Fra vinterarkiverne af Merethe Lindstrøm

Page 1


Fra vinterarkiverne


Af Merethe Lindstrøm pü dansk Dage i stilhedens historie Roman, 2012


Merethe Lindstrøm

Fra vinterarkiverne Roman

Oversat af Claus Clausen

Tiderne Skifter


Fra vinterarkiverne © Tiderne Skifter, 2017 Oversat fra norsk efter Fra vinterarkivene © 2015, Forlaget Oktober A/S Sats: Remote Grafik Omslag: Mikkel Henssel Trykt hos: 1. udgave, 1. oplag Isbn: 9788702212037 Udgivet med støtte fra NORLA, Norwegian Literature Abroad

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomhe­ der, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Tiderne Skifter · Læderstræde 5 · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · tiderneskifter@tiderneskifter.dk · tiderneskifter.dk


I write as if to save somebody´s life. Probably my own. Life is a kind of madness that death makes. Clarice Lispector



NATNOTATER



Husker du det jeg drømte da børnene var små, om at man havde fundet bevis for Guds eksistens i ørkenen i Nevada. I drømmen strømmer folk til for at se, hele verdenspressen er der, de siger at det er et uafviseligt bevis, det de har opdaget derude. I ørkenen og det rustrøde, flade landskab som brydes op i bjergformationer, de lige, uendelige veje igennem det. Jeg sov, drømte, jeg vågnede. Det var der, det jeg havde drømt, et aftryk. Ikke fordi jeg er troende, jeg ved ikke, måske er jeg. Af og til tænker jeg at jeg er det, men så forsvinder det igen. Jeg ved ikke om det var derfor jeg havde den drøm, jeg fik aldrig at vide hvad beviset skulle bestå i, den slags får man ikke at vide i drømme. Drømmen var der bare, som en lethed mod alt det andet som trak os ned på det tidspunkt. Jeg ved hvordan det var, hvordan jeg vågnede og først ikke kunne adskille interiø­ ret i drømmen fra værelset. Du lå ved siden af mig, du sov, jeg blev liggende og kiggede på gardinet som bevægede sig foran det åbne vindue, jeg tror det er det jeg husker bedst, gardinets enkle bevægelse, det var netop blevet morgen, drømmen gled efterhånden væk, opløst, fragmenteret, det er vel det drømme bliver. Og alligevel var det der så lang tid efter, det aftryk.

9


Hundene sover i det tynde lys fra vinduet hele formiddagen, skifter kun stilling hvis noget gør dem urolige. Det er store hunde, pelsen skinner i brunt, sølv. De bliver vækket af en lyd vi ikke hører, løfter hovedet, ser mod vinduet og ruden før de lægger sig til rette igen, lyset i stuen forandrer sig mens de drømmer videre. Vi er flyttet herud på landet. Jeg burde skri­ ve, skrive om hundene og landskabet og det jeg ser, skrive mig ud af tyngden, men hele tiden stopper jeg op og mærker det, at det ikke stemmer, at selv om det er sandt, kan jeg ikke få det til at stemme, som et logisk stykke kan være sandt, men alli­ gevel ikke udsige nogen større sammenhæng eller føles rigtig gennem sproget. Så sletter man og begynder på ny, om og om igen. Det eneste som føles rigtigt er stierne, åsen, de lige veje, anelsen af ensomhed, for ensomheden er i landskabet, som det hus nede på marken, hvor ingen har boet i mange år. Hvor de siger der har boet nogen, men man har glemt hvem. Vi flyttede hertil sent på sommeren. Vi vil være voksne her, lægge byen bag os, det vi var der, alt det vi kalder mislykket. De to stuevinduer vender ud mod marken, nedenfor den er vejen et tyndt bælte, en stribe med en bil af og til, nedenfor den igen er jorde, tætskrevne ark med tynde sammenføjnin­ ger, ujævne og omhyggeligt udførte sætninger, furerne som man pløjer op igen og igen for at se hvad de kan give, genta­ gelsen i sig selv giver mening. Det genkender jeg mig i, det 10


arbejde. Hvis der er noget landskabet siger, er det: stol bare på dette, her er det, her har det altid været. Og man kan gå ind i det, gå langs disse veje, gang på gang gør vi det, prøver os frem, vil passe ind, med det udtværede grønne, den gule himmel om aftenen, det stærke lys hver morgen, de sorte og hvide jorde når frosten kommer, tegner det op med skridt så­ dan som du gør med dine bløde kulstifter på et ark. Jeg fik penge, vi fik penge, og så flyttede vi hertil. Det tog tid at flytte. Det gamle hus var fyldt med skrammel. Alt hvad vi opbevarede i kælderen var inficeret med skimmelsvamp, den voksede op over væggene, bredte sig ud over gulvet, dækkede revner og lister, meget stærkere, mere udholdende end os. Du var ikke rask da vi flyttede, det føltes som om vi blev holdt tilbage, at vi ikke kunne rejse fra det sted hvor vi havde boet i næsten ti år, som om vi måtte tænke efter, for da vi endelig kom fri tog det flere uger bare at sortere og kassere de ødelag­ te, inficerede møbler, kasserne med bøger, ting fra børnene var små. Den har fulgt med os, tvivlen. Vi vil gerne tro på, sætte spor, blive optaget af haven, af at plante ting, det giver mening når man bor i et hus som dette. En dag køber vi planterne til en hæk. Seks små træer ligger som pudsige grønklædte børn på jorden, du graver en perfekt, kort rende og planter dem der om eftermiddagen. De trives, udgør kun brøkdelen af en hæk, en lille del uden sammenhæng med noget, folk nede på ve­ jen kigger på hækken som mangler en egentlig begyndelse og slutning. Vi er ligeglade, hundene er ligeglade. Den ældste pa­ truljerer den underlige, ufærdige hæk, bjæffer advarende hvis nogen går forbi den og ind på vores ejendom, den anden løber altid fornøjet hen for at byde dem velkommen, begge skider sorte klumper i gruset eller stikker over til naboen for at tisse på det fineste græs. Vores hus ligger i lysningen. De udstrakte marker foran, vi har endelig formået at forlade byen, få åbent omkring os. 11


Alt bliver til, du skyggelægger med kul, markerne, agerjorden, vejene, nogle detaljer tydeligere, skarpere end andre, visker det ud igen til det næsten ikke er et landskab, deler det op. På lærrederne grunder du altid med sort som for at understrege et mørke som er der først, at lyset kun er fravær af mørke, ikke omvendt, når du begynder anvender du maskeringstape for at få skarpe linjer, du bruger de gamle pensler. Du har fået det store værelse, det jeg kunne have haft, der kunne jeg have skrevet, men nej, det skulle du have, du har brug for vinduer, det lys de giver, jeg vil have du skal have det. Du skal sætte dine lærreder op på min fars gamle staffelier, dem vi fandt i hans hus da vi ryddede ud. En enkel konstruktion af lægter sømmet sammen, han lavede ting selv, du står i det værelse og maler, af og til har du en af hans sweatre på, en sweater med løse tråde nu, og dine hænder er dækket af malerpletter, det var hans også, du lægger dig af og til på madrassen derinde og betragter det du har lavet, og når du står op er dit hår i uorden ligesom hans var når han var optaget af noget, du arbejder nede i det store værelse, og jeg arbejder ovenpå, og midt på dagen bjæffer en af hundene. Vi skal ud. Der hvor vi går, får vi det bekræftet. Her er husene, haver­ ne, garagerne med værktøj og ski og bildæk. Ovenfor jern­ baneskinnerne: en ejendom med et stuehus, nogle udhuse og hunde i en indhegning på gårdspladsen. Der lever de, står bundet til deres eget lille område, slædehundene. Vi hører de­ res gøen, deres glam, lyden er bølger over jorden, en bølge som bliver slået tilbage af andre hunde når de svarer. Nogen siger at der er en ulv på åsen her, den blev set i foråret, den gik langs hovedlandevejen og over en mark, over elven, mod Værket. Ingen har set den siden, det er hundene vi altid hører. Op til vejen, under broen, på den anden side af jernbanespo­ rene, stien til venstre hvor skoven begynder. Der er stille hos hundene, vi går langs hegnet. De nærmeste kigger, overrasket over at vi er kommet så tæt på. Vi fortsætter, forbi løbegården, 12


det er begyndt at regne og jeg løfter hånden for at få hætten på, og den bevægelse er der en der ser. En stor gråhvid hund rejser sig, en indespærret ulv, illustrationen fra en børnebog, se munden, se det store hoved, en linje løber fra snuden og op, den deler sig i panden, et mørkt stempel, en fordybning med to bøjede fjer tegnet i det hvide, en fortsættelse af skoven i blikket, i pelsen som er spættet, en vinterskovbund. Øjnene, lyse glaskugler i en sokkel, blikket bliver smalt mens han ser, vi ser tilbage. Hunden farer imod os, standses af lænken. Ikke en ulv, men måske en slags leder, for nu begynder alle. De står på to ben, kaster sig frem i lænkerne. Vi tumler forbi den hylende, tudende flok; larmen holder ikke op. Loyaliteten, en slags kærlighed, at de passer på det triste lille sted. Først langt derfra, oven over gården, huset og indhegningerne, hører vi dem ikke længere. Alt strækker sig her, vejene strækker sig opad og forbi, mod Roa. Markerne strækker sig mod træerne, stedet hvor skoven begynder, åsene mod tegningerne på himlen hver aften, og om morgenen driver tåge ofte hen over markerne, et gen­ nemsigtigt materiale hænger i luften et stykke tid, løsrevet fra himlen, solen udvisker det langsomt. Alle som bor her, alt hvad de gør, de dagligdags ting de gør. Det er i hvert fald det vi tror. Vi har behov for det, kigger ind i det, standser op og ser, stirrer som hundene efter en bevægelse. Vi går til steder vi har opdaget i skoven. Vi har ingen mål, du ryger og jeg tager billeder, i begyndelsen er jeg sikker på dette sted, vi passer her. Et sted vi passer ind. Så går der lidt tid, du står sjældnere inde på værelset, staffelierne er tomme. Du siger du bare skal købe ny maling. Jeg oplever det også sådan. Vi har taget for mange mennesker med os herud. Nu hvor der er mindre støj, i stil­ heden herude, bliver de tydeligere, de bliver synlige, de tager plads i huset, min far, din mor. Kærester. Andre vi troede vi havde glemt.

