Uge 6: De ti bud I: Det første bud (Nicolai Halvorsen) De ti bud kommer os ved, fordi flere af dem stadig taler til os. De fungerer som grundlæggende påbud, som virker rimelige. Desuden har de været virksomme op gennem historien og har derfor fået en stor betydning. Det er altså vigtigt at vide noget om denne sag, hvis man vil være et dannet menneske. I dag skal det handle om det første bud. Allerede her melder der sig et spørgsmål. Hvad er det første bud? Hvis du ikke husker det, er det er ikke nødvendigvis fordi du ikke har fulgt med i kristendomsstimerne. Der er flere traditioner. Allerede i Biblen er der to udgaver (2. Mosebog 20, 2-17 & 5. Mosebog 5,6-21), som dog er meget ens. Men i de senere traditioner har man inddelt buddene forskelligt. For alle gælder det at det centrale i det første bud er ”Du må ikke have andre guder end mig”. Men hvem taler? Det står allerførst: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.” Men måske vil du sige: ”Jeg tror slet ikke på Gud”; men her tales ikke om tro. Her tales om at have en Gud. Hvad vil det sige?
Her lader vi den gamle reformator Martin Luther svare: ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. Altså er det at have en Gud intet andet, end at man af hjertet stoler og tror på ham. Det er alene hjertets tillid og tro, der afgør, både hvad der er Gud og afgud.” (Den store Katekismus) Efter den definition er det svært ikke at have en gud, men om vi holder os til Herren, er mere tvivlsomt.
I dag stoler vi nok mere på os selv, vores kundskab, magt, penge, status og uddannelse. Men sådan har det nok altid været. For de gamle israelitter var det nødvendigt at indskærpe buddet, netop fordi folket hele tiden tilbad alle mulige andre guder. Luther mente på sin tid at Mammon (penge) og Bugen (mad og drikke) var udbredte afguder. Det synes stadig at være tilfældet. Men i dag synes det som om den gamle Gud – Herren – har mistet meget af sin autoritet. Alligevel er han ikke helt forsvundet. Der er stadig nogen som tror. Ikke mindst når man er helt lost. Når lægerne har opgivet: ”Der er ikke mere vi kan gøre nu, nu må vi bare håbe. Skal vi ringe efter præsten?”
Selvom vi formentlig alle svigter og stoler på alt muligt mærkeligt meget af tiden, så fungerer den gamle Gud stadig som krisegud. Selvom det heller ikke er altid han redder de syge. Men problemet med bøn og helbredelse må vi gemme til senere. Vi er blevet gode til så meget og kan klare meget selv. Måske bl.a. fordi vi gik over til den ene Gud og ikke længere betragtede træer og sten som fyldt med ånder. Den anden del af det første bud – som i den Ortodokse kirke er et selvstændigt bud – det er det såkaldte billedforbud. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Det var et problem den gang, men virker ikke som det store problem nu. Selvom man måske kan tænke sit, når sidemanden taler om sin iPhone.
Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Uge 7: De ti bud II: Du må ikke misbruge Guds navn (Lise Lotz) De ti Bud. Er det ikke noget med, at man skal sove med hænderne over dynen og man ikke må slå ihjel? Handler de ti bud ikke om, at man kun er OK, hvis man opfører sig som et dydsmønster og følger nogle dødssyge regler, som andre har udstukket for længe siden? Er de ti bud ikke en arkæologisk kuriositet, som – i bedste fald - hører til på et museum over den danske kulturarv? Med streg under –arv. Jo, det kunne man da godt være fristet til at mene. Og man kan jo også sagtens mene, som Nicolai antydede i sidste uge, at de ti bud i det store og hele er praktiske foranstaltninger, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Det er så pokkers upraktisk, hvis folk går rundt og slår hinanden ihjel hele tiden og stjæler hinandens ting. Men der er måske også noget andet på spil. Måske kan de ti bud forsigtigt antyde overfor et moderne menneske, at selvom det er indlysende, at verden er centreret omkring MIG, så er JEG ikke fejlfri. Det har de fleste af os sandsynligvis oplevet, hvis vi tænker rigtigt godt efter.
Tro det eller lad være: pointen med de ti bud er IKKE, at man med al vold og magt skal forsøge at overholde dem for dermed at kvalificere sig til at være en god kristen – eller i bredere forstand et godt menneske. Pointen er, at vi skal prøve efter bedste evne - og uvægerligt opdage, at vi ikke kan lade være med at bryde buddene igen og igen.
Vi opdager med tiden, at selv vores allerbedste vilje ikke er nok til af få vores indsats i livet til at blive pletfri. Uanset hvor mange timer vi studerer, er der altid noget, vi ikke får styr på. Uanset hvor meget vi prøver at tale pænt til vores forældre, så lykkes det ikke altid. Uanset hvor meget vi anstrenger os for ikke at begære vores næstes nye iPhone, så stikker det måske alligevel lidt i hjertet. Og netop dét er et vilkår, der er fælles for os alle sammen. Vi kan ikke følge reglerne. Vi er ikke perfekte. Vi lyver og bander og snyder og horer og stjæler og slår ihjel. Nogen selvfølgelig mere – og mere bogstaveligt - end andre. Men vi gør det alle sammen. Og så er det alligevel i orden. I det store perspektiv. Bud nummer to handler om, at vi ikke må ”misbruge Guds navn”. Vi må altså ikke bande og sige s’Gu’ og Fanden. Det sker ganske ofte for mange af os, og hvad er der egentlig galt i det? Den sociale konvention der siger, at det ikke lyder pænt, er måske lidt svær at tage alvorligt. Sociale konventioner er jo spændetrøjer, der forhindrer mig i at udfolde mig frit? Muligvis, men at vise respekt for Guds navn ved ikke at bruge og misbruge det i tide og utide, viser måske, at vi stadig mener, at der faktisk er noget i verden, som har særlig værdi. Der er noget der er menneskeligt, fejlbarligt og vidunderligt, og der er noget, der er guddommeligt, fejlfrit og vidunderligt.
