3 minute read

LER er en opgave, der bliver ved med at gi’

Selvom Hedensted Kommune var opmærksom på LER-opgaven allerede i 2019, har det alligevel været noget af en opgave at få løst. I denne artikel kigges nærmere på de ting, som kommunen har arbejdet med i løbet af 2022 – og hvad, der er på tapetet for 2023.

AF MERETE LANDBERG GRANDJEAN, LE34

Allerede i 2019 ved vedtagelsen af loven om LER 2.0 var Hedensted Kommune opmærksom på, at der kom en ny opgave som ledningsejer. Opgaven blev organisatorisk placeret i vejdriftsafdelingen, hvor der var interesse for at etablere et komplet datasæt over deres vejafvandingsinfrastruktur gennem opmåling. Ambitionerne blev dog stoppet af Corona-nedlukninger, og andre mere håndgribelige opgaver kom foran i køen. I sensommeren 2021 blev fokus ift. LER-opgaven ændret.

”Vi kom frem til, at der bliver ved med at være gamle, støvede tegninger. Nu var det tid til at fokusere på de nye ledninger, så vi i det mindste fremadrettet får registreret efter LER 2.0”, siger Betina Krogslund Rasmussen fra Hedensted Kommune.

Eksisterende ledningsoplysninger

Som følge af det ændrede fokus blev der indgået en aftale med os om digitalisering af eksisterende ledningsplaner. Hedensted Kommune vidste, at de havde nogle landevejsplaner fra det gamle amt, som skulle digitaliseres. Derudover manglede en gennemgang af det gamle arkiv.

”Motivationen for at finde relevant materiale frem er blevet større, fordi vi kan se, at LE34 får digitaliseret ledningsoplysningerne langt hurtigere, end hvis vi selv skal finde ressourcer til det”, fortæller Betina Krogslund Rasmussen.

Start på LER 2.0

I februar 2022 skiftede Hedensted Kommune fra at besvare LER-forespørgsler via mail til LER 2.0 – også selvom arbejdet med at digitalisere ledningsoplysninger ikke var tilendebragt. Kommunen var de første i området, der skiftede til LER 2.0, så skiftet skete i spænding om, hvorvidt det resulterede i sure graveaktører i telefonen.

I forbindelse med skiftet sendte vi en mail ud til graveaktører, som tidligere havde søgt LER hos Hedensted Kommune, og gjorde opmærksom på, hvad LER 2.0 var, og hvordan de nu skulle tilgå ledningsoplysningerne. Alt tyder på, at det var et klogt valg, for Hedensted Kommune har ikke modtaget en eneste henvendelse om manglende aflevering af ledningsoplysninger.

Fokus på de nye ledninger

For at skabe opmærksomhed på LER-opgaven i Hedensted Kommune har vi været forbi og afholdt møder med medarbejdere i anlægsafdelingen, kommunale ejendomme, vandløbsafdelingen og driftsgården. Formålet var til dels at gøre opmærksom på lovgivningen og også på, hvordan rollen som ledningsejer påvirker kommunens interne processer.

Forud for møderne har vi lavet et udkast til den fremtidige vedligeholdelse, og herunder hvad, der skal kommunikeres til eksterne entreprenører. Udkastet blev gennemgået, og det har helt klart gjort opgaven lettere for de medarbejdere, som er blevet præsenteret for LER 2.0 for første gang, og som nu skal indarbejde det i dagligdagens rutiner.

Samarbejde med forsyningen

Vejafvandingsnettet hænger uløseligt sammen med forsyningens ledningsnet. Derfor inviterede Hedensted Kommune til et fællesmøde, hvor den fremtidige vedligeholdelse af ledningsnettet, behovet for registreringer og muligheden for at se hinandens registreringer blev drøftet.

Mødet gav et fælles billede af, hvordan kommune og forsyning spiller hinanden gode – ligesom det gav konkrete muligheder for samarbejde fx om fælles tv-inspektion af ledningsanlægget.

Mål for 2023

I 2022 har Hedensted Kommune generelt haft fokus på processen for vedligeholdelse af ledningsnettet. Det er først i slutningen af året, at der har været møder på tværs af kommunen og med forsyningen.

I 2023 vil fokus være på, om planen for vedligeholdelse holder, og om aftaler bliver fulgt. Derudover kan det da ikke afvises, at der også kommer en vejafvandingstegning eller to fra arkivet, som skal digitaliseres.

This article is from: