Sjostakovitj
Dmitrij Sjostakovitj — en kort introduktion Sjostakovitj er den komponist, som bedst har udtrykt det 20. århundredes grusomheder i sin musik. Med et voldsomt og følelsesladet tonesprog giver han stemme til angsten, tyranniet, folkemordene, de fordrevne, de mange millioner ofre for verdenskrige og udrensninger. Hans musik byder også på lyriske passager, bralrende patriotisme, satire og humor. Men smerten er aldrig langt væk, og det kan ikke undre hos en komponist, der har levet et usikkert liv i en tid med store forandringer. Tag bare noget så simpelt som navnet på hans fødeby. I hans barndom hed den Sankt Petersborg. Da han som 13-årig kom på konservatoriet, havde revolutionen været der, og byen var omdøbt til Petrograd. Og da Sjostakovitj i 1941 gjorde frivillig tjeneste som brandmand i byen, der var belejret af tyske tropper, hed den Leningrad. Sjostakovitj begyndte sin karriere med et brag. Som afgangsprojekt på konservatoriet skrev han sin 1. symfoni, et forbløffende modent værk af en ung mand på 19. Den fik international succes og blev spillet både i Berlin og New York. De følgende år befæstede han sin position som en af den unge Sovjetunions førende komponister. Der kom flere symfonier, musik til teater, ballet og film, en opera, kammermusik og sange. Han gav koncerter. Og for at økonomien kunne hænge sammen, arbejdede han også som biografpianist. Musikken fra disse år, sidst i 1920’erne og først i 30’erne, var sprudlende, skarp modernisme. Sjostakovitj nåede et kunstnerisk højdepunkt i 1934 med sin opera nr. to, ”Lady Macbeth fra Mtsensk”, som blev en gedigen succes med 180 opførelser i Leningrad og Moskva. To år efter ramte ulykken. Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard
Stalin havde været i operaen, og han brød sig ikke om ”Lady Macbeth”. En artikel i Pravda angreb musikken for at være dekadent, borgerlig og neurotisk. Snart ophørte de offentlige bestillinger på musik, som gav Sjostakovitj to tredjedele af hans indtægt. Han vidste, at det næste kunne blive arbejdslejr eller henrettelse. Resten af livet måtte Sjostakovitj komponere i en balancegang mellem kunstens krav på den ene side og ”folkets og statens interesser” på den anden. Han faldt i unåde flere gange, men i det store og hele var partitoppen tilfreds - især med den mængde propagandamusik, han leverede. Musik til patriotiske film, værker der fejrede kommunismen og Sovjetunionens historie, sange og oratorier med partitro tekster. Det blev belønnet med Leninordenen, Stalinprisen, Arbejdets Røde Banner og mange andre hædersbevisninger. Undertiden tillod han sig dog at skabe kontroversiel musik. I symfoni nr. 13 indgår der således digte af systemkritikeren Jevtusjenko. Og stik imod den kollektive tanke har han i flere værker indlagt en personlig signatur i form af tonerne D-Es-C-H, der står for hans initialer på tysk, DSCH. Denne tonerække optræder bl.a. i den 8. strygekvartet og symfoni nr. 10. I de seneste årtier er der blandt akademikere opstået en hel industri, som går ud på at bevise eller modbevise, at hans værker er fulde af tvetydigheder og skjult systemkritik. Det skal man ikke lade sig afskrække af. Sjostakovitj’ musik taler enkelt og direkte til lytteren, den kan være barsk, men svær, det er den ikke. Hans 15 symfonier og 15 strygekvartetter er blandt 1900tallets største, og han har skrevet værker i mange andre genrer, som er værd at høre. I det følgende ser vi på nogle af højdepunkterne i hans produktion.
