Gode penge – Et kontant svar på gældskrisen by Informations Forlag

135

210

I Gode penge tages både penge og banker under grundig behandling af sociologen Ole Bjerg, som søger svar på tre grundlæggende spørgsmål; Hvor kommer penge fra? Hvem laver dem? Og hvem burde lave dem? De to første spørgsmål er helt essentielle for at forstå årsagerne til den aktuelle krise, og besvarelsen af det sidste spørgsmål er afgørende for vores evne til at komme videre. I bogen præsenterer Ole Bjerg en model for et bankvæsen med fuld reserve. En omstilling af pengesystemet efter denne model kan forebygge fremtidige finanskriser og skabe en mere stabil og retfærdig økonomi.

GODE PENGE

Siden 2008 har den økonomiske krise bredt sig til flere og flere områder af samfundet, og det er efterhånden åbenlyst, at økonomi og bankvæsen er for vigtigt til, at vi kan overlade det til bankfolk og økonomer alene. Vi bør alle tage aktivt del i beslutningen om, hvordan vores bank- og pengesystem skal indrettes i fremtiden.

8,5

135

GODE PENGE Et kontant svar på gældskrisen Ole Bjerg

OLE BJERG (f. 1974) er sociolog og lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School. Han er forfatter til bøgerne For tæt på kapitalismen – Ludomani, narkomani og købe mani (2008), Etik uden moral – Det gode menneske i det postmoderne samfund (2010) og Poker – The Parody of Capitalism (2011). I 2014 udkommer han med bogen Making Money – The Philosophy of Post-Credit Capitalism på forlaget Verso.

Gode penge omslag 160713.indd 2

17/07/13 14.55

Indhold

Indledning 9 ”Så sikkert som penge i banken” 11 Penge og den økonomiske videnskab 19 Gæld, Geld, Guilt 25 Fra guldstandard til gældstandard 33 En økonomi i permanent undtagelsestilstand 43 Klassemodsætninger i den finansielle kapitalisme 53 Opdatering af møntretten 59 Bankvæsen med fuld reserve 65 Pengepolitik og fuld reserve 69 Hinsides rød og blå 77 Appendiks I: Ofte stillede spørgsmål til bankvæsen med fuld reserve 83 Appendiks II: Baggrundslitteratur 95

”Så sikkert som penge i banken”

En mand går ind i en bank for at låne 100.000 kr. til en ny bil. Manden har en god og sund økonomi, og i banken har man kendt ham i flere år som en god og pålidelig kunde. Han bliver således hurtigt godkendt som kreditværdig, og banken bevilliger ham lånet. Mandens bankrådgiver opretter nu en udlånskonto til manden, hvor der altså kommer til at stå et minus på 100.000 kr. Lånet har en løbetid på fem år og en årlig rente på 7%. Det betyder, at manden de næste fem år skal betale en månedlig ydelse på ca. 2.000 kr. Pengene fra lånet sætter bankrådgiveren nu ind på mandens hævekonto, hvor der i forvejen står 755 kr. Den nye saldo er nu således 100.755 kr. Hvad er der sket her? Eksemplet er en fuldstændigt triviel begivenhed, som er velkendt for rigtigt mange mennesker. Vi tænker måske umiddelbart, at der jo simpelthen bare er sket det, at manden har lånt nogle penge i banken. Det er sådan set både

rigtigt og forkert. På den ene side har manden jo ganske rigtigt lånt nogle penge, som han ikke havde i forvejen. På den anden side har han også lånt nogle penge, som heller ikke banken havde i forvejen. For hvor kommer de 100.000 kr. fra, som nu står på mandens konto? Vi tænker typisk, at når vi låner penge i banken, så stammer disse penge enten fra andre kunder i banken, som har sat dem ind i banken på en opsparing, eller også er det penge, som banken selv har i overskud, fordi de har tjent dem på deres drift. Selvom vi jo ganske rigtigt må formode, at banken her i vores tænkte eksempel ligger inde med kontante reserver og opsparede midler fra indlånskunder, så har de jo ikke brugt nogle af disse penge i forbindelse med oprettelsen af lånet til manden. Bankrådgiveren har med den ene hånd oprettet et lån, som er registreret ved en negativ saldo på 100.000 kr. på mandens lånekonto. Med den anden hånd har bankrådgiveren så opskrevet saldoen på mandens hævekonto med 100.000 kr. Ingen af delene har krævet, at han skulle i bankboksen og hente kontanter eller trække på opsparede midler fra andre kunder. Fra Bibelen kender vi historien om Jesus, der laver vand om til vin. Bankrådgiveren har her gjort noget, som er næsten ligeså fantastisk. Han har lavet gæld om til penge. Og ligesom evnen til at lave vand om til vin var en speciel evne, der adskilte Jesus fra almindelige mennesker, så er også netop evnen til at lave gæld om til penge det, der adskiller banker fra almindelige mennesker. I det omfang, det overhovedet giver mening at tale om, at banker låner penge ud, så er der altså tale om, at banker låner penge ud, som de ikke har i forvejen. Bankerne laver penge samtidig med, at de låner dem ud. Det gamle udtryk om, at noget er “ligeså sikkert som penge i banken”, må i dag siges at være højst misvisende. For det første er det tvivlsomt, hvor mange penge, der overhovedet er i bankerne, og for det andet er det tvivlsomt, hvor sikre de egentlig er.