13


I huset hvor vi boede før vi flyttede herud på landet, skrev jeg i forskellige rum, en periode havde jeg det lille skrivebord i gangen på anden etage, så flyttede jeg kortvarigt ind i et skab og skrev der, jeg skrev en novellesamling, to romaner, en no­ vellesamling til i det hus som jeg ikke ejede, men fulgte med en slags interesse mens det forfaldt, jeg syntes det var en pa­ rallel til mit eget forfald, vores mulige forfald. Vi kunne ikke tage vare på det, vi forsøgte, vi lejede det billigt, vi malede væggene og satte møbler ind som jeg fandt på et loppemar­ ked. Jeg var så taknemmelig for det hus. Det reddede os da vi ikke havde noget sted at bo, ingen penge. Med tiden svigtede jeg det nok. Huset var som en samling knogler, sat i tilfældig rækkefølge. Anbragt på en måde man engang troede huset oprindeligt havde set ud, jeg tænkte at det var en tegning vi manglede, den vi måtte finde for at få det til at passe sammen, men det var udelukkende vores fejl at vi ikke kunne få de for­ skellige rum til at fungere. En vinter drev der smeltevand ned af væggene, det løb som grå floder ned over tapetet, der var sølvfisk i afløbene, små dyr langs panelerne, svamp i de gamle vinduers rådne træværk, jeg kunne godt lide at bo der, jeg for­ søgte så længe at bo der, vi trak gardinerne for om vinteren, det blev som at bo i en kokon, så koldt i vintermånederne at jeg sov i sovepose med vanter og hue på, ånden fra min mund, hvid og tynd, om sommeren åbnede vi alle vinduerne og sad på den lille trappe ud mod haven. I årevis er det sådan. Tiden forsvinder. Du elsker at sove. Du drikker kaffe, sover. Du vågner, vi ser en film. Vi elsker, knepper, du tager på arbejde. Du læser for et forlag, du arbej­ der som hjemmehjælper, som vicevært. Får job på et kontor, et bibliotek for blinde, tilrettelægger bøger. Du laver skitser og tegner, forsøger at male. Du ringer for sjældent til din mor som har modtaget invalidepension i flere år, du vil gerne. Du vil være sådan, ordentlig. Man du kan ikke.

14


Du har tabt dig i år, du er blevet tynd, mager. Om natten våg­ ner du af mareridt, altid det samme, mennesker der går over markerne med fakler i hænderne, leder efter nogen, efter dig, jager dig ind i en bygning, resterne af en krigsbunker, her­ nede lægger savsmuldet sig i åndedrætsorganerne. De ­mugne, tomme rum, torturkamrene med enorme planter, de voksag­ tige stængler, som kropsdele vokset ind i en hæk. De kan ikke løbe eller komme væk, du må igennem, selv om du ved hvor­ dan drømmen ender, de jager dig videre, til sidst er der kun en åbning, en smal væg du kryber ind i og gemmer dig bag. Mærker himlen over dig, det åbne område derude. Du vågner, altid omringet, undertiden står de parat til at tænde et bål, et enormt bål af affald fra huset er stablet op ude i vores have. Mareridtet gør dig urolig hele dagen, du drikker kaffe for at få det væk, som om der sidder klæbrige rester af drøm bag øjenlågene. Flytningen har ikke forandret dette, det der er i vejen, må­ ske har den gjort det værre, du hader at flytte. Jeg har flyttet så mange gange, jeg er immun, en omrejsende, jeg tror ikke på at være rodfast. Jeg er sikker på at hvis jeg vælger et sted, et hus, bestemmer mig for det, forandres stedet eller jeg. Det er derfor jeg er forsigtig også her, alt for mistænksom, tvivlende, siger du. Men du er også på vagt. En eftermiddag står vi ved hestefolden på gården ved siden af. Der går en brun vallak tæt ved hegnet, længere nede står to andre under et træ, de to heste hviler. Vi går tit herhen for at se på dem mens de tra­ sker rundt i indhegningen, en sort og hvid hund lusker rundt, holder sig væk fra de enorme hove. Dit blik ændrer sig, glider langs de store dyrs konturer, træet på marken som er en del af det store indhegnede græsningsareal; et øjeblik er vi helt rolige, ligesom hestene dernede. Så går vi videre. Vi går over en mark, og de kortklippede stive strå står som pigge, som søm op af jorden, vi går med hundene, går og går, der er ikke nogen vej her, siger jeg for enden af marken, alle 15


vejene stopper jo bare pludselig, ender blindt, nej, siger du, du siger at jeg tager fejl, her kan vi sagtens gå, og så er vi ovre i en urskov, et kaos af lange grene, døde træer, og gennem det hele, langs elven, har nogen opsat tyk, rusten pigtråd, vi går ud af det landskab vi begyndte i, ud af det blide lys, og jeg ved hvor vi er nu, i en af dine skitser. Eller i det billede i ramme over mit arbejdsbord, det af Akira Kanayama som ligner et virvar af tråde. Mørket igen, men om dagen. En mangel som trænger ind i og gennem hver eneste dag, efterlader et hul, trækker lyset ud af det som en svamp suger den hvide maling op fra den sorte grunder, visker den ud, gør den usynlig. Jeg mærker det igen, hvordan dine bevægelser bliver. En sort plastiksæk hvor du samler ting, går rundt og lægger det ned i, alt det du holder af, dine pensler, dine lærreder, tegneblokke, bøger, alt må der­ ned, som beviser, genstande fra åstedet. Sækken, den sorte af plastik, stor nok til at have et menneske i. Se på det alt sammen, og fjern det som betyder noget; dine hænder har ikke malerpletter længere, har ikke haft det i flere uger, hvorfor smider du det ud, spørger jeg, men du svarer ikke. Jeg tager plastiksækken fra dig. Der er en flænge i den, et ret stort hul, hvor jeg kan se indholdet, hvor forskellige gen­ stande er synlige.


På vejen hjem finder du ud af at du har mistet dine nøgler. Du leder i bukselommerne, jakken. Du er ti år, juleferien er snart forbi. Bussen kører gennem gaderne med de velkendte huse, bylandskabet, senere kan du huske at du sad på sædet i bussen og så ud på byen, den lignede rekvisitter allerede dengang, facaderne er limet fast til jorden, pyntet med lys, og over facaderne ligger vintermørket, det giver sig bare ud for at være noget du kender. Du har været længe hjemmefra, det er første gang du har fejret jul hos din far. På vej fra holdepladsen begynder det at sne igen. Du ser rækkehusene på Grevinne­ veien, huset ligger hvor du forlod det et stykke nede af gaden. Du begynder at løbe nu hvor du snart er hjemme. I vinduet er papirstjernen fjernet, men hun tager den altid ned tidligt, første juledag, så rydder hun op, din mor, pynten pakkes ned, juletræet smides ud i haven hvor det ligger og tørrer ind, og nu, efter at din far er flyttet, sidder hun mest i sofaen med sine cigaretter, koncentreret om det arbejde at inhalere og puste røgen ud, som om det er varmt glas hun blæser, ikke røg. Din søsters cykel er væk, hun kaster den fra sig, den dæk­ kes af sne, men styrets håndtag stikker op, som om nogen der­ nede kæmper sig frem, før de bliver dækket til igen af et nyt snefald. Foran indgangen er der tomt, kun en hård hvid skor­ pe af sne mod gelænderet og trappen. Også noget andet er forandret, en lygte er anbragt foran døren, der ligger grannåle rundt om måtten. Du tørrer næsen i ærmet mens du venter, 17


du hører at nogen bevæger sig indenfor, gennem firkanten af glas i døren ser du en skygge, den bliver større, trækker sig tilbage igen, din søster, din mor? Ham der åbner er høj, skægget, du har aldrig set ham før. Han ser tålmodigt på dig. En udklædt, ukendt julegæst der banker på, men omvendt: du som hører hjemme her, står udenfor, mens han, en fremmed, åbner døren. Han taler til dig som om I kender hinanden godt, som om han næsten ven­ tede på dig, på at du skulle komme. Mats, siger han, kom ind, kom ind. I det hus du troede var dit, er der en anden, ny og skarpere lugt, det kan være et forkert hus, du kan have taget fejl, gået forkert, du har aldrig været i et hus så magen til dit eget, men alligevel anderledes. Og du har aldrig set ham før, den skæggede fyr som siger at han hedder Roar. Skohylden er ny, telefonen er den samme grå, men står på et andet bord; et spejl med plastikramme er hængt op over bordet. Fyren du ikke kender tager en lap papir frem, drejer et nummer, venter med røret i hånden, han ser ikke på dig, men ind i væggen, inden han lægger røret på igen, ingen hjemme, siger han. Nu hvor du går gennem huset med Roar, bliver du klar over at forandringen er total, at værelserne har skilt sig af med den tidligere indretning. Han spørger om du vil vente her i gangen, du nikker, du ved ikke helt hvad du venter på. Væg­ gene er nye, fyldt med billeder af andre, ukendte ansigter. Et fotografi af Roar i jakkesæt, kvinden ved siden af har slør og hvid kjole på, de står vendt mod hinanden, men ser direkte på dig, hendes arme ender i et væld af blomster, sort og hvid. Du får en taburet at sidde på. Gennem den åbne dør til køkkenet kan du se at Roar har sat sig ved bordet sammen med hende som du genkender fra billedet. Du lytter. De taler sammen, diskuterer mens lyden af bestik og glas og tallerkener gennem den åbne dør er tydeligere end stemmerne. Han kalder hende Cecilia. Han prøver igen med telefonen i gangen. Cecilia spørger om du er sulten, vil du have noget at spise, er du tørstig? Du 18


ser på døren, væggen, dine bukser, fra håndryggen skaller resterne af et sørøverskib af, en tatovering klæbet fast med vand, du nikker og bliver fulgt ind til bordet i dit eget hjem. Nye gardiner, hvidmalede vægge, kun skabsdørene har stadig den velkendte farve som din mor kalder en fornærmelse og hvert andet år planlægger at male. En tallerken bliver sat foran dig, køleskabet larmer som det plejer. Du tager vandglasset og drikker, det smager som før, det er dit vand! Roar siger at de har fisk i dag, Cecilia siger du bare skal spise så meget du vil, du sidder mellem dem og lader som om du er en naturlig gæst, eller måske et barn som bor sammen med dem, og de lader også som om. Der er ikke noget barn her, hvor er deres barn, bor de alene, du fornemmer deres bekymring, hvordan skal de få dig til at passe ind, hvor skal de gøre af dig. Efter maden som du ikke har spist op, spørger du om at gå på toilettet. De nikker, noget ved spørgsmålet gør dem til­ fredse. Din krop fungerer som den skal, du skal nok klare dig. Du må være træt, siger Cecilia. Du ved ikke hvorfor du skulle være det, men du nikker og forlader bordet. Dit værelse er væk. Væggene er tomme, fodboldplakaterne revet ned. Vinduet er en foruroligende åbning uden gardiner­ ne. Cecilia og Roars værelse ved siden af, på deres natbord ligger penge, nogle sedler holdt på plads under en vase. Du tager en seddel og stikker den i lommen, en nem lap papir, fugten i dine fingerspidser. Resterne af skurepulver på toilet­ låget, håndsæben på hylden i badet, du har set din søster nø­ gen i badekarret, hun rejste sig, vandet løb af hende, en glat, næsten olieret overflade, den fregnede hud og en pil af viltert hår der hvor lårene mødtes, før hun råbte at du skulle lukke døren; din far satte de knager op mens han stadig boede sam­ men med jer, du holdt skruerne for ham, der var en alvor over det, mellem jer, her hængte du dit håndklæde, søsteren havde sit ved siden af. Knagerne er tomme. Du pisser en tynd stråle i det gamle toilet. Spekulerer på om de kommer tilbage. Din mor. Din søster. 19


De to som du ikke kender står i gangen. Roar lægger telefon­ røret, siger: Det er beklageligt at det skulle gå sådan, nogen burde have givet dig besked. Har du lyst til at se lidt tv? I stuen har de flyttet møblerne, som ikke er de møbler du kender, til den anden side af rummet, du vidste ikke at det var muligt, det var som en lov at sofaen kun kunne stå der, stolen der, du troede ikke at de kunne flyttes uden for en bestemt radius. Nu er de ikke alene flyttet rundt, de er forsvundet. Rummet er en erklæring, alt er upålideligt, dette er en scene hvor det er naturligt at rekvisitter erstattes af nye, folk kommer og går. Uklare, påfaldende tomrum på væggen, skygger, ellipser og firkanter. Det kliniske lys gennem en hvid lampeskærm, jule­ træet har tættere nåle end tidligere, kuglerne blinker. Angsten er en lille smerte i maven, hvis de er væk, din familie, hvorfor tog de ikke dig med. Du og Roar går over til naboen, Roar forklarer at der er op­ stået en situation. Naboen som du kender som en solbrændt ryg på græsplænen om sommeren, står i den åbne dør, plud­ selig en skrøbelig bro til gamle dage hvor du boede her. Han har julekomsammen, nogen derinde trykker den ene tast ef­ ter den anden ned på en trækharmonika, naboens åndedrag tager plads, det omfavner den kolde luft og sætter sig i dine næsebor, alkohol og ribbenssteg og konfekt. Roar spørger ef­ ter din far, for fanden da, siger naboen, han bliver ikke nem at finde, han sidder sikkert allerede på en eller anden bar, du ved at det er sandt, din far kan fem sprog, han underviser på Han­ delsgymnasiet i Tønsberg, men kan ikke gå forbi en bar eller café. Han drikker med sine venner, og når vennerne går hjem drikker han med personalet, med dig. Bagefter drikker han i stuen derhjemme, han kan drikke i bilen, du tror du engang så ham drikke mens han sov, hæve glasset i søvne, finde læberne, sætte det på bordet og sove videre. I går tilbage til Cecilia. Du sidder i den gamle, nye stue og venter med de to ukendte, med Roar og Cecilia, drømmer et øjeblik noget som er et flydende 20