Forskellen mellem de to vinkler på tilværelsen hjælper mig til at huske og forstå, at alting ikke bare er dagligdag og havregrød. Og alting er ikke fest og farver. Forestil dig en uge uden weekend. Eller en weekend uden uge for den sags skyld. Begge dele vinder ved at være hinandens modsætning. Og det kan noget så oldnordisk som et bud om at jeg ikke må misbruge Guds navn hjælpe mig til at huske. Det er s’Gu da ikke så dårligt? Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Uge 8: De ti bud III: Du skal holde hviledagen hellig (Nicolai Halvorsen) De fleste synes måske ikke, det er noget oprivende bud. Hviledage og helligdage er vel noget man enten tager selv eller tager som de kommer. Og som studerende har man jo alligevel aldrig fri. Selvom der ikke er undervisning, så er der et pensum. Der er meget man skal nå og tiden er knap, så derfor må man bruge tiden. Og hvorfor skal det så være vigtigt med hviledagen, og hvorfor skal lige den være hellig?
Jeg vil godt indrømme, at det er et af de mindre væsentlige bud. Men jeg synes der er en pointe i at tid er forskellig. Ikke al tid er den samme. Det er simpelthen et ganske udmærket livsprincip, at der er en tid til at arbejde og en tid til at holde fri. Fysiologisk og mentalt giver det mening, at kroppen har brug for både aktivitet og hvile. Hjernen kan ikke indlære 20 timer i døgnet 7 dage om ugen. Så derfor er det menneskeligt set fornuftigt at holde fri ind i mellem. Gennem historien har der været forskellige fortolkninger af, hvordan man så skulle helligholde hviledagen. Visse jødiske kredse holder på, at man skal lave så lidt som muligt, idet de tolker arbejde som stort set enhver fysisk aktivitet. Det skyldes nok, at buddet i den originale udgave i 2. Mosebog er mere omfattende: Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. (2. Mosebog, 20, 8-11)
I mere ortodokse jødiske kredse må man derfor ikke varme mad, ikke tage telefonen og man bør ikke gå udenfor. Andre er mere afslappede. For lidt over 100 år siden opstod en mængde andelsmejerier i Danmark og de grundtvigske bønder arbejdede om søndagen, hvorimod de missionske ikke gjorde. Det var bekosteligt og upraktisk for et mejeri ikke at køre om søndagen, men de missionske holdt på at hviledagen skulle holdes hellig. I Danmark har søndagen været helligdag i ca. 1000 år pga. kristendommen og det har stadig betydning for lovgivning om lukkeloven og den slags. Selvom det bunder i buddet om at holde hviledagen hellig og passe sin kirkegang, så er det i dag mere en kamp om butikkernes begær efter evig åbningstid og de ansattes kamp for fritid. Men netop den kamp viser også, at hviledagen måske netop skal sikres ved lov, fordi det er et alment menneskeligt behov at der er forskel på dagene, og fordi vi åbenbart altid skal sikres mod at alting bliver arbejde. Man skal ikke være hysterisk, for liv står over loven. Derfor skal læger arbejde også om søndagen, hvis det er nødvendigt. Men for dem som ikke er på vagt, er det måske heller ikke en dårlig idé at passe sin gudstjeneste – uanset hvilken religion man har.
Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Uge 9: De ti bud IV: Du skal ære din far og din mor (Lise Lotz) Den er svær. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan præstere en sammenhængende, udtømmende, gennemført og meningsfuld redegørelse for det fjerde bud. Du må tage til takke med famlende overvejelser. Måske kan du selv famle videre. Det er jo fuldkommen umuligt at forestille sig, at oplyste, kritiske, veluddannede, ansvarlige og fornuftsstyrede mennesker ærer far og mor, fordi de er far og mor. Det er muligt, at man har gode og ordentlige forældre, der fortjener ære og respekt, men det kan lige så vel tænkes at man har mindre gode og mindre ordentlige forældre, som det er svært at mobilisere ærbødighed overfor. Og ære udført som pligt, er det ære? Det er ikke ret moderne at ære nogen. Og da slet ikke mor og far.
I Danmark anno 2011 er det vist mere moderne, at forældre ærer deres børn. Det er jo forældrene, der har valgt at sætte dem i verden, og det er forældrene, der har ansvaret for at børnenes trivsel og velfærd er i orden – helt op i en temmelig høj alder.
Buddet om at man skal ære sine forældre kan anses for at være en slags ”overgangsbud”. De første af de ti bud handler om Gud, og om hvordan mennesker skal forholde sig til Gud – eller noget absolut; noget der er væsensforskelligt fra en selv. De sidste bud handler om mennesker, og om hvordan vi skal forholde os til hinanden – dem, der er ligesom vi selv er. Forældre er en mellemkategori og samtidig en allegori, der kan hjælpe til at forstå forholdet til Gud.
Forældre kan ikke skiftes ud, hvor fristende, det end kunne være. Man kan ikke un-friend’e sine forældre. Ikke helt og aldeles. Forældre har det biologiske ansvar for at et barn eksisterer og i mange børns perspektiv har forældre en slags gudestatus - indtil de med alderen bliver klogere og opdager, at deres forældre er mennesker ligesom alle andre. Det kan være en vanskelig og smertefuld overgangsfase, for det giver stabilitet og tryghed i tilværelsen, at der er en fast struktur. Noget der er op og ned, som ikke står til diskussion. Når man selv bliver voksen og selv skal skabe retning og mening i sin tilværelse, går det måske op for en, at selv når man fejler, har man gjort sit bedste – og den indsats er måske værd at ære; både i sig selv og sine forældre.
Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Uge 10: De ti bud V: Du må ikke slå ihjel (Lise Lotz) Ah, endelig et bud, som det er nemt at sige Det overholder jeg 100 % om. I tidligere føljetonafsnit har Nicolai skrevet om de ti bud som gode og praktiske leveregler, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Her er netop femte bud oplagt at nævne. Det bliver simpelthen noget rod, hvis vi myrder løs på hinanden for et godt ord. Jeg nævnte efterfølgende (i uge 7), at en pointe med de ti bud – udover det rent praktiske – kunne være, at de simpelthen viser, at det er svært at være menneske, for set i bakspejlet viser det sig, at selv den mest ihærdige og renskurede kristne fundamentalist ikke kan se sig fri for at have forbrudt sig mod buddene. Det er ganske enkelt ikke muligt at leve et helt liv uden at forbryde sig - i større eller mindre grad – mod disse ellers udmærkede principper. Den erkendelse er sund.
Men er det femte bud så en fribillet for de fleste af os? Eller indeholder dette enkle bud også stof til eftertanke? Det kan forekomme så enkelt og absolut, og så er det alligevel svært ikke at prøve at snige fortolkninger ind, der åbner for omgåelser. Der rejser sig en lang række spørgsmål, som ikke er helt så enkle; faktisk rører det femte bud ved noget af det mest fundamentale og vanskelige i livet, nemlig forholdet mellem liv øg død. Døden er desuden provokerende irreversibel; et taget liv kan ikke gives tilbage igen. Hvad er egentlig liv? Hvornår kan vi anse et befrugtet æg for at være liv, som ikke må slås ihjel? Hvorfor kan grænsen flyttes? Gælder buddet også dyr? Må vi slå dyr ihjel, for at få mad på bordet? Hvis vi slagter dem humant? Overtræder jeg det femte bud, når jeg klasker en myg med vilje? Eller når jeg uforvarende træder på en regnorm? Har planter liv? Kan vi forhandle om buddets gyldighed, når tanker om aktiv dødshjælp dukker op? Er det i orden at dræbe i selvforsvar? Eller for at forsvare sine kære? Eller sine venner? Har jeg retten til at tage mit eget liv? Hvad med krig? Hvorfor kan en stat – som repræsenterer mig - tillade drab i en politisk sammenhæng? Og hvad skal vi mene om dødsstraf? Kan det give mening i visse sammenhænge og ikke i andre? Jeg har ikke noget enkelt svar. Eller det vil sige, at det enkle svar ville være, at det femte bud gælder absolut, uden undtagelse, altid, overfor alt liv. Det enkle svar vil så bare betyde, at jeg alligevel må indse, at jeg ikke engang kan overholde det femte bud. Slet ikke. Og så er jeg tilbage ved min oprindelige pointe.
Det svar, som skal til, for at jeg kan hævde, at jeg overholder det, kan jeg ikke komme med.
Så jeg kan selvfølgelig også bare acceptere, at det femte bud – eller de ti bud i det hele taget – ikke har nogen relevans eller gyldighed i moralsk forstand. Reglen om at man ikke må slå ihjel er rent praktisk og samfundsopretholdende i den forstand, at grænserne for reglens udbredelse til en hver tid er til forhandling. Men spørgsmålene er stillet. Og det er måske et mål i sig selv.
Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Uge 11: De ti bud VI: ”Du må ikke bryde ægteskabet” (Nicolai Halvorsen) Nu bliver det jo interessant. Sex og utroskab har altid kunnet sælge aviser. Men er det ikke trist med al den begrænsning i den seksuelle udfoldelse? Men er det ikke et lidt kedeligt bud? Er det ikke for alvor tydeligt kristendommen er seksualforskrækket og bare røvkedelig? Men det må jeg jo klart nok svare nej til. En sådan slutning viser en mangel på læseevner i liga med Penkowas manglende evner til at tælle mus (eller var det rotter). Det handler ikke om sex. Det handler om orden og om ejendomsforhold. I hvert fald hvis vi ser på buddet oprindelige sammenhæng i Det gamle Testamente. Hvis man brød ægteskabet og lå med en anden mands kone eller mand (hvis man var en kvinde), så ville der være usikkerhed om hvem der var far til børnene.
Det ville betyde at en anden mands barn kunne komme til at arve min formue og ejendom, og det er noget rod. Så det handler ikke om sex, der står ikke noget om sex før eller efter ægteskabet, og i Det gamle Testamente er det ikke usædvanligt med flerkoneri. Kong Salomon havde f.eks. mange koner. Det tyder ikke på seksualforskrækkelse, men derimod på et patriarkalsk samfund og et noget antikveret kvindesyn. Kvinder kunne nemlig ikke have flere mænd. Faktisk var kvinder en form for ejendom og derfor var det at bryde ægteskabet og tage en anden mands kone et brud på ejendomsretten.
Men hvad med i dag? Hvad skal vi med buddet? Det er min erfaring fra sjælesorg og en række vielsessamtaler at de fleste betragter ægteskabet med ret stor alvor. Det handler om troskab, om at finde den eneste ene.
Ægteskabet er i langt højere grad end tidligere bygget på følelser og kærlighed, selvom hensyn til børn også spiller en vis rolle. Så i dag må man sige, at den almindelige indstilling er for buddet. Vi stræber efter at blive i ægteskabet eller også holder vi os fra det. ”Du må ikke bryde ægteskabet” er således stadig et ideal, men realistisk ville vi måske tilføje ”med mindre det ikke kan være anderledes”. Og der er jo rigtigt mange som bliver skilt og i mange tilfælde er det godt sådan. Hvis ægteskabet nedbryder menneskerne i det, så kan er det måske en god idé at skilles ad. Det viser bl.a. at vi har en mere individualistisk kultur, at både kvinder og mænd er økonomisk uafhængige. Men det viser også, at følelser – herunder romantisk kærlighed – kan være et skrøbeligt fundament at bygge et liv på. At ægteskabet så stadig er ret populært – så populært at nu også homoseksuelle gerne vil ha’ det og helst også med kirkens velsignelse (hvilket jeg i parentes bemærket går ind for) – det må skyldes at det måske er en meget god ramme om livet. At frihed måske ikke altid er friheden til bare at være sig selv. Ja måske bliver man netop sig selv ved fællesskabet med et andet selv. Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Uge 11: De ti bud VII: ”Du må ikke stjæle” (Nicolai Halvorsen) Dette bud er ikke rigtigt omdiskuteret. Et klogt menneske har en gang sagt, at regler, påbud og normers fornuft og rimelighed kan testes ved at vende sagen på hovedet og se, hvad det fører til. Det gør vi lige: ”Du må stjæle” eller mere radikalt ”Du skal stjæle”. Det holder jo ikke, hvilket en hver kan se. Selv tyve synes jo ikke det er ok, at stjæle fra dem. Men hvad menes der med buddet? Hvad vil det sige at stjæle? Hvad er omfattet? Man må efter straffeloven ikke stjæle andre penge, men må man stjæle andres tid? Eller deres opmærksomhed? (Som jeg prøver på med denne klumme). Det siger straffeloven ikke noget om. Hvad med fremtiden? Der tales meget om min og mine forældres generationstyveri, hvormed menes at vi kynisk forbruger goder og rager til os uden at tænke på den regning, vi sender videre til børn og især børnebørn og oldebørn. Selvom det er en mere diffus proces og mere et politisk slogan, så spiller det på den moralske forargelse ved ordet ”tyveri”.
Og før børn og unge i Danmark og andre vestlige lande bliver alt for moralsk forargede, så kan man sagtens hævde at de heller ikke er helt rene. Blot ved at være en del af EU stjæler vi hele tiden fra de fattige lande bl.a. pga. den kolossale landbrugsstøtte, som fastholder mange ulandsbønder i fattigdom. Foruden at det også udpiner planeten. Men det er alligevel lidt svært med kollektiv skyld og ansvar. Hverken min kære læser eller jeg stjæler jo bevidst fra en fattig bonde i Colombia eller Malawi. Vi køber bare ind i Netto, fordi det er billigt og vi gerne vil have vores surt tjente penge til at række længst muligt. Men måske skal vi erkende, at vores måde at leve på ikke er omkostningsfri. Der er andre som betaler en pris for vores levestandard. Verden er ikke retfærdig, og vi er medskyldige i den uretfærdighed, der findes.
Vi kan derfor ikke være pletfri og rene, og det er en god erkendelse, for dem, der mener sig pletfri og rene har altid været gode til at finde pletter på andre. De er altid gode til at slå andre oven i hovedet med loven. Men der kommer hverken lykke, kærlighed eller fællesskab fra loven eller fra moralske pegefingre.
Men måske fordi nogen siger at du er god nok, selvom du også er en tyv. Du er værd at holde af, selvom du ikke er perfekt. Så kunne det være, det blev lettere at holde op med at stjæle, eller med bare at tænke på sig selv. Så kunne det være vi ikke ville gøre det rigtige af pligt, men fordi vi havde lyst.
Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Uge 13: De ti bud VIII: ”Du må ikke vidne falsk mod din næste” (Lise Lotz) Med andre ord: Du må ikke lyve. Hvor svært kan det være? Meget svært, åbenbart. Jeg ved godt, at jeg er lidt sær, men jeg har et nærmest autistisk forhold til det at lyve: jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, at det skal være nødvendigt. Jeg forstår ikke, at mange mennesker bruger løgne – små og store, sorte og hvide – hver dag og hele tiden. Jeg forstår ikke den åndelige dovenskab og den manglende ansvarsfølelse, som jeg ser det som udtryk for.
Måske er det, fordi jeg er helt og aldeles enig med Kant, der sagde: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.
Måske er jeg mere kantianer end bibelfundametalist, for Bibelens Gyldne regel er en lidt anden: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem." Det kan man på en dårlig – eller god – dag vel udlægge som en lidt kræmmeragtig snusfornuft, som ikke nødvendigvis fortjener at blive ophøjet til et almengyldigt livsprincip. Det er vel egentlig et udtryk for noget-for-noget-metaliteten – den slags findes altså også i Bibelen - i modsætning til den kristne nåde-for-ingenting-tanken. Altså at vi modtager noget – nåde og kærlighed – fra Gud uden at vi gør eller kan gøre os fortjent til det; alene fordi han elsker os. På samme måde kunne vi vel forventes at i det mindste stræbe efter at give – her sandhed – uden at forlange at få sandhed eller tak igen. Det er svært, men hvem har lovet os, at livet skulle være nemt? Ønsker vi os et nemt liv eller et sandt liv? Det er vel det store spørgsmål. Hvorfor er sandheden så svær at håndtere? Hvorfor er det så svært at rumme, at virkeligheden er besværlig og gør ondt, at man lukker øjnene for det og sniger sig udenom med en usandhed? I mine øjne er det kun at trække pinen ud. Og min erfaring fortæller mig, at sandheden vender tilbage som en boomerang. Somme tider med mere brutalitet og ihærdighed end i første ombæring. ”Jamen, jeg vil jo ikke såre nogen,” tænker du måske, og det er da også smukt tænkt. Jeg har det bare – personligt – sådan, at jeg finder det respektløst og derfor sårende, hvis nogen finder det nødvendigt at holde sandheden fra mig.
Jeg kan GODT tåle at høre, at du hellere vil i biografen med din fætter, end du vil drikke kaffe med mig. Jeg kan godt klare at se den virkelighed, der er, at jeg ikke i alle sammenhænge og til hver en tid er det vigtigste menneske i dit liv. Det er muligt, at den virkelighed er smertelig, men den er virkelig. Og det er den virkelighed, som jeg gerne vil leve i. Ikke i en eller anden sminket virkelighed, der hele tiden truer med at bryde sammen, hvis ikke vi bruger en masse kræfter på at holde løgnene sammen. Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Uge 14: De ti bud IX: ”Du må ikke begære din næstes hus” (Nicolai Halvorsen) Begæret er en stærk kraft. Det er naturligt må man gå ud fra. Vi begærer alt muligt helt af os selv. Gamle Freud mente at begæret hørte til urkræfterne, drifterne og meget af det var gemt i underbevidstheden. Ethvert samfund måtte tøjle begæret og begrænse det, da det ellers ville være destruktivt. Enhver grundlæggende lov er en sådan begrænsning af begæret. Med ordet begær tænker vi ofte mest på det seksuelle begær og det har vi været inde på. De ti bud absolut ikke udtryk for en seksualforskrækkelse, men styrer blot begæret udenom andre mænds koner. Hvis man læser hele moseloven er der dog en del flere forbud på det område. Men her er det altså specifikt næstens hus som skal skærmes mod begæret.
Begæret mod næstens hus får i dag afløb i populære programmer som hammerslag og liebhaverne, men der er formentlig ikke mange i vores del af verden som decideres stjæler andres huse. Det virker også lidt sært at der skulle være et helt specifikt bud om næstens hus. Det skyldes en senere inddeling. Oprindeligt var det første bud, forbuddet mod andre guder delt i to; men det samlede man til et og så havde man kun 9 bud. Den gik ikke, derfor delte man det sidste bud i to, fordi det allerede gentog forbuddet ” du må ikke begære”.
”Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.« Men hustruer, trælle, okser og ejendom må vente til næste uge.
Imidlertid må vi konstatere at begæret i dag vurderes mere positivt. Det er jo grundlaget under markedet og den liberale økonomi. Det går galt ind i mellem, hvor begæret efter penge skaber bobler, der brister efter en tid. Den nuværende økonomiske krise begyndte fordi flere amerikanere havde fået lov til at låne penge i deres huse, selvom de ikke var noget værd. Boblen bristede og rigtig mange mistede deres hus og arbejde. Alligevel er der vist ikke rigtigt lavet love, som for alvor regulerer den form for begær. Mit eksempel viser også forskellen på de ti buds etik og nutidens samfund. De ti bud er udtryk for en nærhedsetik, den handler om næsten, dem der er i lokalsamfundet. Men nutidens samfund kræver andre love og reguleringer, for det de gør på den anden side af kloden, det påvirker også os. Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Uge 15: De ti bud X: ”Du må ikke begære din næstes…” (Lise Lotz) Ja, din næstes hvad? Som optakt til dagens afsnit gik jeg lige for en sikkerheds skyld både til salmebogen og på Wikipedia for at checke, hvad det helt præcis er, der står i det tiende bud. Og tænk, jeg blev totalt forvirret! Her er jeg, teolog og alting, der tror, at de ti bud er det ti bud. Jeg ved jo godt, at der er noget om kildekritik og gamle tekster. Jeg ved også godt, at forskellige kirkelige retninger har hver deres udlægning af buddenes ordlyd og rækkefølge, men jeg havde egentlig den simple forestilling, at der ligesom var taget en beslutning om, hvordan den danske folkekirke forstår de ti bud. At det er vedtaget, hvad det er, som nogen kan tvinge nogen andre til at lære udenad. Sådan er det ikke! Man er nødt til at tænke lidt selv. Hvor anstrengende! Der er fx ikke helt klarhed om, hvorvidt niende bud omhandler din næstes hus eller din næstes hustru. Nicolai skrev med udgangspunkt idet upassende i at begære sin næstes hus i sidste uge, men det vil så betyde, at hustruen bliver smidt i fællespulje i det tiende bud sammen med din næstes andre mindre ejendele. Det er højst sandsynligt, at i den kontekst, som buddene er skrevet i, er det en helt naturlig opdeling. Kvinder, kvæg og andre materielle goder skal man ikke hverken stjæle eller overveje at stjæle fra sin næste. Det giver i hvert fald mig anledning til at tænke på ny. Hvor meget skal der tolkes på de ti bud for at få dem til at give mening? Når jeg nu forud har besluttet mig for, at de ti bud er gode at få forstand af, hvor meget kan jeg så tillade mig at vride det, der rent faktisk står, for at jeg kan holde det ud? Er der frit valg? Hvis bare argumenterne er i orden? Jeg har ikke svaret. Vi er allerede nået igennem de ti bud, men mon ikke Nicolai og jeg i de kommende uger vil tænke lidt videre og dele vores overvejelser med dig… Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Uge 18: De ti bud XI: Opsamling og tilføjelser I (Nicolai Halvorsen) Hvad skal vi så egentlig med de ti bud i dag? Det giver ikke megen mening bare at have dem som moralske forskrifter, som noget man ganske ureflekteret bare skal overholde. Selve indholdet i forbuddene kan være meget gode retningslinjer, men som det er fremgået, så kan vi faktisk ikke overholde buddene. Det kan være særdeles svært ikke at lyve, eller ikke at begære næstens kvinde eller ejendele. Jeg mener ikke rent faktisk at stjæle hans eller hendes ting eller kæreste – det kan også være svært – men bare det at tænke på at gøre det. Begæret – det er sådan set allerede det, som er forbudt. Som det også fremgår i Jesu bjergprædiken i Matthæusevangeliet, hvor buddene skærpes: bare du ser på din næste hustru, har du begået hor med hende i dit hjerte. (Matt. 5, 28).
Meningen med denne skærpelse i kristen forstand, er som Lise allerede har været inde på, at retfærdig bliver man ikke ved at overholde loven (eksempelvis de ti bud), men man bliver det af tro på Jesus som Guds søn, fordi han som den eneste kunne overholde loven. Det er det man kalder lovens anden brug, at den fører til tro på Kristus, fordi man ikke kan overholde den og derfor bliver fortvivlet. Det virker antikveret. Men det er faktisk aktuelt. I dag er loven bare ikke konkret, men det at være god nok. Enhver der føler at de lige skal løbe lidt mere for at bliver tynde nok, læse lidt mere for at blive gode nok, gøre noget for at blive god – de handler som den, der fortvivlet forsøger at bliver retfærdig ved egne gerninger.
Men det er meget svært at blive god nok. God nok er noget man er, noget andre skal sige til en og noget man skal tro. Psykologisk kan det være meget svært at tro, og det bedste middel er kærlighed.
Som en mor eller far, der elsker sit barn, der derfor altid er god nok, og som moren måske nok kan skælde ud, men altid vil bære over med. Men forældre-kærlighed kan mangle, den kan svigte og den kan virke pinlig, når man er ved at blive voksen og skal klare sig selv. Kristus er billedet på Guds kærlighed, den kærlighed der går i døden for den elskede. Den kærlighed, der aldrig svigter. Den kan ikke garantere, at man består eksamen; men i Guds øjne er du alligevel så god som ny, et Guds barn. Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Uge 19: De ti bud XII: Opsamling og tilføjelser II (Lise Lotz) ”Fy, fy, skamme, skamme” er en klassiker fra 80’erne. Der er vel nok mange ting man ikke må, når man er barn i en pæn familie. Og de ting, som man må, er der ikke meget sjov ved.
Må man male sig med øllebrød? Må man kaste rundt med sutter? Må man tegne på tapetet? Må man slå en masse prutter? Må man hænge i gardinet og hælde mælk på stolen? Må man spise alle blomsterne og vælte bogreolen? Næ, næ næ næ næ det må vi ikke Fy fy skamme skamme fy fy ah ah slemme slemme fy fy næ næ nix nix slut forbudt - men hva' må vi så? Må man bade telefonen? Må man bide i en støvle? Må man tisse i klaveret? Må man sludre, må man vrøvle? Må man vaske sig med kaffe og komme mel i huen? Må man gi' grammofonen ble på og tøm' mudder ind i stuen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke Fy fy skamme skamme fy fy ah ah slemme slemme fy fy næ næ nix nix slut forbudt - men hva' må vi så? Må vi godt la' vær' og svine? Må vi sidde musestille? Må vi gerne vaske hænder? Må vi godt la' vær' at spilde? Må vi sige nej til kager men ja til torskerognen? Må vi syn's at far er dygtig når han vasker Folkevognen? Ja ja ja ja ja det må vi gerne Næ sikke fin fin ja ja meget fin stor stor klap klap fin fin flot flot det var godt - Nå det må vi godt Må man trampe hårdt i gulvet? Må man tigge må man plage? Må man skrige højt og tude for at få en ekstra kage? Må man hælde sovs i sengen og tørre op med kjolen? Må man gi' sin undulat et ord'ntligt strint med vandpistolen? Næ, næ næ næ næ det må vi ikke Fy fy skamme skamme fy fy ah ah slemme slemme fy fy næ næ nix nix slut forbudt - men hva' må vi så? Er det sådan, de ti bud er? Alt det sjove er forbudt og det kedelige er det, som vi må, skal og bør? Er det mon derfor, at det kan trække overskrifter, når en undersøgelse viser, at kristne fx snyder lige så meget som ”almindelige” mennesker? Altså at det er en almindelig forestilling, at troende rent faktisk overholder de regler, som deres tro stiller frem? Og sover med hænderne over dynen? Tro om igen!
En hovedpointe i kristendommen er en erkendelse af at vi er mennesker, ikke guder. Vi har muligvis guddommelige øjeblikke, men i det store perspektiv er vi ikke i stand til kun at gøre det gode. Vi fejler. De fleste af os gør os umage med vores liv, men vi fejler alligevel. ” … det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom. 7,19)
Mon ikke de fleste af os kan genkende den fornemmelse? At man gerne ville gøre noget, men kom til at gøre noget andet. Råbe af kæresten i stedet for at tage det roligt. Drikke øl i stedet for at studere. Tage på stranden i stedet for at ringe til mor på Mors Dag. Store ting. Små ting. Og betyder det så, at vi er dømt ude? Nej, det betyder lige netop, at vi er dømt inde. Betyder det så, at man kan tillade sig hvad som helst? Nej, det betyder det sådan set ikke. Det er ikke en pointe, at man skal være ligeglad, og at alt er tilladt. Den totalt irriterende og besværlige mellemvej, som er pointen, handler om at åbne øjnene; om at se sin begrænsning, sin sårbarhed og sin afhængighed af det, som er udenfor en selv. Det kan de ti bud hjælpe med til. Vi – og buddene - må gerne stille krav til os og til vores indsats i tilværelsen, men vi må også gerne tage imod den lettelse det er at vide, at vi er elskede, selvom vi maler os med øllebrød, tigger og plager og glemmer at sige ja til torskerogn.
Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Uge 20: De ti bud XIII: Opsamling og tilføjelser III:Forbud og overtrædelser (Nicolai Halvorsen) I dag skal det handle om forbuddets natur. Hvad er det forbud gør? Andet end at forbyde noget. De ti bud – som er semestrets tema - er formuleret som forbud. ”Du må ikke…” Forbuddet forudsætter en vilje og et valg. Dermed forudsætter den også bevidsthed; at der forud for handlingen finder en overvejelse sted. Forbuddet påbyder en at afstå fra en handling. Det er ganske simpelt, men hvad nu hvis der ikke var noget forbud? Hvordan ville jeg så tænke om handlingen?
Dont think about a pink elephant
Det er ganske velkendt, at forbud skaber opmærksomhed mod det forbudte. Handlingen bliver tematiseret og dermed skærpes valget – i hvert fald psykologisk. Vi kender det fra børn og måske fra os selv, at forbud vækker en nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvis jeg bryder forbuddet? Så i en vis forstand sætter forbuddet fokus på den forbudte handling. Forbuddet sætter handlingen som forbudt. Dermed sætter den et skel og et valg. Den gør vores liv mere bevidst, fordi den får os til at tænke over vore handlinger. Hvis alle bare uden overvejelser gjorde det rigtige, ville vi være gode men bevidstløse. Forbuddet skaber en bevidsthed omkring de handlinger vi kan foretage os. Man kunne sige at forbuddet skaber samvittigheden. Hvis man kigger på Biblen, er det allerførste forbud interessant. Allerførst da Gud havde skabt Adam og Eva og slipper dem ud i Paradisets have, da er der et forbud. De må ikke spise af træet midt i haven, træet til kundskab om godt og ondt. Problemet er, at hvis de ikke kender forskel på godt og ondt, så er de uskyldige i bevidstløs forstand, og forbuddet vil ikke give mening. Men hvis forbuddet skaber bevidsthed om valget, dette enten–eller,
så kan man sige, at Gud selv ved sit forbud skaber overtrædelsens mulighed. Det har Søren Kierkegaard skrevet en hel del om i bl.a. i bogen ”Begrebet angest”. Nu er det ikke forbuddet alene, som er virksomt. Som regel følger der en trussel om straf, hvis forbuddet overtrædes. Adam og Eva blev truet med døden, noget de heller ikke kunne vide, hvad var. Men for os andre er straffen ofte klar nok. Hvis du snyder til eksamen, bliver du smidt ud af studiet. Forbuddet virker således i kraft af frygt for straf. Dette er nødvendigt, fordi vi ikke er perfekte og ikke lever i en perfekt verden. Men det er ikke juraen, men psykologien som her skal interessere os.
Forbud giver os en forståelse af rigtigt og forkert, men det kan ofte – især hos børn – føre til identifikation. Hvis jeg gør det rigtige, er jeg rigtig. Gør jeg det gode, så er jeg god. Og omvendt, gør jeg ikke det gode, men det onde er jeg ond eller et dårligt menneske. Har man altid fået at vide, at man ikke var god nok, blev man altid skældt ud, så sætter det sig som skam. Man ser sig selv med den dømmende omverdens øjne, og finder intet godt. Jeg er dum, grim, uduelig osv. – og selvom man bliver medicinstuderende, og knokler for at gøre det godt, så er det aldrig godt nok.
Men det er ikke mennesker, der er forkerte. Det er handlingerne. Mennesker er, som de er, og de kan være tåbelige, søde, svage, modige, feje, kærlige og tankeløse. Ofte er vi det alt sammen i større eller mindre grad. Derfor er kærligheden det, som kommer både før og efter forbuddet. Kærlighed er lovens fylde.
For kærlighed er det at kunne se mennesker og sig selv, som andet end deres handlinger. Guds kærlighed er derfor større end Guds lov, ellers var vi helt fortabte.
Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Uge 21: De ti bud XIV: Opsamling og tilføjelser IV: Et alternativ eller et supplement? (Lise Lotz) Nu har studenterpræsten og jeg beskæftiget os med de ti bud i et helt semester. Du synes måske stadig, at de er antikverede og formynderiske, og hvis du gør, er du ikke den eneste.
Den engelske evolutions-teoretiker, ateist og humanist Richard Dawkins har i hvert fald gjort sig nogle overvejelser om, hvordan man i kort form kan opliste ti gode leveregler, og i bogen ”The God Delusion” (Illusionen om Gud) giver han følgende bud: 1. Do not do to others what you would not want them to do to you 2. In all things, strive to cause no harm 3. Treat your fellow human beings, your fellow living things, and the world in general with love, honesty, faithfulness and respect. 4. Do not overlook evil or shrink from administering justice, but always be ready to forgive wrongdoing freely admitted and honestly regretted. 5. Live life with a sense of joy and wonder 6. Always seek to be learning something new 7. Test all things; always check your ideas against the facts, and be ready to discard even a cherished belief if it does not conform to them. 8. Never seek to censor or cut yourself off from dissent; always respect the right of others to disagree with you. 9. Form independent opinions on the basis of your own reason and experience; do not allow yourself to be led blindly by others. 10. Question everything
Meget sympatiske regler, synes jeg. Og et fremragende supplement til de originale ti bud. Man kan aldrig få at vide for tit, at man skal tænke sig om, være aktivt, kritisk og nysgerrigt til stede i sin egen tilværelse og i det hele taget leve så godt og ordentligt, som man kan. Thumbs up til Dawkins for den påmindelse. Hans alternative ti bud har selvfølgelig også nogle svagheder, som i sidste ende kan blive en belastning eller begrænsning, for den, som følger hans regler. Jeg vil her bare nævne en enkelt. Dawkins’ regler sætter individet helt og aldeles enerådende i centrum for alting. Det er der naturligvis al mulig god grund til at gøre, for det er jo sådan, at vi erfarer verden gennem vores egne øjne og ører, vores egen forstand, vores egen krop – og ikke nogen andres. Vi ER centrum for vores erfaringer. Men jeg har med egne øjne og ører, forstand og krop erfaret, at det er i mødet med det, som er noget andet end mig, at jeg for alvor opdager, hvem jeg er og hvad mine erfaringer egentlig fortæller mig. Og jeg forestiller mig, at andre har gjort lignende erfaringer: jeg bliver først for alvor mig selv i mødet med det, som ikke er mig selv. Det er Dawkins ikke blind for i sine bud ved fx at se positivt på uenighed og ny viden, men i et svagt øjeblik kunne hans jeg-fokus måske alligevel få én til at glemme vigtigheden af det andet. Hvad enten det så er den ydre verden i almindelighed, et andet menneske eller ligefrem det, som vi vælger at kalde det guddommelige. Der bliver ikke meget plads til blik for - eller ligefrem taknemmelighed for - det, som det/den/de anderledes bidrager med i vores tilværelse; alt det gode, som vi modtager – ofte helt og aldeles ufortjent, og det giver i mine øjne en lidt indskrænket relation med livet. Derfor: Dawkins er et godt supplement – ikke et alternativ.. Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Indhold Uge 6: De ti bud I: Det første bud (Nicolai Halvorsen) ...........................................................2 Uge 7: De ti bud II: Du må ikke misbruge Guds navn (Lise Lotz) .........................................5 Uge 8: De ti bud III: Du skal holde hviledagen hellig (Nicolai Halvorsen) ..........................7 Uge 9: De ti bud IV: Du skal ære din far og din mor (Lise Lotz) ............................................9 Uge 10: De ti bud V: Du må ikke slå ihjel (Lise Lotz).............................................................11 Uge 11: De ti bud VI: ”Du må ikke bryde ægteskabet” (Nicolai Halvorsen) .......................13 Uge 11: De ti bud VII: ”Du må ikke stjæle” (Nicolai Halvorsen) ..........................................15 Uge 13: De ti bud VIII: ”Du må ikke vidne falsk mod din næste” (Lise Lotz) ....................17 Uge 14: De ti bud IX: ”Du må ikke begære din næstes hus” (Nicolai Halvorsen)..............19 Uge 15: De ti bud X: ”Du må ikke begære din næstes…” (Lise Lotz) ...................................21 Uge 18: De ti bud XI: Opsamling og tilføjelser I (Nicolai Halvorsen) .................................22 Uge 19: De ti bud XII: Opsamling og tilføjelser II (Lise Lotz) ..............................................24 Uge 20: De ti bud XIII: Opsamling og tilføjelser III:Forbud og overtrædelser (Nicolai Halvorsen) ....................................................................................................................................27 Uge 21: De ti bud XIV: Opsamling og tilføjelser IV: Et alternativ eller et supplement? (Lise Lotz).....................................................................................................................................30
Føljetonen her udkom første gang i MOK med et nyt afsnit hver uge i løbet af forårssemesteret 2011. Afsnittene ligger også på studenterpræstens blog: ku-praest.blogspot.com