Når vi tænker på penge, så tænker vi typisk på kontante penge i form af mønter eller sedler. Hundredekronesedlen, med billedet af den gamle Lillebæltsbro på den ene side og en flintedolk på den anden, er måske det mest umiddelbare billede på, hvad penge er. Heraf følger så også den forestilling, at penge i sidste ende kommer fra Nationalbanken. Staten har monopol på at lave penge, og enhver, der bryder dette monopol, kommer i fængsel for falskmønteri. Denne opfattelse af penge er principielt set ikke forkert. Men i nutidens samfund er den imidlertid temmelig misvisende for, hvad penge er, og hvor de kommer fra. Vores lille eksempel fra før er en beskrivelse af, hvordan private banker som Danske Bank, Nordea, Sydbank osv. i dag spiller en meget aktiv rolle i selve skabelsen af penge. Det betyder naturligvis ikke, at disse banker har hver deres seddelpresse stående i kælderen, som de så kan betjene sig af efter forgodtbefindende. Men en seddelpresse er heller ikke nødvendig for at lave penge i dag. I løbet af de seneste 30-40 år har bankerne i samarbejde med Nationalbanken og andre statslige aktører udviklet meget effektive og omfattende elektroniske kreditbetalingssystemer, som betyder, at kun en forsvindende lille del af vores økonomiske transaktioner i dag foregår ved udveksling af fysiske penge. I stedet for at løbe rundt med lommerne fulde af papirsedler og metalskiver kan vi klare næsten alle vores betalinger med Dankort, kreditkort, netbank, PBS, Nemkonto, osv. Det samme gælder for de private bankers interaktion med hinanden. Også her har man udviklet avancerede interbank systemer, som betyder, at gæld og tilgodehavender mellem forskellige banker løbende cleares uden udveksling af fysiske penge. De private banker har konti i Nationalbanken, hvor gensidige udeståender udlignes en gang om dagen. Hvis vi forestiller os, at manden fra før er kunde i Danske Bank og køber sin bil fra en

forhandler, som har konto i Nordea, så overføres de 100.000 kr. ved dagens slutning fra Danske Banks konto i Nationalbanken til Nordeas konto i Nationalbanken. For så vidt som der hele tiden finder betalinger sted frem og tilbage mellem forskellige banker, så vil langt de fleste betalinger imidlertid blive automatisk udlignet gennem modsatrettede betalinger. Samme dag som Nordea modtager betalingen på de 100.000 kr. fra mandens konto i Danske Bank, så er der måske en kunde i Nordea, som betaler en håndværkerregning på 90.000 kr. til en håndværker, der har konto i Danske Bank. Det betyder, at der ved dagens slutning kun skal foretages en nettoudligning på 10.000 kr. mellem de to bankers konti i Nationalbanken. For meget store banker med en meget stor markedsandel foregår mange betalinger mellem to parter, som begge er kunder i samme bank. I sådanne tilfælde foregår clearingen helt internt i banken. I de tilfælde, hvor en bank ved dagens afslutning ikke har et tilstrækkelig stort indestående på sin konto i Nationalbanken til at gennemføre sin clearingsforpligtelse, vil det typisk være muligt at få et kortfristet lån af andre banker, som på det givne tidspunkt har et stort indestående på sin Nationalbankskonto. Det sker på det såkaldte interbankmarked, hvor bankerne låner penge af hinanden. I særlige tilfælde kan bankerne også låne penge i Nationalbanken til at dække sådanne midlertidige likviditetsproblemer. Under normale omstændigheder, hvor bankerne nærer gensidig tillid til hinanden, er det forholdsvist uproblematisk at finde kreditorer blandt andre banker på interbankmarkedet til dækning af en midlertidig mangel på likvide midler forud for dagens clearing. I 2008 i forbindelse med den seneste finanskrise skete imidlertid det, at bankerne mistede tilliden til hinanden, og de var derfor meget tøvende med at låne til hinanden indbyrdes. Man talte i den forbindelse om, at interbankmarkedet frøs til. Det førte øjeblikkeligt til en mangel på

likviditet i systemet, som Nationalbanken så i stedet valgte at dække ved at yde kreditter direkte til de private banker. En helt væsentlig konsekvens af vores eksisterende banksystem, som her beskrevet, er, at det er muligt at opretholde en meget stor mængde af elektroniske kreditpenge skabt af private banker på baggrund af en forholdsvis lille mængde af fysiske penge skabt af Nationalbanken. Nationalbanken fører løbende regnskab over mængden af penge i cirkulation i Danmark. Figuren herunder viser udviklingen i mængden af hhv. fysiske penge og kreditpenge. Kreditpengene udgøres altså af de samlede indeståender på hævekonti i private banker, hvilket også betegnes som anfordringsindskud. Data for mængden af sedler og mønter i omløb er kun tilgængelige fra 1991 og frem. Figur 1: Pengemængden 1991-2013

Kilde: Danmarks Nationalbank

Summen af de to pengeformer udgør det, der i tekniske termer betegnes som M1, hvilket er et mål for den mest likvide del af pengemængden, dvs. de penge, som er umiddelbart tilgængelige til betaling og ikke bundet af opsigelsesvarsel. I 1991 var den samlede pengemængde i Danmark således på ca. 208,2 mia. kroner. Ud af dette beløb bestod 22,5 milliarder kroner i fysiske penge i form af sedler og mønter, som har deres oprindelse i Nationalbanken, mens de resterende 185,7 milliarder udgjordes af indeståender på hævekonti i private banker som Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, osv. I 2013 er der i alt 863 mia. kroner i omløb i Danmark, hvoraf 53,6 milliarder er sedler og mønter, mens de resterende 809,4 milliarder er indeståender på hævekonti i de private banker. Det betyder for det første altså, at fysiske penge fra Nationalbanken i dag kun udgør ca. 6% af den samlede pengemængde. For det andet kan vi se, at de private banker siden 1991 har skabt nye penge svarende til ca. 623,7 milliarder kroner. Denne tilvækst af nye kreditpenge fra de private banker sker ikke lineært, men snarere eksponentielt, således at bankerne blot siden 2003 har skabt cirka 400 milliarder kroner. Mens mængden af fysiske penge er blevet lidt mere end fordoblet fra 1991 og 2013, så er mængden af kreditpenge altså mere end firdoblet i samme periode. For at forstå, hvordan bankkreditter kan cirkulere som penge, er det nødvendigt at betragte banksystemet som en helhed. Man kunne jo forledes til at tro, at i det øjeblik manden fra eksemplet ovenfor begynder at bruge de lånte penge til noget, så skal banken til at indløse dem ved hjælp af andre penge. Lad os forestille os, at han går direkte fra banken og over til bilforhandleren, hvor han køber en ny bil til præcis 100.000 kr., som han så betaler ved hjælp af sit Dankort. Manden er måske kunde i Danske Bank, mens bilforhandleren er kunde i Nordea. Denne handel udløser tre transaktioner: 1) Nordea registrerer modta-

gelse af 100.000 kr. og konterer disse penge som et nyt indestående på bilforhandlerens konto i banken. 2) Danske bank registrerer, at manden nu har brugt 100.000 kr., og banken trækker dette beløb fra på mandens hævekonto, hvor der så nu igen kun står 755 kr. 3) Nordea og Danske Bank registrerer hver især, at Danske Bank nu skylder Nordea 100.000 kr., og ved dagens afslutning sender begge banker besked til Nationalbanken om denne gæld/tilgodehavende, hvor den udlignes ved en overførsel fra Danske Banks konto i Nationalbanken til Nordeas konto i Nationalbanken. Som allerede bemærket, foregår der imidlertid tusindvis af transaktioner mellem de forskellige banker hver eneste dag, så mandens betaling af de 100.000 kr. for en ny bil udlignes med stor sandsynlighed af tilsvarende transaktioner, der går den anden vej, dvs. betalinger fra Nordeakunder til Danske Bankkunder. Det er vigtigt her at bemærke, at pengene altså kun cirkulerer som gensidige kredit- og gældsforpligtelser. Det betyder, at transaktionerne kan afvikles uafhængigt af overførsler af kontante penge og kun med marginale overførsler mellem bankernes konti i Nationalbanken. I praksis er der naturligvis visse lovbestemte likviditets- og kapitalkrav til bankerne, men de penge, som er bundet i opfyldelsen af disse krav udgør stadigvæk kun en meget lille del af den samlede mængde penge, som holdes i cirkulation i kraft af det effektive kreditbetalingssystem. Vi lever altså i en tid, som er kendetegnet ved, at det ikke længere primært er staten, men derimod de private banker der står for at lave penge.

135

210

GODE PENGE

8,5

135

GODE PENGE Et kontant svar på gældskrisen Ole Bjerg

Gode penge omslag 160713.indd 2

17/07/13 14.55