Ung i Myanmar by suzette frovin

UNG I

MYANMAR

â&#x20AC;?Nu er det tid til at vĂĽgne, tid til at vise, hvad vi kan. Der er sikkert mange steder i verden, hvor det er bedre at bo, men dit hjem er her. Og vi har brug for dig, for nu skal vi i gang med at genopbygge og skabe et helt nyt land.â&#x20AC;? Ah Moon, sangerinde

Ung i Myanmar

BURMA I SKOLE 2014 For fjerde år i træk støtter Spejderhjælpen et skoleprojekt i Myanmar. Det er et vigtigt projekt i et land, hvor skolesystemet er totalt udsultet efter mere end 60 års militærstyre. Gennem projektet får børn basale skolematerialer som papir og blyanter, men også fx bolde til at spille med i frikvartererne. Samtidig går en del af pengene til løn til lærerne. 800 kr. om året får de lærer, der underviser på skolerne i Karenstaten. Uden løn er lærerne nødt til at arbejde ved siden af, så de kan købe mad og tøj og andre fornødenheder til deres familie. Det er vigtigt, for hvis lærerne ikke kommer i skole, er der ikke nogen til at undervise børnene. Så enkelt er det. Skoleprojektet støtter vi gennem Folkekirkens Nødhjælp, som samarbejder med en lokal organisation, der på bare 10 år har opbygget et rimelig velfungerende skolesystem i den østlige del af Myanmar. Udover skolerne uddanner den lokale organisation også lærere. På den måde sikrer de, at der både er nogen til at undervise børnene, og at de er dygtige til deres arbejde.

Opmærksom på faren ved landminer I år støtter Spejderhjælpen desuden undervisning i, hvordan man kan undgå at komme alvorligt til skade, hvis man bor i et område med landminer. Karenstaten har i mere end 60 år kæmpet for selvstyre, og i den tid har både de burmesiske og de karenske soldater lagt miner ud i store dele af Karenstaten. Derfor er den østlige del af Myanmar i dag et af de mest minerede områder i verden. For de mennesker, der bor i Karenstaten, er det vigtigt at vide, hvordan man bedst kan undgå at minerne eksploderer fx ved aldrig at gå uden for stierne i skoven og ved aldrig at samle metalgenstande op, som ligger i jorden. Mineulykker er alvorlige, og der er ofte langt til lægehjælp i det ufremkommelige område, som Karenstaten mange steder er. Du kan downloade det minespil, som Spejderhjælpen i år har udviklet til danske spejdere. Spillet giver jer en forståelse af, hvad det vil sige at leve i et område med miner. Spillet finder du på www.spejderhjaelpen.dk/materialer

Mange af de problemer og udfordringer, som møder børn og unge i Karenstaten, gælder også for børn og unge i resten af Myanmar. Både uddannelses- og sundhedssystemet er nærmest ikke-eksisterende mange steder i landet, kun i de største byer kan børn og unge være sikre på at finde en skole og en læge, der er ordentligt uddannet. Fattigdom og ulighed præger hele landet.

Demokratiske reformer skaber forandringer I den periode, vi har støttet skoleprojektet i Karenstaten, er der sket store reformer i Myanmar. Fra at være et lukket og frygtindgydende militærstyre er der langsomt begyndt at ske forandringer. Fx findes der i dag andre aviser, radio- og tv-stationer end dem, staten ejer, og tusindvis af politiske fanger er blevet løsladt. Næste år i 2015 er der valg til parlamentet i Myanmar, og det bliver spændende at se, om det tidligere militærstyre vil afgive magten til en demokratisk valgt regering.

For at give dig et større indblik i, hvordan det er at være ung i Myanmar lige nu, får du i dette magasin historien om Mai Mai, en unge kvinde fra Kachinstaten, som ligger i den nordøstligste del af landet. Hun fortæller om, hvordan det er at være ung, kvinde – og handicappet i Myanmar, og det er ikke helt let, kan vi allerede nu afsløre. Sidst i magasinet kan du læse Pia Bjerres beretning fra et besøg i en flytningelejr i Karenstaten. Pia kommer fra De grønne pigespejdere og er en del af Spejderhjælpens Fortællekaravane. Tekst og akkorder til Spejderhjælpens sang finder du allerbagerst i magasinet. God fornøjelse! På bestyrelsens vegne

Suzette Frovin

Pigen på 7. sal

7. PIGEN PÅ

SAL

Mai Mai og jeg mødes første gang på et kontor i Yangon. Hun smiler til mig. Et stort bredt smil. Vi aftaler at spise sammen, når hun har fri halv seks. Jeg venter udenfor. Af Suzette Frovin, journalist Mai Mai er 23 år. Hun og hendes bror bor i en lejlighed i centrum af Yangon, Myanmars tidligere hovedstad. Hendes forældre bor i det nordlige Myanmar, i staten Kachin. I Yangon bor de to søskende hos deres tante. Da Mai Mai blev født i 1990 var stemningen i Myanmar spændt. Hundredevis af politiske aktive i demonstrationerne i 1988 var blevet fængslet, og dem, der i første omgang undgik at blive anholdt og deporteret til fængsler i fjerne egne af landet, fik militærstyret at føle efter valget i 1990. 80-årige Sein Hla Oo var en af de politiske aktive i Aung San Suu Kyis parti NLD, og den gang for 23 år siden var han så populær blandt vælgerne, at han fik en plads i parlamentet efter valget. Han kom dog aldrig til at bruge sin plads, for dagen efter valgresultatet blev kendt, blev han anholdt, sigtet for landsforræderi og ført til et fængsel i det nordlige Myanmar. Her sad han i 15 år i isolation og med daglige afhøringer og tortur.

Alt dette vidste Mai Mai ikke noget om dengang. Indtil Mai Mai fyldte tre år, levede familien et ubekymret liv i det der dengang kunne betegnes som et gennemsnitligt middelklassehjem i Myanmar. En stilfærdig familie, der passede sit, med to ældre søskende, en hjemmegående mor, og en far, der var offentligt ansat. Sidenhen kom endnu to søskende til. Så en dag fik den lille 3-årige pige høj feber og blev alvorligt syg. Mai Mai havde fået polio – en sygdom, der i 90’erne var under kontrol i store dele af verden takket været vaccinationsprogrammer, som forhindrer børn i at vokse op som krøblinger, mærket for livet. I princippet er der gratis lægehjælp til alle burmesere, men i praksis betyder underfinansiering, at patienter selv må betale for at blive behandlet. Et almindeligt lægebesøg koster let omkring 10.000 kyat, ca. 70 kr. For de millioner af burmesere, der lever for mindre end 14 kroner om dagen, er det mange penge. Militærstyret har i årtier udsultet stort set alle andre budgetter end forsvarets. Prioriteringen er ikke til at tage fejl af: I 2007 var halvdelen af bruttonationalproduktet allokeret til militæret, og kun to procent til hhv. uddannelse og sundhed. Hospitalsvæsenet var både i 1990’erne og i dag næsten 25 år senere fuldstændig udsultet, og uddannede læger er ikke lette at finde, og

Pigen på 7. sal

speciallæger og – kirurger må man kigge endnu længere efter. Myanmar er ikke et sted, nogen ønsker at blive syge. Inden min ankomst har jeg udtrykkeligt fået besked om, at jeg skal insistere på at blive fløjet til Bangkok, hvis jeg får brug for mere end almindelig lægehjælp. Den mulighed har de færreste burmesere råd til, og i den østlige del af landet er det almindeligt kendt, at folk krydser grænser illegalt for at få lægehjælp i de flygtningelejre, der ligger langs Salween River mellem Myanmar og Thailand. Når det gælder adgang til sundhedsklinikker og lægehjælp, ligger Myanmar helt i bund sammenlignet med andre lande. WHO anslår, at der er ca. 13 læger og andet sundhedspersonale per 10.000 indbyggere, mens de officielle anbefalinger er mindst 23. Dertil kommer, at 70 procent af den burmesiske befolkning bor i afsidesliggende områder, hvor der hverken er veje eller mulighed for at ringe efter en ambulance for dem, der har akut brug for hjælp. Regeringens egne tal fra 2010 viser, at bare 1.504 sundhedsklinikker dækker mere end 65.000 landsbyer i Myanmars landdistrikter. Det betyder, at det ikke er ualmindeligt, at folk, ofte til fods, må rejse helt op til et døgn for at få at nå frem til en sundhedsklinik. Konsekvensen er, at en stor del af befolkningen i stedet bliver behandlet med naturmedicin eller af lokalt sundhedspersonale uden uddannelse. Nogle gange virker behandlingen, nogle gange gør den ikke.

Mai Mai er vokset op i byen Bamaw i Kachinstaten, tæt på grænsen til Kina. Ifølge Mai Mai, et rimelig roligt sted i det hav af en borgerkrig mellem styret og KIA (Kachin Independence Army), der har bølget frem og tilbage siden 2011, hvor våbenhvilen mellem de to parter igen brød sammen. Også i Kachinstaten er sundhedssystemet under pres med lidt mere end 1.100 hospitalssenge til provinsens godt 1,2 mio. indbyggere. For Mai Mai fik mødet med det skrantende sundhedsvæsen store konsekvenser. Den behandling, hun modtog på hospitalet i Bamaw, var i bedste fald nyttesløs, i værste fald gjorde det konsekvenserne af hendes polio værre. Det fandt hun først ud af flere år senere, da hun kom til Yangon og her mødte en læge med forstand på polio. Behandlingen af den lille pige var nødtørftig og genoptræning ikke noget nogen overhovedet forestillede sig som en mulighed. Myanmar er som et af de sidste lande i verden først fornylig begyndte at vaccinere mod polio. Konsekvenserne lever Mai Mai med hver eneste dag. Hendes ben er delvist lammede og stort set ubrugelige. En krøbling ville de fleste nok sige, hvis de så Mai Mai gå krabbegang, som hun gør den dag, vi skal mødes. En kørestol er ikke en mulighed i ufremkommelige Yangon med hullede fortove og kantsten på op til en halv meter. Tålmodigt kravler hun ud af taxaen, da vi når restauranten og bevæger sig langsomt, men beslutsomt hen mod restauranten. Hun holder min hånd for bedre at kunne trække sig op over kantstenen og dørtrinnet til restauranten. Hendes hoved når mig til midt på knæet.

Da vi sidder ved bordet, fortæller hun, at hun hver dag bruger 20 minutter på at kravle op ad trapperne til 7. sal, hvor tantens lejlighed ligger. 20 minutter op, lidt mindre ned. Nogle gange bærer hendes bror hende ned af trapperne, men egentlig vil hun helst selv. I taxaen hen mod restauranten tæt på turisternes foretrukne marked i byen, Bogyoke Market, taler vi stort set ikke sammen. Mai Mais mobiltelefon ringer uafbrudt. Selv taxachaufføren smiler af telefonens konstante bimlen. Undervejs når hun at tale med sin mor, sin tante, og et par veninder. Small-talk, forstår jeg.

Da jeg spørger Mai Mai til reformerne – om hun tror, de vil få betydningen for hendes liv, hendes fremtid, sidder hun længe uden at svare. ”Jeg interesserer mig ikke så meget for politik. Det er så svært at finde rundt i,” siger hun så. Hendes tonefald er undskyldende, og det er tydeligt, at hun ikke tænker, at fredskonferencen dagen efter er et udtryk for et politisk engagement. Det til trods for, at hun er inviteret med som repræsentant for Myanmar Disabled Women Associtation.

Den sidste samtale inden vi når restauranten er længere end de andre. Da hun lægger på, læner hun sig frem mod forsædet, hvor jeg sidder og siger: ”Jeg er lige blevet inviteret med til konference i morgen. De burmesiske kvindeorganisationer mødes for at tale om, hvordan de kan få indflydelse på fredsforhandlingerne og reformerne. Vil du med?”

Da vi næste morgen sidder til konferencen, viser det sig, at hun kender de fleste af de 300 kvinder til konferencen. Ligesom det falder hende helt naturligt at insistere på at blive introduceret for et kvindeligt parlamentsmedlem, der er med til konferencen. ”Jeg vil gerne holde et møde med hende, for vi har brug for at diskutere, hvordan vi giver fysisk handicappede i Myanmar et bedre liv,” forklarer hun mig.

Civilsamfundet i Myanmar vejrer morgenluft. I årtier var det politiske engagement forbeholdt de særligt dedikerede, dem der var villige til at blive chikaneret, fængslet, tortureret eller flygte i ly af natten. Kampen mod regimet krævede mod. Eller måske snarere, hvad fx de politisk engagerede fra ’88-generationen kalder, en fornemmelse af nødvendighed.

I Danmark ville vi kalde det lobbyarbejde. Mai Mai beskriver hendes engagement som en selvfølgelighed. Hun gør noget for nogen, der har brug for hjælp – hun gør det ikke for egen vindings skyld. Faktisk lader det til, at hun næsten har glemt, at det også ville få indflydelse på hendes liv, hvis der bliver sat fokus på handicappedes rettigheder i Myanmar.

Det er værd at bemærke, at ingen af dem, der satte livet på spil, følte sig specielt modige. Det er ikke mod, de fremhæver som den altoverskyggende drivkraft, men derimod en følelse af at have ryggen mod muren. At der kun var en vej ud af militærdiktaturets skygge og det var det politiske engagement. Mange af de politiske aktive fra ’88-generationen har betalt for deres engagement og indignation med lange fængselsstraffe eller et liv i landflygtighed. Og dog synes ingen af dem at fortryde.

For Mai Mai handler det om, at hun kender nogen, der kan bringe diskussionen videre, så selvfølgelig reagerer hun. At være politisk engageret handler ikke altid om at sætte sit liv på spil, selvom der ofte har været lighedstegn mellem netop de to i militærdiktaturets koldeste år. Det handler derimod om at bidrage med det, man kan. Mange af de unge, jeg møder i Myanmar, tager ligesom Mai Mai afsæt i deres hverdag, deres aktuelle virkelighed, og gør, hvad de kan for at skabe forandringer nedefra.

Af alle de politiske fanger, der er blevet løsladt siden reformerne for alvor tog fart i slutningen af 2011, er mange fortsat aktive i politiske partier eller folkelige organisationer. Udfordringen er de unge. Aung San Suu Kyis parti NLD vil gerne tiltrække flere unge til partiet, som i dag primært bliver tegnet af koryfæer fra blandt andet oprøret i 1988. De er som Suu Kyi tæt på 70, pensionsalderen nærmer sig med andre ord for flere af dem. Så spørgsmålet er, hvordan de når ud til den unge generation. Om de kan smitte de unge med det politiske engagement, der har kostet dem halve liv i fængsel eller på flugt. Eller om de unge starter et andet sted?

Salai Thian Uk Thang, som også kalder sig Jack, er en af de unge, der tror på, at reformerne først og fremmest skal udfordres indefra. I 2008 stiftede han National Chin Party sammen med en gruppe andre unge. Den gang var han bare 26 år. I årene op til havde Jack været en del af NLD, Aung San Suu Kyis parti, men til sidste endte han sammen med flere andre unge med at melde sig ud i protest, fordi NLD anbefalede ikke at stemme til valget i 2010. ”Jeg tror på, at vi er nødt til at deltage aktivt i det politiske liv, også selvom betingelserne ikke er helt perfekte. For mig giver det mere mening at være med til at skabe forandring indefra i stedet for at stå helt uden for,” siger Jack, da vi mødes på hans kontor i Yangon.

Pigen på 7. sal

National Chin Party arbejder for en føderal stat, hvor de etniske områder eller delstater om man vil, har et vist selvstyre. Gennem de demokratiske reformer ønsker Jack og hans unge partikammerater at skabe et land, hvor alle har mulighed for at deltage og bidrage til udviklingen af Myanmar, og hvor goderne er mere retfærdigt fordelt. Jack stillede op til valget i 2010, men blev ikke valgt ind. ”Jeg var for ung - og ugift. Alder og traditionerne spiller en stor rolle i Myanmar. Måske står jeg bedre ved valget i 2015. Særligt hvis jeg kan nå at blive gift inden,” griner han. Singlekulturen er der ingen, der kender til i Myanmar, hvor traditionerne vejer tungt. En gift mand er en rigtig mand, man kan stole på. Ved siden af sit politiske arbejde er Jack chefredaktør på magasinet Unity Journal, og det arbejde kombineret med hans engagement i National Chin Party beskriver han selv som en daglig balancegang mellem at have en politisk vision for Myanmar, og samtidig sikre, at hans magasin er politisk uafhængigt – også når det betyder en kritisk dækning af de sager, han arbejder for i partiet. I princippet er der ytringsfrihed i Myanmar, men det er kun et par år siden, at de uafhængige medier blev lovlige, og journalisterne kæmper dagligt med at finde deres ben. Udfordringen er dels, at journalisterne har ingen eller kun ganske få måneders uddannelse bag sig, og dels at ytringsfriheden endnu ikke er lovfæstet. Ifølge forfatningen kan journalister og redaktører stadig blive straffet, hvis de skriver historier, der bringer statens sikkerhed i fare. I sommeren 2014 blev fire journalister således idømt 16 års straffearbejde, fordi de afslørede en statsejet fabrik, der måske – måske ikke – fremstiller kemiske våben. Den historie gik åbenbart for tæt på, og den hårde dom gav journalisterne og redaktørerne i Myanmar en fornemmelse af, at det måske alligevel ikke er ufarligt at gå tæt på styret. På restauranten mødes Mai Mai og jeg med en tolk. Hendes engelske er fint efter burmesiske standarder, men det rækker ikke til at gå et spadestik dybere. Derfor har jeg hidkaldt Thurein Win, der arbejder som tolk for blandt andet New York Times’ Asienkorrespondent. Det varer ikke længe før relationen mellem Mai Mai og Thurein Win begynder at slå knuder. Jeg spørger Mai Mai til hendes opvækst i Kachinstaten, om hvordan krigen påvirkede hendes barndom. Hun fortæller om en tryg barndom, hvor hun og hendes familie ikke mærkede mig til krigen. ”Bamaw, hvor min familie bor, var omringet af Tatmadaw [den burmesiske hær, red.], så på den måde var krigen

ikke en del af min hverdag. Til gengæld…” siger hun og begynder at genfortælle en historie, hun har læst i det lokale Baptist Convention Magazine. En kvinde i en landsby i den nordlige del af Kachinstaten går ud i marken med frokost til sin mand. På vej tilbage til landsbyen bliver hun overfaldet af en gruppe soldater (20 ifølge Mai Mai), som voldtager kvinden, der efterfølgende bliver udstødt af landbyen. Sammen med sin mand blev hun tvunget til at forlade sin landsby. De bor nu ligesom godt 450.000 andre burmesere i en af Myanmars mange lejre for internt fordrevne. ”Ingen kvinde har fortjent at blive behandlet på den måde. Det er…” Mai Mai stopper, og selvom jeg ikke forstår, hvad hun siger, kan jeg høre på tonefaldet, som bliver mærkbart lavere, at hun skifter emne. En længere dæmpet samtale mellem Thurein Win og Mai Mai udspiller sig, mens jeg forsøger at lodde stemningen. Efter noget tid retter de sig begge op og smiler forsonende først til hinanden og så til mig. ”Mai Mai er nervøs for at tale frit om, hvad hun tænker om Tatmadaw, fordi hun ikke ved, hvem jeg er, men jeg er ikke burmaner. Jeg er fra Rhakinestate, så hun fornærmer ikke mig ved at sige, hvad hun mener.” Mai Mai smiler undskyldende. De fleste soldater i den burmesiske hær er burmanere, som tilhører den største etniske gruppe i Myanmar. Også de magtfulde generaler, som stadig har betydelig politisk indflydelse, er burmanere. Mai Mai ved ligesom resten af befolkningen, at de demokratiske reformer er skrøbelige, og den frygt og usikkerhed, som har gennemsyret hverdagen for burmeserne i mere end 60 år, lurer lige under overfladen. Og hvad nu hvis generalerne igen tager magten? Kan det så koste dyrt at have udtalt sig kritisk om styret? ”Det er svært,” siger Mai Mai. ”Der er mange, der er bange for soldaterne, og jeg ved, at de børn, der bor i de mere afsiddesliggende områder af Kachinstaten, har oplevet krigen helt tæt på. De har set deres forældre blive overfaldet, landsbyer er blevet brændt ned, og de har måske prøvet at flygte over hals og hoved for ikke selv at blive slået ihjel.” Hun smiler undskyldende og skynder sig at skifte emne. Eller næsten. ”Jeg er meget optaget af kvinders rettigheder. Som handicappet oplever jeg næsten dagligt, hvor udsatte kvinder er i Myanmar. Jeg sørger altid for at tage hjem, inden det bliver mørkt, og jeg ringer altid til min tante og fortæller hende, jeg er på vej. Jeg har prøvet at sidde i en taxa om aftenen, og så begynder taxachaufføren enten at presse prisen op eller at gøre tilnærmelser. Han ved, jeg ikke kan gøre modstand eller løbe min vej. Jeg

er afhængig af, at han kører mig hjem. De fulde taxachauffører er de værste.” Mai Mais handicap betyder, at hun hver dag er nødt til at tage taxa til og fra arbejde. Hun kan ikke som så mange andre i Yangon tage bussen, fordi hun ikke er mobil. Og når chaufføren ser, at hun er handicappet, stiger prisen. Hver måned bruger hun flere penge, end hun tjener på at transportere sig selv i taxa. ”Jeg har ikke noget alternativ. Eller jo, alternativet ville jo være, at jeg burede mig inde i lejligheden, men jeg har taget en uddannelse, og jeg elsker mit arbejde. Det

er ikke let for handicappede at få et job, så jeg er meget taknemmelig for, at det lykkedes for mig,” fortæller Mai Mai, da hendes telefon afbryder os. Tiden er løbet fra os, og nu ringer hendes tante for at høre, om hun er ok? Om hun er på vej? ”Det er sjældent, jeg går ud om aftenen eller i weekenden. Om søndagen går jeg i kirke med mine tante og mine søskende, men ellers er jeg mest i lejligheden. Det er for svært for mig at komme rundt på egen hånd – og heller ikke altid sikkert.” Jeg betaler for maden, og vi finder en taxa. I den lille

Pigen på 7. sal

Foto: Adam Dean

gade, hvor Mai Mai bor, ringer jeg på hos hendes tante. Det tager noget tid for mig at finde dørklokken. ”Det er den blå,” siger Mai Mai, da jeg står foran en skov af snore, der hænger ud fra bygningen. Sådan fungerer ringeklokker i Yangon, et sindigt system af snore, der er bundet fast til altanerne med en klokke. Da jeg trækker hårdt i den blå snor, bimler klokken i den anden ende af snoren på 7. sal, og Mai Mais bror stikker hovedet ud over altanen. ”Jeg kommer ned!”, råber han til os. I nogle af de andre snore er det bundet poser fast, så man kan hejse ting op og ned uden at skulle forcere de ofte stejle og mørke trappeopgange. Elevatorer er der ikke nogen af i de gamle, nedslidte bygninger. Kort tid efter kommer Mai Mais bror ned ad trappen. Han presser gitterdøren til side og går ud og tager i mod sin søster. Rutineret vender han ryggen til hende, mens han bøjer sig ned. Hun tager fat om hans hals, og han gør plads til hendes ben, så de hviler i hans albueled, mens han folder hænderne foran. Mai Mai vender sig rundt og smiler til mig. ”Tak for i aften. Vi ses i morgen tidlig.” Og så begynder de to søskende opstigningen til lejligheden på 7. sal. Næste morgen sidder jeg i en taxa på vej til konferencen Women for Peace, men først kører vi mod bydelen Lanmadaw i Yangons Chinatown for at hente Mai Mai. I radioen på vej ind mod centrum lægger en af Myanmars store rockstjerner underlægningsmusik til vores snak,

mens byen langsomt vågner. Zaw Win Htuts stemme smyger sig om en hæs ballade, der vækker minder om gode gamle Scorpions og megahittet Wind of Change. Siden begyndelsen af 1980’erne har Zaw Win Htut balanceret sin popularitet på en knivsæg. At være en offentlig person under et stærkt censureret militærdiktatur var vanskeligt, ikke mindst fordi han i modsætning til andre musikere i Myanmar besluttede sig for at skrive sine egne tekster i stedet for at lave coverversioner af den tids største rocknumre. I virkeligheden handlede regimets kritiske blik slet ikke så meget om Zaw Win Htuts musik, men mere om hans frisure. Hans lange hår blev opfattet som en provokation. Som en kommentar til styrets lukkethed og en kritik af de traditioner, som generalerne ihærdigt arbejdede for at bevare. Som om traditionerne i sig selv kunne være med til at bevare status quo. Den unge taxachauffør er ikke optaget af at provokere. Han kan bare godt lide musikken, siger han med oprigtighed i stemmen, og dermed lægger han sig i slipstrømmen af mange andre unge, jeg har mødt i Yangon. De almindelige unge, dem, der ikke er politisk engageret, dem, der bare forsøger at få hverdagen til at hænge sammen. De er ikke ude på noget – og de helst fri for at mene noget om forandringerne og reformerne. De har mest af alt travlt med at finde et arbejde og tjene penge nok til at brødføde sig selv og deres familier. I Myanmar lever over halvdelen af befolkningen for under to dollars om dagen.

”Jeg kan godt lide Zaw Win Htuts kærlighedssange,” siger taxachaufføren og skruer op for musikken.

I foråret 2013 sagde Me N Ma-sangerinden Ah Moon, som senere er gået solo, om sangen Come Back Home:

”Det lyder som Scorpions,” siger jeg. ”Præcis,” siger han. Og så er der ikke mere at sige om den sag.

”Nu er det tid til at vågne, tid til at vise, hvad vi kan. Der er sikkert mange steder i verden, hvor det er bedre at bo, men dit hjem er her. Og vi har brug for dig, for nu skal vi i gang med at genopbygge og skabe et helt nyt land.”

Min unge taxachauffør er ikke ene om at hylde den romantiske ballade. Få dage senere sidder jeg i en natbus fra Bagan oppe nordpå tilbage til Yangon, og hele natten afløser den ene romantiske musikvideo den anden på bussens tv-skærm. Og måske er de naive ballader et udtryk for, hvad mange unge i Myanmar drømmer om: Romantisk kærlighed. Den eneste ene. Gerne pakket ind i håndgribelige statussymboler som store biler og huse, som jeg ikke en gang ved, om findes i Myanmar. På den måde adskiller unge i middelklassen i Myanmar sig ikke stort fra unge andre steder i verden. I Yangon ligger tunge, glitrede modemagsiner og skinner om kap med hinanden. Først for nylig er det blevet muligt for andre end styret at udgive magasiner og aviser, og siden er antallet kun steget. Nogle forsvinder efter kort tid, for også her er det dyrt at producere magasiner og aviser, og de mange medier slås ligesom i resten af verden om annoncekronerne. Modemagasinerne er fyldt med smukke kvinder med photoshoppet lys hud og store, imponerende kjoler og pæne mænd, der bejler foran kvinderne med fremstrakte hænder. Der er masser af unge kvinder, der slænger sig på tigerskind og smyger sig op af kølige marmorsøjler, og mænd, der læner sig nonchalant op ad dyre biler. Det er et stereotypt billede af det perfekte, men magasinerne åbner også en dør på klem til drømmen om et andet liv. En fremtid, hvor det banale er muligt. I modsætning til Zaw Win Htut har pigebandet Me N Ma Girls ikke en lang karriere bag sig. Faktisk arbejder de stadig på det store gennembrud i Myanmar, mens de har haft lettere ved at slå igennem i blandt andet Singapore – og senest er det lykkes dem at lande en amerikansk pladekontrakt. Gruppen blev dannet i 2010, og på få år har de udviklet sig fra en regulær popgruppe til et band med ambitioner om at rykke ved andet end musikscenen. De insisterer på at være kvindelige popstjerner med alt det guld og glitter, det kræver, samtidig med at deres tekster rører ved noget af det, der er svært i Myanmar lige nu; nemlig mødet mellem traditionerne og en spirende ungdomskultur, der insisterer på at tage hånd om livet og finde sin egen vej gennem det. Og om at stå sammen om at skabe det nye Myanmar. Popkultur med mening – og holdning.

For Mai Mai er fremtiden… fremtiden. Hendes svar på mit spørgsmål om, hvordan hun tror Myanmar tager sig ud om 10 år er stilfærdigt optimistisk. ”Det er svært at sige. Jeg håber på det bedste.” Ydmygheden over for de reformer, der de seneste år har taget verden med storm, går igen blandt mange helt almindelige burmesere. Ydmyghed og måske en snert af forbehold. For dybest set ved ingen, om det er et eventyr, der ender godt, eller et mareridt, der vender tilbage. Sikkert er det imidlertid, at det ikke er nogen let opgave, der venter forude. Der findes stort set ingen offentlig sektor i Myanmar, ingen velfungerende skoleeller sundhedssystemer, og intet socialt sikkerhedsnet. Samtidig har kampene mellem styret og de etniske grupper i blandt andre Karenstaten sat sine spor. Helt konkret i forhold til de ar krigen har efterladt, og som har gjort Karenstaten til et af de mest minerede områder i verden. Men også i overført betydning for det tager tid at genopbygge tilliden mellem de etniske grupper og styret, og forhandlingerne mellem parterne er ikke lette. De etniske grupper ønsker en føderal stat, som vi kender fra USA, med selvstyre over deres egne områder, mens styret ønsker et samlet Burma. ”Vi har været afskåret fra omverdenen i mere end 60 år, og der er efterhånden ikke mange, der kan huske livet før militæret tog magten. Reformerne er første skridt på vejen, men de store forandringer kommer ikke fra den ene dag til den anden. Det tager måske 10 år, før vi for alvor kan begynde at høste frugten af det, der sker lige nu,” siger en ung fyr til mig, mens vi venter på natbussen i den lille by Nuang U i Bagan, 10 timers kørsel nord for Yangon. Det er til gengæld ikke forbehold, der kendetegner stemningen til konferencen på Inya Lake Hotel. Mere end 250 kvinder (og enkelte mænd) er samlet i den store bryllupssal, der ligger ud til den smukke sø, som er særligt kendt, fordi Aung San Suu Kyis hjem ligger i den sydlige ende af søen. Rummet summer af gensynsglæde, latter og handlekraft. Der er ingen her, der skammer sig over at være feminister. Tværtimod. I konferencemappen finder jeg en kalender for 2014 med citater af markante kvinder. Et citat for hver måned. Under oktober 2014 står der:

Pigen på 7. sal

”I love to see a young girl go out and grab the world by the lapels. Life’s a bitch. You’ve got to go out and kick ass.” Ordene er den amerikansk forfatter og borgerrettighedsforkæmper Maya Angelous – og et passende tema for den opgave, som Myanmars kvinder står over for. Omend man formentlig aldrig ville høre en burmesisk kvinde bruge netop de vendinger. Women’s Organizations Network of Myanmar (WON), der står bag konferencen, arbejder blandt andet for at give flere kvinder indflydelse på alle niveauer i det burmesiske samfund. Særligt kæmper de for at få kvinder repræsenteret i fredsforhandlingerne mellem regeringen og de etniske grupper. Det gør de under sloganet No Woman. No Peace.

Da jeg siger farvel til Mai Mai efter frokost, inviterer hun mig til Kachinstaten, hvor hendes forældre bor. ”Næste gang du kommer, skal du med hjem og besøge mine forældre. Vi tager bussen derop. Det tager 17 timer,” siger hun. Jeg prøver at forestille mig Mai Mais lange bustur op gennem Myanmar. Hvordan hun kommer op i bussen? Hvem der bærer hendes bagage? Hvordan hun kan nå at gå på toilettet og spise, når bussen holder 20 minutters pause? Jeg tager i mod invitationen. Jeg elsker at køre i bus. Men først skal jeg med flyet hjem til Danmark. Det tager også 17 timer. ”Du har min mail,” siger Mai Mai og vinker, mens taxaen kører væk fra Inya Lake Hotel og tilbage mod byen.

Kilder: A Gadfly, With or Without Hair: http://www.nytimes. com/2001/07/28/news/28iht-zaw_ed3_.html Burmese Group Me N Ma Girls Invade New York: www.pri. org/stories/2013-04-15/burmese-group-me-n-ma-girlsinvade-new-york Billeder: Me N Ma Girls af Adam Dean: www.panos.co.uk/stories/2-13-1444-1938/Adam-Dean/Me-N-Ma-Girls/

Kort over Myanmar Myanmar er delt ind i syv stater og syv divisioner. De syv stater ønsker en føderal nation med selvstyre i de enkelte stater sådan, som vi kender det fra fx USA. Regeringen ønsker ikke at give staterne selvstyre, men at samle hele landet under et. Siden 2011 har der været seriøse fredsforhandlinger mellem de enkelte stater og regeringen. I mange områder er der pt forhandlet en våbenhvile, men der er endnu lang vej til en egentlig fredsaftale.

Me N Ma Girls: www.en.wikipedia.org/wiki/Me_N_Ma_Girls © Copyright http://asiapacific.anu.edu.au/

En rejsefortælling

EN REJSEFORTÆLLING Uddrag fra Fortællekaravane-rejsedagbog: Thailand - Myanmar 2014 Af Pia Bjerre, De grønne pigespejdere Det er noget helt specielt at vågne op i Thailand, kigge ud af vinduet, se Myanmar og vide, at floden er den eneste barriere mellem de to lande. Det får begrebet om lukkede grænser til helt at tabe sin betydning og kulturelle forskelle til at virke langt mindre. Da vi steg ombord i de lange, smalle både ved flodbredden, var vi parate til at se en del af verden, vi knap kunne forestille os, men som trods alt er virkelig for flere hundrede tusinde karenere: Livet i en flygtningelejr. Larmen fra bådens motor overdøvede alt andet, mens vi sejlede op ad floden, og da vi lagde til ved lejren, og det igen blev muligt at snakke sammen, var det første, vi bemærkede, hvor normalt der så ud. Flygtningelejren skilte sig ikke ud fra de andre landsbyer, vi havde passeret på vej op ad floden, og det var helt tydeligt, at de mennesker, vi mødte, havde gjort lejren til deres hjem og ikke blot et midlertidigt opholdssted. Der bor lidt mere end 3800 mennesker i lejren. 552 familier, der alle er flygtet fra deres landsbyer. Nogle af dem har gået i over en uge gennem junglen med deres børn på ryggen for at nå i sikkerhed fra det burmesiske militær, fattigdom og sult. Nu bor de så i en flygtningelejr, hvor de ikke har mulighed for at forsørge sig selv,

