5 minute read

DANSK LIVE _ Side

SEJE ÅR I VENTE FOR FESTIVALERNE

PANDEMIEN ER MÅSKE NOK OVRE, OG FESTIVALERNE HAR KUNNET AFVIKLE IGEN, MEN DER ER ET STYKKE VEJ HJEM FOR ARRANGØRERNE, FØR CORONAKRISENS INDFLYDELSE IKKE LÆNGERE KAN MÆRKES I DE DANSKE FESTIVALERS PENGEPUNG. SELVOM ESBEN MARCHER, DER ER SEKRETARIATSFORMAND FOR DANSK LIVE, ER FORTRØSTNINGSFULD, NÅR MAN SPØRGER HAM OM FREMTIDEN, SÅ ER DET IKKE NOGEN NEM OPGAVE, DER VENTER FORUDE

Advertisement

TEKST _ Brian Mogensen LAYOUT _ Mette Duedahl Pedersen FOTO _ Martin Gorritzen _ Kim Matthäi Leland

- I år er gået godt, bredt set. Det var både nødvendigt og vigtigt, for ellers ville det være noget rigtigt lort efter corona, men det er klart, at den krise, vi står i lige nu med prisudviklingen, også påvirker festivalerne. Mange festivaler har solgt deres billetter i 2019 og 2020, og den pris er meget lavere, end hvad der er nødvendigt for at festivalerne kan løbe rundt. Bare en ting som spånplader, som festivaler bruger til at indrette pladserne, er steget i pris. Det kommer til at kræve noget arbejde for at få hentet de penge ind. Nogen festivaler kommer ikke til at hente nok hjem til at dække tabet, og der skal der altså knokles for at hente de penge hjem de næste år. Og det er netop én af de forskellige fokusområder, som brancheforeningen Dansk Live har fokus på, fortæller Esben Marcher.

Det er måske ikke lige alle, der betragter de danske festivaler og spillesteder som en del af en branche, men det er alligevel tilfældet, og derfor er der også med tiden blevet lavet brancheorganisationer til begge dele. I 2009 blev de to slået sammen til Dansk Live, og der er ikke blevet mindre at lave. - Der er fire overordnede ting, vi som interesseorganisation tilbyder vores medlemmer. Vi laver dels politisk interessevaretagelse, altså vi går i dialog med politikere og myndigheder på de områder, der vedrører arrangørerne, forklarer Esben.

Dansk Live var en central del af arbejdet med at få påvirket politikerne til at give festivalerne mulighed for at afvikle under coronanedlukningen. De var også med i udviklingen af den såkaldte Superliga-ordning, hvor der blev arbejdet på at afprøve løsninger indenfor kviktest og lignende. - Vi tilbyder også pressehåndtering for de mindre festivaler, der har brug for hjælp til at håndtere forespørgsler fra journalister og lignende. Vi kan også være med til at få et specifikt budskab ud på vegne af hele branchen, hvis der er en historie, der cirkulerer i medierne, fortæller Esben Marcher.

Det var der allerede brug for i denne sæson, hvor en historie om de unges festivalvaner ikke helt stemte overens med virkeligheden. - Der kørte en historie om de helt unge festivalgæsters måde at opføre sig på. Altså dem, der ikke havde været afsted før, og den historie havde taget afsæt i nogle enkelte til-

fælde, hvor der havde været noget ballade. Så blev det til sådan et generationsspørgsmål, og der var vi nødt til at gå ud og sige »Hov, hov! Der er ikke evidens for det I siger, og at det er sådan, det bliver til sommer«.

Selvom sæsonen startede med et skævt blik til de unges vaner, blev det dog hurtigt en helt anden historie, der dominerede, for flere festivaler har oplevet mere fredelige og rolige gæster end tidligere.

Dansk Live tilbyder også deres medlemmer rådgivning. - Selvom vi ikke et stort kontor med mange eksperter, har vi en ret stor vidensbank på kontoret, og hvis ikke vi kan hjælpe, så kan vi formidle kontakt til de rette personer. Ofte ringer en lille festival med et problem, som vi ved, at en af de store festivaler har haft held med at løse, og så fører vi dem sammen.

Sidst, men absolut ikke mindst, så samler Dansk Live festivalerne gennem arrangementer, hvor de kan mødes. Der er tre faste årsmøder, hvor der sættes forskellige ting på dagsordenerne. Derudover er der en lang række andre tiltag, der opstår ud fra relevante problemstillinger eller aktuelle ændringer, beretter Esben.

ÉT STORT FÆLLESSKAB

Man kunne tro at festivalerne er konkurrenter, men Esben fortæller at det ikke forholder sig sådan. - I min butik har der altid været ét stort fællesskab. Festivalerne har måske nok været konkurrenter om opmærksomheden, når der skal annonceres navne og sælges billetter, men man har ikke været blodige uvenner og benhårde konkurrenter. Der har været et distanceret kollegialt forhold, men corona har bragt branchen meget tættere sammen.

Under pandemien og nedlukningen har der været knoklet for at skabe muligheder for at afholde en eller anden form for festival. - Bredt set har de to år med aflysninger bragt folk tættere sammen, og nu har vi haft et år med festivaler, og det holder ved. Corona var en ydre fjende, og den slags bringer jo altid folk sammen, men nu er den så væk, og så kan det godt være, at der ikke længere er helt så meget behov for den slags.

Pandemien har lært Esben Marcher og hans folk i Dansk Live nyt, og der er blevet belyst behov, som de i organisationen fremadrettet skal være bedre til at dække. - Specielt forberedelse. Vi har virkelig fået testet det her under corona, og det er ikke nok at kunne reagere. Vi er nødt til at øve os på at forudsige de udviklinger, der kommer på det politiske og myndighedsområderne, så vi kan gardere os mod dem og have svarene klar allerede i beredskabet.

For festivalerne gælder det også om at være på forkant, for det er et stort spørgsmål, der kan have indflydelse på det hele, fortæller Esben og fortsætter; - Jeg tror, opbakningen er der, men spørgsmålet er selvfølgelig om folk har råd til at tage til festival, og om festivalerne kan budgettere korrekt. For én ting er at lægge et budget nu, noget andet er at gøre det om et år, når der skal afvikles. Krisen er langt fra overstået, bare fordi det har været en god sommer.

Det betyder ikke, at der nødvendigvist skal tages forskud på sorgerne. - Den gode sommer er et positivt udgangspunkt for festivalerne. Både i forhold til at sælge billetter og hverve frivillige, men jeg tror bestemt på, at festivalerne klarer den. Der er ikke nogen der dør, men der er nogle seje år foran os.

Og Esben Marcher er optimist, når det gælder det længere perspektiv. - Der er ingen tvivl om, at Danmark er et festivalland og danskerne er vilde med festivaler. Det gælder om at holde fast i det.

This article is from: