george efterår 2009 - 86. årgang nr. 2

Page 1

george Forum for frihed og ligeret Frihandelen er under krise... - endnu engang er det nødvendigt at tage dette emne op til behandling.

v/ Ib Christensen

86. årg. nr. 2 84. årg.

efterår 2009

… læs side 2

Kulturkampen - hvad handler den egentlig om?

- med Fogh Rasmussens »Noget for noget« som baggrund får vi en grundig analyse af spørgsmålet.

v/ Peter Ussing

… læs side 3

De go’ gamle dage

- for 50 år siden skrev »vi« om ?

v/ Dan Holst Nielsen

… læs side 5

De liberale og Cepos svigter ejendomsretten - en plads på jorden er den vigtigste ejendomsret og en forudsætning for alle de andre.

v/ Bent Strårup

… læs side 6

Nye aspekter af jordspørgsmålet i u-landene

- FN ruster sig til et kæmpeproblem med specielt byerne i de næste årtier...

v/ Peter Ussing

… læs side 7

Georgs Corner

- om ny statsminister og NATO-chef og mange andre småting...

v/ Georg Severin

… læs side 9

Ekspropriation i Hillerød

- hvad er »almenvellet«, og hvad kan det forlange af os?

v/ Svend Tornbjerg

… læs side 10

Analyse af fattigdommens baggrund ønskes af Tv

- »Den hemmelige millionær« lægger op til at grave dybere i fænomenet. v/ Dan Holst Nielsen … læs side 11

Boganmeldelse:

- Peter Ussings nyeste bog: Velfærd, ret og demokrati....

v/ Poul G. Kristiansen … læs side 12

Guld i Sverige og Columbia

- Der er stor forskel på forholdene v/ Svend Tornbjerg … læs side 14

Livstræet –Yggdrasils ask Yggdrasil betyder (vistnok) jegbæreren – det der bærer jeget. Træet har mange fjender. Det gnaves i roden af nidhuggeren og grenene bl.a. af hjorte. I toppen sidder der en ørn, og i panden af ørnen sidder en falk. Denne falk – en model – sidder på FN-bygningen og er lavet af billedhuggeren Henrik Starcke. Det vigtigste er måske, at Yggdrasil har rødder både i himlen og i helvede, og at den vandes af tre norner: Urd – fortiden, Verdande, det værende, nutiden, og Skuld, fremtiden. Hvorfor hedder fremtiden Skuld? Antagelig er det det samme ord som skyld, ansvar, pligt (grundskyld). I hvert fald med jeget følger ansvaret. Det fortælles, at engang gik Adam og Evas søn, Set, hen til porten af paradiset. Keruberne lod ham se ind, og da opdagede han, at livets træ og kundskabens træ var vokset sammen. Set fik 3 frø med tilbage. Hvor såede han dem? Det ene var nok Yggdrasil. Det andet kom til at ligge under Adams tunge. Det tredje? Skyld, skuld er nok også det samme som skjold. Forsidebillederne i år er tegnet af den 11-årige Rune Ussing Bømler, og de knytter sig til de små myter, som Mads E. Larsen fortæller.

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

1


Ib Christensen

Frihandelen under krise og udbytning Frihandel og en løsning af jordspørgsmålet er uomgængelige nødvendigheder, hvis vi skal opnå en bæredygtig udvikling og en socialt retfærdig verden Den økonomiske verdenskrise har som tidligere kriser givet vind i sejlene for protektionismen. Der er næppe det land i verden, der ikke har fastholdt eller indført foranstaltninger til beskyttelse eller ophjælpning af hjemmemarkedet. Det gælder desværre ikke mindst de udviklede lande og de mellemindustrielle lande. EU er så afgjort ikke nogen undtagelse, og der har også kunnet konstateres tiltag med protektionistisk effekt i de enkelte EU-lande. Importrestriktioner, toldpålæg, kvoter, anti-dumping foranstaltninger, erhvervssubsidier, bankpakker, nationaliseringer - listen er nærmest uendelig. Fælles for tiltagene er begrænsning af konkurrencen både i forhold til udlandet og indenlandsk, konkurrenceforvridning og enorme omkostninger for virksomhederne og forbrugerne samt ikke mindst de offentlige finanser og dermed skatteyderne.

vedrørende Doha-runden er på plads. Men det er op ad bakke: Verdensbankens præsident Robert Zoellick konstaterer, at siden årsskiftet har antallet af nye protektionistiske tiltag udkonkurreret antallet af handelsliberaliserende tiltag i forholdet 5 : 1. Ved WTO´s ministerkonference i november i Geneve vil det vise sig, hvor langt man kan nå i afslutningen på den forhandlingsrunde, der har været i gang helt siden 2001. Det er unægtelig ikke for tidligt, hvis det lykkes at afslutte runden, som man håber, i 2010. Verdensbanken har vurderet, at Doha-runden vil kunne løfte 150 mio. mennesker ud af fattigdom. »Sandheden er, at intet kan gøres mere for at trække verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale«, har Brasiliens udenrigsminister Celso

»De værste sociale konsekvenser af krisen venter forude«

I de internationale fora, G20landene, OECD og WTO forsikrer landene hinanden, at de ikke vil bedrive protektionisme, men virkeligheden er en anden, dog er den gensidige økonomiske afhængighed så stærk, at der er grænser for, hvor meget protektionismen udarter. Så outreret som den udviklede sig i den nærmest sammenlignelige økonomiske verdenskrise, 30´ernes, er der trods alt ikke fare for, at den nuværende recession vil blive. Men protektionismens tilbagekomst har sammen med den økonomiske krise afstedkommet et drastisk fald i verdenshandelen, ifølge OECD et fald på et år på 16%, og det yder sit bidrag til den stærke vækst i arbejdsløsheden, fra 37 til 57 mio. i OECD-landene alene, forventes det næste år. »De værste sociale konsekvenser af krisen venter forude«, som WTO´s generaldirektør Pascal Lamy siger. Det gælder derfor om at få gang i verdenshandelen igen, mener han. Lamy vurderer, at 85% af aftalekomplekset

2

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

WTO-generaldirektør Pascal Lamy

Amorim fastslået. Han og Pascal Lamy konstaterer, at der er tre store opgaver, der skal løses: Den verdensøkonomiske krise, WTO-forhandlingerne og en ny global klimaaftale. Den sidste skal indgås i København i december. »Der skal investeres politisk kapital af et hidtil uset omfang, og kendsgerningen er, at de tre udfordringer hænger sammen. Både en handelsaftale og en klimaaftale vil være veje ud af recessionen, og da handelsforhandlingerne er tæt på målstregen, er det her, at gevinsten umiddelbart er størst for de implicerede lande. Derfor kan jeg kun opfordre til at gøre dette arbejde færdigt i stedet for at begive sig ud i protektionismens blindgyde«, siger Lamy. Det er ikke mindst den fattige verden, der vil profitere ved en global frihandelsaftale. For tiden indgås der

bilaterale handelsaftaler, hvor de fattigste udviklingslande står svagt over for EU og andre rige lande, og det er i øvrigt EU, der frem for nogen har blokeret for en succesfuld afslutning af den Doha-runde, der især skulle have tilgodeset de fattige lande. Skurken er EU´s landbrugspolitik. Den såkaldte midtvejsreform af Unionens landbrugspolitik betød i realiteten ingen reduktion af omfanget af det bureaukratiske, planøkonomiske og protektionistiske cirkus, der koster EU´s skatteydere 400 mia. kr. om året foruden et tilsvarende beløb i opskruede forbrugerpriser i forhold til verdensmarkedspriserne. Støtten bliver kapitaliseret i form af priserne på landbrugsjord, der f.eks. i Danmark blev femdoblet (til 350 mia. kr.) i den sidste godt halve snes år. Resultat: teknisk insolvens og mange konkurser i landbruget. At EU så - trods klare forpligtelser om det modsatte genoptager eksportstøtten vælter dertil nye ulykker ud over udviklingslandenes bønder. Det er ikke den eneste form for udbytning, der rammer en række fattige lande. I mange år har rige lande opkøbt fiskerettigheder i afrikanske landes havområder, til skade for de lokale fiskere. Olieforekomster udnyttes på samme måde af store oliefirmaer, oftest på alt for billige aftaler med korrupte regeringer. Og nu er de samme regeringer begyndt at sælge deres landes jord ud til spotpriser til arabiske oliestater, Sydkorea og Kina. F.eks. vil ifølge The Economist Sudans regering udleje en femtedel af landets jord til arabiske regimer. I Madagaskar havde en sydkoreansk koncern lejet 1,3 mio. ha landbrugsjord for 99 år. Det afstedkom oprør blandt den rasende befolkning, med præsidentens fald til følge, og her blev aftalen annulleret. »Madagaskars jord er hverken til salg eller leje«, fastslog den nye præsident. Men ellers lykkes denne


nykolonialisme, der også er et produkt af klimaforandringerne, i stort omfang - til umådelig skade for udviklingslandenes store forarmede bondebefolkninger, der fordrives fra deres jord, som de ikke har papir på. Nu er det ikke alene koncerner, der opkøber eller lejer jord i stor stil, men også andre stater, med fødevaresikkerhed som det angivelige formål.

f.eks. Cambodja, Pakistan og tidligere Sovjetrepublikker. Foruden at skade de lokale bønder kan land-grabbing også medføre miljømæssige katastrofer, f.eks. opdyrkning af enorme arealer, der i dag er regnskov.

de nationale ressourcer, er i højeste grad påkrævet. Her trænger det sig på at få oprettet det jordreforminstitut under FN, som Retsforbundet i mange år har været fortaler for, så jorden kan lejes ud på jordrentevilkår til landmændene. Overførsel af moderne dyrkningsmetoder, teknologi og uddannelse hører også med og dertil forpligtelser for investorerne til ikke at udpine jorden.

»Sandheden er, at intet kan gøres mere for at trække verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale«

Denne »land-grabbing«, som det kaldes, Det nye fænomen landfortsætter f.eks. i Congo, grabbing understreger, Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim hvor der forhandles at jorden er en knap med sydafrikanske landmænd om deres ressource på en klode, hvis befolkning overtagelse på 99 år af et landbrugsareal FAO og Verdensbanken forsøger at få vokser med 80 mio. menneske hvert på hele 10 mio. ha (fire gange Danmarks opstillet retningslinjer, der kan reducere år, og at såvel frihandel som en løsning landbrugsareal), og i mange andre tilfælde udbytningen og gavne den fattige af jordspørgsmålet er uomgængelige i Afrika er der tale om bortsalg af jorden. landbefolkning. En international indsats, nødvendigheder, hvis vi skal opnå en mere Systemet griber om sig og omfatter der kan modvirke de mange mere eller bæredygtig udvikling og en mere socialt foruden mange afrikanske lande også mindre korrupte regeringers udsalg af retfærdig verden. Af Peter Ussing

Artiklen har været bragt på www.henrygeorge.dk siden 29/7 2009

Kulturkampen handler om, hvordan vi behandler andre mennesker ”Noget for noget” sagde Anders Fogh Rasmussen engang. Udtrykket kan være en meget elementær erkendelse af, at der skal være en vis gensidighed mellem aktørerne, hvis et samfund skal hænge sammen. Udtrykket kan godt være en indgang til en kulturdebat – eller moraldiskussion

Der foregår i disse år noget, man kalder 1970´erne, stort set forstenet i nye og dermed nye paradigmer for samfundet, en kulturkamp. Begrebet er meget diffust, konventioner, selv om dens kulturelite må vi som enkeltpersoner og som folk og det er til tider svært at finde ud af, endnu sad på centrale poster. Det var nok gøre os klar, hvad det er for tanker, der hvad der er hvad. I hvert fald må man tale mere dem, der nu skulle besættes med skal bære i det moderne samfund. Det om flere fronter. Selv om der i dag er en borgerlige kræfter. Den kulturdiskussion, er overvejelser, som angår både værdier tilbøjelighed til at datere den såkaldte der fulgte, er mere blevet en hyldest til og ideologier, sammenhængskræfterne i kulturkamp fra den nuværende regerings levet liv. Det mest markante træk er den samfundet og den enkeltes stilling over tiltræden i 2001 og især daværende daværende kulturministerens opstilling af for de andre. statsminister, Anders Fogh Rasmussens en række kanoner, rettesnore, inden for Værdi er et konservativt begreb, der er nytårstale 2002, hvor han gjorde op med litteratur, musik, teater o. lign. Samtidig altid tale om noget kendt og forudsigeligt. ”smagsdommerne”, så gør Værdi er noget statisk, man klogt i at medtænke noget man vil bevare. Men »Indfører vi et, ganske vist uklart, det historiske perspektiv. man kan ikke nøjes med retfærdighedsbegreb i forbindelse med Den situation, vi står i nu, at diskutere værdier.Vi må er et resultat af de mange videreførelse af velfærdsstaten, har vi ikke også diskutere ideologier. forandringer, der er sket De repræsenterer bare en politisk diskussion, men også en på bl.a. det videnskabelige dynamikken i samfundet, kulturdiskussion, og erhvervsmæssige de er uanset indhold en område med ændrede opfordring til fornyelse. - nemlig om etik« kønsroller og en anden De rummer drømmen balance mellem generationerne. En stadig bestemmes undervisningens indhold i om en anden og gerne en bedre verden. større betoning af det enkelte menneske stigende grad centralt. Der tilstræbes Vi har brug for både værdier og ideologier. således en konservativ, autoritetspræget Der må være noget, der står fast her er det vigtigste træk i udviklingen. holdningsbearbejdelse, og oppositionen i tilværelsen, men der må også være Kulturdiskussion på konservative synes ikke at komme med nye bud. noget, der fornyer. I den givne situation, vilkår hvor vi oplever et paradigmeskift, er det Da Fogh Rasmussen i sin tid kaldte til Det handler ikke bare om værdier, aktuelt både at diskutere, hvilke værdier korstog mod smagsdommerne, var den men også om ideer fortsættes på næste side kulturradikalisme, der især prægede Under udviklingen af en ny individualisme

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

3


fortsat fra forrige side: vi skal have med ind i det kommende, og hvilke ideer vi har om det kommende. Og her svigter politikerne og den folkelige debat. Vi kan ikke nøjes med at diskutere værdier i forbindelse med udlændingepolitikken eller kristendom contra islam. Der er brug for en langt bredere diskussion, hvor vi ser på, hvad der fortsat skal binde os sammen som folk i en europæiseret og globaliseret verden, og vi må se på, hvordan vi skal forholde os til hinanden i en verden, der oplever stigende individualisme. Det er en kulturkamp. Retfærdighed som overordnet princip i velfærdsstaten Der er nok her i landet stort set konsensus omkring velfærdsstaten, og det må erkendes, at velfærdspolitik i princippet er en del af sammenhængskraften i folket. Men det er forbløffende så lidt, man i offentligheden tænker den sammen med de nye strukturer i samfundet, f. eks.

den ændrede erhvervssammensætning. Det har den engelske sociolog, Bill Jordan, f. 1941 forsøgt. Erik Christensen ved Aalborg Universitet beskriver ham således i bogen ”Borgerløn” fra 2000: ”For Jordan kan hverken lighed eller frihed være et overordnet mål i et samfund. Det kan derimod retfærdighed som en balance mellem de to.” Jordan forestiller sig en integrering af liberale og socialistiske principper, bl.a. således, at de liberale bliver mere opmærksomme på den enkeltes autonomi over for markedet (dvs. frihed til at bortvælge lønarbejdet) og ”lighed med hensyn til den grundlæggende behovstilfredsstillede”, mens socialister skal ”acceptere en autonomi i forhold til staten”. Jamen, var det ikke noget af det, Henry George var inde på for 130 år siden? Med inddragelse af et, ganske vist uklart, retfærdighedsbegreb i forbindelse med videreførelse af velfærdsstaten, har vi ikke bare en politisk diskussion, men også en kulturdiskussion, nemlig om etik.

4

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

Noget for noget Anders Fogh Rasmussen lancerede engang udtrykket ”noget for noget”. Det kan være en meget elementær erkendelse af, at der skal være en vis gensidighed mellem aktørerne, hvis et samfund skal hænge sammen. Udtrykket kan godt være en indgang til en kulturdebat – eller moraldiskussion, selv om det er et upræcist grundlag for en etik. I hvert fald stilles der krav om, at indholdet forfines. Og det var netop,hvad Severin Christensen gjorde, da han i 1907 formulerede sin naturret på grundlag af ækvivalent kompensation. Der skal være balance, ækvivalens, mellem det du modtager og det du yder, og du skal erstatte den skade, du forvolder. I modsætning til den konservative liberalisme knyttede han begrebet om ejendomsret til arbejdet og optog Henry Georges lære om fælles eje af de samfunds- og udviklingsbetingede jordværdier. I modsætning til socialisterne definerede han en afgrænsning af statens magt til naturlige fællesopgaver. Man kan for så vidt godt sige, at han imødekom de fordringer, som Bill Jordan mange år

i. Det er en psykisk mekanisme, et behov for en renselse, katarsis. I kristendommen er soning et centralt begreb, så centralt, at Jesu død på korset opfattes som et sonoffer for at rense menneskeheden for skyld. Ordet sone kommer i øvrigt af plattysk for at erstatte. At sone betyder således at bilægge strid og genoprette den skade, man har forvoldt. Dermed kan soning også blive et begreb i en sekulær etik. Man pådrage sig en skyld. Bevidstheden om den kan man ikke slippe for, for man kan ikke lave om på én gang sket skade,, men man kan gøre tingene godt igen. For så vidt de kan gøres godt igen! Man kan gøre krav på, at modparten modtager tilbudet om soning, men man kan ikke gøre krav på, at bevidstheden om skyld slettes, det vil sige opnå tilgivelse. Her træder det religiøse ind - måske. Tilgivelsen bliver da en gave. Men som det hedder i bønnen: ”forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere,” så har vi at gøre med ”noget for noget”. Du kan ikke forlange at få slettet din skyld, hvis ikke du er villig til selv at gøre det samme over for

senere opstillede.

andre. Ja, måske er det en forudsætning, at du selv begynder. Tilgivelsen rummer således noget gensidigt. Det religiøse har alt for ofte handlet om at få tilgivelse for overtrædelser af de regler, som den organiserede kirke og det disciplinerende samfund opstiller og kalder Guds bud. Etik skal primært handle om, hvordan vi behandler andre mennesker. Det er et personligt valg, om man så vil begrunde sine handlinger i et gudsforhold – eller i et samfundsmæssigt behov og et personligt behov. Og det kan kulturkampen for så vidt godt handle om. I den moderne verden, i jegets, individualismens, tidsalder, skal kultur og kulturdiskussionen først og fremmest handle om, hvordan vi behandler andre mennesker - om vi betragter dem som ligeværdige, om vi giver dem rimelige levevilkår, om vi opfører os hæderligt uden at såre og volde skade gennem fup og fiduser, vold og hærværk, fordømmelse og nedværdigelse – og om vi er villige til at sone - og måske også tilgive.

Et psykisk aspekt i en sekulær etik I almindelighed opfattes denne gensidighed som ren sekulær uden religiøse overtoner, og kun vedrørende materielle forhold. Severin Christensen, der ligesom Henry George var troende kristen, gik næppe selv ret meget længere, selv om budskabet i gensidigheden til enhver tid var at gøre godt igen, med andre ord genoprette, hvor man har skadet eller såret andre. Hvor muligheden for soning hører op, tager religionen med Guds tilgivelse over. Det er dog et spørgsmål, om man skal se så snævert på begreberne, for enhver handling har en side, der vender ud mod den, man interagerer med, og en side, der vender ind imod en selv. Det er rigtigt, at modparten har en ret til at få genoprettet et tab. Men det er lige så rigtigt, at skadevolderen har et behov for at gøre godt og få visket regnebrættet rent, hvis ikke han eller hun er særlig afstumpet. Det er der ikke noget religiøst


De go’e gamle dage

Dan Holst Nielsen har læst de 50 år gamle numre af georges forgænger, Grundskyld Jordspørgsmålet i Kina /v. Ussing I september 1959 holdt redaktøren af Grundskyld øjensynligt sommerferie, idet han for en gangs skyld leverer meget lidt stof fra sin egen pen, men i stedet har formået ”førstelærer Peter Ussing Olsen” til at begå en kraftpræstation: ca. 11 af bladets 20 sider indeholder en artikel om ”Jordspørgsmålet i Kina”. Det er i øvrigt en meget sober gennemgang af Kinas nyere historie med særlig opmærksomhed rettet mod jordspørgsmålet og specielt Sun Yat Sens betydelige rolle i den sammenhæng. I bagklogskabens lys kan vi nu sige, at denne artikel var en af mange flere forarbejder til bogen ”Jorden och nöden i u-länderne”, som udkom i 1961 på de svenske forlag Natur och Kultur.

Foreningen betænkelig ved »De 7« Endvidere har Harald Grønborg på Henry Georges Foreningens vegne fremsendt en skarp protest mod planerne om højere told i forbindelse med Danmarks tilslutning til ”et mindre frihandelsområde – de ydre 7”. ”Vi må kræve, at befolkningen får hel og klar

10 internationale kongres for grundskyld og frihandel Der er dog også i dette nummer blevet plads til en omtale af 10. internationale kongres, som lige var blevet afviklet i Hannover. Desværre var der ikke særlig mange deltagere fra landene indenfor Den Tyske Forbundsrepublik, men man må håbe, den nu afholdte kongres må have beredt jordbunden, således at det bliver lettere for de få trofaste, der overlevede Hitler-tyranniet, på ny at få gang i arbejdet. Sådan hedder det bl.a. i det grundige referat fra kongressen. Det faglige indhold på kongressen handlede f.eks. om ”Kunstvanding og jordværdierne i Californien”, om ”Vejen til en jordreform”, og om Hindringer for handelen: protesterne herimod og deres opfyldelse. Man fik også lejlighed til at se lidt på sig selv ved et indlæg om ”Henry George-bevægelsens historie”, og så var minister Viggo Starcke på banen med et par indlæg bl.a. om regeringsdannelsen i 1957 og de efterfølgende resultater på lovgivningen. Tre unge georgeister fra London talte med ”en så blændende dygtighed, at man ikke kan være i tvivl om, at georgeismen i Storbritannien må være på vej fremad”. Der sluttes af med et ønske om, at der på næste kongres må være dobbelt så mange deltagere, som de ca. 150, som deltog denne gang.

besked om de vilkår, hvorunder vi kan gå ind i en sådan sammenslutning”, ”og vi må gøre handelen fri til alle sider,da vi ingen ret har til at lægge mellemfolkeligt samarbejde hindringer i vejen”, hedder det bl.a. Hurra - nu kommer grundskylden! Det er overskriften på den mest bemærkelsesværdige artikel i novembernummeret. Efter at trekant- / grundskyldsregeringen havde eksisteret i ca. 11⁄2 år var man ved at være klar med bl.a. et ”overgangsforslag til lov om jordbesiddelse på grundskyldsvilkår”. Og inkassator Axel Gyldion kan bl.a. skrive: De konservative har tabt slaget om grundskylden. Grundrenten er allerede i nogen udstrækning beslaglagt og resten følger. Det vil sikkert tjene alle parter bedst, om det kunne lykkes at komme ud af den for skødehaverne nuværende pinefulde tilstand med de mange former for ejendomsbeskatning, således at ejendomsskyld, jernbaneskyld og grundstigningsskyld forsvinder og at hele grundrenten i form af grundskyld indgår i de offentlige kasser.” Et par citater mere understreger euforien, som var udbredt blandt alle grundskyldstilhængere: De konservative

bør blive positive tilhængere af grundskyld i sund erkendelse af at slaget om grundskylden er tabt, og at det nu gælder om at redde, hvad reddes kan, inden det er for sent. Hvem tilhører grundrenten? Afgjort ikke skødehaverne eller producenterne. Grundrenten er en stadig flydende kilde, der flyder hver eneste dag. Den kan ikke lade være med at flyde. Den bliver ved med at flyde. Forandringer i erhvervslivet kan ændre dens styrke på forskellige tidspunkter for et bestemt jordareal vedkommende, men flyder, det gør den.” ”Det er vigtigt at forstå, at skødehaverne intet betaler. Jo i deres egenskab af forbrugere, men ikke som producenter.” Viggo Kampmann taler i foreningen Af bemærkelsesværdige småting kan nævnes, at der er indkaldelse til årsmøde i Henry Georgeforeningen med den sædvanlige dagsorden. Men kl. 15.30 vil finansminister Viggo Kampmann indlede til forhandling om ”Mulighederne for en grundskyldslovgivning”!! Seddelbanken skal være uafhængig af politikerne Som efterskrift til en længere artikel om Penge og Priser skriver redaktøren P.C.Pedersen bl.a. ”Forudsætning for at pengevæsenet kan holdes i orden er, at der ikke forlanges andet af seddelbanken end, at den forvalter pengemonopolet i overensstemmelse med den opgave, der er den givet. ….der må ikke forlanges andet af den. Slet ikke, at den skal søge at regulere den økonomiske virksomhed. Bankens pengepolitik må være helt uafhængig af andre formål end det, at holde pengevæsenet i orden. Den må derfor være helt uafhængig af politikerne. Erfaringerne har jo vist, at pengevæsenet i 100 år, 1818 – 1918, kunne holdes i orden af en privat bank trods krige og økonomiske kriser. Først med politikernes pres på ledelsen kommer inflationen.”

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

5


Bent Straarup

Artiklen har været på vores hjemmeside www.henrygeorge.dk siden 6/5 2009

De liberale og Cepos svigter ejendomsretten! Kapitalismen er i konflikt med sine egne idealer, når den ikke på alle områder anerkender ejendomsretten – en analyse af denne er nødvendig I bogen ”Frihedstænkere” fra Cepos, fortæller Per Henrik D. Hansen om Ayn Rands filosofi i forbindelse med kapitalisme, menneskets natur og etik. Rands fortolkning af kapitalismen opfordrer til en yderligere uddybning af ejendomsretsbegrebet. Det vil være nyttigt at rette opmærksomheden mod de svagheder, som gør markedsøkonomien angribelig, og som for eksempel fører til de finanskriser, der gentager sig med årtiers mellemrum. Allerede når der ventes barn efterspørges der plads Markedsøkonomien har i forhold til alle forsøg med planøkonomi skabt stor rigdom, men til trods for det ikke formået at afskaffe fattigdommen. Det kan skyldes, at kapitalismen ikke i alle forhold respekterer ejendomsretten. Selv om vi som grundejere har papir på, at vi ejer hele landet i småbidder, så er Danmark også alle de andre danske statsborgeres land med lige meget ret til landets naturressourcer. Derfor er det nødvendigt med en analyse af ejendomsretten og dens grundlag.

Som det markedsøkonomiske samfund er opbygget, skal vi betale for et sted at være, og menneskebørn stilles ringere end dyrene i naturen, hvis vi ikke af samme system tildeles en mulighed for at betale for et sted at leve. Derfor skal borgere i et markedsøkonomisk samfund tilkendes lige ejendomsret til værdien af naturens ressourcer og først af alt til brugsværdien af jorden. Liberalister anerkender principielt, at borgere har en helt naturlig ejendomsret til resultatet af deres arbejde, men endnu anerkender de ikke borgernes ejendomsret til de værdier, som vi skaber ved vores tilstedeværelse i samfundet. Hele livet, allerede fra vi af vore forældre erkendes på vej, påvirker vi positivt det samfund, hvor vi fødes. Det gælder som det første jordværdierne, fordi vi kræver et sted at være - en plads på jorden. Vi giver naturressourcerne værdi ved at efterspørge dem. Når der ventes barn efterspørges plads - også til fremstilling af alle former for udstyr. Liv skaber mere liv.

frister politikerne til stemmekøbspolitik for vælgernes egne penge. Et magtmiddel, som politikerne nødigt giver slip på, og som gør det svært for dem at godtage andre løsninger uden denne mulighed for magtudøvelse. Skatteskruen er sat i gang, og man krænker ejendomsretten ved at forgribe sig på både resultatet af eget arbejde og dermed på liberale idealer. Det løser ikke problemet at springe første led i ejendomsretten over og tale om ”samfundets ret til samfundsskabte værdier”. At bruge jordrenten til direkte nedsættelse af skatter, hvor jordrenten vil forsvinde i en ugennemsigtig skattejungle, giver ikke alle borgere deres rettigheder. Derimod vil et kontant udbetalt ”grundudbytte” være synlig og attraktiv for borgerne/vælgerne, komme alle landets borgere - også grundejerne - ligeligt til gode og med tiden overflødiggøre de fleste sociale tilskudsordninger.

Brugsværdien af jorden er skabt af mennesker, ikke af samfundet. Mennesket kom før samfundet, og det er mennesker, der skaber både samfund og Der skal være en naturlig sammenhæng jordværdier, og mennesker, der har brug Vi skal holde ejendomsretten op mod mellem retten til at være her på jorden for rettigheder. Samfundet har pligt til at menneskets behov »Den grundlæggende ejendomsret er sikre borgenes rettigheder og den natur, som i samfundet og dernæst mennesker altid vil identisk med den vigtigste menneskeret, borgernes skyldigheder være afhængige af. som er ret til et sted at være eller en til samfundet, men i den Uden rodfæste i nævnte rækkefølge. menneskets fysiske plads på jorden. Rettighed til denne behov og forhold naturressource er forudsætning for alle Ejendomsretten skal til naturen mister respekteres ved løbende ejendomsretten andre rettigheder« at inddrage jordrenten jordforbindelsen, og i forsøg på at stille alle mennesker og ret til de midler, vi som borgere som et ”grund-bidrag” og udbetale lige, i stedet for ligeret og lige vilkår, skaber ved at være her, ellers kommer provenuet i lige store andele til alle fremprovokeres planøkonomiske mennesker i nød, og økonomien i det landets borgere som et ”grund-udbytte”. eksperimenter med endeløse tilskud og markedsøkonomiske samfund kommer I modsætning til ”Borgerløn”, som var ud af balance. skattefinansieret og dens størrelse skatter til følge. politisk bestemt, er en reform med lige ukrænkelighed ret til brugsværdien af jorden baseret på Den grundlæggende ejendomsret er Ejendomsrettens tilbud og efterspørgsel. identisk med den vigtigste menneskeret, bliver en frase. som er ret til et sted at være eller en Respekteres ejendomsretten ikke i denne At udbetale jordrenten som et kontant plads på jorden. Rettighed til denne sammenhæng, opstår der behov for ”grund-udbytte” vil være et kæmpe naturressource er forudsætning for alle sociale tilskud og velfærdsydelser, som fremskridt for liberale ideer om ikke har nogen fast endestation, men som størst mulig frihed, når borgerne selv andre rettigheder.

6

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret


administrerer pengene, frem for at de umyndiggøres gennem indviklede og dyre velfærdsordninger og sociale foranstaltninger. Vi har som grundejere ejendomsret til det, som vi har købt og betalt eller evt. sat os i gæld for, såvel som ejendomsret til gaver eller arv fra tidligere rette ejer. Men hvis ejendomsretten skal være etisk og moralsk velbegrundet, har vi naturligvis ikke ejendomsret til værdier, som vi ikke har udvirket. Når vi som grundejere nu indkasserer friværdier, som vi ikke har arbejdet eller betalt for, medfører det ulige forhold for befolkningen, og der opstår fattigdom og behov for sociale tilskud, skatter og velfærdsydelser, som ingen grænser kender. Derfor kommer selv de mest liberale regeringer til at opkræve store skatter af folks arbejdsudbytte, så man mod sine egne idealer krænker ejendomsretten, og markedsøkonomien kan derfor ikke komme til at fungere optimalt. De friværdier, vi som grundejere har betalt for til tidligere ejere efter gældende lov, kan man ikke inddrage uden at forårsage ny uret. Forsøg på at inddrage gl. friværdier som for længst er indgået i

boligpriserne, vil forhindre tilslutning til en reform. Uden at komme i konflikt med ejendomsretten kan man derimod inddrage fremtidens jordrente, så der ikke opstår nye arbejdsfrie friværdier, spekulationsgevinster, boligbobler og finanskriser. I vores iver efter at forsvare ejendomsretten, glemmer grundejerne, at vi som den øvrige befolkning også er plagede skatteydere, og at vi både får skattelettelser og også vil få andel i det kontante ”grund-udbytte”. Lejerne kommer til at betale deres del af jordrenten eller grund-bidraget gennem deres husleje.

