Puls af Julian Barnes by Tiderne Skifter

Puls

Tiderne_Puls_P.indd 1

19/03/14 15.40

Af Julian Barnes på dansk Flauberts papegøje. Roman, 1987, 1990 Op mod solen. Roman, 1988 En verdenshistorie i 10½ kapitel. Roman, 1990, 1996 En trekantshistorie. Roman, 1993 Pindsvinet. Roman, 1993 Før hun møder mig. Roman, 1995 Over kanalen. Noveller, 1997 England, England. Roman, 1999 Kærlighed osv. Roman, 2001 Citronbordet. Noveller, 2006 Arthur & George. Roman, 2008 Ikke noget at være bange for. Roman, 2009 Som jeg ser det. Essays om billedkunst, 2011 Når noget slutter. Roman, 2011

Tiderne_Puls_P.indd 2

19/03/14 15.40

JULIAN BARNES

Puls Oversat af Claus Bech

Tiderne Skifter

Tiderne_Puls_P.indd 3

19/03/14 15.40

Puls Oversat fra engelsk efter „Pulse“ Copyright © Julian Barnes, 2011 Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2014 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Bembo hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet,Viborg ISBN 978-87-7973-506-4

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Puls_P.indd 4

19/03/14 15.40

Til Pat

Tiderne_Puls_P.indd 5

19/03/14 15.40

Tiderne_Puls_P.indd 6

19/03/14 15.40

Første del Østenvind

Hos Phil & Joanna 1: 60/40

I seng med John Updike

Hos Phil & Joanna 2: Appelsinmarmelade

Gartnerliv

Hos Phil & Joanna 3: Se, uden hænder

Ulovlig indtrængen

103

Hos Phil & Joanna 4: En ud af fem

116

Ægteskabslinjer

131

Anden del

Tiderne_Puls_P.indd 7

Portrætmaleren

141

Meddelagtighed

155

Harmoni

167

Carcassonne

194

Puls

205

19/03/14 15.40

Tiderne_Puls_P.indd 8

19/03/14 15.40

FĂ¸rste del

Tiderne_Puls_P.indd 9

19/03/14 15.40

Tiderne_Puls_P.indd 10

19/03/14 15.40

Østenvind

n række badehytter af træ og med maling, der var løsnet og afskallet i den hårde østenvind, var blevet brændt ned til grunden i november året før. Brandbilerne skulle køre næsten tyve kilometer, og da de nåede frem, var der intet at stille op. Omstrejfende bøller, fastslog man i lokalbladet, selv om gerningsmændene aldrig blev fundet. En arkitekt fra et mere eksklusivt sted langs kysten udtalte til de regionale tv-nyheder, at hytterne var en del af byens kulturarv og derfor burde genopbygges. Kommunen meddelte, at man ville tage alle muligheder i betragtning, men havde intet foretaget sig. Vernon var flyttet til byen kun få måneder forinden og havde ikke noget forhold til badehytterne. Det faktum, at de nu var væk, betød sådan set kun, at udsigten fra The Right Plaice, hvor han en gang imellem spiste frokost, blev bedre. Hvis han sad ved et af vinduesbordene, kunne han se hen over en betonplads, en strand med våde rullesten, en blasert himmel og et livløst hav. Sådan var østkysten: I flere måneder i træk var der korte perioder med dårligt vejr og i lange perioder slet intet vejr. Det var i orden med ham; han var flyttet for at blive fri for vejr i sit liv. „Er du færdig?“ Han så ikke op på servitricen. „Hele vejen fra Ural,“ sagde han og blev ved med at stirre ud over det store, flade hav. „Hvad?“ „Der er ingenting mellem os og Ural. Det er der, vinden kommer fra. Der er ikke noget, der bremser den. Den blæser lige hen over alle landene.“ Kold nok til at fryse kuglerne af én, kunne han

Tiderne_Puls_P.indd 11

19/03/14 15.40

Pul s

under andre omstændigheder have fundet på at sige. „Ooral,“ gentog hun. Da han hørte accenten, så han op på hende. Et bredt ansigt, striber i håret, buttet krop og åbenbart ikke i gang med et nummer, der gik ud på at få flere drikkepenge. Nok en af de her østeuropæere, der var så mange af i landet nu for tiden. På byggepladserne, pubberne, restauranterne, frugtplantagerne. De kom herover i varevogne og busser, boede i skurvogne, tjente lidt penge. Nogle af dem blev, andre rejste hjem igen. Vernon var ligeglad med, hvad de gjorde. Det var han i det hele taget stadig oftere efterhånden: helt ligeglad med, hvad folk gjorde eller ikke gjorde. „Kommer du fra et af dem?“ „Et af hvad?“ „Et af de der lande. Mellem her og Ural.“ „Ooral. Ja, måske.“ Det var et mærkeligt svar, syntes han. Men måske vidste hun ikke ret meget om geografi. „Hvad med en svømmetur?“ „En svømmetur?“ „Ja, du ved nok. Svømme. Plaske, plaske, crawle, brystsvømme.“ „Ingen svømmetur.“ „Godt,“ sagde han. Han havde heller ikke ment det. „Lad mig få regningen.“ Mens han ventede, spejdede han igen ud over betonpladsen foran de våde rullesten. En af badehytterne var for nylig blevet solgt for tyve tusind. Eller var det tredive? Et eller andet sted nede på sydkysten. Stigende huspriser, markedet var helt ude af kontrol: Det stod der i aviserne. Ikke fordi man mærkede noget til det i denne ende af landet, slet ikke med de ejendomme, han handlede. Her havde boligpriserne for længst skrabet bunden, og kurven var lige så flad som havet. De gamle døde, og man solgte deres lejligheder og parcelhuse til mennesker, der også selv ville blive gamle i dem og til sidst dø. Det udgjorde en stor del af hans arbejde. Byen var ikke fin og havde aldrig været det; folk fra London fortsatte

Tiderne_Puls_P.indd 12

19/03/14 15.40

Østenvind

længere op ad motorvej A12 til dyrere huse. Det var i orden med ham. Han havde boet i London hele sit liv indtil skilsmissen. Nu havde han et stillestående arbejde, boede i en lejet lejlighed og havde børnene hver anden weekend. Når de blev ældre, ville de sikkert begynde at kede sig og opføre sig som små snobber. Men indtil videre kunne de godt lide at kaste småsten ud i havet og gumle pomfritter. Da hun kom med regningen, sagde han: „Skal vi løbe væk sammen og bo i en badehytte?“ „Det tror jeg ikke,“ svarede hun med en hovedrysten, som om hun gik ud fra, at han havde ment det alvorligt. Ja, ja, god gammel britisk humor, det tager lidt tid, før man vænner sig til den. Han havde et par lejemål, der skulle gøres noget ved – nye lejere, istandsættelse, fugtproblemer – og bagefter en ejendomshandel længere oppe ad kysten, så der gik et par uger, før han kom tilbage til The Right Plaice. Han fik et måltid kuller med kartoffelmos og læste avisen. Der var en eller anden by i Lincolnshire, der pludselig var blevet halvt polsk fordi der boede så mange indvandrere. Der var efterhånden flere katolikker end anglikanere i kirkerne om søndagen, og de fleste af dem var østeuropæere. Han var ligeglad. Han kunne sådan set godt lide de polakker, han havde mødt – murere, malere, elektrikere. God arbejdskraft, godt uddannede, holdt hvad de lovede, pålidelige. Det var på høje tid, at den gode gamle britiske byggebranche fik et los i røven, mente Vernon. Det var solskin den dag, en lav sol ude fra havet, som skinnede irriterende i øjnene. Sidst i marts, og de første forårstegn var nået frem selv til dette sted på kysten. „Hvad så med den svømmetur?“ spurgte han, da hun kom med regningen. „Nej, nej. Ingen svømmetur.“ „Jeg tror, du er fra Polen.“ „Jeg hedder Andrea,“ svarede hun. „Ikke fordi jeg har noget imod, om du er fra Polen eller ej.“

Tiderne_Puls_P.indd 13

19/03/14 15.40

Pul s

„Jeg heller ikke.“ Rigtig god til at flirte havde han aldrig været; han havde aldrig sagt det helt rigtige. Og efter skilsmissen var han om muligt blevet dårligere til det, fordi han ikke havde hjertet med. Hvor var hans hjerte? Det måtte han svare på en anden dag. Dagens emne: at flirte. Han kendte det udtryk, kvinder fik i øjnene, når man klokkede i det. Hvor kommer han fra, betød det. Nå, men der skulle to til at flirte. Måske var han ved at blive for gammel. Syvogtredive, far til to, Gary (8) og Melanie (5). Sådan ville der stå i avisen, hvis han en morgen blev skyllet op på stranden. „Jeg er ejendomsmægler,“ sagde han. Det var også en replik, der som regel lagde en dæmper på flirteriet. „Hvad er det?“ „Jeg sælger huse. Og lejligheder.Vi udlejer også boliger.Værelser, lejligheder, huse.“ „Er det interessant?“ „Jeg lever af det.“ „Noget skal man jo leve af.“ Han tænkte pludselig: Nej, du kan heller ikke flirte. Måske kan du flirte på dit eget sprog, men ikke på engelsk, så på det punkt står vi lige. Han tænkte også: Hun ser robust ud. Måske trænger jeg til en robust kvinde. Hun kunne sådan set være på alder med mig. Det var lige meget. Han havde ikke i sinde at invitere hende i byen. Han inviterede hende i byen. Der var ikke meget „by“ at vælge imellem der i byen. En biograf, et par pubber og de få andre restauranter, hvor hun ikke var ansat. Bortset fra det var der banko til de gamle, hvis lejligheder han skulle sælge, når de var afgået ved døden, og en klub, hvor en flok halvhjertede banditter holdt til. De unge kørte til Colchester fredag aften og købte stoffer nok til resten af weekenden. Ikke så mærkeligt, at de havde brændt badehytterne af. Til at begynde med kunne han lide hende på grund af det,

Tiderne_Puls_P.indd 14

19/03/14 15.40

Østenvind

hun ikke var. Hun var ikke flirtende, hun var ikke et sludrechatol, hun pressede ikke på. Hun havde ikke noget imod, at han var ejendomsmægler eller var skilt og havde to børn. Andre kvinder havde sagt nej efter at have kastet et hurtigt blik på ham. Han gik ud fra, at kvinder var mere tiltrukket af mænd, der stadig var gift, uanset hvor røvsygt deres ægteskab var, end af dem, der samlede stumperne op bagefter. Sådan set ikke særlig overraskende. Men Andrea havde ikke noget imod det. Stillede ikke ret mange spørgsmål. Svarede heller ikke på dem for den sags skyld. Første gang de kyssede, overvejede han at spørge, om hun nu også var fra Polen, men glemte det. Han foreslog sin lejlighed, men hun sagde nej. Næste gang, sagde hun. Han var nervøs et par dage, mens han tænkte på, hvordan det ville være at gå i seng med en fremmed efter så lang tid. Han kørte femogtyve kilometer op ad kysten for at købe kondomer et sted, hvor ingen kendte ham. Ikke fordi han skammede sig over det eller var forlegen; der var bare ingen, der skulle vide eller gætte sig til, hvad han havde gang i. „Det er en hyggelig lejlighed.“ „Tja, hvis en ejendomsmægler ikke kan finde en ordentlig lejlighed, hvem kan så?“ Hun havde en weekendtaske med; hun klædte sig af på bade værelset og kom ind igen i natkjole. De lagde sig i sengen og slukkede lyset. Hun virkede meget anspændt, syntes han. Det var han også selv. „Vi kan jo bare ligge i ske,“ foreslog han. „Hvad er det at ligge i ske?“ Han viste hende det. „Det er altså ikke at kneppe?“ „Nej, at ligge i ske er ikke at kneppe.“ „Okay, så ligger vi i ske.“ Derefter slappede de af, og hun faldt snart i søvn. Næste gang fornyede han bekendtskabet med et fedtet kondom, der skulle sættes på. Han vidste, at man skulle rulle det på, men

Tiderne_Puls_P.indd 15

19/03/14 15.40

Pul s

forsøgte i stedet at trække det på som en sok og hev på må og få i kanten. Det blev ikke bedre af, at det foregik i mørke. Men hun sagde ingenting, stønnede heller ikke afskrækkende, og til sidst vendte han sig om mod hende. Hun trak natkjolen op, og han lagde sig over hende. Hans bevidsthed var halvt fuld af liderlighed og knep, halvt tom for indhold, som om han spekulerede på, hvad han foretog sig. Han tænkte ikke ret meget på hende denne første gang. Det var et spørgsmål om at sørge for sig selv. Senere kunne man også tage sig af den anden. „Var det okay?“ spurgte han lidt efter. „Ja, okay.“ Vernon lo i mørket. „Ler du ad mig? Var det ikke okay for dig?“ „Andrea,“ sagde han, „alt er okay. Der er ingen, der ler ad dig. Det får de ikke lov til af mig.“ Da hun faldt i søvn, tænkte han:Vi begynder forfra, begge to. Jeg ved ikke, hvad hun har været igennem, men måske begynder vi begge to forfra fra den samme slags lavpunkt, og det er okay. Alt er okay. Næste gang slappede hun mere af og holdt ham hårdt fast med benene. Han kunne ikke mærke, om hun kom eller ej. „Du er fandeme stærk,“ sagde han bagefter. „Er stærk dårligt?“ „Nej, nej. Overhovedet ikke. Stærk er godt.“ Men næste gang lagde han mærke til, at hun ikke klemte så hårdt om ham. Hun brød sig heller ikke om, at han kælede for hendes bryster. Nej, det var måske ikke helt fair. Hun havde tilsyneladende ikke noget imod det. Eller rettere, hvis han gerne ville, var det okay, men det var for hans, ikke for hendes skyld. Det var i hvert fald sådan, han opfattede det. Og hvem sagde, man skulle tale om alting i løbet af den første uge? Han var glad for, at ingen af dem var gode til at flirte: Flirt var en slags snyd. Og Andrea var aldrig andet end ærlig over for ham. Hun sagde ikke ret meget, men hvis hun sagde, hun ville gøre

Tiderne_Puls_P.indd 16

19/03/14 15.40

Østenvind

noget, gjorde hun det. Hun mødtes med ham, når og hvor han bad om det, og så stod hun der og spejdede efter ham, mens hun skubbede en lok hår væk fra øjnene og holdt lidt strammere fast i håndtasken end strengt taget nødvendigt her i byen. „Du er lige så pålidelig som en polsk håndværker,“ sagde han til hende en dag. „Er det godt?“ „Det er ualmindelig godt.“ „Er det et engelsk udtryk?“ „Det er det fra nu af.“ Hun bad ham om at rette hendes engelsk, når hun sagde noget forkert. Han fik hende til at sige: „Det tror jeg ikke,“ i stedet for „Det tænker jeg ikke,“ men i virkeligheden kunne han bedst lide den måde, hun talte på. Han forstod altid, hvad hun mente, og de vendinger, som var en lille smule ved siden af, forekom ham at være en del af hende. Måske ville han slet ikke have, at hun skulle tale som en engelsk kvinde, for det kunne jo være, at hun også begyndte at opføre sig som én – i hvert fald som én bestemt en af slagsen. Og bortset fra det ville han ikke have rollen som lærer. Det var det samme i sengen. Tingene er, hvad de er, sagde han til sig selv. Når hun altid ville have natkjole på, var det måske noget katolsk – ikke fordi hun nogensinde talte om at gå i kirke. Hvis han bad hende om at gøre bestemte ting, gjorde hun det og lod også til at nyde det, men bad aldrig ham om også at gøre det med hende – faktisk brød hun sig tilsyneladende ikke ret meget om, at han havde hånden dernede. Men det generede ham ikke; hun havde lov til at være den, hun var. Hun spurgte aldrig, om han ville med ind. Hvis han kørte hende hjem, var hun på vej hen ad betonhavegangen, inden han nåede at trække håndbremsen; hvis han hentede hende, stod hun allerede og ventede udenfor. Til at begynde med var det godt nok, men efterhånden blev det lidt underligt, så en dag bad han om at se, hvordan hun boede, så han kunne tænke på, hvor hun var, når hun

Tiderne_Puls_P.indd 17

19/03/14 15.40

Pul s

ikke var sammen med ham. De gik ind i huset – et halvt dobbelthus fra 1930’erne, småstenspudset, mange beboere, slemt rustede jernvinduesrammer – og hun lukkede døren op. Med sit professionelle blik så han lynhurtigt dimensionerne, møbleringen, den sandsynligste husleje; med sit blik som elsker så han et lille toiletbord med fotografier i plasticrammer og et billede af Jomfru Maria. Der var en enkeltseng, en lille håndvask, en billig mikrobølgeovn, et lille tv og tøj på bøjler, der hang usikkert på en knagerække. Noget i Vernon blev rørt over at se hendes liv blottet på den måde i de par minutter, der gik, før de var udenfor igen. For at dække over de pludselige følelser sagde han: „Du skal ikke give mere end femoghalvtreds. Plus varme og el. Jeg kan skaffe dig et større værelse til den samme pris.“ „Det er okay.“ Nu da foråret var kommet, kørte de ture til Suffolk og så engelske ting: bindingsværkshuse uden fugtisolering, stråtækte tage, som betød en højere forsikringspræmie. De gjorde holdt på en landsbyfælled, og han satte sig på en bænk med udsigt til et kær, men det havde hun ikke lyst til, så de gik hen for at se kirken i stedet for. Han håbede på, at hun ikke ville bede ham om at forklare forskellen på anglikanere og katolikker – eller gøre rede for historien. Det var noget med Henry den Ottende, der ville giftes igen. Kongens pik. Der var meget, som kunne koges ned til sex, når man så nærmere efter. Heldigvis spurgte hun ikke. Hun begyndte at tage hans arm og at smile mindre anstrengt. Han gav hende nøglen til sin lejlighed; hun begyndte forsøgsvis at lade nogle af sine overnatningsting ligge. En søndag aften i mørket rakte han hånden over til sengebordsskuffen og opdagede, at han var løbet tør for kondomer. Han bandede og måtte forklare sig. „Det er okay.“ „Nej, Andrea, det er fandeme ikke okay. Det sidste, jeg har brug for, er, at du bliver gravid.“ „Det tror jeg ikke. Ikke gravid. Det er okay.“ Han stolede på hende. Da hun var faldet i søvn senere, speku-

Tiderne_Puls_P.indd 18

19/03/14 15.40

Østenvind

lerede han på, hvad hun egentlig havde ment. At hun ikke kunne få børn? Eller at hun tog en pille for at være dobbelt sikker? Hvis han havde ret, hvad mente Jomfru Maria så om det? Lad os håbe på, at hun ikke bruger kalendermetoden, tænkte han pludselig. Den slår med garanti fejl indimellem og gør paven glad som en gris. Tiden gik; hun mødte Gary og Melanie; de kunne godt lide hende. Hun sagde ikke, hvad de skulle gøre eller ikke gøre; det sagde de til gengæld til hende, og hun rettede sig efter dem. De stillede hende også spørgsmål, han aldrig havde turdet eller brudt sig om at stille hende. „Andrea, er du gift?“ „Må vi se tv, så længe vi vil?“ „Har du været gift?“ „Bliver jeg syg, hvis jeg spiser tre?“ „Hvorfor er du ikke gift?“ „Hvor gammel er du?“ „Hvilket fodboldhold kan du bedst lide?“ „Har du børn?“ „Skal du giftes med far?“ Han fik svarene på nogle af disse spørgsmål – som den fornuftige kvinde hun var, sagde hun ikke, hvor gammel hun var. En aften i mørket, da han havde sendt børnene hjem og var for distraheret til sex, som han var, hver gang de havde været der, sagde han: „Tror du, du kunne elske mig?“ „Ja, jeg tror, jeg ville elske dig.“ „Mener du ville eller kunne?“ „Hvad er forskellen?“ Han tav. „Der er ingen forskel. Jeg er tilfreds med én af dem. Eller med dem begge to. Jeg er tilfreds med det, du har at give.“ Han vidste ikke, hvorfor det begyndte, det næste. Fordi han var ved at blive forelsket i hende, eller fordi han sådan set ikke havde lyst til at blive det? Eller gerne ville, men ikke turde? Eller skyldtes

Tiderne_Puls_P.indd 19

19/03/14 15.40

Pul s

det, at han inderst inde havde en trang til at fucke alting op? Det var i hvert fald det, hans kone – ekskone – havde sagt til ham en morgen ved morgenbordet. „Hør her,Vernon, jeg hader dig ikke, det gør jeg faktisk ikke. Jeg kan bare ikke holde ud at leve sammen med dig, fordi du altid fucker alting op.“ Det kom som et lyn fra en klar himmel. Det var rigtigt, at han snorkede lidt rigeligt og bare smed sit tøj steder, hvor det ikke burde ligge, og så et normalt antal timers sport på tv. Men han kom hjem til tiden, elskede børnene og løb ikke efter andre kvinder. Der var åbenbart dem, der mente, at det var det samme som at fucke alting op. „Må jeg stille dig et spørgsmål?“ „Jep.“ „Nej, ’jep’ er amerikansk. På engelsk siger vi ‘ja’.“ Hun så på ham som for at sige: Hvorfor retter du nu mit engelsk? „Ja,“ gentog hun. „Da jeg ikke havde noget kondom, og du sagde, det var okay, mente du så, at det var okay på det tidspunkt eller okay til enhver tid?“ „Okay til enhver tid.“ „Gudfaderbevares, ved du ikke, hvad en 12-pak koster?“ Det var det forkerte at sige, det kunne selv han indse. Måske havde hun haft en frygtelig abort eller var blevet voldtaget. „Du kan altså ikke få børn?“ „Nej. Hader du mig så?“ „Andrea, kæreste ven.“ Han tog hendes hånd. „Jeg har allerede to børn. Spørgsmålet er, om det er okay med dig?“ Hun slog blikket ned. „Nej. Er ikke okay med mig. Gør mig meget ulykkelig.“ „Nå, men så kan vi måske … jeg ved ikke, tale med en læge. Med en specialist.“ Han forestillede sig, at specialisterne herovre var mere up to date. „Nej, ingen specialist. INGEN SPECIALIST.“ „Fint, ingen specialist.“ Han tænkte: Adoption? Men jeg har da ikke råd til et barn til med alle de udgifter, jeg har?

Tiderne_Puls_P.indd 20

19/03/14 15.40

Østenvind

Han holdt op med at købe kondomer. Han begyndte at stille spørgsmål, men gjorde det så taktfuldt som muligt. Men med takt var det ligesom med at flirte: Enten havde man den, ellers også havde man den ikke. Nej, det passede ikke. Det var bare nemmere at være taktfuld, hvis man var ligeglad med, om man vidste noget eller ej; sværere, når man ikke var ligeglad. „Hvorfor nu disse spørgsmål?“ „Spørger jeg?“ „Ja, det synes jeg.“ „Undskyld.“ Han var mest ked af, at hun havde lagt mærke til det. Også ked af, at han ikke ville holde op. Ikke kunne holde op. Da de lige havde lært hinanden at kende, var han godt tilfreds med, at han ikke vidste noget om hende; det gjorde forholdet anderledes, friskere. Lidt efter lidt havde hun fået noget at vide om ham, mens han ikke var blevet klogere på hende. Hvorfor ikke bare blive ved på den måde? Fordi du altid fucker alting op, hviskede hans kone, ekskone. Nej, den købte han ikke. Hvis man er forelsket, vil man vide det hele. Hvad enten det er godt, dårligt eller ligegyldigt. Ikke fordi man ligefrem leder efter noget dårligt. Sådan er det bare at være forelsket. Eller at tænke på at være forelsket. Bortset fra det var Andrea et godt menneske, det var han sikker på. Så hvad var der galt med at finde ud af noget om et godt menneske bag hendes ryg? På The Right Plaice kendte de ham alle sammen. Chefen mrs. Ridgewell, den anden servitrice Jill og gamle Herbert, der ejede restauranten, men kun kom på besøg, når han skulle have et gratis måltid mad. Vernon valgte et tidspunkt, hvor frokostgæsterne var begyndt at møde op, og gik forbi skranken ud til toiletterne. Værelset – nærmest kun et skab – hvor personalet hængte overtøj og tasker, lå lige over for herretoilettet. Vernon gik derind, fandt Andreas taske, tog hendes nøgler og gik tilbage til restauranten med viftende hænder som for at sige: Den hostende gamle lufttørrer får man da aldrig tørre hænder af, vel?

Tiderne_Puls_P.indd 21

19/03/14 15.40

Pul s

Han blinkede til Andrea, gik hen til isenkræmmeren, beklagede sig over klienter, der kun havde ét sæt nøgler, vandrede lidt omkring på må og få, hentede det nye sæt nøgler, gik tilbage til The Right Plaice, fandt på et par bemærkninger om, at det kølige vejr fik hans blære til at opføre sig mærkeligt, men fik ikke brug for dem, lagde hendes nøgler på plads i tasken og bestilte en cappuccino. Første gang, han tog derhen, var det en af den slags regnvåde eftermiddage, hvor ingen kigger på hinanden. En mand i regnfrakke går hen ad en betonhavegang til en hoveddør med matterede glaspaneler. Da han kommer ind, åbner han en dør til, sætter sig på en seng, rejser sig pludselig op, glatter fordybningen på sengekanten, vender sig om, opdager, at mikrobølgeovnen faktisk ikke er så dårlig, stikker en hånd ind under hovedpuden, mærker en af hendes natkjoler, ser på tøjet, der hænger på knagerækken, rører ved en kjole, hun ikke har haft på før, undlader med overlæg at se på fotografierne på det lille toiletbord, lukker sig ud, låser døren efter sig. Er der så nogen, der har gjort noget forkert? Anden gang undersøgte han Jomfru Maria og den halve snes fotografier. Han rørte ikke ved dem, men satte sig bare på hug og kiggede på dem, som de stod der i deres plasticrammer. Det må være hendes mor, tænkte han, mens han betragtede stive permanentkrøller og et par store briller. Og der har vi Andrea som lille, lyshåret og lidt buttet. Og er det der en bror eller kæreste? Og her er der én, der holder fødselsdag med så mange ansigter, at man ikke kan se, hvem der betyder noget, og hvem der ikke gør det. Han kiggede en gang til på den seks-syv år gamle Andrea – kun lidt ældre end Melanie – og gik hjem med billedet i hovedet. Tredje gang åbnede han forsigtigt den øverste skuffe; den bandt, og Andreas mor væltede. Der var for det meste undertøj, og meget af det kendte han. Så skiftede han til den nederste skuffe, fordi det som regel var her, man opbevarede hemmelighederne, men fandt kun sweatre og et par tørklæder. Men i midterskuffen under nogle bluser lå tre ting, som han lagde frem på sengen i samme orden, oven i købet med samme afstand som i skuffen, han havde fundet

Tiderne_Puls_P.indd 22

19/03/14 15.40

Østenvind

dem i.Til højre lå en medalje, i midten et foto med en metalramme, til venstre et pas. Fotoet forestillede fire piger i et svømmebassin med armene om hinanden og en banedeler med korkflydere, der adskilte det ene par fra det andet. De smilede alle fire til kameraet, og der var rynker i deres hvide badehætter. Han så straks, hvem af dem der var Andrea, nummer to fra venstre. På medaljen var afbildet en svømmer, som sprang på hovedet ned i et bassin, og på bagsiden stod der et par linjer på tysk og et årstal – 1968. Hvor gammel var hun mon dengang – atten, tyve? Passet bekræftede, at hun var født i 1967, og hun var så fyrre nu. Der stod også, at hun var født i Halle, så hun var altså tysker. Og det var så det. Ingen dagbog, ingen breve, intet massageapparat. Ingen hemmeligheder. Han var forelsket – nej, tænkte på at være forelsket – i en kvinde, som engang havde vundet en medalje i svømning. Hvad kunne det skade, at han vidste det? Hun svømmede jo ikke mere. Og nu han huskede det, var hun blevet temmelig pirrelig på stranden, da Gary og Melanie lokkede hende med ned til vandet og gav sig til at plaske og sprøjte. Måske ønskede hun ikke at blive mindet om det. Eller måske var det bare noget helt andet at svømme konkurrence end at dyppe sig i havet. Ligesom når balletdansere ikke ville danse de samme danse som almindelige mennesker. Om aftenen var han i påtaget godt humør, da de mødtes, tilmed en smule fjollet, men hun lagde tilsyneladende ikke mærke til det, og så holdt han op. Lidt efter følte han sig normal igen. I hvert fald næsten normal. Da han i sin tid var begyndt at komme sammen med piger, havde han konstateret, at der var øjeblikke, hvor han pludselig tænkte: Jeg forstår ikke et muk. Sammen med Karen havde han for eksempel haft det rigtig hyggeligt uden pres eller noget, indtil hun pludselig spurgte: „Hvad skal så alt det her føre til?“ Som om der kun var to muligheder: op ad kirkegulvet eller farvel og tak. Med andre kvinder kunne man pludselig komme til at sige noget, noget helt banalt, og så lige på én gang – plask – var man ude på det dybe vand.

Tiderne_Puls_P.indd 23

19/03/14 15.40

Pul s

De lå i sengen, og Andrea havde trukket natkjolen op om livet, så den blev en tyk pølse, han efterhånden var vant til at mærke mod maven, og han var ved at komme helt godt i gang, da hun pludselig flyttede benene og holdt ham fast mellem dem som i en skruestik. „Umm, store stærke svømmerlår,“ mumlede han. Hun svarede ikke, men han vidste, at hun havde hørt det. Han fortsatte, men kunne mærke på hendes krop, at hun ikke koncentrerede sig. Bagefter blev de liggende på ryggen, og han sagde forskellige ting, men hun svarede ikke på noget af det. Nå, ja, hun skal på arbejde i morgen, tænkte Vernon. Han faldt i søvn. Da han næste aften kom forbi The Right Plaice for at hente Andrea, sagde mrs. Ridgewell, at hun havde meldt sig syg. Han ringede til hendes mobil, men der blev ikke svaret, så han sendte hende en sms i stedet for. Derefter kørte han hjem til hende og ringede på. Han ventede et par timer, før han prøvede mobilen igen, ringede på døren og til sidst lukkede sig selv ind. Hendes værelse var ordentligt og helt tomt. Ikke noget tøj hængt op på knagerækken, ingen fotos på det lille toiletbord. Noget fik ham til at åbne mikrobølgeovnen og kigge ind i den; der var ikke andet at se end den runde drejeskive. På sengen lå der to kuverter, den ene til udlejeren med nøgler og husleje i, at dømme efter hvordan den føltes, den anden til mrs. Ridgewell. Ikke nogen til ham. Mrs. Ridgewell spurgte, om de havde haft et skænderi. Nej, svarede han, de skændtes aldrig. „Hun var en flink pige,“ sagde hun. „Meget pålidelig.“ „Som en polsk håndværker.“ „Det sagde du forhåbentlig ikke til hende. Det er ikke pænt. Og jeg tror ikke, hun var fra Polen.“ „Nej, det var hun heller ikke.“ Han spejdede ud over havet. „Uural,“ brast det pludselig ud af ham. „Hvad?“ Han kunne gå ned på stationen og vise manden i billetsalget et foto af den savnede kvinde, og han ville huske ansigtet og kunne fortælle, hvor hun havde købt billet til. Sådan gjorde de på film.

Tiderne_Puls_P.indd 24

19/03/14 15.40

Østenvind

Men den nærmeste station lå tyve kilometer væk, og der var ikke noget billetkontor, kun en automat til kontanter og kreditkort. Og han havde ikke engang et foto af hende. De havde aldrig gjort det, som andre par gjorde, nemlig klemt sig ind i en fotoautomat sammen, pigen siddende på mandens skød, begge fjollede og ude af fokus. Det var de sikkert alligevel for gamle til. Derhjemme googlede han Andrea Morgen og fik 497.000 hits. Så præciserede han spørgsmålet og fik det skåret ned til 393.Ville han søge på „Andrea Morgan“? Nej, det ville han ikke. De fleste af teksterne var på tysk, og han scrollede hjælpeløst igennem dem. Han havde aldrig haft sprog i skolen og aldrig haft brug for dem som voksen. Så fik han en idé. Han slog op i en online-ordbog og fandt det tyske ord for svømmer. Der var to ord, et for mænd, et for kvinder. Han tastede „Andrea Morgen“, „1967“, „Halle“ og „Schwimmerin“. Otte resultater, alle på tysk.To af dem tilsyneladende fra aviser, ét fra en officiel rapport. Der var også et billede af hende. Det samme, han havde fundet i skuffen: Hun stod som nummer to fra venstre med armene om sine holdkammerater og store folder i den hvide badehætte. Han tøvede lidt, før han tastede „Oversæt denne side“. Senere fandt han links til andre websider, denne gang på engelsk. Hvordan skulle han have vidst det, spurgte han sig selv. Han forstod kun dårligt det videnskabelige aspekt, og det politiske inter esserede ham ikke. Men han forstod og interesserede sig for ting, som han bagefter fortrød, at han havde læst om, ting, som allerede mens han sad og spejdede ud over havet fra vinduesbordet på The Right Plaice, var begyndt at forandre den måde, han huskede hende på. Halle lå i det tidligere Østtyskland. Staten havde indført et hverveprogram. Pigerne blev udvalgt helt ned til elleveårsalderen. Vernon forsøgte at sammenstykke det liv, den buttede, lyshårede lille pige sandsynligvis havde haft. Hendes forældre, der havde skrevet under på en samtykkeerklæring og en tavshedspligt. Andrea, der blev indskrevet i Børne- og Ungdomssportsskolen og senere meldt ind i Dynamo Sportsklub i Østberlin. Hun fik skoleundervisning,

Tiderne_Puls_P.indd 25

19/03/14 15.40

Pul s

men blev for det meste trænet i at svømme og kun svømme. Det var en stor ære at være medlem af Dynamoklubben: Derfor var hun også nødt til at flytte hjemmefra. Der blev taget blodprøver i hendes ene øreflip, for at man kunne afgøre, hvor velegnet hun var. Hun fik lyserøde og blå piller – vitaminpiller, fik hun at vide. Senere fik hun også indsprøjtninger – bare flere vitaminer. Men det var i virkeligheden anabolske steroider og testosteron. Det var forbudt at sige nej. Mottoet for træningen var: „Spis pillerne eller dø.“ Trænerne sikrede sig, at hun slugte dem. Hun døde ikke. Til gengæld skete der andre ting. Musklerne voksede, men senerne gjorde det ikke, så de var ikke stærke nok. Hun fik pludselige udbrud af akne, en mørkere stemme, forøget hårvækst i ansigtet og på kroppen; sommetider voksede kønsbehåringen op ad maven, endda helt op over navlen. Hun blev hæmmet i væksten og havde problemer med frugtbarheden. Vernon måtte slå ord som „virilisation“ og „klitoral hypertrofi“ op, men fortrød bagefter at han havde gjort det. Han behøvede ikke at slå hjertesygdom, leverlidelser, vanskabte børn eller blinde børn op. Man dopede pigerne, fordi det virkede. Østtyske svømmere fik medaljer alle vegne, især pigerne. Ikke fordi Andrea var nået op på det niveau. Da Berlinmuren faldt, og skandalen var en kendsgerning, og alle giftblanderne – trænere, læger, bureaukrater – blev draget til ansvar, blev hendes navn ikke engang nævnt. Til trods for pillerne var hun aldrig kommet med på landsholdet. De andre, alle dem, der offentligt havde afsløret, hvad der var blevet gjort mod deres krop og hjerne, havde i det mindste fået guldmedaljer og et par korte års berømmelse ud af det. Andrea havde ikke fået andet end en holdmedalje ved et glemt mesterskab i et land, der ikke længere eksisterede. Vernon kiggede ud på betonpladsen og stenstranden, på det grå hav og den grå himmel. Udsigten lod som om den altid havde været den samme, så længe der havde siddet mennesker ved dette cafévindue. Men der havde engang været en række badehytter, som spærrede for den. Indtil nogen brændte dem ned.

Tiderne_Puls_P.indd 26

19/03/14 15.40