men er afhængige af hjælp udefra. Men frygt er ikke det eneste, der har drevet alle disse mennesker sammen; mange af dem, der bor i lejren er børn og unge, der er kommet dertil på grund af skolen. To af dem er Ner og K’ Yew, der for fem år siden forlod deres familier, ikke på grund af frygt, men fordi flygtningelejren var det eneste sted, de kunne fortsætte deres uddannelse. Ner vil være lærer, og K’ Yew drømmer om at blive læge eller sygeplejerske. Når de har fået deres uddannelse, har de begge planer om at vende tilbage til deres landsbyer og bruge deres evner, hvor der er størst behov. I deres øjne er en uddannelse ikke noget, man tager kun for sin egen skyld, men noget man gør til gavn for en hel landsby. De går i skole for, at flere børn en dag vil få samme mulighed – og for senere at kunne hjælpe andre til en bedre tilværelse. Det er sådan, jeg også vil tænke fremover. Når vi kan sende et barn i skole, er det nemlig ikke kun det enkelte barn, der får noget ud af sin uddannelse, men en hel landsby der måske kan få sin egen læge eller lærer. På den måde kan et helt samfund blive styrket af at kunne trække på hi$nandens kompetencer. Det er sådan, vi sammen kan gøre en forskel. Pia Bjerre er en del af Fortællekaravanen 2014. Hun besøgte Thailand og Myanmar i juli 2014 sammen med Spejderhjælpen.

Rækker hånden ud

Spejderhjælp Rækker hånden ud

16 Morten Fischer & Louise Dubiel

q = 152

j eeeee Œ e e e e e ‰ ee ee ee ee ee ee Œ

j eeeee e e 4 & b 4 Œ e e e e e ‰ ee ee ee ee e eJ ee ™™ &b Œ

‰ ‰ œj œ œ œ œ j œ œ œ œ œ œ

œ œ œ œ

&b Œ

&b ‰ j œ œ œ œ œ Det er fak - tisk og

Vi klip - per hæk

RÆKKER HÅNDEN UD Det kan være du tror vi er nørder Der binder råbåndsknob hver lørdag Men så ku jeg tænke mig at spørge dig: Er der noget du har misforstået? Det er faktisk temmelig sejt og Leve livet som en spejder Vi kan tænde bål uden lighter Og vi lyser verden op Spejder Vi rækker Hånden ud mod dig Hånden ud mod dig Vi står op for verden redder ikke sig selv Når andre mennesker de løber tør for held Så er det rart ikke kun at tænke på sig selv Sammen gør vi en forskel - SPEJDERHJÆLP!

En ide så kan vi klare det Kagebod og loppemarked Vi er klar, parat og pakket Og vi bringer gerne ud Vi klipper hæk og reparerer Og vi gør så meget mere Det’ på vores spejderære At vi gir vores bedste skud

&b œ™

j œ ˙

Vi står op for verden redder ikke sig selv Når andre mennesker de løber tør for held Så er det rart ikke kun at tænke på sig selv Sammen gør vi en forskel - SPEJDERHJÆLP!

& b œ™ ik' D‹

&b œ

E¨

œ™

j œ œ

B¨

Når

for

&b œ œ œ œ œ œ

sig selv.

held. A7

œ Œ Ó

B¨

Så B¨

Œ Ó

j œ œ œj œ œ ˙ C

hån - den

selv.

œ œ œ œ œ

tæn - ke på

B¨

œœ

œ œœ œœ

mod dig,

j j j œ œ œ œ œ œ œ™

Vi står op for

sig

lø - ber tør F

j œ ˙

mod dig.

B¨

den op. ly - ser ver gi'r vo - res bed - ste skud.

∑

spej - der. me - re.

som en me - get

le - ve li - vet og vi gør så

ræk - ker

j œ œ œj œ œ ˙

‰ j j j œ œ œ œ œ

œ œ œ œ

og rer,

D‹

hån - den

Spejder Vi rækker Hånden ud mod dig Hånden ud mod dig

Spej - der, F

&b Ó

ud'n en ligh - ter, og vi spej - der - æ - re, at vi

Vi kan tæn- de bål Det' på vo - res D‹

‰ j j j œ œ œ œ œ

sejt tem' lig re - pa - re -

B¨

j j œ œ œ œ bœœ œœ bœœ œœ œ œ œ

&b Œ œ œ œ œ œ

spør' dig: Er der no't du har mis - for stå't ne ud. pak - ket, og vi brin - ger ger

B¨

Tekst & musik: Morten Fischer & Louise Dubiel

Œ œ œœ bœ œ b œ œ œ œ œ œ œ œ œ œœ œœ œœ œ œ œ

œ œ œ œ

Men så ku' jeg tænk' mig at Vi er klar, pa - rat og 13

B¨

E¨

B¨

‰ j j j œ œ œ œ œ

og bin - der rå - bånds - knob hver lør - dag. lop - pe - mar - ked. ka - ge- bod og

tror vi er nør - der klar' det; ka' vi

Det kan vær' du En i - dé så

™™

B¨

j œ œ

an - dre

j œ œ

er det C

red - der

ver - den

j j œ œ œ™

j j œ œ œ™ rart

ik'

Da capo

Spej - der - hjælp!

men' - sker C

j ‰ œ œ œœœœ œœ œ œ œ

Sam - men gør vi en for - skel:

œ œ

kun F

∑

Med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling

BURMA I SKOLE 2014 Tekst: Suzette Frovin og Pia Bjerre Foto: Suzette Frovin Layout: Tommy Bæk Søgaard / Main Media Copyright: Tekst og billeder må ikke gengives uden tydelig kildeangivelse.