Tre meter fra Breivik – En beretning fra Nordens største terrorsag by Informations Forlag

145 mm

100 mm

Foto: Martin Kunzendorf

236 mm

Cecilie Kallestrup (f. 1989) er studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har været ansat som journalistpraktikant i DR Nyheder, hvor hun har dækket udlandsstof for web, radio og tv.

Som de eneste danske journalister fulgte Louise Damløv og Cecilie Kallestrup fra DR Nyheder i foråret 2012 hele retssagen mod Nordens største massemorder, Anders Behring Breivik. I ti uger rapporterede de live på dr.dk fra deres plads i retssal 250 i Oslo Tingrett, hvor de på skift sad – kun tre meter fra Breivik. I Tre meter fra Breivik skildrer de det dramatiske retsforløb og fortæller gennem øjenvidneberetninger fra retssalen historien om massakren på Utøya og bombeangrebet i Oslo. Bogen er også et personligt vidnesbyrd fra to unge journalister om, hvordan det er at skulle arbejde professionelt og samtidig undgå at blive overvældet af følelserne i mødet med bundløs sorg – ansigt til ansigt med manden, der er skyld i den.

TRE METER FRA BREIVIK

Louise Damløv (f. 1986) er journalist på DR Nyheders webredaktion. Hun er uddannet i DR Nyheder, hvor hun har dækket ind- og udlandsstof for web, radio og tv.

10:04 Anklager Inga Bejer Engh beder om et lommetørklæde, inden hun læser videre i anklageskriftet. Hun er nået til de ofre, der er blevet hårdt såret af Breiviks skud. dr.dk

LOUISE DAMLØV OG CECILIE KALLESTRUP

“

Jeg kiggede over på Breivik. Han fulgte med i anklageskriftet foran sig. En gang imellem løftede han øjenbrynene – måske i forundring over detaljer, han ikke kunne huske. Mon det gav ham en form for nydelse at høre sit værk blive tv-transmitteret til hele verden?

16 mm

100 mm

145 mm

LOUISE DAMLØV OG CECILIE KALLESTRUP

TRE METER FRA BREIVIK EN BERETNING FRA NORDENS STØRSTE TERRORRETSSAG

“

Hvordan har du det i dag?” spurgte anklager Engh stille. “Jeg havde voldsomt mange smerter i starten,” sagde Eivind, men forklarede, at læger ne havde lovet, at han både ville komme til at gå og løbe igen.

10:11 Der er ubeskrivelig stor forskel på vidnets følelsesladede forklaring og på Breiviks følelsesløse forklaring de første seks dage. dr.dk

Indhold

Forord . ...................................................................................... 6 En retssag, der har sat sig spor ............................................ 9 I. Dag 1 . .................................................................................... 11 II. Breivik får ordet .............................................................. 28 III. Aldrig glemme . .............................................................. 47 IV. Roseoptoget ..................................................................... 58 V. Breivik tager til Utøya ..................................................... 67 VI. Dommeren græder ........................................................ 73 VII. Skokasteren ................................................................... 88 VIII. Livet efter døden på Utøya ..................................... 102 IX. Puslespillet ..................................................................... 117 X. Breiviks kommentar . ..................................................... 132 XI. Politiets arbejde den 22. juli ....................................... 135 XII. Terroristens fortid ..................................................... 149 XIII. Psykotisk eller politisk vold .................................... 163 XIV. Sagens kerne? .............................................................. 181 XV. Skuddene hænger i luften på Utøya . ....................... 187 XVI. Det sidste ord ............................................................. 198 Punktum? ............................................................................. 222 Grafik: Tidslinjen for Breiviks terrorangreb ................ 229 Grafik: Tiden efter angrebet . ........................................... 230 Grafik: Retssal 250 . ............................................................ 232 5

Dag 1

Pressesalen glødede. Ud over langbordene havde redaktio ner fra store dele af verden sat deres computerudstyr op, og gulvet var et spindelvæv af forlængerledninger. Summen fra mange forskellige sprog blandede sig med klapren fra hurtige fingre på tastaturer. Der lugtede af sved og kaffe og overophedede computere. Jeg så mig omkring i det store presselokale og forsøgte at lokalisere DRs plads. Jeg gik ned gennem rækkerne af lange træborde og fandt min stol til venstre i salen, hvor jeg slog min bærbare computer op for at logge på nettet. Jeg rettede på akkrediteringsskiltet, der hang i et orange bånd om min hals. Så kastede jeg et blik op imod de to storskærme, der fra flere forskellige vinkler viste, hvad der foregik inde i hovedsalen. Sal 250. Jeg havde egentlig håbet, at jeg kunne få lov til at sidde med derinde, bare i et par timer. Men der var kun en plads, og den tilfaldt selvfølgelig redaktøren. Det havde næsten ikke været til at komme hen til retssalens indgang for sendevogne, udendørsstudier, kabelsamlinger og pressefolk. I starten havde det været svært 11

for mig at acceptere, at Breiviks budskab skulle udbredes gennem verdenspressen. Jeg havde haft nogle betænkeligheder ved opgaven, for jeg var grundlæggende imod, at massemorderen skulle eksponeres så massivt. Det virkede umiddelbart som en bedre løsning bare at lade manden få sin dom bag lukkede døre, så verden aldrig mere skulle høre på hans ekstreme verdenssyn. Bare tie ham ihjel. Men efter at have mødtes med en række nordmænd op til sagens start var min fornemmelse, at de fleste havde et behov for at se ham og forstå, hvem han var, og hvad hans motiv havde været. Der var opstået en følelse af national forulempelse. Alle følte sig ramt. Derudover byggede det norske retssystem – ligesom det danske – på offentlighed. Breivik var gået efter at ødelægge det norske demokrati. Der lå også en styrke i at give ham en retfærdig og offentligt tilgængelig rettergang med samme rettigheder, som tilfaldt alle andre tiltalte. Desuden syntes jeg, at der var en fare ved ikke at lade en mand som Breivik komme til orde. Gal eller ej, så var han muligvis et symptom på en forøget tendens til højre ekstremistisk vold i Europa. Jeg tænkte på kebabmorderne, der for nylig var blevet anholdt i Tyskland, sigtet for en række mord på muslimske indvandrere – og på den svenske “laser-mand”, der om kort tid skulle stilles til ansvar for drab og gentagne drabsforsøg på muslimer i Malmø. Hvis der virkelig var en tendens, så var det i hvert fald vigtigt at få sat fokus på Breiviks terrorhandling, så de nødvendige diskussioner kunne blive taget, og verden kunne tage ved lære af katastrofen i Norge. Jeg havde flere gange diskuteret dilemmaerne med mine kolleger, og 12

efterhånden syntes jeg, at det var blevet klart. Breivik var ikke mulig at tie ihjel. Han skulle snarere tales ihjel. Under alle omstændigheder havde vi besluttet os for at læne os op ad vores norske søsterkanal, NRK, for vi ville ikke gå længere i vores dækning, end de ønskede at gøre i Norge. Vi var ankommet i god tid. Man skulle igennem et omfattende sikkerhedstjek for at få både sig selv og sit udstyr med ind i Oslo Tingrett – hovedstadens byret. Derefter skulle navn og billede på akkrediteringen tjekkes for foden af trappen, der ledte op til første etage. Her stod endnu en vagt med en lille scanner i hånden og kontrollerede koden på akkrediteringen. Så var man i foyeren, men endnu et sikkerhedstjek ventede, hvis man skulle ind i selve sal 250. Normalt var retten åben og let tilgængelig, men det her var en helt særlig anledning. Det var den største terrorretssag, der nogensinde havde fundet sted i Norden – mod en mand, der havde udført et angreb så grusomt, at lyden fra både bombeattentatet i Oslo og rovskyderiet på Utøya havde givet ekko ud i verden og sat nye standarder for terrorisme. Det var et bombeattentat på den norske regeringsbygning, Høyblokken, og et massedrab på medlemmer af regeringspartiets ungdomsorganisation, AUF – ungdomsforeningen i Arbejderpartiet. Det var en rettergang med næsten tusind forurettede, repræsenteret af 174 bistandsadvokater. En sag, der skulle tage stilling til det spørgsmålet om, hvor gal man skal være for ikke at kunne stilles til ansvar for sine handlinger. Det var den ti uger lange retssag mod 33-årige Anders Behring Breivik. Vi var langt om længe kommet igennem de mange sik13

kerhedsforanstaltninger, og det store ur i bunden af pressesalen viste næsten halv ni. En halv time til start. Ved bordet overfor hørte jeg nogle norske journalister begynde at mumle om, at Breivik var på vej fra Ila Fængsel til retten, og et øjeblik efter fik jeg besked fra en kollega over computeren. Breivik var ankommet. Et tal oppe i højre hjørne af bloggen viste mig, at antallet af brugere voksede og voksede, og jeg havde endnu ikke skrevet det første indlæg. Jeg måtte i gang. Med sitren i fingerspids erne skrev jeg den første liveopdatering. 08:27 Så er Danmarks Radio på plads i Tingretten efter et omfattende sikkerhedstjek, der mindede om lufthavnens. Nu venter vi på, at Breivik kommer ind i sal 250. Nogle dage inden retssagen startede, havde jeg været forbi Oslo Tingrett. Da havde både håndværkere og rets personale været i gang med de sidste forberedelser. Førsteetagen var bygget fuldstændigt om til retssagen, og sal 250 var blevet indrettet specielt til denne lejlighed. På pressesalens storskærme kiggede jeg op på de levende billeder fra sal 250, hvor folk var ved at sætte sig til rette. Den kunne rumme 250 mennesker, og de forreste pladser var reserveret til journalister. Ved langbordet i salens fjerne ende skulle dommerne sidde. I venstre side sad anklagerne forrest, og på rækken bagved sad de koordinerede bistandsadvokater, der repræsenterede sagens overlevende, pårørende og efterladte. I salens højre side skulle de fire forsvarere sidde sammen med Breivik. De havde to rækker. I midten af salen stod vidneskranken 14

med front mod dommerne. Og midt mellem den og dommerbordet stod et bord med fire pladser, der vendte ud mod vidnestolen og resten af salen. Det var der, de fire sagkyndige retspsykiatere skulle sidde gennem hele retssagen og holde øje med hver eneste bevægelse, Breivik foretog. Retspsykiatrien havde været diskuteret voldsomt i månederne op til retssagen. To sagkyndige var overbeviste om, at Breivik havde en alvorlig psykiatrisk diagnose. De andre to var sikre på, at Breivik var rask nok til at kunne dømmes for sine handlinger. Alle pladserne var udstyret med en karaffel vand, et lille hvidt plastkrus og en langhalset mikrofon. Bagved alle de lyse træskranker stod en sort højrygget læderstol. Alt var strømlinet, køligt og nyt. En lille skranke separerede retsaktørerne fra de tilhørende. Bag retsområdet i salens højre side, lige bag ryggen på Breivik og forsvarerne, sad der også tilhørere. De var skilt fra retsaktørerne med en skudsikker rude. **** Både tilhørere og retsaktører var kommet på plads, da der pludselig blev røre i sal 250. Fulgt af en kortege på fire uniformerede betjente trådte Breivik langsomt og selv bevidst ind i salen. Hans hænder var lænket sammen med håndjern og spændt fast til en rem om hans liv. Der var en selvhøjtidelighed over ham, og han lignede en, der var klar over, at hele verdens øjne hvilede på ham, og han så ikke nervøs ud. 08:54 Nu føres en fattet Anders Behring Breivik ind i retten. Hans håndjern løsnes med en del besvær. 15

Han vendte sig mod de knipsende kameraer med et køligt smil. Så slog han sig for brystet med højre hånd og strakte den ud mod de tilhørende, mens kameraerne blitzede løs. 08:54 Han smiler og gør en slags hilsen. Derefter gav han høfligt hånd til alle sagens parter. Det måtte være en sær fornemmelse for aktørerne at give ham hånden og hilse pænt på ham. Alligevel virkede det fuldstændig naturligt. Han satte sig roligt på sin plads mellem de to hovedforsvarere, Vibeke Hein Bæra og Geir Lippestad, og begyndte at tale dæmpet med dem. Han var ordentlig i tøjet og særdeles velfriseret. Under det sorte jakkesæt havde han en hvid skjorte. Om halsen havde han bundet et guldfarvet slips i en bred knude. Skægget var karakteristisk fjernet på kinder og overlæbe og løb kun i en tynd bræmme under hans kæbeparti, der kom til at fremstå endnu bredere, end det var. Det tynde lyse hår var redt tværs over issen i en bred sideskilning. Folk mumlede på mange sprog i den hede pressesal. I løbet af morgenen var jeg stødt ind i pressefolk fra blandt andet Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Kina. Der var ingen tvivl om, at denne sag var blevet international, og at den havde fået verden til at rette sine øjne mod det lille trygge land. Og opmærksomheden var forståelig. For det første fordi terrorangrebet havde været uhørt bestialsk og hovedsageligt var gået ud over sagesløse mindreårige. Men også fordi det repræsenterede en ny form for soloterrorisme, hvor gerningsmanden øjensynligt ikke var støttet direkte 16

af en gruppe – selv om Breivik i dette tilfælde påstod, at han var en del af et netværk. Jeg blev revet ud af tankestrømmen, da dommerne trådte ind i sal 250 fra den ene af de to bagindgange. Traditionen tro rejste alle sig. Også inde i pressesalen fik journalisterne viklet sig ud af diverse ledninger og kom klodset på benene, selv om der ikke var meget plads mellem stolerækkerne. “Retten er sat.” Med fast mine slog dommer Arntzen sin lille, sorte hammer i dommerbordet. Hun var en spinkel kvinde med stålgråt hår og rank ryg. På hver side af hende sad to af de fire øvrige dommere. Dommer Lyng var uddannet jurist. De tre andre dommere var med dommere – norske borgere, der til daglig havde helt andre job. Så var vi i gang. Jeg tog en dyb indånding og koncentrerede mig om at lytte. Jeg ville have så mange detaljer fra dialogen med som muligt, og samtidig forsøgte jeg at holde øje med hovedpersonen. Det norske var ikke så svært at forstå, som jeg havde frygtet, men i ugerne op til retssagen havde jeg også dagligt lyttet til norsk radio for at forberede mig. Jeg skævede til brugertallet på livebloggen, der stadig voksede eksplosivt. Der var langt flere interesserede, end vi havde regnet med. Imens dommer Arntzen præsenterede sagens meddommere, begyndte Breivik at gøre mine til at ville sige noget. Dommeren rettede blikket mod ham og spurgte skarpt, om han havde nogen indvendinger. Jeg spidsede ører og holdt fingrene klar på tasterne. Terroristen skulle tale for første gang, og det var et øjeblik, jeg havde forberedt mig på længe. Han lænede sig roligt frem i sin højryggede læderstol og 17

klikkede sin mikrofon på. Jeg stillede cursoren parat på bloggens skrivefelt og lyttede koncentreret. “Jeg anerkender ikke den norske ret.” Det var de allerførste ord, jeg nogensinde hørte ham sige, og jeg kiggede overrasket op. Var det virkelig ham? Stemmen var blød, næsten syngende på letforståelig Oslo-dialekt. Jeg spekulerede på, hvad jeg egentlig havde forestillet mig. En rå gøen måske. Eller en dyb snerren. Jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig, at stemmen på en koldblodig terrorist og massemorder ville forekomme klingende lys, næsten behagelig. Det gjorde mig ilde til mode at koble Anders Behring Breivik med noget positivt. Dommeren tjekkede hurtigt med forsvarsadvokaterne for at sikre sig, at de ikke ville rejse nogen formelle indsigelser. Geir Lippestad skyndte sig at sige, at det ville de ikke, og dommeren rettede igen sin opmærksomhed mod den tiltalte: “Jeg vil bede dig følge forhandlingerne med opmærksomhed. Du vil senere få anledning til at forklare dig. Herfra giver jeg ordet til anklagemyndigheden for oplæsning af anklageskriftet.” Det var den blonde anklager, Inga Bejer Engh, som skulle�� læse det 19�� sider lange dokument op, der rummede statens anklage mod Breivik. Langt de fleste af dem, der var til stede i salen, havde allerede læst det og vidste, hvad der var i vente. Derfor var der meget stille, da Engh stillede sig op, hævede anklagerpulten og gik i gang med klar, myndig stemme. “Statsadvokaterne i Oslo sætter herved Anders Behring Breivik, født den 13. februar 1979 – p.t. varetægtsfængslet – i henhold til straffelovens paragraf 39, under tiltale ved Oslo Tingrett.” Paragraf 39. Det var paragraffen for overføring til tvun18

gen psykiatrisk behandling, men jeg vidste, at anklagemyndigheden først skulle tage endelig stilling til, hvilken dom de ønskede ham idømt, når retssagen var ved at være slut. Tastaturerne klaprede løs, mens Engh læste op af det lange dokument. Breivik var tiltalt for at have begået en terrorhandling, lød det. Hun nåede frem til den del af tiltalen, der omhandlede angrebet på regeringskvarteret i Oslo. Anklageren forklarede, at Breivik havde stillet en flugtbil parat, inden han havde placeret bombebilen foran Høyblokkens indgangsparti: “I bilen havde han placeret en egenproduceret bombe på cirka 950 kilo bestående af blandt andet kunstgødning, diesel og aluminium…” Og så kom hun til ofrene. Først navn og fødselsdag. Og så dødsårsag. “… massive skader forårsaget af trykbølgen … meget omfattende skader i hovedet og på kroppen … døde hurtigt af omfattende skader på halsen …” Der var blevet helt stille i pressesalen, og journalisterne klaprede heller ikke lige så heftigt på deres tastaturer længere. I dag var en af de få dage, hvor tv-transmittering var tilladt, men jeg vidste, at de slukkede lyden på optagelserne, når ofrenes navne og skader blev nævnt. Jeg lyttede, selv om jeg ikke skrev meget ned. Ni hårdt såret. Kraniebrud, knusningsskader, omfattende indre blødninger. “Derudover blev yderligere mindst 200 personer fysisk skadet ved eksplosionen,” læste Inga Bejer Engh højt. Så nåede hun til tiltaleskriftets anden del: “Efter at have forholdt sig under nærmere beskrevet i punkt ét kørte han med flugtbilen til Hole Kommune, hvor han vidste, at Arbejderpartiets Ungdomsforening afholdt deres traditionelle sommerlejr på Utøya. Der befandt sig 19

564 personer.” Den tykke stilhed i salen blev kun brudt af lyden af de efterladtes fortvivlede sorg. Enghs stemme begyndte at dirre en smule. Navn efter navn gennemgik hun de 69 drab. Minut efter minut blev listen længere og døden tungere. Engh rømmede sig et par gange. Så skænkede hun sig et glas vand og tog et par slurke for at få styr på stemmen. Jeg kiggede over på Breivik. Han fulgte med i anklageskriftet foran sig. En gang imellem løftede han øjenbrynene – måske i forundring over detaljer, han ikke kunne huske. Mon det gav ham en form for nydelse at høre sit værk blive tv-transmitteret til hele verden? 10:04 Inga Bejer Engh beder om et lommetørklæde, inden hun læser videre i anklageskriftet. Hun er nået til de ofre, der er blevet hårdt såret af Breiviks skud. Imens anklageren gennemgik de overlevende ofres skader, tænkte jeg på, at det som regel var de 77 dræbte, der var i fokus, når man talte om angrebets omfang. Sjældent hørte man om de mange mennesker, hvis skæbner kunne være næsten lige så slemme. Mennesker, der havde mistet synet, et ben, livsglæden. Forstanden. Eller familierne til de dræbte, der heller aldrig blev hele igen. Endelig var Engh færdig med oplæsningen af anklageskriftet. Breivik skulle endnu en gang have ordet for at bekendtgøre, om han erkendte sig skyldig eller uskyldig. 10:25 Breivik erkender, at han har begået handlingerne, men erklærer sig som forventet ikke skyldig. 20

Terroristen var klar i mælet: Han havde slået de 77 mennesker, hvis navne Engh lige havde læst op, ihjel. Men han mente selv, at han havde en god grund og henviste til, at han den 22. juli havde handlet i nødværge. Han mente, at han havde dræbt 77 ubevæbnede mennesker, fordi han så det som sin pligt at forsvare sit land mod kulturmarxisterne. Mine fingre klikkede hurtig hen over tasterne for at opdatere bloggen, mens dommeren kaldte til en kort pause, hvor folk kunne få lov at sunde sig oven på retssagens tunge start. Da retten igen blev sat, startede dommer Arntzen med at gøre opmærksom på, at noget af dagens bevismateriale var så voldsomt, at det ikke måtte tv-transmitteres – ud over til de 17 andre retssale rundt om i Norge, som også var fyldt med pårørende. Der var så mange ofre i denne sag, at det kun var et fåtal, som kunne få plads i Oslo Tingrett. Derudover fik folk også muligheden for at følge retssagen tættere på deres hjem. Anklager Svein Holden tog ordet og begyndte anklagemyndighedens indledende tale. Han lagde ud med at fortælle om netværket Knights Templar, som Breivik hævdede bestod af en række mennesker, der kæmpede for at drive islam ud af Europa. Breivik påstod, at han i 2002 havde været med til Knights Templars stiftelsesmøde i London, hvorefter han var rejst til Liberia for at møde en serbisk krigsforbryder med tilknytning til gruppen. Det var denne organisation, som Breivik påstod, at han havde udført angrebet på vegne af. 11:03 Holden forklarer, at anklagerne ikke mener, at Knights Templar eksisterer. 21

Statsanklageren gennemgik hurtigt nogle hovedpunkter i Breiviks liv. Terroristen havde haft god sans for forretning og i flere omgange haft egen virksomhed med en del ansatte. Han havde i perioder tjent penge nok til, at han senere kunne leve på ren opsparing. Penge, som han hævdede kom i brug, da han skulle planlægge sit angreb. 11:07 Holden: “Sommeren 2006 markerer et skift i Breiviks liv. Først og fremmest flytter han hjem til sin mor. Fremover har han ikke job. Han får heller ikke midler fra staten, men lever af sin opsparing.” Herefter begyndte Breivik at bruge en stor del af sin hverdag på computerspil. Især onlinerollespillet World of Warcraft kunne holde ham fangen i hele dage ad gangen. Imens han sad hjemme på sit værelse i sin mors lejlighed, begyndte han at skrive på det cirka 1500 sider lange manifest, som han mente skulle danne rammen om hans politiske ideologi. Det var Knights Templar, der ifølge Breivik havde bedt ham skrive det lange dokument. Holden projicerede et billede af Breiviks drengeværelse op på salens storskærm. Det var smalt, Ikea-møbleret og en smule rodet. Der stod en uredt seng ved vinduet i værelsets fjerne ende, og midt på gulvet stod en stor blød kontorstol i sort læder. Foran stolen på et skrivebord af lyst træ stod – ved siden af en tom dåse Red Bull – den smalle computerskærm, som Breivik op til angrebet havde brugt det meste af sit hverdagsliv foran. Endnu et billede kom op på storskærmen. Denne gang forestillede det Breivik i et bredskuldret sort jakkesæt med høj krave, fyldt med medaljer og emblemer. Breivik 22

begyndte at grine lydløst, da Holden tørt sagde: “Ja, vi kan jo kalde det en uniform.” Efter en kort gennemgang af Breiviks anskaffelse af en pistol og en riffel gik Holden over til at forklare om den 22. juli 2011. Inden Breivik drog mod regeringskvarteret med sin hjemmelavede bombe, havde han sendt sit manifest ud til en lang række mailadresser og samtidig uploadet en hjemmeproduceret film på internettet. Anklagemyndigheden ville nu afspille Breiviks film, og lyset i salen blev dæmpet. Breivik havde lavet filmen i Windows Movie Maker. Den handlede, ligesom manifestet, om, at islam skulle uddrives fra Europa. Han havde downloadet 90 billeder fra internettet, redigeret nogle af dem i Photoshop og sat tekst på. Til slut havde han lagt musik på fra et computerspil. 11:45 I de næste 12 minutter og 22 sekunder bliver Breiviks film spillet for hele retssalen. Skæve toner af dystertklingende arabisk musik fyldte den ophedede sal. Jeg hakkede løs på tastaturet og forsøgte at få så mange detaljer om Breiviks lille hjemmeproduktion med som muligt. På salens storskærm stod teksten skrevet med bittesmå bogstaver på formfuldendt engelsk, og det krævede ret stor koncentration at følge med i terroristens komplekse tankeverden. Røde gotiske bogstaver fortalte, hvordan ondsindede muslimer var ved at infiltrere vores vestlige samfund, og hvordan den norske regering bare så gennem fingre med problemet. “Islamic Demographic Warfare is gradually transforming YOUR city as you read this. You can try sticking your head in the 23

sand for a while, if it makes you feel better. But eventually reality will catch up to you and your family. And if you are not prepared…” Billedet skiftede til en tegning af en langskægget mand iført turban, der halshuggede en struds, mens den havde hovedet stukket ned i sandet. Jeg tøvede. Det var svært at tage en hurtig beslutning om, hvad der var relevant information, og hvad der bare var unødig eksponering af hans synspunkter. Tegningen gled over i en række billeder af muslimer, der alle lignede forfærdelige barbarer. Jeg hæftede mig ved et særligt uhyggeligt billede af en skeletkvinde iført burka med en bombe på sin gravide mave. Hun skulle illustrere Breiviks teori om, at muslimer førte demografisk krig og snart ville være i flertal i Europa. Valgene om, hvad der skulle med på bloggen, skulle træffes intuitivt, for der var ikke tid til at tænke særlig længe, og når der først var trykket “send”, røg informationen direkte ud til det stadig voksende antal danske brugere. Det var mig, der var bindeleddet mellem Breivik og brugerne, og angsten for at blive hans talerør gjorde, at jeg holdt igen med nogle oplysninger. Jeg var overbevist om, at de, der virkelig gerne ville have alle detaljerne, nok skulle finde dem. 11:55 I filmen redegør Breivik for sin ideologi. Mange af de billeder, han viser, handler om multikulturalisme, marxisme og fascisme. Passagerne, der handler om islams overtagelse af Europa, er underbygget med dyster arabisk musik. Prompte tikkede der en brugerkommentar ind med besked om, at jeg var blevet smittet af Breiviks racisme – at 24

det var fordømmende at kalde den arabiske musik i filmen for dyster. Jeg bestemte selv, hvilke kommentarer og spørgsmål der blev vist på bloggen, og jeg havde lyst til at klikke kommentaren ind og svare på den. For at forklare at vedkommende havde misforstået mig. Men der var ikke tid, så jeg rystede tanken ud af hovedet og tvang koncentrationen tilbage på skærmen. Da jeg kiggede op igen, skiftede musikken karakter. Pompøse klange fra ordløs kvindesang og dybe pauker akkompagnerede malerier af store stolte mænd i korsridderrustning. En sad til hest med solen i ryggen og sværdet hævet højt over hovedet. Han var korsridder, og det røde kors på hans bryst og skjold vidnede om, at selveste Vorherre havde givet ham mandat til at slå ihjel. Billedet erstattedes med et foto af Breivik selv. Han stod med et stort automatvåben lagt til kinden og sigtede mod et punkt til venstre for fotografiet. Jeg betragtede de bløde diasovergange og de veldisponerede tekstbidder. Det var velproduceret. Der var kælet for detaljen i uhyggelig grad, og det var egentlig ret stilfuldt i forhold til, hvor uprofessionel og hjemmelavet en powerpointbaseret YouTube-video kan komme til at se ud. Jeg kiggede op, og det slog mig, at gerningsmandens voksblege kinder var blusset en smule op. Han løftede den ene hånd op foran sit ansigt og pressede tommel- og pegefinger ind mod sine øjne. Da han fjernede hånden igen, var hans øjne våde og ophovne. Terroristen græd. Med det samme opstod der en summen i salen. Alle journalisterne hviskede til deres sidemand. Kunne det virkelig passe, eller havde de set forkert? Sad Breivik, der ikke havde fortrukket en mine under den timelange gen25

