Ed Atkins. Safe Conduc - dansk version

Page 1

#1

Kære […], Før før og massevis af år før, begyndt for alvor i og på trods af en ide jeg totalt skulle have modstået (trangen til at forudse og afgrænse manglende forståelse), troede jeg virkelig, jeg havde in-troduceret projektet til dig. Undskyldte for langsommeligheden. To gange. Flere. For mange gange til at være sikker på troskab. Sædvanlige undskyldninger ophobet: blusning, forgiftning, alt kastet ud af vinduet, en kæberasler. Og selv om det aldrig rejste sig og rystede sin retarderede og åndssvage arf sig, synes dens insisteren på uoprettelig ruin en rimelig gave, alt taget i betragning. Evnen til ikke at komme sig forbeholdt fortiden alene og kun FAKTISK. (Vi så ‘Interstellar’ og tænkte på relativitet, kærlighed, kvantumnonsens, osv. Hovedsagligt tænkte vi på en dværgmuserummand, der stak til bøger på en hylde eller klimprede den lange viser fra et ur og lige mod sin datter. Tid var elastisk – den kunne ikke gå baglæns, og dværgmuserummanden var ligesom et par hundrede år gammel og boblede til en buksepresse over CB.) Fem for ti, som det var: min tidsrejsendes potlatch gået skævt. Det andet hejs handlede mere om dage og alle mulige andre ting, der blev nummereret. Ugjort og dødgjort. Men! Jeg fortalte dig ting: Det rødbrune, der lejede mit ansigt, var blot tre i diameter, men sad løst. Som storkebid ville den have været større, hvilket skulle have sagt dig noget.

Den fårbundne øjenkrog afstand var to. Thoraxisk treordnet et sted mellem en sund rysten og et kvalmende flydende ton, og jeg var fem i bedste fald. Var klar på at være blevet bytte. Nummer to kom. Mine, øh, ben pumpede en slags giftig fedt kun gennem de akavede kanaler, som blev hæmmet til otteogtyve, niogtyve. Jeg betalte en eller anden stodder tredive for at stikke den dillerporede klovn en. Det virkede ikke. Jeg ville bare have det ned til tolv, tretten. Det virkede ikke. Du var en smuk pundmønt, din gamle støbe. Og engang var det her, øh, en e-mail, indtil det ikke var. Indtil jeg skubbede det igennem et talkværnet, indbildsk slag. Undskyld. Engang et kærlighedsbrev, indtil den blev udstødt som nihundrede enorme leddelte fingereringer, opblæste og formørkede med dampende ensomme kniberier, o! Selvom ros faktisk simple metoder. Nummererede menige. Så godt skubbede jeg den. Tilføjet med rødt, gjort i det, det altid-allerede-agtige af tilføjet -agtigt. Så jeg påløb dødt væv af præsenteret og overbebyrdet, vores skrammels køl, smidt ud. Alt dette blev skitset af en talblind elsker over det forgangne årti. Engang kunne jeg ikke engang læse tal – betragtede dem bare. Så hvad tænkte jeg? - Jeg var helt og aldeles din elsker, indtil jeg ikke længere var det. Indtil jeg skubbede det igennem et talkværnet, indbildsk slag for et par uger siden. Udsigten, så. Støvet til, øh, forgyldt. Vi betragtede udsigten og klædte den fanme godt på. Udsigten var rigtig fantastisk og fantastisk påklædt. Vi hyllede den og formåede endda at smadre glasuren en enkelt gang. Virkelig noget. Så der var det: Virkelig noget. Selv om resten berettigede undskyldning mindst én gang. Mere for store, dumme forsyn end vores neder besidderiske skyld: alt sammen rose og oliven og skarntyde og forsølvet med stort VAR. En eller anden, en tiloversbleven drømt rædsel – og så, batteri sulfateret. Jeg var ikke engang kommet overens med ideen om, at den havde været fuld af væske, før den sprangt et par årtusinder: varm tid udtørrede den, makker. – Hvad var entropi hvis ikke, du vidste? –


Den morgen med den udsigt. I mellemtiden, efterårsagtigt var det, var det ikke bare. Så da knagede november-gulvbrædderne virkelig ikke på kattens krøb ligegyldigt hvordan strøget med koldt snuptag. Men engang gjorde jeg det helt sikkert og ville have rullet, øh, tyve dyner op? Varme og queen-sized og trak hårdere end rystet, hvis jeg havde været vågnet (Jeg tror, jeg har nævnt det her før). Tidligere var afklædt til bøffelskind, totalt grov sundhed definerede din og min intetanenhed. Vi vidste, hvad de sagde, vi kendte vores konfiskerede hjerters vitale statistikker. Vitalitet var stadig virkelig IN, selv om vi forkrampede med kunstighed. Og vi var kommet ind igen, foragtede den dag, hvis lys ikke var, ligesom, behageligt – søgte i stedet en falsk tusmørkes rødmen, det lys blomstrede kildeløst, indtil det ramte hud, eller indtil det ikke kom under ting som fire puder eller en tynd madras eller under sengen med øjet eller fundamentet eller din krop. Solen havde intet på os – og kunne heller ikke slå alfaforfald tilbage eller chokbølgerne. Det kunne sengetøjet heller ikke som sprang hele to meter op luften og brød ud i flammer. Og det lød som den måde, du talte, selv om du aldrig ville have sagt noget lignende. Din, Exxx


#2

Kære […], Jeg husker dig særligt, når du kraftfuldt håndterede dyr. Så katten blev knust for at gnistre op af hendes varme børster og, øhm, vufferne, dybest set pølsevarer, smaskede fugepistolmetalmasse i deres egne hænder-af-en-slags. Gault blev kastet og smattet mod muskuløse rygge og spartlede de hvide fliser, fregnet på hysteriske omdrejninger i minuttet. I stuen iførte vi os vajdmasker for at undslippe det historiske, hele dokumentet. Eller der var dengang, vi blev helt lavet for fedtede skarer af pensionister. Eller dengang vi potede os op af kløfter og dykkede som dugfriske stoddere. Eller senere da vi forbød den svinske skubben rundt. I stedet tog vi os god tid, smølede og druftede bare rundt i det. Nogle gange parkeret og den gyldne røv igen, var det ikke. Sjofel glasur før et tilstoppet kys på de digitale volde. Kørte langsomt rundt uden mål; god tid på fel, var bare DET. Vi afslørede os selv for at skylle spil som en billardkugle med forbandet farvevajd; vi kneppede for at gå fra hinanden. Forudsigelige Røvhul til spørgsmål stillet i form af to lakerede kroppe lempet på den knirkende fletteting og fletindrykkede lår antyder de forhold, der er skrevet overalt på din grøbende mos. Oplistet, du nærmest til stede, ’Her er trukket blod’. Din raske tunge og jeg trak os virkelig op, da vi hørte det, alt sammen måmlende ved afgangsgaten, splittet sammen, du og jeg, der efter ordre kaster tusindvis af fulde vandflasker ned ad slisker.