stof, det løber gennem dine tanker som koldt, klart vand, før dørklokken vækker dig. Din far træder ind ad døren, tv-programmet er slut, et nyt begynder, du har nået en tilstand af varme, forvirring, alt her, stuen og tingene, smelter og glider ind foran en skiftende, skingrende baggrund. Du burde være gået i seng nu, men du har ikke noget værelse længere. Din far er vred, han har lige fået at vide at din mor har taget din søster med og er flyttet til Oslo, han kan ikke forklare det, han standser sine ord som man standser en bil uden lys. De to andre nikker. Du vil ikke gå, pludselig vil du ikke gå, det er et indfald, du okkuperer sofaen og nægter at følge med. Han er overtræt, siger de. Din far hiver i dig, Cecilia henter et stykke chokolade, hun læner sig frem og giver dig et hurtigt knus, du bliver overrasket over den varme omfavnelse, du kender hende ikke, men du er ble­ vet et barn man har ondt af. På vej ud lader du fingrene glide hen over væggen, døren, håndtaget, ingenting at holde i, in­ genting holder igen. I står i døren mens du tager skoene på, der kommer en pige op ad trappen til indgangen, en pige på din egen alder, måske er hun deres datter, hende der skal bo i dit hus, hun er bleg på den måde en væg er det, som om huden er det tynde, tynde yderste lag af maling eller et sart tapet. Hun skal ind, du er på vej ud, I går forbi hinanden, hendes blik på dig har en antydning af hård tilfredshed. Det er næsten mørkt nu, kun julelysene i vinduerne, stjernerne spredt og tilfældigt på him­ len, du vender dig en gang og ser, måske nogen i vinduerne bagved, måske pigen, det som kunne have været din familie. Du vil løbe op ad trappen, skrige og råbe at det passer ikke, det er dig der bor her, det er dit hus, men når du ser på det nu, ved du at det ikke er sandt, tanken om at det måske aldrig var det, som en kuldegysning gennem kroppen, som begyndelsen på en langvarig forkølelse.

21


Nogle år senere ser du ofte din mor sidde i stuen og holde øje med verandadøren i den nye lejlighed; hun slapper af i den røde stol med det stramme betræk, ryger når hun er træt, arbejdet er begyndt at være en plage for hende. Maria hedder hun det år, navne er noget hun afprøver, hviler i som i andres senge. De tilbagevendende indfald får hende til at rejse, ønske at være en anden, engang smed hun alle fotografierne af dig og din søster væk, flere album, gamle bøger og vinylplader. Hun vil på ferie, hun finder et sted hun vil rejse til, men så vil hun alligevel ikke. Du ser hun har cigaretten i hånden, den vaklende aske yderst, hun sover, hun har sovet siddende, hun vågner og ser på dig, kom her, siger hun, Malukk. Min ven, kom her. Du går hen til din mor som sidder med krum ryg og vær­ ner om røgen, det evige kæledyr, kroppen er et klart G når du betragter hende fra siden, jeg holder så meget af dit lange hår. Det klæder dig. Du sætter dig på armlænet, hun løfter den venstre arm og stryger dig kejtet gennem håret. Min kære dreng, siger hun, kære Malukk. Hun spørger om du har noget andet at ryge, om du har noget der er bedre end tobak, for nu føler hun sig nervøs igen. Jeg er så nervøs, Malukk. Om jeg har hvad, spør­ ger du med det ansigtsudtryk du har tillagt dig, det som ikke siger noget, ikke møder noget. Hun ler, åh, du kan ikke narre mig. Jeg ved hvad du har. Vær nu en sød dreng, siger hun, 22


appellerer hun. Du går ind på dit værelse. Du åbner kommo­ deskuffen der stadig er dekoreret med gamle klistermærker, Tom jagter Jerry, katten strækker altid armene ud efter den irriterende mus, og dernede, gemt mellem underbukserne, er det du leder efter. I stuen sætter du dig ved siden af din mor og ruller med fingre som et barn, hun klapper dig opmuntrende på låret, gaber, du afkorter cigaretten og fisker lighteren op for at tænde den tynde papircylinder du rækker hende, hun suger røgen ind og holder den i lungerne mens øjnene bliver små, forsvinder dybere ind i kraniet, du ved hvad jeg har brug for, det gør du, siger hun og hoster. Det er kun dig der ved det. Marina, din mor, går gennem porten ind til Ullevål Sygehus hvor hun arbejder som sekretær, hun arbejder på afdeling syv, hvor selvmordsforsøgene kommer ind, hendes opgave er at skrive alle detaljerne ned, overføre dem til rene, læselige jour­ naler; hun transskriberer notater, læser selvmordsbrevene, de skrøbelige ord, lægger dem ind i arkiverne. Hun er femogfyr­ re. Hun går mellem murstensbygningerne. Træerne er snart nøgne, der har været et nyt angreb i Libanon, at høre om krig gør hende nervøs. Hun standser op ved siden af en dreng som er på vej i samme retning. Er du ikke en ven af min søn, Mats? spørger hun, drengen ser bare surt på hende, du ligner i hvert fald hans ven, siger Marina inden hun fortsætter ind. I perso­ nalerummet på den afdeling, hun arbejder, har der samlet sig en lille flok, i midten står B, hun har et skarpt, uvenligt ansigt, hun viser et brev frem hvori Marina anmoder om at blive for­ flyttet til en anden afdeling. B har en overordnet stilling, hun har fæstet sig ved Marina, noget ved Marina gør hende rasen­ de, hun spørger: Det er dig der har skrevet det, er det ikke? B gør nar af brevet. Hun ler af Marinas forestilling om at hun er betydningsfuld nok til at kunne skifte afdeling. Hvad mener du med det her, siger hun og læser dele af brevet højt, det vel­ formulerede brev din mor har skrevet, din mor har altid været dygtig til at skrive breve. Marina siger hun føler sig svimmel. 23


B ler og spørger om de måske ikke skulle flytte hende med det samme, hun kan komme til at arbejde et andet sted, få eget kontor, navn på døren, så får hun det sikkert bedre. Din mor finder sin plads foran skrivemaskinen, hun har en bunke papirer hun skal igennem inden hun kan holde frokost, foran hende er vinduet og udsigten til en anden bygning. Hun bliver siddende og ser på bunken. Hun er træt, drikker for meget kaffe for tiden, af og til bliver hun stående i rygepausen og ryster, hun synes hun føler stanken af betændte sår fra pa­ tienterne på dermatologisk. I hendes journal står der senere at B forfølger, mobber og latterliggør hende over for de andre ansatte. Marina selv siger at det ikke er sandt, B var magtsyg. Hun kunne ikke lide når jeg skruede ned for mit høreapparat, siger hun. Men en dag opstår der et skænderi som gør at Marina ikke kan gå på arbejde i en uge, ikke kan gå ud, ikke kan andet end at drikke kaffe, ryge, hun ligger i sofaen med hunden ved siden af sig. Du sover ikke, du har mavesmerter som kommer og forsvinder igen, hun giver dig piller, hun giver dig hostesaft med morfin, tabletter som rohypnol og aporex, tager det med sig hjem fra hospitalet, der er aldrig problemer med recepter. Du ruller de hurtige joints for at sove, for at få fred, ryger, tager pillerne. Renser høreapparatet for hende. Du vågner en af nætterne og opdager at Marina står og kæmper med døren ud til altanen, siger hun ikke kan få den op. Du er træt, mor, siger du, hvad skal du ud for? Din mor inhalerer, hun begynder at skodde cigaretten i kaffekoppen på bordet, jeg forstår bare ikke hvorfor den dør ikke kan åbnes, siger hun. Den har slået sig efter al regnen, svarer du, jeg ser på den i morgen. Tror du det? siger Marina. Kan du hjælpe mig? Ja, siger du. Men i morgen. Det er koldt nu. Marina forsøger at tænde en ny cigaret, hendes hånd ryster sådan når hun holder lighteren mod spidsen, hun klemmer ar­ mene tæt ind til kroppen for at få ild, men giver op. Sætter sig i 24


stolen. Kan du ikke gøre det nu? siger hun, vær nu sød, Malukk. Jeg nyder at stå der, det ved du, og tænke på gamle dage og se på lysene fra byen. Hendes pande er våd af sved, det sorte hår fugtigt og glat, og hænderne ryster stadig, derfor har hun sat sig på dem nu. Du bliver klar over at du ikke skal åbne døren, det passer ikke det hun siger. Jeg vil bare se, siger hun og ler. Som en lille marekat ler, et skrig gemt i bunden af en hikstende latter. Vær nu sød, siger hun, vær nu sød, men du følger hende hen til værelset, hjælper hende i seng. Du tager jakken af hende, tøflerne, mens hun sidder på sengen, du lægger tæppet over hende, sov nu. Din mor bliver indlagt efter et sammenbrud, detaljerne står i journalen. Hun har lugthallucinationer af sår i forrådnelse, af lig, hun er holdt op med at sove. Hun kom altså til at skifte afdeling til slut, men hun er ikke indlagt på det hospital hvor hun arbejder, hun ville hellere have været et sted hun kender. På den anden side, det ligger ikke så langt væk. Det er mit arbejde lige derovre, jeg sad altid sådan at jeg kunne se ud, der er min arbejdsplads, siger hun til en af plejerne da de går forbi et vindue og Marina mener hun kan skimte det område hvor hun har arbejdet indtil for nogle uger siden, lige der, bag ved træerne, er der et lille rum med lysstofrør i loftet, et bord med en kontorstol, journalerne i en pæn bunke, den tomme kaffekop, skrivemaskinen; kontorets inventar sidder i bevidst­ heden og tynger som murstensbygningen det er en del af, hun peger i den retning når hun går forbi. Jeg skal begynde at ar­ bejde der igen om nogle uger, forklarer hun sygeplejersken, når jeg er udhvilet. Sygeplejersken siger at det er fint, det er godt at komme tilbage på arbejde. Marina nikker, alt er visket ud, ingen lugte, ingen stank i dag. Hun vil gå forbi vinduet så ofte som muligt, se derover, det er som om hun passer sit arbejde, det at hun er lige i nærheden. Til en anden plejer forklarer hende at den bygning hun ser, slet ikke er hendes arbejdsplads. Vi er jo langt derfra, siger hun. 25


Marina tror først at den anden lyver, det kan ikke være sandt. Senere undgår hun vinduet. Efter nogle uger udskriver hun sig, eller overtaler en læge til at gøre det. Marina åbner døren til det sted hun arbejder, kollegerne hilser, ønsker hende velkommen tilbage, en fra Drammen si­ ger det er godt at se hende, afdelingen stråler i fluorescerende lys, det lille kontor er blevet en sal, strømmen summer i de elektriske skrivemaskiner, i lamperne rundt om hende, et øje­ blik bliver hun svimmel, men hun når frem til skrivebordet. Hun arbejder en og en halv time, så må hun på toilettet, på vejen ud møder hun B som spørger hvad Marina laver her nu, du skal ikke være her, siger hun irriteret, hvem har sluppet dig ind, jeg arbejder her, siger Marina. Ikke længere, siger B, vær nu sød og gå. Du er en patient, fru Kober, siger hun. Men jeg har arbejdet her så længe, siger din mor, jeg har en masse at lave, der er en hel bunke der venter på mig. Jeg har været ansat her i mange år. Ja, men så blev du patient, siger B, og så kan du ikke arbejde her længere. Marina tager sig selv i armen, som om hun selv er en for­ bipasserende der ser at denne Marina har brug for hjælp, hun er noget der er sluppet ind, som strejfer rundt i gangene, men hun må støttes, kan jeg i det mindste få lov til at bruge toilet­ tet, beder hun, hvis du skynder dig, siger B, men så må du gå. Marina kommer tilbage til kontoret, samtalen på gangen må være sluppet igennem den halvåbne dør, for to af kollegerne er optaget, arbejder og arbejder, Marina går hen til sit skrive­ bord, finder den grå taske som hænger over stolen, brillerne i skuffen, de falder på gulvet, hun bøjer sig ned og samler dem op, og da hun rejser sig ved hun at de iagttager hende, hele det lille rum er samlet om den bevægelse fra gulvet til oprejst stilling, men hendes blik er ikke hurtigt nok. Netop da hun ser op, sidder de bøjet over arbejdet igen. Jeg beklager, siger hun, jeg troede, jeg skulle vist ikke være her, det var ikke meningen. De smiler, en efter en smiler de 26


når hun ser på dem. De er tavse, de smilende, kun hende fra Drammen der arbejder i kontoret ved siden af, kommer hen til hende, held og lykke, fru Kober, siger hun, til lykke, tænker din mor. Men med hvad? Hun vil ikke gå, men hun har jo lige fået lykønskningerne, den uventede varme, det må være noget værd. Lykønskningerne er en vag, men optimistisk tone i hendes øre, til hun opdager at det kun er høreapparatet der durer, og slår det fra. Mens hun går ned ad korridoren, bliver hun overbevist om at du og din søster venter udenfor. At de har ringet jer op, selvfølgelig har de ringet, og I er kommet for at hente hende med hjem, hun går hurtigere nu hvor hun er sikker på at nogen venter på hende. Udenfor er det koldt, det river i huden som en lussing på kinden da hun vender sig om på den tomme parkeringsplads. En uge senere står hun på altanen, hun har skubbet en stol ind til murstensvæggen og ryster sådan på hånden mens hun prø­ ver at tænde den sidste cigaret, kun en til. Din søster får døren op, griber fat i din mor, i natkjolen og håret, i Marina som støt­ ter sig til muren og prøver at klatre op på stolen, ud på kanten. Marina kæmper, men din søster er stærkere og får hende ned på gulvet, der ligger de, hun havde kun natkjole på, intet andet, fortæller din søster om og om igen, som om døden havde været bedre hvis den bare havde været mere påklædt. Om sommeren er gaderne i byen absolut bedst, du sover gen­ nem dagene, du går først ud efter at det er blevet mørkt, til parkerne eller til nogle ældre piger du kender, de bor i en lej­ lighed hvor der altid er mennesker. Du går hen til skolen før sommerferien, til skolegården, hvor dine venner er, I bliver så hurtigt ældre, de spørger hvor du har været, du kommer her så sjældent nu, du har opgivet skolen, det er alligevel sidste år, du står på scenen i aulaen på Marienlyst med de andre, på en af bænkerækkerne hvor forældrene sidder, synes du at 27


du ser din mor, hun vinker ivrigt, nogen må have bedt hende skodde cigaretten, de må have fulgt hende herhen, du troede hun stadig var indlagt, du er ikke i stand til at vinke tilbage, stenet af piller må du vende din opmærksomhed mod det der foregår heroppe, tiden er inde til at gå over scenen, modtage eksamensbeviset. Det bliver din tur, du tager et skridt fremad, scenen hælder, du kan ikke holde hovedet oppe, du kigger ned mod publikum igen og Marina er væk, scenen er en platform, urolig som sammenkoblingerne mellem vognene på et tog i fart, folk skubber forsigtigt til dig, du er den sidste over gulvet, inden du når frem er de begyndt at synge, uanset hvad de syn­ ger er det hvisken i dine ører, et mægtigt, dæmpet kor.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.