Koeresporten_1_2011

Page 16

Niels C. Nielsen in memoriam

Lars Dau og Peter Chr. Jespersen kørte

den sidste tur med Niels C. Nielsen.

Niels C. Nielsen sov stille ind den 22. november og fik fred. Han skulle hjem til mor og Peter, som han sagde. Bedstefar blev 89 år, men kæmpede de sidst år med vand i lungerne og sukkersyge. Niels var æresmedlem i SKS, hvilket betød rigtig meget for ham. En stor tak skal lyde til både SKS og Revsø og Omegns Rideklub for fanebæring ved begravelsen. Kørsel betød rigtig meget for Bedstefar. Det var ham meget magtpåliggende, at den gamle tradition kørsel med hest og vogn bliver ført videre. Han har gennem tiden hjulpet mange kuske i gang. Til DM i Horsens i 1982 måtte Peter Chr. køre hans 2-spand hest, da han selv havde været indlagt på hospitalet kort forinden og derfor ikke selv kunne køre. Herefter gik han hjem og startede et nyt pony 2-spand op, så Peter Chr. kunne blive ved med at køre med de store heste. Bedstefar har været til et utal af stævner og alle DM’er enten som kusk eller som tilskuer, på nær de sidst to år, hvor helbredet ikke tillod det. De sidste år ventede han tålmodigt på, at vi skulle ringe og fortælle om, hvordan det var gået – helst efter hver disciplin. Han var en af de kuske, som satte stor pris på dressuren, og han holdt fast i, at maraton godt kunne køres i dressurvognen – da det ikke var muligt mere, stoppede han med at køre konkurrencekørsel. Bedstefars eneste flyvetur var da Peter Chr. skulle deltage i sit første VM i Ungarn i 1999. Det var altafgørende, at han kom med, men den lange køretur kunne han ikke holde til. Moster Kanne påtog sig opgaven med at få bedstefar til 16

Køresporten 1·2011

Ungarn. Da de endelig var kommet frem til lufthavnen i København med toget, var de nær ikke kommet om bord på flyet, for Bedstefar havde naturligvis sin lommekniv i lommen – en saddelmager kan jo ikke komme til kørestævne uden sin kniv. Da Peter Chr. skulle til VM i Riesenbeck i 2001, tog moster Grethe med på busturen, så Bedstefar endnu en gang kunne komme med ud til nye oplevelser. Det var også Bedstefars fortjeneste, at jeg begyndte at køre med shetlænderne. Elsebeth og Svend Åge havde taget initiativ til at afholde et shetlænderstævne på Vojumgård. Det kunne naturligvis ikke afvikles uden, at vi skulle deltage, når vi nu havde nogle shetlændere gående, som vi brugte i rideskolen. Han kom med nogle gamle seler, som vi kunne starte træning med, og så syede han et helt nyt sæt, som vi kunne bruge til stævner. Han var meget stolt, da vi i 2002 blev danmarksmester med shetterne. Bedstefar havde selv planlagt sin sidste køretur, som skulle være i hans hjemmebyggede turvogn. Da vi kom for at sige farvel til ham, kaldte han Lars hen til sin seng og begyndte at forklare ham, hvor han kunne finde de forskellige ting, der skulle bruges til at bygge turvognen om til ligvogn, men tilføjede dog ”nå ja det finder I selvfølgelig ud af”. Æret være Niels C. Nielsens minde. På familiens vegne Anne-Mette Jespersen


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.