Mans Tongue”) og hovedidolet Elvis Presley (”Soulweeper #2”). For Michael Poulsen var den – i moderne heavy metal – usædvanligt eksplicitte 50’er-reference1 ganske enkel og ligetil: ”Da jeg i 90’erne flyttede hjemmefra, købte jeg selv de 50’er-plader ind, som mine forældre spillede for mig i min barndom, og det er sgu stadigvæk de plader, jeg kan blive ved at sætte på i dag. Det er superenkle sange, men det enkle udtryk er også det sværeste at finde, og jeg har det bare sådan, at de bedste sange blev skrevet i 50’erne og 60’erne. Alt, hvad der er kommet efterfølgende, er bare copycats, og vi er selv et af dem.” Albumtitlen var i sig selv et snedigt ordspil, som optegVolbeat bliver opdaget af de europæiske somnede Michael Poulsens musikalske og æstetiske vision merfestivaler og optræder her på Sweden mellem barndommens 50’er-rock’n’roll og ungdommens Rocks mindre scene i juni 2008. Året efter hårde heavy metal. var Volbeat booket til samme festivals hoved­ scene. Foto: John Mortenssson ”Vi var ikke rigtigt metal, vi var ikke rigtigt rock’n’roll, men måske lidt af begge dele, og hvis du blandede de to ting sammen, så havde du Volbeat,” siger Poulsen. ”Jeg ville derfor frem til en titel, der dækkede over både rock’n’roll og metal. Rock’n’roll går gerne tilbage til 50’erne, hvor det var rebelsk at høre den musik. Den skulle høres i smug, og det var en periode, hvor ungdommen gjorde oprør mod både deres forældre, og hvad man ikke måtte i samfundet. Og da vi i Volbeat også var en del af metallen, og Satan har optrådt på en del metal-pladecovers, så fik jeg bagt en kage, der smagte af begge dele,” forklarer Michael Poulsen. Denne smagssammensætning skulle vise sig særdeles eftertragtet, og på det lille danske distributionsselskab mærkede man også noget ganske særligt komme med det nye Volbeat-album.


volbeat og nutidens metalkultur 277

Thomas Grønkjær fortæller: ”Med Rock The Rebel... følte vi fra starten, at bandet havde ramt noget unikt, og det, jeg kunne mærke, var, at bandet blev bedre og bedre for hver gang, jeg så dem live. Og det gik word of mouth mellem musikfansene, så bandet tiltrak det dobbelte, hver gang de spillede i København. Det var som en positiv sneboldeffekt, og der begyndte også at komme piger til koncerterne. Volbeat krydsede over kønsmæssigt, og det gjorde HateSphere eksempelvis ikke, hvor det var det mandlige publikum, der skulle ud og fyre den af med vennerne til noget hård metal. Desuden krydsede Volbeat over genreog generationsmæssigt, for der var både Elvis og Life of Agony i deres musik. Volbeat var en fest, og for mange danskere var de det hårdeste de hørte, men det var fedt og et fælles ståsted, som D-A-D og Metallica havde været det tidligere.”

Til tops Et specielt nummer på albummet var det engelsk/danske sprogmiks på det fængende ”The Gardens Tale”, der gæstet af førnævnte Johan Olsen fra Magtens Korridorer nærmest lød som Gasolin udsat for moderne metalrock. Siden han hørte det første råmix af ”The Gardens Tale”, havde Thomas Grønkjær delt Michael Poulsens intention om, at de havde et helt ekstraordinært nummer, der kunne spilles ud som single. Targets PR-mand havde tidligere forgæves forsøgt at lancere debutalbummets pop­melo­diske covernummer ”I Only Wanna Be With You” over for P3’s særlige playlisteud­valg, men nu lagde han an til et nyt forsøg med ”The Gardens Tale”. Band og plade­selskab skulle dog møde en del skeptiske miner under­vejs: Nummeret var jo lidt langt, der blev sunget på både dansk og engelsk, en del af metallens virkemidler var også tydeligt til stede, og hvem havde produceret? Death/thrash-pioneren Jacob Hansen! Uha. ”Der var nogle folk omkring mig, som sagde, at vi måske nok skulle tage de der dobbeltpedaler af og skrue ned for guitaren,” erindrer Michael Poulsen. ”Men nej, det skulle vi fandeme ikke! Nummeret var lavet, som det var, og var heller ikke lavet for at kunne blive spillet på Danmarks Radio. Men de tog nummeret til sig, og vi strøg til tops.” Og det i albummets første udgivelsesuge, hvor telefonerne på Target Distribution kimede lige fra tidlig morgen. Landets pladebutikker manglede Volbeat-plader, så

Volbeat underholder et propfyldt Store Vega, København den 4. november 2008, som samtidigt sparkede bandets efterårsturné i gang. Forrest bassist Anders Kølbæk, bagerst Michael Poulsen. Foto: Jacob Dinesen

Jon Larsen slår på tromme for Volbeat i et udsolgt Forum i København, marts 2009. Foto: Jacob Dinesen

Michael Poulsen køler sig ved afslutningsshowet på Grøn Koncert-turneen i Valby den 29. juli 2009, hvor Volbeat optrådte sammen med blandt andre tv-2, Tim Christensen og Kashmir. Foto: John Mortensson


278 HEAVY METAL - 40 år med hård rock

pladeselskabet måtte hastigt genoptrykke nye. I uge 8, 2007 oprandt så det usandsynlige: Som det første danske metal-band nogensinde gik Volbeat og Rock The Rebel/Metal The Devil helt til tops på den danske album-hitliste. ”Vi overhalede jo de mest afskyelige kunstnere, som vi har ønsket at give baghjul i hele vort liv, og det var lidt specielt. Og under os lå endda Bruce Springsteen, som jeg er personlig fan af, og som jeg synes er en Jacob Hansen i studiet, hvor den gamle undergrunds-metalaktør producerede Volbeats hitlistefantastisk kunstner,” genkalder Michael Poulsen sig topper: ”Det var da en meget mærkelig følelse den historiske dag og ser tilbage på den enorme sucat have produceret et Nummer 1-album, og jeg ces, som Volbeat opnåede i perioden: ”Det var jo surblev lidt forbløffet, da det skete, selvom det jo også er gået slag i slag for Volbeat. Men det er da realistisk, at vores lille band skulle nå helt derop, hvor sjovt at mindes, da bandet var herovre i studiet man kunne markere sig hos nogle mennesker, der elførste gang og ikke kunne få en pladekontrakt,” lers ikke ville lytte til musik i sådan en genre. Og jeg kommenterer Jacob Hansen. Foto: Jakob Schultz er i dag glad for at sige, at jeg ikke har vundet nogen konkurrence, men har måttet slide for den succes, som vi fik. Al stædigheden, gå-påmodet og alle de knubs jeg har fået, er også grunden til den succes, vi har fået i Volbeat. Vi har ikke fået noget forærende, men har rejst os op hver gang, vi har fået en mursten i hovedet. Og det handler meget enkelt om kærligheden til musikken, at udøve den og skrive den. Og det er nok meget sundt, at succesen er kommet, når man har nogle flere år på bagen og er blevet en ældre dreng, men lur mig, om ikke jeg også havde taget godt imod den, hvis det var sket, da jeg var 17 år.” Michael Poulsen var nærmere dobbelt så gammel, da Rock the Rebel/Metal the Devil i 2008 opnåede platin­status i Danmark: 30.000 solgte eks., siden rundede salgstallet 50.000 eks.. Ekstremt mange på nutidens musikmarked og nærmest sammenligneligt med eksempelvis D-A-D’s sekscifrede pladesalg i de cd-glade start-90’ere. Samtidig var Volbeat blevet arena-headlinere herhjemme. De blev booket til de største sportshaller, og på festivalplakaterne stod der nu ”VOLBEAT” øverst og med store bogstaver. Det melodiske tredje album, Guitar Gangsters and Cadillac Blood (2008), gjorde hverken hallerne eller plakattyperne mindre, og Universal Tyskland meldte op med en verdensomspændende kontrakt til bandet, der tidligt i forløbet havde turneret flittigt i udlandet. Med Guitar Gangsters and Cadillac Blood fik Volbeat også et gennembrud i lande som Tyskland, Holland, Belgien, Sverige, Finland og Japan, og i efteråret 2009 fik Volbeat en optimal håndsrækning over til det amerikanske marked.

Metallica-forbindelsen I sommeren 2007 havde Metallica bemærkelsesværdigt nok lagt deres eneste danske koncert­optræden i Århus fremfor i København eller Roskilde. Bandets koncert, der kun var deres anden i Jylland2, trak det største publikumsantal til en enkelt dansk Metal­ lica-­koncert nogensinde. Med St. Anger havde Metallica delt de musikalske vande både herhjemme og i udlandet, hvor bandets raseriudbrud, manglende guitarsoli – efter den moderne metals forskrifter – og Lars Ulrichs i særklasse underligt rungende lilletrom-


volbeat og nutidens metalkultur 279

melyd havde vakt forundring og endda eklatant skuffelse hos mange fans og mediefolk. En vanskelig plade, der dog særligt i dens live-indspillede DVD-version også rummede en vis indsigt for de sejlivede. Bandets headlinerstatus var der imidlertid ikke ændret meget ved. Metallicas optræden på Roskilde Festival 2003 havde været af historisk høj klasse, og hele 65.000 mennesker valfartede gladeligt til den århusianske Vestereng den 13. juli 2007. I månederne op til koncerten havde den altid årvågne Lars Ulrich researchet i mulige danske opvarmningsbands, hvilket skabte den første seriøse kontakt mellem Metallica og Volbeat. ”Før Århus-koncerten spurgte Lars Ulrich efter buzzbandet i Danmark, og alle sagde ’Volbeat, Volbeat, Volbeat!’ Dem havde han hørt om, for han følger jo stadig med i tingene herhjemme, og der gik ikke lang tid, før vi I foråret 2007 bandresearchede Lars Ulrich i det fik et opkald fra nogle af vores folk, der sagde, at Metal- yngre RockDanmark, hvorefter Metallica engagerede Volbeat og Mnemic som åbningsbands ved lica havde inviteret os til at spille med dem. Og der var bandets store koncert på Vestereng i Århus i maj ikke andet at sige end, at det skulle vi nok, for de har 2007. Billedet her er fra Københavns Forum den været en inspirationskilde for os alle sammen, siden vi 20. juli 2009. Foto: Jacob Dinesen har været teenagere,” siger Michael Poulsen. Volbeat blev placeret som special guests, gjorde det tilstrækkeligt overbevisende, og det nye bandbekendtskab tog fart i efteråret 2009, hvor Metallica inviterede Volbeat med som support på bandets amerikanske turné. Metallica var tilbage med det Rick Rubin-producerede album Death Magnetic (2008), der for alvor bragte Metallica musikalsk på fode med en gentænding på de gamle 80’er-metalrødder, der havde fået ny betydning i Metallica, da bandet i sommeren 2006 havde fejret 20 års-jubilæet for Master Of Puppets ved at opføre hele albummet live i dets fulde længde. Således inspirerede Metallica... Metallica. ”Da vi spillede hele Master of Puppets, lærte vi pladen at kende igen og fik et nyt intimt forhold til den,” forklarede Lars Ulrich i sommeren 2008. ”Nu var vi ikke længere bange for den plade, og vi har kunnet ladet os inspirere af den og de andre gamle plader igen, hvor vi før var bange for det der med at repeate os selv; så skulle vi lave blues, så skulle vi lave symfoniorkester-tingen, så skulle vi lave noget akustisk, og så skulle vi lave St. Anger. Og det var, som om, at vi hele tiden skulle sørge for, at whatever we did, så skulle vi ikke over i Ride the Lightning, Master of Puppets og ...And Justice For All. Dem Energien og de gode vibrationer vendte heldigvis tilbage hos Metallica-hovedmændene Lars Ulrich skulle vi bare holde os væk fra, og for første gang i 20 og James Hetfield. Her i Københavns Forum den 27. juli 2009. Foto: Jacob Dinesen år er det så o.k. at komme derover.”


280 HEAVY METAL - 40 år med hård rock

Death Magnetic var et solidt album, og en ny positiv periode var under opsejling for Metallica, der havde undergået en ny venskabelig forvandling i det efterhånden ganske modnede band, hvor familieforpligtelser gik forud for aftershow-fester, og den nu afholdende Hetfield havde lagt sin livsstil helt om. Metallica var tilbage i tilpas topform, og netop Metallica var bandet, hvis koncertDen tidligere Suicidal Tendencies-bassist Robert Trujillo gav i 2003 plakater Michael Poulsen havde haft hænMetallica nyt blod og en ny groovy basbund. Foto: Jacob Dinesen gende på drengeværelset i barndomshjemmet. Metallicas 80’er-album havde co-startet Michael Poulsens musikerkarriere, og nu stod han så på Metallicas scene i skiftende amerikanske storbyarenaer med sin egen musik, som var blevet født med den første klimpren hjemme i lejligheden på Frederiksberg og færdiggjort i pladestudiet ude på den sydvestjyske mark udenfor Ribe. ”Det var fuldstændig surrealistisk at skulle på turné med Metallica, men også en opgave, når man stod omkring Lars’ trommesæt og så havde en halv time til at varme Metallicas publikum op,” indleder Michael Poulsen.. ”Så det tog lige et par aftener at vænne sig til den scene, men så gik det også kanongodt. James Hetfield var henrykt over os og så os flere gange på turneen, kunne nogle af vores sangtitler, og det var jeg meget beæret over. Så det var da en fed oplevelse, en god udfordring, og sådan nogle ting bliver heldigvis ved at dukke op.” Eksempelvis som supportband på flere af Metallicas festivalshows i forsommeren 2010, endda på et par af AC/DC’s tyske stadionkoncerter i samme periode og få måneder efter som headliner på egen USA-turné. ”Vi er ved at få hul igennem i USA, og det er jo vanvittigt, at det kan lade sig gøre derovre, for der er mange bands, der har touret sig ihjel uden at skabe sig så meget som bare en lille fanbase. Men det er også begyndt at eksplodere derovre nu, vi bliver spillet i radioen, og det har selvfølgelig hjulpet, at Metallica har haft os med på deres tour. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige, det er jo overvældende det hele,” sagde Michael Poulsen på det, der samtidig var den første indspilningsdag med det nye album, Beyond Heaven/Above Hell, der blev indspillet i maj 2010 i velkendte Hansen Studios.

Mere metal, mere rock’n’roll Poulsen sad og griflede på de sidste tekstlinjer til morgendagens indspilning, mens han forklarede: ”Guitar Gangsters and Cadillac Blood var et konceptalbum, og på den nye plade færdiggør jeg den historie under titlen Beyond Heaven/Above Hell, som ikke skal forstås som nogen religiøs undertone. Det er det Volbeat-album, der er mest stilmæssigt blandet, og så er det også det mest enkle album, hvor metal er mere metal end nogensinde, og hvor rock’n’roll er mere rock’n’roll end nogensinde, men hvor vi samtidig bevarer den gamle lyd.” Efter Volbeats fem uger i Hansen Studios kunne det høres, at der nok var noget om snakken, men også at Volbeat var mere radiopæne end nogensinde. På ”Who


volbeat og nutidens metalkultur 281

They Are” lavede Volbeat deres eget ”greatest hit” af Slayer-møder-Metallica riffing tilsat melodiske stykker, og på førstesinglen ”Fallen” havde Volbeat skabt bandets mest fængende poprocksingle nogensinde, mens ”Heaven Nor Hell” lød som den næstmest fængende af slagsen. Nok så interessant var albummets gæsteliste, der trak tilbage til Poulsens tid som ung metalfan i Ringsted og som dødsgrowler i de tidlige Dominus-dage: Sanger og guitarist Mille Petrozza fra de tyske thrash-veteraner Kreator, growler Barney Greenway fra Napalm Death og ikke mindst Michael Denner tog alle turen til Ribe for at deltage i indspilningen, det samme gjorde Love Shops karakteristiske mundharpespiller, Henrik Hall, og Jacob Ølund fra rockabillybandet Taggy Tones. Hvorvidt Poulsens samarbejdsvisioner- og muligheder ellers rækker, kan man kun gisne om, men Volbeats behjertede blanding af den originale rock’n’roll, 50’erne og 60’ernes sangskriveri, den mere poppede hitflair og den hårdeste metalrock er nu en sammensvejset symbiose af mangfoldighed, hvor mulighederne ligger lige for. Fusionslysten fandenivoldskhed har i hvert fald aldrig været nogen hindring for at udvikle god heavy metal – eller rock’n’roll. Der var dog stadig et stykke vej op til, at Volbeat eventuelt ville blive det næste band, der kunne spille fem udsolgte Forum-shows på en uges tid, ligesom Metallica gjorde det i juli 2009. Men med Beyond Heaven/Above Hell, der blev udsendt over hele verden den 13. september 2010 – i kølvandet på bandets første amerikanske headlinerturné og med en stor europæisk efterårsturné i vente – var det første Volbeat-majorlabelprojekt i hvert fald skudt i gang. Og det ganske godt endda: Albummet gik i slut-september 2010 nummer 1 i Danmark, Sverige og Finland, Nummer 2 i Østrig, nummer 3 i Tyskland og Top 10 i et par andre europæiske lande.

Førstebølgen fortsætter Den danske millenniummetalscene var langtfra så eventyrlig som Lars Ulrichs Metallica-karriere eller lige så lodret proportional som Volbeats fortsatte succes; men den danske metalscene undergik en ganske positiv forvandling i det nye millennium, hvor

Metalscenens måske mest karakteristiske growler­røst, Napalm Deaths Barney Greenway, brøler igennem i Hansen Studios i Ribe i maj 2010 (øverst). De to Volbeat-guitarister, Michael Poulsen og Thomas Bredahl, flankerer Barney og med producer Jacob Hansen yderst til højre. (i midten) Foto: Claus Vedel

Volbeat omkranser den tyske thrash metal-legende Mille Petrozza fra Kreator (i midten) på den vindblæste mark udenfor Hansen Studios i Ribe i maj 2010. Mille Petrozza medvirkede på nummeret ”7 Shots”, hvor Michael Denner fra de gamle Poulsenfavoritter Mercyful Fate (som Poulsen endda har tatoveret på låret) supplerede med sit guitarspil. Foto: Jonas Fjelding


282 HEAVY METAL - 40 år med hård rock

førstebølgens bands nød succesoplevelser, som hånd i hånd med den indre glød, skabertrangen, kicket fra sceneoptrædenerne og en støt voksende fanskare bar det meste igennem. Som Merce­nary-guitaristen Jakob Mølbjerg understreger: ”Metal er jo ikke noget, man ligefrem lever af, men snarere noget man lever for! Det fantastiske ved at spille musik som metal, der ikke er synderligt kommercielt, er jo, at man er sin egen herre. Man skaber sit eget uden at være underlagt prædefinerede regler eller begrænsninger udefra, og det er nok i høj grad det, der driver os i Mercenary. At det derudover er gået støt fremad for os gennem årene, så der hele tiden har været udvikling og nye udfordringer, har helt sikkert også medvirket til, at vi har bevaret sulten og energien.” Men det at være et dansk metalband handlede også om en over­levelseskamp i skismaet mellem – alt andet lige – faldende pladesalg, den almindelige krise i musikbranchen, smålunken mediedækning og det kvart­kum­merlige sats på en musikkarriere over for dagligdagens finans- og familie­forpligtelser. Dertil var der alle de personkemiske og kunstneriske slåskampe, der altid foregik mellem kreative folk internt og mellem band versus pladeselskaber, manage­ments og promoters. Raunchy skiltes således fra Nuclear Blast efter det elJames Hetfield (øverst) har i mange år inspireret Michael Poulsen (nederst), og et lers udmærkede Confusion Bay-album i 2004, men venskab er opstået mellem de to frontmænd bandet fortsatte karrieren med en kontinuerlig udgivelog musikalske åndsbrødre, hvis respektive sesfrekvens for tyske Lifeforce Records, herunder de barndomslydspor ofte nynner med i baghovedet, når der tærskes nye power akkorder ganske habile og metalmoderne album som Death Pop igennem. Poulsen mener selv, at Hetfields Romance (2006) og Wasteland Discoteque (2008). I country-inspiration skinner fint igennem på oktober 2010 udgav bandet deres femte album, A Discord Metallicas Load/Re-Load-plader, men ”vi har måske bare lavet den lidt mere flabet i Volbeat Electric, i både Europa og USA, der pegede mod en kun ved at spille Johnny Cash i uptempo,” som stærkere melodisk bevidsthed, men stadig med et meget Poulsen kommenterer det. Foto: Jacob Dinesen/ energisk og metalrocket drive. John Mortensson Mnemic – stadigvæk på Nuclear Blast – udsendte ligeledes deres femte album, Sons Of The System, i starten af 2010. Et præcist produceret album, der lænede sig op ad den tidstypiske millenniummetallyd af kontrastvokaler og heavy metal-electronica, der havde gode momenter, men uden helt at kunne forløse sig i selvstændig retning. Mercenary havde fulgt fornuftigt op på mesterværket 11 Dreams med de mere end godkendte udspil, The Hours That Remain (2006) og Architecht of Lies (2008), der begge understregede bandets højt udviklede sans for både det klassiske og nutidige metalhåndværk. Det eneste tilbageværende originalmedlem fra 90’erne, Kral, havde forladt bandet før The Hours That Remain, da familieforøgelse talte over buldrende metalmusik,


volbeat og nutidens metalkultur 283

mens resten af bandet splittedes i slutningen af 2009 med et nyrestaureret line-up til følge. Resultatet blev en kvartetformation med de mangeårige medlemmer, guitarister og komponister, Jakob Mølbjerg og Martin Buus samt sanger og bassist René Pedersen og den nye trommeslager Morten Løwe, hvilket gav en klarere musikalsk konsensus i bandet, der i sommeren 2010 gik i studiet med Jacob Hansen i forventning om en ny albumudgivelse i starten af 2011. ”De ret omfattende ændringer i vores line-up har gjort, at vi nu har en helt anden enighed omkring musikalsk udtryk og retning end nogensinde før. Så det er bestemt noget, vi mener, folk vil kunne høre og værdsætte i det nye materiale, der både er meget mere energisk og fokuseret end tidligere. Det er en del tungere og en del hurtigere, men der er også skåret mere ind til benet i de melodiske arrangementer, som selvfølgelig stadig spiller en central rolle i vores lyd,” lyder Jakob Mølbjergs beskrivelse af sommerens indspilningsrunder i Hansen Studios. Den oprindelige forsanger, Jacob Bredahl, havde forladt HateSphere i efteråret 2007, få måneder efter Hate­Spheres eksotiske turné i Kina, og bandet undergik senere flere markante rokeringer med guitaristen Peter ”Pepe” Hansen (født 1979) som fast holdepunkt. Og et sådant var der brug for i HateSphere, eftersom efterspørgslen på bandet var fortsat ufortrødent. I både starten og slutningen af 2010 krævedes således fuldgyldige line-ups til bandets to omgange USA-turné. I alt tre vokalister havde optrådt i HateSphere-regi gennem tiderne: Jacob Bredahl (2000-2007), Jonathan ”Joller” Albrechtsen, der havde lagt vokaler på det seneste album To the Nines (2009), og som stand-in på den første USA-turné 2010, Mevadio-sanger Morten ”Kruger” Madsen. I sensommeren 2010 blev Esben ”Esse” Hansen (As We Fight, eks-Stomped) annonceret som den nye, permanente sangstemme i HateSphere. For Pepe havde der heller ikke været noget værdigt alternativ til at holde HateSphere i gang gennem det nu for­gangne årti og videre fremefter. ”Det at spille er vel efterhånden blevet en livsstil. I starten drømte jeg bare om et band og om at komme ud og spille – og det gik så over al forventning. Nu har jeg efterhånden spillet musik i næsten 20 år og kan ikke forestille mig andet. Vores liveshows og fantastiske fans er virkelig

Det nye Mercenary-line-up anno 2010 (fra venstre mod højre): Rytmeguitarist Jakob Mølbjerg, leadguitarist Martin Buus, trommeslager Morten Løwe og bassist og vokalist René Pedersen. Foto: Tommy Bertelsen

HateSphere i Beijing under bandets Kinaturné i sommeren 2007 (øverst): Bandet spillede både på en kæmpefestival (poster nederst) og et stort spillested i Beijing, derefter tre shows i provinsen: I en foredragssal på et universitet, i baren/diskoteket på et hotel og til sidst på en natklub ejet af den kinesiske mafia. ”Forholdene var åbenlyst meget anderledes end i Europa, men stemningen var i top, der var masser af mennesker til stede, folk behandlede os som rockstjerner og ville fotograferes med os, når vi gik forbi dem.” kommenterer guitarist Peter ”Pepe” Hansen. Foto: Peter ”Pepe” Hansen/privatfoto


284 HEAVY METAL - 40 år med hård rock

det, der gør det hele værd. Og så er det en drøm at få lov til at opleve så mange forskellige steder og lande og endda få en sjat penge ud af det en gang imellem,” siger Pepe med et lille glimt i øjet. HateSphere er jo ikke brudt så bragende igennem som Volbeat, men de death-thrashende århusianere har udviklet sig til et eftertragtet navn i den globale metalundergrund, hvor bandet afhænder album fra Tyskland Guitarist Peter ”Pepe” Lyse Hansen – forankringstil Tokyo. punktet gennem flere omgange HateSphere-lineI det indeværende år havde HateSphere for alvor ups. Foto: Jacob Dinesen helliget sig USA, hvor bandet atter i efteråret 2010 skulle turnere – denne gang som support for det anerkendte power metalband Nevermore fra Seattle. ”Vi kan igen kun føle os heldige over at komme af sted med et band, som vi synes er sinds­sygt fede. Vi skal spille på en del af de samme spillesteder som på den sidste USA-turné, og vores frygt for dårlige forhold blev heldigvis gjort til skamme sidst. Så vi forventer en ny fed, oplevelsesrig tour, som forhåbentlig skaffer os en masse nye fans, og som tilgodeser den gamle fanbase, som vi har opbygget derovre. Alt i alt bliver det sgu fedt, og nu venter vi bare på, at vores ture i USA gør, at de også derovre vågner endnu mere op til dåd,” lød Pepes forventninger før bandets afrejse i slutningen af september 2010 med seks ugers USA-turné foran sig. Optimismen og HateSpheres hårdkogte energizoner var som altid på plads, fremtiden ville afgøre, om bandets – endnu en gang – nye line-up også var det. ”Det nye line-up har indtil videre kun påvirket bandet i positiv retning, så det må vi håbe, det bliver ved med,” lyder Pepes grinende kommentar til den nye bandkonstellation. Selvironi havde heller aldrig været nogen barriere for en solid karriere på heavy metal-scenen, og et nyt HateSphere-album var i alle fald planen for det kommende år. Efter sine syv år i HateSphere søgte Jacob Bredahl selv videre som producer, lejlighedsvis guitarist for hardcorebands som blandt andre Last Mile og Barcode og senere som sanger i bandet The Kandidate (tidlligere The Downward Candidate). Bandet excellerede i en hyperoffensiv blanding af hardcore punk og hård metal, som det hørtes på den sprællevende debut, Until We Are Outnumbered (2010), der var produceret af Bredahl selv. Ekstremt organisk og lige i fjæset, hvilket var blevet et slags varemærke for Bredahl, måske endda et metalideologisk statement i en tid, hvor teknologien efterhånden fyldte mere og mere i det moderne metal-miljø. ”Når jeg producerer bands – både andres og egne – ­så går jeg efter at få dem til at lyde som det band, det er, først og fremmest. Og det, der er vigtigt for mig, er, at indspilningerne ender med at lyde som mennesker, Det nye HateSphere-line-up anno sommeren 2010 der spiller musik. Der skal være energi og menneskemed forsanger Esben ”Esse” Hansen. Foto: Target/ pressefoto lig indlevelse i lortet. Jeg laver også mange liveindspil-


volbeat og nutidens metalkultur 285

ninger i studiet, og jeg har aldrig – og vil aldrig – bruge tekniske remedier som Beat Detective og Auto-tune og andre lige så vamle ting. Om det så er metal, rock, reggae, eller hvad det end er, jeg har lavet, så har folk spillet tingene. Heller ikke noget copy-paste-lort her. Jeg forstår ikke, at musik ikke må lyde som musik og levende puls. Nogen derude har misforstået noget,” mener Bredahl, der endda overvejer at indspille det Jacob Bredahl på hjemmebane i sit Dead Rats næste Kandidate-album som en liveplade. Efter over 40 år kunne man stadig klart fornemme Studios uden for Århus, der i dag er et heltidsarbejde ved siden af turnélivet med bands som en væsentlig del af ånden fra MC5 og Kick Out The The Kandidate og Last Mile. Foto: Frederik Trampe Jams hos en af Århus’ mest centrale metalskikkelser, der med egne ord ”altid har brændt for den ekstreme del af musikken.” Hvilket også grundlæggende forklarede Bredahls fortsatte blæksprutterolle på metalscenen; såsom albumproduktioner med eksempelvis Koldborn og As We Fight, egne bands som The Kandidate, Last Mile og et projekt i vente med en ”en sjov tysker”, som Bredahl kryptisk udlægger det. Endvidere havde han efterhånden omkring 500 shows på CV’et for bands som Barcode, HateSphere, Last Mile, The Guv´nors, Born From Pain og nu The Kandidate, hvor flere var i vente med bandets op- ”Ikke metalcore, men dødspunk,” siger forsanger Jacob Bredahl om The Kandidates heftige stilart. varmningstjans for Volbeat i efteråret 2010. Samtidig På billedet optræder Bredahl med bandet på var Bredahls Dead Rat Studios fuldbooket frem til det Roskilde Festival 2010. Foto: Jacob Dinesen kommende forår, og der var formentlig ikke mange mennesker i hele kongeriget med lige så megen hård metal i og omkring ørerne som denne høje og svært tatoverede århusianer. ”Hvad motivationen er for at lave heftig metal?” Jacob Bredahl smager lidt på spørgsmålet. ”Engang havde man nok en drøm om et eller andet uvirkeligt. Det er jeg vokset fra. Nu skal det være sjovt, men problemet er, at når jeg gør noget, så er det oftest 200%, og så er det ikke altid, det er lige sjovt, ha ha! Men nej, jeg ved det ikke. Måske det at kunne bevise for andre, at ting rent faktisk kan lade sig gøre, hvis man gider at knokle for dem. Også selvom alle odds er imod dig. Og det må man sige, at de har været. Det var ikke nemt at få gjort opmærksom på sig selv, få jobs og lave plader i lille Danmark for 10-12 år siden.” Moderne thrash metal og god gammeldags trods-motivation. En effektfuld cocktail i tilfældet Jacob Bredahl, i alle fald.

Fra hovedlandet til hovedstaden Jo, det var nok blevet lidt nemmere at være hårdt metalband i Danmark nu om dage. Og nok var der en vis diversitet på den danske metalscene, men overvejende hamrede de nye unge bands derudad i den mere ekstrem metalliske overhalingsbane.


286 HEAVY METAL - 40 år med hård rock

Århus havde stadigvæk sine stolte repræsentanter i death metal-legendariske Illdisposed, der profilerede sig med et par succesfulde udgivelser for selve Roadrunner Records, 1-800 Vindication (2004) og Burn Me Wicked (2006), men den jyske hovedstad fik også tilført nye brutale stimuli fra bands som Illdisposed-aflæggeren Slow Death Factory, dødsmetallerne Koldborn, som albumdebuterede med First Enslavement tilbage i 2001, og senere deatthrasherne The Burning, der albumdebuterede i 2007 med Storm The Walls. I det øvrige hovedland åbenbarede årtiet ekstremmetalliske bands som Silkeborgs Dawn of Demise, der talte frontfiguren fra 90’er-kultbandet Infernal Torment, Scott Jensen, og Hernings melodiske ekstremmetallere Mevadio, der udgav det roste album Fresh Kill Daily i 2008. I det sydlige hovedland var der bands som de koldingensiske death thrashers The Arcane Order, der udsendte et par album i 2006-2008, og Fredericias As We Fight, som pladedebuterede i 2003. Bandets to daværende vokalister – Laurits Medom og Jason Campbell – var af en sådan brutal støbning, at de blev krediteret som anvendende ”microphone” fremfor ”vocal” på det frembrusende album Midnight Tornado (2006), der i den grad var produceret af Jacob Bredahl. Jylland havde flere af metalscenens førende bands og centrale studiemiljøer som de tidligere nævnte Hansen Studios og Dead Rat Studios samt Tue Madsens Antfarm Studios; men hovedstaden har også et studiemiljø omkring Anders Lundemarks Starstruck Studie samt en bred række nye metalbands. Eksempelvis er der The Psyke Projects ”harsh hardcore” bestående af hårde riffs, intens smadder og episke passager debuterende med Samara i 2003 og Psy:codes growlende vredesudbrud og groovesmadder-møder-melodiske-elementer på debuten Delusion (2010). Lignende hårdførhed hørtes hos de hovedstadsinvandrede falstringer i Pilgrimz, som blev dannet tilbage 1998 og allerede pladedebuterende med EP’en Good Day Mister President i 2000, men som først fik slebet profilen ordentligt på den rustne og metalrockende Boar Riders fra 2008. Albummet førte blandt andet bandet på turné i Storbritannien med de førende franske ekstremmetallere Gojira, der samme år præsenterede et af ekstremmetallens mere interessante udspil, The Way of all Flesh (2008). Også værd at nævne er det unge Nørrebro-band Dødning, der inspireres af både C.O.C. og hård metal, og som lyder hybridt hen ad ekstrem metallisk-stonergroove-thrash anno nu & her. Target Distribution var fremdeles aktiv udgiver af de fleste danske metalalbum herhjemme, men i kølvandet på Volbeat-successen fornemmede også multinationale Sony BMG mulighedernes metalmarked. I 2006 skrev selskabet kontrakt med københavnske Mugshot, der udgav albummet Pierced Random Lifes (2008) for selskabet. Albummet var en opdateret omgang power groove-møder-metalcore, der var ypperligt produceret af Tue Madsen, men knapt så kommercielt bæredygtigt for et major selskab. Mugshot gik i opløsning før næste albumindspilning, og inden et par af bandets numre kunne høres på lydsporet til den opsigtsvækkende dokumentarfilm om de danske soldater i Afghanistan, Armadillo (2010). Lidt Askepot-vinkel kunne man generelt nok lægge på historien om den danske metal-scene. Eller lidt af den Grimme Ælling-analogi, om man ville. Men nogen ren eventyrhistorie var der så heller ikke tale om, og det var endnu et åbent spørgsmål,


volbeat og nutidens metalkultur 287

hvorvidt den såkaldte andenbølge evnede at manifestere sig kunstnerisk og karrieremæssigt a la førstebølgens førende fire, HateSphere, Raunchy, Mnemic og Mercenary? Eller Volbeat, men de var nu i en karrieremæssig superliga for sig. Hos førstebølgens frontkæmpere kunne man nok spore en lidt skeptisk holdning. Som Mercenarys Jakob Mølbjerg udtrykker det: ”Scenen er bestemt i udvikling, og det er jo også noget, man har talt om i et par år efterhånden. Der er større diversitet i stil og udtryk end i 90’erne, hvor alle jo næsten bare spillede ’dødsmetal’ og gik i de samme sorte T-shirts. Det tekniske niveau er nok også højere end tidligere, men til gengæld er det, som om at det meste bliver ved forventningerne til scenen, da der måske ikke rigtig er så mange nye og spændende metalbands, der faktisk brager derudad og får udrettet noget. Så det er jo spændende at se, om denne opfattelse af, at den danske scene er ’upcoming’, efterfølges af en periode, hvor nogle nye bands rent faktisk udretter noget i den nærmeste årrække.” Og den metalcore-dominerede andenbølge af dansk millen­niummetal var heller ikke en, man nødvendigvis ønskede at blive associeret med. Som Pepe i HateSphere kritisk bemærker: ”Man må ikke kalde HateSphere for metalcore, for jeg ser faktisk ikke så Silkeborgenseren Scott Jensen (øverst) tog sin meget HateSphere som en del af den nye lyd. Vi ind- growlerrøst fra 90’ernes Infernal Torment med ind i sit nye band Dawn Of Demise, der heller ikke spillede den første plade for ti år siden og har trods alt satsede særlig meget på letmetal-lyden. Der er døbt bibeholdt noget lyd fra dengang. Jeg er ikke meget for heftig hardcore metal hos Fredericias As We Fight, mange af de nye bands, der dukker op. Klinisk og ensar- hvis line-up tæller to højt råbende vokalister – og to metalfræsende guitarister, ikke at forglemme tet lyd, kedelige sange og alt, der er populært, skal lyde (midten). Sanger Martin Nielskov i The Psyke ens. Dermed ikke ment, at vi som band selv er sindssygt Project (nederst) i offensiven for at formulere egen moderne metallyd. ”Harsh hardcore”, som bandet nyskabende, men jeg mener, vi har vores egen lyd.” selv beskriver den. Foto: Jacob Dinesen Den aktuelle danske metalscene bestod så også af andet end den svært overhørige metalcore og ekstrem metal, som afgjort dominerede den. Scenen indeholdt eksempelvis også mere eksperimenterende orkestre som A Kid Hereafter In The Grinding Light, dannet i 2006 af medlemmer fra den alternative rock- og metalscenes orkestre som Düreforsøg, Kloak, Complete og Perfect. Bandet udsendte i 2008 den Danish Music Awards-vindende debut, A Kid Hereafter In The Grinding Light, der var af en højst eksperimenterende art, som havde langt mere til fælles med Fantomas og Mastodon end Slayer og Pantera. Desuden var der også de alternative århusianske metalrockere Boil, hvis debutalbum, Vessel (2008), var udmærket, men kogt rigeligt op på grundsubstansen fra Tool, og Aalborgs mere erfarne Jerkstore, som havde et stilmæssigt tag på bands som Alice In Chains.


DEN STORE BOG OM HEAVY METALS HISTORIE Heavy Metal – 40 År med hård rock binder dansk og international metalhistorie sammen. Bogen tegner først og fremmest et billede af den danske metalscenes udvikling fra udskældt Den store bog om Heavy Metals undergrundsfænomen til markant subkultur med historie global gennemslagskraft – fra de tidligste bannerførere, heriblandt Lars Ulrich, King Diamond, Metal – 40 år med hård rock binder Brats, Mercyful Fate og Pretty Maids, og fremHeavy til dansk og international metalhistorie Volbeats kolossale succes i det ny årtusind. Som Bogen tegner først og fremmest et resonansrum for udviklingen af den danske sammen. metalbillede af den danske metalscenes udvikling scene opruller Jens ”Jam” Rasmussen historien fra undergrundsfænomen til markant om den internationale metalrock – om guitarer, riffs, sound og kultur – fra Led Zeppelin, Black subkultur med global gennemslagskraft Sabbath og Deep Purple over Judas Priest, AC/DC – fra de tidligste bannerførere, heriblandt og Motörhead til Iron Maiden, Metallica, Guns N’ Ulrich, Alex Nyborg Madsen, King Lars Roses og heavy metals mange subgenrer. Diamond og Pretty Maids, og frem til Volbeats kolossale succes i det ny årtusind. Som resonansrum for udviklingen af den danske metalscene opruller Jens ”Jam” historien om den internationale hårde rock – om guitarer, riffs, sound og kultur fra Led Zeppelin, Black Sabbath og Deep Purple over Judas Priest, AC/DC til Megadeath og Sepultura og de mange subgenrer af heavy metal.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.