Wandahl - Hjertets kald (læseprøve)

2

HJERTETS KALD

1

Af samme forfatter Havets Tåre Så fandens forelsket Et blodigt spil Hjerte i vente Ask konge taber Veninder for altid 1. Ji Veninder for altid 2. Jose Veninder for altid 3. Ane Veninder for altid 4. Tammy Veninder for altid 5. Drenge-kaos Veninder for altid 6. Hunde-ballade Veninder for altid 7. Tøse-sjov Søstre på De Syv Have 1. Den Sorte Vinge Søstre på De Syv Have 2. Den Magiske Storm Søstre på De Syv Have 3. Den Røde Slange Søstre på De Syv Have 4. Den Kolde Nøgle Søstre på De Syv Have 5. Det Lilla Monster Sidste bind i serien er på vej!

2

Camilla Wandahl

ance m o R forum

Forum

3

Hjertets Kald © Camilla Wandahl og Forum/rosinante¤co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsillustration og -design: Mette Breth Klausen/brethdesign.dk Omslagsgrafik: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3505-3 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Lix 20 (ml 9,1 + lo 11,1)

Forum er et forlag i rosinante¤co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4

Kapitler i bogen

Hele verden er ved at gå i stykker 7 Hvis bare jeg fik et tegn 17 Seth 26 Et stykke af Seth 35 Havet vil have mig 42 Drømmefanger 49 Seth 54 Tag magten 59 Alene i havet 63 Nordstjernen 67 Seth 76 Klipperne 79 84 Sirenernes Strøm I Strømmens magt 92 98 Seth Den hæse sirene 100 Hvad Silja ønsker mest af alt 107 En ild, der næsten fortærer mig 114 Så længe vi er sammen 120

6

Hele verden er ved at gå i stykker

Jeg vågner, fordi jeg fryser. En kold vind får hårene på mine arme til at rejse sig. Jeg slår hænderne sammen om min krop. Nattøjet er tyndt, og under mig stikker en skarp sten mig i foden.

Jeg åbner øjnene og ser ud over havet. Morgensolen får det til at glitre i kolde, blå nuancer.

Mit hjerte suger det hele ind. Jeg fylder mit bryst med frisk havluft. Det bliver helt, helt fyldt, og så puster jeg ud igen.

Mine øjne er tykke af søvn, og drømmen trykker stadig i kroppen. Jeg kan ikke huske, hvad jeg drømte. Men jeg ved, at det var uhyggeligt.

Selvom jeg fryser, er der sved under mine arme, og mit hjerte hamrer.

Vinden rusker i de små træer oppe på skrænten. Solen kan næsten ikke bryde frem på vej op mellem skyerne.

Min højre hånd knuger om posen med perlen.

Så hårdt, at jeg næsten bliver bange for, at den skal blive knust. Perler er organisk materiale.

7

Organisk materiale er som hud, som dyr, som mennesker: Det kan gå i stykker.

Mine øjne bliver varme. Det er tårerne, der trænger sig på. Synet af havet fylder min krop med minder. Duften af tang og salt bringer Seth så tæt på, at jeg næsten tror, han står ved siden af mig på stranden.

Men det gør han ikke. Og måske kommer han aldrig til det. Der er gået to måneder siden krydstogtet. Bladene er gyldne som en solopgang. Meget er forandret. Er Seth død eller i live?

Det er fjerde nat i træk, at jeg vågner på stranden. Hver gang er det, fordi jeg har drømt om Lorex. Det er først, når jeg vågner, det går op for mig, at jeg står så tæt på havet, at bølgerne slikker mine bare tæer.

I går havde jeg trådt på en skarp sten, så jeg blødte. Men saltvandet skyllede det væk. Jeg kunne ikke engang mærke smerten. Det kan jeg heller ikke nu.

Men den anden smerte: savnet. Den er der hele tiden. Jeg hører Seths stemme i mit øre. Føler hans fingerspidser strejfe min hud. Svømmer gennem havet som en havfrue med Seth ved min side.

Jeg samler en sten op og kyler den i vandet.

8

Den slår ikke smut eller noget, synker bare til bunds, død. Om min hals brænder Havets Tåre i sin pose. Den lille perle, der kan forvandle mig til en havfrue i to timer. Den er min billet væk herfra. Men jeg ved, at Seth ikke ønsker, jeg bruger den.

Hvis jeg sluger perlen, bliver jeg til en havfrue i to timer. Men når jeg kommer op af vandet igen, skal jeg græde perlen ud. Hvis ikke jeg græder, kalder den mig tilbage til havet, og så drukner jeg. For så er jeg jo et menneske. Og mennesker kan ikke overleve i havet.

Men jeg er ikke længere sikker på, jeg kan modstå den. For hvad er det, som holder mig på land? Hvad så, hvis jeg svømmede af sted som en havfrue og aldrig kom tilbage?

Men det gør jeg ikke. For hvis jeg svømmede ud, ville jeg drukne igen.

Så ville jeg aldrig finde ud af, hvad der var sket med Seth.

Jeg samler endnu en sten op og tyrer den af alle kræfter ud i vandet. Kærligheden og savnet brænder i alle dele af min krop. Som små gløder, der holder sig varme og i gang. Parate til at springe ud og tænde mig med gnister. Jeg er et slukket bål. En ild, der bliver holdt nede.

9

Jeg ser en sidste gang ud over havet. Der er ingen grønne glimt. Ingen Seth. Bare koldt. Og tomt.

Da jeg går tilbage langs stranden, har jeg blikket begravet i sand og sten. Jeg vil ikke kigge på havet. Ikke mindes. Tre gange bøjer jeg mig ned og samler orange sten op, som muligvis er rav.

Jeg lukker hånden om dem, varmer dem.

De har samme farve som Seths øjne.

Jeg går tilbage ad den sandede sti. Postkasserne griner ad mig. Der er tyst, helt stille. Kun en morgenglad ugle tuder. Sommerhusene ligger som små røde, brune og sorte kasser inde mellem træerne. Grannålene stikker en lille smule, når jeg træder på dem.

Jeg når frem til vores sommerhus. Det er et brungrønt træhus, fordi min far har malet det med en slags olie, som skal få træet til at holde længere. Engang var det vores sommerhus – mit, mors og fars. Efter far og mor blev skilt, er det mest far, der kommer herop. Vi har været her meget siden krydstogtet. Jeg fik lov til at udskyde gymnasiet et år. Så nu laver jeg ingenting.

Grunden til, at jeg bor hos min far, er, at jeg hele tiden kom op at skændes med min mor. Så til 10

sidst blev hun og far enige om, at det var bedre, jeg var hos ham i sommerhuset.

Jeg åbner døren. Far sidder ved det brede egetræsbord, da jeg kommer tilbage. Der dufter af kaffe. »Var du ude at gå morgentur?« Min mave rumler. »Er der noget morgenmad?« »Toast.« Far nikker over mod brødristeren, hvor der ligger fire toastskiver og bliver ristet. »Var du nede på stranden?« Far har endnu ikke droppet morgen-tur-emnet.

Jeg mumler et ja og skubber de tre stykker måske-rav hen til ham. »Det har jeg altid sagt,« siger han og samler de tre sten op i hånden. »Du slægter din gamle far på. Har fundet sten siden du var lille.« Jeg siger ikke, at jeg tog de her med hjem, fordi de mindede mig om Seths øjne. Jeg har ikke fortalt far om Seth. Hvad skulle jeg også sige? Han ved ikke, hvad det vil sige at kæmpe for kærligheden. Da det blev svært, gik han og min mor fra hinanden. The end. »Den dér kan du godt kaste tilbage i havet,« siger han og skubber den ene sten hen til mig.

Den orange farve er også falmet noget, efter den er tørret. »Og også denne her.« Han lægger den sidste sten i sin håndflade og 11

kigger nøje på den. Den er stadig ret orange. »Det her kunne godt være noget. Den skal du gemme.« Han tager min hånd og lægger ravet midt på min håndflade. Så lukker han mine fingre sammen omkring det. Af en eller anden grund minder det mig om dengang, Seth gav mig Havets Tåre. Den samme forsigtige måde at overdrage perlen på. »Din mor kommer for resten til frokost i dag.« Jeg knuger ravet i min hånd. Det bliver varmt. »Hvor længe bliver hun?« »Nu må vi se.« Der er noget underligt i fars stemme.

Jeg kigger op. Der er kommet nogle linjer omkring hans øjne. Er det rynker? Er far så gammel, at han er begyndt at få rynker?

Jeg går ind på værelset og skifter mit nattøj ud med almindeligt tøj. Ravet lægger jeg ned i posen med perlen. Det føles rigtigt, at de to havting ligger sammen.

Bagefter går jeg ud og tager brødene fra risteren og lægger det på to tallerkener. »Skal du have ost på?« spørger jeg.

Far nikker. Han piller ved de to sten, der ikke var rav. Det ser ud, som om han er langt væk i tanker. Jeg lægger to skiver pålægschokolade på 12

mine brød og en tyk skive ost på hvert af fars.

Han ser op, da jeg sætter mig. »Jeg har tænkt på at sælge båden.« Hans stemme er ... svær at vurdere. Trist? Beslutsom?

Svag. »Hvorfor?« Jeg prøver at tage en bid af min ene toast. Men brødet smuldrer i min mund og klistrer sig fast til ganen. Chokoladen føles tyk og kvalmende. »Vi bruger den jo ikke rigtig mere. Og det kræver meget arbejde med sådan en træbåd.« »Du kan da fiske ...« jeg bryder af, for jeg ved godt, at far ikke har været ude at fiske for nylig.

Og at begge vores fiskestænger forsvandt i havet forrige sommer, da vi kæntrede. I dag ved jeg, at det var Anias skyld. Men det ved far ikke.

Han tror stadig, at der pludselig blæste en mærkelig storm op. Og frem for alt, at jeg kun næsten druknede.

For hvis det skal siges helt rigtigt, så druknede jeg jo faktisk. Det var kun, fordi Seth reddede mig ved at give mig Havets Tåre, at jeg overlevede.

Da far ser op igen, er der lidt mere lys i hans øjne: »Jeg så for resten Emilia og Julie nede fra Strandbo i går.« 13

»Går de ikke i skole?« »Det er efterårsferie.« Der er bekymring i fars blik, da han siger det.

Jeg ved med det samme, at det er, fordi jeg har glemt efterårsferien. Så er jeg jo ikke ligesom alle mine jævnaldrende. »Det kunne være, jeg skulle gå over og sige hej til dem.« Ordene skurrer i mine ører. Jeg siger det jo kun for fars skyld. Men det virker. Hans ansigt lyser op.

Jeg spiser resten af toasten og skraber tallerkenen i skraldespanden. Så tager jeg musik i ørerne og går det korte stykke over til Emilia og Julie.

De er søskende. Emilia er et år ældre end mig, og Julie er et år yngre, så jeg legede tit med dem på stranden, da vi var yngre. Men jeg har ikke set dem længe.

Musikken skyller igennem mig. Min far må virkelig synes, det er mærkeligt, at jeg går ned på stranden hver morgen, før han står op. Jeg har ikke fortalt ham, at jeg går i søvne. Er bange for, han låser døren. Og dét at se havet som det allerførste, når jeg vågner, vil jeg ikke være foruden. Det føles som et miniøjeblik, hvor jeg ganske, ganske kort er sammen med Seth.

Indtil jeg kommer i tanke om, at jeg er i som14

merhuset, og at jeg ikke ved, om Seth er død eller i live.

Jeg trasker op ad stien til Emilia og Julies sommerhus. Der er lys i alle vinduerne. Det ser hyggeligt ud. Oven på postkassen står der en stor konkylie. Det har jeg altid syntes, var mærkeligt.

For den er alt for stor til, at de har kunnet finde den nede på stranden. Måske er den ikke engang ægte.

Jeg ringer på døren, mens jeg ser på konkylien.

Og så pludselig kan jeg huske, hvad jeg drømte i nat: Lorex står foran mig. Han har en stor konkylie for munden som en trompet. Han blæser i den, og der kommer en høj, skinger lyd. Hårene på mine arme rejser sig. Himlen hælder kaskader af grønne farver ud over os. Hele verden er ved at gå i stykker.

Så får jeg øje på Seth. Han flyder i vandover­ fladen med maven opad. Skyggerne danser hen over hans mavemuskler. Men han ligger helt stille.

Og der er et stort sår ved hans bryst. Blodet flyder ud og farver vandet mørkt.

Er Seth død? Tanken rammer mig, samtidig med at døren bliver åbnet. Emilia står foran mig, men 15

jeg kan ikke fokusere på hende. Hendes ansigt flyder ud, jeg kan ikke se hendes øjne.

