3 minute read

Vinduet til resten af verden

JOURNALIST: HENRIK KASTOFT / FOTO: PETER LARSEN KAFFE

Midt- og Vestjylland er – med afstand – Danmarks mest eksporterende landsdel. Målt per indbygger eksporterer vi varer for cirka 200.000 kroner om året. Det er dobbelt så meget som Sydjylland, der kommer ind på andenpladsen.

Det er især industrivirksomheder og primære erhverv, som trækker det store læs.

At Midt- og Vestjylland er lokomotivet i landets eksport til resten af verden, kan også ses i bruttonationalproduktet: BNP per indbygger i Midt- og Vestjylland er med 338.927 kroner det næsthøjeste i Danmark.

Claus Bertelsen er direktør i en af egnens mest navnkundige virksomheder, Peter Larsen Kaffe med hovedsæde i Viborg. Han er også medlem af bestyrelsen og forretningsudvalget i Midtjyllands Lufthavn. Som travl erhvervsmand kunne han sagtens fylde sin arbejdskalender til bristepunktet uden tillidsposterne i lufthavnen – alligevel har Claus Bertelsen prioriteret arbejdet med at styrke Midtjyllands Lufthavn.

Forklaringen er enkel. Han vil give noget tilbage: ”I fem årtier har lufthavnen været en vigtig katalysator for den succes, vi har oplevet i Peter Larsen Kaffe. En tro følgesvend ligesom lufthavnen har været det for mange andre virksomheder i Midt- og Vestjylland,” forklarer Claus Bertelsen.

Gode købmænd med udsyn ”Der er vel tre-fire træk, som i særlig grad karakteriserer erhvervsfolk i Midt- og Vestjylland: Vi er handlekraftige. Vi er frygtløse. Vi kan vores kram. Og ja, så er vi dygtige købmænd. Jeg tror, det er en stor del af forklaringen på, at vores landsdel handler med udlandet i et omfang, som ellers er uset herhjemme,” fortæller Claus Bertelsen, som selv står i spidsen for en virksomhed, der færdes hjemmevant på alle klodens kontinenter.

Det globale udsyn i Midt- og Vestjylland og den store samhandel med resten af verden er selvsagt ensbetydende med stor rejseaktivitet. Claus Bertelsen og mange af hans kolleger i Peter Larsen Kaffe er hyppigt at finde ombord på ruteflyet til København.

”Jeg ser Midtjyllands Lufthavn som vores lille trædesten til den store verden. For vores virksomhed er indenrigsflyet det første bekvemme skridt på en lang rejse til et besøg på en kaffeplantage i Brasilien eller en kontrakt om et nyt samarbejde med en global aktør som McDonald’s eller Joe & The Juice. At have en lille og velfungerende lufthavn uden spildtid gør det simpelthen nemmere for os at gøre forretninger med omverdenen”.

En dør for udlændinge at gå ind ad Men for Claus Bertelsen er den lille regionale erhvervslufthavn ikke kun et vindue ud til resten af verden – lufthavnen er også udlandets dør ind til Midt- og Vestjylland:

”Tag vindmølleindustrien som eksempel. Vores landsdel er jo et globalt epicenter, når det kommer til knowhow indenfor vindkraft og bæredygtig energi. Når vi soler os i vindkraftens enorme succes de seneste årtier, skal vi ikke undervurdere betydningen af, at hele verden uhyre nemt kunne komme hertil. I Peter Larsen Kaffe har vi oplevet det samme – at vores forretningsforbindelser har lovprist, at der ligger en lufthavn blot 25 kilometer fra vores hovedkvarter”.

På tærsklen til nye industrieventyr – brint som et bæredygtigt alternativ til fossile brændstoffer for blot at nævne ét eksempel – står muligheden for at tiltrække højtuddannede udenlandske specialister i dag meget højt på dagsordenen for erhvervslivet i Midt- og Vestjylland:

”Vi nærmer os fuld beskæftigelse i Danmark. Samtidig har vi industrivirksomheder, der buldrer derudaf i takt med, at bæredygtighed og klimavenlige løsninger står øverst på dagsordenen. I Midt- og Vestjylland har vi længe rekrutteret internationalt og den udvikling vil helt sikkert tage fart i de kommende år,” forudser Claus Bertelsen.

Vi kommer til at rejse igen Coronaepidemi, nedlukninger og energikrise har givet luftfarten drøje hug de seneste 2-3 år. Samtidig har online-møder og en stigende miljøbevidsthed fået mange erhvervsfolk til at skrue ned for rejseaktiviteten. Situationen her og nu ser måske lidt broget ud for en erhvervsmand med sæde i en lufthavnsbestyrelse, men Claus Bertelsen er fuld af fortrøstning, når det handler om fremtiden:

”Tro mig, vi kommer til at rejse igen. Skærme og internetforbindelser hjalp os igennem svære tider, hvor vi ikke kunne rejse. Men vi fik nok af skærmene og rejseaktiviteten er vel i runde tal den samme nu som før pandemien. At drive en forretning handler i den grad om at skabe oplevelser og bygge relationer. Intet slår det personlige møde, hvor vi besøger den virksomhed og står ansigt til ansigt med det menneske, vi gerne vil gøre forretninger med,” slutter Claus Bertelsen.

FAKTA: CHARTERFLY OG OP TIL 10 FLYVNINGER OM DAGEN

Midtjyllands Lufthavn blev etableret i 1965 og ejes af ni kommuner: Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og Viborg.

Bestyrelsen består af borgmestre, viceborgmestre, kommunaldirektører, byrådsmedlemmer og erhvervsfolk fra de ni midt- og vestjyske kommuner, som ejer Midtjyllands Lufthavn.

Før Coronakrisen havde lufthavnen op til 155.000 passagerer om året. I en periode var der op til 10 daglige afgange på indenrigsruten til København. Målt per indbygger er Midt- og Vestjylland Danmarks mest eksporterende region – ni ud af 10 rejsende er erhvervsfolk. Foruden indenrigsfly håndterer lufthavnen hospitalsfly, privatfly, chartrede fly i forbindelse med sports- og kulturbegivenheder samt security-screening af militært personel til udstationering i ind- og udland.

I 2017-19 genoptog lufthavnen efter 20 års pause charterflyvninger for APOLLO Rejser, BRAVO Tours og SPIES Rejser – ligesom rejsearrangøren Bornholmmedfly.dk havde direkte flyvninger til Bornholm.

Claus Bertelsen, direktør hos Peter Larsen Kaffe i Viborg.