nemgang af sine maltrakterede ofre, nu i sal 250 og græd over sit eget propagandamateriale? Min første tanke var, at det måtte være bævende læber og krokodilletårer – simpelthen for at illustrere over for retten, hvor stærkt hans ønske om at redde sit hjemland fra fjenden var. Men lidt efter lidt blev jeg mindre sikker. Jeg så ham synke og tørre endnu en tåre væk, og jeg begyndte at tro, at han virkelig var dybt berørt. At han faktisk troede på hvert eneste af de ord, der tonede frem på salens storskærm med røde og hvide bogstaver på sort baggrund. At han sad stoisk i sin stol og fulgte med i sin egen powerpointvideo med hagen hævet i en rørstrømsk anerkendelse af sit eget heltemod. Han fattede simpelthen ikke, hvad det var, han havde gjort. Jeg fik en fornemmelse af, at han så sig selv som en misforstået helt, der havde ofret sig for Norge og ikke helt var klar over, hvorfor folket ikke takkede ham. Jeg tappede på mit tastatur. 11:58 Breivik sidder med tårer i øjnene, da filmen er færdig. Dommer Arntzen kaldte til pause og rejste sig fra højbordet. Resten af salen fulgte hendes eksempel. Mens aktører og tilhørere søgte mod udgangene, gik Breiviks to hovedforsvarere hen mod deres klient for at spørge, om han var okay. Den blonde 33-årige stod stadig og sundede sig, men nikkede mod Bæra og Lippestad. Han forsikrede dem om, at han havde det godt. Selv om mikrofonerne var slukket, kunne man mundaflæse, hvad der blev sagt. “Det var bare en emotionel film,” sag26

de Breivik med et flovt smil og lignede mest en stor dreng, der var kommet til at græde over en Disney-film. Den omsorg, forsvarerne viste massemorderen, virkede absurd. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om de rent faktisk bekymrede sig om Breivik. De havde jo tilbragt måneder i hinandens selskab, og de måtte have lært hinanden godt at kende. Væmmedes de ikke ved ham? 12:01 Retten hæves til frokost, og Breivik bliver lagt i håndjern igen. Han bliver ført ud af retssalen rød i kinderne med oprejst pande.

145 mm

100 mm

Foto: Martin Kunzendorf

236 mm

TRE METER FRA BREIVIK

Louise Damløv (f. 1986) er journalist på DR Nyheders webredaktion. Hun er uddannet i DR Nyheder, hvor hun har dækket ind- og udlandsstof for web, radio og tv.

10:04 Anklager Inga Bejer Engh beder om et lommetørklæde, inden hun læser videre i anklageskriftet. Hun er nået til de ofre, der er blevet hårdt såret af Breiviks skud. dr.dk

LOUISE DAMLØV OG CECILIE KALLESTRUP

“

16 mm

100 mm

145 mm

LOUISE DAMLØV OG CECILIE KALLESTRUP

TRE METER FRA BREIVIK EN BERETNING FRA NORDENS STØRSTE TERRORRETSSAG

“

10:11 Der er ubeskrivelig stor forskel på vidnets følelsesladede forklaring og på Breiviks følelsesløse forklaring de første seks dage. dr.dk