Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 117, juni 2010 by biocosmos

• • • • •

Darwin for dummies Darwinistisk avlsprojekt dødsdømt Lille, irriterende kinesisk fisk Darwin of the Gaps Evolutionsteorien – en fejltagelse

origo - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 117 • Juni 2010 Origo 117

Redaktionskomité i Danmark • Fhv. overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv. E-mail: back@skabelse.dk • Cand.polyt. Finn L. N. Boelsmand Rolighedsvej 11, 9690 Fjerritslev. Tlf. 3539 7654. E-mail: finn@skabelse.dk • Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå.

ORIGO

Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik Abonnement og bestillinger:

Norge: Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien. Bestil per sms på +47 45255878 eller mail på knu-saga@online.no Danmark: Henrik Friis, Agervænget 16, 7400 Herning. Tlf. 3514 3539. E-mail: abonnement@skabelse.dk

Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk • Seniorforsker, cand.scient. Holger Daugaard Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk • Erhvervskunderådgiver, cand.oecon. Henrik Friis Agervænget 16, 7400 Herning. Tlf. 3514 3539. E-mail: abonnement@skabelse.dk • Professor Søren Holm CSEP, School of Law, University of Manchester,

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk • www.origonorge.no darwin2009.dk • darwin2009.no

Layout og sats:

VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: info@vactext.dk

Oxford Road, Manchester M13 9PL, UK. E-mail: soren@skabelse.dk • PR-medarbejder, multimediedesigner Flemming Karlsmose Tomsgårdsvej 14, st. th., 2400 København NV Tlf. 2851 9450. E-mail: flemming@skabelse.dk • Rådgivende ingeniør Arne Kiilerich Havdrupvej 96, 2700 Brønshøj

Tryk: Øko-Tryk, Videbæk © ORIGO.

Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

SE/CVR-nummer: 3037 6390

Tlf. 3871 7071. E-mail: arne@skabelse.dk • Cand.scient. Bent Vogel Vennelystvej 18, 8960 Randers SØ. Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk • Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk • Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard Rapsmarken 7, Rindum, 6950 Ringkøbing. Tlf. 61664923. E-mail: kristian@skabelse.dk • Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: info@vactext.dk (redaktionssekretær)

Redaksjonsråd i Norge • Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse. E-post: rune.espelid@online.no • Forskningsleder, professor, dr.scient. Willy Fjeldskaar Grannesveien 19, 4020 Stavanger. E-post: Willy.Fjeldskaar@iris.no • Professor Trygve Gjedrem Lyngveien 19, N-1430 Ås • Lektor Knut Sagafos Glaservegen 65, N-3727 Skien E-post: knu-saga@online.no • Førsteamanuensis, dr.scient. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no • Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Dragedalsveien 177, 3766 Sannidal.

INDHOLD Juni 2010

Knud Aa. Back: Darwin for dummies: Fra finner til fødder

Ove Høeg Christensen: Darwinistisk avlsprojekt dødsdømt på forhånd

Bent Vogel, Kristian B. Østergaard og Knud Aa. Back: Og Gud skabte Darwin (boganmeldelse)

Knut Sagafos: Det ondes problem (boganmeldelser)

Knud Aa. Back: De fleste tror på Darwin

Knud Aa. Back (red.): Lille, irriterende kinesisk fisk

Jonathan Wells: Darwin of the Gaps

Søren Harslund: Evolutionsteorien – en videnskabelig fejltagelse

Kristian B. Østergaard: Bakterier æder nylon

E-post: peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Knud Aa. Back Ansv. red. af næste nummer: Steinar Thorvaldsen

Origo 117

el on kti da Re t

Træerne gror ikke ind i himlen Problemerne med vores websites synes til gengæld uendelige. I Origo 116 var der fra nogle artikler henvisninger til www.skabelse.dk. Der har vi måttet erkende det gamle ord om at “loven* kan være ærlig, holden besværlig” [*dette at love noget, nemlig nogle danske oversættelser af norske artikler], for siden forrige nummer er henvisningen enten gået tilbage til nr. 115 eller er løbet ud i det bare ingenting. Men de danske oversættelser har ligget derude i cyberspace, et eller andet sted, nemlig på undertegnedes hjemmeside. Find dem ved at google på “Origo 116” (brug citationstegn som angivet her). Så Murphys Lov har ramt os med fuld styrke: Hvad der kan gå galt, går galt. Men der arbejdes på sagen! Samtidig har vi måttet sige farvel til vores trofaste layouter på Origo, se også side 37 i dette blad. Det vil altså sige at vi må indstille os på et stilskifte i Origo. OG nu vi er ved det, kan vi jo så lige så godt gøre det grundigt. Vi arbejder derfor på at få anbragt vores hjemmeside på et hotel der fungerer som det skal, at få indrettet den sådan at den kan betjenes af almindeligt dødelige uden den store ledvogtereksamen, plus at vi satser på et nyt design, både på blad og hjemmeside. Så der er et par småforandringer på vej.

I dette nummer

(hvor vi altså for sidste gang har Niels Jørgen Vases opsætning) kan læserne glæde sig til følgende godbidder: Ove Høeg Christensen skriver om en af dansk landbrugs største fiaskohistorier, den danske bacongris. Et par myter tages ved vingebenet: Historien om at fisken engang i evolutionens historie skulle være gået på land belyses ud fra de seneste fossilfund og nogle irriterende kinesiske fisk. J. Wells (ham med Evolutionens Ikoner) har skrevet om ukritisk at bruge Darwin til de huller i vores viden vi endnu ikke kan fylde ud. Søren Harslund giver os en spændende historisk redegørelse for evolutionsteorien som videnskabelig fejltagelse. Origo 117

Og anmeldelse af et par interessante bøger er der også blevet plads til. Vi slutter af med påstanden om at bakterier “har fundet på noget nyt” i evolutionær forstand. Det må de jo have gjort da bakterier er meget ældre end kunststoffet nylon. Kristian B. Østergaard skriver og giver anledning til at nogle darwinister må æde deres ord i sig igen. Alt i alt et spændende blad at gå på opdagelse i. Lad det nu ikke drunkne i avisbunken. K. Aa. Back, redaktør for dette nummer.

Kære abonnent! Girokortet kom desværre ikke med i første nummer af Origo for 2010, så nu skulle det være med denne gang. Hvis du derfor endnu ikke har betalt abonnementet for i år, vil vi være taknemmelige for at du nu vil benytte lejligheden. En hurtig indbetaling er en stor fordel for os, så vi er glade hver gang vi ikke skal bruge tid og ressourcer på at udsende påmindelser. Benyt venligst det indlagte girokort, men du kan selvfølgelig også betale ved at overføre til vores konto: Regnr. 1551 og kontnr. 7305753. Abonnementsprisen fastholdes på kr. 150,-. Hvis der skulle være et eller flere af de tidligere numre du mangler eller ønsker, så fortvivl ikke, vi sælger dem for fra 40,- kroner pr. stk. De er omtalt nærmere på www.skabelse.dk. Vi håber at du får stor glæde af dit abonnement i 2010. Venlig hilsen Henrik Friis Økonomi- og abonnementsansvarlig for Origo E-mail: abonnement@skabelse.dk

Darwin for dummies (4):

Fra finner til fødder Fossile fodaftryk tvinger darwinister til at genoverveje Tiktaalik Af K. Aa. Back Et af darwinismens afgørende dogmer er at engang i fortiden “gik livet på land”. Påstanden er at det for nogle fisk var en fordel at de gik på land, og derfor gjorde de så det. Hvad der egentlig var motivationen for at de skulle gøre det, har givet anledning til stor diskussion. Et par bud bringer vi på de to tegninger af Rasmus Najbjerg. Men den “videnskabelige” forklaring går på følgende (mindre humoristik, men nok ikke så meget bedre): Landjorden var øde og tom; altså var der ingen hindringer her for “livets eksperimenter”, og derfor måtte livsformerne i sagens natur(!) brede sig op på land.

Den fantasifulde forestilling er velsagtens inspireret af sumpspringeren der lever sin tilværelse i overgangszonen “mellem hav og land”, og så forestiller man sig at en tilfældig fisk på et tilfældigt tidspunkt er så heldig at få skiftet sine åndedrætsorganer og sine “lemmer” ud med noget andet og bedre egnet til et liv på land. Vi minder lige om at evolutionen kun har to værktøjer til at få gennemført denne forvandling: Den naturlige selektion (udvælgelse) + tilfældige fejl i koden (mutationer). Programmeringen “fisk” er altså i én skabning, gennem årmillionerne, helt af sig selv blevet til programmeringen “landdyr” i en anden. Det kan også være at man forestiller sig at fordi en frø (en padde) i sit livsforløb som den naturligste(!) ting af verden forvandles fra vand- til landdyr, så kan en fisk vel også. Men der er “lissom” en forskel: Frøen er nemlig programmeret til at begynde sin tilværelse i vand som haletudse med finner og gæller (og hvad der ellers hører sig til for et vanddyr). På et tidspunkt i frølivet (NB! timingen er uhyre vigtig) får frøkroppen besked fra sit programmeringsur på at påbegynde en forvandling. Så nu får den lille haletudse først bagben, siden fordittoer. Gællerne falder af, og lunger tager over. Er man biologilærer, kan man lade sin klasse selv følge denne fantastiske forvandlingsproces. Alt hvad man skal bruge, er et forårsakvarium forsynet med vandplanter og nogle frøæg. (Og så minder vi lige i sammenhængen om at det kun er lærere og biologer der må lave forsøget i dag!) Forestillingen er altså at den forvandlingsproces som et frøæg er forprogrammeret med, kan opstå tilfældigt i en fiskestamme. Og resultatet er altså – hokuspokus filihankat – at “livet er gået på land”, helt af sig selv, nærmest per naturlov.

Utroligt

På nettet kan man google sig frem til følgende sejrsråb ved at bruge søgeordet “Tiktaalik”. – Men hvad glæde har man af at vinde et par slag, når man taber hele kampen/krigen ved at nye fund dementerer det første?!

Mig forekommer en sådan påstand at være temmelig vidtløftig. Men ikke desto mindre møder man den i enhver biologibog med respekt for sig selv. Det bliver den jo principielt ikke mere rigtig af. Og ved nærmere eftertanke forekommer denne forklaring vel heller ikke så logisk og rationel som man vil gøre den til.

Origo 117

»Han [Darwin] tog simpelthen fejl da han forestillede sig at den naturlige selektion langsomt og gradvis over geologisk tid skulle kunne omforme en hel og vidt udbredt art – på samme succesfyldte måde som de lokale [kvæg]avlere arbejder sammen om kunstigt at udvælge de ønskede egenskaber i deres forskellige opdrætslinjer.« (Fra Darwinbogen, Origo 2009) “Men det er jo sket! Vi kan se det af fossilerne!” Darwinisterne påstår at deres store mester har forudsagt at fossilerne (når vi blot har fundet et tilstrækkeligt antal af dem) vil vise en jævn kæde af slægtled der via et vist antal mellemformer vil forbinde de store dyregrupper med hinanden. At de fossiler vi har i dag, fx viser en jævn overgang mellem vand- og

landdyr. Han mente endog at han havde taget fejl mht. sin evolutionsteori hvis man ikke ville finde disse fossile mellemformer. Det er sådan set rigtigt nok: At det var hvad han påstod! Det kniber straks mere med at få fossilerne til at rette ind til højre.

Hvis en fisk skal “gå på land”, må den have lunger! Men hvorfor skulle en fisk dog ønske sig lunger?! Origo 117

Og Henry Gee, “Chief science writer” på Nature, i sin bog “In Search of Deep Time”: »Tidsintervallerne mellem de enkelte fossiler [som bliver fundet,] er så store at vi ikke kan sige noget bestemt om deres mulige slægtskabs- og afstamningsforbindelser.« Alt er skjult »in an overwhelming sea of gaps« (i et uendeligt hav af [fossilære] huller). (Fra Darwinbogen, Origo 2009)

En underlig fisk, Tiktaalik

Nu har darwinister jo været ved at falde i svime af begejstring over fundet af en fisk “som skulle være på vej på land”. Den har fået navnet Tiktaalik. Den påstås at være ved at udvikle forben. At disse forfinner (som der reelt er tale om) ikke på nogen måde er forbundet til hvirvelsøjlen (rygraden) tages kun som et mindre, distraherende faktum. (Det er til gengæld afgørende nødvendigt hvis “benene” skal kunne løfte kroppen når dyret vil gå på land). Her har vi nemlig “beviset” på at Darwin havde ret. Nu er der så sket det irriterende at “beviset” er blegnet en smule pga. fund af nogle fodaftryk i det sydøstlige Polen. Hvorfor er det så vigtigt? Jo, fodsporene stammer tilsyneladende fra et dyr på fire fødder, og de ligger i lag der er 10 mio. år ældre end Tiktaalik. Hvis man altså finder fodspor af landdyr

på fire ben der er ældre end den påståede overgangsform, har man et forklaringsproblem. Tiktaalik kan jo ikke være en mellemform til landdyrene hvis de har eksisteret 10 mio. år før. Det turde være logik for høns. Så ligesom det er gået for øglefuglen Archaeopteryx (som blot er en særlig fugl), kan vi nu konstatere med Tiktaalik: Den er blot en underlig fisk. Særegen, måske, men “bevis” på evolution?! Ikke specielt! Så forestillingen om at en fisk skulle have udviklet lunger og forsynet sig med forben hvormed den har hevet sig op på land, viser sig at være lidt for fantastisk til at være troværdig. Hvis man altså ikke lader sig rive med af de eventyrlige forklaringer evolutionsfortællingen er så fuld af.

Hvis en fisk skal “gå på land”, må den have ben. Men hvorfor skulle en fisk lige ønske sig ben?!

Origo 117

Darwinistisk avlsprojekt dødsdømt på forhånd Verdens største og mest ambitiøse avlsprojekt inden for svineproduktionen, den danske bacongris, blev en fiasko. Årsagen er, at projektet var baseret på darwinistisk tankegang. Af Ove Høeg Christensen, journalist (DJF) Bacongrisenes ekstra ribben (ryghvirvel) anvendes af og til som bevis på darwinistisk evolution eller mere præcist makroevolution. Spørger man sagkyndige i dansk svineavl og -produktion, om man kender de positive mutationer, der resulterede i den ekstra ryghvirvel, er svaret benægtende. Jeg har med samme resultat stillet dette spørgsmål til flere sagkyndige uafhængigt af hinanden. Kun en enkelt af de sagkyndige oplyste, at alle grise formentlig har arvelige anlæg for et varierende antal ryghvirvler, fra 15 til 18 i det pågældende område af rygsøjlen. Det er baseret på viden fra gammel tid, nemlig at tamsvin findes i korte og lange typer. Konklusionen må være, at det ekstra ribben ikke er opstået i overensstemmelse med den darwinistiske teori. Det “ekstra” ribben har altid været en arvelig variation, der ved selektion blev fremelsket i de berømte danske bacongrise, der imidlertid udgik af avl og produktion i 1970’erne.

Topstyret fiasko

Darwin opfattede husdyravl som et argument for sin udviklingsteori. Erfaringerne fra det avlsarbejde, der fra 1920’erne til 1970’erne frembragte det danske baconsvin, understøtter ikke Darwins teori, tværtimod. Avlsarbejdet kunne imidlertid lykkes, da det Origo 117

var topstyret og dermed baseret på dansk landbrugs traditioner for centralstyring. Avlsmålene var at frembringe grise, der kunne levere bacon af topkvalitet til det britiske marked, så det kunne indbringe en merpris til danske landmænd. Det lykkedes at nå avlsmålene. Men de sagkyndige og avlsledelsen glemte helt at medregne omkostningerne, nemlig grisenes voldsomme tab af fitness. Den konsekvente topstyring af dansk svineavl og de ekstreme avlsmål var baseret på darwinistisk tankegang og derfor på forhånd dømt til at mislykkes. Det darwinistiske ved tankegangen var, at den forbedrede kødkvalitet kunne frembringes, samtidig med at man kunne bevare grisenes fitness på andre områder.

Kun for hobbyavlere

I dag har bacongrisen kun historisk interesse. Bacongrisen som renrace eksisterer kun på hobbyplan. Da avlsplanerne blev ændret drastisk, og krydsningsproduktionen blev indført efter 1970, fik de oprindelige renracede bacongrise betegnelsen Dansk Landrace anno 1970 (DL-70). I dag omfatter dansk svineproduktions tidligere så store stolthed kun 70 individer, der alle er registreret af Genressourceudvalget under Fødevareministeriet. Bestanden ved udgangen af 2009 omfatter 18 orner og 52 søer. Dyrene er fordelt på 17 private hobbyavlere. Bestanden af DL-70 var for få år siden tæt på at uddø, men er nu i fremgang. Sekretariatet for Genressourceudvalget har den opfattelse, at DL70 kan bevares uden indavl.

I 1956 var Dansk Landrace enerådende blandt Danmarks 182.000 svineproducenter. I alt 5,4 mio. svin blev slagtet på 62 andelsslagterier. Ikke mindre end 92 pct. af eksporten gik til det engelske marked (diagrammet til venstre). I første halvdel af 1970’erne udgik Dansk Landrace som renrace ved indkrydsning af især Duroc og Yorkshire. I 2006 er der 9.000 svineproducenter, der leverer 23 mio. svin til to store slagteriselskaber, der eksporterer svinekød til flere lande (diagrammet til højre). Kilde: LandbrugsAvisen 50 år (Dansk Landbrugs Medier)

Mislykket genetisk isolation

Avlsprojektet, der frembragte DL-70, er formentlig verdens største og mest ambitiøse avlsprojekt inden for svineproduktionen. Projektet var baseret på renrace-avl for at opnå avlsmålene så hurtigt som muligt. Det vil sige, at den danske population af avlsdyr i årtier blev isoleret genetisk fra andre racer. Derved kunne man udnytte den forventede “genetiske drift”, der ifølge darwinistisk tankegang kan ske i en geografisk isoleret del af en population (bestand). Avlsmålene blev nået, men omkostningerne i form at tabt fitness, blev alt for store. Også på det område viste det sig, at den darwinistiske teori slog fejl. Den darwinistiske påstand går ud på, at den evolutionære udvikling sker som en tilvækst af gode egenskaber i form af forbedret fitness. Men erfarin-

Renracede DL-70 smågrise født i marts 2010. Genressourceudvalget giver tilskud til hobbyavlere for at forebygge, at den tidligere så kendte bacongris uddør. Foto: Allan Mols.

gerne med frembringelsen af DL-70 viser noget helt andet. Grisenes genom er ikke som en sum penge, der vokser med renters rente. DL-70-grisene tabte så megen fitness, at de ikke kunne bruges i produktionen. De sarte grise kunne dog klare sig på avlscentrene og i opformeringsbesætningerne, hvor den gode pris for avlsdyrene kunne begrunde optimale staldforhold med god plads, masser af halmstrøelse og andre foranstaltninger. Men det gik ikke i praktisk svineproduktion, hvor man måtte nøjes med slagteprisen. De fordele, man havde opnået i det målbevidste avlsarbejde, kunne ikke opveje omkostningerne.

Grise på sprøjten

Den tabte fitness kom til udtryk ved, at dyrene blev ekstremt følsomme for smitsomme luftvejslidelser,

En af de nulevende DL-70 orner, der indgår i Genressourceudvalgets bestræbelser for at bevare de renracede bacongrise. Foto: Allan Mols. Origo 117

Darwinismen har intet at tilbyde husdyravlen

Lykkelige frilandsgrise med rigelige muligheder for at tilfredsstille deres trang til at rode i jorden. Foto: K. Aa. Back

så dødelighed og medicinforbrug i produktionsbesætningerne steg drastisk. Reklamesloganet Gris på Gaflen blev derfor af kritikere ændret til Gris på Sprøjten. DL-70 grisene blev også stressfølsomme, og søerne fik dårlige moderegenskaber. Der var endvidere tendens til hjertelammelse, når dyrene blev stressede under transporten til slagteriet. Det er ekstrem dårlig fitness at få hjertelammelse under stress, for eksempel ved flugt fra rovdyr. Der opstod også et besynderligt fænomen, nemlig de såkaldte efternølere. Det var individer, der standsede vækst og udvikling ved en vægt på 20-30 kg, altså før kønsmodenhed. Disse grise kunne tilsyneladende leve i en stabil balance med de ellers så dødelige lungeinfektioner. Men prisen for denne “fredsslutning” med de smitsomme sygdomme var høj i form af tabt fitness: dværgvækst og formentlig mistet forplantningsevne. Efternølere var altid utrivelige og magre, selv om der var føde nok. De var også såkaldte sunde smittebærere og blev derfor konsekvent aflivet og destrueret. DL-70 kunne ikke reddes, så racen måtte udgå til fordel for den moderne krydsningsproduktion, der praktiseres i dag. Avlsprojekter baseret på darwinistisk tankegang er for længst opgivet.

Genetisk skrotbunke?

Om tabet af fitness kan genvindes ved tilbagekrydsning, er et ubesvaret spørgsmål. Men dette forekommer at være formålet med Genressourceudvalgets bestræbelser for at bevare DL-70 ved at give tilskud til hobbyavlerne. Origo 117

Af geografiske og andre årsager kan en population af svin eller kvæg blive isoleret genetisk gennem længere tid. Det er velkendt viden, at indkrydsning (blodfornyelse) i så fald kan blive nødvendig. Husdyravl har dermed fra gammel tid været baseret på teorien om skabte grundtyper, selv om avlerne af gode grunde ikke har kendt denne teori. Efter Darwin opstod tanken om renrace-avl, der er baseret på forestillingen om, at en genetisk isoleret population kan forædles uden tab af fitness. Her i landet vandt Darwins tanker indpas i husdyravlen i løbet af 1890’erne. Darwinismen gav inspiration til at satse på nationale kvæg- og svineracer, altså renrace-avl. For grisenes vedkommende lykkedes det på et par årtier at frembringe den danske bacon-gris som renrace. Også Dansk sortbroget Malkerace (SDM) og Rød dansk Malkerace (RDM) blev oprettet som nationale racer. Den darwinistisk inspirerede renrace-avl brød sammen i begyndelsen af 1970’erne. Det i sin tid utænkelige, indkrydsning af fremmede racer, blev vedtaget. Moderne dansk husdyravl er nu baseret på teorien om skabte grundtyper, selv om dette næppe heller er et bevidst udgangspunkt for avlsledelsen. Darwinisme i husdyravlen blev en parentes. Årsagen er, at darwinismen er uden reelt indhold. Ove Høeg Christensen

DL-70 forekommer imidlertid at være en genetisk skrotbunke, hvorfra der ikke kan hentes noget brugbart. De sarte grise kan end ikke anvendes af økologiske producenter, da de hvide DL-70 grise ikke tåler at gå ude som følge af solskoldning. Den gamle danske sortbrogede race, der er uforædlede svin, er derimod glimrende til udendørs produktion (frilandsgrise). Sortbroget dansk landrace søges derfor bevaret af Genressourceudvalget – og her med god begrundelse. Ingen forskere har mig bekendt undersøgt den genetiske baggrund for det fitness-tab, der skete med DL-70. Fænomenet efternølere, for eksempel, kunne være interessant at udforske. Findes der i disse grise en genetisk evne til at modstå de smitsomme sygdomme …? Forskning i tab af fitness vil nok ikke finde sted, da resultaterne kan tænkes at punktere nogle forestillinger om darwinistisk evolution. Projekter i den retning vil formentlig blive afvist af de planlæggende instanser.

se de l Bo ga nm el

Og Gud skabte Darwin Af Bent Vogel, Kristian B. Østergaard og K. Aa. Back Mats Molén tror på en ung Jord, ingen tvivl om det, og det argumenterer han for i sin lille bog Livets uppkomst som i sin danske oversættelse har fået titlen Og Gud skabte Darwin. Et lidt sjovt titelvalg fra forlaget Credo/Lohses side idet Darwins navn kun nævnes to steder i bogen, og i ingen af tilfældene handler det om hans liv og levned. Men bortset fra at denne lille bog (på 64 sider) ikke handler om Darwin, men om livets oprindelse, udgør den en udmærket oversigt over det såkaldte ungjordscreationistiske synspunkt. For den svenskkyndige kan den desuden være en god appetitvækker til at læse mere udførligt om de emner den berører i Mats Moléns 336-siders bog “Vårt ursprung” (opdateret i 2000), som fx tro og videnskab, livets oprindelse, forskellen mellem mikro- og makroevolution, mellemformer, abemennesker, dateringsmetoder og jordens alder og historie. Denne lille bog bevæger sig på et dejligt ukompliceret niveau: Den er uden fagtekniske beskrivelser der ellers kunne skræmme den læser væk der ikke har den store viden om emnet i forvejen. Der er således intet i bogen der efter vores vurdering skulle hindre elever i folkeskolens ældste klasser i at læse bogen med udbytte.

Prædikant og vidensformidler

Og Gud skabte Darwin er i høj grad præget af Moléns store viden på området, og så er han en stærk formidler af sine oplysninger. Men samtidigt er forfatteren også evangelisten der forkynder Guds storhed og skaberværk. Det falder derfor også helt naturligt ind i bogens stil at den har et slutord der handler om Bibelen i hverdagen og i videnskaben. Så man bør nok gøre sig klart inden man tænker på at forære denne lille bog væk, at målgruppen så decideret er den læser der på forhånd ikke har problemer med den første trosartikels udsagn om Gud som Skaberen. Men for den der gerne vil forsyne sig selv (og sine børn og unge) med lidt modgift over for de ensidige budskaber i medierne og undervisningen om tilværelsens ulidelige lethed og darwinistiske meningsløshed, kan denne hurtige oversigt absolut anbefales. Lad os se på et par af bogens guldkorn:

Mange darwinister kan fx ikke se forskel på mikro- og makroevolution, altså den naturlige variationsbredde arterne er forsynet med, og så en evolutionær forvandling fra fisk til padde eller fra krybdyr til fugl. Molén forklarer på bedste pædagogiske vis hvori forskellen består (s.20ff). »De der tror[!] på makroevolution, […] mener at der bare skal et større antal ændringer i arveanlæggene til for at mikroevolution bliver til makroevolution. Men hvis et nyt, komplekst organ eller en ny adfærd skal udvikle sig […], så skal der ske ændringer i mange helt uafhængige strukturer og former for adfærd, og disse ændringer skal pege i samme retning. Naturen selv kan ikke vide hvilke forandringer der er brug for, eftersom naturen ikke er en tænkende størrelse der kan lægge planer for fremtiden.« At vi har fremhævet det sidste, skyldes at man undertiden får indtryk af at forsvarerne for Darwins teori anser naturen for besjælet (for slet ikke at tale om at de nærmest forsyner den med guddommelige egenskaber eller gør den panteistisk). Molén fortsætter: »De ændringer man kan forestille sig, skaber en uendelig mængde mulige kombinationer, men det er kun ganske få af disse eller måske kun én der kan give et brugbart resultat.« Molén får også sat nogle ting på plads i sin omtale af de fossile mellemformer (altså at “evolutionen har jo fundet sted; det kan vi se i jordlagene”). Han opfordrer sin læser (s.28) til at se på kendsgerningerne: »Vores eneste mulighed er at tage udgangspunkt i kendsgerningerne, og hvad kan de så fortælle os? […] at alle hovedgrupper af dyr findes fuldt færdige i de fossile lag. Ofte har man fundet en stor mængde fossiler af det samme dyr spredt ude over store dele af verden. […] Fossilerne viser også at dyr og planter ikke har forandret sig væsentligt fra det ene fossile lag til det [næste], og enten lever de i dag – i stort set samme form – eller også er de uddøde.« I sin diskussion af universets alder slår Molén til lyd for at man bruger de rette argumenter i den rette sammenhæng. Som han skriver (s.42), kan man som skabelsestroende jo godt argumentere for »at Gud har skabt lyset fra stjernerne “færdigt”, så det nåede ned til Jorden fra starten, og at universet derfor alligevel godt kan være under 10.000 år gammelt. Det er imidlertid ikke noget argument der hører hjemme i en videnskabelig diskussion.« Amen to that, brother! Hver ting til sin tid. (Her kan vi i øvrigt anbefale Mats Moléns egen hjemOrigo 117

meside hvor han tager emnet “Mega-argument och mindre säkra argument för skapelse” op. Find det på http://www.matsmolen.se/index.php?sida=27)

Faglig kritik

Molén er fuldt ud klar over at det mest kontroversielle i hans bog er “tidsfrågan”, altså at han tillader sig at argumentere for at i hvert fald Jordens fossilbærende lag er af en forholdsvis nyere dato. Molén tror nemlig at de sedimentære lag i alt væsentligt stammer fra Syndfloden, og den berammer han til at have fundet sted for ca. 10.000 år siden. Som han skriver (s.39): »Det måske mest følsomme spørgsmål i debatten om skabelse eller udvikling er spørgsmålet om jordens og universets alder. Det er særligt følsomt fordi hele udviklingslæren falder til jorden med et brag hvis universet kun har eksisteret i kort tid.« Men hvis hans grundlæggende præmis holder, nemlig at den historiske geologi hviler på et fejlagtigt filosofisk grundlag (hvilket han i øvrigt også mener darwinismen gør), er der vel ikke noget i vejen med hans argumentation. At mange mennesker stejler alene ved tanken om at Jordens alder (eller i hvert fald livets historie) ikke skal regnes i milliarder af år, kan jo skyldes, som han skriver, almindelig, indgroet vanetænkning. Men læs selv, og bedøm hans argumentation. Den er i sig selv spændende. På den anden side er det lidt træls at Molén trækker den gamle hest Piltdownmanden fra 1912 af stalden (p.33). Dermed indiceres at darwinister generelt og antropologer specielt skulle være ude på at svindle og bedrage i deres forskning. Og det er ikke rimeligt. For selvfølgelig er enhver forsker ivrigt optaget af at afdække hver sin lille flig af “sandheden”. At nogle darwinister så undertiden lader fantasien løbe løbsk i deres forklaringsiver, hører vel med til den faglige iver. Mere nærliggende ville det i dag være at påpege at det næsten er sådan at hver antropolog har sit eget stamtræ, og at hvert nyt fund udløser en omskrivning af menneskehedens historie (seneste med den fundne finger i Sibirien). Og at forestillingen om en glidende overgang fra Australopheticus til Homo sapiens netop er temmelig – fantasifuld! Af den simple grund at man ser sammenhænge hvor der ikke er nogle. Førstnævnte er helt klart en abeform, og Homo-slægten er meget mere variabel end mange vil gøre den til. Så ser man evolution i menneskets udvikling, er det langt hen ad vejen et tolkningsspørgsmål. Det havde været en force for bogen om forfatteren havde holdt sig til dette faktum, frem for at ribbe op i ældgamle svindelsager. Var der forresten ikke noget med nogle menneskespor der var hugget ud i kridt af nogle ivrige skabelsestroende handlende der solgte fossiler? Noget som kompromitterede de ægte fodspor som bl.a. Wilder-Smith har fotograferet Origo 117

og gengivet i sin bog Herkunft und Zukunft des Menschen (paperbackudgaven fra 1972). Så på det felt har creationister vist ikke noget at lade andre høre for.

Korrektur og redigering

Mht. det sproglige kan man glæde sig over at korrekturen holder vand (bortset fra et par enkelte delefejl). Dog er der sluppet et par forfatterfejl igennem som man burde have rettet i den danske udgave: På side 27 kan man læse: »Når man studerer hestefossiler, findes der mellemformer, men ikke mellem hesten og dens nærmeste forfader eller en tidligere forfader.« Bortset fra at det er noget sprogligt sludder på dansk (forkert betingelsesledsætning), er det også direkte forkert. Det svenske forlæg er desværre misforståeligt hvor det hedder: »Inom exempelvis hästdjuren finns mellanformer, men inte mellan hästen och dess närmsta förfader och inte heller till någon tidigare förfader.«1 En kontakt til forfatteren ville have reddet situationen; for som det fremgår af Mats Moléns hjemmeside, er det vigtige led i kæden der mangler, ikke at nutidshesten skulle stå uden forfædre. Her ville illustrationen fra hjemmesiden have været behjælpelig, for her er det tyde-

ligt hvad der menes. (Se http://www.matsmolen.se/ index.php?sida=27, afsnittet Megaargument 6) Den tilhørende illustrationstekst lyder i dansk oversættelse: »[…] Denne udviklingsserie, om det så er en hest der er udviklet, eller tre forskellige dyr som af en fejltagelse er sat ind på rad og række (spørgsmålstegnene viser hvor uklarhederne ligger i skemaet), viser den systematiske fejl når man sammenstiller evolutionsteorien og virkeligheden: Der findes masser af mellemformer inden for de forskellige dyregrupper […] Men derefter er der ingen eller blot nogle få ikke særligt gode forslag til overgangsformer mellem dyr […] som er meget forskellige – jo større ulighed, desto færre forslag til mellemformer.« På tilsvarende vis indledes det ellers velargumenterede afsnit om aldersbestemmelse (jf. ovenfor) med noget af en lapsus: »Eftersom ingen var til stede da universet eller Jorden opstod, kan ingen med sikkerhed sige hvor gamle de er.« Det havde været bedre om denne sætning var strøget; det svarer nogenlunde til at sige at fordi der ingen vidner var til det og det mord, er det umuligt at fastslå hvordan og hvornår det er foregået. Udsagnet dementeres da også allerede i næste sætning. Her kunne man have ønsket sig lidt redaktionel vagt ved havelågen.

er det rene pjat. Det kommer desværre ikke frem i den danske oversættelse. »Jag ansåg att alla som inte trodde på evolutionsteorin hade skygglappar och mot bättre vetande förkastade en teori som redan var bevisad. Jag ville inte ha så mycket med skapelsetroende att göra. När jag själv efter stor tvekan köpte en bok av skapelsetroende forskare (“Skapelse kontra evolution” av Heinze och Pye), för att se om den åtminstone hade något gott att ge […], fick jag en smärre chock. Plötsligt visade forskare på en mängd argument som motsade evolutionsteorin, som jag själv aldrig hade tänkt på. Först undrade jag om det som stod i boken var lögn, men jag kunde se att det fanns en mängd goda argument …«2 Det er blevet til: »Jeg tænkte at alle som ikke troede på evolutionsteorien, måtte have skyklapper på og mod bedre vidende måtte forkaste en række overbevisende argumenter for udviklingslæren. Indtil da havde jeg ikke selv overvejet hvad disse argumenter egentlig var. Først spekulerede jeg på om det som stod i bøgerne, kunne være løgn, men jeg kunne se at der var en række argumenter for evolution …« Altså er meningen blevet den stik modsatte og dermed faktisk uforståelig i konteksten!

Oversættelsen

Anbefalet!

Gennemgående er oversættelsen fra svensk udmærket. Man sidder ikke, som med så mange andre nutidige oversættelser, med den svenske sprogbrug klingende i ørerne. Men der er dog et par ting der bør påpeges som har at gøre med at svensk på en måde er et sværere fremmedsprog for danskere end engelsk. Et drilagtigt eksempel er brugen af det personlige pronomen “hun” i forbindelse med mennesket. Mennesket er “en hun”, og sådan har det været i umindelige tider. Människan … hon. Det går derfor hen og bliver en politisk korrekt sprogbrug hvis man oversætter til “hun” på dansk, i stedet for det kønsneutrale “han” eller “det”. På side 22 burde det altså hedde: »Et menneske har fx arveanlæg som bestemmer at det skal gå oprejst …« osv.! Værre med et par direkte misforståelser: Livet citeres for at være en urolig parentes mellem to intetheder. Men ordet bråkig bør nok snarere oversættes “besværlig”. En person som er bråkig, ställer till besvär. På side 11m er teksten af uransagelige årsager forkortet. Det kunne være et klargørende valg fra den danske redaktions side. En oversættelse må i sagens natur have frie hænder. Men her er det gået galt, forstået sådan at meningen er blevet den stik modsatte af forfatterens hensigt. Molén fortæller om hvordan han fik et chok da han opdagede at skepsis over for evolutionsteori ikke

Men bortset fra det kan vi anbefale bogen til den videre samtale om livets store spørgsmål, om hvordan vi som kristne skal forstå bekendelsen om Gud som Skaberen. Og i bogen kan man – hvad der er nok så vigtigt – finde argumenter for at man ikke er intellektuelt forpligtet på en materialistisk og i bund og grund gudløs teori, men at man som nogenlunde veloplyst menneske kan bevare både sin tro og sin forstand i skøn forening. Mats Molén: Og Gud skabte Darwin Credo i samarbejde med LogosMedia 75 sider

1 »Inden for fx hestefamilien findes der mellemformer, men ikke mellem hesten og dens nærmeste forfader, ej heller til nogen tidligere forfader.« 2 »Jeg mente at alle der ikke troede på evolutionsteorien, enten havde skyklapper på eller mod bedrevidende forkastede en teori som allerede var bevist. Så jeg skulle ikke nyde noget af at have for meget med skabelsestroende at gøre. Da jeg så endelig, efter en del overvejelser, købte en bog af skabelsestroende forskere (“Skapelse kontra evolution” af Heinze og Pye) for at se om den overhovedet indeholdt noget af værdi […], fik jeg et mindre chok. Pludselig stod jeg med en hel serie forskningsmæssige argumenter der modsiger evolutionsteorien og som jeg aldrig havde tænkt på. Til at begynde med spekulerede jeg på om dét der stod i bogen, var usandt, men jeg kunne se at der var en hel serie gode argumenter. […]« Origo 117

el nm ga Bo l de se

Det ondes problem To ferske bøker om det ondes problem – knyttet opp mot ung eller gammel jord. Av Knut Sagafos Det ondes problem formuleres gjerne i det tilsynelatende paradokset at Gud både er god og allmektig på samme tid: Dersom Gud er god, vil han gripe inn overfor det onde som skjer på jorden dersom han kunne. Men siden vi opplever at onde ting faktisk skjer, så er Gud tydeligvis ikke i stand til å gripe inn, dvs. han er ikke allmektig. Men dersom Gud er allmektig, så kan han ikke være god ettersom han lar være å gripe inn i det onde som skjer. Så langt det filosofiske problemet, som også veldig ofte er ateistenes stjerneargument mot å tro på Gud. Hva har William Dembski og Ken Ham til felles bortsett fra at de begge har skrevet en bok som tar for seg det ondes problem? Begge er skarpe kritikere av evolusjonslæren, og begge synes å forenes i hovedsvaret på hvorfor det er så mye vondt i verden. Den tradisjonelle forklaringen til det ondes problem i kristen tradisjon har vært knyttet til beretningen om syndefallet, og at derfor mennesket selv – ikke Gud – er ansvarlig for alt det vonde som skjer i verden. Det virker derfor kanskje underlig at de begge synes å ha et felles svar på det ondes problem, ettersom Dembski tror jorden er millioner av år, mens Ham hevder den er bare noen tusener av år gammel. Mennesket er jo relativt ungt i gammeljord teologi, og massedød er kjent fra før menneskets inntreden på jorden, men likevel plasseres årsaken til ondskapen i begge bøkene på menneskenes skuldre. Syndefallet er altså årsaken til ikke bare det onde vi gjør, men også det vonde som skjer i verden; jordskjelv, tsunamier, sykdom og ulykker som rammer menneskene tilfeldig. Origo 117

Ken Hams bok er lettlest ettersom den er bygd opp som en refleksjon rundt brorens tidlige død. Alle mennesker opplever jo at vonde ting skjer, slik som f eks at noen dør for tidlig enten i ulykker eller i sykdom. Ken Ham viker ikke unna for de vanskelige spørsmålene i tilknytning til slike opplevelser, men forsøker å besvare dem ut ifra Bibelen. Hvert kapitel ender opp i noen spørsmål til gruppearbeid, personlig ettertanke og noen gode bibelhenvisninger. Boka bør passe godt i alfagrupper der ulike syn kan fremmes og diskuteres. Stjerneargumentet til ateisten for ikke å tro på Gud blir imøtegått på en elegant måte. Ken Ham forklarer logisk hvorfor argumenter

Inference og No Free Lunch. Dembski har en mer akademisk tilnærming til det ondes problem enn hva tilfelle er for Ken Ham. Boktittelen The End of Christianity har dobbel betydning: Menes det “slutten på kristendommen” eller “målet med kristendommen”? Undertittelen gir oss svaret. Her dreier det seg om selve målet med kristendommen, nemlig å finne den gode Gud i denne onde verden. Boka forsøker å svare på det tilsynelatende paradokset at selv om jorda er gammel, og selv om fossilfunn påviser at vonde ting har skjedd i millioner av år, så er alt dette menneskenes egen feil! Dembski forklarer dette med at det finnes to typer opplevelser av tid, Chronos og Kairos. Chronos er menneskenes opplevelse av tid, mens Kairos er Guds tidsdimensjon. Gud lever i et evig nå. Dembski hevder at likesom Kristi frelsesverk på korset går i alle tidsretninger, så er det også tilfellet med syndefallet. Vi tror vel gjerne at Gud også frelser mennesker som levde i tiden før Kristus døde på korset. Med andre ord Kristi verk på korset har tilbakevirkende kraft i tid. Kan det være at syndefallet – på liknende vis – har tilbakevirkende kraft i tid? Dembski hevder det. The End of Christianity oppleves både som oppbyggelig og interessant. En meget lesverdig bok. Begge bøkene hevder med tyngde at det ikke er Gud som er årsaken til det onde i verden og i oss, men at forløsningen fra ondskapen ligger i frelsesverket på korset. Dembskis bok kan bestilles via amazon.com, mens norsk oversettelse av Ken Hams bok kan bestilles direkte fra hjemmesiden til Morten Gravdal: www.harusett.no

med rett og galt, ondt og godt ikke kan brukes av en ateist. Og hvordan ateisten faktisk beviser Guds eksistens med sin bruk av rett og galt, ondt og godt! En god bok vi tror vil anspore til både debatt og ettertanke.

Ken Ham Hvordan kan en kjærlig Gud…. Svar på spørsmål knyttet til tap og lidelse. New Leaf, 2007, Til norsk ved Morten Gravdal 2009, Harusett Forlag, 150 sider

William Demski har doktorgrader både i teologi og matematikk. Han er en av de ledende innen intelligent design-bevegelsen og har skrevet flere viktige bøker. Han er kanskje mest kjent for The Design

William A. Dembski The End of Christianity, Finding a Good God in an Evil World. B&H Academic, 2009, amerikansk, 238 sider.

Origo 117

De fleste tror på Darwin Ekspertfantasier kontra lægmandsfornuft Af K. Aa. Back

Som det fremgår af dagspressen, “holder de fleste danskere med Darwin”. Så må han jo have ret. Det er de fleste i den grad overbevist om at man tydeligt kan se dem blive underligt tomme i blikket hvis de møder folk der måtte mene noget andet. Men med så mange andre holdningsspørgsmål er det nu ikke så mærkeligt: En årelang propaganda har haft sin virkning. Propaganda? Er det ikke snarere oplysning? Tja, i så fald har man lige glemt et par ting i sin

oplysningskampagne. Fx den ikke uvæsentlige detalje om evolutionens ikoner: finker, bananfluer, menneskets udvikling osv. osv. Og om hvad fossilerne gemmer og kan fortælle os. Hvad avlsprogrammer kan føre til. Hvad mutationer kan og ikke kan osv. Nu er det jo sådan at som man råber i skoven, får man svar. Hvis gallupundersøgelsen er gået ud med spørgsmålet: “Hvad tror De mest på, Darwins udviklingslære eller Bibelens skabelsesberetning?” er det ikke så mærkeligt at flertallet giver udtryk for støtte til Darwin. For skabelsesberetningen er jo for længst reduceret til samme niveau som julemanden – selvom den i sit billedsprog kunne have bud også til moderne mennesker: “I begyndelsen skabte Gud …” Hvis nu de samme danskere var blevet spurgt: “Tror De der findes ‘mere mellem himmel og jord’ end det rent materielle?” ville svaret nok have været noget anderledes. Og mon ikke gallupundersøgelsen ville nå et helt tredje resultat hvis man spurgte dan-

– “Tror De at hesteavl kan føre til anden end heste?” – Avl på heste (som disse her fra Knabstrup) kan føre til de forskelligste resultater, men det er og bliver vel heste? Lige som Darwins dueavl kun førte til forskellige duer! Origo 117

Fundet på svensk tekst-tv: 138 SVT Text Fredag 02 apr 2010 UTRIKES Publicerad 2 april Livstid för mord på abortläkare En nyfrälst kristen man som förra våren mördade den amerikanska abortläkaren George Tiller har dömts till livstis fängelse. Den 67-årige Tiller var en av en handfull läkare i USA som utförde sena aborter. Han var hatad av abortmotståndare och gick bland dem under namnet “Tiller barnamördaren”. Innan Tiller sköts ner utanför en kyrka i Wichita i Kansas hade Tiller utsatts för flera andra attentat av rabiata abortmotståndare. Bemærk sprogbrugen: Som “udførte sene aborter”, “han var hadet”, “under navnet ‘barnemorderen’” og af “rabiate abortmodstandere.” Naturligvis skal man ikke gå rundt og skyde folk som foretager sig noget som er forkert. Ja, vi skal heller ikke myrde folk der begår mord. Det hører med til selvfølgelighederne i et retssamfund. Men læg mærke til dette nyhedstelegrams totale kemiske rensning af empati for den fortvivlelse som mange naturligvis må være grebet af over for en sådan aflivningspraksis. En praksis der bygger på en statsautoriseret løgn om at det ikke er børn man tager livet af. Men hvis det ikke er børn, hvad er det så?!

skerne om de tror på at hesteavl kan få heste til at blive til noget andet end heste? Det kunne tænkes.

Ekspertudtalelser

Min påstand er: Man kan i dag få folk til at tro på hvad som helst, bare det er en ekspert der udtaler sig bestemt nok, tit nok og unuanceret nok, især hvis man udtrykker sig i en sprogbrug der fornægter fakta, eller som er intimiderende over for dem “med de forkerte meninger”.

Tag abortspørgsmålet fx. Det er vist først i de senere år det er begyndt at gå op for folk at man ved et i Danmark fuldt lovligt abortindgreb tager livet af et fuldt udviklet barn på omkring de 12 uger. Ikke fuldt udvokset ganske vist, men fuldt udviklet. Haeckels svindelnummer med sine fostre har gjort at mange i Danmark har troet at vi med provokeret abort blot fjerner noget der svarer til en fisk – eller måske kun en slimklat. Men det er stadig sådan at hvis man kalder en aflivning af et barn for en abort, så er det fuldt ok; et barn man sikkert kunne have reddet på en neonatalafdeling hvis det var født for tidligt.

Den sunde fornuft

Så at så mange “tror på Darwin” – og altså sluger alt “videnskabeligt” råt, blot det udtales i Darwins navn – kan kun skyldes mangel på oplysning. Men der er jo så mange oplysninger til rådighed i dag. Og de stritter tit i hver sin retning. Hvad skal man så gøre når man ikke selv er ekspert? Man må bruge sin sunde fornuft. Når en Dawkins i darwinismens (og især ateismens) navn påstår at vi skal se bort fra dét der i livet ligner design fordi det kan det jo ikke være, kan alle og enhver afgøre med sig selv om et sådant forlangende er rimeligt eller ej. Når man ude midt i ingenting finder et søm, kan alle og enhver se at dette er en genstand “fremstillet ved menneskers arbejde”, ikke noget der er blevet til af sig selv. Så når man i cellen finder “forarbejdede ting” der er lidt mere komplicerede end søm (fx robotter i nanoformat), og som med al ønskelig tydelighed er designede med et formål for øje, så er det unaturligt, ja, imod al rimelig menneskelig erfaring, at påstå at dette design kun er tilsyneladende. Altså, Pasteur har vist at liv ikke opstår af sig selv i gamle klude, støv og snavs (som man engang troede). Og derfor er det ganske urimeligt at man vil have os til at tro at liv kan blive til af sig selv i et urhav (som nogle åbenbart vi have os til at tro i dag). Og sådan er der mange eksempler man kunne tage fat på. Problem: Livet bruger kun venstreformerne af nogle bestemte organiske molekyler. Hvordan få sorteret alle højreformerne fra når de nu reagerer med stofferne lige så let som venstreformerne? Darwinistens løsning: Ved hjælp af nogle lerforekomster kan venstreformerne katalyseres videre i den rigtige retning. Lægmandsbedømmelsen: Hvordan kan ler optræde intelligent dvs. sortere i to molekyleformer der reagerer helt ens, og dermed er lige villige til at indgå i kemiske forbindelser? Det må jo kræve at leret selv har været under intelligent påvirkning Origo 117

Dette “elevatorbånd” fra en bakterie må altså ikke kaldes et design. Men hvad er det så? (Tegning af Niels Kr. Grove Sørensen. Fra ”Humlebien kan ikke flyve ...”)

hvis det skal kunne foretage en sådan livsvigtig sortering. Problem: Vi forestiller os at visse simple organiske molekyler kan blive til af sig selv i ursuppen. Hvorfor nedbrydes de ikke som lyn og torden i det store fortyndende urhav, noget som al erfaring siger at de normalt ville gøre? Der findes nemlig en kemisk naturlov der siger at ustabile molekyler meget let falder fra hinanden igen hvis de overlades til sig selv. Darwinistisk løsning: En eller anden indviklet forklaring på at det – trods naturlovene – er sket alligevel ved hjælp af nogle enzymer man lige tryller frem til lejligheden. Lægmandsbedømmelse: Hvis fantasi skal gøre det ud for videnskabelig forklaring, kan alt jo forklares. Men er det rimeligt at tro på forklaringer som går ud over al menneskelig erfaring. “Det er ganske vist umuligt under normale omstændigheder, men det er sket alligevel. Livet eksisterer jo, og det fungerer i bedste velgående!” Problem: “Darwins finker” har varierende næbstørrelse. Hvordan kan det være en forklaring på hvordan finkerne er blevet til, fra først af ? Darwinistisk løsning: Man skal blot “forlænge” denne variation ud over en 200-årsperiode, så vil man stå med en ny art.

Origo 117

Lægmandsbedømmelse: Denne nye art er formodentligt stadig en fugl. Og ikke blot det: Den er vel også stadig en Darwinfinke? – Den kunstige selektion (avl af hunde, af duer, af kvæg osv.) har vist forbavsende resultater. Men er hundene nogensinde blevet til andet end hunde? Er bananfluer (tilsat mutationer) blevet til andet end bananfluer (nogle temmelig forkrøblede nogle, endda)? Og er bakterier som man har dyrket i et antal generationer der svarer til millioner af års evolution hos de højere dyr, blevet til noget som helst andet end bakterier? Øh … nej!

Kun liv skaber liv

Det mindste livet kan “nøjes med”, er en celle. Og celler kommer af celler.* De opstår ikke af sig selv i et fantasihav. Livet er for kort til at man skulle kunne vente på at en sådan begivenhed skulle indtræffe så at sige af sig selv. Så enhver ekspertfantasi i en hvilken som helst biologibog om at livet kan blive til af sig selv, bør underlægges følgende flammeskrift: * »Omnis cellula e cellula!« Det burde ganske enkelt være god latin.

Lille, irriterende kinesisk fisk Forestillingen om at evolutionen er lige så sikker som tyngdekraften, hænger bl.a. på fossilhistorien. Påstanden er at ser man nøjere på fossilerne, kan man i dem læse evolutionens historie fra primitivt encellet væsen over flercellede dyr til fx hvirveldyrene. Her kommer en lille kinesisk fisk og med den hele “den kambriske eksplosion” irriterende på tværs. Den kambriske eksplosion?! Ja, det underlige fænomen at dyrenes hovedformer optræder “eksplosionsagtigt” i de lag i Jordens historie man kalder Kambrium. Tit og ofte hales et eller andet fund frem som den helt store sensation: “Nu har vi fundet endnu et led (et missing link) i vores evolutionære historie!” Og som vanligt med pressesensationer følger dementiet nogen tid senere som en eller anden ydmyg notits inde i bladet. Eller rettere: Her er det ofte sådan at dementiet er godt pakket ind i det næste sensationelle fund – som netop dementerer der forrige. Man skal blot se grundigt efter, ellers er det det letteste af verden at overse dette faktum. Så de gentagne oversete sensationer består i at fossilerne fortæller alt andet end evolutionshistorie, i hvert fald i Darwins forstand. En sådan overset nyhed tager vi fat på i Origo denne gang: Fred Heeren har i The Boston Globe skrevet en artikel den 30. maj 2000 om den kinesiske palæontolog Jun-Yuan Chen. Se http://www.fredheeren.com/boston.htm. Han og hans kolleger har gjort et bemærkelsesværdigt fund af en lille fisk. Nu har fisk det jo med at gå i forrådnelse temmelig hurtigt, men denne lille fisk har holdt sig forbavsende godt. Hele 530 mio. år! Til gengæld har den måske afsløret en anden form for råddenskab i form af vanetænkning med for længst overskredet holdbarhedsdato. Det ser vi nærmere på i det følgende ved at stille 10 nærgående spørgsmål til artiklen.

Ti spørgsmål til historien om Haikouella

Hvorfor er fundet af denne lille, kinesiske fisk så sensationelt?

Fra engelsk Wikipedia: Haikouella lanceolata in Chlupáč Museum, Prague, Czech Republic

Ifølge professor Chen fra the Nanjings [Nankings] Institut for Palæontolog og Geologi fordi den vender op og ned på den traditionelle opfattelse af evolutionsteorien. Det at en så sofistikeret skabning dukker op så tidligt i livets historie, viser at de livsformer der fører helt op til i dag, pludselig springer frem på scenen. Og det gør de fuldt færdige og ikke, som den traditionelle forestilling kræver, lidt efter lidt ved en langsomt fremadskridende proces. Chen mener at evolutionens klassiske virkemidler ikke slår til over for den hastighed, den variationsbredde og den “engangsforestilling” som præger Den kambriske Eksplosion. Hvad er Den kambriske Eksplosion for noget? I den geologiske periode man kalder Kambrium, forekommer der tilsyneladende en eksplosionsagtig fremkomst af nye dyreformer. Deraf navnet. De fossilbærende lag vrimler pludselig med eksempler på de største hovedgrupper inden for dyreriget. Sagt på en anden måde: I lagene under Kambrium er der ikke rigtigt sket noget, og i lagene efter ser man ikke de store nyheder. Origo 117

Debatten om den lille kinesiske fisk Haikouella placerer vestlige forskere i den lidt underlige position at de skal forsvare sig mod ideologisk blindhed over for forskere der kommer fra det kommunistiske Kina. Det kinesiske standpunkt er at evolutionsteorien er så politisk ladet i Vesten, at forskerne her er meget uvillige til at indrømme at den kommer til kort på en række punkter. Og det skyldes at man er hunderæd for at række blot en lillefinger til dem der tror på en bibelsk skabelse. Man kender Haikouella fra hele 305 eksemplarer fundet overvejende i den samme aflejring i Maotianshan-skifferen i Yunnanprovinsen. Dyret er 20-30 mm (maks. 40 mm) langt. Det har et hoved med gæller, hjerne, *rygstreng (notochord), veludviklet muskulatur, hjerte og cirkulationssystem (blodkar). Nogle få eksemplarer har bug- og rygfinner, en primitiv hale, et par sidestillede øjne plus nogle meget små strukturer (0,1 mm) der ligner tænder i svælget. *rygstrengen (notochod) er et bøjelig, stavformet organ som man finder i alle rygstrengsdyrs fostre. I hvirveldyr bliver det til hvirvelsøjlen med den indlejrede rygmarv.

Her har vi pillet et stykke ud af den geologiske tidstavle fra tysk Wikipedia og forsynet den med en angivelse af hvor Den kambriske Eksplosion har fundet sted.

Hvorfor passer Den kambriske Eksplosion ikke med Darwins forestillinger om survival of the fittest/de bedst tilpassedes overleven? Prof. Chen mener at forskerne må til at fokusere på noget der bedre kan forklare hvorfor livet har udviklet sig over bakteriernes stade. Bakterier er meget succesrige. Det er faktisk sådan at mere komplekse livsformer er mindre tilpasningsdygtige end bakterierne. Hvis vi alene skal sætte vores lid til tilfældet og den indbyrdes konkurrence, er der ingen grund til at komplekst liv, højere oppe på den evolutionære stige (som mennesket), skulle være dukket op. Chen mener at et underliggende “harmoni-princip” måske en dag bedre vil kunne forklare dét som det indbyrdes kapløb ikke kan, det der skulle ligge i den naturlige udvælgelse/selektion. Man taler om en større villighed hos kinesiske forskere til at tænke nyt. Hvorfor?

Origo 117

Fra engelsk Wikipedia

“Evolutionsteorien står over for en uhyre udfordring,” påstod kommunistpartiets avis Guangming Daily i december [1999] da den skrev om fossilerne fra det sydlige Kina. “Darwins evolutionsteori begyndte som en videnskabelig teori … Nu har den udviklet sig til en religion.” Det sidste viste sig måske netop ved et symposium for 60 forskere fra hele verden der blev holdt nær Chengjiang, netop der hvor Chen havde fundet de første aftryk af Haikouella fem år tidligere. Her var det nemlig sådan at de fleste vestlige forskere kom for at hylde Darwin, ikke for at begrave ham. Tanken om at neodarwinismen tager fejl på afgørende punkter i forhold til evolutionen, er lige så uhyrlig for amerikanere som den er selvfølgelig for kineserne.

Chengjiang er en underudviklet del af den sydkinesiske provins Yunnan, og den har rige forekomster af fosfat. Samtidig med starten på fosfatudvindingen fandt man en del exceptionelle fossiler. Man har derfor søgt at sætte en stopper for minedriften ved at erklære stedet for Verdenskulturarv, men da fosfatudvindingen har stået for 2/3 af provinsens indkomster, er man løbet ind i et dilemma: Minedriften truer de fossilbærende lag med erosion eller direkte ødelæggelse. Så hvordan finde en balance mellem minedriften og en bevaring af landskabet inden det er for sent?

For Chen er hans opdagelser af de tidligste dyreformer med begyndende rygrad (lat.: chordata) blot en række brikker i det puslespil der viser at det konventionelle billede af evolution ved naturlig selektion ikke er korrekt. Chen er naturligvis glad for at hans fossiler er blevet berømte. Men for ham ligger den store nyhed ikke i at han har opdaget vores tidligste forfader. Den store sensation består i at Den kambriske Eksplosion af nye body plans viser sig at være reel, ikke en illusion der er opstået fordi man ikke har fundet tilstrækkeligt med fossiler. Men hvorfor går Haikouella så meget på tværs af forventningerne? Hvis man gerne vil understrege Haikouellas pludselige fremkomst i fossilhistorien, skal man ifølge prof. Chen blot pege på de træk hos den lille fisk som får den til at se så meget mere avanceret ud end man kunne forvente af et dyr fra tidlig Kambrium. Biologerne havde forventet at møde noget der ville ligne en primitiv forfader til Pikaia, et dyr fundet i Mellemkambrium og som man tidligere har udråbt til verdens ældste rygstrengsdyr (chordater). Men i stedet for at finde tegn på at Pikaia har haft en mindre kompleks forfader, har Chen i stedet fundet et rygstrengsdyr der fremviser mange karakteristika der netop hører til hvirveldyrerne – og det 15 mio. år tidligere!

Kort og kilde: engelsk Wikipedia

Når nu de ideologiske forskelle er så store, hvorfor tager vestlige forskere så overhovedet til Kina? De har ganske enkelt ikke noget valg. Hvis de vel at mærke vil studere hvordan dyrerigets grundformer (body plans) er opstået, herunder dem der ligger lige før menneskelinjen. Det er bogstaveligt talt sådan at alle nutidens hovedgrupper (dyrerigets fylæ) gør deres første entré i den geologiske periode man kalder Kambrium. Og Chengjiang rummer de ældste og bedst bevarede fossiler i hele verden. Desuden står Jun-Yuan Chen som medforfatter til alle videnskabelige artikler om Chengjiang-faunaen. [OBS! Oplyst i år 2000.] Den vestlige interesse skyldes også at man ser de kinesiske fund som “skridt på vejen mod os selv”. Som en californisk forsker begejstret udbrød ved nævnte konference: “Det her bliver side ét, side to, tre og fire i vertebraternes fortælling.” Ordforklaring: vertebrater = hvirveldyr, dvs. dyr med rygrad (i modsætning til fx insekterne som bærer skelettet yderst)

Fra engelsk Wikipedia

Og nogle af de over 300 eksemplarer Chens team har fundet, er så velbevarede at palæontologer nærmest er faldet i svime over dem. “De er næsten som fotografier af dyrenes anatomi,” udtaler den franske palæontolog Philippe Janvier. Så disse fund af Haikouella på et så fremskredent udviklingsstadium gør det endnu mere vanskeligt at finde de evolutionære skridt der skulle have frembragt denne dyretype. Hvor skal man lede for at finde trin op mod de kambriske dyr? Det må man naturligvis gøre i bjergarter fra Origo 117

Prækambrium. [HUSKat “præ-” betyder “før-”.] Darwin skrev jo at hvis hans teori var sand, måtte verden have vrimlet med forfædre til de skabninger der findes i Kambrium. Og de må have eksisteret i lange tidsrum før dette. Hans forventning var at fremtidens forskere ville finde dem. I dag er det sådan at palæontologer stadig står og mangler mere end 40 brugbare forfædre til Kambriums dyregrupper. Man bliver ved med at forklare dette misforhold med at dyr fra Prækambrium er for små eller har for mange bløddele til at blive til fossiler; eller at omstændighederne har været for ugunstige til fossildannelsen.

Den er fuldkommen i stand til at bevare et hvilket som helst dyr der måtte have levet i disse omgivelser i perioden før Kambrium. Netop fordi de har fundet havsvampe (og deres embryoer) i tusindvis, blegner indvendingen om at de dyr der kommer fra Prækambrium, har været for små eller for “bløde” til at kunne blive bevaret som fossiler. “Jeg anser det for at være noget af et mysterium i palæontologien,” udtaler Chen. “Før Kambrium burde vi se en række udviklingstrin: celledifferentiering, vævsdifferentiering, opdeling i en ryg- og en bugside, højre og venstre. Men vi mangler de stærke indikationer for samtlige disse bygningstræk.” Den taiwanesiske biolog Li siger det lige ud: “Ingen evolutionsteori kan forklare disse fænomener.” Som Chen ser det, understøtter hans fund en “Livets historie” der forløber i modsat retning af hvad det traditionelle evolutionstræ angiver. Et forløb han kalder “top-down-evolution” (omvendt evolution).

Origo har adskillige gange dokumenteret at man ikke kan undskylde de manglende fossiler med “ugunstige omstændigheder for fossildannelsen”. Så vi ta’r den lige en gang til for prins Knud. Bløddelene på denne fisk fra Kridt er der fx ikke noget i vejen med. Foto fra tjekkisk Wikipedia (vælg cesky fra engelsk Wikipedia om Haikouella).

Holder denne forklaring, eller virker det bare som et forsøg på at snakke uden om problemet? Bedøm selv: De fund af prækambriske fossiler som Chen og hans taiwanesiske kollega Chia-Wei Li har gjort, har forstørret mysteriet. Under deres finkæmning af en fosfatmines aflejringer har Chen og Li faktisk opdaget de tidligste velbevarede fossiler af flercellede dyr. De har fundet havsvampe og disses svampefostre i tusindvis – men intet der blot minder om den fiskelignende Haikouella eller forløbere for andre skabninger fra Kambrium som fx trilobitter. Hvad der glimrer ved deres fravær iblandt Chens og Lis fund, er grundformer der viser tegn på evolution hen imod den kompleksitet som de kambriske dyr besidder. De har nemlig ben, antenner (følehorn), øjne og andre særegne organer. Til gengæld har disse fund uden skygge af tvivl vist at den kinesiske fosfataflejring kan noget vigtigt: Origo 117

Trilobit fra dansk Wikipedia

Det vil altså sige at Darwins forestilling om at livet har forgrenet sig i mere og mere specifikke former, er forkert? Den traditionelle evolutionsidé går på at man begynder med små variationer. Evolutionen “producerer” derved afvigelser fra den oprindelige stamfader der efterhånden resulterer i nye arters opståen. Derefter (i takt med at forskellighederne vokser) kommer nye slægter (genera) til, nye familier osv. indtil de højeste kategorier i Linnés klassifikationssystem er nået, kategorier der adskilles af de største forskelle. Men fossilhistorien viser at denne fortælling ikke er sand, mener Chen. De store forskelligheder op-

træder fra første begyndelse og kommer ikke i “toppen af træet”. Og det får Chen til at mene at biologerne bliver nødt til at søge nye veje mht. at forklare disse evolutionære skridt. Vestlige forskere er enige i at de nu er tvunget til at anerkende muligheden af at evolutionen kan forekomme i forholdsvis hurtige spring – hvor de første rygstrengsdyr så end kommer fra. Men det må da så forene Øst og Vest? Ikke helt. Der er stadig en del afstand mellem Chen, Li og kinesiske medier på den ene side og så hovedsynspunktet/paradigmet i Vesten. Her er vi stadig

meget tilbageholdende med at ville indrømme at Den kambriske Eksplosion skulle udgøre en vanskelighed. Men synspunkterne kan måske bøjes mod hinanden ved symposier som det i Chengjiang. En af medarrangørerne, palæontologen David Bottjer fra The University of Southern California i Los Angeles, har udtalt at han var uenig i forestillingen om en hurtig evolution, men han medgiver at “Den kambriske Eksplosion vil komme til at fortælle os noget nyt om evolutionen, forstået sådan at det bliver en noget anden historie end den vi har lært i skolen.” Bearbejdelse og oversættelse: Knud Aa. Back

Origo 118 I næste nummer af Origo satser vi på bl.a. at bringe følgende: • En artikel om forholdet mellem Darwin og Wallace, hans gamle med- og modkæmper • Noget om ligklædet fra Torino, og • noget mere om menneskefodsporene i Lætoli, Tanzania.

ORIGO - et udvalg af Temanumre 95: Evolutionens Ikoner 96: Tågen letter 101: Ikke helt tilfældigt 112-113: Evolutionskritikkens alfa og omega

Flere eksemplarer kan bestilles hos Henrik Friis, tlf.: 3514 3539, e-mail: abonnement@skabelse.dk - eller på ORIGO’s hjemmeside: www.skabelse.dk

Origo 117

Darwin of the Gaps Bør kristne ikke være forsigtige med at “kritisere Darwin”? Tænk dog på hvor galt det før er gået hvor “troens folk” har villet blande sig i den videnskabelige diskussion. Af Jonathan Wells Her følger et uddrag af Wells’ anmeldelse som den kan findes på http://www.discovery.org/a/4529: I juni 2000 bekendtgjorde daværende præsident Clinton at man nu var nået til vejs ende med the Human Genome Project [som går ud på at kortlægge menneskets samlede arvemasse]. Dermed havde man dechifreret (“oversat” eller afkodet) hele DNA-koden i den menneskelige celle. »I dag er vi i gang med at lære det sprog at kende som Gud har brugt til skabelsen af livet,« sagde han. Med sig havde præsidenten Francis Collins, lederen af projektet; han som havde hjulpet med at skrive Clintons tale. Collins udtalte: »Det stemmer en til ydmyghed og ærefrygt når det går op for en at vi nu har kunnet læse de første sider af vores egen instruktionsbog, den som indtil nu har været forbeholdt Gud.« Som bogens undertitel indicerer, fremlægger The Language of God (“Guds sprog”) argumenter for den kristne tro. Men det mærkelige er at argumentationen ikke omfatter DNA’et som, ifølge Collins, i stedet udgør et uomgængeligt vidnesbyrd om Darwins evolutionsteori. I sit forsvar for at den darwinistiske evolution “utvivlsomt er rigtig”, hævder Collins ikke blot at Intelligent Design (ID) »på afgørende punkter falder igennem som videnskabelig teori«, men endvidere at den »er til betydelig skade for troen«. Francis Collins kritiserer ID for ikke at kunne underkastes videnskabelig bedømmelse – hvorefter han fremhæver eksperimenter som han mener viser at ID tager fejl. Han kritiserer også ID for at bygge på et God of the Gaps-argument, men det slipper han kun Origo 117

Sagen kort:

I en anmeldelse af bogen The Language of God: A Scientist Presents Evidence for Belief gør Jonathan Wells op med den udbredte misinformation om at ID skulle bruge det guddommelige som argument, at “Gud listes ind ad bagdøren”. – Mange, også materialistiske forskere, har i tidens løb brugt det argument at hvad videnskaben ikke kan forklare, kan vi overlade til Gud, det såkaldte God of the Gaps-argument (at Kundskabshullerne kræver Gud som forklaring). Wells påviser her at for nogle darwinister er dette “gaps-argument” helt fint: De bruger det nemlig selv når de sætter ikke Gud, men “evolutionens fader” til at fylde kundskabshullerne ud – med hvad han kalder et Darwin of the Gaps-argument! Wells kommer med et konkret eksempel: Man bruger “Darwin” som argument i de tilfælde hvor vi ikke véd tilstrækkeligt om DNA-koden. Det såkaldte “junk-DNA” bliver således forklaret med at det er kodesekvenser som i dag ikke bruges til noget, men blot “er et affaldsprodukt fra evolutionsprocessen”. – De der kender til det historiske forløb med de rudimentære organer, vil nikke genkendende til noget her. Videnskabshistorien er ved at gentage sig.

af sted med fordi han redefinerer ID til at handle om det vi ikke véd. Collins mener at ID udgør et alvorligt problem for den kristne tro, i og med at den lægger afstand til evolutionsteori i Darwins forstand, en teori han mener, er overordentligt velunderbygget. Men det eneste argument Collins fremfører for Darwins mekanisme med variation og selektion, er mikroevolutionen, altså de forandringer man kan konstatere i de eksisterende arter. Og det hovedargument han bruger for Darwins påstand om den fælles oprindelse, finder han i de DNA-sekvenser som han mener ikke bliver brugt til noget – på trods

»Darwin har gjort det muligt at man som ateist kan være intellektuelt tilfredsstillet.« Richard Dawkins i The Blind Watchmaker, 1986

af at genforskere løbende opdager den funktion der ligger gemt i dem. Det viser sig at Collins’ forsvar for Darwins teori i hovedsagen hviler på en uvidenhedsargumentation, en argumentation der må vige for den større og større erkendelse vi i disse år opnår om genomet – altså i praksis et Darwin of the Gapsargument. […]

God of the Gaps?

Collins påstår at ID hviler på tre udsagn, nemlig at 1. evolution leder til et ateistisk livssyn 2. evolutionen står svagt da den ikke kan forklare naturens høje grad af kompleksitet, og 3. hvis evolutionen ikke kan forklare irreducibel kompleksitet, må der findes en intelligent designer. Som så mange andre går Collins altså ud fra en definition af ID som er anderledes end den IDister selv står for. Slår man op på Discovery Institutes hjemmeside, finder man følgende udsagn: »Intelligent Design gør gældende at visse træk ved universet og ved alt liv bedst lader sig forklare med en intelligent årsag. Disse træk lader sig nemlig ikke forklare ud fra en ikke-styret proces som den naturlige selektion.« Stik imod Collins første udsagn hævder ID ikke at “evolutionen leder til et ateistisk livssyn”. Evolution kan betyde noget så simpelt som forandring over tid, og noget sådant indebærer hverken noget religiøst eller noget antireligiøst. Evolution kan også betyde mindre ændringer inden for de eksisterende arter; det er et helt ukontroversielt fænomen der også er religiøst neutralt. Problemet opstår imidlertid dér hvor Darwins teori vil hævde at der ikke findes et design i “livets mindste dele”. Darwin skrev at han ikke kunne se »mere design i organismernes variation og i den naturlige selektions virkning end i hvad vinden kan bevirke«. Så han var »tilbøjelig til at se alting som resultat af designede love, hvor detaljerne, gode som dårlige, udformes af tilfældet«. Da darwinismen således ekskluderer design fra detaljerne, har mange holdt på (herunder mange darwinister!) at den “leder til et ateistisk livssyn”. Men kontroversen mellem darwinismen og ID går alene på hvorvidt visse træk ved livet forklares bedre med en intelligent årsag end med processer der kun er styret af naturlovene. Collins’ 2. og 3. udsagn indeholder den falske påstand at ID alene holder sig til negativ argumentation, som om fraværet af det empiriske grundlag for darwinismen automatisk skulle lede til konklusionen

design. Det er nemlig sådan (som vi skal se i det følgende) at en deduktion til design kun kan komme på tale når man står over for fænomener der fuldstændigt ligner dem vi af erfaring véd stammer fra intelligent virksomhed. Det faktum at darwinismen ikke kan forklare dette eller hint, kan være en grund til at inddrage ID, men kan aldrig være grunden. Collins argumenterer med at ID (som han definerer den) ikke hører ind under naturvidenskaberne: »ID falder igennem på helt afgørende punkter når det gælder at kvalificere sig som en videnskabelig teori. Alle videnskabelige teorier danner en ramme inden for hvilken en række observationer får en fornuftig forklaring. Men det en teori først og fremmest skal bruges til, er ikke blot at se tilbage, men fremad. En brugbar videnskabelig teori forudsiger andre forskningsresultater og viser frem til hvordan man opnår yderligere eksperimentel verifikation. På helt fundamentale punkter falder ID igennem i denne henseende.« Collins kritiserer derpå biokemikeren Michael Behes påstand om at nogle strukturer i cellen er irreducibel komplekse. »Med irreducibel kompleks mener jeg et bestemt system der er bygget op af mange veltilpassede, koordinerede dele der indgår i en indbyrdes vekselvirkning, og som tilsammen medvirker i en basal funktion,« skrev Behe i 1996 [i Darwin’s Black Box], »og hvis man fjerner bare én af disse dele, vil systemet helt miste sin funktion.« Behe har argumenteret med at hver gang vi i vores almindelige hverdag støder på irreducibel kompleksitet [som vi på dansk kalder IC-systemer], tilsiger vores fornuft os at dette system er resultat af en intelligent handling; og det gør den fordi erfaringen viser os at det kun er intelligens der kan sætte et sådant IC-system sammen. Behe har henvist til adskillige træk ved levende organismer som han argumenterer for hører ind under kategorien IC-systemer. Et af dem er menneskets blodstørkningskaskade – der består af en lang række proteiner der i et nøje samarbejde sørger for at blodet alene størkner på de tidspunkter og de steder hvor det er nødvendigt. Men Collins hævder her over for at »det velkendte fænomen med gen-duplikation« skulle vise at enkeltdele fra blodstørkningskaskaden »afspejler fortidige genduplikationer der nu har ladet nye kopier … udvikle sig (“evolve”) til at overtage en ny funktion, drevet frem af den naturlige selektion.« Behe har i 2000 svaret på denne kritik, et svar Collins har ignoreret. Men mere overraskende er det at Collins henviser til eksperimenter der skulle falsificere en teori som Origo 117

Blodstørkningskaskaden fra Darwin’s Black Box, fig. 4-3: De proteiner hvis navne er skrevet med normalskrift, indgår i dannelsen af en blodprop. De proteiner der er skrevet med kursiv, sørger for at forhindre dannelsen af blodpropper ved at lokalisere og opløse dem. Pile der ender i en lille streg på tværs, indicerer det samme: forhindring, lokalisering og opløsning af blodpropper.

han samtidigt holder på ikke kan være videnskabelig fordi den ikke lader sig teste eksperimentelt. Når Collins hævder at genduplikeringsprocessen peger på at ID tager fejl, viser han jo samtidigt at ID kan testes mod det videnskabelige vidnesbyrd. Nu må Collins vælge: Enten er ID uvidenskabelig, og i så fald er det videnskabelige vidnesbyrd irrelevant; eller også går det videnskabelige vidnesbyrd imod ID, men dermed er ID altså videnskabeligt relevant! Men det der mest af alt “trækker tæppet væk under ID”, når Collins skal sige det, er at senere studier skulle have undergravet Behes argument om at bakteriens flagel er et IC-system (flagellen er bakteriens “påhængsmotor” i nanoformat). Først omdefinerer Collins Behes syn på IC til et spørgsmål om at »flagellens enkeltdele ikke tidligere kan være indgået i andre funktionelle dele«, hvorefter han argumenterer imod denne redefinition. Collins henviser her til et type III secretory apparatus (forkortet TTSS eller T3SS) som er »et helt anderledes organsystem som visse bakterier bruger til at sprøjte giftstoffer ind i andre bakterier med når de angriber dem.« Denne “injektionssprøjte” er opbygget af proteiner der ligner dem der indgår i “påhængsmotoren”. TTSS-delene »blev sandsynligvis duplikeret for hundrede af millioner år siden og da “ansat” i en ny funktion; ved at kombinere dem med andre proteiner der tidligere har udført mere simple funktioner, er hele “påhængsmotoren” følgelig blevet Origo 117

dannet. Det må naturligvis indrømmes at dette type III secretory apparatus kun udgør en lille brik i flagelpuslespillet, og vi er langt fra at have samlet hele billedet (hvis vi nogensinde skulle nå dertil). Men ethvert sådant nyt stykke af puslespillet udgør en naturlig forklaring på noget som ID henholder sig til kun har en overnaturlig forklaring, og det lader dens fortalere tilbage med stadig mindre grund under fødderne.« Som det er tilfældet med blodstørkningskaskaden lader Collins som om at Behe ikke har noget modargument. – I dette tilfælde siger Behe at »der ingen grund er til at mene at dele af eller “underafdelinger” af et IC-system ikke skulle kunne have en eller flere andre funktioner.« At en benzinpumpe [i en bilmotor] kan bruges til noget andet, har ikke det fjerneste at gøre med om selve benzinmotoren (som den er en del af) er designet eller ej. – Hertil kommer at mere og mere tyder på at bakteriens flagel er ældre end TTSS-systemet. Så når det kommer til stykket, er sidstnævnte snarere en degenerering af “påhængsmotoren”! Men hvorom alting er, også her henviser Collins til forskning (som vi også har nævnt ovenfor) der skulle imødegå en teori som han siger ikke kan afprøves med videnskabelige metoder [altså empirisk]. Og han kan ikke selv få øje på det selvmodsigende i sin konklusion der lyder sådan: »ID falder igennem i videnskabelig forstand idet den hverken lader sig

Bakteriens flagel t.v. og “injektionsnål” t.h. – Fra engelsk og tysk Wikipedia der oplyser at flagellens basisringe ligner de ringe der indgår i injektionsnålekomplekset, og at flagellens krog (hook) ligner injektionsnålen. Men sjovt nok ligner begge del stadig et par IC-systemer som lidt tilfældige fejl i koden tilsat et stænk naturlig selektion kan have lidt svært ved at forklare oprindelsen til.

teste eksperimentelt eller kommer med en urokkelig basis for dens IC-påstand, en påstand en nærmere afprøvning viser ikke holder.« Collins bevæger sig derefter over i en anden boldgade: »Men ud over det falder ID også igennem på en måde som bør bekymre troens folk frem for den nøgterne forsker. ID er en “God of the Gapsteori” der antager at det skulle være nødvendigt at indsætte det overnaturlige i ligningen dér hvor videnskaben ikke kan komme med en forklaring. Man kender til mange kulturer hvor man har ladet Gud stå for forskellige naturlige fænomener som samtidens videnskab ikke har kunnet finde løsninger på – det være sig solformørkelser eller blomstens skønhed. Men den slags har sin egen triste historie. Videnskaben fylder efterhånden disse huller ud i takt med at vi bliver klogere, til stor fortrydelse for dem der har bundet deres tro op på dem. Faktisk risikerer “God of the Gaps-religionen” i sidste ende at miskreditere troen fuldstændigt. Den fejl må vi ikke gentage i dag. Intelligent design passer netop ind i denne uheldige tradition og står ansigt til ansigt med samme tragiske endeligt.« Nu er det bare sådan at den “God of the Gapsbeskrivelse” af videnskabshistorien Collins disker op med, er noget mangelfuld, undtagen måske i forbindelse med fænomenet animisme. Som fysikeren David Snoke har skrevet: »Er der nogensinde nogen der har argumenteret for Guds eksistens fordi vi ikke har forstået magnetismen eller planetbanerne? Måske en shaman i et eller andet stammesamfund kan tæn-

kes at have udtalt sig sådan, men jeg kan ikke finde et eneste eksempel på at seriøse kristne skulle have argumenteret på denne måde.« Og Collins’ antydning af at forskningsfremskridt skulle have elimineret IDtanken, er mildest talt noget overdrevet. Det eneste Collins serverer i forbindelse med blodstørkningskaskaden og bakteriens flagel, er nogle fantasier om tidligere genduplikationer. Men den værste bommert i Collins’ fremstilling er dog hans misfortolkning af ID. For det første, ID putter ikke noget overnaturligt ind i ligningen, med mindre man definerer intelligens som noget overnaturligt. ID kommer alene med det beskedne udsagn at det er muligt ud fra hvad vi véd om naturens indretning, at nogle træk eller mønstre i naturen kan forklares bedre med henvisning til en intelligent årsag end til tilfældige processer. Så er det selvfølgelig rigtigt at man derpå kan spørge til denne intelligens’ natur, og at et rimeligt svar vil være Gud. Men ID går ikke så langt; ID har ikke noget med naturlig teologi at gøre. For det andet, og mere vigtigt: At man slutter sig til design, har intet at gøre med at argumentere ud fra det man ikke véd. Ingen ved deres fulde fem ville sige at “da jeg ikke véd hvad der er årsag til X, må X være designet.” Det er for os en ganske almindelig hverdagsslutning at vi konstaterer at X er designet når X ligner en ting vi med sikkerhed véd, er frembragt ved hjælp af intelligens og som umuligt kan være blevet til uden. Irreducibel kompleksitet [ICsystemer] er noget af det der kendetegner ting der Origo 117

En papirclips fundet i den dybeste urskov vil umiddelbart kunne genkendes som skabt af en intelligens, mennesket.

Er disse ting designet? Papirclips, en mikrochip, gafler? (Alle ill. fra Wikipedia.)

Kan disse kragetæer afkodes for et budskab? Er de altså udtryk for et design?

er designet; “specificeret kompleksitet” som William Dembski kalder det, er en anden. Og hvad enten det drejer sig om det ene eller det andet, taler vi alene om design som det mest sandsynlige når vi har større viden om den pågældende ting, ikke mindre. Darwin og hans samtidige troede at levende celler var en slags klumper af protoplasma; derfor havde de ikke så svært ved at tro at sådanne klumper ikke var designede. Men i takt med at moderne biologer lærer mere og mere om de irreducibelt komplekse biokemiske kaskader [= kæder af kemiske stoffer der påvirker hinanden i en bestemt rækkefølge] og de molekylære maskiner livet er afhængigt af, jo mindre plausibelt bliver det at tro på at cellerne blot et tilfældige biprodukter af ikke-styrede naturkræfter. Så i stedet for at kritisere ID for hvad det i virkeligheden er, prøver Collins at gøre det til noget det i hvert fald ikke er, og så kritisere det i stedet. Det han skyder efter, er i virkeligheden ikke ID, men en “God of the Gaps-argumentation” som han anser for en stor fare for troen på grund af hvad han anser for overvældende evidens for darwinistisk evolution. […] Origo 117

Kan denne DNA-streng afkodes for et budskab? Hvorfor må vi så ikke tale om design her?! Er programmering da ikke resultat af intelligent design?

Darwin of the Gaps

[Collins hovedanke mod ID er altså at IDister skulle anvende en “God of the Gaps-argumentation” hvor man indsætter noget overnaturligt i ligningen.] Men bortset fra det med det overnaturlige, så lyder det faktisk som en meget præcis beskrivelse af den strategi Collins selv bruger når han vil forsvare darwinismen. Det gør han nemlig ved at henvise til de dele af DNA’et man formoder ingen funktion har. Han siger mere end én gang at hvis vi ikke véd hvilken funktion en DNA-streng har, så har den ingen funktion; den er bare et tilfældigt levn videreført fra en fælles forfader. Men jo mere molekylærbiologerne finder ud af om DNA’et, desto mere lærer de om de funktioner disse formodede funktionsløse dele i virkeligheden har. Collins’ forsvar for darwinistisk evolution bliver således mindre og mindre holdbart for hvert nyt fremskridt forskningen gør. Det er faktisk lidt ironisk. Collins hævder at han baserer sit forsvar for darwinismen på den nye viden fra genom-sekvenseringen [tydningen af hvad generne koder for], men rent faktisk går han ud fra hullerne (the gaps) i denne viden. Collins argumenterer jo selv for at en sådan tilgang har “sin egen triste hi-

Diagram over en typisk eukaryot (celle med ægte kerne). Organeller: (1) nucleolus (2) cellekerne (3) ribosom (4) vesikel,(5) ru endoplasmatisk reticulum (ER), (6) Golgiapparat, (7) Cytoskelet, (8) glat endoplasmatisk reticulum, (9) mitochondrie, (10) vakuole, (11) cytoplasma, (12) lysosom, (13) centrioler. (Fra engelsk og dansk Wikipedia.)

storie”. Videnskaben fylder efterhånden disse huller ud i takt med at vi bliver klogere, til stor fortrydelse for dem der har bundet deres tro op på dem. Faktisk risikerer ‘Darwin of the Gaps-tilgangen’ i sidste ende at miskreditere naturvidenskaben fuldstændigt. Den fejl må vi ikke gentage i dag. Darwinismen passer netop ind i denne uheldige tradition og står ansigt til ansigt med samme tragiske endeligt.

The Language of God: A Scientist Presents Evidence for Belief Francis S. Collins New York: Free Press, 2006 ISBN: 978-1-4165-4274-2 Paperback, 305 pp., $15 Dansk oversættelse og bearbejdning: K. Aa. Back

Links Dette Origos artikler indeholder nogle henvisninger “til nettet”. De ligger blot et klik borte. Se under indholdsfortegnelsen for Origo 117 på www.origonorge.no og (forhåbentligt også) på www.skabelse.dk.

Hønen & ægget Det gamle spørgsmål om hønen og ægget stadig er aktuelt. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Nu foreligger svaret: Det gjorde programmeringen for “høne”.

Origo 117

Evolutionsteorien – en videnskabelig fejltagelse Af Søren Harslund I populærvidenskabelige artikler og ditto udsendelser i radio og tv om evolutionsteorien fremstilles kritik af teorien ofte som religiøst betinget, og selv mere seriøse værker fremstiller ofte kritikken af teorien som primært en kirkelig (teologisk) kritik. Sandheden er dog, at teorien lige siden dens fremkomst i 1859 i form af Charles Darwins epokegørende værk om arternes oprindelse har været genstand for en rent faglig kritik. For at belyse dette bringes her et mindre, men repræsentativt udpluk af denne faglige debat i tiden efter Darwin.1 De fleste af de omtalte fagfolk, både tilhængere og modstandere af teorien, er i dag glemt uden for fagkredse, selv om de har ydet væsentlige bidrag til belysning af de mange problemer omkring den teori, Darwin selv kaldte “teorien om nedstamning med modifikation”.

Dobzhanskys teorem

»Alle biologer vil kunne tilslutte sig den russiskamerikanske genetiker [Theodosius] Dobzhanskys sentens: Intet i biologi giver mening undtagen i lyset af evolution,« skrev præsidenten for det danske Videnskabernes Selskab, professor i marinbiologi Tom Fenchel, i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 28. oktober 2005, og den 9. november s.å. udtalte han følgende om evolutionsteorien i en samtale med lektor, cand.theol. Jakob Wolf i bladet: »Desuden er det jo en teori, der er efterprøvet på kryds og på tværs.« Underforstået: så godt som bevist. Ofte støder man blandt evolutionister også på påstanden om, at teorien understøttes af “et overvældende bevismateriale”. Det er at tage munden for fuld: Alle biologer verden over er bestemt ikke enige i Dobzhanskys udsagn og i evolutionsteoriens holdbarhed. Det samme gælder forskere inden for andre naturvidenskabelige discipliner.2 Teorien er ganske vist “efterprøvet på kryds og på tværs”, men resultaterne er bestemt ikke Origo 117

så overbevisende, som dens tilhængere giver udtryk for, lige som det “overvældende bevismateriale” smuldrer ved nærmere undersøgelse. Desuden forplumres debatten om teorien af, at evolutionisterne som regel ikke skelner mellem almindelig variation inden for arterne og ændring af arter til andre arter (livsformer) ved naturlig selektion blandt tilfældige mutanter. Det er den sidste påstand, der er kontroversiel.

Teori og virkelighed

Dykker man ned i den videnskabelige litteratur på området, viser det sig, at der snarere, ligesom hos Darwin, er tale om mere eller mindre vidtløftige spekulationer om livets opståen og udvikling (diversitet) end om en teori, der i alt væsentligt bekræftes af de empiriske data, og at mange evolutionister godt er klar over problemet med at få teorien til at passe med virkeligheden.3 F.eks. skrev Dobzhansky: »Der er ingen tvivl om, at hvad angår både de historiske og årsagsmæssige aspekter er udviklingsprocessen langt fra fuldstændig kendt … De årsager, som har ført til udviklingen af arten menneske, kan kun skimtes svagt.« Ikke desto mindre skrev han et par sider før i samme værk: »At evolutionen er et historisk faktum, blev bevist ud over enhver rimelig tvivl allerede i de sidste årtier af det nittende århundrede.« Bevist? Her modsiger Dobzhansky tydeligvis sig selv! Og i øvrigt opererer man inden for naturvidenskaberne ikke med beviser, men med sandsynligheder. Et andet sted skrev han: »Når vi samler så mange individer, vi kan, fra en given tid, bemærker vi straks, at den iagttagne variation ikke danner nogen form for sammenhængende fordeling. I stedet finder man en mængde særegne, adskilte fordelinger. Den levende verden består ikke i ét enkelt system, hvor alle livsformer er forbundet ved en ubrudt række af mellemformer [jf. Darwins teori om fælles afstamning og hans tegning af “livets mægtige træ” i Arternes oprindelse], men af et system der består af mere eller mindre tydeligt adskilte systemer; mellemformer mangler eller er i det mindste meget sjældne.«

En anden fremtrædende evolutionist, George Gaylord Simpson, skrev om fossilerne i sedimentbjergarterne: »Det er stadig sandt, som enhver palæontolog ved, at de fleste nye arter, slægter og familier og næsten alle nye kategorier, der ligger over familieplanet, viser sig pludseligt, uden kendte overgangsformer som gradvis og i ubrudt række går forud for dem.« En tredje fremtrædende evolutionist, palæontologen Alfred S. Romer, skrev: »Dyrenes udvikling gennem hurtigt på hinanden følgende forandringer kan være forårsaget af en typisk neodarwinistisk proces med en ophobning og tilpasning af talrige små mutationer, men en ophobning der har fundet sted usædvanlig hurtigt. Uheldigvis er der i almindelighed få vidnesbyrd om dette i jordlagene, for udviklingens mellemformer til belysning af dette fænomen er yderst sjældne. Der mangler ‘led’, netop hvor vi mest brændende ønsker dem, og det er alt for sandsynligt, at mange ‘led’ fortsat vil mangle.«

Problemer med mutationer

Netop mutationer er et centralt element i den moderne udgave af evolutionsteorien, og ifølge Dobzhansky »frembringer mutationer ændringer i generne og varianter af genstrukturen; disse udgør evolutionens råmateriale.« Men en af mutationsforskningens pionerer, genetikeren H. J. Muller, konstaterede: »De fleste mutationer er skadelige. Faktisk er gode mutationer så sjældne, at vi kan betragte alle mutationer som dårlige.«4 Dobzhansky indrømmede da også: »De fleste mutationer, både de, der indtræffer i laboratorierne, og de, der ophobes i naturlige populationer, er skyld i nedsat levedygtighed, arvelige sygdomme og misfostre. Sådanne forandringer skulle man ikke tro kunne tjene som byggesten for udviklingen.« At hans tvivl var berettiget, fremgår for eksempel af de beregninger over sandsynligheden for, at gunstige mutationer bevares i såvel en stor som en lille genpulje, den tidligere professor i biofysik og molekylærbiologi ved Massachusetts teknologiske institut dr. Lee Spetner foretog i 1997, beregninger som en gang for alle burde have overbevist evolutionisterne om, at den mutationsbaserede evolutionsteori ikke holder i virkelighedens verden. Overlevelseschancerne for individer med sådanne mutationer er ganske enkelt så små, at de næppe kommer til at præge endsige dominere en genpulje. Darwin og hans samtidige meningsfæller kendte intet til de biologiske faktorer, som er bestemmende for arvelighed (arvelighedslovene, først formuleret af Gregor Johann Mendel i 1865), herunder den genetiske kode som i form af DNA-molekylerne er unik for alle biologiske organismer og de arter, de tilhører,

men satte i deres argumentation for udviklingsteorien deres lid til den senere opgivne antagelse, at individers tilegnede egenskaber (brug og ikke-brug af forskellige organer og anatomiske strukturer) går i arv.5

Hvad viser palæontologien

En af evolutionsdebattens pionerer og Darwins samtidige, Thomas Henry Huxley (1825-95), skrev, at »det primære og direkte bevis for udviklingslæren kan kun skaffes fra palæontologien … hvis der har fundet en udvikling [evolution] sted, vil dens spor være efterladt der, hvis den ikke har fundet sted, vil dens gendrivelse være at finde der.«6 Men blandt andre den amerikanske biolog Frank Marsh, ophavsmanden til teorien om grundtyper, fastslog: »Der findes intet sted på Jorden, hvor man kan tage hen og se mere end nogle få tusinde fod lagdelte bjergarter, målt lodret. Og ingen af disse steder kan man se noget dyrs eller nogen plantes udviklingshistorie.« Og: »Hele det fylogenetiske træ er ren spekulation … de eneste dele, som eksisterer, er de mindste grene. Hovedstammen og de store grene er ren spekulation.«7 En anden evolutionskritisk geolog, L. Merson Davies, gjorde som andre forskere op med teoriens centrale hypotese om en gradvis udvikling af nye arter gennem umådeligt lange geologiske tidsperioder. Davies skrev om fossilmaterialet: »De geologiske kendsgerninger er i fuldkommen modsætning til den [udviklingslæren]. For alle de store dyregrupper og alle de mest højtspecialiserede typer dukker op pludseligt og fra første færd i fuld effektivitet [jf. “den kambriske eksplosion”], og der findes ingen forbindelsesled mellem rækker, klasser eller selv ordener. Med andre ord, forbindelsesleddene mangler fuldstændigt, netop på det sted i den darwinistiske teori, hvor de skulle være mest talrige … De nye strukturer, som så ofte dukker op, viser forvirrende gensidige forhold mellem forskellige dele, som ville være ubrugelige inden fuldførelsen. Selve den naturlige udvælgelse ville have elimineret mellemliggende former i stedet for at bevare dem.« Allerede Darwins samtidige og en af palæontologiens pionerer, professor Louis Agassiz (1807-73), afviste også teorien: »Som palæontolog har jeg fra første færd taget afstand fra denne nye teori om omdannelse af arter, som nu i så vid udstrækning godkendes i den videnskabelige verden. I virkeligheden modsiger dens læresætninger, hvad de animale former, der ligger begravet i Jordens klippelag, fortæller os om deres fremtræden og arvefølge på Jordens overflade. Teorien er en videnskabelig fejltagelse … Der kendes ikke ét faktum inden for videnskaben, der går i retning af at vise, at noget væsen i den naOrigo 117

turlige gendannelses- og forøgelsesproces nogensinde har afveget fra den kurs, der er naturlig for dette væsens art, eller at en eneste art nogensinde er blevet omdannet til en anden.”

Nilssons variationsfelt

Om den fossile flora gjorde professor i botanik ved Lunds universitet, Heribert Nilsson, følgende vigtige observation: »Betragter vi den fossile floras særegne hovedgrupper, er det ganske påfaldende, at de med bestemte intervaller i den geologiske tid fremstår ligesom på én gang, og det straks i alle formernes mangfoldighed, i fuldt flor. Og lige så overraskende er det, at de efter et tidsrum, der ikke blot måles i årmillioner, men i årtimillioner, lige så pludseligt forsvinder igen. Ved deres tilværelses afslutning går de ikke over i former, der er overgangsformer til de hovedtyper, der kendetegner den næste periode. Sådanne udebliver ganske.« Nilsson definerede begrebet art som “et variationsfelt” og skrev, at »varianter dannes, slettes og opstår på ny i en kalejdoskopisk rækkefølge inden for arten. Men arten forbliver det samme variationsfelt. De forskellige arter vil vedblive at være som cirkler, der ikke brydes. Arterne er konstante.« Ifølge Nilsson er der altså i den fossile flora ingen af de eksempler på mellemformer mellem forskellige arter, som skulle “bevise” eller i det mindste understøtte evolutionsteorien.8

Darwin og overgangsformerne

Darwin (1809-82) skrev i “Arternes oprindelse”: »Dersom arterne nedstammer fra andre arter gennem umærkeligt fine overgange, hvorfor ser vi så ikke overalt utallige overgangsformer ? Hvorfor er ikke hele naturen i forvirring, i stedet for at arterne er vel adskilte? Men da der ifølge denne teori må have eksisteret utallige overgangsformer, hvorfor finder vi dem da ikke i umådelige mængder indlejrede i jordskorpen? Selv om geologiske undersøgelser utvivlsomt har lært os mange tidligere leds tilværelse at kende … så har de dog ikke tilvejebragt de uendelig mange fine gradvise overgange, som teorien fordrer, mellem uddøde og nulevende arter.« Darwin antog, at denne problematiske mangel på overgangsformer kunne forklares således: »Jeg tror, at svaret hovedsagelig ligger i, at [fossil]materialet er meget mindre fuldstændigt, end man i almindelighed antager.« Altså at nye fossilfund vil løse problemet. Ikke desto mindre skrev han i et senere kapitel: »Men retter vi vor opmærksomhed mod kun en enkelt formation [sedimentbjergart med fossiler], så bliver det meget vanskeligt at forstå, hvorfor vi ikke der finder en trinrække af varianter mellem de beslægtede arter.« Origo 117

Darwins forventning om, at de kommende års fossiljagt ville bekræfte hans teori om “utallige overgangsformer”, er som bekendt ikke blevet indfriet. De enorme mængder af fossiler, palæontologer overalt i verden nu råder over, omfatter kun ganske få eksempler, som af nogle forskere er blevet betragtet som overgangsformer. Nærmere undersøgelser af uvildige forskere har dog gang på gang fastslået, at fossiler, som i første omgang er blevet udråbt som overgangsformer, med stor sikkerhed kan indpasses i det linnéske klassifikationssystem (taksonomien).9 Diskussionen om, hvorvidt nogle fossiler kan betragtes som overgangsformer, vanskeliggøres i øvrigt af, hvilken af de forskellige artsdefinitioner man benytter; der findes ca. 20, om end den der angår formeringsdygtigt afkom sædvanligvis er den mest benyttede blandt biologer.

Darwins “allervigtigste argument”

Da Darwin ikke kunne påvise et eneste eksempel på en overgangsform i det kendte fossilmateriale, og da hans nedstamningsteori ligeledes var rent spekulativ, anså han embryologien for “sit allervigtigste enkeltargument” for forskellige dyreformers og menneskets fælles afstamning. Her støttede han sig primært på skrifter af de to samtidige embryologer Karl Ernst von Baer og Ernst Haeckel og på vennen Thomas Huxley’s bog om menneskets plads i naturen (1863). Her viste det sig imidlertid snart, at der ikke er den lighed i fosterudviklingen hos forskellige arter af hvirveldyr, de nævnte forskere havde postuleret, og som de lagde til grund for deres teorier om fælles afstamning; og værst af alt: Haeckels berømte tegninger af en række fostre af hvirveldyr viste sig at være “et af de værste bedragerier i faget biologis historie”, som det fremgår af en videnskabelig undersøgelse i 1997, hvor Haeckels tegninger blev sammenholdt med fotografier af fostre på samme udviklingstrin. Allerede nogle af Haeckels samtidige fagfæller protesterede mod disse tegninger og Haeckels misbrug af embryologien, et forhold en af vor tids kendteste evolutionister, den amerikanske biolog Stephen Jay Gould, karakteriserede som “et akademisk sidestykke til mord”. Ikke desto mindre har disse tegninger været gengivet i talrige biologibøger som et af argumenterne for evolutionsteorien.

Naturlig selektion er problematisk som forklaring

Darwins bøger om “Arternes oprindelse” (1859) og “Menneskets afstamning” (1871), der byggede på blandt andre franskmændene G. L. de Buffons, Pierre Louis Moreau de Maupertuis’ og Jean Baptiste de Lamarcks og briterne Thomas Malthus’ og Charles Origo 115

Lyells værker, er en blanding af videnskabelige observationer (empiriske data) og spekulationer med talrige forudsætninger for hans overvejelser om den formodede “mekanisme” i evolutionen: naturens “udvælgelse” (selektion) af de biologiske organismer som er bedst egnede (tilpasningsdygtige) i kampen for tilværelsen. Men om denne “mekanisme” skrev den britiske evolutionist Sir James Gray: »Enten må vi antage den naturlige udvælgelse som den eneste forhåndenværende forklaring på udviklingens mekanisme, og så være forberedt på at indrømme, at denne teori indeholder en hel del, der blot er spekulativt, eller inderst inde føle, at den naturlige udvælgelse, der vælger mellem tilfældige mutationer, overlader alt for meget til tilfældet … Hvis vi betragter den organiske udvikling som et naturens hasardspil, forekommer det lidt mærkeligt, at den har ladet så mange vinde.« Der er ingen tvivl om, at naturlig selektion er en realitet; problemet er, at evolutionisterne tillægger denne “mekanisme” en urealistisk betydning i biodiversiteten: Syge, skadede og dårligt tilpassede individer går ganske vist ofte til i kampen for tilværelsen, inden de når at sætte afkom i verden, men denne naturlige selektion kan ikke i sig selv frembringe den nye information i genomet (arvemassen), der er nødvendig for de anatomiske og morfologiske ændringer, der skal til for at ændre en art til en helt anden art (grundtype eller livsform), heller ikke i kombination med “gunstige” mutationer. Evolutionisterne skylder derfor en troværdig forklaring på, hvordan det, der tydeligvis ikke kan lade sig gøre ved kunstig selektion i form af f.eks. avlsarbejde, dvs. overskridelse af artsgrænserne, skulle kunne lade sig gøre ved naturlig selektion, som i sagens natur er en langt svagere og ikke målrettet selektionsmekanisme. Det sidste er fortsat et kontroversielt emne blandt biologer.

Et spørgsmål om troværdighed

Den videnskabelige litteratur er fyldt med den slags beskrivelser af problemerne med at skabe en troværdig sammenhæng mellem de empiriske data og evolutionsteorien, en problematik Darwin selv var meget opmærksom på. Imidlertid bagatelliserer tilhængerne af teorien, fagfolk såvel som videnskabsjournalister, sædvanligvis disse åbenbare problemer i den offentlige debat, hvilket naturligvis må anfægte deres videnskabelige troværdighed. Hertil kommer, at ikke mindst skoleelever og andre ikke-videnskabeligt skolede på grund af denne ensidighed næppe er i stand til at forholde sig kritisk til teorien, som derfor tillægges en autoritet, den ikke fortjener. H. Enoch, mangeårig professor i zoologi ved universitetet i Madras i Indien, brugte som andre evolutionskritiske forskere mange år af sit liv på at

“afsløre” evolutionsteoriens tvivlsomme eller uholdbare forudsætninger og konklusioner, og han opsummerede sine observationer således: »De ovenfor indsamlede data gør det klart, at planter og dyr er i stand til at variere inden for de grundlæggende arter, men ethvert forsøg på at overskride dette “variationsfelt” gør dem sårbare og mindre egnede med hensyn til at overleve. Således kan ingen grundlæggende dyre- og plantetypers oprindelse påvises i nutidens levende verden eller i fortidens klippelag. Dette viser, at der foregår ikke en evolution i dag, og at der ikke er foregået nogen i fortiden. Ikke desto mindre er nogle videnskabsmænd så besatte af evolutionstanken, at de er parate til at overse disse kendsgerninger og i tro forsvare, at en grundlæggende type kan ændres til en anden grundlæggende type, under forudsætning af at tilstrækkelig tid er til rådighed.« I modsætning hertil skrev en af vor tids mest fremtrædende evolutionister, professor Ernst Mayr: »Darwinismens største triumf er, at teorien om naturlig udvælgelse, som i 80 år efter 1859 repræsenterede en mindretalsopfattelse, nu er den gængse forklaring på evolutionær forandring. Det må imidlertid indrømmes, at den har opnået denne position mindre i kraft af uigendriveligt bevis, den har været i stand til at præsentere, end på grund af de konkurrerende teoriers mangler.« At evolutionsteorien af mange evolutionister opfattes som alternativ til troen på en guddommelig (overnaturlig) skabelse, fremgår for eksempel af dette udsagn af den britiske zoolog David Watson: »Evolutionsteorien [er] en teori, der er almindeligt accepteret, ikke fordi den kan bevises at være sand ved logisk sammenhængende bevisførelse, men fordi det eneste alternativ, speciel skabelse, er klart utænkeligt.«

Biodiversiteten kan ikke forklares af evolutionsteorien

Utænkeligt eller ej: Sammenfatter man vor nuværende viden inden for de relevante biologiske discipliner, peger den mere og mere entydigt i retning af, at livet på Jorden opstod pludseligt, dvs. inden for et relativt kort åremål af ukendt længde og måske i flere omgange, og differentieret i et utal af biologisk set klart adskilte former (arter eller grundtyper), som har eksisteret sammen lige siden, bortset fra de mange arter som er uddøde, og uden at der i naturen i dag og i fortiden (fossilmaterialet) har kunnet findes eksempler på dannelsen af nye arter (grundtyper). Altså stik imod evolutionsteoriens forestilling om en årmilliarder lang udvikling fra simple organiske molekyler og enkeltcellede mikroorganismer til de efterfølgende komplekse biologiske organismer (biodiversitet), inklusive mennesket, via et utal af Origo 117

tilfældige, men gunstige mutationer og artsovergange (mellemformer), hvor kun de organismer, som var bedst egnede i kampen for tilværelsen, overlevede og formerede sig. Også de mange eksempler på arter, som ifølge fossilmaterialet ikke har ændret sig væsentligt i millioner af år, er et alvorligt problem for teorien.

Evolution eller Intelligent Design

Evolutionisterne burde derfor for længst have indset, at de er havnet i en blindgyde, og erkendt sandheden i professor Agassiz’ udsagn om, at “teorien er en videnskabelig fejltagelse”. Det indså Darwins yngre forskerkollega Alfred Russel Wallace (1823-1913) mod slutningen af sit liv. Det var Wallace, som næsten samtidig med Darwin kom på ideen om naturlig selektion10 som drivkraften i evolutionen, og som sammen med Darwin præsenterede grundideerne i evolutionsteorien på et møde i Linnéselskabet i London den 1. juli 1858 (hvor ingen af de to dog var til stede), hvorefter Darwin udbyggede teorien og fik udgivet sin berømte bog om arternes oprindelse den 24. november 1859. Wallace, som i begyndelsen støttede Darwin, blev senere stadig mere kritisk over for teorien og endte med at tage afstand fra den (og Darwins teori om arvelighed) for kort før sin død at præsentere sin egen teori (1911), der i flere henseender foregriber den opfattelse, som et par generationer senere (i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne) blev lanceret som teorien om intelligent design i naturen af de fire amerikanske biologer Charles Thaxton, Walter Bradley, Roger Olson og Dean Kenyon og efterfølgende blev udbygget af især biokemikeren Michael J. Behe, matematikeren William A. Dembski og videnskabshistorikeren Stephen C. Meyer.

Teoriens konsekvenser for livssynet

Man kan kun gisne om, hvordan biologien som fag og debatten om livets oprindelse og mangfoldighed (diversitet) ville have udviklet sig, hvis det havde været fagfolk som Agassiz, Mendel og Wallace, samtiden og eftertiden havde valgt at følge i stedet for Darwin og hans støtter, og hvis ikke de fleste biologer, i hvert fald i Vesten, var uddannet i en videnskabsteoretisk tradition baseret på den materialistiske naturfilosofi, naturalismen. Under alle omstændigheder fremgår det af debatten lige siden lanceringen af Darwins teori, at den af mange af teoriens tilhængere er blevet (mis)brugt i deres agitation for et rationalistisk, agnostisk eller ateistisk livssyn. F.eks. skrev den berømte skotske antropolog Sir Arthur Keith (1866-1955): »Og en tro på evolution er en grundlæggende doktrin i den rationalistiske liturgi. Evolution er en af de få doktriner Origo 117

rationalisten kan tilbyde som en vished.« Eller som en af vor tids kendteste ateister, Oxford-biologen Richard Dawkins, udtrykte det: »Darwin gjorde det muligt at være en intellektuelt tilfredsstillet ateist.« Og Darwin selv? Han begyndte som creationist, men endte som agnostiker.

Noter

1. Om den faglige kritik af Darwins værker på Darwins tid: se fx Darwinbogen af Jostein Andreassen, som omtaler samtidens mange kritikere af Darwins teorier. 2. Se fx www.dissentfromdarwin.org. 3. Se fx http://www.darwinpredictions.com/ og ‘Evolutionens ikoner’ af Jonathan Wells. 4. De fleste mutationer er ganske rigtigt skadelige, mens andre er ‘neutrale’. I dag ved vi dog, at visse mutationer kan være gunstige for fx bakterier i form af resistens over for antibiotika og i forbindelse med fx seglcelleanæmi i malariaområder. Der er dog ikke fundet eksempler på, at ‘gunstige’ mutationer kan udvirke (makro)evolution. Darwins to grundlæggende teser, at arter kan ændres til andre arter (grundtyper) ved naturlig selektion, og at alle nuværende og uddøde arter har en fælles afstamning (‘fra mikrobe til menneske’), er derfor aldrig blevet bekræftet af hverken genetikken, palæontologien eller nogen af de andre af biologiens specialdiscipliner. 5. Lamarckismen, efter den franske naturforsker Jean Baptiste de Lamarck (1744-1829). Nyere forskning har dog påvist, at arterne generelt har et genetisk potentiale for arvelig tilpasning til skiftende miljøforhold, så i den henseende så Lamarck rigtigt, om end han ikke kendte til ‘mekanismen’ bag sådanne tilpasninger: aktivering og deaktivering af forskellige gener under påvirkning af forskellige miljøforhold. Derimod havde Lamarck ikke ret i sin tro på, at tilegnede egenskaber i almindelighed kan gå i arv, idet arvelighed alene bestemmes af kønscellerne, og disse påvirkes ikke af, om man fx bruger sine muskler meget eller lidt. – I øvrigt: Hvis Darwin havde fået læst Mendels bog, som befandt sig ulæst i hans bibliotek, havde han formentlig ændret eller trukket sin teori tilbage, idet Mendels arvelighedslære var særdeles veldokumenteret (se fx ORIGO nr. 111), i modsætning til Darwins mere spekulative teorier om arvelighed (pangenese) og nedstamning med modifikation.

6. Huxley var sammen med biologen Ernst Haeckel i Tyskland og botanikeren Asa Gray i USA blandt Darwins mest ihærdige disciple. Da Darwin af temperament var en stilfærdig forskertype, skyldes det i høj grad disse tre ‘disciples’ indsats og forsvar for Darwin mod hans mange kritikere, at hans teori med tiden fik fodfæste i videnskabelige kredse i England, Tyskland og USA. Huxley var i øvrigt farfar til den senere lige så berømte britiske evolutionsbiolog Julian Huxley, som var en af skaberne af den moderne mutationsbaserede udgave af evolutionsteorien. J. Huxley tog i øvrigt også fejl i spørgsmålet om miljøets betydning for arvelighedsspørgsmålet, jf. note 5. 7. Et berømt, men kontroversielt eksempel er plancher over hestens udviklingshistorie, som umiddelbart ser overbevisende ud, men realiteten

er, at de mange forskellige fossildele stammer fra mange forskellige fundsteder og individer og er stykket sammen for at sandsynliggøre denne udviklingshistorie. 8. Nilssons beskrivelse af arterne som variationsfelter svarer i store træk til fx den tyske biolog Siegfried Scherers definition af biologiske grundtyper, beskrevet i ORIGO nr. 84 og 97. 9. Et par nylige eksempler herpå er Tiktaalik og Ida, som har været omtalt i ORIGO nr. 112, 114 og 116. [Se også dette nr. s.4 og 18. Red.] 10. Darwin måtte dog kort efter offentliggørelsen af ‘Origin’ indrømme, at skotten Patrick Matthew allerede i 1831 havde lanceret sin egen teori om naturlig selektion, hvilket Darwin først blev gjort opmærksom på efter offentliggørelsen af sin bog.

origonorge.no Klik ind på www.origonorge.no, og bliv opdateret på de seneste kritiske spørgsmål til darwinistisk vanetænkning. Her finder man bl.a. nyt om de 3,6 mio. gamle menneskefodspor …

Origo 117

Bakterier æder nylon At bakterier kan nedbryde nylon, er det et argument for evolution? Af Kristian Bánkuti Østergaard Bakterier har udviklet egenskaben til at nedbryde nylon – dermed er det påvist at nye komplekse strukturer kan opstå vha. mutationer og naturlig selektion, og det er fordi nylon er et kunststof som er fremmed for naturen. Konklusionen er: Bakterierne har udviklet et nyt enzym der kan nedbryde nylon. Hvis det her eksempel viser at komplekse strukturer kan opstå gradvist og tilfældigt, så vil det lukke luften ud af en stor del af argumentationen for intelligent design. Det lyder som en tabersag for Intelligent Design (ID). – Men alt tyder på at der er sket en mutation i nogle eksisterede gener, og der altså ikke er dannet noget nyt. Det kan vi konkludere på baggrund af den matematiske usandsynlighed for at et nyt enzym vil opstå, at timingen for udviklingen er svær at ramme, at nylon er et organisk molekyle som ikke er så fremmed for bakterier, og ikke mindst findes der bakterier der selv kan danne plastikstoffer.

Matematisk problem

Matematikken punkterer argumentet. Når et nyt komplekst enzym skal dannes, kan man regne på sandsynlighederne for at de mange, måske tusinder, af nukleotider (mindste bestanddele i DNA) stiller sig op som perler på en snor, i den rigtige rækkefølge og på det rigtige tidspunkt. Den bedst undersøgte bakterie hedder Arthrobacter sp. K172 (tidl. Flavobacterium sp). K172 har tre enzymer der nedbryder nylon. EI (NylA), EII (NylB), og EIII (NylC), og de findes i bakteriens plasmid (ringformet DNA som findes hos bakterier). Det er endnu ikke undersøgt til bunds hvilken type mutation EI og EIII har undergået, men EII ved vi meget om. Der er sket 140 punktmutationer, som Origo 117

En mere populærvidenskabelig forklaring på dette “nylonproblem” findes i Humlebien kan ikke flyve …

har resulteret i at 47 aminosyrer ud af 392 er udskiftet. Det har ændret formen på det sted enzymet griber fat om substratet (fx føden den vil nedbryde). Vi siger at den har mistet specificitet (præcision), og den kan derefter nedbryde et bredere fødeudbud heriblandt monomer (plastik er et polymer, der består af mange monomerer der er hægtet sammen til et langt stykke). Monomerer minder i øvrigt rent kemisk om de biologisk kendte monopeptider. Biofysikeren Lee Spetner har regnet på muligheden for at de mange mutationer kan opstå i den 30 årsperiode man regner med bakterierne har været udsat for nylon. Han er nået frem til at de 140 punktmutationer umuligt kunne være sket på så kort tid – heller ikke hvis man kun regner med at 6 af mutationerne har været med til at ændre enzymet til at kunne nedbryde nylon. Hvis 6 af de 47 mutationer skulle opstå tilfældigt, er chancen 3x1035, et i sandhed astronomisk tal, og det kan derfor ikke være sket spontant. Og her har han ikke engang talt sandsynligheden for udviklingen af de to andre enzymer med, EI og EIII. Lee Spetner peger på at miljøet har udløst mutationen, og dermed har han også sagt at kapaciteten til forandring (ikke selve ændringen af enzymet) på forhånd er programmeret ind i bakterien.1

Timingen er afgørende

Det eneste tidspunkt hvor bakterien kan have en fordel af mutationerne, er når bakterien kommer i kontakt med nylon og samtidig er løbet tør for andet fødemateriale (ellers ville den jo bare nedbryde det i stedet). Fik bakterien mutationerne på et tidspunkt hvor der ikke var nylon til stede (99,9999999999 % af bakteriernes eksistensperiode), ville den ekstra bagage let kunne blive en stor ulempe i kampen om overlevelse.

Bakterier er forhåndsprogrammerede til at kunne ændre sig efter miljøet.

Nylon er et organisk stof

Nylon er ikke så fremmed som mange tror. Det er fremstillet kunstigt, men det er lavet af råolie, og råolie er dannet af døde planter og smådyr der er omdannet af enzymer og tryk i undergrunden. Det er med andre ord et organisk stof der indeholder grundstofferne C (karbon/kul), H (hydrogen/brint) og O (oxygen/ilt) ligesom alt levende. Det første nylon blev fremstillet af kul, vand og luft. Nylon kan formes på forskellige måder, men grundlæggende er det et organisk molekyle som er sammensat i en lang række (i en polymer), og det indeholder grundstofferne C, H og O. Desuden indeholder det en amidgruppe (markeret med rødt i den kemiske formel herunder) hvor N (nitrogen/ kvælstof) indgår – N findes fx i DNA og i proteiner, og det er heller ikke fremmed for naturen.

Bakterierne har næppe været i stand til at nedbryde nylon da det først blev opfundet i 1938, men fordi nylon ligner andre organiske molekyler så meget, skal der ikke store forandringer til før det kan lade sig gøre. Den mest sandsynlige forklaring er at der er sket mutationer i generne i et eksisterende enzym, og bakterien har derfor mistet specificiteten, dvs. den har nedsat præcisionen for hvilke stoffer (= føde) den kan nedbryde. Det er normalt farligt for bakterier, fordi den risikerer at nedbryde stoffer som giver et giftigt mellemprodukt. Det er grunden til at

Denne tegning hører til Humlebiens forklaring på hvorfor kræsne bakterier pludselig lader sig overtale til at æde noget helt nyt.

enzymer normalt er specifikke og kun nedbryder helt eksakte stoffer. Det er tidligere observeret at et enzym har nedsat specificiteten og begyndt at nedbryde et kunstigt sødemiddel. Bakterier der normalt lever af sukkerstoffet Ribitol, kunne efter tre mutationer ernære sig på det kunstige og for bakterien hidtil ukendte sukkerstof Xylitol. Det gjorde den heller ikke her ved at udvikle et nyt enzym, men ved at nedsætte præcisionen for Ribitol, så Xylitol også kunne fortæres. Der var ikke tale om en højere udvikling, for dels mistede den præcisionen (og levede derved livet farligere), og desuden blev den dårligere til at omsætte Ribitol som den oprindeligt levede af. Bakterien blev mindre kompleks.2 Den mest oplagte forklaring er derfor at det samme er sket for vores nylonbakterier. Det er tale om positive mutationer, men ikke en forandring der kan drive udviklingen mod højere kompleksitet. Der er sket en ændring af eksisterende information. Oven i købet i negativ retning da enzymet kun kan nedbryde nylon med 2 % af den hastighed den normalt omsætter føden med. Det fortæller intet om oprindelsen af dette eller andre enzymer.

Bakterier kan selv danne plastikstoffer

Den nyeste forskning har vist at bakterier ikke blot kan nedbryde nylon, men de kan også producere et stof der er velegnet til at lave plastikposer af3. Det viser at nylon ikke ligger så langt fra bakteriernes biologiske verden som man først har troet. Det understøtter den naturlige forklaring: Visse bakterier kan nedbryde nylon fordi det er et organisk stof der ligner de biologiske stoffer bakterier normalt omsætter. Koreanske forskere har desuden også genmanipuleret bakterier til at kunne danne plastik.4

1 Lee Spetner, November 19, 2002 http://aslodge.tripod. com/id89.htm 2 Origo Temanummer 101, september 2006, ”Ikke helt tilfældigt” s.30ff 3 ”Nødvendige bakterier” Videnskabens verden 20. feb. 2010 4 http://ing.dk/artikel/104362-forskere-ecoli-bakterierkan-producere-plast Origo 117

Stor tak til Niels Jørgen Vase Med ORIGO nr. 62, som udkom i september 1998, overtog Niels Jørgen Vase opgaven med grafisk opsætning og layout af bladet fra Niels Kristian Sørensen, som gennem flere år havde stået for layout og sats af ORIGO. Det var en udfordring at komme efter Niels Kristian Sørensen, som havde udført arbejdet yderst kvalificeret og samvittighedsfuldt. Men Niels Jørgen Vase har gennem de forløbne næsten 12 år løst opgaven på allerbedste vis. Der har ikke bare været tale om en professionel forretningsaftale og et kompetent arbejde. Til vor store glæde viste det sig, at Niels Jørgen også var klar til at indgå som medlem af ORIGOs redaktion, hvor han nu gennem flere år på bedste vis har sat sit præg ikke bare på bladets grafiske design, men også på den redaktionelle linje. Nu har Niels Jørgen valgt at trappe ned, hvorfor han bl.a. ønsker at fralægge sig ansvaret for ORI-

GOs layout og produktion. Alle i redaktionen beklager dette dybt. Vi har svært ved at forestille os, hvordan opgaven kan blive løst på samme gode måde, når Niels Jørgen nu – med dette nummer – stopper på posten. Vi vil fra redaktionens side gerne benytte denne anledning til at sige Niels Jørgen Vase tak for en enestående indsats for ORIGO gennem næsten 12 år. Vi trøster os ved, at Niels Jørgen heldigvis fortsætter i ORIGOarbejdet. Dels har Niels Jørgen lovet at sætte efterfølgeren ind i arbejdet, og ikke mindst har han givet tilsagn om at fortsætte som medlem af redaktionen. På redaktionens vegne Peter Øhrstrøm

Lætolifodspor Lætoliforsporene afsat i vulkansk aske et sted i Tanzania blev først omtalt i 1979. Dengang blev de umiddelbart en sensation fordi de viste en skabning med oprejst gang. Problemet var blot at askelaget blev dateret til 3,6 mio. år. Og den går jo ikke. MEN NU foreligger der nye tegn på at sporene utvivlsomt stammer fra mennesker, ikke en aller anden abetype. Så endnu engang må menneskets eovlutionshistorie omskives. Læs mere herom i næste Origo.

Origo 117

Neandertaleren – et menneske Det kan nu slås fast at neandertaleren tilhører den menneskelige grundtype. Genetiske undersøgelser fastslår at der findes spor af neandertalere i den menneskelige genpulje. Det betyder altså at der er foregået en krydsning mellem “sapiens” og neandertaleren. Men det kan netop kun foregå hvis de to skabninger tilhører samme grundtype. Det understreges yderligere af at de parringsforsøg der blev udført i det gamle Sovjet mellem mennesker og chimpanser, endte i den rene katastrofe. Et forsøg de afrikanske kvinder i sin tid klogelig afstod fra at deltage i. Det var kun indoktrinerede sovjetkvinder der lod sig misbruge i disse forsøg. Reference: http://videnskab.dk/content/dk/naturvidenskab/ der_er_en_neandertaler_i_os_alle

DVD’er om skabelse mm. til nedsat pris Metaphysica, som samarbejder tæt med Origo, har produceret en række DVD’er, der på forskellig måde belyser temaerne om skabelse, tro/viden, intelligent design mm. Der er et lager af disse DVD’er, som nu sælges til stærkt nedsatte priser. Se nærmere på www.metaphysica.dk/dvd.

Origo 117

Knud Aa. Back:

Humlebien kan ikke flyve ... Design i naturen? Det’ et spørgsmål om fysik

En oplagt gave til konfirmanden! 105 sider 150 kr.

Forlaget ORIGO

Annonce

Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Be om skolebrosjure

UDVIKLINGSLÆREN: FAKTA eller FIKTION? Der er nu to nye foredrag med danske undertekster klar til levering. De kan bestilles over internettet på www.oprindelse.dk eller pr. brev til O.M. handi products, Kastanien 12 st. tv. 7120 Vejle Ø Beviset på skabelse Origo 117

Et spørgsmål om oprindelse

Returneres ved varig adresseændring Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Agervænget 16, 7400 Herning

En øjenåbner i Norden:

Jostein Andreassens Darwinbogen 194 sider 199 kr. Kan købes nu evt. direkte fra forlaget: Forlaget ORIGO Tlf. 3514 3539

Tidsskriftet ORIGO

er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mel-lem tro og naturvidenskab. I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprin-delse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation.

ISSN 0109-6168

Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis. End-videre er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet. Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik. ORIGO udkommer fire gange om året. Et årsabonnement kos-ter 150 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Agervænget 16, 7400 Herning. Tlf. 3514 3539. Giro 730 5753

ORIGO • nr. 117 • juni 2010

Origo 117

Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 117, juni 2010

Articles inside

Søren Harslund: Evolutionsteorien en videnskabelig fejltagelse

Knud Aa. Back: De fleste tror på Darwin

Jonathan Wells: Darwin of the Gaps

Knut Sagafos: Det ondes problem (boganmeldelser

Knud Aa. Back (red.): Lille, irriterende kinesisk fisk

Ove Høeg Christensen: Darwinistisk avlsprojekt dødsdømt på forhånd

Bent Vogel, Kristian B. Østergaard og Knud Aa. Back: Og Gud skabte Darwin (boganmeldelse