Grænser for ejendomsretten

Det er almindeligt anerkendt, at der er sat grænser for ejendomsretten. Man kan f.eks. ikke bygge højhuse på landet eller skyde rådyr hele året, selv om man har jagtret. Som grundejere skal vi heller ikke kunne høste store friværdier, som vi ikke har arbejdet eller betalt for. Udenlandske koncerner, der ofte kan unddrage sig skatter i Danmark, vil med en jordrenteafgift = ”grund-bidrag” kontinuerligt komme til at bidrage til samfundets økonomi.

Den fri ejendomshandel med tilbud og efterspørgsel vil blive lettere, når grundpriserne stabiliseres med et grundbidrag eller afgift, der skal tilsigte at afbalancere grundpriserne på det niveau, de har, når reformen realiseres. Dermed vil man forebygge, at der opstår nye finanskriser, fordi spekulation i grundpriser, der er den oprindelige årsag til kriserne, bringes til ophør. Der er ingen aldersgrænse for lige rettigheder, og et ”grund-udbytte ” vil give kvinder en økonomisk frihed, som de ikke tidligere har kendt, når de får en andel også til et ventet barn, der som nævnt påvirker samfundet positivt. Derved undgår man, at der opstår behov for socialhjælp helt fra livets begyndelse. Hvor langt inddragelsen af jordrenten og udbetaling til borgerne rækker, vil tiden vise, men der vil fra første dag blive balance i samfundsøkonomien, når ejendomsretten respekteres og grundpriserne holdes stabile. Bent Straarup, Marbækvej 15 B, 4050 Skibby bentstraarup@os.dk tlf. 47512065

Nye aspekter af jordspørgsmålet i u-landene

V/ Peter Ussing

Verdens befolkning vil de næste 40 år vokse fra de nuværende 6,7 mia. til ca. 9,2 mia. Heraf vil de 6,4 mia. bo i byområder. Det vil sige næsten en fordobling fra de nuværende 3,3 mia. Det er omregnet til mere overskuelige tal en samlet global byvækst på 5 mio. mennesker pr. måned. Altså stort set det samme som Danmarks befolkning – hver måned de næste mange år, og udviklingen stopper næppe ved 2050.

Jordspørgsmålet på landet ændrer karakter Vi møder jordspørgsmålet som et nyt aspekt omkring fødevareforsyningen. Den enkelte bonde og den enkelte landsby kan ikke nøjes med at producere til eget forbrug. Landbrug skal i stigende grad være markedsorienteret, og der vil dernæst være et logistikproblem, dels flytningen af landbrugsvarer ind til byerne, dels fordelingsmekanismen. Det er formentlig en udvikling, som i særlig grad vil gavne de større landbrug. Dermed sættes der endnu større fokus på den ulige jordfordeling.

Hidtil har vi anset jordspørgsmålet i u-landene som væsentligt et landbrugsproblem, og det er det stadig og vil blive ved med at være det. Men vi skal også rette kikkerten mod byernes jordproblemer. De har ganske vist været der længe, men de bliver i stigende grad til at tage og føle på.

Jordspørgsmålet i byerne bliver mere påtrængende Vi møder også byernes jordproblem i form af byplanlægning, boligbyggeri og lokalstyre. Også her synes problemerne at være uoverkommelige, ikke mindst på baggrund af den hidtidige vækst i byområderne,

hvor det især er slumkvartererne, der er vokset, Storbyernes slum forbindes med miljøødelæggelse, sygdom, kriminalitet og voksende fattigdom. I Afrika er der byer, hvor ca. 75% af indbyggerne lever i slum. I Asien 50%. Direktøren for UN-Habitat, FNs program for menneskelige bebyggelser, Anna K. Tibaijuka, har i en artikel i magasinet Europe´s World (gengivet i Kristeligt Dagblad 10. juli 2009) udtalt, at dårlig regeringsførelse udgør en alvorlig fare for den kommende udvikling. Det er hun jo ikke den første, der har erkendt, og bliver heller ikke den sidste. Men hun ser også en anden fare: ”Høje niveauer af ulighed udgør den dobbelt fare: De har en dæmpende effekt på den økonomiske vækst, og de bidrager til at skabe et mindre egnet miljø for investeringer. Lige så vigtigt er det, at ulighed i byerne har direkte

fortsættes på næste side

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

7


fortsat fra forrige side: indflydelse på alle aspekter af menneskelig udvikling, herunder sundhed, ernæring, lighed mellem kønnene og uddannelse.” Slumområderne er en del af jordspørgsmålet Det er en hilsen, der rammer hårdt. Denne ulighed har også at gøre med fordelingen af jord. På en UN-Habitat-konference 2005 i Durban i Sydafrika, erklærede dr. Tibaijuka, at jordfordelingen i mange byer er uretfærdig.. I Nairobi med mere end 3 mio. indbyggere, boede de 70 % af indbyggerne på mindre end 10 % af byens bebyggede område. Hun sagde videre: Når slumområder udvikler sig på jord, som er værdifuld på grund af dens beliggenhed tæt ved eller inden for byens grænser, er slumbeboerne ofte under permanent trussel om at blive sat ud eller udnyttes af rige og magtfulde. I mange afrikanske byer er slumbeboerne lejere og ofre for griske ejendomsbesiddere, som tjener på at opkræve ublu leje af hytter og skure hos desperate fattige, som ikke har den dristighed direkte at slå sig ned på offentlig jord. Med den fart, byudviklingen vil tage i de kommende år, kan man forvente, at problemet bliver mere og mere vanskeligt at løse, og man kan levende forestille sig, at forsøg på at planlægge sig ud af en del af problemerne vil mislykkes, for kombinationen af byplanlægning, jordspekulation og korruption er en cocktail, som er yderst farlig - ikke mindst, hvis den også tilsættes noget militærdiktatur.

som eksempel, men den stigende urbanisering er et globalt problem, der skal løses nationalt og lokalt. Ud fra en europæisk synsvinkel er Afrika ikke bare et interessant problem, Afrika er vores nabo, og Sydeuropa har allerede et indvandringsproblem af folk fra verdensdelen. Det kan vokse til en tsunami efterhånden, som urbaniseringen og klimaforværringen tager til. Selv om Afrika stadig lider under følgerne af kolonitiden og sammenlignet med resten af verden nok er ekstremt ramt af sygdomme, så er der stor opmærksomhed omkring det vækstpotentiale, som verdensdelen har. Afrika rummer betydelige råstofreserver, således bl.a. bauxit, krommalm, kobolt, metaller fra platingruppen, titanium, vanadium og zirkon. Hertil kommer diamanter og guld. Kinas interesse for Afrika skyldes derfor måske ikke alene, at man der kan få et betydeligt tilskud til landets fødevareforbrug, som omtalt i forrige nummer af ”george”.

Anna K. Tibaijuka er født i Tanzania og har studeret landbrugsøkonomi ved Universitetet i Uppsala, hvorfra hun har en doktorgrad. Fra 1993 til 1998 professor ved universitet i Dar es Salaam og var i denne periode medlem af flere internationale delegationer. I 1998 fik hun en koordinatoropgave under FN, og i 2000 blev hun direktør for FNs HABITAT-program. Hun har siden 2002 været vicegeneralsekretær i FN – den første og hidtil eneste afrikanske kvinde, der har nået en sådan position. Hun taler bl.a. flydende svensk

Den ulige fordeling af jord på landet jager folk ind i slummen Ifølge dr. Tibaijuka er den ulige fordeling af jord i landområderne med til ikke bare at sænke landbrugsproduktionen, men bønderne drives også bort fra jorden og ind til byerne, hvor de er med til at forværre situationen. Man kan således ikke løse de problemer, som urbaniseringen skaber, uden reformer på landet. Tidligere har man ellers anset ulandenes landbrugsproblemer for at være det alvorligste, men med den stærke urbanisering forskydes opmærksomheden nu til byerne. Jordspørgsmålet er måske mere synligt på landet, men det er værre i byerne. Spørgsmålet er jo så, om man i tilstrækkelig grad får øje på den alvorligste årsag, jorden. På landet er der jo dog

8

den direkte forbindelse mellem bonden og jorden. Med den stadige tilflytning vil jorden stige i pris, det er en almen erfaring, og der vil blive tjent formuer på salg og leje. Sandsynligvis af mennesker, der allerede har en betydelig politisk indflydelse og dermed er i stand til at påvirke både planlægningen og skattelovgivningen..

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

En løsningsmodel: Beskat jordværdierne Det ligger ellers lige for, at en af løsningsmodellerne må være en beskatning af de stigende jordværdier i byerne. Det vil ikke bare gøre jorden billigere at købe, men det vil frem for alt give byerne og staterne en skatteindtægt, der kan være med til at dække de enorme udgifter til forbedring af infrastrukturen, til byplanlægning og trafikanlæg, til skoler og hospitaler. Det kræver også en solid rådgivning med hensyn til matrikulering og vurderingsteknik, og her kunne et land som Danmark yde en betydelig ulandsbistand, for vi har stadig erfaringer på disse områder. Spørgsmålet er om tiltag i denne retning møder god vilje – både her og ikke mindst i de lande, hvor der er behov. Afrika - vækstpotentiel og truet verdensdel Dr. Tibaijuka har mest brugt Afrika

Nu melder også amerikanske firmaer sig som opkøbere af jord i Sydsudan, og den sydkoreanske koncern Daewoo har lavet en 99-årig lejeaftale på halvdelen af Madagaskars landbrugsjord, der skal give 5 mio. tons majs årligt, Intet under at FAOs chef, Jacques Diouf, advarer:”… den nye form for kolonialisme vil føre til, at fattige stater producerer mad til de rige lande, mens deres egne befolkninger sulter.” For nylig har de rige landes G8 konference i Italien besluttet af stille over 100 mia. kroner til rådighed for udvikling af landbruget i Afrika. Hensigten er angiveligt at øge produktiviteten hos den enkelte bonde. Men resultatet kan godt blive stigende jordpriser og udvikling af de rigeste brug, så man ikke løser de grundlægende problemer. Indsatsen kan ikke stå alene. Der skal også ske en politisk indsats. Men er Afrikas stater stærke nok til at løse opgaven? Det er vist også den almindelige opfattelse, at G8-landene har lettere ved at afgive løfter end at indfri løfter. Så nu må vi jo se!


Ny statsminister Anders Fogh fik så endelig det eftertragtede job i NATO, og Løkke Rasmussen kom ind som reserve. Han blev ikke spået mange chancer, og han har da heller ikke scoret endnu, men det skal indrømmes, at han har holdt meningsmålingerne ganske pænt. Han kan godt gå hen og blive en populær statsminister. Han har jo meget af det, som danskerne sætter pris på: en glad dreng, er noget konservativ og ikke vild med visioner. Og så er det mit indtryk, at han ikke tager sig selv højtideligt. Og det er en god ting, men så er man ikke noget nemt offer for karikaturtegnerne. Så har han sikkert også haft en del medvind i starten. Selv cykelhjelmen passede til hovedet, da han skulle med Tour de Rynkeby til Paris. Det skal vi nok sørge for Da Søren Espersen fra Dansk Folkeparti blev spurgt, om ikke kulturkampen blev afblæst med den nye statsminister, svarede han nej og tilføjede – ”det skal vi nok sørge for.” En lejlighed bød sig, da hjemmeværnet viste en ung pige i uniform og med tørklæde på hovedet. Der skulle åbenbart kun et lille vink fra folkepartiet til, før toppen af hjemmeværnet ændrede signaler. Det var en taknemmelig anledning, for de fleste mener jo, at en uniform betyder at være uni-form. Men medierne kunne gøre os alle sammen en tjeneste ved at nedtone den slags pjattede affærer. De unge damer kan vel heller ikke være uvidende om, at de ser mere

interessante ud, jo mindre de viser frem – benytter sig af det til glæde for Søren Espersen og ligesindede. Nu følger nogle konservative trop ved at kræve burkaforbud. Hvorfor dog det. Vi er sikkert mange, der gerne så Lene Espersen i burka. Kulturministeren behøver det ikke. Hende ser vi jo alligevel ikke.

TANKER TIL TIDEN af Peter Ussing

Ny tronfølgelov Det pjattede kom også frem ved folkeafstemningen om tronfølgeloven – og bagefter. Måske mest bagefter. Det, man skulle tage stilling til, var en situation, som måske – måske ikke – indtræffer om 60 – 70 år, nemlig, om man efter kong Christian XI skal have en regerende konge eller en regerende dronning – på et tidspunkt, hvor monarkiet må formodes at være afskaffet, hvis ikke Europa er faldet tilbage til nogle totalitære højreorienterede regimer, holdt sammen af billedblade og kongerøgelse. At man bagefter diskuterede, om den nuværende prinsgemal skulle kaldes konge, viser bare, at politik slet ikke er så kedelig endda. Det byder også

Georgs Corner

At skrive disse tanker til tiden burde være en løbende proces, hvor man kommenterer døgnets begivenheder og sorterer det fra, der hurtigst glemmes. Men man kan også skrive i sidste øjeblik og om det, man kan huske, og som har gjort særligt indtryk. Det er det nemmeste, og der er ikke meget, der er blevet stående fra det sidste halve år.

på tant og fjas. Men det vidste vi jo godt.

EU-skepsis på march Resultatet af valget til Europarlamentet markerede en vis EU-skepsis. De to regeringspartier, der ellers plejer at være meget EU-begejstrede, havde fanget tendensen og havde lige pludselig nogle forbehold. Det mest EU-positive parti, det radikale venstre, gik så meget tilbage, at det mistede sit mandat i parlamentet. Det får vel så være, men den tanke melder sig naturligvis, om det er et forvarsel, om partiet er på vej mod folketingets udemokratiske spærregrænse. Der er andre partier, jeg hellere ser i den situation.

NATO fik en ny generalsekretær Så er NATOs nye generalsekretær trådt i funktion. Jeg har stadig svært ved at se formatet. På den anden side, så er den tidligere statsminister kendt for at være en streng og krævende arbejdsleder, og det er måske også nødvendigt. Det er også et administrativt job, underlagt politiske beslutninger, men det skulle vel ikke være noget problem, når han er vant til, at lystre de mindste vink fra Pia Kjærsgaard og George W. Bush.

»Det er svæt at forklare, at jeg har tjent mere på at bo i mit hus, end jeg blev betalt for mine næsten 11 år tilsammen som udenrigsminister« Sagt af Uffe Elleman-Jensen if. Kristeligt Dagblad. - selv en meget talende eksminister kan åbenbart miste mælet -

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

9


Interessant ekspropriationssag fra Svend Tornbjerg har fulgt sagen i sin hjemkommune og redeøgør her for hovedpunkterne De utallige faktorer der indgår i grund- og huspriser gør vurderingen meget vanskelig I marts 2007 startede en stor ekspropriationssag i Hillerød, da byrådet besluttede at sætte gang i udvidelsen af den nordvestlige del af Ullerødbyen. Den skulle omfatte 7 ejendomme på tilsammen 48 hektar. De fire var landbrugsejendomme, som var vurderet til en samlet værdi på 21 mio. kroner. Prisen på byggegrunde i Ullerødbyen lå imidlertid dengang flere gange over vurderingerne. Det fremgik af de beregninger, som folk, der arbejdede med køb, salg og nybyggeri, lavede. De forklarede også, at der var mange faktorer i spil, når prisen på jord skulle fastsættes. Hvis der f.eks. var byggemodnet - lavet kloakker, veje og støjvolde - så lå prisen betydeligt højere end prisen på den nøgne jord. Var der planlagt en høj bebyggelsesprocent, trak det prisen opad. Skulle der udlægges grønne, kreative områder, trak det prisen ned. Det var dog den almindelige opfattelse blandt folk, der arbejdede med byggesagerne, at ejerne af de 7 ejendomme, der var udset til ekspropriation, kunne se frem til at dele et trecifret millionbeløb i erstatning. Selve ekspropriationen blev endeligt vedtaget i Hillerød byråd den 29. august

2007. Derefter blev sagen sendt videre til Taksationskommissionen, men hverken kommunen eller grundejerne ønskede at fortælle, hvilke beregninger, de havde udarbejdet til kommissionen. ”Der var stor usikkerhed om prisniveauet, og netop derfor overlod vi den side af sagen til den,” sagde byplanchef Hans Brigsted fra Hillerød kommune.

klagesager tilbage. Først i maj 2009 forelå Overtaksationskommissionens kendelse. Den stadfæstede Taksationskommissionens kvadratmeterpris på henholdsvis 125 og 50 kr. pr kvadratmeter jord, mens erstatningerne for bygningerne blev reduceret fra 30 til 26 mio. kr. for de 4 ejendomme.

Fra 560 til 50 kroner Peter Schou Andersen, der er tidligere konsulent i landboret og nu var rådgiver for de 4 berørte grundejere, som her er omtalt, mente, at prisfastsættelsen var helt urealistisk, og han mindede om, at grundejerne fik tilbudt 560 kr. pr kvadratmeter af byggefirmaerne NCC og Skanska inden tanken om ekspropriation kom ind i billedet, men han fortalte ikke noget om, hvor seriøst dette tilbud var. I hvert fald blev det fremsat på et tidspunkt, da jordspekulationen var på sit højeste. Peter Schou Andersen er rådgiver for de to grundejere Linda Hjort og Martin Jensen, der står til at blive eksproprieret for 5 mio. kr. for deres 12 ha store slægtsgård, og han mener, at de sammen med de andre grundejere, der ikke har indgået forlig, bør gå rettens vej og anlægge civilt søgsmål. ”Jeg må tro, at domstolene når til et andet resultat, når de får syns- og skønsmænd ud,” siger han. ”Men for at få prøvet en sag ved domstolene, kræver det Fakta om ekspropriation dog, at der er en betydelig Grundlovens paragraf 73 er fundamentet for reglerne om ekspropriation. Den siger: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet forskel i prisvurderingerne, og derudover er der ingen garanti kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.” Planloven siger bl.a.: ”Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører for en højere erstatning,” siger private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af Orla Friis Jensen, der er ekspert væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med i ekspropriationsret ved Aalborg universitet. ”Man ser den slags kommuneplanen eller for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt.” Ved ekspropriation af Ullerødbyen ønsker Hillerød Kommune at sikre en række offentlige sager, hvor syn og skøn ligger klart højere, men man kan ikke interesser. De interesser handler om at være sikker på det. I den sidste - have indflydelse på boligers ejerforhold, boligtyper, ældreboliger og almennyttige boliger. ende er det jo domstolene, der - have indflydelse på placering af institutioner. har afgørelsen,” føjer han til. - sikre arealer til vej, støjvold og rekreative arealer Hillerøds borgmester Kirsten - sikre at nyt byggeri udformes nytænkende, økologisk og bæredygtigt. Jensen (S), der overtog - sikre en samlet byudvikling. ekspropriationssagen fra sin Grundejerne kan forvente at få erstattet ejendommens handelsværdi og dækket mindre forgænger Nick Hækkerup beløb til advokat. Erstatningen er skattefri. efter folketingsvalget i 2007,

10

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

Hvad er markedsprisen? Det ligger fast i reglerne for ekspropriation, at grundejerne skal have en erstatning, der svarer til handelspriserne på det frie marked. Direktør Hans Henrik Mortensen fra HHM Ejendomme angav i juli måned 2007 – ud fra et markedsskøn – sin vurdering af, hvad de 7 ejendomme kunne indbringe i erstatning. Han gik ud fra en pris på 6-7 mio. kr. pr ha, og det ville give grundejerne 288-336 mio. kr. til deling. Kvadratmeterprisen ville så blive 600-700 kr. Efter at have behandlet og vurderet sagen afgav Taksationskommissionen så sin kendelse, men da de 7 grundejere havde regnet med betydeligt mere, ankede de afgørelsen til Overtaksationskommissionen, der så skulle behandle 13 klagesager. De 9 udgik dog, idet der blev indgået forlig om erstatningens størrelse, Hvorefter der kun var 4


erklærede i en pressemeddelelse først i maj, at hun ser sagen som afsluttet og glæder sig over, at ejerne kan komme videre med deres liv. For Hillerød kommune bliver betalingen af erstatningerne ikke en uoverkommelig opgave, da kommunen kan låne 85% af erstatningsbeløbet af staten. Men pengene skal jo betales på et eller andet

tidspunkt, og det kan jo passende ske, når kommunen til sin tid begynder at realisere salget af de grunde eller boliger, der kommer ud af hele øvelsen. Der er grund til at antage, at priserne bliver lavere på den her måde, end hvis de blev skaffet til veje på det frie marked. Ellers kan man anklage kommunen for at have overtaget spekulanternes rolle.

Almenvellet kan altid fortolkes en holdning, der siger: bare vi laver en lokalplan, så kan vi altid ekspropriere, men det er der, jeg siger stop,” siger Niels Lyhne, der er specialist i Planloven og ekspropriation hos Interlex Advokaterne i Aarhus, til Frederiksborg Amts Avis. Borgerne har dog gode muligheder for at klage over ekspropriationsbeslutninger og bringe sagen videre til domstolene. Det skal sikre den private ejendomsret, forklarer eksperterne. I 2006 modtog Naturklagenævnet således 14 klager over kommuners beslutning om ekspropriation. Almenvellet er dog ikke det samme nu, som dengang Grundloven blev skrevet. Dengang kunne man kun ekspropriere på baggrund af en lov for hver enkelt sag. I vore dage er rammeloven, dvs. Planloven udgangspunktet, og når den bruges, så er det Det gælder den enkelte s å l e d e s kommune, der professor skønner, hvad Michael Hansen, der tjener der forsker i almenvellet offentlig ret b e d s t . ved Aarhus Sådan lyder Universitet. I en fo r k l a r i n g e n artikel ”Spiller i ”Spiller almenvellet almenvellet golf” i en golf”. debatbog fra Sådan er det december også i Hillerød 2006 forklarer Er det til almenvellets bedste at spille golf? Ko m m u n e , professoren, at grundloven ikke definerer, hvem eller hvor planlovens paragraf 47 er grundlaget hvad almenvellet er. Derfor handler for ønsket om at ekspropriere til i Hillerøds det om fortolkning, siger han, men ovennævnte byudvikling udkant. Paragraf 47 rene særinteresser kan ikke omfattes af nordvestlige giver nemlig kommunerne lov til at almenvellet, tilføjer han. Men når almenvellets interesser handler ekspropriere til byudvikling. Reglerne om fortolkning, så betyder det også blev vedtaget tilbage i 1980 efter lange forskellige definitioner fra kommune til diskussioner i to folketingssamlinger, kommune, og fortolkningen ender som men det er først i de senere år med et politisk spørgsmål hos byrådet. Det byggeboom, at kommunerne har taget er i den sammenhæng, at eksperterne paragraffen i brug, og det skaber igen diskuterer, om det er til almenvellets debat. bedste at ekspropriere til en golfbane. ”Det er klart, at hvis kommunerne har Som optakt til ekspropriationssagen i Hillerød Kommune bragte Frederiksborg Amts Avis i juli måned 2007 en baggrundsorientering om mulighederne for kommunal ekspropriation. Det fremgår af denne orientering, at offentlige myndigheder kun må ekspropriere af hensyn til almenvellet, og at de selv fortolker, hvad der er til almenvellets bedste. Den private ejendomsret er godt beskyttet, blandt andet i Grundloven. Derfor skal der rigtig gode argumenter til, når f. eks. en kommune vil overtage sine borgeres huse og jord gennem ekspropriation. Væsentligt er det, at det er lokalpolitikerne, der afgør, hvad almenvellet er, men eksperterne blander sig også i debatten.

goodies

– around the world

Charter Cities

Paul Romer, der er økonomiprofessor ved Stanford University har fremsat en ide om oprette charter Cities, dvs. byer, der er grundlagt med en speciel aftale/kontrakt. Disse byer skal udnytte nogle af de enorme landområder i Cuba, Afrika og andre steder, som er uudnyttede, men velegnede til formålet. De skal finansieres ved at indkræve de enorme værdistigninger på jordværdierne, som følger af byudviklingen. Det var sådan Singapore fik råd til dens utrolige udvikling. Projektet står og falder naturligvis med, at man får lavet de helt rigtige love og regler for jordrettigheder, overskudsdeling m.m. Se mere om dette på: http: / / w w w. fo r b e s . c o m / 2 0 0 9 / 0 7 / 2 2 / charter-cities-water-technologybreakthroughs-charter-cities.html Ifølge Bruce Upbin i Forbes on »Radical Development«.

Forholdene for georgeisterne i Argentina

Argentina har altid huset vigtige georgeistiske tænkere, og der var endda I 30-erne et georgeistisk politisk parti. Lige nu findes der tre grupperinger: 1. En i Buenos Aires kaldet the Belgrano Group, ledet af Dr. Héctor Sandler, filosofiprofessor ved Buenos Aires Universitys juridiske afdeling. Den har mange medlemmer og en meget interessant Internet blog ved Guillermo Andreau (g.andreau @ hotmail.com). 2. En anden gruppe I byen La Plata, ledet af ingeniør Saul Martinez, tidligere director for Argentinas motorveje. 3. En tredje gruppe i provinsen San Luis består af en meget entusiastisk gruppe af unge mennesker, som mest kommer fra The Radical Union (et politisk parti) og ledet af Jorge Moriconi. Ifølge Georgist News.

Friheden og sikkerheden

Den som ofrer friheden for sikkerheden har ikke fortjent nogen af delene. Benjamin Franklin

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

11


Boganmeldelse

Peter Ussing, “Velfærd, ret og demokrati - analyser og refleksioner” Forlaget Heilbunth&Co Pris kr. 79,95 Der er altid god grund til at læse, når et så vidende menneske, som Peter Ussing skriver sine tanker. Heller ikke denne gang skuffer Peter Ussing. Den lille bog er sprængfyldt med skarpe analyser sat i historisk, og ikke mindst nutidig samfundsmæssig sammenhæng om de 3 temaer, som titlen fortæller - velfærd, ret og demokrati. Så indholdsmæssigt er der tale om en stor bog. Peter Ussing formår ganske enkelt at hæve sig over det daglige politiske hundeslagsmål og skriver i et sprog, som er til at forstå for et bredt publikum samtidig med, at indholdet ligger på et højt niveau. Den viser, at en “lægmand” som PU, har noget at tilbyde, som eksperterne, der ofte har svært ved at se ud over deres begrænsede specialehjørne, ikke opdager. Man kan også kalde Peter Ussing generalist i ordets allerbedste betydning. En person, der på forbilledlig vis formår at binde sammen - at skabe sammenhæng. En rød tråd er der i bogen, selv om der er tale om en “lidt springende form”. Det er klart, at der er tale om at afsnittene oprindeligt er skrevet i forskellige sammenhænge, f.eks. har nogle af dem oprindeligt kunnet læses her i george. Bogen giver en sammenhæng, men samtidig betyder den korte form, at der er grundlag for yderligere analyser

12

Boganmeldelse

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

for eksempel i forhold til religionens betydning. Peter Ussing peger på store forskelle mellem de store religioner. Måske vil en dybere analyse vise, at der er store og måske større ligheder end forskelle mellem de store religioner - ikke mindst i hovedmålet - at skabe fred, lykke og ikke mindst religionernes rolle for at skabe sammenhængskraft, som PU også peger på. Men når den rolle er truet opstår konflikten. I den rigdom af temaer, som bogen indeholder sætter Ussing fingeren på en række ømme punkter i den udvikling vi oplever. Han viser, hvordan det enkelte menneske i det nuværende samfund er blevet sat på sidelinjen - mere er blevet iagttager og forbruger i forhold til det folkestyre, hvor han eller hun burde være en aktiv deltager i det fælles projekt. Det er en udvikling, der i høj grad fremmes af den globale udvikling og Danmarks deltagelse i det overnationale projekt EU, hvor man forsøger at løse den umulige opgave at skabe medvirken og sammenhæng fra oven, når det ikke har nogen forståelse for nationalstaten, folkelige værdifællesskaber og rigdom i forskellighed.

den sociale kapital skabes ikke. Peter Ussing peger såvel globalt som nationalt også på, hvordan der kun kan skabes lighed og balance via omfordeling af indkomsterne via indgreb over for de arbejdsfri formuedannelser. Man kan ikke nå balance og ret blot via en omfordeling af indkomster og sociallovgivning, når man ikke vil gribe ind over for de arbejdsfri indkomster på jord. Og så længe man ikke griber ind, vil den nuværende finanskrise blot blive fulgt af den næste. Forældede forestillinger stiller sig også her i vejen for løsninger. Vækst avler fattigdom påviser PU gang på gang. Det betyder også, at du ikke bekæmper fattigdommen i verden, så længe du ikke vil gennemføre jordreformer, handelsreformer og demokratiseringsreformer. Og den manglende indsats og uretfærdighed er samtidig grundlaget for terrorisme, som så til gengæld forsøges bekæmpet ved at indskrænke menneskerettighederne og det demokrati, vi i vesten siger vi vil beskytte - sammen med, at vold er blevet underholdning.

Peter Ussing sætter tingene i sammenhæng med inddragelse af såvel danske som udenlandske tænkere. Det er samtidig et stærkt bud på indre velfærd. Et begreb, der er nødvendig for at skabe egentlig velfærd. Men det er sammenhængen i samfundet og mellem mennesker. Men han viser også, Som PU skriver: hvordan man ikke ”ingen velfærd uden skaber velfærd og menneskerettigheder sammenhængskraft via og demokrati, intet det socialdemokratiske demokrati uden projekt eller via den velfærd og menneskeindividualisme, som ikke rettigheder”. Det mindst har betydet, at er dog anderledes den enkelte ser sig som og mere radikale bruger af de offentlige løsninger, der peges institutioner og ydelser, på. For eksempel der mere betragtes Poul Gerhard Kristiansen anmelder i forbindelse med som serviceorganer ytringsfrihed, hvor end som noget fælles. Den enkelte bliver respekten for andre og andres ret til mere kunde eller klient. Jeg vil tilføje, at meningsfrihed overses. det er jo måske holdninger, der også giver sig udtryk i foreningsarbejde, hvor en Der er mange gode grunde til at læse række idrætsforeninger oplever hvordan “Velfærd ret og demokrati”. Ikke mindst forældre og medlemmer i mindre og de mange, som ikke er nævnt i denne mindre grad involverer sig, men mener, at anmeldelse og især for at se en anderledes, blot kontingentet er betalt, så har de ret georgeistisk og retsliberal analyse og et til en bestemt ydelse. Hvem, der skal yde tilsvarende bud på løsning af de store den, overvejer de ikke. De er nationale og globale problemer. Bogen kunder i foreningerne og det såkaldte bør ud til et rigtigt stort publikum. “foreningsdanmark”, som det tidligere er blevet fremhævet er mere og mere noget, der var. Fællesskabet er væk og


Den hemmelige millionær

En dybere analyse af fattigdommens problemer efterlyses af Dan Holst Nielsen Følelserne bliver berørt, når den hemmelige millionær til sidst med rund hånd donerer penge til nogle af de personer og organisationer, som gør et stort og nyttigt arbejde for nogle af de fattigste mennesker i området. Men det er jo også TV, som giver nyttig indsigt i samfundsforhold, som de fleste af os ikke kender meget til, og det er bestemt tankevækkende for os seere.

Hvorfor denne fattigdom?

Så langt så godt! Selv sidder jeg dog tilbage med et ønske om, at man ville grave lidt dybere ned i problemet? Hvor omfattende er egentlig fattigdommen? Og hvad skyldes den? Hvad med at arbejde på at afskaffe fattigdommen eller i hvert fald reducere den i stedet for blot at lappe lidt på overfladen ved blot at dele nogle penge ud hist og her? Den række af udsendelser, som allerede er udsendt, kunne være en udmærket baggrund – og måske en undskyldning – for at lave en række udsendelser ud fra netop sådanne spørgsmål. Et godt råd til disse udsendelsers tilrettelæggere vil være at henvise til Fred Harrisons bog, The Silver Bullet, der som bekendt er ved at blive oversat og udgivet på dansk. Den handler om ”Sølvkuglen”, som i den engelske tradition nærmest på magisk vis kan løse alle store og ellers uløselige problemer. De seneste ”millionærprogrammer” har jo handlet om forholdene i England, så lad os se lidt på problemerne der.

Hvad siger Harrison om fattigdommen i England? A. De, der indførte velfærdsstaten, ønskede oprigtigt at gøre noget ved nøden i alle dens former; men de byggede på forkerte forudsætninger,og det førte eksperimentet med velfærdsstaten til total fiasko. I Storbritannien for eksempel bevilliger regeringen næsten halvdelen af nationalproduktet til formål, der skulle ligestille folks livsmuligheder. Og alligevel må omkring 27% af landets befolkning klassificeres som fattige. Familier, der ikke synes at være fattige, fordi andre menneskers indkomster overføres til dem, kan næppe

nyde et værdigt liv som selvstændige voksne samfundsborgere. Børnefattigdommen fordobledes i de 20 år op til 2007. På baggrund af de 3,8 millioner britiske børn, der i 2007 levede under fattigdomsgrænsen, har den britiske konservative opposition indledt en kampagne, de kalder: ”Gør fattigdom til historie”.

B

I Storbritannien anses over 25% af husholdningerne for at leve på eksistensminimum (”brød-kø-fattige”). Disse husholdninger er afhængige af staten for deres overlevelse, en afhængighed der undergraver deres ret til værdighed, der beror på evnen til at kunne betale for sin vej gennem livet. Storbritannien kan ikke, på trods af dets inddrivelse af skatter, opfylde sin forpligtelse til at sætte alle borgere i stand til at leve det liv, som FN-deklarationen foreskriver.

C.

Den historiske udvikling er på vej væk fra lige vilkår. Velhavende områder (og klasser og enkeltpersoner) har tenderet imod at blive uforholdsmæssigt mere velhavende. Den øgede polarisering slår rumligt dybere kiler ind mellem rige og fattige og skiller samfundene ad; så grelt at man i visse cityområder kalder over halvdelen af husholdningerne for ”brød-kø-fattige”.

Hvordan vil Harrison afskaffe fattigdommen? A.

Man kan ikke kan afskaffe fattigdommen, hvis man ikke genindfører folks fødselsret til jord.

B.

Ved at reformere de offentlige finanser vil jord/resurserenter kunne stilles til rådighed for udbygning af infrastrukturen i landet og det vil automatisk forøge levestandarden for dem, der er på laveste indkomst Resultatet af kun at have en meget begrænset ejendomsskat beskriver Harrison sådan:

C.

Det materielle tab er enormt. Storbritannien alene mistede, hvad der svarer til et års

goodies

– around the world

Australsk minister reklamerer for jordrente. Jon Stanhope, der er ministerchef for hovedstadsterritoriet i Australien har beordret the Land Development Agency til at indrykke skattebetalte avisreklamer, som “påpeger fordelene ved såvel jordejendomsret og jordrente. Tre dage efter dukkede der en helvsides annonce i farver i Canberra Times. Ifølge Victor Violante, Australia’s Canberra Times, 21 May 2009. Georgeisterne i Nicaragua har fået nyt hovedkvarter. Paul Martin, direktør for Instituto Henry George, Managua Nicaragua er netop flyttet ind I det nye hus, og han udtaler: Det er efterhånden blevet mere og mere klart for mig, at den tredje verden er moden til en georgeistisk reform. Men desværre får gennemsnittet af initiativrige indbyggere efterhånden dårligere til at tage et initiativ, som rækker ud over at kæmpe for deres egen overlevelse. Jeg er sikker på, at i Nicaragua og mange andre fattige lande sker der det, at jo dybere den økonomiske krise bliver, jo mere totalitært og politisk sensitivt bliver alting (f.eks. frygten for at blive blacklistet og miste sit job). Derfor må reformbevægelsen ledes af enkeltpersoner eller organisationer (NGO-er) ude fra. Ifølge Georgist News. Den tredje mulighed ”Liberalismen er gået konkurs”, sagde Villy Søvndal på SF´s landsmøde. Socialismen gik konkurs ved Sovjetimperiets kollaps, så nu er der kun den tredje mulighed tilbage: Georgeismen, der forener økonomisk frihed med social retfærdighed. Ib Christensen Næste skud med sølvkuglen En ny udgave er på vej af The Silver Bullet, bogen som meget grundigt analyserer verdens fattigdomsproblematik, og som i øvrigt er blevet rost vidt og bredt, bl.a. fra Vanessa Redgrave, den prisvindende skuespiller og kampagneveteran, som udtaler: Jeg beundrer Stiglitz, og nu beundrer jeg også Fred Harrison. Jeg lover dig: Du vil blive glad for at have læst hans bog. Ifølge Land & Liberty

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

13


bruttonationalprodukt under Tony Blairs 10årige regeringsledelse.

D.

FNs Menneskerettighedsdeklaration taler om ‘menneskelig sikkerhed’, men det omfatter ikke armelsesprocessen. Og desuden kan behovet for sikkerhed slet ikke opfyldes, hvis ikke vi genindsætter jorden i dens rolle i alle menneskers tilværelse.

E.

Vore muligheder er afgørende, når vi overvejer, hvad vi mener med forarmelse. Her måler vi faktisk, hvad vi ikke hidtil har opnået, og det minder os om, at vi alle kunne nyde fred og velstandsoverflod. Men overflod gælder ikke kun materiel tilfredsstillelse. Den gælder også tilfredsstillelsen, der kommer med frihed til ikke at være tvunget af andre til tilbageholdenhed, og til at kunne udstyre sig med midler, hvormed man kan udfordre sig selv til at nå personlige mål.

komplekst ved jord/resurserenten. Det var for dem indlysende, at lønindkomsten var det direkte udbytte af arbejdet; derfor havde kun den arbejdende et moralsk krav på den. Men hvem havde moralsk ret til at tilegne sig jord/resurserenten? Den var, når alt kom til alt, ”fællesskabets ejendom”. Dette blev bl.a. beskrevet af Alfred Marshall, den professor ved Universitetet i Cambridge hvis værker for et århundrede siden revolutionerede de analytiske værktøjer, som nationaløkonomer anvendte. I sin udgivelsesrække af Principles of Economics arbejdede han sig frem til en analyse af jord/ resurserentens rolle i en industrialiseret økonomi. Marshall bemærkede, hvordan Underhuset, blev låst fast i dødskamp, da

F.

Jord/resurserenten er helt speciel, fordi den opstår, når folk deltager i samarbejdende økonomisk aktivitet. Marshall og hans forgængere forstod, at alle er med til at frembringe jord/resurserenten gennem de en-million-og-en bidrag, som vi sammen yder til skabelsen af formue og til det mylder af samfundsaktiviteter, der knytter os sammen til samfundet. Harrison går i øvrigt lidt tilbage i specielt den engelske historie ved at pege på, at adskillige samfundsøkonomer og filosoffer i tidens løb har erkendt, at der faktisk var noget ganske enestående og

��� ������ ������ ����������������

������������������������������������

Fred Harrisons sølvkugle giver mange gode svar på tidens problemer

den demokratisk valgte regering sloges med landets jordejere om fremtiden for nationens jord/resurserente. Medlemmer af Overhuset, blokerede (i 1909) regeringens finanslov, der blev kendt som Folkets Budget. Den efterfølgende konstitutionelle krise og offentlige debat hjalp til at afklare jord/resurserentens samfundsmæssige rolle for Marshall. Han var oprindelig fjendtligt indstillet mod Henry George, da denne gav forelæsning ved Universitetet i Oxford. Men da Marshall havde afpudset sin afhandling efter første verdenskrig, endte han med det synspunkt, at jord/resurserenten faktisk var et provenu ”styret af årsager, der i det væsentlige ligger uden for kontrol af den, der bestemmer, hvilken bygning der skal stå på jordstykket ”. Han sagde om et forslag om at inddrage de samfundsskabte jordværdistigninger: For så vidt som dets udbytte vil blive brugt til samfundsproblemer, hvor små penge kan gøre meget til at hæve niveauet af folks liv og forhøje deres lykke, synes det mig at være et socialt velfærdsbudget. For så vidt som jord/resurserentens udbytte vil blive brugt til samfundsproblemer, hvor små penge kan gøre meget til at hæve niveauet af folks liv og forhøje deres lykke, synes det mig at være et socialt velfærdsbudget.

*

De TV-producenter, som vil uddybe dette alvorlig emne, har som man ser gode muligheder for inspiration i Fred Harrisons produktion, som foruden The Silver Bullet omfatter adskillige andre bøger, samt artikler og filmindslag.

Guld i Sverige Det var en elendig blåbærsæson i 2007. I stedet for at samle blåbær, kirsebær, solbær og multebær gav Siv Wiik på 70 år og Harriet Svensson på 69 sig til at lede efter guld. De var nemlig også amatørgeologer og havde derfor altid deres 80 cm geologhammere og deres forstørrelsesglas med. De tog til Sorkullen, hvor der for nylig var blevet fældet træer, og store klippestykker lå blottet. Her gav de sig til at rode i jorden med deres geologhammere og fandt til sidst en svagt glimtende sten. Kvinderne ringede til Arne Sundberg fra Sveriges geologiske institut i Uppsala, som kom dagen efter. Han fik analyseret malmen, som viste sig at indeholde 23 gram guld per ton – i de fleste aktive svenske guldminer er der under 5. Området, hvor guldet blev fundet, ejes af

14

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

det store svenske firma Svenska Cellulosa Aktiebolaget (SCA), men firmaet rådede ikke over mineralrettighederne, så dem tog de to veninder kampen op for at få. Uden advokatbistand forhandlede de med cirka 20 mineselskaber fra både indog udland og valgte i sidste ende Hansa Resources fra Vancouver i Canada, og i juli i år begyndte firmaet at bore efter prøver, som skal til analyse i Vancouver. De to kvinders profit har hidtil været moderat. Hansa betalte dem 125.000 dollars (660.000 kr.) for minerettighederne, og såfremt der gives grønt lys for endnu en boring til efteråret, vil firmaet betale yderligere 225.000 dollars (1.190.000 kr.). Desuden vil de to modtage 20 procent af enhver fremtidig udvinding,hvilket kan blive en indbringende

forretning mange år ud i fremtiden. Men ”til den tid ligger jeg på kirkegården,” siger Siv Wiik og tilføjer: ”Vi lever jo ikke evigt, så vi håber det hele går videre til vore børn.” Historien er opsnappet i Politiken den 17. juli 2009 af Svend Tornbjerg, som tilføjer: Det er relevant at sammenligne vilkårene for de ”små” guldsøgere i Colombia og i Sverige. I Colombia har de så godt som ingen rettigheder, mens de i Sverige har for mange. De 20 procent af enhver fremtidig udvinding, eller i hvert fald noget af den, burde jo tilfalde det svenske folk, dvs. den svenske stat, som retsligt set har den egentlige ejendomsret til naturresurserne. Svend Tornbjerg


Guld i Colombia

Kampen om retten til at udnytte jorden og dens resurser i Colombia I april måned i år sendte den 20årige Marie Bundgård Hagensen en beretning om sit arbejde i Colombia hjem til Danmark. Hun arbejdede som frivillig for Internal Peace Observatory (IPO), som støtter politiske og sociale bevægelser i Colombia. Hun skriver bl.a.: Guld og andre rigdomme Snart har jeg været i Colombia og arbejdet med IPO et halvt år. Jeg siger jer, det har været et halvt år fuldt af oplevelser, men jeg vil fortælle jer om en uge i Guamocòzonen, som har været den stærkeste oplevelse som international ledsager. Sammen med Ana fra Katalonien tog jeg til Barrancabermeja, hvor vi mødtes med folkene fra AHERAMIGUA, Organisationen for Økologisk Landbrug og Mining i Guamocò. Guamocò er ikke tegnet ind på landkortet, og det fortæller ikke så lidt om statens opmærksomhed i denne afkrog af Colombia. I Guamocò findes ikke èn landevej, der er intet sundhedssystem og kun meget få og dårligt fungerende skoler. Fra naturens side er Guamocò fuld af rigdom; her findes enorme drikkevandsresurser og stor biodiversitet, foruden masser af guld i undergrunden, hvilket gør, at Guamocò-beboerne primære erhverv er guldgraveri. Forfølgelse af civile Guamacò ligger i et område, hvor den colombianske guerrilla FARC traditionelt har været stærk, og der er jævnligt kampe mellem guerrilla-grupper og den colombianske hær og dens paramilitære dødspatruljer. Guerrillaens

tilstedeværelse bruges af hæren og dødspatruljerne som alibi for at forfølge bondeledere og anklage dem for at være Guerilla-sympatisører og terrorrister. AHERAMIGUAS præsident har på grund af trusler følt sig nødsaget til at flytte sit hus og sin familie til en by uden for Guamocò. Der havde han ellers haft sit hjem og sit arbejde i guldminerne de sidste 10 år. Men siden han i juni 2007 var med til at stifte AHERAMIGUA,

Forholdene og betingelserne for t.eks. udvinding af guld er meget forskellig rundt om i verden. Det fremgår tydeligt af disse eksempler

har han ikke kunnet vende tilbage til Guamocò eller sit hus uden at være ledsaget af de internationale hjælpere. Havfruemyter Denne gang skulle vi ledsage tre repræsentanter fra AHERAMIGUA til et møde om minedrift. Fra Barrancabermeja var det nødvendigt at tage halvanden dag i bus, og derfra to hele dage videre til fods. I Guamocò er der som sagt ikke en eneste landevej, men bønderne har skabt et stisystem,

der kan benyttes til fods eller på muldyr. En helt fantastisk natur åbnede sig for os – aldrig har jeg set noget lignende. Helt jomfruelig regnskov til alle sider. Ad stien måtte vi bestige bjerge og krydse floder, og derudover var stien en hel glidebane af mudder på grund af troperegnen, der kom et par timer hver eftermiddag. På turen fik jeg god mulighed for at høre historier fra Guamocò. Både myter om havfruer, der bor i floderne og lokker unge mænd i fordærv, og om det samfund af fordrevne fra hele landet, der har taget bopæl i området. Minedrift Næsten ingen af minearbejderne i Guamocò har papir på den jord, hvor de udvinder guld. For lovligt at udvinde guld skal man have en tilladelse som koster omkring 45 mio. Pesos, ca. 122.000 kroner, en sum, som ingen fordreven colombiansk bonde ligger inde med. Små-minere betragtes som illegale minere, og de bliver straffet med fængselsstaf eller bøder. Verdens næststørste guldudvindings-firma, det canadiske transnationale selskab Anglo Gold Ashanti Mines og dets colombianske filial Kedahdas, har købt rettighederne til en stor del af Guamocòs territorium. AHERAMIGUA arbejder for at organisere minearbejderne i forsvaret af deres territorium og bevarelse af områdets naturresurser. De kæmper mod Kedhadas indtrængen i Zonen, og arbejder derudover for fødevaresikkerhed og styrkelse af menneskerettighederne i Guamocó. Fundet i Frederiksborg Amts Avis 27/4 af Svend Tornbjerg

Den Danske Henry George Forening

har til formål at oplyse om den amerikanske filosof Henry Georges ideer, som bl.a. drejer sig om at indføre større frihed og ligeret: Alle mennesker har fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier, mens enhver har ejendomsret til udbyttet af sit eget arbejde. Foreningen er en del af The International Union for Land Value Taxation and Free Trade (IU). Læs mere om vores ideologi på www.grundskyld.dk og www.henrygeorge.dk

Henry George Foreningens adresser m.m. Henry George Huset, Lyngbyvej 56 A, 2100 København Ø, Ulf Kobbernagel, Lerås 49, 2670 Greve, Dan Holst Nielsen, Bakkegårdsvej 39 5330 Munkebo Svend Tornbjerg, Frederiksværksgade 137, 3400 Hillerød Finn Mikkelsen,Elsgårdsminde 43, 8370 Hadsten Finn Becker-Christensen, Drosselvej 23, 2000 Frederiksberg

tlf. 39 29 65 33. tlf. 43 90 67 49 tlf. 65 96 19 31 tlf. 48 26 77 63 tlf. 86 98 13 75 tlf. 38 19 90 85

henrygeorge@henrygeorge.dk uk@henrygeorge.dk danholst@henrygeorge.dk, svendkaren22@hotmail.com saven@dadlnet.dk

NB! Læs endnu mere om os på:

www.interunion.org.uk The International Union (IU) george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

15


Afsender: Tidsskriftet George Lyngbyvej 56 A 2100 København Ø

Returneres ved varig adresseændring

george ISSN nr. 1603-2527 Udgiver: Den Danske Henry Georges Forening Redaktion: Dan Holst Nielsen (ansvarsh.) danholst@munkebo-borger.dk tlf. og fax. 65 96 19 31 Bakkegårdsvej 39 5330 Munkebo Peter Ussing peter.ussing@dlgmail.dk tlf. og fax. 98 99 18 47 Kir Klysner (lay-out) kir@klysner.dk Udkommer i 2010 2 gange: i marts og september Næste deadline 20. februar Tryk: One Way Tryk a/s, Industrivej 3a 8660 Skanderborg www.etryk.dk Abonnementspris:

Kr. 50 pr. år Tegninger:

De to »striber« gengives med tilladelse af tegneren Carsten Graabøl Copyright: Stof i george må gengives, når kilden angives. Artiklerne udtrykker alene skribenternes holdning, som kan afvige fra såvel redaktionens som udgivernes.

16

george nr. 2 2009 Forum for Frihed og Ligeret

GRUNDLOV OG EJENDOMSRET Regeringen vil ændre planloven, så det bliver lettere at score gevinsten ved overgang til byjord. Jacob Mchangama fra Cepos vil have skærpet grundlovens ejendomsretsparagraf og nærmest forbudt begrebet ”erstatningsfrie reguleringer” (generel rådighedsindkrænkning). Den vej er initiativtagerne til Cepos (Venstre og regeringen) godt i gang med at betræde: Man vil ændre planlovgivningen, så kommunerne først kan ekspropriere, når der foreligger en konkret og detaljeret lokalplan. Det vil gøre det muligt for ejerne at score gevinsten ved jords overgang fra landbrugsjord til byjord. Man har indført erstatning til ejendomsbesiddere, der bliver berørt af placeringen af vindmøller, så det bliver næsten umuligt at opføre vindmøller på land. Når EU – rent undtagelsesvis – nedsætter landbrugstilskud,” kompenserer regeringen og dens støtteparti landmændene ved nedsættelse af grundskylden på landbrugsjord. Logikken kunne så tilsige, at når det offentlige iværksætter tiltag, der får værdien på ejendomme til at stige, så inddrager man denne gevinst til det samfund, der har skabt den, i stedet for at lade den tilfalde ejendomsbesidderne. Det ville da

være at udvise respekt for ejendomsretten. Sådan tænkte regering og rigsdag i gamle dage,og derfor indførte man jernbaneskyld for at inddrage grundværdistigningen, når staten anlagde jernbaner. Men intet ligger regering og folketing fjernere i dag end noget sådant: Nu anlægges der nærbaner, hvor milliarder af samfundsskabte værdistigninger går i private lommer. Man har heller aldrig lyttet til de økonomiske vismænd, der lige fra starten af EU-medlemskabet har foreslået øget løbende jordbeskatning for at hindre privatkapitaliseringen af EU`s landbrugssubsidier. Helt fra A.S. Ørsteds tid har det været anerkendt, at staten har en overordnet ret til landets jord. Derfor har vi i Danmark anerkendt statens ret til at foretage generelle rådighedsindskrænkninger over landets jord, f.eks. for at værne eller genoprette miljø og natur. På samme måde har der alle dage eksisteret en jordbeskatning. Trist at den såkaldte ”liberale” tænketank Cepos er så præget af sit ophav, partiet Venstre, Danmarks Kapitalistiske Parti. Ib Christensen

Kulturkampen handler om, hvordan vi behandler andre mennesker Læs artiklen herom på s. 3, hvor Peter Ussing tager hul på en kulturdebat/ moraldiskussion. Det drejer sig bl.a. om kampen mellem de forskellige ismer. Men han slår til lyd for, at man sætter retfærdighed som et overordnet princip i velfærdsstaten, og han lader sågar Henry George blande sig i den aktuelle debat.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.