1 minute read

Luftfart gør os rigere!

Kloge mennesker stillede i 2017 sig selv spørgsmålet: Gad vide hvad luftfarten samlet set er værd for Danmark? Svaret blæste dengang i vinden. Transportministeriet kunne ikke dokumentere værdien, så eksperter hos Copenhagen Economics analyserede sig frem til svaret, der nok overraskede de fleste!

Luftfarten gav allerede dengang et bidrag til det danske bruttonationalprodukt på omkring 100 mia. kroner om året. Svarende til 5,4% af Danmarks BNP. Luftfarten skaber grundlag for omkring 150.000 danske arbejdspladser i kraft af den internationale tilgængelighed, flyvningerne skaber over hele Danmark. Københavns Lufthavn er med dens luftfartsrelaterede lokale virksomheder i Kastrup Danmarks største arbejdsplads og Nordens største luftfartsknudepunkt med 176 kort- og landdistanceruter til hele verden.

Midtjyllands Lufthavn kom til verden i 1965 på driftige midtjyders initiativ, fordi erhvervslivet i det midt- og vestjyske brændende ønskede sig lettere adgang til København og videre ud i den store verden. I dag har vores region udviklet sig til at være landets mest eksporterende egn. Midt- og Vestjylland har en samhandel med omverdenen uden sidestykke i Danmark. Ergo: Politikerne og erhvervslederne så klart, da de banede vejen for den civile luftfart ud af Flyvestation Karup.

Visionære erhvervsfolk har for længst indset, at et internationalt erhvervsliv stortrives i selskab med et levende kulturliv. Derfor er Midtjyllands Lufthavn med tiden blevet en nichelufthavn med erhvervsliv og events som de to bærende søjler.

I det daglige nyder travle erhvervsfolk godt af, at København med sine 176 ruter ud i verden kun er 45 minutters flyvning væk fra Midtjylland. Når hverdag bliver til fest og spektakulære begivenheder, er det Midtjyllands Lufthavn, der byder USA’s tidligere præsident Barack Obama velkommen.

Og ja, uanset om vi er fans af det ene eller det andet hold, kan vi nok alle blive enige om at glæde os, når egnens sportsklubber spiller med i de store ligaer og skal dyste mod udenlandske hold, der lander ved ”glashuset på heden” i Karup.

Fremsynede folk havde ret dengang – og har ret den dag i dag!

God rejse!

Frans Bjørn-Thygesen Lufthavnsdirektør, Midtjyllands Lufthavn