Var det en drøm? Eller et glimt af virkeligheden? Kan jeg se ind i fremtiden? Mit hoved er fyldt med tanker. Jeg føler mig svimmel og rækker ud efter dørkarmen for at støtte mig til den.

Men jeg når ikke at få fat, før mine ben giver efter under mig.

16

Hvis bare jeg fik et tegn

»Lejla?« Julie kalder på mig. Jeg kan høre folk gå frem og tilbage. »Ring efter hendes far og mor!« siger Emilia.

Jeg prøver at sige, at det behøver de ikke. Men det er nok allerede for sent.

Det er, som om jeg kæmper mig tilbage fra et sted meget dybt nede. Da jeg endelig vågner, sidder både Emilia, Julie og min far ved siden af sengen. »Lille skat.« Min far knuger mig ind til sig.

Jeg bliver en lille smule flov, fordi Emilia og Julie også er der. Jeg kan høre deres forældre ude i køkkenet. Kort efter kommer de ind med en bakke med te. »Vi burde køre til vagtlægen,« siger far. »Ej, det er altså ikke nødvendigt.« Jeg sætter mig op og prøver at se meget mere frisk ud, end jeg føler mig. »Jeg blev bare lidt svimmel.« »Du besvimede.« Mit forsøg på at se frisk ud forsvinder i samme 17

øjeblik, han siger det. For der var jo en grund.

Seth er død. Sætningen har klæbet sig fast til min hjerne. Og selvom det kun var en drøm, så følger der alligevel en voldsom tristhed med. Men jeg ved, at hvis jeg bryder sammen nu, så slæber far mig til lægen. Og jeg har været deres besværlige datter længe nok.

Så jeg gør mit allerbedste for at overbevise mig selv om, at det bare var en drøm. Og selvom alt i min krop skriger efter at kaste mig i havet og svømme ud og lede efter Seth, så ved jeg godt, at jeg ikke kan.

Jeg tror helst far vil have, at jeg går med tilbage til sommerhuset, hvor han kan holde øje med mig hele tiden. Men jeg faker godt helbred og humør, for jeg bliver jo nødt til at virke, som om jeg er normal. Jeg kan ikke blive ved med at være totalt depri. Så til sidst går far, og jeg lover at komme hjem klokken 13, når mor kommer til frokost. »Skal vi gå ned til det gamle sted?« Julie glider en hånd gennem håret. Så ser hun hurtigt på mig: »Hvis du altså er OK?« Jeg smiler anstrengt: »Selvfølgelig er jeg OK. Det er bare min far, der pylrer.« »Dét kender vi i hvert fald godt.« Emilia ser 18

hen mod døren, hvor min far forsvandt. Så sænker hun stemmen: »Er det rigtigt, at dine forældre er blevet skilt?« Jeg nikker. Emilia og Julie ser medfølende på mig. Jeg gider ikke snakke om det, så jeg rejser mig og tager min jakke på for at vise, at jeg gerne vil af sted. »Det blæser da en del.« Emilia trækker huen længere ned over de tætte krøller.

Jeg lyner min jakke og kommer hænderne i lommen. Emilia og Julie pjatter over en eller anden fyr, der bliver ved med at skrive til Emilia.

Jeg føler, det hele er meget langt væk. Som om jeg er hundrede år gammel og har levet et helt liv, som de ikke forstår. »Hvad med til festen på fredag? Kan I ikke lige ...« Julie blinker til Emilia.

Jeg mærker kvalmen røre på sig og føler mig led. Hvorfor under jeg ikke Emilia den samme berusende forelskelse, som jeg selv har oplevet? »Måske. Men han går jo ikke på samme gymnasium som mig. Så det er nok mest, hvis vi ender i byen ...« De taler videre om fyren. Jeg indskyder et par bemærkninger hist og pist, men går mest i mine 19

egne tanker. Vinden hiver i mit hår, så jeg samler det med en elastik. Det er koldt. »Hvad med dig, Lejla? Hvilket gymnasium kom du ind på?« Jeg trækker skuldrene op til ørerne. »Holder lige et friår,« siger jeg, som om det er det mest normale i verden. »Fedt nok.« Julie lyder ikke, som om hun mener det, men jeg er ligeglad. »Var det fordi ... altså det der med, at du var ved at drukne?« spørger Emilia. »Har jeg fortalt jer det?« Jeg ved, at det har jeg ikke. Og af en eller anden grund irriterer det mig, at de ved det. Selvom det vel næppe kan være en hemmelighed, at man har været ved at dø. Den slags spreder sig jo nok ret hurtigt via facebook og sådan. »Min far hørte det fra din far,« siger Emilia. »Men altså ... var det hårdt?« Jeg trækker på skuldrene igen. »Det er nok ret svært at forstå, når man ikke selv har prøvet det.« Det er det ærgerlige svar. For sådan set burde man jo nok alligevel prøve at forklare det. Men det er bare ... sommetider orker jeg det ikke. Det føles, som om verden har skabt en glasklokke 20

rundt om mig. Jeg står inden i den og hamrer og hamrer med mine hænder på glasset, men det knuses aldrig. Og da der så endelig faktisk kom en revne i det, slap Seth ind. Og nu, hvor han er forsvundet, er jeg blevet så træt af at hamre, at jeg bare står med hænderne slapt ned langs siden.

Hvis bare jeg kunne tale med ham. Vide, at han var i live. Hvis bare jeg fik et tegn.

Men drømmen må ikke være et tegn. For så er han død. Åh gud, lad ham ikke være død. »Jeg kravler op først!« Julies stemme er sød, næsten barnlig.

Vi er nået hen til stenen. Der var engang, hvor denne her sten var vores specielle sted. Vi gik herhen mindst én gang om dagen i hele sommerferien. Fortalte hinanden barnlige hemmeligheder og legede bjergbestigere, der havde madpakker med.

Julie forsvinder op på stenen. Hun behøver ikke engang klatre. Kan bare sætte sin fod i indhakket og så hive sig op. Det er også lidt svært at få plads til os alle tre deroppe. Det ender med, at Julie og Emilia sidder tæt sammen i den ene side, og jeg sidder i den anden side. Vinden giver havet høje bølger. Skummet slikker stranden hvid. Jeg kniber øjnene sammen og ser langt ud 21

over havet. Men der er ikke noget at se. Ingen grønne glimt. Ingen skibe. Ingen fremtid.

Jeg sukker og ser på mine fingernegle i stedet.

Der sidder noget sort snavs under min tommelfingernegl. Flovt skraber jeg det ud. »Jeres bedste hemmelighed det sidste år,« siger Julie.

Det var en leg, vi altid legede den første dag i sommerferien, da vi var mindre. Min mave samler sig til en hård klump, og jeg tænker på Seth. Hans kys. »Dig først.« Julie ser på Emilia.

Hun bliver helt rød i hovedet. »Hvad!?« siger Julie. »Oliver og jeg ...« hun falder sammen af grin.

Julie stirrer på hende. Det gør jeg også. »Vi har været sammen. I ved ... sammen-sammen.« »Hvad!?« Julie fniser. »Hvorfor har du ikke fortalt mig det?« Emilia studerer sin fingerring. Drejer den. »Det er kun et par uger siden.« »Men stadigvæk! Når jeg ikke længere er jomfru, så skriver jeg det sgu ud på facebook!« »Ej, det gør du fandme ikke, lillesøster. Det skal jeg nok sørge for.« 22

Emilia tjatter til hende. »Jeg er stadig lidt skuffet over, at du ikke sagde det ...« Julie holder inde. Skraber på stenen med sin ene støvle. »Men hvis du fortæller alle detaljer nu, skal jeg nok holde kæft.« Det er ikke, fordi jeg ikke selv har tænkt på, hvordan den første gang mon bliver. Hvornår og med hvem og sådan. Det føles bare på en eller anden måde langt væk. Og nu Seth. Han er jo mega lækker. Altså virkelig ... men vi havde næsten ikke noget tid alene sammen. Men da vi var havfruer ... der følte jeg mig også smuk. Og voksen på en anden måde, end når jeg er menneske. »Er du stadig jomfru?« Julie ser direkte på mig.

Mine kinder bliver ekstremt varme. Det er jo ikke fordi ... altså jeg er jo stadig jomfru. Men jeg kommer til at tænke på mig og Seth. Hans nøgne, stærke overkrop. Men halen ... jeg lagde slet ikke mærke til. Altså ... »Ja, selvfølgelig,« siger jeg. »Nu er det dig, Julie.« Emilia ser på hende.

Julie tænker lidt. »Øv, det er kedeligt, når din var så god. Altså, jeg var måske lidt tæt på med Sebastian. Men det var i starten af året ...« »Nu handler alt i verden jo ikke om sex,« indskyder Emilia.

23

»Jeg ved det!« Julie ser triumferende ud. »Der var en kvinde fra et modelbureau, der inviterede mig til prøvefotografering. Men jeg har godt nok ikke fået svar endnu.« »Det er da fedt,« siger jeg.

Emilia ved det vist allerede. Julie retter på sit lange, lyse hår. Jeg kan godt se hende for mig som model. Hun er smuk, men på en lidt kantet måde. Emilia er mere sådan klassisk pæn med store krøller. »Hvad med dig, Lejla?« De ser begge forventningsfuldt på mig. Det er klart, det er jo længe siden, vi har talt sammen. »Jeg har fået en kæreste,« siger jeg og nikker samtidig, som om jeg er nødt til at overbevise dem og mig selv om, at det er sandt.

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. Jeg kan jo ikke så godt fortælle, at jeg har været forvandlet til en havfrue, og at det er Seth faktisk også.

Og selvom jeg ikke aner, om Seth og jeg er kærester. Og ikke engang ved om han er i live (men det skal han være). Så var vi vel trods alt en slags ... sammen.

Og jeg elsker ham.

Den flyder i mine årer, kærligheden. Som bobler fra en for længst afbruset champagne. Jeg vil 24

holde ham tæt ind til mig. Mærke hans ånde på mit kraveben.

Jeg vil opleve alt i verden med Seth.

I det samme får jeg en tung regndråbe på kinden. »Øv,« siger Julie. »Skal vi smutte?« Hun hopper let ned fra stenen.

Emilia og jeg følger efter, mens flere regndråber lander på os. Inden vi når tilbage, er vi gennemblødte, og jeg har den perfekte undskyldning for at tage hjem.

Men da jeg kommer tilbage, holder mors bil allerede i indkørslen. Og hvis der er nogen, jeg ikke orker lige nu, så er det min mor.

25

Seth

Strømmen hvirvler rundt. Seth er fanget i Lorex’ tornado af vand. Den samme som han kæmpede mod sammen med Lejla. Dengang kom de fri ved at svømme opad, hvor der var en åbning i toppen af tornadoen. Det var hårdt, men det kunne lade sig gøre. Det prøvede han også, da Lorex fangede ham denne gang. Men det virkede ikke: Lorex har ændret tornadoen.

Den er lukket nu.

I timer, dage har han forsøgt at slippe fri.

Men det er umuligt. Seth brøler i frustration.

Svømmer som så mange gange før ind i muren af hvirvlende vand. Strømmen river og flår i ham, vil tvinge ham med rundt. Han bider tænderne hårdt sammen. Fokuserer og finder skjulte kræfter frem. Ignorerer musklerne i sin hale, der smerter og syrer til. Af al kraft svømmer han til for at trænge igennem den levende mur. Og et øjeblik tror han næsten, han klarer det. Han kan ane det rolige vand lige på den 26

anden side af muren, men så slipper hans kræfter op, og han bliver ført rundt og rundt og op og op, til strømmen nærmest hånligt spytter ham ind i centeret igen. Herinde er der stille.

Som i en glasklokke. Ingen lyde. Bortset fra hans eget hvæsende åndedræt og en svag susen fra vandmassernes rasen få meter fra ham. Intet liv. Ingen fisk, ingen planter. Ikke engang plankton. Han lader sig falde ned på den bløde sandbund. Det kramper af udmattelse i hans mave. Og sult. Hvor længe er det, siden han har spist?

Han ved ikke, hvor længe han har været fanget. I starten forsøgte han at tælle dagene. Men efterhånden er tiden gledet fra ham, og han kan kun adskille nat og dag på grund af et svagt skift i temperatur. Han har tabt kampen mod Lorex. Han har tabt muligheden for at se sin elskede igen.

Der er tre andre havfolk herinde ud over ham. De har været her længe og er blege. Det er, som om de slet ikke er til stede. Seth har prøvet at tale til dem, men de svarer ikke. Han ruskede i den ene, men hendes hoved røg bare slapt fra side til side.

Men de er ikke døde. Deres hjerter slår.

27