Ove Høeg Christensen: Darwinistisk avlsprojekt dødsdømt på forhånd

Darwinistisk avlsprojekt dødsdømt på forhånd

Verdens største og mest ambitiøse avlsprojekt inden for svineproduktionen, den danske bacongris, blev en fiasko. Årsagen er, at projektet var baseret på darwinistisk tankegang.

Af Ove Høeg Christensen, journalist (DJF)

Bacongrisenes ekstra ribben (ryghvirvel) anvendes af og til som bevis på darwinistisk evolution eller mere præcist makroevolution. Spørger man sagkyndige i dansk svineavl og -produktion, om man kender de positive mutationer, der resulterede i den ekstra ryghvirvel, er svaret benægtende. Jeg har med samme resultat stillet dette spørgsmål til flere sagkyndige uafhængigt af hinanden.

Kun en enkelt af de sagkyndige oplyste, at alle grise formentlig har arvelige anlæg for et varierende antal ryghvirvler, fra 15 til 18 i det pågældende område af rygsøjlen. Det er baseret på viden fra gammel tid, nemlig at tamsvin findes i korte og lange typer.

Konklusionen må være, at det ekstra ribben ikke er opstået i overensstemmelse med den darwinistiske teori. Det “ekstra” ribben har altid været en arvelig variation, der ved selektion blev fremelsket i de berømte danske bacongrise, der imidlertid udgik af avl og produktion i 1970’erne.

Topstyret fiasko Darwin opfattede husdyravl som et argument for sin udviklingsteori. Erfaringerne fra det avlsarbejde, der fra 1920’erne til 1970’erne frembragte det danske baconsvin, understøtter ikke Darwins teori, tværtimod. Avlsarbejdet kunne imidlertid lykkes, da det var topstyret og dermed baseret på dansk landbrugs traditioner for centralstyring.

Avlsmålene var at frembringe grise, der kunne levere bacon af topkvalitet til det britiske marked, så det kunne indbringe en merpris til danske landmænd. Det lykkedes at nå avlsmålene. Men de sagkyndige og avlsledelsen glemte helt at medregne omkostningerne, nemlig grisenes voldsomme tab af fitness.

Den konsekvente topstyring af dansk svineavl og de ekstreme avlsmål var baseret på darwinistisk tankegang og derfor på forhånd dømt til at mislykkes. Det darwinistiske ved tankegangen var, at den forbedrede kødkvalitet kunne frembringes, samtidig med at man kunne bevare grisenes fitness på andre områder.

Kun for hobbyavlere I dag har bacongrisen kun historisk interesse. Bacongrisen som renrace eksisterer kun på hobbyplan. Da avlsplanerne blev ændret drastisk, og krydsningsproduktionen blev indført efter 1970, fik de oprindelige renracede bacongrise betegnelsen Dansk Landrace anno 1970 (DL-70).

I dag omfatter dansk svineproduktions tidligere så store stolthed kun 70 individer, der alle er registreret af Genressourceudvalget under Fødevareministeriet. Bestanden ved udgangen af 2009 omfatter 18 orner og 52 søer. Dyrene er fordelt på 17 private hobbyavlere. Bestanden af DL-70 var for få år siden tæt på at uddø, men er nu i fremgang. Sekretariatet for Genressourceudvalget har den opfattelse, at DL70 kan bevares uden indavl.

I 1956 var Dansk Landrace enerådende blandt Danmarks 182.000 svineproducenter. I alt 5,4 mio. svin blev slagtet på 62 andelsslagterier. Ikke mindre end 92 pct. af eksporten gik til det engelske marked (diagrammet til venstre). I første halvdel af 1970’erne udgik Dansk Landrace som renrace ved indkrydsning af især Duroc og Yorkshire. I 2006 er der 9.000 svineproducenter, der leverer 23 mio. svin til to store slagteriselskaber, der eksporterer svinekød til flere lande (diagrammet til højre). Kilde: LandbrugsAvisen 50 år (Dansk Landbrugs Medier)

Mislykket genetisk isolation Avlsprojektet, der frembragte DL-70, er formentlig verdens største og mest ambitiøse avlsprojekt inden for svineproduktionen.

Projektet var baseret på renrace-avl for at opnå avlsmålene så hurtigt som muligt. Det vil sige, at den danske population af avlsdyr i årtier blev isoleret genetisk fra andre racer.

Derved kunne man udnytte den forventede “genetiske drift”, der ifølge darwinistisk tankegang kan ske i en geografisk isoleret del af en population (bestand). Avlsmålene blev nået, men omkostningerne i form at tabt fitness, blev alt for store. Også på det område viste det sig, at den darwinistiske teori slog fejl.

Den darwinistiske påstand går ud på, at den evolutionære udvikling sker som en tilvækst af gode egenskaber i form af forbedret fitness. Men erfaringerne med frembringelsen af DL-70 viser noget helt andet. Grisenes genom er ikke som en sum penge, der vokser med renters rente. DL-70-grisene tabte så megen fitness, at de ikke kunne bruges i produktionen. De sarte grise kunne dog klare sig på avlscentrene og i opformeringsbesætningerne, hvor den gode pris for avlsdyrene kunne begrunde optimale staldforhold med god plads, masser af halmstrøelse og andre foranstaltninger. Men det gik ikke i praktisk svineproduktion, hvor man måtte nøjes med slagteprisen. De fordele, man havde opnået i det målbevidste avlsarbejde, kunne ikke opveje omkostningerne.