”Jeg tilegner min syvende symfoni vor kamp mod fascismen, vor kommende sejr over fjenden, og min fødeby Leningrad.” Sjostakovitj skrev symfonien i efteråret 1941, mens tyske tropper belejrede Leningrad. Året efter blev den opført med stor succes - også i Vesten, efter at partituret var smuglet ud på mikrofilm. Det er et storladent stykke musik, som varer over en time. Krigsstemningen mærkes især i første sats, hvor Sjostakovitj laver ”Bolero-tricket” med at lade marchtrommer drive en simpel melodi frem fra hvisken til tordenvejr. Resten af symfonien veksler mellem det lyriske og det heroiske. Bernstein sætter tryk på følelserne i denne flotte indspilning med Chicago Symfonikerne.
Mange anser Sjostakovitj’ 10. symfoni for at være hans fineste. Den har en bredde og klarhed, som peger tilbage til det forrige århundredes symfonier. Selv om orkesterklangen er holdt i det lyse og gennemsigtige, lykkes det i de tre første satser at skabe en dybt foruroligende stemning. Den vrede scherzo siges ligefrem at være et musikalsk portræt af Stalin (symfonien blev skrevet få måneder efter tyrannens død i 1953). Også fjerde sats begynder i mahlersk melankoli, men slår så over i en vild, festlig finale. Hør værket med Gennadij Rosjdestvenskij, som dirigerer Sovjetunionens Kulturministeriums Symfoniorkester.
Operaen ”Lady Macbeth fra Mtsensk” handler om kærlighed og dens tragiske følger. Hovedpersonen Katerina er en ung kvinde, hvis utroskab fører til flere mord, deportation og til sidst selvmord. En skrap historie fortalt i kraftfuld musik. Hvor komponistens sympati ligger, fremgår af Katerinas pragtfulde arier - alle de andre personer synger forskruet og karikeret. Det er en af 1900-tallets store operaer, som stadig gør et skarpt, moderne indtryk. En af de bedste indspilninger er Rostropovitj’ fra 1978 med hustruen Galina Vishnevskaja i partiet som Katerina. De to var i øvrigt nære venner af Sjostakovitj.
I 1958 indspillede Sjostakovitj sine to klaverkoncerter under et besøg i Paris. Det er betagende at høre disse historiske optagelser i mono, også selv om komponisten spiller temmelig hidsigt. Første koncert fra 1933 er for klaver, solo trompet og orkester, og den er lige så uortodoks, som instrumentationen tyder på. Den byder på et væld af lystige melodier og provokerende stemningsskift, som går lige fra Beethoven til cirkus. Og i finalen føler man sig hensat til en af de biografer, hvor Sjostakovitj akkompagnerede stumfilm (f.eks. Chaplin). Koncert nr. 2 fra 1957 er charmerende, romantisk og mere enkel i sin opbygning.
De to violinkoncerter fra henholdsvis 1955 og 1967 er begge skrevet til virtuosen David Oistrakh. Den første begynder i en truende stemning, går over i det sarkastiske og urolige, inden tredje sats folder sig ud med en af Sjostakovitj’ smukkeste, varmeste melodier, og endelig får vi en kort, festlig afslutning. Det er et værk med store udfordringer for solisten og regnes blandt de store violinkoncerter, altså i klasse med Brahms, Sibelius, Mendelssohn og en håndfuld andre. Hør de to koncerter i denne fine indspilning med Daniel Hope som solist og BBCs Symfoniorkester under ledelse af komponistens søn Maxim.
Også de to cellokoncerter er dedikeret til en russisk virtuos, nemlig Rostropovitj. Nr. 1 fra 1959 er en stor og ambitiøs sag, følelsesmæssigt højspændt og med udsøgt orkestrering, der ikke blot sætter spotlys på celloen, men også på valdhorn og pauker. I 1966 kom den 2. koncert, der længe stod i skyggen af sin populære forgænger. Den er mere lavmælt i sit udtryk, blid, dyb og intim. Man kan sammenligne de to koncerter på denne plade med Heinrich Schiff akkompagneret af Bayrisk Radios Symfoniorkester. En smuk fortolkning med enormt flot lyd. Og det bliver i familien, for også her er dirigenten Maxim Sjostakovitj.
Sjostakovitj skrev musik til 37 film, og meget af det, især i hans unge år, blev sat sammen i en fart uden at vente på inspirationen. Det var mest partiturer til spillefilm, ofte med motiv fra revolution, strejke eller krig. Der er naturligvis godt med fanfarer, marcher og bulder i disse værker, men man finder også symfonisk bredde og sammenhæng. Og Sjostakovitj går ikke af vejen for lidt avantgarde. F.eks. i musikken til ”De gyldne bjerge” (1931), hvor han har indlagt en vals for hawaii-guitar. Det kan man høre på pladen her, som også byder på hans oftest indspillede stykke filmmusik - suiten fra ”Ovod” (1955).
Balletten Guldalderen fra 1930 handler om et sovjetisk fodboldholds oplevelser i det kapitalistiske udland. Musikken til denne satire er noget af det mest lystige og underholdende, Sjostakovitj har skrevet. Han giver frit løb for sine indtryk af vestlig dansemusik, jazz og cabaret. Han bruger ”moderne” instrumenter som xylofon og saxofon, smider stumper af foxtrot og Charleston ind, lader en skæv polka akkompagnere en nedrustningskonference, serverer ”Tea for two” og runder af med en (nok alvorligt ment) ”Afsluttende solidaritetsdans”. Sjostakovitj valgte de mest iørefaldende stykker ud til en suite, men hele musikken er også værd at høre.
Sjostakovitj har skrevet den første sang, der blev sunget i det ydre rum: ”Fædrelandet hører”, fremført af Jurij Gagarin i kredsløb om jorden i 1961. Han komponerede mange andre sange til officiel brug, marchsange til den Røde Hær, hymner til Sovjetrepublikkerne, men de mest interessante er af mere privat karakter. F.eks. hans ”Suite over digte af Michelangelo” og især ”Af den jødiske folkepoesi”, 11 sange med klang af jødisk folkemusik, fængende rytmer og brutale, tragiske tekster. Begge samlinger er med på dette album.
Sjostakovitj’ musik for solo klaver står helt i skyggen af hans symfonier og strygekvartetter, men den rummer i hvert fald ét mesterværk: de 24 præludier og fugaer, opus 87. De blev komponeret lige efter at Sjostakovitj havde hørt pianisten Tatiana Nikolayeva spille Bachs ”Wohltemperierte Klavier”, og værket kan ses som Sjostakovitj’ hyldest til Bach. Men selv om de 24 stykker er konservative i harmoni og kontrapunkt, så er de i den grad moderne, når det kommer til følelsesmæssige udsving og intenst personligt udtryk. En af de bedste indspilninger står Konstantin Scherbakov for, han spiller farverigt og dynamisk.
Klaverkvintetten fra 1940 er et af Sjostakivitj’ mest populære stykker kammermusik. Ved premieren sad komponisten selv ved klaveret, mens strygerne var Beethoven-kvartetten, som i øvrigt også stod for førsteopførelsen af næsten alle hans strygekvartetter. Værket var en øjeblikkelig succes, både hos publikum og hos statsmagten - faktisk skaffede kvintetten ham den første af i alt fem Stalinpriser. Det er da også imponerende musik med en vældig fremdrift, stærke melodier og en forrygende finale, og holdt i en folkelig, let tilgængelig stil.
Sjostakovitj begyndte at skrive strygekvartetter ret sent, men han brugte meget tid på dem i sidste halvdel af karrieren. De 15 stykker, det blev til, hører sammen med Beethovens og Bartoks til de fineste, der er skrevet - men i modsætning til Bartoks kantede kvartetter er Sjostakovitj’ usædvanlig direkte og melodiske. Og skrappe! Hør nr. 8, som er inspireret af et besøg i det sønderbombede Dresden. Hør de sidste, hallucinatoriske tre, ikke mindst nr. 15, hvor en iskold tomhed ånder ud af hver tone. Og hør det hele med Borodin-kvartetten, der forstår denne musik og lægger lidenskab i, som kun russere kan gøre det.