Det er ikke, som om vi kyssede så varmt og holdt som bare det: mine hænder var over det hele: færdig. Selvom vi gik hen og fik en forstuvning og helt sikkert sprang saliva og fandt sammen under din tunge, let-agtigt. Let nok til at irritere de der holografiske job-værdige, der kun kan drone den anti-erotiske smertes forrykte tale. Jeg var lidt beruset på flyet. Hastigt på vej væk fra dig. Omringet af miniatureflasker og tonic doblet op i plastickrus, smeltevand over de evige-alper eller et eller andet. Tilpasset tilfredsstillede mænd massivt på business. Fantasien, som var gnedet øm, var da rigdom af jagtet guld på tværs af Alperne. Eller pauser af færdiglavet og grønt rundt om Alperne, der bliver gengivet som diagrammer op i pissoiret eller ned i det kemiske toilet. Og jeg prøvede på en eller anden måde at låse kruset op i stedet for at splintre det på trods af de materielle kvaliteter ved engangsplast og mine TÅBELIGE tænder; kruset klagende mellem mine spændte lår, midtergangdækket i broget kul af bomuldsyntetisk kors med blødt legereb løsnet knude og ikke byttet et andet sted så nok lidt stinkende. Medium til moderat smudsige tanker udspillet i mit hoved, mens jeg lyttede lige nok til at vide, hvornår salgsvognen trillede forbi. Så jeg rakte ud for at vinkle den stive, lille luftdyse – armhuler, der åbner sig – og justerede det til at blæse på mit klistrede pandehår med tanke på dine gennemblæste grimasser, post-, beroliget. Og de elastiske sorte slacks af andre par bukser slasket på jorden på samme fly flød sammen med mørkere pletter og endnu mere dværgagtige former for spiritus – sammentrækkende den forskellige sygelige friktion af meget, meget tættere vævet stof. Jeg kunne næppe forestille mig hver enkelt af de klamme kønsorganer ombord på flyet, men jeg prøvede i den grad. Begyndte med at forestille mig hver en fed windsorknude løst op til en halvgalge, hver en lynlås ned, hver hånd krøb ned på vilde måder de knapt var klar over: tal der indlæste uhyggelige, refleksive ønsker baseret på deres pligter, befriet! Uhæmmet halv time hvor alle begraver deres skyer, og så rører dem med fin drillen og urørte designs, opflammer nerver laaaangt ud over det sædvanlige. I et stykke tid var alle i sync, opfyldte af nyhederne om hvilken som helst fred, der var tilbage på jorden.


Mellem os, piloterne oppe foran har stille vist nedsat evne til at flyve med ILS-landingsanlæg eller flyve efter instrumentflyvningregler og selv det at udføre rutineopgaver efter visuelflyveregler, når de var en anelse påvirket af miniaturesprutten. Så vores kaptajn er desværre ædru. På den anden side vedligeholder vi utallige, frosne tons af begær: Jeg kan ikke tænke på noget mere trist end det her teksttv-lort, der flimrer på de små skærme. Jeg sværger, at ud af vinduerne så jeg vingerne blive natlige og læderagtige, skat. Og og og de begyndte at flapre mod hinanden foroven og forneden af hvert langsomt vingeslag. Ligesom forarbejdede klapsalver på en foregribende måde; kontrollerede åndedrags sang opgraderet for nydelse og ført tilbage, en fælde, der tilsyneladende stiger for at tilskynde vores egne rytmer. Tættere på flyets forende, bag fattigrøvsgardinet, fandt tørre forretninger sted og indskrænkede knepperiet, men ved du hvad? Vi kan glemme dem. Jeg bliver virkelig ved med at tænke på de der skumle skoleportrætbilledark: stiplet tåge af lusket fremtid eller en psykisk INTETHED tvunget ud af børns baghoveder af blitzglimtet, ud gennem den genåbnede fontanelle for den aktuelle, berusede kant, følelsesmæssigt blodstyrtet af en afbrudt geografi eller historie eller interplanetarisk kolonialisme. Og jeg åbnede ligesom bare mine øjne og så en udspredt lilla, solnedgang lammeagtig og skrigende med al et døende båls manglende interesse: alle på flyet delte, velvidende at denne e-mail ikke ville sende, før jeg landede. Jeg var der, overskyet og med svulmende hovedtelefonfantasier og kærligheder og lyttede til D’Angelo og hev en slags drøm op: Forelsket, min ven. Og med intet vigtigt: hold kæft, den var vigtig, den der. Vil sende hvis du ikke født allerede huvde det, den tynde luft. Jeg tænkte som sædvanligt også, om han eneste menneske jeg kunne tale til på den måde – selvom det ikke var tale, men remse. Hvem bekymrer sig? Jeg fik en dobbelt på nedstigningen: Skat! Det var ufrivilligt. Jeg elskede dig! Så højt. Tingene var vigtige igen! Hvordan? Et eller andet og så uendeligt højt. Fuld. Men det var virkeligt, og jeg havde lyst til at græde. Og jeg havde lyst til at holde om dig, og jeg elsker dig xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

Kærestebrevene af Ed Atkins er før vist, sporadisk, på 80072745.net Oversat til dansk af Kasper Opstrup, redigeret af Cecilie Høgsbro Østergaard Ed Atkins 2016


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.