Det forrykte forår by Informations Forlag

100 mm

145 mm

I Det forrykte forår tager Lasse Ellegaard os med på en rejse gennem det arabiske forår, set med korrespondentens øjne. I en mosaik af reportager, interviews, analyser og vurderinger, beskriver Ellegaard de historiske, sociale og ikke mindst økonomiske årsager til revolterne, som har rystet den arabiske verden. I Vesten skal vi forberede os på en ikke alt for fjern fremtid, hvor en forandret og selvbevidst muslimsk verden med ny demokratisk legitimitet vil kræve indflydelse på den globale fordelingspolitik.

236 mm

DET FORRYKTE FORÅR

Lasse Ellegaard (f. 1944) er journalist, tidligere chef redaktør og nuværende Mellemøsten-korrespondent for Dagbladet Information. Han har siden 1978 beskæftiget sig med politik i Mellemøsten og været bosat i regionen siden 1996, hvor han har haft adresser i Ankara, Istanbul, Jerusalem, Ramallah og bor nu i Beirut. Han er forfatter til flere bøger, senest Med Gud i hælene – livsreportager fra Mellemøsten, Gyldendal 2007.

Revolterne i den arabiske verden opstod spontant, men var langt fra tilfældige. De var en logisk følge af arabiske regimers mishandling af befolkningerne. Befolkninger hvis religiøse og politiske rettigheder i årevis var blevet undertrykt, og hvis resurser de regerende despoter har set som deres egen private ejendom. Nu er de unge i flertal i den arabiske verden – ikke længere uvidende ofre, men medvidende aktivister. Det var dem, der satte skub i arabernes forrykte forår kun for at opdage, at bedre organiserede religiøse bevægelser indtil videre har sat sig på den politiske dagsorden.

100 mm

145 mm

LASSE ELLEGAARD

“ Ingen arabere er uberørt af de begivenheder, der på under to år har ændret Mellemøstens – og klodens – politiske landskab.”

15,5 mm

Fra bogen: ”I årtier gik en vending igen i mediedækningen af Mellemøsten: Den arabiske gade. Frem til 17. december 2010 var der tale om et fantasi foster. Den arabiske gade fandt sted i reportager og kommentarer som et latent truende mange hovedet uhyre, der kunne gå amok i overmorgen. Men som ikke rørte sig ud af stedet. De arabiske samfund forblev stationære, størknede, apatiske. Familiediktaturerne syntes uflyttelige, korrup tion var et givent vilkår, ‘økonomiske reformer’ forgyldte de snævre eliter omkring præsiden ter, konger og emirer, generelt så kosmetiske som de ældede despoters ansigtsløftninger og farvede hårpragt. ”

REVOLTERNE I DEN ARABISKE VERDEN

”Der skulle gå mere end 20 år efter Den Kolde Krigs ophør før den arabiske gade tog sig sam men og indledte det ‘forår’, der lige straks fore kom forrykt – ingen andre end de unge aktivister troede på det – men lynhurtigt udviklede sig t il euforisk optimisme, der nu, i stedse mere blodigt bakspejl, er afløst af afventende skepsis.”

Indhold

Forord ........................................................................................................ 7 Tunesien ................................................................................................... 13 Egypten .................................................................................................... 45 Syrien ..................................................................................................... 115 Hvad nu? ................................................................................................ 203 Noter ...................................................................................................... 218

Tunesien

En revolution? Jeg gik glip af optakten til det forrykte forår. Først en kold morgen i januar 2011, hvor jeg løb på Ali al-Atassi, den syriske filminstruktør og journalist, jeg delte kontor med i Beirut, dæmrede det, med hvilken alvor arabiske iagttagere betragtede de efterhånden ugegamle optøjer i Tunesien. “Skriver du ikke om dem?” spurgte Ali med den antydningsvise misbilligelse, han kan mønstre over for vestlige rapportører, han mistænker for ikke at forstå en skid af det hele. “Nøh,” svarede jeg, “er det ikke det sædvanlige: stigende brødpriser og høj ledighed?” “Det er meget større end banal brød-uro, og det kan ende med at vælte regimet,” sagde han med en stemme, der skælvede af bevægelse. Hvorefter han beskrev, hvordan aktivister i de tunesiske byer var gået på gaden i harme over gadehandleren Mohammed Bouazizis selvmord ved middagstid den 17. december foran rådhuset i den støvede provinsby Sidi Bouzid, 300 kilometer fra hovedstaden Tunis. Bouazizi havde hældt malingsfortynder eller benzin over sig selv og strøget en tændstik i protest mod, at en lokal kvindelig kommunalbetjent, bakket op af to mandlige assistenter, havde konfiskeret hans kærre, uden hvilken han ikke kunne forsørge sin mor, seks søskende og en svagelig stedfar. Fadia Hamdi, den 45-årige kvindelige betjent, havde angiveligt langet Bouazizi en lussing under et skænderi, der opstod, da hun antastede ham i anledning af, at han havde placeret sin frugtvogn foran rådhuset, hvilket var i strid med et lokalt forbud mod gadehandel i ‘offentlige zoner’. Og jo, jeg havde noteret demonstrationerne i Tunesien i decemberjanuar, men ved årsskiftet 2010-11 var opmærksomheden koncentreret 13

