5 minute read

Samson spørger redaktionen

“Hvad er den største forandring, du har set i mediemiljøet i de seneste år?”

Rikke Hejlskov Fenger (Skribent + korrekturlæser)

Advertisement

En af de største forandringer jeg har set i mediemiljøet de seneste år, er hvordan hele lydmiljøet har fået en fremtrædende rolle. I lyd-spektret spænder genrer efterhånden bredt og nuanceret. Det er beundringsværdigt, at vi ved blot at høre kan opnå lyden af et nærvær og en ikke-alene følelse i samtalepodcasts. Vi kan mærke involvering, fascination og spænding true-crime podcasts. Vi kan opnå læring eller føle os underholdt gennem tonsvis af e-bøger. Det er vildt hvor stor en indvirkning og betydning lyd kan have i vores hverdagsliv. At lyd kan give os følelsen af ikke at være alene, men i et fællesskab, har for mig været en af de helt store forandringer de seneste år.

Cecilie Højlund Simonsen (Layouter)

For mig er den største forandring, at Insta gram rykker mere i baggrund blandt de sociale medier - i hvert fald i min omkreds. Det er svært at engagere publikum til at se med, og de profiler, der vokser og opretholder deres følgerskare, er enten mastodonter fra tidligere eller kendt gennem TikTok, der er den helt store tidssluger. Mængden af reklamer for influencers er stadig i live på Instagram, men er lige så stille migreret til TikTok. Udviklingen her er gået fra dans og sang til interior, dyr, spil, fashion, lifehacks og andre ting, som jeg scroller forbi på FYP. Det er også på min FYP, at jeg oplever, at folk højere grad er begyndt at italesætte, hvordan man skal huske at dyrke sit rigtige liv uden for meget skærm på en positiv måde, og netop dét bliver jeg inspireret af.

Isabella Dalum (Skribent)

Jeg synes, at der de seneste år har været et stigende fokus på kritisk tænkning, når det gælder digitale og sociale medier. Allerede ved GDPR-loven, der trådte i kraft i 2018, kom der fokus på, hvad medier indsamler af data. Efter fremkomsten af diverse AI-Tools, samt redigerede indhold, der vælter frem på sociale medier, er der kommet et større behov for kritisk tænkning, når vi færdes på nettet.

Line Benn Feder (Layouter)

Jeg føler, at en af de største ændringer mediemiljøet de seneste år, er den voksende betydning af digitale og sociale medier. Det er her, jeg søger hen, når jeg ønsker at være alene, men også når jeg vil connecte med andre. Det er her, jeg vil blive underholdt og det er også her, jeg primært får mine nyheder og informationer fra. De dominerer min hverdag, uanset om jeg ønsker det eller ej.

Christian Viggo Andersen (Skribent)

En stor forandring mediemiljøet de seneste år er udfasningen af kabel-tv. For det første har dominansen af internet-streaming gjort, at flere kanalpakker nu også fås som app på fjernsynet, frem for gennem antennekabel. For det andet, kan de fleste livekanaler nu tilgås via deres respektive streamingtjenester, som Viaplay eller Discovery+. Hvor længe vil traditionelle tv-pakker mon overleve?

Cecilia Klitgaard Martinussen (Redaktør)

Jeg oplever, at man generelt sætter større fokus på ens eget medieforbrug, i takt med de nye forandringer i mediemiljøet. Datasikkerhed fylder mere i mediebilledet, hvilket gør, at jeg selv i højere grad stiller kritiske spørgsmålstegn ved de forskellige medier, jeg bruger. Jeg tror dermed, at GDPR-lovgivningen og fokuset på indsamling af data, har gjort at vi alle er mere vågne og reflekterede over vores brug og forbrug af medier, hvilket må være en positiv sideeffekt.