Grise på sprøjten Den tabte fitness kom til udtryk ved, at dyrene blev ekstremt følsomme for smitsomme luftvejslidelser,

Renracede DL-70 smågrise født i marts 2010. Genressourceudvalget giver tilskud til hobbyavlere for at forebygge, at den tidligere så kendte bacongris uddør. Foto: Allan Mols.

En af de nulevende DL-70 orner, der indgår i Genressourceudvalgets bestræbelser for at bevare de renracede bacongrise. Foto: Allan Mols.

Lykkelige frilandsgrise med rigelige muligheder for at tilfredsstille deres trang til at rode i jorden. Foto: K. Aa. Back

så dødelighed og medicinforbrug i produktionsbesætningerne steg drastisk. Reklamesloganet Gris på Gaflen blev derfor af kritikere ændret til Gris på Sprøjten.

DL-70 grisene blev også stressfølsomme, og søerne fik dårlige moderegenskaber. Der var endvidere tendens til hjertelammelse, når dyrene blev stressede under transporten til slagteriet. Det er ekstrem dårlig fitness at få hjertelammelse under stress, for eksempel ved flugt fra rovdyr.

Der opstod også et besynderligt fænomen, nemlig de såkaldte efternølere. Det var individer, der standsede vækst og udvikling ved en vægt på 20-30 kg, altså før kønsmodenhed.

Disse grise kunne tilsyneladende leve i en stabil balance med de ellers så dødelige lungeinfektioner. Men prisen for denne “fredsslutning” med de smitsomme sygdomme var høj i form af tabt fitness: dværgvækst og formentlig mistet forplantningsevne.

Efternølere var altid utrivelige og magre, selv om der var føde nok. De var også såkaldte sunde smittebærere og blev derfor konsekvent aflivet og destrueret.

DL-70 kunne ikke reddes, så racen måtte udgå til fordel for den moderne krydsningsproduktion, der praktiseres i dag. Avlsprojekter baseret på darwinistisk tankegang er for længst opgivet.

Genetisk skrotbunke? Om tabet af fitness kan genvindes ved tilbagekrydsning, er et ubesvaret spørgsmål. Men dette forekommer at være formålet med Genressourceudvalgets bestræbelser for at bevare DL-70 ved at give tilskud til hobbyavlerne.

Darwinismen har intet at tilbyde husdyravlen

Af geografiske og andre årsager kan en population af svin eller kvæg blive isoleret genetisk gennem længere tid. Det er velkendt viden, at indkrydsning (blodfornyelse) i så fald kan blive nødvendig. Husdyravl har dermed fra gammel tid været baseret på teorien om skabte grundtyper, selv om avlerne af gode grunde ikke har kendt denne teori.

Efter Darwin opstod tanken om renrace-avl, der er baseret på forestillingen om, at en genetisk isoleret population kan forædles uden tab af fitness. Her i landet vandt Darwins tanker indpas i husdyravlen i løbet af 1890’erne. Darwinismen gav inspiration til at satse på nationale kvæg- og svineracer, altså renrace-avl.

For grisenes vedkommende lykkedes det på et par årtier at frembringe den danske bacon-gris som renrace. Også Dansk sortbroget Malkerace (SDM) og Rød dansk Malkerace (RDM) blev oprettet som nationale racer.

Den darwinistisk inspirerede renrace-avl brød sammen i begyndelsen af 1970’erne. Det i sin tid utænkelige, indkrydsning af fremmede racer, blev vedtaget. Moderne dansk husdyravl er nu baseret på teorien om skabte grundtyper, selv om dette næppe heller er et bevidst udgangspunkt for avlsledelsen. Darwinisme i husdyravlen blev en parentes. Årsagen er, at darwinismen er uden reelt indhold. Ove Høeg Christensen

DL-70 forekommer imidlertid at være en genetisk skrotbunke, hvorfra der ikke kan hentes noget brugbart. De sarte grise kan end ikke anvendes af økologiske producenter, da de hvide DL-70 grise ikke tåler at gå ude som følge af solskoldning.

Den gamle danske sortbrogede race, der er uforædlede svin, er derimod glimrende til udendørs produktion (frilandsgrise). Sortbroget dansk landrace søges derfor bevaret af Genressourceudvalget – og her med god begrundelse.

Ingen forskere har mig bekendt undersøgt den genetiske baggrund for det fitness-tab, der skete med DL-70. Fænomenet efternølere, for eksempel, kunne være interessant at udforske. Findes der i disse grise en genetisk evne til at modstå de smitsomme sygdomme …? Forskning i tab af fitness vil nok ikke finde sted, da resultaterne kan tænkes at punktere nogle forestillinger om darwinistisk evolution. Projekter i den retning vil formentlig blive afvist af de planlæggende instanser.