om den bebudede rapport fra STL (Special Tribunal for Lebanon), en FN-nedsat særdomstol for mordet på sunni-lederen Rafik Hariri. Ironisk nok rummede netop den historie mange af de elementer, der står øverst på de arabiske revolters skala over fortrædeligheder: overgangen fra revolution til etnisk og/eller sekterisk borgerkrig, de plørede motiver hos de internationale aktører, der blander sig fra sidelinjen: regionale aktører – Iran, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar – såvel som globale – Rusland/Kina, USA/EU – der intervenerer med egne stedfortræderkrige. I vinteren 2010-11 så alt ud til, at Libanon endnu en gang var udset som den bekvemme prügelknabe i et stedfortræder-opgør mellem Saudi-Arabien og Iran – og i større målestok mellem Vesten og den politiske bølge i den muslimske verden, der udgik fra Teheran, og som kan beskrives med titlen på en bestseller fra 2006 af den iransk-amerikanske politolog og senere rådgiver for Obama-administrationen, Vali Nasr: The Shia Revival om Irans indflydelse i Irak, Libanon, Pakistan, Gaza, Syrien og Bahrain. STL-rapporten kunne blive en vigtig brik i den konflikt, hvis der var bund i rygtet om, at den ville sigte navngivne medlemmer af Libanons shia-muslimske Guds Parti, Hizbollah, for meddelagtighed i mordet på Hariri. Så tidligt som i maj 2009 havde Der Spiegel viderebragt materiale fra de libanesiske efterforskere, der så ud til, via analyser af mobiltelefontrafik, at påvise, at fire eller fem medlemmer af Hizbollah var indblandet i det nøje planlagte attentat, som ud over den 60-årige tidligere premierminister dræbte 22 andre ved St. Georges Hotel-ruinen på Beiruts corniche den 14. februar 2005. Ved årsskiftet 2010-11 var meldingen, at STLs rapport var lige på trapperne, og hvis den bekræftede de lækkede sigtelser mod Hizbollah, var risikoen, at Libanon ville gennemleve en krise så vist som Hizbollahs generalsekretær, Hassan Nasrallah, ikke kun nøjedes med at trække sine proselytter ud af den vaklende samlingsregering, hvad han allerede havde gjort, men svor på at “skære hånden af enhver, der vil forsøge at anholde medlemmer af vores parti.” Perspektivet var vidtgående: Hvis rapporten dokumenterede (hvad 14

den viste sig ikke at gøre), at Hizbollah, Mellemøstens mest disciplinerede milits, havde bistået med likvideringen af Rafik Hariri, ville det ikke kun udløse en lokal krise, men en sekterisk konflikt mellem sunnitter og shi’iter i hele den muslimske verden. Jeg stod altså i det klassiske korrespondent-dilemma: Skulle jeg flyve til Tunis for at dække demonstrationer, de færreste vestlige medier anså for andet og mere end forbigående uro? Hvis jeg forlod Beirut, og STL-rapporten med det formodet skæbnetunge indhold kom ud, mens jeg var væk, var der reel risiko for, at lufthavnen var lukket, når jeg ville tilbage. Som det var tilfældet i maj 2008, da Hizbollah i protest mod den siddende regerings krav om militsens indordning under staten rykkede ind i Beiruts sunni-nabolag, mens jeg var i København for at forny det toårige ‘kosher-pas’, som det kaldes i journalist-jargon’en, og som reportere med adresse i arabiske lande bruger til ind- og udrejse af Israel. Desuden: Det eneste sted, jeg havde set noget, der lignede et ‘arabisk forår’, var længe siden, nemlig i de israelsk besatte områder på Vestbredden og Gaza, hvor unge palæstinensere med stenslynger og molotovcocktails trodsede besættelsesmagten – og i øvrigt deres egne ledere i det lune Tunesien-eksil. Israelsk spin forklarede den første palæstinensiske intifada fra december 1987 til 1990-91 med ‘naboskabet med Israel’ – altså at aktivisterne havde taget ved lære af “deres daglige kontakt med det demokratiske Israel,” som chefen for det israelske pressekontor i Jerusalem dengang formulerede det. Men den opstand var netop unik ved, at den var tostrenget – konkret rettet mod israelernes besættelse, men politisk vendt mod Yassir Arafats PLO’s ledelse, der på det tidspunkt var uden reel kontakt med palæstinenserne i de besatte områder, hvor lokale ledere som Hanan Ashrawi i Ramallah og Haidar Abdel Shafi i Gaza førte ordet. Ellers gav jeg ikke meget for den romantik, de arabiske mediekontorer og kaffehusstrateger yndede at forbinde med ‘masserne’. At masserne, ifølge mere realistiske og desillusionerede arabiske analytikere, var manipulerede og terroriserede uden udsigt til et anstændigt liv, var nærmere virkeligheden. 15

Disse analytikere, der i artikler, afhandlinger og opinionsundersøgelser år efter år dokumenterede det indlysende behov for politisk forandring, havde også slået sig til tåls med, at ‘masserne’ var for skikkelige til at gøre noget ved deres situation. Og de få, der gjorde noget ved at trodse deres regimer, havde ringe opbakning i Vesten. Arabiske dissidenter var overladt til sig selv, talte med sig selv eller gav op og vendte sig mod religionen og den gloriøse fortid. De arabiske ikoner var – som Said Aburish, den palæstinensiske forfatter noterer i sin Nasser-biografi, The Last Arab – en religiøs charlatan (Osama bin Laden), en inkompetent politisk amatør (Yassir Arafat) og en militær og politisk dilettant (Saddam Hussein). Said Aburish kunne med føje have nævnt Gamal Abdel Nasser i sin ‘kongerække’, hvis det ikke lige var, fordi Nasser var hans ungdoms politiske helt. Han kunne have nævnt den militante libanesiske shia-præst Hassan Nasrallah, der blev ‘massernes’ mest populære lederskikkelse, efter at Hizbollah i 2006 dræbte fire og bortførte to israelske soldater i et raid på israelsk territorium kort efter Hamas’ gidseltagning af den israelske sergent Gilad Shalit. Med den aktion nedkaldte Hassan Nasrallah endnu en israelsk krig mod Libanon, der varede 33 dage og dræbte 1400 libanesere, hovedsagelig civile. Nasrallah erkendte langt senere, at dersom han havde vidst, hvor voldsomt israelerne ville reagere, havde han tænkt sig bedre om, og han undskyldte næsten – men også kun næsten – for sit fejljudgement. Det betød dog ikke, at han drog den naturlige konsekvens i demokratiske samfund ved at gå af som generalsekretær for Hizbollah. Men det medvirkede til, at hans popularitet i de arabiske såkaldte masser blegnede, og i dag er han endnu en sektleder blandt andre. Så forskellige disse arabiske ikoner fremstod, havde de det til fælles, at ingen af dem var valgt ved lige og hemmelig afstemning i de befolkninger, de hævdede at repræsentere – og i det omfang de senere lod sig ‘vælge’ – Nasser, Arafat og al-Assad – orkestrerede de selv deres valg, så de var sikre på at blive siddende. Men hvad der var endnu mere deprimerende var, at ingen af disse ikoner på noget tidspunkt evnede at tilvejebringe rammerne for en normal tilværelse for undersåtterne. Deres eneste akkreditiver var – med katastrofale følger for dem, de hævdede at repræsentere – at de trodsede Vesten. 16

