Føljeton 2012 Trosbekendelsen - en semesterføljeton by Lise Lotz

Trosbekendelsen Semesterføljeton foråret 2012

Studenterpræst Nicolai Halvorsen Akademisk medarbejder Lise Lotz StudenterMenigheden i København

Trosbekendelsen Indholdsfortegnelse Trosbekendelsen I – Intro ............................................................................................................ 3 Trosbekendelsen II -‐ Trosbekendelsen – og om at lære udenad. En tvivlsbekendelse. .................. 4 Trosbekendelsen III – Hvad vil det sige at tro. Tro og tillid. .......................................................... 6 Trosbekendelsen IV – Guddommeligt teater eller... ..................................................................... 9 Trosbekendelsen V – Ubetinget tillid ......................................................................................... 11 Trosbekendelsen VI – Djævelen? Og alle hans gerninger? Og alt hans væsen? ........................... 13 Trosbekendelsen VII – Hvad eller hvem er Gud? ........................................................................ 15 Trosbekendelsen VIII -‐ Treenighed? Tre-‐i-‐en? Hvorfor ikke 17? .................................................. 17 Trosbekendelsen IX – Guds relation med verden ....................................................................... 20 Trosbekendelsen X – Opfaret til himmels .................................................................................. 23 Trosbekendelsen XI – Gud Fader og noget om spørgsmål ........................................................... 25 Trosbekendelsen XII – Dommen ................................................................................................ 27 Trosbekendelsen XIII – Gud Sønnen, lort og lagkage .................................................................. 29 Trosbekendelsen XIV – Helligånd, åndedræt og pinse ................................................................ 31

Trosbekendelsen I – Intro

Hvordan får vi de unge mennesker i tale? Hvordan får vi fortalt om de ting, som vi synes er vigtige og spændende? No clue! I nogle år har studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz skrevet semesterføljetoner i de medicinstuderendes ugeskrift MOK. Hvert semester har vi valgt et nyt emne, og hver uge har vi på skift skrevet et kort afsnit – i vid udstrækning fra hoften. Det er blevet til en række miniartikler om begreber, fænomener og andet godt med mere eller mindre tæt forbindelse med vores kirkelige arbejde. I forårssemesteret 2012 tog vi Trosbekendelsen under kærlig behandling og i det følgende kan du læse de tanker, som vi fik nedfældet på skrift i løbet af foråret. Måske synes du, at det er spændende. Måske synes du, at det er useriøst. Måske synes du, at det er tankevækkende. Måske synes du, at det er det sædvanlige kirkesludder. Det er helt ok. Så længe du synes noget. God læselyst! Venlig hilsen Nicolai Halvorsen og Lise Lotz

Trosbekendelsen II -‐ Trosbekendelsen – og om at lære udenad. En tvivlsbekendelse. Uge 6 – 6. februar 2012 Jeg er temmelig dårlig til at lære udenad. Måske er jeg simpelthen indrettet sådan. Måske er det noget ved udensadslære, der er mig imod. Måske øver jeg mig bare ikke nok. I hvert fald rammes jeg ofte af et lille skamfuldt stik, når jeg skal præstere noget, som jeg ”bør” kunne udenad. At huske udenad -‐ to know by heart. Swarovski kan hjælpe, hvis dit eget hjerte er genstridigt...

Her taler vi særligt om intellektuelle præstationer, for jeg har erfaret, at ny kropslig udenadslære – fx trinene i en særlig dans – kan godt lagre sig i mig efter et antal gentagelser og hentes frem ved en senere lejlighed. Måske er der noget andet på færde her. Eller også er det det samme, men anderledes på den måde at små ”skønhedsfejl” i en dans i mange tilfælde kan bortforklares som variationer eller udslag af kunstnerisk frihed. En berigelse af den originale ”remse”. Så nemt slipper man sjældent, når der er tale om at lære ord udenad. Her SKAL hvert ord være rigtigt; i den rigtige rækkefølge; rigtige endelser og småord. Ikke mindst i kirkelige sammenhænge kan helt små ændringer i øjnene på en alvorlig Holger Fortolker betyde forskellen på liv og død. En præst blev i 1999 fradømt retten til at fungere som præst, fordi han ville døbe børn ”til” treenigheden og ikke ”i” treenighedens navn, som det er formuleret i det autoriserede dåbsritual. Her var der godt nok ikke tale om, at præsten ikke kunne sit rituals ordlyd udenad, men giver alligevel et fingerpeg om, hvor vigtige også helt små ord er, og om hvor alvorlige konsekvenser det kan få, hvis man ikke har styr på dem.

Måske er det en blanding af præstationsangst og stemmen fra min indre Rasmus Modsat, der gør, at jeg i kirken altid er ca. et splitsekund bagefter, når trosbekendelsen skal siges højt i fællesskab. Måske er det også noget med, at det selv efter mange års øvelse i at tolke ordlyden hen til en mening, som jeg kan stå inde for, er svært for mig at sige højt, at jeg tror på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” og alt det andet hokus pokus. Jeg arbejder stadig på sagen. Jeg arbejder på at tillade mig selv at lære og sige ting udenad, som jeg ikke nødvendigvis forstår til bunds. Jeg øver mig i at sige ordene i trosbekendelsen som den rituelle og poetiske formular det også er. Jeg prøver at huske trygheden og skønheden i, at jeg ved at sige ordene indskriver mig i et fællesskab, som ikke er afhængigt af min mentale kapacitet. Jeg prøver - og lykkes somme tider med – at tage springet ud på troens og tillidens dybe vand. Med skønhedsfejl, mangler og variationer. Jeg tvivler. Jeg tror. Venlig hilsen Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen III – Hvad vil det sige at tro. Tro og tillid. Uge 7 – 13. februar 2012 Tror du på Gud? Jeg fik tidligere ofte dette spørgsmål. Det er aftaget lidt, måske fordi jeg er blevet præst og de fleste så antager, at jeg tror på Gud. Der var en del diskussion om spørgsmålet for en del år siden, da den daværende præst i Tårbæk – Thorkild Grosbøll – sagde, at han ikke troede på Gud. Det skabte en del ravage, selvom han havde nogle eftersætninger. Men spørgsmålet er ikke helt klart, fordi det ikke er entydigt, hvad det vil sige at tro og heller ikke tydeligt, hvad der ligger i ordet Gud. Trosbekendelsen var fra begyndelsen et forsøg på at præcisere, hvad der lå i ordet Gud. Det var den treenige Gud. Troen på Gud som fader, søn og Helligånd. Her var troen på Gud som fader, skaber og opretholder ikke videre problematisk. Den var fælles med jøderne, og gudstro var det almindelige. Troen på Jesus, mennesket som Gud, var et problem. Da jeg var ung, var det omvendt. Troen på Gud var ikke selvfølgelig, men troen på mennesket Jesus og hans næstekærlighed kunne man godt forbinde noget med. Måske er det stadig til dels sådan. Men der er sket noget. Globalisering har bl.a. ført mange anderledes kulturer hertil og også andre religioner. Også andre forhold har sat spørgsmålstegn ved, om vi kunne være helt sekulariserede. Hvis vi ikke tror på Gud, hvad tror vi så? Næstekærlighed, frihed og demokrati? Eller tror vi mest på os selv? Værdier har erstattet religion eller er religion er blevet koblet til såkaldte vestlige værdier og kultur. DF og Tidehverv er et godt eksempel på det sidste. Men undersøgelser viser, at mange har deres egen tro. De tror på Gud, men på deres egen måde. Troen er individualiseret. Troen er for rigtig mange fløjet ud af kirken, som det sted, hvor man formulerede sin tro i fællesskab med andre og som stedet for religiøs opbyggelse.

Jeg tror, at et af problemerne med trosbekendelsen er, at man føler, at man skal stå inde for noget, man ikke helt kan overskue. At der er en almægtig skaber, opstandelse fra de døde osv. Siger man ja til, at man tror på det, så siger man ja til en form for irrationalitet, som man ikke kan redegøre for. Det er lettere at sige, at jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord. Så har man ikke sagt for meget.

Men troen er ikke alene et sæt meninger om verdens indretning. Selvom troen forudsætter at det som tros er en sandhed, så behøver det jo ikke være en videnskabelig sandhed. Det handler jo om forhold, der ikke kan bevises og som vi ikke har nogen viden om. Ja, måske er det forhold, som vi ikke kan vide noget om. Det handler om det, som er uden for vores kontrol. Troen er tillid. Tillid til at virkeligheden overgår vores forstand. Det er i den forstand små børn er bedre til at tro. De er tillidsfulde og lægger uden forbehold deres liv i de voksnes hænder. Det er ikke altid klogt, men hvor skulle de vide det fra? Tillid og tro - to sider af samme sag. Guds tro handler om ubetinget tillid. Hvad er det, vi har ubetinget tillid til? Det er tvivlsomt, om vi ved det. Det handler ikke kun om vores bevidste forestillinger og er derfor skjult for os, såvel som for andre. I den forstand tror vi alle, og i et vist omfang er vi klar over, hvad vi tror på. Penge, magt, os selv, kærlighed, fædrelandet, skønhed, videnskaben eller lidt af hvert. Men er det ubetinget tillid? Måske er det noget vi længes efter? Mere om dette næste gang. Venlig hilsen Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen IV – Guddommeligt teater eller... Uge 8 – 20. februar 2012 Jeg undrer mig ofte, når Trosbekendelsen bliver fremsagt. Det foregår ikke på samme måde i alle kirker, men ofte. Præsten begynder med forsagelsen, mens han vender front mod menigheden. Når selve Trosbekendelsen lyder, vender han sig mod alteret og siger resten med ryggen mod kirkerummet. Det er muligt, at det kun er teologer og andre særligt liturgisk interesserede, der bider mærke i den lille bevægelse, men den giver mig en anledning til at tænke over, at en gudstjeneste er skruet sammen på en måde, der er fristende at sammenligne med et teaterstykke.

Det er jo sådan, at præsten, ceremonimesteren, som i en stor del af gudstjenesten står midt i rampelyset, har en kompleks rolle at spille. Mange vil ligefrem opfatte det som om præsten spiller hovedrollen i forestillingen. Mange, der sidder på kirkebænkene, vil i forlængelse heraf tænke om sig selv, at de er en del af publikum. Tilskuere. Passive modtagere. Men faktisk er præsten kun sig selv, når han går på prædikestolen. Når præsten står ved alteret veksler han mellem to roller: han er enten talerør for Gud eller repræsentant for hver enkelt medlem af menigheden – inklusive ham selv. Gud og

det enkelte menneske er således aktørerne i dette storladne kammerspil, men af indlysende praktiske grunde er præsten sat til at stå for opførelsen. Det ville blive noget rod med et drama, hvor den ene hovedrolle er usynlig og den anden er alle os andre! Skiftet mellem de to roller vises ved at præsten vender sig i samme retning, som man må tænke sig, at den han taler for vender. Når han taler for Gud vender han ansigtet mod menigheden og taler til den enkelte. Når præsten ”spiller” et menneske fra menigheden, vender han den anden vej og taler i den retning, som vi symbolsk har besluttet at Gud befinder sig i: i østlig retning; mod alteret. Man kan så undre sig over, hvad det er der sker ved fremsigelsen af Trosbekendelsen, når det foregår, som jeg indledte med at beskrive. Er forsagelsen noget, som Gud siger til os? Eller skal det bare markeres, at det ikke er en ægte del af Trosbekendelsen? Måske var jeg syg den dag, der blev givet en god forklaring… Men egentlig er jeg ikke specielt interesseret i den gode forklaring. Jeg kan godt lide at min undren bliver vakt, og at jeg bliver mindet om, at jeg ikke er passiv tilskuer til det guddommelige teater; jeg har selv en hovedrolle, som godt nok hverken udløser Sølvbjørne eller anden personlig hyldest, men som til gengæld ydmygt fremstilles af en person i en sort dragt, der ved at spille os alle, får forbundet mig med både Gud og medmennesker. Bravo! Venlig hilsen Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen V – Ubetinget tillid Uge 9 – 27. februar 2012 For 14 dage siden stillede jeg spørgsmålet ”hvad har vi ubetinget tillid til?” Enhver må selv svare, men kan vi overhovedet svare? Enhver som er blevet svigtet af forældre, kærester, venner begynder at tvivle. Kan man overhovedet stole på nogen eller noget, når det kommer til stykket? Kan man overhovedet stole på sig selv? Restless Heart Syndrome fra deviantART

Den ubetingede tillid er barnets privilegium. Vi er blevet klogere, men dermed måske også mere ensomme og mere usikre. Men usikkerheden og tvivlen giver en uro, som jeg tror mange længes efter af få slukket. Det er ikke en moderne følelse. Allerede den gamle kirkefader Augustin, skrev i slutningen af 300tallet de berømte ord ”mit hjerte er uroligt”. Vores hjerter er urolige... Men Augustin skrev det ikke til sin ven, men til Gud og han fortsatte med ordene ”indtil det finder hvile i dig”. Gudsforholdet ligner et kærlighedsforhold. Det jordiske kærlighedsforhold er stedet, hvor vi stærkest erfarer at hvile i tro og tillid. Det er dér vi erfarer at blive hele. Vi har nok i dag lidt vanskeligere ved at finde hvile i Gud. Måske fordi vi er forvirrede om, hvad Gud er. Og her kan vi så komme tilbage til trosbekendelsen. For den beskriver jo i få ord, hvad det er for en Gud kristendommen taler om. Troen på Gud som fader og Gud som skaber. Gud som sønnen, der er blevet menneske, død og opstået fra de døde, og på ånden som er kærligheden imellem de to. Hele denne relation af fader, søn og ånd er én Gud. Det er ikke selvindlysende. Det kan jo lyde som en Gud, der er lidt splittet. Det er også meget svært at se, hvordan trosbekendelsens ord skulle vække en tillid og tro til Gud, som vi kan hvile i. Det kan den næppe i sig selv. Og det er måske ikke trosbekendelsens opgave. Tilliden og troen er selv en gave; ligesom kærligheden er

den ikke noget, vi kan arrangere. Vi kan åbne os for den, og det kan vi gøre i samtale, i praksis ved bøn og ved at gå til gudstjeneste. Troen kommer af det, som høres – siges det.

Trosbekendelsen er derimod en redegørelse for den kristne tros indhold i kort form. Som før nævnt en redegørelse for, hvad det er for en Gud, vi så tror på. Hvad det er for en Gud, vi håber at finde hvile i. Det vil jeg så beskrive nærmere i de kommende afsnit. Venlig hilsen Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen VI – Djævelen? Og alle hans gerninger? Og alt hans væsen? Uge 10 – 5. marts 2012 Nå, nu er vi mange uger inde i semesteret og det må være på tide, at vi kommer i gang med selve teksten: trosbekendelsen. Og så alligevel. Som Nicolai nævnte i sit allerførste indlæg tilbage i januar, så er det nærmest helt standardiseret i Danmark, at selve bekendelsen indledes med ”forsagelsen”, afvisningen. Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Djævelen? Ham med horn i panden og gedebukkeben? Alle hans gerninger og alt hans væsen? Allerede her er det fristende at stå af. Jeg forsager jo også Julemanden, hekse og elverpiger. Er vi ikke allerede her ude i overtro, ammestuesnak og primitivt nisseri? Jo, måske.

Men man kunne jo også prøve at applikere sin begavelse og evne til at bevæge sig fra konkret til abstrakt på den sære formulering. Man kunne prøve at give slip på fristelsen til at ville forstå alting helt og aldeles bogstaveligt. Man kunne måske overveje, om der her er tale om en tekst, der IKKE fungerer som en nyhedsartikel i et dagblad eller en side i en lærebog.

Måske betyder det noget, at teksten er gammel; skrevet i en tid, der var en anden og til et publikum, der var et andet. Måske er det ikke meningen med forsagelsen, der er blevet forældet, men vores evne til at få den til at give mening, der er blevet forringet med tiden. Fordi vi er blevet så forbandet kloge. Fordi vi vil forstå alting helst i 1:1-forhold. Fordi vi ikke tør have tillid til at billedsprog og poesi kan indeholde lige så stor sandhed som fakta. Hvad hvis nu Djævelen i forsagelsen er et billede på alt det i livet, som gør os ondt, som gør os ensomme, som bringer smerte. Alt det, som vi gerne ville være foruden, men som findes. Alt det, som vi ville ønske, at vi kunne vende ryggen, lave om på, se bort fra, være fri af, forsage, men som vi igen og igen må konstatere finder indpas i vores liv. Måske skal Forsagelsen ikke forstås som en konstatering af, at jeg/vi forsager alt det onde, altså at vi har lykkedes i kampen mod Djævelen i alle hans former, men at vi håber og ville ønske at vi kunne. Måske netop derfor giver det mening at forsage Djævelen igen og igen, fordi vi igen og igen har brug for at gøde jorden for muligheden for forandring. Måske. Tro er en tillidsøvelse, og det er forsagelse også. Venlig hilsen Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen VII – Hvad eller hvem er Gud? Uge 11 – 12. marts 2012 Hvad eller hvem er Gud? Guder kan være af mange slags. Som tidligere nævnt så er ens Gud, det man stoler på, og måske også det man frygter. Men bortset fra dette mere psykologisk-eksistentielle gudsbegreb, så er der de mange religioners bud på, hvad og hvem Gud er. Her handler det om den kristne trosbekendelse i den udgave vi kalder den apostolske, som er den mest brugte i folkekirkens gudstjeneste og også i den romersk katolske kirke. Denne trosbekendelse giver et ret kort bud på, hvem den kristne Gud er. Det mest mærkelige ved den kristne Gud er, at han er treenig, at han både er den almægtige Gud fader og et menneske, Jesus, som blev født på et bestemt tidspunkt og levede og døde. Dertil kommer Helligånden som er den relation der knytter faderen og sønnen sammen til en enhed. De er ét i ånden. Det lyder mærkeligt og bureaukratisk og unødigt besværligt. Hvorfor skal der være tre i en? Det er der flere grunde til. Først må vi fastslå, at det ikke er et naturligt gudsbegreb. Den kristne Gud er en åbenbaret Gud. Det vil sige, at vi ikke selv kan tænke os til den kristne Gud. Vi kan ikke umiddelbart finde ham i os selv og vi kan heller ikke finde ham i naturen. Det er derimod en Gud som har givet sig til kende i historien. Det fortælles der bl.a. om i Det gamle testamente, hvor Gud åbenbarer sig flere gange for Abraham, Isak, Moses osv. Denne åbenbaring har vi kun gennem disse beretninger, der selv er historiske og derfor meget vel kan være usikre og fejlbarlige. Men disse åbenbaringer gav anledning til jødedommen som religion. Jødedommen var speciel i samtiden ved at være monoteistisk, dvs. de holdt fast ved, at der kun var en Gud, Fædrenes Gud. Og de forstod sig som det udvalgte folk. Set fra kristendommens synspunkt, så var

jødedommens epoke en række mislykkede forsøg fra Gud på at gøre sin sag klar. Folket forstod ikke sagen, hvilket i kristendommen klassisk tolkes som en effekt af syndefaldet. Både erkendelsen og moralen – eller måske rettere forholdet mellem hjerne og hjerte var blevet rodet ved syndefaldet. Gud forsøgte at skabe orden med en række love. Mest kendt er de ti bud. Men folket blev på den ene side bange og fik på den anden side større lyst til at bryde loven. De fleste af os kender til, at forbud giver en trang til at bryde forbuddet. Ligesom det også kan skabe en frygt for straf. Guds strategi virkede altså ikke. Derfor måtte han til sidst blive menneske, dvs. han lod en del af sig selv føde. Hvordan det egentlig er foregået er ikke til at vide. Da vores forestillinger om Gud jo under alle omstændigheder kun kan være vores utilstrækkelige billeder og ikke en beskrivelse, så kan vores forestillinger om guds tanker jo ikke være mere dækkende. Foreløbig synes jeg selv, det er en ret rodet historie. Ikke mindst når man tænker på, at det er Guds historie. Men forhåbentlig vil det give mere mening senere. Nu er vi nået til Jesu fødsel. Gud blev menneske. Det skal vi høre mere om næste gang. Venlig hilsen Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen VIII -‐ Treenighed? Tre-‐i-‐en? Hvorfor ikke 17? Uge 10 -‐ Uge 12 – 19. marts 2012 NU skal vi have hul på selve Trosbekendelsen! Og så måske alligevel lige et par indledende bemærkninger om Trosbekendelsens overordnede opdeling. Treenigheden - model 1

Som Nicolai var inde på i sidste uge, så er det jo meget iøjnefaldende, at den Gud som Trosbekendelsen beskriver, og som man som kristen i tre omgange siger at jeg/vi tror på… er en bestemt Gud, som netop beskrives i tre afsnit. Det er den

treenige gud, der beskrives. Treenigheden - model 2

Det kan man jo vælge at blive vældig forvirret og/eller skeptisk over. Er der tale om én Gud eller tre? Er kristendommen ikke en monoteistisk religion – altså med kun én gud? Hvorfor er denne opsplitning nødvendig? Er treenigheden reel? Hvem siger, at det er sådan? Hvorfor skal det være så indviklet?

Treenigheden - model 5

Man kan også vælge at tage det hele lidt med ro, og se treenigheds-sagen som en mere pædagogisk/dynamisk forklaringsmodel end den rene, bogstavelige, konkrete Sandhed. Det er i hvert fald altid værd at minde sig selv om, at uanset hvor mange kloge ord vi siger eller modeller vi opstiller, så er ordene og modellerne IKKE lig med det,

som de forsøger at beskrive. De er vores – gode eller mindre gode – forsøg på at få hold på sager, som er mere komplekse og omfattende, end vi lige kan overskue. Vi er nødt til at konkretisere og forsimple for at kunne tale om de store ting. Treenigheden - model 17

Således også med Gud.

Treenigheden - model 68

Når man fra den tidlige kristendoms side har valgt at beskrive Gud som treenig, altså som ét væsen, men tre ”personer”, så er det i mine øjne ikke så forfærdeligt besynderligt. Jeg ville have fundet det mere tankeomstyrtende, hvis vi havde haft at gøre med en 17-enig gud eller en 2385delt guddommelighed. Tre er trods alt et simpelt og oplagt tal at vælge, hvis man ønsker at forklare, at noget er bare en lille smule mere sammensat end som så. Treenigheden - model 119

Tænk på, at vi eksisterer i tre dimensioner. Ting får fylde og vægt, når de breder sig på tre ledder. En stol med tre ben vipper ikke. En gud, der beskrives som tredelt er stærk, altomfattende. Om man vælger at kalde enkeltdelene Fader, Søn og Helligånd eller måske Sind, Krop og Ånd eller noget helt andet er et spørgsmål om vinkling. Den varierede vinkling, som på en dårlig dag ikke er helt ligegyldig, kan man selvfølgelig vælge at gøre til genstand for blodig krig, men man kan også vælge at

lade de forskellige tredelinger være udtryk for, at mennesker begriber det ubegribelige på forskellige måder. Treenigheden - model 274

Jeg har fx haft stor glæde af mobilselskabet 3’s brug af sangen Three is a Magic Number:

Treenigheden - model 932

Three is a magic number, Yes it is, it's a magic number. Somewhere in the ancient, mystic trinity You get three as a magic number. The past and the present and the future. Faith and Hope and Charity, The heart and the brain and the body Give you three as a magic number. […] A man and a woman had a little baby, Yes, they did. They had three in the family, And that's a magic number.

Jeg lover, at jeg næste gang kigger på SELVE Trosbekendelsen! Venlig hilsen Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen IX – Guds relation med verden Uge 13 – 26. marts 2012 Vi kan ikke forstå Gud materielt, som en ting. Men Gud må alligevel være noget som relaterer til verden. I trosbekendelsen tales der først om Gud som skaber af himlen og jorden. Det betyder, at Gud må være relateret til universet gennem at skabe det. Det tror jeg må forstås som en vedvarende proces; Gud skaber gennem naturen og dens love, men også ved at opretholde alt der er. Det er et metafysisk svar på spørgsmålet, hvorfor der er noget og ikke intet. I en eller anden forstand må han, hvis almægtigheden skal give mening, så også være ansvarlig for livets barske vilkår. Altså at destruktion og forgængelighed hører med. Vulkaner er til tider ødelæggende, men de har medvirket til at skabe jorden, som vi kender den med liv og frugtbarhed. Gud - som Skaberen og Opretholderen

Men den skabende Gud kan det være svært at få en ordentlig relation til. Som vi hørte sidst, så fastholdt jøderne dog en relation og efter sigende åbenbarede han sig for dem, om end skjult i skyer og brændende tornebuske. Men den Gud som trosbekendelsen taler om, måtte komme menneskene i møde. Det var ikke nok bare at fortælle dem, hvordan de skulle gøre. Han måtte vise det. Også Gud måtte gøre den velkendte erfaring, at hvis man skal have gjort noget ordentligt, så må man gøre det selv. Derfor blev han menneske i personen Jesus og gjorde det han skulle. Han viste hvem Gud virkelig var. Han inkluderede de udstødte, helbredte de syge, frelste de fortabte. Ja han viste, hvad han mente med næstekærlighed. Trosbekendelsen lægger vægt på at han var født – af jomfru Maria, som der står. Det er blot for at understrege, at han er et rigtigt menneske. Født og ikke skabt, som der står i en anden trosbekendelse. Det med jomfrufødselen tror jeg vi springer over; det er jo egentlig ikke så væsentligt.

Pointen er blot at skære det ud i pap, at det altså er Guds søn – og ikke Josefs. At Gud ikke forplanter sig seksuelt, som vi andre, handler nok om at lægge afstand til frugtbarhedsguder. Det er der nok en pointe i, men den må vi gemme.

Så lægger trosbekendelsen ret meget vægt på Jesu lidelse og død. Efter fødslen går vi direkte til ”pint under Pontius Pilatus…” Jesu liv spiller ingen stor rolle. I den klassiske forståelse handlede det om menneskets frelse, og her var det Jesu lidelse og død, som var den frelsende handling. Guds projekt med at frigøre os til at leve i kærlighed til Gud og vor næste krævede, at dødens magt blev brudt og at den angst som død og tilintetgørelse bragte med også blev brudt. Derfor måtte Jesus dø og tage både lidelsen og dødsangsten på sig. Han måtte ikke blot vise, hvad det ville sige at leve som sandt menneske, men han måtte også lide og dø og gøre sig til et med det lidende menneske. At Jesus så også, som den der har levet uden synd i fuldstændig sync. med Gud, dør på den mest grusomme måde, det kan virke paradoksalt. Men det det er en omvending. En omvending af Adams mislykkede liv i paradiset. Med Adams fald kom døden og angsten ind i verden, med Jesus død på korset tilbagetages dødens magt. Dette er opstandelsens betydning, at døden ikke længere har det sidste ord, som man kan sige lidt klichefyldt.

Vi skal selvfølgelig stadig dø, og vi bliver stadig bange, men vi kan lade den frygt være, vi kan så at sige hænge den op på korset i tro på at Gud vil livets og kærlighedens fuldendelse. Vi kan så at sige leve i troskab mod det skabte liv. Som der står i morgensalmen ”at mig dagen fryder, trods synd og død”. Sådan er ordene og de passer godt med at det snart er påske. Efter påske skal vi høre om, at sidde ved Guds højre hånd og om at dømme levende og døde. God påske! Venlig hilsen Nicolai Halvorsen, studenterpræstUge 12 -

Trosbekendelsen X – Opfaret til himmels Uge 17 – 23. april 2012 Glædelig påske! Studenterpræsten fejrer opstandelsen med chokoladebønnernes genkomst. Nu kan man atter få chokolade i stedet for det tørre brød. Men mennesket lever ikke af brød og chokolade alene; men også af ånd. Jeg håber derfor at kunne levere lidt åndelig føde i denne klumme. Før påske fik jeg skrevet om det centrale i kristendommen og i trosbekendelsen, at Gud måtte blive menneske og hvorfor det gav mening at han måtte dø og hvad opstandelsen betød. Derfor er vi nu nået til de sære ord ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.” Himmelfarten set nedefra - med Dalis øjne.

Om ikke så længe har vi en helligdag, der hedder Kristi himmelfart, og den ligger altid på en torsdag. Det er fordi, den altid ligger 40 dage efter påskedag, som altid er en søndag. Ifølge det skrift i biblen som hedder Apostlenes gerninger, så var Jesus på jorden i 40 dage efter opstandelsen påskemorgen, men en dag gik han uden for byen og blev taget op i himlen. Det er bl.a. afbilledet på den fine altertavle i Skt.

Johannes kirke nede på Skt. Hans Torv.

Men hvorfor skulle han fare op til himlen og sidde ved Gud faders højre hånd. Jeg vil foreslå at man tager himmelfarten som et lavpraktisk problem. Han kunne ikke dø, for han var død og opstået i en udødelig form. Han måtte vende tilbage til faderen, til livets kilde.

I samtiden havde man den forestilling at Guds sted var i himlen, Jahve var en gammel tordengud, der også i Det gamle Testamente skjulte sig i skyer og åbenbarede sig på bjergtoppe. En af de gammeltestamentlige profeter – Elias – var tilmed blevet taget op til Gud i en ildvogn (2. Kongebog kap, 2, v.10), så derfor var det ret oplagt at det gik den vej. Jeg mener dog man ikke skal hænge sig for meget i detaljerne. Det afgørende er at Jesus er hos Gud, Faderen, hvilket udtrykkes ved, at han sidder ved den højre hånd. Det er et symbol. Den højre hånd er magtens hånd, den man slår med (vi kan her se, at Gud ikke er venstrehåndet). Dvs. at Jesus har nu fået del i Guds almagt. Men det er betegnende, at denne position ved almagten umiddelbart knyttes sammen med den kommende dom. Gud bruger ikke sin almagt til at fikse verden til at være et godt og retfærdigt sted efter vores utopiske drømme. Sedes ad dexteram patris.

Hvorfor han ikke fra begyndelsen gjorde det, ved jeg ikke; men det kunne være fordi han tillod verden og mennesket lidt handlefrihed. Det skal man åbenbart passe på med. Men derfor må der også være en dom, for ellers ville uretfærdigheden vinde. Men mere om det senere. Guds fred! Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen XI – Gud Fader og noget om spørgsmål Uge 18 – 30. april 2012 Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Sådan beskriver Trosbekendelsen Gud. Det er den gud, som kristne siger, at de (vi) tror på. Det rejser nogle spørgsmål hos den kritiske og tænkende. Igen sidder man dér i saksen mellem et ønske om at sige tillidsfuldt ”ja tak” og et ønske om at forstå; om at vide, hvad der er i pakken, inden man modtager den. Hvorfor er Gud en far og ikke en mor? Hvad hvis nu min far var hård, fraværende eller undertrykt? Betyder det noget for mit syn på Gud? Handler det om magt? På en upassende og kønsdiskriminerende måde? Eller er det ”bare” en gammel talemåde, som vi kan tage til os uden at gå på kompromis med vores moderne tankesæt? Hvad betyder det, at Gud er almægtig? Kunne han have standset Breivik? Kunne han have ladet Hr. Møller leve til han blev 100? Kunne han have gjort vejret endnu bedre på Daisys fødselsdag? Er det i hans magt – almagt – at påføre eller fjerne smerte fra mit liv? Fra dit liv? Hvorfor gør han det så ikke? Er der en pointe med ondskab, død og dårligt vejr? Skal man være masochist for at være kristen? Hvad vil det sige, at Gud har skabt himmelen og jorden? Er evolutionen ikke en kendsgerning? Skal man skrue hovedet af, for at kunne tro? Og hvad er det med alt det himmelsnak? Kan vi ikke blive enige om at kalde ”op” for atmosfæren, verdensrummet, det tomme rum? Næste stop bliver vel engle – og nisser? Spørgsmålene må være begyndelsen – og måske også slutningen. Svarene er i min optik mindre vigtige. Somme tider viser det sig nemlig, at når man har undret sig, tænkt og overvejet for og imod, så kan man slippe trangen til at få klare svar. Det

dæmrer måske, at livet ikke er en ligning med et resultat, som man kan slå to streger under og sige ”Færdig!” om. Det er Gud et udtryk for. Det er udfordrende, måske ligefrem provokerende, at tænke sådan for rigtig mange mennesker – ikke mindst for kristne, der er kristne på en anden måde, og som ser kristendommen og troen på den kristne Gud som SVARET, ikke spørgsmålet. Marsforskeren Jens Martin Knudsen udtrykte noget i retning af, at videnskaben udtrykker det store spørgsmål ”Hvad?” Kristendommen forsøger at indkredse det mindst lige så store ”Hvorfor?” De to ben i saksen mødes uden at vi bliver klippet midt over. Hvis vi kan. Hvis vi vil. Hvis vi tør.

Venlig hilsen Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen XII – Dommen Uge 19 – 7. maj 2012 Af forskellige grunde har vi været fraværende i de sidste par uger. Men vi er stadig i gang med forårssemestrets føljeton om trosbekendelsen. Sidst jeg skrev, var det om himmelfarten, som vi jo skal fejre i næste uge. Men jeg lovede at vi skulle høre mere om dommen. For der står jo ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Der tales her om en kommende dommedag, sådan som man også kan læse om det i biblen. Bl.a. i Matthæusevangeliet ( kap. 25,31-46) og ikke mindst i Johannes Åbenbaring, det sidste skrift i biblen, som er en vision om dommen og den nye begyndelse. Det kan virke underligt, at han også vil dømme de døde. Hvorfor det? Kunne man spørge, de er jo døde. Men tanken er den, at alle på dommens dag vil blive oprejst/opvækket. I middelalderen forstod man det ret konkret, hvilket kan ses på nogle kalkmalerier, hvor de døde står op fra deres gravsteder på kirkegården. Men det lyder faretruende med dommedag. Men sidst nævnte jeg i forbifarten, at dommedag var nødvendig, da denne verdens uretfærdighed ellers ville vinde. Det er nok mere præcist at sige, at uretfærdigheden får lov at stå. Netop at uretfærdigheden ofte er uafvendelig, at det onde ikke kan gøres ugjort, dels kalder på en dom, men samtidig bliver vores menneskelige domme på en mærkelig måde utilfredsstillende. Vi kan dømme Breivik og det bør vi gøre, men det giver ikke ofrene oprejsning. De døde vender ikke tilbage, og lidelserne tages ikke væk. Vi kan forstå dommen som hævn, sådan med ordene fra Det gamle Testamente ”Øje

for øje, tand for tand”. Jeg har hørt, at det er en misforståelse, at det udtrykker en symmetrisk hævnfølelse, men sådan udlægges det gerne. Også som argument for f.eks. dødsstraf (liv for liv), hvilket jeg ikke går ind for. For lever man efter dette ”øje for øje”, så bliver, som Mahatma Ghandi sagde, ”hele verden blind og tandløs”. Tilgivelse og forsoning var den anden udvej ifølge Ghandi. Men kan man tilgive en Breivik? Teologen K.E. Løgstrup har skrevet, at tilgivelsen af en massemorder eller lignende, vil være en hån mod ofrene. Kun den der kan genrejse ofrene og gøre deres liv nyt, har magt til at tilgive. Dvs. at tilgivelse og forsoning har et transcendent perspektiv; de peger på en magt, der er større end døden. Der kunne nok argumenteres for tilgivelse og forsoning på anden vis, men vi må tilbage til dommen. Det er en dom, hvori Guds tilgivelse allerede er indeholdt. Netop fordi det er Kristus, der skal dømme, ligger det, at der altid må være en åbning for benådning. Dommen må være der, men det er ikke sikkert vores forestillinger om straf er konsekvensen. Som Bono har sagt, ”I believe in Grace over Karma”. Guds fred Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen XIII – Gud Sønnen, lort og lagkage Uge 20 – 14. maj 2012 Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Sådan beskrives den side af den kristne gud, som vi kalder Jesus, sønnen. I helt koncentreret form opridses de vigtigste highlights i hans jordiske liv omkranset af de mindst lige så afgørende forestillinger om, hvad der gik forud og skete bagefter. Den centrale - og meget mærkelige - påstand er, at Jesus var både sandt Gud og sandt menneske. Begge dele fuldt ud. Det er jo ikke noget, som man kan argumentere for – eller imod for den sags skyld. Det er en sær og urimelig påstand, som man kan vælge at godtage eller ej. Med fornuftens fulde brug er det både fristende og oplagt at forkaste påstanden. Én ting er, at tro på en himmelsk, overjordisk kraft, som vi vælger at kalde Gud – hvad enten vi er kristne, jøder eller muslimer – eller noget helt andet; det kan være svært og mærkeligt nok i sig selv. Men at tro på at selvsamme transcendente størrelse også er et

menneske af kød og blod – det er alligevel skrap kost. Det er en sammenblanding af kategorier, der vil noget. Lort og lagkage. En velbegavet pornostjerne. Nationalsangen på en ny melodi. Den slags sammenblandinger af ting, som helt intuitivt ikke hører sammen, har det med at vække vores afsky. Får os til at tage afstand. Til at protestere. Men måske kan vi transformere afskyen, afstanden og protesten til en undren. Til en ny overvejelse over, hvor grænserne for det mulige går. Måske kan vi lade den umulige cocktail åbne verden i stedet for at lukke den. Men det kræver selvfølgelig en indsats ikke at blive stående ved forkastelsen, der byder sig selv til. Her tænker jeg ikke bare på en indsats, der går på at slå forstanden fra og blindt acceptere det urimelige. Det gør jeg også. Men jeg tænker ikke mindre på en indsats, der kræver, at den enkelte sætte hele sin kapacitet ind på at forsøge at finde sammenhæng, hvor sammenhæng ikke er indlysende. En anstrengelse på at åbne sind og krop for det som er uforståeligt - i tillid til at mening ikke nødvendigvis er meningen med livet. Brug forstanden. Erfaringerne. Både de gode og de onde. Stol på, at den sammenhæng, som du ser, er din. Den kan udfordres og styrkes i mødet med de sammenhænge, som andre har fundet. Den kan nuanceres og udvikles i et samspil med flere mærkelige og urimelige påstande. Give it a try! Rigtig god Kristi Himmelfartsdag! Venlig hilsen Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen XIV – Helligånd, åndedræt og pinse Uge 21 – 21. maj 2012 Nu nærmer pinsen sig. Den sidste af forårets kirkelige højtider. Pinse kommer af det græske ord, pentekoste – der betyder halvtreds, fordi pinsen falder 50 dage efter påske. Pinsen er de dejlige forårshelligdage, hvor der vist stadig er karneval et sted og hvor mange studerende sidder blege inden døre og læser til eksamen. Jeg er næsten vis på at solen skinner og det er slutningen af maj. Var det ikke for eksamen ville der være al grund til at leve livet . Men man kunne også se på eksamener som en del af livet. Livet er svært at definere, men for os mennesker gælder det som for en del andre skabninger om respiration, at trække vejret, holde gang i åndedraget. Og åndedrag har med ånd at gøre, og det passer med, at vi er nået til den sidste del af trosbekendelsen, der handler om ånden. Vi tror på Helligånden. Det passer også som fod i hose med pinsen, for det er den fest, hvor man fejrer Helligåndens komme. Se i det bibelskrift der hedder apostlenes gerninger , de første 2 kapitler. Her beskrives det, hvor dan Helligånden kommer ned og sætter sig på disciplene og de begynder at tale på alle mulige sprog. Der brydes grænser ned – det er åndens gerning. Sådan også når vi læser med vores ånd, så indser vi det vi ikke vidste før og udvider grænserne for vores viden. Og når vi er fælles om noget, så kan vi gribes af den samme ånd og føle os

som et. Grænserne mellem os brydes ned. Helligånden er i den kristne forståelse Gud ånd, den fælles ånd mellem faderen og sønnen, kærlighedens ånd. Det er også i kristen forstand den ånd som skaber troen. Som det berettes i apostlenes gerninger, så forkynder disciplene om Guds storværker og om Jesus som Guds søn, og det skaber tro hos flere af dem, der hører og de bliver døbt. Sådan er Helligåndens komme og pinsen også kirkens fødsel. Derfor hedder det i trosbekendelsen ”Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund...” En klog munk i 1400tallet – Joachim af Fiore – inddelte verdenshistorien i tre tidsaldre. Faderens tid, sønnens tid og åndens tid – svarende til det gamle testamente, det ny testamente og kirkens tid, hvor der ikke er noget testamente andet end det åndelige. I den forstand lever vi stadig i åndens tid, i kirkens tid – der hvor vi skal forkynde Guds storværker. Forkynde at Gud er en levende ånd, der vil gøre troen virksom i os. Skabe liv og kærlighed, nedbryde grænser, give livsmod og styrke. Ja, kraft til at komme igennem eksamener og alle de andre kampe vi må tage. Men ånden er også den Guds ånd, som er med os og vil være med os i mørket, selv der hvor vi selv har mistet håbet. Nicolai Halvorsen, studenterpræst