Jeppe Olsen (Skribent)

Jeg tænker, at en af de største forandringer må være den måde dagspressen tjener penge. de gode gamdage kunne de tjene penge på rent faktisk at sælge deres aviser, men i dag skal de tjene penge gennem annoncer på internettet. Her skal de have så mange clicks som muligt, og når de begynder er stræbe efter dette, så er resultatet ofte blandet. Jeg taler naturligvis om clickbait. Jeg bliver ofte selv rasende over clickbaitoverskrifter, fordi jeg ved at der mange der kun læser overskrifter, og dermed misinformeres samfundet.

Anna Jetting (Layouter)

Jeg oplever personligt, at mediemiljøet kan skabe indre konflikt. Ideelt set ville jeg frigøre mig fra alle medier og teknologi, så jeg kan leve livet fuldt ud. Dog ender jeg gentagende gange i teknologiens greb, da min hverdag er afhængig af telefonen. Jeg tror, at man må acceptere mediernes virke i dagens samfund og selv sætte grænser, samt huske at sætte en aften/weekend af til sig selv.

Alberte Fisker Søndergaard (Korrekturlæser)

Vi er på få år blevet store fans af podcasts og dens måde at informere og underholde på. Podcastlytning passer ind en travl hverdag, og kan både lyttes til sammen med praktiske gøremål og som fordybelse. Vi kan selv vælge til og fra indholdet og tilpasse hvor og hvornår, vi vil lytte til det. Podcast er et unikt medie, og jeg tror helt sikkert, at det er kommet for at blive.

Stine Møller Agesen (Redaktør)

Smartphones er i dag ikke længere blot et kommunikations- og underholdningsredskab, men er i stigende grad også blevet et hjælpemiddel, der hjælper os med at holde styr på vores personlige egendele. I dag har mange installeret en lang række apps rummende alt fra kreditkort, kørekort, sundhedskort, MitID osv. Min telefon er med andre ord blevet min alt-i-en, som jeg sjældent går uden.

En af de positive forandringer, der står tydeligst for mig, er hvordan medierne i dag gør det muligt at hjælpe hinanden på tværs af landegrænser. Vi så det særligt da krigen brød ud i Ukraine, hvor folk lynhurtigt fik stablet indsamlinger af både penge, tæpper, tøj og soveposer på benene, som i sidste ende kan have reddet menneskeliv. Det tror jeg ikke havde været muligt i samme omfang, hvis ikke vi havde haft det digitaliserede samfund.

TikToks rolle mediemiljøet har uden tvivl været af markant betydning de seneste år og har haft en stor påvirkning på hele mediebilledet, der i stigende grad bidrager til kritisk refleksion, og er med til at gøre op med det glansbillede, de sociale medier ellers tit tegner.

TikToks indvirkning på resten af mediemiljøet. Trends, både format- og indholdsmæssigt, genskabes på andre platforme. Sange og film, der længe har været glemte, bliver pludselig populære på ny. Sideløbende rejses der kritik af datasikkerheden hos TikTok. Det bliver altså paradoksalt, at TikTok er så populært et medie, samtidig med at de fleste har hørt om det suspekte ved databehandlingen

Den største forandring som jeg har set, er hvor meget mobiltelefonen fylder hos små børn. Da jeg var lærervikar, så jeg børn sluge en masse indhold fra Youtube og Tiktok og det fyldte meget deres daglige skoleliv. Det online miljø var en del af deres fysiske miljø ude i skolegården i frikvartererne. Det er 15 år siden jeg startede i skole, og frikvartererne ser helt anderledes ud nu.

Jeg synes den største forandring i mediemiljøet de seneste år indebærer de til- og fravalg, der kan findes i tv- og streamingbranchen. Eksempelvis skrifter Paradise Hotel format og Disney tilføjer disclaimers samt laver nye versioner af de gamle kendinger. Disse er få eksempler ud af mange og kan være med til at male et billede af, hvordan det samfundsfokus vi længe har opbygget forhold til omfavnelse af blandt andet race, køn og seksualitet skærpes, og altså begynder at være en mere udpræget del af indholdet på tv.

This article is from: