Musikken 1 - 2012

MUSIKKEN ⁄⁄ Tema: Krisen i musik- og kulturlivet ⁄⁄ Carsten Dahl - ny professor på Rytmisk Musikkonservatorium ⁄⁄ Musikersamtale: Symfoniker møder songwriter ⁄⁄ Tivoli misrøgter Promenadeorkestret

Nr. 1⁄⁄ Februar 2012

MUSIKKEN

Indhold

København - Frederiksborg - Helsingør

UDGIVER:

Lederen //Pengene i Danmark....................................................................................................3

Dansk Musiker Forbund København

Afdelingen Informerer .......................................................................................................................4

Sankt Hans Torv 26, 1.

2200 København N T. +45 35 240 270 F. +45 35 240 277 E. kbh@dmf.dk

Kort Nyt......................................................................................................................................................6 Tema // Kulturen i en kold krisetid.............................................................................................9 Tema // Det bruger vi på kunst og kultur.............................................................................10 Tema // Drop kunstens nytteværdi........................................................................................10

HJEMMESIDE:

Tema // Voxpop.................................................................................................................................11

www.dmfkbh.dk

Tema // Kultur betaler sig ......................................................................................................... 12 REDAKTION: (ansv.) Christine Christiansen, Michael Justesen, Mads Mazanti, Johan Knattrup Jensen

Tema // Kunstens betydning.....................................................................................................14 Tema // Sidste halvdel af spillestedsloven er tiltrængt................................................16 Tema // Voxpop.................................................................................................................................18

SKRIBENTER DETTE NR: Christine Christiansen, Michael Justesen,

Tema // Situationen i Tivoli er kaotisk...................................................................................19

Mads Mazanti, Johan Knattrup Jensen, M.C. Hansen,

Tema // BETA tror på fremtiden...............................................................................................20

Pia Kaufmanas, Mads Vinding, Rune Gade,

Realitycheck i undergrunden...................................................................................................... 22

Jakob Brixvold, Anders Greis, Rasmus Nørby, Hans Goetz, Michael Holbek Jensen,

Musikersamtale #3......................................................................................................................... 24

Alex Jakobsen, Jan Åmand, m.fl.

At forklare det uforklarlige........................................................................................................... 30

FOTOGRAFER DETTE NR: Michael Justesen, Johan Knattrup Jensen, Sophie Bech, Mads Mazanti, Torben Christensen, Roar Lerche, m.fl.

Trio med brasilianske tråde......................................................................................................... 34 Kærlighed, Kierkegaard og kulørte sommerfugle .......................................................... 36 Fotoreportage: Birk Storm på Rust......................................................................................... 40 CD nyheder.......................................................................................................................................... 42

OPLAG:

Seniorklubben..................................................................................................................................... 43

3500

Tilbagetrækningsreformen ........................................................................................................ 45 DEADLINE: 15. maj 2012 TRYK: Frederiksberg Bogtrykkeri

Forsidefoto: Tivolis Promenadeorkester Foto: Sophie Bech

Frederiksborg...................................................................................................................................... 46 Klummen // Outdoor og opera................................................................................................ 47

Leder

Af Michael Justesen

Danmark er inde i en økonomisk krise, og politikerne tager drastiske beslutninger på vores vegne. Nedskæringerne vælter ned over os – og ingen tør sige nej tak til dem, for alle kan jo forstå, at der skal spares.

Spares for, at lille Danmark ikke skal ende i samme situation som Grækenland og Italien. Men – er det altid lige rimeligt?

Det er i hvert fald min påstand, at fordelingen og besparelserne ikke nødvendigvis er rimelige. Vi fokuserer derfor her i bladet på nogle af de prioriteringer, som politikerne tager på vores vegne, og sammenligner dem med de økonomiske ressourcer, der er til rådighed i det danske samfund.

Hvad bruger vi pengene til, og hvad ønsker vi borgere at prioritere, nu hvor samfundet – Danmark – skal tilpasse sig den økonomiske verdenskrise?

Pengene i Danmark

Det kan både være frustrerende og provokerende, når vores folkevalgte politikere med stramme miner den ene dag skærer på dagpengene, fjerner efterlønnen, fyrer de offentligt ansatte i ministerierne, nedlægger ambulancer og hospitaler, indfører fedt- og sukkerskat, lukker skoler og biblioteker, øger transportudgifterne - og ikke mindst: Beskærer kulturen.

Alt imens den almindelige dansker lystigt finansierer milliardstore bankpakker, deltager i milliarddyre internationale militære missioner, redder Sydeuropa fra statsbankerot, samt indfører økonomiske bøder i EU, der kan koste danskerne op mod to milliarder kroner i fremtiden, hvis budgetterne skulle vise sig ikke at holde.

Er det rimeligt? Eller er vores politikere blevet for fokuserede på og for glade for internationale redningsaktioner – økonomiske som militære - set i forhold til vores egen lille andedam, hvor der nu i stigende grad mangler penge? Det synes i hvert fald – størrelsesmæssigt - betydeligt nemmere at finde milliardstore summer til internationale aktioner, end det eksempelvis synes muligt for danske politikere, blot at finde de 40 millioner kr., der kan sikre den rytmiske musik bedre vilkår.

Der kan meget vel være rigtig gode grunde til at støtte op internationalt. Vi lever nu i den globaliserede verden. Og Danmark skal naturligvis også hjælpe med, når det brænder på. Men jeg tror, det er nødvendigt for os at erkende, at tidligere tiders økonomiske rus nu er forbi.

Lande fra den tredje verden får mere fodfæste, hvilket er rigtig godt, for klodens ressourcer bliver dermed fordelt bedre.

Pointen er, at vi bliver nødt til at spørge os selv, hvor meget og hvad vi har råd til, når det drejer sig om deltagelse i de engagementer, som er økonomisk tunge. Engagementer der er så store økonomiske byrder, at vigtige hjemlige prioriteringer stoppes eller beskæres drastisk.

Indtil videre har vi brugt 13 milliarder kr. i Afghanistan. Vi har på fem måneder brugt 250 millioner ekstra på indsatsen i Libyen. Og herhjemme tabte staten alene i 2010 7,1 milliard kr. på krakkede banker. Én milliard mere, end der sammenlagt blev brugt på kunst og kultur samme år.

Vi har en målsætning om at bruge 1 % af bruttonationalproduktet (BNP) på ulandsstøtte. Hvorfor har vi ikke tilsvarende en målsætning om, at vi fremover skal bruge 2% af BNP på kultur i Danmark? Danmark er i dag et samfund med mange forskellige etniske minoriteter, hvilket er en af de største udfordringer for vores hjemlige samfund, hvis det skal fungere i fremtiden. Ungdomsarbejdsløsheden er stor, og de økonomiske forskelligheder stiger herhjemme. Der skal satses. Kultur og kunst udvikler os i fællesskab. Viser os, at tingene kan være anderledes, og alligevel være værdifulde for samfundet.

Lad os bruge de økonomiske midler, vi har, mere fornuftigt - og gerne på mere kultur.

I dette nummer af MUSIKKEN har vi sat fokus på de økonomiske fordelinger og kulturens betydning for samfundet.

Information til denne leder er citater fra disse artikler.

MUSIKKEN ⁄⁄ 3

Er du medlem i DMF København, så er der mulighed for at nyde en uge i den evigt sydende kultur-metropol Berlin. Lejligheden er en stor succes med mange glade brugere.

Afdelingens lejlighed er fantastisk placeret i Prenzlauer Berg - lige på grænsen til Mitte og tæt på Alexander Platz.

Et trendy og stemningsfuldt bohemekvarter tæt på Berlins mange rytmiske klubber og de store klassiske koncertsteder.

Der er 4 min. gang til nærmeste U-Bahn.

De 109 m2 er udstyret til seks personer og indeholder stue, køkken, musikværelse med gear, badeværelse og gæstetoilet samt to soveværelser.

Følgende uger er til rådighed fra august til oktober 2012: 33 34 35 38 39 40 42 43 og 44 Vi trækker lod om ugerne. Du kan max søge på to forskellige uger pr. lodtrækning.

Pris 2250,- + 1000,- i depositum. Depositum får du retur, medmindre der er sket skader, bortkomst af nøgler eller rengøringen er utilstrækkelig. Skiftedag mandag.

Interesseret!

Kontakt Lone på tlf. 35 240 270 eller mail: kbh@dmf.dk Frist for ansøgning: mandag d. 23. April kl. 12 Du kan forvente svar i midten af Maj Læs mere om lejligheden og se vores informationsvideo på www.dmfkbh.dk

Tag til Berlin og bliv nogle kulturelle oplevelser rigere.

Tag til Citronhuset Er du medlem i DMF København? Afdelingen tilbyder dig mulighed for en uges ophold i vores feriehus i Andalusien. Citronhuset er et lille hyggeligt hus med plads til 2 eller max 3 voksne, der kan dog også være plads til et par med 2 børn.

Huset ligger i Monda, en lille times kørsel fra Malaga og 15 min. kørsel op i bjergene fra Marbella. Du flyver til Malaga og kører derefter videre til Monda. Lej bil gennem afdelingen hos Helle Hollis. Der er gode muligheder for udflugter til bl.a. Sevilla, Granada, Gibraltar og Marokko.

Ronda - Den berømte bro i Ronda

Følgende uger er til rådighed fra august til oktober 2012:

32 - 33 - 36 - 37 - 40 - 41 og 44 Vi trækker lod om ugerne.

Du k an ma x søge på to f or skellige uger pr. lodtrækning. Pris: Kr. 1000,- pr. uge. Skiftedag lørdag

Interesseret!

Kontakt Lone på tlf. 35 240 270 eller mail: kbh@dmf.dk Frist for ansøgning: mandag d. 23. april kl. 12 Du kan forvente svar i midten af maj Læs mere om vores fantastiske feriehus på www.citronhuset.dk og Facebook.

Og nyd en dejlig ferie

Afdelingen informerer

DMF KØBENHAVNS GENERALFORSAMLING Særlig invitation og beretning udsendes særskilt.

Søndag den 6. maj 2012, kl. 17:00. Sted annonceres senere.

Foreløbig dagsorden: 1. Valg af dirigent 2. Beretning om afdelingens virksomhed 3. Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse 4. Indkomne forslag (NB: skal være bestyrelsen i hænde senest mandag den 2. april kl. 18:00) 5. Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv (jvf. § 12) 6. Valg af revisor og revisorsuppleant (jvf. § 14) 7. Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleantpost i Understøttelsessamfundet (jf. § 17) 8. Dansk Musiker Forbunds kongres 2012 a) Formandens redegørelse for den kommende DMF kongres b) Valg af delegerede og suppleanter til DMF kongressen c) Eventuelt vedrørende kongressen 9. Skovtur for ældre og arbejdsledige medlemmer 10. Eventuelt Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest mandag den 2. april kl. 18:00.

Forslag bedes indsendt eller afleveret til: DMF København, Sankt Hans Torv 26, 1.

2200 København N Se også www.dmfkbh.dk

Kulturministeren sat på plads Kulturminister Uffe Elbæks (R) planer om at nedlægge et landsdelsorkester i forbindelse med sin musikhandlingsplan er taget endeligt af bordet.

Tidligere på måneden måtte kulturministeren indse, at han ikke kunne skaffe det fornødne flertal for sine planer. Kulturministeren må derfor ud og gøre sit politiske arbejde, når han skal

skaffe de tiltrængte 40 millioner kroner, som er nødvendige til den rytmiske musik.

Glæden rundt om i landet var selvfølgelig stor. Ideen om at nedlægge et landsdelsorkester var på forhånd en dødssejler. Det tog bare lidt længere tid for Uffe Elbæk at indse dette, end det tog resten af landet.

Redaktionen håber inderligt, at kulturministeren vil være grundigere i sine forberedelser, når han nu skal argumentere og forhandle sig til en fremadrettet økonomisk indsprøjtning til den rytmiske musik. //MJ

Tjek afdelingens hjemmeside.

Her kan du læse nyheder og få information om alle de gode medlemstilbud. http://www.dmfkbh.dk

MUSIKKEN ⁄⁄ 5

kortnyt nyt kort

Stormøde sætter fokus på få kvinder i rytmisk musik Dansk Artist Forbund, Danske Populærautorer, Dansk Musiker forbund og Danske Jazz, Beat og Folk Autorer har sammen taget initiativ til en kortlægning af kønsbalancen i rytmisk musik.

På baggrund af en rapport, som de fire organisationer har fået udarbejdet for at skærpe fokus på problemet, inviterer organisationerne til stormøde om kønsbalancen i rytmisk musik.

Det sker tirsdag den 28. februar kl. 10 - 15 på Rytmisk Konservatorium på Holmen. Ideen er her at drøfte tallene, samt om disse skal have konsekvenser og i givet fald hvilke. En række indbudte debattører og musikere giver deres bud.

En præsentation af rapporten: ”Kønsbalancen i rytmisk musik” følges op med indlæg og paneldebatter, hør blandt andet: Musiker og komponist Kirstine Stubbe Teglbjærg, leder af Betty Nansens Teater Henrik Hartmann, musiker Band Ane m.fl. Inputs fra mødedeltagerne er også meget velkomne.

Tilmelding til stormødet senest d. 22. februar til Niels Offenberg på: kvinderellerej@gmail.com.

Rapporten ”Kønsbalancen i rytmisk musik” offentliggøres til download d. 20. februar. Samme dag offentliggøres det endelige program for stormødet.

Band Ane

Morgendagens komponister viser deres værker Det Kongelige Danske Musikkonservatorium blænder igen i år op for ny-musik-festivalen Pulsar. Det sker i perioden den 15. – 22. marts, hvor en flok af konservatoriets unge komponiststuderende viser udpluk af deres værker ved en intens uges koncerter. Sjællands Symfoniorkester er blandt de optrædende på festivalen.

Se mere om festivalen på www.dkdm.dk/Arrangementer/Kalender

Festivalen Pulsar

Tivoli løfter sløret for sommerkoncerter Egentlig afslører Tivoli først sommerens koncerter den 12. marts, men allerede nu er et par navne sluppet ud. Her er tale om flere store verdensstjerner.

Den 26. maj er der mulighed for at høre den fremadstormende maltesiske tenor, Joseph Calleja. Han er kun 33 år gammel, men har allerede for længst lagt verden for sine fødder.

Et par måneder senere – den 29. juli – flyver den amerikanske tenor, James Valenti, ind på podiet. Overalt i operaverdenen bliver han lige nu rost til skyerne for sin enestående stemme, sit nærvær på scenen og sin overlegne musikalitet. Ved sin debut i Danmark synger Valenti nogle af de arier, han er allerbedst i netop nu.

Også pianister kan se frem til store stjerner: Ungarske András Schiff er en af klaververdenens mest respekterede pianister. Oplev mesteren alene ved Koncertsalens koncertflygel i sonater af Beethoven, Bartók, Janácek og Schubert. Det sker den 12. august.

Følg løbende programmet for sommerens Tivoli Festival på www. tivoli.dk/ 6 ⁄⁄ MUSIKKEN

Joseph Calleja

Ti unge musikere modtager Sonning-stipendier Léonie Sonnings Musikfond har offentliggjort navnene på de ti unge stipendiater – både rytmiske og klassiske - som i år modtager priser fra fonden til videre studier i ind- og udland. De otte af prismodtagerne er tidligere eller nuværende studerende ved DKDM. Prismodtagerne er i år: Philip Schmidt-Madsen organist og dirigent, Alexander McKenzie pianist, Magnus Koch Jensen fagot, Dénise Beck sang, Eskild Skovbakke Winding klaver, Rasmus Schjærff Kjøller klarinet, Julia Dahlkvist klaver, Sofie Elkjær Jensen sang, Lars Greve saxofon, Lars Greve sang. Årets store Sonningpris på kr. 600.000 går i år til den catalanske dirigent og gambespiller, Jordi Savall. Musikprisen overrækkes ved en koncert torsdag den 31. maj kl. 20 i Trinitatis Kirke ved Rundetårn i København.

Lars Greve

Se mere om stipendiaterne og priskoncerten på www.sonningmusik.dk

Helle Hansen hædret i USA Den danske sanger og sangskriver, Helle Hansen, vandt for nylig en såkaldt “honorable mention award” ved den årlige USA Songwriting Competition. Det skete med sangen “The Center Cannot Hold“.

Helle Hansen har success med sangskrivningen og udgav for nylig sin ottende cd.

Hun er den eneste sangskriver nogensinde, der de seneste ti år kontinuerligt er blevet placeret som finaledeltager eller vinder i den prestigefyldte konkurrence.

USA Songwriting Competition har hædret sangskrivere fra hele verden. Blandt tidligere vindere er bl.a. Alannah Myles og Ken Hirsch.

I øvrigt har sangskrivere fra så forskellige lande som Australien, Danmark, Japan, Canada, England, Tyskland, Brasilien, Sydafrika og USA vundet konkurrencen. Mange tidligere vindere har opnået pladekontrakter og fået deres sange filmet og udsendt i berømte tv-show.

Se mere om den amerikanske sangskriverkonkurrence på: www.songwriting.net

Lise de la Salle er tilbage Hun er kun 23 år, men har allerede lagt verden ned med sit intense klaverspil.

Den franske pianist, Lise de la Salle, har været solist med verdens bedste orkestre som Wiener Filharmonikerne og Chicago Symfoniorkester. Hun debuterede allerede som 13-årig, og siden har hun opbygget en stor international karriere. Om sin egen vision siger hun: ”Jeg vil få publikum til at glemme, at klaveret er et slags slagtøjsinstrument; jeg vil have instrumentet til at synge.”

Også københavnerne har flere gange haft fornøjelse af Lise de la Salles smukke klaverspil. Lørdag den 3. marts går hun igen på scenen. Det sker i Den sorte Diamant.

Første del er med Chopins Fire ballader, som hører til nogle af de mest berømte og berygtede stykker inden for klaverrepertoiret. De kræver meget stor teknisk sikkerhed. Anden del bliver med Schumanns Symfoniske Etuder. Etuderne kan opfattes som små karakterstykker, hvor hver enkelt etude fokuserer på en særlig teknik eller klang.

Helle Hansen

Lise de la Salle

MUSIKKEN ⁄⁄ 7

Kig forbi DMF København og få fyldt din musikalske værktøjskasse

A-kasseregler i Øresundsregionen

Som Øresundsborger kan det være svært at gennemskue hvilket lands regler man følger. Nathalie Trane Jespersen (FTF-A) og Trine Budtz (DMF) fortæller om de særlige sociale sikringsregler og skatteforhold i Danmark og Sverige.

Onsdag d. 29. februar 2012 kl. 19:30-21:30 Der er plads til max. 25 personer.

Sted Værktøjskasseaftener er gratis for afdelingens medlemmer og foregår i DMF København, Skt. Hans Torv 26, 3. sal.

Tilmelding Du kan tilmelde dig på kbh@dmf.dk eller på tlf. 35 240 270 efter først til mølle-princippet.

Salg • Stemning • Udlejning • Reparation

Støt DMF København på facebook.

Klik ind og tryk på ’Synes godt om’ så er du med på vores fanside. http://www.facebook.com/dmf.kbh

8 ⁄⁄ MUSIKKEN

TEMA-intro af Christine Christiansen

Krise. Nedskæringer. Fyringer. Lukninger.

Her på kanten af et nyt kulturår kan det være overordentligt svært at få øje på optimismen.

Når krise-supertankeren først sejler, som den nuværende gør det på verdensplan, er det svært at få vendt skuden og den pessimistiske stemning. Krisen forstærker som bekendt sig selv. Også de, der ikke er personligt berørt, smækker pengepungen i. For sæt nu, krisen rammer på sigt.

De Københavnske kulturinstitutioner lider hårdt. Mens året gik på hæld, og et nyt år satte ind, var Det Kongelige Teaters kor, balletkorps, skuespillere og sangsolister holdt i et jerngreb af frygt for de forestående fyringer. Mange mistede deres job.

Besparelserne fik kgl. operachef Keith Warner til at sige sin stilling op efter få måneder på posten. Af samme årsag aflyste den nyudpegede musikchef, Jakub Hruša, helt sin tiltræden. Operaen står nu uden en fast kunstnerisk frontfigur, der kan føre den stærke profil, der er opbygget gennem de seneste ti år, ind i fremtiden. Samtidig gnaver de pålagte besparelser helt ind i kunstartens knogler. Vil vi i Danmark fortsat en opera i international superliga? Dette spørgsmål bad Keith Warner befolkningen forholde sig til, mens han var ansat. Det svæver fortsat ubesvaret i luften.

I Tivoli har både Promenadeorkestret og Big Bandet ligeledes levet i uvished i månedsvis. I skrivende stund forhandler orkestrene stadig om en fornuftig løsning, men Tivoli har sendt et klart signal.

Man ønsker forandring. Der kræves pludselig prøvespil for Promenadeorke-

strets musikere, for Tivoli ønsker nye musikalske blomster i bedene. På trods af, at orkestret består af topprofessionelle musikere, og ensemblets musikalske profil er opbygget og fintunet gennem generationer.

Krisetider kræver stærke og handlekraftige ledere. Der er brug for fornuftige og markante frontfigurer, som tør tage ordet og træffe beslutningerne uden at frygte for konsekvenserne. Men der er også brug for empati, forståelse, ørenlyd og medmenneskelighed over for de medarbejdere, der rammes personligt af nedskæringerne.

Kunst og kultur er lig med livskvalitet. Flere steder i Tyskland skruer man op for den økonomiske støtte til teatre og andre kulturinstitutioner. For når krisen brøler, har vi ekstra hårdt brug for at samles om de bløde værdier og eksistentielle budskaber, som kunsten kan formidle.

Desværre synes denne overbevisning ikke at eksistere blandt politikerne herhjemme.

Når politikerne ikke ser og prioriterer kulturlivets værdier, må vi som kunstnere selv løfte i flok. Vi må stå sammen på tværs af genrer og kommunikere ud til befolkningen, hvad det er, kunsten kan. Og hvorfor den til enhver tid er så vigtig.

MUSIKKEN forsøger i dette nummer at indkredse krisen i det københavnske musikliv. Vi ser på de rytmiske spillesteder. På de klassiske scener og ensembler. Og på kunst og kultur i mere overordnede perspektiver. En ny undersøgelse viser, at hver krone, der investeres i kunst, kommer flerfold igen, Det er den slags budskaber, vi skal overbevise politikere og befolkning med.

Kunst er livskvalitet. Kunst er mangfoldighed. Kunst er at blive udfordret og få åbnet nye døre – ud til verden og ind til sig selv. Og kunst behøver ikke at koste oceaner af kroner.

Herfra ønsket om et berigende kulturår til jer alle, trods de kolde krisetider.

MUSIKKEN ⁄⁄ 9

Krisen i musik- og kulturlivet

Kulturen i en kold krisetid

Det bruger vi på kunst og kultur:

#1

Drop kunstens

ny tteværdi

Af Michael Holbek Jensen

I finansloven 2012 har Kulturministeriet 6,4 mia. kr. Pengene går primært til: •

•

•

Skabende og udøvende virksomhed: 2.4 mia. kr.

(Teaterstøtten er på 1.088 mia. kr. Kunstnere, forfattere mv. støttes med 732 mio. kr., mens der er 390 mio. kr. til film og 265 mio. kr. til musik) Bevaring og formidling af kulturarven: 1.976 mia. kr.

(Bibliotekerne får 784 mio. kr., arkiverne 229 mio. kr., mens 963 mio. kr. går til museer, fortidsminder, fredede bygninger mm.)

Højskoler: 564 mio. kr.

De 265 mio. kr., som staten i år har afsat til musik, fordeler sig sådan: •

De fem landsdels-symfoniorkestre: 144,2 mio. kr.

•

Musikskoler (driftstilskud): 82,3 mio. kr.

•

Rytmiske spillesteder: 33,7 mio. kr.

Til sammenligning svarer statens støtte til rytmiske spillesteder stort set til de penge, man årligt bruger på at pumpe sand og dynd op af Esbjerg Havn.

10 ⁄⁄ MUSIKKEN

Tidsånden dikterer, at kunst og kultur skal kunne betale sig. Kunstens rolle er dog ikke at bringe økonomisk vækst, men at give vores liv fylde, mener eksperter

”Når man siger, kunst skal kunne betale sig, ser man alene på kunstens nytteværdi. Lige nu er kunsten et instrument for både politik og økonomi. Politisk ser vi ønsket om en revitalisering af den nationale identitet, hvor fx DRs dramaserier og Brian Mikkelsens kulturkanon har som mål at producere sammenhængskraft i nationalstaten,” siger lektor Peter Duelund fra Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. ”Og så ser vi en økonomisk kolonisering, hvor kunsten reduceres til et råmateriale i økonomisk vækst-øjemed. De nationale flagskibe bliver gjort til en slags kreative industrier i oplevelsesøkonomien. Musik, teater, film og tv bliver redskaber, der skal fremme eksporten,” siger Peter Duelund.

Han tager skarpt afstand fra kravet om nytteværdi. ”Ideen om ideologisk og økonomisk nytteværdi er kunsten helt uvedkommende.

Kunst handler om fælles universelle ting som kærlighed, ambition, kamp, had og død. Den skal være fri til at uddybe det ukendte i menneskets liv og give os medmenneskelige erfaringer,” siger Peter Duelund.

Kunstnere er innovative Rune Gade, der frem til 1. juni i år er konstitueret formand for Statens Kunstråd, er enig. ”Kunst er udtryk for noget basalt. Vi kender alle det med at forsvinde ind i et stykke

musik eller en roman. Kunsten åbner ind til et andet rum, en anden virkelighed. Den viser os, at tingene kan være anderledes og giver os håb. Kunst er noget eksistentielt, der giver vores liv mening, kvalitet og fylde. Man kan ikke måle, veje eller sætte en pris på den,” siger Rune Gade. ”Man kan godt forhandle et maleri til et astronomisk beløb, men det vigtige i det værk er af immateriel eksistentiel karakter.”

Som formand for Statens Kunstråd administrerer han 420 mio. kr. om året, så penge er ikke pr. automatik et fy-ord. ”Det er helt legitimt, at der er fokus på økonomi, især i en krisetid. Men det er en dårlig og ufornuftig beslutning at ville spare på kunst,” siger han. ”Skal man endelig tale om det i et økonomisk perspektiv, burde kunstnere være meget efterspurgte, for det er nogle af de mest innovative mennesker, der findes.” ”De sætter sig ved et klaver og skaber et stykke musik. De stiller sig ved et tomt lærred og maler et billede. Eller de sætter sig foran et stykke blankt papir og skriver en roman. De skaber noget ud af ingenting. Kunsten er et forbillede for at skabe ideer, og kunstnere er eksperter i kreative processer. Det burde man satse på i en tid, hvor det ikke går så godt for hverken landbrug, fiskeri eller industriproduktion,” siger Rune Gade.

Krisen i musik- og kulturlivet

Det bruger vi på kunst og kultur:

#2 Hvem-hvad-hvor?

Navn: M.C. Hansen Stilling: Musiker Instrument: Sangskrivning og guitar.

Alder: 33 Bopæl: Jungshoved - Hvordan er du berørt af krisen i musikbranchen? ”Jeg spiller flere koncerter alene nu, end jeg har gjort tidligere. Det siger sig selv, at det er nemmere at sælge en solist end et orkester. Jeg har i højere grad fokuseret på koncerter i udlandet, og det har resulteret i, at jeg har lidt flere koncerter i kalenderen i dette forår, end jeg havde på samme tid sidste år, så krisen har egentlig ikke haft indflydelse på antallet af koncerter, men i højere grad på typen af koncerter. De traditionelle spillesteder er i nogen grad erstattet af kirker, kulturhuse, baggårde og private hjem og det er egentlig helt okay.”

Afsat i Finanslov 2012 til forskellige ministerier: •

Kulturministeriet: 6,4 mia. kr.

•

Forsvarsministeriet: 23.3 mia. kr.

•

Udviklingsbistand: 15.4 mia. kr.

•

Sundhed og sygehuse: 81.3 mia. kr.

Fordelingen er udtryk for den politiske prioritet af forskellige områder af samfundet.

Til sammenligning betød bankpakkerne, at staten i 2010 tabte 7,1 mia. kr. på krakkede banker – næsten en mia. kr. mere, end man brugte på kunst og kultur det år I 2012 har staten afsat 6,8 mia. kr. til anlægsudgifter på hovedlandeveje – altså 400 mio. kr. mere end Kulturministeriets samlede budget.

Til sammenligning bruger staten i år en halv milliard kr. på Hjemmeværnet – stort set det samme, som man bruger på højskolerne.

p o p vox

- Hvad gør du selv personligt for at tackle krisen? ”Jeg arrangerer selv en større del af de koncerter jeg spiller, og løber selv den økonomiske risiko sammen med arrangøren.

Til gengæld får jeg også selv den økonomiske gevinst og er i mindre grad afhængig af at skulle sælge mit orkester til spillestederne. Jeg har fjernet et mellemled og henvender mig direkte til mit publikum vha. min mailingliste og arrangørens netværk. I praksis er det noget med, at arrangøren stiller lokaler til rådighed, og jeg kommer selv med publikum, som så lægger penge i baren.”

- Hvilke råd vil du give dine musikerkolleger i krisen? ”Lyt til amerikansk musik fra depressionen i 30’erne og ring til mig, hvis du vil ud at spille!”

- Hvorfor mener du, vi bør kæmpe for musikken? ”Hvem skulle ellers gøre det?”

MUSIKKEN ⁄⁄ 11

Det bruger vi på kunst og kultur:

#3 Udover staten bruger også kommunerne penge på kunst og kultur.

I 2010 blev der i landets kommuner samlet brugt 5,2 mia. kr. De fordelte sig sådan: • •

•

• • •

Folkebiblioteker: 2.646 mia. kr.

Andre kulturelle opgaver: 900 mio. kr. (udstillinger, lokalradio – og tv, forsamlingshuse, lokalhistorisk arkiver mm.)

Musikarrangementer: 723 mio. kr. (heraf gik fire ud af fem kroner til musikskolerne, ca. 580 mio. kr.)

Museer: 563 mio. kr.

Teatre: 342 mio. kr.

Biografer: 18 mio. kr.

Af de 5,2 mia. kr., landets 98 kommuner brugte på kunst og kultur i 2010, stod Københavns Kommune for 435 mio. kr. – det svarer til 8,3 procent. I forhold til indbyggertallet placerer det Københavns Kommune tæt på bunden.

De nyeste tal fra 2011 viser, at Københavns Kommune ligger under gennemsnittet, når man gør op hvor mange kroner, der blev brugt pr. indbygger til kunst og kultur ude i kommunerne. I gennemsnit blev der i kommunerne brugt 1.691 kr. pr. indbygger. Odense Kommune var topscorer med 3.018 kr. pr. indbygger, mens København gav 1.300 kr. pr. indbygger. Dermed indtager landets største kommune 79. pladsen på listen over de 98 kommuner.

Kilder: Finansministeriet, Danmarks Statistik og noegletal.dk

12 ⁄⁄ MUSIKKEN

Kultur b Af Michael Holbek Jensen

Hvis kulturlivet var børsnoteret, ville det være et attraktivt papir. Nye tal viser, at kunst og kultur får pengene til at yngle til gavn for samfundsøkonomien.

Når det politiske mantra er økonomisk vækst, giver det god mening at investere i kulturlivet. Flere analyser viser, at hver krone, vi giver ud på kultur, kommer flere gange igen. De gør dermed op med forestillingen om, at kunst og kultur er uden økonomisk nytteværdi.

Mest oplagt, når det handler om oplevelsesøkonomi. I 2009 dokumenterede Rambøll Management fx, at ’Danmarks Smukkeste Festival’ i Skanderborg skaber enorm værdi for Skanderborg Kommune. Ikke kun på symbolske områder som lokal identitet, socialt liv og kulturelt engagement, men også hardcore økonomisk værdi.

Investeringen – den årlige udgift – for Skanderborg Kommune er på 490.000 kr. Og hvad får man så igen for de skattekroner? Et klækkeligt udbytte.

Festivalen genererer direkte en samlet meromsætning i kommunen på knap 42 mio. kr., der skaber 72 fuldtidsstillinger i kommunen. Men også på den lange scene tjener kommunen.

Musikfestivalen samler 50.000 mennesker i fire døgn. Den sømmer Skanderborg fast på landkortet, og mange forbinder byen med smukke oplevelser.

Analysen konkluderer, at festivalen som kulturelt fyrtårn er ”et stærkt positivt nationalt brand, der forsigtigt estimeres til en værdi på ca. 350 mio.” Eller sagt på en anden måde: Den tænkte salgspris for festivalen er altså 350 mio. kr. - for en kommunal investering på knap en halv million kr. Den kan de færreste børsnoterede selskaber stikke.

Kultur skaber arbejdspladser Samme budskab går igen i bogen ’Kulturinstitutioner og værdiskabelse: Københavnske perspektiver’, som professor Christian Wichmann Matthiessen fra Institut for Geografi og Geologi ved Københavns Universitet udgav i 2011.

Han har analyseret den økonomiske værdi af 20 kulturinstitutioner – bl.a.

Nationalmuseet, Det Kongelige Teater,

Det Kongelige Bibliotek, DR, Rigsarkivet og Statens Museum for Kunst. I 2009 beskæftigede de 20 institutioner 8.777 personer. Men dertil kommer en masse mennesker, som lever af at levere varer til de 20 institutioner. Og endelig er mange beskæftiget med at dække det offentlige forbrug for de ansatte i kulturinstitutionerne – forbrug i form af serviceydelser, børnehaver, sygehuse mm.

Analysen viser, at den totale beskæftigelseseffekt af de 20 kulturinstitutioner er 24.757 fuldtidsstillinger. ”Jeg blev overrasket over, hvor tung kultursektoren er, når man ser, hvor mange arbejdspladser den skaber uden sektoren.

De 20 udvalgte kulturinstitutioner modtager årligt 1,5 mia. kr. i offentligt tilskud, og de omsætter for knap 7 mia. kr. Kulturen er altså meget mere værd for samfundet end det, man bruger på den, og det gør investering i kunst og kultur til en god forretning,” siger Christian Wichmann Matthiessen.

MUSIKKEN ⁄⁄ 13

Krisen i musik- og kulturlivet

betaler sig

14 ⁄⁄ MUSIKKEN

Kunstens betydning Hvorfor er kunsten vigtig? Det spørgsmål synes ingen politikere at stille længere.

Måske fordi svaret forpligter. Kunsten er vigtig, fordi den skaber en samfundsmæssig sammenhængskraft. Fordi den giver vores tilværelser mening. Fordi den lader os ane skønheden. Fordi den lærer os, hvem vi er. Fordi den udfordrer vores identitet og lader os i tvivl.

Kunsten er vigtig for os som individer, men den er også vigtig for os som samfund. Man forklarer ofte kunsten som resultatet af en indre nødvendighed. Men kunsten er også en social nødvendighed.

Kunsten tilbyder os et andet sted og et andet rum, end det vi normalt befinder os i. Kunsten er et indre eksil, der lader os bevare drømmen om, at alt kunne være anderledes. Kunsten er et håb, men også den anstødssten, der kan give den enkelte styrken til at forandre noget, til at se tingene i et nyt lys. Kunsten er et eksistentielt og et socialt grundbehov.

Det kan lyde højtideligt, men er egentlig elementært.

Helt konkret kan kunsten bidrage med løsninger på de problemer, den økonomiske krise forårsager. For det er værd at minde om, at der ikke er nogen kunstnerisk krise.

Kunst er baseret på nytænkning og krea-

tivitet, hvilket er de grundingredienser, vores samfund som helhed også næres af.

Derfor vil vi i Statens Kunstråd støtte kunstneriske eksperimenter. Vi vil gerne udnytte det kunstneriske potentiale maksimalt, herunder kunstneres unikke evner til at skabe nye former, nye klange, nye ideer, nye tanker. Vi vil gerne understøtte eksperimenter, der nytænker værkbegrebet og formidlingen af det inden for de forskellige kunstarter.

Og gerne i samspil på tværs af kunstarterne.

Vi vil også gerne åbne dørene for, at der opstår en øget mangfoldighed blandt dem, der skaber kunst, såvel som blandt kunstens publikum, kunstens brugere. Det handler om at inkludere, frem for at ekskludere. Det handler om at gøre kunsten synlig, tilgængelig og værdifuld for så mange som muligt, uden at give køb på respekten for den kunstneriske autonomi.

I krisetid sammenholdes udgifterne til kunsten ofte med udgifterne til vigtige områder som for eksempel ældrepleje, sygepleje og børnepleje. Er det ikke bedre, at skattekronerne går til at hjælpe de syge end til at skabe kunst, argumenterer nogle. Men sammenstillingen er urimelig. De ældre, de syge og børnene bliver også beriget af kunsten, som generøst kan levere både trøst, fylde, mening og tankestof. Uden kunsten ville vi alle blive fattigere.

Midler givet til kunsten er midler givet til en højnelse af livskvaliteten, fordi kunsten hjælper os med at forstå os selv. Ikke mindst, når vi står i de vanskeligste livssituationer.

Derfor er penge givet til kunsten det hele værd. Og mere til. Pengene gør nytte, fordi kunsten gør nytte. Det kan måske ikke ses, når regnestokken bliver taget i brug, for kunst er ikke altid en målbar kassesucces. Men det kan mærkes på kvaliteten af vores liv.

I Statens Kunstråd ønsker vi derfor at bidrage til at kunsten får de bedste arbejdsbetingelser, den størst mulige udbredelse og den højeste anerkendelse i vores samfund. Vi vil i den kommende tid arbejde for, at alle påtager sig et medansvar for kunsten – ikke mindst de politikere, som er så afgørende for at sikre kunstens økonomiske råderum.

Kunsten er nemlig ikke bare kunstnernes ansvar. Den er alles ansvar, ligesom den er til alles glæde.

MUSIKKEN ⁄⁄ 15

Krisen i musik- og kulturlivet

Af Rune Gade Konstitueret formand for Statens Kunstråd

Sidste halvdel af spillestedsloven er tiltrængt

Jakob Brixvold Født 1971, opvokset i Frederikshavn. Aktiv på bas og vokal i de tidlige ungdomsår, siden lystekniker. Med opstart af bookingbureauet Off-Beat i 1990 fokusskift til det organisatoriske og administrative omkring musikken. Flere år som frivillig ansvarsperson på Roskilde Festival. Chef for det regionale spillested STARS i 10 år, frem til 2008. Siden da sekretariatschef for [spillesteder dk], Festivaldanmark – og senest fusionen af de to, Dansk Live.

16 ⁄⁄ MUSIKKEN

Krisen i musik- og kulturlivet

Af Jakob Brixvold Sekretariatschef, Dansk Live

MUSIKKEN ønsker i dette nummer at belyse den allestedsnærværende krise med branchens egne ord. Jakob Brixvold er sekretariatschef for Dansk Live, der som genreorganisation repræsenterer 100 danske spillesteder og festivaler. Vi bad Jakob komme med en status på situationen for landets rytmiske scener lige nu.

Livemusikken blev anerkendt som kunstart, da ’spillestedsloven’ på et hængende hår, og med fem måneders tilbagevirkende kraft, blev vedtaget i Folketinget i 2000. Det var det daværende Statens Musikråd, med unge Kasper Holten som drivkraft, der havde hørt miljøets argumenter om, at også rytmisk musik er støtteværdig kunst. I det lovforberedende arbejde blev det anbefalet, at loven skulle indeholde 68 mio.kr. fra Staten. Der var dog kun politisk vilje til halvdelen, og derfor har der siden været talt om ’den halve spillestedslov’.

Nu er vi klar til anden halvdel - mange tak!

Spillestedsloven har vist sig bæredygtig, den er en succes, som matches økonomisk af kommunerne og producerer 15.000 koncerter om året, til glæde for 1,5 mio. koncertgængere. Men selvom koncertmarkedet genererer en del kommercielle succeser, skal der også indenfor denne kunstart opdyrkes nye talenter og sikres kunstnerisk mangfoldighed – især i en meget borgernær kultur som rytmisk musik, er der stor risiko for ’mainstreamificering’, hvis ikke vi tager det kunstneriske indhold alvorligt og støtter op om dets udvikling.

Spillestederne, der varetager udviklingsopgaven, er særligt følsomme over for de ændringer, der er sket siden lovens tilblivelse. I dag kan næsten ingen musikere leve af pladesalg, og smør på brødet skal komme fra live og rettigheder. Den økonomiske krise sætter begrænsninger for spillestedernes kommercielle drift, som fortsat udgør 60-70 % af butikken.

Med ’en halv lov’ er hele støtteordningen baseret på, at spillestederne skal tjene mange penge selv – man kan sige, at de

kunstneriske og politiske ambitioner (kontraktlige forpligtelser!), der ligger til grund for spillestedsloven, kun er gennemførlige i opgangstider OG når koncerthonorarer spiller en mindre central rolle for musikernes økonomi. Men over de sidste fem år er honorarerne faret til himmels, og bardrift, sponsorater, udlejning osv. er for kraftigt nedadgående.

Derfor har snart mange forskellige parter peget på, at den rytmiske musik – især spillestedsloven – skal styrkes med 3040 mio.kr/året. Marstal-tænketanken, fællesudspillet ’Op På Beatet’ fra S-SF-R, Kunstrådets Musikudvalg, Arbejdsgruppen for styrkelse af rytmisk musik og senest regeringsgrundlaget og Kulturminister Uffe Elbæk har peget på dette behov.

Kulturministeren er kommet for skade at foreslå, at finansieringen kan skaffes ved at lukke et symfoniorkester. I Rambølls et år gamle analyse af dansk musikliv har Elbæk set, at 70 % af statens musiktilskud går til klassisk og 25 % til rytmisk.

Han troede nok, at det var et så oplagt demokratisk problem, at rytmisk musiks kvaler kunne løses uden slagsmål - ved at tage de få midler fra klassisk musiks statstilskud på 1,5 mia.kr.

Men udmeldingen har startet et koordineret angreb på ministeren for at opbygge skel i musikken. Det kunstneriske indhold bruges som vinkel, og ministeren fremstår som om han ikke forstår, at musik flyder sammen på tværs af genrer, som levende kunst gør. Det, Elbæk dog forsøger at påpege, er, at der allerede er strukturelle skel i musikstøtten; Vi har et rytmisk og et klassisk konservatorium. Vi

har fastansatte klassiske musikere der tjener 20 % mere, end rytmiske musikere, som næsten altid arbejder freelance. Klassiske institutioner drives lønnet, mens rytmiske institutioner har overvægt af frivillige. Alle støtteordningerne er baseret på denne skelnen.

Derfor er det unfair at påstå at Elbæk skaber skel i musiklivet. Han forsøger at nedbryde skel og prioritere sit ressortområde som en politiker bør, jævnfør regeringsgrundlaget og den politik, han er valgt på. Indtil der kom et symfoniorkester ud af ministerens mund, var alle enige om, at rytmisk musik skulle styrkes, og hvis ikke statens anerkendelse af genres udvikling nu skal falde på gulvet med et brag, er der behov for, at kulturpolitikerne finder sammen igen om den politik, ministeren og regeringen er valgt på.

Dansk Live Dansk Live repræsenterer 100 danske spillesteder og festivaler, der med et kunstnerisk og ideelt sigte præsenterer dansk og udenlandsk livemusik for publikum i Danmark. Inden for denne ramme er der stor plads til forskellighed. Medlemmerne af foreningen arrangerer i al væsentlighed rytmiske koncerter med udgangspunkt i musikkens væsen og værdi - det kunstneriske indhold. Det sker i en almennyttig forståelse for at skabe gode oplevelser – og med ønsket om, at den værdiforøgelse, koncerterne skaber, geninvesteres i mere livemusik, flere oplevelser for publikum eller almennyttige donationer.

MUSIKKEN ⁄⁄ 17

Hvem-hvad-hvor?

Navn: Pia Kaufmanas Instrument: fløjte Genrer: klassisk, choro Alder: 51 Bopæl: København

voxp op

- Hvordan er du berørt af krisen i musikbranchen? ”I mindre grad. Som freelancer er jeg vant til svingende indkomster.

Krisen står mere som en truende skygge, der pga. besparelser kan begrænse mine indtjeningsmuligheder – begrænset elevtilgang på musikskoler, lukning / besparelser i orkestre, nedgang i kirkernes økonomi til koncertaktiviteter.”

- Hvad gør du selv personligt for at tackle krisen? ”Uafhængigt af krisen gør jeg det, jeg plejer. Udvikler og realiserer musikalske projekter, som inspirerer mig. I vores trio, Tresafinado, har vi netop været på en to ugers turné i DK med fire brasilianske gæster. Et kæmpe slid – men hvert eneste minut er det hele værd - de musikalske oplevelser kan ikke gøres op i penge.”

- Hvilke råd vil du give dine musikerkolleger i krisen? ”Husk, hvorfor du valgte at blive musiker, og hold fast i glæden ved musikken. Inspiration og kreativitet går hånd i hånd. Det er vores identitet og livline. Og på sigt fører det os ud af krisen.”

- Hvorfor mener du, vi bør kæmpe for musikken? ”Musikken og kulturen bringer mennesker i kontakt med alt det i livet, der ikke kan måles og vejes. Og det er det, der er drivkraften til at overleve, især i en krise.”

Foto: Torben Christensen

Hvem-hvad-hvor?

Navn: Mads Vinding Instrument: Bas Genrer: Jazz og alt muligt andet Alder: 63 Bopæl: Værløse

- Hvordan er du berørt af krisen i musikbranchen? ”Spillestederne har færre penge, så det er blevet sværere at booke turneer og det er blevet nødvendigt at sætte prisen lidt ned.”

- Hvad gør du selv personligt for at tackle krisen? ”Ingenting. Jeg har altid mange bolde i luften - og for lidt tid.”

- Hvilke råd vil du give dine musikerkolleger i krisen? ”Tag det roligt. Jeg har været igennem mange økonomiske samfundskriser igennem 50 år og det løser sig ALTID. Efter de magre år kommer de fede :-)” - Hvorfor mener du, vi bør kæmpe for musikken? ”Fordi folk behøver os til at vise nye veje og udvide deres horisont.”

18 ⁄⁄ MUSIKKEN

Situationen i Tivoli er kaotisk Af Michael Justesen. Foto: Sophie Bech Efter månedlange forhandlinger, er der fortsat stor usikkerhed omkring havens to udendørs ensembler. Frustrationen er mærkbar, og store dele af det københavnske musikermiljø er i oprør over Tivolis udmeldinger og håndtering af situationen. En håndtering, som får mange hårde ord med på vejen, og som generelt bliver betegnet som uprofessionel. Det er især håndteringen af Promenadeorkestret og de forskellige ansættelsesvilkår, musikerne tilbydes, som vækker forargelse.

Tivoli er et privat aktieselskab, som naturligvis har en ledelsesmæssig ret til at lede og udvikle produktet Tivoli.

Men det er også et faktum, at netop på grund af Tivolis historie og placering midt i København har alle danskere – ikke bare københavnerne – et vigtigt forhold til Tivoli. Et forhold, som Tivoli kan vælge at sidde overhørigt. Dette vil bare i sidste ende give bagslag. Hvorfor? Alle danskere har fokus på kulturinstitutionen Tivoli, og vi har en mening om den. Det kunne siges at være en svaghed, men det er vel i allerhøjeste grad også en styrke, når vi ser på forlystelsesparkers generelle evne til at

overleve og tjene penge rundt om i verden.

Et dedikeret københavnsk publikum, som har lyst til at besøge eller blot passere gennem haven, vil altid udgøre grundstenen for et sundt forhold og en sund forretning.

De spillemæssige og kunstneriske krav, der stilles til musikerne i de to orkestre, er meget høje. De udendørs konditioner, som orkestrene spiller under, er generelt meget krævende. Denne udfordring er stor, men Tivoli har i årtier intet gjort for at forbedre eller ændre på musikernes muligheder i den forbindelse.

Det er derfor hovedrystende, når ledelsen nu påpeger, at disse manglende forhold begrunder deres utilfredshed og ønske om ændringer.

Fra Tivolis Årsskrift 2010 Tivoli har arbejdet systematisk og dedikeret med medarbejdertilfredsheden i en årrække - som et led i arbejdet hen mod visionen at være et førende, internationalt oplevelsesbrand og for at opfylde missionen om at betage vores gæster.

Her er serviceværdikæden helt central. Kæden afspejler, hvordan forretningens indtjening er afhængig af gæsternes tilfredshed med produktet, og denne tilfredshed i sin tur er afhængig af medarbejdernes tilfredshed.

KMO vil gerne opfordre vores historiske gamle arbejdsplads her midt i København til at ændre kursen og få genetableret tilliden til de ansatte musikere, som igennem årtier har knoklet for at gøre Tivoli til en spændende og kulturel have, som københavnerne benyttede ved enhver lejlighed.

MUSIKKEN ⁄⁄ 19

Krisen i musik- og kulturlivet

Orkestersituationen i Tivoli nærmer sig nu det kaotiske. Musikerne i havens to ensembler efterlades maltrakterede og mørbankede i den kommende sæson.Selv roser Tivoli sig for den store medarbejder tilfredshed, som er alt afgørende for Tivolis resultater.Kritikerne er ikke i tvivl. Manglende erfaring med musikmiljøet og en udbredt howskisnowki ledelse har bragt situationen på kanten.

Tekst og foto af Mads Mazanti

BETA tror på fremtiden Mange rytmiske spillesteder i København gisper lige nu efter luft. Der bliver langet for få øl over disken, og publikum er generelt tilbageholdende med at komme til lommerne, når entré-billetten skal indløses. Mikkel Wad Larsen er ansvarlig for booking og produktion på spillestedet BETA, der åbnede i færdig version i foråret 2011. Hvordan får man enderne til at nå sammen som nystartet venue midt i en krisetid?

BETA er en del af Amager Kulturpunkt og ligger side om side med storebroren Amager Bio. Det nyistandsatte venue har plads til 150 gæster og inviterer indenfor til ægte klubstemning og superlyd. Mikkel Wad Larsen har været med siden den spæde opstart for to år siden, og står nu i spidsen for det nye spillested, der slog dørene op for publikum sidste forår. ”Vi har undergrund og niche med nye danske og internationale bands på programmet. Vi har besluttet, at vi vil være rigtig gode til indie rock, elektronisk og metal,” fortæller Mikkel i et forholdsvist roligt øjeblik med kaffe i den ene hånd og et rundstykke i den anden. Der er meget at se til som ansvarlig for en ny rytmisk scene, der er i fuld gang med at etablere sig, mens verdenskrisen tonser af sted uden for de lydisolerede mure.

Der er penge i metal Mikkel afsluttede i 2006 sin uddannelse som music manager på Det Rytmiske Musikkonservatorium på Holmen. Uddannelsen klæder de studerende på til et liv i musikbranchen og er medvirkende til, at Mikkel i dag står med ansvaret for booking og produktion på BETA. Sideløbende kører han en musikerkarriere som sanger i bandet Helhorse, som var med, da DMF København og Target Records i efteråret sendte en busfuld musikere til branchefestivalen Popkomm i Berlin. ”Det er koncerterne med metal-bands, der for alvor genererer penge til BETA. De to andre ben i vores program – indie rock og elektronisk – går mere op og ned,” forklarer nordjyden, der bor i København på 10. år.

Kommunikationen med publikum og promovering af BETA’s musikalske profil er helt afgørende for, at spillestedet får bidt

20 ⁄⁄ MUSIKKEN

sig fast i musikelskernes bevidsthed.

Indsatsområder, som BETA-holdet gør meget for at stramme op på. Og ifølge Mikkel kræver det hårdt og målrettet arbejde at trænge igennem som nyt spillested i hovedstaden.

Født ind i krisen Populært sagt er BETA født ind i krisen.

Mikkel Wad Larsen fortæller, at de trange økonomiske tider primært kan aflæses på folks forbrugsmønstre: ”Folk tænker over alt, hvad de bruger af penge, og det er især på fun-moneybudgettet, man sparer. Vi og andre spillesteder ligger formentlig 20 % under det niveau, vi burde ligge på.”

Han finder det paradoksalt, at en entrépris på 60 kr. for en god rockkoncert på BETA kan virke som et uoverskueligt beløb for mennesker med en normalindkomst, mens Pearl Jam og Metallica-billetter til 700 kr. og opefter bliver revet væk. ”Den tendens hænger sammen med, at det efterfølgende er meget vigtigt for folk at kunne sige: ’Jeg var der’. Det vil man gerne betale for,” vurderer Mikkel, der samtidig understreger, at spillestedet har en forpligtelse til at tænke ud af boksen og udvikle koncertformatet: ”Vi trænger til at kommunikere med publikum på en ny måde. Tidligere var klubben mere et hænge-ud-sted for stamgæster.

Nu hænger folk hellere på en bar med øl til 20 kr., så der er nogle forbrugsmæssige udfordringer.”

Rock er folkets kunst Men hvad gør BETA helt konkret for at tackle krisen? ”Vi forsøger at standardisere vores produktionsomkostninger og holder i det hele taget rigtig godt øje med vores udgifter – bl.a. de astronomiske hyrer, som jeg er

stor modstander af. Rock er folkets kunst, og billetpriser skal være til at betale,” lyder det fra Mikkel.

Han forklarer, at BETA selvfølgelig må forholde sig til de økonomiske realiteter og skære i aktiviteterne i de tynde perioder som sommerferien og januar. Men BETA ønsker også at være et fremsynet spillested, der fx eksperimenterer med kommunikationsformerne. Bl.a. forsøger staben omkring BETA at lave helheder på aftenerne sammen med andre kreative aktører. Mikkel og co. lægger stor vægt på at skabe nærhed og klubfølelse: ”Det er fedt, når folk kender og hilser på dj’en. Jeg tror, folk generelt søger de mere bløde og menneskelige værdier for tiden.

Fx har vores frivillig-kampagne været en stor succes, fordi man her kan møde andre mennesker og give en hånd,” mener Mikkel, der er overbevist om, at især studerende – de udgør et kernepublikum på BETA – har brug for at fylde deres liv ud med noget mere opløftende end negative jobprognoser.

Keep them hungry Som musiker og booker kender Mikkel Wad Larsen alt til de unge bands’ jagt på jobs og berømmelse. Han vil råde de nye bands til at tænke på deres koncertrate og passe på med ikke at overfodre publikum. ”Alle i branchen – også nye sultne bands – er nødt til at tænke markedsorienteret.

Hvis de skal have relevans for spillesteder, skal bandsene have en eller form for tiltrækningskraft,” lyder Mikkels råd. Han ser lyst på fremtiden for musikbranchen i almindelighed og BETA i særdeleshed: ”Der er masser af spændende udfordringer, og alle tal på BETA peger i den rigtige retning. Vi har som nyt spillested bare brug for tid til forankring,” slutter en optimistisk Mikkel Wad Larsen.

Krisen i musik- og kulturlivet Mikkel Wad Larsen hvem-hvad-hvor Ansvarlig for booking og produktion på BETA Sanger i metalbandet Helhorse Uddannet Music Manager i 2006 31 år gammel Oprindelig fra Hjørring, flyttede til København i 2002 Bor på Nørrebro Hvorfor mener du, at vi bør kæmpe for musikken?

Musik er noget af det vigtigste i hele verden Verden uden musik er ingenting En sang kan følge dig, fra du fødes til du dør Musik er noget af det eneste, der kan ramme på et splitsekund

MUSIKKEN ⁄⁄ 21

REALITYCHECK I Af Johan Knattrup Jensen

Krisen raser i de større danske kulturinstitutioner med nedskæringer og fyringer, men hvordan ser det ud i Københavns uafhængige musikmiljø? Har krisen overhovedet en påvirkning på et miljø, der alligevel aldrig har penge? MUSIKKENs udsendte gik undergrunden på klingen.

Simon Toldam er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og har modtaget flere priser, bl.a. Sonning-prisen sidste år.

Han spiller i flere bands, bl.a. Stork, Prügelknabe, Eggs Laid By Tigers, Simon Toldam Trio m.fl.

Mette Christensen er indehaver af Route 66 og driver ved siden af et vinyltrykkeriselskab. De har i øvrigt et samarbejde med Rillbar, der distribuerer vinyler til hele Danmark.

Foto: Roar Lerche

Foto: Johan Knattrup Jensen

Frederik Vedersø er uddannet fra musikkonservatoriet i Odense. The Eclectic Moniker vandt sidste år P3’s Karrierekanon og har sidenhen turneret rundt i Danmark og har bl.a. spillet på Roskilde Festival.

22 ⁄⁄ MUSIKKEN

Gustav Niepoort er indehaver af Keiner Niemand Studiet på Frederiksberg og spiller bl.a. med i 1000LAX og sit eget band Niepoort. Ved siden af komponerer han musik til film og reklamer.

Hvis nogen er vant til kriser, må det være musikere. Kriser med faldende cd-salg, kriser med ulovligt download, kriser med manglende talent og nu den finansielle krise. I min snak med undergrundsmusikerne (i mangel af bedre ord) er der to aspekter, der kommer frem. Dels den økonomiske krise, hvor budgetterne bliver strammet ind, og som måske også har en psykologisk side, og dels den kulturelle udvikling, altså hvordan musik bliver brugt og ikke brugt. Spørgsmålet er, om der er en sammenhæng.

Se på Berlin Gustav Niepoort er indehaver af et musikstudie, spiller i forskellige bands og komponerer både film- og reklamemusik.

Det virker som om, han i virkeligheden er glad for at få en lussing. ”Et reality check er kommet til Danmark.

Når krisen kradser, kommer der mere kunst. Se bare på Berlin,” siger han.

Men Niepoort selv mærker tydeligst den økonomiske krise i den kommercielle lejr af sin musikproduktion. ”Der er flere om budet, og pengene er blevet mindre,” fortæller han.

Men personligt har det ikke haft nogen betydning for ham. Nærmest det modsatte, siger han.

Se fremad Frederik Vedersø, forsanger i popgruppen ’The Eclectic Moniker’, har samme syn på sagen. ”Fokus på krisen gør det hele værre,” mener Vedersø og fortsætter: ”Det et er bedre at se fremad end tilbage.”

Han traf det valg før krisen, at han ville satse udelukkende på sit band og derfor valgte han undervisningsjobs fra, hvorfor krisen ikke har haft nogen direkte indvirkning på Vedersø. ”Når man ikke har nogle penge, er man tvunget til at tænke kreativt, men det er altid godt at have et kraftcenter at se op til.”

Han bryder sig ikke om, at der bliver skåret i de store budgetter. For som han siger: ”Når kvaliteten sænkes ét sted, går det ud over alle andre.”

Det handler for Frederik Vedersø om, at vi alle har et ansvar for at blive bedre; det kommer alle til gode i sidste ende. ”Men hoveddiktionen ligger selvfølgelig hos politikerne,” siger han.

Unge artister fravælger store selskaber Indehaver af pladebutikken Route 66, Mette Christensen, mærker heller ikke meget til krisen. Kun at indkøbsprisen på produkter fra de store selskaber er blevet højere. ”Vi satsede jo på det rigtige format,” siger Mette Christensen og henviser til, at Route 66 ikke sælger cd’er, men vinyler. ”Der kommer ikke færre og køber vinyler, nærmest tværtimod.”

Til gengæld kan hun mærke, at de nye, unge artister som regel vælger de store selskaber fra, fordi der kun bliver tænkt på profit og ikke kvalitet. ”Når selv store artister som Beck og Tom Waits er gået væk fra de store selskaber, må der være noget om sagen;” siger hun.

Spillesteder satser på det sikre Den eneste i rundspørgen, der virkelig kan mærke krisen kradse, er jazzmusiker og komponist Simon Toldam. ”Der er færre jobs, som skal deles med flere musikere,” fortæller han.

Det virker, som om spillestederne kører mere safe play.”

Når der ikke er indtjening på spillestederne, er risikovilligheden dalende. ”Hvis man befinder sig i randområderne af jazzen, er det ikke nemt.”

Men Toldam er stædig; han sætter i højere grad sine egne koncerter op, søger penge, opsøger andre typer spillejobs og laver plader. ”Det er sværere at være kræsen nu end for fem år siden,” fortæller Toldam.

Folk bliver hjemme Men ud over Toldam er der ikke stor krisestemning at spore i undergrunden. ”Vi har jo ikke nogle penge alligevel,” siger Frederik Vedersø.

Men sætter krisen så andre spor end de økonomiske? Har krisen en effekt på den måde, den kultur, man oplever og forbruger musik på i dagens Danmark? ”Der er en tendens til, at folk bliver mere hjemme,” siger Toldam. ”Krisen har måske lagt en dæmper på folks nysgerrighed.”

For Toldam har medierne også et ansvar. ”Når man hver dag får blæst i hovedet, at der er krise, påvirker det jo.”

Det er ærgerligt, for som Toldam siger:

”Der sker virkelig meget på musikområdet – kunsten blomstrer!”

Men det er ikke nødvendigvis penge, der skal til. ”Vi har brug for mere ånd, flere ildsjæle i dansk musik,” påpeger Toldam, der mener, at ildsjælene er rygraden i dansk kulturliv.

Hellere vindmøller end læhegn Mette Christensen er inde på noget lignende: ”Man kunne forestille sig, at folk kunne søge nogle mikrolegater på 5.00010.000 kroner til små produktioner og små koncerter.”

Det ville sætte endnu mere skub i den gode udvikling, der er i dansk og nordisk musik for tiden, tror hun: ”Af hele vores salg til udlandet er 75% nordisk musik – de elsker vores lyd ude i verden,” fortæller Mette Christensen, der hellere vil bygge vindmøller end læhegn. ”Får man sat skub i skabelsen af den nordiske musik, bygger man eksportmuligheder i fremtiden,” fortæller den passionerede indehaver af Route 66.

Alle kan hjælpe Frederik Vedersø har samme indstilling: ”Det er vigtigt at kunne vokse sig store nok til at kunne begå sig internationalt.

Så giver det mening økonomisk,” fortæller han.

Og alle kan hjælpe til. ”I Sverige er radioen rigtig god til at spille nyt svensk musik. Det kunne man godt tænke sig mere af herhjemme,” fortæller Vedersø. Der er simpelthen behov for en kultur for upcomming musik, airplay og lokale arrangementer. ”Der er nu, mere end aldrig, behov for de lokale kræfter,” siger Vedersø.

Kærlighed og passion For Gustav Niepoort er det at drive et studie et con amore-projekt. ”Det er de færreste, der kan tjene på den slags,” mener Niepoort. For ham er der noget, der giver overskud, som betaler til det, der giver underskud. For det er et spørgsmål om vilje, kærlighed og passion. ”Det må der ikke gå krise i,” afslutter Gustav Niepoort.

MUSIKKEN ⁄⁄ 23

Krisen i musik- og kulturlivet

UNDERGRUNDEN

Redigeret af Johan Knattrup Jensen

Musikersamtale #3 MUSIKKEN vil skabe dialog mellem medlemmerne af DMF København på tværs af genrer, alder og miljøer. I artikelserien ’Musikersamtale’ lader vi to musikere udveksle mails om deres liv og professionelle virke. Musikerne kender ikke hinanden på forhånd.

I dette nummer debatterer musikerne Anders Greis og Rasmus Nørby i krisens skygge.

19. januar kl. 01:00 Kære Rasmus Jeg glæder mig til at udveksle tanker med dig den næste uges tid. Det er lidt spøjst, når jeg slet ikke kender dig, men jeg er spændt på, hvad du er for én. Hvad mener du, hvad laver du, hvad tænker du?

Jeg er selv sangskriver og arbejder med dansksproget rock – primært i mit band, Kaosbørn, som debuterede i oktober 2011. Vi udgav pladen ’Hvem skal redde os nu’. Vi forsøger at holde et højt niveau både mht. lyrik, kompositioner og arrangementer, og vi har været så heldige, at de fleste anmeldere også fanger de kvaliteter i vores musik.

Jeg har altid haft en stor lidenskab omkring sproget. Som knægt brugte jeg Lademanns Leksikon som godnatlæsning, og det har senere udviklet sig til en excentrisk samlermani: Ordbøgerne tårner sig op herhjemme på Nørrebro - til min kærestes store forundring.

Jeg troede engang, at jeg skulle være forfatter og skrev en roman af svingende kvalitet, da jeg gik i 5. klasse. Senere har jeg søgt ind på forfatterskolen (uden held) og læst litteraturvidenskab (også uden held), før jeg fandt min rigtige hylde og tog en kandidatgrad i retorik med tilvalg i musikvidenskab og sprogpsykologi.

Hvad laver du?

Dette er en pudsig tid at være musiker i. Kulturen må lægge ryg til, at nationaløkonomien skrumper, ligesom den lede, allestedsnærværende finanskrise gør det dobbelt så svært at arbejde med bookere, pladeselskaber, koncertarrangører osv.

Men i bund og grund tror jeg egentlig ikke, at vi er meget hårdere ramt end andre brancher. Vores tendens til at være kede af vores 24 ⁄⁄ MUSIKKEN

muligheder her i landet er vist nok lige så berettigede som i mange andres brancher.

Forstå mig ret; ikke fordi man ikke skal slås for musikkens vilkår – for det skal vi – men jeg tror ikke, vi er de eneste, der er pressede. Det er jo spændende i den sammenhæng at snakke om, hvordan vores musik- og kulturliv i Danmark skal se ud. Hvor skal man skære?

Jeg møder ind imellem den holdning, at musik og kultur generelt er et luksusgode, som må være den første, der ryger, når nationen skal spænde livremmen ind. Det er jeg ikke enig i. Livet i Danmark er vel ikke kun produktivitet, men også kvalitet og ånd, som er noget af det, musiklivet kan tilføre. Musikken er med til at give os identitet og livskvalitet, det er jeg overbevist om. Vi har som mennesker brug for noget at spejle os i; noget, der udtrykker os og vores identitet. Det kan musikken.

Jeg hørte engang en skrøne om Churchills forhold til kulturlivet. Under Anden Verdenskrig debatterede man i det britiske parlament, hvordan man kunne skaffe flere penge til den skrantende militærøkonomi. Der var ingen tvivl om, at det var vigtigt at finde penge til den militære indsats, for England var på det tidspunkt nærmest den eneste europæiske nation, der stadig kunne give tyskerne kamp til stregen. Da det blev foreslået at skære i kulturbudgettet for at kunne tilføre militæret flere penge, svarede Churchill: ”Hvad har vi så tilbage at kæmpe for?”

En klar og meget smuk anerkendelse af kulturens vigtighed, synes jeg.

Men der er ikke en overflod af politikere, der fremfører det standpunkt, at vi skal værne om musikken. Det er der åbenbart ikke stemmer i. Derfor er det vigtigt, at vi selv kommer på banen, og at vores organisationer - DMF, KODA, DJBFA, DAF

osv. – også kæmper en kamp for at værne om musikkens vilkår.

Det leder til en anden diskussion: Hvilken musik skal støttes? Det er en svær nød at knække, synes jeg. På den ene side skal vi vel sikre, at der er en alsidighed i det, der støttes, så den snævre musik også kan eksistere. Men på den anden side giver det heller ikke mening at støtte noget, ingen gider høre. Skal kulturstøttens formål være at konservere eller at udvikle?

Jeg kan huske dengang, jeg boede i Odense, og H.C. Andersen havde 200 års jubilæum. I årene op til gik stort set hele det lokale kulturbudget til noget med H.C. Andersen, og Studenterhuset (en af byens få livescener) måtte dreje nøglen om.

Det synes jeg, var et eksempel på en helt håbløs og uambitiøs kulturpolitik, der kun drejede sig om at investere kulturpenge der, hvor man vurderede, at der var et højt økonomisk afkast. Cost-benefit-analyser må aldrig blive det bærende princip for kulturstøtten, men de skal selvfølgelig være med i overvejelserne. Omvendt går det ikke at smide penge efter ting, der ikke gavner. Hvordan vurderer man?

Megen fantastisk musik lever af støtte og fonde, men det åbner for et helt andet problem. Det bliver en altafgørende evne for en musiker, om man er god til at skrive ansøgninger. Det er jo ikke alle, der har den evne. Jeg må fx erkende, at til trods for min uddannelse, så har jeg kun meget begrænset held med mine ansøgninger.

Nu klynker jeg vist.

Hvad tænker du? Hvordan skal man organisere støtteordninger?

Glæder mig til at høre, hvem du er, og hvad du tænker.

De bedste hilsner Anders Greis

20. januar kl. 08:46 Hej Anders.

På det litterære område kommer jeg til kort i forhold til dig. Det lyder virkelig spændende med dine erfaringer i litteraturvidenskab, retorik og sprogpsykologi.

Jeg forestiller mig, at det må give dig ekstra ballast som sangskriver.

Jeg er selv en flittig læser. Ikke samler.

Jeg låner næsten alt det, jeg tygger mig igennem, på det lokale bibliotek.

Når jeg ikke læser, spiller jeg bratsch. Jeg begyndte som ca. 12-årig, efter at have spillet violin i ca. fem år. Jeg er nok en anelse fagskadet på det område, da både min far og søster også spiller bratsch.

Jeg er ansat i Sjællands Symfoniorkester/Copenhagen Phil, hvor jeg også er tillidsmand.

En institution, der tit bliver skudt i skoene, at den er støvet, elitær og ude af trit med det omgivende samfund og tillige dyr at finansiere.

Du ved - lidt i stil med kirkerne, folketinget og domstolene.

Jeg har været ansat i orkestret i 15 år og har i den tid oplevet flere perioder, hvor orkestret har skullet takle politiske agendaer om besparelser på kulturområdet.

På trods af – ja eller måske netop på grund af - dette oplever jeg mit orkester som både nysgerrigt og innovativt. Jeg synes, der blandt alle musikere i orkestret er en fælles forståelse af, at vi skal aktualisere den klassiske musik og gøre os relevante for et stort og forskelligartet publikum.

Tilligemed har vi en chef (Uffe Savery), der med sine erfaringer fra den rytmiske verden hele tiden udfordrer organisationen i forhold til at være tidssvarende i dansk musikliv.

Herligt, at du beskriver, hvordan musikken er med til at give os identitet og livskvalitet, og at musikken tilfører noget, vi kan spejle os i som mennesker.

Du har ret, når du siger, at vi ikke er den eneste branche, der er presset i disse tider – alene fyringerne på Vestas (1.300 stillinger i Danmark) sætter tingene i relief, i forhold til fx fyringerne på Det Kongelige Teater.

Alligevel tænker jeg, at med et kulturbudget, der fylder under 1 % på finansloven og med to ud af tre regeringspartier, der er gået til valg på at tilføre kulturen flere midler, må jeg også have en forventning om, at man værner om kulturlivet. Måske giver det mening, fordi kulturlivet og musikken kan være med til sætte

Foto: Mads Mazanti

Anders Greis (f. 1981) er frontmand og sangskriver i det danske rockband, Kaosbørn, der udgav debutalbummet ’Hvem skal redde os nu’ på Gateway i oktober 2011. Fik en kandidat i retorik fra Københavns universitet i 2010, og underviser til daglig i sangskrivning på Den Rytmiske Højskole. Laver freelance-kurser om sangskrivning, kreativitet og ideudvikling.

(Fortsættes på næste side)

(Fortsat fra forrige side)

skub i den vækst, som alle efterspørger.

En smuk vision er, om vi ville være en stærk kulturnation som Frankrig. Norge er et andet godt eksempel, som siden 2005 har gennemført substantielle forøgelser af deres kulturbudget. Investeringer, man allerede ved, giver positivt afkast i form af vækst og arbejdspladser i hele samfundet. En god indikator på dette er, at mange danskere lige nu tager til Norge for at finde arbejde.

Du spørger til organisering af støtteordninger og til, hvilken musik, der skal støttes?

Jeg er grundlæggende meget tilfreds med den opbygning der er i Kunstrådet, hvor kunstnerorganisationerne er med til at vælge de medlemmer, der sidder og fordeler støttemidler i de forskellige fagudvalg.

Jeg synes, det er med til at skabe bredde og alsidighed, når udvalgsmedlemmer fra forskellige genrer og områder af musiklivet bliver sat sammen og udfordres til at definere, hvad der skal vægtes ved fordeling af de statslige støttekroner.

Nu blev det et svar om min verden og måske lidt for overordnet i forhold til, hvordan man organiserer støtteordninger for bands og mindre ensembler.

Jeg kom også let og elegant omkring spørgsmålet: Hvor skal man skære, når nu der skal skæres?

Men du kan sikkert udfordre mig - også på disse områder.

Glæder mig til dit svar og kommentarer.

Mange hilsner Rasmus

20. januar kl. 11:03 Hej Rasmus Jo, det giver en ballast som sangskriver at have studeret sprog. Jeg betragter det som en faglighed på lige fod med andre musikalske evner. Sondringen mellem sprog og musik er som regel ret kedelig, synes jeg. Det spændende opstår jo når det blandes. Sprog er musik, og musik er sprog i mine øjne. Men jo, jeg kan mærke, at det giver mig et andet udgangspunkt end nogle af de sangskrivere, jeg arbejder sammen med. Ikke nødvendigvis en fordel, men i hvert fald et andet startpunkt.

Det er smukt med bratschen som familieinstrument. Jeg spiller ikke sådan noget selv, men jeg havde engang en tjans som trommeslager i et rockband, hvor forsangeren også spillede bratsch. Det er et

26 ⁄⁄ MUSIKKEN

fantastisk instrument. Både til klassisk og rytmisk musik. Den har - i mine ører - mere temperament end violinen.

Arbejder du primært som ensemble-musiker, eller har du også andre projekter ved siden af? Måske endda noget, man kan høre et sted?

Jeg kender godt den skeptiske holdning til symfoniorkestre, du beskriver, men jeg er ikke enig. Den store, klassiske musik har rigtigt meget at skulle have sagt nu om dage. Også for rytmiske musikere.

Kirkens og folketingets eksistensberettigelse kan vi til gengæld godt diskutere - men lad os gemme den til en anden gang.

Det må være spændende at være i et orkester, der i dén grad kæmper imod besparelser, tænker jeg. Hvis man absolut skal finde noget positivt i at blive beskåret i ét væk, så må det være, at man bliver tvunget til at aktualisere sig selv og hele tiden genopfinde sin egen eksistensberettigelse. Det er noget, vi også knokler med på den højskole, hvor jeg arbejder.

Højskolerne bliver beskåret løbende hen over de næste år pga. den tidligere regerings tilbagetrækningsreform - en reform, vi blev lovet, ville blive afskaffet, når den ny regering kom til, men det skete ikke alligevel. Endnu et stykke dansk kultur fløjter begravelsesmarchen.

Som jeg også hører i din beskrivelse af jeres orkester, så tvinger det os jo til hele tiden at holde os aktuelle over for publikum. Det er en sund udfordring, tror jeg.

Selvom jeg er dybt uenig i besparelserne.

Det er spændende med din beskrivelse af Frankrig og Norges kulturpolitikker. Det kunne vi lære af herhjemme. Norge er jo generelt et stærkt folk. Det har de bevist med reaktionerne på Breiviks massakre, hvor ånden sejrede over hævntørsten.

Meget smukt!

Det er til gengæld rystende at høre, hvor småt vores eget kulturbudget er. 1 %. Det er fattigt.

Det er rart i den debat at kunne påvise, at investeringer i fx musik kan skabe arbejdspladser og være økonomisk givende i det store billede. Men man skal huske, at musik og anden kultur ikke skal eksistere for at generere profit. Det er ikke hovedformålet. Musik har en værdi i sig selv. Når man fx debatterer, om musik overhovedet skal være en del af folkeskolen, går snakken ofte på, om musik kan styrke eleverne i andre såkaldt vigtigere fag. Ikke-musikere anerkender ofte ikke,

at musik har en egenværdi. At den kan være sit eget formål.

Det er sikkert ikke svært at overbevise en musiker som dig om; vi to bliver hurtigt enige om det. Men hvor er den anerkendelse for musikkens egenværdi i den brede offentlige debat? Den savner jeg.

Selvfølgelig er det fantastisk, at musikken kan skabe vækst og arbejdspladser, men jeg holder på, at musikken først og fremmest er fantastisk - fordi den er musik.

Spørgsmålet svæver stadig i luften. Hvor skal man skære, når der skal skæres?

Under alle omstændigheder tænker jeg, at det er hele samfundet, der må holde for, når der skal spares. Folketinget kunne starte med at nedsætte deres egne lønninger, og Kongehuset kunne måske nøjes med lidt færre penge; uanset om de genererer en indtægt eller ej.

Men der skal skæres i kulturen, åbenbart det må vi se i øjnene. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal bestemme, hvilken del af vores snævre kulturfællesskab, der skal spænde bæltet ind. Måske kunne en løsning være at man fjernede støtte til nogle af de ting, der godt kan løbe rundt af sig selv. Det er nok ikke mange penge, vi snakker om, men af frygt for at save den gren over, jeg selv sidder på, kommer jeg det nok ikke nærmere lige nu.

Hvad tænker en klassisk musiker som dig om forskellen på klassisk og rytmisk musik, målt i støttekroner? Føler du, at jeres område bliver forfordelt?

Alt det bedste Anders Greis

21. januar kl. 00:31 Hej Anders, Tak for mail.

Du skriver til sidst i din mail: Føler du at jeres område bliver forfordelt?

Jeg er nødt til opklarende at spørge i hvilken betydning du bruger ordet forfordelt?

Den oprindelige betydning er, at vores område modtager mindre end andre områder. Er det i den betydning du bruger ordet?

Jeg vender selvfølgelig tilbage med en rigtig mail i løbet af i morgen.

Godnat, Rasmus

22. januar kl. 23:38 Kære Anders.

Jeg er inspireret af dine tanker om anerkendelsen af, at musik har en egenværdi.

At den kan være sit eget formål.

Hermed mit indspark vedrørende fordelingspolitikken inden for kulturområdet?

Mads Øvlisen tiltrådte 2007 som formand for Kunstrådet. Han har talt om det statustab, kulturen generelt lider under rent politisk: “Der er simpelthen ikke stemmer i kulturpolitik.”

Måske netop af den grund har Øvlisen åbnet op for fordelingsdebatten inden for kunstområdet. Han har simpelthen regnet det for usandsynligt, at man kunne skabe politisk enighed og vilje til at tilføre nye midler.

Dette er sikkert sket i en god mening og efter moden overvejelse, men resultatet har været, at næsten samtlige kunstnerorganisationer har været igennem opslidende kampe vedrørende fordeling og omfordeling af den faste ramme.

Der har de seneste år været store interne stridigheder inden for teatersammenslutningerne, forfattersammenslutningerne og senest i musikerforbundene.

Selv om det er nødvendigt med en grundlæggende debat om kunstens rolle og hvilken slags kunst, der skal støttes, er det mit indtryk, at de eneste, der egentlig har glæde af splittelsen inden for kunstens verden, er politikerne.

De har flyttet fokus fra en generel debat om gode grunde til tilførsel af nye midler til en debat om omfordeling og status quo inden for alle støtteområder.

Med hensyn til fordelingen inden for musikområdet er det nu firkantet sat op som en fordeling mellem klassisk og rytmisk musik.

Rasmus Nørby (f. 1972) blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1991. Blev efter sin diplomeksamen fastansat i Sjællands Symfoniorkester i 1997. Har været aktiv som kammermusiker i forskellige konstellationer. Er tillidsmand for orkestret siden 2003. Det sidste års tid tilmed formand for landsdelsorkestermusikerne i Landsdelsorkestermusikernes Fællesråd.

Både produktions- og indtjeningsmæssigt er der mange nuancer, som ikke bliver adresseret i den verserende debat.

De regionale spillesteder har været meget synlige i omfordelingsdebatten, men jeg tænker, at de måske ikke er helt repræsentative for den rytmiske del af musiklivet.

Man mangler et bredere indspark fra andre interessenter, eksempelvis de honorarstøttede spillesteder og organisationer som DJBFA og DAF. (Fortsættes på næste side)

(Fortsat fra forrige side)

I de store fyringsrunder inden for det kommunale område har man kunnet se, at det mest er ’de varme hænder’, der har måttet holde for (plejepersonale, lærere mv.), mens administrativt personale har været skånet.

Noget, der også er værd at være opmærksom på, når man snakker omfordeling og besparelser inden for kulturområdet.

Mange hilsner Rasmus

23. januar kl. 12:24 Hej Rasmus Du er mere velbevandret inden for de her ting, end jeg er, kan jeg høre.

Jeg er enig i, at kulturen har lidt et statustab - i hvert fald i politikernes øjne.

Generelt er det en tendens, at samfundet er til for politikernes skyld. Det gælder bl.a. kulturen, som skal passe ind i deres vægtning af politikområder - dvs., at musikken får en lille plads. Det gælder også andre steder. Jeg opfatter fx tendensen med flere tests i folkeskolerne som et udtryk for, at politikerne betragter uddannelserne som noget, de selv skal kunne bruge til at argumentere med. Hvad lærerne i øvrigt siger om nødvendigheden af tests osv., bliver ignoreret. Kulturen og uddannelser er bare to områder, hvor samfundet bliver politikernes rekvisit og ikke omvendt. Det er en ærgerlig udvikling.

Det er farligt, når der går politik i kulturen.

Det er ikke politikernes ansvar at vurdere kvaliteten af kunst - det er de slet ikke kompetente til. I øvrigt kan kunsten jo ikke være tjent med at være begrænset af de siddende politikeres smag. Det tror jeg, de fleste er enige i. Enkelte politikere har en tendens til at udtale sig om, hvilken kuns de mener, bør støttes. Det er et farligt område at bevæge sig ind på som politiker, for det minder om en politisk praksis, vi kender fra lande, vi helst ikke vil sammenlignes med.

Dine eksempler fra Frankrig og Norge har gjort indtryk på mig, og jeg tror, at det er den vej, vi skal gå. Det burde både kunstnere og andre mennesker, der holder danskheden i hævd, også være enige i.

Det er de nok ikke.

Som en lille note vil jeg sige, at det ikke er de økonomiske forhold, der fylder mest i min tilgang til at være musiker. Egentlig koncentrerer jeg mig mere om at være kreativ og at skabe noget. Jeg kan mærke,

28 ⁄⁄ MUSIKKEN

Måden, vi kan forsøge at presse politikerne til at sætte kulturen højere på dagsordnen på, er at gøre vores kunst aktuel.

Når det kommer til musik, er det jo faktisk ikke meget af det, der ryger igennem nåleøjet på P3 og P4, der omhandler politiske forhold. Politisk musik er blevet en håbløs 70’er-retroting, der forbindes med fedtet pagehår, fløjl og galoperende ufornuft.

Det gør det svært at bevare en musik, der bygger på stillingtagen til samfundet.

Sådan en stillingtagen skal som regel pakkes meget grundigt ind, hvis den skal nå ud i radioen.

Jeg efterlyser mere musik, der skaber debat. Musik, der mener noget. Musik, der vil noget. Musik med en vision.

Den findes blandt musikerne, men jeg kan ikke høre den i radioen.

Det har været en stor fornøjelse at udveksle tanker med dig, Rasmus.

Jeg opfatter ikke fordelingen af midler som den største udfordring, men visse musikgenrer er næsten usynlige i det offentlige rum (radio, tv og andre medier).

På en måde foregår en form for ensretning, hvor kun de mest populære og økonomisk rentable genrer er tilgængelige i det offentlige rum.

Her savner vi mod fra fx medierne til at promovere denne musik.

Lidt i samme spor udtalte også den tidligere operachef Kasper Holten sig i radioprogrammet Kulturkontoret (3. juni 2011) lidt provokerende: “ Det er bekymrende, at kvalitetsbegrebet er under pres, mens amatørismen trives via programmer som X-Factor og lignende. Vi skal nok blive underholdt; der er masser af underholdning, ja undskyld udtrykket - der er en motorvej af lort derude.”

Det udsagn taler for sig selv.

En anden ting, der går mig på, er, at nye initiativer og visioner tit er bundet op på mursten. Fx den nye ide om at samle det rytmiske og klassiske konservatorium.

Straks snakkes der om et nyt byggeri, selv om begge konservatorier har nogle pragtfulde og funktionelle bygninger, og ingen af institutionerne er interesserede i at flytte. På samme måde kunne man sagtens finansiere byggeriet af Operaen og Skuespilhuset, men når det kommer til at fylde kunst i husene, er der ikke den samme politiske velvillighed. Lidt kortsigtet må man sige.

Tak for denne gang.

Rasmus Nørby

De bedste hilsner, Anders Greis

25. januar kl. 11:22

at jo mere tid, jeg bruger, på at spekulere over de økonomiske rammer, jo mindre kunst får jeg lavet. I den perfekte verden ville kunststøtten være højere, rimeligt fordelt og alle os fodfolk, der lever med den, kunne få ro til at arbejde.

Det er de bløde værdier, det går værst ud over, når samfundet skal spare, som du skriver. Det gælder både kulturen og de omsorgsfag, du nævner. Det er ikke rart at være vidne til, synes jeg. Men omvendt skal der jo spares et eller andet sted. Og selvom vi to har prøvet at pege på nogle andre måder, man kunne gøre det på, tror jeg heller ikke, vi har de vise sten.

24. januar 2012, kl. 23:26 Kære Anders Jeg skylder dig et svar på dit spørgsmål vedrørende fordelingen af midler mellem rytmisk og klassisk musik.

Der er en fornuftig fordeling af støttekronerne mellem klassisk og rytmisk musik, når man tager omsætning, produktionsog indtjeningsvilkår i betragtning.

Produktionsmæssigt er det dyrere at drive et orkester på mellem 70 og 100 mand end at tage ud og spille med en gruppe på fire-fem musikere.

På samme måde som jeg forestiller mig, at der er store forskelle i både støtteforhold og indtjening inden for de forskellige genrer i det rytmiske musikliv.

Kære Rasmus Skulle du være interesseret, kan du finde os på www.kaosborn.dk, hvor du kan høre et par smagsprøver.

Jeg siger tak for nu, og måske ses vi til en af jeres koncerter snart. Du har i hvert fald tændt min nysgerrighed.

Alt det bedste Anders Greis

Meninger og holdninger står for de respektive musikeres egen regning.

AT FORKLARE DET UFORKLARLIGE

Du er et flag på en flagstang og jeg er røg fra en skorsten og vi blæser mod hinanden uden at nogen kan forklare hvorfor (Af Bjørn Friis Thomsen, fra sangen ‘Ekfrase til en børnetegning’)

Unge, danske musikere sætter ny musik til digte. MUSIKKEN studerer fænomenet i en interviewserie med digtere og musikere.

Denne gang taler vi med musiker Mads Wæhrens.

Tekst og fotos af Johan Knattrup Jensen

Han skriver en mail til mig sent om aftenen inden og fortæller, at han har forberedt sig. Grundigt. Og at han ser frem til interviewet. Han, Mads Wæhrens, vil gerne forstås korrekt. Han forklarer mig, da jeg kommer hjem til ham, at han har dårlige erfaringer med interviews. At han føler sig fejlciteret, misforstået. Som interviewet skrider frem, får jeg en forståelse af, at det ikke blot gælder i interviewsituationer, men også i Wæhrens’ eget liv.

Det bliver temaet for denne eftermiddag i januar 2012. At forstå og blive forstået.

Erfaren inden for genren I rækken af musikere, der har fortolket digte musikalsk, er Mads Wæhrens én af de mere erfarne inden for genren. I 2008 udkom cd’en ’Flodens Hemmelighed’, hvor Wæhrens fortolkede digte af Henrik Nordbrandt. En udgivelse, hvor Nordbrandt selv medvirkede på to skæringer.

Nu er Wæhrens i afslutningsfasen med et nyt album, hvor han arbejder sammen med den jævnaldrende digter, Bjørn Friis Thomsen. Albummet har egentlig været færdigt et stykke tid, men livet kom i vejen for musikken. Først sommeren, derefter efteråret. Og så vinteren. Men Wæhrens lover mig højt og helligt, at nu kommer det snart ud. I hvert fald her til foråret. På ingen måde senere end den 1. juni. ”Det må du citere mig for”, siger han.

Taler meget Han taler meget, Mads Wæhrens. Han står rank op, refererer fra sine noter, udfører fagter med armene. Men talen er ikke flydende og velkomponeret. Mads Wæhrens er ikke retoriker; han hakker i det. Han kommer med et statement, blot for at trække det tilbage øjeblikket efter.

Talen står nærmest i skærende kontrast

til musikken, der synes blid, nænsom og enormt sammenhængende. Men ønsket om forståelse trænger tydeligt igennem.

Jeg får ham til at sætte sig ned. Men straks rejser han sig igen for at hente en digtsamling. Eller en cd. Eller noget andet, som skal bidrage til min forståelse.

Forstod ikke digte Jeg må tage styringen, tænker jeg, og skubber mit første spørgsmål brutalt ind i ordstrømmen. Jeg spørger, hvorfor han begyndte at skrive musik til digte. Og svaret kommer fra hjertet: ”Fordi jeg ikke forstod digte.”

Simpelthen - hvor befriende sagt, tænker jeg. ”Jeg forsøgte at finde ind i digtene, men det lykkedes ikke,” fortæller Wæhrens og tilføjer: ”Det var først, da jeg begyndte at synge ordene, at digtets følelse kom frem, og så opdagede jeg digtet.”

Han sammenligner følelsen med at opklare et mysterium; at finde en sandhed. ”Man går jo altid og tænker på, hvad livet er for størrelse,” siger han. ”Gør man ikke?”

Big time tvivler Mads Wæhrens har en religiøs baggrund.

Bedsteforældrene var religiøse. Strengt religiøse. Forældrene ikke så meget. Mads Wæhrens overhovedet ikke. Han er en tvivler. ”En big time tvivler,” siger han.

Og i Nordbrandts værker fandt han slægtskab i tvivlens bakkede landskab. ”Det var nok derfor, jeg begyndte at arbejde med hans digte,” uddyber Wæhrens. ”Jeg fandt de samme spørgsmål, som jeg selv havde, i Nordbrandts linjer.”

Wæhrens finder straks et digt frem fra

sine noter, som han synes, jeg skal bruge til artiklens layout. Det må vi lige se til, mumler jeg for mig selv. Wæhrens begynder at læse Nordbrandts digt højt. ”Skal jeg tage mig sammen først eller skal jeg dø først?”, læser han, men ordene vil ikke rigtigt for Wæhrens. Han opgiver og vælger at synge teksten i stedet. Og med ét forstår jeg både Henrik Nordbrandt og Mads Wæhrens. I samme linje. Tydeligt.

Han fortsætter: ”Mine øjne mødte et par øjne, der så mig et sted, hvor jeg aldrig havde været.”

Mine hår rejser sig på mine arme.

Er for nøgen Jeg spørger Wæhrens, om han gerne vil ses. Altså ikke bare ses som værende på scenen eller i centrum; det går jeg jo nærmest ud fra, er et grundvilkår for den optrædende musiker. Men set, som i gennemskuet. Som at blive set ind i sjælen på.

Wæhrens tænker sig lidt om og fortæller så, at han egentlig synes, det er et handicap, at han ikke kan holde kortene ind til sig. At han er for nøgen. ”Jeg ser ikke mig selv som mystisk - som fx Bob Dylan kan være det. Jeg er måske præcist det modsatte af Bob Dylan.”

Jeg fornemmer en varm ærlighed hos Wæhrens. ”Jeg forsøger at sætte en facade op. Jeg forsøger at være cool, men det lykkes ikke for mig”. Stemningen bliver lidt løssluppen, lidt mindre notebaseret, Wæhrens er faktisk ret sjov. Han fortsætter: ”Jeg forsøger også at undlade at tale imellem numrene, når jeg optræder live. Det lykkes heller ikke.”

Forklaringer bliver til følelser Paradokset for Wæhrens er, at han har behov for at blive forstået korrekt. Derfor

Fortsættes næste side >>

MUSIKKEN ⁄⁄ 31

>> fortsat fra forrige side

havde han forberedt sig så grundigt på interviewet. Derfor kan han ikke lade være med at tale imellem numrene. Men så snart han har sagt ét, kan han finde på at modsige sig selv. ”Der er jo altid flere forståelser eller forklaringer eller opfattelser,” siger han. ”Jeg prøver på at forklare noget, som i virkeligheden ikke kan forklares.”

I digtene findes hjælpen. Når forklaringerne bliver til følelser.

Omkring 2009 - i perioden lige efter udgivelsen af Nordbrandts komplicerede, tvivlende tekster - møder Wæhrens den jævnaldrende digter Bjørn Friis Thomsen.

I ham oplever Wæhrens et tekstunivers, som er mere enkelt, mere ligetil end hos Nordbrandt. Thomsen har en mere zenbuddhistisk tilgang til ordene og livet; en tilgang, som tiltaler Wæhrens. Han glædes ved det enkle. De påbegynder et samarbejde, som udmønter sig i 14 sange på albummet ’Situationer’. Wæhrens fortæller, at digterne bliver hans læremestre, der giver ham større indblik i livet. Og det er den viden, den indsigt, han gerne vil videreformidle i sine sange. ”Jeg er jo uddannet musiklærer,” siger han.

Noterne er nu helt glemt. Vi snakker om de næste projekter; om, at Wæhrens har lyst til at skrive noget selv. Forhåbentlig har lærermestrene lært ham noget, fortæller han. Noget, der ikke er så navlepillende, så jeg-specifikt. Men det er jo også angstprovokerende. ”Man skal ikke forholde sig til teksten på samme måde, når man ikke selv skriver den,” siger han.

Men Wæhrens er bestemt ikke færdig med digtene. Han er jo efterhånden ham, man går til, når digte skal musikatiseres.

Og det har han det helt fint med. Men han kan ikke afsløre næste projekt med musik og digte. ”Det er noget med en japansk digter.”

Men så siger han heller ikke mere. Jeg pakker mine ting sammen og er på vej ud af døren. Men Wæhrens er ikke færdig med at tale. Han huskede lige nogle pointer fra sine noter. Jeg lukker ørerene og går hjem og tænker, hvor befriende det kan være, ikke at skulle forklare sig selv. Men at lade musikken og følelserne tale for sig.

Også i dag lærte jeg noget, jeg håber at kunne forstå om et par dage.

32 ⁄⁄ MUSIKKEN

Mads Wæhrens (f. 1978) er uddannet musiklærer fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i 2007. Han har bl.a. spillet med i Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur og Tonekontroll, før han i 2008 udgav ’Flodens Hemmelighed’ i eget navn med band.

Henrik Nordbrandt (f. 1945) har udgivet over 30 digtsamlinger. Han er erklæret ateist og udtaler sig ofte om det meningsløse i religionen.

Han modtog i 1980 Det Danske Akademis Store Pris og blev i 2000 tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for samlingen Drømmebroer.

(Kilde: Wikipedia)

Bjørn Friis Thomsen (f. 1981) er uddannet Cand. mag. i dansk og fransk fra Aarhus universitet i 2007. Har udgivet tre digtsamlinger, samt modtaget Hvedekorns debutantpris i 2008.

MUSIKKEN ⁄⁄ 33

Trio med brasilianske tråde Af Christine Christiansen

Den danske Trio Tresafinado fik i januar festligt besøg af fire brasilianske gæstemusikere.

Sammen gav septetten en række sprudlende og humørfyldte koncerter.

På en råkold og regnfuld dansk januaraften kan Brasilien med sin sprøde musik og sit eksotiske natteliv synes meget langt væk. Men i årets første måned blandede brasilianske toner sig med København i fysisk forstand. Det skete, da den danske kammertrio Tresafinado fik besøg af fire brasilianske elitemusikere.

De fløj ind for at medvirke ved en række koncerter på dansk jord med den brasilianske musikgenre, choroen, som det livlige musikalske omdrejningspunkt.

Har udgivet en cd sammen Det var ikke første gang, Tresafinados medlemmer dannede spillemæssigt partnerskab med de fire brasilianere. De syv musikere har sammen udgivet cd’en Lúcido, som blev indspillet i Brasilien i 2010, ligesom Tresafinado har deltaget i en festival i Brasilien for at studere netop choroen. En genre, trioen også selv dyrker intenst.

Choroer og tangoer En af de første koncerter på januar-turnéen, som i øvrigt bragte ensemblet rundt på både Sjælland, til Jylland og Fyn, fandt sted på Studiescenen på Det Kongelige Danske Musik-

34 ⁄⁄ MUSIKKEN

konservatorium. Her sad de syv musikere linet op på scenen i en halvcirkel, og med muntre mundtlige præsentationer blev de dansante choroer fyret af ud over scenekanten i raskt tempo. Programmet bød også på smukke og intense argentinske tangoer, arrangeret for forskellige antal instrumenter. ”Det er et scoop at få lov at spille med brasilianerne og blive inspireret,” lød det begejstret fra fløjtenisten Pia Kaufmanas, da MUSIKKEN fangede hende i pausen under koncerten på konservatoriet Salen summede her af glade tilhørere.

Pia Kaufmanas er et af medlemmerne i Tresafinado og initiativtager til koncertturnéen. ”Man kan sige, at det her er lidt et egoistisk projekt – jeg gør det, fordi jeg selv bliver i godt humør af at spille den brasilianske musik med de indfødte,” tilføjede hun smilende.

Fra duo til trio For Pia Kaufmanas går passionen for de brasilianske toner, rytmer og klange mange år tilbage i tid. Privat danner hun par med den brasilianskfødte, men herboende perkussionist, Alonso Correa, som også er fast medlem af Tresafinado. At trioen skulle ende med det autentiske brasilianske stiludtryk,

den har i dag, skete ret spontant: Tilbage i 1998 begyndte Pia Kaufmanas at spille fløjte- og guitarduoer sammen med guitaristen Torten Borbye Nielsen – trioens tredje medlem. ”Men så kom Alonso ind og lagde nogle perkussionrytmer på de musikstykker, vi spillede, og pludselig skulle vi nytænke hele trioens udtryk,” husker Pia Kaufmanas, der i dag glæder sig over, at trioen valgte at begive sig ud ad den farverige brasilianske klangvej: ”Når vi er ude at spille, får vi tit at vide, at vores musik taler intenst til helt almindelige mennesker. En præst i en kirke, hvor vi spillede koncert, kaldte endda musikken for antidepressiv,” fortæller fløjtenisten.

Drog sammen til Brasilien I 2008 tog Pia Kaufmanas alene på en festival i Brasilien for at få choroens karakteristiske toner og rytmer ind i krop og instrument. Ideen var, at hun skulle undervise de andre triomedlemmer i alle de nye ting, hun havde lært, efter, at hun var landet i København. Men det var slet ikke nemt, husker hun. ”Jeg kunne godt stå og sige til dem ’I skal gøre sådan og sådan’ – men det var svært at realisere tingene i praksis i

trioen, når de andre ikke havde oplevet på festivalen, hvordan brasilianerne spillede musikken.”

Det endte med , at Tresafinado senere drog samlet på festival i Brasilien. Her gik guitaristen Torsten Borbye Nielsen i en særlig komponistklasse, hvor han lærte sig at skrive de swingende choroer. En del af de liflige værker med dansante rytmer og iørefaldende melodier, som musikerne spiller på koncerten, stammer da også fra hans hænder.

Vil udbrede kendskab til choroen Forud for koncerten på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium gik et koncentreret prøveforløb, hvor de syv musikere øvede intensivt sammen. Pia Kaufmanas glæder sig over den synergi, der opstår mellem musikerne , når de sætter sig på scenen sammen: ”I Brasilien gør man meget for at udbrede kendskabet til choroen og for, at den skal overleve. Jeg er glad for, at vi også herhjemme kan sætte fokus på choroen sammen med de brasilianske musikere, som er nogle af landets allerbedste inden for stilarten,” lød det fra fløjtenisten, inden hun skyndte sig tilbage på scenen for at lade anden del af koncerten udfolde sig farverigt.

Om Tresafinado Trioen Tresafinado består af Pia Kaufmanas på fløjte, Torsten Borbye Nielsen på guitar og Alonso Correa på perkussion.

Ved en koncertrække i januar optrådte trioen sammen med Nailor Proveta på klarinet, Pedro Aragao på mandolin, Luciana Rabello på cavaquinho og Mauricio Carrilho på syv-strenget guitar.

Se mere om trioen på tresafinado.dk

MUSIKKEN ⁄⁄ 35

Den første februar rykkede Carsten Dahl ind som professor i samtidsmusik på Rytmisk Musikkonservatorium. Tid optager den travle musiker, der også skriver bøger, læser Kierkegaard og holder foredrag om sin egen angst. For som han siger: ”Livet varer ti minutter. Hvis der er gået ni, og du ikke har levet, så har du et problem. ”

Kærlighed, Kierkegaard og kulørte sommerfugle 36 ⁄⁄ MUSIKKEN

Af Christine Christiansen

Sollyset brager ind gennem ruderne og blænder os på en af Østerbros formiddagstravle caféer. Det er en af de lyse, smukke morgener, som årets første måned har budt på rigtig mange af.

Carsten Dahl kommer tit på caféen og kender personalet, der smilende joker med ham hen over disken. Da den unge indehaver kommer med kaffen, rejser han sig og giver hende en varm krammer. For så intens er den travle musiker, og kærligheden er en faktor, der findes i alt – for Carsten Dahl er den tilmed en rød tråd gennem tilværelsen.

Kontoret er et kærlighedscenter Den første februar rykkede Carsten Dahl ind på Rytmisk Musikkonser vatorium som professor i samtidsmusik.

Han har allerede sat sit kærlige præg på stedet. ”Jeg har indrettet mit kontor med en briks og nogle stole fra Blå Kors, en standerlampe, ægte tæpper på gulvene og billeder af sommer fugle på væggene. Det er som et kærlighedscenter,” siger han og fortæller, hvordan han ser sine konservatoriestuderende som sommerfugle. ”Sommerfuglen indikerer forvandling – den symboliserer overgangen fra ét stadie til et andet til et tredje. Herefter folder man sig ud og er unik som den, man er. Man flyver derfra

og skaber skønhed. Det er sådan, jeg ser de studerende. De skal være dem, de er – unikke væsner.”

Han tager en pause og ser op. ”Du er også en sommerfugl,” smiler han hen over cappuccinoen.

Hver dag uploader professoren fotos af de farvestrålende insekter på Facebook, og selv den sms, jeg fik som bekræftelse på interviewaftalen, var vedhæftet en eksotisk sommerfugl.

I billeder beskriver Carsten Dahl sin rolle i forhold til de studerende: ”De skal komme løbende op ad en gang, og så er jeg spejlet, som de stopper op og kikker i, mens de får en samtale med sig selv. Jeg er en katalysator for deres evner. Via min erfaring, mit liv, min følsomhed og den, jeg er, kan jeg skabe en stor klangbund, som de studerende kan gå hen og råbe eller hviske ned i. En klangbund, der kan rumme dem og tage deres ekko, så de føler sig set og rummet.”

Slip og tag ansvar Carsten Dahl er bevidst om, at de studerende skal flyve på egne vinger. ”Der kan opstå en kortvarig symbiose mellem mig og dem.

De må gerne putte sig i min armhule en periode, men på et tidspunkt skal de slippe og tage ansvar selv. De skal have

lov at gøre oprør og blive vrede – og så skal jeg være der som vejleder og mentor. Men jeg kan ikke påtvinge mine studerende de ting, jeg selv har, som de ikke har.”

Carsten Dahl ser det som sin mission at hjælpe de studerende ud af den ensomhed, der naturligt er forbundet med musikerstudiet. ”Mange studerende går jo rundt i egne små kokoner. Jeg håber at kunne være en samlende faktor sammen med de andre lærere. Man kan være en enhed med forskellige farver ligesom sommerfugle.”

Professoren vil samle: Lige nu drømmer han om en Musikkens By i København, hvor alle genrer findes ét sted. Og så vil han have musikken tilbage på børnenes skemaer. ”Det er en katastrofe, at musik er pillet ud af folkeskolen. Der burde være musik mindst totre timer om ugen, fra børnehaveklasse til 10. klasse. Der må aldrig nedprioriteres i det fag. Men vores skolesystem er oldnordisk. Vi sidder på stole og får ondt i ryggen pga. nogle resultatkontrakter, den gamle regering lavede.”

Professoren har flere gange haf t fat i kulturministeren.

Han ønsker indflydelse på ministerens planer for musiklivet, men føler sig ikke hørt. ”Jeg har skrevet til Uffe Elbæk og venter på en opringning. Mi-

nisteren burde bruge mig som en klangbund - en han kan tale med. Men han gør det ikke,” ærgrer han sig.

Kender alt til ensomheden Et grundvilkår i Carsten Dahls liv er ensomheden. Den er der, når han sidder på scenen og forfører publikum med sine magiske solokoncerter. Når han hjemme ved klaveret eller computeren eksperimenter og komponerer nye værker. Når han skriver nye afsnit på sin filosofiske bog. Når han fordyber sig i Kierkegaards værker.

Eller når han søger væk fra den kaotiske symfoni af lyde, han hører Københavns gader som.

Så sætter han sig ind i Marmorkirkens mørke i to timer for at finde sin egen indre stilhed og ro og være tæt på Gud. Ensomheden var der også, da Carsten Dahl for to år siden fik et voldsomt angstanfald og efterfølgende en dyb depression.

Sammenbruddet ramte ham i forbindelse med en cd-optagelse i Norge. Den satte i lang tid en stopper for kreativiteten bag tangenterne. ”Jeg lå på gulvet og græd i fem måneder. Jeg kunne slet ikke røre klaveret. Når jeg fx forsøgte at spille jazz-standards, brækkede jeg mig fysisk. Carsten Dahl havde identificeret sig så meget med det klaver.

Men inden i følte jeg, at der manglede et meningsfuldt liv for Carsten,” husker han.

Fortsættes næste side >> MUSIKKEN ⁄⁄ 37

>> fortsat fra forrige side

Sammenbruddet fyldte ham med et indre, uendeligt mørke. ”Jeg følte, at intet havde værdi.

Og jeg følte, jeg mistede skønheden. Indeni var der vrede, og jeg mistede kærligheden til min kæreste, mine børn, mine omgivelser. Så røg jeg ned i en sort, dyb brønd. Jeg blev skilt fra den Carsten, der var der før. Og fra dele af min måde at opfatte verden på.”

Kærlighed kan ikke ejes Under sygdomsprocessen erfarede Carsten Dahl, at vi ikke kan besidde kærligheden – uanset, hvor gerne vi vil. ”Vi ligger og putter og sutter og vil gå i symbiose med hinanden for at få alt det, vi ikke fik i opvæksten. Men vi kan ikke eje kærligheden; det skal vi holde op med at tro. Når det kommer til kærligheden, bliver vi narret af vore egne dybe infantile behov for tryghed og for at kunne forsvinde ind i hinanden. Det er meget naturligt. Men det gør også, at man forsvinder for sig selv. Så ophæver man sine grænser - med den fare at man ikke fastholder sin egen autenticitet,” siger han og hentyder til, at mange er begyndt at gøre op med tosomhedstanken. ”Folk har flere partnere. De vil leve på nye måder; finde kollektiverne igen. Vi kan jo ikke holde det ensomme lort ud mere. Vi skal elske hinanden, elske med hinanden. Dele ud af det lys, vi har, og være derfor hinanden. Efter 90’ernes og nullernes puritanske tidsalder må vi frem med armsveden og væk med al den parfume. Kom i gang med at være menneske,” råber musikeren opildnet og giver et eksempel fra sit eget liv: ”Jeg er selv begyndt at svede helt vildt med vilje – det lugter meget bedre.”

Ser sygdommen som en styrke I dag ser Carsten Dahl på man-

38 ⁄⁄ MUSIKKEN

ge måder sygdommen som en styrke. Kampen tilbage til klaveret og til verden gav ham en forståelse af livet og sig selv, som han i dag ikke ville være foruden. ”Jeg ser stadig livet som en gave – noget smukt. På en vis måde ville jeg ikke have undværet min sygdomsperiode, for den indsigt, der er forbundet med at komme så dybt ned i det grumsede vand i brønden eller højt op at flyve, er fantastisk. Men det gør ondt at få den indsigt. Det gør skide ondt, når man falder ned og ikke kan flyve, og det er skræmmende at synke så langt ned i sit eget mudder, at man er ved at drukne, og det er mørk. Men selve livsindsigten og kærlighedsforståelsen – den ville jeg ikke undvære.”

Vil aftabuisere angsten En af Carsten Dahls missioner er at aftabuisere angst og depression ved at fortælle om sin sygdom. Han gør det i forbindelse med sine koncerter. ”For nylig spillede jeg en koncert på Testrup Højskole. Publikum fik mulighed for at stille mig spørgsmål i to timer. Det elsker jeg. Så får jeg lejlighed til at tale lidt om angst. Når jeg er ude at spille, føler jeg en stærk trang til at tale om det. Samtidig udfordrer jeg mig selv – det er spændende.”

Han beskriver, hvordan han bringer emnerne i spil på scenen. ”Jeg fortæller folk, at det ikke er nogen hemmelighed, at jeg har lidt af panikangst og haft to store depressioner og været på psykofarmaka en periode.

Så bliver folk helt skræmte.

Men efter ti minutter løsner stemningen sig op. Folk begynder at stille spørgsmål, og bagefter kommer de op på scenen og tager min hånd. På den måde bliver det nemmere for dem at forstå, hvis en i deres egen familie fx lider af angst.”

Vi er alle sammen syge Grundlæggende er alle mennesker syge, mener Carsten Dahl. ”Vi skal holde op med at tro, at raskhedsbegrebet er det rigtige, for i virkeligheden er vi alle sammen syge. Så løber vi rundt og er stressede. Ingen rører ved hinanden længere; ingen taler sammen. Hvor skal man så gå hen med sin dødsangst eller sit behov for at tale med nogen?” spørger professoren kritisk og kommer selv med et konstruktivt forslag. ”Jeg drømmer om 35 spredte, åbne, menneskelige ambulatorier rundt omkring i Danmark, hvor folk kan komme med deres angst og depression. Der skal være en præst, en psykiater og to psykologer tilknyttet.

Nogle gange har folk bare brug for en samtale. Nogle gange skal de henvises til det psykiatriske system. I dag har vi ikke nogen ordentlige tilbud. Det er ikke et moderne samfund, men et oldnordisk efterslæb.

Carsten Dahl hæver stemmen: ”Vi har rigtig, rigtig travlt; vi lever åndeligt som i 1812, men vi er jo i 2012. Vi skal fremme den frie ånd. Det åndelige, det spirituelle, vores kærlighedsbegreber. Hvor skal vi hen, hvor kommer vi fra? Det har vi svigtet at debattere siden tresserne; ja siden krigen, hvor vi havde brug for at tale om de her ting. Siden da har alt været en deroute nedad. Vi har rykket os videnskabeligt og økonomisk, og det er godt.

Jeg underkender ikke videnskaben. Men det åndelige har helt vi overset. Vi har adskilt noget væsentligt i vores iver efter at bevise, hvor dygtige vi er, hvad vi kan og skal.”

En guddommelig gnist Han kalder det et big bang og kredser om det religiøse. ”Der findes en kæmpe, kæmpe lyssøjle, og vi har alle fået en guddommelig gnist. Men vi har

overset, at kun når vi lægger alle gnister sammen i fællesskabet, kommer vi hver især til at lyse rigtigt. Når man mister besjælingen, ånden, tilhørsforholdet til noget – så mister man også fællesskabet.”

For Carsten Dahl er det brændende nødvendigt, at vi vågner op og genfinder kollektivismen og kærligheden, før det er for sent. ”Livet varer ti minutter. Vær klar over, om der er gået to eller ni. Hvis der er gået ni, og du ikke har levet – så har du et problem,” advarer professoren, der beskriver livet som konstant en metamorfose: ”Forvandlingen foregår hele tiden. Intet bliver ved. Parforhold, musikstilarter - det fortsætter i nye former. Man kan måske genopfinde noget i hinanden og i musikken. Men selve øjeblikket, hvor noget nyt opstår, har at gøre med, hvor nærværende vi er i livet. Og om vi tør tage chancer.”

Han tager en ny pause og citerer Kierkegaard: ”Det er op til hin enkelte at møde sig selv, sin skaber, sin tidslinje, sin tid. At møde sit øjeblik. Møde sig selv som den, man er. Tage det på sig, der er inde i én. Det, man er bange for at se. Den vrede, man frygter i sig selv. Den seksualitet, man skammer sig over. De ønsker, de drømme, man har, som man er bange for at leve ud, fordi man er bange for at træde i karakter, bange for at være til.”

Så kommer han med et uhyggeligt eksempel: ”Som 63-årig risikerer du at vågne op og opdage, at du har brugt 12 minutter af dit 10 minutter lange liv. Vi ved jo alle sammen, at vi skal ned og rode med ormene, og så kommer angsten. Den er proportional med, hvor lidt du har levet; hvor lidt du har været til stede. Derfor starter det nu.

Det er ikke i morgen eller på mandag. Men nu.”

Carsten Dahl – blå bog Født i 1967.

Begyndte som niårig at spille trommer.

Studerede trommer i to år på Rytmisk Musikkonservatorium i København, før han begyndte at spille klaver.

Har spillet og udgivet cd’er med bl.a. Carsten Dahl Trio og Carsten Dahl Experience.

Har i øvrigt samarbejdet med de fleste inden- og udenlandske jazzmusikere.

Har de sidste ti år været en af landets mest efterspurgte solopianister og foredragsholdere.

Har modtaget bl.a. Ben Webster Prisen. Jazzpar-prisen, JASA-prisen og Django d’Or Prize.

Blev i 2008 signet af forlaget Wilhelm Hansen, hvor bl.a. han bl.a. har en symfoni til DR SymfoniOrkestret på vej.

Symfonien uropføres i 2013.

Fik i efteråret 2011 prisen for ’Årets danske jazzudgivelse’ med cd’en Efatta ved Danish Music Award.

Er fra februar 2012 professor i samtidsmusik på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Udsender primo 2012 en firedobbelt cd med Bachs klaverværker og egne kompositioner på pladeselskabet Deutsche Grammofon.

Har senest dannet par med jazzsaxofonisten Christina Dahl. Har tre døtre.

Bor på Østerbro.

Se mere på www.carstendahl.dk

MUSIKKEN ⁄⁄ 39

MUSIKKEN-fotoreportage: Birk Storm p책 Rust d.28. januar 2012. Fotos: Mads Mazanti

CD nyheder

The Deepers

Billy Cross

Thorbjørn Risager

Firsthand Experience

The Dream Hasn’t Changed

Dust & Scratches

Selvom titlen kan fortolkes sådan, er der absolut ikke tale om førstegangsmusikere på debuten fra The Deepers.

Både Kampmann og Krogsgaard var med til at stifte det anmelderroste band Baal. Og Hemmer har spillet med Kenn Lendings band i en lang årrække. Man mærker det fra første nummer. Dette er erfarne musikere.

Musikken er traditionerne blues og roots i moderne, tight klæder. Sidenius på trommer er en fast fortøjret kerne i rytmegruppen.

The Deepers begyndte egentlig som et engangsprojekt til Kampmanns 45-års fødselsdag, men ingen var i tvivl om, at det måtte forlænges. Det har indtil videre mundet ud i ’Firsthand Experience’. Vi ser frem til mere.

Medvirkende musikere: David Kampmann: Guitar, vokal Dan Hemmer: Hammond orgel Jimmy Krogsgaard: Bas Morten Sidenius: Trommer The Deepers Firsthand Experience Gateway www.deepers.dk

Der er ikke så meget at tage fejl af: Efter ganske få sekunder af intronummeret No One Here Gets out of This Alive overvældes man af umiddelbar spilleglæde og stålsikker kompetence hos Billy Cross og hans fine hold af medspillere. 65-årige Cross er i høj grad still going strong og som titlen beskriver har den elskelige amerikanske guitarist med den karakteristiske stålgrå manke stadig drømmene i behold.

“Jeg har lavet denne plade, fordi jeg trængte til at vise, at jeg er et menneske på godt og ondt og tør stå ved det,“ siger Billy Cross blandt andet i sin pressemeddelelse. Og 50-års jubilaren vedkender sig uden så meget omsvøb sine amerikanske rødder med rock, blues og roots som omdrejningspunkter.

Et blik i Cross-tourplanen afslører et fuldt booket forår og sommer. En opfordring herfra skal derfor lyde: Tag ud og hør Billy Cross og co. på en af landets livescener.

Det er dér denne musik for alvor skal opleves.

Medvirkende musikere: Billy Cross: Guitars, vokal Aske Jacoby: Guitars Flemming Ostermann: Bas Henrik Askou: Trommer

//JKJ

Send din cd ind til MUSIKKEN Er du eller dit band ude med en ny Cd, som MUSIKKENs læsere skal kende til?

Så send et eksemplar af Cd’en til MUSIKKENs redaktion. Adressen finder du forrest i bladet.

42 ⁄⁄ MUSIKKEN

Billy Cross The Dream Hasn’t Changed Target Records www.billycross.com

Den amerikanske musiktradition træder tydeligt frem i Risagers sjette studiealbum. Lars Skjærbæks produktion får nuancerne frem i lydbilledet og danner vokalreferencer til bl.a. Tom Waits.

Musikken og sangskrivningen har bluesrødder, og man aner hyldester til Bob Dylan og hele den moderne bluesskole.

Men den traditionelle blueskonstellation brydes i Risagers orkester, hvor blæserne har en større rolle, og på den måde får musikken en mere europæisk sound, som for tiden bliver efterspurgt på den anden side af Atlanten.

Bandet har da også opnået større og større international anerkendelse, og vi håber, at dette album hjælper bandet yderligere på vej.

Medvirkende musikere Thorbjørn Risager: Vokal, guitar Emil Balsgaard: Piano, orgel, rhodes Peter Skjerning: Guitar, kor Kasper Wagner: Saxofon Peter Kehl: Trompet Søren Bøjgaard: Bas Martin Seidelin: Trommer Lars Skjærbæk: Gæstekor Rune Harder Olesen: Gæstepercussion

Thorbjørn Risager Dust & Scratches Cope Records www.risager.info

//JKJ //Maz

Seniorklubben Husk!

Der er møde i seniorklubben den første onsdag i hver måned i DMF’s lokaler på Skt. Hans Torv 26 fra kl. 12.30 til 14.30.

Af Hagoe

Det nye år er godt begyndt - med en hidtil usædvanlig smuk januar måned med masser af solskin. Nu er den første sne faldet, men for os seniorer er det godt, at sneen indtil videre ikke er blevet liggende. I alla fall (som svenskerne siger) nærmer vi os nu slutningen af januar, og den tid, der er gået godt, kommer ikke slemt tilbage.

Til vor januarsammenkomst var der ikke ret mange; det var på grund af et slemt stormvejr, men nu håber jeg, at vejret er til, at vi ses alle sammen her i begyndelsen af februar.

Vi kan rigtig mærke, at landet har fået en ny kulturminister. Det må ikke være sjovt at være ham. Hans ministerielle område skal spare ligesom alle de andre områder, uanset at kulturlivet allerede på forhånd hele tiden har været holdt i særdeles stramme tøjler; der er hverken i landsdelsorkestrene eller på Det Kongelige Teater folk, der bare er der til pynt. Men selvfølgelig kan der spares; Det Kongelige Teater kan spille stykker med maksimalt tre medvirkende og på Operaen kan man begrænse repertoiret til Mozart – så kan Kapellet fyre et par slagtøjsmusikere og måske

klare sig med færre strygere, Teatret og landsdelsorkestrene kan undlade at besøge deres publikum i oplandet og i stedet animere deres publikum til at tage toget eller bilen til deres hovedstad og så videre. Men jeg vil sige med stemmen i ’Løjtnant von Buddinge’: “Vogt dig.” Økonomiske krisetider kan være mere eller mindre langvarige; alvorligt bliver det først, når de også bliver til kulturelle krisetider.

Det, der tabes her, kan blive rigtig svært at genoprette.

“Rolig nu, gamle Hans,” siger jeg til mig selv – året er ungt endnu, Det Kongelige Teater har fået ny bestyrelsesformand, og hun kan måske forklare kulturministeren, hvordan kulturens organisationer arbejder og skal arbejde. P.t. (altså før nye besparelser) andrager statens bidrag til Danmarks kulturliv 0,1 % I sandhed et chokerende (lavt) tal. Det kan dårligt blive mindre, hvis det overhovedet skal kunne være synlig på statens budget. Lad os derfor beholde vort gode humør og håbe på et godt nyt år.

Også for Danmarks kulturliv.

MUSIKKEN ⁄⁄ 43

part of Berlin

Music

Week

and Po pkom

m

CALLmeK

Let Me Play

Deer

AT

Your Guitar

Be Lydm ar

Dad Ro or Emma cks!

The New Acs Spring

Free for Popkom Tickets: m del 6 €.

Wednes egates day 7 and BMW White th of Trash Septemb Fast er

wristba nd hol 2011 Food ders.

- Schönh 8 PM to 2 AM auser Allee 6-7

r 3:16 Somme Morten Tom &

sen sik: og Muen og Morten Mad Tekst eriks

Tom Fred

ar : ak. guit rkende vokal og guitar, bas eriksen: l, el.

Tom Fred sen: voka vokal Mad d: Morten e Katrine Lun oards keyb Henriett egaard; Bjerr Claus et io Plan , Aud 2011 t sson Indspille af Jan Elia Mastered

Medvi

2011

26-05-

0

16:25:3

11

TOMO01

5 707471

ndd

er cover.i

021170

1

somm

plakater foldere

Grafisk værksted er blevet opgraderet Få trykt dine plakater og PR-materiale her i afdelingen til markedes billigeste priser! Københavnsafdelingens medlemmer har mulighed for at få produceret eget PR-materiale på afdelingens printere.

flyers visitkort postkort CD-covers

A4 og A3 plakater i små oplag Denne printer kan ikke trykke helt til kant. Vi kan skære emnet til, hvis du ønsker det. (Husk skærekant, dvs. 3 mm.)

Du kan fx få trykt A4 og A3 plakater, flyer og foldere, CDindstik, postkort og visitkort.

Ved CD-cover i 250 g papir skærer vi kun groft til. Du folder, skærer det sidste til og limer selv. Afdelingen har en foldemaskine, som du kan benytte i kontorets åbningstid til foldere, cover mm.

Pris pr. stk.

Max antal

A2-plakater 420 x 594 mm.

170 g Photo

31,-

50

A1-plakater 594 x 840 mm.

170 g Photo

62,-

50

124,-

25

PLAKATER I STORFORMAT

A0-plakater 840 x 1188 mm.

170 g Photo

Plakaterne bliver en anelse større, end standard format A2, A1 og A0

Priseksempler: 100 stk. A3 plakater, 135 g kr. 310. – 400 stk. postkort 250 g tryk på 2 sider kr. 315,-

Aflever dit materiale i afdelingen på Sankt Hans Torv 26, 1. sal.

Vi har åbent mandag kl. 10- 18, tirsdag - fredag kl. 10-15.

Priseksemplerne er vejledende og inklusive moms. Stykpriserne kan variere fra job til job, afhængigt af timeforbrug, papirkvalitet og efterbehandling. Eksemplerne er beregnet med udgangspunkt i en bestilling. Kombinerer du din bestilling (eks. postkort + plakater) vil tidsforbruget stige.

Fil afleveres i PDF- eller TIF-format på en CD-ROM, USBnøgle eller mailes til: kbh@dmf.dk Ved TIF-format: Husk at sammenlægge lag, opløsning min. 300 dpi. Ved PDF-format: Husk skriftfonte og højst 100 MB. Materialet skal afleveres færdiglavet og klar til trykning. Husk eventuelt 3 mm. ekstra skærekant hele vejen rundt - og gerne skæremærker.

Første arbejdstime er gratis - herudover afregnes med kr.

225,- incl. moms pr. time. Ved flere bestillinger inden for 30 dage er første time kun gratis ved den første bestilling. De 30 dage regnes fra faktura dato.

Priserne er kun opgivet for materialerne, dvs. papir og farve.

Arbejdstid er ikke medregnet.

44 ⁄⁄ MUSIKKEN

Der går ca. en-to uger, før du kan hente det færdige materiale.

Farveforskelle kan forekomme i printet sammenlignet med fx farven på skærmbilledet eller print fra anden printer.

Yderligere spørgsmål: Ring på tlf.: 35 240 270 eller tjek www.dmfkbh.dk under Medlemstilbud og Grafisk værksted.

Tilbagetrækningsreformen – hvilke muligheder giver det dig?

FTF-A og DMF inviterer i fællesskab til fyraftensmøde. På mødet vil vi give dig et samlet overblik over den nye tilbagetrækningsreform.

Du vil kunne få svar på spørgsmål som: ☞☞ Hvordan ser reformen ud fra 2012? ☞☞ Hvor lang tid udskydes efterlønsalderen? ☞☞ Hvordan er mine muligheder for at gå på efterløn? ☞☞ Hvor længe kan man få efterløn i fremtiden? ☞☞ Hvordan vil mulighederne være for at træde ud af ordningen, og hvilke konsekvenser vil det have? ☞☞ Hvad skal jeg gøre for at få udbetalt mit efterlønsbidrag skattefrit?

Alle er velkomne, og du må gerne invitere en ledsager med.

Møderne foregår mandag den 27. februar kl. 16:00-18:00, FTF-A, Snorresgade 15, 2300 København S. Tilmelding sker pr. mail hos el@dmf.dk eller på telefon 86 18 45 99 senest onsdag den 22. februar.

På glædelig gensyn!

Særaftale på vin DMF København har indgået en fordelgatig aftale med Kjær Sommerfeldt. Mod forevisning af medlemskort kan alle DMFmedlemmer få 10 % rabat ved køb af vin og andre lækkerier.

Aftalen gælder ikke spiritus og varer, som allerede er nedsat.

Information om forretninger i byen kan findes på www.kogs.dk.

MUSIKKEN ⁄⁄ 45

Frederiksborg Af Alex Jakobsen og Jan Åmand DMF Frederiksborg

Omkring årsskiftet har der været de sædvanlige juleaktiviteter, med uddeling af julekurve. En nærkommen lejlighed til at bringe lidt juleglæde ind hos de ældre medlemmer.

Møde for mindre afdelinger Søndag den 15. januar deltog Keld Reenberg og Alex Jakobsen i et møde på Fjeldsted Skovkro. Alle de mindre afdelinger var indbudt. Bo Jacobsen fra Djursland var ’tovholder’ ved et udmærket arrangement, hvor vi drøftede de mindre afdelingers problemer og opgaver. Mindre afdelinger defineres som afdelinger udenfor København, Århus, Ålborg og Odense.

Nytårskur Årets nytårskur forløb på Cafè København (JFK Jazzlounge) på torvet i Hillerød. Glade medlemmer og ledsagere ’gik nytårskur’, og ønskede hverandre godt nytår.

Her blev indtaget en pragtfuld frokostbuffet. I den forbindelse var der også underholdning med operasanger Catlen Gjøl med akkompagnement af Ludmila på klaver.

Et champaggnebrus af dejlig musik og sang fra operaens, operettens og musicalens verden. Stort bifald til de dygtige og smukke kunstnere.

Der var også lotteri, på gevinst skænket af Gunnar Bay, et flot stykke grafik.

Vi ønsker alle vores medlemmer et godt nytår, og tak for det gamle år 46 ⁄⁄ MUSIKKEN

Klummen Af Christine Christiansen

Outdoor og opera For nogle uger siden var jeg til Nordlysfestival i Tromsø – en musikfestival, som ni dage i januar og februar får byens kulturhuse og kirker til at sprudle af musik fra mørk morgen til ud på polarnatten, hvor nordlyset lyser himlen op.

Festivalens særkende er, at den hvert år binder indbyggerne i den nordnorske by tæt sammen. Borgerne bakkede op og fyldte de mange venues til sidste ståplads - uanset om internationale topnavne eller lokale gymnasiebands fyrede den af på scenen.

Det var rørende at se de lokale lægge kræfter og tid som frivillige under festivalen. En mand havde på eget initiativ oversat teksten til en af de operaer, der blev opført, fra italiensk til norsk. Andre knoklede med at lave kaffe til kunstnerne eller løse administrative opgaver i festivalsekretariatet. Andre igen var på pletten på koncertstederne for at hjælpe med det forefaldende. Alle tog ejerskab, for festivalen er hele byens musikalske samlingspunkt, og var det ikke for de lokale kræfter, ville den aldrig være vokset sig så stor og ambitiøs, som den er i dag.

Læg hertil, at folk fra resten af Norge valfarter til kolde, isklædte Tromsø 350 km nord for polarcirklen – alene på grund af de kulturelle aktiviteter. Byen og borgerne har skabt et brand, der hedder ”vi vil kultur”. I resten af Norge – og såmænd også i udlandet – forbinder folk Tromsø med kunst og kultur. Og når kulturlivet blomstrer, skæpper det i kassen hos byens øvrige aktører. Hotellerne har som de eneste i Norge alt udsolgt en stor del af vinteren, takket være Nordlysfestivalen. Turistindtægterne skaber grobund for nye kulturelle tiltag, og sådan har kulturlivet udviklet sig til en positiv spiral.

Selv storforbrugere af kultur får stillet sulten i Tromsø. For byens kulturliv spænder bredt.

Et par uger før musikfestivalen løb den årlige filmfestival over lærrederne. En kvinde fortalte mig, hvordan folk fyldte byens biografer i dag- og aftentimerne. ”Og bagefter gik de på café for at snakke og drikke kaffe. Det er så hyggeligt,” smilede hun.

Selv flyver hun tit fra Oslo til Tromsø for at deltage i de kulturelle begivenheder. Og hun er ikke den eneste.

En anden ting, der overraskede mig i de to dage, jeg fulgte musikfestivalen, var folks åbenhed over for al musik. Unge outdoortyper fra universitetet myldrede til operaforestillingerne. Og en ældre dame var dybt optaget af en kontemporær koncert med Den Arktiske Sinfonietta. Åben og uden fordomme over for ny kompositionsmusik var hun gået til koncerten. Og havde – alt andet lige – fået en anderledes oplevelse. ”Da de satte en sæl til at synge, syntes jeg, det blev lidt for mærkeligt, men ellers var det helt fantastisk,” fortalte hun.

I år bød festivalen på tre gæstespil i superligaen med Mariinskyoperaen fra Sankt Petersborg. I sig selv en verdenssensation, at et af klodens mest kendte operakompagnier optræder i en lille by som Tromsø. Men byen har tætte netværkskontakter og stærke sponsorer. Samtidig er folkene bag festivalen bevidste om, at kulturkontakten til Rusland kan åbne vigtige erhvervsmæssige døre samme vej. Kulturen bruges her som isbryder ift. at erobre nye finansielle markeder. Det er tankevækkende.

Jeg talte på festivalen med en ung pige, som lige var flyttet fra Oslo til Tromsø. Årsag: Det energiske kulturliv, som Tromsø tilbyder. Ingen kalder det Udkantsnorge, for byens brand og høje aktivitetsniveau gør den yderst attraktiv. Sidste år valfartede en delegation af danske politikere sågar til Tromsø for at studere den fjerntliggende bys unikke evne til at tiltrække nye beboere.

Om politikerne kiggede kulturlivet efter i sømmene, ved jeg ikke. Vi burde måske sende en ny delegation derop – alene for at kopiere Tromsø på kulturfeltet. For i nordlys-byens sprudlende kulturelle gnist blegner både København og resten af Danmark.

MUSIKKEN ⁄⁄ 47

ID-nr. 46664

Dansk Musiker Forbund · Københavns afdeling

www.dmfkbh.dk

Modtager:

Dansk Musiker Forbund København

Grafisk værksted Superfede events Citronhuset i Spanien Lejlighed i Berlin Karriere coaching Mobilstudie Medlemsblad WebTV Senior events

Afsender:

Vi har det hele - og lidt til og meget mere ..