5 minute read

FRIVILLIGHED _ Side

FESTIVALNYT _ De frivillige skaber festen

DE FRIVILLIGE SKABER FESTEN

Advertisement

DIN FAGFORENING ER MÅSKE IKKE SÅ GLAD FOR TANKEN OM ULØNNET ARBEJDE, MEN FAKTUM ER, AT UDEN DE TUSINDVIS AF FRIVILLIGE, DER HVERT ÅR TRÆKKER I ARBEJDSTØJET, VILLE DER SLET IKKE VÆRE NOGEN FESTIVALER

TEKST _ Brian Mogensen LAYOUT _ Mette Duedahl Pedersen FOTO _ Klaus Dreyer _ Tommy Hansen _ Mikkel Kramer _ Peter Jensen

Langt de fleste festivaler i Danmark er skabt af nogle få ildsjæle, der har fået en idé om at skabe noget udover det sædvanlige. Med tiden er det vokset og vokset, og hvad der måske er startet som en enkelt dag med en flok af de nærmeste venner, er blevet et logistisk monster med flere forskellige arme, der alle skal fungere for at afvikle en uge med musik, mad, toiletter og meget andet.

Tusindvis af gæster kræver tusindvis af frivillige, og heldigvis er det stadig en del af det danske DNA. Vi vil gerne gøre noget for at skabe noget, også selvom det ikke giver plus på bankkontoen.

Årene under corona har sat en dæmper på frivilligheden, og det gjorde det svært for mange at finde nok hænder, da de endelig fik lov til igen at fyre op under musikken i sommers. - Det gik, fordi de frivillige vi har, løb ekstra stærkt og tog ekstra timer. Det, vi ikke kunne løse, måtte vi hyre folk udefra til. Der var et par lokale håndværksmestre, vi lejede folk af, selvom de jo også har travlt. Derudover var der en flok ukrainske flygtninge, der sprang til. De var utroligt arbejdsomme, og de hjalp os i mål, selvom der var lidt sprogbarriere, fortæller Michael Eiskjær, festivaleder på Skive Festival.

Det ekstra arbejdspres har man kunnet mærke overalt i branchen. Det har dog ikke haft en indflydelse på de mest trofaste frivillige, der ligesom arrangørerne har gået og ventet med længsel på at få lov til at komme i gang igen.

En af dem er Mikkel Kok, der har været frivillig længe i mange forskellige positioner. I 2022 var han stagemanager på Sølund og sad i bar-koordinationen på Smukfest. For ham er der ingen tvivl om, hvorfor man gør det: - Det er fællesskabet. Det er med til at gøre noget godt for mig. For mig bliver det sådan en lille familie, hvor man er en del af et hold, der har en fælles opgave, som vi bare skal have til at lykkedes. Så kan det godt være, at det er nogen, man kun ser én gang om året fortæller Mikkel Kok.

Fællesskabet er det vigtigste for Mikkel, men det handler også om at være med til at skabe noget. - Det er fedt at være en del af noget større, og på den måde at være med til at gøre noget for andre mennesker, afslutter Mikkel.

Den fornemmelse kan Tine Haahr Radoor også nikke genkendende til. Hun er frivillig på Smukfest, Tinderbox og NorthSide. - Det giver megagod energi at være med til at give noget til andre mennesker, og så har vi det jo pissesjovt samtidig. At være sammen med mennesker, der også er der, fordi de kan lide at være frivillige, det bare fedt, fortæller Tine.

VÆR MED TIL AT SKABE NOGET

Tine nyder alle hendes frivilligtjanser. På Smukfest er hun formand for et hold på knap 20 mennesker, mens hendes job på Tinderbox og NorthSide er helt nede på gulvet. - Når du er formand, har du en grad af medbestemmelse på, hvordan tingene bliver struktureret og sat sammen. Men du er også hende, der står med alt ansvaret. Når jeg er på de andre festivaler, skal jeg bare møde op. Jeg skal kunne min funktion, og så bare gøre det, du bliver bedt om. Easy, fortsætter hun.

De frivillige på festivalerne er ikke bare hegnsvagter, rengøringspersonale og bartendere. Mange festivaler har også frivillige i positioner, der både kræver høje uddannelser og særlige kompetencer.

Uanset hvor i maskineriet de frivillige befinder sig, så er beskeden fra dem den samme. Hvis du kan lide at være med til at skabe noget og bruge din tid på det, så bliv frivillig. Det betaler sig.

»

- Det er klart, at der skal lægges nogle timer under sådan en festival. På Smukfest arbejder vi for eksempel 24 timer i løbet af festivalens fem dage, så det er tre vagter, hvor man ikke bare kan ligge bevidstløs af druk. Men det giver altså noget energi og overskud, og så har vi det jo også sjovt, mens vi knokler. Men kommer du for at få en billet, og er du typen, der ikke gider at gøre dit arbejde, så bliver det ikke nogen sjov oplevelse, afslutter Tine.

Uanset om du er den ene eller den anden type, er der behov for hænder på festivalerne. Og hos Dansk Live er de også bevidste om manglen på frivillige. Men det lysner forude. - Vi har faktisk hørt mange sige, at de er optimistiske. Manglen i år skyldes naturligvis fraværet under corona, men når festivalerne har spurgt deres frivillige, om de kommer igen næste år, siger tæt ved 90%, at det gør de. Det kræver stadig et fokus, men det er måske ikke så grelt, som vi troede i sommers. Festivalerne er kommet i gang, og de skal naturligvis arbejde videre med rekruttering, lyder det fra sekretariatschef hos Dansk Live, Esben Marcher.

Og det har Michael Eiskjær fra Skive Festivalen også tænkt sig. - Vi er allerede igang, og det er vores hjælper foreninger også. Vi håber at vi, med planlægningen langt tidligere får det hele løst.

This article is from: