4 minute read

DREW SYCAMORE _ Side

DREW SYCAMORE

PIGEN PÅ ALLE PLAKATERNE

Advertisement

TEKST _ Brian Mogensen LAYOUT _ Mette Duedahl Pedersen FOTO _ Peter Jensen _ Klaus Dreyer

DER ER MANGE HISTORIER OM DET STORE GENNEMBRUD. HVOR DE SULTENDE KUNSTNERE OPGIVER ALT FOR AT JAGTE DRØMMEN, OG SOM DE SIDDER DER, LIGE PÅ KANTEN AF AT GIVE OP, RINGER TELEFONEN, OG DERFRA GÅR DET HURTIGT. SÅDAN ER HISTORIEN IKKE HELT FOR DREW SYCAMORE, MEN TELEFONEN HAR RINGET PÅ DE RIGTIGE TIDSPUNKTER

I festivalåret 2022 har hun været at finde på mange af de store scener rundt om i Danmark. Det er slet ikke så tosset for en pige fra Himmerland, hvis første skridt i musikbranchen lå lige inden coronavirussen lukkede livemusikken ned.

Drømmen om musikkarrieren har fulgt Drew Sycamore gennem hele hendes opvækst lidt udenfor barndomsbyen Hobro, og det første store skridt kom, da hun tog til England for at studere musik. Her dannede hun kortvarigt gruppen DREWXHILL med tyskeren Philipp Hill. Det blev til tre EP’er, og der skulle gå endnu et par år, før hun fik fart i sin egen solokarriere.

I 2019 udkom debutalbummet Brutal, der blev vel modtaget, men i et land som Danmark bliver man nødt til at følge den slags op med live-optrædener. Forude ventede 2020, hvor scenerne var tavse, og folk sad hjemme i stedet. Med vilje og vedholdenhed formåede Drew Sycamore at arbejde sig gennem det sløje år, og i takt med at festivalerne fandt genveje og alternativer til de store forsamlinger, blev der igen mulighed for at optræde. Med et nyt album på repertoiret gik hun på scenerne på blandt andet Smukfests mini-version – Småfest. Her viste hun, at hun ikke bare har musikalsk talent, men også er i stand til at spille et live publikum op.

STARTSKUD PÅ ORANGE

2022 blev et år, mere som vi kender det, og det gav også nye muligheder for Drew Sycamore. Med optrædener på Heartland, NorthSide og Tinderbox i forsommeren fik hun

»

JEG HAR HELT KLART FØLELSEN AF AT BYDE VELKOMMEN TIL MIN NÆSTE POKÉMON-UDVIKLING. I FORHOLD TIL SIDSTE ALBUM HAR DENNE PROCES VÆRET MEGET ANDERLEDES, FORDI VERDEN VAR MERE ÅBEN – OGSÅ OVER FOR MIG

rigelige anledninger til at række ud over scenekanten, men det helt store skud kom den sidste onsdag i juni måned. Som den tredje kvinde i festivalens historie, var det nemlig hende, der skulle løsne startskuddet for en af de største musikfestivaler i Europa – Roskilde Festival.

Det var et svendestykke, som pigen fra Hobro løste med bravour. Koncerten blev rost af anmeldere og publikum, og hvis Sycamore kan det, er der vel ikke ret meget andet, hun ikke kan. Koncerten indeholdt numre fra hendes nye album, Masculina, hvor det første nummer, Electric Motion, ramte gaden – eller i streamingtjenesterne – få dage inden koncerten.

Electric Motion og flere af hendes tidligere hits, som I Wanna Be Dancing og 45 Fahrenheit Girl, skabte en medrivende pop-koncert, der var med til at slå navnet Drew Sycamore fast, som en naturkraft på de danske festivalscener.

PRISEN PÅ MUSIKKEN

Det er dog ikke kun i live-sammenhænge, at hun skinner, for priserne regner ned over Drew Sycamore og hendes band. Det er blandt andet blevet til P3 Prisen i 2021, sammen med priser for Årets Danske Solist og Årets Danske Radioudgivelse ved Danish Music Awards. I 2022 har hun indtil videre trukket Årets Danske Udgivelse, Årets Danske Popudgivelse og Årets Danske Solist ved Gaffa Awards, og to Carl Priser, blandt andet Årets Radiohit.

Næste år udkommer hele Masculina, og Drew Sycamore fanger selv meget godt essensen af hendes karriere indtil videre, og hendes udtalelse i forbindelse med det kommende album tegner en spændende fremtid forude. - Jeg har helt klart følelsen af at byde velkommen til min næste Pokémon-udvikling. I forhold til sidste album har denne proces været meget anderledes, fordi verden var mere åben – også over for mig. Jeg er meget bevidst om, at den skabende proces for mig handler om at komme ud af comfortzonen, men stadig have fat i den der snor op til det sted, hvor alle sangene ligger og flyder rundt, lyder det i pressemeddelelsen.

Det et ikke svært at høre, hvorfor Electric Motion er blevet den ørehænger, den er, og hvis resten af Masculina lever op til den standard – og det ser virkelig sådan ud – kan du godt forberede dig på, at se navnet Drew Sycamore på festivalplakaterne igen til næste år. Og det er jo ikke så tosset.

DREW SYCMORE PÅ FESTIVAL I 2022

Drew Sycamore havde en travl sommer. Her ser du de steder hun besøgte i 2022.

23.06.22 _ Tinderbox (Odense) 24.06.22 _ Thy Rock (Thisted) 25.06.22 _ Kløften Festival (Haderslev) 29.06.22 _ Roskilde Festival (Åbning af Orange scene) 30.06.22 _ Nibe Festival

09.07.22 _ Vig Festival 20.07.22 _ Samsø Festival

21.07.22 _ Grøn (Amager) 22.07.22 _ Grøn (Kolding) 23.07.22 _ Grøn (Aarhus) 24.07.22 _ Grøn (Aalborg) 28.07.22 _ Grøn (Esbjerg) 29.07.22 _ Grøn (Odense) 30.07.22 _ Grøn (Næstved) 31.07.22 _ Grøn (Valby) 03.08.22 _ Smukfest (Skanderborg) 06.08.22 _ Ringsted Festival 19.08.22 _ Wonderfestiwall (Bornholm) 27.08.22 _ Fyrværkerifestival (Viborg)

This article is from: