Muledrengen er oversat fra norsk af Nanna Gyldenkærne efter Mulegutten Copyright © by CAPPELEN DAMM AS 2015 Denne udgave: © Høst & Søn / rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2016 Illustration og omslagsdesign: Øyvind Torseter Sat med i pkt. 10 Sabon og trykt på 150 g Arctic Volume og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-638-4239-6 Printed in Latvia 2016 Denne udgivelse har fået økonomisk støtte fra Nordisk Ministerråd
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk
PĂĽ dansk ved Nanna GyldenkĂŚrne
er var engang en konge, der havde syv sønner, og dem var han så glad for, at han ikke kunne undvære dem alle sammen på samme tid: Der var altid én, der skulle være hjemme hos ham. Da brødrene blev voksne, skulle de seks af dem ud at fri, men den yngste, Muledrengen, måtte blive hjemme hos sin far, og så skulle de andre tage en prinsesse med hjem til kongsgården til ham. Kongen gav sine seks sønner det flotteste tøj, man kan tænke sig, så de rigtig kunne vække opsigt, og de fik hver en hest, som havde kostet mange, mange hundrede daler, og så tog de af sted. Da de havde været på masser af kongsgårde og set på prinsesserne, kom de langt om længe til en konge, der havde seks døtre. Så smukke kongedøtre havde de aldrig set, og de friede til hver sin, og da de var blevet kærester, tog de fat på hjemrejsen. De var så forelskede, at de helt glemte, at de også skulle have haft en prinsesse med hjem til Muledrengen. Da de var nået et godt stykke vej, kom de tæt forbi en stejl klippevæg, hvor der boede en trold. Trolden opdagede dem, og så forvandlede han dem til sten, både prinserne og prinsesserne. Kongen ventede og ventede på sine seks sønner, men lige meget hvor meget han ventede, kom der ikke nogen. Han gik rundt og sørgede og var ked af det og sagde, at han aldrig ville blive rigtig glad igen. ”Hvis jeg ikke havde haft dig tilbage,” sagde han til Muledrengen, ”så ville jeg ikke leve længere. Så meget sørger jeg over, at jeg har mistet dine brødre.” ”Men jeg havde faktisk tænkt mig at tage ud og finde dem,” sagde Muledrengen. ”Nej, det får du ikke lov til,” sagde faren. ”Så bliver du også bare væk.” Men Muledrengen skulle og måtte af sted, og han tiggede og bad, lige til kongen lod ham rejse. Den eneste hest, kongen havde tilbage, var en nervøs krikke med en underlig gangart, men det var Muledrengen ligeglad med. Han satte sig op på den skabede krikke og drog af sted.