Det Vesten, hvortil den arabiske elite sender sine sønner på kostskoler, universiteter og militærakademier. Det Vesten, der på én gang er forhadt og beundret, uanset om det er i dissidentens eller diktatorens optik. Politisk og materielt overlegent ses Vesten – eller som det også kaldes: Det Globale Nord – som neoimperialistisk, men også som en åbenbaring, hvor folk har adgang til alt det, araberne ikke har set skyggen af i årtier: politisk medbestemmelse, individuel frihed, retten til at vælge, hvem de vil have som deres politiske ledere, og til at rejse, hvorhen de vil. Samfund, der kører efter demokratiske politiske færdselsregler, og som desuden har pensionskasser, fungerende skoler, universiteter og hospitaler. Vesten er fjendebillede og ideal, og skizofrenien kan konstateres i den sigende detalje, at de færreste arabere ryger arabiske cigaretter, medmindre de er så ludfattige, at de ikke har råd til en pakke (i øvrigt ofte lokalt produceret) Marlboro. Som da jeg mødtes med maskerede Hamas-militante i Betlehem i 2001, der kørte mig til deres tilholdssted i en BMW med et billede af Marilyn Monroes kurver i bagruden. Talte jeg med min arabiske husvært på Oliebjerget i Østjerusalem, hvor jeg boede et års tid, huskede han hver gang at nævne, at hans møgforkælede og pjevsede fire-årige søn havde american passport – han var planmæssigt født i USA i forbindelse med et familiebesøg, en i øvrigt udbredt skik blandt gravide arabiske kvinder med slægtninge i Guds eget land. Vesten er både forhadt og idealiseret. I denne dobbelthed ligger, som den fransk-libanesiske forfatter Amin Maalouf observerer, en skuffelse over, at Vesten har set bort fra egne principper om demokrati og humanisme, når det gælder om at sikre ‘stabiliteten’ i Det Globale Syd. Våben for milliarder og økonomiske bistandspakker blev fulgt af stiltiende tolerance over for despoternes barbari mod egne medborgere. De få dissidenter, der trods alt gjorde noget ved de utålelige politiske tilstande ved at råbe op, blev hentet, tortureret og fængslet. Det humanistiske Vesten reagerede højst med uforpligtende erklæringer eller fordømmelse – ikke af regimerne, men af dissidenterne, der blev erklæret fredløse som medlemmer af militante terrorgrupper. Med det resultat, at dissidenterne i et vist omfang faktisk blev terrorister. Disse tragiske paradokser er motoren i en skizofren arabisk selvfor17

ståelse, der på samme tid ser islam som spirituelt overlegen, som den seneste og endelige udgave af den fælles monoteistiske gudstro, men også er bevidst om, at planetens politisk-materielle realiteter gør den muslimske araber til taber, udstødt, uønsket og i sidste instans frygtet. Det er Israels skyld Gennem et halvt liv havde jeg hørt på araberes jeremiader og bortforklaringer. Hver gang noget gik i ged, var det nogle andres skyld, som regel israelernes. Om det så var fraværet af varmt badevand på Baron Hotel i Aleppo. Eller den jordanske bonde, hvis unge hustru havde smukke øjne, men også var halt efter at have trådt et rustent søm op i foden med den triste konsekvens, at der gik koldbrand i den. Bonden var helt sikker på, at israelerne havde efterladt netop det søm netop det sted med netop det formål at gøre hustruen uarbejdsdygtig. Da jeg med min kammerat Mads Christensen var på vej fra Beirut til Damaskus og holdt ind for at få en kop kaffe i Bekaa-dalen, virkede caféens espressomaskine ikke på grund af de huller i elforsyningen, der inddeler den libanesiske hverdag i timer med og uden strøm. Så café-ejeren undskyldte med den sædvanlige tilføjelse om, at de idelige strømafbrydelser var ‘jødernes skyld’. “Overhovedet ikke,” sagde Mads, “det er jeres egen skyld.” Manden var tavs i to sekunder, før han vantro spurgte: ”Vores skyld?” “Ja, når du ikke har strøm, skyldes det et elendigt produktionsniveau, der er resultatet af inkompetent planlægning. Du skulle tage en snak med dine politikere.” Mads er fra Skive, hvor de kan være ret ufølsomme over for Mellemøstens normalt forsigtigt omviklede omgangstone, der sjældent skærer ind til benet. Han er desuden ingeniør med en fortid som energichef i Grønland og har produceret lys og varme til baltere, georgiere, syrere, irakere, jordanere og en hel del andre. Han vidste endvidere, at israelerne undgik at bombe de libanesiske kraftværker under krigen mod Hizbollah i 2006, hvor landets infrastruktur, landsbyer og Hizbollas højborg i det sydlige Beirut og i det sydlige Libanon blev lagt i ruiner. De skånede elværker, vandværker og telekommunikation i håbet om, at Libanons formelt vestligt støttede (og reelt lammede) regering under premier 18

minister Faoud Siniora ville vende sig mod Hizbollah – hvad den naturligvis ikke turde. Alt dette vidste café-ejeren formentlig også, men han rokkede sig ikke. At det var Israels skyld, at vi måtte drikke tyrkisk kaffe fra gasblusset i stedet for italiensk espresso fra maskinen stod fast. For lumske er de, yehud, jøderne – det ved enhver. Eksperter i beskidte tricks, som da de bombede Iraks atomreaktor Osirik i 1981, uden at et eneste irakisk fly nåede på vingerne, skønt Saddam Hussein havde svoret på, at hans enorme hærstyrke var netop så enorm, fordi den skulle ‘befri Palæstina’. Hvilket var det eneste, han aldrig forsøgte. Alligevel havde min købmand på Oliebjerget i Østjerusalem den irakiske diktators kontrafej hængende i sin butik, klippet ud af en avis og hæftet op på en hylde ved kasseapparatet som illustration af det futile håb om at besejre den zionistiske overmagt. Men han vidste også, at yehud – arabere bruger sjældent ordet ‘israeler’, da det indebærer implicit anerkendelse af den jødiske stats eksistens – var den samlede arabiske nation overlegen på alle niveauer: økonomisk, militært og teknologisk. Det var et uomstødeligt faktum, et vilkår. Yassir, en tv-producer i Amman, var for eksempel overbevist om, at den israelske efterretningstjeneste, Mossad, vidste alt om ham, “om det så er størrelsen på mit undertøj”. Jo, yehud havde styr på alt, også på den amerikanske supermagt. I lommen på den jødiske lobby, der styrer en ‘global sammensværgelse’, hvilket er paratviden hos enhver araber. Det er ikke tilfældigt, at det antisemitiske smædeskrift, The Protocols of the Elders of Zion, produceret af det zaristiske Ruslands hemmelige politi som propaganda for zarens jødiske pogromer, i lighed med Hitlers Mein Kampf kan købes i enhver arabisk boghandel i tre-fire forskellige oversættelser. Langt de fleste i den muslimske verden er også overbeviste om, at 11. september blev iscenesat af jøderne, for var det ikke sådan, at 4000 udeblev fra deres jobs i Twin Towers den morgen? Det var det ifølge blandt andre den iranske præsident, Ahmed Ahmedinejad, og Al-Manar, der er Hizbollahs tv-station i Beirut. Og var det ikke også sådan, at Monica Lewinsky var plantet i Det Hvide Hus af Mossad, der ville have ‘noget på’ Bill Clinton, så han ikke modarbejdede den jødiske stats ulovlige bosættelser på Vestbredden og 19

i Gaza? Hvad et par ældre ærværdige palæstinensere, der inviterede på kaffe og konspirationsteorier en aften i Jeriko, så helt bort fra, var, at Clinton er den mest Israel-begejstrede amerikanske præsident nogensinde. Som det ses, er det magtfulde sammensværgelser, arabere er oppe imod – og hvad kunne de gøre andet end at finde sig i deres diktaturer og autokratier, der som årtierne gik udviklede sig til banale mafia-dynastier, hvis tilbud ingen kunne afslå, da afslag ville få fatale konsekvenser? Ville arabere undslippe undertrykkelsen, måtte de flytte. Rejse til Golfen og blive behandlet som andenklasses borgere i stenrige beduinsamfund, hvis dialekter, manerer og sandalfødder, de følte sig højt hævede over. Eller de kunne søge om familiesammenføring med fætre og kusiner i Europa og USA, der hellere ville se dem på pebermarker langt væk. Fik de alligevel indrejsetilladelse, kunne de se frem til at knokle sig vindøjede i familiemedlemmers døgnkiosker eller skævryggede som taxi-chauffører. Jo, jeg mente at kende den levantinske arabers vilkår, som jeg kendte talekoret af mediefolk, akademikere og tænketank-eksperter, der i årtier havde sagt, at ‘det ikke kan blive ved med at gå’. Og jeg tænkte som de fleste: Det bliver nok ved med at gå. Arabernes apati over for forhadte torturregimer, forflygtigelse af ansvar, et kolossalt misbrug af psykofarmaka, religiøs eskapisme og den faktiske accept af korruption fra top til bund som et vilkår var årsager til, at jeg ikke tillagde de første spirer af den brede, folkelige revolte, der blev døbt Det Arabiske Forår, nogen særlig betydning. Den revolutionære myte Det var først, da Ali al-Atassi den morgen i Beirut udmalede gadehandleren Mohammed Bouazizis vanskæbne, at jeg slog ørene ud. Sidenhen hørte og læste jeg flere versioner af hændelsesforløbet, der alt efter vinkel tog parti for eller imod gadehandleren og kommunalbetjenten. Blandt andet hos Nasri Hajjaj, en palæstinensisk filminstruktør, der kunne en saftig historie om, at Bouazizi havde forulempet betjenten med obskøniteter af seksuel karakter, og at det var årsag til lussingen. Den 59-årige Hajjaj havde som palæstinensisk intellektuel boet årevis 20

i Tunis, hvor PLO fik hovedkvarter, efter israelerne fordrev dem fra Libanon i 1982 og frem til Oslo-aftalerne, der i 1993 fik Norge, men ikke Palæstina, placeret på det politiske verdenskort. Hajjaj kan Tunis på rygmarven, han kender Gud og hvermand i det tunesiske kulturliv og mediemiljø og mente også at kende ‘den sande historie’ om ‘det arabiske forårs’ første martyr-ikon. “Det er en symbolhistorie om personlig offervilje, som man kun kan have respekt for,” sagde han, “men den er også en myte, og som i alle mytologier er det kun de elementer, der bakker symbolikken op, der formidles videre i det globale medierum. Den anden og mindst lige så interessante halvdel af historien er stort set ukendt uden for Tunesien.” Nemlig den del af historien, der handler om, at balladen om Mohammed Bouazizi startede med, at han anvendte kartofler som lodder, når han vejede frugt af. Lokale kunders klager til de kommunale myndigheder resulterede i, at Fadia Hamdi opsøgte Bouazizi med ordre om at anvende godkendte blylodder med vægtangivelser. Bouazizi skal have svaret, at han ikke havde råd til blylodder, og at hans kartofler fungerede fint. Fadia Hamdi insisterede, og i det følgende skænderi skal Bouazizi have snerret: “Hvis du absolut vil have nye lodder, kan du jo lægge dine patter i vægtskålene.” “Denne uhørt sexistiske bemærkning udløste den lussing, der siden er blevet kaldt ‘politi-chikane’ i medierne og i de bøger, der er skrevet om det arabiske forår. Men som ikke fortæller, at den tunesiske revolutionshelt altså også var endnu en chauvinistisk slubbert, som så mange arabiske mænd. Nu er han arabisk historie,” filosoferede Nasri Hajjaj. Men hans version strider mod andre oplysninger om, at Fadia Hamdi efter skænderiet konfiskerede Bouazizis elektroniske vægt. Også en reportage i The Observer nuancerede myten om gadesælgeren som offer for et totalitært overgreb. Der havde været en konfrontation, men kun ét vidne, en gadehandler, der i forvejen bar nag til den kommunale betjent, ville bekræfte, at lussingen var faldet. Fire andre, der var til stede ved optrinnet, fortalte, at de ikke havde set hende slå. Og selv afviste hun over for journalisten at have lagt hånd på Bouazizi med den begrundelse, at “det ville være umuligt. For det første er jeg kvinde i et traditionelt 21

