alt behøver jo ikke vÌre sort/hvidt
1 #14 - december 2015 / januar 2016
’Skæve NUANCER’ henvender sig samarbejdspartnere i den socialpædagogiske branche, men magsinet kan også have relevans for unge, forældre og andre, der har fået æren af at være ’klient’. Navne på børn er altid opdigtede navne. Billeder af børn og forældre forekommer kun hvis der udtrykkeligt er givet tilladelse. Der kan forekomme modelfotos. ’Skæve NUANCER’ er et elektronisk magasin, der udkommer fire gange årligt. Tidligere udgaver kan læses på www.hearttalk.dk/nuancer/ Skæve Nuancer findes på www.facebook.com/SkaeveNuancer
Ansv. redaktør: Flemming Nim Holm, Heart Talk Kommunikation Alt vedrørende tidskriftet sendes til Heart Talk Kommunikation.
Heart Talk Kommunikation Godthåbsvej 262 2720 Vanløse
Skæve Nuancer er et Quarterlymagasin fra HeartTalk Kommunikation. Derfor findes en del af materialet også i andre magasiner. ISSN 2246-2112
www.hearttalk.dk htk@hearttalk.dk 2 2
Foto: Flemming Holm. En af juletræerne i udstillingen Happy Xmas Trees i København. Dette træ er malet af Stine Hvid. Se mere på side 40.
Skæve NUANCER #14: Leder: Hjerternes fest................................................................................4 TEMA: Helt ude i hampen og retur............................................................6 TEMA: Novelle: Lønningsdag...................................................................15 TEMA: Digt: Den unge mand, spejlet og moderen...................................21 Frivillig arbejdsferie.................................................................................26 Københavnske kunstjuletræer.................................................................40 En tankevækkende affære.......................................................................58
3
Fremtrædende nuancer - leder:
Hjerternes fest Så skriver vi endnu en gang december og dermed er julen igen rosinen i årets pølseende. Nu skal vi slutte af med manér. I familiens skød og med alle hyggens midler. Den gode mad. Vin, øl og snaps. Frokoster og fester. Dans om juletræ og guldkalv. Vi giver gaver og kommer hinanden ved. Måske har vi købt en afrikansk gaveged? Måske har vi købt et ekstra eksemplar af hjemløsebladet?
af andre tanker. Vi skal have lov til at spise flæskesteg. Det er en naturgiven rettighed. Vi skal have lov til at have et juletræ, for det er jo noget særligt dansk og helt sikkert noget særligt kristent. Og man synger da de rigtige sange, og man skal gå rundt om træet. Gaverne skal have en vis størrelse, for det er jo tanken, der tæller - Bare tanken er stor nok. Pludselig bliver der også spotlight på kirkegang. For man går da i kirke juleaften. Det er jo en tradition, og det er jo så hyggeligt. Og skide være med, at man faktisk ikke er kristen og at man næsten ikke ved, hvad det er vi fejrer.
De sociale medier har virkeligt givet anledning til fokus på de sociale aspekter ved julen. Vi kan læse om de godgørende formål. Vi kan læse om vennernes juleindkøb. Den gode mad. Og alle de andre overskudsagtige jule- og nytårsting.
Nu er jeg da en gammel sur mand, der kun er ude på at give dårlig samvittighed, at hylde muslimer og ødelægge den gode
Vi kan sågar læse om, at vores jul er noget særligt dansk, der ikke må og skal udfordres 4
stemning. Og det er måske ikke helt forkert. Jeg vil i hvert fald gerne hylde de mennesker, der finder nye veje. Der omformulerer forståelsen af julebegrebet. Som ikke ønsker at slå andre i hovedet med ”rigtighed”.
Men jeg synes, at vi skal være varsomme med at ophøje disse ting til nationalsymboler eller til våben, man kan slå hinanden i hovedet med. Lad os dog nyde julen, som vi selv har lyst til.
Hvis man er vegetar, er man ikke til flæskesteg, and eller gås. Det er ikke det ene, det andet eller begge dele. Det er noget helt tredje man ønsker. Hvis man er træt af forbrugersamfundet, vælger man måske hjemmegjorte eller alternative gaver. Nogle vælger at rejse til varmere himmelstrøg, hvor de fejrer højtiden under en palme.
Og skulle vi have lyst til at være aktive ud i julebudskabet om næstekærlighed, kunne man give en skærv til de hjemløse eller flygtninge. Eller være frivillig børneven. Eller forsøge at hjælpe, der hvor man bedst kan. Men dette er sagt uden, at det skal være belærende. Jeg har tænkt mig at holde jul, som jeg plejer: For fed, for dyr og ganske dejlig. God jul og godt nytår.
Jeg holder en ganske almindelig jul i familiens skød. Gaver, and og flæskesteg, dans om juletræ. Der mangler ikke noget, og jeg kan lide den form for jul. 5
6
Helt ude i hampen og retur Det er ikke let, når familiens unge mand går i en forkert retning. Hos Jette og Claus begyndte sønnen Theis at ryge hash, da han gik i 8.klasse, og den adfærd kom til at sætte dagsordenen for hele familien. Men det hjalp, da forældrene fik den rigtige professionelle hjælp Af Flemming Nim Holm
7
Claus og Jette opdagede, at der var problemer med sønnen, da Theis gik i 8. klasse. Skolen meldte om massivt fravær, og mistænkte Theis og to venner for at ryge hash. En mistanke, der skulle vise sig at holde stik. Det startede en tid med mange problemer og konflikter. En tid hvor forældrene gjorde alt, de kunne, for at forhindre, at knægten skulle komme længere ud i problemer.
I 9. klasse kom Theis på efterskole, men det ophold varede ikke så længe, og Theis blev sendt hjem til en ny skole, hvor karaktererne styrtdykkede. I halvandet år svingede familiens tilstand mellem perioder, hvor det gik bedre, og til konflikter med håndgemæng, smadrede døre og tudende forældre. ”Det gik helt op i hat og briller,” fortæller Jette, ”og vi var næsten klar til en anbringelse.” Sønnen lavede indbrud, stjal en bil og sågar Farmor blev bestjålet. Alt sammen i kølvandet af et stort hashmisbrug.
”Vi lavede alle de der kontroller, med hvor han var henne,” fortæller Claus. ”Og vi lavede aftaler: han skal være hjemme klokken dit og dut og dat.” ”Alt det som alle forældre gør,” supplerer Jette.
”Jeg tror, at han har lavet meget, meget mere lort, end vi har idé om,” siger Jette og beskriver, at de følte magtesløshed,
8
9
Den ansvarsfordeling gjorde, at de kunne starte på at etablere tillid til hinanden, og i dag kan Claus og Jette lave aftaler med Theis, og de ved derfor hvor han opholder sig og hvem han er sammen med.
”Vi prøvede, at forklare dem hvor vi stod i det her, og at vi ikke ønsker at lave en masse kontrol,” fortæller Jette. ”Men de syntes bare, at vi var langt ude.” Det gav en masse konflikter mellem de to forældrepar, og Victors mor beskyldte endda Jette for, at det var hendes skyld, hvis der skete Victor noget.
Beskytte tilliden Et andet sted i byen, var situationen ikke med så meget tillid. Vennen Victors forældre forsøgte at hjælpe deres søn ved brug af kontrol. Kørte rundt og ledte efter ham, tog ham med i sommerhus og lavede tisseprøver.
”Men vi ville jo bare beskytte tilliden til Theis,” siger hun. Vigtigt i livet I dag har Theis stadig problemer, men Jette og Claus synes, at de begynder at kunne have et liv. Claus mener endda, at samtalerne med Christopher Schmitz har reddet ægteskabet, for det slider hårdt på
”Vi kunne altid komme i kontakt med Theis, men de kunne ikke komme i kontakt med Victor, og så ringede de til os og spurgte hvor han var henne,” fortæller Claus. 10
ulykkelighed og afsky for sønnens gerninger.
Men Jette og Claus begyndte at forholde sig anderledes til Theis, og de fandt ind til kernen i forholdet til deres søn.
En aften ledte Jette på nettet. Hun ville gerne finde noget hjælp til familien, og i den forbindelse stødte hun på Christopher Schmitz og hans bog Forælder Til Hash-ryger. Den bog blev lånt på det lokale bibliotek og kort efter ringede de til Christopher Schmitz.
”Han er min søn og jeg holder af ham,” siger Jette.
Snot for sig
De gode råd fra hashbehandleren handlede først og fremmest om at genetablere tilliden mellem forældrene og sønnen, og et vigtigt skridt var at skille snot for sig og skidt for sig.
Claus husker de første samtaler med Christopher Schmitz: ”Vi skulle finde ting som var godt ved Theis, og det var selvfølgelig svært, når man er i sådan en situation, at han hænger én langt ud af halsen.”
Den første samtale med Theis gjorde det klart, da forældrene sagde: ”Vores ansvar er, at du kan få mad og tøj. Du kan leve. Men det med hashrygningen er noget du har valgt. Det har ikke noget med os at gøre.”
11
familien, når et af medlemmerne har problemer. ”Nu er der et lille håb,” siger Claus, ”for han har ikke røget hash i nogen tid. I hvert fald ikke i de samme mængder, som han ellers har gjort det.” Jette fortæller, at hun også synes, at problemerne med sønnen, har betydet, at de har set på hvad der er vigtigt i livet: ”Det vigtigste er sgu’ kærligheden. At vi er der for hinanden.”
OBS: Af hensyn til familien er alle navne ændrede i artiklen
12
13
En mor fortæller De følgende sider er en novelle, et maleri og et digt. Alt sammen er lavet af den mor, der i artiklen ’Helt ude i hampen og retur’ kaldes Jette. Denne mor har bedt om at være anynym af hensyn til familien. Dette respekteres. Om digtet, der er skrevet d. 1. Maj 2015, skriver forfatteren: Et digt om at være mor til en ung frustreret hashmisbruger. Om at være optaget af egne følelser og forventninger og kæmpe for at give slip på de normer vi er opdraget i. Så pludselig at forstå at relationen og kærligheden uden betingelser, er det som kan åbne op til livslyst og indsigt ).
14
Lønningsdag ”Hvad sker der for dig? Skal du på arbejde i dag?”
Klokken er 7.00. Jeg kigger forventningsfuldt ud på vejret. Det smukke oktobervejr er ved at skubbe nattens mørke skyer væk. Så ser jeg at der er lys på hans værelse.
Han mumler noget og ligger hovedet tungt på puden. Jeg ryster umærkeligt på hovedet og går ud, mens jeg lukker døren efter mig.
Hmmm. Er han ikke kommet hjem i nat? Joh, jeg var da nede at lukke vinduet på hans værelse og slukke lyset, inden jeg gik i seng! Jeg går ned til hans værelse. Han ligge fuldt påklædt på sengen. Da jeg kommer ind løfter han hovedet og ser søvndrukkent på mig med sammenknebne, rødmende øjne.
Hmmm. Gud ved om han skal på arbejde? Hans problem, men han plejer jo at have check på det! Han har sikkert brugt næsten alle sine penge nu. Jeg mærker at fantasierne tager fart og jeg prøver at ryste dem af mig. Skriver en kort præcis SMS til Gert om Theis. Så er han forberedt. Brevet fra Retten ligger på bordet og trækker sin 15
opmærksomhed til sig. Gud ved om Theis har fået læst og skrevet under. Han er sikkert ikke hjemme i eftermiddag . Jeg kører afsted på arbejde mens jeg lægger tankerne bag mig og tænker på det jeg skal i gang med. En god dag på jobbet. Men kan mærke at uroen ligger under overfladen. Hvæsede lidt af en kollega. Ud af det blå. Fik sagt undskyld. ”Det er noget derhjemme. Det er ikke dig”. Det er der altid. Inde under. Følelsen af at katastrofen kan indtræde eller der er noget jeg burde tage mig af. Efterhånden ikke så stærkt mere men når der kommer brev fra Retten, bliver følelsen af involvering umulig at skubbe til side. Ude i haven sidder han med 2 venner. De sidder og ryger cigaretter. Jeg hilser på alle, men retter min opmærksomhed på Theis.
”Det blev sent”. ”Det er lidt træls vi aldrig kan få fat i dig”. ”Jah, men min telefon løb tør for strøm”. Jeg trækker vejret dybt. ”OK. - Jeg tager i hundeskoven med Lunda. Vi ses om en times tid”. Da jeg kommer hjem, møder jeg en sur lugt af tobak i entreen. Det strammer i mit mellemgulv. Har de røget inde. Jeg banker på og siger hej og bemærker roligt, at der ikke må ryges i huset. De bedyrer, at det har de ikke gjort. Jeg kan se de er skæve. Theis øjne er halvåbne, og han mumler. Det gyser inden i mig. Jeg hader det. Jeg hader at se ham skæv. Jeg trækker mig ud af værelset og går ind i stuen. Kaffe og NEWS.
”Hej – hvad skete der for dig i morges?” Han griner fjoget.
16
Mens jeg sidder i sofaen stikker Theis hovedet ind og siger, at de smutter ned til Haugaard og får en smøg og kokser. Mathias er gået hjem.
Han bliver stående ude i mellemgangens mørke og jeg kan svagt ane lyset glimte i hans øjne. Hættetrøjen er trukket op over den sorte kasket. ”Jeg vil bare sige at vi er hjemme, og Thami, Mathias og Christian bliver her….”
Jeg spørger ud i luften: ”Hvad betyder kokser”, uden at vende mig om. Gider ikke se på ham, når han er skæv. Han er smuttet, så der kommer intet svar.
Han er herre skæv kan jeg høre. Måske har de taget stoffer. Alt trækker sig sammen i min krop. Uden at kigge på ham igen, siger jeg ok og han vender sig og går. Trækker skydedøren i. Frustrationerne sidder i kroppen. Jeg har lyst til at råbe efter ham…
Aftenen går. Ro og fred. Jeg går i seng og ligger og SMS´er godnat til Gert, som skal arbejde hele natten. Bare han var her. Jeg bryder mig ikke om at være alene, når Theis er skæv eller høj eller hvad han nu er. Jeg bliver trist og føler mig magtesløs. Så gøer hundene og Theis stemme lyder ”Halloooo”.
FAT DOG HVAD DU GØR VED DIG SELV, KNÆGT. Men jeg ved det er håbløst. Det er hans liv. Hans valg at bryde sin hjerne ned. Hans valg at blive nede på 1. trin fremfor at klatre op ad stien. Jeg krammer om puden, mens jeg bider tænderne hårdt sammen. Jeg kan intet gøre. Holde mig væk. Ligge mig til at sove.
”Ja, jeg er her i soveværelset”.
17
Komme væk fra alle dilemmaerne og magtesløsheden og vreden. Sove.
Lørdag morgen. Tidlig oppe. En lille hovedpine værker bag panden. Tænker på de tre gutter som ligger på værelset. Gyser ved tanken. Spiser, pakker hundetaske og kamera og kører til stranden med hundene. Væk. Det smukke oktobervejr griber mig og fører mig væk. Vandet er blik stille og solen glimter i vandet. Glade ukomplicerede dyr som bare vil elskes og have godbidder. Konstruktiv træning og smukke billeder.
Da jeg kommer hjem, er drengene ikke kommet ud af værelset endnu, men det varer ikke længe før Theis stikker hovedet ind. Jeg kigger ham lige i øjnene. Han er allerede skæv. De har røget, mens jeg var afsted. For fanden, aftalen er at der ikke må ryges på matriklen. Han pisser os op og ned af ryggen. Jeg er irriteret, men ved også at den konflikt skal jeg ikke tage fat i nu. Må bide det i mig. Der ligger et stykke sølvpapir og flagrer i entreen. Han kigger på mig. Hvor er han dog vokset eller også er det den fjollede kasket han er begyndt at gå med. ”Vi går i Fakta og bagefter går vi op til Haugaard og der skal jeg for resten også op i aften”.
Livet er dejligt derude. Efter et par timer kører vi hjem. På vej hjem mærker jeg hovedpinen igen. Hmm
”Hey, kan du ikke lige skrive under på de her papirer til retten. Har du læst det? 18
”Jah jah, men kan det ikke vente. Jeg gider ikke tænke på det nu. Jeg skal nok gøre det inden mandag. Det lover jeg. Det kan ikke sendes i dag alligevel…”
Jeg går ind for at meditere. Jeg kan mærke at frustrationerne sidder i min krop. Den dreng, der går rundt her nu, er ikke min Theis. Jeg kan mærke jeg har lyst til at græde og alligevel ikke. Bekymringer, angst, vrede og gråd er følelser der ikke er plads til. De pakkes ned, lægges på hylden. Jeg ved de er der. Jeg kan mærke dem, men de pakkes ikke ud. Må ikke blive pakket ud. Og så kommer hovedpinen, ledsmerterne, psoriasissen, overvægten fordi lysten til at spise og begrave følelserne bare øges.
”Jo, det kan det. Jeg vil gerne have, at du skriver under, så det med en forsvarer kommer i orden. Ved du i øvrigt noget om dommene? Fx ungdomskontrakt?” ”Ja… jeg ved det nogenlunde…” ”Ok, Skriv lige under også på vores egen aftale. Har du læst den?”
FUCK…. Kan ikke koncentrere mig. Træk vejret ned i maven. Slap af. Coachen siger det skal nok gå. DET SKAL NOK GÅ, DET SKAL NOK GÅ.
” Jah, jah… jeg har snakket med far om det. Det er helt fint”. ”Ok, så skriv lige under”.
Alle teenagere har weekender hvor de skejer helt ud. Slap af.
”Ja, jeg smutter….”
Det skal nok gå. Det skal nok gå.
19
20
Den unge mand, spejlet og moderen Der bliver holdt et spejl op foran mig. Men da spejlet bliver holdt skævt kan jeg kun se loftet og væggen. Han kigger på mig med smalle læber kan ikke FATTE at jeg ikke kan se hvad han viser mig. Da jeg beder ham ændre vinklen lidt, prøver han men det bliver kun endnu værre. Jeg kan nu se gulvet. 21
Jeg prøver igen. Lidt til venstre. Forstå det dog. Nej, NEJ lidt mere op. Det lykkedes aldrig Til sidst smider han spejlet det SPLINTRER hen over gulvet han går i vrede Jeg står tilbage forstår ikke hvorfor det ikke kunne lykkedes Det skulle da ikke være så svært PLUDSELIG SER JEG DET Jeg har stået på den samme plet altid Hvis jeg havde flyttet mig kunne jeg måske have set hvad han vil vise mig. Så havde jeg måske kunnet se hans uro og ønsker. Han har ingen ord mere. Der blev ikke lyttet. Han er sener og muskler, uro og atmosfære.
22
Jeg må samle stumperne op. Stille og roligt. Rydde op. Stykke for stykke. Jeg ser ham i stumperne. Ser hans smukke blå øjne lyse op et øjeblik. Hører hans stemme sige noget, som er ægte. Ser hans krop bevæge sig i en retning. Men så taber jeg det hele ser at jeg nu står der igen. -På pletten. Jeg tager gaffatape og sætter et stort kryds på gulvet, der hvor pletten er. JEG VIL IKKE VÆRE DER Forfra. Stykke for stykke sættes skårene sammen. I et stykke ser jeg hans smil. I et andet stykke ser jeg hans hånd åbne sig mod mig. Pludselig ser jeg at jeg er tæt på pletten. 23
Jeg kan mærke at jeg er ved at miste dem igen. Stykkerne jeg havde fået samlet. Jeg træder væk og kigger på pletten med uro. Hvad har den gjort den plet? Hvorfor må jeg ikke slippe fri? Jeg vil have samlet spejlet. Jeg vil vise ham at jeg vil se hvad han vil fortæller mig. Jeg vil SE ham. Og jeg vil have at HAN kan se mig.
SÅ forstår jeg.
Spejlet skal IKKE samles. Han har splinter i fingrene af at kæmpe med det spejl. Jeg skal ikke kun væk fra pletten. Jeg skal også åbne mine øjne OG SE det lys der er omkring ham. 24
Og lyset kan ikke trænge gennem væggene her. Vi skal helt ud af rummet. UD hvor vi kan se. UD hvor lyset er varmt, nyt. UD hvor VI kan SE og hvor der ikke er spejle, men kun sanser som optager hvad der sker lige nu. JEG SER DIG. JEG VIL SE DIG. JEG MÆRKER DIG. JEG VIL MÆRKE DIG. JEG HØRER DIG: JEG VIL HØRE DIG. JEG MÆRKER DIN DUFT. JEG VIL MÆRKE DIN DUFT. Vi er ude i det varme sommerlys sammen. Uden fortid og uden fremtid. SAMMEN Lige NU
25
Frivillig arbejdsferie Mange holder ferie ved at slappe af og undlade at arbejde. Men der er andre ferieformer, der nĂŚsten virker naturstridige. SocialpĂŚdagog Karin Laustsen betalte for at lave pĂŚdagogisk arbejde i sin ferie
Tekst: Flemming Nim Holm Fotos: Karin Laustsen
26
27
Det syn så hun aldrig på sin tur til et dagtilbud i det bolivianske højland.
”jeg havde drømt om at komme til og se en lama. Det lykkedes også”, fortæller Karin Lausten. Men det var ikke for at opsøge lokale sydamerikanske dyr, at den århusianske socialpædagog var taget til Bolivia i sin ferie. Det var heller ikke for at slappe af. Formålet var at arbejde som socialpædagog.
Dagtilbud for børn Det var en gammel interesse for de sydamerikanske indianere, der havde givet inspirationen til rejsen. Karin Laustsen havde overvejet en almindelig guidet tur, men på en sprogskole, havde en anden elev fortalt om hans drøm om at arbejde frivillig i amazonas-junglen. Det havde givet inspirationen til at finde en alternativ rejseform. På nettet fandt hun Projects Abroad, der tilbyder mulighed for at være frivillig i den tredje verden – Og inden for en helt masse brancher. Også den pædagogiske.
Til hverdag arbejder Karin Laustsen på et dag- og døgntilbud for unge med ADHD og autisme. Den store institution ligger i udkanten af Århus, og her arbejder Karin Laustsen på en døgnafdeling. ”Når man ser på vores dagtilbud…”, fortæller Karin Laustsen, og tænker lidt. ”Hvis en af de unge er kommet for sent, eller man kører ud med en taske, de har glemt… Der holder taxier så lang øjet rækker”. 28
29
30
31
Hygiejne er en by i Rusland
”Nu var det nærliggende for mig som socialpædagog, at hakke mig på det her”, fortæller Karin Laustsen om valget af et dagtilbud for børn med udviklingsforstyrelser. Institutionen lå i nærheden af Cochabamba, i en fattig by med mange af de oprindelige indianere.
Karin Laustsen arbejdede i gruppen med de mindste børn. Børnehavebørn. Arbejdet mindede meget om det, som socialpædagogen husker om lignende arbejde i Danmark. Men det afhang meget af, hvem der var på arbejde den pågældende dag.
Arbejdsdagen startede med, at Karin Laustsen tog fra sin værtsfamilie til institutionen. Det skete med en lille, lokal varevognsbus kaldet en trufi. Projektet havde vist hende hvor hun skulle fange en.
”Nogle havde en meget håndfaste og autoritære,” beretter Karin Laustsen. Hun husker særligt en dag, hvor de små blev beordret til at tegne sekstaller. Det virkede nærmest som meningsløst, når de små hænder skulle følge et sekstals form i takt til dens voksnes ”seis…. seis… seis” (spansk for seks). Andre ansatte virkede mere hjertevarme.
”Når man så skal af, råber man ’Esquina por favor’, hvilket betyder ’sæt mig venligst af på hjørnet”, griner Karin Laustsen. ”Så håber man på, at han har hørt det.”
32
33
Mange af børnene havde snotnæser, og Karin Laustsen hæftede sig ved, at hygiejnen var meget dårligere end i Danmark. For eksempel var der kun en madras, der til gengæld blev brugt til både leg og bleskift.
forsøgte at lære de to frivillige. Det var en god oplevelse..
Værtsfamilien
Trods det frivillige arbejde, havde turen også givet plads til fritid. Blandt andet havde Projects Abroad inviteret de frivillige til en fodboldkamp, men for Karin Laustsen havde den største oplevelse været en tur til Titicacasøen og Isla Del Sol. Det er den ø, hvor man siger at inca-kulturen startede.
”De var virkelig søde. Et godt sted at være,” siger Karin Laustsen.
Projects Abroad har mange forskellige typer af frivillige, men på Karin Laustsens institution var der også frivillige fra Venezuela, USA og England. Denne ene, Amber fra USA, boede også hos samme værtsfamilie.
Her fik Karin Laustsen mulighed for at overvære de dødes dag i en smuk kirke, hvor en knasende båndoptager spillede en spansk udgave af Sound of Silence, mens der blev messet og børn løb legende rundt. Da hun blev velsignet på vej ud, var det næsten for
Værtsfamilien gjorde meget for at forsøge at tale med de to europæere, og en aften blev de inviteret med til at lave lokalt kunsthåndværk ud af avispapir. Det var værtinden, der havde disse evner, som hun 34
35
36
37
Næste gang skal det være Peru, for det er stadig området med de sydamerikanske indianere, der trækker.
meget af den lokale kultur. På den gode måde. Næste stop: Peru Turen til Bolivia var en prøveballon. Det er ikke alle destinationer, hvor man kun kan vælge 14 dage, men det kan man i Bolivia. Karin Laustsen havde kun haft 14 dages ferie tilbage, så valget havde været let. Hvis det var en dårlig tur, ville det være hurtigt overstået. ”Næste gang vil jeg tage af sted lige så længe, som jeg kan få fri til”, fortæller socialpædagogen. ”Det skal minimum være en måned, men meget gerne to-tre måneder” .
38
Lille foto: Karin Laustsen
Bolivia (officielt Estado Plurinacional de Bolivia (Den flernationale stat Bolivia)) er et land i Sydamerika med grænser til Brasilien i nord og øst, Paraguay og Argentina i syd, og Chile og Peru i vest. Bolivia er en indlandsstat og har således ikke en kystlinje. Republikken blev opkaldt efter frihedshelten Simón Bolívar. Der bor ca. 10 millioner mennesker i Bolivia. Kilde: Dansk Wikipedia
Karin Laustsen rejste med Projects Abroad, der arrangerer alle mulige typer af arbejds- og praktikrejser. Ikke kun i den pædagogiske branche… Læs mere på www.projectsabroad.dk 39
Københavnske kunstjuletræer Centrum af København har fået en ny type juleudsmykning. Juletræerne er lavet af xxx og udsmykket af forskellige kunstnere og butikker. Overskuddet går til plantning af træer i Mali Tekst og foto: Flemming Nim Holm
40
41
42
43
Juletræer er grønne grantræer, der dufter og kan pyntes med kurve, kugler og glitterstads. Det er naturen, der bliver sat i stuen, så vi kan danse omkring det, mens det hilser fra eg og bøg. Men storbyen gør det helt forkert. Her står de kunstige træer drysser rundt i midtbyen. De er sjældent grønne og størrelsesmæssigt er de helt ens. 65 kg glasfiber på betonfod. 40 styk er placeret som en markering af højtiden og fejring af kunsten. Samtidigt har det et godt formål… Konceptet hedder Happy XMas Trees.
44
45
46
47
48
49
50
51
De københavnske kunsttræer skal sælges på Lauritz.com. Meningen er, at overskudet skal gå til projektet Happy Forrest i det afrikanske land Mali. Happy Forrest skal bestå af jatropha træer, der skal hjælpe med klimaet, og give mulighed for at brødføde en del af den lokale befolkning. Læs mere på www.happyxmastrees.com
52
53
54
55
56
Kunstnerne på træerne: Side 40-41: Jan Klein Side 42: Zahles Gymnasium Side 43: Sølvgades Skole Side 45: Jan Klein Side 46: Lo Maalou Lynghøj Side 47øv: Jonas Pihl Side 47øh: Simon Fensholm Side 47nv: Frederik Hesseldahl Side 47nh: Maria Manuela Mendes Barbosa Side 48: Tine Helleshøj Side 49: Per Hillo Side 50: Kristian Hornsleth Side 51: Ulrik Schiødt Side 53: Thank You Studios Side 54-55: Søren Parmo Side 56øv: Maria Kilstrøm Nielsen Side 56øh: Stine Hvid Side 56nv: Tattoo Salonen Side 56nh: Johannes Torpe Studios Side 57: Usigneret
57
Uaktuelle anmeldelser er en serie af oplevelser med kunst, koncerter, teater, bøger eller udstillinger. Jeg er ikke ekspert, så alle anmeldelser er mine personlige betragtninger gjort ud fra den viden, jeg bringer med til oplevelsen. Udgangspunktet er, at jeg vil være positiv, og vurdere ud fra de tilstedeværende præmisser - Som jeg har kendskab til. Det betyder ikke, at jeg vil skamrose bare for at være positiv. Men en gratis koncert med Yul Anderson midt på strøget, skal selvfølgelig ikke nødvendigvis have samme fokus, som en dyr koncert i Koncerthuset. Tredje uaktuelle anmeldelse er om Teatret på Frederiksberg. 58
på Rialto
En tankevækkende affære Forestillingen En Pinlig Affære består af oplæsninger fra oplæserens dagbøger. Vi hører om forhold til venner, veninder, forældre og ikke mindst kærester. Det er ikke ukendte størrelser, for vi har alle været unge en gang – Men det er både sjovt og tankevækkende Tekst og foto: Flemming Nim Holm
59
Irene fra Midtjylland er første oplÌser
60
Ungdommen er en central tid i dannelsen af vores identitet og vores ungdom er præget af livets store spørgsmål og dilemmaer. Hvem er jeg? Hvad skal jeg være? Hvad har jeg lyst til? Er jeg er godt menneske? Kan andre lide mig? Sådan har det været i generationer.
En Pinlig Affære er en engangsoplevelse, der gentager sig, så oplevelsen i starten af december, var den eneste mulighed for at få netop denne oplevelse. I næste sæson vil der komme nye muligheder. Den store kærlighed i provinsen
Rialto Teatret har givet plads til ungdommens store overvejelser. Ikke som et dramatisk teaterstykke eller en ungdommelig musical. Vi er langt fra Grease eller andre teaterstykker om ungdommens problemer og glæder. Rialto Teatrets forestilling En Pinlig Affære er oplæsninger fra teenageres dagbøger og læst af skribenten selv (undtaget i et tilfælde). Det giver en særlig autenticitet, når den unge selv læser op – Også selv om den unge er langt ud over teenagetiden. Det er ikke teatrets drama, men ungdomslivets drama.
61
”Torsdag, d. 29/9 1988: Kære Spar. Jeg er begyndt at komme sammen med med én der hedder Søren. Jeg har aldrig haft det sådan her før. Jeg er helt ved siden af mig selv. Det er en utrolig dejlig følelse, men også lidt forvirrende. Ja, jeg er faktisk lige ved at tro, at jeg elsker ham. Bare en lille smule. Men jeg ved ikke hvad det vil sige at elske en dreng. Han er ikke bare den type, der bare sidder og siger sine inderste følelser – Sådan lige vupti. Han skal blødgøres først. Jeg føler mig splittet for tiden. Gad vide om det hører med til kærligheden?”
”Gitte siger, at han tit ser på mig i frikvartererne”
Det første citat i forestillingen En Pinlig Affære på Rialto Teatret på Frederiksberg, stammer fra Rødkærsbro, hvor Irene trådte sine ungdomssko, og beskrev sine følelser i dagbogen Spar. Hun husker ikke hvorfor dagbogen fik det navn, men det var en hemmelig forkortelse. Så hemmelig, at hun selv har glemt hvad Spar betyder. ”Onsdag, d. 28/12 1988: Kære Spar. Nu er jeg ved at optage Top 100 (et radioprogram, red.). Jeg var også til halfest i Kjellerup og mødte Paw. Vi dansede og snakkede meget sammen og han spurgte om jeg ikke nok ville glemme Søren. Men det kan jeg da ikke. Jeg elsker jo drengen. Jeg synes Paw er smaddersød, men at svigte Søren på grund af ham – Never! Ikke med så kort varsel!”
Mere end 30 år tidligere havde skuespilleren Lisbeth Lundquist betroet sig til sin dagbog. Også om kærligheden. 25/11 1957: Kære nye dagbog. Jeg glæder mig til at skrive i dig, men du bliver nok træt af at jeg hele tiden skriver Klaus, Klaus, Klaus. Men det er fordi jeg er så forelsket, som jeg aldrig har været i hele mit liv. I Klaus. Han har blå øjne og lyst hår. Og vi er næsten lige høje. Han går med en blå anorak og har sådan et sødt udtryk. Gitte siger, at han tit ser på mig i frikvartererne.” Hvad vil jeg være Mange teenagere tænker over, hvad de vil være, hvordan de skal se ud og hvordan man skal opføre sig. Teenagetiden er den periode, hvor vi danner vores voksen-identitet, og
62
Projektoren viser et opslag fra Lisbeth Lundquists dagbog 43 63
kasserne. Der stod jeg så og førte mit skridt op og ned ad sadlen. Og så ind til underbukserne og til sidst ind til selv kussen. Det var Elianna fra Nørrebro læser fra sin dagbog: kort tid, men nok til at det var dejligt. … Når ”3/12-95. I dag var jeg til juletræ på Sandras jeg tænker over det, lyder det så perverst. gymnastikhold. Sandra vil gerne være ligesom Men det er vel bare naturligt, at give sin krop to på hendes hold, som hedder Rose og det den har behov for. Det føles jo godt.” Marie. Hun klippede hul ved numsen, ligesom Maries slidte cowboybukser. Mette, Sandras I salen på Rialto Teatret griner publikum. Ikke mor, blev lidt sur over det, og så måtte ad Elianna, men med hende. Publikum kan Sandra gå med en lang T-shirt over.” vist godt huske den gryende seksualitet, der kummer i teenagetiden. Elianna fortæller også om de første eksperimenter med seksualiteten: Identitetsdannelse ”Juli 96. … Så gjorde jeg noget perverst, men alligevel normalt. Jeg opdagede, at cyklen jeg Ungdomslivet består af overvejelser om altid låner af Gunner og Lilly, at sadlen er på hvem man er, og hvem man gerne vil være. højde med mit skridt. Om aftenen, da vi alle Hvem er den udkårne? Hvilken uddannelse vil fire sad ude foran huset, sagde jeg, at jeg ville jeg have? Drømme og visioner. Store følelser cykle en tur. Jeg tog cyklen og cyklede først og drama. om bag Gert og Lillys skur og så ned til bimange unge mennesker afprøver forskellige muligheder, måder at se ud og væremåder.
64
65 45
”Og så siger han, at han ikke gider at gå til teater mere. Han vil meget hellere gå til fodbold. Bang! Så faldt den store bombe”
Som forælder kan det være godt, at blive mindet om ungdommens temaer. Blive husket på, hvad nutidens unge også går og tænker på i dagens Danmark. Forståelsen kan hjælpe forældrene til at kunne støtte. Den sidste historie kom fra Tomas, der var vokset op på Amager. Han fik god støtte og forståelse: ”28. april 1986. (…) Og så siger jeg, at der er noget, jeg rigtigt gerne vil sige. Min lillesøster siger, at jeg bare skal sige det. Hun glæder sig helt vildt til, at jeg siger det. Og så siger jeg, at jeg er bøsse. Min mor siger, at det ved hun godt. Og det siger min far også. (…) Og så siger min lillebror meget, meget højt, at der også er noget han vil sige. Så bliver alle helt stille. Og så siger han, at han ikke gider at gå til teater mere. Han vil meget hellere gå til fodbold. Bang! Så faldt den store bombe.
En Pinlig Affære var først og fremmest en sjov oplevelse, men de syv oplæseres dagbogsnotater var også tankevækkende, fordi fortællingerne mindede om, hvilke følelser, der er i ungdomslivet. En påmindelse, der kan være god at have i baghovedet, når man i øvrigt er tilskuer til ungdommens dramaer. Hold derfor øje med En Pinlig Affære. Rygtet siger, at der vil komme nye affærer i 2016, og de er sikkert lige så pinlige og tankevækkende, som de affærer, der kom frem i starten af december 2015.
66
Tomas lĂŚser op fra sin dagbog 47 67
Hvordan er det, når ens søn bliver misbruger af hash. Og hvad kan man gøre ved det. Et forældrepar fortæller om et følelsesladet forløb, deres egne tanker og omverdenens holdninger. Skæve Nuancer har desuden fået lov til at bringe et digt, et maleri og en novelle, der afspejler nogle af følelserne. Skæve Nuance ser også på, at betale for at lave frivilligt arbejde i sin ferie. Hvorfor dog gå på arbejde, når man har fri? I København har man brugt julen til at sætte kunst på mange gadehjørner. Kunst kamufleret som juletræer. Er det rimeligt, at en dansk juletradition skal give overskud til træplantning i Afrika? Skæve Nuancer har også været i teatret, og hørt oplæsninger fra dagbøger. Morskab og intime detaljer. En pinlig affære…
Skæve Nuancer #15 udkommer marts 2016 ISSN 2246-2112
68
Skæve Nuancer er også på Facebook