SOLDATENS ÅR
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 1
23/10/14 13.16
Af samme forfatter: Det ukrænkelige Essays Kvinde på Dronning Louises Bro Essays Frisk fisk til inkaen Essays Tid til forundring – en debatbog om den borgerlige kulturkamp Bomben i turbanen – profeten, provokationen, protesten, pressen, perspektivet (s.m. Mikael Rothstein) Den nøgne maskine Essays Ord og handling Essays om litteratur
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 2
23/10/14 13.16
KLAUS ROTHSTEIN
SOLDATENS ÅR Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 3
23/10/14 13.16
SOLDATENS ÅR Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur Copyright © 2014 Klaus Rothstein og Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Sabon og trykt hos Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-704-4
Til G, F og O
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 4
23/10/14 13.16
INDHOLD
Et opråb og en bombetrussel 9 I Krig? Send romanforfatterne af sted 15 Beruset af krudtrøg 22 II Krigens poesi, poesiens krig 41 Han er en hær 59 Far krigsmand 122 Dengang de drog af sted 133 Døde danske problemer 159 Krigsfilm og krisefilm 174 Krigen er en scene 188 III Sådan mindes man en krig 221 Hvor står de danske forfattere? 227 Efterskrift 250 Noter 254
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 5
23/10/14 13.16
Tiderne_Rothstein-Soldatens aĚŠr_P.indd 6
23/10/14 13.16
„Dengang var det ikke nogen skam at være sindssyg, men man fik på den anden side ikke nogen anerkendelse for det. Vi der havde deltaget i krigen, beundrede krigens sindssyge, fordi vi vidste, at de var blevet skabt af noget uudholdeligt. Det var uudholdeligt for dem, fordi de var lavet af et finere eller mere skrøbeligt metal, eller fordi de var enfoldige og forstod tingene for klart.“ – Ernest Hemingway: Der er ingen ende på Paris
* „Og jeg ved: alt det, som nu, så længe vi er i krig, synker ned i os som en sten, vil efter krigen vågne igen, og så begynder først den indre strid på liv og død. Dagene, ugerne, årene her ved fronten vil engang komme igen, og vore døde kammerater står da op af gravene og marcherer med os, vore tanker bliver klare, vi har et mål, og så marcherer vi da med vore døde kammerater ved vor side, med årene ved fronten bag os; men mod hvem, mod hvem?“ – Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 7
23/10/14 13.16
Tiderne_Rothstein-Soldatens aĚŠr_P.indd 8
23/10/14 13.16
Et opråb og en bombetrussel
„HJÆLP. Støt danske krigsveteraner!“ Sådan stod der en forsommerdag i 2013 på et simpelt opslag i A4-format sat fast med hæfteklammer på en række vejtræer over for Søpavillonen ved en af de mest befærdede veje i København. Det virkede som om, jeg var den eneste, der bed mærke i opråbet. De andre cyklister halsede videre mod hver deres mål, og bilisterne, der rykkede langsomt frem mellem rødt og grønt, mens de skævede til deres mobiler, havde kun deres egen stressede hverdag i tankerne. Også dem med gule Støt vore soldater-sløjfer på bagruden. Jeg stod af cyklen og knipsede et foto med min telefon. Opslaget var underskrevet „Med venlig hilsen. En veteran blandt mange.“ Med ét blev jeg dybt berørt af budskabets sårbarhed og af min forestilling om den mand, der skrev sit opråb på hjemmecomputeren, printede det ud i ti-femten eksemplarer og klipsede det fast til træerne midt i byen. Hvad ville han mon opnå? Hvordan mon han havde det? Og hvordan havde hans udstationering påvirket familien? Hans forældre, hans børn? Jeg kender ingen hjemvendte soldater i virkeligheden, men jeg kender flere fra litteraturen. Og manden, der satte sit opråb fast på træerne, virkede derfor bekendt. Jeg så for mig en stærk og handlekraftig mand – måske en erfaren herre, måske kun en knægt på mine egne sønners alder – men under alle omstændigheder en mand, der nu skal vænne sig til livet som krigsveteran. Det klarer de fleste godt, men nogle magter det ikke mentalt. 9
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 9
23/10/14 13.16
Nogle bliver indhentet af krigen, der sætter sig som et traume. Det er velbeskrevet i forskningen. Og i fiktionen. Få måneder efter bragte aviserne et nyhedstelegram om en 26-årig Afghanistan-veteran, der i Københavns Dommervagt havde erkendt, at det var ham, der havde sendt bombetrusler mod Hovedbanegården og flere hoteller. Manden var blevet anholdt på sin bopæl i Nykøbing Falster, og han ville også blive sigtet for bombetrusler mod Danske Banks filialer i Rønne og Nexø, Hotel Fredensborg og Hotel Griffen i Rønne, samt Radisson Hotel i København. „Jeg har ikke noget udestående med DSB, men det faldt mig bare ind at skrive, at Hovedbanegården ville blive jævnet med jorden,“ sagde han i Dommervagten, hvor han også erkendte, at han havde sendt flere trusler af sted, da den første ikke kom i nyhederne: „Jeg blev utålmodig. Der skulle ske noget,“ sagde manden, der havde været udstationeret i Afghanistan i fire måneder. Artiklen fortalte: „I Afghanistan kørte han sammen med to andre på en vejsidebombe, uden at nogen af dem dog blev dræbt, men han har mistet andre venner i krigen. Siden han kom hjem, har han lidt af posttraumatisk stresssyndrom og har fået psykologhjælp, men måtte opgive det, da forsvaret ikke længere ville betale. Derefter gik det bare ned ad bakke, fortalte han. – Jeg savner adrenalinsuset. Jeg har kørt hurtigt i bil og sprunget bungy-jump for at opnå det, fortsatte han.“ Et opråb og en bombetrussel. To forskellige metoder med sam me mål: at gøre offentligheden opmærksom på, at de forhenværende soldater kan have voldsomme mentale problemer efter hjemkomsten fra krigen. Ganske vist ligger Taleban ikke på lur bag næste gadehjørne i de danske byer, men det er der mange andre trusler, der gør. Den måske vigtigste fare er, at alle vi andre er overbevist om, at hjemkomsten fra slagmarken og fraværet af krig er indfrielsen af soldatens længsler. Det er det ikke. Ikke altid. 10
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 10
23/10/14 13.16
Hvad vi ikke ser – ikke forstår og måske slet ikke anerkender – er, at krigen ikke kun er livsfarlig, men også kan repræsentere en tryghed, en tydelighed, en meningsfuldhed og en klar identitet for soldaten. Men hvad sker der, når et menneske trækkes væk fra det, der i en meget intens periode har skabt mening, fællesskab, tydelighed og identitet? Hvad står så tilbage? For nogle soldater kommer krigen igen som mareridt, traumer og skyldfølelse. Men den kommer også som et dybt savn af kammeratskab og længslen efter spænding og betydningsfuldhed. Og som en lammende fornemmelse af altings meningsløshed. *** Den 7. oktober 2001 brød krigen i Afghanistan ud. USA indledte dermed jagten på Osama bin Laden og hans Al-Qaeda-netværk som reaktion på terroranslaget mod World Trade Center i New York den 11. september samme år. Den 11. januar 2002 besluttede et enigt Folketing, at Danmark skulle støtte USA i krigen mod terror, og tropper fra Jægerkorpset og Frømandskorpset blev sendt til Kandahar i provinsen Helmand i Afghanistan. Som årene gik, blev den danske Afghanistan-mission udvidet flere gange. Skiftende danske regeringer fastholdt i mere end tolv år, at det hele gik, som det skulle, mens kritikere mente, at kampen tidligt var tabt. Udgangen af 2014 blev sat som deadline for de sidste amerikanske troppers tilbagetrækning fra Afghanistan. Men er krigen mod terror så vundet? Er afghanerne selv i stand til at styre deres land? Kan den afghanske hær sørge for sikkerheden? Eller vil middelaldermilitsen Taleban igen sætte sig på magten til ubodelig skade for demokrati, menneskerettigheder, kvinders stilling osv.? De danske soldater skulle efter den første plan havde været i Afghanistan i seks måneder. De blev der i tolv år. Nyttede deres indsats noget? Det handler den politiske debat om i tilknytning til tilbagetrækningen, som for alvor indledtes i sommeren 2013 11
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 11
23/10/14 13.16
og fuldendtes i løbet af 2014 – i øvrigt i 100-året for Første Verdenskrigs udbrud, i 150-året for Slaget ved Dybbøl og i 400 året for etableringen af en permanent, statslig hær i Danmark. For soldaterne selv er det en absurd og dybt problematisk tanke, at krigens mål ikke skulle være nået. Har de kæmpet forgæves? Har de mistet ben, arme og mentalt helbred uden, at det har nyttet noget? Er deres kammerater døde uden grund? Krigen i Afghanistan har sat mange flere spor i dansk kunst og kultur, end man måske ser ved første øjekast. Soldatens år. Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur behandler således værker inden for alle genrer: skønlitteratur, lyrik, dramatik, billedkunst, spillefilm, popmusik, børne- og ungdomslitteratur, tegneserie, ballet, korværk, opera – samt lidt noter om rap, animation, revy m.m. (men ikke faglitteratur og journalistiske og dokumentaristiske film og bøger). I meget høj grad er kunstnerne optaget af den hjemvendte, traumatiserede og ofte potentielt suicidale soldat. Måske ham, der satte opråb op på vejtræerne? Helt sikkert ham, der stod bag de falske bombetrusler.
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 12
23/10/14 13.16
I
Tiderne_Rothstein-Soldatens aĚŠr_P.indd 13
23/10/14 13.16
Tiderne_Rothstein-Soldatens aĚŠr_P.indd 14
23/10/14 13.16
Krig? Send romanforfatterne af sted
I et essay om den franske maler Théodore Géricault (17911824) stiller den britiske forfatter Julian Barnes et påtrængende spørgsmål: Hvordan forvandler man en katastrofe til kunst? Udgangspunktet er Géricaults dramatiske maleri, ‘Scene fra et skibsforlis’, der skildrer en gruppe skibbrudne fra fregatten Medusa, der gik ned med mus og mand den 2. juli 1816. På vej mod Senegals kyst stødte skibet på en sandbanke og forliste. Der var plads til 250 mand i redningsbådene, men andre 147 passagerer blev anbragt på en tømmerflåde, som blev flikket sammen af skibets vragrester og bugseret med efter redningsbådene. Kort efter gav kaptajnen ordre til at kappe rebet, og tømmerflåden drev af sted for vinden. Så brød kampe ud mellem de skibbrudne. Folk slog hinanden ihjel, flere begik selvmord, og som dagene gik ude midt på Atlanten, brød kannibalismen ud blandt de desperate skibbrudne. Efter 12 dage mødte tømmerflåden en fransk brig, men da var kun 15 af de 147 endnu i live. Hvordan forvandler man sådan en katastrofe til kunst? Julian Barnes spørger og svarer selv: „Nu om dage er processen automatisk. Et atomkraftværk eksploderer? Mindre end et år efter kan man se et skuespil om det på et teater i London. En præsident myrdes? Man kan læse bogen eller se filmen eller den filmatiserede bog eller den bogmatiserede film. Krig? Send romanforfatterne af sted. En serie grusomme mord? Lyt til digternes trampen. Vi er jo nødt til at forstå den, denne her 15
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 15
23/10/14 13.16
katastrofe; og for at forstå den må vi forestille os den, og derfor har vi brug for kunsten. Men vi har også brug for at retfærdiggøre og tilgive den, denne katastrofe, om så kun i minimalt omfang. Hvorfor skete den, denne frygtelige naturkatastrofe, dette afsindige menneskelige øjeblik? Tja, det resulterede i det mindste i noget kunst. Det er måske i sidste ende det, katastrofer er til for.“ Det er i hvert fald sandt, at katastrofer kalder på kunstnere. Og jo mere menneskeskabt katastrofen er, jo stærkere er den kunstneriske drift. For eksempel har vi ikke rigtig set jordskælvet i Haiti 2010, hvor 200.000 mennesker døde, omsat til romaner eller film (måske en enkelt?), mens terrorattentatet 11. september 2001 i New York, hvor kun ca. 3.500 omkom, hurtigt blev et motiv for både romanforfattere, billedkunstnere, instruktører og dramatikere. Hvorfor? Sandsynligvis fordi et jordskælv er en naturkatastrofe uden menneskelige gerningsbagmænd, et brutalt vilkår i en utæmmelig verden, hvorimod terrorattentatet 9/11 var en planlagt forbrydelse i uhørt skala og en konkret og bevidst menneskebeslutning. I kølvandet på terrorismen kom krigen mod terror, og dens kampplads blev Afghanistan og Irak. Først sendte militæret soldaterne af sted. Så kom journalisterne – embedded og afhængige af hærens velvilje. Og så til sidst, med Julian Barnes ord: „Krig? Send romanforfatterne af sted.“ Men ingen kan ‘sende’ en forfatter. Forfattere skriver deres bøger ud fra deres egen frie vilje, som offentlighedens repræsentanter, i en fri og ukontrolleret kunstnerrolle. Mens hæren har genoptaget traditionen med at sende en billedkunstner af sted til krigen for at male et bataljemaleri fra fronten, nemlig Mathilde Fenger, har der – gudskelov – aldrig været tale om at vælge en officiel forfatter til at beskrive (eller besynge?) soldaternes liv og hverdag i krigen. De danske forfattere og andre kunstnere, der har valgt krigene i Afghanistan og Irak som motiv og tema, har enten taget stoffet til sig på afstand, eller efter at de – i forfatternes tilfælde – har 16
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 16
23/10/14 13.16
været udsendt som reportere for forskellige aviser, det gælder f.eks. Niels Ole Qvist, Dy Plambeck og Carsten Jensen. Andre har ikke været i nærheden af krigsscenen, men har researchet gennem grundige samtaler med soldater, det gælder f.eks. Lars Husum. En enkelt har en ganske særlig baggrund som soldat og sprogofficer og romanforfatter, nemlig Anne-Cathrine Riebnitzsky. Af dem, der har forholdt sig til krigen uden at besøge den, gør billedkunstneren John Kørner, som har opkaldt sine malerier efter danske soldater, der er omkommet ved fronten, ligefrem en pointe ud af at betragte krigen på afstand frem som øjenvidne. Mere om det senere.
En plaget tvivler „Danmark har ingen stor tradition for krigslitteratur, men en stor tradition for at skildre krig i litteraturen.“ Det skriver litteraturforsker Kasper Green Krejberg, Aarhus Universitet, i en artikel om krigen som ledemotiv i dansk litteratur. Han definerer krigslitteratur som en genre, der i fortællende, dramatisk eller lyrisk form fokuserer på væbnet kamp og soldaterlivet i felten. Det er ikke fordi den slags skildringer ikke findes, men de er af tvivlsom kvalitet og tillægger sjældent krig en overgribende betydning, når litteraturhistorikerne sætter litteraturen i system, skriver han. Til gengæld er krigen et fremtrædende tema hos de danske forfattere, og man behøver ikke at have været ved fronten selv. Tværtimod, mener Kasper Green Krejberg, er der en tendens til, at krigen skildres af forfattere uden soldatererfaring, men med interesse for al den eventyrlyst, fascination, ironi, tvivl og tragedie, som vi har kendt lige siden det danske nederlag ved Dybbøl i 1864. Netop her passer en betydningsfuld del af den danske litteratur om krigen i Afghanistan – og krigen i Irak – ind i billedet, fordi krigen står som en meningsgivende kontrast til det trygge hjemmeliv. Som Kasper Green Krejberg formulerer det, er soldaten i litteraturen handlekraftig i felten, 17
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 17
23/10/14 13.16
men en plaget tvivler så snart han er hjemme i det kaotiske Velfærds-Danmark. At soldaten er en plaget tvivler, er helt korrekt, men det bemærkelsesværdige er, at det er fraværet af kaos, der forvirrer ham, fraværet af alle de farlige situationer, der ellers har fået ham til at føle sig betydningsfuld. Men det gælder også som et fravær af de synlige og simple værdier, der gør livet som soldat entydigt. Farligt, ja. Men entydigt. Så hvad sker der med en mand, der ikke kan tage sin identitet som soldat med sig, når han skal hjem igen? Hvad sker der med en mand, hvis værdier og behov er blevet vendt på hovedet? Hvad sker der med en mand, der ikke længere kan trives i det samfund, som han er sendt i mission for at beskytte? Det er disse paradoksale spørgsmål om soldaterne i nutidens krige, som forfatterne i meget høj grad stiller. Kasper Green Krejberg skriver i sin artikel, at de nye krige bringer fædrelandets ydmygelser og nederlagets kultur tilbage i den danske litteratur, hvor den første gang slog rod efter Dybbøl. Han citerer fra Henrik Pontoppidans Lykke-Per, hvor der foregår en diskussion om, hvorvidt nederlaget i 1864 var mere alvorligt end nederlaget ved Englandskrigene i 1801, 1807 og 1814. Det mener en højbådsmand, der var med dengang, og som siden blev pensioneret og derfor taler nedsættende om den krig, han ikke selv oplevede. Han påstår, at tabet af Norge og flåden var værre end tabet af Dybbøl. „Se, det var noget at snakke om,“ siger han. Og så spørger Kasper Green Krejberg – både polemisk og kritisk – hvad konsekvensen af Danmarks deltagelse i de nye krige i Irak og Afghanistan egentlig er: „Land har vi ganske vist ikke tabt til fjenden, men masser af mennesker har mistet liv og førlighed, og milliarder af gode skattekroner er brugt på… ja, på hvad? På noget at snakke om?“ Kasper Green Krejbergs spørgsmål bliver kun sporadisk forsøgt besvaret af de danske forfattere, og man kan spørge sig selv, hvorfor krigen som politisk begivenhed ikke har fremkaldt mere litteratur. Ikke at krigen ikke er i litteraturen, for det er 18
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 18
23/10/14 13.16
den helt tydeligt, men som sagt med et temmelig snævert fokus på soldaten og hans pårørende, altså som skæbnehistorier og ikke som dybere samtidsdiagnose.
Den traumatiserede soldat Måske – men det er kun et måske – skyldes fraværet af politisk krigslitteratur hele den stemning, som krigene i Irak og Afghanistan har afstedkommet i den danske offentlighed. Chokket efter terrorattentatet mod World Trade Center i New York den 11. september 2001 var jo den direkte anledning til krigene i både Afghanistan og Irak, som Danmark engagerede sig i i solidaritet med USA og de vestlige værdier, som var under angreb. Det var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens klare ambition, at Danmark skulle droppe småstatsmentaliteten, ikke blot have en høj humanitær profil, men nu også påtage sig militært medansvar. Da George W. Bush lancerede War On Terror, skete det med en retorik, der satte dagsordenen for den internationale politiske debat: ‘De, som ikke er med os, er mod os’. Samme attitude havde den danske statsminister, da Danmark gik med i krigene, og man kan vel ikke udelukke, at de danske forfatteres fokusering på Soldaten fremfor på Krigen er et udslag af denne stålsatte politiske kurs. Det har hele tiden ligget i luften, at det var dårlig stil at være imod dansk krigsdeltagelse, ja nærmest ansvarsforflygtigelse og reaktionær puslingelandsmentalitet. Der er derfor ikke noget overraskende i, at det er den dræbte, invaliderede, traumatiserede og suicidale soldat, der fylder kunstnernes opmærksomhed. Soldaterkarakteren fascinerer og foruroliger, og vi kan nemt identificere os. Kunstens fokusering på den enkelte soldat, hans familie og deres følelsesforstyrrelser er vel også udtryk for empati. Uanset hvad vi mener om krigens politiske legitimitet eller mangel på samme, omfavner vi soldaterne med en sympati, der sandsynligvis er skabt af vores 19
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 19
23/10/14 13.16
egen frygt for selv at sende en søn eller datter til fronten. Kasper Green Krejberg har foreslået en opdeling af krigslitteraturen i to kategorier: en kamporienteret litteratur og en kropsorienteret litteratur. Den kamporienterede litteratur finder man i den klassiske krigslitteratur med mange scener fra selve krigen, for eksempel Første og Anden Verdenskrig. Den kropsorienterede litteratur koncentrerer sig mere om de menneskelige konsekvenser af krigen, og denne litterære form er stadig underrepræsenteret, mener Kasper Green Krejberg. Et blik på moderne dansk litteratur viser dog en markant orientering mod kroppen og ikke mindst mod den skrøbelige psyke. Da Jyllands-Posten spurgte forfatteren, sprogofficeren og soldaten Anne-Cathrine Riebnitzsky, hvordan det er at vende hjem efter at have været udstationeret i Afghanistan, svarede hun på en måde, der reviderede det indtryk, som medierne tit har givet af den traumatiserede eks-soldat: „Det er ufatteligt provokerende at komme hjem fra et så fattigt land, hvor folk har så meget initiativ, livslyst og humor, og så hjem til Danmark, som virker meget forkælet, et brokkerøvssamfund. Jeg har boet mange år på Nørrebro, og al ære og respekt for Ungdomshuset og deres venner, men er det en kamp værd? Der er kvinder i Afghanistan, nødlidende i Afrika og mange andre mennesker, man kunne gøre en voldsom indsats for. Det virkede så ligegyldigt på mig. Alle soldater har jo den der reaktion, når man kommer hjem og går i Netto: Hvorfor klager folk så meget? Hvorfor venter de ikke bare til, det er deres tur? Der er varer på hylderne, alle bliver ekspederet. Slap dog af.“ Kunsten om krigen bliver til i en kontrast. På den ene side er det meningsgivende, sociale fællesskab og den evige trussel på livet, som soldaterne mærker, når de er udstationeret. På den anden side står den meningsfortabte tryghed hjemme i Danmark, hvor hverdagens trummerum provokerer den højspændte psyke, som hele tiden orienterer sig imod det farlige, mod livet på kanten. 20
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 20
23/10/14 13.16
Her ser kunstnerne den figur, som inkarnerer krigen og symboliserer dens fortræd. Den traumatiserede soldat træder frem med sin potente fysik og sin skrøbelige mentale konstitution. Historiegrundlaget er det samme i alle romaner, alle film, alle sange: Krigen er en infektion, som soldaten aldrig bliver kureret for. Og dermed kan vi konstatere, at den aktuelle danske krigslitteratur hverken er kamporienteret eller kropsorienteret, men først og fremmest psykologisk.
Tiderne_Rothstein-Soldatens år_P.indd 21
23/10/14 13.16