arabisk samfund, som ikke tillader kvinder at slå på en mand, og for det andet var jeg bange.” Fadia Hamdi sagde også, at hun ikke havde konfiskeret kærren, men ‘kun’ nogle bananer og peberfrugter, som hun videregav til en velgørenhedsorganisation. En helt tredje version går ud på, at der var tale om stammemodsætninger. At Bouazizi tilhørte en stamme, hvis mandlige medlemmer anser det for en ultimativ ydmygelse at blive fornærmet, og endnu værre: slået af en kvinde, og at det var årsagen til, at han antændte sig selv i protest. Den version understøttes af Fadia Hamdis udsagn om færdselsreglerne for kvinder i et traditionelt arabisk samfund, “som ikke tillader kvinder at slå på en mand.” Fælles for alle referater af forløbet er, at de er viderebragt af journalister, der ikke selv var til stede, da det udspillede sig. Et andet fællestræk er, at fortællingerne mere eller mindre ubevidst tager parti for eller imod den ene af parterne. Et tredje træk er, at det er umuligt at tjekke, om de citerede vidner taler sandt – de kan have alle mulige motiver for at lyve. Det eneste, der synes at være enighed om, er, at den skæbnetunge konfrontation ikke havde ideologiske eller politiske overtoner. Det fik den først med protesterne – de første foran rådhuset i Sidi Bouzid samme aften og i nabobyer den følgende dag. Efter en uge var de nået hovedstaden Tunis. Knap to uger senere, 30. december, dukkede de første rapporter om urolighederne op i de vestlige medier, blandt andet i The Guardian. Mediehistorien om den 26-årige gadehandlers spektakulære selvmord fik sin egen dynamik. Eksempelvis hed det mange steder, at Bouazizi havde afbrudt et lovende universitetsstudium for at forsørge sin familie ved at sælge tomater. Den detalje lå i forlængelse af den gængse årsagsforklaring på ung arabisk frustration. I løbet af de næste ti år entrer 100 millioner unge arabere arbejdsmarkedet i en region, hvor der de sidste fem årtier kun er skabt 50 millioner jobs. Virkeligheden var, at Bouazizi havde forladt skolen, før han fik nogen eksamen, og at han havde arbejdet, siden han var ti. Men i dagene efter hans selvmord, hvor gaderne i de tunesiske byer kogte af harme, blev det irrelevant, hvad der var virkelighed, og hvad der var myte. 22

Dagen efter selvmordet sendte myndighederne 2000 betjente for at få styr på uroen, men da var det for sent, og præsident Zine El-Abidine Ben Ali, den 74-årige præsident med det knaldsorte hår og det kridhvide jakkesæt, han yndede at lade sig fotografere i, sansede risikoen. Fadia Hamdi og de to assistenter, der var med ved skænderiet foran rådhuset, var allerede suspenderede, og nu blev hun fængslet (og efter 111 dages forvaring pure frikendt). Mohammed Bouazizi blev overført til et hospital i Tunis og fik indrullet i brandsårs-bandager besøg af præsidenten og et tv-hold. Men Ben Alis selviscenesættelse gav bagslag og forstærkede kun de protester, som også Nasri Hajjaj fulgte tæt. “Jeg sov ikke under den tunesiske revolution, og så snart jeg kunne, tog jeg til Tunis. Allerede i flyet konstaterede jeg, at noget særligt var hændt. De tunesiske aviser, jeg fik af stewardessen, var pludselig interessante. Da jeg boede i Tunis, læste jeg fire aviser på ti minutter. De var enslydende og renset for energi og inspiration. Nu tager det timer at læse sig gennem debatstoffet. Det er det samme med folk: De hvisker ikke længere, når de snakker politik, de ser sig ikke over skulderen efter uvedkommende øren. Tidligere havde enhver tuneser en politibetjent siddende inde i hovedet. I dag findes han kun ude på gaden, i øjenhøjde med borgeren.” Og uanset hvilken af mediemyterne om konfrontationen i Sidi Bouzid, der nærmer sig den rigtige version – en femte gik ud på, at Mohammed Bouazizi havde overhældt sig selv med petroleum for at true med at begå selvmord, hvorefter han havde tændt en cigaret og kaboom! – så var den tunesiske intifada kommet for at blive. Efter 28 dage, der havde bragt landet på kanten af kaos, meddelte hæren den 14. januar Ben Ali, at han havde ‘et åbent vindue’ på tre timers luftrum, og at han gjorde klogt i at benytte det. Flugtflyet blev nægtet landingstilladelse på Malta og i Paris, præsidentfamiliens første destinationer. Den franske regering, der få dage forinden godkendte eksport af syv tons tåregas, gaspistoler, knipler og andet riotgear til det tunesiske sikkerhedsapparat, havde fået kolde fødder. Kun tre dage før Ben Ali lettede, nu med Riyadh i Saudi-Arabien som destination, havde den franske udenrigsminister, Michele Alliot-Marie, tilbudt Ben Ali at sende et 23

100 mm

145 mm

236 mm

DET FORRYKTE FORÅR

100 mm

145 mm

LASSE ELLEGAARD

“ Ingen arabere er uberørt af de begivenheder, der på under to år har ændret Mellemøstens – og klodens – politiske landskab.”

15,5 mm

REVOLTERNE I DEN ARABISKE VERDEN